Indledning
Dandserinden

Harald Kiddes roman Jærnet fra 1918 er en frygtindgydende og utilnærmelig bog, hvor snart det monstrøse og snart det monumentale falder mest i øjnene. Den tyske litteraturforsker Alfons Höger taler om »den i dansk litteratur enestående kolos Jærnet, hvis analyse endnu lader vente på sig efter fyrre år«.¹ Harald Kiddes ven, forfatteren Chr. Rimestad, kaldte bogen for »den »vanskeligste« Roman, der nogensinde er skrevet i Danmark«.² Den er blevet betragtet som en sprængt og mislykket bog, men er også blevet stillet på linje med verdenslitteraturens største værker.

Jærnet er således blevet vurderet vidt forskelligt. Gennem romanens tilblivelses- og tolkningshistorie kan der imidlertid indkredses en række træk om bogens stil og psykologi. Disse træk skal i det følgende opridses, hvorefter de afslutningsvis vil blive søgt indsat i en fortolkningsramme. Hvor tidligere fortolkere har gjort væsentlige iagttagelser, vil disse ikke blive gentaget i mine egne tolkningsmæssige bestræbelser. Efterskriften bør derfor læses som en helhed.

Kortskitse over Värmland ved Thomas Riis på basis af Sverige. Land och Folk III (Stockholm 1966). Målestok ca. 1:1.200.000.

1 Filipstad.

2 Glafsfjorden.

3 Karlstad.

4 Mellan Fryken.

5 Märta Molls barndomshjem (omtrentlig placering).

6 Ned. Fryken.

7 Värmeln.

8 Yngen.

9 Öv. Fryken.

For begge rejser gælder det, at romanens tekst kun tillader at fastlægge deres omtrentlige forløb.

Tilblivelsen

Stor er Jærnet i anlæg og udførelse, men endnu langt større i sin ambition. Romanen er kun tænkt som den første del af en tetralogi, hvis følgende bind skulle hedde Guldet, Ilden og Ordet. »Efter »Jærnet« følger »Guldet««, lyder de sidste ord i Jærnet, men det blev ved løftet. Romanen udkom omkring den 13. november 1918, og den 23. november døde Harald Kidde under influenza-epidemien »den spanske syge« efter få dages sygdom, fyrre år gammel.

Harald Kidde fik en ydre tilskyndelse til at skrive Jærnet, da han i 1913 fik tildelt Det Ancherske Legat, som pålagde sin modtager et halvt års rejse i udlandet. Egentlig ville han være taget til Italien sammen med sin hustru, forfatteren Astrid Ehrencron-Kidde, men krigen kom i vejen, og i stedet rejste ægteparret til Sverige, hvor de boede på vekslende adresser de følgende år.

I et brev til sin senere biograf Niels Jeppesen den 25. oktober 1914 fremlægger Kidde planen om at skrive en romanserie »i 4 Bind à 500 Sider à 42 Linier Petit«.³ Planen havde dog, som det f eks. fremgår af de utrykte breve, eksisteret længe forinden, men nu begyndte et systematisk arbejde med at samle materiale - dels ved selvsyn, dels gennem arkivstudier. På sine rejser rundt i Sverige fandt Kidde, at de »store Brugspatroner og Grubedirektører er lidet tilgængelige: høflige, afmålte, mistroiske Herrer.« Derimod kom han godt ud af det med den jævne befolkning: »Almuen er bedre. Trods eller måske på Grund af deres usle Kår, er de venlige og milde, næsten allesammen.«⁴ (Brev til litteraturhistorikeren Vald. Vedel 1. juni 1913.)

I breve til vennerne omtales værket snart som Bjærget, snart som Døgnet: »150 År af et fremmed Lands og en fremmed Industris Historie skal omspændes, og dog skal Bogen hedde: »Døgnet«. Jeg har arbejdet, så hver Nerve i mig dirrer ved det: i Gruberne, i Ovnene, i Fabrikerne.« (Brev til Chr. Rimestad 20. juni 1913.)

Dertil kom yderligere anspændelsen ved at arbejde under en verdenskrig, hvor det føltes usikkert, »om der nogensinde mere vil være en Verden, som vil og kan læse!« (Brev til Rimestad 26. oktober 1914.) I flere breve kommer Kidde ind på berettigelsen af at arbejde som kunstner under en krig. Han var, i modsætning til den almindelige indstilling i Sverige, nærmest fjendtligt stemt over for Tyskland, men grundlæggende følte han en omfattende afsky ved krigen og en tvivl om, hvorvidt »et Samfund så uretfærdigt som dette, er det en absolut Pligt at bevare det og respektere det?« (Brev til Vedel 8. november 1916.) Netop i en tilstand af kulturel opløsning så Kidde dog i kunsten en mulighed for at bevare og skabe autentiske værdier, og endelig - men ikke mindst - var en streng arbejdsdisciplin nødvendig, hvis man ikke selv skulle gå i sjælelig opløsning under indtryk af krigens hændelser:
Jeg kan prøve nok så ærligt på at »fatte Respekt for det vældige« der nu foregår derude blandt »Nationerne«, som »rejser sig« - jeg kan ikke! Jeg kan intet andet føle end en svimlende Gru, en Rædsel, der, om jeg ikke holdt mit Arbejdes Skjold imod, vilde trænge til min inderste Marv og gøre mig syg og afsindig. Ikke det, at de drager til Kampen, som de må - men det, at de drager syngende og begejstrede! (Brev til Vedel 16. juli 1915.)

