Tredje Kapitel

Hovslagene hamrede på Isen, en eneste Trommen, forude og bagved; Hestenes Manker fløj som sorte Faner. Solnedgangs-Skyerne brændte ude over Yngshytta Skovhøjder, og Luften skumrede af Sne.

Men Steffan sad nedpakket i Bjørne-Pelsen, med Basliken om Ørene og Gede-Handskerne under Skindfellen. Tømmerne gyngede over hans Hoved fra Farbroders Hænder.

I Kanen dér forude, som nu, mørk og lodden, strøg forbi Skaktøen sad Susan og Brynte, og i den, de hørte bag sig, kom Olof og Adrian, og alle kørte de til Julegildet hos Gudmoder Hulda på Djursäter, i År som alle andre År, til den store Midvinter-Fest.

Endnu var det kun den 12. December, og Fader og Moder, Borgmester du Pont, Adrians Forældre, Patron Thorlander og de hundrede andre Gæster skulde først komme i Morgen eller den 24de. Men for Børnene begyndte Julen fra gammelt Sancta Lucia-Aften.

I to Uger skulde han og Susan, Dag efter Dag, være sammen, under samme Tag og imellem de samme Vægge - løb hun så end med Brynte og Olof ud på Søen og op i Bjærgene på Skøjter og Skier, hun kom dog tilbage, når Lysene kaldte bag Djursäters mange Ruder, for på Ovnpuderne i Gudmoder Huldas Stue at høre hende og Bror af Ekestam eller nogen af de andre »Knægte«, der tilfældigvis boede dér, snakke sammen eller fortælle om gamle Dage, om Gilder, Fester og Krige. Og hver Nat skulde de sove, Væg om Væg, i det hvide Gæstehus i Gården.

Jo, den Evighed, som Märta Moll altid læste om hos Rosenius: den fuldkomne Mættelse og Hvile, som Steffan søgte, den skulde han finde på Djursäter - i fjorten Dage ...

Han lukkede Øjnene. Fartens Træk isnede om ham - lydløst, svævende båres han frem mod hende, mod Lykken!

»Lyst ifor og mørkt ibag!« - bag ude i Skoven svandt Ensomheden, Hadet og Brøden - de biede dér igen, såvist som Lindormen på Stenen, men var derfor de tvende Ugers Sødme mindre sand?

»Carpe diem!« stod der over Farbroders Dør på Idet og han vilde plukke den - som en Vallon, og spise sig mæt for altid

Han slog Øjnene op. Hele Yngens islagte Sø strømmede mod ham, med Holme og Øer som sorte Tuer og med Odder og Næs som lave Skykæder - en dunkel Rotunde, fyldt af Hestehovenes Trommeslag.

Lykken - jo, den var hans som de andres, nu han vidste, hvad den var: Luen i Värmeskogen, Festen i Midvinter-Natten! Og han knugede Hænderne om sit Eje: Øjeblikket, det umistelige, Levebrødet til de lange År på Morgongåfva!

En Lyd nåede hans Øre, knap hørlig, sukkende sig frem som gennem selve Søen.

»Farbroder,« han lyttede under Basliken, »hvad er det?«

»Det?« Farbroders Stemme lo, »sover du, Steffan? Kender du ikke Pumpeværkerne i Persberg?«

Steffans Hænder slappedes - Pumpeværkerne i Persberg, den aldrig ophørende Knirken og Klagen af Gruberne, »Bjærget«s Suk gennem femhundrede År...

Søen, som de nu foer henover, lette som Fugle, Dybet, der bar dem .. på Sommerdage glødede det rødt: én Grube af Malm, »Bjærget«s Blik gennem blå og solskinnende Bølger ...

Men - han knugede atter de bristede Hænder - som det Blik nu stængtes bag Is og Mørke, stængede han sit Øje og Øre! Som Vallonerne, de Fremmede på »Bjærget«, der havde deres Hjem i Fernebo, sagde han sig fri, blot dette Nu, for Del i den Jord, som måtte føde sin Skæbne af sit Hjærte, som Mennesket, i gamle Cillufs Viser, af Soten i Siden.

O fri - ved Festen! som de andre, fri for Pligt og Samvittighedsnød, for Had og for Angst: Vallon - og lyksalig!

Hesten gjorde et Spring - en Skikkelse dukkede frem, som groet ud af Isen, jordlav, svulmende af en mægtig Pose over Ryggen ...

Farbroders Stemme kaldte:

»Zefyr! Zefyr!«

Og hilste: »God Aften, Elias Bjur!« og atter strøg kun Horizontens Skovrand hen, og hamrede Hestehovene deres Fanfare. Men Steffans Hænder løsnedes påny, lempeligt, afmægtigt.

Døve sit Øre, blinde sit Øje for Jordens Røst, for dens Blik, et Nu eller Livet, her på mons ferri? Umuligere end at løse sig af dets Tyngde! Men fries for sin Part i dets Grund? Å jo, om Jærnet vil, så hastigere end du ønsker!

Manden dér med Posen, Elias Bjur, og Morgongåfva -

»Farbroder,« han vendte sig, rystende til Fingerspidserne af Dybets Kulde, trods Pelsen, trods Gedeskindshandskerne, som Märta Moll havde lagt i Vand i flere Timer til Turen over Søen, »Farbroder, er det - er det, som Brynte siger, at finder en Skattesøger Jærn under Morgongåfva, er Jorden ikke mere Faders eller min?«

Farbroder så på ham, uvillig, under den spidse, sorte Pelshue og de sorte, flagrende Lokker.

»Ja, ja,« nikkede han kort, »det véd du jo! Helgeandsholmens Beslutning: hvad der ligger dybere end Ploven går, er Kronens - fælles Eje.« Anselm smældede med Pisken.

Fælles Eje -: alles Frugt, alles Dom ... en Frugt, en Dom til Døden ...

»Blev du bange for Elias Bjur?« spurgte Farbroder, og han lo. »Den Skattesøger er ikke farlig - for Morgongåfva!« han nynnede sorgløst. »Frygt ikke, det er jo ikke Jærnet, han leder efter.«

»Farbroder,« sagde Steffan dæmpet - Sukket fra Persberg derovre, Pumpeværkets Knagen og Vindernes Skrig, trængtes nærmere og nærmere, »Farbroder, fortæl om ham og om Patron Jacob.«

»Om Elias og Jacob? dem kender du jo så godt som jeg! dem har du jo besøgt mange Gange med mig!«

»Fortæl alligevel, Farbroder!« bad Steffan sagte, »å fortæl!« han lukkede Øjnene og lyttede.

»Nå ja, gærne det!« lo Farbroder, »var alle Skattefindere som de to!« hans Stemme løftede sig, som altid, når han kunde berette om »Bjærget«s Menneskeskæbner. Å, hvor mange havde han ikke givet Steffan at bære, og dog bad han nu selv om disse to!

»Altså: Elias Bjur tjente som sin Fader på Svarthyttan, Patron Jacobs Ovn, Pihlhjärtarnes gamle Brug - som Bælgdreng, som Smed, som Masmester: ernærede, under Blod og Sved, sin Hustru og sine Børn af Jærnets knappe Nåde - til Svarthyttan »nedblæstes«, og han stod dér, med Et sluppet af det Åg, der havde spændt ham og hans Slægt så hårdt, at hver hans Muskel var krummet efter det, og nu nægtede at lempe sig efter Skovhuggerens Øxe eller Bondens Spade. Hans Kammerater drog ud at øge Tiggerhorderne på Värmlands store Tatervej, men han stred Kampen for at holde sit Hjem og sig og sine oppe, holde den Grund fast, som Jærnet havde sagt ham op!

Til Hustru og Børn var omkomne af Blodgang og Lungesot, af Overanstrengelse og Mangel, og han blev en af de mange her på »Bjærget«, som, døv og blind for hver levende Lyd, ene spejder, ene lytter efter en Hvisken fra en Broder bag Digerdøden, om de Skatte, som han ejede, men som nu forsvundne sover, måske kun en Tomme fra det Sted, hvor ens Kære dør af Sult!«

Farbroders Stemme begyndte at brænde, som den Aften han sang Jærnet dets høje Vise.

»Jamen Farbroder,« bad Steffan, »Elias søger jo ikke Jærnet?«

»Nej, nej, netop!« Farbroder nikkede, indtrængende, »han så dets Ansigt, den Gang det vendte sig fra ham, så sin egen og sines Dom! Og dets Slave fra tålmodige År svor at kuldkaste den ved en højere: at frelse Mennesket fra den ved Underet! Og i fyrretyve År har han nu søgt hin mystiske Åre af Sølv, som en Gang løb gennem hele mons ferri, fra Hornkulien og Torskebacken her, ved Yngen til Hammarelven derhjemme, slyngende sig gennem Långbanens Gruber til Lahäll og Getberget, hvor dens Kilde jo endnu springer midt i Jærnet - søgt den for, som Moses, at slå dens Væld af Klippen til det Vansmægtende Folk - ja, for at iskænke Jærnet den Drik, som det rækker sin Moder, Jorden: Undergangen ved sit eget Foster!«

Farbroders Stemme var nu patetisk, som når han stred »Folkets« Sag mod Patronerne - eller som den Aften, da han sang Jærnet dets Sang ... »Poeten på Bjærget« ...

»Og Patron Jacob!« spurgte Steffan.

De kørte Lyden fra Persberg nærmere og nærmere - Jordens Suk over sit Foster, sin Drabsmand .. som slumrede hernede i Dybet, der bar Farbroder og ham til Festen.

»Patron Jacob?« bad han.

»Ja han -« Farbroder vendte sig og pegede med Svøbens korte Skaft ind mod Kysten, hvor i Fyrreskovenes puklede Mur, i et Udhug mod Søen, Svarthyttans sprungne Ovnkrans hældede.

Røde Funker fra Gårdens brustne Ruder brændte i Solnedgangens blodige Skumring - en Ovn og en Arne, hvori Jordens Ild forlængst gik ud, og som Himlens forgæves søgte at tænde ...

»Derovre sidder han og venter på Slakkerne af alle de Malme, som hans gamle Tjener og Hyttemester, Elias, under sin Søgen efter Sølvet har hugget op og nu slæber til ham.«

»Og af dem,« Steffan stirrede tilbage mod den slukte Ovnkrans, »vil han skabe Guld?«

Farbroder nikkede. »Netop! af Jærnet vil han skabe det! klogere end de Gamle, som vilde vinde det af Mercurius, Svovl, Salt og Kamfer. Hå,« han rykkede hæftigt i Zefyrs Tømme, »at Patronerne ikke forstår - og gruer over hans og Elias´es Søgen efter Guldet og Sølvet på mons ferri! Men lad nu de to af Mars´es egen Ovn tappe ham og Patronerne Skarntydebægret!«

Patron Jacob - Jacob Pihlhjärta van Garney, af Pihlhjärtarne på Svarthyttan ... den sidste Mand af en Slægt, der gennem Hundreder af År havde tjent Jærnet - den sidste og forkastede Vallon og hans Drøm ...

Mærket fra sin Fødsel, ved 1760´ernes Fallit, som i ét År berøvede Pihlhjärtarne deres gennem Sekler samlede Rigdomme, havde Patron Jacob kæmpet den afsindigste Kamp af alle: Kampen mod Jærnet! Med de gulnede Privilegier i sin Hånd stridt for sin Slægts og dens Stempels: det pilstungne Hjærtes, Ret, tiltryglet sig »Jærnkontoret«s og Nabopatronernes - frem for alle Gudmoder Huldas - Støtte, kastet sig over hver ny Opfindelse: Franche-Comté Metoden, de Uhr´ske Svejseovne - og hver Gang grebet fejl, sået det lånte Guld i Ovnen og høstet det i Støbeformen som ujævnt Råjærn og usvejsede Slakker.

Til Jærnet udtog sin Dom over den Genstridige: smeddede ham fast til »Bjærget« ved Afsindets Lænke: ved Håbet om, som Elias Bjur, i dets Skød at kunne finde det Våben, hvormed det skulde sprænges!

»Ikke sandt, Steffan,« Farbroder drev bestandigt hæftigere og hæftigere på Zefyr, som joges også han af Sukket, det bestandigt stærkere fra Persberg, fra Søens Dyb, »de Gamles Drøm, Hermes Trismegistos´, Raimundus Lullus´, Irenäus Philolethos´: hin himmelske »hvide« og »røde« Tinctur, som skulde åbne »det hermetiske Æg«, Døren til »Kongens lukkede Palads«, - tapper vi af Jorden selv, for at fordrive »det uædle Malms Sygdom« og genføde det som »Jordens ædleste Søn«: Guldet, »Solen uden Klæder«!

Som Patron Jacob sanker vi alt Jærnets Affald, alle de Slakker, som Elias Bjur i sin Søgen efter Sølvet slæber sammen fra Gruber og Ovne: de Stumper og Skår, som Børnene og Kvinderne, der skyller Malm histovre i Persberg Havn, rejser Slakkebjærgene af - og forventer med ham »den røde Løve«s Spring over det brustne Jærn, over dets brudte Lov!«

Ja, hint Spring - det var Vallonernes eget! Eller hvad var Jacob Pihlhjärtas Trods mod Flogiston og Syre mod deres imod Guds Ordet: »Torn og Tissel...«? Tro kan flytte Bjærge ... Flytte, men ikke forvandle...

Men Steffan? Han begærede jo ej længer Året, ej Århundredet, kun Nuet, Luen: Jærnets befriede Sjæl - den lovlige Lykke! - Men -var den lovlig?

Det eneste Ulovlige her i Jærnets Rige! det som undte kun én Lykke: Krigen, det blodige Gilde, Blotet til det selv på de Trælle, hvem ene Hverdagens grå Lyst tilstedtes: Labbhiens Søvn efter femten Timers Trældom, biende femten nye .. Ja, ja, hør nu:

»Steffan, hvor kunde den Drøm drømmes - uden netop her på »Bjærget«, af en »Bjærget«s Søn? »Den røde Løves Spring, Solen uden Klæder!« Husk »Storhedstiden«, skabt af Jærnet - hvor flammede ikke Guld, Sølv og Kobber for dens Øjne! Hvor fråsede de ikke, Slagmarkens Sønner, i Slaraffenlandets Retter! »Sølv- og Guldmalmsminer, Svovlbjærge og Bjærge i Norrland, fulde af Diamanter, somme som Mandshoveder, andre tredobbelt så store,« som det anførtes i Landshøvding Mörners Sy vårs-Indberettelse til Dronning Kristina.«

Farbroder svang sin Pisk, Steffan nikkede.

Til Fabellandets: Dæk dig Bord! Appetiten på Guldet endte i Poltava, i »de Svenskes Kirkegård«, for Jærnets rå Hug: Hertil og ikke videre! - Tsar Peter mod »den rasende Dreng«: Karl den XII... Ulovlig? Ja, ulovlig hver Lykke, hver Fest i Järnbäraland!

Men da: Lovbruddet, »det hellige Lovbrud«, som Farbroder forleden slyngede Hadar Böös i Ansigtet, da de stredes om 1848, Folkeopstandenes År - var det Sejren, den røde Løves Spring?

En Pyrrhos-Sejr, et Dødsspring? Nu, beruste det derfor mindre?

Og den Tid, som Farbroder helst af alle talte om, og hvorfra han havde hentet sin Magister-Konferens: Dronning Kristinas - Æstetikernes og Filosoffernes - »hint gyldne Døgn mellem År af Jærn«, lærte det ikke, som det videre hed i Disputatsen, med Göran Stiernhielms Ord: »de svenske Sanggudinder for første Gang at synge«? ja, gav det ikke Sverrig Görans Sang og hans Gravskrift: »Vixit, dum vixit, laetus«?

Jo, hvor kunde den Drøm voves uden af Bjærgmands Sønnen, Göran, der drev Guld ud af Jærn, Sang af Sorg? Ja, »lev glad, mens du lever!« Giv mig de tvende Ugers Fest - og jag mig så nøgen fra Morgongåfva! Kanhænde jeg da bærer, dulgt i min Hånd, det Våben, der skal besejre dig: Sang af Sorg! Guld af Jærn! for mig og for Verden!

»Farbroder,« han lukkede Øjnene, »hvad var det, Jacob Pihlhjärta sagde den Aften i Fjor, da du fandt ham i Snestormen ude på Yngen og bar ham ind til Gudmoder Hulda?«

»Den Aften?« Farbroders Stemme ivrede, »å Steffan, jeg kom fra Kristinehamn over Gammel Kroppa og fandt ham, halvdød og sneblind i sine Laser, drivende for Stormen som Ravnene! Og å, da han vågnede igen derinde ved Huldas Bål, hvor han en Gang i unge År havde skæmtet med andre Unge, Patroners Sønner og Døtre, den Gang han endnu var én iblandt dem, blandt Jærnets Børn ...«

»Ja, Farbroder, sig mig, hvad han da sagde?«

»Hvad han sagde - å,« Farbroder skubbede utålmodigt Huen fra den blussende Pande, »han svor jo, at det Guld, som Hulda og de andre havde givet ham, at det var Lån til Gud »Og hvo er Ham lig i Gengældelse? Forvent den nu, I alle, gennem mig! ej Fødsel, kun Genopstandelse! Ti se!« og hans skeletagtige Hænder rystede, røde af Ild og Rust, »Guldet er det Ældste på Jorden, det ene Uforgængelige, ufortærelig i Luft som i Lue, Grundvæsenet i alt! Nu ruger Slangen på det i Kongens dunkle Palads, gør Gud til sin Medskyldige, udklækker i selve Spisen sine Æg: Trældom og Krig og Død! Men han skal genfødes, sig selv igen, Livsånden, Helsen og evigt Liv! Af den knuste Slange, af det helbredte Jærn!«

Å Steffan, Steffan, han drømte jo, at de, Hulda og han, skulde sidde igen om Arnen og skæmte blandt alle dem, af hvem nu ene de to var tilbage, at ingen skulde fryse mer på »Bjærget«, fordrevet fra sit Hjem til Fattigdom, Afsind eller Grav! at »Bjærget«s Ild skulde varme alle i Evighed ... ja, at Jordens Sygdom: Jærnet, skulde helbredes til Guld, at magnum magisterium, al Skabningens Suk, Guds Mening med det Skabte var løst. »Ja, det er om føje fuldbragt!« råbte han.«

Magnum magisterium - »Øen ingensteds«, Kansler Thomas Morus' »Utopia«, som Morbroder, unge Jens Wahl, skulde forklare sin Samtid - da han faldt for Krigen, i Eckernförde Fjord ... Guds Mening med det Skabte - Jacob Pihlhjärtas Tro, hans Helbredelse af »det Syge«: ikke Fødsel, kun Genopstandelse ...

Hvor mange Aftner havde Steffan ikke siddet med Farbroder foran Jacobs Ovn derovre i Svarthyttan, og set Patronen hælde alle de Skår, som han Dagen rundt havde slæbt hid fra Persbergs Slakkebjærge, i sin Ild og med lysende Øjne bie Pactolos, Guldets Strøm, af Skarnet!

Forleden havde Farbroder bragt ham et Udklip af »Göteborgs handels- och sjöfarts tidning«, i hvis Føljeton der løb en Roman af en ny Digter, Victor Rydberg, hvem Farbroder begejstret spåede en stor Fremtid »Fribytaren på Östersjön« hed den, og fortalte om Middelalderens Guldmageri, om »Hemligheternas ugn«. Men Farbroder havde ikke læst for Jacob Dommen over Adepternes Afsind, men den eneste Sætning: at fandt en Fremtid Midler, hvorved de »usammensatte« Stoffer kunde opløses i Bestanddele, da blev Alkymien en Mulighed påny.

Hvor meget den Sindssyge forstod af Ordene, kunde Steffan ikke skønne. Men som han sad dér, svøbt i sit Hår og sit Skæg og sin lange Kåbe, på Randen af Ovnen, under Kvaderstenene og Jærnankrene, der forsvandt over ham i Tagets Skyggegrotte, i det flagrende Skær af det Pjaltebål, der skulde genføde Lykken, Solen uden Klæder - forstod Steffan, hvorfor Farbroder vilde læse de Ord for ham, trods Faders Bønner: at ene i den Drøm kunde Jærnets Forbandede leve!

Ja han, som altid i Angst havde hørt Farbroder bestyrke den Gales Håb ved sine Fortællinger om hint Guld, som Gudmoder Hulda på sine lange Rejser, med egne Øjne havde set i Dresdens Naturaliekabinet, og som ikke var Grube- eller Flod-, men menneskefrembragt, »filosofisk« Guld - forstod nu, at skulde »Bjærget« frelses, måtte det være ved Miraklet!

Det gav et Sæt i ham. Se dér i Sneen, i de Spor af Grubestøvler, af Jærnslæders Meder og Kulfragter, der fra Persberg Gruber til Ovnene ved Gammel Kroppa drog sig tværs over Søen - som Menneskenes, Jærnets Bæreres Vandring over »Bjærget«, - se: et Par Sandaler, et Par nøgne Fødder ... Zegoels, den ukendte Guds! Guld af Jærn, Salighed på »Bjærget« - de Gales, Vallonernes, Drøm - og Frelse!

»Å Farbroder, fortæl Sagnet om Getöen dér!«

»Om Getöen?« Farbroders Stemme sank forbavset, »du er jo umættelig på Fortællinger i Aften, Steffan! - skønt du kender dem alle! Hvad vil du nu høre det Sagn for?«

»Det skal jeg fortælle dig siden, Farbroder - hvis blot du nu vil fortælle.«

Farbroder lo. »Jeg er virkelig nysgerrig, og derfor fortæller jeg, hvad du finder på! Altså, min Søn: En Bonde sejlede en Aften hjem herover Yngen. Men ved Vinternässet blev han anråbt af en kæmpestor Kvinde, som kaldte ham Nabo, skønt Bonden ikke kendte hende. Hun bad ham tage sig om Bord, og Bonden roede da ind efter hende, og de sejlede sammen, til de nåede ud for Getöen dér. Da rejste Kvinden sig, og før Bonden kunde slippe Årerne, væltede hun først en Pose, der skraslede tungt som af Malm, og dernæst sig selv ud over Rælingen, idet hun råbte:

»Agt min Sang som Tak for Færgefart:

Og Bonden begreb og gravede på Getöen, og Grubeejerne inde på Bredden sandede, at han fandt Roden, og de kun Grenene - Udløberne fra Grubestammen her.«

Sukket fra Persberg - nu nåede det hans Øre som hans Hjærte, værgeløse bægge: Jærnets Råb, som intet Blod kunde døve, ingen Glemsel slippe blot Livets mindste Nu - dets aldrig tiende Råb, dets Kalden på sin Tjener, dets Trussel mod sin Fjende ...

»Nå, er du tilfreds?« spurgte Anselm.

»Nej, Farbroder -« tilfreds? O, Gud! »sig mig de Ord, du den Gang citerede, af Sophia Brenner.«

»Sophia Brenner? jeg!« lød det forbavset, »og hvilken Gang?«

»Jo, om Jærnet - den Aften, da du og Fader stredes om Jærnet, på Morgongåfva.«

Farbroder lo - lo ad den Aften! - som han havde glemt - -

»Det husker jeg virkelig ikke! Jeg foretrækker nemlig den første Sappho for »den anden«! Men bi lidt, det må vel sagtens være Damens ord om de skjulte Malme,« han ramsede, skanderende med Pisken:

Steffan nikkede - o nej, List eller Vold mod Jærnet! List eller Vold for at vinde det - eller fly det...

Nej, Sagnet om Kæmpekvinden »Bjærget«s Barn, der gav Mennesket, sin »Nabo«, sin Skat - og Jærnet dets Tjener ... Eller Sagnet om Ridder Hr. Peder Porse, Manddraberen, der i Magnus Smeks Dage flygtede hid til de aldrig før betrådte Skove; som sov hver Nat på en ny Ø i de store Søer, at lege han rejste som Frimand fra Rige til Rige - eller at dølge sig for den blodige Skygge, der forfulgte ham ...

I syv År hørte han sit eget stakkede Åndedræt og Skovens evige - Trætoppenes Spørgen og Svaren hverandre, samme uforståelige Bud, som nu fyldte Steffans Øren, Kaos'es Mumlen.

Men en Aften nåede han Riddarholmen, og mødig af Suset, af sin Flugt og sin Søgen, sov han ind, ene med Vandet og Klipperne, og fornam som de Jærnet gro i sine Årer. Og vågnede om Morgnen og så, at han i Søvne havde siedet Moslaget bort, det skøre Blomsterdække, der skjulte Urgrunden: det blottede Jærn ...

Blodskyldens Mand, ved sin Brøde Vidnet om dets Vælde, fik sin Løn - og Jærnet sin Vilje. Hr. Peder ilte til Kongen og købte sig Fred ved Buddet om sit Fund Og Värmeskogens første Træ faldt for Øxen og »Bjærget«s første Grube brødes - Fostret åbnede sit Øje og bandt de Levende ved sit Blik, Jorden havde fået sin Herre.

»Ta' Bjærg! Ta' Bjærg!« råbte gennem mange Nætter en Røst fra Bjærgene i Nordmarks Sogn - til en Modig ikke dulgte sig under Dynen for den bydende Røst, men søgte op mod den og fandt Tabergs Gruber ...

»Nå, Steffan, fik du nu nok af Sagn og kan fortælle mig din Hemmelighed?« spurgte Farbroder.

Nok af Sagn? Ja nok af Sandhed! Og - min Hemmelighed? å Farbroder, ingen kan forstå den så godt - og så lidt som du, »Poeten på »Bjærget««, Vallonernes Vallon!

»Ja Farbroder, fortæl mig nu kun tilsidst, hvorledes Thrond Thorlander, Bryntes Fader, fandt Jærnet?«

»Å, han -« Farbroder gjorde en utålmodig Bevægelse, »den Historie er mindre morsom end de andre! Men - det er den sidste, så hør da (den er heldigvis kort!): En Dag da Trællen i Falu Gruber, i »Sverriges Lykke« og »Guds Gavers Rum«, endelig fri og oven Jorden, men mørkevant og krummet af Grubetaget, fra Guds høje Himmel og lyse Dag, søgte ind under Fyrrenes Grene, fandt hans Blik, som intet så af Guds gyldne Tegn i Solskinnet og Løvet, den eneste Hieroglyf, som det forstod at tyde: Jærnets - Leptiten, trængt med en Flig ind i Granitmassen, hvor ingen havde tænkt at søge. Og nu sidder han i du Pont'ernes Sæde, endnu knap koldt af dets gamle Ejer, ved den Ovn, der slugte ham.« Svøben hvinede hen over Zefyr. »Dér har du ikke Sagnet, men Sandheden om Jærnet!« kom det hvast.

Steffan nikkede. Tak Farbroder, den har jeg hørt før af din Mund! Ej »verldslig slug«, kun »slumpen« ... Malmsøgerne, Skattefinderne -de tavse, bøjede Mænd, som han mødte i Smeddenes Labbhi, på Savolaxhyttan og Thorshyttan, i Jægernes og Kulsviernes Hytter, men mest i Morgongåfvas Folkestue, på den med Vold lukte Grund - de vidste nøje, at intet Geologkort og ingen Nål, men kun deres egen Lytten, langmodig og årelang, kun deres egen Fod, skovvant og ledet af Huldre eller Dragedukke, af Jordens Børn, kunde lede dem frem til dens Skatte - til deres Grav ...

Og siden hin Aften, Farbroder, da du sagde mig Sandheden og sang din egen Digtersjæl fri af den, har jeg, Dag og Nat, set dem flakke om mellem Fyrrestammerne ved Hemtjärnet, og en grå Skikkelse lede dem - Farfader, der vil give sin Jord tilbage til Jærnet!

»Farbroder,« sagde han, »finder en Malmleder en Dag Jærn under selve Husene, får han altså Ret til at rive Morgongåfva ned - efter Helgeandslovens Beslutning?«

»Aha!« Farbroder fløjtede, »derfor spurgte du! Nej!« udbrød han hæftigt, beredt til Kamp, »200 Favne fra Huset giver Loven fra i Fjor ene din Fader Retten!«

»Ja, men Pligten til selv at bryde - inden 3 Måneders Forløb,« nikkede Steffan med lukkede Øjne.

»Sølv skal der ligge,« ivrede Anselm, »langs Hammarelven og Kythyttabækken. Men der er groet Skov over Hertug Karls Sølvovne og Glemsel over Årerne. Og Jærn - der findes jo knap Helleflint, Grønsten eller Dolomit, und - - undtagen under selve Husene ...«

Farbroder standsede, og Steffan nikkede atter - undtagen under selve Eventyrslottet, Broder Anselm, under dit og Moders - og, o Gud! mit Hjem, Vallonernes By i Järnbäraland!

Morgongåfva, mit Hjem, min Barndoms Legestue, mit Ly for Brynte - og for Susan, gror Jærnet under det, som alle siger, rejser det sig en Dag og bærer, som Samson, dets Porte bort og lader alle Vinde spille ...

Farbroder, siden hin »Jærnets største Dag« på Savolaxhyttan, siden jeg i Drømme favnede Susan - og vågnede ene og voxen, har jeg hørt de Vinde spille, har jeg ligget nøgen på Jærnets Grund!

Steffan foer sammen - et Råb som fra selve Søen, fra Dybet:

»Se Lysene! Se Lysene!«

Susans Stemme, begærlig og blodhed i Mørket. Han bøjede sig forover mod Røsten, der blev ved og blev ved, grådig og hed af Begær, af Triumf, midt i Mørket, midt på Søen:

»Se Lysene! Se Lysene!«

Og bagved Adrians og Olofs Røster:

»Se Lysene! Se Lysene!«

- Råbet, han havde hørt fra Barn, her i Farbroders Slæde, når han i de Besøgendes store Flok nåedes af et pludseligt Lys, når løftede Hænder og Piske raktes mod pludselige Blink gennem Fyrreskoven, hvis Mulm, Mil efter Mil, havde gydt sig om ham og hans Rejsefæller:

»Se Lysene! Se Lysene!«

Lysene fra den Gårds Ruder, de have søgt - eller den, de, kørende vild i Natten, havde nået ... Råbet, som da skræmte hans Hjærte af en Bedøvelse som Bjørnens i Hiet, og mellem glade og befriede Stemmer lod det svimle efter den Kåbe påny, hvorunder de alle havde været sagte og døende Åndedræt som hans eget, i Andagt og Drøm...

»Se Lysene! Se Lysene!« Skovlandets Råb på sin egen Undergang: på den lysnende Øxe! Ja, ja - den Undergang, der var Sejr! Hør, hør hendes Stemme, et Springvand af Blod, farvende Himmel og Jord røde!

Nuet, den Nat, da han drømte hende i sin Favn og mærkede sig voxen ...: Døgnfluens Surr i Skoven, mer brændende end alle dens Trætoppes evige Sus - Livets Døds- og Sejrssang: Nuet!

Se dér i det stride Skovmørke, borende sig frem gennem Fyrrene og Stenene, en Blinken af Lys, af alle Djursäters Ruder, spejlede favnelangt, Glimt ved Glimt, i Isen - et Lansegitter, en Vagt om Festens Gård!

Blodet brast ud i Steffans Årer, koghedt, som omskabtes han, Steffan Choräus, i et Nu til sine Rejsefællers Lige, til Vallon.

Ja, se Lysene! se Lysene, vi tændte på »Bjærget«! Nej - som »Bjærget« selv tændte for os, at lokke os i sin Favn - til at forgå i dens Ild ..!

Nu, og hvad så? Springet gennem Luen, er det ikke vort? før Faldet i Ovnen ... Hvor tændes en Ild som her på »Bjærget«?

O, ind i dens Glød! til Luerne suger mig ned - og Sejren er ukrænkelig! Ja, Brødre i Miraklet: Zegoel, Jacob og Elias, I begærer Evigheden som Sejrens Forvisning, jeg Døden: undres I, om jeg vinder, mens I .. Er mit Begær Lovbruddet? Nej, nej: Lovens Fyldest! Luen, Jærnets befriede Ånd, der danser over det, sit Nu! - til Jærnet stivner, den evige Død ...

Se Lysene! Se, Jærn: Festen i dit Rige, mons ferri!

»Hallo!« Farbroder svang Svøben over Zefyrs dansende Hoved, »flyv, Zefyr, flyv!«

Ja, flyv: Vestenvind! som din Broder Boreas hin Nat, flyv fra Fenris og Fimbul! over mons ferri til dets Frugt: Lys af Mørke, Guld af Jærn! Gudmoder Huldas millionrige Hjem, hvor de af Guden Forstødte gemmer sig, de af ham Forløste trodser ham på hans egen Grund - et Nu .... for i det næste at forgå til hans Ære!

Han holdt sig med rystende Hænder fast i Kanens Karm.

Susan, du Jærnets Blomst, dets røde Guld! Kuglen på dit Bryst, Finneskuddet fra Mørket, lad det falde! Din Blomst skal skinne, dit Guld skal gløde i Nat - og for evigt i mit Minde!

Jærn, se jeg, den Eneste på »Bjærget«, der véd, at du er Jordens ældste Søn, Grundvæsnet i alt, det eneste Uforgængelige, at intet Sølv eller Guld og intet Nuets Spring skal købe os løs af dig - jeg har glemt dig i Nat: du er ikke til! Eller - o mere! Jeg husker dig for at spørge dig: Hvor er din Brod?

Sukket fra Persberg - herud for det høje Næs kærede Mørket, som gennemkresedes Luften af jamrende Fugle, ja stønnede Fiskene under Isen af Dybets Nød Skæret fra det Evige Bål derinde, ved Grubernes Nedgang, det som ikke havde været slukket i 500 År, flakkede som en flammetunget, lynladet Sky, åndet op af Jorden og forsmået af Himlen - Manddraberens Bål ... Den røgbeske Os, Pustet fra Gruberne, fra Jordens Mund, slog herud.

Og dér, forbi Slakkebjærgene, Skakttårnene, de glidende Kærrer, de drejende Heste, de op og ned dykkende Mennesker, gennem dette Landskab, synligt i Luerifter, stænket af Gnister, befolket af Skygger, drog »Polhems Kunsten«: Pumpeværkets Dødninge-Allé af rokkende Stænger, skydende hverandre op af Dybet, til Grubeblusset, trængende, Ryg bag Ryg, hinanden ind i Mørket - og en Fjerdingvej ude kæmpende sig frem af det igen, Stang ved Stang, rokkende langs Solnedgangens blodige Strime, stampende og gyngende, ét Skridt frem og ét tilbage, bærende imellem sig den Trærende, hvori Vandet fra Gruberne sugedes op og skyllede hen, glimtende gennem Fakkelskin, mod Målet: Fossehjulet ved Horrsjön, der, næret af Strømmen fra Jordens Årer, rev Malmen af dens Side i Dampkranerne og gød den i Støbeskeen i Yngshyttans Bål, der virrede bag Bjærgåsen.

Men herude sang Stemmerne, sang nu hans egen:

»Se Lysene! Se Lysene!«

I et Ryk svingede Kanen, og det mangfoldige Suk fra hint Tog, der drog gennem hint Landskab, krænget op af Jorden, at tømme dens Trældom og dens Døgn i bundløse Kar, sank bag Elgøens Ryg. Kun en Mumlen, som fra Hakkerne i Skafnäs-Gruben, der rakte herud under Søen. Kun Ildskyen, dirrende over den Plet, der havde løftet sit Vidnesbyrd - og sit Varsel for døve Øren .. og for hans, der hørte, men kun for at vinde dobbelt Styrke til Råbet: »Se Lysene! Se Lysene!« Jorden havde krænget sin Vrange i sig, nu gik Farten til Himmels!

Ja, se af Fyrreskovens Gab, af dens sorte, tandede Kæber, svævede frem et Stjærnekor, en Verden af Lys i og over Dybets Spejl af Is! Dunkle Skikkelser strøg forbi, knap synlige for Lysvældet deroppe -Gudmoder Huldas Fiskere, der ved Vågerne lurede på Kvabber til Lucia-Dagens Smörgåsbord ... Holmen med »Broderskabet«s hvide Tempelgrav dæmrede hen ... En Surren af Stemmer, af Hundeglam og Hestevrinsken, en Atmosfære af hed Aske, kogende Gryder, opvarmede Rum...

Stjærne sprang fra Stjærne, ordnende sig i nye Billeder: Hus fra Hus, Etage over Etage, Rude for Rude - Opkørslens hvide Bånd gled ud af Porten. Lille og mørk ilte Susans og Bryntes Slæde op ad det, slugtes af Lysbålet og forsvandt...

Susan! Susan! jeg kommer efter! brænder op som du derinde!

Bag dem, som et Ekko af Susans stadige Råb, lød Adrians og Olofs Røster.

Og nu, med mankevajende, stejlende Hoved, med Portens Lysvifte som Vinger over sig, vild af Lys og af de nære Staldes Lugt, rev Zefyr Farbroder og Steffan ind i Skæret, ind i Larmen af Hundes, Hestes og Menneskers Velkomsthilsner, i Virvarret af skinnende Ruder og oplyste Døre, af snedækte Tage, med Ildskær flygtende over Mønning bag Mønning, af Jærnskorstene, kommende og svindende i hvid Damp, af Gæste-Pavilloners Flagstænger og hvide Fløje, Laders og Staldes skællede, mønjerøde Vægge, Nattstugans Kampestens-Tårn over Stolpeboder og Klokkestablers Hætter og, midt i Lysfloden fra Hovedbygningens Portal, det knejsende »Julekors«, bugnende af Halm og brændende af røde Tøjhjærter ...

Og dér, under Hovedhusets fire Stokværks Lysrækker, løftede i Midtertårnet som et Ildspir ind i Himlen, under Dørhvælvets Våbenskjold og Sentens: »Ille terrarum mihi praeter omnes angulus ridet«, stod Gudmoder Hulda, lille og snehvid, i sin brusende Krinoline, med Slørets Sky over Hovedet og viftede dem Festen i Møde.

Midt i Gården holdt de nu, i Lyset fra alle de små og store, isdækte Ruder, der funklede rundt om dem, fra Tagskæg til Kælderglug, ja fra Nattstugans Tårn, hvis Ugleøjne brændte gennem det gamle Skytstræs Grene, Slægten Jacobschölds hellige Eg, der borede sine Rødder i Stugans Gråstens-Syld og snoede sin Krone om dens Kastel og Svalegange af Kærnetømmer.

O ja se: Djursäters ældste Hus, Faderen til alle de andre, strålede af Jul - for hvilken Gang? Julen selv, den urgamle! Lystårnet, friet af Midvinter-Nattens Lindorm!

Gennem Larmen af Hundene hørte Steffan Susans og Bryntes travle Stemmer, Råbet fra Olof og Adrian, der nu svingede ind under Port-Laternen, Kalden på Staldkarlene, som løb frem og tilbage mellem Snedriverne med flagrende Lygter, i deres røde Lappehuer, blå Veste og gule Bukkeskinds-Buxer, Kommando-Råb fra Gårdsfogden, Måns Kruse, og fra Margit Jomfruland, den norske Oldfrue, der fra Væverhusets Trappe, med Favnen fyldt af Lagner og Fåreskind, på sit Gudbrandsdølsk skreg på Pigerne, som med flyvende Fletninger og Skørter sprang ud og ind mellem Kælderdøre og Stolpeboder.

Uden at røre sig sad Steffan i al Dyrenes og Menneskenes Larm, i Dampen - fra Køkkener, Sovekamre og Stalde - der hvirvlende i Lysvifternes Center kogte op om de mørke Vægge og grå Mure og mødtes med Røgen, som slog ned fra Tagenes Bjærgkæder af Sne, der med Jærnskorstenenes forrustede Stubbe, Ås bag Ås hegnede ham og Julens Gård inde.

Og i Hovedhusets Dør Gudmoder Hulda, »Frau Holde«, Julens Fe...

Hans Hænder i de stivfrosne Vanter løsnede sig, lempeligt, som derude på Yngen, men nu ej for at slippe sin Skat i Søens Dyb af Jærn, nej for at fylde de åbne Flader med hint Vand, som Farbroder talte om, at Moses gav Israels Folk at drikke - Vældet, der sprang af Klipper ...

Og svimlende fornam han det flyde fra sit eget Hjærte - nej, fra hint Barns før Faldet i Tårnet, før Sygdommens Nætter, før Samtalerne derhjemme, før Jærnets største Dag: den voxne Alder - Barnet fra Djursäters mange Jule, genfødt blandt Stalde, Mennesker og Dyr ...

Intet Spring, ingen Flamme - kun et Smil: Guds Vilje ... Et Nu -nej, en Evighed, som Barndommen, som Lykken ...

Dér strålede deres Hjem, »Børnenes Gæstehus« mellem Nattstugans Sokkel og Badhuset -: de fire, småfeltede Vindver, det blå Tag af Glafva-Skiffer, de snørklede Gavle og Bislagets Hvilebænke. Og bag dets Mønning Parkens puklede Fyrrekroner som hvide Skymasser over nedsneede Gudestøtter og Solringe og snestille Gange ...

Et øde Glimt af Yngen med »Broderskabets Tempel«: Gravhøjen over Gudmoders Fæstemand og hendes syv Brødre, dræbte af Sverrigs tre sidste Krige ...

Men - Urnen derude med de otte Navne, fortalte den ikke i Aften Eventyr om Helte, som for de Børn, der fjærne Sommeraftner havde lyttet på Templets Marmortrin? Og smeddedes ikke i Aften, som den Gang, de Heltes Sværd af travle Dværge histovre, hvor Nattedybet brændte rødt?

Var man ikke i Gudmoders Gård, i Värmlands troende Hjærte?

