Andet Kapitel

»En - to - dr-ei! en - to - dr-ei! Nejning à la ronde! Armene døde, Armene døde - ganz, ganz todt!«

Dansemester Vogelbein rejste Violinbuen mod Loftet, sank i Haserne, så de blå Skøder fejede Gulvet, og hvirvlede det lille Hoved frem og tilbage i det stive Halsbind og det brusende Kalvekrøs:

»Mademoiselle du Pont, compliment en singulierement! Tør jeg bede...«

Susanna dansede frem, med Fingerspidserne i Kjolens vide Garneringer, mod den piruetterende Dansemester.

»Hagen mod Brystet! Hagen mod Brystet!«

De dansede i Borgmester du Ponts store Sal mod Elven, og Susannå nejede i Solruden midt på Gulvet, den hvide Kjoles utallige Læg blånede i Skæret af Sneen ovre på Handtverksgatans Tage og de opstablede Isblokke i Elven. Spejllampetterne vævede brogede Bånd om hendes Arme og Skuldre. Tindingkrøllerne dryppede som Guld.

»Monsieur Thorlander, Kompliment, Kompliment à votre moitié, Mademoiselle du Pont!«

Frem dansede Brynte i sin snævre, grå Vams med Stålspænderne for Knæene og Øjnene smilende i Susannas.

»Les mains en croix! en croix! rechts, links! rechts, links!«

Vogelbein vuggede Takten med Hovedet, og de dansede, de to, med Hænderne kryssede, langsomt, foran hinanden.

Brændebålet dundrede i Porcellænsovnen, forgæves i det snekolde Rum. Adrians hængende Kinder var blå af Kulde, hans Øjne randt.

»Dan Allé, mine Herrer, dan Allé!«

Vogelbein vinkede med Buen, og han selv, Steffan, Adrian og Olof Mychowitz ordnede sig i Række.

»Promenade, meine Herrschaften, Promenade!«

Langsomt, stateligt skred Brynte og Susan Hånd i Hånd frem igennem Rækkerne i Takt til Violinens »Borgman«.

»Excusez!« Dansemestren sænkede Violinen og lagde Hovedet på Skakke, »Mademoiselle må ikke se sin Kavallér an so - so kühn - dristig. Jaha! mer tugendhaft, om jeg må be' - tu-gendhaft!«

Susanna skottede til Brynte under Pandebåndet, hun kastede Ørelokkerne tilbage over Skuldrene og skød Brystet i det trange Silkespencer frem. Brynte rødmede, men rejste sig let på Tæerne, med Nakken dristigt vuggende.

Og her stod de, Steffan og Adrian, Side om Side, og Olof og Dansemestren derovre og dannede Allé for hendes og Bryntes Marsj.

Hans Hånd var kold som Adrians, der rørte den, og Olofs brune Ansigt blånede under Tindingkrøllerne.

Men i Bryntes Pandefure flød Sveddråber, og Susannas blanke Skuldre og buede Bryst dampede mod Kulden.

Skulderbred stod Olof dér og lod dem passere forbi sig. Susans Hede og Ånde drev som Røg mod hans Ansigt, men hans brune Øjne under de sammengroede Bryn stirrede ubevægeligt igennem den ..: Mychowitz'es Ansigt, Medusa, bag hendes Rosenkind og Søjlehals...

Violinen gnidrede nu en munter »Kolthoff«; i Byens Solskinsstilhed brummede, svagt, men uophørligt, Bruset fra Savolaxhyttan.

Der ringlede et Par Kaneklokker ude i Kungsgatan - og standsede. Korridordøren gik, og de hørte en Hest skrabe på Borgmesterstenene.

Et tykt Hoved i Baschlik og Pelskrave stak ind - en Sky af Kulde strømmede om Fødderne, Susanna lettede de hvide Svikkelstrømpe-Ben. Ingen af Filipstad-Fruernes Stiklerier havde fået hende til at dølge sine stærke Lægge i Mamelukker.

»Dansemester, ohøj! Patron van der Groeben på Niclashammer spø'r, om I kan komme og lede Dansen? Ungdommen øver Juleballet på Djursäter, men den ny Polkatakt vil ikke gå!«

Det var Bas-Fre'rek, hans røde Ballonkinder, med de sværtede Skægkoteletter. Hans Basrøst rungede i den tomme Sal med de vægstillede, lærredsbetrukne Stole og de slørskyede Spejle.

Siden Mødet på Savolaxhyttan havde han turet fra Brug til Brug. Fru Flitzan og »Knægtene« i Karlstad Frimurerkælder kunde vente forgæves! Fre'rek havde opdaget »Bjærget«s Kødgryder og sandet Tegnérs Ord:

»Ja, Damerne sidder dér ude og venter i Kanen.«

»Excusez, meine Herrschaften!« Dansemestren gjorde et stort Sving med Bue og Violin, »en lille Aftale! stil dem op, vi fanger an, gleich, med Kontradansen!«

Han svævede over Gulvet på Saffianstæerne, Svalehalen smuttede ud af Døren.

Børnene stod ene i Solskinnet. Susanna smilede, flettede Fingrene i hverandre og rakte Armene langt frem for sig, drejende sig langsomt om sig selv, missende mod Solen.

Det gav et Sæt i Steffan. En blå Strimmel af hendes Øjne havde ramt ham.

Og han smilte tilbage, vågnende, som havde han stået her i hundrede År og set hende danse med Brynte. Næste Gang var det ham, i Kontradansen!

»Susanna!« sagde han halvhøjt.

»Sikken Sol! sikken Sol!« hun drejede sig stadig om sig selv, med Armene løftet højt over Krumkammens funklende Stene - den landflygtige Dronning Fredrika af Badens Gave til Juliette du Pont.

»Ja, Pokker til, at man skal danse herinde en Dag som i Dag! Jeg kunde nu ha' været på Ski oppe ved Mörttjärnet og set til Faders Tømmerkørere! Bakken dér er så stejl, Gud véd, om de har strøet med Grus ... Men Fader vil jo absolut, at jeg skal -« Brynte stod ved Vinduet og ruskede utålmodigt i Hasperne.

Steffan løftede Brynene. Den ene Gang om Ugen dansede de med Susanna - og så talte han om Tømmerkørerne ...

Men Susan hverken hørte eller så. Hun svingede bestandigt rundt med lukkede Øjne og smilende Mund, svøbende sig dybere og dybere ind i Solen.

Kontradansens glisséer, chasséer, entrechats, battements, hun dansede dem alle, ene med sig selv, glidende fra den ene i den anden, som gennem Bølger.

»Så smärt som stjälken af en lilja-« hviskede Fru Lensmand Crälius´ spydske Stemme på Juleballet på Djursäter i Fjor, da han og Susan valsede forbi. Susan havde smilt, med røde Læber, ynksomt, og han havde smilt igen, for - hvor svang ikke hendes Midje ham rundt den Aften, og hvor bølgede ikke Skærfet dér i Solen mygt og fulgte hendes svulmende Hofter. Brystet åndede, så det gyldnede i dets Kløft, og i de fløjishvide Arme blånede Årerne dunkelt af Vallonernes Blod ..

»Satans også!« Brynte dunkede Knoerne mod den dobbelte Rude, så den lille Skov derinde af Rensdyrmos smuldrede, »jeg er vis på, at Lindblad glemmer det Grus. Han er også for ung til at sætte til den Slags!«

Steffan smilte. Lindblad var atten År, og Brynte sexten. Men pas du dine Tømmerkørere -! Og Olof?

Midt på Gulvet stod han og stirrede under Varulvebrynene på Susan. Hans Ansigt med de brede Kæber og den krogede Næse skød den mørke Underlæbe frem endnu mer end ellers. Men Hjørnetænderne sugede i de nedtrukne Mundvige under Skægskyggen.

Ja, sug du dit eget Blod - du mistror Susannas med rette! kan hænde du kvaltes i det, Medusa!

Susan, jeg ene danser med dig - skønt jeg ikke rører mig fra Gulvet, alt i mig danser, alt hvad jeg vil, og alt hvad jeg véd! Susan, du store, stærke, blonde, jeg danser med dig, stor, stærk og blond, ind i Solen, inderst ind!

Susanna tog langt ud i Kjolen og nejede dybt og smilende for sin Meddanser, Solen.

Men Steffan gik frem. Nej, Susan, her er din Moitié! den Meddanser, du savner: din Hersker!

Brynte vendte Hovedet og så hende, med Øjnene lukkede, med åben Mund og rødmende Hud neje i Kjolens blånende Sne.

Rynken forsvandt, hans Ansigt åbnede sig i et Smil, han valsede mod hende, klappende i Hænderne:

Han sang:

Susanna åbnede Øjnene, halvt knælende i Solen. Hun blussede brat, helt ud over Brystets Hvælv og kastede sig frem, med udstrakte Arme.

Hans Hænder slog ned i hendes Albuhuler, hun stindede sin Nakke, smilende, og i det samme svang Brynte sig skråt til Vejrs, som en Fugl, hans Fødder haglede mellem Lysekronens Prismer, mod Loftets Laurbærkranse.

Halvt segnende bar hun ham oppe, med Armenes Muskler spændte under det korte Chiffonærme, med Knæet mod Gulvet og Munden under hans.

»Gott bewahre, meine Herrschaften! Gott bewahre!«

Vogelbein stod midt i Salen, med Bue og Violin, stivnet.

Steffan brast i Latter, kort. Ja, Gott bewahre dig, lille Tysker, Elev af den store de Vestris, Lærer for Hofdamerne i Braunschweig, »Helt« fra Hertug Karls »Generobring« af hans oprørte Land og hans brændte Slot, - nu på halvfjerde Sekel landflygtig Dansemester for Ungdommen i dette Land, for hvis Dans du beder Gud bevare dig!

Se nu, hvor Brynte kreser hende inde i smidige Sæt, i bratte Kast, i stejl Knejsen, med Hænderne i hendes som én Hånd, gyngende, vigende - og så pludselig: hans Albu i hendes Albuhule, og løftet i hendes Arme flyver han op, med Fødderne hvirvlende gennem Prismernes Funkeregn, med den stønnende Mund ned over hendes blussende Ansigt, hendes svulmende, vaklende Skulder.

»Gott bewahre!«

Jøssepolskaen - -

Steffan skimtede Olofs brændende Ansigt, hans Mund med de blodige Vige, og Adrians blålige Kæber, rødpræglede, hans blakkede Øjne sugede fast på Brynte.

Og han rystede, af Harme, af Lede: Ve jer - Olof som på Idet spytter Sapphos Elskovshymner fra sine forbidte Læber, og Adrian, som læsper Theognis´ Pris til Megaræas Ynglinge mod Bryntes døve Øren!

Men velsignet Susan og Brynte, som danser Dansen, Hippokleides´ Dans over Borde og Bænke i Sikyons Festgård!

Nej - Värmlands Dans! Vallonernes Polska om Skovenes Gruber, gennem Højovnenes Luer, vild til Nøkkens Fele - som Fædrenes Vals om Leydens Mure til Sværdenes Sang!

Mit blod danser med, i min lamme Ryg, i mine stive Ben! Jeg er Värmlands Søn, Vallonernes Ætling som I!

Vore Stemmer jubler, som Børnenes om Majstangen i Savolaxhyttans Slakkehobe, som Hippokleides´ under Perserkrigernes Fodslag, vore Fædres under duc d´Albas!

Jærn og Død, hvor er din Brod?

Gott bewahre, lille Vogelbein, Gott bewahre!

Mer Sang og Musik -

Steffan løftede Hovedet - Køkkenets Lys stod i tre bævende Broer fra Kældergluggerne ud over Gårdens Snedriver. I den midterste svømmede Skytstræets knudrede Rod, i de andre krøb Bodernes Stolpeben, og skyggede Bryggersets og Bagehusets Gavle. Derinde var ganske mørkt.

Juleøllet gærede ensomt i Fadene og Dejgen i Formerne, Thomedagen, den yderste Frist, var endnu ikke inde - og Morgongåfva var ikke Jærnbrug, Folkene få og Herskabet ikke hjemme Juleaften ...

Men - i Forfjor, da Faders Hjærte var for sygt, og de ikke kunne drage til Djursäter, strålede da Bryggers og Bagers og Madboder, som nu i Aften alle andre Gårdes? Eller piplede Lyset kun blegt bag stænte Luger? Tog da Husherrens Sygdom, som ellers hans Fravær, Festen fra Gården - Värmernes fælles Fest?

Steffan blev siddende i Fodposen, skønt Kalle Klang drejede Hovedet i Ulveskindskraven efter ham.

Sortnede endnu Fyrreskovenes Nat omkring ham? Han så op ad Hovedhusets to mørke Stokværk over Kælderens Lyssyld Fader og Moder var hos Grandonkel Biskop i Karlstad ...

Hin stille Jul med nedskruede Lamper, med listende Trin, med Farbroders dæmpede Violin foran Faders Sovekammerdør, hvor Moder og Steffan sad inde ved Sengen, hver med sin af Faders hede Hænder:

Blev han hellere hjemme i de tavse Stuer end trængtes i Julegæsternes Stimmel på Djursäter, i Gildesbuldret og Festskuddene?

Hans Hage sank - Farbroders Violin gennem Skumring og Stilhed...

Han foer sammen. Susan, han skulde møde hende i »Børnenes Gæstehus« fra Lusse til Annandag, fjorten Dage i Rad, Jul til Sankt Knut!

tonede Pigernes Stemmer og Hjulenes Surren bag Kældergluggernes Lys.

Steffan hev Pelsen og Tæpperne fra sig, som selve Vinteraftnens mørke Skovmil fra Susans og Bryntes Dans til Dansen derinde -Dommaredansen, en Fløjtes Trille ...

Han satte i Spring over Snedriverne mod den dybe Køkkendør, mod Dansen i Värmeskogen. Hør:

Han standsede på Tærsklen.

Det vældige Rum flimrede som en Hule under de røgsværtede Bjælker, med Ovnstedernes hvide Kalkhætter, de jordfaste Egeborde og -bænke, de utallige Lysflammer fra Træstagernes Spiddelys og Kaminernes Enebærknuder.

Midt på Gulvet bevægede sig en Krans af Skygger, grelt belyst på Skjorter og Brystduge, på brogede Tørklæder og Søljer, af det treårmede Lys, som Ung-Pelle, spænstig, i Skjorteærmer, svang over sit krøllede Hoved Sangen drønede under Bjælkerne til Fløjten fra Midterbordet, hvor Spillemanden, Rå-Niels, krøb sammen, duknakket med det hvide Ansigt i det pjuskede, sorte Hår og de alenlange Ben krysset under sig:

Et Skred af Latter, en Torden af Fodstamp, af Håndklap, en Hvirvel - og de kørte rundt på Gulvet, slyngede Par i Par, om Bordene og Stabbestolene, Ildbukkene og Vedkurvene, med susende Skørter og Fletninger, med daskende Foldeknive og Duskehuer.

Rå-Nils hældede sit lange, sorte Hoved til Siden, hans Fløjte jamrede og peb, hans Skelethænder med de svulne Årer fløj fra Klap til Klap.

Steffan krøb op på Bordet i Dørkrogen, under den forreste Glug, mellem de tvende bugede Kobberkedler med Tyndtøl og Dalarbrødets Stabler, »Tiggertaflet«, der her som i alle Køkkener stod dækket til de vandrende Stoddere. Han blinkede igennem Rummets Lysdis.

Der ovre ved den vestre Ovn sad gamle Cilluf og spandt uforstyrret sin Tråd af det surrende Hjul. De andre Rokke stod om hende i Mørket som tause, grå Ringe, i Venten på at Pigernes Hænder skulde slippe Karlenes og atter sno deres Spind

Og dér, på Langbænken bag hende, sad alle de Gamle, de sidste fra Adamshyttan: Kaleb Hammersmed, Ingel Sømsmed, Dyrik Pramkarl, og midterst, hvid og høj som et Spøgelse, med Hænderne krysset på Krykken og de blinde Øjne vendte mod det lave Loft, den hundredårige Gideon, Masmestren fra Farfaders Ovn, og ved hans Side, dukket og puklet, Bælgkvinden Manja. Uden at røre sig sad de dér på Rad, på Aftægt, Jærnets Frigivne. Og inderst i Krogen Jan-Petter, den lille Bonde fra Kytthytta-Skoven.

Gideons tomme Øjenhuler - det hviskedes mellem Folkene, at Farfader havde brændt ham blind med et gloende Spid, en Dag da »skullning« standsede Ovnens Gang ...

Steffan følte det, som skred det stolpefaste Bord under ham, den fædrende Jord, hans Arv og Eje, og sank han ned i »Bjærget«s Inderste ... Men han greb hårdt om »Tiggertaflet« - dér sad de jo nu i den Fred, som Farmoder, med Tabet af sit eget Liv, havde givet dem. Og Smedjerne, Bok-, Søm- og Bælghusene, de gamle Pinselssteder, var ved Fader forvandlede til små, milde Rum, hvor Stole af Halm og Sengelejer af Kalveskind bød den første og sidste Hvile ... Og Jan-Petter - den Dag Steffan kom hjem og fortalte Fader om ham på Janne Piscators Kontor, hentedes han fra sin Rønne ved de for længst muldfaldne Rester af Kytthyttan og fik sin Stue i »Ämbetsmännenes« Gavl.

Og derfor, dans I Unge, dans, så de Gamle, der som Børn blev hundredårige i Ægyptens Ovne, kan høre, at Morgongåfva er udfriet af Babylon, og det forjættede Land er vundet, her på »Bjærget«, ved vor Slægt!

Midt på Gulvet stod nu en ung Bonde i Jössehärringernes korte Jakke med de blå og grønne Ryglister og den udsyede Skjorte.

Han holdt mellem de brune Hænder et sammenrullet Birkebarks-Stykke og jodlede og fløjtede derigennem. Det var »Fågl'n«, unge Pär Hackran fra Kymmen Sø, elsket fra Karlstads Landshøvdinge-Residens til Hiifolkenes Rishytter, for sin underfulde Strube, for hele Värmeskogens Fuglekor.

Spinkel og smidig som Jössen, den fødte Danser og Sanger, prøvede hen dér sit eneste Instrument, Birkebarksbladet, der havde vundet ham Kong Oscars og Norges Statholder, Løwenskjolds Yndest, og Tilbud fra den musikelskende Prins Gustaf om Optagelse ved Musikaliska akademin - Gunst og Gave, som Pär Hackran smilende havde byttet mod Värmlands Skove.

Hans skære, blå Øjne, hans hvælvede Hoved og langstrakte Hals vidnede om hans karélske Byrd, hans Tunge var Wäinemöinens, men hans Moder var svensk, og hans Røst Värmeskogens egen.

Ingen rørte sig på Bænkene; tause, med spændte Blikke ventede de. Selv gamle Cilluf bandt sit Rokkehjul med Hånden.

Hør nu - Steffan lukkede Øjnene - Vårens første Tone, Opstandelsens Klokkeklang: Januars Lærke over Rydningerne om Daglösen Sø ... Årets første Lærke skulde bringes til Stockholms Slot, og Budbringeren erholde en Dukat. Vinterlandets Konge skulde kysse det Vingepar, som bar Sol over hans Rige ...

Men den, der i Sneskovenes Skjul fornam det Budskab, som Lærken, overfyldt, knap kunne bringe: - Sommeren og alle dens Fugle i én Strube! skjalv, som det snebøjede Træ over hans Hoved, til Hjærtets inderste Rod. -

Marts og Påske! Solkuglen over blåsorte Skove, over isfyldte Træer - hør Hvirvlen af Trommer dybt i den snetunge Stilhed, en sejrende Hær: »Ka-ka-ka-! hac! kla-kla-kla, klonck! dom-dom!« En Brusen af løftede Faner, en Kæmpefavn af Fjer, rejst mod Solen!

I Purpurglød og Is, med gabende Næb og igenklemte Øjne ofrer Tjuren sig, blind af Dans og Sang. Marven røres under Barken, Dråberne springer i Jorden. »Kla-kla-klack! sisa-sisi-sisi-si!«

Halens Hjul surrer, Fyrren ryster under Kloen, Snedriverne flyder. »Sisi-sisa-si-si-si! Sol, jeg vil favne dig! Jord, jeg vil befrugte dig! Sisi, si, si, si,! Kloden er mit Æg!« -

O lyt - inde er nu ude! »Georgius lockar barnen utom vägg«! Alle Døre er åbne, Børn og Dyr strømmer mod det Grønne! Men - ak, hvor gjorde Vintren os gustne og grå! Hør Droslen, den evige Sommers Barn, håner mig arme Plovbonde, med mit stråfodrede, hornede Spand:

Og Kvinderne, i de soltindrende Fiskevige, ved Vaskebænkene -hør, hvor de hidses, drilsk:

Nattvakan synger! Alle Vinduer står åbne, og den synger derude, i de blundende Skove, under den vågende Himmel: Menneskebarn, se Nat er nu Dag og Døgnet dit! Og du - du sover! Se, jeg er ene i Skovene, ingen levende Lyd uden min! Vågn af din glemsomme Søvn ved min Røst, Sangen fra Eden! O Menneskebarn, har du glemt: én kun er din Sommer - og evig din Vinter? O, vågn dog, vågn!

Farbroder, dunkel som en Skygge, forsøger ved Ruden forgæves at fange Sangen derude, at frelse dens Nu på sin Violins Streng:

Inde i Stuens Dyb bøjer Fader sit Hoved mod Moders hvide Ansigt og hvisker: »Nattergalene, husker du dem om Lyngby Sø?«

Under Træerne lister Ungmø og Ungersvend at stjæle Nattvakans Æg, mens den synger, at stjæle dens Røst af Evighed ved at fortære Ægget, dens Frugt...

Nu er det Midsommer, i Skovens grønneste Dyb, dens dulgte Brønd! Duernes Kurren - å, så nær, at Hjærtet svulmer af altfor megen Sødme ... og fjærnt, så det gyser i Ve, rørt af Mossets Gravkulde - - O Gøgene, hører I? å Gøge, i Vest og Øst, i Nord og Syd:

Alle Gøge kukker i mit Hjærte!

Nej, ti, Menneske ti! Kuk ikke du! hører Gøgen sit eget Varsel, udsprudler den, forrådt, sit Hjærteblod over det grønne Løv - ser du ikke dets røde Blod af Høst?

Men kuk du, Gøg, kuk! Jeg favner Træet, hvor du sidder, favner trende Gange - som du løsner for den svangre Kvinde, så løs nu mig af Somrens altfor tunge Nød!

Ak, det er Aften, og Svalen kreser om vor Gavl, som om Jesu Kors:

»Hugsvala honom! hugsvala!«

Fulgt, som den Gang, af Vibens spotske Latter ad vor, ad Jomfru Mariæ Gråd:

Luk Vinduet, stæng dig inde, din Sommer er forbi! den var dig for stor - og du for lille!

Hør fra Søen Lommens Skrig på de høstlige Regnfald, og over dit Tag Vingeskarernes Brusen: Farvel! Farvel!

Snart hører du ej mer Sidensvansens: »Ziziri! ziziri! zirrr!« Se, dens Halefjer er alt røde som dens Bryst. Dens Legeme er badet i Blod, Sommerens Sang var den dyr! Musvitten smutter om dit Røghus, den tigger om at mættes af det Forråd, du bjærgede som Hamstren. Hør dens Næb mod din Rudes Kit: »Derude er nu øde, det sner gennem Skovene! Giv Ly, Ly, Ly, Ly!«

Ja, hør Snespurvens ensomme Klage, hør Isfuglens Næb - den ser sig selv, sin frostfangne Mage, dér nede i Bækkens Is og hamrer mod det Spejl, som aldrig brister.

På Bunden af Søerne svæver Svalerne nu, klyngede Klo i Klo og Næb i Næb, med Hovederne ned, som døde Klaser. Tys, agt Skøjtens Stål over den klare Kiste, und den barmhjærtige Fugl den tidløse Søvn!

I Nætterne Sfærernes himmelske Musik- Tranernes Tuba, Svanernes brusende Harper: Forbi! forbi! Men nær dig, nær dit mørknende Hus, din Gedestald Natravnens mækrende Brægen. Den tømmer dine Dyrs Yvre, den gaber mod din Rude, som Natten derude, det umættelige Mulm ...

Men lyt fra dets Dyb, med Ovngaflen i din kolde Hånd, til Stor-Ravnens Tone, højest oppe i sneende Skyer! Du hørte i Sommer dens Skrål og hødede ad den, led, med din Kæp. Men nu i Nætternes Nat, Sancta Luciæ, hør dens Klokke: »Klong, klong, klong!« Ene og hundredårig, med en hvid Fjer i Næbbet sjunger den, Midienattens Knebel over Jorden: »O evige Visdom, o Død!«

Rør, skrøbelige Kød, ræd af Mørke, i din Vinterild, så den flammer op i Julens Bål! Da hører du, fjærnt som under Kimmingens Rand, eller i dit eget Hjærtes Gem, Gøge kukke af Østen: Trøstens Gøge! Se mod din Rude! Julebålet smelter dens Is - en Fugl gynger derude, isengrå, din Fugl: Gøgen, der blev dig tro, smuttede i Høgens pudrede Ham og i Vintrens Træ tryller dine Dage til Sommer!

O alle Døgns Forsvinden og Genkomst! o Evighed, flyvende Krans af Fugle, du Gloriering om vor Jord!

Se, dér stod han, »Fåg'len«, den Fremmede i Landet, af Vallonernes og Finnernes Blod, han, der lo ad Kongernes Gaver, som den, der véd Himlen i sin Strube!

Susan og Bryntes Dans - og Koret her! Hvad frygtede Steffan? »Bjærget« var jo Dovre, som gamle Margit Jomfruland på Djursäter varslede om, at aldrig skulde dets grå Top nejes under Dommedags Vande!

Og Morgongåfva var hans Eje og Jærnet en svunden Drøm! »Runen«, Sangen, havde sejret!

Pigernes lange Række rørte sig ikke, de lyse Hoveder dukkede mod de hvide Linbryst, bly, som under Skyggen af hine Vinger. Karlenes Munde smilte mod Sejr, Hænderne knyttedes om Dolkene.

De Gamle, frigivne den sidste Dag - med opadvendte Ansigter smilte de mod det Fuglekor, som de aldrig før hørte, døvede i Demiurgens Smedje. Ja lyt, lyt i den yderste Time! og bring jer Skaber det Bud, at end er hans Jord sig lig - han skal kun komme og fri den af Jærnets Menneskes Hånd - som vi friede Morgongåfva!

Men Rå-Nils stirrede med store, spændte Øjne mod Natten deroppe bag Kældergluggen. Hans Fingre famlede over Fløjtens Klapper, hans Mund stønnede om Lydhullerne, den lange Krop hugede sig sammen, og ud hulkede Nøkkens:

Den Fortabtes Skrig mod Lysets Rige, mod Menneskenes Kår, kronet af den salige Glorie ...

Med Ansigtet fortrukket af Pine, voldført, i Marers Krampegreb stønnede han frem de onde Ånder, som han husede - den arme, unge Hyrdedreng fra Hjärpeliden i Bograngen, der drev med sit Kvæg i Södra Finnskoga og af Huldren førtes ind i Bjærget til Bryllup og først trende Dage efter kom tilbage til sit Hjem, nøgen og besat.