I brevvekslingen med vennerne i Danmark drøftede Kidde også sin dokumentariske arbejdsform, der krævede så indgående undersøgelser, at han kunne berette, hvorledes han »nu i 2 År højest har læst 2 eller 3 Bøger, som ikke rørte ved mit Studium.« (Brev til Chr. Rimestad 18. november 1914.) Det er velkendt, at Kiddes fantasi helst skulle arbejde med konkret stof.⁵ Dog vil han selv skelne mellem to kilder i sit kunstneriske arbejde - dels til den sjælelige skildring, der udspringer af indføling og fantasi, og dels til den ydre skildring af historiske og geografiske omstændigheder, der må bygge på omhyggelige studier:
Ti kun skrive på Anelse kan jeg ikke, mindst når det drejer sig om noget så reelt, som en vældig Industrigrens Opkomst, Opblomstring, Omformning! Menneskene, Hjulet hvirvler, mens de tror at dreje det, kan og skal jeg selv skabe af min Anen: min medfødte Viden, men Hjulets Bestanddele må jeg kende. Sjæleskildringen giver jeg - om jeg kan - men Milieuet gives mig, langsomt, Led for Led. (...) Tekniske Skildringer eller sligt skal jeg nok vare mig for, dels interesserer de mig slet ikke, dels vedkommer de ikke Sagen. Men jeg må jo vide, hvorledes Ovnen byggedes, at jeg kan forklare, hvorfor den styrtede, og dermed en Slægt! (Brev til Chr. Rimestad 8. december 1914.)

Til Valdemar Vedel skriver Kidde i efteråret 1915, at »Jeg har nu nogenlunde min 1ste Del færdig, men den skal fortælle om de Dage, da endnu Jærnets og Festens Fakkel flammede over Värmland.« Karakteristikken synes forbavsende - men et brev til Chr. Rimestad den 11. februar 1915 gør det imidlertid klart, at der med udtrykket må hentydes til slægtleddet før Jærnets nutid. Der kunne eventuelt være tale om den endelige udgaves andet kapitel med Märta Molls beretning. Samtidig giver brevet en art tolkende oversigt over romanens grundrids, ligesom det forklarer det paradoksale, at Kidde tænker sig 150 eller 100 års historie skildret i en roman, hvis første titel var Døgnet:
Jeg har nu, i første (og vigtigste) Skikkelse fået 1ste Del af min Bog færdig. Men før om et År, til næste Forår, kan den ikke udkomme. Om da Verden mer er til! Der forestår endnu et stort Arbejde med at gennemskrive den, og hundreder af Enkeltheder må efterses. De er ikke så ligegyldige, som du mente, hver eneste én skal jo bidrage sit til at gøre det store Billede levende og troværdigt. Her er jo kun 1ste Del: det blomstrende Liv, Rigdommen, Ødselheden, Glæden, Letsindet i det underskønne Arkadien af Skove, Elve, Herregårde, Ungdom og Poesi som Värmland var. Her går den jublende Lykkedans. Men Stengæstens Trin drøner alt fjærnt ude. I anden eller rettere tredje Del står hans Isgestalt i den rømmede Dansesal: borte er Violiner og Kortspil, Latter og Sang - Ruin, Ødelæggelse, Fortvivlelse ... Og i sidste Del begynder den nye Verden at gro. De gamle, der mindes »Arkadien«, de gemmer deres Ansigter i Lede og Gru, men de unge smiler ved Marinernes dundrende Sang - hvad véd de om den Cymbae, Trumpetmarine eller Obo hvortil de gamle kvad Stagnelii og Atterboms fosforistiske Sange? om den gyldne Lediggang, de evige Fester, det omstrejfende Liv på Hesteryg, i Båd eller Karet, som var deres Fædres eller Bedsteforældres Begreb om »Lykken«? Hvad tænker de på Lykken, på Drømmen? Kun på Arbejdets Magt og Vælde ... på Verdens Erobring.
»Jeg har levet 100 År,« siger Bogens Hovedperson, der som Barn, her i 1ste Del, hører og ser Gudernes Dans gå over den grønne Jord.
Du kan forstå, det er nødvendigt at kende hver lille Del i det daglige Liv, i Huset, i Jærnbruget, i Gruben, i Skoven, på Landevejen, i Byen - hver Fase af det politiske, sociale, industrielle Livs Udvikling i denne lille Del af Verden og i disse »100 År« skal virkelig »Gudernes Fald« skildres. Her nytter ikke »Intuition« alene -den må leve op fra de tusinde Fakta. Frygteligt vil den Bog koste mig af Slid, Tid (og Penge med). Men jeg er så lykkelig ved at skrive den. Blot mine Kræfter og Evner rækker til! Og Peter den Store vil have Tålmodighed! Så blev den dog måske en lille Del af den store Beskrivelse af Menneskenes Vandring over Jorden.

Da Kidde i foråret 1916 henvendte sig til Gyldendal for at få et forskud på 1200 kr., han mente sig berettiget til, havde »Peter den Store« - nemlig forlagsdirektør Peter Nansen - imidlertid fået sin afsked, og hans efterfølger Frederik Hegel dy. var langt fra sindet at yde tilskud. Tværtimod blev et tidligere udbetalt forskud forlangt tilbagebetalt, så Kidde måtte stille nogle værdipapirer, han til sin tid forventede at arve efter sin moder, som sikkerhed. Ydermere ville Hegel slet ikke love at udgive romanen. Da Forfatterforeningens formand Sophus Michaelis hørte om sagen, henvendte han sig imidlertid på eget initiativ til det norskejede Aschehougs Forlag, der i 1914 havde oprettet en filial i København. Her antog man ubeset manuskriptet på Michaëlis' anbefaling - endog på bedre vilkår end dem, der i sin tid var blevet aftalt på Gyldendal.

I tiden op til romanens udgivelse offentliggjorde Kidde et par mindre tekster, der knytter sig til hovedværket. I Tilskueren den 1. april 1917 er trykt en novelle med samme titel som den, hele romanen kom til at bære⁶ (se nedenfor s. 382), og Pressens Magasin bragte den 15. oktober 1918 »Sværdet« - en fortælling, som især gentager motiver fra Jærnets tredje kapitel.⁷

Men romanen selv og »de tusinde Fakta« voldte stadig besvær, og arbejdet fortsatte til det sidste. Til Valdemar Vedel gik der en stadig strøm af forespørgsler om litterære og historiske forhold. Det sidste bevarede brev fra Kidde til Valdemar Vedel er dateret den 16. september 1918, hvor Kidde takker Vedel for hans »Barok«, nemlig afhandlingen Barok i italiensk og spansk Aandsliv: Selv sidder jeg og læser Korrektur på mit Arbejde, og hver Gang jeg må standse og søge efter, om nu også en Kilde er rigtigt gengivet, tænker jeg på Dem - med Deres tusinde Henvisninger, tusinde Enkeltheder - og fatter ikke, hvorledes et sådant Værk overhovedet kan fuldendes!