Jærn, jeg spørger ej: Hvor er din Brod? ti jeg har aldrig smagt den! Jeg glemmer dig ikke, ti jeg har aldrig vidst, at du er til! Värmland, jeg er dit Barn: jeg er Vallon! Og se deroppe alle Värmers Gudmoder! Hvor enkel en Sejr: kun et Åndedrag, et Smil - Helsen selv, Lykken!

Han stirrede pludselig, hans Øjne stivnede - dér, midt i Gårdens Lysrige, en Grav af Mørke ..: et Dobbelttag, tre skoddestængte Vinduer, en låset Dør ... et Hul ud i Natten, et Skud af Mulm herinde ... »Monseigneurs« Hus!

Låset - hvilken anden Dør i Värmland låses vel, Nat eller Dag?

»Monseigneur«, »Franskmanden på Djursäter« - Hullet i dets, i Värmlands Mur, ud til Døden og Verden ...

Hvem var han? Hvorfra kom han? Intet Menneske uden Gudmoder vidste det! End ikke hendes nærmeste Venner: Fader, Farbroder, Bror af Ekestam eller Onkel Biskop i Karlstad I hendes lukkede Kalesjekane kom han hertil for tyve År siden, med Gudmoder, fra hendes sidste lange Europa-Rejse, forsvandt ind i Huset dér, og sås siden kun hin ene Gang om Året, Juleaften, ved Gildet, der samlede hele Värmland - gusten som en Mumie, i en Sky af Allongeparyk, i skarlagenrød Frakke, i Knæbenklæder og Kårde ... midt i Juleaftnen, i Vallonernes Fest, et Vidne om hin Basun, som vakte de Ældste af Barnesøvnen, et Varsel for de Yngste om dens Genkomst: det franske Rædselsår 1792-93...

»En Blodhund af en Sansculot! Et Udskud fra Saint Antoine!« skummede Hadar Böös, »Jacques le Roux selv!« »Eller en Syndebuk for Slægtsleds Forbrydelser, en Prins af Blodet,« drømte Farbroder, »Dauphinen selv, den forsvundne Louis XVII...«

Ja, ja - Mychowitz: et Sekel og dets Lære! Ormen inderst i Festens røde Æble!

»Men Steffan dog, skal du ikke af Tøjet og op til Gudmoder Hulda og ha' Lakridsmælken?«

Susans Ansigt lo lige ind i hans, blussende i Uvejrshættens Skind, med åben Mund og det gule Hår frosset fast om Kinderne.

Farbroder var forlængst, i et Spring, forsvundet ind i Stimlen, Steffan hørte hans Stemme le og juble derinde, og Zefyr skrabede utålmodigt i Sneen, fnysende efter Kammeraterne, de lune Stalde og de fulde Krybber.

Han vilde smile, han vil ånde: hin lette Sejr. Men - »Broderskabets Tempel« derude, Monseigneurs Hus herinde - og Ildskyen fra Persberg, dér ret over Magasinets Snetag ..., den underjordiske Brand op af selve Muren om Julens Gård, om Skatkamret, om Josefs Forråd i det hungrende Ægypten ...

»Susanna!« stønnede han, i Bøn, i Klage.

»Liden Steffan, kom så!« hun bøjede sig leende, greb ind under ham og løftede ham pustende et Stykke op af Bjørnetæpperne, »kom!« hun råbte og vendte Hovedet, »kom, så bærer vi Steffan ind! Han kan ikke selv gå!«

Nej, Susan, nejjeg kan ikke selvjeg er for tung, af Jorden ...

Ja kom, kom, Kammerater fra jeg var Barn, her fra Djursäters Jul, kom og bær mig ind i den! Ti jeg kan ikke selv gå! Bær mig ind til Barndommen, til Frau Holde, til Helbredelsen, til Lykken!

Og nu - råbende, leende - Bryntes, Olofs og Adrians Ansigter om ham - blå Øjne, røde Kinder og Munde ...

Han svævede, tyngdeløs med Et, fri af »Bjærget«. Han lo og råbte, Kulden foer om ham, om hans Ben, om hans Hals og Hjærte, foryngende det fra Morgongåfva og Sotteseng, fra Jærnets Sot: Gigtgassen, der ældede Hyttemestren og hans Karle til Graven - genfødende det af hin årle Kulde, som ingen Dybets Ild havde brændt...

Og op ad Trappen gik det, båret af en Storm, af Kræfter, han måtte lyde: Kammeraternes Arme, hans egen Drift!

Lydig mod Skaberen, skyldfri båres han, ej troløs mod det bagved! Ti der fandtes intet bag! ingen Fortid, kun en Fremtid, et Nu: en Evighed!

Og dér, under »Ille terrarum -« under Jacobschöldernes opgående Sol og den hellige Jakobs løftede Arme i Våbenskjoldet, lo Gudmoder Huldas Ansigt, rosenrødt under Hårets og Slørets hvide Rim, i evigt blomstrende Ungdom.

»Velkommen, Børn! Velkommen! Nu kom Julen til Huse!«

Ja, nu kommer den! Djursäter var ej Julen, de bragte den derind, i det århundred-gamle Hus - de, Børnene, »Solen uden Klæder«, Guld af Jærn - Guds ubesmittede Skabninger, uden Skyld som Monseigneurs, uden Viden som deres under »Broderskabets Tempel«, uden Angst for det Kommende - der skulde gro af dem, og aldrig få en Mychowitz' Ansigt! Ti: Synden og Døden? Aldrig hørte Ord!

O Gud ja, han var Barn, han søgte ej Julens Frelse, han var den selv! »den hellige Morgenstund, bebudet af Profeter!« De Voxne, Officerer og Jærnpatroner - hvor kunde de, tyngede af Våben og Lænker, komme, før Børnene havde blæst Julens nye Morgen ind?

O saligt: være Barn, alts Kim, Grundvæsnet - Undret, Sejren over Jærnet, som Elias Bjur og Patron Jacob søgte, som Zegoel varslede: lykkelig og derved gørende andre lykkelige! Jordens Frelse ved Eventyret!

»Drik så!«

Gudmoders ringfunklende Hænder løftede den forgyldte »Velkomst« mod dem, og Mund ved Mund om den brede Kalk drak de, pustende og grådigt, den Drik af varm Mælk og opløst Lakrids, der til enhver anden Tid, efter enhver anden Rejse gennem Vinterens Kulde og Mørke, var ham som de andre en ulidelig Lede, men her i Djursäters Tårnhal, mellem de røgbrune Vægmaleriers nøgne, gigantiske Gudelemmer og flagrende Gevandter, i Skæret fra Brændebålet i den murede Ovn, i Lugten af ormædt, oliet Træ, af Lædertapeter og mange parfumestænkede, ovnhedede Værelser, i Gårdsrummets Ånde af Sne og Mad og Gødning - var Julen selv: dens Dåb af Varme efter al Midvintrens, al Värmeskogens Frost!

Se deres Ansigter, blussende, leende, med sugende Munde rundt om Skålens Rand, og over dem Gudmoder Huldas Ansigt - nej »Frau Holdes« - Feen, om hvem hun fortalte, at hun med sit Smil vågede over »Barnebrøndene«, »Kinderbrunnen« i Zürich, Halle og Brügge - Livets egen Fe ...

Var han den samme Steffan, der ikke en halv Time efter stod ensom i sit Rum på den vævede Tæppeløber og med Ånden søgte at tø Isskorpen op på Ruden for at stirre ud i Julens Gård, hvor nu kun første Sal i Hovedhuset og de altid brændende Lygter under Porthvælvet og på »Ildstuen« brød Mørket med dets Pletter af Snetage og Skyggevirvar af Gavle?

Alle Julens Lys var sunkne bort, som gennem hint Hul i Jorden, Monseigneurs Hus, og ene det blevet tilbage, gabende mod den, der havde tændt dem alle: Barnet...

Barnet, ja dér var det -: den Genfødte var død påny, Smilet og Undret forbi, Jorden Jærnets igen.

Hvorfor? Susan! Hvem andre! Jordens Dronning!

Susanna - just som de larmende og hede, endnu med hin søde Drik på Læberne stormede herind i »Gæstehuset«, Hjemmet fra så mange Jule, og i den gammelkendte Lugt af Kalkstøv og nytændt Brændes Os hev de stivfrosne Pelse af sig, blinkende mod det sitrende Lys fra Helligtrekongers Stagerne på Bordene og mellem Vinduernes Netteldugs-Gardiner, slyngede hun med et triumferende Skrig sin halvtaftrukne Kåbe, som Brynte hjalp hende med, om ham og sig selv og brændte, midt i Ulveskindene og sit gule Hår, sin Mund imod hans.

Steffan knugede Panden mod Rudens Is. Dens Tø sved, som blødte han.

Her i Gudmoders Gæstehus, her hvor de var Børn: lykkelige og bringende Lykke ..! Ilden, den underjordiske, nu slog dens Flammer til Loftet, fortærende, forkullende dem selv, deres Barndoms Hus, deres hellige Bud!

Og Brynte, han forstod det som Steffan - blussende rød, med Furen mellem Brynene, med Hånden presset fast mod hendes Bryst havde han tvunget hende fra sig, men hun -

Hør, hvor hun dansede derinde, tungt så Gulvet fjedrede her under hans Fødder, og sang. Susans dybe Struberøst...

Han klemte Hænderne mod Ørene, men hørte hende dog - som han vilde høre hende i Morgongåfvas Ensomhed, alle Dage og Nætter, Livet ud ... Hun havde grebet ham igen, som hin Dag i Tårnet, forvandlet Barnet til Voxen, Helsen til Sot!

Nylig: fri af Jordens Tynge, båret over den som dens Lys, dens Herre - nu: lænket af dens Vægt, så knap hans Ånde var tilbage -Guds Pustet i det jærnfyldte Ler!...

Å, Brynte, hvad nytter det, vi tvinger hende fra os? Hun er jo i os selv, i hver vor Dråbe Blod! Farbroders Ord hin Aften: »Jærnet, der grønnes i hvert Blad og hver Blomst, som det rødner i hver Dråbe Blod og hver af »Bjærget«s mindste Stene ...« Nu fattede han dem, nu først: Fjenden var ej udenfor, men i ham selv, Jærnet i hans Blod! Af Jorden var han, af »Bjærget«, Del af dets Væsen, ja det selv, med dets Krav og dets Pligt: at fortære og fortæres...

Julens Evangelium, »den hellige Morgenstund, bebudet af Profeter« ...

Med Blodet skælvende for Susans Kys, for hendes Dans derinde huskede han det, og huskede han sig selv den Gang, da han havde båret det i sig - og forkyndt det:

Han kom ved Märta Molls Hånd fra Morgongåfvas Have ud på Vejen, de første Skridt, han efter sin Sygdom tog under den Himmel, hvis Blå han havde anråbt om og gruet for igennem atten Måneder, og hvis Ånde nu greb ham som Vinger og som Bly: som Befrielse for hans smærtehede Legeme og som en Pligt, det ikke kunde bære.

Blændet af Lys og Tårer, hudløs af Ydmyghed, fordi han skulde takke og ej mægtede at gengælde, holdtes han ene oppe af Märta, af hende, der havde drømt hans Nederlag om til Sejr - som hendes Fader, den gamle Kunstmester, drømte sin Tjeneste for Jærnet fra Delagtighed i dets Gærninger til Lydighed imod Gud.

Da kom op fra Hemtjärnet en Mand, den første Fremmede, som Steffans Øjne mødte - sort af Grubearbejdernes Dragt med de rynkede Remme på Skuldre og Knæ, krum af Stollens Loft og af sin Byrde: Spiralfjedren til en Kanon og dens Ladestokke.

Rodfæstet havde Steffan stirret - nu var det der alt, det ventede: Pligten, han skulde opfylde; Takken, han skulde yde! Dér kom jo han, til hvis Bekæmpelse han var gengivet Livet: Prisen for hans Genfødelse!

Og svimmel, ej mere båret af Vingerne, men vaklende under Blyet, slap han Märta og gik Manden i Møde, Arbejderen fra Lesjöfors, der på Vej til Viken i Daglösen, Jærnets Losningsplads, var gået vild i Skovene og nået her til Vejens Ende, til Steffans Hjem - at kræve sin Forløsning af hans Hånd.

Og Steffan løftede den besværgende, stammende Davids Ord til Goliath fra Samuels Første Bog:

»»Du kommer til mig med Sværd og med Lanse og med Kastespyd. Men jeg kommer til dig i Herren Zebaoths Navn!««

Han ravede, som David under Sauls Panser: »»Jeg kan ikke Herre, ti jeg er en ung Person og Goliath en Kriger fra sin Ungdom!«« Men han stønnede, lydig, som i Drømme:

»»På denne Dag skal Herren overantvorde dig i min Hånd, at alt Landet skal vide, at der er en Gud i Israel, og at han ikke frelser ved Sværd eller Spyd!««

Men som han sagde disse Ord, og Pligten var gjort, så han Manden dér foran voxe til Goliaths Højde og hans Byrde til hint Sværds og hint Kastespyds, beskyggende al Himlen. Og han faldt bevidstløs om for hans Fod.

Og for den Fod havde han ligget til nu - da han selv bar Byrden, Jordens Jærnvægt...

Barndom og Alderdom - han havde sandet det i Sixten Råbocks og Anders Stenkulas Stue: de forgik i den Ild, der modner til Jærn eller Slagge.

Hans Tid var nu Jærnets, hver Dråbe i ham dets! Og Susan? Magneten, Fuldbyrderen af dets Lov! Og derfor - hvad gavnede det, at han gemte sig her? Flygte? Fly ej blot Jorden, men sig selv? Nej, følge hende, Loven, som han så angerfuld havde søgt med Mester Moll - og nu fundet..: fortære og fortæres!...

Han smilte, som i Gråd, og famlede sig fra den frosne Rude gennem Olofs mørke Kammer, hvor Himmelsengens Gardiner og Døren rystede, i Ovnens Lysspil, af Dansen derinde.

Susan, jeg kommer - jeg kommer, som jeg må og skal, én af de mange, angerløs og viljeløs, et »Bjærget«s Barn, et Menneske af Jærn. Zegoel, Elias og Patron Jacob, hvad har I at lade mig høre? Jærnet vragede Eder, I ikke det! Søg I nu Guldaldren, for jer - og os! å, og find den! Jeg må lyde, som befales, og den, der byder, bærer Ansvaret!

Vrager han mig en Gang, blir jeg Eders, Barn og Olding, igen - går jeg atter Goliath under Øje!

Han fik Døren op, og dér, med alle Tæpperne fejede ind i Krogene, med de blottede Arme under de daskende Tindinglokker, med Barmen spændt som Halvkugler, dansede hun, stor og hvid, i Rummets lavloftede Lys, med Tapetdørene oppe til Kamrenes Dunkelhed, og Brynte, Olof og Adrian som Skygger rundt om sig - dansede i sit Åndedræts Bølger, væligt så Gulvene duvede.

Hør det et År ubetrådte Hus, hun havde vakt det! Hør knirkende Døre og Vægge, hør Ruder, knitrende i deres Is! Hør det nye Års, den nye Juls Dans - ikke Barndommens, nej Ungdommens, deres, som svang sig dér, Kød og Blod og Hår!

Se Bryntes, Olofs og Adrians Ansigter, blussende, trods rynkede Pander og sammenbidte Læber! Mærk: Islaget på hans egne Kinder tøede, hver Muskel og Sene svulmede, omdøbte i Blod, ej et Barns, ej en Krøblings, nej Goliaths! Jærnets hver Pore: at fortære og fortæres!

Med Ansigtet mod Hængekronens spruttende Lys, med Hænderne bæltede om Livet sang hun:

Ingen Dans? Dansen, som han havde anråbt om i Morgongåfvas Ensomhed, på Yngen derude -: Ungdommen, Festen! Dansen i Borgmester du Ponts Sal, i Julens Stue her! Dansen, den var Sejren over Jærnet: Kraften, som det gav, udnyttet til Frihed!

Brynte, din rynkede Pande; Olof, dit vantro Smil; Adrian, din afmægtige Sved - gem jer i Skyggen! Jeg følger Jærnets Lov, ej dens Slave, men dens Herre: Tvang forvandlet til Trang! Sang af Sorg, Guld af Jærn!

Hvad er Barndommens Mirakel mod dette? Nu kan jeg danse! Jærnet skabte mig selv dertil! Nu er min Tid! Og jeg skulde frygte og begræde den? Jeg, den Kårne, sukke over de Vragede?

Nej Susan, der gør mig til Voxen: til Jærn! Han sprang frem mod hende, med spilt Favn. Kom, min Ret og min Pligt!

Da - dér over Susans nøgne Skulder, bag hendes blussende Kind -: et Ansigt, svævende frit i Natten, dødningehvidt, med åbent Svælg -

Blodet isnede, stivnende hver Åre, hvert Ledemod, Pulsen standsede -

Døden - Skuddet fra Mørket, Jærnets sidste Lov!

Ja! Ja! Se: Livet dér og Døden dér! Miraklet? Nu eller aldrig!

I et Spring styrtede han frem. Frels hende nu, og Evigheden er din!

Hans Arm ramtes - han tumlede, blændet, og faldt næsegrus.

Hvem slog? Døden?

Nej, Bryntes Ansigt dér, med flammende Øjne, med bølgende Hår, hendes Frelser ...

Men hvem var da han selv, siden han sloges, siden han faldt? Den Ukaldede? Ja, hendes Fjende!

Han så Bryntes Arme om hende, slyngende Pelsen om hendes Skuldre, løftende hende, så hendes Hoved slog mod Trækronen - og blev borte under Udgangs-Dørens Karm.

Godt, godt, at hun freistes - Ungdommen, Evigheden! godt, godt, at han selv lå her, som han burde! den Urette, den Afviste!

Badet i Sved vendte han Hovedet og så hende derude i Skæret af Ildhuset slynge Kåben af sig, så den faldt ned over Bryntes Ansigt, og løfte sig med udbredte Arme, med Brystet spændt mod Himlen over Gavlene - en Flamme af Snedriverne, mod Natten!

Brynte snublede, ravede - og stormede blindet med hende op ad Hovedhusets Trappe under Våbenskjoldet.

Men dér - Ansigtet i Natten? Jo, Monseigneurs ovre bag hans Rude! .. Spøgelset fra Graven .. Hans Dans var sprunget forlængst, under Guillotinen, nu begærede han deres, deres unge Jomfru ...

Steffan drog Vejret kort og tog sig til Panden. Susan frelst? Ja, for denne Sinde - og for hvem? O hans Drøm om Evigheden og om ham selv som dens Middel!

Han så rundt på de andre, der blev tilbage med ham i Barnestuen, hvor nu Ovnens Varme og Kærternes Lys flyede op ad Væggene for Nattens Pust ad den åbne Dør.

Olof havde sat sin Fod i Begsømskoen og Uldstrømpen op på Kaminristen og spyttede sindigt i den ulmende Aske. Og læsset op på Løjbænken, med Hænderne klamrede i dens blåstribede Hynde og Fødderne gemt skræmt under sig, som frygtede han deres Saffianstæer i Susans Dans, gloede Adrian, svedig.

Steffan rejste sig i et Sæt. Nej, nej, med dem skulde han ikke blive tilbage, med Fornægteren og Rømlingen - han, som nu var faldet for at fri hende, som hin Gang for at fange hende - han, den i Kampen med selve Jærnet Fældede!

»Jeg går over til Susan,« sagde han kort.

Olof tog Foden ned fra Kaminristen og strakte sig, så den korte Vams med Blyknapperne skiltes fra Buxelinningen.

»Ja,« smilte han, »det må vi jo!«

Må? Steffan stirrede på ham. Nej, vil vi! Olof, du er under samme Tvang som jeg - og forvandler den ikke til Trods? Dit Smil, kan det købe dig fri? blot i din egen Tro? Kummerlige Hævn: spyt - og du spytter dig selv i Ansigtet!

Og Adrian - Steffan vrængede Mund af Had - at de skulde trækkes med ham, alle Vegne, blot fordi han var Bjærgråd van Harmst's Søn! Da de var Børn, uden Krav eller uden Pligt, lad gå! Men nu - Hvidfødingen, uden Jærn i sine Årer - at han skulde se Susans Dans, den Forræder!

Adrian plirrede sårt under Steffans Blik.

»Vi - vi skal til Brynte,« peb han.

Steffan lo. O Gud, han Forræder! Forræder mod Jærnet! Nej, dets Abe! skabt til at forherlige det - ved at lyde det bagvendt! Arvingen til »Bjærget«s største Brug - han besvimede på Grubens Rand og var Træl for Grubekarlens Søn! Albinoen, forelsket i sit eget Køn! uskadeliggjort - men lydig!

Og Solfors og Hästhyttan gaves en Gang i Bryntes Vold, som Savolaxhyttan nu ... O Jærn, din Konsekvens!

Men jeg da - din Kraft i mig, den Genfødte? Skaber du for at spilde? Er du så rig, at du kan ødsle?

Å Spørgsmål! Var ikke »Bjærget« Jærn til sin Kærne!

Og - han standsede midt i Gården i Sne til Knæene ...

Derude under Porthvælvets Lygte steg »Broderskabets Tempel«, i Ildskæret fra Persberg, frem af Yngens Skød, Graven over otte Unge - og Triumftegnet for »Bjærget«s Rigdom! Slægten Jacobschöld, i Århundreder dets ypperste Tjenere, ofret i to Decenniers Fest! Ene Hulda igen, Gudmoder til alle Värmlands Børn, men Moder til ingen ...

O Jærn, hvor lidet jeg fattede dig, du Store, som ej blot vil Trælle, men Lovsyngere! du, der har Råd, som du har Vilje!

Han nikkede. Ti se: den rimhvide Birkekuppel dér yderst ude i Parkens Sneskyer - svævede den ikke som en Nattens Ånde over hint andet Skud af Mulden, han trådte: Marmor-Bikuben over hine andre Otte: Djursäters Karoliner, Grev Job af Jacobschöld og hans Våbenfæller, der fra Ishavets og Bosporus' Fængsler, vanføre, afsindige og blinde, sankedes hid tilbage, for i Persbcrgs Ild at vidne, at den ej tændtes forgæves, at den var Jordens sande Tegn ...

Ovre fra Hovedbygningens åbne Dør genlød Susans Latter og Trampet af Bryntes Sømsko, der bar hende bort. Og Steffan fornam sin Skulder, øm af Slaget nys.

De Otte under Templet, som de Otte under Kuben var de ikke Børn af »Bjærget« som han? skabte i deres Faders Billede, med hans Kraft i deres Årer? Og havde de ikke fyldt deres Mål: tjent til hans Forherligelse?

Og Steffan vilde klage, om han, »»Bjærget«s rigeste Arving«, ved sin Pukkel skulde vidne om dets Råd til at ødsle? Å Brynte, du der kræver Morgongåfva af min Hånd, at jeg skal gøre den til Adamshyttan igen, hvor lidet kender du dets Evne til at undvære? ja, hvor handler du mod Jærnets Vilje, dets Ære!

Men - hvor skulde også Trællens Søn begribe, at hans Herre fejres mere ved Blod end ved Sved? ved Spilden end ved Sanken til Hobe?

Har jeg den rigeste Strøm, det ypperste Leje ved Grube og Sø, ja hviler selve mit Hus på Jærn - er jeg dets Førstefødte, i min nye Magt som i mit gamle Had, i min Tilbedelse som i min Forbandelse, er jeg Ild af dets Ild, Drift af dets Drift: at udløse og omgløde den dumpe Jord, at brænde Nuet om til Evighed - det behøver dog ej min Tjeneste, det har Råd til min Død!

Død? Han standsede under Portalens »Ille terrarum -«, under Jacobschöld'ernes opgående Sol og Jacobs oprakte Arme, i Forhallen, hvor Skyggerne fra Eisdyrs-Gevirerne og de mytologisk-nøgne Lemmer og skyagtige Gevandter i Vægmalerierne omkresede ham, i Skæret fra Ovnen, der slikkede op ad Trappens nederste Trin.

Dunklere og dunklere hævede de øvre sig, som sammenpakkede Skyer .. som en Jacobs-Stige op i Husets Nat.

Og hans Pande sank mod Stigens Gelænder, blanket af hundrede Hænder, ormædt af hundrede År. Dets Lugt af Hændernes Olie, af Årenes Støv fyldte hans Næsebor.

Målet, som han havde søgt for sit Liv, Jærnets Vilje med ham - det så længe fejlede, længe trodsede, nu da det var nået, takkede han nu og lød? han, som vidste, der var ikke Undvigen, så lidt i Øjeblikket som i Tiden? Var han ej tilfreds med at fylde sit Mål, blot ej være en Ulydig, en Troløs?

Stod han nederst ved Trappen, kunde han da ej stige den til Ende? Se hundreder af Fødder havde hulet dens Trin før ham!

O nej - Herre, Herre, tag mig nu, som den Gang du var så nær derved i Tårnet derhjemme! Dræb mig her for Foden af din Stige, men byd ikke mig, hvem du lammede, at slæbe min vanføre Byrde de uendelige Trin op og høre Susan le deroppe og Brynte stønne under hendes Vægt! Gør mig døv for de Glæder og de Pligter, som du dog ej vil betro mig, lad mig fylde den ene: at smykke hendes og dine Hænder med mit Blod!

Ja, Blod - deraf var det denne Trappe, dette Gelænder lugtede, hver Fiber, hver Tave gennemvædet af »hin egne Saft«, Jærnets Jærn! hvert Trin løskøbt af de Stigende ved det Mål af Blod, af Jærn, som det krævede for at hæve dem opad!

En santa scala, som den Gudmoder Hulda havde set i Rom, på hvis Trin de Tilbedende, Gud til Ære, sled sig opad på deres Knæ - en Jærnets santa scala, den jordiske Guds - men dog endende i den himmelske uudforskelige Favn: Pligtens Stige mod Lønnen!

Ad den havde Karolinerne stablet sig op, vanføre, enbenede, halte, da de nåede hjem fra de treogtyve Års Orlog, som de drog ud til, barneunge som deres Konge. Hjem fra den ørkesløse Tundra-Døs i Tobolsk og Tomsk, fra Skibsbyggerierne i Woronez, Sten- og Svovlbruddene i Tatariet, hjem fra Hestevinderne ved Tyrkiets Landsby-Brønde og fra »de titusinde Miles By«: Va Li Tschang Tscheng eller den kinesiske Mur ved Verdens Ende. Hjem til det Land, de forlod som en blomstrende Stormagt og genfandt som en Fattiggård - til Barndommens Porte, fyldte af Pestens Mørke og af Uårs Tisler, stængte af deres Egnes Hænder, af deres omgiftede Hustrus, deres Sønners og Døtres, der fornægtede den levende Døde og hans hjemfaldne Krav på Livet... Et Tog af Skygger, hentede hid af Grev Job af Jacobschöld, Huldas Farfader, - han, der havde lidt som de for Baturins Hungerfeber og Hadjacz Frost, for Poltavas Blodbad og Fangeindtoget i Moskwa, under Stenkast og Spyt, bag Karls tomme Bærestol og de svenske Faner, slæbte gennem Heste- og Menneskeskarn ... Men som løskøbtes fra deres tretten Års Fangenskab ved Hælvten af det fædrene Gods og fik Lov til, endelig, at bære deres og sin Herre og Konge - ham om hvis Død de daglige Bønner var opsendte af dem, dér måtte dø ved ham og ej kunde leve uden ham - fra Tistedalens Nattevagt gennem de tvende Måneders og hundrede Miles Sne til Gråmunkeholmens Krypt og dér se Gravlåget omsider skydes til over ham, omsider skjule ham for den Jord, som han havde åbnet og tilintetgjort for sit Folk ...

Og siden - det nye Tog op ad Trappen, de andre Otte, Arvtagerne af den Pligt til Storhed, som de første efterlod som eneste Arv - ja »Karolinernes Gengangere«, de nye Børn af »Bjærget«...:

Unge Claës af Adelstierna, Huldas Fæstemand, og Leopold, hendes tredjeældste Broder og Claës'es Pollux, de sank jo Side om Side for »tjusarekungen«s Fod, ved Svensksund! på Admiralskibets blodige Dæk som på Drottningholms spejlende Gulve hans »jeunes et chéres roues« ... Unge Claës døde på Stedet, smilende, hvid og anstandsfuld som han havde levet - så skønt et Lig ... Og i hin Høstmåned udenfor Vaxholm, på de åbne Galejer og Kanonslupper, uden Lægetilsyn og Føde, i Bien på at Kongen i egen høje Person skulde finde Tid til at føre Tropperne til Stockholm, til Triumftoget efter de tilsatte 50,000 Mand og 24 Millioner Speciedaler og den urykkede Grænse, forblødte og forfrøs Leopold af sine Sår.

Og en sen Novemberaften stønnede Trappen her under de tvende Kister på Noahs Ryg: Slægtens Tjener, Noah van Drougge, Sønnen af de gamle Vallonsmede, Louis de Geers Følgesvende, der nu bjærgede Høsten af sine Fædres Sæd i »Bjærget«s Grund ...

»Dødsbæreren« - hvert Barn vidste, at det var Noahs Navn, og at Navnet var fortjent!

At han ad denne Trappe i 1806 havde båret Rurik af Jacobschöld hjem fra Stralsund, fra hint »Straffetog« mod den store Usurpator, der endte med svensk Pommerns Tab og Hælvten af svensk Ungdoms Undergang i Sot og Savn.

At han i 1807 hjembragte Christoffer fra Oravais, der skænkede Sverrig den hårdeste af alle dets Frede: det ganske Finland tabt!

Og i 1813 Marcus fra »Folkeslaget« ved Leipzig, fra de 100,000s Ligdynge, som kronede tyve Års Krige.

Og endelig, i 1813, hjemførte den ældste af Jacobschölderne, Gomer, fra Glommen og Onstasund, fra Krigens sidste, forvildede Kugle ...

Men endnu stedse vandrede Noah, Dødsbæreren, med sit lange Hår og Skæg, i sin lange, hvide Kittel mellem Djursäters Huse, ubegravet som hine Dages Minde - og deres Genkomst...

Den Yngste af Jacobschölderne, Leander, havde Noah bragt hjem fra Edas Jord- og Tyfushuler, fra Grænsevagten, ej mod Norge, men mod Sot og Sult og Forræderi, på en åben Slæde, under en engelsk »Subsidiekappe«, den store Allieredes eneste Subsidie - ført ham til Hjemmet fra Feltlasaretterne i Kristinehamn og Karlstad, hvor hver Gulvflis var belagt med Døende, hvor Præster var Læger og Vand Medicin ... og ledt ham, en tyveårig, mumietørret Olding, op ad den Trappe, som han havde stormet nedad mellem sine Brødre, og fra hvis øverste Trin han, i syv års Dødsleje, ventede på den sidste og kæreste Broder, Jacobschöldernes Allersidste, hans Tvilling: Seibrant -hvem Gudmoder Hulda biede den Dag i Dag...

Ja, Seibrant - hans Navn stod ristet blandt de andres på Urnen i »Broderskabets Tempel«, men hans Legeme fandtes ej dernede ... Men hvor da?

Vilde han, hvem denne Trappe aldrig - mod skyldig Tribut - havde båret hjem, fra et fjærnt og uset Sted slutte op til sine Brødre, til den Æresvagt, som Jordens Herre på den store Basunes Dag skulde kalde op om sin Trone, at den, med brudte Arme, med knust Bryst, skulde istemme hans Evoé: Ave Cæsar?

Eller - gav han sig på hint ukendte Sted tilbage til Jorden, uskadt som han skabtes af den: en Forræder mod dens Lov?

Sønnesøn af Karolinen indskreves han, lig Sixten Råbock, lig de hundrede andre Børn af »Bjærget«, som fireårig til Fændrik, var tolvårig Løjtnant og kaldtes femten År gammel, som alt mandbart Køn, fra Skolebænken ud at bøde på tredje Gustafs bortfestede Kasser, 80'ernes Hungerår og Anjalas Protest.

Med Broderen Leopold og Svogeren Claës nåede han Kymene Elv, for dér at smittes af Barnesygdommen, Mæslinger, og døv og halvblind hjempermitteres blandt de for Alder afmønstrede Veteraner ...

Fra sin mørke Sygestue her på Djursäter hørte han om Landeværnets Rejsning derude, om Savitaipal, Viborgska Gatloppet og Svensksund, om Broderens og Svogerens Død. Siden brugtes han til Arbejdskommanderingerne ved Trollhätte-Kanal - for påny, i 1808, nedbrudt og svag, at drage ud mod Kymene - og forsvinde, for stedse og uden Spor ...

Sidst han hørtes fra, var ved Döbeins Retræte over Ålandshavet, i den store Forvirring på Signildskær, under Drønet af v. Knorrings fremvæltende Russere, i Branden af Magasinerne og Skriget af de plyndrende, svenske Officerer og Menige, under Trommehvirvlerne og Dødsralningen af Kammeraterne, der efter Ugers sneblinde Flugt og Sult nu brændte levende op i Flamme-Søer af antændt Brændevin.

Led han Døden dér, i denne eneste Overflod, der stedse var de svenske Hære beredt, Kommandoens eneste Nåde? Eller myrdedes han af fjendske Bønder, i en øde Porte? Tog Ålandshavets Is ham? tabte han i Snestormen Kammerater og Spor og døde med Hovedet mod et Isbjærg? Indhentedes han af Kutnows Kosakker eller - eller -gav han sig, af egen Drift, som de af Karolinerne, hvis Navne kun hviskedes af Grev Jobs gamle Fæller sene Aftner ved Brændebålet her på Djursäter, over til hin uhyre Uvejrssky, der fra Tidernes Morgen havde hængt over Sverrigs Grænse, åndet sin Hagelkulde på hver Rude og krævet hvert Slægtleds Blomst? Blev han, Broderen til Helte, Forræder?

Forræder? Sand igen: lidet fatter »Bjærget«s Børn deres Fader! Tog ikke Seibrant, der skræmtes af sin Barnesøvn ved de sidste Karoliners Mareskrig, ved Stanken af deres Sår, ved Dunket af deres Krykker -Seibrant, den yngste Broder, der mødte tvende ældres Lig på den Trappe, hvorad de havde danset ud, øre af Ungdom og Glæde, just »Bjærget«s Lære bogstavelig: søgte sig Hjem hos Jærnet: hos den Stærkeste?

Dog nej - han forsvandt i hin Sky, som de Tusinde andre - og hans Navn ristedes på »Bjærget«s Æresminde, Gravmælet over dem, som det ofrede til Skyen - og sig selv.

Men Steffan - forlangte det da ikke ham eller hans? var det mæt omsider eller for en Tid? Var han og hans Slægt ikke også »Bjærget«s Børn, bestemte af dets Vilje, til dets Ære?

O Gud jo! Hin Ild over Persberg, Sukket fra dets Gruber: fra hine andre Grave, navnløse, ej under Tempel eller Kube, men i Jordens Lønligste, i sammenstyrtede Stoller, i igenfaldne Orter - eller under det tynde, jærnrøde Lag på Filipstad og Gåsbon Kirkegårde - hin anden Hær af Navnebrændte, der på Basunens Dag skulde rejse deres eneste Uforgængelige: deres Skeletter, rensede for det egenkærlige Kød, vanskabte af Slid og vanføre af Amputationer, som uforkastelige Æresstøtter for deres Konges Fod .. havde ikke de, Jærnets Civile, de våbensmeddende Dværge, den skjulte Hverdag, stedse virket den åbenbare Fest?

Og virkede de den ikke den Dag i Dag, travlere end nogensinde? smeddede de ikke Våben som aldrig før? til en Fest, større end nogen: den ny Tids Krig, den som Denis Barchäus varslede hin Aften på Savolaxhyttan: ej blot Valens, men hvert Brugs, hvert Hjems, alles mod alle - Jærnets sidste, endelige Apoteose, Jordlivets Krone og Slut!

Blændet af dens Brandskær, svimmel af dens Blodlugt, selv her på Jærnets hellige Trappe, klamrede Steffan Hænderne, så de hvidnede, om dens Gelænder, med Panden mod dets Træ.

Men - o Gud, hvorfor skabte du mig i dit Billede? Vilde du mig som Sværd eller Værktøj til din Fest?

Ellers - hvorfor gjorde du mig ikke hvid som Adrian, Albinoen, hvis Lød, alt i Fødslen, er Dødens?

»Tys! forstyr ham ikke - han sover!«

En leende Hvisken højt oppe ... Og højt oppe Susannas Ansigt, med Håret dryppende Lys ned i Mørket...

Han gav et Gisp fra Trappens nederste Trin, fra Bunden af sin Søvn...

Og pludselig jog et Stød mod hans Hjærte, et Skær af Rødt for hans Øjne, som strømmede alt det tabte Blod, som denne Trappe havde drukket, al hin Ungdom, dens forblødte Begær, dens sene Krav og hans eget forkastede igennem ham.

Som en Ild flammede han op ad Trappen - fødtes han i Jærnets største Tid, skulde han også være dets største Søn! - og var over hende i et Favntag, i et Kys, så hendes Tænder klang mod hans, og hun tumlede ned mellem hans Knæ.

Med Håret kastet tilbage, med hendes Arm i sin Hånd og hendes Hofte mod sin Fod lo han ind i Bryntes glippende Ansigt.

Ret saa: du bærer hende op ad Trapperne - og jeg kysser hende øverst oppe! Jeg, Jærnets Førstefødte, Ild af dets Ild, Drift af dets Drift, dets Lige - og Besejrer: det hellige Oprør!

Susannas Øjne måbede op mod ham gennem Mørket, fortabte - Brønde af Ubevidsthed og Lydighed .. Hendes Puls kaldte mod hans Finger.

Og han lo. Vogt dig, Jærn! du hader dine Sønner, dine Lige! som alle Fyrster forlanger du dem lænkelagt, uskadeliggjort! Men - dine egne Kræfter er i dem, og de kender dig! Dø til din Ære? Nej, leve til din Tort! Praktisere din egen Lov på dig selv! Oprøret, evigt som Loven!

Evigt? Ja, evigt gentaget - og nu i mig!

Han mærkede Adrians og Olofs Åndepust i Mørket bag sig, Bryntes Ansigt, der langsomt tog til at blusse - og Susans kaldende Puls. Og han følte, at han brændte - en Søjle af Ild, et Spring af Blod fra Trappen, ottes døde Ungdom, ottes Sejr over Døden! over Jærnet! Nej, - nej Jærnets egen, dets inderste Ånd frigjort i Flammer!

Han drog Vejret hedt, i Il af Fødsel og Død, løftede Susanna i Armen og stødte Døren op i den dybe Karm, ind til Gudmoder Huldas Sal, til det store, af Ovnskær gennemkrydsede Rum med dets Skygger af Paneler, Mennesker og Bjælker.

Kom Susan, kom, og I, Adrian og Olof, som snapper efter Vejret - ja du med, Brynte, som rømmer dig, mandhaftigt og betænksomt, som altid når jeg tager Pippet fra dig! kom nu, I Mørkefortabte - før jeg slukner, Oprøret, Luen, den stakkede ...

Han mærkede Susans fugtige Mund mod sin Kind, hendes Øjne duggede, bevidstløse under Håret: Livets Tak til den, der forløste det - og han slap hendes Arm, mødig af dens Kød, af hendes Varme, hendes Lugt, hendes Tak.. mødig af Fødslen, mat til Døden ...

De stod nu midt på Gulvet i Gudmoders Sal, og han så i dens ildsitrende Skumring, svimlende som en Olding af Årenes Tab, klart som en Døende, Brynte gribe hendes ledige Hånd

Jærnets rette Søn - og dømte! Festen, der brænder ud, mens Hverdagen gryer, tro og lang! Hustru alle Dage - eller Elskerinde et Nu? Tjener en Evighed eller Herre et Sekund?

Herre? o Gud, se de mig, Herren, Betroede! Brynte, som han dér tager hendes Hånd, pligtig som - ja, som Husbonden Hustruens -men hvor er Vildskaben, Triumfen, Voldsmandens og Elskerens, der ellers får hende til at blegne og blusse? Tøvede han, den Virksomme, tvivlede han, den Rettroende?

Og hun, det eneste Visse: Kødet, Kvinden, Frelsen for mig og for os alle, den Eneste, jeg tror og vil, for hvem jeg nys bad at dø, at ikke Jorden skulde det - se hendes tømte Ansigt, hendes faldende Trin -forrådte jeg hende og os alle med mit Kys?

Ak, se dem, de Lydige og Lykkelige, som intet andet vil end tjene og tro, som ej drømmer sig en bedre Gud og sig selv hans Profet!

Se, Mødet med det Ukendte, det Lovløse: Nuet, Festen, der aldrig skal få Ret over Tiden, Hverdagen, gjorde dem fremmede i deres Hjem, fremmede på Jorden! Berøver jeg Gud hans Tjenere og Tjenerne Gud?

Hine otte Unge, vanhelliger jeg deres Blod, der genopstod i mig? De lød, uden Krav på at vide hvorfor! De tjente Festen, Jærnets, dets Rus og dets Sum: Krigen, hvori det tager tilbage sin egen Lød, som det kun gav til Låns - som Jorden i Høsten tager Løvet, og Ilden en Gang skal tage både Jærn og Jord, sine Skabninger, når det Mål er nået, som ingen véd, men alle må lyde - ja, om så end heller ikke det findes til! »Det hellige Oprør« .. Er ene Lydigheden hellig? mod den Gud, der ene skabte og ene må råde for alle Tings Høst eller Forspildelse? Zegoels, Patron Jacobs, Elias'es Gud, er han ukendt, fordi han ej findes til? Ja, findes ej anden Gud at tjene og lyde her på Jorden end den ene Sete, ene Kendte: Jærnets? Og bringer ene Tjenesten for ham, Lydigheden mod ham, hin Trappes blodige Trin af Dage, til den Gud, som jeg formaster mig til at kende og agere? Og skænkes, Trin for Trin, Dag for Dag, Kraften til at fuldende, ihvad der end forlanges, og Lykken derved?