Hør alle Värmeskogens onde Ånder, hadefulde mod Fuglekoret, mod Evighedens salige Sang på Pär Hackrans Tunge - nu fik de Luft, i Smædelser, i Trusler, i Afsindshyl!

Nu skingrer Råhandas og Tallemajas Latter i Timileskovene, Triumfskrigene over Jægeren, ledt vild i Mosedyndet, over Kulsvieren, sunken i sin egen Mile, over Skovhuggeren, ramt af sit eget Træ, over Bissekræmmeren, gået fast i sine egne Spors Ring!

Gasterne hvirvler fra Jordhulerne! hør deres Bræddevingers Klapren: de udøbte, dræbte Børn, på Jagt, på Jagt efter den flygtende Moder og Fader, som favnedes den Nat, da Skoven stod grøn.

Hør Tussens Kluk! med Struben gul af Edder svulner den i Elietruntens Rod Skräa, Hærormen, og Wassvang, Vandrotten, lurer på din Skygge! stryger den deres Snuder, hugger de til, og dit Legeme fyldes af deres Æg: Ynglen væsker ud af dine Porer.

Spångumman, Flaggermusen, svirrer på sorte Vingesegl: den ejer kun tre Dråber Blod, men i dem Helsebod for al Jordens Sot. Fang den, om du kan! Og Pukharen hopper, uden Bagben, bag Fyrrestammen, nær dine græssende Køer, at malke dem golde.

Men nu - hurr, hurr, hurr! - en Torden fra Blåfjæld, Ränneberg i Östmark! Bjærghunden gøer, med Genlyd i alle Värmlands Fjælde! Bjærgfolket ler, den sidste Latter, Gravens: »Ho, ho, ho! Ha, ha, ha! en Gang var vi Herskere! I fordrev os ved Kirkeklokker og Stål, men vi kommer igen! Bi, bi! Ho, ho, ho! Ha, ha, ha!«

Se Rå-Nils, dryppende af Sved, blåbleg som et Lig - hans rykkende Arme og Hænder, hans hoppende Knæ og spjættende Fødder. Slynget hid og did af sin Dans, af Åndernes Ryk gynger han dér. De vil ud, de vil frem af det Skjul, hvori Menneskene drev dem ind, af hans Sideben, af hans Albuer, hans Knæ. De erobrede ham i de sorte Timer i Finnskovene, de genopstår i ham, og de vil herske påny, Vildskoven over Jorden!

Hør hans Angstskrig fra Hyrdeårene deroppe, under Skovenes Greb:

Gamle Cilluf rejste sig, bøjet og hvid, fra sin Rok, med den runkne Hånd manende mod Rå-Nils, og kaldte: »Nils, Nils, Nils! I Gud Faders, Søns og Hellig Ånds Navn, hør:

Amen! Nils, Nils, Nils!«

Fløjten faldt fra Rå-Nils' Hænder, han vaklede bagover, hans alenlange Arme bredte sig, hans Øjenlåg kæmpede op og i, hans Mund pustede hede Skyer.

Så vågnede han, svedbadet, blybleg, stirrende om sig, skræmt, på Pigernes hvide Ansigter, Karlenes forbitrede, truende Øjne - -

Han kendte jo sin Lod: Ingen Torsdag Nat finder han Husly i Värmland, Hedningenatten, da Ånderne hersker påny, som i Nætterne før Påske, da Portene er korskridtede, da Ilden er slukket på Ovnen, da Altret er svøbt i sort og Kirkeklokkens Knebel i Halm.

Han er jo Skriget fra det Gemte, det aldrig Forgættede, Rædslen fra Vuggen, fra Fyrregrenen, der stødte mod Ruden. Hans Lod er alles, før eller senere: Vildfarelsen, Lysets Forsvinden i Skoven, i Døden ...

Han er Ekkoet fra Ålleberg, dybest i Gustaf Adolfs Sogn, hvor de tre Bjærgdusar sover, Jætteslægtens sidste - og Jordens første Børn, rundt Stenbordet, bundet i Skæggets stivnede Søjler.

På sin Flakken i Värmeskogen stod han en Dag foran Døren til det Fængsel, hvori den opstandne Krist lænkede dem, sine sidste Fjender, foran Døren af Jærn, overgroet af Egerødder. Og i det samme talte deres Søster, et Bjærg, fra Skoven og bød ham gribe en Klippeblok og med den hamre tre vældige Slag på Døren: da vilde hendes Brødre vågne, og den menneskeskabte Jord tumle igennem Århundreder tilbage i Ginungagap. Men Rå-Nils kendte Bjærgets Indre, råbte sit Fadervor og flyede.

Og dog - hvad havde han nu gjort? Sprængt Jærndøren, kaldt Dusarne frem, her ind i den lyse Legestue, i den ensomme Gård, rejst deres Kæmpeskikkelser her under Loftet, Jordens tidligste og seneste Herrer, Jorden selv, Altæderen!

Han véd, at hid til Morgongåfva, hvor Folkeholdet er lille og Munterheden spag, hvor Vejen ender og ikke fries ud til nye Horizonter, kommer sjældent de rigtige Spillemænd, endsige Mesterviolinerne, Metbäcken og Lom-Jans-Gutten. Her hilses hans rustne Fløjte glad til Dans. Men nu - og det er Torsdag Nat!

Angst snapper han sin Fløjte, dødbleg blæser han, i snublende Hast, for at bringe sig i Glemsel, for at trygle sig en Væg mellem sig og Vildskoven, Laxarby-Valsen.

Og de Unge, som nys sad dér, som Rå-Nils selv, i »Bjærget«s sorte Rod - de vågner nu, som i Påskemorgens Sol, når Maren slipper, når Hexeridtet styrter i Mälarfjord, og man i Morgengryet plukker Guld og Sølv af Engen med bare Hænder. En Latter, et Råb - og de svinger sig i Ringdans, og i deres Midte hopper Ung-Pelle og Ingiäll, i Elskovs Smiger og Trods:

Selv de Gamle dér, de ler - de trommer Takten med Krykkekæppen og tripper med de lamme ben. Laxarby-Valsen, den dansede selv de en Gang, før Jærnlænken knuste Anklen - Ungmøs og Ungersvends Kys og Kiv. Ingen gloende Ovn, ingen tordnende Hammer har gjort dem blinde, gjort dem døve for Laxarby-Valsen!

Ha, ha, ha - hør dér, hvor Ung-Pelle, knejsende og stampende giver Svar, tager Hævn! Men Ingiäll er ikke sen. Med Hænderne på Hofterne og Ansigtet frem af Hætten og Krøllerne og nejende dybt i de brusende Skørter melder hun:

Ha, ha, ha, - se, hvor hun, Herskabstærnen, viser ham de blanke Tysksko-Hæle fra Karlstad!

Selv de Fremmede derhenne - Dalkarlen, Bissekræmmeren Börs Frisk fra Malung, den hjemmevante Gæst, klapper i de vældige Hænder over den sorte Lædersæk med Selerne og Stålspænderne, og Smedden fra Eskildstuna blæser Marsj på sin Håndbælg og dunker de sømslåede Hæle i den lille Flytteambolt, så dens Tænger og Fyrtøj synger, mens den kleine Malersvend fra Jönköping hikster af Latter i sit Bukkeskæg.

Men Steffan bøjede sig frem over Tiggertaflet, mellem de tvende Kobberkedler med Tyndtøl og Fladbrødenes Tårn. Dér - mellem den raggede Ryg af en Tater, en Fante fra Vårdal i Norge, og de blankslidte Skuldre af en Skærsliber fra Rusland - sovende dødt som de to: en tredje Skikkelse, hyllet i en fodsid Kappe, med Kravens Las over Ansigtet... en Hånd gleden ned fra Bænken, smal og med Signetring på Fingren ...

Steffan skubbede sig fremad, døv for Laxarbyvalsen, hvor nu et nyt Par, Kalle Klang og Bolla, kivedes og bejledes i Kresen.

I Skyggen af Gluggens Karm, af »Tarrum«, Pigernes Sovesteder under Loftet, med dets stramme Lugt af Uld og Skind: en opstablet Hob af Birkebarksting: Sko og Kurve og Bægre, holdte sammen med Hårbånd, Skotvinder og Urkæder af Hestehår, og i Midten Halsen af en Dunk, en Brændevinsjomfru ...

Nej, han tog ikke fejl! Men her - at han lå her! havde Märta Moll da ikke set ham? om Fader fandt ham her på Betlerbænken, »Sangeren«, Præsten, Emanuel Branzell!

Og mens Legen gik, jublende, under Klappen og Spring:

sænkede Steffan sig over Nattens sorte, brusende Hår, stænket af Sne og Last og Alder, over Håndens slappe, lange Fingre, formede til at lege med Bog og over Fløjte - smudsede, flåede og knudrede nu på tyvende År af Birkebarkens skarpe Kanter, af Hestehårenes Od, af Tiggerbænkenes og Kulsvierhulernes Smuds. Af Värmlands ædleste Blod, af Valloners, Tyskeres og Svenskeres Blanding: Næstsøskendebarn til Esaias Tegnér, Frænde til Erik Gustaf Geijer og Uno Troili, af Myhrmans, Dahlgrens, Frödings, Forsells, Seidelii og Lagerlöfs Slægt, af al Värmlands Ære, Magt og Rigdom, sov han dér, en vraget Præst, en hjemløs Tigger, på Stodderbænken ...

Ung og strålende skøn, den ypperste af Sangerne i Uppsala Studenterkor, Mesteren på Fløjte og Violin, Värmernes Søn - og deres Sonebod for århundredgammel, blodig Synd mod dem, der havde gjort det Land beboeligt, der nu var Sangens og Glædens, og som til Tak blev jagede med Ild og Sværd til dets yderste Grænser - sendtes han, efter at den finske Student Karl Axel Gottlunds utrættelige Strid for hans Folk omsider havde vakt den slumrende Samvittighed, som Finnernes første Præst, i de sidste, mørke Vinterdage i 1830 til deres Urskove under Dovres og Dalarnes Fjælde, »Verdens Ende«, Värmlands glemte Pol!

Rå-Nils, hvad fortæller din Fløjte, dens Latter og dens Skrig om Värmeskogen og dens Ånder, mod Tiggeren dér? Ordet, Runen, der løste din Fortryllelse, løser den hans? Eller - Jærnet, Stålet, al Trolddoms Besværger: Øxen, den skovfældende, frigør kun den ham af Nøden, Mennesket af Kaos'es Favn?

Steffan lukkede sine Øjne, og mens nu Ung-Pelle med Hænderne på den broderede Hofterem sang ind i Ingiälls blufærdigt nedslagne Øjenlåg:

så Steffan for sig Præstekaldet deroppe, således som Farbroder Anselm havde skildret det... Farbroder, hos hvem Branzell stundom tilbragte Måneder, når Uvejr og Sne spærrede selv hans Uro og Flugt Banen: - Skovene mellem Klaran og Glommen, med skyhøje Fjælde, med stiløse Vildnis, med bundfrosne Moser. Og han så ham, »Sangeren« mellem Bjærge, Træer og Vande, mellem Vilddyr og Umælende, på Ski søge sin Menighed, sin Races urgamle Fjende: Finnen, i Gammer af Græstørv og Rafter, i Grotter af Tømmer og Muld, i Porter, blinde af Røg - Væsner, som deres Bo, indfiltrede i Skovens Rødder, en Slægt af levende Jordfæstede, af Hedninger, der i Buske og Træer ofrede Får til Guderne, de eneste, der ej havde forladt dem: Ukko, Tordnen, Tapio, Ødet, og Tuoni, Døden ... sin Menighed, af hvis Sprog han ej fattede ét Ord, sålidt som de af hans...

Smeddene på Letafors, en Mil borte, var hans nærmeste Naboer; Præsten i Dalby, nede i Klarelvsdalen, hans nærmeste Fælle, før hans Komme den eneste Gejstlige i et Pastorat stort som Visby Stift. En Gang om Året havde Dalby-Præsten dristet sig hid for at hente sin Tiende og døbe Børn, hvis Forældre han konfirmerede og viede med det samme, og begrave de døde, der biede fra sidste Høst...

Og Steffan så ham, Emanuel Branzell - som nu sov dér - fare vild i Sneen, der føg Skisporene til, slumre ind ved en Stokilds nødtørftige Blus, en Funke i Miles Kulde og Mulm, vågne op og lytte mod Natten ...

Pär Hackrans Kor af Fugle - aldrig én Tunge havde rørt sig i disse Skove, kun Bjærgfinkens bange Klynk ... og nu, milevidt borte, Hornuglens Hoste, Tomhedens Genlyd ...

Og Steffan så Branzells Ansigt bag den sprukne Rude i »Præstegården«: Djäknelidens forladte Tolderhus, en Hule af Fugtighed og Mørke, mellem Skure fyldte af Lig, som biede på Vårens Tø - Lig, hvis Navne og Herkomst han ikke kendte og intet kunde erfare om: Gamle og Børn, fundne ihjelfrosne i Skovene eller ihjelhungrede i Hytter, forladte af de Voxne, der ej kunde bære dem med på Flugten fra Sult og Frost...

Han stirrer under Hårets sorte Krone mod den ufuldendte og tårnløse Kirke derovre mellem de uindviede Tuer. Stien derude, som fra Letafors søger ind mod Norge, groer igen i Natten. Hedemosen om det skredne Kampestensdige, hvori han har slidt Dagen igennem med Hakke og Skovl i de hudløse Hænder at øge Lønningens 500 Rigsdaler Rigsgæld med golde Rugstrås Avner og Halm til Brød, bliver Sump igen som fra Arilds Tid.

Midskogsberget i Vest, Bograngen Fjældet i Øst og Afvundsåsen i Nord kommer nær under Mørkefaldet, bliver Et med Himlen og hverandre. Et Genskær af Sne, milevidt fra Lima i Dalarne, fra Trysild i Norge svæver gennem Natten. Ingen Lyd er skabt.

Dernede sidder al hans Slægt, i det af Finner ryddede Land, ved Ovne og Brug, på Herre- og Præstegårde, fra Olof Trätäljas Kongesæde, Hjälleskata på Næsset, til Rämens og Uddeholms Hamre og Kila og Arvika Kirker - Sniller og Genier, det Värmland, der sejrede, det Värmland, der leer: Glæden på Jorden, Jærnets Herrer!

Og deres Søn synker til Gulvets Sump af rådne Brædder, ramt i Hjærtet af Finnneskuddet, nået af de Overvundnes Hånd - af Kaos, det evige ...

I sex År blev han deroppe. Nu flakkede han på tyvende, afsat for Drukkenskab, ad alle Värmlands Veje, med Stav og Tiggerpose, hvileløs, under Sol og Sky og Måne, fra Gård til Gård, fra Brug til Brug, fra Hytte til Hytte at søge Brændevin og Føde ved sine Hænders sidste Kunst: Birkebarkskurvene, Hestehårsbåndene og Enebærskålene, ved sin Tunges Vid eller de pludseligt opflammende Dommedagsprækner om Hugormes Yngel og Herrens Vredes yderste Time.

Nu, i Vintrens Hjærte, holdt han ellers til hos sin bosiddende Slægt eller sine lykkeligere Kaldsbrødre, hvis Taler han skrev for hele Året, hvis Børn han underviste i Græsk og Latin og Musik - for med de tidligste Vårfugle påny at bære sin Uro og Længsel og Skæbne det ganske Landskab rundt.

Men stundum, som nu, brød han ud fra de fyldte Fade og hede Ovne at gennem Fog og Nat søge det Land og tales ved med de Mennesker, som hans Ungdom skiltes fra, at finde den og dem gennem Årenes vildtgroende Urskov - og fandtes da gærne døende i en Snedrive på Vej til en af de trende Byer: Karlstad, Kristinehamn, Filipstad - Jærnets Centre ...

Om Fader så ham her! han som bad ham, hver Gang han kom, at blive Livet ud i det af Morgongåfvas tyve Gæstekamre, han selv vilde vælge...

Steffan greb hans Kappe for at vække ham, men stansede, bedøvet af Brændevinsosen, af Lugten fra Skoven ..

Nej, lad ham sove dér i sin Rus, mellem Lap og Fante, på Värmlands Stodderbænk, dets Søn og dets Bod - og dets Varsel en Gang ..: Vallonernes Sidste i Jærnets Rige!

Ti - Olof Trätäljas Øxe, der frelste dem af Kaos, og som de bar som Sejrstegn gennem trende Århundreder - nu løftedes den mod dem selv, løftedes af Göteborgs - nej, af Jærnets egen Hånd Moren har gjort sin Pligt, Moren kan gå ...

Ude på Gulvet dansede stadigt Ung-Pelle og Ingiäll Frierdansen. Men nu blussede bægges Ansigter omkap, og de fire Hænder var krystede hårdt i hverandre. Pigerne skottede bag Rokkehjulene, Karlene smiskede over Sløjdknivene og de Gamle over Krykkestokkene. Og hele Køkkenet sang:

Glødende smæltede deres Ansigter ind i et Kys ...

»Lader os æde og drikke, ti i Morgen skulle vi dø!« skingrede med Et en vild Stemme fra Udgangs-Døren igennem Korets:

Og:

brølede Salmen fra de to sorte, tilsneede Skikkelser, Skrædderen fra Elgå, Adser Popp, og Normanden Aslak Hogstad, Præsten Gustav Adolf Lammers Udsendinge fra Skien.

Gårdsdøren gabede åben bag dem, Kulden og Natten åndede ind i hvide Rimskyer.

Ude på Gulvet var Ung-Pelle og Ingiäll standsede i Dansen. Hun klynget, med forfærdet stirrende Ansigt, til hans Skulder.

Rokkehjulene tav, ene gamle Cillufs snurrede, uforstyrret af Salmen nu som af Laxarby-Valsen før. De unge Karle havde rejst sig, og Malungs-Kræmmeren, Börs Frisk, hævede sig på de vældige Næver over Skindposen, mens Jönköping-Malerens Bukkemund gabede midt i et Fnis, og de Gamles Fingre mekanisk søgte sammen.

Hånd i Hånd, med funklende Øjne og rynkede Bryn, sang de to Missionærer, med Skæggene stive af Sne, i Klædernes Kuldedamp:

»Ja, Herre, ja!« Adser Popp kværnede på, »giv os så af din Hellig Ånd, at vi i Tide må betænke vor svare Synd mod dig: vor Løsagtighed, vort Køds og Øjnenes Lyst! Herre, jeg råber til dig som fordum Abraham - Faderen til meget Folk - i Mamre, for Sodoma og Gomorra, 1ste Mosebog 18! Ti se Synden er større i dette Land, end du tåler: Hor og Drik og Bespottelse, gækkelig Tale og Mammons og Bugens Dyrkelse, Letfærd og Leg fra Sal til Hytte i alt dette dit Folk!

Herre, Herre, så er Bønnen for os, hvem du i din Visdom satte over dine skjulte Skatte, over Bjærgværker og Gruber - lig Thubalkain - det er: Jærnslægge, 1ste Mosebog 4de - over Sinais, over Jærnet, et af de sex Metaller, du nævner i din hellige Mosebog 4de, 31:

»Vi takker dig, barmhjærtige Gud, for de Gaver, som du på dette Sted lader os ophente af Jordens Indre. Vi bede dig, at du vil velsigne og bevare disse dine Gaver og forlene os Nåde, at med Taknemlighed, til dit Navns Ære bruge dem!« Men se: af disse ufortjente Gaver står oprejst et Alter til Satans Pris i hvert et Hjem, ringe som rigt, til Spillets og Dansens, til Ganens og Bryndens Pris!

»Giv dem, som vogte disse Bjærgværker, Visdom og Kraft at vel udrette det, som påligger dem.«

Og se: til egen jordisk Både, til deres Sjæles evige Fortabelse bruge de Store i Begær og i gejle Lyster, til Lænke for den fattige, til Våben mod den rige Broder, hvad dem betroedes til Harve og Plov efter Herrens Bud: »Med Møje skal du æde af Jorden alle dit Livs Dage! Torne og Tisler skal den bære dig, og du skal æde Markens Urter. I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød,« 1. Mosebog 3.

Men Bønnen beder: »Bevar for Skade og Fare dem, som arbejde i de dybe Jordens Rum, og opvæk dem at altid befale sig i dine Hænder.«

Og se: de forvildes i Satans sorte Stoller, de styrter i hans bundløse Huler og befale sig Belzebub i Vold! Og beder Bønnen, at de »af dit Ords rige Gruber med al Flid må søge og ophente de Skatte, som gøre os rige ind for dig,« da sanke de af Belzebubs Forrådskamre Drukkenskabs og Utérligheds, Hads og Fornægtelses Ord!

Og derfor ve, ve, ve over dig, du frafaldne Land, du udkårne, Herren gav os som rige Gaver, din Dom er vis og er nær! Råbet over Sodoma og Gomorra er stort, 1. Mosebog, 18! Og her skal ikke findes halvtredssindstyve Retfærdige, for hvis Skyld Gud vil skåne Landet -nej, ikke femogfyrretyve og ikke fyrretyve og ikke tredive og ej heller tyve og ikke ti! Ti Råbet over Folket er stort for Herrens Åsyn, og han skal udsende sin Engel at ødelægge det! Og ingen skal Herren tage ved sin Hånd og føre ud, og ingen skal kunne undfly til Bjærgene, men alle skulle bortrykkes! Og ingen Frelsens Stad ved Navn Zoar - det lille - skal findes! 1. Mosebog 19. Men Svovl og Ild skal regne fra Himlen, fra Herren, over dine Stæder, Sodoma og Gomorra! Og Herren skal tilintetgøre dine hovmodige Rigdomme, der råber mod Himlen om Næstens Blod og Syndens Sold! Og han skal udjage hver af dine Indbyggere af deres Gårde, og forbandet bort fra deres Hjem skulle de blive, og ustadige og omvandrende på Jorden skulle de vorde, og Kains, Brodermorderens, Mærke skulle de bære -1. Mosebog, 4de - at de kunne kendes! Ti den, som meget haver, af ham skal også meget fordres!

Se, Eders Gildesale ere fyldte, men Eders Lader tomme, Eders Knæ rappe i Dansen, men ubøjede i Bønnen, Eders Flids Dage korte, men Eders Lysts Nætter lange! Og Herren siger: »Jeg vil tage Riget fra dig og betro det til en anden! Ve dig, Korasin! ve dig, Betsaida! det skal gå Tyrus og Sidon lideligere på Dommens Dag end Eder! Kapernaum, du som blev ophøjet ind til Himlen, lige til Dødsriget skal du blive nedstødt!« Matthæi 11. 21-23.«

Hæs, med udvældende Øjne og udstrakte Hænder råbte Adser Popp der fra Dørens Skygge. Og ubevægelige stirrede Ansigterne mod ham fra Rummets Skumring, forstenede som Fattiglemmernes i Savolaxhyttans Fattighus under Zegoels Profetier, som Patronernes i dens Sal under Barchäi. Kun Emanuel Branzell, Præsten, sov - Syndebukken, længst udjaget i Ørkenen, den flygtende Brodermorder Kain - -

Et Flammeskær over Ruden, et Skrål, en hvinende Sang:

Steffan jog sammen. Foer da al Helvedes Hærskare i Morgongåfvas Gård denne Nat, at udtage Herrens Straf, at uddrive Menneskenes Børn, de Fremmede, af Värmeskogen, at fuldkomme Kaos'es Sejr?

Mellem Birkebarkskurvene og under Gjällums Skygge, i den rundbuede Kælderglug, flagrede det brandrødt over Sneen, over Skytstræets Rod og Bodernes og Badhusets Stolper.

Og frem i Ildskæret galopperede derude et hvidt, skindmagert Øg med flagrende Hale og Manke, med to broget klædte Kvinder med flyvende Hårtjavser og Laser, Ryg mod Ryg, den ene forlængs, den anden baglængs, hvirvlende: den ene en Fakkel, den anden et tandet Hjul over Hovedet, hujende, spyttende, sparkende med de nøgne, skidne, hårede Ben.

Steffan nikkede - : Gris-Ulla og hendes Datter, frygtede mer end et halvt Århundrede, fra Karlstads Torv til Sandkällafors: Taterkvinden, Värmlands Sibylle, Hex og Sandsigerske, beruset af dets Skoves Storhed, afsindig af dets Ovnes Ild, af sit Folks Forfulgthed og Had -og hendes Slegfredbarn og Arving, Maja.

Han lo. Ja kom og hjælp Guds Udsendinge, du Helvedes Bud! bring os »Bjærget«s Skove og Gruber herind! Himmel og Helvede, profetér om vor Undergang! Det kan vel blive os det samme, om Jærn eller Kaos tager den Plads, vi sveg!

Adser Popp stirrede med knugede Hænder mod det røgsværtede Loft, døv og blind for, hvad der foregik derude, og stemmede op:

og røg forover, med udbredte Arme, på sit Ansigt i Gulvet, mens Aslak i et Rædselsspring reddede sig til Siden.

Ind ad Døren og tværs hen over den faldne Missionær togede Gris-Ulla og Maja, dansende og syngende, svingende Faklen og Hjulet, Rokkefiskens Tandrad, grinende med Hop og uanstændige Gebærder, med Lækattehuerne i Nakken, med Hvidormsryggene og Bu-Stenene, Trolddomsæsken: Drabbeske-mokti, og Tobakspungene dinglende ved Bæltet og daskende om Lårene.

Folkene splittedes til alle Sider i Eder og Skrig, de nys så dødblege Ansigter blussede af Morskab og Latter.

Men Adser Popp foer over Ende, med knyttede Hænder og blodig Næse og brølede mod de dansende Hexes Rygge med Trøjernes kabbalistiske Figurer:

»»Der skal ikke findes hos dig Nogen, som giver sig af med Spådom, Nogen, som spår af Skyerne eller er en Tegnsudlægger eller en Kogler! Eller en Besværger, eller Nogen som udspørger en Dødningemaner, eller er en Sandsiger, eller adspørger de Døde! Ti hver den, som gør Sådant, er en Vederstyggelighed for Herren, og for disse Vederstyggeligheders Skyld fordriver Herren, din Gud, dem for sit Åsyn!« siger Herren, 5te Mosebog, 18de.«

»Halløj!« Gris-Ulla svang omkring, så alle Ormehammene sejlede -Ormsryggene, grebne på nøgne Ben og ved Trylleordet Ragusta ved de store Ormeting - »er det dig, kære Lille? Velmødt, min Gemal! kan du huske sidste Skærtorsdag Nat på »Jungfrun« ved Öland? da vi valsede til Musik af Tyveben, vor Bryllupsnat, og skød med Ælmepile på hans Højærværdighed Ærkebiskoppen af Uppsala? Kom dog, lille Maja, og hils på din Fader!« hun halede og hev i den grinende Datter, der mindst kunde være Adser Popps Moder.

Folkestuen bragede af Latter, frelst af Missionærens Profetier, af Mørkets Vift i Spåkvindens Skørter.