Ægteparret Kidde var på dette tidspunkt flyttet tilbage til Danmark, til Hareskov, men sad netop i flytterod, da de skulle forlade det lejede hus for at overtage maleren Albert Naurs gård i Søllerød Det barnløse og ejendomsløse par havde altid levet på feltfod i pensionater og hoteller, og Kidde har øjensynligt følt sig distraheret og ilde berørt ved at mærke ejendomsbesiddelsen nappe sig i haserne:
Ja vi må jo tage Gården, der er ingen anden Udvej, men hvorledes vi får skaffet blot f Ex. Køkkentøj! af hvilket vi aldrig har ejet noget, gør os Hovedet kruset! - og så kan det gå galt med en »Kilde« i Korrekturen!

Dog - snart skulle Kidde jo slippe for besværet med såvel »Køkkentøj« som med alle denne verdens øvrige virkelighedshenvisninger.

Modtagelse og eftervirkning

Jærnets udgivelse blev i væsentlig grad overskygget af meddelelsen om forfatterens pludselige død få dage senere - og Kidde-familien blev yderligere ramt, da politikeren Aage Kidde - den eneste af Harald Kiddes fire søskende, der havde nået den voksne alder - ligeledes døde af den spanske syge efter endnu en måned.

Nekrologerne over Harald Kidde kredser gennemgående om hans eget og forfatterskabets indadvendte og sært ubestemmelige væsen. Social-Demokraten fælder en hård dom:
For det store Publikum er Harald Kiddes Navn næppe en Klang. Hans teologisk mærkede Syslen med Problemerne om Liv og Død, hans dystre og ensomme Grubien, der kunde tyde paa Paavirkning fra Søren Kierkegaard, en tung og forvirret, ukunstnerisk og utilgængelig Udtryksform, hans Lede, Mismod og Tungsind vandt ham kun sjældne Læsere. (24. november 1918.)

I Berlingske Tidende, der også bragte et mindedigt af Kaj Flor, udtrykte Poul Levin sig ligeledes om Kiddes isolerede stilling, som imidlertid her opfattes med velvillig forståelse:
(...) hans Adelsmærke som Menneske var, at han var kendt af faa, men elsket af dem, der kendte ham. Han holdt sig fjernt fra Tumlen. Han var intet Navn, han gemte sig i sin Digtning, vilde kun den. (...) Aldrig gik Kidde en Genvej til Publikum. Han kendte det ikke. Derfor blev han aldrig tilstrækkelig kendt af det. (24. november 1918.)

I en kronik i Politiken den 27. november 1918 kommer Chr. Rimestad nærmere ind på Jærnet selv og antyder et omrids af en tolkning:
Jærnet i denne Bog, det er ikke blot Grubedrift, det er ogsaa alt det i Menneskesindet, som er Vilje, Skaanselsløshed, Lovens Strenghed, Blodets og Hjernens Styrke, det er Slidet og Pligtopfyldelsen, Jærnets Aand kulminerer i Krigen, der ikke blot er Brutalitet, men ogsaa Selvopofrelse og fuldkommen Lydighed Guldet (repræsenteret af Wallonerne, som en Gang har behersket Värmland), det er ikke blot Nydelseslysten i de mere vulgære Former, det er ogsaa de fri hensigtsløse Kræfters Spil: Sangen, Kunsten, Drømmeriet.

Rimestads omtale af romanen må naturligvis bygge på en første gennemlæsning, og han er tydeligvis i tvivl om, hvorvidt han egentlig er indtaget i værket eller blot overvældet af det. Det kritiseres, at »man mangler ikke sjældent tilstrækkelige Forudsætninger til at kunne følge den indre Udviklings Gang, altfor meget paatvinges En som bekendt.« I særdeleshed finder han, at »i Bogens sidste halvthundrede Sider stiger Vanskelighederne skæbnesvangert. Vi skal her indvies i Eksaltationer og Ekstaser saa rystende, at den danske Litteratur aldrig forhen har dristet sig til lignende Forsøg.« Endelig udtrykkes der et ubehag ved den måde, hvorpå romanen slutter i tilsyneladende opløsning, men Rimestad knytter sit håb til, at Kidde i de planlagte værker ville have harmoniseret Steffans personlighedsdannelse, så der »var vokset en fin, en stærk, en harmonisk Mand ud af denne eksalterede Yngling.«

Også Valdemar Vedel var lidt urolig ved denne »eksalterede Yngling« og i det hele taget ved udviklingen i Kiddes forfatterskab. I Nationaltidende den 25. november, der også bragte et mindedigt af Hans Ahlmann, bygger han sin nekrolog op på modsætningen mellem mennesket og vennen Harald Kidde og det ansigt, Kidde viste frem i sine værker. Som person roses Kidde for sin nøjsomhed og hårdførhed, sin humor, sin hjælpsomhed og sin sobre virkelighedssans. Kort sagt: »Det var som et helt andet Menneske end disse Bøgers, med den vredne og vanskelige Stil, den højtidelig messende Tone, og saa sære forkunstlede Livsforhold i en paa een Gang tung og lufttynd Atmosfære.« Vedel finder det betegnende, at netop Jærnet skulle blive Kiddes sidste bog. Med en bjergværks-metaforik, der sidenhen skulle følge romanen, hedder det:
Som en Bjergmand lukkede Kidde selv sig stedse ind i sit Arbejde, mens Døgnpressens Liv og Larm gik hen over hans Hoved; han blev ved med at grave dybe, mørke Skakter ned i Sjælelivet og borede sig stedse mere ind i bundløse, moralske Problemer. Og naar han krængede Livets Indre ud, var det sorte, bedske Aarer, han aabnede for, og tunge, haarde Malme, som flød ud. Det rørte ham lidet, at Dagens Børn kviede sig ved at følge den besværlige Nedstigning, ikke kunde faa Lys og Luft nede i hans Grubegange og foretrak andres lette, lysende, gyldne Gaver for de jernhaarde Lovbud, de jernbedske Livslærer, han bragte op med.