Ti - min Kraft, der lod mig opsluge Trappen og hende i ét Spring, ét Nu - giver den mig at bære hende de blodige Trin, de tro Døgn til Ende? ja, giver den mig så meget som at holde hendes Hånd fast? Slap jeg den ikke nys, kastet tilbage i mig selv, i min Pligt: Afmagten, af ham, som jeg drømte at trodse? Afmægtig: til Lydigheds gode Frugt, men mægtig: til Oprørs onde: at dø og døde!

Dog nej - han søgte at smile, befriet, men det blev til en Trækning af Nag: at han kunde tiltro det Jærn, der ej ønskede ham som Tjener, at tildele ham Magt som Fjende!

Dér sad Susan og Brynte jo allerede krøbne tæt sammen, på Bjørneskindet, i Ovnskæret, Ansigt til Ansigt, fundne hjem til sig selv og hinanden fra den korte Vildførelse, - lykkelige og lydige påny.

Den lykkelige Lydighed, ja! den frugtbare: de to sammen! Underligt, at de var føjelige mod Guds Vilje - og deres eget Begær!

Men han, med de res Appetit, deres Evne til Gengæld hundredfoldig - han var forpligtig til Sult, til Goldhed!

Han knugede Hænderne sammen, med Vejret indespærret i sig, sprængefærdig som fordum i Zacharias Piras Skole, i Spændetrøjen af Kammeraternes Næver, i Haglen af deres Hånlatter: »Nå, hvad vilde du så?«

Han gispede, fik Luft og faldt, som den Gang, når Drengene omsider slap ham... Ja, hvad vilde han til Gengæld? til Frugt? Om nu Livet ej agtede den Gengæld, den Frugt? ja, om den var dets Hensigt imod? som Kammeraterne ej ønskede hans Del i deres Lege, ja lukkede dem for ham, når han søgte dem?

Hvorfor? o Gud, hvorfor?

Skabtes han ej som de, omend en Fremmed, så dog af »Bjærget«s Side? ja, sejrede han ej i Fødslens Øjeblik over sin Medskabning Mikael? Og fandtes der noget Tilfældigt i Jærnets Rige? Så han ikke selv Adrians Mission? Og hans egen - -

O Gud, o Gud jo -: dér! Han lukkede Øjnene og knugede Hænderne tættere, men ikke for at værge sig, skjule sig for de to Ansigter, der nys så hvide, nu blussede af Ilden og af hinandens Blod - nej, for at fri sig, for at fly for det ensomme Ansigt, der under sin Snekrone af Hår og Slør smilende bøjede sig over dem - som før dernede i Forhallen, da de Mund ved Mund drak af »Velkomsten«: Gudmoder Hulda, Jacobschöldernes Sidste ...

Ja, for at fly sin Lydighed: den ufrugtbare, og for at fri sig for dens Frugt: Lykken ... undvige sin Pligt, spilde sin Ret, gøre sig til Mikael, den døde, eller, selvmorderisk og selvbefriende, tilregne sig, ikke Jærnet, Ansvaret for hans Død!

Ja, han vilde ikke se hende, Hulda af Jacobschöld, Moder til ingen, men Gudmoder til alle, ene af sin Slægt og sin Tid, men Centret i den nye, det Gangnes Vidne og Trøst - ej som Monseigneur, som Mychowitz et flygtigt Århundredes Træk, men det Eviges sande Åsyn: Lydigheden, Lykken!

Han stred sin sidste, sin hårdeste Kamp: mod sig selv og Glæden, for sin Fjende: Smærten. Han vilde ej sin Føde: den for ham bestemte Lod, han vilde Giften: den Skæbne ham var nægtet. Han vilde ej sin Sejr, han vilde sit Nederlag!

Hvorfor? Fordi han var den Vanskabte, Fornægteren!

Dog nej - den Fødsel, som lod ham sejre over Mikael, skabte ham ikke således, men hans første Oprør, hans første Greb efter det, der var ham nægtet som hans Skade: Susan. Og hans Pligt, hans Gave, den ham bestemte - så han den ikke nu? Drømte han at skjule sig for den? fordi den var tungere at løfte, at bære frem end selve Goliats Byrde, fordi den var Jærnets Førstefødte forbeholdt: at dele med Faderen Ansvaret for den Lov, de andre kun tjente, at elske den, de kun lød - ja, at forvandle den onde Vilje til den gode: ved at skabe Jærn til Guld, Sang af Sorg ...

Han slog Øjnene op og så Gudmoder Hulda, som hun sad dér i den celadongrønne Silkekrinoline og med Ibenholtsstaven i Hånden, i en Grotte af Bålets Lys, med Bryntes og Susans Ansigter ved sin Skammel, med Olofs og Adrians Hoveder skimtende frem og svindende bag Stolens Ryg, og med sin Husfælles og Vens, Major Bror af Ekestams Skyggetorso på Ovnbænken ved dens Karm - en Vagt så tro som Angorakatten Corinna, der blinkede grønt og minutligt oppe fra Ildbukken, og Götz, Bjørnehunden, Helten fra de hundrede Storjagter, der snorkede sin Alderdoms Søvn i Hulen mellem Ovnbenene.

Ej mere modstræbende, sig selv og alle fjendsk, men følgagtig, rede til at modtage som til at give det ham Bestemte: den største Pligt og den største Ret, listede han under de skyggende Bjælkerækker hen til Flammegrotten og dens Beboere, og gled ned imellem dem på Bjørneskindet foran Gudmoders Fod - for at lytte, for at lære af hende, Mirakelgøreren, der kendte Livets sande magnum magisterium: at sejre ved at ville Sejren!

Han havde derude på Yngens Is set hendes Gård rejse sig som en Himmel over Jorden, af Afgrunds-Pustet, af Afgrunds-Sukket fra Persberg. Og hør nu - nu rakte hun, Frau Holde, alle Värmlands Børn dens »Velkomst«: bød dem alle ind til Gæst...

»Har Fætter både Fleetwoods på Sällboda og dem på Rexed?«

Gudmoder bøjede sit krøllede Hoved grundende over sin Stav.

»Friherre Jacob Svante, også kaldet Fläckfota eller Smørbaronen!« remsede Bror af Ekestam lystigt, rullende en Leporelloliste af Navne ned mellem sine skrævende Støvleben, »her!« han pegede med sin lange Finger.

»Og Kaptejnens på Berg?«

»Kære Kusine, hele Jösse Herred har vi, fra Öfre Gla til Varaldsjö, hele Näs og hele Nordmark, hvert Hus, Gård, Brug og Gods, hver Officér, Præst, Foged og Patron, hver Frue, Frøken, Mamsel og Informator! Frygt ej, Bror af Ekestam er huskendt! han glemmer ingen af sine Venner, hverken når han går på Besøg hos dem, eller den ene Gang om Året, han selv agerer Vært - ved nådig Kusines Gunst!«

Han bøjede Skaldepanden hilsende mod Gudmoder, de sortbrune Øjne funklede.

»Nu,« Gudmoder smilede, »jeg stoler jo på Fætter, men ilde var det, om vi glemte én - en ensom Sjæl!«

Steffan nikkede. Ja, ilde i Sandhed - for Sjælen, der ej kom hid at sidde ved Gudmoder Huldas Fod, i Festen i Järnbäraland!

»Sä ensom sidder ingen Sjæl i Värmland eller Dal,« Majoren slog sig på Snorefrakkens Bryst, »at den ej én Gang har haft Besøg af Bror af Ekestam!«

»Vel!« Gudmoder Hulda nikkede.

»Så passerer vi Fryksdals Grænsen, vi lægger Vejen langs Mellan-Fryken og hilser først på Gyllenspetz's i Västra Emtervik, Patronen, Fruen, tre Frøkner, Musikmamsellen -« Majorens Gåsefjers-Pen spruttede.

Steffan lænede Kinden mod Gudmoder Huldas Hånd, han så ikke mere Susans og Bryntes Ansigter i Ildskæret, han hørte ikke deres lønlige Hvisken. Han fornam kun Varmen af denne Hånd, af Helteslægtens Blod bag en gammel Kvindes Hud; han hørte kun Majorens Bas, malmfuld af Kommandoråbene på Trossnäs Felt, af Korsangene i dets Officérsmesse, omkring Kommersråd Norrströms Toddybord, og i Karlstad Frimurer-Loge, over Fru Flitzans Skænk, af Selskabs-Viserne rundt om på alle de Gårde og Brug, som Ekestam nu nævnede - og af de ensomme Vandrekvad på Vejen til dem, gennem Skovskygge, langs Søskvalp, under Bjærgåses sejlende Skyer ...

Og han så de Mennesker, hvis Navne samledes til det store Gæstebud, Mænd og Kvinder, Unge og Gamle: Vallonerne, de Sorgløse, de Forbandede fra Missionærernes Dommedags-Salmer, de Hjemfaldne til Ildsvælget over »Bjærget« - Skyggerne, der hin Aften på Savolaxhyttan flyede over Væggene for den nye Tids Vejr. Ja, derude: Jærnets Forkastede, men herinde: dets Elitekor, Vidnesbyrdet om dets Rigdom, dets inderste Vilje: Guld af Jærn, Sang af Sorg!

Og han pressede Panden mod Gudmoders Hånd. Du lydige Blod derinde, giv mig din Glød, jeg ensomme Sjæl, der fryser i det Land, hvis Navn er Varme - smælt mig fra mit Nej til dit Ja! Gør mig lig dig og Morgongåfva lig Djursäter - eller, o Gud, gør mig kun lig dine Gæster, Vallonerne, de Troende, som danser her for dit Smil som for Guds eget, ét med Dansen, så længe den rækker, uden at forske efter dens sidste Takt! Lær mig at leve deres Fest og dø deres Død, troende deres Tro: at undes dem Dansen, er Dansen, som Døden, af Gud!

Ja, lær mig at tilgive, nej at takke den Gud, din og jer alles! Lær mig at lovprise ham med Blinde-Olles Tunge som med Farbror Adonis', at genkende ham i du Ponts Spring i Ovnen og Denis Barchäus' Flugt som i Bryntes sejrende Indtog! Fri mig, ej blot for Klagen over mig Selv, men over alle!

Fri mig for at være Gud lig: den Dømmende, gør mig til Menneske: den Frikendte og Frikendende, Guds eget magnum magisterium, Jærnets Jærn: Vidnesbyrdet om dets Styrke! Og se; min Drøm: at Barnet er Evangeliet, min Mission mod Goliath: ej ved Sværd, men ved Ord er opfyldt! Ja »Ordet« er fundet, Dødens Overvinder: Tak!

Se jeg knæler på dette Gulv, hvor hver Dans vækker Suk fra Persberg dernede, hvert Spring Træbens og Krykkers Halt - ved det Bål, hvorom din Tagfat, Gudmoder, gik mellem Karolinernes vanskabte Skygger efter dine Brødres og din Fæstemand fra Vuggen, Claës af Adelstiernas gyldne, flyvende Manker, og som beskinnede dem i deres Kister, i deres hvide Ligdragt, og hvortil du nu kalder Värmerne til Fest...

Og som på Dragkisten i Bäckstugan, under Sixten Råbocks og Anders Stenkulas Fløjtespil:

dør jeg af Ungdom ...

Ti se: Sixten Råbock, han lød som Yngling, fik Lov at ofre - og fri sig! Forgæves? i forbryderiske Krige? Jærnets Fester forgæves! O Kortsyn!

Sixten, Gustavianerne, Karolinerne, gav de ikke, for korte eller lange Sværd, Jorden dens Lød tilbage, dens rette hellige Glød? Forrådte, forladte var de tro, selv unge Claës, den Troløse; gav hvad der krævedes af dem, de Udkårne: Festen, der lader Hverdagen flamme over Trællen; der forgylder selv Strådøden og skænker den Hammer Vægt, som danner Heltenes Sværd; der lader den Sottelagte fatte Lydigheds Sødme!

O ja, Gudmoder, Søsteren til syv lydige Brødre, Fæstemø til en lydig Fæstemand, Barnet, hvis Leg gik mellem Karolinernes Krykker, skulde hun ej lyde - og sejre? Og han, Gudsønnen, gennem hende? Skulde ej hin Udsæd bære sine Fold, en Jord så gødet sin Frugt: en Slægt af Troende, Offerglade?

Lær mig da, Hulda, Firsindstyve-Årige med røde Kinder, at være ung i Evighed! ej som de udvalgte Træer at give mit Forår til Guds Ære, men at bære de stedse grønnes Martyrium: blandt Vintersovende at bære Bud om Jordens ødsle Hjærte! Lær mig Jærnets sværeste Bud: at give ved at spare! Lær mig det ved denne Arne, hvortil alle »Bjærget«s Børn bedes, men hvor ingen er så trængende en Gæst som jeg! Lær mig det ved dette Bål, hvor du en Gang sad som et fem Års Barn, på din Farfaders, Grev Jobs, stive Knæ, det, der havde båret hans og Sverrigs Konge, fra den Gang og for altid, den døde, udødelige Karl den XII, fra Tistedalens åbne Ligbåre til Gemslen i Riddarholms Kirkens Krypt - nej, som Pagen den Gang drømte, som Veteranerne snart erfoer, som vi sander den Dag i Dag, vi Børn af Järnbäralandet: til selve Sverriges Hjærtekammer - dets sande Hersker i al Evighed!

»Men - angående Lyrholms på Vägsjöfors - har Kusine husket at bestille Regimentsmusiken fra Karlstad?« Bror af Ekestams Øjne stod stive i Gudmoders, med en forskrækket Ildgnist i deres Glober.

»Ja, ja da!« Gudmoders Kniplings-Næsedug flagrede mod ham, »tror Fætter, at jeg er bleven så gammel, at jeg har glemt, der skal danses på Djursäter, og at ene Ehrenreich spiller Värmerne hurtigt nok?«

»Godt, godt!« Majoren dunkede den knyttede Næve mod Knæet, og nede fra Bjørneskindet nynnede Susan de første Noder i »Borg-Stroms Vals« ...

»Fordum - ja, vi husker det, Fætter, var det Stridsbergerne, der spillede for os - da det var vor Tur at danse.«

»Vor Tur!« Bror af Ekestam drejede sig, så Uniformsknapperne flimrede, »vil Kusine forbyde mig at træde Juledansen med?«

»Fætter? nej, men Fætter er også femten År yngre end jeg!«

»Og hvem leder Dansen på Djursäter, nu som alle Dage?« han snappede hurtigt hendes Hånd til sin Mund, mod de svulmende, røde Læber.

»Nu, nu!« Gudmoder nikkede og lo, »så længe Benene bærer, skal jeg danse for, som Værtinden sømmes.«

»Og den Dag de ikke bærer,« Bror af Ekestam så op på hende over hendes Hånd, med Øjnenes tunge, brune Hundeglød, »den Dag er Dansen i Värmland omme!«

»Snak ikke sådan!« Gudmoders Øjne blev blege, hun rykkede i sin Hånd, »du forsynder dig jo!« hun lo, »og giver mig Guds Ansvar.«

»Og Värmlands Gud er du!« Majoren kyssede den vigende Hånd.

En Duft af tørrede Lavendler steg op fra Ilden; Susanna strøede af Skrinet på de Ibenholts Ildbukke og dukkede Hånden ned efter Rosmarin og Salvie. En Duft af Värmlands Sommer, den udødelige ...

Steffan tog ikke sine Øjne fra det blege Ansigt dér i Rødmen og Ilden - det Hoved, der, hvidt af År og Sorg, ledte Värmernes Dans til Guds Ære.

»Men,« Majoren halede en ny Liste op af Snorelommen, en blank Mønsterrulle for Kils Kompagni - der nu fyldtes med Festens Værnepligtige, »saa nåede vi Kristinefors og Hvitsand og kan passere Mangselven. Lad se: Kapellanen i Nyskoga Kapel -«

Men Steffan blev ved Gudmoders Ansigt, ej i Bøn om, som hun -o formastelige Tanke! o Byrde, tungere end Goliaths! - at lede hin Dans, ej heller - o ufornødne Frygt! - om ej at forstyrre dens Hymne - så længe Gud blæste, vilde den gå! - men om, én blandt Tusinde, at mægte dens Trin, dens Hyldest til Herren - til Hyldest var ham nok...

Ja, Glæden tungere end Sorgen - som hver Pligt tungere end Retten - giv mig at fylde den: min Tak til Skaberen!

Gudmoder, du Troende, hjælp min Vantro, værre end Thomas': giv mig at se Gud - og dog tro ham!

Med Ryggen til Olof og Adrian, ja til Susan og Brynte pressede han de lukkede Øjne mod hendes Hånd - og så dem: Blodvidnerne, de dyreste blandt Guds Apostle, røde af Lejet ved hans Hjærte .. Budbærerne til de sene Slægter om hans Vilje: de trende Karoliner, som Gud lod tilbage på Djursäter i hendes Barndom, og Gud nu lod Steffan se gennem hendes, Jacobschöldernes sidste Blod, Grev Jobs, deres Fælle og Vært...

Nu blottede Gud sit Åsyn. Og Steffan? Gjorde han sig skyldig i hin ene utilgivelige Synd: flyede han?

Nej, se - og dog tro! Vorde lydig - og salig som en Vallon!...

:Dér, i denne samme Stue og ved denne samme Ild, luder med sit Mankehoved over de magre, spidse Knæ den 85-årige Fændrik Gabriel Israel Isogäus, Præstesønnen fra Pelkäne i Tavastland, Studenten fra Åbo, hvem Tvangsloven om Studenternes Udskrivning rev af Hænde de Bøger, som han først genfandt her hos Grev Job, og tvang i deres Sted Karoliner-Sværdet, hint store, tørstige Stål. Ej fordi Loven om de »lättjefulla och olämpliga studenter« ramte ham, Stuesidderen, Bogormen, Gezelii den Yngres Famulus ved »Bibelværket«, ej heller fordi hans Blod sang med i den store Dødshymne - det nynnede nøjsomt over Aristoteles og ved »Dispositiones homileticae« -men fordi Hymnen krævede Blodet, hans som ethvert, der endnu var rødt.

Forkommen, fortumlet, forsultet nåede han, i Strømmen af pjaltede Soldater fra opløste Regimenter, halvnøgne Nostofolk og lévæbnede Kivikät: Landstorms- og Friskaremænd, til Lewenhaupts Hær i Riga, just som den bølgede ud gennem Portene, for over Mitau, Wilna og Uszpol at slutte op til det store Hævnertogt mod Moskovitiens Hjærte, Fabelstaden Moskwa, som de Ældstes Fædre, med Jakob de la Gardie så for 100 År siden, i Tsar Vasilij Schuiskijs Dage.

Men inde i Litauens natlige Urskove, i Dnjeprs Sumpe mødte Student Gabriel ikke den Konge, der havde kaldt ham og hans de hundrede Mile og ikke kunde bie dem fem Dage, men Moskoviten selv, og under Ljésnas Regn og Sne- og Kuglefog så han Kammeraternes Mylder nedsables og nedkøres, de sidste Furagevogne stå i Brand, de sidste Amunitions-Kærrer og Feltstykker sprænges og rømmes.

Bag brændende Skove og opsvulmede Floder, håret og dyndet som et Skovdyr, men endnu med Gezelii testimonium in litteris et artibus på Brystet, nåede han i Baturins rygende Ruiner, i Hovedstaden for askesorte Lande, sin Herre og Konge - for at udnævnes til Fændrik i hine adelige Ynglinges Sted, som Severiens Djungle og Malatitzes Moradser standsede på Sejrstoget. Og med Hornbriller på Næsen, med Halm om Fødderne og en Kosaks Fåreskinds-Pels om Laserne exercerede han på Hadjacz Torv Tatarer, Zaporoger og Wallaker til Felttoget ind i Mazeppas Land, Ukraine.

Let faldt det dog Gabriel Israel at røgte Pligten som Fører, ti sakkede han end med sin Trup Døgn agterud, tro biede dog Vejviser-Pæle ham: Krigere, frosne i Et med Fyrrene og rodfaste som de eller sammenfrosne med Vejen, som stræbte de endnu, lydigt, mod dens og deres Mål: mod den Sommers Sol, som Ukraines Vinter skulde modne. Gabriels Mænd blev tilbage blandt disse Skovenes Vintersovere, Lotofagerne, der for tidligt forspiste sig på deres Herres Frugt, men dog, med Rygradene sprungne, med Næserne og Benene afædte af Frost og af Ulve, skulde kendes igen som hans på den store Mønstringsdag.

Men over den brystsyge Skolars, den rundryggede Teologs Hoved steg hin Sol i Gilead: Solen over Poltava op - og blev stående, som over Sverrigs Historie i hundrede År, rød af dets Hjærteblods Damp, af Moskovittens Krudtrøg og Jordens Støvs og Vredes Ånde.

Ramt af en Samojedes Spyd, just som han på Drabanten Giertas Råb, blandt fem andre, løftede den lamme og blødende Konge fra Båren op i Vognen, begravedes han under Major Wolffelt og hans styrtende Hest, blandedes han mellem Sverrigs ædleste Ætter og Kosaklandets hedenske Afskum til den Rendebane af Levende og Døde, af Snavs og Blod, hvorover Flugten og Forfølgelsen bruste - udgravedes af en Ligrøvers iskolde Hænder og drog, som hans Konge havde lovet, bag sine Excellencer og Generaler, sine Standarter og Faner, sine Feltvogne og Kanoner, under Paukers og Kedeltrommers Spil, én blandt 14,000, ind under Moskwas Murstens-Porte og Tøndetårne, ind i Dragens Hule, som Fædrene for 100 År siden. Men såe, blandt Fabelsynerne af Tinder og Gallerier, af Pelse og Smykker og Tsar Peters eget vanvittige og blodbesmurte Ansigt, kun sin Konges tomme Båre: at han var forsvundet, som havde ledet ham ind i Verden bag Pontus euxinus, at han ej ledte dette Triumftog på Krykker fra Worsklas Tjørne ...

Under Knut og Pigstav, i Hjord med 5000 andre Fanger, nåede han hint Hav, og dér, syv År i Woronesch Skibsbyggerier, prentede Gabriel Israel sine Epistolae ex ponto og Tristia, så dybt i sine naglestungne Hænder, i sin tornestukne Pande, at Steffan denne Aften, halvandet hundrede År efter, læste dem så let som Nasos hos Farbroder Anselm.

I det syvende År, da af de 5000 ej hundrede var tilbage, forsvandt Gabriel Israel fra de Kajer, hvor Europa, først med Lefort og Gordon og nu med de svenske Krigsfanger, tømrede Asien dets Røversnekker - dukkede ned i Kaos og steg, grå af dets Løndomme, en Dag i 1718 op i sit Hjem, i Tavastlandets Hjærte, i Pelkäne, for at finde det Bud sandt, der gennem Lewenhaupts Bureau i Moskwa, over Verdner af Mile og År, havde nået ham, i et Brev til en Medfange: at hint Land Suomi ej mer fandtes til, at ene Ulves Hyl hørtes i dets Nætter.

Hvid som en Hundredårig stod han ved Pelkäne Sø, med de nøgne Fødder sorte af Asken fra sit brændte Fædrehjem.

Ti hin Dag i Høsten 1713, da Carl Gustaf Armfelt her i Küokkale Pas stred sin sidste Strid med Russen, havde Gabriels Forældres og Søskendes Lig blandet deres Offerrøg med den, der fra Systerbäcken til Torne-Elv, over hele Auras Rige, steg til Guds Trone.

Gabriel Israel havde ledt sig frem gennem hint uhyre Indlands evige Nat langs de Floder, der løb mod Nord, han havde levet som dets Urskoves Dyr, sovet i deres Huler, ædt deres Føde og tiet som de.

Nu drog han, for at tale med sine sidste Landsmænd, den ældgamle Vej, de 300 Mile langs Havet, Tjenerstien, som de et halvt Årtusinde havde trådt til Svea, deres Dronning, at høre og dø på hendes Bud, og hvorad Armfelts 6000 var draget, over Jämtlands Bjærge, at dække, imod Vest som imod Øst, hendes Hjærte med deres nu snart sønderkløvede Barm.

I Handöl By traf han de 300, som Dovre spyede tilbage fra sin kogende Snekværn, fra Ejyafjældenes skummende Tænder - sorte af Koldbrand og afsindige af Synerne i Bokhammars og Öjefjældets Ginungagap. Han traf dem hos andre Landsmænd, hos de Finner, som Karl den IX kaldte hid til Skovhugst, og som hans Efterfølgere havde fældet som Træer. Og her, blandt sine sidste Krigsbrødre og Resten af sit Folk, hørte han det Bud: at Karl den XIIs Liv var endt i Frederikshalds Løbegrave ... der i den dunkle Porte, i den bitre og hjemlige Lugt af Røg og med Snehvirvlerne hen over den åbne Lyre, påny lod ham se hint Syn af Kongens tomme Båre, der ledte de 14000s Indtog i Moskwa ...

Og han blev iblandt sine som Præst og Lærer, nyttende sit Gregorii testimonium til i de fremmede Skoves Dyb at holde den himmelske og jordiske Tunge levende i sin Stammes Mund.

Deroppe i Hjemmet var Kirkernes Nøgler forlængst afleverede, Åbo Universitet stod tomt som Skolen ved Pelkäne Sø - Mennesker og Dyr havde skiftet Boliger: i Hulerne døde de sidste Finner, og i Kirke- og Markedsbyerne parredes Ulvene.

Men ved Skæret af Fyrreklynen fra de svenske Skove, med de finske Tidekalendre af Bentavler og Agricolae Testamente og Psaltare på Knæet stavede Gezelii Discipel, Kong Karls Fændrik, for Flokken af unge og gamle Analfabeter det Sprog, hvorom det hed ude i Europa, at det var forsvundet. Han lærte dem intet nyt: han manede ej Hesperiens Øer op for dem, hvem ultima tules Skygge skjulte, han tegnede ej sin og sines Kalvarie-Gang for dem, der til og fra deres Porte havde trådt mere end syvtusinde Gange syv hundrede blodige Fjed. Han lærte dem kun Lektien, gammel som Suomi selv, at Gud gav dem under Arkturus' Frost, i Babylons Landsflugt.

Og han blev med Fred i sin Menighed og sin Skovkirke - ti hvorfra skulde Forfølgelsen komme?

De Bygder i Dalen, der fordum sendte den som en Regn af Blod og Sten over de Fremmede, synede, fra Udhugget heroppe, tomme for Røg og for Mennesker. Guds Tjener, Carolus rex, havde kørt sit Trespand: Krig, Hunger, Pest gennem Kanaans Dale og fejet dem nøgne som Horebs Tinder. Og i glemsomme Tanker ristede Gabriel Isogäus i Asken af den Svedje, han just havde brændt til Udsæd:

men tegnede under, fromt og hebraisk: Amen. Han havde glemt Horats, men huskede »Bibelværket«.

Og dog, alt mens han såede Wasa-Rug til Høst, var det rundet ham af Hu, at den Gud, der tilintetgør, også sår - at han kan have at tilintetgøre påny.

Og en Dag steg atter Røg fra Dalens Bygder, Kvæghorder skred, hvor hint Trespand havde faret - mæt af Lig og Tårer og Blod modnede Jorden Agre og Slægter påny.

Og i Fosterfaderens og Fædrenes Arv, røde af deres Lød, fornam Sønnerne det ældgamle Bud: at Jorden og Menneskene ej bærer Jærnet forgæves, men for at forkynde, at dets er Magten, Riget og Æren. Og en Dag så Gabriel Israel hin Læres tro Profeter: Lensmanden og Præsten fra Dalen, i Spidsen for en Flok bevæbnede Bønder, selv væbnede med Skovloven af 1734, på de Rydningspladser, som hans Folk, på Sverrigs Bud, havde brudt af dets Urskoves Frost og hegnet med tvende Århundreders og fire Slægtleds Stenvolde.

Og flyende i Røgen af brandstukne Hytter og antændte Agre, under Brølet af det røvede Kvæg og Dødsskriget fra de nedskudte Ynglinge af Folket, genkendte han Gud Herren fra Israels og Kong Karls Tid. Og endnu dybere i Skovene, endnu højere på Fjældet, endnu fjærnere fra Menneskene samlede han de sidste Overlevende, som Ukko det Folk, der havde flyet for sine Forfølgere fra Jordens Hjærte til dens Rand og vidste, at også dér udover skulde Herren drive dem.

Dyrt krævede Gud sine Førstefødte: på Mamre svale Sletter tog han dem i sin Hånd og endnu ved Mare septentrionale holdt han dem fast, at de skulde vidne, at Nidkærhed er hans Navn.

I Året 1743, i den Senhøst, da ny Blodsæds Grøde: den nye russiske Krigs, sankedes i Lade, da Klokkerne gik over de Nedsablede ved Willmanstrand, de Blodgangs- og Skørbugsdøde i Kymenegård og Borgå, da kvinde- og oldingepløjede Agres golde Ax æltedes med Bark og Ben til Nødbrød, medens Landets sidste Fedme ådes af de i Sörmland og Östergyllen indkvarterede Russere, som man drog ud at tugte for Poltava, og som man nu måtte trygle om Beskyttelse mod Danmark - drog Gabriel Israel Isogäus igen en Langvejsfærd, som fra Woronesch til Pelkäne, og fra Pelkäne til Handöl, med Stav i Hånd og med nøgne Fødder, men denne Gang ej med Gezelii testimonium, men med sit Fændrik-Patent forvaret på Brystet. Og han drog at udnytte det, den kongelige Nåde - ej mer til Hunger og Sår og Fangenskab, men til Penge og Korn: til Krigsmanshuskassans 54 Daler Kobbermønt og 8 Tønder Rug, Pensionen, han, som så mange af hans Fæller aldrig havde modtaget af det Land, hvem hans Blods og Sveds Udgydelse havde gjort fattigere end dets fattigste Fændrik.

Men nu, da i hin yderste Skovafkrog de ny Svedjer sortnede af Frost, det sidste Hornkvæg sønderreves af Ulve på Pörtens Tærskel og ingen Kugle fandtes til Jagt eller Værn - ti Bygdens Præst havde ladet Budstikke gå, at hvor en Finne viste sig at bytte Skind for Krudt, skulde han ved Spidsrod tvinges til at vise Vej til det Sted, hvor hans Folk, kongelig Majestæt til Spot, havde søgt Ly - syntes ham hint Patent fra Baturin et Himmelbrev, et Vidne fra selve den Gud, i hvis Spor Landet nu atter vandrede, om at han, Gabriel Israel Isogäus, hørte til hans og turde forvente sin Løn hos hans sene Disciple. Og - otte Tønder Rug ... Vädlainen kom med kun et Lomskind fyldt til Medskog, og Svedje kan bære indtil syv Fold. Gabriel kunde nære et Folk af sin Hånd .. som Josef i Ægypten sine Brødre, af sin Ungdoms Fangenskab.

Men - hvo vilde vidne, at han, den røgsorte og hvidhårede Finne, rygbrudt af Woronesch' Tømmerstokke og Tydalsfjældenes Stene, vankundig af syv Trældoms År hos den fremmede Lea, af fireogtyves Brodergerning for den søsterlige Rachel, var studiosus Abosiensis, Fændrik i Björneborgerne, Gabriel Israel Isogäus?

Johannes Gezelius den Yngre, hans høje Mester fra Ungdommen i alma maters Sold? en kvart Sekel tav hans veltalende og stridbare Tunge for alle testimonia som for alle disputationes ... og hvor skulde hans Famulus have dristet sig for hans Examinator-Blik? Exegetiken - o Gud! biblia pauperum, Billedbiblen, var den eneste, han nu mægtede at tyde!

Og hans musae Brødre fra da? De af dem, der ej sov hin Søvn sine ira et studio, under Kajanias Dværgfyr eller Carlopolis' Figenpalmer, eller foran Ikonostasen i Kosakland, som converterede Poper, vanhelligede deres Præceptors Lærdomme og deres Fædres Sprog - skulde de kendes ved hans ecclesiola extra ecclesiam, hans Kirke i Skoven? Skulde ej, som Præsten i Dalen, true den Usalvede med Konventikel-Plakaten af 1720? Hvo vidste så vel som de, at han hørte til den profane vulgus?

Nej, til sine fratres Martis måtte han søge, til dem hvis Hoveder Poltavas sorte Sol brændte hvide, som hans! Let vilde de på hans stigmata kende ham som deres Faders fuldlærte Svend!

Men hvor mangen Johannes havde Herren ladt tilbage på de Levendes Cypern?

Ikke Adam Ludvig Lewenhaupt, Gabriels Imperator og Pomponius Atticus i hine tusculanske Samtaler, som Feltherren og den Menige førte i Litauens Snefogs Nætter, om den rødglødende Kanonkugle i det nedføgne Telt. Den lærde og parykklædte Heros sov i hint Tamerlans Rige, ene blandt sine Lexika og de Ruller, hvori han, for sidste Gang, sankede de fra det Bottniske Hav til det stille Ocean spredte Svenskere til én Hær.

Hvor fandtes de Ronder, at Gabriel Israel kunde pege på sit eget Navn?

Og Måns Stenbock, Feltmarskallen Rehnsköld, Excellensen Piper? Forlængst havde Herren ladet dem af Fængslet ud at stå om hans Trone!

Men én levede: Axel Erik Roos af Hjelmsäter, Liv-Drabanten, Vovehalsen, Kongens, Folkets og Pigernes Yndling, frelst brunlokket fra Poltavas Sol, helskindet fra Kalabalikens Hus, ubøjet fra Tyrkernes og Danskernes Fængsler! Ja, Axel Erik Roos, den Udødelige -han havde redet Europa og Seklet igennem på langs og på tværs, han havde fulgt sin Ungdom, sin Hustru og sin Konge til Graven, og nu, som Generalguvernør, Landshøvding og sidste Mand af sin Slægt, jog han Dalslands Elge og Bjørne, som fordum det gyldne Horns Møer eller August den Stærkes Gesandt til Tatariets Kahn ...

O, let vilde det være for Gabriel Israel at kende ham! Men Axel Erik?

Å jo - som Fændriken drog frem over Storsjön og Dalelven, syntes han, han kom gennem deres Ungdoms Land - gennem Litauen, Polonesien, Ukraine, gennem Urskove og uddøde Byer og Askefelter, gennem Horder af Tiggere med sorte Ansigter og indskrumpne Kroppe, et Folkeslag mættet af Barkbrød og af den Føde, som de Umælende udspyede. Så han ej hvidhårede Præster, spændte for Ploven gennem Tisselagre? mødte han ej blødende Flygtninge, »Daldansens« sidste? Han kendte den Jord, som han ej så længe havde set -skulde Axel Erik da ikke kende ham?

På Dalarnes og Värmlands Grænse kom Vintren, den gamle Kending, ham i Møde, og som han gennem Timile-Skoven søgte frem mod Ynglinge-Årene, at mætte Alderdommens, gik han dybere og dybere ind i hine, blindet af deres Fog, brændende af deres Frost, ledet af deres Storme.

Han glemte, at længst var Poltava nået, som Woronesch, Pelkäne og Handöl, at han vandrede at søge sin Sold. Som hver Nat, på Ovnbænken derhjemme, vandrede han sin lydige Vej over den halve Jord at tømme sin og sit Lands sidste Blodsdråbe i pontus euxinus.

Og kære Stemmer lød om ham - han var ej ene blandt menige Finner ... Erik Axels høje Tone lød, og Ingel Lydinghielms, Hans v. Rajalins, Hindric Griphufvuds og Skotten, Gordon Moffats .. et Vårfugle-Kor under Litauens Snekroner, de titusinde Grækerfareres mod Sorte Havet...

Og forude så han deres unge Kyros' lille Hoved, Halmdusken på den opkrammede Hat, den Helt og den Lamia, der ledte dem i Døden ...

»Dulce et decorum est pro patria mori,« forklarede Lewenhaupts Stemme, og Gabriel Israel nikkede: sødt at dø ung herude, ej som gammel at skulle se det Land, som Helten og Lamiaen efterlader!

Den unge Fændrik vilde tørre sine Øjeglar, fulde af Sne og af Tårer over Lærdommens bristede Drøm og over Gudens Nåde imod Ganymedes' Hær - men han snublede og faldt i hans og sin egen Grav...

Foget, Foget, der suser uden Mål, af Herrens Lune, men fylder Himmel og Jord, hans Leg med dem, han skabte ..!

Men Gabriel Israel vågnede og forstod, at Herren vilde lege lidt endnu, og så omkring sig dem, der sammen med ham selv skulde være Legetøjet, Brikkerne fra hans største Fest, der skulde lade Slægterne ane dens Vælde.

Dér stod jo Ingel Lydinghielm, blind og på Krykker, dér Hindric Griphufvud, enarmet og enbenet, og Gordon Moffat ældegrå, og bøjet over Gabriel den femtenårige Page, Job af Jacobschöld, med snehvide Hår .. Axel Erik så han ikke, hvor kunde også han, den evigt Unge, findes blandt disse?

Og dog vidste Gabriel Isogäus, at hans fjerde og sidste Vandrings Mål var nået: at han kendtes af de sine, og at de otte Tønder Rug var ham vis.

Hør, nu råbte unge Job med de hvide Hår hans Navn og dens, der stod under Pergamentet, som rystede i de fingerløse Hænder: »Carolus rex ..« Nu var omsider hans Sold ham sikret!

Og den var det. Ti uden for Djursäter var han falden. Og gennem denne sidste ringe, men røde Sum af Blod i Gudmoder Huldas Hånd så Steffan ham endnu sidde her ved Arnen af Karolinernes »Helligånds-Hus«, i Hjærtet af Varmens Land

Ti de Langslæder, der fra Grev Jobs Lader med hine otte Tønder Rug drog Vejen tilbage, som han var kommet ad, for at søge dem, til hvem han vilde hente dem, vendte hjem med den Håndfuld Aske, som de i hin Skovafkrog havde fundet fra det Bål, Gud Herrens Tjenere, Præst og Lensmand, havde antændt i hans Navn og til hans Ære på det Folk, som han havde lagt dem og Jærnet i Hænde. Gabriels Tjeneste for Rachel som for Lea var omme. Nu kunde han hvile sig i Gosen. Israel havde stridt til Ende med Gud, nu sad han dér velsignet og lammet af hans Hånd.

Og Steffan så ham og forstod

»Brynte,« hviskede Susan, »husker du: i Fjor dansede jeg Hælene af mine Sko, i År vil jeg danse Fødderne med!«

Steffan nikkede. Ja dans, Susan, dans til Fødderne er danset bort...

Og han skjulte Ansigtet i Gudmoders Hånd og så videre i dens Blods Billedbog ...

Og så to brune og blanke Træben rakte ud mod Arnegløden, som tørrede de endnu våde Navne på Major Bror af Ekestams Navnerulle over Festens Regiment. Skyggen fra et nøgent Hoved, fra en tyk og tung Bog faldt over Susan og Brynte, men skjulte ikke deres Latter...

Hindric Griphufvud, Kaptejn af de Albedylske Dragoner, stavede i Kurt Friedrich v. Wreechs: »Wahrhaftige und umständliche Historie von denen schwedischen Gefangenen in Russland und Sibirien,« omkap med Gabriel Israel i Xenophons Anabasis.

Og som Studenten og Fændriken søgte at følge de 10,000 fjærne Fæller de utællelige Parasanger umålelige Lande igennem, fra Babylons Floder til Hjemmets Arkadien, men ak! ved hver anden Parasang måtte ty til sin Mesters og Faders, Gezelii den Ældres: »Lexicon graecolatinum«, ja videre til Ihres: »In nuce roma«, at finde frem ad de hellenske Veje, hver Skolepilt kunde gå, og han selv en Gang havde løbet let på Tå - således prøvede v. Wreechs Adjunctus i den Skole for svenske Krigsfangers Børn, som de en Gang sammen byggede i Tobolsk, at følge sin Vens og Mesters, sine egne og deres Troesbrødres Vej i Fangenskabets og Ungdommens År og Lande ... Men ved hvert Fangebrev, hvert Bibelcitat, hvert Begejstringens, Tillidens og Gudshengivenhedens Ildbogstav, svigtede ham de Krykker, der havde båret ham over Poltava, gennem Sibiriens tretten År og tusinde Werster, men som Otiets halve Sekel og Djursäters Arnelue og Minderugen havde frønnet...

Og som Gabriel Israels Hånd søgte til sin Lærefaders vade mecum, at finde Støtte ad de uendelige Parasanger, tyede Hindric Griphufvuds til den Kong Göstas Bibel, der hvilte i hans Skød, at lade Guds egen Røst føre ham fra Barndoms-Legen i Västergyllens Abildhave, gennem Narvas, Holofzins og Poltavas blodige Ynglingedåd til Manddommens Lænker i Tobolsk og Tomsk og den årle, men lange Alderdoms ørkesløse Grunden i Djursäter Arnekrog - høre Gud selv fra Sinai forkynde, at ham hørte al Jorden til, og hos ham skulde de ende, et præsteligt Kongerige og et helligt Folk, - ja bæres på Ørnevinger skulde de i hans Skød, hans Ejendom frem for alle Folk: de Lovlydige...

Og den nøgne Isses Årer og Ar sænkede sig for det Guds Åsyn, som Moses og Aron så over Sinai, men som ingen af Israels Præster eller læge Vandrere i Ørknen skuede, at de ej skulde falde og Gud Herren gøre Skår iblandt dem.