Adser Popp tumlede tilbage, gråbleg, med Ullas og Majas hujende Ansigter mod sit. Så jog han op, skrigende, med udspilte Fingre mod de leende Karle og Piger:

»»De Folk, som hører på dem, der spå af Skyerne, og på Spåmænd, skal du fordrive! Ti Herren, min Gud, har ikke tilladt sådant! En Profet af din Midte skal Herren, din Gud, oprejse dig, på ham skulle I høre!« siger Herren, Matthæus 14-15.«

»Hå, og det er kanske dig?« brølede Börs Frisk, glorød i Ansigtet, og plantede sig i et vældigt Sæt over Lædersækken foran Skrædderen med Næverne vuggende som tunge Hamre, »din Eddertusse, der spyer på os Godtfolk, vár dig lidt! Lensmand Crälius -«

Med Hænderne oprakte mod Loftet og Øjnene krængede hvinede Anders Popp:

»»En Profet af dine Brødres Midte, og jeg vil lægge mine Ord i hans Mund, som du begærede af Herren, din Gud, ved Horeb, og han skal tale til dem, alt det jeg vil byde ham.««

»Og han har kanske budt dig at komme og genere os her og male Fanden på Væggen, fordi vi danser!«

Ung-Pelle rystede af Harme, med Ingiälls Fingre endnu knugede om sine, og Karlenes Række rejste sig truende, mens Gris-Ulla og Maja fnisende gjorde uhøviske Komplimenter med Bagen mod de to Missionærer.

»»Men siger du i dit Hjærte: Hvorledes skulle vi kende de Ord, som Herren har talt? da vid: Når det Ord, som Profeten taler i Herrens Navn sker og indtræffer, da er det et Ord, som Herren har talt!« 21-22.« Skrædderen rystede over hele Legemet, med det grå Ansigt vendt mod Loftet. »Og derfor, derfor,« hans magre Hænder tjattede gennem Luften, »ve Eder, ve I Bespottere, kun altfor snart skulle I sande, hvem mig sendte, som taler gennem mig, når alle disse mine Ord skulle ske!«

En urolig Bølgen gennem Karlenes Flok, Ung-Pelles Læber rykkede, selv Börs Frisks Kæmpeskikkelse tøvede. Og triumferende hvinede Skrædderen videre:

»»Men vender nogen sig til Dødningemaner eller til Sandsigere, så han boler efter dem, da vil jeg sætte mit Ansigt mod den Mand, og jeg vil udrydde ham og - «« I det samme havde han Majas Rokketandrad om Håret og ruskedes frem og tilbage i dens broddede Hjul under Hexenes Hylen og Dans. Börs Frisk greb ham om Livet, løftede ham og tog Tilløb for at hive ham gennem Døren ud i Gården, mens Smedden blæste ham i Ansigtet med sin Bælg, og Ung-Pelle greb fat i Aslaks Bryst og ruskede den jamrende Normand frem og tilbage, sanseløs af Harme og Skræk.

»»Ved Sværd og ved Hunger skulle de udryddes, disse Profeter!« Jeremiæ 14, »og Folket -««

»Stop! Holdt! Hvad nu?«

Steffan vendte sig. Dér stod Märta Moll henne i Døren ind til Mælkekældren, rank og høj i sin sorte Læstadianerdragt, med den tunge, blonde Fletning over Skuldren, efter »Norrlandslæserne«s Vis, og det blege Ansigt i Hætten, rolig og myndig, Gårdens egentlige Herskerinde under dens Frues fjærne Ligegyldighed.

Börs Frisk slap Taget i Skrædderens Bryst, og Ung-Pelle ruskede uvis i Aslaks. Hexene nejede sledsk til Jorden og søgte at skjule deres Trylleredskaber i de smudsige Skørter - Märta Moll skræmtes ikke ved dem, harmedes kun, og det gjaldt for dem, som for Rå-Nils, at sikre sig og det hvide Øg Nattely. Derude endte Vejen i Sne ...

»Lad de Folk være - og gå I over i »Ämbetsmännenes« Hus og red jer Leje!« nikkede hun mod Skrædderen og Aslak, der med fortrydelige Blikke skottede til hende, ti, omend from, hørte hun ikke til deres Kres, og Præsten Lars Levi Læstadius i Karesuando var ikke velset i »den fri apostolisk-kristelige Menighed« - - Dåben og Brugen af Kirkens Nådemidler ...

Märta Moll nikkede kort og skred rask, med det klirrende Nøgleknippe ved sit Bælte, og fulgt af Farfaders gamle Tjener, Cornelius, gennem Køkkenet, hvor Pigerne og Karlene veg til Siden, Hexene duvede til Jorden, og Missionærerne trykkede sig op mod Dørstolpen, mens Börs Frisk hilste dybt, med den bredskyggede Hat i Hånden, og de Gamle nikkede tilfreds fra deres Bænke.

Men gamle Cilluf sang og spandt sin endeløse Tråd af Hjulet:

Sangen om den Bjærgtagne og Blåkongen - alle gamle Cillufs Viser, om »Bror och syster«, om Fru Gundeli, om Olof Adelin ... Og hendes Sagn om »Konung God och prins Alskad«, eller om Præsten Göran, om Grevinden på Apertin og Pintorpa-Fruen og den onde Fru Rangela - Vallonernes blå Drømme og sorte Syner i den fremmede Skov, på »Bjærget« ...

Nu blev hun ved, gamle Cilluf, den ganske Aften og den halve Nat, ved Rokkehjulet, utrætteligt som Viserne selv, kresende om den evige Ve.

Og med ludende Hoveder, sænkede Øjne og Hænderne klemte i hinanden, lyttede de Unge, med bespændt Bryst og tunge Sukke, i Anelse og Minde.

»Lille Lisa - «:

Og han angrer silde og byder sadle sin og Knægtens Hest:

Men -

Og Greven drog ud sit gyldne Sværd og faldt i dets Od ...

O Ild, hastigt svider din Røg Tårer i vore Øjne! Og Fuglene - »den ena sjunger mot, den andra sjunger med« - o, tvedelte Hjærte! O Gud, hvorfor Hjærtet, Soten i vor Side, Vallonernes Arv?

Men Skrædderen og Normanden samlede deres Bylter op under Armen og sjokkede ud af Døren. Vel derude vendte Adser Popp sit Ansigt mod Køkkenet og skreg, hæs af Vrede:

»I med Eders liderlige Viser, I med Eders Hexe og Troldskab! Der står skrevet i Svebelii Katekism: »Hver den, der søger Hjælp af Djævlen og hans Værktøj, så som Spåkælling, Tryllerske, Skovrå, Sjörå, Troldtøj og mere sådant, skal ifalde mine Ord: »Henkastede på Jerusalems Gader skulle I ligge, for Hunger og Sværd, uden at Nogen findes til at begrave Eder, Eders Hustru og Eders Børn. Og jeg vil udøse Eders Ondskab over Eder!« Jeremiæ 14.«

Han gjorde en truende Gebærde og forsvandt skyndsomst, med sin Følgesvend i Hælene, mod »Ämbetsmännenes« Gavl, som dukkede frem dér i Ildvagtens kommende Lygte.

Elias Piehl sang derude i dens Skær:

Og gamle Cilluf spandt af sit Hjul Sangen om »Broder og Søster«:

Men henne i Ovnkrogen, mellem Ildbukkene, i Røghættens Skygge, stimlede med krummede Rygge, med grå eller hede Kinder, Tyendeflokken: de Gamle og Kranke om Gris-Ulla at tigge sig fri af Ælde og Sot, at tigge de tabte År og Glæder tilbage; de Unge om Maja at fries af Blodets Feber, at løsnes af dets Drift.

Og Gris-Ulla syslede med Troldringen, den bøjede Ellerod, over den kogende Kedel, for gamle Manja Bælgkvindes Mavesår; med Vandet i Hestehoven for Dordina Vaskerpiges Barns onde Kighoste; med Enebærpinden for Dyrik Pramkarls Værk; Gløden at gemme mellem Skjorte og Krop for Rå-Nils' Mareridt, og Voxet fra de nedbrændte Julelys for Gudmar Vedhuggers Fjortendagsfeber. Med Dyvelsdræk, Bævergjæl, Salpeter, Svovl og tørret Kalmusrod, med BuStenens sorte, hårde Nød, Søbønnen, hentet i Tangen på Bredden af det yderste Hav; med Selsnærpen, den søde Giftrod, udsået af Oberst Sinclairs Skotter i Gudbrandsdalen, Kreaturernes Morder, men, lüget i Moserne en Torsdag- og Fuldmånenat under Ordet Ragustas Besværgelse, Menneskenes Frelser: Årenes Fordriver og Kødets Forynger...

Men Maja bandt Nytårsbundtet af otte Tråde, Helligtrekongers af tretten og Tyvendedagens af tyve, at tvinde den Elskedes Hu ind i ens, at ikke lille Lisas Lod skal blive vor. Hun hviskede Navnene på de ni Slags ulige Urter, der Midsommernat skal hænge over éns Leje, at man skal se den, der skal dele og befrugte det en Gang, den Uundgåelige og Ventede. Og hun varede mod at spejle sig ved Spiddelys eller i Skumring - ti da vilde al Yndest forgå én, og man visne ubesøgt og gold...

Men til Barbro Fadeburspige, den altfor svære, hviskede hun Rådet, at krybe Nytårsmorgen før Solopgang gennem Hestens Buggjord, at fries af sin Byrde og blive frank igen. Men vover hun det ikke - Satan bier på den anden Side Gjorden, og Barnet bliver Gast og lever dog de År, som det skulde - Guds Love kan selv Maja ikke ændre! - agte hun sig for at gå bag tom og ubunden Sæk, ti da vil Fostret hungre det ganske Liv og tære sin egen Moders Kød ...

Men den lade og sløve Sissela Bryggerske, som ene tænker på Fad og Seng, rådes til at lægge Glød i Karret før Mæskningen at slippe våge over, at Øllet ikke syrner, og Småsten, sankede, hvor Lynet slog ned, i Sien, og hænge Flyverøn i Loftbjælken, at Forgørelse ikke skal få Magt, men de gode Vætter holde til under Gulvet.

Og Gris-Ulla messede over Trued Hestepassers koldbrændte Ben:

Men gamle Cilluf sang over sin Rok:

Og højtidelig, hvid og blind nynnede gamle Gideon:

De to begærede ej Middel for Blindhed og Brøst, ej at vinde de gangne År og Håb tilbage, ej at gavne, binde eller vende Næstens ustadige Sind. De nynnede, og de spandt Livets lange Vise ud, dens sidste grå Tråd - de sang af Dødens Rigdom:

Det slidte Legeme, det nedbrudte Ler tilbage til Ophavet... Ikke Salmer, ej himmelske Hymner - men Folkeviser, Toner fra Jorden, fra det lange, kendte Liv ... Vallonens Afsked, hans Tak...

En Gang - : spinde Døgnets Tråd som Cilluf, som Nornen selv: lydige Hænder, en lydig Fod, min Tråd og min Vise til Ende, Hjulets evige Ringgang! En syngende Røst: et Vidne om Gud, uden Frygt og uden Krav, om hvad du fordrede, og hvad du gav, min Skaber!

En Gang - : om uoverskueligt længe, her ved Vejens Ende, ved Slægtstræets Rod, i Morgongåfvas snetunge Stuer - - Brynte og Susan og jeg selv, alle »Bjærget«s Børn - vi er samlede nu: God Nat og Tak for vor Dag, Fjende som Ven! nu kommer vor Nat, fælles som Barndom og Ungdom, som Ulivssår og Kærtegn ...

Bølger i en Flod, som nu ebber...

De Gamle på Morgongåfva, i hele »Bjærget«s Gård - Gideon og Cilluf, de grå Skygger over hans Vugge, de lakkende Hæle, der styrede hans Tå - -

Og Sixten Råbock og Anders Stenkula, Jærnets gamle Tjenere, Kriger og Bogholder, i Bäckstugan dernede, i Farfaders gamle Kontor - -

Fjærne Aftner i dens lave Rum, bag dens tavlede Ruder og mørke Gardiner, ved Sixtens og Anders'es Fløjter - på Dragkisten, hvor han lyttede, ene, i Lugten af friske Æbler og Tapeters Mug - og vågnede og gøs ved at vågne, Barn mellem Gamle, ene og langt tilbage, pligtig til uendelige Veje, før han kunne hvile dér, omsider, hvidhåret, og fløjte...

Han vilde derover - dér hvor Farfader en Gang talte Døgnets blodige Mønt, og hans to gamle Ofre nu spillede sig Evigheden i Møde - det stilleste Sted på det stille Morgongåfva ...

Alle Fugles Sang og alle Ånders Skrig, alle Profetier og Spådomme, ja Dommedag selv fik én Gang Ende.

Ilden brændte ud, Jærnet faldt i Rust og Urskoven i Støv, tilbage stod kun den store, stille Nat. Hvad ville den af Dagens Børn, Vallonerne på »Bjærget«?

Han smuttede ned fra Tiggertaflet, forbi den gysende og besværgende Skare i Røgen af Talglysene og de sydende Kedler, gennem Døren og op i Gårdens Mørke.

Elias Piehis Stemme sang omme bag Staldene i Ladegården. Lygterne, han havde tændt på »Ämbetsmännenes« Hus og Badhuset, flimrede mellem Virvaret af Skygger -, Tage, Gavle, Bislag og Svalegange, Morgongåfvas Vrimmel af Huse.

Steffan løb ad den kastede Sti uden om Hjørnestolperne, forbi de isdækte Ruder, under Brøndvippens sneføgne Kastel, kryssende mellem Trapperne og Klokkestablerne og de sammenskredne Kister og Tuer af Sne, hvorunder Resterne af Farfaders Smedjer, Sømboder og Kulskure sov.

Og dér, i Ruinernes Midte, i det fulde Skær af Laternen på Skindboden, lå Bäckstugan, med isdryppet Stråtag, udskårne Bislag og hvidrammede Ruder: det gamle Kontor ...

Nætterne, når han ikke kunde finde Hvile for Smærterne, for Bandagens knugende Pres, for Bjælkeværkets Suk og Fosforulmen og Skovens Truen, havde han, under Véråb, stablet sig over Ende i Puderne, og mens Märta Moll fra Sengen inde i Sidekamret, vækket ved hans Bevægelser, men endnu halvt sovende, blidt og formanende nynnede Freses:

fandt han i Lygte- eller Måneskinnet Stråtaget på Bäckstugan dernede.

Han åndede dens Lugt af Skimmel og dug vådt Mos og

nemmet fra hans første Tanke, løsnede sin Tornekrans om hans Hjærte. Og Märta Molls Salmer for Morgongåfvas Aldersstegne:

eller

tyssedes bort i tvende Fløjters Spil:

O Jacob Frese, som Märta Moll stedse maner os med - Elskovs-Sangeren, som, gennem Fædrelandets Ulykke: dets Heltekonges, ja al dets Ungdoms Sejrsløb, der endte i Ukraines Sne; gennem sit eget Blods Ørhed, der endte i årelang Sotteseng og årle Død, steg af Asken som den skæreste Rost i det Salmekor, der ledte Karolinernes og Sverrigs Storhedstid til Graven - o blodige Heros, du trænges ikke her!

De Gamle to, de kendte så lidt til Salmer som Cilluf og Gideon, de legede på deres Fløjter Åhlströms og Hæffners Melodier, de spillede deres Kort, deres Vira og Bizique, sugede deres Piber og fulgte fra Ruden Gårdens Liv ...

Steffan stod nu under Bislaget, på hvis tvende, nu nedsneede Bænke de Sommeraftner sad med deres Krus Enebærøl og deres »Gäffle Våben«.

Han skød Døren til den lille Forstue op. En Lugt af ormædt Træ, af skrumpen Hud, hentørret Kød og blomstrende Krukkevæxter, af Alderdom og Podeskole, men ikke, selv ej med svageste Mindelse om Rust, af Jærncentral og Pengebørs ...

Tilhøjre og tilvenstre stod Dørene på Klem ind til de to Rum, Hr. Sixten Råbocks og Hr. Anders Stenkulas, fyldte af Lygtens Skær og Møblernes Skygger. Men foran skinnede Glarruden til Fællesstuen, og her fra den høje Tærskel så Steffan de Gamles Hoveder derinde, bøjede mod hinanden i Lampens Lyskres - Hr. Sixtens Hårkam og Høgenæse, Hr. Anders'es Skaldepande og tykke Kind Og i Husets Stilhed, så dyb efter Folkestuens Brus, hørte han de mumlende Røster og Tærningernes Fald på Bordet

Han lyttede - og hans Hånd frøs på Klinken ... Her lugtede ikke af Blod og af Jærn, og hør nu dog derinde ...

Det var det evigt vante - den daglige Tvekamp mellem de to Gamle - om det, han var søgt hid for at glemme ..!

O, fly til Folkestuen igen! Herude, trods Dørens Værn, hørte han hvert Ord ... Tjenernes Samtale i deres Herres, i Farfaders Hus...:

Hr. Sixten, der skulde have Rede på Gangen på Adamshyttan, på Gideons Ulykke med Ovnen hin Dag, da efter Folkenes Hvisken Patronen tog hans Øjne ...

Hr. Sixtens grundende Stemme:

»Jamen du, Bro'r Anders, at »skullningen« virkelig ikke kunde hindres ...

Bro'r Anders sagde en Gang: »»Hängningar« kendte vi ikke før den varme Blæst«, men se nu: »Skullningar«, var det bedre?«

Steffan kunde ramse de Spørgsmål på Fingrene, han havde hørt dem fra Barn, Dag for Dag! Og dog blev han stående for at lytte til deres evige Omkvæd, døv for Sangen histovre fra det dansende Køkken:

»Hvor meget Malm de dagligen havde regnet fra Persborg, hvor meget fra Långbanen og hvor meget fra Nordmarken?«

»Hvad af Kul, Kalk og Slig, der gik til en forsvarlig »beskickning«?«

»Hvor mange Göser, Knipper Stang- eller Stokjærn og Tønder Søm, Dyrik Pramkarl og den længst døde Evert Månedsdreng plejede at fragte på de vældige Pramme, der nu stod under Vand på Daglösens Bund?«

Jo, nu dukkede Anders Stenkula sin blanke Isse og knurrede sine Svar ... Hr. Sixten var jo så langt den fornemste af de to, Officér og Adelsmand, og måtte svares, men...

Å, nu kom Hr. Anders'es Tur - hans Pande foldede sig opad, hans Øjne plirrede blanke frem:

»Da Bro'r Løjtnant lå på den Ø, den store, nede ved Tyskland ... Rügen ahja! i 1805? Og det Slag - den gamle Kirurg inde i Filipstad, ham Polakken, blev fanget dér? der var tre Kejsere til Stede og en Sol? Austerlitz var det! Å bi, lidt, lille Bro'r, bi...«

Jo, jo, også de Spørgsmål kunde Steffan tælle op, trods Døren og de lave Stemmer ... Men også i deres Omkvæd stod han fangen, her i Jærnkontoret, i Adamshyttan, sit Hjem ...

»Jo, Bro'r, de to Generaler, som hed næsten det samme - Bro'r må ikke blive vredjeg har spurgt så tit, men Bro'r véd, min Hjærne blev svag - og én til, som hed anderledes, de gik op på Slottet i Stockholm og afsatte Kongen? Ah, i »Hvita rummet« ja, og Adlersparre og Adlercreutz hed de, og Anckersvärd. Og Bro'r stod Vagt ved Døren og anede ingenting? Se, det kan jeg huske! Men nu ham, der fangede Kongen, da han flygtede gennem Slotsgården til Livvagten? En, der mærkeligt nok også skrev Bøger om at fange Ræve og Harer? Bror af Ekestam på Djursäter bruger de Bøger. Greiff! Greiff, ja - må jeg lige skrive op?«

»Jamen Præsten på de Øer mellem Sverrig og Finland, som Russerne altid tager? Ålandsøerne! der rejste Bønderne og tog Livet af Russerne den Gang - hvornår? 1808! - så at Havet langt bort lugtede af Lig? Og der var også en Lensmand med? Arén! Og Gumérus hed Præsten? Tak! Og Bro'r hjalp? hvor mange slog Bro'r ihjel?«

»Men Bro'r Løjtnant, den svenske Adelsmand, ham, der var Ven med den franske Dronning, som de huggede Hovedet af - Frøken Hulda på Djursäter havde kendt ham og Dronningen? Folk trampede ham ihjel i Stockholm, Bro'r så det - hvor? På Riddarhustorget! Hvorfor? Sagde de han havde taget Livet af Kronprinsen? Karl August? Så Bro'r, at hans Brystkurv trampedes itu? Og han var sådan en Helt! han havde været med i den store Revolution og i Amerika, ikke? Ved en Fæstning? Yorktown! Fersen - Tak, Bro'r, nu skriver jeg det ned: Fer-sen, så glemmer jeg det ikke! Men, bi lidt - Kosakken, som huggede Bror's Knæ af - Bro'r vred Dolken rundt i Struben på ham ...«

Men nu skurede en Stol i Gulvet, og i Moderatørlampens Skær så Steffan Sixtens Hanekam dukke ind i Hængeskabets Dørskygge. Hr. Sixten søgte Virakortene at sætte en Stopper for den Fritten!

Men en Griffel skreg. Hr. Anders rablede Navnene og Årstallene ned på sin Tavle - for at viske dem ud med Ærmet og spørge igen i Morgen...

Anders Stenkulas Tavle, som han alle Vegne bar med på sit Bryst, og Griflen knuget mellem hans Fingre ...

Femogtyve År foran Farfaders Ovne, mellem hans Hamre, Brager og Bælge ... Larmen, Heden, Talrækkerne: Stænger, Göser og Søm, Pram- og Slædelæs, Magasinsforråd og Fragter - havde brudt Anders Stenkulas Hjærne. Kun nogleogfyrretyve År gammel mistede han Hukommelsen...

De simpleste Ting, de dagligdags, genkommende Hændelser måtte han tegne op og læse igennem hver Morgen: Tiden da Klapbordet dækkedes for ham og hans gamle Kammerat, Månedernes og Tjenestefolkenes Navne, ja Klædningstykkers og Redskabers, for ej at tale om Herskabets, Hr. Sixtens eller de gamle Venners Fødselsdage, ja til Tider hans eget Navn.

Men aldrig gamle Welam Choræi eller Adamshyttans! Begivenheder, som i hans Levetid havde smæltet Verden om til en anden, holdt sig kun for ham den Tid, hans Hånd griflede dem på Tavlen - Robespierre og Napoleon, Kejser Alexander og Gustaf den Tredje glippede Gang på Gang. Men aldrig Fastingens Jærnpriser, Årenes Vinterføre og Kulhøst, Malmenes mange Navne og deres Kvaliteter, fra Blod- til Fedtstenen - Rundgangen i Adamshyttans Ovn ...

Men over hans Tunge kom de kun tvungne af Hr. Sixten - som Alt-Kosenows og v. Essens, Sveaborgs og Sandels over Råbocks på Anders'es indstændige Bønner.

Steffan vendte sig, mens Kortbladene nu faldt derinde, og så mod de to skyggefulde Rum. Hr. Sixtens tilhøjre og Hr. Anders'es tilvenstre.

Lænestolenes Øreklapper, Himmelsengenes Forhæng, Tapeternes Blomsterkranse og Portræt-Silhuetter - og de tvende Fløjter, Hr. Sixtens Ibenholts med Sølvknapper, signeret: Manzani, Firenze 1828, og Stenkulas af Krystal, Laurent, Paris 1833 ...

Når Viraen om lidt var omme, når »Gask« og de andre »Bud« var til Ende, vil her kvidres fra Stue til Stue:

Og Huset sejle for bliden Bør mod Døden med to spillende Bacchi Børn om Bord ...

Og dog - Steffan kiggede atter på Tå ad Ruden ... Sixten Råbocks Hoved dér i Lampeskæret, bøjet over Kortene - Råbock'ernes sidste, under Nådensbrødets lave Tag ...

Det røde Ar, der skyggede gennem Issen, og Hånden, som nu triumferende løftede »Gask på fire« i tre Fingerstumper... Knirket af Gyngeskamlen, der vuggede hans stive Ben med den knuste Knæskal ...

Sådan vendte Hr. Sixten Råbock hjem fra sine Krigstog, fra Fædrelandets store Nederlag, og fandt Pardixhyttan, Råbock'ernes ældgamle Sæde, som Ruin - og fik sit Ly hos Farfader, der under hans ældre Broders, Rubens, Sygdom og Død og hans eget Fravær, havde ledet al Handel, al Vandkraft, alt Folkehold, al Rekognitionsskov til sig - og tilsidst Ejeren selv ...

Hans Uniform på Væggen derinde - Epauletternes gulnede Sølv, Kyrassets og Passpoalernes skimlede Grønt og, som en Strådynge, Hattens knækkede Fjerbusk - Mand som Dragt slidt til sidste Tave ...

Med lukkede Øjne - mens Sixtens Stemme derinde tålmodigt dikterede Anders de gamle Spilleregler til Nedskrivning på Tavlen - levede Steffan hans Liv, som Fader og Farbroders Fortællinger, som denne Aften havde givet ham at måtte leve det...:

Meldt 12 År gammel, lig »Bjærget«s andre »yngre Sønner« til »det frivillige Jægerkor«, var han 15 År gammel Fændrik og 17 År Officer. Hans Fader, en Gang også yngste Søn, tjente jo »Regimentet«, til den ældre Broder, Magnus, døde, og han arvede Hjemmet - og før ham to Farbrødre: én falden ved Poltava, en anden vendt hjem fra 13 Års Fangenskab i Tobolsk, fra 23 Års Krigstjeneste, en brudt og sindssyg Menneskerest...

Som Sixtens Fader havde deltaget i »Frihedstidens« finske og pommerske og i Gustaf den Tredjes Felttog, i Daldansen og Anjala, drog han selv, 22 År gammel ud til 1805 og 6 og 7, til Pommern og Rügen - : hørte om Austerlitz og Jena, men stred ved Alt-Kossenow og i det navnkundige Slag ved Schallsee, hvor én Dragon dræbtes ... belejredes i Vintermånederne i Stralsund og hjemskikkedes blandt 10,000 andre for Napoleon »ufarlige«, til Sverrig. Og retirerede følgende År de halvtredsindstyve Mile gennem Finlands Sne og Kulde, så Åbo og Åland rømmes, Sveaborg forrådes - og mødte endelig ved Revolax for første Gang den Fjende, der ej var Frost og Hunger og Troløshed, men Buxhövdens Russere, rykkede atter frem de trøstesløst vegne Mil, fra Sejr til Sejr, fra Lappo til Alavo - for påny at forlades og forrådes og trampe Tilbagetogets Sti, stride Ny Karleby og Jutas, lide det Uigenkaldelige: Nederlaget ved Oravais, se Finland for Alexanders Fod i Borgå og Kamenskis Horder vælte mod Bottniske Bugt, mod Kvarken og Åland ...

Over Isen til Fastlandet, med Döbeins sidste Tropper, reddede han, som i sin Tid hans Fader, et Legeme sønderhakket af Kugler og Sværd, koldbrændt af Frost, bugskørt af Sult og forrådnet Føde, og nåede ad endeløse, skumplende Veje hjem til Värmland. For at samles i Karlstad Lazaret med Barndommens Legekammerater - : med byldebesåede Lig og ravende Krøblinge fra norske Grænses Tyfushuler - med det endeløse Tog af Døde, Døende og Invalider, der drog fra Lier gennem Skoven, over Glafsfjorden ... Slæde på Slæde af al Värmlands, al Sverrigs Ungdom mellem 18 og 25 År, sendt ud imod Fjenden, uden Våben, Klæder og Mad, vendt hjem til Graven og Krykkerne, efter et Felttog mod Utøj og Sult...