På samme måde som Rimestad håber Vedel, at Kidde i kommende værker ville have fundet tilbage til »Dagens Børn«, og afslutningsvis ønsker han, at ungdommen - trods alt - vil finde frem til forfatterens »sære, syge, men saa kunstnerisk samvittighedsfulde og ofte sjæleligt dybe, moralsk høje Digtning.« Samvittighedsfuld, sær og syg - dybt og højt. Til det sidste har Vedel svært ved at få styr på sine modstridende fornemmelser.

Kiddes død vakte en ny opmærksomhed omkring forfatterskabet, der især viste sig i et forøget salg af romanen Helten fra 1912. Netop Helten er det da også, der i nekrologerne fremhæves som Kiddes hovedværk, hvorimod det er det almindelige indtryk, at forfatteren havde »forløftet« sig på Jærnet. Trods alt var det nogle ord fra hans sidste roman - »Sang af Sorg« (s. 235 m.fl.st.) -, der blev sat på den mindesten, som den 22. oktober 1922 blev afsløret ved forfatterens fødeby, Vejle.

Tidsskriftet Litteraturen. Nordens kritiske Revue bragte, foruden en nekrolog, en særlig artikel om Jærnet af Georg Christensen.⁸ Artiklen er påfaldende ved sin gennemførte dobbelttydighed. Gang på gang fremsættes udsagn og vurderinger - som derefter straks trækkes tilbage eller vendes om. »Det kan ikke skjules, at dunkelheden og vanskelighederne vokser, efter som bogen skrider frem«, men »Det er i høj grad at beundre, at Kidde ikke har givet idéindholdet af sin bog som en logisk demonstration.« Kompositionen sprænges af »emnets indre liv« - »Og dog er denne beundringsværdig i sit anlæg.« Værket er »vistnok enestående og et teknisk kunststykke af rang«, men »netop ved det store format er vanskeligheder kommet frem, som Kidde ikke helt har overvundet.« Sammenfattende finder den tvivlrådige Georg Christensen, at »Trods alle finheder kan »Jærnet« næppe kaldes et klassisk værk. Dertil mangler det den gennemsigtige klarhed«

Men tvivl kan også slå om i tyrkertro. Et eksempel på den halvreligiøse Kidde-dyrkelse finder man i Chr. Rimestads efterskrift til Vandringer (1920) - et optryk af en del af Harald Kiddes essays og fortællinger.

Rimestad bedyrer, at hvad der måtte forekomme dunkelt i Jærnet, ville være blevet klart i de kommende værker, »til hvilke han i hvert fald havde Planen færdig i sin Bevidsthed.« Værkets form og teknik karakteriseres som »den besværligste, men til Gengæld ogsaa den digterisk fornemste Maade«, og med en anvendelse af bjergværks-metaforikken hedder det, at Kidde »borede og borede med en fanatisk og en næsten overmenneskelig Udholdenhed og naaede ned til stadig hemmelighedsfuldere Lag i Menneskesjælen, hvor maaske aldrig nogen dødelig havde færdedes før han.« Intet under da, at Kiddes ydre fremtræden afbildes i skikkelse af en lidende Kristus. Ansigtet var »meget blegt«. Mundens linjer var »saa sammenpressede, som om de havde lukket sig fast til om en Gaade«, og i øjnene var der »noget besværet og næsten lidende, som havde de anstrengt sig altfor længe for at stirre ind i en hemmelig Verden, der var lukket for vort Blik.« Besynderligt nok fremhæver Rimestad især den sidste del af Jærnet, som han netop selv havde kritiseret i sin kronik umiddelbart efter Kiddes død: »Det blev med en Bevægelse, der ikke ligner noget andet, jeg har oplevet her i Livet, jeg stiftede Bekendtskab med dens sidste Afsnit.« Dette sidste afsnit er et »smerteligt Brydetag med det Guddommelige«, »et ængstende Pust af det Mysterium, der skjuler sig bag vore Sanser.« Det synes derfor Rimestad følgerigtigt, at Kiddes væsen blev »sprængt« under dette forsøg på at udsige »det der ligger paa den anden Side af, hvad vor Fornuft og vore Sanser kan række.«

Oscar Geismar svingede sig samme år op til samme retoriske højder i det litteraturhistoriske oversigtsværk Hovedtræk af nordisk Digtning i Nytiden. Jærnet er af »kæmpemæssigt Omfang og endeløs Dybde, men dog en Torso, den største maaske, som Verdenslitteraturen kender« - »den mest krævende Bog, som nogen dansk Mand har skrevet.« Gennem sit ordvalg søger Oscar Geismar, der var teolog, ihærdigt at tage Kidde til indtægt for kristendommen. Romanerne benævnes »Forkyndelse« og forfatteren »Profet«, »en Forkynder af Evighed«. Udgivelsen af Helten omtales som »et Tegn i Skyen«. Med endnu en variation over bjergværks-metaforikken siges det, at »Hans Bor nærmer sig de Lag, hvorfra Paradisbevidstheden henter sin Styrke« - »Han forkyndte en tunghør Samtid Sjælens Ret, Lovens Vælde og Korsets Gaade. Aldrig vil en Forkyndelse fremstaa med rigere og dybere Indhold.«

Denne tilsyneladende hyldest er et højst usmageligt forsøg på at udnytte en afdød og derfor værgeløs kunstner, da det ikke kan have været Geismar ubekendt, at Kidde ikke tilhørte noget kirkesamfund og ikke betragtede sig selv som kristen.⁹ Formodentlig er det da et udslag af samme egensind, når Geismar véd at fortælle, hvad hele romanværket skulle gå ud på: »Kidde vilde i dette Værk være gaaet Jærnet og Guldet og Krigen under Øje og vraget det hele som Blændværk.« Det er der ellers ingen, der hverken ved eller kan vide.