Men - o forgæves, ti havde ej Hindric mødt hint Åsyn i Basunens Dage, da al Jorden skælvede og røg som en Ovn - og kunde han dølge sig for det nu? kunde Guds Åsyn glemmes?

Og atter søgte de knoklede Fingre i Laurentius Petri at finde Jesaias Forsikring om, at de Synder, der vare som Karmoisin, skulde blive som Sne; der vare som Skarlagen, skulde blive som Uld... Ja se: »Eders Hænder ere fulde af Blod« ...

Oldingefingrene, hvide af Døden, brændte røde af en dræbt og fremmed Ungdoms Blod, af hans eget, udøst i fremmed Jord ...

»Rens mig fra Synd med Isop, så jeg vorder ren! to mig, så jeg bliver hvidere end Sne!«

Den arrede Pande søgte Hvil i den utoede Hånd, og Feberøjnene lukkede sig, at ikke se, men tro, at bæres ej på egne Krykker, men på Hans Ørnevinger til den Gud, hvem al Jorden og han selv tilhørte, som havde taget hans Liv og budt ham tage de andres...

Vendte sig nu hint Åsyn, som ingen, der vil leve, tør se, fra ham, Hindric, og, gennem Gudmoders Blod, mod Steffan? at lade ham falde - eller opgøre sin Pagt med ham?

Gennem Krudtdampen ved Tipperup, Snefoget over Narva, Brandosen ved Düna, Jordrøgen fra Poltava - gennem Tågen af Mile og År, gennem Glorien af Laurbær og Paianer, så han Hindric Griphufvuds Liv og deres, som det tog for hint Åsyn ...

Han så Spaden i Knøsens Hånd, dens travle Dont i Moderens og Søsterens Abildhave, i den aldrig kendte, ved Lund faldne Faders overgroede Vænge. Så den byttes for Sværdet og dets Gerning: dets Høst derude, dets Frugt herhjemme: Livene, som det tog, og dem, som det ikke fik værne: Moders og Søsters mod Røver og Ulv.

Så ham, som nu ved Gabriel Israels Side, som nu på Træben, i Juledagene i 1709 gennem Moskwas trange Port vandre ind i sin Fængselsgårds tusinde Mile. Så ham lakke de 945 Werst fra Moskwa til Clinoff, de 500 fra Clinoff til Solokamsky, de 267 fra Solokamsky til Wergotura - ro ad Floden gennem hin 8 Døgn lange Skov til hint store Bjærg, som var Verdens Grænsemur, hvormed Dødens Rige er tillukket og befæstet: Ural foran Sibirien.

Og han så ham og de Hundrede andre - de første af de Tusinde, der kom den Vej - skride over Grænsen, vende sig og se sig tilbage, en sidste Gang, og forsvinde for de Levendes, men ikke for Steffans Øje.

Det fulgte dem over Bjærgryggen og gennem Kløfterne, over Sumpene og gennem Skovene; så dem vandre til Fods at vinde de Kopek, som Bønderne gav dem at slippe for Skydsen; så Hindric sakke agterud på sine Krykker, mindre ræd for Gråbjørnene og Urskovenes Stiløshed, end for ej at kunne klare Gælden for Brødskorpen og Nattekvarteret; så Kammeraterne vente på ham, løfte ham i en Båre af Cedertræets Grene, læske ham med dets Nødder og bære ham videre på deres Skuldre, til de store Floder atter begyndte, og han på Bådtoften, på »Strussen« med sine stærke Arme kunde tjene sin Taknemlighed af

Og frem dukkede Tobolsk - Byen med det aldrig før hørte Navn, den uanede Plet bag Livets Grænsemur, som i mer end et Decennium blev Hjem for så mange hundrede Svenske - på sit Bjærg og mellem sine Floder, med sine Trapper og sine Gader, hyllet i Sne, i Nifelheims Nimbus.

Og Steffan så sine Brødre bag Ginungagap, unåelige fra Hjemmet, fra hans egen Tids Muspelheim, i bundløse Støvler og hårløse Pelse snide Baljer og Krudthorn, flette Kurve og Parykker, garve Huder, sy og farve Tøjer eller - dem Gud gjorde fattigst i Fødslen eller på Poltava Slette - synge i Gårdene for Brød: Friherrer og Grever, Oberster og Ritmestre, Sverrigs dyreste Blod.

Han så dem i deres Kvarterer: i Høboder, Vaskehuse og stinkende Skure; så dem i Røgstuers Os, i Vrimlen af Mennesker og Dyr, på Randen af de gloende Ovne eller ved Lugernes isnende Træk prente de Breve til Hjemmet, til Hustru, Forældre og Børn, som aldrig nåede frem, eller til den åndelige Fader, Vægterrøsten fra det ødelagte Zion, den eneste, der talede til dem over Muren, fra den lukte Verden derude - og som kaldte dem til den endnu ej opladte, bag Muren højere end Ural selv: August Hermann Francke i Halle an der Saales Waisenhus ... den Røst, som deres tyske Kamp- og Lidelsesfælle, Curt Friedrich v. Wreech fra Sorau i Nieder-Lausitz havde påkaldt.

Og Steffan så dem samles i hans Navn, om hans Skrifter, om hans »Fest-Predigten« som hans »Busz-Predigten«, om hans »Zeugnisse von Gnade und Wahrheit« som »von Werck und Dienste Gottes« ... om Thomas a Kempis, Scriver og Arndt, Sorthau og Statius, de Bøger, der nåede dem med Vårbruddets Floder i deres Fangenskabs sjette År - som Foråret selv over de Vintre, da de kun havde ejet Stumper af Salmer eller Traktater, bevarede fra Barndommens Otte eller fra Læsetimen bag Bedstemoders Rok ...

En Sang af fjærne Stemmer, en Hymne bag Mile og År tonede fra Gudmoders Blod i Steffans Øre - som:

i hans andet, med Susans og Bryntes leende Stemmer, med Bror af Ekestams snurrende Bas og Gudmoders smilende Diskant...

Navnelisten skød sig fra Majorens Hånd ud over Gulvet:

»800 nåede vi!« lo han og lod de våde Navne bølge, som trådte de alt Dansen.

»Og dertil »Knægtene«,« smilede Gudmoder.

»Det er hele Rullen over Värmlands Regiment og Jægerkor!« råbte Ekestam, »men lettere blev det at finde Adressen på Himlens Fugle end deres!«

»Og dog finder de nok Vejen hertil!« »Finder Vejen? Vejen hertil? Fandt Tranen Vejen til Dansepladsen?« han lo, med funklende Øjne og Tænder.

Hint fjærne Kor sang ikke mer. Hin Fest bag Dødens Grænseryg var omme. Men Steffan så Hindric Griphufvud lakke gennem dens søgne År - ad de stejle Gader og Trætrapper, mellem røgbolmende, mostættede Træhuse, Købmændenes Gostinny Dwor, Kirkernes Løgkupler og Guvernørens, Fyrst Gagarins, Precase, ad de isglatte Trin til Övre Staden, med Udsigt over Tagenes Sneflager til de bundfrosne Tundraer, med Tobols og Irtys' sorte Årer og Fyrreskovenes fjærne Rand

Pustet fra Horizonten nåede den ensomme Mand, fra Brødrene i Tatariet, i Svovl- og Salt- og Malmgruberne, fra »de titusinde Miles By«: fra den kinesiske Mur om den gule Races Paradis - den anden Grænse, der holdt dem fangen.

Steffan så hin enlige Skikkelse på Trappen, knugende Speners »Observationen über des Lutheri Version« mod sit frysende Bryst - afskrevet i hundrede Exemplarer var den flagret derud, hvor Sneen føg som fra Tomrummet bag Jorden, og havde af Mørket tændt Stjærner, der tilvinkede ham sit Bud: »Broder, os undtes Dødens Vinding! Ved dette Tegn har vi sejret!«

Og Hindric nikkede: »Vi følger på Nådens Dag!« og dukkede ind i sit og v. Wreechs Kvarter, Sæbesyderens Stue, hvor de to og Løjtnanten Jakob Schöning og Michael Schlägel, den gamle Underofficér fra Speyer, de otte Børn og Karlen underviste og lærte, sov og husholdt i Osen fra Værtens benfyldte Kedler ...

Og hvor Gud beredte sig en Lovsang af Ynglinges og Diebørns Munde, et Halleluja midt i Forbandelserne fra Gornitzaernes Horelejer og om Kabakernes Wodkaskænke, i Knaldet fra Selvmordernes Pistoler eller Rømlingenes dødsjagede Skrig -: et nyt Jerusalem, en ny Himmel og Jord i Steden for den, som han ved Poltava trådte i Kvag.

En Drik Vin havde Gud iskænket dem, så de tumlede, Vinperscn trådte han, med sin Ild udtørrede han deres Årer, sine Hænder lod han ej binde, sine Råd ej censurere - Herre var han! den, der så ham, måtte dø, og han skulde evigt leve!

I Skolestuens Sæbelud, i Forsamlings-Salens Slam af råddent Hø og Sne, ved Dødslejerne under Afgudsbilleder, urækkeligt fjærnt fra kendte Hænder, i Sult og Pjalter, i Jeremiæ Begrædelses-Timer, i Babylons Lænker steg Davids 107de Salme fra dem, der fik Vederstyggelighed til Mad; som styrtede på øde Veje; som lagdes i Skygge og i Jærn uden Hjælp; hvis Visdom var udtømt - og som fattede den nidkære Gud.

Men i Fangenskabets syvende År, da den Gud afbrændte Staden, hvori de havde fundet Ly, ja Skolestuen over deres Hoveder, og gav dem i deres Fjenders Hænder, der skreg, at de havde forvoldt Branden, for at undfly under Røgen, og ombragte dem på Gaderne og i Husene til Straf - da bød han også Hindric Griphufvud at gribe sin Krykke og lægge 3000 nye Werst mellem sig og sine Brødre, de sidste Levende, at vandre 300 nye Mile borte fra Bredden, den eneste i Havet, at kastes som Stenen af hans Hånd i dets Bundløshed.

Og én blandt de mange, som Fyrst Gagarin efter Branden skikkede bort, drog han ad Obi, Sibiriens Vej, imod Altai, gennem Ostiakernes Urskove, slæbende, under Varmetidens Moskito-Sværme, Skibet efter sig gennem det udtørrede Flodleje ...

Og Steffan hørte Ostiakernes Jagtskrig og Troldtrommerne gå, og så bag Træerne deres Hytter med Hestekraniernes flagrende Man og Burene med de udstoppede Guder. Han så dem løbe langs Bredderne, nøgne eller i Fiskehuder, sammensyede af Sterlettens Sener, med Kranse af Egernhaler om Hovederne og Buer og Spyd i Hænderne, at beskue det fremmede Folkeslag, der drog gennem deres Skove.

Hindric gav dem den sidste Håndfuld Schaar, Tobak, og sin sidste Skjorte. Og i Flodlejets Dynd, hejset på sin Krykke, besvor han dem på sit lallende Russisk at omvende sig fra de Afguder, de fløjtede til Hjælp, som man fløjter ad Hunde. Men de svarede, at hans Gud var til, men Bistand kun at finde hos Schaitan.

Ved Narim vendte de hjem til deres Skove, og de ad Floden Dragende blev ene med dens Bugtningers Sværm af Vildgæs, Elsdyr og Fiske. Høsttiden var kommet med gult Løv og Regn, og i sorte Nætter klagede de vældige Årer dem dybere og dybere bort i Asien.

Og fra sit Leje i Skibsbundens Getsemane erkendte Hindric Griphufvud den Gud, som har forladt Menneskene, og hvis Vilje sker. Men han tyede ikke til den Schaitan, som hjælper ...

Og i Tomsk, blandt Fæller, der sønderrev hverandre som vilde Dyr bag Gitre; der besudlede deres Races og Guds Billede; undflyede hans Vilje i Hor og i Rus og udslettede hans Navnemærke ved Selvmord eller Flugt - 300 Mile fra sine Troesbrødre, 1000 fra sin Lærefader, ene med Gud, fattede han det Salige i at give: Hans Storhed, som kun tager, og da han på Tomsk'es Torv traf Ostiakernes Knees med hans Folks Bønskrift til Guvernøren, bød han ham at forkynde for sin Stamme Lykken ved en Gud, der ej er formet af vore egne Hænder, til vort eget Gavn.

En Bojars Datter kastede, trods hans Træben og hvide Hår, sine Øjne på den svenske Fange, som hun havde hørt vidne foran hendes Faders Hus. Hun bød ham sit Skød og sit Hjem, sin Gård og dens Dont - det tabte Liv. Og han bad sig forskånet. En Fælle bragte ham en Forklædning og et Hestespand - Flugten og Friheden en sildig Nat.

Og han overtalte ham selv til at blive.

Ti Gud Herren havde skudt Ural for lig en vældig Jærnslå mellem dem og Egenviljens Rige.

Om Somren nærede han sig af Skovenes Bær og Svampe, om Vintren af det Brød og Vand, som Købmændene gav ham som Håndlanger ved de indefrosne Skibe. Den Sold, der med Års Mellemrum nåede ham, tvedelt ved dens Part, som nu ude i Verden bar hans myrdende Sværd: hans Stedfortræder i Lydigheden mod den jordiske Konge - delte han blandt de Fæller, der ej kunde købe Leje i Jorden til deres døde Hustruer og Børn eller Ly i Husene for deres levende.

Bøger behøvede han ikke nu, i sit Hjærte bar han Loven. Han så Syndernes Mareridts-Død i Malariafeberen, Flygtningenes Venden tilbage, indhentede af Blodhunde eller afsindige af Døgnene i Urskovene, af de uopregnelige Mile hjem, Jordklodens uudtømmelige Storhed - han så dem, der tilbad Schaitan, Guden skabt til at hjælpe, slå ham over Ende i Had og Skuffelse ... og knuses under hans Fald. Han så det, lydig og stum.

Til den Dag, da han så Gud selv under Schaitan, nedbryde sit eget Væsen og forvanske sit Billed i sin Discipels Hjærte: hin Dag i November 1721, da Rytteren med den hvide Fane, hvem Apokalypsen intet vidste om, viste sig på Tomsk'es Torv og forkyndte Freden og Friheden: de tvende i Loven ukendte Ord, Kødets og Verdens.

Og for sine forstenede Øjne så Hindric Fangestien, den uendelige, rulle sig op igen. De utællelige Skridt, som de havde vandret til Døden og Saligheden, vandtes tilbage -. Himlens Borg: Sibiriens Fængselsbyer dukkede i Horizontens Sne, med Tårne og Porte, - ja selve Grænsemuren, Skellet mellem Hisset og Her, Ural, faldt, og Europa åbnede sine Sletter for deres Fødder, og sendte dem sit blide Pust fra Hjemmet, den jordiske Lyst.

I Guds Ledebånd havde de vandret herover en Gang, afmægtige, i Søvne, bedøvede af Sjælens og Legemets Vunder, og i Søvne fandt de nu Fjedene tilbage -: den på Fjældsiden i Sne hyllede Hytte, hvorfra Hundens Glam genlød mellem Dalens ishængte Mure, nu som for tolv År siden; Katarakten, der, end ej udtømt, end ej var blevet trættet af sin Falden fra Tinden og end ej havde udfyldt sit Bækken -det for altid Forladte, det for evigt Begravne, det af Gud Kuldkastede opstandet!

Og han hørte bag sig og om sig og ud fra Sidekløfternes skjulte Stier, fra Bjærgenes ukendte Byer, et Trådd af tusinde Fødder, af Dødes Trin vandrende mod Livet: af Fanger, der blev fri - Dødens Rige opsendte sit Folk, Gud skikkede sine Børn til Jorden igen!

Ja, Moskwa selv groede frem en Dag i Marts, med Kupler grønne som Høje og Tage gyldne som Agre, og ad de syv Porte, hvorad de en Gang vandrede ud, vandrede de ind igen, i Virvaret af Handel og Fest, i Kiv og Kævl, i Spædbørns Skrig og Kvinders Latter. Og på Krigskollegiet lagdes i deres Hænder det Tegn, der var den tabte, den overvundne Verdens: Sværdet. Hvad skulde da Rejse-Passet til, Orloven til den ganske Jord? Stålet var jo dens Nøgle!

Men Gud -? I Frydebruset over det vandrende Tog, der nu søgte mod Sankt Petersborg, mod Havet, mod den Sang omkring Barndommens Vugge, der havde luilet selv Indlandsnatten til Ro, og som nu bag Kimmingen kvad Genfødelsens høje Vise, i de genfødte Planer om Hus og Hjem, om Lyst og Dåd - søgte Hindric Griphufvud ene Gud, vunden ad denne Sti, Fjed for Fjed, og tabt nu, bagude: Asiens, ikke Europas, Gruens, ej Lystens Herre.

Om Bord på de tvende Galejer, som den 10de Juni sejlede sine 235 Fanger Sverrig og Somren i Møde, vendte han sit Ansigt mod Vintren og Rusland, at finde hin Gud, den Dyrekøbte. Han så ikke Hogland eller Utö, ikke Landsorts eller Dalarös Kastel eller de svenske Lodser, de første Landsmænd, der favnedes af de fra Udlændighed Hjemkomne.

Han så kun hin Oktoberaften i 1700, da en tyveårig Yngling på Konge- og Drabantskibet »Vestmanland« styrede bort fra det hidtil Givne: fra Moder og Søster, fra Faders Grav ved Kirkemuren og Pligten og Agren, som han tog i Arv, ud til Gærninger og Veje, altid fjærnere fra Vastergyllen, men altid nærmere Gud.

Og dog, blev det ej i Hjemmet, i Vastergyllen, han fandt Ham igen? - eller - o nej! ej fandt Ham, den i Fangenskabets Land for altid Efterladte, men dog kendte Hans Ånde om sit Hjærte: at Han endnu var til og den Samme! - da han stod dér med sin Krykke og sit Knytteklæde, med den falmede Uniformskrave og den blegede Hatteskygge fyldt af den hjemlige Regn, og med Zobelskindet fra Ural til Søster og Guldklumpen fra Altai til Moder i Hånden, hørte den hvidhårede Præst fra sit Bislag forkynde ham deres Død for Marodører og Rovdyr, i Hungrens og Pestens År, da Krigsskatterne drev dem fra Hjemmet.

Bag dets Grind så han, moderlig og svanger den lille Pige, der på Faderens Gravsten byttede Perlering med ham, hans Brud i Himlen en Gang, som ingen Bojardatter skulde skille ham fra ... Og vendt på sin Krykke og forbi den Kaptejns-Gård, der var ham lovet i Tobolsk, men for Åringer siden skænket hans Efterfølger, søgte han ad Värmlands store Tiggersti til Djursäter, til Hr. Greve Job af Jacobschöld, som ved Utö havde mødt de hjemvendende Fanger og med Tårer i Øjnene besvoret alle dem, hvem intet Hjem og intet Udkomme ventede, for Livet at slå sig ned hos ham.

Til Karolinernes »Helligåndshus« søgte han, at ved Gabriel Isogäus' Side vandre de utallige Parasanger tilbage, at finde den Gud, der havde udsendt og hjemkaldt dem, men ej selv fulgt med fra Fangenskabet - at bede Ham, hvis Åsyn ej mere sås, at to med Isop, ej af hans Hænder det Næstens Blod, som han havde udgydt til Hans Pris, men hans eget af hans Legeme, ja, at forvandle Blodets Karmoisin til Sne, Egenviljens lune Vellyst til Sibiriens, til Hans eget Billedes ubønhørlige, uoptøelige Kulde, på det at hans tro Tjener atter kunde skue hin ene sande Gud fra Evighed til Evighed, hin ene Tilbedelsesværdige...

Og ad de samme Veje vandrede den Tredje, som Steffan nu så, den kæmpestore Skygge dér i Krogen: Skotten Algernon Gordon Moffat.

Svøbt i sit Hår og sit Skæg og sin Pels sov han nu, hvilte han nu, efter Muhameds Ord til sine Soldater, at efter Døden skulde Hvilen komme.

Ældre end han selv vidste, oppe over de Hundrede, var ham Døgnene lig Evigheden. Hvid som et Snebjærg sov han, den udslukte Vulkans Søvn, tidløs og umålelig. Guds menige Knægt var han, trods Ritmesters Rang og adeligt Skjold, hans stærke Kristoforus, der havde båret ham Jorden rundt, hans tro Ahasverus, der havde bevidnet hans Dom for alle Folkeslag og Verdenshjørner. Og i Abrahams Skød udsov han nu.

Hans Klan kæmpede i Kaledoniernes Kampe mod Cæsars Kohorter, i Skoternes mod Angelsachserne. Ved Banockburn faldt tredive af hans Slægt.

Lairds for deres Stamme befejdede hans Fædre Brucernes og Stuarternes Konger - eller tjente dem som tro Hirdmænd, alt som Krigene nu bød Men efter Foreningen med England begyndte de den Vandring, der nu var endt med deres sidste Mands Søvn her i Djursäters Arnekrog - eller, o nej! fortsattes af hver Fod, der fulgte i hin røde Rytters Spor, hvem det i »Åbenbaringen« blev givet at tage Freden bort fra Jorden!

Tunge og træge på Marscherne, voldske i Drikkelagene, men tro i Kampene mod deres tilfældige Herre som mod deres evige: Krigen, havde de kæmpet, Side om Side eller Ansigt mod Ansigt, under Protestanters eller Katolikers Tegn, men altid under Jærnets.

Det så de, som Solen, rejst over hver Dag og hver Vej, over deres Vugge som over deres Grav. De fødtes i en Lejr, og de døde på en Valplads. De tjente deres Brød i Blod og i Sved: en Slægt af Håndværkere, fuldlærte, ærlige og fromme, Guds eget Laug.

De kendte ikke til Begejstring eller Had, ej heller til Grumhed eller Havesyge, de var faglærte Folk, ikke Helte eller Martyrer, men ej heller Condottierer. De var Puritanerne under den strenge, skotske Disciplin, under Knox'es rettroende Tugt.

Algernons Faders, Chrysothemos Moffats første Minde var Kampbuldret ved Nürnberg mellem Wallensteins og Gustaf Adolfs Tropper - sit første Sår fik han ved Dünbar, hvor han tjente Cromwell, ikke som Skotte, men som Soldat! Hans egen Broder gav ham det, som han siden i Fangelejren, med Moffaternes kyndige Hånd, lægede det. Så skiltes de to Brødre, der her mødtes for første Gang, for aldrig mere at ses. Den Ældste gik mod Syd i Mazarins Sold at kæmpe mod Frondisterne, den Yngste mod Øst at stride under Karl Gustaf mod Polakker og Tatarer. Ved Warschau og Toget over Bælterne vandt han Officérs-Diplom, ved Fehrbellin Døden.

Peringsköld komponerede ham et »Slægtsvåben«, og i Kungsholms Kirken hang det end den Dag i Dag, ved Siden af hans store Landsmands, Karl den XI.s Tjener, Robert Lichtones. Men hvor fandtes hans Grav?

Nu, hvilken Moffats Grav kendtes? Den ganske Jord havde dem behov som Tjenere, og den ganske Jord gav dem Orlov i sit Skød Hærskarernes Gud skulde på Mønstringens Dag nok kende deres Rastpladser. Eller havde deres Lærefader, John Knox, ej lært dem at ringeagte den af Præsterne »indviede« Muld for den af Herren selv viede: den ganske Jord? og vidste de ej, hvortil Han havde viet den?

Født, han vidste ikke nøje når, men under sin Faders Besøg i Stammens Hjemland, i Skotlands Elerdijn, gik Algernon Slægtsskolen igennem under Vilhelm af Oranien, i »den flyvende Armé,« opbrændte »Solkongens« Magasiner ved Clevet, deltog i Brüssels Bombardement og i Namours Belejring, lærte under Eugen af Savoyen at fejde på Tyrk som på Kristen og trådte som Helbefaren ind i sin Faders sidste Hær: den svenske.

Mester blev han aldrig, så lidt som nogen anden Moffat. Deres Sag var ej at lede, men at følge, og sin Herre fulgte han, fra Ungdommens og Sommerens Tid, fra Landgangen ved Humlebæk, Sejren ved Narva og Altranstädts store År, da han så Jordens Konger neje sig for hans Herres Fod - til de grå Hår og Vintren i Bender, Kongsridtet Europa igennem og Fæstningsgraven ved Frederikshald.

Knap med sin Tale som med sin Føde, umådelig kun med Tobak, havde han smøget sin Pibe ved August den Stærkes og Stanislaus Leczinskis Hof, mellem Volhyniens Blomster og i Ukraines Rim, over Sarazenernes Sletter og under Timurtasches Palmer. Statelig og støt gik han sin Herres Bud - til Stormen på Thorn og Spejdertogtet mod Oginski, som til det gyldne Seralj, til den høje Sultan Moder Validé og hendes Huris, at i Stanislaus Leczinskys Følge bevæge Achmed den III til at udsende sine 200,000 Tyrker mod Tsar Peter.

Med sit Sværd dækkede han Wojvoden Hioffskys Tog mod Ukraines Zaporoger - som Magister Enemans mod Lilleasiens Krybdyr, Sneglehuse og Rarieteter.

Han afhuggede Tyrker- og Krokodillehoveder, fik Ørene bortfrosset ved Baturin og Solstik ved Damaskus, så Pattkul og Salamandre vride sig under Martre, holdt Vagt på Bethlehems Høje og i Carlopolis' Dværggyder og sad til Taffels med Malborough og Mazeppa.

Uden Smil red han Triumfridtet gennem Krakows Mure, og uden Suk trællede han, efter Kalabaliken, ved Tyrkernes Kreatur-Brønde, åd Dyrenes Føde og sov om Nætterne på Cisternens Bund. Og uden at fejle ledte han sig og sine Folk forbi Vejviser-Pælenes mange Sprog gennem Moldau, Wallakiet, Siebenbürgen, Böhmen, Sachsen, Brandenburg og Pommern til Stralsunds Porte, til den Konge, det nu behagede at ombytte Adrianopels evige Sol med Tules Tåger.

I Badenstrasze skuldrede han Sabel for ham, som han hilste til Afsked paa Kristenhedens Grænse, i Pietest I Spidsen for et Følge af barbenede, forhungrede Soldater og skingrende, armenske og jødiske Kreditorer meldte han sig til Krig påny, efter fem Års Lediggang blandt Vinstokke og Figenkaktus.

Fornam han Isånden fra det baltiske Hav? så han Kongens og sine egne hvide Hår? mødtes han under Stralsunds Snefogs-Nætter, under Glammet fra de Hunde, der i det døde Mandskabs Sted stod Vagt på Voldene, og under de finske Flygtninges Beretninger om Kampe i det yderste Nord, i Finlands sidste Rest, Kajanien, med Buer og Pile i de bortskudte Kuglers Sted, med sin første Forfader, Kaledonieren, og hans Strid mod Cæsar, den første Kriger?

Lakkede hans Slægts Mission til Ende? Bed Ormen sin egen Stjært? Var Hærskarernes Guds Mål fuldbragt: Jorden øde som i Begyndelsen? Hjemkaldte han snart sin Tjener?

I Rostock havde han hørt Kontrafejeren Rhete og Skoflikkeren Schönfeldt for selve Serenissimi Åsyn kalde hans, Algernons, Konge og deres egen Fyrstes Fjende, Karl den XII, for Sanctus Carolus, Messias, den Forjættede, alts Omstyrter og Fuldender, Guds legemliggjorte Vilje i de yderste Dage. Han havde hørt dem vidne om »Ørknens Kirkes« Trøst under hans Ungdoms Fjende, Ludvig den XIV.S Dragonader, om Camisardernes kiliastiske Syner fra Tusindårs-Rigets Eden og om Profetinden Debora fra Vilvordes Sang om Kristi Komme i Sol og Ild

Og han mindedes fra Rusland de Gammeltroendes Varsler om Tsar Peter som Antikrist og Jeremiæ Ord: »I de sidste Dage skulle I få Forstand derpå.«

Men - havde han og hans Slægt, Guds læge Svende, ej stedse haft det? Havde de ikke kendt deres Gud: den store Vrede? skabt sig i hans Billede og handlet i hans Ånd, tjent i hans hellige Lejr? Skulde Algernon da klage, om han, Slægtens sidste Mand, fik tjene Guds sidste Engel, han der efter »Åbenbaringen« sønderslog Jorden med Jærnris? »min Søn, der i Dag er født af mig ...,« - om det undtes ham, Algernon, at ombytte Sværdet, som Herren gav Slægten til at udføre hans jordiske Dom, med den himmelske Nådes Palmegren? om han blev Slægtens og Jordens sidste Kriger ...

I Høstnattens Kamptummel på Rügens Hede, under Hundenes Hyl gennem Brændingens Basuner, mellem de tretusinde Svenske, væbnede med Øxer og Leer mod de titusinde Sachseres og Danskeres Sværd og Musketter, stred han nær Kongen at dø og sejre med ham, at vinde den største og sidste af alle Sejre: den evige Freds.

Men da han så en dansk Officér gribe Kongen i de hvide Hår, der som Torne kronede det Ansigt, som Occidentens Frost og Orientens Sol havde blånet og gulnet som et Ligs, foer hans Sværd frem, som Sankt Peters mod Malcus. Og Messias løskøbtes ved en Fremmeds Blod

Ti - det var Algernon, den tro Tjener, bedre, at Folket døde end én.

Og se, om Bord, på Flugten over Østersøen, veg det Hav, der rejste sig med Isblokke om deres Skib, som Røde Havet for Israel. Og i Staffstensodde trådte de, Kongen, Rosen og han, Sverrigs Jord påny efter femten fremmede År. Han så ikke, i Kongens og Rosens Øjne, at Landet var ældet end mere end de. For ham var tjørnegroede Agre, Hytter uden Tag og Ruder, med Pestens Kors på Døren, Ligklædet af Øde og Sne, just Hjemmet, den kendte Jord, Guds Fodskammel.

Tålmodigt lyttede han, tvende År, fra sin Krog i Katedralskolen i Lund til sin Helts Discurs med Swedenborg og Polhem om Regnebrættets snildeste Metode eller om det borgerlige Livs Sikring og Trivsel. Han havde set for mange Kræmmer-Regninger slettes og for mangen Borgers Trivsel henvejres til Himmerigets Sikring, til at to små År skulde sinke.

Men for ham, for hvem ingen Sol stod stille over Poltava, standsede Månen for evigt i Tistedalen, den Time da den beskinnede hans døde Messias' Ansigt, under Løjtnant Sicres franske Allongeparyk.

Som Taffeldækkeren Hultman syntes Algernon Moffat, Følgemanden fra de unge År, et Øjeblik, at det var disses Time endnu - at Kongen end bar Ungdommens og Fredens lange Lokker, at hans Kalds Torne endnu ej hvidnede om hans Hoved af Frost. Men hurtigt vågnede han og så sin Messias, Jordens sidste Kriger, der skulde give den Fred, som død - mens Kardætskerne bestandigt tordnede deres Ekko mellem Fjældene ...

Og han begreb, at hans Tjeneste aldrig skulde blive omme: Guds Profeter kan dø, men aldrig deres Evangelium: Krig på Jorden, Had mellem Menneskene - Syndens Sold, som er Døden.

Den eneste Drøm, som en Moffat havde drømt: den om sin egen Unytte, var omme, og i de Fredens tyve År, som i Sverrig fulgte efter Krigens tyve, tjente han sit Brød og sin Gud under Kongen for alle Soldater, Friedrich Vilhelm den 1. af Preussen - og nyttede sine Lærdomme i den polske Tronfølge-Krig, hvor han påny så sin Ungdoms Sletter under Aske og Sværdet påny gøre hans Ungdoms Herres Protegé, Stanislaus Leczinsky til Konge for én Dag.

Men da i 1741 hans Herres gamle Land drog mod Tsar Peters, fulgte Algernon Moffat atter det Värmlandske Regiments Fane, ej hin: »cum deo et victribus armis«, der for evigt gik under ved Poltava, men den nye med Laurbær-Kransen og Gengældelsens gyldne Pile. En Moffat begærede aldrig Lauren og havde ingen Hævn behov. Men i Willmanstrands Nederlag, i Borgå-Lejrens Mytteri og politiske Klubber, i Hjemsendelsen til Stockholm på de fra Fjenden tiltiggede Skibe, ved Buddenbroocks og Lewenhaupts Skafot og Udkommanderingen mod Daldansens våbenløse Bønder, smagte han for første Gang sin Gærnings Bærme og følte sig en Judas: med til at forråde sin høje og hellige Herre: Krigen, til Fredens Farisæere.

Og da efter Freden i Åbo hans Navn udslettedes af Krigens Rulle og indskreves blandt Gratialisterne: de for Alder Afskedigede, forstod han, at er end Gud af Evighed, er Mennesket af Øjeblikket, og nu var hans forbi. Og som han havde lydt alle sin Herres Bud, lød han dette sidste.

Tålmodigt hørte han fra sin Invalidestol Guds Røst derude kalde Jordens nye Slægter ud at tjene og dø. Sværdet hang over hans som over Hindric Griphufvuds Hoved, rustnent af Blod, men ej som en anklagende, men en vidnende Tunge: »Gud er stor, hans Love ikke vore.«

Han oplevede endnu tvende Decennier og deres Krige, men som hans egne sidste havde smagt ham bittert på Tungen, blev de ham beske: den østrigske Arvefølge-Krig, Syvårs-Krigen og Kolonikrigene. Han talte deres fåtallige Ofre og År og Mile, mindedes sin egen Tids og spurgte efter Gud. Han genkendte ham i Lissabons Jordskælv: Herren, for hvem alt Kød er Hø, men undtes ikke at opleve hans Genfødelse på Jorden, mars triumfans, den store Krigs Renaissance: han døde, uden Alder, uden Hørelse og Syn, en udslukt Klode, det År 1789, der blev Gryet for Blodets nye Dag. Eller - nej, han sad endnu denne Aften i sin Krog, blandt Profane den Salvede, blandt Lægmænd Mystagogen, udødelig blandt Dødelige: Krigen selv.

Og Steffan så ham og forstod og bad Menneskets ene tilstedelige Bøn: Din Vilje ske!...

»Patron Jacob! Nej, nej, Kusine, forlad: vox montis, vox dei: han er dømt af »Bjærget«, han kan ikke bedes til dets Fest!«

Bror af Ekestams Arm rakte sig besværgende og beskyggende frem foran Ilden.

Steffan nikkede og smilte. Major af Ekestam: Brudgom uden Brud, Brugspatron uden Brug, Kriger, hvis Klinge aldrig smagte Blod, Usårede i Karolinernes Helligånds-Hus, nægtede sin Broder dets Ly - og med Rette!

Ti: én er Snylteren, en anden Forræderen! utilgivelig: ene Fornægtelsen, Menneskets Gøren Guds Vilje bedre!

»Djursäter beder ingen, men har alles Navne på sin Gæsteliste,« Gudmoder Hulda nikkede bestemt, »skriv Patron Jacobs derpå.«

Bankede Steffans Hjærte frit, som før hin Aften Farbroder sang sin Hymne til Jærnet? fri for dets Lov, i sin egen Triumf?

Hvor sad han da? I Frau Holdes Slot?

O nej, i en »Bjærget«s Gård: dets Festens og Nådens Hjem, Skænken til den sidste af en ofret Slægt, et Jærnets Smil til sine Tro ...

Frau Holde, tegn kun Forræderens Navn på din Liste, Festens og Nådens - Djursäter gemte før Lovbrydere, men - til hvis Ære? Til Jærnets! Du Fe på »Bjærget«, lyd dit Hjærte - og Jærnet! trods Gud -og tjen ham! byd Patron Jacob til din Fest, at den skal blotte ham blandt de Lydige!

Gudmoder, du som blev gammel mellem disse Vægge - drømmer du endnu at kunne gå uden om ham, der rejste dem: sit Æresminde på »Bjærget«?

»Nu står hans Navn her: Jacob Garneij af Pihlhjärta til Svarthyttan!« Bror af Ekestam præsenterede sin Roste, »Knægtenes derimod ikke. Men, Kusine får forlade mig: hvem tror I, der kommer?«

Gudmoder lo, sin lille, skære Latter, mod sine År - og sin Vilje, en Hymne til Gud: Dommen over den med Rette dømte, Nåden til de med Skel Tilgivne ...

Ja, Gudmoder, svar: hvorfor er Bror af Ekestam, Skulkeren, den forlorne Søn, der blandt Svinene øder Folkets Sved, din Husven -men Patron Jacob, Messias, der vilde løskøbe Folket ved sit Blod, en hjemløs Tigger på Yngen?

Han dukkede sit Hoved Stille, stille oprørske Hjærte - rødt af Jærn!

»Uf - Knægtene!« Susanna gøs af Vellyst ned i Spencerets stumpede Skjul, »når de ser mig i År, danser de med mig!«

Behøvede Steffan skærme sine Øjne mod Bålet, mod Krogenes store Skygger for at se - og forstå? »Knægtene« - hvilken Värmlands Jomfru tænkte at ægte dem, men hvilken ofrede dem ikke sin Mødoms første Vals? Gode Brynte, de Bryster du skal kysse, fik de til at gløde, Värmlands Ungdom, den ledige, frafaldne - men frygt kun ikke: Jærnets ypperste Frugt, den modnende Mø, er dets ypperste Profet: Moder kun til ægtefødte Børn: lydige Trælle! O hede Blod, rødt af Jærn!

Men Steffan glemte påny, for en Stund, Bryntes vrantne Mine som Susans forventningsfulde Skuldre: Jærnets unge Leg, for i Gudmoders Blod, dets endelige Sum, at nemme dets lære - sig selv ej til Trøst, men til Viden.

Og medens deres Navne, som ej indførtes i Festens Ronde, fordi de var Festen selv - Knægtenes, »Bjærget«s nye »Krigere«, svirrede over Bålet på Stemmer, der lo ved Mindet om deres Bedrifter ved denne Arnes forgangne Juleballer - sankede sig, ydmygt som Skygger, som Døde bør, og dog uafviselige som Hjemmets Børn, hine andre Jærnets Yndlinge, dets andet Blomsterflor: Karolinerne, Krøblingene.

Og med Bedstesønnens Ret: løskøbt af Graven, ej ved Gudmoders Blod, (ti hans Billede havde det aldrig suget ind at genføde det for Steffans endnu uoplærte) men ved sit egets sidste Dråbe, dæmrede nu dér - som Sne over de Agre af modnende Ax, der var Susannas og Bryntes sammenludende Hoveder - Ingel Lydinghielms nøgne Pande, hans i Blinde udrakte Hænder, hullede af Galejslavens Halvmåne og Stjærne, hans blodtomme Ansigt, hullet af de udbrændte Øjne ... Spøgelset, som Abrahams Skød sendte tilbage, at de Levende skulde tro, stikke deres Fingre i hans Hænders Naglegab og hans Øjnes Sår og kende deres eget Fødsels-Mærke: Jærnets Tegn ...

Sang Susannas Røst nu bag Steffans Ryg, svang hendes Skørter Juledansens Brise over ham?

Ja hør hendes og Bryntes Tramp - og nu Gudmoders og Bror af Ekestams Nynnen: Koret, det vise, Vejlederen, Jordens egen Røst:

Nej, aldrig mer igen - Ingel Lydinghielm, dit og din Samtids Bryllup, dine Ynglinges og Møers Fakler ...

Dans, dans Susan! syng Brynte!

Ingel Lydinghielm, dit Blod, hedt af Bryllupsnatten, af din Møs første og sidste Favntag - udsåedes som Sæden blandt Stene! O Ingel, hvad er igen af dit Bryllup?

Susans og Bryntes Kinder, røde af Triumf over dig? af Sejren over din Lod? Bi, og find også deres blandt Stenene!

Dans, Dans! »Aldrig mer!«

Velkommen, Ingel, du Bryllupsdansenes Musaget, du Brudeparrenes Psykopompos! vort Syn er dine Øjenhulers, vor Fæstensring dit Brændemærke: vor Herres Tegn!

Dans, dans Susan! syng, Brynte! »Aldrig mer!«

Ingel Lydinghielm - Brudgom, Karolin, Galejslave, nævn dine Kår, og vore er nævnte!

Tak Farbroder, at du prækede Ingel Lydinghielms Liv for mig, fra jeg var Barn - jeg har alt levet det - mit eget...:

Hånd i Hånd med Lotten Gyllenskepp, din Barndoms Legesøster, og nu din Brud, trådte du fra Gladisvalls Munkekirke ud mod Forårets raklegyldne Birke, ud mod Glafsfjordens Vårånde af isfrie Vande og knoppebrune Skove, mod Horizontens Slør af Øer, Åse og Bjærge - Forfædrenes, Eders eget og Eders ufødte Børns Hjem ... ud mod dets Velkomst: Træd ind, væk mine Stiers Støv og mine Bølgers Skum, mine Lundes og mine Gårdes Ekko, nu og for hundrede År, med Eders egne hundredfoldigt gjorte Stemmer! befolk mig og velsign mig i Eders Sæd, Eva og Adam, min Dronning og Drot!

Og fra Eders Bolstre, hede af Eders Bryllups-Favntag, øjnede Eders glippende Øjne, fjærnt bag den duggede Rudes Glar, fjærnt, men sikker mod sit Mål, lille i Fjordens Morgenblå som et Hagl, men voxende til en Kugle: Skibet, under Eders, under vor Skæbnes sorte Sejl -Krigsbudet: »Op, du sejrende Adam, og følg mig! Og du, nys blottede Eva, svøb dig i Enkens sorte Hårdug! Befrugt mig af Eders Blods Hede, af Eders Bryllups Sæd, at jeg skal blomstre og kendes evindeligt! jeg, Urguden, Fødslens og Dødens Drift, Trangen til Mættelse!«

Den 1ste April viedes Ingel Lydinghielm og Lotten Gyllenskepp til Husbond og Hustru, den 14de red han bag sin Konge, fra Karlberg Slot, én af 12,000 Unge, én af Sverrigs Vår.