Den nye Morgen, den nye Ungdoms Sejrstog, fra Leipzig til Frederiksstad, oplevede han kun her i sin Stol, en Fledføring, med stift Ben, med Blodets stadige, vage Feber, med Nætterne fyldte af Syner fra Slagtningerne ved Sikajoki og Revolax. Hans Del af Mars'es Leg blev Marsjerne, Såret og Skammen - Pensionens 100 Rigsdaler + 5 Tønder Korn og Krigsmedaljen på det hule, hostende Bryst.

Hans første Erindring var Gitret foran hin Grandonkel, Karolinens Celle, hvor han de sidste År havde udfægtet sine Kampe mod Zaporoger og Baskirer, mod sibiriske Ulve og Fangevogtere, løbet sig varm i Ukraines og Tobolsks Kulde og trods fyldte Fade og Krus gnavet sine Fingre i Baturins Hungerfeber. Var Stødet af Faders Træben, Dunket af hans Træhånd, hans kvalte Stønnen over hver Bid Brød igennem hans Tarme, for altid sammensnørede af Sulten i Kymmenegårds Vinter-Lejr og i det belejrede Stralsund. Var 1787's og 88's, 96's og 99's Nødår, da Tiggerhorder myldrede på Landevejene, Familier, ja hele Landsbyer på Vandring; da man snublede over Lig, ihjelfrosne og ihjelhungrede i Grøfterne og Krattene; da Udhusenes Halmtage opådes af de rasende Heste, og han, Herremands Barnet, og hans Søskende måtte sanke Gran- og Fyrreris i Skovene og koge Enebær og Halm af Hør til Køernes Krybber, og om Nætterne med Oldinge og Kvinder drage Reb gennem de sortsvedne Ax at holde dem i Live på de Agre, som ingen Mand havde pløjet, men Forladtheden sået med Tisler. Var Lensmandens Kno på Døren efter Skatter, altid nye Skatter, at dække pommersk Krigs 60 Millioner Rigsdaler, finskes 24 Millioner, »Frihedstiden«s Bestikkelser og Præmier for Våbenindustri, Gustaf den III's Udgifter til Triumfindtoget efter 1790's Nederlag. Var Kronebrænderiernes Fuselos over Landet, Pligten for hver af de tusende Skænkestuer at sælge mindst 50 Kander årligt, ravende Skikkelser på hver en Sti, Deliriumsslagsmål i hvert et Hjem til Rigs- og Krigsgældens Betaling - og pludselig: Skuddet 16. Marts 1792 på kungliga teatern, da Solkongen, tjusarekungen faldt, og et sindssvagt Barn besteg den enevældige Trone ...

Steffan gned og gned sin Pande mod Dørens Stolpe, dens Lugt af Rust og Blod.

v. Beskows Vers om Sverrig, som Farbroder begejstret citerede i Går i Historietimen:

Råbock og hans Slægt, fra de Gamle i Trediveårs-Krigens Dage, Lucas Jæger og hans Fader, hver en Slægt og hver en plet på »Bjærget« beedigede den Hyldest!

Og dog - hver Aften fløjtede Sixten:

Og hver Morgen spejdede hans kobberbrune Ansigt med Ørnebrynene og den isengrå Knebelsbart deltagende fra sin Rude på Jon Kvæghyrdes Driven sin klokkeklemtende Hjord på Græsning i Skoven og Malla Hønsepiges Kamp med sin fjedrede Flok om Ærtetruget. På Majstangens Rejsen med brogede Kranse og Papirsblomster, farvede Æg og Petrus-Hane i Toppen; på den blå Hørhøst og den gule Løvbjærgning, på Tapningen af Vårens hvide Birke og Julebrygget stillet til Svalning i Sneen - på Steffans Leg med Pind og Båd i den ørkesløst brusende Hammerelv, på al den kresende Puslen her i Skovens Skjul...

Kun når Anders Stenkula trængte på med sine Spørgsmål, over Morgnens Tyndtøl og Strömming, eller Aftnens Kille og Rambus, magrede Hr. Sixten - Tindingssåret glødede, som blottedes den syge Hjærne derinde, Fingerstumperne fumlede, Gyngeskamlen gungrede ... Og han stirrede som selve Mychowitz, Medusa. General Aminoffs Ord i Tavastehus: »Så lad os da med Hæder begrave Fædrelandet!«, hans og hans Slægts Sum, tordnede påny i hans Øre ...

Den rastløse Strid, den daglige Kamp mellem de to Gamle for hver at fly sit Minde, sine Jærnets År - og udforske den Andens: hvorfra eller hvortil gik det Malm, der havde rådet over deres Liv og knust det?...

»Gammelt Sludder!« vrissede Susanna ad Lucas Jæger. Og Ramsen løb i Lancaster-Skolen: »Nördlingen og Poltava, Sveaborg og Oravais, Freden i Nystad, Åbo, Hamburg, Fredrikshamn« - mens man gjorde sin Nabos Næse til en Negers med en Trækulstump eller drog Lod om Bjærggranater. Zacharias Pira fulgte jo med rystende Fingre Linierne i Wåhlins »Fäderneslandets historia« - han, som mistede sin Fader, den unge Trommeslager, ved Suttula og så sin Moder som tyveårig Enke, anede ikke Lærlingenes Moro dernede ...

Hvad kom da Sverrig Steffan ved? Dette Rige, der kun halvvejs var hans? Hvorfor hjemsøgte det hans Søvn med sine Spøgelser? Hvorfor snublede hans Lege over dets Ligdynger? Hvorfor forfulgte Hr. Sixten og Lucas Jæger ham gennem de vårlige Skove og i Dansen med Susanna?

Jo - for flyede han til Moders Land, til Danmark, det lyse Land bag alle Skove, da - -. Hendes Broder, den unge Historiker Jens Wahl tog Guldmedaljen for sin Kommentar til Kansler Thomas Morus': »Utopia«. Men meldte sig som Frivillig i 48 og sprang i Luften med »Christian den Ottende« i Eckernförde Fjord. Og Morfader, den gamle Professor, faldt død om foran hans Navn på Opslagstavlen ved Kvæsthusbroen ...

»Astrologerne lagde Jorden under Mars's Tegn,« sagde Farbroder.

Nej, lagde ikke Gud den selv?

Og - svor Steffan mod Jærnet, svor han da ikke mod Gud? Den, som ej bødede med Legemet, fik han ikke betale med Sjælen?

Tusinde Karoliner døde af Sår, Sult og Kulde, men ikke én af Sorg over Poltava. Men det gjorde Poeten Leijoncrona i Gesandtskabs-Hotellet i London! Efter Guds evige Lov!

Loven, der bød hver Jordfødt: Sixten Råbock og Anders Stenkula, Blinde-Olle og Denis Barchäus, Farfader og Farmoder, at tjene Jorden, at tage Jærnets Kår, om man en Gang vilde vinde Himlens...

»Leder ikke hver Vej ind i Gud tilsidst?« sagde Fader.

De tvende Gamle derinde: tjent deres Tid havde de, uden Knurren, og legede nu dens Minde bort ved Fløjte og ved Kort, hilste hver Dag i deres Stue og hvert Ansigt, der gik deres Rude forbi, med Smil, som da de var Børn, Guds Tjenere ...

Men - hvorfor flyede da bægge hine År, der tjente dem frem imod ham? som Hr. Sixten stønnende søgte Hvile for sit syge Ben og med Gaflen den Mundvig, hvor ikke Kindens Sår sved? Hvorfor vendte Anders Stenkula, der stræbte efter hvert et Møde, Ryg, strax han så blinde Gideon famle frem eller Manja Bælgkvinde krybe på sin Krykke? Hvorfor undgik han, som hver Dag nyfigent spurgte ind ad alle Morgongåfvas Døre, Ruinerne af de Smedjer, hvori han en Gang smeddede Gud hans Værktøj? Mens bægge undrende søgte Rede på, hvorledes hint Redskab skabtes, og hvortil det brugtes?

Var de Tjenestens År og deres Frugt: Lænken og Sværdet, dog ikke Guds, men Menneskenes eget Værk? Og ene hine Tider, Barndom og Alderdom, Guds?

Var ej Tårer og Blod, ej Vunder og bristede Tanker ham fornødne? Og Steffan ved hin Ed hans Tjener?

Var Urskoven Eden og ikke Kaos? O ja, hør dens Fuglekor! Men ... Rå-Nils' Skrig på Forløsning, og Emanuel Branzell, den Vildfarne ..?

»Karolinernes arme Genfærd« kaldte Farbroder Sixten og Anders. »Karoliner-Sværdet var den sidste store Klinge,« lærte han i Historietimen ... Om Anders havde smeddet Sixten ligeså stort et Sværd, som det Fægtemester Porat havde lært Karl den XII og hans Slægt at føre, sad Sixten mon da forkrøblet og fortav sin egen Krig, men grov efter Guds: Jærnet?

Steffan gned og gned sin Pande mod Dørstolpen i dette Hus, en Gang Trældommens, nu Frihedens og Legens.

Da - han løftede hastigt Hovedet og stirrede.

Langs Husets Væg famlede en Skikkelse frem, i Pjalter, med udrakt Stav - Et Ansigt, sovende med lukkede Øjne, i Lygteskæret, i Hårets grå Pude - et hulkindet, udslukt Ansigt, en Døds på Vandring ...

Steffan trak Vejret kort og nikkede.

Det var Stolle-Namnlös - Tiggeren, der til alle Spørgsmål om: Hvad han hed? eller Hvorfra han kom? kun svarede, Lensmand som Bonde, enstonigt, med lukket Blik: »Långt borta ifrån landsvägen!« og som var kommet så langt fra og for så længe siden, at skønt hvert Menneske, selv i Värmlands fjærneste Afkroge, kendte ham, vidste ikke én det Navn, der en Gang var hans eller det Sted, hvorfra han en Gang gik ud. Med sovende Øjne, med famlende Stav, fri for sit Nummer og sin Plet på Jorden, kun endnu ej for den selv, huskedes Stolle-Namnlös - de Gamle på »Bjærget« syntes: fra altid ...

Dér gled han nu gennem Sneen, med bøjede Knæ, med Staven i Hånden fra Gårdens Mørke ind i Folkestuens Lysbue.

Steffan grundede her i Jærn-Kontoret, i Bäckstugan. Havde han set Guds rette Barn, den blinde Pilgrim - eller Forbryderen, den blinde Dåre? Savolaxhyttans Olle, Adamshyttans Gideon, »Bjærget«s tro Brugere, blindedes de af Jærnets - eller af Guds eget Åsyn? som aldrig, her eller hisset, skulde åbenbares for Stollen, for ulydigt lukte Øjne?

Herre, vis mig din Tjener, i hvem du har Velbehag, og jeg skal følge ham!

Er Jærnet dine Kår, din jordiske Lov, da bøj mig under den - og jeg skal ikke mere spørge hvorfor! Men, o Gud, hvorfor skabte du da Värmland, din Lystgård, med Fuglenes Kor, med Digternes Sange og Vallonernes våbenløse Hænder og vandrende Fødder? hvorfor skabte du Värmland og Valloner?

Steffan vendte Hovedet og lyttede. Gennem Vinteraftnen, over de brændende Lygter og de snedækte Tage, sang en Stemme oppe fra Hovedbygningens mørke Etager:

Det var Märta Moll, der sang - Vandringssalmen »för resande till lands och vatten,« hendes Faders, den gamle Kunstmesters, fra hans Rejser Värmland og Dalsland rundt, at bygge det Ovne, Hamre og Bælge -: en Jærnets Tjener og dog en Guds, en Lydig og en Fri...

»Svinhugg! Svinhugg går, Bro'r Sixten!« lo Anders Stenkula fornøjet derinde. De var ved Kille og frie... men han ...

Han løb under Lygten op mod Hovedhuset, der over Tagmyldrets Sneflager og Fyrreskovenes dunklere Skyer rejste sit mørke Bjærg, tegnet af slukte Ruder og lukte Døre.

Hun skulde fortælle en Gang igen, som da han var Barn, om de Rejser fra »Paradis«, Hjemmet på Björkudden, Jærnets Rige rundt, og Møderne dér med Vallonerne, de Frafaldne, Fornægterne, Oprørerne mod dets Lov, - de Vandrende og Søgende, som han elskede og frygtede...

Han ilte ind ad Døren under Våbenskjoldets forvitrede Stentavle og de basunblæsende Engle, i den trange, mørke Forhal med Elsdyrhovederne og Panelerne.

Et Lys gled ned over Gelænderet og Trappens mange hulslidte, drejende Egetrin. Märta Moll gik forbi deroppe, sortklædt, med det hvide Hovedlin, den tunge Fletning over Skuldren og Lyset i den udrakte Hånd

»Märta,« han sprang op ad Trinene, med to i hvert Sæt, »Märta, fortæl, å fortæl i Aften om den Gang, da I rejste, du og din Fader!«

Märta standsede og skyggede med Hånden for Lyset, seende ned på ham. Hendes Ansigt, så fyldigt og friskt, skønt så blegt og alvorligt, og den tunge, lange Fletning af Guld... »Madonna,« sagde Farbroder, »en jordisk Madonna.«

Ja, Märta Moll, »der også kunde hedde Maria,« sagde Farbroder -den fromme og den huslige, hun som styrede og ledede dette vældige Hus og altid dog kun lyttede ved Jesu Fødder, Datteren af den tro Kunstmester, den frie Vandrer, der tjente og lød - hun måtte kunne svare ham: Er dette Guds Vilje - Sixtens og Lucas Jægers Sår, Olies blinde Øjne og døve Øren, Barchäus' Flugt fra hans gamle Hjem? er disse Tjenerkår fornødne, Himmeriges Pris?

»Märta, vil du fortælle?«

Han standsede, åndeløs, på det øverste Trin og så op i hendes belyste og beskyggede Ansigt under Hovedlinets hvide Bånd.

»Men Steffan,« hun smilte - å det Smil, det sjældne, det havde været hans Barndoms eneste Varme! - »er du ikke femten År og skal til Karlstad Gymnasium næste År og blive Student? Det var jo den Gang, du var Barn -«

»Ja Märta,« Steffan klemte Hånden hårdt i Gelænderet, »netop! Jeg er ikke længere Barn og vil vide -«

»Hvad?«

»Hvad Gud mente med os, da -«

»Da?« »Han kaldte os her ind til Fernebo.«

Han lyttede selv ved sit Herreds Navn - her på »Bjærget«: det fjærne Bo!... Märta Moll så på ham, under Håndens Skygge, hun nikkede vagt:

»Det kan jeg ikke fortælle dig, Steffan. Det må du selv erfare derude.«

Men Steffen rystede hæftigt på Hovedet.

»Nej Märta, her gror Jærnet, og her -«

»Her?«

»Her bor Vallonerne.«

»Og synes du de søger Gud?« Märta Moll strøg Lysets Tande. Hendes Stemme kom kold.

Steffan så på hendes Øjelåg, sænkede under de strenge Bryn - en Nonne ... og Vallonerne! Hendes Hjem i »Paradis« - og hendes Møder på Landevejene... Han nikkede hæftigt.

»Ja, det, er det jeg vil vide!«

»Hvilket?«

»Om de søger Gud - eller flygter for ham.«

Märta Moll stod lidt, så sagde hun, med ét fraværende og blidt:

»Jeg kan gærne fortælle, Steffan, vi er ene i Aften. Men svare dig kan kun Gud selv.«

Steffan nikkede: Gennem os, Menneskene, som han skabte!

Märta Moll gik hastigt frem gennem den mørke Korridor, med Hånden løftet skærmende for Lyset, som viftede Loftsbjælkerne og Egetræsskabene frem og atter slap dem i Mørket bag Steffan. -

De sad i hans Barndoms Kammer, på den Løjbænk, han båres ind på, da han atter kunde hvile uden Jærnkorsettet, og hvorfra han med glippende Øjne havde mødt Dagen, de brusende Birketoppe og de baskende Skader, efter Vintrens Nat af Skodder, Spiddelys og Træormes Gnaven.

Og han støttede som den Gang sit Hoved mod Märta Molls Skulder, med sin Hånd i hendes.

Men nu. brændte Birkebålet i den åbne, hvide Kamin, og dets Skær flagrede over Panelernes blegede Guldlister og Møblernes snoede og kuglede Ben. Og Mørket bag den lave Rude tætnedes af Fyrrekroner og Vinterskyer.

Og han skulde ej længere i Drøm lytte til et Eventyr, men årvågen til selve Livet: »Bjærget«s derude, ej længere fjærnt og ham, der skulde dø, uvedkommende, men nært, som Skovens Sus, som Blodet i hans Øren, gavmildt og nådeløst krævende ham, der skulde leve og stå til Regnskab for et Liv.

»Men Märta,« han så op på hende - hendes Pande glødede dér i Ildskæret, yngre, mer levende end før i Lyset og i Dagen, nu Barndommen og »Paradis« var nær - »fortæl først om »Paradis«, om Björkudden, og så om Rejserne i Järnbäralandet og dem, I mødte dér!«

Märta Moll så hen for sig, de vågne Øjne gled bort som i et Slør, den hårde Hånd om Steffans lindede. Hendes Røst kom, knap hørlig, men kendt i hvert Ord, og foroverbøjet, med Åndedrættet gemt i hendes Skød, lyttede Steffan ...

Og frem steg Næsset, Bjørkudden, af Värmaskogens Dyb, af Glafsfjordens klare Vande, med den gamle, røde Gård mellem mørke Graner og hvide Birke, under Grønsværstaget, med mossede Udhuse og Stolpeboder, i Sus af Vinde og i Lullen af Bølger fra det uendeligt Fjærne, som her omsider fandt Hvile.

I de græsgroede Spor kom Märta og hendes Fader kørende. For sidste Gang sprang hun af og åbnede den sidste Grind, og ved den grøntgroede Tærskel, hvor Bedsteforældrene, hvidhårede og milde tog imod, mens de solgyldne Birke dyssede over Taget, og Fjorden blånede gennem Løvet, endte Årets uendelige Vej.

Hjemme - hjemme fra de altid nye Kamre, de mugne, kolde Rum. de altid nye Lyde af Fosser og Bælge, den nye Mad, de nye Mennesker! Hjemme i de kendte Stuer med de gule Lerkaminer, de tapetbetrukne Loftsbjælker og Væggenes bibelske Træsnit fra Nils Magnus Lundh i Örebro, med Dalurets Stemme, der fyldte det gamle Hus i Sommernattens Skær af Perlemor, her yderst på Næsset, bag Grinden, som Birkevidjen bandt...

- Bedsteforældrenes og Faders Åndedræt sov endnu i Stuens Em af Balsaminer og Gyldenlak. Men på Tå sneg Märta over det enebærstrøede Gulv, forbi Alkovedørenes Roser og Liljer, og i et Spring stod hun ude i Gårdens Græs, i et Gys for den dybe Dug om de nøgne Knæ, ét med Mossets og Bregnernes Lugt af Urtid.

Og til Halsen i Løv af Æbletræer og Fyrre, Birke og Graner, Vedbend og Jordbær, med Håret og Skørtet dryppende, med Fodsålerne suget af Dynd, isnet af Sten, kildret af Grannåle trængte hun sig fra Skovnatten ud til Fjordens Morgendis.

Mötterudshøjdens sorte Kegle svævede ene i et Hav af Hvidt, Bølgerne brast som Blærer i Sandet. Hun glippede, klam i Øjne og Øren, smøg i et Åndedræt af Klæderne og ned i Vandet, og stirrede gennem dets tunge, grå Kulde, stum som en af dets Stene og ventende som de.

Og Tågen spandt Vandene frem, sølvblanke, vuggende, Stendysser og Fyrreholme - sugede dem bort og spandt dem frem påny. Fugle hvislede over Disen.

Snehvid og lille stod Elgå Kirke pludselig under Skovene histovre. Hendes våde Isse glødede med Et af Sol.

Og i et Frydeskrig sprang hun op i Birkens Grene, og nøgen svang hun, svøbt i dens og sit eget Hår, mod Hjemmets Horizont.

Milevidt spejlende Sunde, dampende Aser, Prikker af Skibe, Røgstøtter af Gårde og Brug, Bjærgtinder ind i det Usynlige - Fjolen, Fjolen, »Paradis«!

Og fra Solen forsvandt hun ind i Skoven igen, våndende sig mellem Fyrrenes Marter-Ris, bidende af de umodne Æbler og nippende af de vilde Jordbær, ene og nøgen, med Fader og Bedsteforældrene det eneste Menneske på Næsset - hjemme!

»Märta! Märta!«

Faders Røst og fjærne Ekkoer fra usete Bugter og Sunde! Hun smuttede i Klæderne og løb gennem Løvet.

Og over det røde Davrebord, med den norske Øllebrød og Sandosten, lød nu Bordbønnen af »Mose och Lambsens wisor«, Georg Lybeckers fromme og forbudte Bog:

- Om Eftermiddagen sad hun og Fader yderst på Næsset og hørte Bølgerne hviske om deres Langvejsfærd: om Kattegattets Storme og vilde Vande, om Bohusläns Klipper og Skær ved Kungelf, om Götaelvs grønne Enge og røde Gårde under grå Klipperygge, om Vanerns vejløse, blæsende Indhav, om Sivene og Ættehøjene ved Säffle, om Hare- og Björnö- og Glafsfjordens Skove og Øer og mange, hundredårige Brug, om Hvilen her i Björkenäs' Skygge, i Värmeskogens Inderste.

Med Hagen i Hænderne, med bøjede Hoveder lyttede de.

Længst inde fra Sulvik kom Jössefossens Kogen, en dæmpet Hammer fra Elgå Brug... Og fra den anden Vig, Kyrkvigen, en Rullen af Vogne, der svandt med Brisen over Fjorden - Bud fra en fortryllet By, Arvika, i Skovene. Og Elgå Kirke stod derovre med sin Spejling, stille som et Syn, der vilde svinde, om man strøg Hånden over Øjnene, men som dog altid stod.

Lyttende sad de i den dybe Hvile, under de hvide Birke og de mossede Fyrre, ene med Bølgerne, der som de var Värmlands Børn og Jaernets Tjenere; der bar det på de brede, flade Pramme fra Faktorie-Stedet inde i Sulviken, ved Terges gamle Offerkilde, hvor de tungt belæssede Kærrer med dampende Heste og sortsmudskede Mænd dukkede ud af Stiernes Mørke med Læs fra Brugene dybest inde under Norge eller højest i Finnskovene: fra Nedre og Övre Adolfsfors, fra Fredros og Treskog, fra Lyred og Bortan i Gunnarskog...

Ja, se dér ud forbi Klättholmens Fyrrebuket styrede de, fem i Tallet, de klodsede Pramme, tørnende sammen, drejende for de firkantede Sejls vage Pres, mod Bergsvik og Räfösund, til Glafvas og Hillringsbergs, til Stömne og Sölje Jærnværkers Brygger, til Vejene fra Lenungshammar og fra Brugene i Nordmark.

Og tro og flittige efter den korte Frist herinde, Rejsens Begyndelse og Slutning, drog Vinde og Bølger de lange Veje tilbage, ad Hareog Björnöfjord til Låka og Byelv, til Vanerns Fyr og Göteborgs Kajer

- som Märta og hendes Fader i Morgen skulde køre gennem Grinden ud at tjene for Jærnet påny, for Värmlands Herre.

Om tusinde År hviskede Bølgerne, om Sekler i hans Tjeneste. Om Olof Trätäljas Gravhøj i Sifhälla, hvor Børnene nu legede og med den hule Hånd søbede Vandet af Offerhulen i dens Top. Og om de Dage, da Bølgerne bar ham selv, det første Menneske i Värmeskogen, Træfælderen med Øxen i Hånd, den landflygtige Prins af Ynglingaætten, på hans Bejlerfærd mod Solveg, Halfdan Gulltands Datter i Solöar Kongerige. Om Gudehov i Väsby og Odenstad, om Hakons, Ladejarlernes Fader, og Atle hin Smales og deres Vikingers frygtelige Stævne, da Ejvindr Skaldaspiller sang, og Blodet flød til Vänern og blandede dens Vande med rødt, om Snækkerne, der slumrede på Fjordens Bund eller opfiskede, rundt om i Värmlands Gårde som Chatoller rummede sene Slægters fredelige Skatte.

Om Stier under Stafnas' hvide Pile, hvorad Pilgrimsskarer messende drog uden Stav eller Sko mod Gladisvall hellige Kloster, og hvor nu kun Hyrdepigens nøgne Fod løb, og hvor hendes spæde Røst kaldte ad Kvæget i Rørene. Om de talrige Herregårde og Brug i Gillberga brede Dal, der lavstammede og røde, fra de høje Skove og de vildtgroende Parker skuede ud over den glidende Strøm. Om Vestibulen til Björnö Gård, hvor alle de henfarne Ejeres Portrætter skuede ned, fra Värmlands Foged Peder Olsson, der delte Grænseskel i Värmeskogen - og gav Björnö dets endeløse Skove, til Crispin Löwenhielm, der løb fra Värmlands Bord med en Træske og kom igen at søbe dets Mad med en Ske af Guld, den første af urolige og hjemkære Jösser.

Om Sven Hilding på Hillringsberg, der faldt for Piccolomini ved Breitenfeld i Trediveårs-Krigens Dage; om Karolinen på Berg, Carl Palmfelt, som fangedes ved Niepr og trællede i Tobolsk i fjorten År; om Gustavianen på Fors, Major Carlstén, Helten fra Muhengini By. Om Kanonerne, som Bølgerne slæbte til Gustaf Mauritz Armfelts Hær ved Eda - tredsindstyvepundige Mørsere mod Hunger og Frost og Tyfus! Om Georg Adlersparres Proklamation til västra Armé, der læstes den Dag i Dag i Ökne Gæstgivergård: om det hårdt tilintetgjorde Fædreland... om Jærnet og dets Lege ...

Og Bølgerne hviskede for Märta og hendes Fader, der lyttede, om de Navnløse og Glemte, om de vexlende Slægter, der havde færdedes bag Gårdenes lange Vinduesrækker og skuet ud mod Skyernes og Trækfuglenes Dragen gennem den ensomme Dal. Om Børnenes nøgne Liv mellem Sivene i Leg med Bævere og Oddere; om Sønnernes og Informatorernes Vinken fra de hængende Karme, der drog til Uppsala Universitet; om Døtrenes Elskovsmøder i Syrénlysthusene, om Anna Lisa Lilljebjörns og Erik Gustaf Geijers på Odenstad og Laura Tegnérs og Edgrens i Kila. Om Markedsfærder og Slægtsbesøg i Firspandskarosser, der læssedes på Færgerne og vandtes ned til Landevejen fra Karlstad, som endte mellem Birke og Siv over for Vejen fra Norge. Om lange År, henvandrede under åben Himmel, hendrømte i vuggende Både, henspillede ved Violin, hendansede på Gæsten, her hvor de sad én Familie fra Gård til Gård. Om Alderdommens sidste, ensomme Timer, når Trinene genlød i de øde Stuer, og de rindende Øjne søgte ud over Elven, som åndede gennem den hjemlige Dal med det vadende Kvæg og de kendte Gårde et Budskab om Målet, det ukendte Hav bag Värmeskogen.