I 1924 udkom den første bog om Kidde, Jens Marinus Jensens Harald Kidde. Bidrag til hans Biografi. Bogen er i alt overvejende grad biografisk, og de litterære karakteristikker er meget knappe. Dette gælder i særdeleshed omtalen af Jærnet, der især synes at imponere som en rent fysisk præstation: »Et Menneske, som frivilligt paatager sig et Arbejde, hvis første Fjerdedels Fuldendelse tager seks Aars utrætteligt Arbejde, fortjener alene af den Grund Respekt.« Derimod bliver der fremsat nogle bemærkninger af tolkningsmæssig interesse i en artikel om Harald Kiddes digtning af P. Engelbret Pedersen i tidsskriftet Dansk Udsyn 1926. Engelbret Pedersen opholder sig især ved romanens mangel på samfundsmæssig udviklingstro. Jærnet er en bog om »Arbejdets Forbandelse«:
Hvad Kidde vilde føre sit Kæmpeværk, »Jærnet«, frem til, véd jeg ikke, men jeg tør ikke tro paa, at den enkeltes Opofring i ydre Forstand skulde blive til Slægtens Velsignelse. Der er nemlig ikke noget virkeligt Fremskridt. Kampen mellem det gamle og det ny er ikke en Frigørelsens Kamp, men tvinges frem, fordi Eksistensen staar paa Spil.

Blandt Jærnets eftervirkninger må også nævnes et skuespil, Vore Drømme fra 1927, idet stykket blev udgivet under pseudonymet Steffen Choræus. Påvirkningen synes dog også at begrænse sig hertil. Værket er et højtravende melodrama i værste forstand, som man hverken kan laste Harald Kidde eller Steffan Choräus for - trods alt. Ifølge Carl Behrens' oplysninger skulle den pseudonyme forfatter være cand. jur. Erik Brüel, sekretær i indenrigs- og socialministeriet.¹⁰ Faktisk var flere af Kiddes nære venner jurister, men nogen nærmere forbindelse til forfatteren af Vore Drømme har ikke kunnet påvises.

I tiåret for Harald Kiddes død udgav Jens Marinus Jensen Harald Kidde. Artikler og Breve, hvori der findes adskilligt biografisk stof til belysning af Jærnet, og ligeledes blev tiåret markeret med en artikel af Chr. Rimestad, som tryktes i Ord och Bild 1929. Artiklen svinger sig ikke op til samme oratoriske højder som efterskriften til Vandringer, men er en god oversigt over forfatterskabet og et smukt portræt af vennen. Rimestad udtaler på ny sin beundring for Jærnets sidste del -»et af Højdepunkterne i moderne dansk Prosa« -, og i det hele taget bringer artiklen ikke nye synspunkter frem, men gentager og sammenfatter. Kiddes dokumentariske og næsten videnskabeligt minutiøse arbejdsmåde minder Rimestad om naturalisten Gustave Flaubert, og samtidig skildrer han vennen som en kunstner, der har givet virkelighed til ordet »sjæl« - »en Virkelighed, som ikke er mindre uomtvistelig end den, vore Sanser og vor Fornuft erkender.«

En videnskabelig sjæleforsker. En sjælelivets positivist. En symbolistisk dokumentarisme. Med denne dobbelttone, der også er gået igennem det meste af det, som tidligere er blevet skrevet om forfatteren og forfatterskabet, klinger artiklens skildring af Harald Kidde ud - her ti år efter hans død.

Chr. Rimestads mindeartikel indledes med en betragtning af Harald Kiddes voksende indflydelse i dansk åndsliv. Ungdommen »dyrker ham passioneret«, og af Valdemar Vedel har han hørt, at de unge studerende »energisk bryder deres Hoveder med at klare de talrige meget dunkle Steder i det vanskeligste af hans Arbejder, Romanen Jærnet.«

Imidlertid synes det også, som om interessen for Kidde og dyrkelsen af ham netop hermed nåede et foreløbigt højdepunkt. De kommende tiår afløstes beundringen af ligegyldighed eller nedvurdering. Harald Nielsen medtog Kidde i det litterære rædselskabinet, han stillede til skue i Litterære Mirakler (1933). Og teologerne, der hidtil havde haft travlt med at søbe den ikke-troende forfatter i sig, blev nu hårdkogte barthianere og Tidehvervs-folk og fik travlt med at spytte ham ud igen.

Hvor Harald Kidde omtales velvilligt eller tages op i et større arbejde, skyldes det oftest en gammel beundrer. Dette gælder således Harald Kidde og hans Digtning (1934) af ungdomsvennen Niels Jeppesen. Bogen meddeler meget interessant biografisk stof, men har ikke stort at fortælle om Jærnet: »Der er mere Profeti end Poesi i Bogen, der blev en Torso, men den er større anlagt end Kiddes andre Værker.« Som noget nyt i forfatterskabet fremhæves, at »Steffan vælger Lykken og Livet, Arbejdet og Ansvaret.«

I de spredte skriverier om forfatterskabet i kronikker, artikler og litterære oversigtsværker benævnes Jærnet hyppigt som noget ganske overordentligt - men til tider fremgår det også, at skribenten selv har holdt sig respektfuldt på afstand af fænomenet. I Kapitler af dansk digtning fra Herman Bang til Kaj Munk (1951) vil Erik Dahlerup-Petersen således vide, at »Bogen var tænkt som første bind af en række, hvor næste værk skulle have heddet »Sølvet««!

Hvor forfatterskabet behandles med større indsigt, gælder respekten næsten udelukkende Helten. I Litterært Selskab (1956) fremhæver Jacob Paludan således Helten på bekostning af Jærnet. Mens Kidde »i »Helten« demonstrerede, at han kunne skrive naturligt, vendte han... i sit sidste Værk, »Jærnet«, tilbage til en forceret Impressionisme:
Resultatet blev en Bog saa vægttung som dens Titel - der findes vist ikke Sidestykke til denne Blok i vor nyere Litteratur, og var Værket blevet fuldført efter Planen, tør man vel sige, med blottet Hoved overfor det enorme Slid, Kiddes Breve fra denne Periode bærer Vidnesbyrd om, at vi havde faaet et rent Loch Ness-Uhyre, som vilde have beredt Forfatteren Skuffelser og hans trofaste Inderkreds af Læsere Vanskeligheder af nærmest uoverstigelig Art.