Og 41 År efter, en Snenat i December, i Hungrens og Krigens År 1741, favnede hans slavebrændte Hænder hendes Gravsten foran deres Bryllups Alter i Gladisvall ved Fjolen. Hans Øjnes udbrændte Huler svaledes af Sneen på hendes Helle, og gennem de sønderslagne Ruder tudede Stormen sit Bud fra Glafva og Gillberga, fra Forfædrenes, deres eget og deres ufødte Børns Hjem: »Af Jord og til Jord og af Jorden igen: ny Hunger, ny Krig af Eders Blods Hede, Eders Bryllups Sæd! af Mætteisens evige Drift!«

Og Ulvene sang fra Hungerbygden, fra det nye Kaos'es Urskov: »Hil dig, Eva og Adam, Dronning og Drot!«

Og imellem de År, imellem hin Vårmorgen og hin Vinternat på Gladisvalls Kirketærskel?

For hende: 9 År af brændende Tårer og Blod og 32 af Afmagt og Død, for ham: 9 År af Vunder og Mord, 32 af Lænker og Galejer: 7 i Sibirien, i Irkutsk, 25 i Ægypten, i Tunis, Tatarers og Sarazeneres Slave - ja, Jærnets Træl!

Og nu: dets Gratialist, Lem af dets »Helligånds-Hus«, Barn af »Bjærget«...

Men hvorfor dulgte sig da Hindric Griphufvuds Blik i Biblen, rådspørgende og ræd? Hvorfor hummede sig Algernon Gordon Moffats søvnbundne Krop, fjendsk og harm, hver Gang Ingel Lydinghielms vejsøgende Hånd strøg gennem Luften over deres Hoveder? Fornam de tvende Guds Lydige den Hånd som Besmittelse, som først de Vantro fik brændt med Føjelighedens Mærke, med Jærnets Tegn?

Fanget ved Poltava, lænket i Irkutsk aflagde jo Ingel, Brudgommen for én Nat, sin Mesters Liberi: det til Lænker omdannede Jærn, sprængte Ural, hin Jærnslå, som Gud Herren selv skød for mellem ham og den frie Verden, og flyede, selv nøgen og fri, tilbage mod den og hin Nat, mod sin Brud og Horizonten, som de så deres Bryllupsmorgen.

Ved den Ild, som Gud Herren vilde udbrænde på sin egen Æres Alter, sved han sig frem gennem de hundrede Miles Sne, Skove og Bjærge, op til Fangelandets Rand, til Archangel - ja, på et nederlandsk Skib helt op under Arkturus, Jordens Grænseblus, og dens halve Krumning rundt, ned til Orienten, at bringe den ene Gud tilhørige Flamme hjem at blandes med den af Herren dog længst udtrådte Gnist: hans Bruds.

Men flyede han end for sin Dommers Hånd Jordens halve Kres rundt, han undflyede den ikke! Ved Øen Alboran ud for Malaga kom hans Udsendinge, de sarazenske Sørøvere, over Ingels Skib, iklædte ham påny hans Herres Dragt, Lænker, og opstillede ham på Torvet i Kairo til Salg for hver Mand.

Med Kinderne endnu røde af hin Gud berøvede Lue, med Hovedet løftet højere end alt Folket, med Brystet hvælvet og Håret som armtykt Guld, for vist ej skabt til en jordisk Møs, men til Skaberens egen Gammen og Ære, behagede han Sultanen selv og førtes til hans Våbenhus på Borgen at lede de unge Mamelukers Våbenøvelser, at lære Sarazener-Klingen det Karoliner-Sværdets Mæle, der havde lydt selv til Egypterland.

Men som han havde behaget Landets Hersker, behagede han dets Herskerinde, Dronningen for sit Køn, Sultanens Yndlingshustru. Og skønt den nordiske Josef nægtede hende, som Gud, sin Ild, ene viet hin Mø derhjemme, udbrændtes hans Øjne, afragedes hans Hår og spændtes han blandt Blåmænd og Negre på Galejen.

Belæsset med trehundrede Pund i Jærn om Hånd og Fod, selvtredje om den mastetunge Åre, Kafferes og Kopteres Fælle, piskede han i 23 År Middelhavets Azur i Skum, blottet for dets Sol, men blind for dets Æter, én Åre i Rotakten, én Ege i Drivhjulet, én Røst i Guds Hymnen: Dig ene Æren!

Men da i det 24de År hin i Gladisvalls Vårdag til Lykke og til Frugt indviede Flamme havde brændt hans ensomme, goldt svedende Krop til Kul og Aske, da Guds krænkede Ret omsider var erkendt, og ej mindste Denar kunde forventes at øge Bøden, løslodes den Udtjente, frigaves den Udtømte til den Jord, som han havde villet befrugte med sin Sæd i hundrede Led. Guds Eneret var nu hævdet, hans Ære frelst.

Et genuesisk Skib kom ud for Minorca over Piraterne, Republikens Plageånd gennem Decennier, og midt i det blå Middelhav optændtes et Kampbål, ophvirvlede et Våbengny, der vakte Slaven på Triremens nederste Rorbænk, af Åretaktens Søvnsang, af Trældommens Svedos. Han fornam hint Hanegal over sin Bryllupsnat, hin Stålsang af hans Århundredes Gry; vild af Minder og Vunder genvandt han en sidste Gang sin Ret, fuldbragte han en sidste Gang sin Pligt.

Som et Jordskælv brød han op af Galejens Bund, med sine Fæller, Zuluerne, hængende i sine Arme og med dem og Åren plejlende over sit Hoved tærskede han i den vilde Lo Knokler og Kød, blind, men rammende Kærner ved hvert Slag, brændende sig frem af Poltavas Håndmænge, af Urals Skovnat, af Blindhed, Fjærnhed og År mod hin Morgen i April over Fjolen.

Og han, Karolinen, Helten fra Århundredets Myte, fra Eventyret over Hverdagens Børs, Samson, der ryddede Hælvten af Hedningehundene over Bord og skænkede Havenes Dronning og Kristenhedens Forpost Sejren - mødtes på Genuas Mulier af Dogen og de Fyrretyve, af Republikens Hyldest i den gyldne »Velkomst«. Og på Handelsfyrsternes Bekostning nåede han hjem til sit Livs eneste Mål: sin Elskedes Leje.

Og på den snevåde Ligsten i Glafva Kirke krøb en blind Olding, en hjempermitteret Soldat.

Men fordi Gud havde tilgivet Ingel Lydinghielm havde hans Trofaste, Hindric og Algernon, det ikke. Eller skulde de, som, den Første ved Freden, den Sidste ved Krigen, havde måttet slippe deres eneste Oprør: Bønnen om at måtte fatte Gud, nu også slippe deres Lydighed: Udslettelsen i hans Vilje, ved at kalde en selvkær Frigænger, en selvklog Rømling for Broder?

Men rakte de aldrig, for Guds og egen Skyld, Ingels nu altid i Blinde famlende Hånd deres egen som Vejledning, da bredte de tyve Gulvfjæles og en evig Tavsheds Ørken mellem sig og de to der, den Ene i sin Gudløshed, den Anden i sin Gudsangst, som levende Stave søgte at lette den Dømte hans Vej: Kornetterne Hanz v. Rajalin og Per Gyllenorm.

Ja du, Hanz v. Rajalin - Steffan smilte som i Søvne -: Till Uglspil i »Helligånds-Huset«, forlorne Søn blandt »mannemännerna«, du baltiske Herre, Barn af »Guds Landet«, Kurland! du Dråbe af Overflødigheds-Hornet, stænket på Sverrigs Grund af Stene og Blod, du Broder til Våbnenes syngende Muser, Poeterne i Karolinernes År: Runius og Israel Holmström, de altid Pengeløse og altid Gavmilde, der gjorde godt med Intet, med den Tunge, der sang af sig selv, det Selskab, der smittede med Fryd; de Farligste blandt Oprørerne, de Giftigste af Jærnets Fornægtere: de ukueligt Glade, de ubestikkeligt Gode - Guld af Jærn, Sang af Sorg, Livet, klemt blandt Dødens Skjolde, klemt til at juble dobbelt hastigt og dobbelt højt! De Guds Forhadte og Guders Yndlinge, der døde før Poltava Sol og Frederikshalds Måne, før Manddommens Juni og Alderdommens November -: evigt blomstrende Maj!

Lykkelige Runius og Holmström, I i Tide Frelste - og lykkelige Hanz, Skadeskudte ved Perevolotschna, Fange i Tobolsk, Fattiglem på Djursäter, Yngling på Otteogfirs! Jærn, hvor er din Brod?

Yngste Søn af Sytten, Slægtens Kælebarn og Arveløse, red du som selve 1700's Vår, fra Kohara og Kodafehr Gods, fra Moders og Søstres grædende Favn, en femtenårig Kornet, med al dit Eje i Patentet og Uniformen; haltede du som 1722's Vinter, på Krykker over Djursäters Tærskel, en kun 37-årig Krøbling, Fledføring og Landflygtig, efterlyst af din Faders Hjem, Kurland, som Forræder, udstødt af din Moders, Ingermanland, som Fremmed, af »Guds Landene«, de tvende tabte!

Kohara og Kodafehr var lagte i Aske, Søstrene voldtagne og Brødrene dræbte, selv var du en Bylt af Pine, Sårbrand og Gigt - og én Lovsang fra Morgen til Kvæld, én Polska på Træben, én Tak af Tænders Gnidsel - du Hofnar og Stærkeste blandt Karolinerne, Jærnets Overvinder!

I Tobolsk collegia pietatis, på v. Wreechs Høloft, hvor den ulægelige Hjemvés Salme steg, nynnede du den på Melodien af »En sup-uts försvar« - som du ved Djursäters Aftenandagt sang »Sions sanger« til Takten af Ungdomsvennens »Dudaim«.

For de tvende Rubler, som Præsten Eberhard i Moskwa af de Frommes Midler skikkede dig som de andre Fanger, at erhverve dig en Bibel for, købte du et rødt Sindals-Hårbind til den smukke Livegne Avdotja i Sibiriens Guvernørs, Fyrst Gagarins Hus på Torvet, og for den omsider i 1714 udbetalte Sold købte du Pigen! Forgangen Dag lod du Djursäters Hønsetøs sælge dit eneste Eje, dit glorværdige Karoliner-Sværd, at hun kunde skaffe sig Brudeseng, og på dit Dødsleje yrede du, som om den største Mærkværdighed af dit Livs verdensomspændende Begivenheder, om August den Stærkes 700 Børn, og bad at få forelæst visse Pagina i samme Majestæts hellige Krønike: »La Saxe galante«.

Forlorne Søn, hvem Fedekalven tilfaldt: den forbudte Glæde!

Men du, Per Gyllenorm, arme Øg, »Storhedstiden«s Syndebuk: Søn af en adlet Stockholms-Kræmmer - noblesse oblige! - og en Guvernante fra fornemme Huse, som var vel belæst i »Norrlandz chrönika« og i »Atlantikan«, indviedes du til Manheims høje Mission: at omskære Jordens, fra dets Skød udgangne Folkeslags Tunger, til det Gud ene velbehagelige Sprog, Jafets Mæle: det svenske!

Du ombyttede Skødskindet med Køllerten, Alenmålet med Huggerten og besteg, salvet af din Moders ømme Stoltheds-Tårer og omgjordet med din Faders Pengekat, kgl. Majestæts Skib »Vestmanland«, at, én blandt hans Blå, ved det sviogotiske Sværd genføde Verden som Atlantis og Menneskene som Hyperboræer.

I Narvas Sne- og Kugleregn gjorde du dine Hoser våde og Hælvten af det dig anbetroede Mandskab til Fanger, i Dynan forkølede du din sensible Mave, satte dens Fordøjelse på Spil ved Sachsens Tafler og truedes med plat at miste den i Polesiens Urskove, på Diæten af Sumpvand og Agern. Men endnu læede hin Papas Bugvarmer, endnu levede der Rettroende, og derfor agede den syge Kornet stolt gennem Malatitzes Sumpe, forvaret bagest i sin Generals Trosvogn, bag Lædergardiner og Pressenninger, opvartet med de polske Bønders nedgravne Mundgodt, Ernæringens eneste Varmekilder i de Fimbulskove, som tætnede sig hvidere om hver Werst, men hvis Liglagen af Rim og Hunger de endnu formåede at tø på de rømmede og afbrændte Landsbyers Jorder.

Men da Severiens Floder begyndte at flyde med de Hjælpetropper, som Iwan Stefanowitch Mazeppa havde lovet, og som nu, fastspigrede på Brædder, blå af Marter og gule af Dødssved, bar de nye Varæger Hilsen fra Ruriks Arvelande; da Ukraines Åndedrag fra Garderike indsvøbte de Arvsøgende i Hjemmets Skyer af sorte Ravnefugle og Snestorme; da Himmel og Jord forenedes i ét Favntag, malende Hær og Heste og Vogne sammen i sit: Velkommen til Kaos, til Attilas Tumlepladser, til Etzels, Guds Svøbes, Zone - da tabte Dukater som Drømme deres Værd.

Og Julemorgen 1708 lå Hr. Kornetten, nær Poltava, i Pleschiwets, under Vognteltet, tungt af Fuglelig, dalede som Stene for Himlens Frost, og tungt af koldbrands-sorte Hænder, fastbidte dér i Dødskrampen, ved Steppens eneste Læ ...

Fosterkrum lå han, Gyllenormen, i denne Kristi og sin egen Fødselsnat, dog ej i søde Mamas, men i magna maters Modermund, sin Fuldbringelse nær. Guldgjorden bed hans Bug, Heltestålet åd hans Hånd - Mands-Æderne forvandledes til Autofager!

Her, i 42 Graders Kulde, i 72 Timers Sult fandt hans Tjener ham omsider, Faderens gamle Købmandskarl fra Stockholms Skeppsbro, og på den Ryg, hvis Troskab var købt ved al den Rigdom, som den, selv arm, havde slæbt hjem til Huset på Soder, bar han nu dets Arving gennem Snestormen til Gadjatsch, til Arméens Tros, der i en Fjerdingvej lang Kæde af Heste, Vogne og Mænd, stivnede mellem hverandre i Dødskampen, holdt hinanden oppe i udholdende Håb om at nå Bymurens Ly, når de forreste, dér forlængst ihjelfrosne Kammerater gav Plads.

Gennem standhaftige Skikkelser i Pansre af Is, Døende og Døde, svulne Åsyn og brustne Øjne, gennem Armes, Bens og Hjuls Djungle, krøb den Gamle med sin Byrde på Ryggen ad Målets Port, i Sandhed trang af Mennesker og Dyr, der søgte Fødens og Varmens Paradis bag de af Ravne myldrende Mure.

Og over Strædernes Dynger af udsmidte Kadavre og afskårne Legemsdele nåede han frem til Lazarettets Skur, og her fik Kornet Gyllenorm sin første og sidste Vunde, for Feltskær-Saxen- og Tangen: de bortrådnede Tæers Knokler afknebne, og besvimede i Juleaftnens Salmekor af Rallen og Skrig, i dens Myrrha af Exkrementer og Blod: i det genvundne Atlantis, al Menneskehedens Vugge ...

Men, o du heldige Argonaut, hvi solgte du dig da til Dragen - for Frihed og 1000 Rubler og en Dragens tykke Datter? hvi lod du din rene Lutheri Dåb aftvætte i græsk-katolsk Vand og tog Sæde i din Svigerfaders Hus at nære din Bug med Hvidløg og Kvass og steges på Ovnbænken, mens dine Brødre, dine Medsejrende, brød Sibiriens Jærn af dets Frost til Lænker for sig selv og Sværd mod deres Sønner eller forspændte som Oxer pløjede Tatariets Jord og gødede den med sin Sved?

Havde du mistet Troen hin Julenat på dit Lands profetiske Mission?

Men hvi blev da, din tunge Vom tiltrods, din Kind lige grå? hvi saltede du din Stør med Tårer og fortyndede dit astrakanske Øl med Gråd?

Og endelig, hvi luskede du, med en laset, blå-gul Uniform i din Bylt, ud af Wergoturas Port, en Januarnat i 1722, at på Urals svimle Stier følge en Mumlen af Stemmer, et Trådd af Fødder og Stave, som forude, uden Rast og Hvile, gennem Lys og Mørke drog mod Vest? Hvi åbenbaredes du, efter mange Nætters angstfulde Listen efter, en Martsmorgen uden for Klinoffs Mure, knælende og hulkende blandt din Ungdoms Trosfæller, rækkende hine blegede Uniformslaser mod dem - at ormefed og stuebleg tiltrygle dig Fællesskab med dem, de med snehvide Hår og stumpede Lemmer signerede?

Og hvi modtoges du, dér som i Djursäters Helligånds-Hus? hvi fandt du en Grav i Karolinernes Bikube, i »Bjærget«s Skød? hvi spøger du i Aften, Demas blandt Martyrer?

Gemmer du, Per Gyllenorm, adlede Kræmmersjæl, dine Hareøjne i Salens Fond, hos Skyggen, som dér glider, énhåndet, lænketynget: den syvende Karolin, Matts Hane, Desertøren, hvis venstre Hånd ej undte Jærnet den højre, men tog den, da Hververens Kno slog mod Døren Krigens Signal, de trende Bank?

Svømmende i sit eget Blod, det han ej vilde lade Gud udgyde, båres Fornægteren til Marstrand Fæstning, for dér gennem 14 År at tjene den Herre, han havde vægret Gehør: bære ham, Dag og Nat, om Hånd og Fod, og for, i 1716, blandt andre Fredskære og ledet af »Det nye Jerusalem«s Profet, Emanuel Swedenborg, at drage hans Triumfkærrer, Kong Karls Galejer, over Landet mellem Strömstad og Idefjord - ja for som Kuglebærer om Bord på Fregatten »Snälla döden«, ved Moss'es Erobring af de Danske, at tilfalde den rødeste af den Guds Engle, som han havde villet undfly: Blodånden Peder Tordenskjold, og fra »Den hvide Ørn«s Arklirum, under Heltens Støvlespark og Knytnæve-Slag, spy Døden på sine egne Landsmænd ...

Svaler du, Per Gyllenorm, din Blusel hos denne? Skyder du, Hanegalets Mand, Judas Ischariotes mellem dig og Gud?

Kortsynede, sanser du ikke, hvad jeg ser, mod hundrede Års Horizont: at I bægge er hans Klippemænd, hans Syld? at som hans Trofaste gav jer Plads iblandt sig, som deres egne svage Timers Tort og deres stærkes Glorie, satte han Eder blandt sin Æresvagt, sender han Eder hid i Aften som Vidner om den Gud, hvem ingen undflyer, som ej lader sig bespotte, den eneste Sande og Evige, Jordens Herre!

Men du, ottende og sidste Karolin, de Andres Vært, Blodet i det Blod, igennem hvilket jeg ser og fatter, Farfader til Arvtagerne, til Templets Otte - Job af Jacobschöld, åbn nu i denne Time din forseglede Mund, den altid stumme, og svar: var det som Gud selv du tog i Favn hans Villige som hans Tvungne, ham til Ære - eller dig selv til Skam?

Unge Job, opvoxet sammen med Kong Karl mellem Drottningholms Vægge, under Skyggen af Ehrenstrahls Tableauer af højsalig Karl Gustafs og Karl den XI's gloriøse Bataljer, oplært af Kongens egen Fægtelærer, Porat, til Sværdlegen: svensk Mands Dåd fra Götricks Tid, indviet til hin Stamfaders Eventyr ved Kammertjeneren Hultmans Aftenkrøniker - fældedes du på Sejrens første Dag af dine Egnes Sværd: af Dalkarlene, som i Snebygerne, Høstmørket og Kamptumlen, fejlende af Ven og Fjende, kom over din Afdeling, Gården, og under »Giötha kiämpawisa« nedsablede sine Medarvinger til hin Vestgöta-Herres Ære.

Kvalt i Narowas Dynd, i dine Brødres og dit eget Blod, slæbtes du med af flygtende, russiske Marodører, udbødes til Salgs på Nischni Nowgorods Torv og købtes af en tysk Købmand fra Moskwas Slaboda - som mod schylock'ske Procenter afstod dig til din bekymrede Moder, den lærde Fru Beata Silfverhäst, hvem megen Fordybelse i Descartes og Leibnitz havde berøvet den rette Tro på Sverrig og Gud, og som i dit Legemes store Krankhed og dit Sinds Delirier fra Narovas Slam og Brodermordets Bad, holdt dig indelåset i sit Guldskrin - til hun lukkede dig, tålelig sund, ud for at bære din Konge, din Tid og dig selv til Graven i Gråmunke-Kirkens Krypt.

Job af Jacobschöld, du der døde her i Gudmoders Stol, hvid af hundredeogti Vintres Sne, for den Kugle, der på kungliga teatren dræbte Kong Gustaf den Tredje og dit sidste Begreb om svensk Mands Pligt - tal nu en Gang om dit lange Liv, nej, din lange Død! Tal om Guld og om Jærn, tal og bliv din egen Herre, skab dig dit eget Liv ved Skriget over dets Tab! øv din Pligt, den fældede, tag din Ret, den solgte: Pligten til Dåden og Retten til Lidelsen, din Slægts Æreskranse, og knug dem med dine Hænder, umærkede af Sværd og Lænker som de er, om din Pande! Er de ikke dine, du Desertør mod din Vilje?

Svarer du, nu som altid stum, ved at pege på dine Gæster, på Hindric Griphufvud som på Matts Hane, Kammeraterne, som du syge Barn sankede om dit Leje, at deres Røster, hæse af Himlens Vejr, deres Klæder, støvede af Jordens Veje, skulde sprænge din Fæstning og dit Fængsel, smedde dig din Sejrssærk og Ligskjorte: tynge din Afmagt dobbelt skyldig og lette den for Hælvten af Skylden ...?

Mer Arving til din Faders Rigdomme end til din Moders Snille, mer Søn af Gustaf Adolfs Page end af Kristinas Hofdame var dig ikke Ordet, men Gerningen Gud, og Helt i én Time, Krøbling i 92 År, aftjente du din jordiske og himmelske Værnepligt ved at åbne dine Troes- som dine Lidelsesfæller, de til Sol som de til Skygger Bestemte det Beneficehjem, som det jordiske Fædreland aldrig kan og det himmelske aldrig skal skænke sine Pligtige.

Tre Menneskealdre måtte til, før du i din Sygestol fik afbetalt din Del af dit Slægtleds Skat: Narwa, Holofzin, Poltava, Sibirien, før Krigs- som Straffefangens Lænke - Heltens Ære og Desertørens Skam - faldt fra dine Hænder.

Ladt tilbage selv af Algernon Gordon Moffat, overlevende selv Ahasverus, at se det tredje Slægtled, din Søns Sønner, segne under alle Generationers Syndebyrde, Menneskets Blodskyld, udfriedes du med dit Århundrede af den Kugle, der knuste dets Hjærte: dets Pligt og dets Tro, for gennem denne den sidste Rest af dit Blod, at forkynde dets evigt gyldige Indebyrd: Tjen - lid - ti!

Ti, Hulda, du Revolutionens Barn, Freigeisternes Søster, Gudmoder til mig og det nye Värmland - gæstfrit som din Farfaders er dit Hus, for Døde som for Levende, ja for Ufødte med! for Algernon Gordon Moffat, for Bror af Ekestam - og for de Krigere, der skal følge ... »Bjærget« er det! Jærnets Hjem, Guds Fæstning og Menneskets Fængsel, mange dets Fanger og Celler, ulige Straffene, men ét deres Mål: Guds Enevældes Forherligelse!

Farbroders Sang derhjemme fra, Fernebos Sang, brummet af Majorens Tunge...

Steffan vågnede og så dem dér om Bålet, på Karolinernes Plads: Bror af Ekestam med Festens Roste snoet om Halsen og hængende om sine Knæ, Susanna og Brynte, Kind mod Kind, hede af Dansen nys, af Juleaftenens Forventning, af de kommende, fælles År, og Adrians og Olofs Øjne, spejlende de to og Bålet -: Skyggerne, der fyldte Lysgabet, nu da det næret af nye, nedstyrtende Vedmasser, spilede sig op over Vægtavlernes Granatæble-Kranse til Loftets kanelerede Bjælke - og Gudmoder, luftig og let, i Lysets Center, smilende til disse Gæster som en Gang fra den samme Stol til hine af Sibirien Løsladte.

brummede Majoren.

Fernebos Krans af Blomsternes Døgnflue: »blomman för dagen« -Floret om Susannas Jomfrubur derhjemme i Borgmestergården ved Elven, der var én rødmende Sky af Snerler ved Morgen, én Tåge af Spindelvæv ved Aften ... Fernebos Blomst...

Bror af Ekestam, »blomman för dagen:« din Fæstensgave til din Brud, Concordia v. Putbus, som du i 1813 forjættede den Hjemmets Arne, som hun end i Aften bier ved sit Bål i Itzehoe Jomfrukloster, ensom som du ved dette Nådens Hjems ... O skilte Bål, om I slog sammen, om I mødtes over Årenes og Milenes Mørke! Men nej - blomman för dagen, du rakte den femtenårige Jomfru den, selv atten År gammel, ved dit Århundredes Fest, de uforglemmelige Baller i Lübeck, da I, alle Nationer, dansede det nye Sekel, Fredens og Frihedens, ind på den gamle Hansastads Teater. Dér, i alle de Folkeslags Vrimmel, der havde sat hverandre Stævne, at fælde den urgamle Drages, Krigens og Tyranniets sidste Hoved: Napoleon, dér blandt v. Schills og Lützows vilde Geseller, skørteklædte, skotske Presbyterianere, liljehvide, burbonske Emigranter, sortgyldentrøde, jahnske Burscher, Italienere og Baschkirer, blandt Racernes Blomst og Bærme: Tettenbornske Korps og Royal Suédois - i Kosmopolis, Broderskabets nye Hovedstad, mødtes I, Eva og Adam, unge som det jordiske Eden selv.

Dér blånede den rügiske Jomfru mellem Hanseaternes Døtre, de bestandigt vexlende Krigeres bestandigt grønne Brude, som blomman för dagen, den af Solen vækkede - og visnede mod Aften, den hurtige, forkrænkelig skøn som Seklets Drøm og dens Elskeres unge Standhaftighed, i »den hvide Rædselsperiodes«, »den helliges Alliances« lammende Tåge ...

O Bror af Ekestam, evige Drømmer og Brudgom: mit eget, nej alle Århundreder! O Fæstensring, kysset lidenskabeligt nu som da! o altid fejrede og altid opsatte Bryllup! o Sejr over Synd og Død, du Blomst for Dagen - og Evigheden: Menneskehed, vissen hver Aften og frisk hver Morgen!

Bror af Ekestam - næste År rejste han til Itzehoe og hjemførte sin Brud ... næste År, når hans Spillegæld i Biribi var betalt, når Concordia v. Putbus' Familiesmykker var indløste og det pantsatte Hjem indfriet ... når han og hun var unge igen, de og Seklet genfødt!

Den Bryllupsfærd havde Steffan ventet fra Barn, som Bror af Ekestam og Värmland ventede den hvert År - og som Fernebo ventede sit Riges Komme, det i Blod og Tårer tabte ...

nynnede Majoren, plukkende med de mørkthårede Hænder af det lunefulde Lys- og Skyggespil den Krans, der skulde blive færdig - til »den bedste Piges« Grav ...

Jul efter Jul havde Steffan set Majoren antegne sin Brud som sin Moitié ved Ballet - og træde det ved Gudmoders, hans tålmodige Værtindes Hånd.

Ja se, dér øverst på Listen dansede de tvende Navne Håbets og Troens evige Vals, og nu da Stuen med Et lukkede sig om dem og Bålet, og de nys så beskinnede Ansigter brat forsvandt, glimtede Majorens Fæstensring i Askefunkerne, og hans Bas intonerede;

»Kusine!« afbrød han, »næste Jul leder Concordia og jeg Dansen her på »Bjærget«!« han cirklede den gloende Ildgaffel som en Glorie om sit Hoved:

og jog den gennem Brændestykkerne, så de med Et gik i Flor, og de forsvundne Ansigter flokkedes, smilende til ham - Susans, Bryntes, Adrians, ja Olofs med ...

Steffan nikkede. Ja smil til Eders Fordansere, Lederne af den evig Bryllupsdans på »Bjærget!« Se, er ikke Bror af Ekestams Hår brunt og tykt? er da ikke Concordias Kinder røde og hendes Lokker gyldne?

Men du Gudmoder - Steffan søgte hendes Ansigt gennem Sløret af Skygger og Lys - du, som så deres og vort Århundredes Morgenvals, smiler du nu til Middagens? Concordias moderlige Veninde fra Lübeck, hans søsterlige Plejerske fra Djursäter, sletter du hendes År som hans Gæld? Byder du i denne Stue Värmland op til Dans, ledet af disse to, sluttet af Karoliner og Gustavianer, dine Brødre?

Eller danser du, Jul for Jul, i hendes, Brudens Sted, med ham i din Brudgoms, unge Claës af Adelstiernas? Värmlands og min Gudmoder, er du Frau Holde, Feen for Livets Brønd, omranket af blomman för dagen? Og er ene jeg den Vanskabte, Skriget, der lader Skatten forsvinde? Sandhedens Ord ved Løgnens Fest, hvor Taushed er Pligt, at vissent Løv kan gælde for Guld?

Se, Hulda af Jacobschöld smiler til Bror af Ekestams Dans med hende selv og med Concordia v. Putbus!

O, drømte da hun, og levede da jeg denne Stues Sekel? Sad jeg blandt Genfærdene af Kong Karls Ungdomshær? sank jeg blandt Gustavianerne i Dødsbærerens Favn? smilte jeg med unge Claës af Adelstierna i Dødens, hans rette Bruds? Levede jeg Seklets Håb og Nederlag og Lede og måtte dø med det?

Er da Livet Drømme og Drømme Liv? Eller - er Drømmen Død og Livet Opstandelse?

Se Karolinerne overlevede Poltava, som dræbte Poeten Leijoncrona; Gudmoder, Karolinernes Samtidige, smiler til Bror af Ekestam som til Susan og Brynte, mens jeg ... Sidder jeg i Bäckstugan med de to Gamle og dør af den Sorg, som de spiller - nej, som de levede om til: »Goda gösse, glaset töm ...«?

Brændet skred, og et Flammesværd kløvede Mørket. Glimt af Tapeternes Lampetter og Gyldenlæder ... Ansigter, hvide af Maling og Lærred, eller røde af Ild og Blod, døde og levende, blandedes fra Malerierne og Ovnens Puder omkring Bror af Ekestams Brudgoms-Smil. Seklernes Stue tændtes til Fest...

Se Susan, hvis sextenårige Mund ler sig blodig af Spot over trediveårige Møers Elskovssukke, se Gudmoder, som fjerde Decennies Jul betaler Bror af Ekestams Æresgæld og sender Penelope v. Putbus Odysseus' Bøn om Tilgivelse for dette Års Jordomsejling og hans Ed om Hjemkomst i det nye - se dem alle smile Støv til Blomster! Ja se dem tilgive og forråde Livet!

Blot Olof, din glubske Tand: Nu ofres Livet! nu råber Blodet ej mer til Himlen: nu er Døden Liv og Livet Død!

Men, o I altfor Blodfulde, ser I Varulvens Tand - til den ofrer I Eder selv og de forgæves Døde! Se, I vilde skænke evigt Liv, og I gjorde Døden evig - ved at tilgive den!

Men Olof, du Triumferende - tifold hellere mit Nederlag end din Sejr, min Gråd end dit Smil! Ti jeg græder af Gud selv, for hans Selvmord: det Skabtes Død! Jeg fornægter ham, fordi jeg er af ham! Jeg dør, fordi jeg er af Evighed! Evighed? o Gud - se dér er den: Nuet!

Bag Bålet, hede af Bryllups-Blusset, brændte Susans og Bryntes Munde sammen - og opfyldte i et Kys Bror af Ekestams Ed, besvor Olofs nøgne Tand - og Steffans Drøm, at han levede ... tændte af hin sluknende Hymens Lue deres egen: Evighedens Fakkelløb af Nuer, »Bjærgets« Liv...

O Gulv for Dans, o Stue for Bryllup! Grubernes Genlyd, de Dødes Ekko jubler med, forløste ved Eder af Stumhed, udfriede af Jærnets Bånd, af Fængsel og Død, frie, omsider, i Eder, fejrende Jordens altid fornyede Bryllup!

Medens jeg holder mine Døde fast: Spøgelser, der aldrig levede og aldrig kan genopstå fra deres Pinsler - jeg, som er Evigheden: Graven!

»Bryllup i Stuen, Kusine! Til Lykke Børn!« Bror af Ekestam lo støjende med en Brand af Bålet holdt hen foran Susans og Bryntes blussende Ansigter. Men ved samme Brand dukkede frem, som ud af Væggen, den Ottende i Stuen, hvis Tilværelse herinde Steffan ikke havde anet - endda han jo altid sad her: Portrætmaleren Peiter Pitter, Ditmarskeren, der et halvt Århundrede havde gennemvandret Värmland, den Fremmede, der var hjemme i hver af dets Gårde og med sin Pensel og Palet havde foreviget mere end fire af dets Slægtled. Og nu havde fundet sit Beneficehjem her hos dets Gudmoder.

Lille, i sin lange, tinknappede Frakke, med de blinde Øjne bag Hornbrillerne og de ørkesløse Hænder på Knæspænderne sad han dér mellem de Kontrafejer, hvori han havde ladet Ferneboerne leve ud over Tid og Sted. 7000 Portrætter hed det, havde han malet, 7000 Liv havde han frelst fra Glemsel og Alderdom, løskøbt dem fra Døden ved sine Øjne, som Moderen sit Barn i Eventyret. I Kampen for at genføde de Ansigter, der svømmede, skrøbelige som Åkander, i de lave Stuers dunkle, nordiske Lys: i Kampen mod Sorgs og Alderdoms falske Vidnesbyrd mod Skønhed og Ungdom, i Kampen mod Gud om det Skabte, havde han tabt - og vundet.

Ti rundtom i Värmlands Stuer pegede endnu krumbøjede Morlillers visne Fingre mod Væggenes medaljerunde Portrætter: mod dem selv med Munde og Arme svulmende af Kys og Favntag, med Bryster spændte af Elskov og Fødsel - mod Kødets Opstandelse!

Se hans mumiebrune Hænder strålede endnu stedse i alle Palettens Farver af Blåt og Rosenrødt - som var de dyppede i selve Skabelsens Gry. Og bag de sorte Briller, bag de blinde Øjne, gennem den slumrende Hjærne drog det hen, Optoget af »Bjærget«s bararmede og barhalsede Ungmøer, lokkeflagrende og skægløse Ynglinge, de 7000 Kontraferede, flammende ej blot af hans spidse og sirlige Pensels Æblerødt og Skyblåt, men af Arteriers og Veners uforrustelige Jærn - selve »Bjærget« udødeligtgjort!

Ja, Død der var Opstandelse! levende Drøm, seende Blindhed! Men Steffan? »Forinden Sædekornet falder i Jorden og dør, kan det ikke leve -« hørte han Märta Moll læse ved hans Sygeleje. Ja, om han opløstes igen, forenedes med den Altnærende, at opæde og opædes, at udfri og udfries som »ét i Alt« ...

Han huskede pludselig hin Torsdag-Nat i hans Sygdomsår, da han »jorddroges« - da han i Märta Molls Fraværelse, stum af Smærte, Andagt og Gru, lod sig løfte fra sit Sygeleje af Sara og God, Gårdens ældste Piger og, som det hed, bægge en Gang Farfaders Elskerinder. Med Fingrene på de runkne Læber, med Øjnene rindende af Alderdom og Sorg bar de ham ind i Høstnatten og Skoven, ad Mossbergets overgroede Stier til de forladte Gruber, hvor de i unge År, under deres Herres og Elskers Pisk, havde virket blandt Jærnets hundrede andre Trælle i Adamshyttans store Dage.

Og dér raktes han, nøgen, kun med et Lagen svøbt om sin Vanførhed og sin Bandage, fra Saras til Gods Hånd, fra Vest til Øst, fra Sols Nedgang til dens Opgang, igennem det birkebevoxede Lyshul ned til de af Jærnvand fyldte Stoller: overgaves til sin Oprindelse, »Bjærget,« at genfødes som dets Barn, fri af Pukkel og Synd, efter Järnbäralandets ældgamle Kur for sine Frafaldne: de Syge.

Steffan huskede Blindheden og Lugten i Jorden, Smagen af Dyb og Glemsel og Jærn, Høstnattens Stjærner og Suset af Fyrrene, sin Hendøen - og sin Genopstandelse til uforandrede Smærter. Og Mulden i Bandagens Folder Morgenen derpå ...

God og Sara var aldrig blevet tilgivet, trods gamle Mychowitz' spottende Beroligelse af Faders og Moders Harme: »Er dette værre end kgl. Majestæt Erik den Fjortendes Livsmedicus, Benedicti Olavi Råd mod Pukkelryg: at årelade? Menneskene giver nu én Gang alt Ondt til Jorden - og kræver alt Godt af den!«

Men - o, hin Forsvinden i »Bjærget«, hint Sekund i dets Gemsel og Glemsel: ét i Alt...! Mangen Nat siden havde han anråbt Sara og God om at hente ham derud igen, at fri ham af Pukkel og Pine: jorddrage ham påny og endeligt, efter hin ældste Visdom: kun i Jorden var Helsen - i Skødet, i Graven ...

O Sara og God, kom i denne Time, kom nu og jorddrag mig! lad mig dø, at jeg kan leve! gør mig ét med Alt! udglat min Pukkel og mit Selv!

Han foer sammen - en Træk strøg over hans Nakke, gennem Salens Hede, duvede Ovnluerne og slukkede Ansigterne bag dem, ene Peiter Pitters Briller lyste som seende Øjne.

Steffan vendte sig, skælvende: Kommer I at bære mig til Livet?

Han groede fast i Ovnpuderne. Dér stod Dødsbæreren, Noah van Drougge, ludende i sin hvide Kittel.

Kom han at hjembære? Var dette Guds Svar? Ja, så kom da, så gør mig ét med Alle! med denne Stues skiftende Børn, med »Bjærget«, vor Moder! Af Jærn blev jeg skabt, lad mig blive til Jærn påny, at jeg atter kan opstå som Jærn: som Loven for de ufødte Kommende: at vi fødes for Dødens Skyld!

Gennem Stuens Mørke, gennem Århundreders Muld søgte hans Hånd Dødsbærerens Isgreb - og fyldtes af ungt og duftende Kød .. En Lugt, sød og svanger, blæste mod hans Ansigt, om hans glippende Hjærte -

Fortumlet slog han Øjnene op og fik dem fulde af Susans Skulder, Hår og Mund ...

Hun lo op mod ham, skråt, med Tænderne fyldte som af Ild:

»Går du i Søvne, Steffan lille? du var jo nær ved at træde mig ned.«

Han drog efter Vejret - Sødme og Hede ... Ja, Susan, i Søvne gik jeg, i de Dødes Søvn - og havde nær trådt dig ned - mig selv, mit Liv!

Et Nu? Jamen: et Nu i dig: min Evighed, vor Evighed, Susan! Vore Ansigter frelste af Stuens Mørke -: Kødets Opstandelse! Sædekornet, der forgik - og freistes i hundrede Fold!

Susan, jorddrag mig i dig! Omstød Guds Dom, du som fuldbyrdede den hin Dag i Tårnet! Vær Gud mer end Gud! Giv ej blot mig, hans Skabning, men ham selv vor Ret! Men il! se Dødsbæreren, Guds Sendebud, bier!

Han greb påny mod hendes Skulder - og slog imod Bryntes Hånd, der lukkede sig om den, fast som en Skaal. Og han skimtede Olofs magre Fingre, der strøg tørstende eller tyssende mod hans Læber. Og Adrians nøgne Ansigt, rigt kun paa Sved, Angstens og Afmagtens Tårer...

»En Sædemand gik ud at så -« Märta Moll læste af Lucas om Sædekorn, der faldt i Muld, på Stene, blandt Tjørne og på fodtrådt Sti. Om Guds Udsæd til hundrede Fold - eller til Solbrand, til Fugles Føde ... om hans bundløse Lader, om hans Ære ved Frugt som ved Forspildelse ...

Men - nej, nej! falske Vidnesbyrd mod Gud! For hvert Sædekorn, der forspildtes, fornægtedes hans Navn, fortabtes han selv! Af Evighed kunde kun Evighed komme! Derfor: op du Menneske, hans Skabning, og frels din Skaber! se, gav han dig Jærnet og Døden: Sværdet, i Hænde, han gav dig også Jærnet og Livet: Blodet! Så genfød ham af ham selv! Lyde ham ved at dø? Nej, tjene ham ved at leve!

»Tak, dér har vi gamle Noah med Årets Regnskaber!« lo Gudmoder. »Ja, ja velan! det er dets sidste Hverdag inden Jul - som varer til Sanct Knut! Men I, Børn, løb I ud og fejr Lusse!«

Lucia-Aften, Lysfesten af Årets længste Nat, for Syracusas blinde Helgeninde, der fik sit Syn igen ... det hellige Oprør mod Gud i hans eget Navn!