Ja, »Paradiset«s Bølger hviskede om et Liv i Frihed og legende Glæde, et Vallonernes Liv - men hviskede også om ét i gloende Ovne, i røgomhyllede Smedjer, skjulte bag Herregårdenes Parker; om aldrig tiende Hamre, om altid kværnende Hjul; om Barndom grå som Ovnenes Aske, og Alderdom, der aldrig gennem Labbhiens Hornrude så Solen skinne over det grønne Gillberga.

Om dem, der i Fællig med »den svenske Industris Fædre«, Paschilius Dionysius Chenon og Louis de Geer de Chaynée, drog herind i de fremmede Skove - og som fik Hestens Rolle foran Jærnets Triumfkærre, Valloner også de ... Hør Smeddenes Navne derude: Anjou, du Bois, Boivie, Drougge, Pousette, de Bourgh - Søn efter Fader, fra År 1600, hamrende foran Essen ... Som de la Tuange, van Ferren, Poignant, Nauclér, Kolthoff, Rhodin: tronende for Enden af fyldte Gildesborde, dansende i Spidsen for den Langdans, der slyngede gennem Dalen sin Kæde af Ungdom og Musik ...

Ja, Valloner alle - som Sibalon, den vældige Smed, Samson på Hillringsberg, der en Dag slængte Essens gloende Jærn gennem Herregårdens Rude, bandt Forvalteren under Hamren og brød Smedjen ned over sit Hoved og begravedes under dens Ruiner ...

Men tys - Spiddelysene brænder over Bordet under Björkenäs' lave Tag. Med bøjet Hoved, med foldede Hænder læser Fader Salme 308:

Og næste Morgen sad Märta og hendes Fader i den tohjulede Karre med Værktøjskisten, og nikkede Farvel til Morfader og Mormoder dér under Tagskæggets Mos. Og Grinden åbnede sig bag Fyrrene, og Paradis-Drømmen var endt. Det gik ud i Järnbäraland påny - at for Herrens Skyld lyde Menneskenes Orden. -

- Märta og hendes Fader kom kørende højt oppe over Klarelvsdalen, ad den nye Landevej gennem Södra Finnskoga, fra Letafors, Värmlands nordligste Jærnbrug, hvor Fader havde tilset Stålovnen og repareret den Widholmske Bælgmaskine.

Slæbebremsen skreg i Vejens stejle Fald I den dybe Stilhed kun dens Gniden og den lille Bjærgfinkes ensomme Pippen, de to Lyde, der altid havde ledsaget Märta og hendes Fader på deres Færden heroppe. De havde for en Time siden forladt Letafors' statelige, hvide Bygninger, rygende Ovne og malende Møller og Arbejderby, spejlet med det grønne Skovøde i Leten Sø, og senere kun haft den græsgroede Landevej mellem de hængende Birke og mørke Fyrre for sig.

Det var hen i August og allerede Høst her i de høje Skove. Forude lyste Løvet gulligt, gennem den blikstille Luft sitrede visne Blade ned. Rødbrogede Svampe, Tyttebær og Multebær blussede mellem de mossede Klippeblokke. Nu og da vaktes Märta og hendes Fader af deres Tanker ved det fjærne Sus af Fuglevinger højt oppe i det skyløse Himmelblå.

Märta begyndte at synge, sagte og klart som den lille Bjærgfinke, Wallins Salme for Vejfarende, hendes og Faders Rejseledsager:

Fader var sprunget af Vognen, ti her hældede Vejen afgrundsdybt over Vingäng Sæter og Herregård. Hjulbremsen skreg, hans magre Hænder og Skuldre spændtes mod Fadingen, Hesten stemmede Benene mod Faldet.

Her slæbte Kærrerne nede fra Elvens Pramme Jærnet op til Bruget, en Mil i uafbrudt Stigen, og her, i de dybe Hjulspor, ihjelkørte Bønderne fra Bjurberget hvert eneste År deres Heste. De var pligtige at fragte Trækullet fra Milerne og Jærnet fra Elven. Og Loven af 1811 brød ingen, der vilde redde Hytte og Jordlod i de Skove, der en Gang var deres, men som Kronen skænkede Bruget. Så måtte da Hesten, den tro Kammerat, den eneste Hjælper i Tolvmileskovene ofres. Og her i disse Bakker blev den det.

Märtas Stemme sitrede, men hun blev ved at synge, ti hun vidste, at det var Faders Ønske. Og over hans bøjede Hoved med det sorte, krøllede Hår og Skæg og den hvide, hule Kind sang hun Forbønnen for ham og sig, for hver af Jærnets vandrende Tjenere:

Fader så op på hende og smilte med de gulbrune Øjne - Faders lille, usikre Smil - -

I det samme åbnede Skoven sig tilhøjre, og under dem lå den milelange Dal med Elvens lyse, slyngede Bånd, streget af de tusinde drivende Tømmerstokke, under Bjærgenes Rækker af vældige, sorte Skovtinder. Den østre Kysts sølvgrå Gårde i Landsbyernes Klynger, og Holmbergs og Branäs' Fyrremure lukkede over Flodens vestre Bred

Endnu en Drejning, og Elven borede sig endnu nogle Mile bort mellem Fjældene, svindende som en Sølvtråd i den dybe Dal. Fastnäs, Ennarbolshammaren, Ekesberget og Aurenaberget mørknede Himlen derude med svimle Kroner, Lider og Åse, mens de sneklædte Bjærge i Dalarne svævede i hvide Skyer over Ransby Skovene, og neden under Vingängsjöens halvtredsindstyve Holme svømmede, og Ofvansjöbygden hvilte, de grå Bønders Hjem.

Dér boede Ejerne af de endeløse Skove, hvis mørkegrønne Filt gennemdroges med gule Bånd af »Ulfvelöpene«, de afsledne Sandskrænter, hvorad Tømmerstokkenes vilde Stod Vintertide jog ned, med Skovhuggeren ridende på sig, et Dødsridt mod Elvens Is.

Ja, det var dette Land de berejste, og som de bad Gud velsigne deres Færd igennem!

Hun lempede sin Hånd hen over Faders, mens hun sluttede Bønnen:

Hvor ofte havde hun ikke, rundt omkring på Brugene eller i Gårdene, hvor de overnattede, hørt Kvinderne sige til Fader, eller senere, da hun var blevet større, hviske det om Aftnerne, når de troede, hun sov på »gjället«, Sengestedet oppe under Loftet, mens de samledes om Talglyset: at det var Uret af ham at føre hende med på de evindelige Rejser i alle Årstider og Vejrlig. Var det noget for en lille, ung Pige?

Hun smilte - å, de skulde vide, at kun her i Verden vilde hun være, her på Vognen, som Faders Hånd støttede, under hans Ulveskindspels i Vintrenes Snefald, ved hans Side på Bådtoften i Sommersolen - ja, kun her! end ikke på Björkenäs, i »Paradis«, hos de to Gamle!

Ikke noget for hende? Hvad andet skulde der være for hende end at følge og trøste Fader i hans Ensomhed og hans Sorg over Moder, der døde, den Gang hun fødtes, og som hun af Gud sendtes til at erstatte?

O, vidste de, hvor lykkelig hun var, når hun kørte forbi deres trygge Gårde bag Grinder og Hegn, mens de tændte deres Lys derinde, og Regnen blindede hendes Øjne på den mørke Skovvej herude, og hun og Fader skulde se at finde frem til en eller anden Stue langt henne, til Søvnen på Ovnbænken i en Finnes Røghytte, i Loftssengen i en Kulsviers eller Soldats, i Kalveskindslagnerne hos en Storbonde eller bag Sparlagnet i en Brugs- eller Herregård - men altid sammen og ene to!

»Hun kan jo intet lære!« klagede de. Hun smilte. I Husforhørs-Protokollen stod ved hendes Navn, i samtlige Kolonner Karakteren A+ ved decalogus som ved coena Domini og baptismus - derhjemme hang jo »Hustavlen« med de 10 Guds Bud på Væggen, og endnu aldrig var hun blevet Svar skyldig, hverken på questiones Svebilii, Syndsbekendelsen eller Davids syv Bodssalmer. Præsterne kunde bare spørge ... Men de spurgte sjældent, for de vidste, at Fader, ligesom de gamle Morforældre derhjemme, var »Læser«, var Tunborgianer og ej begærede Almagtsriget, men Nåderiget, og havde sin Værktøjskasse fuld af de forbudte Bøger: af Nohrborgs: »den fallna människans salighetsordning«, Elias Wolkers: »Det andeliga presterskapet«, Rutströms »Sions sanger« og Bålds »Passionsugen«, fromme Betragtninger og Salmer, som de læste højt af, når de i deres Hviletimer sad ved Søernes eller Elvenes Bredder, mens Hesten bedede med løste Tøjler, og Vinden hviskede i Løvet.

Dér lærte hun også at stave og skrive efter Cramér, at regne efter Falck, og Historie og Geografi efter Ekelund, Cnattingius og Sköldberg, eller efter hvad Fader huskede af den store Tuneld, som stod på Hylden derhjemme på Björkenäs.

O, ingen havde det som Fader og hun! de behøvede slet ikke at tale sammen, de kunde blot se på hinanden eller røre hinandens Hånd, så vidste de Besked De havde jo vænnet sig til at tie på de ensomme Skovveje og Elve, blandt de fremmede Mennesker, der ikke forstod dem og ikke syntes om dem, fordi de ikke, lig alle andre Värmlændinge og da særlig Jösser, var glade for Dans og Musik og verdslige Sange, men som dog ikke kunde undvære Fader. Han var jo Värmlands dygtigste Bygmester og havde forlængst været »Bergkonstmästare«, om ikke »Jærnkontoret«s Herrer havde stået ham imod for hans Herkomst af Almuestand og hans Tro som Sekterer.

Hvor dygtig Fader var, det vidste alle, men ingen uden hun og de to Gamle på Nässet, hvor han var vis og god.

Hun smilte til ham, som han nu atter svang sig op i Kærren, og Hesten i rask Trav førte dem ned ad over Vingang øde Sæter, med de allerede stængede, barkklædte Boder og Stalde, ad Broen over den skummende Vinga Bæk, med Herregårdens Gavl mellem Løvet, mod Elven, der dyb og bred og blank ligesom steg og steg dem i Møde med sit blanke Spejl - til de holdt i Færgelejets Sand, og Tømmerstokkene drev dem forbi, en for en eller i Stimer, i lydløs Strømmen hen over Brødre, der var strandede mellem Breddens Bådstene, hvor de rustne Ringe bandt de rykkende Eger, eller gennemsivede var sunkne ned på den krystalklare Elvs Leje af Sand. Færgemandens Hus kiggede frem histovre mellem Birkene med røde Vægge og hvide Vinduesrammer, og oppe bag det, på den halvt fuldendte Vej gennem Dalen, røg det blåt af andre Gårde.

De var atter mellem Mennesker, og som altid da vexlede de endnu et Blik, som en Tak for den fælles Ensomhed

Og Fader satte Hænderne for Munden og brød Tystheden med sit høje Råb:

»Færge! Færge!«

Det gav Ekko hen under de skovklædte Mure, hvor Vandet strømmede blåt eller blundede mørkegrønt i Vigene, Klarelvens talløse Bugter.

»Færge! Færge, ohøj!«

Og så vuggede de da på den store Elv, Sverrigs største, som 56 Mile lang, fra Nässfjäll og Fämundsjö i Norge, under mange Navne: Trysil, Storan, Klaran og Göta randt Värmland, Vänern og Götaland igennem, at tømme i Havet sine rene Vande, sine Skatte fra Bjærge og Skove: Jærn og Træ - Guds egen Fodsti gennem Urskovene, Pulsåren, der vakte det sovende Värmland, og hvis Sitren nemmedes selv i dets skjulteste Krog.

Som Märta Moll nu gyngedes her af den ilsomme Strøm, med Hest og Køretøj, og de frem og tilbagetravende Færgefolk med deres Trægaffel tvandt den dryppende Jærnkæde om Hjultrissen, slappende den på den ene Bred og spændende den på den anden, med de nøgne Fødder klaskende i det våde Dæk, fornam hun om sig det lange Træk af Floden, dens dybe Ånde fra Jordens Inderste, fra Bjærgenes Sne, fra Skovenes Grønne og Fossernes uophørlige Kogen, fra utallige Hjul i Savværker og Møller, i Kæmpebrugene, der Dag og Nat hvileløst malede Jærnet og Træet, som den bragte.

Hun knælede på Færgen, med Panden og Hænderne dukkede i Vandet, som flød hun selv med i den rastløse Strøm. Aldrig følte hun sig fri og aldrig bunden som her på disse vældige Vande, Jærnets Tjenere og Evighedens Bud, Udsendinge fra Malmens og Guds Hjærte.

Tømmerstokke tørnede mod Færgen, dukkede under og forsvandt, Hestens Manke og Märtas Hår flagrede i Brisen, Skumstænkene hvidnede i Solrøgen under de blånende Skove. Vingangs utallige Holme, Bjærgmurene, Himlen sejlede med -

Færgen skurede i Sandet, og alt hvilte atter. Kun Elven ilte, kaldende, vinkende dem, som en Gang Olof den Hellige til Kors- og Krigstog mod Nerike og Västergyllen, at omvende oog erobre - -

Pilebuskene i Engene blæste. Her mødtes fordum ved Botvidsmesse Pilgrimsskarerne - fra Sverrig på Færd mod Olofs Grav i Nidaros, og fra Norge mod Sankta Birgittas i Vadstena - og ved Mickelsmesse igen på Vejen tilbage til Døgnets Dont. Og her stod endnu Vingengene fulde af dybe Gruber efter de Danse, som de trådte, Favn i Favn, i Syndefrihed og Mjødrus...

Og om Engene lå Gårdene, enetages, sølvgrå af Ælde, med Vinduers og Døres Rundbuer og Tages Hvælv. Derinde gemtes Runestave og Rosenkranse fra de Dage og Pergamenter med Messenoder og Munkestil. Men Flinteøxer hang i Ovnspjældets Snor til Værn mod Graim, Hök og Bold, de ældste Beboere her i Elvdalen, der ej undte Efterkommerne det blidere Liv. Uforståelige Ord på Latin råbte fra Børnenes Munde under Legen, Striden og Bønnerne mellem Sommerens Blomstermylder eller mellem Vinterens Dragklæder og Vægstokkenes bibelske Malninger i Blomster og Løvværk.

Højt over Tagene, lagte med Sten for Høststormene, langt ude i det fjærne Blå kløftede sig, i Ömtberget og Slettnehammar, Porten ind til Norge, »Verdens Ende« for Menneskene i de grå Gårde og for Märta og hendes Fader med Ti derud igennem, til det fremmede Rige, førte aldrig deres Vej. Men foran snoede den sig, i utallige Bugter: Elven, lysende hvid, spejlende Himmelstriben mellem de skumrende Tinder, Vejen til Järnbäraland.

Men for i Aften forlod Märta Moll og hendes Fader den og drejede ned gennem den mørknende Birkeallé, mod Dalby Præstegård på Bredden, hvor de skulde overnatte. Hos Pastor Rudenius var de altid velkomne, han var jo en Frafalden som de, en »Læser«, hvis Embedsbrødre mere end én Gang havde forklaget ham for Domkapitlet, og som kun kunde takke Biskoppens Beskyttelse for, at han endnu sad i denne Præstegård - eller det, at den ikke attråedes af nogen anden ...

Ja, se dér stod han selv på Trappen i Vadmelsvams og Skaftestøvler, hjemkommen fra Besøg i sit Kald: Timileskoven, Värmlands nordligste, stort som Visby Stift. Men hans Ansigt lyste under de blodige Rønne, som havde han ikke færdedes ad Kreatur-Stier, under kolde Bjærge, over Moser og Elve, i Hiifolkenes Tømmerhytter og Finnernes Røgstuer, men i Sol og høje Sale.

Nu fik han Øje på dem og gik dem hilsende i Møde:

»Velkommen, Broder Moll, velkommen!«

Sent på Aftnen stod Märta Moll ved Vinduet under Barktaget og hørte Faderen og Rudenius tale dernede om sidste Hæfte af Rosenii »Pietisten«. Hun åndede den blikstille Luft, der alt her, så højt mod Nord, smagte af Rim. Svindende hen som en natlig Sky tronede Branäs mod Himlen.

I den dunkle Tysthed kom de alvorsfulde Stemmer dernede, kun Elvens ilsomme Strømmen, en Tømmerstoks Dunken mod en Sten, en bange Pippen i Engene af Dalrypen.

Et pludseligt Flammeskær, hæse Råb, en tung Skuren - Under Fakkelild trak en Flok Fryksdalinger en forsinket Jærnpram op ad Elven. Hun så de lavstammede, mørke Skikkelser bevæge sig mellem Luerne, den røde Røg bølgede over Branäs. Hun hørte Pramkarlens klagende Råb fra Floden. Så var de borte i Skovene, i Elvens Drejning.

Og atter stod kun Branäs' sorte Sky, atter lød kun de alvorsfulde Røster dernede og Rypens fortabte Klynken i Engene, atter åndede kun den høstlige Luft - en Anelse af Vinter.

Men Tømmerstokken dunkede fanget ved sin Sten, higende fra den trange Dal, mod sine Brødre, ud at svinge sin Ege i Värmlands kværnende Hjul eller gynge som Planke i dets Dansesale ...

Næste Eftermiddag, i den skrå Sol, kørte de ned ad mod Osebol Færge. De havde hele Dagen fulgt Landevejen langs Klaran, over de skummende Bielve, Likåen, der i fordums Dage fragtede Kisterne gennem de stiløse Skove til det nu overgroede Kapel, og Femtåen, som i hvide Vandfald kogte langt hen i Hovedelvens lyse Vande, mens Stangjærns-Hamrene dunkede, og Melmøllen brummede inde i Bjærgkløften.

Snart kørte de dybt nede, hvor Tømmerstokkene drev, og Jærnprammene skoddedes op mod Strømmen med lange Stave, med Kæmpeårer og trukket af syngende Mænd på Trækkestierne, snart højt oppe under Fjældsiderne, hvor Elven sås i sit kommende og svindende Løb gennem den uendelige Dal, med Herre-, Officers- og Bøndergårdenes hvide, røde og grå Prikker på Næsstumperne, i Engstrimlerne eller Skovenes Fyrrereder.

Ene Bjærgfinkens Pippen spurgte heroppe mod den fjærnblå Horizont, Løvet suste langmodigt, og Vildbækkene sprudlede i de hule Trærender, hvoraf Hesten drak mellem dansende Myg. Gennem Augustdagen kom en Lugt fra de dybe Skove, af Gær, en Em fra frysende Skjul, hvor Solen aldrig skinnede, og Sneen biede Året rundt de næste hvide Fnug. Nede fra Dalen bar Vinden hid de fjærne Slag af Banketræer fra Kvindernes Vaskepladser, og Osen af deres Ild Eller spredte Stemmer - fra Flöterne, fra Elvchefens Båd eller Tømmerhandlernes og Købmændenes Pramme.

Det var »Sätersöndag« - Dagen, da Dalens Døtre, der hele Somren havde levet på Sætrene, ene med Kvæget, efter at Fæboderne nu var stængte, og de klokkeklemtende Køer drevet hjem til Staldene, viste sig i Kirken igen. I Långaf kørte de gennem Kirkegængernes festlige Skarer, som flokkedes på de grønne Tun under Kirkens høje Spir -store, statelige, lyse, Skovenes og Bjærgenes Børn i deres gamle Dragter: Mændene i knælange Frakker, kantede med røde Bånd og med røde Lapper på Skuldrene, røde, toradede Veste, gule Elghudsbuxer, udsyede Strømper og Skindkasketter over det lange, rundklippede Hår; Kvinderne i blå Vadmelstrøjer med opadbøjede Skød under Fårepelse, rødbræmmede Skørter, med gule Bukkeskindsremme i Skoene og Halm flettet i Håret.

I tause Flokke, med Salmebogen svøbt i de blomstrende Tørklæder, med Isopkvisten mellem Fingrene stod de og ventede, Husfædrene og -Mødrene og de unge Karle.

Og nu rullede Langvognene frem, læssede til Randen med Sæterpigerne, der denne Dag kørte, mens Husbondsfolket gik -: leende, rødmende Ansigter, flagrende, gule Fletninger, spraglede Skørter og Hovedduge.

Og Kirketunet blev levende af viftende Skindkasketter, Lommetørklæder og Salmebøger, en Råben og Leen, en Stimlen og Rækken Hænder ud.

Pastor Rudenius, som var kørt denne Mil til sin Kirke med Märta og hendes Fader, så smilende til i sin mørke Dragt og med Biblen ved sit Bryst. Han så Husfædrene rulle Brændevins-Ankeret frem og vidste, at det skulde tømmes under Præknen til Knerk- og Sandostene, som Pigerne bragte, til Sukkeret, som Karlene til Gengæld trakterede med. Han så Pigerne med Hyrdetaskerne af spundet Kohår og Birkebarkstejnernc med Bladguldssiderne i Bæltet række Lébåndet, flettet af Birkerødder, udsyet med hvide og røde Trådduske, til Knøsene, og han vidste, at de Unge Natten før denne Solskinsmorgen havde slumret sammen på hendes Soveplads på Tagsparrerne over Stalden.

Men han vidste også om endeløse, ensomme Timer histoppe i Sæterstuen, om Malkningens og Kærningens Møde, om Søgen efter bortløbne eller mosegåede Køer, om Augustnætter med Bjørnenes Knurren, med Ulvenes og Lossernes Glam. Og han vidste om det Bånd, som Karlen nu fæstede ved Leens Knag, at dets søde Natteminde vilde ildne Armen i dens trælsomme Mejning mellem Græsskrænternes Kampesten og Fyrrerødder. Og hans Ansigt lyste blidt mod hans gæstevenlige, muntre og karske Folk, der værnet af de Skove, der gjorde dem rige som Fyrster, lød Biblens Ord, arbejdede i deres Ansigters Sved, betalte deres Skat i Rovdyrshuder og ej kendte Forskel på en Femhundreddaler-Seddel og en Femogtyveskillings-Lap.

Men et Glimt af Harme, af rådløs Vrede foer mod en svær Mand i stiv Bydragt med Halsbind og blommet Vest og Pengekat hængende over Armen, der langsomt og smilende nærmede sig ad Vejen mod dem af Bønderne, som ejede de mægtigste Skove: Elov Magnusson i Uggleheda og Elias Bjur på Aspberget i Höljes, hvis Skove gik over mere end 120,000 Tønder Land - Manden fra Norge, fra Göteborg eller Uddeholm, den Fremmede i Elvdalen, Opkøberen af dets Skove, dets Hjem og dets Lykke, Tidens og Mammons Bud.

Fader vendte sig på Vognfjælet og så efter ham. Timileskoven, Tolvmileskoven - hvert År skingrede nye Savmøller, drev nye Horder af Tømmerstokke i Elven, med nye Brugsmærker huggede i Nakken - men altid: norske, Göteborgske eller Uddeholmske. 60,000 Tylfter Tømmer sejlede sidste År derude, styrede fra Roden ud mod Havet, mod Holland og Frankrig, lod de endnu små og fjærne nøgne Pletter tilbage deroppe på Bjærgene og drev »de grå Bønder«s Sønner fra de Gårde, som Fædrene gennem hundreder af År ej forlod, til Norrlandskørsler for Fremmede. Mens Husbondssædet varmedes af den Göteborg-Forvalter ...

Fader sukkede, og med Hovedet bøjet fornam Märta, at de dog var dette Lands Børn og dets Fjender og Sorger deres.

Længere nede i Dalen, i Ny Sogn, mødte Märta og hendes Fader mange fremmede Rejsende, men ingen farlige som hin Bymand, alle Bjærgets og Skovens Børn, Vallonerne, de navnløse Vandrere.

De mødte Bissekræmmeren, »Knallen«, en Dalkarl, en Vestgöte eller kanske en Numedöling, en Normand, stræbende under sin store, sorte Lædersæk med de utallige Remme og Spænder. Og i Flokkevis Pigerne fra Mora, på Vejen hjem under Høstsolen, fra Sommerens Vandring Sverrig rundt med Skræppen fyldt af de fine Hårarbejder, der, i Ringens Form, indviede så megen Elskov og, i Kransen om Silhuetten, favnede så megen Sorg - Livets og Dødens Piger, lyse og kyske, Festen hvor de kom hen, i Bondehytte som Herregård, i deres farverige Dragter og hvide Hovedlin.

Og »Ämbetsmännen« kom, Värmlands vandrende Håndværkere, i Hobevis eller én for én: Nøglesmedden med sin kørende Ambolt og Stålringen på sit Bryst, hængende fuld af Låse; Malungskarlen, Pelsskrædderen, alt nu på Færde, med Elghudsrullen under Armen og Ryggen krummet under Skind; Skomageren med svensk-, engelskog egebarket Læder og Knipper af spundet og beget Skogarn; Maleren, nede fra Jönköping, med Farvepotter og Pensler så lange, at han støttede sig ved dem, og, en enkelt Gang, Mureren, en sjælden Fugl heroppe, hvor der fandtes nok af Sand, men Ler kun i Midskogen. Og Pariaen blandt dem alle, den arme, sorte Skorstensfejer, listende med Bøjle, Kost og Ring mellem de lyse Birke, skyet selv af Fanter, og nedpruttet på alle Gårde, hvis Ovne af Kampesten sagtens holdt en Smule Skorstensild ud.

Ja Fanter mødte de - Vognlæs af stirrende Øjne og Urskove af Hår, af gumlende Kællinger, skældende Mænd og halvnøgne Piger og Børn, af Geder og Grise, Kaffekedler og Slibesten ... Huse på Vandring, Menneskeheden på Opbrud og Landsflugt, med Duften fra Assaria Land, fra Indus og Ganges, fra Himalajas Rod.

Märta så efter den skingrende og hujende Horde, til dens Skarlagens-Kasteklæder, Kobberørenringe og Guldbrokades-Skørter, Lækattehuer og nøgne Lemmer, dens Stemmer i Jordens første Sprog, forsvandt i Hvirvler af Støv.

»Det var gamle Kalles Følge,« sagde Fader, »»vanha Koarlen joukko«. Gud lede dem hjem!«

Hjem til Smyrna, til Levant og Hellespont, til Morgenland fra det yderste Hav, hvor syv Århundreders Pilgrimsfærd endte? Å nej, Jorden rundt syv Århundreder igen - Folket fra Eden og Babel...

Märta så frem ad Vejen, under Bjærgskovens solskinnende Hæld. En sort Skydstavle dinglede histhenne på sin Stang, med Milenes Cifre, og uendeligt fjærnt i Disen mellem Åstrandsberget og Ennarbolshammaren, hvidnede som en Tråd Vejen i Eksherred, hvorad Sverre Præst og hans halvfjersindstyve Birkebeiner drog, på Jagt efter Krone og Ære. O, den ældgamle Vej gennem Dalen, langs Elven, Krigeres, Handelsmænds, Pilgrimmes - Vejen omkring Jorden, efter Eventyr, Penge og Gud ...