En ganske anderledes bedømmelse gives imidlertid af Jørgen Helger i Danske Digtere i det 20. Aarhundrede bd. I (1951). Denne afhandling åbner for en fornyet interesse for forfatteren, om hvem det hedder, at »øjeblikket er sikkert inde til at indrømme, at Kidde trods usikkerheden i anvendelsen af sine kunstneriske midler er mere i pagt med den virkelige kunsts og den menneskelige erkendelses landvindinger end de fleste af dette århundredes digtere.« Nu skildres Kidde imidlertid ikke længere som den senromantiske, symbolistiske og måske lidt sentimentale kunstner, men derimod som en banebrydende modernist, der sammenlignes med James Joyce, Albrecht Schaeffer, Herman Hesse og Thomas Mann. Med Jærnet har han »skabt en romankunst i den store stil, der kan måle sig med det betydeligste i vort århundredes prosadigtning.« Jørgen Helger betragter først og fremmest romanen som en ny og storladen litterær form, »ordmusikalske fugasatser«, hvorimod han afstår fra en nærmere tolkning af værkets indhold:
Den Gud, hvis »lov« romanens personer uophørligt spejder efter, har gådefuldere, grummerc, vældigere træk end i noget af Kiddes tidligere værker. Det er, som om læseren gang på gang fornemmer en gammeltestamentlig susen af kerubvinger og flammesværd. Hvordan værkets endelige guds- og verdensbillede vilde aftegne sig, bliver for stedse en hemmelighed (...) Men hvor langt fattigere vilde vor litteratur ikke være uden dette mærkelige fragment, der bestandig vil drage og ægge ved sin tankerigdom, sin mørke, storliniede skønhed.

En indgående og nærgående tolkning af Kiddes forfatterskab blev derimod givet med Villy Sørensens analyser i afhandlingen »Erindringens digter: Harald Kidde«, Digtere og dæmoner. Fortolkninger og vurderinger (1959). Villy Sørensens tolkning er psykologisk anlagt, men ikke biografisk - »biografisk viden, som altid er overfladisk, er til det formål ganske overflødig.« Hermed overskrider Kidde-studiet da den biografiske dokumentation, som indtil nu har kendetegnet det - ikke mindst, fordi de hidtidige Kidde-fortolkere ofte har været forfatterens personlige bekendte.

Villy Sørensen tolker Harald Kidde i sammenhæng med to andre romanforfattere, Thomas Mann og Hermann Broch. Hensigten er i alle tre analyser at følge forfatterens bestræbelse på at frigøre sig fra traumatiske bindinger til det fortidige for at blive ét med sig selv og sin samtid. Og i denne bestræbelse spiller netop Jærnet en betydningsfuld rolle i Kiddes forfatterskab - i det mindste som et heroisk forsøg.

I en kronologisk gennemgang af forfatterskabet følger Villy Sørensen, hvorledes romanernes personer, og dermed Kidde, søger at frigøre sig fra fortidens traumer, indtil konflikten mellem fortid og nutid tilsyneladende stilles i bero med resignationen i Helten, hvor det lykkes hovedpersonen »at resignere, at leve i erindringen, fordi han end ikke forsøger at komme i pagt med »Livet«.« Dog - i Jærnet bryder konflikten ud igen. Symbolerne på Steffans traume er den tvillingbroder, han »fortrængte« ved fødslen, og desuden den vanførhed, han pådrog sig ved faldet fra tårntrappen - et fald, Villy Sørensen atter læser som en art seksuelt fald. Det nye i forhold til Kiddes tidligere bøger er imidlertid, at Steffan »formår ikke at slå sig til tåls med de skønne erindringer og de åndelige værdier, formår ikke at opretholde sin barnligt fromme fortolkning.« Han tiltrækkes netop af den voksne seksualitet og det voksne handlingsliv, »determinationen i blodet og i samfundet, driften og »jærnet«.«

Imidlertid finder Villy Sørensen det betegnende, at der i »bogens konflikt - mellem den rige indre verden og den hårde ydre - (...) ikke sker nogen forandring i Steffans situation (han stødes bestandig tilbage af Susanna), men at han selv møjsommeligt fortolker det som om der var.« Ordene får »da kun magisk, besværgende, betydning«, og »Steffans positive forhold til »livet«, til Susan og jærnet bliver ved at være anstrengt og masochistisk.« Det samme gælder også Kiddes eget forhold til omverdenen, omend Villy Sørensen erkender, at romanen betyder en åbning i forfatterskabet: »Kiddes egentlige mål var jo at tage »den ydre verdens« problemer på sig for at kunne frigøre sig for dem for alvor.« I Form und Gehalt der Romane und kleineren Erzählungen Harald Kiddes (1969) udvikler Alfons Höger derimod tanken om Jærnet som et samfundskritisk, anti-kapitalistisk værk. Höger finder, at hver af de tre dele i romanen knytter sig til ét af den planlagte tetralogis hovedsymboler: jernet, guldet og ordet. I denne symbolkreds repræsenterer jernet »die Macht der Welt«, hvorimod guldet repræsenterer »die Konzeption des Heims«. Hvor den symbolske forestilling om »hjemmet« i de tidlige romaner indgik i en religiøs forventning, er den allerede i Helten blevet ændret til et utopisk håb om en hjemlig, dennesidig verden - et håb om »die Umwandlung der Welt in ein Heim«. Denne forvandling af verden skal i Jærnet ske gennem det tredje af romanens hovedsymboler, ordet, først og fremmest forstået som det kunstneriske ord selv: »Das Wort des Dichters, sein Werk, in dem die Wahrheit verkündet wird, soll die Welt ändern, sie in ein Heim verwandeln.«

Dette utopiske håb får Alfons Höger til at forbinde Harald Kiddes senere forfatterskab med samtidige strømninger i ekspressionismen, som Jærnet også stilistisk er beslægtet med:
Den forestilling, der hos Kidde skjuler sig under symbolet »hjem« - et utopisk, paradisisk samfund, hvis medlemmer er ligeværdige og tjener hinanden uselvisk - er typisk for en retning indenfor ekspressionismen, der (...) betegnes »kommunistisk ekspressionisme«.¹¹

Denne kommunistiske ekspressionisme tolker Höger som en »bürgerliche, irrationale Richtung«, i virkeligheden reaktionær, men dog altså så fjendtlig mod den moderne kapitalisme, at dette fjendskab f.eks. kan forklare »die Hochachtung«, som Martin Andersen Nexø og Harald Kidde følte for hinanden.