Dér stod Susanna, gylden og stor, midt i det Båls Skær, hvori Gudmoder talte det Regnskab efter, som Dødsbæreren rakte hende, og som Bror af Ekestam over hendes Skulder gjorde op til sidste Runstycke - som var den hans.

Men Susan, vi Børn, den nye Slægt - dit svømmende Blik, dine saftige Mundvige, dit brede Bryst: har du ikke Plads til os alle, til mig som til Brynte?

Om Guds forstødte Barn generobrer sit Hjem, er det da hans minde end den kårne Arvings? giver han ikke sin Fader to Sønner for én? hans Hus dobbelt Ære? Ja mer! Kun hvo, der overvandt Gud, er ham lig, af hans Styrke! Kun han værdig at arve hans Magt!

Ingel Lydinghielm, Bror af Ekestam, Gudmoder Hulda, jeg skal hævne Eder! jeg skal bekæmpe den Gud, der besejrede Eder, jeg, Barnet, Miraklet!

Ti Brynte, er hun din ved Guds og Menneskers Samtykke, er hun min ved deres Fornægtelse! ja min tusindfold ved min Kamp for Faderens Ære: hans Søns Fødselsret! Din ved Styrke! men min ved Sygdom! Vor!

Men Olof og Adrian? Hvorledes sagde Farbroder: »Syren viser, at intet kan fortære Jærnet!«

Vi skal forgå i dig, Susanna, alle, efter Guds Lov! Men hvem skal genopstå som din og »Bjærget«s Herre?

Den, Gud bestemte som sin ved Lykken eller ved Smærten? den, han kårede at forherlige ham som hans hundrede Fold eller som hans Overflods golde Strå?

Kæmp du, Gud, for din mindre Ære! jeg kæmper for din større: for dig selv i den Skabning, som du fornægtede, for din Kraft i det Sædekorn, du smed blandt Stene! I mig genfødes dine tusinde Ax kastede for Fugle, for Sol, for Hvermands Fod! Vælg, Gud! Vælg, Susan! men vælg nu i Nat, Lucia-Nat, Natten hvoraf Lyset og Svaret fødes!

Ja, hvorledes var det? hvad fortalte Moder om Lucia-Nat derhjemme i Danmark? Om han forsøgte Gud - og Susan? om de var dem, han troede - eller de ene boede således i hans Hjærte: om de var Opstandelsens eller Forgængeisens Kilde: Lov eller Lune! om de og deres Gaver var Tilbedelse eller Forbandelse værd! Nu skulde den gyldige Prøve gøres!

»Susan,« hviskede han, tæt i hendes Øre, »Moder siger, at derhjemme på Sjælland, på hendes Faders Lystgård i Hareskoven, dér tændte Pigerne Lucia-Nat, når Klokken slog tolv, Lys for at se i deres Spejl, hvem de skulde få til Brudgom. Tænd Lys i Aften ved dit Spejl, Susan, og se efter!«

Han lo, men hans Øjne brændte i hendes, i Bryntes, Olofs og Adrians. Han sitrede af Munterhed, af Afgørelsens Fare og Lyst, som ved Ulvenes Spring om hans Faders Slæde: Liv eller Død? Gud eller Djævel?

»Hvad? ja! ja! det er morsomt, det vil jeg se -« Susanna kneb lystent Øjnene til, hun gøs sammen i Skødet, med halvåben Mund, »hvorfor har du ikke fortalt det de andre År? Kom!«

Brynte, du kårne Brudgom - Steffan lo mod hans rynkede Pande - og du, Olof, du standhaftige Fornægter, er hun sværere at vinde -og at forsage, end I troede? er Livet vanskeligere og dyrere end I mente? Er I ej sikrere på hende og for hende end jeg? Fornemmer I, at Dødsbæreren står der henne bag jer i den længste Nat?

»Kom så!«

Susanna smuttede fra Lysringen ind i Mørket og Steffan efter hende. Og de andre? Jo, han lo - han hørte dem bag sig, alle Tre, omsider utrygge i Fornægtelse som i Sejr!

Og selv fløj han ned ad Trappen som Gudmoder Huldas Brødre en Gang: til Fald eller Sejr! til Spillet om Gud!

Gør du, Gudmoder, dit Regnebræt op med Dødsbæreren, og tæl, Bror af Ekestam, de sidste Runstycken! Vi fejrer Lusse! Vort Spil står på sort eller rødt!

Se vor Gudinde, Jærnets Dis! Hendes Hår som en fygende Fakkel gennem Mørket! Dér skal al Verden forgå som Røg eller hærdnes til Evighed!

O, så svært op ad denne Trappe, så let ned ad den! Tak for din Lære, du Seklernes Stue! I Døde, I døde ej forgæves - jeg kræver Eders Liv af Gud! Og om jeg, som I, vinder Døden? som I lakker vanfør hjem ad disse Trin?

Ja, da står Solen stille over Poltava! Da er Gud, ej vi Krøbling, vor Vunde hans Dødssår! Da er det fuldbragt, hans Vilje sket: Han selv forgået! Men vort Gravmærke hans Skændsels-Støtte: at vi vilde større end han!

»Du,« hun var standset på første Sal - han tørnede mod hendes Arm og fik hendes Øjne lige i sine i Gårdlygtens Skær ... hvad var det for en Ild? havde han selv tændt den, skulde den genføde eller fortære ham? Længtes han med Et mod de Dødes Stue ..? »Jeg vil sidde foran Spejlet med »Himmel-Kronen« på!«

»»Himmel-Kronen«?«

»Ja, du véd, den ligger i Sølvkamret bag Dansesalen. Vi vil liste os derind og hente den!« hun hævede tyssende Fingren.

»»Himmel-Kronen« - jamen, Susan, den - Gudmoder bar jo aldrig -«

»Pyt! nu bærer jeg den!«

»Himmel-Kronen«, Jacobschöldernes Brudekrone - den båres en Gang af Guds Moder i deres Kirke, i Skovene ovre bag Yngen ... Siden havde den smykket deres Brude, Datter efter Moder, til Hulda den Aften, da Dødsbæreren bar Claës af Adelstierna op ad denne Trappe, bar den derind i Slægtens Skat- og Mindekammer ...

Dens frodige Døtre inde i Anegalleriet, dens sidste Datter deroppe i Seklernes Stue - og den første, den kronede, af alle: Himmel-Moderen ...

»Nej! Susan, nej!« Trappen, dens Lugt af Hænders Olie, af Fødders Blod...

Eller - var det just det, han vilde!

»Jo! jo!« han stampede, han slog Hånden i dens Gelænder, som kaldte han på hine Fødder, hine Hænder! som råbte han sin Hær, Ufødte som Døde, op til Orlog!

Jo, Susan, just med den om din Pande skal du kræve Gud for dem! Nej, kræve Gud af ham selv! Under den skal du føde den nye Jord og Slægt!

Jacobschölderne satte Guds Moders Krone på deres Brude, Gud tog den tilbage som ene sin - kron dig nu med den og fød ham under den som Gud: Retfærdighed: Evighed!

»Kom, Susan, kom!« De listede forbi Trappekaminen, der sendte sit lunkne Pust mod dem - Dagens Bål, der var slukket nu mod Sancta Lucia-Nat, da af alle Lys kun hendes måtte skinne.

Dørvridet vågnede, og den høje Fløj gled tilbage, som en Skygge, for Susans Hånd ... Salens Ånde svævede over dem, kølig og støvet, som et langt Suk.

Klemte sammen på Tærsklen stirrede de derind, i Tågelyset fra de ni Kirkeruder.

»Susan, Steffan, nej, hvad gør I?« hviskede Brynte.

Han, Olof og Adrian rørte sig bag dem, levende, med Åndedræt, med Lugt af uldne Klæder imod Salens Luft, der, vækket af Trappegangen, stærkere og stærkere strøg over dem, en Luftning, indeklemt og dog isnende, som havde de åbnet for selve Jorden.

»Gå ikke derind, Susan!« hviskede Brynte, »gå ikke derind!«

Steffan fornam hans Greb om hendes Arm. »Du véd, at - at de spøger! Og i Nat -«

Susans Næse og Mund sitrede i det vage Lys, i de Skyer, der nu steg fra Langsofaernes Pudder, fra Gulvfjælenes Talcum og Girandolernes nedbrændte Vox - et Ansigt, stort og bævende, spejdede over Tærsklen til Slægternes Bryllupssal.

Vov dig ikke derind, i de Danse, der nu væver sig af Støv og Dunster, under Loftets Lysekroner, blandt dem, der spøger, hvor de fordum spøgte! Se Jacobschölderne stirrer i lange Rækker, fugleagtigt stive, med blegblå Øjne under Hjælme eller Paryk! Vov dig ikke over Jorden, ti den er din Grav!

O Brynte, du »Bjærget«s Førstefødte, Jærnets Discipel! Livet er dig altså ikke Døden værd, Slægten ikke dig selv?

Så lad da mig, den Fremmede, Barn af Morgongåfva, hente Kronen fra denne Nat og denne Sal!

Han pressede Hånden om Susans anden Arm og tvang hende, tung og tøvende, ind over Gulvet, hvis af 200 Års Danse bonede Plan greb deres Fødder og rutsjede dem, Favn i Favn, igennem Tågelyset, igennem Pudderstøvet, under Lysekronernes vågnende Spil, forbi Harpernes, Trompetmarinernes og Tubaernes Syngen bag Musiktribunens Lærred, imod Døren, der spejlede deres Kommen i hinandens Arme og Åndedræt, forbi Anernes Stirren, igennem deres Danses Støv, ad Banen glattet ved deres Fødder.

Ja, se dér i Sølvkammerets Dørspejl kom de svævende, et Fuglepar sendt ud over Syndflodens Vande at genfinde Livets Grønt, et Menneskepar i Järnbäraland at bryde dets Lov!

»Steffan,« hendes Øjne hang i hans, blege, nu så nær den Krone, som hun havde begæret.

Han smilede og knugede hendes Hånd mod Dørgrebets gyldne, bugtede Delfin: Frygt ikke, du er kun Redskabet, jeg Viljen, din Frugten, min Dommen!

Døren gled op, og Tågen i Salen stod fortættet herinde som Sne, hængende i Skyer fra Loftet, svøbende sig om Chiffonierer, Chatoller og Stole, begravende og bevarende alt i sin Frost, i Fødslens og Dødens Klædebon: Lagner.

Favn i Favn stirrede de på Slægtens hvide Vugge- og Gravstue, på Våbenskjoldet dér i Midten, hvor Jacobschöldernes halve Sol snart syntes at gå ned, snart op bag sit Slør af Gaze, på Grev Jobs Karoliner-Sværd, de otte Unges Gustavianer-Klinger, på Trediveårs-Krigerens, Bengt af Jacobschölds korsskæftede Værge, der som dets Bærer var blevet fundet under Gustaf Adolfs Lig på Lutzen, på den runeristede Glavind som Kättil Sverkerson bar på Erik den Helliges Korstog, og det fabuløse Øxeblad, som Sagnet påstod, at Gylfe svang over Bråvalla Hede, og Krumkniven, som gennem Urskov, Ulve og Jætter brød Jacobschöldernes Første: Jorund, Vej til Slægtens Hjem på »Bjærget« i Ingjall Illrådes Dage - på Seklernes Tunge, Jærnets Mæle: Livet til for Dødens Skyld.

Men histoppe. - Med Hånden bydende og bønfaldende i Susans løftede Steffan sine Øjne. Og dér svævede »Himmel-Kronen«, dens Guld omkring Perler og Rubiner ... den hellige Gral med de forklarede Tårer, med det frelste Blod - Døden for Livets Skyld!

Over Sværdene, der forrustede, sekelsent, men sikkert af det udgydte Blod, brændte den uforgængelige Glød: Guld af Jærn, det frelste Jærn - Miraklet: det evige Blod

»Susan,« hviskede han, »tør du bære den?«

Han så hende ind i Ansigtet, i det tunge Hår, i Lysfloret fra Gårdslygten og så de hundrede Brudes Ansigter, Slægtens Mødres, og hin førstes, Evighedens, sitre i de blussende Træk.

»Om jeg tør -« hendes Hånd hang i hans, hendes Blik ved Kronen. Og han så den spejlet i hendes Øjne som en gylden Kim. O Susan: vor Maria!

»Tag den!« åndede hun og lukkede Øjnene, som om sit Eje.

Han skimtede Bryntes tøvende Skikkelse på Tærsklen og Olofs og Adrians Hoveder dunkelt bag ham.

I tre, som ikke vover - som ikke vil - og som ikke kan, nu gav I mig, hvem Gud og hun vragede, Eders Krone, - Guds, som vor Slægt, Jærnets største, skal bære!

Varligt, med Knæet på Bordet - hvor Jacobschöldernes Skatte, Kongernes Belønninger, sov under Glaslåg: Ordner, Kors og Ringe -med Brystet åndende mod Sværdene, der købte dem, og Våbenskjoldets Sol, der gik ned, rakte han efter Kronen, Menneskeheden over Slægten, Gud over Jærnet.

Den gøs mod hans Hænder, kold, så de skjalv, tung, så de vaklede; Perlerne, der slyngede sig i Rækker fra Tak og til Tak randt som Tårer over hans Fingre, som en Sang, uhørt og dog forstået. Hans Ånde drev som Skyer over Guldet og forsvandt. Men Rubinen glødede i hans Blik som Guds Øje, gennem hans Årer som Guds Kraft: »Nu er jeg, Gud, i dine Hænder! Du ringe Menneske min Herre! og se dér din Dronning! Forspilder I mig, forgår jeg!«

Susan - svimmel af Håb og Angst, syg og stærk som aldrig før, sænkede han i begge Hænder Kronen mod hendes brede Pande, hendes brede Skuldre. Støv, bliv Evighed!

Da - et Skrig nåede hans Øre, et Hyl gennem Perlernes himmelske Hymne, en jamrende, truende Bøn - Helvedes Protest mod at dele Himmeriges Lod: Evigheden ... Ulvene hylte fra Yngen, fra Sancta Lucia-Nat, fra Persberg, med Genlyd fra alle Gruberne ...

Kronen rystede i hans Hånd: hvad gjorde han? hvem kronede han? Denne Jords Dronning, denne Gud!

Var hun, var han Kronen værd? og dette Liv skyldig at straffes med Evigheden? Hvem var Fjenden, Uretfærdigheden: Døden - eller Evigheden?

Han vendte Hovedet. Derude flakkede Himlen rød af Bålet: fra Persberg, af »Bjærget«s Sol. Og Solen over Poltava - den var kun en Genspejling af denne!

Den krængede Jord, som han i Farbroders Slæde var faret forbi her til Festen, nu nåede dens Råb hans Hånd, som kronede hende til Dronning! Han havde glemt - og han blev mindet! Han havde glemt de Levende for de Døde - Persberg for Poltava!

Han vilde frelse Livet - og udødeliggjorde Døden! Han hævnede de Døde på de Levende: gav dem samme Herre i Vold!

Han lukkede Øjnene, hans Hænder svigtede: Du Gud er i mine Hænder, din Evigheds Krone, og se: du, der dømte os, nu dømmer vi dig! jeg og min Slægt, vi dør, at ikke du skal leve!

Han mærkede Susans Ånde om de synkende Hænder, i sit stivnende Ansigt, bedende, fristende.

Men - nej, Susan, nej! én Gang løb jeg med dig, fra Savolaxhyttans Fattigstue - at ende ved Finneskuddet! Lad nu Skuddet ramme, lad der nu blive Dorn og Slut!

I Døde, I er ej forgæves Døde! I frelste de Ufødte fra Eders Lod!

Kronen gled i hans Hænder, Perlerne sang bristende, Sangen uhørt og dog altfor kendt ... Et Nu - og Rubinen, Guds Blod, var, som hans Skabningers, udgydt på Jorden, i Jærnets Skød -

Da - en Lyd! Og hans Finger greb om den glippende Byrde.

Var det Suk eller Latter? Brynte eller Olof? Og Susans bedende Ånde om hans Ansigt...

Igennem ham foer Mindet om Sancta Lucia-Nat i Fjor: Et Lys, der skulde tændes, af Susan, ovre i »Børnenes Gæstehus« at lyse for dem alle - og som gik ud, Gang på Gang, hvæsende, sugende den lange Nat om dem, osende af dens Gru ... Runde og rosenrøde fødte Susannas Fingre Flammerne, spaltede Mørket, lod dem kende hende og hverandre - og huggedes bort igen, som hendes, som deres Ansigter. Deres Ånde svævede som en Røg i Mørket, en flygtende Varme ...

Da pludselig et fremmed Mæle lo fra Mørket:

»Hå, hå! Jenta hev inkje lykke med ljoset sitt!«

Margit Jomfruland, Gudmoders norske Oldfrue stod på Tærsklen, lille, utydelig. Susanna stampede rasende den sidste Fyrstikke ud

»Nej, for du og dine Piger er nogle Svin! I stjæler den fede Talg og støber af den urene - og snyder Tanderne våde med jeres Fingre!« hvæste hun i Mørket

»Nei ja så, det er Ijoset og inkje jenta, som gjer det! Dei seier elles heime i Sætesdal, at den jomfru, som inkje fær tændt Ijoset, ho fær seg ingen brudgom, for ho hev ingen kjærleik, om ho er aldri så kjærleiksjuk!«

Åndedrættenes Sky standsede i Mørket.

Til Ilden sprang ud mellem hans Hænder, af den lille Trøsketønde, som Farbroder havde givet ham, i Efterligning af den store derhjemme - og Ansigterne brat hoppede frem: Susans funklende af Had og Tårer, Olofs tilfredse Tand, Adrians rædde Øjenglober, Margits truende Hætte og Hånd - og Bryntes Ansigt, vendt mod Susan, hvidt af Gru, og hans eget, i Kaminspejlet derovre, flammende i Tilbedelse af hende, der forrådtes...

Forrådtes, ja! Han klamrede Hænderne i Kronen, som kunne han ikke holde den fast nok, dens tunge Skrøbelighed Hans Blod sang op over Ulvehylene derude. Hvad havde han nær gjort? Forspildt Gud og sig selv for hendes Skyld! fordi hun ej fik Lyset til at skinne i den lange Nat! Havde han ikke tændt det, han, hvem Ilden var betroet -og nu vilde han slukke det for evigt! Hvorfor? Skræmt som Brynte af Margits Anklage: af Ulvenes Glam! Skræmt af Jorden fra at frelse Gud - nej, frelse den til Gud!

Hvem holdt vel Kronen i Hånden og hvem biede som hans Brud?

Bævende, men sikkert sænkede han den mod hendes ventende Pande: Jeg kroner dig, Susan, til Evighed - jeg, som ikke frygter din Skæbne, ti jeg er dens Skaber, og ikke frygter dig, du Kærlighedsløse, ti jeg er Kærlighed, Barnet af Eventyrslottet! I min Ånd skal Slægterne velsignes! Susan, du Dronning, som er Slavinde, tag din Krone af mig!

Da - en Hånd mod hans og en Stemme:

»Nej, nej, vent, ikke her! først foran Spejlet. Jeg vil dog nok se, for hvem jeg skal bære den!«

For hvem? Kronen gled ud af hans Hænder - et Slag i Bordet, så Sværdene sang - -

Susanna tumlede, greb i Dugen, fangedes af Brynte, og knælede i hans Arme, med Kronen i sit Skød.

Og fra sit høje Stade så Steffan vågnende de To: hun i hans Favn og Kronen i hendes Fang - dér, hvor den hørte hjemme, hos Bruden, som han hentede den til: Jorden, som kunde udødeliggjorde - og ham, den udødeliggjorde: hendes Tjener, Jærnet...

Hør Ulvehylene derude - Hymnen til de To! Se Ilden, Solen i deres Rige! Ja, Steffan, se dit Værk: Evigheden, du kronede!

»Klods!« fnyste hun, mens hendes Hænder og Øjne kærtegnede Kronen, »hvad om du havde knust den?«

Et Gys foer igennem Steffans Hænder, koldere end Kronen nys - af Luften her i Värmlands Fødsels- og Dødsstue. Ja, om han, den Fremmede, den på »Bjærget« forgæves Fødte, den i dets Skød omsonst Jorddragne havde knust Skatten, de Andres - nej, hendes! hun, som ene rådede over Kronen, Bruden!

Han sprang ned fra Bordet. Sværdene bag ham sang op, deres gamle Sprog.

Se, dér bar hun, guldhåret og hvidklædt, sit Eje bort gennem Salens tågede Lys.

Hvorledes var det? Stod ikke her i Grev Jobs Dage, Seng ved Seng langs Væggene? var ikke den Gang Dansesalen Karolinernes Sovesal? Og bevægede sig nu ikke Sparlagner, spejdede ikke Øjne under Sengehimle?

Gustaf den Tredjes Besøg på Djursäter og Masreliez's festlige Hånd, Gudmoder Huldas første Ungpige-Bal og Trolovelses-Møde med Claës af Adelstierna viede atter Salen til Dansen.

Men føje efter stod otte Kister på Bukke ad den Kolmårdens-Flise, hvormed man havde dækket Karolinernes Krykkestribe igennem det glatte Parket.

Lyt nu, I under Sengehimle og Kistelåg, og I, Slægtens Mødre og Døtre deroppe i det lange Anegalleri af Enker og Møer - nu bæres Kalken jer forbi, jer tabte Skat: det røde Blod! Hvorhen?

Til Spejlet! Til den Herre, som I hengav jer for? eller til ham i hvis Navn jeg hentede Kronen at skænke Eder den påny? Å Sønner, å Mødre, var jeg Frelser - eller Morder? Spørg Spejlet! spørg hende, vør Brud!

»Tænk, at Gudmoder ikke lukker af!« hviskede Brynte, han skød varligt Døren til bag dem, med et andægtigt og lettet Blik ind i Salen.

»Ingen Dør er lukket af i Värmland!« afgjorde Susan, med Blikket på Kronen i sine Hænder.

Nej, ti alle er vi dets Børn! Men hvo er dets Herre? Svar nu, Spejl! Svar nu, Gud! Ja, vis i Spejlet dit Ansigt, at vi kan kende din Vilje og gøre den!

Men - Steffans Bryn fortrak sig - Ulvehylene fyldte Forhallen, med Ekkoer fra Trappegangen som af usalige Ånder, myrdede og ufødte. Jacobschöldernes Hus sang med i »Bjærget«s Klagekor.

Men vent! o, vent! Gud, som jeg gav i hendes Hænder, styr dem!

Han standsede på Tærsklen ud til Snetagene og de rustne Jærn-Skorstene. Hans Øjne og Næsebor spiltes.

Overflammet af Ilden fra Persberg, fyldt af Røg til alle Tage og Tærskler virrede Gårdsrummet af Madtåge og Stegeos - én kogende Gryde midt i Snegraven ... Flæskedamp lumrede fra Slagteriets blodige Is, Vildtlugt og Enebærrøget strammede fra Boderne, Vin- og Ølande pustede fra Bryggerset. Nattedybet emmede af Hede, af Fordøjelse. Rimen tøede i Bjælke sprækkerne.

Og Nattstugan derovre - dens snestribede Trækastel bølgede af Skygger af stejlende Hesteben og flagrende Manker, af pelsklædte Hoveder og Arme, af en Gris'es Tryne og snurrede Hale.

Leende Stemmer, Hundeglam, Vrinsken og Grisehyl surrede i den frostskarpe, madlugtende Luft.

»Kør nu! kør nu!« - det var Farbroders Stemme .. Ja se, hans løftede Hånd - dens Fakkel føg sin Ildregn over Pelshuerne, Hesteørene, Bøsseløbene og Grisens struttende Ryg. »Prik den dygtigt med Granrisene, at de kan høre Majestæten kommer!«

En Smasken, et hvinende, rallende Grynt - og Ulvekoret slog ind mellem Badstuen og Parken, en Lugt af Skarn, af udsultne Tarme ...

Steffan forstod -: Djursäter forberedte Julens første Fest, »Lussedagen«. På Slæden derovre tronede dens Symbol, Svinet.

Ja, hvorledes var det? Lucia Dag, den 13de December, Lysets Genkomst, viet Syracuses Helgeninde, som med egen Hånd udstak sine Øjne, at deres Glans ej skulde hilde hendes Elsker i Blodet: i Kødets Synd og dens Sold, Døden. Og vandt dem igen af Gud - Evighedens strålende Syn, der besejrer al Død: alt Blod ...

Sangen, som Gudmoder hørte under Ildfluer og Palmer - Takken for Ofret, Hymnen til Sejren: Livet af Døden!

Men»Bjærget«s Lusse? Värmlands Sagn om hendes »lille Båd«: Snekken, der den frysende Decembernat dukkede op af Vänern, i Helgen-Gloriens Glans, ladet med Medister-, Gryn- og Blodpølser, med Svine- og Ribbensstege, med Skinker og Sylter, med Tønder af Øl og Glög! Svaret fra Gud: Mad af Stene - Kødets, Jærnets Sejr!

Ja, se Ilden fra Persberg dér over Tagene spillede i Køkkenosen med myldrende Morildsglimt: Glorien om Järnbäralandets Sancta Lucia! - Gløden, der holdt Gryden i Kog, Flammen, der dansede øverst over Punsebollen!

Og under de sneede Tage og langs de rimhvide Længer løb geskæftige Lys i Zigzaglyn: Margit Jomfruland og hendes Tærner lunede Gæsteværelserne og beredte Lusse hos Värmlands Gudmoder for alle dets Børn, Landshøvding som »Knægt«.

For alle? Hvem skreg da derude? »Bjærget«s tømte Tarme!

Men sendte Farbroder dem nu ikke Mætteisen, Julens Svin?

»En Runde over Isen, om Skaktøen og hjem igen, så hurtigt Hestene kan springe!«

»Ja, ja!« Susanna stampede i Sneen nede foran Trappen med Kronen klemt ind mod sit Bryst, »så har vi dem for Skudhold, de Bæstier!«

For Skudhold? »Bjærget«s Sult? Blinde-Olle, Stolle-Namnlös, Patron Jacob, Zegoel? Obeliskens og Bikubens Døde? Grubernes Fanger?

Dér jog Slæden i Gnisteregn, i Mankeflagren, i Hujen og Grisehvin ud under Porthvælvets Lygte.

Huskede Steffan, hvorledes der så ud derude? Hørte han den krængede Jords Røst? Var det fornødent at sende Svinet derud?

Kogte ikke Gryden snart over Taget af Gæster og Mad? og Gruben af Døde og Sult? mødtes de Tvende ikke om føje?

»Nu til Vagthullerne! Til Vagthullerne!«

Farbroder slog sin spruttende Fakkel ned i Sneen og satte over Driverne mod Udhusene, hvor imod Ulvehylene nu trak efter den galopperende Slæde og den jamrende Gris, som stormedes Djursäter alt af Dybet.

»Alle Mand på Post! Nu kommer de!«

Steffan blev iskold, koldere end før ved Susans Råb, at han tabte Kronen.

Kom de nu? Og dernede stod hun, med Kronen, deres Krone i Favnen! Og derovre ventede Spejlet, Svaret af Sancta Lucia-Nat... Lød det alt her?

Han havde tøvet med at krone hende for deres Skyld derude, at gøre dem evige i hendes Navn. Blev de det nu i hans: i Retfærdighedens? Greb hans Gud nu den Krone, som Steffan havde hentet ham fra Slægtens Fødsels- og Dødsrum, og kronede med den Susan til sin Brud?

Sancta Lucia Nat - Steffan så op mod Skyhimlen - Asgårds-Rejens og Guro Rysserovas Nat, Himmelridtet imod Dødsriget...

Margit Jomfrulands Fortællinger fra sit Barndomshjem i Norges Sæterdal om Døds-Gudinden, der river alle Levende med sig, bundne til hendes, til Gangerens Fosfor-Hale: de Sovende i Gårdene, de Vågende om Bordene, de Vandrende på Vejene - af Sted! af Sted!

Og den eneste Frelse: kaste sig ned i Korsform og råbe: »Hvor i Jesu Navn kommer jeg hen?«

Ja, i Jesu Navn, hvor kom de hen, han og Susanna - og den Slægt, der skulde velsignes i deres Navn?

I det samme bragede Bøsserne løs, som brast hele Djursäter, hver Længe og Sten, ud i Ild, i Skud, i Forsvar.

Mod hvem? mod »Bjærget«s Hunger, den han vilde mætte!

Snak! han tørrede sig over den hede Pande - det var jo Ulve, kun Ulve! Blinde-Olle, Stolle-Namnlös, Patron Jacob, Zegoel, Templets og Bikubens Døde, de sang deres Salmer, de søgte efter det Hjem, som var deres, de smæltede »Bjærget«s Stene til Guld og til Gud i deres Hjærter! De nærede deres Moder, Skødet, der fødte dem, til nye Fødsler: Blod genopstod som Jærn, Krøblinge som Helte, i »Bjærget«s røde Kredsløb: Frugt og Gødning og Frugt påny!

Det var kun Ulve, alt Levendes, den Fattiges som den Riges Fjende, der angreb og skødes. Farbroder ledede jo Kampen!

Ja, Farbroder, »det hellige Oprør« - og Jærnets Lovsynger! Og Steffan selv, der stjal Himmel-Kronen, da de Andre tøvede sky, for at krone Gud til Gud: Retfærdighed, at Døde skulde genopstå, Fangne udfries i ham - hørte han nu deres Varsel storme derude, »Bjærget«s Sult, der hilste sin Frelser - og krævede hans Offer til Mættelse?

Men, var da Ofret ej bragt? Djursäter ej løskøbt af Jærnet? dets Pris ej betalt? Karolinerne, Gustavianerne, Slægtens Mødre derinde, var de ikke Prisen? Var der endnu Blod tilbage: hans eget?

Og var han rede, som Mødrene derinde, som de Otte under Templet og Kuben, at købe sin Drøm med sit Liv, Fremtiden med Nuet, Slægten med sig selv?

Sig selv? ja, den Vanskabte, den Fremmede på »Bjærget«! Men den, som var jorddraget, den som var opstanden i Susanna - deres Hjem: Eventyrslottet på »Bjærget«, Ofrenes Frugt, skulde det ofres? Retfærdighed, påkaldte jeg dig til min egen Dom?

Dér jog Slæden ind i Gården igen, med flyvende Manker, med Ildtunger, med rygende Bøsser, Grisehvin og Lattersalver.

»Hvad fik I, I Bæstier? Kugler for Grisesteg!« Susan satte i Spring mod »Børnenes Gæstehus«, med Kronen klemt i sin Favn, som vilde hun redde den derind, til Spejlet, til Svaret.

Å Susan, flygter du? kender du da ikke Svaret? kender du da ikke Skrigene derude? Finnepigens Råb, Hexenes Kvad, Missionærernes Profetier - ja »Bjærget«s høje Sang fra Savolaxhyttan! Véd du ej, at vi er Skrigenes Mættelse?

Ulve? Javel! Nej, »Bjærget« selv! Før Jul rinder ud, inden Sankt Knut går til Ende, fuldbringes dets Kresløb: synges v. Schéeles høje Sang, Jærnets Renaissance, dets nye - og sidste Alder! Fuldbringelsen af dets Lov: dets Fortæren sit sidste Offer: sig selv! Gødning for en ny Jord og en ny Himmel! Men vi, Susan, vi? O Barchäus' Råb - »Morituri te salutant!«

Stormer ikke Jærnet derude? Er det ikke Sancta Lucia-Nat? flyer vi ikke med Barchäus bag Guro Rysserova, stiger ikke Zegoel af Mørket, den ukendte Gud?

Ja den Ukendte - ikke Bryntes, ikke min, ej en Gang din, Susan! Kun sin egen Gud! de Ufødtes!

»Steffan! Steffan! Klokken er 12! Kom og se i Spejlet!« Susannas Arm glimtede derovre under Bislagets Lygte.

Han svimlede, omcirklet af Lygtens Lys, omringet af Gårdens Madlugt, af Lusses Fest, og af de flyende Ulves Jamren, de forfølgende Bøssers Smæld - i Djursäters Midte, i »Bjærget«s Hjærte.

I Spejlet skulde den Ukendtes Ansigt ses, deres Brudgoms Vilje kendes - at den kunde lydes... Vovede han at se i Spejlet? Var det ikke Døden, ihvad han så? Døden som Tvang eller Døden som Pligt, ved Susannas eller ved hans egen Hånd?

O Gud - om han var som Brynte, der i Spejlet skulde se hende og sig selv, »Bjærget«s Dronning og Konge!

Som Brynte! Hvor kunde han det! Han, Steffan Choräus til Morgongåfva, han der sejrede over Mikael i Fødslens Øjeblik og dog skamsloges af Susan! Var det Lov og ikke Lune, Guds Plan? Og var hans Greb efter Susan, ej hans Sejr over Mikael hans Brøde? Hans Oprør: hans egen Lyst?

I Ulvehyl derude, som flyer, men som vender tilbage, før Sanct Knut slutter Festen: jeg er Eders Mættelse, den ved hvilken I skal forstumme endeligt! Jeg er den, i hvis Navn alle Slægter skal velsignes. Ofrenes Frugt, i hvem de frelses! Frugten modnet til Høst! Jeg ér den, der begrunder hvert hidtidigt Offer, ved at gøre hvert fremtidigt ufornødent!: Eventyrslottet, Guld af Jærn, Mad af Stene - Frugten, der drømte sig modnet til egen Mættelse!

Slægtens Mødre, I har betalt, nu er det os, der skal føde Gud, ham, som ej skabte os, men som vi skaber af ham selv: af vor inderste Vilje! Frelseren, som vi må frelse!

O men er det dit Åsyn jeg skal se i Spejlet, hvi vakte jeg dig da? hvi rakte jeg dig Kronen?

O, Ofrenes sidste: at ofre deres Frugt, det Kendte for det Ukendte: at dø som Moderen for Barnet! O Herre, skån mig - ved at tilintetgøre mig! Lad mig blive den Vanskabte, tugtet af din Hånd for Mord på din Førstefødte, Mikael, din rette Søn! Fradøm mig Arveretten til dig og dit Rige! Vis dig i Spejlet som »Bjærget«, som Jærnet! Da dør kun jeg, og Susan, »Bjærget« lever!

»Bjærget«, alles Grav? O nej, o nej! det er sagt: Bedre at én dør end al Folket! bedre at én Slægt, den sidste af de mange, dør end al Menneskeheden! bedre at ofres - og redde alle Dode og Ufødte, end at det Liv, som er Døden, skal fare fort!

Ukendte Gud, vis dig som den jeg kender i mig, inderst inde, lad dig genføde af dig selv: Gud af Mennesket!

»Steffan, er det dig? Å, kan du tænde Lyset for mig?« kaldte Susan fra Mørket.

Mindedes hun Margit Jomfrulands Spådom i Fjor? Frygtede hun, at der ingen Brudgom skulde gives hende? Frygtede hun ikke snarere ham, som Gud vilde give? Men - hans Vilje ske! Jeg som hentede dig Kronen, skal tænde dig Lyset af Mørket.

Han greb ind på Brystet efter Fyrtønder og Stål. En Flamme slog op af Trøsken, over de gule Vægge, over Susan, hende, han skulde ofre, den Kærlighedsløse, der skulde gives til Kærligheden.

Gud, stå mig bi at fuldbringe din Lov! at lægge hende og »Bjærget« under dit Mål!

Dér lød nu Bryntes, Olofs og Adrians Trin gennem Forstuen -Slægten, modnet til Høst...

Susanna var trådt hen til Vinduet og stirrede, med Hagen mod Brystet, ud mod Gabene i Gårdens Driver af Sne: Porten imod Yngen og Monseigneurs slukte Hus.

Susan, ser du alt Gud, din Brudgom? ser du den krængede Jord og Monseigneur: Jacques le Roux eller Louis Capet, dens første Offer, bie dig, dens sidste?

O Seklernes Stue, din Lære: jeg, som vilde værge hendes Dans imod ham, jeg giver nu den, ja al Dans i hans Hænder!

Susannas Skuldre gøs, med et Ryk.

Fryser du, Sigrid af Ekehielm, i dit eget Rige? som Moder, der aldrig, selv på Sommerdage, bliver varm her på »Bjærget«. Er også du, inderst inde, af Gud? skal jeg kun vække ham i dig? Er du det syge Jærn, som magnum magisterium, Kærlighed, skal helbrede til Guld! Eller gruer du kun for dit Liv? for Guden i Spejlet, din Slægts Skæbne?

»Susan,« hviskede han, »Susan, hvem ønsker du at se i Spejlet?«

»Pyh! det kunde du li' at vide!« hun blæste ham ind i Ansigtet og snurrede rundt mod Glaret.

Skæret fra de tvende Spiddelys, som han havde tændt i dets Rammes Stager, flimrede over hendes hvide Skikkelse, deres blege Ansigter og de gamle Møbler derinde i det af Alder og Kulde emmede Glas.

Se os dér, den sidste Slægt blandt de andres vage Skygger! se vore Åsyn og Øjne blandt blodige Bind og hvide Hår! Se Sekunderne i Spejlets Århundrede, Mennesket under Guds Dom!

»Nu skal jeg have Kronen på!«

Varligt, med bægge Arme buede, løftede hun dens takkede Guld over sig.

Den glimtede frem derinde, dens evige Glød - strålede så fuld og stor på hendes Hoved. Dens blodige Rubin og hendes Øjne brændte ved dens Rand.

Dér sad hun inde med sit tvedelte Bryst, med Perlernes Tårekrans over sit Hoved - Dronningen, deres og alle Slægters, en og den samme, usårlig, udødelig!

Se deres Øjne, se deres Munde bag hende, Tjenerne, Ofrene - Sekunderne, der vexlede bag hendes Nakke, usete, uhørte. Var de sig selv eller var de hine otte Unge?

Hun var og blev den Samme: svulmende og kronet, Jorden, deres Hjem og Grav!

»Gå nu til Side! ud af Spejlet. Om et Minut slår Uret tolv - så lad mig se!«

Hun spilte sine Arme, som viste hun dem, Døgnets sidste Sekunder, fra sig, som åbnede hun ene sin Favn for ham, Tolvslagets Herre.

Ja Susan - Steffan veg, med Hånden i Olofs og Bryntes og skydende Adrian bag sig med Skuldren -: Nu er du hans, omsider! nu kommer din Brudgom, nu viger vi, Sekunderne, der skabte ham, vi Mennesker, der fødte Gud!

Kun Sydet i de brændende Lys, af deres standsende Åndedræt - og fjærnt, fjærnt en Jamren af de sidste Ulve ... og af hint hvileløse Hjul i Persberg. Eller - lyt, var det Polhems Urets Viser dér, som krøb mod sit Mål: rundede Guds lydefrie Circel? »I Dag som i Går!« Men i Morgen en ny og anden Dag!

Se, som vi gav dig os selv, giver vi dig nu hende, Jorden, som bar os og bandt os, Jærnet, der drak vort Blod og Blodet, hvoraf vi skabte dig! Se, dér troner hun inde, halvblottet og stor, Slægternes Dronning, Elskerinden, Moder til os og vore Børn! Men - hun bærer en Krone, den er din - så tag da din Brud!

Det glimtede gennem Spejlet... et Øjeblik brændte fire Lys derinde ...:

Susanna forskød det imod Brynte, og han listede sig over Gulvet ... et Sekund til, og han vilde stå derinde, hendes, sin egen Vilje, i Guds Sted!

I samme Nu så Steffan sit eget Åsyn, dødblegt, ved Siden af Bryntes i Spejlet.

Hans Hoved bruste, af Polhems Uret, som, fyldt til Randen af Timer, kogte over i Tolvslaget, af hans Blod - nej, af Guds, dets Angst og Vælde! Han trådte et Skridt og se: han blev Gud!

Tak, Brynte og Susan, at I lærte mig det: Gud skabt af Mennesket, af jer og af mig, Guds spaltede Vilje om Jorden! Tak I lærte mig Troen på den eneste Gud: Mennesket!

Susanna, så se da dine Bejlere, og vælg din Brudgom! Se, du er os givet: vi greb dig selv! Ventede du den ukendte Gud? Så peg på hans Fader! Husk, at en Brud er Moder!

Og - han lukkede svimlende Øjnene - en Brudgom er Fader, din og Evighedens Herre!

Polhems Urets Slag ... Og et skingrende Skrig gennem Drønet...

Steffan rev Øjnene op.

Bag Brynte og ham, bag Susanna stod en hvidklædt Skikkelse ...

Susanna styrtede op imod den - og tumlede tilbage mod Stolen, mod Brynte, og baglæns i Gulvet.

Og en brusten Røst talte gennem Slagene: »Bud fra Frøken Hulda: nu skal alle Lys slukkes på Djursäter. Nu slår Sancta Lucia-Nat.« Sancta Lucia-Nat, Årets længste - uden Lys, uden Svar ... Noah van Drougge, Dødsbæreren, stod i Spejlet: hendes Brudgom.

I samme Nu var Susan over den væltede Stol mod Steffan - et Slag så hans Øjne røg i Gnister, og hans Baghoved hug mod Væggen.

»Din er Skylden, din - danske Vanskabning! du fik mig til at kigge i Spejlet og nu - å nu!« en jamrende Hulken.

Steffan tog sig til Panden og fik Fingrene fulde af Blod - hendes Ring havde revet hans Bryn. Han så Dødsbærerens hvide Kittelryg roligt dukke ud i Gangen, og Susan, støttet af Brynte, vakle ad Tapetdøren ind på sit Kammer.