Nu standsede Fader og hilste på deres nærmeste Fælle, Bælgmage- ren, som travede frem med sin Værktøjskasse på Nakken, de mange Træprøver i Bæltet og Modelérskrinet og Tegnerullen under Armen.

Han kom fra de vældige Uddeholmsværker ved nedre Klarelv: Munkfors, Deije og Mölnbacka og fortalte, med Grævlingeskinds-Huen skudt i Nakken og Messingbrillerne på Næsen, om de nye Bælge, som engelske Ingeniører var ved at stille op dernede.

»Bælge af Jærn!« stammede han og fægtede med de stumpede Fingre, »hvad skal de så med Bælgmager mer?« og han stirrede trist gennem de irrede Glarøjne. »Og Varmblæst laver de, hvor én nu kommer - lige siden David af Uhr byggede den første ved Brefvens Brug... De sparer Kul, siger de - men de sparer også Bælgmager!«

Fader pillede ved Pisken ved Hestens Nakketræ.

»De får bedre Ovngang,« sagde han dæmpet, »bedre Jærn - og mere.«

»Ja,« Bælgmageren løftede Hovedet, »én får ikke tænke på sig selv -og trøste sig med, at én er gammel.«

Fader nikkede, og Märta så på de to, som var grånede i Jærnets Tjeneste, og af hvilken den ene nu stod ved sin evige Afsked.

»Meget vil ændre sig her i Värmland, Mester Moll,« sagde Bælgmageren, »den varme Blæst vil kanske snart blæse de Patroner bort, der nu blæser ad mig... Men - bedre Jærn og mere - så får ingen klage.«

»Hej, ohøj! o hiv, o høj!« sang det fra Elven.

Stampende i de sandede Skrænter hev en Skare mørkhudede Fryksdalinger, foroverludede under Rebene, en vældig Pram, ladet med Jærn til Randen, op mod den stride Strøm.

»O hiv! O hoj!«

Fryksdalingerne, de uroligste af alle Värmlændinge, de i tusindvis gennem det ganske Sverrig Omkringvandrende, de hvis Kvinder og Oldinge ene fik skøtte Agerstykkerne derhjemme, spændte her for Jærnet...!

Det var Hvitsandsboer, fra de endeløse Sandsletters ensformige, tyste Fyrreskove og Dværgbirkens Hjem på de høje Bjærge.

Og nu - et Råb, en broderlig Hilsen: forbi Faders Køretøj og Bælgmageren skridtede med lange, tunge Fjed en Klynge Grubetømmere fra Fryksände og Sunne Sogne, »Bønderne«, som Grubekarlene smædende kaldte dem - og på hvis Arbejde med Underbygning og Afstivning af Stollerne deres og hele Värmlands Liv beroede! De kom fra Timileskovene nu, dér havde de udsynet de Stammer, der ene var stærke nok til at bære Malmen oppe, og de ene kyndige nok til at tildanne. På de Bjælker, på de bøjede, sorte Nakker hvilte »Bjærget«.

»Stackars Hymer« hed Prammen derude, som svajede, tørnede mod, kørte fast på Stenene og haledes løs igen, duvende og rokkende frem med sin Last. Stakkels Hymer, som Fader læste om hos Afzelius og Ling, af hvis Kæmpekrop de høje Guder skabte Himmel og Jord...

Men nu jublede en Stemme, en Violin gnidrede:

I Galop, med flagrende Fjerbusk og daskende Kårde, med Tøjlerne om Halsen og Violinen under Hagen jog en »Grøn«, en Officér af Jægerkoret forbi i sin dinglende Karriol, stænket af Vejskarn fra Hjulnav til Ruf, med en langhåret, fløjlsjakket Fyr, der truttede Melodien gennem sine hule Hænder, ved Siden af på det pjaltede Sæde: en rejsende Portrætmaler fra Danmark eller Tyskland, hvis Malerkasse og Staffeli dansede Hopsa bag på »rapphönan«. Den magre og pjuskede Krikke med de vældige Knokkelben sprang, de usmurte Hjul hvinte. De to var på Farten efter et Måltid Mad og en Snaps, et Slag Kille og en Seng, for i Nat eller for et År, som det faldt sig ... »De skal til Letafors, de som jeg - men de er velkomne, Spillekanterne ...« Bælgmageren tørrede med den lemlæstede Hånd over sit Arbejdsskrin.

»Til den nye Vind blæser også dem bort!« sagde Fader - og nikkede Farvel.

Inde på det græsgroede Tun i Ambjörby Skydsstation, under de krogede Birke, holdt en anden Karre med en »Blå«, en Furer eller en Fændrik af Regimentet, med sin bredpullede Kasket og falmede Epauletter, ivrigt forhørende en gråskægget Kaptejn, som med det gule Kårdebælte spændt løs fra den tykke Vom skrævede på Dørtærskelen til Gæstgivergården, om hvorvidt han havde truffet Præsten i Ekshärad hjemme? eller Herskabet på Hjältin? eller Jægermestren i Tonnet?

Også han havde en Kammerat ved Siden af sig, en duknakket, gråhåret Gamling, der med en luvslidt Skindsæk klemt mellem Knæene stirrede forknyt hen for sig, og med rystende Hånd drog den grønlige Frakke med den snuskede Snip sammen om sig mod Trækken fra Elven - »et Consistorii Skydsøg«, »en Rejsepræst«, der tredsindstyve År gammel, skuffet for tredsindstyvende Gang i sit Håb om eget Præstekald, var på Færd mod sit tredsindstyvende Vikariat, sin tredsindstyvende Overordnede, Kirke og Hjem.

Henne ved Høboden jodlede en ukrainisk Skærsliber, slibende Furérens Huggert og Gæstgiverens Køkkenkniv omkap, trædende sit Hjul, så det brune Vand sprøjtede.

»Siger Bro'r, at de har skudt Bjørn i Grafol? ha ja - men hm, de har slagtet hos Bergenskölds, og brygget på Vingang og -« Furéren talte rådløs på Fingrene Dalens tyve Herresæder, Brugene, Officérs- og Præstegårdene.

Men Præstens Ansigt lyste pludselig op, Furéren standsede sin Tællen, og Kaptejnen gav et Råb fra Døren.

Ind i Gården, under Skydstavlen, svingede, i Hælene på hverandre, to Lågvogne, forrest en Brændevinskører fra Norge, og bagest en Sildevogn fra Uddewalla.

»Er det ikke det, jeg siger!« råbte Kaptejnen gnidende sig i Hænderne, så »Babelstårnet«, den høje Hue kuldsejlede på hans Øre, »hvad hører sammen, kommer sammen!«

Men Furéren svang sin nyslebne Huggert over Skærsliberens Hoved og intonerede:

mens Præstens rystende Hænder søgte ind i hinanden til Takkebøn.

Gennem Flokke af vandrende Væverpiger, af Urmagere i Rustninger af dikkende og spillende Ure, af Tiggere og Musikanter af alle Arter, af Studenter, der travede frem mod nye Informator-Pladser nåede de nu i den skrå Aftensol Osebol Færge.

Ved Elfdals Kompagniets Trosbod, ovre på den anden Bred, var der ét Røre af Soldater og Rodeholdere, af Regiments-Tøjmestreog Skrædre, af Mønsterherrer og Kaptejner. De nye Uniformer leveredes og prøvedes, det var »tredje År«, og Bondekærrer holdt i lange Rækker derovre med Rodekisterne. Kompagnichefens Røst drønede over Elven:

»Flink bli't for tyk? Ja, la' gå! men Granat bli't for lang? jeg benægter! efterdi Granat er fyrretyve År. Rodeholder Nr. 10, Hökesberget, leveret Arbejdsdragter i Vadmel - véd den Æsel ej, at kgl. Majestæt har befalet Stof af samme Art som til Livmunderingen? Og, Guds Død, gule Passpoaler! véd han ej, de skal være brandenburgske nu? Bedst Fanejunker Sellblad snakker lidt med ham! Skrædder Nr. 7, Niclasson, 3 Rigsdaler banco 7 Skilling for Snors Mundering! Er han forrykt? Kender han ikke Taxten? eller tænker han at spille Halløj med selve Monderingskommissionen, med Landshøvdingen og Kommersråd Norrström på Trossnäs? Fanden tå' mig, 1 Rigsdaler 8 Skilling for Våbenfrakke med Nummer og Skulderstrop, 18 Skilling for Lærredsbuxer, 20 for Teltdugs, Halvklædesstibletter 10 Skilling 8 runstycken. Guds Død, jeg skal la' ham smage Johan Ulric Cedercronas Stok, Krabasken, min Ven! er han end nok så meget Skrædder, skal han få sine 10, så godt som nogen »Knægt«! Hva'? krymper Tøjet? O I Æsler for Herren! havde vi haft sådanne Guds Buxer i 1808 og 9, ved Ögården, Hökpäs og Umeå - vi skulde ha' javet Barclay de Tolly og Kristian Fre'rek ad Mongoliet og Skagerak til! Men med Enderne ud af Buxerne gik vi, med bare Tæer og - højst uanstændigt - - -«

Den tordnende Stemme tabte sig i Løvets og Elvens Susen. Solen brændte rødt i Hvitsands og Ostmarks Bjærge over Hufvudfjäll og Ränneberg, alle Troldes Bo. Vejen hang foran dem som et Bånd over de frygtelige Bakker i Grafol, »Tummelberget«, de værste i hele Värmland.

Men de skulde ikke til Helga Brug ved Brattefallet, så lidt som de havde besøgt Femtåens eller Likåens Hamre.

De som alle Uddeholms Brug tilsåes i Våren og måtte vente, til de atter kom i Elvdalen. Nu skulde de ad Fryken til.

Nede foran dem flød Elven blank og bred, fuld af røde Aftenskyer. Og hist ovre snoede Vejen sig gennem de hvide Sandskrænter, ind i Ruskåsberget, Højdeskovene mellem Klarans og Frykens dybe Dale.

Og atter gyngedes de på den hvileløse Elv, mellem drivende Tømmerstokke og jagende Svaler, i Ildskæret af røde Skyer og Skumringsmørket af Skove. Flodens fordums Bredder ragede op i dens Sensommers Lavvande.

Trækken fra Gemmenes Vinter og Kølens fjærne Sne strøg over Märta og hendes Fader og den klukkende Færge. En Sværm af gule Birkeblade flagrede mod Strømmen. I de skyggesorte Vige under Fjældsiden skræppede Ænder uroligt. Vandet lyste af en Bævers Flugt. Højt oppe peb, langt og gennemtrængende, Fiskeørnen.

Når de atter drog over denne Elv, vilde Skrænterne og Bådstenene skumme i Tøbruddets Flod eller blåne af Häggstrømmen - ja, da vilde den vilde Hæg blomstre, og Pileraklerne støve gult, og de blomstervrimlende Enge svømme i Duft af Løg og Mandel og danse af Guldsmed og Libelle her i »liljeconvaljernas land«. En ny Vår vilde vandre gennem den evige Dal. Men da vilde Fader være et År ældre og mange Hår mere grå, og ingen Bælgmagers Brilleglas glitre dem i Møde, men alt noget være forandret i Värmland ...

Men nu da de var vundet op over den lange og stejle Bakke fra Osebol og langt nede bag sig hørte Færgens Trisse svinde med Gråog Sortændernes Klage, og skimtede Vejen tåge hen for sig i Skoven, flyttede de tæt til hinanden, biende dens Tysthed og Mørke.

Hvert af Hestens Hovslag i det dybe Græs bar dem ind til det, som ene de to vidste. Selv Bjærgfinken var forsvundet, og over Fyrrenes tætte Toppe drog kun Skyerne hen. Men i den grønlige Skumring skred en Elgtyr over Vejen, med det kronede Hoved sænket, mimrende med sin tykke Mund på en gammel Hemmelighed. Vuggende på de grå Ben ænsede den ligeså lidt dem som de små Myg, der sværmede om dens krumme Næse, og gik ind i Stammernes Tusmørke som dets rette Beboer.

Fader så efter den. »Om bare en Måned eller to,« nikkede han, »må den op på de høje Fjælde, hvor Sneen bærer, den er for stor og tung. - Men nu går den jo her som Kongen.« Dybt inde hostede Hornuglen: Bjærghundenes Glam. Her var det jo, at Forvalteren fra Vägsjöfors mødte Skovenes Dronning, Råhanda, og vandt hendes Elskov. Til han en Dag forsinkede sig ved Sømleverancen og på deres Mødested fandt hende ældet af Længsel til en gammel, grå Kvinde, der vendte ham Ryggen og lod ham ene. Endnu flakkede han sindsyg i Skovene og søgte sin og den Eviges Ungdom.

Der åbnede sig et lille Hul i den dystre Skovmur - de holdt ved Skovvogterens Stavhegn.

Hytten lå derinde som en Sten, sammensunken under Fyrrene, mellem Klippeblokke og Ener - en Finnesvedje, hvis Grundlægger forlængst var omkommet af Nød eller for Øvrighedens Hånd.

Uden at tale derom stod de af, som altid når de kom her forbi, åbnede Grinden, der skreg jamrende i den dybe Stilhed, og gik ad den fodslidte Sti mod Hytten.

Skovvogteren, der var Enkemand, var med sin Søn på Udsyning af Kulsviertræer. Datteren, Elisif, stod ene i Døren, med Hårets hvidgule Manke om Skuldrene, nøgen i Aftnen og Kulden under sin rustbrune Kjole, der stumpede over Albuer og Knæ. Hendes Øjne vendtes sorte og tomme mod dem, de jordede Tæer krummede sig over Tærsklen.

Elisif var blind og stum, men de vidste, at hun kendte dem - ti havde hun ikke længe her i Hytten hørt deres Vognhjul komme, og skelnede hun ikke deres Trin?

De fik hendes Hånd i deres, slap og kold som et Ligs, og dukkede ind i Røgstuen, hvor Fyrrestammer sortnede bag alle Ruder, og Kæmpeovnen lyste hvid, ind i den sure Røglugt, der tågede Rummet endnu dunklere og prikkede deres Øjne med Søvn.

Lydløs gled Elisif med Spanden i sin Hånd til Brønden. Gennem den åbne Dør så de hende, uden et Øjebliks Svigten, svæve frem mellem Klippestene og Enebærkrat.

Nu hang hun, med de blinde Øjne opspilt, i Brøndens høje Vippe, slingrende som en Hængt, med sit stride, lyse Hår, sine nøgne Arme og Ben. Og uden Vaklen og Søgen ilte hun lydløs tilbage med den tunge Spand.

Mens de drak af de små Birkebarks-Bægre, sad hun på Ommen under Ovnen, ubevægelig, med Hænderne i Skødet og kryssede Fødder og Ansigtet vendt lyttende mod Loftsbjælkerne, hvis begede Mørke fyldte Rummet som selve Søvnens sorte Tåge.

De talte ikke til hende, ti de vidste, at hun agtede kun sin Faders og Broders Stemme. Men de rørte til Tak den slappe, kolde Hånd Og da de atter sad ude på deres Kærre, så de hende stå i Døren, næsten nøgen og ene i den sorte Skov.

»Fader,« hviskede Märta, »at hun ikke er bange - så ene her ...«

»Bange?« Fader smilte. »Hende rører ingen i Värmland, selv ikke den værste Fant. Før turde han anfalde Altertavlen i Ekshärad. De tror, hun er Skogsrået selv.«

Langsomt svandt Kærren ind i Skovens og Nattens stadigt tættere Mørke, kun Hestens Pusten, kun Hjulets Knirken. Et hvidligt Glimt af Järnbergsjön - et Øje, der flygtigt så dem og lukkede sig til Søvn igen, ligegyldigt som Elgen før.

En næsten slukt Strimmel Himmel deroppe - og Hesten fandt Vej frem i Mulmet, så sikkert som Elisif

Men da Holmtjärnet var passeret, og den sidste halve Mil tilbage, fornam Märta og hendes Fader, i Stumheden, i Blindheden, den uhørlige Dunken af Vägsjöfors' Hamre, den usynlige Glimten af dets Kedler og Fyr.

Og nu - dér slog Bålet fra Smedjerne ud, dér strålede Lysene fra Arbejderhytterne og Herregården, dér tordnede Hamrene, og pustede Bælgene i Fossebruset, dér stimede sværtede Skikkelser og Ansigter om dem, dér spejlede de sig alle, med ildspyende Esser, Skorstene og sorte Gavle i Nedre Brockens Spejl, i Krans af de natlige Bjærge - Og dér råbte Brugspatron Lyrholms Bas dem Velkommen:

»Halløj, Kunstmester, I kommer tilpas! »Dynerne« skred under Stokjærns-Hjulet, og nu står min Sæl selve Bælghjulet!«

- Nogle Uger senere, efter Besøg på Hvitsands, Ostmarks og Lekvattnets Brug, kørte de ned langs Fryken, dette Timeglas af Søer, med dets Bånd af Jærnværker. Snart tætte, røde Byer ved Mundingen af de sydende Elve, under de hængende Fosser og de hueagtige Fjælde, i Skyer af Røg, i Uvejr af Ild og Hamre og Save, i Stimlen af Smede, Flötere, Opkøbere, Malm- og Kulkørere, Tømmer- og Kornflåder. Snart små og bortgemte, inde i Fryksändes og Gräsmarks Urskove, bag øde Fjældvande, for Enden af næsten utilgængelige Stier, hvor Smedjen var rejst inde i Bjærgets Hule, som Jætternes, og hvor den eneste Hammer lød som Kains Slag mod Ørknens Stene.

En Dag holdt de på Broen ved Sunne og så ærbødige og stille mod den røde Gård bag de løvgule Linde og under det spidse Kirkespir, højt på Skrænten over Sundet, Övre- og Mellem-Frykens Forbindelsesled.

Dér sad jo bag den blanke Ruderække Anders Fryxell og skrev sine »Berättelser ur svenska historien«, dér skabtes Värmlands Kvædet:

og kaldtes nu alt Sverrigs Folk sammen om dets Bedrifters Bog, som gaves i hver Bondedrengs Hånd.

Sagte drog Luftningen gennem det sivgroede, birkehængte Sund, fra den øvre Sø til den nedre, viftende over deres Hoveder, legende med de glødende Rønne i Præstegårdens Have og de hundrede vilde Duers Kurren fra Kirketårnet, slettende sine Spor i Vandet.

Et Gardin flagrede fra det åbne Vindue i Gavlen, en Fløjte lød, prøvende midt i Senhøsten Arrhén von Kapfelmans: »Våren är kommen -«

Så var Jean Jacques Fryxell for Øjeblikket hjemme, i det lille Rum, der her, som i alle Gårde, altid stod Rede til »Farbroder Adonis«, til Värmlands mest elskede Søn og største Døgenigt, der ejede sit Hjem i hundrede Pigehjærter og under Värmlands skønne Himmel, Fryxellstammens golde og tilbedte Skud.

Og som Fader fortalte om Olof Trätäljas Folk, der nåede helt herop og ryddede Skov, om Hannibals- og Krabbefejdernes uforfærdede Bønder, om Herrerne på de gamle Brug, de arrede Krigere fra Trediveårskrigen og Karl den XIIs Togter, om den Klang af Skovøxer og Sværdslag, af Smeddehamre og Violiner, Danse- og Vandresange, der stod omkring de trende Søer, følte Märta, at de holdt i Värmlands Hjærte, i Vallonernes Hjem.

Et Timeglas var disse Søer, og Menneskeliv havde rundet igennem dem i festlig Il: Fryksdalingens Liv - Officérens, Tømmerfløterens, Jærnkørerens, Eventyrerens, den vandrende Håndværkssvends!

Hver Vår drev mer end tusinde ud at vandre, som Bølgerne fra Sø til Sø. Hvor løb i Landet en Vej, som ikke en Fryksdaling kom travende ad, lille, mørk og gnistrende, fuld af Nyfigenhed og Vovemod - som selve Svensken havde løbet i Gustaf Adolfs og Karl den XIIs Hæle Europa rundt...

Jo, her skulde Värmlandssangen synges, og Värmernes Historie præntes, Sangen om de sorgløse Sjæle og Vovehalsenes Epos!

Og her i Broen mødtes de mange Veje: vest på hjem til Arvika, til »Paradis« på Björkenäs, hvor de endnu ikke turde komme; øst på til Nedre Klarelvsdal og Nyed Bergsag, hvor Gildesviolinerne tav så lidt som Stangjærns-Hamrene; nord på til Finnskovenes og Sevedsbergets Ubygder og ensomme Hjem; syd på til Vanerlandet, Herregårdenes og Handlens, hvor Bygd alt ryddedes i Ane hin Gamles Dage, hvor Kristinehamn og Karlstad lå, hvor al Jærnet og Tømret drog ud og Skibene ind fra Kattegat -: Landshøvdingens, Biskoppens, Generalernes Residens, Värmlands Lærddomssæde og Hof.

Der havde Märta Moll og hendes Fader intet at søge. Nyed Brugene såvel som »Bjærget«s, Karlskogas og dem nede ved Björneborg havde de besøgt i Våren.

Nu drog de langs Mellan-Frykens vestre Bred, gennem Emtervik og Fryksände Sogne, over Norselven, ned mod Vänern, der hilste dem for første Gang på Slottsbroens Færge, med Syn af uoverskuelige Vande, med Pust fra usynlige Kyster -: det vældige Indhav.

De åndede hurtigere og friere, som de skvulpedes her af de urolige Bølger, Skovene lå bag dem, de øjnede kun Vande, de vuggede ved Värmlands Port. Brisen fra Verden derude blæste dem om Pande og Hjærte.

Og fra nu af, efter at de var nået gennem Svänkevikebakkernes dybe Hulkløft, kom de ret ind i det vandrende Värmland. Flokke af Håndværkere og Spillemænd, Sløjdere og Bissekræmmere og Vagabonder. Men navnlig af »Knægte«: »blå« og »grønne« Officérer, de altid farende, »Kavallererne i Gårdene«, piskende af Sted i de højthjulede, kurveflettede Køretøjer, grå fra Hjulring til Vadsæk og Kasketskygge af alle Vejes Skarn, leende af fuld Hals ad det sidste Eventyr, på Jagt efter det næste, skrålende den sidste Vise fra »Filikromen« eller Sangen fra »Värmlands-Tidningen« i den skæmtefulde Dialekt:

mens Spillemanden nede på Vejen snappede Fedlen eller Klarinetten af dens Pose og valsende bag Giggen gned og fløjtede Melodien til:

Særlig på Gårdspladserne inde i Malöga, Göstakrog eller Afvelsäter Gæstgivergårde, under de gamle, mosgrode Trævægge, i de lavloftede, enebærstrøede Stuer, vrimlede det af Folk, der spiste og drak, dansede, sang og lo, knaldede med Dørene, skraslede ud og ind gennem Grinderne i Kærrer og Vogne af alle Størrelser og Former: Bønder, der fulde vendte hjem fra Säffle eller Åmål, Arbejdere fra Lilljendals Glasbrug, Handelsmænd og Opkøbere fra alle Provinser. Men også her først og fremmest »Knægte«, de Karlstad Officérer, med eller uden Uniform, med eller uden Hest og Køretøj, ja Frakke og Hat, alt som de havde været heldige til i det sidste Slag Biribi eller Farao, men altid lige glade, lige vilde.

Ti løb ikke Landevejen dér bag den buklede Rude, og lå der langs den én Gård, en Herremands, Brugspatrons eller Præsts, hvor ikke Dørene stod på Gab, Dynerne og Bordene ventede?

Skyggede Sörmon Mørkeskov i Nord og Afvelsäter Ødeskov i Syd, uden Mennesker og Stier, med Ulvehyl og Risvårde over myrdede Brødre? Nu, var da ikke Næsset, Värmlands Näs, nær - Herregårdenes Stimmel, dér hvor Fanden tabte Halvdelen af sit Læs Adelige i By og Resten i Bro; hvor under Hjälleskates Eg hundrede Brødre kunde skåle; hvor Dansen gik fra Gården Sund til Rosenborg yderst ude, fra Morgen til Aften, til man valsede på Strømpelæsten, til så gladelig en Melodi, som Nonnerne ude paa Lurö i Vänern fordums bedrøveligen havde sjunget?

Gud have Tak, at den Onde ej nåede sin Hensigt med det Læs, som han havde sänket fra det ganske Värmland: at køre Vallonernes Slægt i Havet! da havde vel han og hans Kedsomhed hersket på »Bjærget«!

O sig mig, hvor fandtes et Gæstekammer i det hele Len, Nord og Syd, Øst og Vest, der står tomt én Dag til Ende? Og så skulde man sørge, fordi man ikke ejer en Tolvskillingslap i sin Lomme, ikke en Hue på sit Hoved og ikke det mindste Rum i Verden, der er ens eget! Blir man Døgnet til Ende eller Året rundt i den Gård, hvor man falder ind, man er lige velkommen! En Bid Palt og en Slurk Brændevin er overalt tilrede, Violiner lyder ud fra alle Døre, Sangen bærer man i sin Strube og i sin Baglomme Silfverstolpes Visebog, gamle Farbror Munters: »Vid bålen« og Fredmans Epistler!

Ens Løn er 50 Rigsdaler, ens Tjenestetid en Måned eller to: Gilder i Karlstad Frimurerloge eller i Officérsbarakken på Trossnäs Felt, hvor man mødes med gode Venner, som man ellers med stort Besvær må piske Landet rundt for at tømme en Dragonpuns med!

Røgen fra Kridtpiber og Cigarer, man huggede fra sin sidste Vært - kende min Ven: Dos Amygos! - drev i Skyer under Bjælkeloftet, og ud gennem de åbne Vinduer, til Birkene og de gumlende Heste jublede Koret:

Krøben op i sin Krog stirrede Märta på de syngende, fægtende, ravende Skikkelser, gennem Tågen af Tobaks- og Mad- og Punseos.

Det var hendes og Faders Landsmænd, Värmlands Folk, som hin Fryxells Vise besang:

Hun kendte dem her fra Kroerne, fra Landevejene, fra Brugene, når Bruset af Dansen og Klangen af Skålerne fra Hovedbygningen, gennem Stønnet af de hvileløse Bælge og Skriget af de rastløse Kulkærrer, nåede over til Smeddenes Labbhi, hvor Fader sad og ved det evige Bål læste for de hulbrystede, sammensunkne, stumme Arbejdere af Haqvin Spegels: »Guds werk och hvila«.

Hun så Ansigter for sig, belyste af Hyttekransen eller af Grubekarlens Fyrrefakkel i den bælgmørke Stolle - Ansigter fra de sorte Skove dér i Nord, fra Finnernes Røgstuer og Skovhuggernes Rishytter og Kulsviernes Huler. Hun så Elisif blind og stum og ene i sin Lytten.

Hun hørte Bælgmagerens Suk: »De er velkomne, Spillekanterne, jeg ikke.«

Og de blodige Strofer fra »Sions sanger« kom hende på Læben. Da pludselig to alvorsfulde Stemmer talte sammen i Dalby Præstegård i Elvdalen om Guds Leden alle Sjæle hjem, om Opstandelsen i hans Barmhjærtighed fra Jordens korte Forvirring, dens Leg eller Kval...