Som konkret kunstværk satte Villy Sørensen ikke så stor pris på Jærnet - i det mindste kun efter »Den »syntetiske« metode som udlægger værket efter intentionen.« Christian Koch derimod benævner i den nyeste redaktion af Danske digtere i det 20. århundrede (1980) romanen som »en totalt døvende oplevelse«, »nok en af de mest imponerende præstationer i dansk fortællekunst«, og sammenligner den med Schönbergs musik og Wagners Ring-tetralogi:
Dette er en bog af så bemærkelsesværdig karakter, at hvis Kidde havde formået at gå til ende med sin plan, som han var begyndt, så kunne resultatet have stået side om side med samtidens store hovedværker i europæisk litteratur.

I litterær henseende finder Koch, at bogen er »nok det stærkeste eksempel på symbolistisk digtning i Danmark, hvis man ved symbolisme forstår et flimrende spil af talløse symbolske størrelser, glidende jævnt over i hinanden og med skiftende, flertydigt indhold gemt under overfladen.« I forhold til denne symbolkunst, eksemplificeret med Baudelaire og Yeats, betegnes den danske halvfemser-symbolisme som »en sidelinje«, hvorimod Kidde »med dette sidste værk atter træder ind i europæisk kunsts hovedstrøm og for alvor viser, hvad han magter.«

I sin tolkning fastholder Christian Koch den forståelse, at romanen udtrykker Steffans accept af livet, idet han dog giver udlægningen en betydningsfuld tilføjelse. »Jernets lov« kan ikke undertrykkes, men Steffan »vil bruge den mod jernet selv, han vil være herre over den lov, andre kun tjener, »forvandle den onde Vilje til den gode: ved at skabe Jærn til Guld, Sang af Sorg.«« Nøgternt erkender Koch, at romanen slutter »uafgjort«. Men at den således ikke peger i bestemte retninger, gør den ikke mindre betydningsfuld. Just i al sin kriseramte uafsluttethed rammer Jærnet præcist ned i den situation, hvori den industrielle civilisation befinder sig netop nu:
Som Jærnet står nu, er det et lige så dunkelt som fascinerende værk. Heri antydes for første gang hos Kidde, at menneskets udadrettede drift kan have en livsvigtig og frelsende betydning. Men hans død overlod det til læseren selv at finde ud af hvordan. I dag, hvor »jernets lov« har bragt industrisamfundene ud i en tvivl og selvransagelse uden fortilfælde, er der mere grund end nogen sinde til at beklage, at Kiddes væsentligste værk er et fragment.

Værket

Den nutid, hvori Jærnets handling udspiller sig, omfatter tre ikke sammenhængende dage op mod Luciadag, den 13. december. Tiden er midten af det 19. århundrede - årstallet 1854 er det seneste, der bliver nævnt (s. 76) -, og stedet er Filipstad, midtpunktet for Värmlands mineindustri.

Den 14-årige Steffan Choräus de Bèsche bor med sine forældre på det tidligere jernbrug Morgongåfva. Familien tilhører de gamle, indvandrede vallonske slægter, der er bærende i den svenske mineindustri, og Steffan er bevidst om forskellen mellem vallonerne og Värmlands oprindelige kultur. Som i Schillers skuespil Die Braut von Messina - det drama, hvorfra romanens motto er hentet - er de herskende slægter i landet af fremmed oprindelse. Og netop Steffans hjem skiller sig yderligere ud fra omgivelserne. Hans moder kommer fra Danmark og foragtes af de øvrige kvinder i Filipstad, og hans farfader har lukket jernbruget, så det forfinede hjem nu præges af æstetiske og videnskabelige interesser.

Således befinder Steffan sig allerede gennem sin herkomst i den konflikt, der er bærende i bogen. Hvad er forholdet mellem den kultiverede dannelse, der dyrkes på Morgongåfva, og det materielle arbejde, som trods alt er betingelsen for stedets beståen? Hvad er forholdet mellem kropslighed og åndelighed, mellem seksuel drift og kærlighed, mellem »jern« og »ord«? Netop denne konflikt er det, der anslås i den hyldesttale til jernet, som danner indgangen til den egentlige handling (s. 31ff.).

Steffan er enebarn, idet hans tvillingebroder døde under fødslen. Denne tvillingebroder omtaler Kidde oprindelig i manuskriptet som Sölve, vel sagtens som led i bogens øvrige metal-symbolik, men navnet er siden ændret til Mikael, »hvem er som Gud?« Hermed har Kidde, som ved andre vigtige personer, valgt et navn fra den bibelskkristne tradition - et forhold, der understreger handlingens symbolske og religiøse karakter. Det hebraiske »Susanna« betyder »lilje« (»Så smärt som stjälken af en lilja -« (s. 129)), og liljen er også et Mariasymbol, jf. omtalen af Susanna som Maria i kroningsscenen, f. eks. s. 314. Steffans navn, efter den første kristne martyr, betyder »æreskrans« eller »krone«, således som Steffan jo også søger at krone Susanna. Hvad den handlekraFtige og seksuelt tiltrækkende Bryntes navn angår, har ordet »brynde« vel ligget forfatteren på pennespidsen.

Den døde tvillingebroder angiver symbolsk Steffans halvhed Den samme vanførhed viser sig i hans ydre skikkelse ved den forkrøblede ryg, der sætter ham uden for de jævnaldrendes kreds. Over for sig har han de modsætninger, han skal forene og forlige sig med for at få udfyldt sit væsen. Det er den viljestærke opkomling Brynte, hvis fader har købt det jernbrug, der tidligere tilhørte Susannas familie, og det er den erotisk tillokkende Susanna, som ganske vist foragter minedriften, men alligevel til fulde besidder jernets styrke i sin egen varmblodighed. Steffan derimod lider, konsekvent nok efter romanens symbolik, af jernmangel (s. 51).