Og Blodet frøs til Is i hans Sår. I Guds Sted ... Susan, du har Ret: min er Svigen med Spejlet, ej Eders, at I forskød det! min fra jeg kaldte på det i Seklernes Stue, ja min fra jeg overlistede Mikael, fra jeg rakte efter dig i Tårnet! Og dit Slag, den Gang som nu: Guds eget, min Straf! hans Svar til den Vanskabning, der fritter efter hans Vilje - at svare med sin egen!: Danskeren, den Fremmede i Järnbäraland ...

Ti hvorfor nævnte jeg Spejlet for dig, Susan? For at træde hint Skridt over din, over Guds Vilje! Glemte jeg det for Kronens Tyngde, dens Blod i mine Hænder? Men måtte dog træde det, bag Eder, mine Lærlinge?

»Hm nå,« Olof gik hen foran det ensomt brændende Lys - det andet var væltet og slukket mod Gulvet i Susans Fald, »nu har vi vist set nok og kan slukke!« han satte roligt sin Finger i Luen og pressede den ud »God Nat i Stuen! Nu kan Guro Rysserova komme!« han famlede sig bort i Mørket, stødte mod Døren og fik den op.

I det samme smuttede noget tungt og stønnende forbi Steffan, fjedrede mod ham, skyggede et Øjeblik, dukket, i Gangens Snelysning og forsvandt - Adrian var flygtet. Steffan var ene i Sancta Lucia-Nat.

Og Blodet brændte atter levende i hans Sår og fyldte hans Øjne. Han søgte sig frem imod Spejlet at se sin Vunde - og klæbede med Et fast ved dets Glar, ved sin egen Skygge derinde.

Bundet til sig selv ved det Blod, som han vilde udgyde for al Verden, hvoraf han vilde føde Gud - bundet, efter Majas Ord, til sit eget Spejlbilled i Skumringen, sin egen Goldhed ... Nej, bundet til det Løfte, som havde kostet ham hans Blod og skulde koste Susannas, »Bjærget«s...

Inde bag Tapetdøren hørte han Susan hulke og Bryntes Stemme trøste.

Susan, hvorfor græder du? Så du ej Brynte og mig foran Dødsbæreren? Hvad vilde du mer? Ventede du ikke ham, din sidste Brudgom? Vilde du Evigheden - og vilde du skabe den selv: Brynte?

Han smilte midt i sit Blod.

Susan, du sneg dig til den Brudgom! Vær ej vis på dit Bryllup -med ham! Stol kun på din sidste Bejler!

Og jeg, Steffan?

Han krympede sig, men Blodet bandt ham til Spejlet, til den Gud, han havde født: ham selv, hvem Blodet var ofret til Gave - og Lænke ...

Susan, vi spurgte bægge, for at svare os selv! Og dog - hvad er din Brøde mod min? Er jeg ikke Ophav til den som til dens Straf: vore Spørgsmåls Svar?

Ti - den ukendte Gud, han havde vist sig, i sin Tjeners Skikkelse: Døden!

Se Gud og dø? Nej, dø - og se ham!

Susan, græd for din mistede Evighed - jeg græder for min vundne Almagt!

Døden, han havde kaldt på den - for at fly den! forjættet den denne Slægt - for at mætte den! Ja, for at narre den og deres Herre ... Nu havde den narret ham - for hans Herre! Nu så han den bag sin som bag Bryntes Bejlen! Og bag den igen? Ingen! En ukendt Gud!

Og i hans Sted: sig selv, Gud som han havde krævet og var blevet!

Og da - hans Ed? Nu stævnede al Värmland til Festen - og inden Sanct Knut...

Susan, græd for mig, den vanskabte Gud: Guden med Almagt, men uden Alvidenhed! din Brudgom - og Morder!

Ulvehylene sukkede bestandigt, fjærnt i Natten. Hjulet gik, hvileløst, i Persberg. Madlugt fyldte Stuen, og Uret dikkede fra Mørket:

»I Går som i Dag! I Går som i Dag!«

Men nu - han jog sammen - slog det 1.

En Time var alt leden af Lucia-Nat, den Nat, hvori de var Guder, Brynte og han, i hendes, Guro Rysserovas Følge, den Nat, som de skulde skabe til Morgen - at møde den Ukendte, hans Vilje og deres Dom ...

Da - et Lys - en Hånd over hans -

Kommer han alt, barmhjærtigt, at stille sit Åsyn i mits Sted, den Seendes i den Blindes? at fri mig fra Ansvar? Var Guddoms Herligheden og Gruen så brat til Ende?

»Steffan dog, Steffan, hvad er der? Jeg syntes jo nokjeg ikke hørte dig komme i Seng, og her ligger du?«

Olofs Øjne ind i hans i et Spiddelys' Skær - og hans Hånd, kølig, over Såret.

»Hm nå, ser vi det! Det var hende.«

Ja hende - Omkring ham Gæstestuens blå Tapet, dens hvide Dørkarm og fra Skyggen Polhems Urets: »I Dag som i Går!«

Det var endnu Sancta Lucia-Nat, og langt til den ukendte Gud. Men nær til hende.

Ja, lyt: hendes Åndedræt dér bag Døren, hans Træls og Gudindes, hans Bruds og Offers...

Og blind, i sit Blod, greb han Vennens Hænder:

»Olof, hvem bliver det, Brynte eller mig?«

Nys: en Bøn om at fries, nu: et Råb om at bindes...

»Det véd jeg ikke,« Olof dyppede en Klud i Skålen med Grankvistene på Bordet, »kun ikke mig!«

Steffan søgte hans Øjne gennem Lyset, hans Varulve-Bryn, hans hungrige Tand.

Olof - nej, han havde ikke vist sig derinde i Spejlet. Han stod ét Skridt derfra, men han var ikke trådt det...

»Men - hvorfor ikke dig?« hviskede han angst.

Olof vred Kluden op og rørte Sårets Mund med sin Faders, Kirurgens øvede Hånd.

»Ih, fordi - Kan du huske en Aften på Morgongåfva, Farbroder Anselm læste højt for os af »Wilhelm Meister«? Susanna gabede og sov hele Tiden, lige til Farbroder læste Philines Ord til Wilhelm: »Wenn ich dich lieb habe, was geht's dich an?« Da vågnede hun med Et, blussende rød, så sig truende om - og rakte Tunge ad mig, som havde jeg sagt de Ord til hende. Og det havde jeg da også, forlængst!« han bandt varligt over Såret.

»Olof,« Steffan rørte let hans Finger med sin Kind, »så elsker Du hende dog.«

»Elsker?« Olof lo, »nej, det er just det Fejle! Det overlader jeg til Jer. Jeg elsker ikke - min Nødtørft! Altså rager min Elskov hende ikke.« Steffan foer sammen, som skar Olof i hans Sår i Steden for at forbinde det.

»Lig stille!« knurrede Olof »Nej, jeg har ikke Eders Undskyldning! Og dog er jeg mer undskyldt end I: jeg er mig den Løgn bevidst Og derfor fri.«

Steffan lukkede Øjnene. Fri som han havde tryglet - fri for Guds Ansvar - og Dom ... Han løftede Panden - jo, fri ved Olofs Hånd, for Spejlet og sig selv, sit Blods Offer og Lænke ...

Ti på »Bjærget«: dets røde Kresløb: Frugt og Gødning og Frugt påny! Ingen Gud, ej en Gang en ukendt, kun den evige Nødtørft: fortære og fortæres...

Men - nej! nej! Før leve, med Risiko for at dø! ofre Kærlighed for den Kærlighedsløse! Før selv blive Gud: føde ham, som ej var til - og som var uundværlig! Købe ham, om han så kostede al Verden! Al Verden? Ja, »Bjærget« og Steffan selv! I Døde, tag mig blandt jer, jeg vil dø Eders Død, at vinde mig og Eder Livet: Gud!

Men Brynte, som hun skubbede Spejlet imod: Nødtørften, »Bjærget«s Lov, som hun, dets Datter, elskede - Jærnet, den evige Død, skulde den da sejre over denne Slægt som over alle andre, dyrkes som Gud, at til Tak opsluge sine Tilbedere? Eller - erkendes som Guds Formidler: Fjenden, der blev Tjener: forløste sine Fanger ved at dræbe dem og selv forgik i deres Offer - nej, udløstes ved sig selv: ved Jærnets Jærn, Blodet - Gud, opstanden af sit eget Element?

»Men Olof, hvem da? Brynte eller mig?«

»Det véd jeg ikke,« Olof rejste sig og tørrede sine Hænder, »- og det er da også ligegyldigt! Blot én af Jer! En Arving til »Bjærget« skal jo findes!« han lo.

Ligegyldigt - når Arving fandtes! og Forfædre .. når »Bjærget« bestod!

Men - nej, for Olof bestod det ikke, ikke for den, som ej elskede sin Nødtørft! Med ham fødtes det, og med ham blev det dødt!

»Ja, ja, God Nat da med dig, Steffan. Gå du nu til Ro - med den Tak, hun gav dig!« Olof lo, og Steffan tog sig til Såret.

Vilde Nødtørften ej elskes? »Bjærget« ej frelses? Var det Gud og Menneskene dets Ofre? Var Steffan Oprøreren, den Vanskabte, og Brynte og Susan Guds Tjenere, med Døden bag sig - og ingen bag den?

Hvorfor skreg Susan da for sin Brudgom i Spejlet? for Margit Jomfrulands Ord om den Kærlighedsløse? Hvorfor rakte hun Tunge ad Olofs: »Was geht's dich an«?

Begærede den Kærlighedsløse dog Kærlighed! Jærnet dog at forvandles til Guld? Skød hun end Spejlet mod Brynte, var Steffan så dog den Brudgom, hun vilde?

Og i så Fald - Steffan gøs for hendes, for sin egen Skyld - ti hans Ed...

Han hørte Olofs Dør gå i. Alle Døre stod åbne her i Värmland, havde Susan sagt. Ti de var alle dets Børn. Men Olofs Dør lukkedes, her i Nattesamtalernes Land, hvor ingen Dag var lang nok til at udøse Broderhjærterne!

Hvad hviskede Drengene i Zacharias Piras Skole om hans Fader, hvis Alder ingen kendte? At han havde drukket Blod af de Døde på alle Europas Valpladser for at leve evigt. Ja, Olof, drik kun Blodet af alle »Bjærget«s Døde, af Jærnets Ofre - og lev evigt!

Susan, min Elskede, jeg giver din og min Evighed hen, ej blot for en ukendt Gud, men for en Gud, der ej findes til! Jeg tager min Pligt af Sancta Lucia-Nat!

Vi spurgte bægge - for at svare os selv! Var Spørgsmålet som Svaret Synd? Nu, lad os da tage Syndens Straf! Men jeg, den Fremmede i Järnbäraland, erkender min, hvor du, dets Datter, kun har Gråd og Slag!

Ligger jeg da iblandt jer som Fjende? O nej, et Offer som I! Koster Gud Eder, koster han også mig! Og - er ikke Abrahams Offer større end Isaks? og mit større end Abrahams - jeg, som ikke hørte Guds Røst, men kun min egen befale?

Han krøb skælvende under Tæppet i sit Værelse, men lod Døren åben. I Fjor, de forgangne År lukkede han den stedse - som Olofs, som Morgongåfvas stod stængte, selv mellem Fader og Moder, selv for hans Sygdoms-Nætter.

Men i Nat sov han som i fælles Rum ej blot med Susan, men med Brynte, ja med Adrian - kun ej med Olof, Fornægteren.

Ti var de ej fælles om denne Nat, Lucia-Nat uden Lys og Svar? Nuets Guder som deres Offer, Brudgomme som Brud! Fyldtes deres Øren ej af Persbergs Hjulets Klage, al Trældoms Suk? af Ulvenes Hyl, Dybets uophørlige Gråd? Og blandedes deres Åndedræt ej til en fælles Bøn, et fælles Løfte?

O nej - lyt: de sov derinde! Selv Susan, der havde grædt så fortvivlet for sin Brudgom i Spejlet, sov og glemte.

Huskede hun ene Brynte? - Kunde Steffan da ikke ene erindre sig selv? Sig selv ja - og sin Ed! Og våge som Gud!

Han gøs.

Åndedrættene derinde, trygge af Glemsomhed, og hendes tryggest af dem alle! De opvarmede Kamre, der hegnede denne Gård .. Al Värmland, der stævnede til Julefesten .. Og inden Sanct Knut havde Steffan svoret... Nej! Nej!

Herre, jeg viste ikke mit Åsyn i Spejlet! Jeg krævede dig ikke af »Bjærget«! Jeg fornægter min Brøde som de derinde, hvem jeg forledte! Jeg sover fra min og deres Straf! Jeg frelser dem og mig selv af din Hånd! Jeg vil dig ikke -: og du er ikke til!

Jeg jublede på Morgongåfva mod Festen, jeg er en Djursäters Gæst, en Vallon blandt Valloner! Jeg er en Bejler som Brynte! Min Krans til hende er Kransen af blomman för dagen!

Gjorde jeg mig til Gud for at ofre Frau Holde med alle hendes Børn, at styrte Festens Gård i Svælget derude? Vidste jeg da, at den vilde fylde det?

Ja, vidste jeg det! Var jeg alvidende, som jeg er almægtig!

Almægtig? jeg? fra hvem hun skød Spejlet bort! Almægtig - jeg med hendes Slag på Pande og Ryg! Almægtig over Sovende, Gud for Sancta Lucia-Nat?

O, mærk: kun én Time er vegen af mit Herredømme, Natten uden Lys og Svar - og bruser ikke alt dens Mørke om mig?

Åndedrættene derinde, de er ej til at vække, ti selv sover jeg dybt.

Ja sov, arme Gud, sov kun - din Ed holdes endda! Sov og rid for dit eget, for deres Åndedræts Storm! Dit Skaberord, der skulde genføde Døde, ja Gud? Er det glemt? Eller du og Brynte i Spejlet: Guds spaltede Vilje om Jorden, er I én i ham bag jer bægge: Dødsbæreren?

Se, I kæmpede ved Bedrag - da stod han dér, sendt på en Højestes Bud! Et Skrig, Lyset gik ud - og nu rider I Sancta Lucia-Nats Ridt!

Olof, du fik Ret! Vi elskede vor Nødtørft - og lød: Frugt og Gødning og Frugt påny -! En Arving til »Bjærget« må findes! Nu er vort Ridts Time. Nu viger vi! Nu bruser vi hen bag vore Fædre! Vi Guder kommer til Gud!

O Drøm, der blev Sandhed! O Vilje, der opfyldtes! O Frygt, der besandedes!

Nu red han, nu red Brynte, nu red al »Bjærget« Ridtet gennem Sancta Lucia-Nat! Se dér var hun forrest, Jærnets Dis, deres Dronning! hendes fygende Guldhår, hvori al Verden skulde forgå eller hærdnes til Evighed!

Hvad vidste de? De måtte kun følge! O Frihed: kun følge!

Fra Dovre kom de, fra Nordens Stenhjærte, hvor Østens Hyrdestamme, på Flugt for Perserkongens Stridsvogne, for det Flammeglavind, som brød op af selve Paradisets Skød, fandt sin Grav. Fra Edaeller Ödeskogs Sus over Alfheims Rige, over Eufrats menløse Børn! Bag Guro Rysserova, Jærnets Dis! På fosforblå Vinger gennem Skyerne!

Og Skyerne stod i Brand, og i Branden Jorden, som han skimtede dernede - Skovene som én rygende Kæde af Bål; Menneskenes Boliger: Kirker, Gårde, Ovne og Brug som brændende Miler; Søerne i Dybet som smæltende Malm og Elvene som jagende Røg; Dyrene som væltende Bølger af Damp, Gevirer og Skrig; Menneskene som vingede Fakler af oprakte Arme og flyvende Hår!

Og Følget heroppe - de flaxende Skikkelser, der dalede og steg: Jorunds mejende Segl, Gylfes fældende Øxe, Kattiis høstende Glavind! Slægternes svingende Værger, Egerne i det Flammehjul, der drejede Himmel og Jord til sin Fælge!

Se Guros endeløse Svans: Vikingerne, Korsherrerne, Trediveårs-Krigerne, Karolinerne, Gustavianerne, Napoleoniderne! Se Kapper af Ild og Blod, der som Vinger løfter stejlende Hestebuges Skaberak af udrevne Tarme, knejsende Rytterbrynier af kødløse Brystkurve! Se dem, fra Jorund til Claës af Adelstierna, Apostlenes Række, Troens Stigmatiserede!

Og se bag deres Skuldre, fast klamrede til dem, Armstump i Armstump, Benpibe i Benpibe: Væsner af alle Folkestammer - Gaverne til deres Gud, Høsten af deres Jordeliv: den Broder, hvis Liv de tog og som de gav deres! Se Krigs-Brudeparrene, Dobbeltvæsnet, Mandragora!

Og se deres Avl: vor Slægt! Se os tronende i brede Karme, forspændt segnende Børn; overskrævs på kravlende Oldinge; på Ryggen af ravende Kvinder! Se os og vore Tvillinger, vore Ofre til Gud! mærkede: »vor Broder« af vor Hæls Spore, af vor Hånds Svøbe!

Ja, se Hjulets nye Eger - ikke Sværd af Jærn, men Svøber af Guld!

Se blussende Kinder, se gyngende Buge, se hvide og dådløse Hænder!

Se Tønder af Vin og af Gløgg, se Stabler af Violiner og Bøger! Se Tærningespil og Orgler! Se »Bjærget«s Mester, Franz v. Schéele, Bjærgråd van Härmst, Borgmester du Pont, Præsterne Böös og Bräutigam, Farbroder, Gudmoder, og hendes Gæster, Landshøvding som Knægt! Se Brynte, Adrian og mig! Se Guld af Jærn, se Fred af Krig! Se, Guro Rysserova, dine sidste Troende!

Og se bag os: vor Banes Støv, vor Rejses Røg: Ulves dampgrå Pelse og luerøde Tunger! mærk Stank af Tarme, hør Kor af Hunger og Skrig under Gab og Kløer! Red vi Brødre bagud, faldt Søstre fra os? strøes de over vore Spor, at tætne til Tog af nye Ulve?

O Stank af Lig i vore Hæle, o Ild i vor Ryg! Og Luftningen om vor Pande, Gabet forude: Dødsrigets Kam af Is!

Se Fædrene, Hestene som Mændene, flimrer som Sne, fyger som Aske! Blændes vi af Tågen, svimler vi af Foget? Blåner Himmel og Jord, det flammende Hjul, med Et op i Træk?

Ja nu - se dets sidste Runding, stejlt over Isranden! en faldende Sol, et Bifrost af Flammer, af Hagl! Pagten om alle Tings Afladelse!

Men - Dødsrigets Kam er Ild, ej Is! Luetoppene er Højovnens Rand! I vor egen Ovn skal vi omkomme - Melcher du Ponts Spring! Omsmæltes af vore Former til nye!

Mærker I det dragende Lod: Guro Rysserova, vor Dronning? Ser I i Ildhåret hendes Ryg - Rustens Hjem? Ser I hende opsluges af Ild, af sine egne Vinger - Fortæreren og Fornyeren, af hvem vi fødes, dør og opstår: »Bjærget« af vore Slakker ... det røde Kresløb!

Led over Led hvirvles vi, Loddets Kæde: Jorund og Gylfe, Barchäus og v. Schéele, Böös og Gudmoder - Sværd og Svøber, Lænker og Bægre, Kasseskrin og Spillekort, Violiner og Alterstager bag Magneten mod Målet: Essen!

Og bag os, af Guros Svans: én Hose af Ansigter, én Sfære af glappende Munde og glippende Øjne, af ufødte Fostre: vore Børn - og Fjender, »Bjærget«s Arvinger!

Hvem ramte os, Kædens gyldne Led, som ikke tyngedes, men båres af vore Tvillinge-Ringe?

Finnepigen dernede ved Savolaxhyttan, der ryger som en sluknende Tande! Se hendes Arme, svingende efter Troldskuddet, hør hendes ukendte Trudsel: Ordet, der dræber! Og se Fader, vinkende advarende, bedende ved Daglösen Sø! Og Gravenes og Grubernes Huller, besat med stirrende Ansigter, ventende Dødningeskaller! Og Zegoel, den ukendte Gud, vandrende over Yngen mod »Bjærget«, sit nyfødte Rige!

»Stands! Stands! I Jesu Navn, hvor kommer vi hen? Kast jer ned i Korsform!«

Nu - styrtede han ej i Højovnens Ildsvælg, ét Fnug blandt de andres fygende Aske, Värmeskogens sidste Løvfald og Fugletræk, men langs dens Rand, med Ansigtet nedad, med udbredte Arme, ene ned i Morgongåfvas Snedriver, i sin kolde Seng? Sluktes med Et al Larm og alt Lys, Flammernes Knitren, Hestenes Galop, Stangjærns-Hamrenes Drønen, Drikkevisernes og Salmernes Kor?

Lå han ene, på Ovnens Bund, i dens Aske, i Sne - som Skikkelserne, han skimtede før på det vilde Ridt: ukendte og ubegravne Lig, liggende i forladte Gårdes Dyb, sparkede did ned af Guro Rysserovas vragende Hov? Krøb langs Tagene Lemurer i Mørket, Røgstriber fra det slukte Bål?

I de Gårde, som Menneskene Sancta Lucia-Nat rømmede, tog usalige Ånder Bolig ... Ja, Värmlands Gård rømmet - og han, en usalig Ånd, ene!

Havde han ofret de Andre, men reddet sig selv? Huskede han »Ordet«, det frelsende, for sent for dem, tidsnok for sig? Blev han Gud i sidste Øjeblik - og for silde? Eller - var »Ordet« ej det rette? Eller han ej den rette Gud?

Al Värmland ofret, som han svor - kun ikke han selv! Og derfor: ofret forgæves!

Forfærdet rev han sig løs af Sneen, af sit Lejes Liglagen, men bandtes af Blodet - af sin Korsform, af Jesu Navn - En Gud for sig selv, der så sine Skabninger dø!

Guro Rysserova, Brødre og Søstre, vend tilbage, tag mig med! Jeg jorddroges i »Bjærget«s Skød! Jeg er Morder som I, ej Offer! Helt, ej Rømningsmand! Susan, din ormefyldte Ryg, jeg vil kun den, Rustens Hjem! Som jeg greb mod dig i Tårnet, griber jeg mod dig nu! Du slog mig ud af dit Liv, men slå mig ikke ud af din Død!

Da - kom det tilbage, det vilde Tog? at af sin Død kræve hans Løfte: Evigheden, Ordet?

Hør Hestenes Stampen, hør Sangenes Hujen, hør Skuddenes Rullen!

Hans Kors, blev det ej blot ham en Martrens Planke, men en Favn, kastet over Svælget at fange »Bjærget«s Ridt? Kunde han frelse alles Liv ved sit »Ord«, ved Jesu Navn - eller skulde han dele alles Død? O, ligegyldigt! blot ikke ene: ene frelst! ene vraget! Blot ikke Gud, men Menneske! Vallon blandt Valloner!

Han sad over Ende i de iskolde Lagner, med opspilte Øjne.

Ja, se - se dér i Mørket: Fakkeltunger, vilde Pelshuer, Manker, Bøssepiber og Slør jog forbi Vinduets Is! Mulmet derude var revnet i Ild, Stokværk over Stokværk af Lys, Våbenskjoldets Sol flammede mellem Skyer af Snehæng, Portalen luede, en Himmel af Glans, hvori Slægternes Trappe steg! Røster jublede:

»Lusse! Lusse! Velkommen til Lusse!«

Og her i hans Kammer, i Døren, hvor nys Dødsbæreren stod - se: en levende Krone, Tunge ved Tunge af Lys, to Øjne strålende i hans, et Ansigt, blussende mellem Blomster og Løv, gyldne Hår og Kæder, en Damp af Ånde, af Kaffebryg ...

Susan i Sancta Lucias Dragt!

Hans årleste Minde, lyste hun af hans sidste, at lade ham se, hvad han drømte og mistede? Hans første Erindring var hende i Sancta Lucia Morgen - siden var hun kommet igen hvert År, i Helgenindens Skrud, efter »Bjærget«s ældgamle Skik, som selve dets Tegn: Ilden af dets evige Nat! Men han -

»Susan!« hulkede han, »jeg kendte dig ikke før nu - Susan, for sent!«

»For sent?« Ansigtet lo under Lysene mellem Tyttebær-Rankernes Skygger, »ja, du får sidst af alle på Gården, men alligevel ikke for sent! Gæsterne kommer først nu. Ræk ham så Brødet, Brynte!«

Sidst, men ikke for sent - Hun havde vækket ham igen, af det sidste som en Gang af det første Mørke ...

Se hendes Øjne og hendes Tænder, hendes Hænder og Fødder og Kaffekogerens Kobber, som hun bar ved sit Bryst - hun brændte jo selv som en Lue, ej for at fortære ham som Fjende, men for at varme ham som Barn!

Det var hende - Susanna, denne Lucia-Morgen som alle andre, fra den første da han vaktes ved hendes Lys: Sejren over Natten, og mættedes af hendes Hånd: Mad af Stene! Värmlands Dronning! Ja se dér bag hendes Krone Brynte, med det flammetungede Hår, den hvide Skjorte og Kurven fuld af Safrans-Bagværk og Kringler - hendes Tjener, Jærnet!

Og derude forbi Rudernes Is jog Lussegæsterne i Gårde, til hendes, til Värmlands Fest, Lyset af Mørket!

»Susan!« han foer op, »Susan, kan du tilgive mig?«

»Dumme Dreng, hvad bryder jeg mig om dine Kunster? Jeg blev blot bange i Nat for det gamle Spøgelse. Og til Straf får du sidst Kaffe af alle på Gården. Drik så!«

Hun bøjede sig mod ham med Kaffekogeren, ikke Olden som vanligt, men Mokka, Julens Drik.

Men han skød den til Side og sprang ud, i sin blotte Skjorte, og faldt på Knæ for hende, den Elskede, hvem han til Brudgom bød Dødsbæreren, Sancta Lucia, hvem han rakte Evighedens Krone - at slukke den, som flammede om hendes Pande, fra Vintergulvets Kulde, fra »Bjærget«s Snegrav, som hun trådte med sin nøgne Fod -: Ilden, »Bjærget«s Sejr, udrevet af Natten, af Guros Ridt!

»Susan, tilgiv!« han bøjede sig og kyssede hendes Fod.

Et Dryp fra hendes brændende Lys faldt på hans Pande, han slog Armene om hendes Knæ - tændt ved hende af Mørket.

»Dreng, er du tosset?« lo hun, men bøjede sig blødt i sit lange Lin og rørte Såret fra om Aftnen med sin Mund.

Ja, Susan, læg Såret, som du slog: Vanskabtheden! Gør Danskeren hjemme i Järnbäraland! Din Favn er vor Frelse, som Korsets er vor Død! Ti Døgnet er vort Liv, og Evigheden vor Død! Du er vort Døgn, det eneste! Du er os selv, vort Alt! Og uden dig er Intet!

»Næh - se, se!« Susanna pegede med opspilte Øjne, med udrakt Hånd ud i Gården.

I Branden af Faklerne og Lysene fra Vinduerne og Dørene trængtes Pelshuer, bølgede Hestemanker, skubbedes Kanehimle om Nattstugans snestribede Kvadre og tilføgne Svalegange. Unge, lokkede Ansigter i Uvejrshætter, Mumie-Åsyn i Skindkyser, Ørnenæser, vajende Fjerbuske og Knebelsbarter stimede under Julekorsets røde Lapper og spurveflagrende Neg. Og Gudmoders lille Skikkelse i Celadons-Krinolinen svævede øverst oppe på Trappen.

Til Vrimlen med Et krængede - ét Skum af Ansigter, forbitrede, forfærdede, jamrende, op ad Nattstugans Trapper, mod Monseigneurs Vinduer, mod Ruden her .. En Ulv fløj gennem Luften, i et himmelhøjt Spring, med opspilt Flammegab og med rejst Halcbusk og med blottede Klør - og styrtede tilbage, ned i Mængden, revet bort af et Reb ...

Bas-Fre'rik, Expatron til trende bortjubilerede Brug, og Løjtnanterne af Värmlands Kor, Jacob Lättfot og Petter v. Uttfall tumlede imellem hverandre af Latter, holdende i Udyrets Tov.

»Se her Godtfolk! se her en bitte Gæst til, en uventet! lokket i Gruben i Nat af Anselm på Vejene! Men - Gudmoder Hulda er gæstfri, tager gærne mod den! Den lød jo hendes Invitation, hendes Galts Grynt, ligesom vi!«

Hylen, Latter, oprakte Hænder, fægtende Piske, Muffer, Stokke -Råb:

»Velkommen! Velkommen!«

»Tag den bort!«

»Er I gale?«

»Dræb den!«

»Om den slap løs!«

Steffan stirrede, blind, på Pletten, hvor den sank - Guro Rysserovas Dyr fra Jagten i Nat, midt på Lusse-Morgen, midt i Festens Gård!

Og ved Vinduet Susan, med sit blussende Ansigt, under den funklende Krone, lænet mod Ruden, hvis Is tøede og tøede. Og bag hende Brynte med vagtsomme Bryn, med knyttede Hænder som til Kamp, til Forsvar.

Forsvar for hende, deres Nu - mod hvem? Deres Tvilling!

Steffan foer tilbage i et Skrig.

Med Rebet sprængt, med Bas-Fre'rik og Løjtnanterne styrtende næsegrus over Ende i Sneen, fløj Ulven med flammende Øjne, med ildrødt Gab, i en Sky af Ånde og Sne lige imod Ruden, imod Susannas strålende Krone.

Hundreder af Ansigter vendt mod Susan, Skrig:

»Sancta Lucia! Sancta Lucia!«

Kronen én Vulkan af Lys, hendes oprakte Hænder -

En Skygge farende over Ruden, en svingende Kæmpearm - og Ulven styrtede tilbage med sprukken Pandebrask, i et Springvand af Blod, og forsvandt i Myldret af Nakker, Skuldre, Arme - -

»Uf! så du det? ét Slag, ét eneste Slag!«

Hun lå på Knæ i sit lange Lin, klamret til Karmen, dødbleg, under Kronen, hvis Luer flygtede vildt imod Loftet, efter deres egne flygtende Skygger og Røg.

»Uf, ét Slag - se!« hun pegede mod Ruden, hvor Ulvens Blod og Hjærnemasse drev i Isen, »så stærk!«

»Stærk? Ja det tror jeg! En Jærnskagle - og Flötningschef Dahlman, »store Nisch«! Men de bandsatte Løjtnanter og Bas-Fre'rik! å, hvor de skulde -!«

Brynte rystede sin knyttede Næve: »At slæbe Udyret herind! som om det ikke var nok med det derude!«

Derude - hvor kunde Brynte tro, Ulven kunde holdes derude? deres Tvilling fra Natten, deres Broder i Guro Rysserovas Ridt, deres Offer til Guden? Kaldtes den ikke til Festens Gård, til Lusse-Morgen som de, af Galtens Grynt, af Sancta Lucias Krone? Slæbtes den ikke herind af Farbroder, af Patroner og Knægte, at vidne med sit Blod, hvem hun er: »Bjærget«s Dronning, Moder til den som til os alle, vort Nu, vort Liv?

Hør Råbene derude, Lykønskningerne, Latteren! Og nu: en stormende Hymne, leende Øjne, jublende Munde, svingende Huer, imod Ruden, imod Sancta Lucia, Dronningen:

»Leve, leve vor Lucia!«

Skreg Steffan med, skreg han sig hæs, medens han rystede på hvert Lem af Vintergulvets Kulde, af »Bjærget«s Snegrav, der opsendte Ulven, sit Barn? medens bag Gæsternes, bag hans eget Råb dens Brødres Jamren nåede hans Øren, som begreb, hans Hjærte, som fødtes til deres Tolk?

Ja, han skreg for hende, som strålede dér bag den Rude, der drev af Blod: Dronningen for Festens Gård, tændt af Graves og Grubers Gas!

Og han vendte med de Andre sin Jubel mod »Store Nisch«, der smilende tørrede sit Våben i sin Bjørnepels.

»Store Nisch! Store Nisch! Tak!«

Ja, Steffan Choräus af Morgongåfva, Arvingen, der frasagde sig Arveretten, skreg med Patronerne, Knægtene og deres Kvinder: »Hil dig, store Nisch, hil dig og Jærnet! Beskyt »Bjærget«, vort Hjem, og Susan, vor Dronning!«

Ti hun var blevet hans.

Han havde fundet, omsider, den, som han søgte i Farfaders Tårn, i Savolaxhyttans Fattighjem, i Seklernes Stue, den Ene, hvem Alt burde ofres!

Og krævede hun hans Blod, skulde det, lig Ulvens, ofres hende til Ære, ærede det da-ej sin egen Indebyrd: Jærnet? sin egen Lov: den Stærkeres Ret?

Ti hvo var stærk som hun, deres Nu, Jærnets største?

»Leve, leve vor Lucia!«

Lussegæsterne larmede under det lave Loft, under Skyerne fra Birkebrændets Hede, fra Nattens Kuldeos i Klæder og Hår, fra Dampen af Ånde og Sved og Bordenes Dynger af Mad og Øl og Glögg.

Blussende Ansigter, Toupéer og Slørstel, nøgne Skuldre, Knægtes og Brugspatroners Uniforms-Knapper og Præsters Snipper kom og gik i Glimt fra Armstagerne, fra Væggenes Girandoler og Loftets Kandelabre, i Glød fra Sancta Lucias Krone.

Ja, se dens Sol over Tågernes Hav, over de svedende Pander, de råbende og tyggende Munde, de gaffel- og bægersvingende Hænder, over Gryn- og Blodpølserne, Flæske- og Ribbensstegene, Kartoffelog Kålrabi-, Knække- og Paltbrøds-Dyngerne, over Vin- og Brændevins-Buteljerne, over Galten, med Laurbær-Kransen om sit flommende Fedt, uspiselig selv for en Värmlændings Mave - Festens Symbol: den ufordøjelige Overflod!

År efter År mindedes Steffan den, Svinet på »Bjærget«! I Aftes forkyndte dens Hvin, at nu var Festen oprundet i Järnbäraland; i Dag samlede den sine Indbudne til dens Helligholdelse; i Morgen lokkede den de Uindbudte, ved sit Ådsel spigret til Stagen i Ulvegraven, i deres egen.

Men - Steffan klamrede Hænderne om sin Tallerken med den rygende Blodpølse, Lucia-Gaven, der før fyldte ham med Gru og Lede - han sad ved Taflet! ved »Spisebjærget«, det egentlige »Bjærg«, som de Gamle havde søgt gennem det andets Timile-Skove, om Bord på »den lette Båd«, det hellige Skib: Madsnekken, der var steget af Vänerns Jærnskød, Frugten af dets blinde Nat!

Og selv en Blindfødt, der med Et ser: Lys, hvor han troede, der var Mørke - Venner, hvor han mente, der fandtes Fjender, stirrede Steffan rundt på deres Ansigter, som han havde svoret Had og Undergang: »Bjærget«s Herrer og Fruer, de Lydige og Kærlighedsløse! Og såe, hed af Anger og Tak, at de var hans Søskende, og Søskende indbyrdes, én Familie!

Ja se dér - »Poeten på Bjærget«, Farbroder Anselm, der havde sunget ham hjem i Järnbäraland - se ham, med Manken kastet tilbage og skummende Bæger, drikke Festens Skål med tykke Lagmand Mårten Crälius, hans Hverdages Arvefjende, »Magtens Tyr«!

Og Crälii fede Hånd klappede det grønne Bånd, der bar Luten omkring Farbroders Hals, og Farbroder legede med Vasaordnen på Crälii Bringe!

Mens Anselms Åndsbroder, Conrektor Fingal Juringius fra Karlstad, sad smilende mellem »Hafre-Petter«, Kornpugeren på Rud, og »Fläckfota«, Smør-Baronen på Sällboda.

Og dér - Bjærgrådinde Euphrosyne van Härmst, geboren Dabeistein, den langlivede og langtlokkede Hamburgerinde, der båres til Dåben af selve »der grosze Messias-Sänger«, og som, med samt sine Tønder Guld, hjemførtes til »Bjærget« at konsolidere og formere det van Harmst'ske Familiebrug. Og som nu på Solfors, i Røgen fra de nye 22 Alens Højovne og i Braget fra de nye Lancashire-Smedjer, lærte sin Søn, Adrian, Slægtens Sidste, at brodere Viol- og Rosenkranse på Sofapuder og sylte Potpourri i kinesiske Krukker, mens hun læste højt for ham af Höltys »Gedichte« og Millers »Siegwart«, ein Klosterroman ... Se hende, høj som en Humlestage, i Proptrækker-Krøller og Gudinde-Gevandt, søsterligt søbe Multebær-Likøren med »Flitzan«, den 300-pundige Værtinde fra Frimurerlogen i Karlstad, Fru Flitz - af hvis Moderbarm alle Knægte diede deres Huld og Humør til på alle Värmlands Landeveje at udbrede det glade Evangelium: at Markens Liljer ej havde nødigt at spinde og Himlens Fugle ej at sanke i Lade på det »Bjærg«, som Gravenes Døde havde smeddet i Panser og Plade, og Grubernes Trælle fyldte med Mundgodt!

O ja, dér komplimenterede Jærnets nye Profet, Bjærgmester v. Schéele, og dets gamle, Bjærgråd van Härmst, hinanden til dette Resultat - på Målets Dag forglemmende al smålig Strid om Midlet!

Og som Svinet, Luxus-Dyret blandt madnyttige Retter, tronede Bas-Fre'rik mellem Ingeniørerne for den nye Persbergs railway og den nye Kristinehamn Søtrafik, Major Claës Adelsköld og Major Olivecrona..

Og Sancta Lucias Krone skinnede over alle, over Gudmoders Pande som over Fornægteren, Olofs Varulvebryn - ja, spejledes i Peiter Pitters sorte Briller, i det Dødes Nat! Inden for hendes Lysring sad de alle, Værdige som Uværdige, ja Villige som Uvillige!

Hvor hen han vendte sine Øjne gennem Salens Damp af Sved og Fordøjelse, funklede hendes Sejrs-Tegn: Jærnet - fra Arbejdstroppernes sorte Uniformer som fra Krigernes grønne og blå, fra Brugsfolkenes Knapper med Magnet og Fakkel som fra Militærets med Sabel og Gevær. Fra Bjærgmester v. Schéele og Bjærgråd van Härmst med »Jærnkontoret«s Ordner i Guld, fra de menige Brugspatroner- og Inspektører med Bjærgkollegiets Medalje, fra de sidste, hvidhårede cultores montis af Almuestand, Bergsexmændene, med Skuepengene.

Hun sad dér, deres Lucia, i sin Æresvagt, mellem Generalerne Löwenhielm og Malmborg, Sværdets Øverste på »Bjærget«, Heltene fra Napoleons 250,000s Undergang i Ruslands Sne og fra de 100,000s Fald i Folkeslaget ved Leipzig, og Løjtnanterne Jacob Lättfot og Petter v. Uttfall, Heroerne fra Markeds-Slagsmålene ved samtlige Lenets Kermesser, fra Kristinehamns Fasting og Karlstads Persmesse til »den äwie glädjan« på Ombergheden i Sunne, Triumfatorerne fra Væddekørslerne ad alle halsbrækkende Landeveje, fra Svänkeviks-Bakkerne ved Vänern til Hindershøjderne i Timile-Skovene, om forrest af den flyvende Skare at nå det ypperste Madsted og de skønneste Pigers Hjem.

Eller var måske det hulkindede Ansigt dér i det hvide Hår og Skæg - Gustaf Ekman, Herren til Lesjöfors, Lancashire-Smedjets utrættelige Forkæmper i Sverrig, Gas-Svejseovnens Opfinder, Læremestren og Exemplet for Slægtled af Brugsfolk, nu brudt og grånet af tvende Menneskealdre under Jærnets hårdeste Åg - Lucia til større Ære, end Major Bror af Ekestams sorthårede og rosenkindede Åsyn, velnæret, velset og velforlovet efter Decenniers festlige Lediggang?

Brændte, hamrede og svejsede Patronen hendes Magt ind i Redskaber, Våben og Lænker, valsede, fedlede og skød da ikke Majoren hendes Ry ind i Dansesale og Spillebuler, i Eventyrets og Vildtets grønne Värmeskog? Flokkedes omkring Gustaf Ekmans ludende Hoved Fæller og Disciple, fra Thrond Thorlanders Petrus-Åsyn til Inspektør Janne Piscators Ischariotes-Fjæs, stimede da ikke Jævninge og Elever omkring Majorens knejsende Pande?

Jo, han drømte ikke! Märta Molls Forkyndelse derhjemme var gået i Opfyldelse: han sad i Templets Allerhelligste, bag Forhænget, hvor Guds Åsyn sås og forstodes, blandt hans Udvalgte, hans Ypperstepræster!

Se dog Kæmpeskaren dér, tronende foran Sährimner og omkring en Mjødbolle, stor som den, hvori Ættefaderen, Kong Fjölner, fandt sin salige Død: de Vældige på »Bjærget«, Kis'es Sønner, Värmeskogens Nimroder!

Store Nisch: Flötningschef Dahlman, Jærnets Svinger, Ulvens Banemand, Bersærken fra alle Herremands-Fejder mod Bonde, Tater og Vilddyr, gnavede med sit blide Barnesmil på et sovset Lårben -Pleje- og Brodersøn af brave Feltpræst Dahlman, som Ruslands Katarina fangede i 1787, og som i Alderens grå Dage, på Prækestolen i Holmedal, funklende lig en Sol af den store Kejserindes Ømheds-Gaver: Spænder, Nåle og Ringe, forkyndte de Renes og de Fattiges Evangelium ...