Og hun smilte til Fader, hvis Øjne så på denne Stues Mennesker med samme forladende Mildhed som Pastor Rudenii på Sætersøndagens Bønder: alle det store Skovlands Børn, de altid Syngende og Vandrende - om Sangen så var af »Mose och Lambsens wisor« eller af »Aftonquist-handbock«, om Vandringen gik mod Jerusalem eller Babel...

Men hvor vel følte hun sig ikke, når de - efter Besøgene ved Dalslands Brug, på Gustafsfors og Lennartsfors eller de kongelige Baldersnäs og Billingsfors, Uggla'ernes og Wärn'ernes og Posser'nes orangerihegnede Slotte, hvor de tropiske Zoners Skatte og de kontinentale Hovedstæders Ånd og Skønhed samledes til Fest i de høje Sale, hvor Christina Egyptia Bonaparte, Prinsesse af Canino, den store Napoleons Broderdatter, herskede - langs Lelången eller Stora Lee nåede op i Nordmarkens øde Skove, hvor de på de tilgroede Stier kun mødte Kul- eller Jærnkørere fra de små Hamre, eller Bønder i deres grå Vadmel og med et Hestekobbel efter sig, paa Vej til Årjeng Marked.

De strøg stumme Märta og hendes Fader forbi uden Hilsen og Smil. Folkene herinde kendtes lidet i det øvrige Värmland, de regnedes halvvejs til Norge. Det var dem, der ingen By vilde have i deres Skove, men lod den udstukne Plads ved Töcksmark Kirke gro til igen. De beskyldtes for Smugleri og Bedrageri i Hestehandlen, for Drikkeri i Smugkroerne og for uægte Børn. Hver af dem var Nidvisedigter, og ingen kendtes herinde uden ved et Øgenavn.

Med deres Heste jog de frem med Skrig og Svøbeslag som selve Jehu, ved Kapkørslerne på Kristiania Fjord eller i Kristinehamns Varnumsvik i Februar- eller Fastingsmarkederne, den eneste Gang de sås uden for deres egne Grænser, vækkende Ubehag ved deres bidske Grovhed og Latter ved deres norske Dialekt og lange, hægtede Frakker: »gråsäckerna«.

Ja, alle var grå herinde, de kaldte Fader i hans sorte Dragt »Præsten«. Og her var skummelt og uvejsomt.

Djurskog og Åselskog og Järnskog - Fader huskede en Tid, da her ikke fandtes én Kørevej i det ganske Herred, og endnu kun sjældent knirkede Hjul dem i Møde. Den frostsorte Høst fra de stenede Jorde slæbtes hjem på Meder af unge Træer. Mangen en Nat måtte Märta og hendes Fader skjule Hestene i Skoven og selv søge Leje i Gårde, til hvis Tun knap synlige Fodstier klatrede.

Heroppe fra så de over sorte Skovkamme, grå Rullestensåse og lange, flodagtige Søer, der syntes at hige imod Syd i den blodigtrøde Aften. Dage igennem ledte de sig ene frem mellem skyhøje Stammer, over Fyrremoser og gennem Bjærgkløfter, hvor Ispiller rejste stumme, evige Orgler af forlængst henfrosne Bækkefald, langs fredløst plaskende Søer, hvorover en Snestorm foer, nu som i Juli, da de sidst kom her forbi, og hvori Jættebroer af Kampesten fra bægge Kyster rakte deres Stumper mod hinanden som af Ensomhedens Længsel, Jutulbroer, bygte af Riser i svundne Sekler.

Bøssen veg ikke fra Faders Side, her var fuldt af Ulve herinde, af Losser, af Overtro og Angst og døde Dage. Her gik Plovfurer, og passeredes Agerstriber fra før Digerdøden, her steg Skud af Osmundssmedjers Slakker, og på Højderne Ruiner af Klostre og Borge, med Sagn om Dronninger af fremmede Lande; her brændte Ild over myrdede Mænd og over sunkne Skatte, over glemte Dages Lykke og Synd; her fandtes rustne Nøgler, større end Mennesker nu kunde løfte, til Døre, der i Midnattens Time knagende oplod sig, men ved Hanegal og Morgenrød slog i som selve Tidens Porte.

Fra en Klippe i Foxen så de Grænsen til Norge, et hvidt og bølgende Bånd over Bjærge og Dale, svinde i det dunkle Fjærne - Vejen fra Ishavet til Skagerak, Asgårdsrejens Rendebane, fejet åben over Sancta Lucianat, som et evigt Sår mellem Brødrefolkene.

Få var Husene i Nordmark, grå og med øverste Stokværks Ruder tilspigrede med Brædder, ingen Herregårde og Tårnene i Kirkerne stumme. Deres Klokker havde ringet som Skovenes eneste Stemmer i fjærne År, men sunget, omstøbte til Kanoner, deres Liv ud i Ukraines Snestepper. Eller de tav i Mosedynd, sænkede for Fjenderne i de Grænsefejder, der, uendelige som Grænsen selv, strakte sig fra Birkebejnarne til Karl Johan, og aldrig genfundne af de følgende Slægter -Klokker, forstummede som Kapellets i Lönnskog, der overlodes til Kaos af Reformationens Vrede, og hvis brudte Korring og Helgenbilleder, hun og Fader kom til i Vildnisset.

Men i Torrskog kimede de viede Malme endnu stedse over de Hestehuder, som Bønderne dér, trods Bispers og Prælaters Forbandelser, førte til Tors gamle Offerplads.

Men i Holmedal tav de ved Brasens Legetid, ti Hr. Arvidius Arvidi Svala befol det 1782, at den liflige Fisk ej skulde forstyrres i sin priselige Formeren sig! Og det Folk, der glemte sine Kirkeklokker, respekterede end den Dag i Dag Hr. Arvidii Appetit.

Jo, i dette Land så fremmed for det øvrige Len fandt de dog Spor af Värmland! Märta og hendes Fader kom til Huse, der gabede med åbne Døre mod Skoven, så tomme, som var Beboerne ej blot på Rejse til Åmål, til Vinger - Kongsvinger - i Norge eller stora sta'n, Kristiania - men havde Digerdøden end en Gang vandret gennem disse fordums så folkerige Sogne. Og de sov uhindret i opredte Senge og spiste og drak Hårdbrød og Buska, ugæret Øl, stillede frem på gæstfrie Borde, om Vandrere skulde komme.

Og se, inde på Skovstierne ved Bön kom en Kvinde dem i Møde, strålende mellem Fyrrene som en Sol af de mange Skørters glade Farver i purpurrødt og grønt og Hovedklædets stive Krone - et Barn af Österwall Kirkeby på Klippen over Töcken Sø og alle de Skove, der var dens: Dværgestaden med Kirkespiret trængt mellem de ældgamle Huse omkring det lille Torv, Væg ved Væg, med Svalegange og mangefarvede Ruder, med oliemalede Dragvæv af bibelske Scener, med kunstfuldt broderede Hynder på vægfaste Egebænke - hvor en Gang selve Karl den XII sov en Nat i det sidste af sine År ... et Ararat i fjendefyldte Skove, den mindste og tryggeste Landsby i det tabte Rige.

Hendes Hår lyste som Guldkæden om hendes Midie, hendes Hud som Birkenes deroppe på Klinten og Munden rødmede som en Drue af Blod, Slægtens i de otte Huse, som var hele Landsbyen, Nordmarkens ældste og rigeste, hvis Skatte regnedes i sexchiffrede Tal. Hun hilste mildt med hvide Tænder.

»Guds Fred og god Dag!«

Jo, de var dog i Värmland herinde!

Og ved Björklångens lyse Sø, med Skillingsmarks hvide Kirke langt borte i Skovblået bag Odder og Øer, mødte de den store Landevej fra Norge - Vejen til Arvika og Björkenäs, til »Paradis«, hvor de atter en lille Stund skulde hvile og lytte til Birkene og Bølgerne, bag den sidste Grind, i den dybe, dybe Ro.

- Men der var også vinterlige Veje i Värmland, Veje under Skyhimle, så tunge at de skjulte Bjærgene, at de fyldte Højskovene med fygende Nat - blinde og sporløse Døgn, i hvis Bund Slæden krøb hen uden Håb og uden Viden, hvor al Lyd og al Tanke druknede i Fyrretoppenes Kogen, i Lossernes og Ulvenes forfølgende Glam, i Striden for at redde sit Kød af Frostens og Vilddyrets Gab.

Der var daglange Kampe med issky Heste, der, jagede af nedvæltende Sne, stampede baglæns, drivende Slæde og Passagerer ud af Vejene til Foget, der rasede over Afgrundene. Fader sled i Hestens Mule, og ustandseligt raslede Märta med den Lænke, der i disse Dage lå i hver Slæde, til at skræmme Dyret frem.

Der var ihjelfrosne og ihjelbidte Lig, som man væltede over, af Mennesker og Dyr. Der var nedsneede Hytter i Finnskovene, på hvis Dør man slog sin Kno til Blods i Håb om Ly og Varme - og fik Dødens hule Hallo til Svar fra Stuer, hvis Beboere lå døde af Sult og Frost.

Der var Vildelser og Syner af Angst og Mørke, hendøende Drømme om evig Søvn; der var Fimbulsvintres Afsind og Verdensundergangs Delirier.

I en sådan Nat ude på Søen Värmeln endte deres lange Rejse.

De var komne fra Vänern, op over Grumsfjorden, forbi Edsholms Slot på den sorte Fyrrehøjde, hvor Märta i den knygende Sne syntes at se den onde Fru Rangela hvileløs flakke blandt Ruinerne, mens Fader fortalte om Engelbrekt Engelbrektsson og Peder Ulfson Roos og deres Kampe mod Fogeden Herman Gissier, og nåede nu i den bestandigt voxende Storm, fra Borgvik, hvis Lancashire- og Svejseovne Fader havde tilset, forbi Vandfaldene ud i Värmeln.

Oppe i det trange Värmskogssund foer Sludet mod dem, som skulde de og Hesten kvæles i deres egen Ånde. Luften var sprunget i Tusinde hvirvlende Stumper mellem de sorte Skove. Fader havde hele den Tur ikke været sig selv; nede på Borgvik Brug havde han måttet lade Bælgmageren ene om Arbejdet og kun mægtet at lægge Modelérpindene op for ham. Ingensinde før var det hændet. Bælgmageren, Fridolin Backa, havde skottet til ham gennem Brillerne.

Märta var bekymret og vilde, at de skulde søge Ly på Strand, hvis ældgamle, røde Huse skimtedes gennem Foget. Men det var endnu kun ud på Eftermiddagen, og Fader vilde videre, de tre Mil op til Brunsberg Jærnværk, der led hårdt i Kampen med det store Borgvik og ej kunde tage Tabet ved sin Ovn, der skullede.

Märta bad for sig: her ved Strand var det jo, at Värmlands Apostel, den hellige Torger, ihjelsloges. Fader havde så tit lovet hende, de skulde tage derind på denne Lenets ældste Gård ...

Men Fader svarede febrilsk, at de måtte nå Brunsberg, ja Rinnfors Brug i Aften, så at de i Morgen kunde tage Reinholdsfors, Morianefors og det nye Segerfors ved Racken Sø. Alle de Brug sad ilde i det, den mindste Fejl eller Forsømmelse ved Driften kunde koste dem Tilværelsen! De fik ikke længere Kredit fra Göteborg. Det var allerede Januar, og til Marts, til Fasting, måtte de have Jærnet rede! Ingen vidste, når han kom igen.

Sandelin på Segerfors, der havde kæmpet i otte År for at rejse sit Brug, skulde han miste det nu? Desuden, Fader længtes hjem, til Björkenäs, bag Grinden. Ja, han var træt, men han havde ingen Efterfølger, der kendte både gamle og nye Maskiner som han. Fridolin Backa havde kludret med Gassvejseovnen på Borgvik ...

Englands Stenkulsovne truede Patronerne, ja hele Sverrig, Priserne faldt - svensk prima Jærn måtte sælges billigere end engelsk Puddeljærn. Men Tolden steg og steg, alt mens Lancashire mindskede sit Trækul og skabte Jærn, blødere og jævnere end vort, Verdens ædleste. Mistede vi både Export og Ry, hvad da?

Faders Hænder rystede om Tømmerne, hans Kinder brændte, mens Øjnene søgte flammende Vej gennem Snehvirvlerne. Han måtte se de Brug efter, siden - -

Og Märta, der altid blindt havde lydt sin Fader, tav, men lyttede skælvende til hans stønnende Åndedræt.

Og videre stred de sig opad mellem de utallige Holme, hvis mørke Fyrre og Oldtids Dysser styrede mod dem som under Sneens brusende Sejl - Värmskogens hjärta, Gullholmen, Enträdsholmen, Krokstadöen, Adelöen - og de øjnede alt forude, over Skärmnäs, Fågellekens svimle Tinde, ja skimtede Snerøgen rødne af Brunsbergs Højovn og fornam Dunket af dets Hamre - da et Skrig nåede dem langt borte fra, et Nu -

»Hørte du?« Fader skød Ulveskindshuen fra Øret og strammede Tøjlerne.

Märta vidste, hvad det betød og stammede: »Nej,« nu så nær ved Kyst og Hus.

Men i det samme kaldte Skriget igen, som under selve Isen, i yderste Nød

»Jo, jo! det er ved Slorud, ved Gullsby-Elven, Vågerne dér - de kører i - Det er Jærnkørerne fra Nollby - og de må frem, det er det fattigste af Brugene. Fossen ved Skålsøerne løb tør, og Smeddene sad og græd ved det tomme Fald. Jeg så det selv. Min Mester, Bengt Branzell, og jeg gravede Sandvolden igennem, vi skulde nybygge Hamrene, men Vandet løb den modsatte Vej, og om Morgnen var Søen tom. Hamren måtte flytte. Det er min Skyld, min og Branzells. Jeg var ung den Gang, men -«

»Jamen, Fader,« Märta klamrede sig til hans Arm, »de kender Drivisen som du, de kan springe af og -«

»Jamen Jærnet! Jærnet!« Fader sled i Hesten, der stræbte mod Land, »det må til Borgvik! Arfwidsson skylder Schagerström og Helin! Går det til Bunds, er han færdig. Og det er Sønnerne selv, der kører, de slipper aldrig Læsset! de véd, hvad det gælder, før de går ned!«

»Så skynd dig, så skynd dig dog!« råbte han til Hesten, hvid i Ansigtet, med skinnende Øjne og Skum om Læberne.

»Nej, Fader, nej!« Märta kastede sig over hans Arm, »du er syg, du kan ikke!«

Men med et Blik på hende, fuldt af Forfærdelse, rev han sig løs, mumlende: »Det er min Fejl, jeg må gøre den god igen,« og tvang Hesten rundt.

Den stejlede og udstødte et Skrig, der blandede sig med det histude fra og Faders Stemme, som løftede sig til det Yderste, slyngende sin Trøst og Advarsel ud mod Stormen:

»Mod Vest! Mod Vest! mod Kirken! Vi kommer!«

Og frem gik det påny, et Par hundrede Alen, hvorunder Råbene kaldte og søgte, slyngende sig i hinanden som et Par Hænder i højeste Angst - da Hesten med Et kastede sig til Siden og med Snuden mod Isen jog ind i Læ, hvor Skæret af Ovnene virrede, og Hamrene dundrede.

Fader rev i dens Tøjler, hængende sig bagover og slyngende sit Råb gennem Foget. Et Ryk - og han brast forover, med Brystet mod Slædekanten, i en Fos af Blod, kvalt i sin sidste Kalden.

Det vildfarne Skrig skingrede endnu en sidste Gang, så lød ene Märtas Jamren og Hestens rasende Hovslag.

Slæden tørnede mod Bredden, mod en Fyrrestamme. De slængtes hovedkuls ud, langt bort fra hinanden.

Dér fandt Inspektøren på Brunsberg dem. Han havde hørt Råbene og med Smeddene søgt herned Märta var besvimet, men Fader fastfrosset i sit eget Blod, dræbt af Vintren, falden på sin Vej.

Märta Moll tav, men Steffan rørte sig ikke, med Hovedet dukket i hendes Skød Suset af Skoven derude fyldte Stuen, og i Blinde greb han efter hendes Hånd, som i Barndommens Nætter, når Syndfloden steg og steg om ham.

Skoven, han var dens, fra Arilds Tid - Skoven, der fyldte hver Krog af hans Hjem som en Dom ... Han stønnede træt, som Kunstmester Moll, der ej kunde fuldkomme sin Pligt, ej rette sin Brøde, fanget i stærkere Magters, i Uvejrets Vold

Han havde med ham søgt de Hamre, der lød i hver Vrå af Värmeskogen, som selve dens Hjærteslag, som Guds eget - og fangedes med ham på Vej imod dem, imod »Paradiset«, af Suset... O Gud nej! fangedes ej som Mester Moll: at dø for den Gud, for hvem han havde levet, men for, som »Knægten«, som Fanten: at rejse uden Liv, uden Død, som Suset selv over »Bjærget«!

Vejen gennem Järnbäraland, Mester Molls, mod Arbejdet i Døgnet, mod Hvilen i »Paradis« - ham havde den båret, som »Knægten«, som Fanten, imod Legen i Nuet, imod Vandringen i Evigheden - imod Eventyret: Drøm og Længsel...

Gud havde han søgt - og fundet sig selv: Stolle-Namnlös!

»Märta,« hviskede han med lukkede Øjne, »syng Sangen igen, fra jeg var lille - Hedborn, Märta!«

Og mens Märtas sagte Stemme gennem det uophørlige Sus af Skov nynnede Vuggevisen for Skovlandets Børn:

borede han sig dybere ind i Suset, ind til Barndommens og Sygdommens År, da Drømmen var Ret, ja, var Pligt, da Gud selv havde givet ham til Evigheden, og taget Dagen og dens Gerning fra ham.

sang Trolden i Skovens Ring ...

Mens derude, fjærnere end alle Duers Kurren, ude bag alle Guldåse, Bryntes Stemme sang, den nye Stemme i Värmeskogen - eller den gamle, den ældste, før Vallonernes, de Fremmede

Dæmningen, som den Fremmede brød, Hamren, som Vedbenden bandt...

med det Jærn, der er »Bjærget« - hvoraf Skoven og Mennesket oprandt, som Mennesket giver Gud igen i den besejrede Skov: den bundne Lindorm ... Og:

»Lindormen omsnor Menneskehedens Tårn i Värmeskogen,« klagede v. Schéele. Ja:

Steffan rørte sig, tung om Håndled og Fod af Ormens hvide Fløjl. Han glippede imod Rudens Nat.

Den blussende Plet derude over Parkens Fyrrekroner, bag Farfaders Tårn, flakkende blodigt, suget sammen og spilet ud - Genskæret af Savolaxhyttan ...

Derude sad Susan og Brynte, Kind mod Kind, Hånd i Hånd, i Varmen, i Lyset midt i Natten. Og han ene her, hvor Vejen endte blindt i Skoven...

Han hørte Märtas Stemme:

»Jeg må gå nu, Steffan. Pigerne og jeg skal på Bodloftet efter Juleurterne. Tænd nu Lys, min Dreng.«

Men han rørte sig ikke, greb ikke efter »Skärtunnan«, det gammeldags Fyrtøj med Ildstål og Tønder, som Farbroder havde medbragt fra Finnskovene og højtideligt forlangt, ene måtte benyttes på Morgongåfva, alle »Friktionsstikker« til Spot! Han stirrede bunden på hin blussende Plet, hin svævende Ring af Ild, som bandt de to sammen og lukkede ham ude - Højovnen, flammende af Jærn, af Jordens Blod, med dens Høst: Øxer, Sværd og Lænker, Tårnet rejst over Kaos på Guds Bud, bærende alle Levende, Folk som Fæ, over Syndflodens Vande - Rådstugans Trælle og Hyttekransens Herskere, ja, Masovns-Borkarne med. Kun ikke Stolle-Namnlös, Vandreren uden Navn og Land!

Han løftede sig fra Hynden som i Ve. Og gøs.

Han havde mødt et Ansigt i Ruden dér, i Skovmørket - sit eget!

»Den, der søger sig selv i Spejlet, vil aldrig finde nogen anden,« lærte Maja de Unge dernede i Folkestuen ... Men han havde søgt Gud, »Bjærget«s: Jærnet, og dog fundet sig selv - Värmeskogens Fange ... Ingen anden? O jo: Susan! - i sit Blods Inderste: i Jærnet!

»Gud, som jeg ej kunde finde i dit Rige, i Järnbäraland, er du her? Er det ikke Kaos'es Røst, men din? Ikke Skoven, men Blodet, der suser i mine Øren? der tog mig fra Mester Molls Vej? der bar mig mod Evigheden? Finder jeg dig i hende, i Blodet? Men -«

Hvad var det for Ord, Farbroder havde råbt, den Gang han, vild af Harme og Fortvivlelse over sin højest elskede Digters, Almquists, Flugt fra Sverrig og Sverrigs Stemplen ham som Giftmorder, selv søgte bort fra Menneskene og Livet, men efter kun få Døgns Fravær kom tilbage for af Moders Hænder at bede om Menneskene og Livet igen:

Ja - uvillig måtte Steffan elske, ti hadede han, som han vilde, da hadede han sig selv: det Selv, der aldrig i Fakkelløbet, v. Schéele talte om, skulde nå en Guds Alter! Aldrig? Jo Susan, i din Hånd nåer det - hvilken Guds? O ligegyldigt! Blot ej forgå i Suset!

»Uden Dynd,« forklarede Zacharias Pira hos Afzelius, »havde Höner ikke skabt Sjælen« - Dyndet, som Steffan hånende havde spurgt om, hvad Asen vilde med?...

Ja, det hjemlige Dynd, Jordens Skød ... Susan, kan jeg af dig skabe Sjælen, Jærnets Overvinder? Steffan lukkede Øjnene, træt. O nej, giv du min hjemløse Sjæl det Legeme igen, som du tog fra den! gem den i Jorden, hos dig! Odero, si potero - men jeg må elske - eller dø ...

Han foer sammen. En rørte sig i Mørket derinde ved Siden af, i »Musikstuen«.

Hvem var dér? Fader og Moder besøgte Onkel Biskop i Karlstad. Märta Moll og Pigerne bundtede på Bodloftet Alant og Kalmusrod, Løvstikke og Filigrecum og Dyvelsdræk til Kreaturernes Julemorgen, til Værn mod onde Ånder. Og ingen Fremmed kom her, længere end til Folkestuen ...

Dens Summen hørte han svagt, dybt nede. Og dér søgte Lyset fra Ämbetsmännenes Hus og Bäckstugan sart ud i Mørket. Men han var ene her, som altid, ved Vejens Ende.

Hvem rørte sig i hans Hus, uden hans uregelmæssige Trin, omkap med Daluret: »I Dag som i Går! i Dag som i Går!« haltende agterud, som dets Takter.

Farfader, som Folkene så i deres Gru for den Jord, han havde bragt til at gløde - og for den, der nu frøs til i Goldhed ... søgte han herop for med Kæmpehændcr, røde af Rust og Blod, at udrydde sit eget Kød af sine Stuer? Eller Mikael, den Rette, hvem Susan aldrig havde behøvet at uskadeliggøre - Broder, hendes Husbond, Farfaders Arving, kom han efter den Arv? at hævne Torten, som han og Livet led hin Time, da Steffan listede sig Sejren til? Eller fyldte kun Skovens Sus Mørket og Rummet derinde? den eneste Gæst på Morgongåfva nu og alle Dage, ja alt hans Liv ... det tomme, det evige Sus...

Steffan bøjede sig frem og spejdede mod den åbne Dør, mod Skyggerne derinde af Gardiner, Skabe og Instrumenter, Stuen svømmede bort i Skumring og Skygger, Hjemmet uden Dag ...

Og nu så han: Bøjet over det Linholmske Flygel, om hvis gulligt

lysende Taster Harpen vævede sit Spind af Strenge, Farbroders langt-

lokkede Hoved, løftet mod Uno Troilis store Maleri af Moder - hans

hvide Linkraves, hans Pandes og hans Hænders Lysning, ubevægelige som Moders ... to Døde, der stirrede mod hinanden, to evige Fanger...

Og rakte helt ud over Tasterne, med Harpens Strenge som et Gitter bag sig, nåede Farbroders Hænder Moders.

Steffan greb om Døren. Sladderen i Filipstad om Moder, om Farbroder Anselm...

O Gud, om Sladdersøstrene nu så Farbroder, hvem de alle hemmeligt tilbad og offentligt smædede, for Moders, »den danske Frues« Skyld! om de nu så hans og Fruens Elskov!

O Gud, og jeg selv - og Susan en Gang? O Brynte og Susan under Ildringen derude! »Afrodite og Vulcan - Elskov viet til Arbejde«, lærte Farbroder dem af Moritz' Mytologi...

Men selv sad han nu på Klaverstolen, med Øjnene i Moders, mens hans hvide Hænder svævede over Tangenterne - spillende sin Kærlighed dens Hymne, lydløs, uforgængelig som den selv.

En Aften på Djursäter havde Moder og Farbroder, som så ofte blandt Fremmede, rejst sig op og var gået ene ud på Altanen mod Yngen, og Hadar Böös, der endnu blussede af en af sine vante Stridigheder med Farbroder - denne Gang om Geijers i sin Tid påtænkte Ansættelse som Biskop over Karlstad Stift - nikkede brysk efter dem:

»Jo, jo, go'e Anselm, du har dine Grunde til at forsvare Amalie v. Helvigs Ven!«

Fader var ovre hos »Monseigneur,« den franske Emigrant på Djursäter, og som vanligt ænsede ingen Steffan, der sad på Ovnpuden ved Gudmoders Fod - nej, ej mer end Ildbukkene. Han var jo et Barn -jo! jo! Men Gudmoder Hulda satte Stokken hårdt i Gulvet og råbte, mens hendes blegblå Øjne lyste:

»Hvor skulde en Æsel som Bro'r Böös forstå en Geijer - eller en Anselm Sommelius, som just elsker det Uopnåelige?«

»Det Uopnåelige -« prustede Böös, »hæ, hæ, så véd jeg da endelig, hvad platonisk Kærlighed er!«

Det Uopnåelige - hvad andet elskede Steffan? Men - platonisk? O nej, hedt! som Hadet til Brynte, som Hadet og Elskoven til Susanna, som Viljen til Gud, Kravet på Evigheden!

Ja, afsindigt - som gale Patron Jacob til Svarthyttan elskede Jærnet: for at forvandle det til Guld - elskede Steffan det Uopnåelige: for at opnå det, favne Evigheden i Susan!

Steffan havde lét ad Fruerne i Filipstad, ad deres arme Sladder, deres blinde Ondskab, lét og aldrig harmedes, han, der herhjemme så Farbroder mellem Fader og Moder. Og han havde følt sit Hjærte svulme som hin Aften på Djursäter over, at han forstod. Men i Aften-Nu stod Farbroder foran Busten af Fader, som dæmrede vagt gennem Mørket - et hvidt og svævende Hoved, vagt og ømt, som det Smil, hvormed Farbroder besvarede de vege Marmorlæbers.

»Eric Hermans Smil er frelst!« havde Farbroder råbt, da Byström drog Dækket af sit Værk, »også Fremtidens Vintre skal det smælte til Tø!«

Og her fra Tærsklen så Steffan det Smil, der smæltede Sommer af Vinter, Venskab af Had, det alt forladende, det alt overvindende - og alt udslettende ...