Steffan lukkede Øjnene. Blegnede ikke selv deres Lucias Glorie imod den, der strålede om dette troende, gumlende Åsyn, fra dets Barndoms Lærestunder mellem Farbroderen og hans Hjærtens-Ven, Nordens Alcibiades, Gustaf Maurits Armfelt, Gudernes, »Solkongens« og Kvindernes Yndling?

Hvor trallede den Pige, hvor sprang det Dyr, eller trællede den Bonde i Värmlands Skove, som ikke hine tvende Stores Plejesøn en Gang havde jaget og fældet?

Men nej - »Solkongen« var faldet, hans Sol gået ned, kun dens Genskær over denne Pande! Mens deres -

Se nu drak hun dem alle til med »Velkomsten«, skummende af Gudmoders 100årige Øl, brygget af hine 100 År!

Og hun hilstes af Lenets Jægermester, Herman Adolf Falk af Gate, Guerilla-Chefen fra Krigen mod Norge, fra Lier og Magnor Bro, Føreren af Elfdals Kompagniets Tog bag Adlersparre mod Stockholm, at afsætte Vanhelligeren af tredje Gustafs Solfest, Bibeløget Gustaf den IV Adolf! Banemand for 104 Bjørne og hint Karl Johans Fabeldyr i Stockholm: halvt Ulv, halvt Bjørn, alt Ondts Symbol, som han ramte i dets eneste, blodskudte Øje, da hver en anden Dødelig flyede for Dampen af dets Gab, løftede han dér, med sin Navnes, Falkens Blik under de hvide Bryn og dens Kløer som Fingre, sit Bæger mod hendes Velkomst. Og hendes Krone tændte det lOOårige Ølskum som en Glorie om hans eget 76årige Hoved.

Hvad sagde Barchäus på Jærnets største Dag? »Caesar, morituri te salutant!« At Steffan havde grædt og gruet for de Ord! Caesar, det var jo ham selv, hans Tid, alle Tiders Frugt!

Ja, med Bugen læsset op på Bordet imellem Flasker og Fade, med Bringen tindrende af Karl Johans Medaljen og Medaljen i Guld for Tapperhed, med de rødsprængte Kinder stønnende af Åndenød, drejede Carl Axel Nauclér, Kaptajn i Regimentet, sin Spilledåse, den til hvis Valse der var danset de utalte Aftner i de utalte Värmlands Gårde, hint halve Århundrede rundt, han og hans talløse Jagthunde havde kreset, som Solen selv, over Fernebo.

Helt fra Medskog, Mattram og Lier, Ven med Karl Johan og Herre til Sällboda i Gunnarskog i Jösse, styrede han sin Ölands-Ponny forrest blandt alle travende »Knægtes«, svang han, 66årig, sin Fod højest i Taget af alle Jössedansere, og overdøvede han nu, da hans Vals var endt, selv Farbroders Stagnelii Sang ved Lyren, ja Lusse-Gildets ganske vældige Brøl ved, med Spilledåsen dansende som et Skjold mellem Hænderne, at sjunge mod Lucia:

til en Kæmpearm rev ham over Ende, så Spilledåsen, Värmlands Dansegige og Stridstrompet, nær, som hin alle Svears Heltekonge, havde endt i Mjødkarret, mens en Strøm af Babylonisk:

»Good dam, brother, drick, drick! din gamble, blodsultne swine!« nåede Steffans Øren, som en Forsikring om, at var end denne Røst Jakobs, var Hænderne Esaus, Värmeskogs tro Søn, Lucias fødte Tilbeder!

Ja, i Sandhed, ti Trealens-Kæmpen dér var jo selveste Llewellyn Lloyd, Englænderen - nej, Verdens-Vagabonden, der en Gang strandede på »Bjærget« her og fandt sit forjættede Land: Skove og Søer så myldrende af Dyr og Fisk, at de, som han for undrende Landsmænd berettede i sine: »Jaktnöjen« og »Tjugu år i Skandinavien«, lugtede af Vildtsovs og smagte af Fiskesuppe! ubestigelige Højder, uigennemtrængelige Dale og rivende Elve uden Grænseskel, uden Jagt- eller Fiskelove! Ruder, vinkende gennem Natten og Urskoven med Lys og Arnebål, med altid åbne Døre, altid bovnende Fadebure og Himmelsenge, altid stemte Violiner og bonede Dansegulve, altid redebonne og altid ledige Kammerater, Stifindere og Jægere, altid smilende Møer, kække og øre som Skovenes Huldre!

I mere end et Fjerdedels Sekel havde denne Fremmede nu gæstereret her i de gratis Herbergers Land, i de fire Vindes Asyl og, Mand fra det Fjærne, blevet Indfødning af Fernebo, Värmland-Lucias Tjener!

På Rigets Sydgrænse, hvor Landevejen fra Göteborg passerede mellem Halle- og Hunnebjærgene, hvor ved højlys Dag Ulveflokkene strøg over den travle Handelsled, imellem Fragtmændenes Kærrer og Kanalskippernes Pramme, som selve Bjærgenes Skygger og Hunnerkongernes Minder, sad han på Vagt, på Ronnum Gård, at fange hver Passant fra Filisterlandet og døbe ham til en Fernebos Proselyt.

Dér så han jo »Bjærget«s røde Kilde, Jærnet, rinde bundløst forbi, ned mod de lave Dale, og forvandlet til Guld, til Dukater, Korn og Vin strømme tilbage. Dér så han alle Himlens frie Trækfugle, Sangsvanernes og Mejsernes muntre Tyveflok: Poeter og Malere, Vaganter, Spillemænd og Zigøjnere toge op mod »Bjærget«s vinkende Skove - et ustandseligt Tog, der aldrig vendte tilbage, en Folkevandring, der havde fundet Hjem!

Han blev Portner til det Rige, over hvis Dør Farbroder sagde, der stod skrevet: »I, som indtræde her, lad hver Bekymring fare!« Ja, hvad sang ikke Farbroder til den store Ferneboers, Llewellyn Lloyds Pris?:

»Han er Forspringeren i den Langdans, der slynger sin Kæde fra Vänern, fra »Knalledoniens« Grænse, Hjemmet for alle »Knallar«: Borås', Allingsås' og Göteborgs Handelssjæle, til Sandkällefors på Grænsen af alle træexporterende »Baggbölinger« af Nordmænd! Han er Høvdingen for de kæmpemæssige Jagter: Sogne- ja Herredsopbuddene på hundrede, ja tusinde Mand, der - indråbte fra samtlige Lenets Prækestole, - med Marquesen af Devonshire og alle Europas Argonauter i Spidsen, under Pibers og Trommers Lyd, under Faklers og Faners Blus, under alle Tungemåls Hallo og alle Ildvåbens Gny, som selve Jagten på Eventyrets gyldne Vædder, toger ind gennem Värmeskogen, i hvis dunkle Krat Dyrets Krumhorn vinker!«

Steffan nikkede. Ja - og han var Fader til talløse møfødte Børn, al Illegitimitet til Trods Tronarvinger til hans Rige - om de ikke som Sønnen Charles Andersson, Livingstones Følgemand, udvidede dets Love og dets Grænser til Ovambofolkets endnu friere Fernebo, og i Ngamisøen, i det sorte Fastlands Kilde, omsider slukkede Tørsten i Jordens Hjærteblod - og betalte Prisen med sit eget...

Ja hør, med sin 66årige, falske Stemme, på sit Kaudervælsk af Svensk og Engelsk sang han nu, lænet over Bordet på sine vældige Arme, en brittisk Sang til Värmlands Lucia. O ja, ej blot »Bjærget«, ej blot de, men hele Jorden, alle Aldre priste hende, deres Lucia!

Hjemme på Idets Boghylde stod Fader Lloyds: »Jaktnöien i Sverge och Norge« og Søn Anderssons: »Lake Ngami« Side om Side.

Og her i Karolinernes gamle Spisesal - Steffan rejste sig - her tændte Lucias Krone Petter v. Uttfalls blussende Fjæs under Grev Jobs dødblege Ansigt. Og sang de af Latter, Juleøl og Svinefedt skummende Læber ikke samme Sang som de af Sårfeber og Mareridt fortrukne deroppe i Lorenz Paaschs mørke Lærred: Jærnets Hymne, den Frikøbtes som Ofrets!

O jo, Märta Moll, du læste af Biblen over mit Sygeleje om det Abrahams Taffel, hvorom Slægter skal samles fra Øst og Vest. Se, jeg har fundet det: vort Nu!

Ti som Israels Børn sidder vi i Jærnets Allerhelligste, ej i dets Forgårde: Seklernes Stue og Savolaxhyttans Ovn og Fattighus, ej blandt dets Profane: Krigere og Trælle, men blandt de indviede: Ypperstepræsterne, bag Forhænget, hvor Guds Ansigt ses og forstås!

Denne Boligs Indskrift: »Ille terrarum mihi praeter omnes angulus ridet«, nu fatter jeg den! Se se, vor Krog af Verden, vort Nu af Evigheden ler! Se Fernebo, Landet hinsides Ægyptens Jærnovne, hinsides Ørkenens Krige og Hunger, hinsides Lovens Sinai, det forjættede Land, er nået!

Stort Kvæg og småt Kvæg er ofret, Fædrene faldne, og deres Fjenders Børn, alle som ikke er af Valloniet, gjort arbejdspligtige! Jærnets Lov er sket Fyldest, nu opfyldes dets Evangelium, Brabanterfolkets Forfatning: »Joyeuse entrée«, som Farbroder en Gang svor at sætte i Musik, at Folket skulde danse det skønne Navn til Ære!

På store Stene, på hellige Stene stod Guds Hus betrygget!

Men Märta Moll, hvor kunde Moses', hvor kunde Davids Slægt dele det med ham?

Agtede de, der bar ham gennem Hav af Blod og Ørk af Skove hid til Fernebo, den Gud, som de vandrede med gennem Sekler, og de Slægter, som de bragte ham til Offer, så ringe, at de mente, hans Hjem var i Ovne, på Valpladser og ved Dødslejer? at han var de Trællendes og de Faldendes Gud? at Hænder, røde af Rust og Blod, kunde drage Tæppet fra hans Smil: »Det er fuldbragt!«? Kendte de ikke, om ej før så i deres Dødsstund: at af den fødtes han? at Fernebo, for fjærnt for dem at nå, var hans Mål?

Men vi, deres Sønner, Salomos Slægt, hvis Navn er Fred, vi bag Forhænget, sidder nu for det Smil!

Ja, og sad I iblandt os, I vilde fatte ham, hvem du Hindric Griphufvud, du Mester Moll, du Blinde-Olle anede i Eders Tilbedelse! hvem I, Anders Stenkula, Sixten Råbock og Stolle-Namnlös flyede i Eders Frygt: Solen uden Klæder, som Elias Bjur og Patron Jacob drømte, den ukendte Gud, som Zegoel søgte! Og du, Finnepige, din Forbandelse vilde vende sig til Velsignelse!

Men - var han Gud, om I så ham, om det Taffel beredtes også Eder?

Nej, Märta, vi fandt den Gud, som Karolinerne søgte bag Ural og din Fader gennem Järnbäraland! I Fernebo fandt vi ham!

Men salige I, som troede, uden at se, I som tjente, uden at lønnes, den sande Gud! Hvis Middel var Eder og Jærn, men hvis Mål var os og Guld!

Men - Märta, Märta!

Med Næseborerne spilte mod Salens Duft af Vin og Fedt, med Ørene åbne for dens Musik og Sang, med Øjnene spilede mod Sancta Lucias Krone, klamrede Steffan Hænderne om sin Tallerken, som om en Ret, der med Rette fratoges ham ...

Jeg, af Salomos Æt, som så og derfor fornægtede, som lønnedes og derfor krævede, som arvede og derfor fragik Arv - hvor kan jeg eje, hvad jeg forskertsede? hvor kan jeg sidde iblandt de Levende, og hvor tør jeg flygte til de Døde? Mod hvem har jeg mest forbrudt mig? mod dem, hvis Liv eller dem, hvis Død jeg søgte at gøre forgæves?

O Gud, mod dig! I Dødssynden: Ulydighed, forenes alle mine Synder! Fornægtelsen af Retten som af Pligten! Nejet til Glæden som til Sorgen!

Hvem ledte Dødsridtet i Nat, hvem styrtede Levende og Døde og Ufødte i Ovnens Gab? Jeg - som jeg havde svoret! jeg, Fornægteren, som stjal Guds Åsyn! jeg, Kain, som just vilde vogte min Broder - og dræbte ham, fordi jeg vilde vogte ham mod Gud!

Märta Moll læste af »Genesis«: »Forbandet fra Jorden, ustadig og flygtig! Den skal ikke give dig sin Kraft!«

Ja, Brødrene og Søstrene, »Bjærget«s Ungdom, Sancta Lucias Hofse Taflets Præsidium af flagrende Lokker og dunede Læber, af nøgne Arme og senede Skuldre! Se rødmende Kinder og brændende Blikke under Claës af Adelstiernas dødblege Ansigt, omkring Gudmoder Huldas og Landshøvding Oldevigs aldershvide Hoveder!

Se General Malmborgs elve skønne Døtre, Dronningerne blandt dem alle, blusser under Smilet fra Landshøvding Oldevigs Sønner!

O godt, at Sancta Lucia kom til ham sidst af alle på Gården, for sent til at han kunde finde sin Plads blandt dem, der sad øverst ved denne Morgens Taffel! Godt han sad skjult i sin Krog, fjærnt fra dem og det Kald, i hvis Ærind han sendtes hid, og som han sveg i det Øjeblik, Susanna derovre i Børnenes Hus ved sit Kys og sin Dans vakte dem og det: det nye År!

Medens han i »Bjærget«s længste Nat ledte de Dødes Ridt, selv en Død på sit Leje, styrede de, fra Herregårdene på Næsset, Generalsboligerne ved Karlstad og Brugene i de fjærneste Kroge, ad bundfrosne Elve og Søer, dets Fakkeltog af Ånde, Latter og Sang hid til Altret, det endelige Mål: Nuets Fest.

Gudjeg ser dig og er salig! Jeg ser mig selv og er fortabt!

Og dog, Gud, dog -! Drukner ikke Salen om mig i Rødt, i din egen hellige Farve! Hvis Hjærte brast og døbte den til dit Tempel og os til dine Børn? Mit, Herre, Steffan Choräi!

Se Savolaxhyttan, Seklernes Stue, ja selv Forgården her, denne Sal, forsvinder! og jeg står for dig dér, hvor vi ikke kan skilles, i dit Riges, i Jærnets Allerinderste: mit Hjærte.

Drukken af Hjærtet, det altid og aldrig kendte, rystende ved dets Slag nu da han fattede det, svimlede han for Gud og for sig selv.

Hvem havde han huset i Guds Allerhelligste? Alle dem, Gud dømte, dem han havde nødigt som Ofre - Ly havde han skænket dem, Værn mod Guds Plan - Opstandelse for dem, hvis Pligt var Døden!

Hvor kunde han finde Tilgivelse - og hvor kunde han undgå den? Ja, hvor kan jeg undgå dig, Sancta Lucia, du Guds Vilje i mig, min Nødtørft?

Gudjeg har ikke villet dig, du har villet mig, dit Blodvidne! Oplod jeg Hjærtet for dine Fjender - hvis Hånd styrtede det da hin Dag i Tårnet, fra dets Forfølgelse af din Lov, nær dens Fuldbyrdelse, ned iblandt dem: Sygdom, Savn og Sorg? Hvem gjorde det fra dit til deres, alvidende som du selv?

Hvorfor, Herre, hvorfor? Vilde du prøve din Styrke just i din Udvalgte, Sønnen af Eventyrslottet, just i Stunden, da Sejren var dig vis: min Hånd nær Susan?

Se, jeg bestod Prøven! Se Hjærtet, du fristede på Sygelejet, i din gloende Ovn, som du sendte ud at ene gå Slægternes blodige Sekelgang - se det forsøgte Hjærte besejrede Fjenden: sin egen og sin Næstes Sot, og grummere af Viden end andre af Tro kender det sig som din, ene din!

Se, fra Tårnet og til Lussemorgen vandrede jeg blind for dit Åsyn, som mine Fædre! Men jeg tjente dig ikke som de! Uddrevet af dit Rige befæstede jeg mig i dets Inderste: i Hjærtet - bekrigede jeg dig, som Konge, ikke Træl, i dit eget Hjem!

Du, som tvang mig til at leve, som du tvang mine Fædre til at dø, erkend mig da, hvor jeg erkendte dig: i vor fælles Styrke: Blodet, som skilte og forenede os! som du gjorde til Fjendens Talsmand - at det, i elvte Time, skulde bekende dig som sin egen Gud!

Og du, Susan, erkend mig som din Husbond! Du, som spyede ad Jærnet, kys nu Guldet: Danskeren i Järnbäraland, forløst af »Bjærget«, af Levende og Døde, den Eneste - hvis Ret er Altet! Den, der vågnede sidst af alle, da Lucia-Nat var omme, da Festens Lys stod tændt og dens Bord dækket, den, der sloges til Krøbling, at en Anden skulde slæbe dig op ad Trappen, og han kysse dig øverst deroppe!

Og Brynte, fatter du nu hans Styrke? at den er Starke-Thors, Guro Rysserovas Følgesvend fra Nattens Ridt. Sancta Lucia, se ham bag din Stol: Guds Redskab, Jærnet! Jætternes Dræber, Gudernes Beskytter! Husker du ikke, at han priste sine Lænker? som Blinde-Olle, som Mester Moll, som Hindric Griphufvud, som alle Gud blindede, for at de i hans Navn skulde tjene os! Men vi, Susanna: de Bésche og du Pont, vi stod i Värmeskogen foran dens Bønder, som den Guds Åsyn, de så den Dag, da de slagtede Finnerne, hans Udtjente; som de forglemte i deres egen Tjenestes År, men såe påny, da han, der havde haft deres Liv fornødent, fik deres Død behov! han, som åbenbares i Sejrens Øjeblik, for Sejrende som for Tabende! som vi to selv først fattede, da han krævede din som min Farfader, at af deres Legemer, af Jærnet, udsmelte os: Guldet!

O Herre, du tog Ansvaret for alle Døde fra mig - og gav mig det for alle Levende! Jeg vilde sørge for de Tusinde og skal nu sørge for den Ene: mig selv! Jeg, der havde Modet til Oprøret, vil jeg nu have det til Lydigheden: til at elske, til at være mig selv? til at erkende dig ej blot i Tro, men i Gerning? til, som du, at kræve mine Ofre?

Salen svømmede atter sammen om ham - Latter og Sang, Lysdis og Mados, blodskudte Øjne, flammende Kinder, blussende Munde ... Fakler og Kårder, Stjærner og Kors - Jærnets Tegn. Ja, Jærnets Stormestre: Ingeniør og Knægt, Præst og Patron, Yngling og Ungmø, slå Vagt om mig, det Lam, der ofrede sit Blod, at I kunde beholde Eders; der sonede Eders lønlige Synd: Eders Øjeblikke af Sygdom og Sorg, af Samvittighedsnag og Gru! Og du, Sancta Lucia, i hvem Gud åbenbarede sig, at jeg skulde se hans Vilje, at jeg måtte lyde den: bliv du nu mit Jeg, at jeg kan elske det! mit Selv, at jeg kan tro det!

Han lukkede Øjnene og åndede dybt ud Det var fuldbragt! Hans Mål var nået: han var frigjort for sig selv, for Gudløshedens Ansvar og Angst! Ikke fremmed, ikke vanskabt, men omskabt og hjemme i hende, i Gud! Han havde sejret: han havde adlydt! Hvem kunde nu ramme den Frelste?

Gennem Bægrenes og Knivenes Raslen, gennem Ingeniørernes og Patronernes Hurra for den nye Persberg Bane og Søtrafik, »Knægtene«s for Landevejens sidste Kys og Markedets sidste Røvertogt mod Bøndernes Fouragevogne, gennem Veteranernes Korsang til Nauclérs Spilledåse:

gennem Farbroders Recitation til Luten ved hans Bryst:

og Bror af Ekestam til Flasken ved hans:

gennem Böös'es harmrøde og Bräutigams skrækblege Klynk over sidste Stænderforsamlings Mildnen af Fattig-, Kirke- og Hustugtsloven, gennem Ynglingenes tørstende og Jomfruernes forjættende Åndedræt - hørte han én eneste Lyd, Guds Røst: sit eget Hjærte ...

Et Bulder, som styrtede Loft og Vægge, som revnede Gulvet - hujende og skrigende Røster - -

Forvirret tumlede han op.

Salen myldrede af Hoved ved Hoved, Arm ved Arm, af svingende Hænder, pegende Fingre.

Og i Døren ud til Slægternes Trappe og Gårdens Portal mod Yngen stod Noah van Drougge med sit hvide Hoved løftet og ramte sin Marskalk-Stav i Gulvet, mens Munden råbte i det lange Skæg:

»Sancta Lucia! Sancta Lucia! Sol står op! Den nye Dag! Bort, Sancta Lucia, bort!«

Og over ravende Skikkelser, over Ansigter, skoldede eller kalkede af Nattesæde og Svir, over Røgen af Ånde og Sved, over det afspiste Bord, de væltede Flasker og Stole flammede et Brandskær ad Portalen, ad Rudernes Is, en Glød, der fortærede Ansigter og Kroppe, der opløste Stimlen til sorte Pletter og gylden Dunst.

Og gennem Emmen og Emmerne styrtede Sancta Lucia med Håret og Kjolen strømmende efter sig, med Kronens Kærteluer flyvende over Hovedet, med Hænderne i det lange Svøb, som i Aftes, imod Dødsbæreren!

Og smudsige Servietter, Sprøjt fra Vin- og Ølbuteljer, afgnavede Kødben - de alt af Ilden halvt fortærede og opløste Skikkelser jog hende under Hylet:

»Sol står op! Sol står op! Bort, Sancta Lucia, bort! Sol står op! Sol står op! Den nye Dag!«

Og nu - en Kæntren inde i Flammehavet, en Dukken frem af Vragstumper: af struttende Hår, fægtende Kårder, Præstesnipper, Uniformskraver, Slør og nøgne Halse -: de Jagende suget med af den, de jog, af Råbet:

»Sol står op! Sol står op! Bort! Bort! Bort! Sol står op! Sol står op! Den nye Dag!«

Den nye Dag? Hvilken? Drømte han? Var ikke deres den sidste, alle Slægters Mål? så han Salomos Slægt, Guds egen, hvis Navn var Fred, på Guro Rysserovas Ridt mod den Ovn, hvis Frugt de var? Sancta Lucias Børns mod den Dag, som hun vakte dem til - for at kaste dem i sin Brudgoms Favn, i hans Brand, at mætte den, at øge den til nye Flammer, nye Dage, nye Slægter? Var da ikke deres den sidste, alle Tiders Sum, alle Slægters Mål?

Så han Gud fortære sig selv? Eller - så han én Slægt, ét Døgn, én Blodsdråbe gennem hans Åre? så han sin Tros Fuldbyrdelse: Menneskene og deres Gud: »Bjærget«, det evige og evigt fortærende? Sancta Lucia - deres, så han hende, ej ved frittende Tællelys, men ved Bryllupets Fakkel! med Tyttebærkransen skredet skævt om Panden, pjaltet og gul, med den nioddede Krone smæltet ned i en osende Dynge, med Brynene hvide af Talg, Kinderne sorte af Sod, Kjortlen smudsket og skjoldet af Mad og Vin, flået og forrevet af hendes Gæsters drukne Næver! Den Kærlighedsløse i Kærligheds Bud: at ofre sig for Altet! »Bjærget«s Dronning: dets ringe Tjenerinde!

Og i hendes Hæle Starke-Thor - hans Øjnes tindrende Stål, hans Bringes Bælg under den røgsorte Skjorte, hans Smedenæver strøende Vidjekurvenes Safransbrød under sine Hæle - ikke Træl, men Herre, ikke Følgesvend, men Jæger! Jærnet jagende sin Frugt, Guldet, mod sit Værksted: Diglen!

Og i deres Kølvand bugtunge Oldinge og slangelokkede Møer, med Oksebove som svingende Køller, i Rusens Afsind drivende på hende og ham, deres eget Dragsug! styrtende af himmelvendte Buteljer Olie i den Ild, som hvæste af deres Gab, påskyndende deres og deres Lucias Offerdød!

Og selv sprang Steffan med, mellem Bord- og Dødsfæller, vammel af Lede, svimmel af Gru, lydig af Tro:

O ve, at jeg er med! O Tak, at jeg er med! At jeg må dø som leve for min Tro! O ve, at jeg blev til! men Tak, at jeg skal dø! At jeg skal fries af min Nødtørft i din, o Gud!

Hil dig, Gud, hil! vi kommer, dine sande Troende, at bekræfte vor Tro: at leve og at dø! Vi kommer, om tidligt eller sildigt, om sværddøde eller strådøde, om Davids eller Salomos Slægt! hver Blodets, hver Jærnets Barn - som Blodet til Hjærtet, som Jærnet til Magneten! hil dig, o stærkeste Stærke!

Som vore Fædre med Suk danser vi med Sang dig i Møde!: at du ikke sveg, at du ikke fornægtede os ved at fornægte dig selv, ikke fristede os til Skånsel ved at skåne os, ikke byttede Jærnet for Guldet!

Tak at du blev os, vor sande Sum: det evige Jeg! Nu ej blot vil, men tør, nej må vi følge dets Lov!

Ti Lyst blev Lov, Egenkærlighed Alkærlighed! Vi, alle Slægters Mål, Guds Middel!

Hvor kunde Moses', hvor Davids Slægt se dig? O Død før Fernebo! o ringe Offer, o fjærne Viden om Gud! Kun Lige fatter Lige, kun vi, der delte hans Kår, deres Pris!

Og derfor, o Gud, se et Festtog som aldrig før! et Tog af Bakkanter og Mænader, drukne af deres Ret, kransede til deres Pligt, lystige og lydige, dit sidste Middel, næsten Fuldendelsen, næsten dig selv: det triumferende Jeg!

Ja se derude - af vor Festsals sprængte Dør, af vore Ruders bristede Is, af vort revnede »Bjærg«: dit vældige Åsyn: Ild og Jærn! Den nye Dags Sol! Evighedens! Se Himlen over Persbergs Snetoppe, over Yngens Is, over Djursäters Tage danser som grønne og sorte Slakker mod din Glød!

Og vi, vore flyvende Hår, vore kæmpende Arme, vore springende Ben, opløses til gylden Dunst og til sorte Skygger - som Landet og Søen, de Gulve, vi trådte i vore Danse, og som nu brister af den Ild, der bevingede os!

O mærk, Heden af vore ovnvarmede Lemmer, vore madfyldte Maver, vore spirituslune Svælg slås af den Storm, af den nye Solopgangs Ånde som Røg hen over Slægternes Trappe! Vort Fakkeltog, fra Sancta Lucias Krone til Pråsen i min Hånd, smælter i dit Alters Glød!

Blændede ser vi dig, fortærede opstår vi i dig, i »Bjærget«s, vor egen Gud: evige Jeg!

Ja, se os: fra Gudmoder Hulda og hendes Meddanser, Landshøvding Oldevig, Børnene af Gustavianerne, men Børnebørnene af Karolinerne, de Første af vor Slægt! Se dens vexlende Børn: Löwenhjelm og Malmborg, som ved Moskwa og Leipzig købte dens Morgen! »Knægtene«, som fejrer dens Middag, og os, Ynglingene og Jomfruerne, som skal betale dens Aften! Se Gratialisterne, de veltjente: Bas-Fre'rik og Patron Gustaf Ekman, og Rekrutterne, de kampglade: v. Schéele og Olivecrona, dem, der stiftede og dem, der inddrev Gælden i dit Navn, nu i deres Tjenestes sidste bringe sig selv, som fordum Næsten, som Ved til din Ovn! Se Böös og Bräutigams Præstekjoler- og Kors, Farbroders og Juringius' Digterlokker- og Lyrer! Og sidst i Slægten, bærende ej blot den, men dens Fædre, blind for Vejen, men vis på dens Retning, famler med udstrakt Krykkestav, med vaklende Knæ Peiter Pitter!

Se Fakkelløbet: Ferneboerne! Se, Olof, de Undskyldte, de som elskede Susan, deres Nødtørft: deres hellige Kald! Se min Tro og min Tvivl, mit Håb og min Angst besandet! Min Ret og min Pligt begyndt! Se mit Liv og min Død!

Ene og segnefærdig stod Steffan, støttet mod Slægternes Trappe, under Indskriften om, at denne Krog af Jorden smilte som hans Hjem, og så sine Søskende, dets Børn, under Nattstugans snestængte Glugger, under Julekorsets frosne Hjærter, indskibe sig i Kalesjekanernes pelsforede Kister, i Slædernes halmfyldte Skrin, med drukken Latter og kælne Hvin hilsende som deres det bestandigt nærmere Skær af den Sol, som de nu selv råbte fra Mund til Mund var et Uvejrs!

Ja, så de ikke dér Trængslen i Porten: dets Børn, trængte Hoved ved Hoved mod den nye, blodige Horizont: Friholdet fra Persberg, glippende mod den ukendte Dag, hvis Lys og hvis Glød dampede »Bjærget«s Kulde og Nat fra de jærntunge Lemmer, og, sitrende i Solopgangens Brise, »de försvarslösa«: Fanter, Finner og Forbrydere, med Stolle-Namnlös i deres Midte, ludet over sin Stav, som lyttede han til det Sus, der nævnede ham og dem ved Navn - der kaldte dem til deres Hjem, de fire Vindes, som dets rette Børn! Og omkring Stollen Gris-Ulla og hendes Datter, Maja, bærende Rokkefiskens Gab i deres Favn: Skæbne-Hjulet, det yderste Havs Svælg.

Men forrest - Steffan greb om Gelænderet på Slægternes Trappe, olieblankt af Sved og Blod ... Jo, han kendte hende, i det røde Skørt, under Pitnilkaen og med Pieksuterne på Skierne: Finnepigen fra Savolaxhyttan, fra Troldskuddets Aften!

Susan og Brynte, der flygter og forfølger gennem Gårdens Snedriver, flygt kun, forfølg kun! Nå sejrrig dit Bytte, Jæger! Troldskuddet ramte hende - og faldt fra din Faders Bryst, da du hyldedes som Ejer i det Hjem, der en Gang var hendes og en Gang Finnepigens! Husk Savolaxhyttans Navn! hvorpå din Kontrakt går ud! Bi kun, og »Bjærget« præsenterer dig din egen Underskrift: din Pligt som Undersåt!

Dig - ja, og mig, os alle! Børnene, der bragte Evangeliet til Frau Holdes Gård: at bestandigt påny skal den smile Slægterne til »Bjærget«, deres Hjem og Grav!

Se dér Ferneboen, Mennesket!

Steffan trådte helt ud på Trappen, stangende mod den stadigt øgende Storm.

Dér, igennem Vrimlen af Steffans egen Slægt, der larmede, drukken, på sit Opbrud fra Festen, og forbi den ventende, tause og hungrige Skare i Porten, trak Noah van Drougge, ved sin lange Stav og med sine jordvindende Skridt, en vaklende og broget Bylt af Pjalter og hvide Hår: den hundredårige og blinde Taterske, Grisilla Loa.

Igennem Lussegæsternes Mylder, der snurrede hverandre ind i de svære Rejsepelse, hvirvlede hinanden i de mange Alen lange, brogede Skærf, omfavnede og kyssede hverandre til Afsked og Tak for Festen - igennem Stimlen på Tærsklen, der trængte hinanden mod Portens Søjler, ned på Isen eller op i Gården, lyttende og vejrende mod de festmætte Ræb, mod Osen af opkastet Mad eller udtømt Vin, lakkede de To, slæbende og segnefærdige, deres kendte Bane: fra Djursäters Køkken dets Huse, Stalde, Pavilloner, Skure og Grave rundt og tilbage til dets Køkken .. denne Solopgang som de sidste tyve Års, siden, da Grisilla, der var faret vild i Sneen og sin Blindhed, fandtes på Gårdens Tærskel, ved »Broderskabets Tempel«, og neppe bragt i Læ og reddet ved dens Arne fra sin Vandrings Hunger og Kulde, famlede efter sin Stav og mumlede: »Nu må jeg bort igen! Nu skal jeg gå!«

Steffan nikkede. Gudmoder Hulda, hun kendte Børnene af Fernebo, deres Bud at vandre Jorden rundt - og gav Grisilla Lov at lyde: hun lod hende vandre, nej, krese ved Noah van Drougges Hånd! Om lidt vilde Grisilla dernede i Køkkenet smile bag sine blinde Øjne: »Se, hvor jeg vandt frem! hvilket nyt og fint Stedjeg er kommet til! Det har aldrig nogen af min Slægt før nået!«

Gud, se dine Tjenere krese, hør Koret dernede:

Til Påske? Nej, til Evigheden - i Fernebo, i Menneskenes, de stadigt Igenkommendes Hjem!

Hørjaget af Svøber, af Arme og Huer, Råbet:

»På Gensyn til Jul! På Gensyn til Jul! På Gensyn!«

Steffan løftede Hovedet. O ja, oppe på Trappetrinet stod Gudmoder, lille og celadonsbrusende, under Slægtens Våbenskjold: Jakobs Kamp med Gud under den stigende og synkende Sol, og vinkede smilende sine Gæster Farvel og Velkommen tilbage - efter Turen ved Dødsbærerens Hånd ... Frau Holde, Livets Fe, hvis Kinder var røde, skønt Håret var hvidt, Gudmoder til alle Varmere ...

Og dér dukkede Noah op, slæbende Grisilla forbi de Ottes Tempelgrav, end en Gang på Vejen hjem til Festen, end en Gang på Besøg i Fernebo!

Men ovre bag Monseigneurs Rude, dens Ishul lige over for Børnenes Gæstehus - igennem hvis Dør nu Susanna flygtede og Brynte forfulgte - lyttede, med Dødningehovedet på Skakke i den sorte Hætte, Dauphinen af Frankrig, Jacques le Roux. Brænder Horizonten atter rød? hører du Emigranternes Opbrud?

»Ske dig efter din Tro!« læste Märta Moll af Lucas. Ja, os skete efter vor Tro! Vi gjorde vore Gerninger lig Guds, og forløstes i ham! Salige, Märta Moll: døde, efter vor Tro! Nægter du, den stod sin Prøve?

Derude på Yngen, hvis glødende Spejl han så her fra Trappen i Portens Bue, foer nu, i Skyer af Åndedræt og Sne, de første Afskeds-Gæster, fulgte af stedse nye, én efter én eller i Flokke - Herskabs-Kanernes vajende Svejferter og blinkende Våbenskjolde, Knægte-Kælkernes rygende Halmstumper og Seletøj af Reb og Flæskesvær.

Og fra Kysternes snepudrede Skove, fra de sidste frie Bjærgmands-Gårde og Ovne og Gruber, fra Borns- og Yngs- og Ansvikshyttarne, fra Torskebacken, Gubböen, Genstigen og Ledsamma øgedes det rejsende Mylder ved plumpe Egekaner, malede med Roser og Engle, ved Skovslæder og Kulryssar, trukne af springende Kæmpeøg, fyldte med pjuskede Hoveder og vilde Skæg og røde, flagrende Halsduge, af Bonde-Luciaer, løftede i senede Arme op mod den brændende Sol, skingrende af Triumf i den isnende Storm, som rev Lucia-Kronerne og Lucia-Kransene, som tabte Ringe, fra deres Hår.

Men om Nattstugan herinde, på Vejen under »Broderskabets Tempel«, fra selve den glødende Sø skingrede ustandseligt Fernebos Trosbekendelse, dets Evangelium og Lov:

»På Gensyn til Jul! På Gensyn til Jul!« rullende op mod »Bjærget«s Sol, der nu stod over Spalten i Persberg, med sit Slæb af Røg, af mulmblå Uvejrsskyer.

Og nede i Porten ventede Friholdet fra Gruberne, Finnepigen, Stolle-Namnlös, Gris-Ulla og de »Forsvarsløse«, følgende med rolige Blikke de Syngendes Rejse over det Gulv, der luede som Guld, mod den Sol, der brændte som en Ovn og slikkede om Skyggerne, der forfulgte dem i Dybet.

Men igennem Skarerne derude så Steffan nu Zegoel i sine flængede Klæder og på sine sårede Fødder, på Vej mod den glødende Klode, der spiltes som en Glorie om hans Hoved. Og Skikkelsen dér i hans Hæle, som fejede Isen med sit Skæg og pløjede dens Sne med sine Trin, var Patron Jacob van Garncij, med Posen fuld af »Bjærget«s Slakker.

De To var på Vej mod Bålet, til den nye Dag og dens ukendte Gud, at udsmælte Guld af Jærn, Paradis af »Bjærget«. Men Steffan så et præsteklædt Korpus fare op fra den forreste Slæde og hvirvle en Jærnsvøbe mod Zegoel, og han syntes helt herind at høre Hadar Böös'es Anatema. Og de Følgende vendte, med dukkede Hoveder, de stejlende Heste til Side, i Spring bort fra Jacob van Garneij, fra Fællen, med hvem de en Gang kørte over denne Sø ...

Og han nikkede, medens: »På Gensyn! på Gensyn til Jul!« til den evige Fest! stadigt sukkede og jublede op til ham.

Ja, forbandet Gudssøgerne, Gudsspotterne! som berøver os vor Salighed, Døden!

Han foer sammen. I et Nu smæltede Solkuglen, dens Glød i Søens Spejl, i Seletøjet, i de fjærne Gårdes og Djursäters Ruder.

De myldrende Mennesker derude, de snehvide Skove, de himmelblå Tinder fejedes ind i Mulm. I Persberg, af Jordspalten, flammede en sidste Ildtunge -: hver Sjæl, hver Slakke slugt i dens blodrøde Brand!

Et Sekund - så forsvandt den selv, blæstes ud, Persbergs evige Ild: en Funke, en Klode - Jærnets, Livets!

Og blind, kastet end en Gang og endeligt, for Foden af Slægternes Trappe, lå Steffan Choräus ene i det Hjem, som Guro Rysserovas Ridt, hans Slægt, var rejst over, Favn i Favn, Kriger og Offer, Patron og Træl -: Støvet, som de slyngede bag sig, Røgen af deres Festtog, Bærmen af deres Bæger: Samvittigheden, den Fremmede i Järnbäraland, usalig: evig, sket efter sin Tro! Intet Spor af deres hundrede Kaner, deres Hove og Fjed, deres Danse og Kampe, deres Lucia-Fest! Kun Suset fra deres Flugt, Fernebos sidste Ånde, Evighedens rejsende Træk - og han, dens Barn!

Hver Sjæl, ja alle Sjæles: Gud, sket efter deres Tro - og ham efter hans!

Da - gennem Sneens Kog, Tonen i de fire Vindes Hjem - en Stemme uforstyrret syngende:

Susans - hendes! Sancta Lucia - hun var tilbage! hun og han, den Tabte af hendes Ridt! Hvorfor? For at rive også ham, den sidste, med til den Gud, som han bestred!

Med Armene højt oprakte, med Hovedet dukket mod Foget og snublende i Snedrivernes bundfrosne Dyb af Blod og Vin, stred han sig frem, mod Stormen, mod hende, at fries af Saligheden, som han vandt ved sin Tro, at usalig forgå ved hendes! at jorddrages, endeligt, i »Bjærget«, sit Hjem!

Han skimtede forvirrede Skygger i Porten - blinde Åsyn, Hungerkranier, brændemærkede Pander - Krykker, Fægtestave, og Drabbeske mokti: Trylleæsken - Ferneboerne, de Forsvarsløse og deres Forsvar.

Og på Nattstugans Kvadermur, på »Bjærget«s første og sidste Bolig, i Jord- og Himmelatomernes Røg, Ulvens brustne Øjne og blodige Gab, lukket af Sne.

Hans Hånd ramte en Klinke, han vred rundt - og tumlede ind i Forstuen til »Børnenes Gæstehus«.

Og gennem Bruset af Stormen, Flugten af Fernebos Børn, de Lykkelige og Lydige, lød Sangen derinde, og en Glød slog imod ham fra dette Hus, hvorom Sneen hobedes, som føg til, føg til under Aske.

Han rev Døren op, og skyggende med Hånden så han de To, som dansede dér i Heden af Gæstehusets Ovn, i Skæret af hendes sodede Krone -: Susanna i Sancta Lucias Kåbe, med dens Pletter af Mad og Vin, og Brynte med de jærnrøde Næver som en Lænke om hendes Liv.

Og bag deres blussende Ansigter, deres bølgende Ånde, Adrians svedende Albino-Fjæs og Olofs Hungertand i hans egen Læbe.

Og snublende greb Steffan efter hendes flagrende Skørt, og fanget af dets skidne Nældelin hvirvledes han rundt, svunget sammen med hende og Brynte til én valsende Skikkelse i Spejlet derinde.

Susannas nøgne Tå, Bryntes jærnskoede Hæl, hans egen sneklamme Sål ramte »Himmel-Kronen«, tabt i Gulvet i Nat, og slyngede dens Perlers Tårer, dens Rubiners Blod, dens Evigheds Guld bort i Krogens Støv.

Og over hans, over Susans og Bryntes Hoveder gik Daluret: »I Dag som i Går! I Dag som i Går!« Og de svang sig til dets Takt, til Sangen:

Da - en ny Takt ... Et Drøn, med Genlyd fra »Bjærget«, fra Jærnet under dem ... Tårnuret slog -

Og Steffan Choräus tumlede ud af Rytmen, der svang de Andre rundt og rundt:

»I Dag som i Går!« Men -

- i Morgen?