Benådet havde Steffan følt sig, udkåret ved disse tre, han levede ene imellem, og nu - Ja siden hin Nat, da han vågnede af den Drøm, at han favnede sin Legekammerat, Susan, og fandt sig ene ... og voxen - Natten efter Mødet på Savolaxhyttan, Jærnets største Dag...

Han svimlede, som foran en Afgrund Var han ikke Brynte og Susan lig - han var end mindre lig Fader, Farbroder og Moder! ejede han ej Styrken til Jærnet - han ejede end mindre Modet til Drømmen!

Denne Stue, den var ej Skumring og Skygge for Farbroder, for Fader, for Moder. Han så dens Dag til Skumring. Og Ildringen derude over Skovene: Jordens Arne - han så den til Helvedes Pøl!

Du min Gud, gør mig til hvem du vil, men til én, ej til to eller ingen! Eller - min Evighed er et ufødt Sekund og jeg selv den Vanskabte!

Han foer sammen.

Farbroder havde slængt sig på Taburetten foran Flyglet, og over de Taster, som nys sukkede deres Hymne til Sorgen, den lydløse, uforgængelige, støjede nu alle Letsindigheders Skjalds, Lindegrens, til Øjeblikket:

Steffan ludede sig mod Dørkarmen, ene, med Mørke til højre og til venstre, uudforskeligt, bundløst...

O Gud, du vilde ej gøre mig til Jærnets Mand, så gør mig til Vallon! Eller styrt mig, som én Gang Susanna.

»De kommer!« Farbroder vendte sig brat, med Hænderne på Klaviaturen, lyttende mod Ruden.

Og fjærnt, fjærnt fra Suset randt en Lyd, en næppe hørlig - Glimtet af en Perle, der atter forsvandt i Mulm ...

Fader og Moder kom. Ja, kom I to, som véd min Hemmelighed, kom og sig mig den! Glem mig ikke for jer selv, nu som altid! Kom og gør mig hjemme hos Eder, på Morgongåfva! Eller giv mig mit Løsen og send mig ud i Järnbäraland!

Suset strømmede druknende om Huset. Farbroder lyttede på Taburetten og Steffan fra Tærsklen. Og atter randt Perlen lysende frem - fjærne, fjærne Klokker: Vi kommer! Vi kommer! Og bægge de Lyttende smilte, som i Tak, ventende hver sin Forløsning, af Mørke, afEnsomhed.

Farbroder sprang op og ilte til Vinduet.

»Farbro'r!« Steffan løb frem.

»Er du dér?« Farbroder gav et Sæt, de sorte Øjne flammede smilende over ham, Hånden rev Gardinet til Side, »nu kommer de! Vi har nok længtes, vi to!« han fangede Steffan ind under sin Arm.

Ja længtes, de Ensomme, Fangne ... Steffan så op på Farbroder -hans store, stolte Profil dér mod Mørket, hans Hånd i Gardinet, den, der styrede Bjørnebøssen så sikkert som Violinbuen; den favnede Moders Skyggehænder på Billedet og slyngede den stærkeste Mand i Jorden... Ørneansigtet med Kvindehåret, hørte det ikke hjemme i Skoven, der som Skyer fyldte Ruden? Kaos'es eget Barn, Vallonen! O Gud, trængte han til Forløsning? Han var jo i sit Rige, dets Konge!

»Farbro'r, hvorfra kommer du nu?«

»Fra Nyed, min Dreng.«

Nyed - det var dér, Gildesviolinen tav så lidt som Stangjærnshamren...

»Mødte du nogen, Farbroder?« »Om jeg mødte?« Anselm lo, »de myldrede! på Lindfors, Molkom, Norum, Kärn, Frösked, Råglanda.«

»Og hvad bestilte I?« Steffan søgte hans Øjne og så i Mørket deres Bryn løfte sig, forbavset.

»Bestilte? Ih - vi - dansede, læste højt, musicerede, jagede - og kørte videre og samlede nye Gæster!« han lo, »da vi nåede Östanå, var vi enogtyve Mand, og dér var fjorten i Forvejen! Du skulde set Drivhusene og de nye Malerier. Kammerherre Croneborg øger stadig det Gerdten'ske Pinakotek og -«

»Og Elfsbacka, Farbroder?«

»Elfsbacka?«

»Ja, Jærnværket - lige ved Siden af.«

»Ih det!« Farbroder gjorde en hastig Skuldertrækning, »det var Parken så nådig at gemme - og Folkene at svede i,« han nynnede.

Det var Farbroder, som sang hin Jærnets Sang, der for evigt slog Steffan i Lænker ... Han nikkede, og atter spejdede hans Øjne:

»Hvorfor rejser I altid, Farbroder?«

»Rejser - hvem?«

»Du og Officérerne og Håndværkerne og dem i Folkestuen - og de fjorten på Ostanå. Du siger, at der aldrig fandtes ét Gæsteværelse tomt i Värmland.«

»Nu,« Farbroder hældede Hovedet på skrå, som kunde han hurtigere finde de Kommende frem af Mørket - nu ringede Klokkerne uhindret gennem Suset, frem og frem - han smilte, »vi bor jo i Fernebo, Steffan lille.«

Ferneboerne, de fra det Fjærne - Fernow, deres Historiker, og Fernebo, deres Hjem - O Gud, et Hjems Navn!

»Vi er de fire Vindes Børn,« nikkede Anselm, »og fare mod de fire Verdenshjørner! Husk, hvad skrevet står om Filipstad: på Hertug Karls Bud befolkedes den med »hvarjehanda slägtom och tungomålom«. Nu søger hver Landet, hvorfra han kom!«

»Belgien, Farbroder, Valloniet?«

»Belgien?« Anselm kastede utålmodigt med Hovedet, »er det et Land? Et Delta er det - af alle Europas Floder og Folkeslag - af Rhin, af Mosel, Main og Maas, af Romer, Kelter, Germaner -«

»Men Farbroder, er vi da ikke hjemme nu, i Värmland?« prøvede Steffan.

»Värmland? Sig ikke Land, sig Skov!« Farbroders Nakke slog som Hestens, der mærker Tøjlen, »Trätälja, Træfælder, kaldes det første Menneske her, fordi han banede sig Vej med Øxe. Siden går vi alle med Øxer og søger ud. Men går i Ring, som altid i Skove - og vil ikke andet! For så kan vi blive ved at gå -: alle Steder hjemme og alle Vegne fremmede, Brødre med al Verden og Fædre til ingen - som Atterboms Skyer!« Han nynnede:

Suset strømmede bundløst over Taget. Klokkerne var sunkne bort, i Fyrrehulen bag Hemtjärnet.

Farbroders Hjem, Idet bag Daglösen - ingen Vej endte dér, og ingen Vej gik derfra, kun Skoven og Bølgerne spandt om det, Dag og Nat Farbroders høje Stemme og hans Violin, Gæsternes vexlende Skridt og Mamsel Svalas Trippen på Trapperne og i Gangene ... Og Susets, Susets Spinden ...

Farbroders Hest og Karriol stod på Morgongåfva de få Dage, de ikke rastede under fremmede Tage. Og hernede på Bredden, ved »Lure«, hvor »likvålens« Stene stod i Ring, og en Gang Følget, der kom med de Døde fra Skovene, i Kobberluren kaldte på Båden histovre, som skulde bære dem den sidste Rejse til Fernebo Kirke, dér jodlede nu i samme Kobberlur, ophængt på »likvålens« største Sten, Knægt og Spillemand og Fante sit Hallo mod Idet, Stationen på Færden, Huset, hvor der aldrig savnedes Gæster, men altid Vært, alle Trækfugles flygtige Rede ...

Värmeskogens Rejsende: Junkere og Betlere - Rømningsmænd fra Hamrenes og Urenes Takter: »I Dag som i Går! I Dag som i Går!« Jægere mod nye Døgns og Døres Velkommen, mod festlige Violiners Forjætten fra oplyste røde Gårde, mod de hundrede Hjem, der var deres, de Hjem- og Familieløse! Sønner alle Vegne, Fædre intet Sted! boende i fremmede Mænds Huse og elskende deres Hustruer -platonisk... Ja, Vindenes Børn, de ansvarsfrie Valloner, satte til at røgte »Bjærget«s Skat: Jærnet, Jordens Kår og Dom!

»Med hvarjehanda slägtom och tungomålom« befolkedes Filipstad, Byen derinde, hvorover Ildringen evigt skinnede. »Europas Arbejdsstævne, alle Folkeslags Smedje,« som Farbroder kaldte den i sin og Faders »Beskrifhing öfver Värmland«. Og videre, i Dokumenterne som han og Fader afskrev, Hertug Karls egne Ord:

»Ingen adelsman, prästman, ryttare eller knekt har rätt att köpa hus, tomt eller jord aff det, der tilligger ...«

Jærnhertug, Värmlands Fader - om han nu så sin § 13 efterlevet! sit »Bjærg« som Adelsmands, Præstemands, Rytters, Officérs og Knægts Dansesal, og dets Skød, dets Nat og Grube hans egne Børns Grav!

Og § 15: »Då det plägar hända att främmande, som ähre vallåner, tyskar, skottar eller wad nation dee hälst wara kunde söka järnets stad, att rikta sig, så mycket de vilja, men sedan säga upp sin borgared och flytta ur landet, så skal hvar och en, här vill bo, lofva att bli bofast i alla sina lifsdagar.«

O Gud - de alle Livets Dage Bofaste - deres Borger-Ed!

Dansen - Dansen i Järnbäraland! I Dag så Steffan Brynte danse den, så han kendte sin Slægts, Vallonernes, Sværddans om Leydens Mure -: Tegnérs, Digterens, Spring over Hyttekransens Flammer! Pilgrimmenes Dans, hvis Spor endnu, firehundrede År efter, stod i Klarelvens Enge! Syndefrihedens og Mjødens, det sejrende Menneskes Rus!

Ja, Dansen efter strid for Tro og Hjem, efter de lange Pilgrims-Mile, Springet gennem Luerne af den Ovn, som Trældom byggede, og Jærn gjorde hed - ja, Bjærgmands-Sønnens, Grubedrengens Dans med Adelsmands-Pigen, sin Løn i Favnen!

Men - Vallonernes Dans: Koreia, den besatte, Branden i Skoven, hvert Træ og hver Dag en Fakkel, Jord og Himmel ét Ildhav -: Gudernes Dans i Järnbäraland! Når revnede »Bjærget« under den, nar ryddede Jorden sin Smedje?

O Hertug Karl, hvad vilde du med de Fremmede her? Kendte du ikke Vallonerne?

O jo, sandede Steffan det ikke Aftnen på Savolaxhyttan: Store-Karl fejlede ikke den Gang! Men nu - ja, Denis Barchäi Røst: »Moren har gjort sin Pligt, Moren kan gå!« ...

Steffan bøjede Hovedet og lyttede. Og Skovens Sus overskyllede ham. Men gennem Suset hørte han - fra de mange Aftners Højtlæsning af Faders og Farbroders Manuskript om Värmlands Historie -Menneskerøster derude, henvejrede som Fugleskrig i Havet: Skyters og Lappers Råb; Klang af Bröt-Amunds Spade, Vejbyggeren, som begroves under »Bjærget«s Jordskred; Slag af Olof Trätäljas Øxe; Glimt af Magnus Smeks Bondeovne, slukte under den sorte Pest, Stormannadøden, Kaos'es Brus...

Hør Bruset over Mertha ved Nyhyttan, »Bjærget«s eneste Genievende - hendes søgende Trin over Plovfurer i Urskovens Dyb, over Slagger fra Ovne, hvis Ild blæstes ud! Hør Klemt fra Klokker i glemte Kirker: Kapelhedens, Ekshärads... Messer over Døde, strakte foran Altre, hvorom Træer gror, faldne ved Miler, der brænder ud og hyller Skoven i bitter Røg, sunkne over Ambolte i Tjørnes Favn, eller liggende i Grubers Dyb, i Rødders Spind og underjordisk Regn, der drypper og drypper gennem skredne Gange!

Hør Skrabet af Udyrs Kløer, Trampet af Jætters Fødder, Spor vi endnu ser i vore Fjælde, af Gomer Värmicus og Sten af Vänern, Bravalla-Slagets Bersærker!

Se dér i Varmeruds Vildnis: brændte Egestubbe fra Portsøjlerne til Olof Trätäljas Kongsborg, Stenfliserne fra hans Stad!

O Nøglen, Kæmpenøglen i Nordmark, som ingen nu kan løfte, til Døre bag Digerdød og Syndflod, til Värmlands ældste Hjem, Höks i Hökesberg, Kæmpe-Skelettet, som vi fandt i Fyrrebjærgets Hjærte, med Stålbue på sit Bryst! O pestslagne Slægt, Syndflodens Ofre, Muld for Skovene og os - som en Gang for Jer hin Slægt af Variner og Markomanner, der dyrkede Kybele i Gillberga, hint Alfheims Rige, som i Kong Domalders Dage sank i magna maters bundløse Skød ...

Fernows Ord: »Ett tidehvarf slutade, och i det nästa betrakta vi en ny jord och ett nytt folkeslag« ...

Men Gunno Dahlstierna svarede: »Folket er et andet, men Landet bliver det samme.« Ja, evigt det samme: Jærnbjærget, Magneten, der vil Sejr og Undergang - Tyrfing, der hugger den Hånd, som drager det, umættelig på Blod ...

Og den nye Slægt, Hertug Karl, som du hentede til den Arvelod, der blev din, Kong Göstas yngste Søn -: ej Östergyllens Sædemarker eller Sörmlands Vænger, der under din Faders Aftensol stod »öfverallt lustiga och väl tillprydda«, men Jærnets Del: Värmlands Krat og Gruber, stride og sorte som hans og din Arbejdsdag, Parten, der overlodes dig af Broder Erik, Strengespilleren og liden Karins Elsker, og af Broder Johan, Liturgisten og Slotsbyggeren -: Slægten fra de fire Verdenshjørner, de fire Vindes Børn, som du bød Hjem her i Fernebo, tog du så fejl af den endda?

»Det var ikke ét Folkeslag, det var alle,« skrev Farbroder, »alle Evner og alle Muligheder, de blodblandede Hjemløse, Deltaets Grøde... Hør deres Værkers Navne: Hectorshyttan, Saxåhyttan, Franzoshyttan -: alle Tungemåls Hymne til Store-Karl, at han valgte ret, da han lod de Rodløse slå Rod i »Bjærget«.«

Således skrev den Ætling, den femogtredivte Gæst på Elfsbacka, der lod Parken gemme Ovnene og Folkene svede i dem ...

»Moren har gjort sin Pligt, Moren kan gå!« råbte Denis Barchäus på Savolaxhyttan ...

Ja, Eventyret var omme: alle Strømme dæmmede, alle Gruber fundne. Nu kendte Jærnet sig selv, Herre i sit eget Hjem, Store-Karl så sig om efter en ny Slægt: ej Stifindere, Opdagere, Skattesøgere med Ønskevidjen i Hånden, ej Valloners Sønner, men Daglejeres: Børn af Grubekarle, Lærlinge af v. Schéele ...

Og Vallonen? Han drømte, at han havde fundet hjem igen, til Frihedens Land Valloniet, fra Århundreders trange Smedje! Han havde sluppet Hamren og grebet Violinen påny - han mente, han spillede sin genfødte Friheds Hymne... og spillede sin Dødssalme ...

Hørte han da ikke den nye Stormannadøds Brus over sit Hoved, sit Hjem, sin Ovn, sine Kirkers sidste Klokkeklemt? vidste han da ikke, at aldrig slap »Bjærget« den Rod, som det én Gang fangede? at »Bjærget« blev hans Grav som Höks, den første, som Magneten drog? at hans Kiste alt stod åben i Värmeskogens Fyrrehjærte? »Ti Slægten er ny, men Jorden evigt den samme«...

Barchäus' Dødsråb på hin »Jærnets største Dag«, Missionærernes Ravneskrig dernede og v. Schéeles Dom: »Én skal leve, og én skal dø!« - Lovens Tavler af Sten og Malm »för de församlingar, inom hvilcka bergwerck äro belägna« - hver deres Tøddel var overtrådt! Du, Vallonernes Kronist, Erik Fernow fra Filipstad, alle Tungemåls Stad, let at nemme om de Gangne, svær at fatte om os selv, er din Lære: »Vi nödgas lämna både folket och deras bonings platser i evig glömska. Kommer en ny Digerdöd i vår tid, så torde vi knappast tvifla, att ju våra samtida hos en sen eftervärld vederfores samma öde ...«

Steffan sænkede sit Hoved tungt mod Farbroders Bryst - og hørte gennem Suset hans Hjærte slå derinde, muntert, mod hundrede År ...

Og han nikkede. Ti - hin Fernows Lære, var den ikke selve Driften i den sande Fernebos Vinge?

Den Gang Fader, under Slægtsregistrenes Affattelse, skæmtede med Anselms Fablen om Valloniet og smilte:

»Se dig for - du er godt nok hjemme her! For hedder du Anselm, så hedder du også Sommelius! Og bærer du i dig Blod af Nicolas Julius d'Epreez, som Store-Karl skikkede til Valloniet, at hente Jærnet nye Trælle, men som forglemte sig dernede hos dets Datter, Kättlen, ejer du også Kød fra Ane hin Gamle, Sverrigs Drot, der hver Gang Ale hin Raske jog ham fra Tronen i Östra Aros søgte Ly for sig og sine frysende Vestgöter i Värmeskogen -«

havde Farbroder råbt, og det var den eneste Gang, Steffan havde set ham harmfuld på Fader:

»Du og dine stammer kanske fra den Olding, som opåd sine ni Sønner for at leve deres ni Liv! Men jeg - jeg er Barn af Fernebo og længes did! Bliv I så på det »Bjærg«, der er evigt som Dovre!«

Og som Farbroder stod dér, let at skelne selv mod Skovnatten, med løftet Hoved, med det lange, urolige Hår og Vingekraven om Halsen - som Lorenzo Hammarsköld på Litografiet derinde - fornam Steffan, helt ind i sit, hans Hjærtes Sitren: at dets Krav ej mættedes som Anes med nihundrede År ... Og gemt under hans Arm begreb Steffan, at han var fjærnere fra Farbroder end Ane hin Gamles Spindelvævsborg fra hint Land, som alle Floder vandede, og alle Folkeslag befoer -: at Violinen, byttet for Hamren, sang Vallonens rette Frihedssang: hans sidste! og at »Bjærget« fik slippe den Rod, så sandt dens Blomsterfnug føg befrugtende over Verden, intet Steds og alle Steds hjemme ...

Og påny gøs han af Ensomhed. Ti for ham, som for Ane hin Gamle, var Døden Død - og han begærede ni Slægter, at labbe Mælk af det Horn, hvis Vin Vallonen tømte i én Rus.

Men Värmeskog - sagde Farbroder ikke, at dér gik de i Ring, for aldrig at nå ud, som man kan i Skove ...

Men hvad stod der om Lunden i Bjällerud? At den var drevet hid med Syndfloden som Värmeskogens Kim, og at der var Død over hver den Hånd, som fældede ét Træ i den, alle Trækfugles og Folkeslags Rede. Og dog - hørtes ej Øxen nu? i Guds egen Hånd, alle Træers og Drømmes Trätälja?

Gak Vallon mod det Uopnåelige! Nu gløder Jærnet, nu skal der smeddes! Skoven, dit Hjem, er omme!

»Farbroder,« udbrød han, »Branzell, Præsten, ligger dernede på Tiggerbænken.«

Anselm stirrede på ham med stive, glansløse Øjne, glemmende selv Klokkerne, der nu atter ringede frem, fra Hulvejen ved Hemtjärnet.

»Hvad siger du? Branzell? Dernede?« han greb ham om Armen.

Steffan mødte hans Øjne. Ja, dernede, hvor vi alle skal ende, på vor Plads...

»Og det siger du først nu! Tegnér, Geijer, Troili -« Farbroder rev en Stage til sig fra Bordet og var i et Spring ude af Døren.

Steffan hørte hans Løb ned ad Trappen og så hans mørke Hoved i Gården forsvinde i Kælderhvælvet. Ene stod han, med Hænderne i Karmen, og stirrede ud mod den røde Plet, Ildskyen, der svævede over Filipstad, alle Slægters og Tungemåls Stad, over Skoven, som den langsomt åd i sin gloende Bug - Skoven, Vagabondens Hjem, Kaos...

Ja, æder vi dig, æder du også os - og hvis Appetit er størst?

»Fjorten Dage er vor Tjeneste!« sang Officérerne i Malöga Kro og Göstakrog - men »Farbror Adonis' var end ikke én Time ... Og dog - »se til Markens Liljer -« »Landet, der flyder af Honning og Mælk, Guds udkårne Folk!« kvad Farbroder på Violinens Streng -der var af Stål, eller over Klaveret, hvis Ramme var af Jærn ...

Om Ringen derude sluktes - her blev evig Nat i Värmeskogen, Fimbulvintres Mulm og Ulveglam, ingen Sange, ingen Vandringer mer, Koreia var endt! Masovnsborkar var de - hver og en! rige Patron Eric Herman Choräus de Bésche og Stolle Namnlös, »Anselm på Vejene« og »Sangeren«, Emanuel Branzell, den fortabte!

»Vi lever ikke af dit Jærn!« vrængede Susanna mod Brynte.

Men Susan, din Arv fra du Pont'erne, din Faders Lønning som Mester for Jærnets Borgere... og jeg? o Gud!

Han lukkede Øjnene. Morgongåfva? nej, Nætternes Skænk! løftet af Dybet, af døde Slægters Hænder, som vort Navn: de Bésche af Persbergs Navnestikker, af Afgrundens Malmskud! Gården for Enden af Vejen, bag Gruber og Ovne, under Stjærner, der lyser rene for Røg, blandt Fugle, der synger, uforstyrrede af Bælge - Gården, hvor ikke Hammerslag lyder, hvor ikke Jærnregninger opgøres og ikke Sømprøver fylder Kroge og Borde, men Instrumenter fra alle Lande og Bøger på alle Tungemål - Eventyrslottet er den i Järnbäraland, Valloniet selv, Deltaet for alle Rigdomme!

Ovre fra Bäckstugan, imod Skindbodens Snestriber og Istapper, stjal sig et sagte, lille Skær ud i Natten.

Nu hvilte de Gamle i hvert sit Kammers, hver med sin Bog. Sixten Råbock med en »Almanach för cavalierer« eller et »Magazin för konst, nyheter och moder«, Anders Stenkula med Mamsell Arfwidssons: »Spå-, planet-, drömme- och blomsterbok« eller »Den riksbekanta Lasse-Majas öden, den byxlösa äfventyraren«... Jærnets gamle Tjenere med Eventyrets Bøger i Hånden, friede til Lediggang og Leg...

Det lille Lys og den blinde Hornrude i Smeddenes Labbhi: Gideons og Manja Bælgkvindes Hjem - se dem, Gud, og skån dem, når du dømmer Eventyrslottet!

Hør Ildvagten dernede:

Ja, for vor Tand, for vor Hånd skyt du, Gud, dit Rige!

Klokkerne, Klokkerne - Sølvklangen i Nattesuset.... Nu kom de, Fader og Moder, gennem Värmeskogen, fra de lærdomsfyldte Sale i Grandonkels Bispegård til de af Kunst og Musik fyldte i deres eget Hjem - »Bjærget«s Udvalgte, Fernebos rigeste og fornemste Herskab, med Hænderne rene for Jærnets Rust, med Klæderne frie for Fattigstuens Os - hans Forældre, med hans Hemmelighed, hans Løsen: at han var deres Arving ...

Og han - skulde ikke være Vallon? O Gud: Vallonernes Fuldkommelse.. der i Jærnets Læ svor det Had!

Nede fra Folkestuen summede Rå-Nils' Fløjte og Føddernes Tramp i Laxarby-Vals - Tjenerskabet måtte jo våge, til Herskabet kom hjem.

Og ud af Kælderdøren skred Farbroder Anselm i det viftende Skær fra den trearmede Stage, som han bar højt over sit Hoved, i Spidsen for Ung-Pelle og Kalle Klang, der varsomt slæbte den døddrukne Præst på en Båre, en Bordplade, imellem sig.

Højtidelig, med det blege Ansigt vendt mod Lyset, vandrede Farbroder dér foran Toget, som ledte han en falden Heros til Graven

og Laxarby-Valsen surrede om Hælene på ham som Begravelses-Koralen.

Nået just til Portalen, drejede han hurtigt Hovedet og lyttede. De to Karle lempede Båren over Trappens stejle Granittrin, varligt, at den Slagne ej skulde støde sig på mindste Sten.

Men i et Spring var Farbroder forbi dem, med Lyset i Hånden.

Og gennem Grinden jog nu Bore med sit Sølvmorstæppe, sin skummende Svejfert og vajende Manke, i Skæret af »Ulvelygten« på Køresvendens Pande og Beslagene på hans og Herskabets Bøsser, med Faders og Moders Ansigter under Slør og Pelse.

»Velkommen! Velkommen! Ingeborg og Eric Herman!«

Farbroder sprang, med den slukte Stage over Hovedet, midt igennem Snedriverne, forbi Stolle-Namnlös, der med udbredte Arme søgte over mod Søvnen i Ämbetsmännenes Hus, mens Kalle og Pelle, gribende efter deres Huer, rejste Branzell op på Skrå, som en Kriger, der end på Valen hilser sin Konge ...

Ja, Kongen og Dronningen på Eventyrslottet i Valloniet, dér kom de! Hvad var Farbroder Adonis', Göstakrogs fattige Officérers Pragt mod dem? Og hvad deres Synd og Regnskab på Dommens Dag?

Hvad var en Vise til Vejen og Dagen, mod de himmelske Violiners Formasten sig Evigheden heroppe?

Ildringen på Himlen flammede op - nyt Kul og ny Malm kastedes på, syvende Opsætning - et gloende Gab, spilt over Skovene ...

Og ovre fra Ämbetsmännenes Hus, mørkt og slukket under Snetaget, messede gennem Farbroders Velkomstråb, gennem Laxarby-Valsen og Faders og Moders Stemmer, Adser Popps og Aslaks Salme fra »Mose och Lambsens wisor«:

»Vor Herre« - Värmlands og Jordens Gud! ja, se hans Tegn på Himlen dér: Jærnets Svælg... Vallon, ve dit Aberi!

»Eric Herman og Ingeborg! Farbror Bisp lovede vel at komme til Julegildet hos Gudmoder Hulda?« råbte Anselm nede i Gården.

Det gav et Sæt i Steffan.

Jul - Gudmoder Hulda - Susan ...

Et Væld af Lys brød ud fra Natten derude, Ildringen kronede ham ...

Susanna, løft mig ud af Morgongåfvas Ensomhed, ud fra Brøde og Straf! Tøs og Frelser, gør mig til din og Jærnets!

Eller ... giv mig Vallonens Fest - fra Luciadag til Annandag! fjorten Dage -: en Evighed!

Han foer ud af Døren, mod de Kommendes Stemmer og Latter.

»Farbro'r, Fa'r, hvor længe er der til Luciadag, til Jul?«