Forholdet mellem Steffan, Susanna og Brynte er dog kun den inderste kerne i Jærnets handlingsgang. Som det allerede var tilfældet i Helten, bliver beretningen på fortællingens nutidsplan af mindre betydning i forhold til de indskudte og tilbageskuende partier. Formelt set er disse afsnit fortsat en del af Steffans bevidsthedsstrøm, men reelt må denne ramme siges at være sprængt. I stedet giver fremstillingen da plads for lange, selvbærende afsnit. Det kan f eks. være den udførlige drøftelse mellem brugspatronerne om jernindustriens stilling i første kapitel - et afsnit, hvis dokumentariske karakter formodentlig er enestående i datidens romantradition. Eller det kan være Märta Molls lange erindringsberetning i andet kapitel eller beretningerne om gustavianernes og karolinernes krige i tredje. Til tider angiver Kidde overgangen til disse selvbærende afsnit, idet han lader Steffan gemme ansigtet i en anden persons hånd for at læse »i dens Blods Billedbog« (s. 276) - en gestus, der også kendes fra andre steder i Kiddes forfatterskab.

Igennem disse afsnit udvider beretningen om de tre pubertetsbørn sig til et omfattende historisk og symbolsk billede. Den samme udvidelse fra det mindre til det mere omfattende kan iagttages i gangen gennem bogens tre kapitler. Første kapitel beretter især om det spændte forhold mellem Steffan, Susanna og Brynte og orienterer desuden om jernbrugenes stilling i romanens nutid, hvor en gennemgribende industrialisering og monopolisering er i sit frembrud. I andet kapitel hører man gennem Märta Molls beretning om jernets umiddelbare fortid i Sverige og om vallonernes heroiske og livsbekræftende kultur. Tredje kapitel derimod fortæller om den mørke skygge, jernet har kastet i skikkelse af Sveriges blodige krigshistorie. Samtidig med denne udvikling vokser personernes størrelse og dybde, indtil de f eks. under kroningen af Susanna antager mytiske dimensioner.

Ligesom man således i bogens fremadskriden kan skelne mellem tre stadier, kan man i dens opbygning skelne mellem tre emneområder eller planer, der atter fordobles, idet »jernet« selv som symbol har en dobbelt karakter. Romanen vil både fortælle jernets ydre og indre historie. I dets ydre historie berettes om jernbrugets aktuelle stilling ved overgangen til en fri markedsøkonomi, om jernets rolle i Sveriges historie og endelig om dets stilling i verdenshistorien som grundlag for menneskelig udvikling og kultur. I den indre historie tales der om jernet som symbol på drift og vilje til magt og beherskelse. Umiddelbart træder denne emnekreds frem i skildringen af forholdet mellem Steffan, Susanna og Brynte. I videre forstand bruges »jernet« som psykisk billede på seksualitet og livsvilje, og endelig indgår det i en religiøs symbolik som udtryk for Guds dobbelte karakter af livgiver og ødelægger.

Man kan vanskeligt læse Jærnet som en traditionel roman. Målt med traditionens alen er det en dårlig og sprængt bog. Romanens hovedperson er overhovedet ikke en menneskelig individualitet, men »jernet« selv i alle dets betydninger. Jærnet er en storslået allegori, en symbolkreds og - først og fremmest - et lidenskabeligt forsøg på kunstnerisk formulering af noget næppe på forhånd erkendt. Det mest interessante ved bogen er den omstændighed, at de rammer, hvori forsøget er anlagt, på mange måder bryder sammen under presset fra den intense formulering. En traditionel persontegning og kompositionsform opløses og erstattes af denne strøm eller disse flader af selvbærende sprog. Hvilke sammenhænge er det, Jærnet indgår i og gennembryder - inden for Kiddes forfatterskab og inden for den kunstneriske tradition?

Harald Kiddes plan til det færdige romanværk lader sig næppe rekonstruere, da hans optegnelser ikke længere synes at eksistere. Derimod beretter vennen Niels Jeppesen i sin bog om Kidde, at forfatteren under en vandretur i sommeren 1918 fortalte ham »Indholdet af »Guldet« - »Jærnet«s Fortsættelse«:
Værket var planlagt til fire Bøger, ikke til tre, som man i Almindelighed fortæller. De tre efterfølgende skulde hedde: Guldet - Ilden - Ordet. Med visionær Styrke saa Kidde, at der efter Jærntiden vilde komme en Guldtid, som nu er forbi, men som Digteren ikke selv oplevede. Derefter en Ildtid med rygende Kratre i Samfund og Sjæle, en Tid, vi endnu er midt i. Til sidst en Ordets Tid, da »Ordet skulde knuse Jærnet, Forbandelsen fra Eden.«

At Kidde skulle have forestillet sig en sådan forædling af det urene jern, passer jo udmærket med den alkymistiske symbolik, der er virksom i romanen (se f. eks. s. 235). Ligeledes kan skitsen underbygges med Kiddes svar i en tidsskrifts-enquete 1918 om krigens indflydelse på litteraturen. Der skildres heri, hvorledes krigens »jerntid« vil afføde en »ordets tid«, og således »må dette Sekels Digtere, der begyndte som små Elskovssangere, ende som store Gudsbesyngere.«¹²

Skønt Niels Jeppesens oplysninger da nok kan godtages i de store linjer, er der ingen grund til at fæste lid til detaljerne. Efter hans referat må Steffan Choräus jo skulle opgives som person i de følgende bind, idet der ville blive tale om en fremtidsroman, som strækker sig langt ud over Kiddes egen samtid. Det er uvist, hvilken nytte Kidde så ville drage af sine historiske studier. Andre af Kiddes bekendte som Rimestad og Vedel tager det da også som en selvfølge, at de kommende bind skulle følge Steffan Choräus. Jeppesens oplysninger ligner således en erindringsforskydning, der ikke lægger Jærnet tilbage til midten af det nittende århundrede, men til Første Verdenskrig, og videre tolker »Guldets tid« som tyvernes højkonjunktur og »Ildens tid« som de usikre og angstplagede tredivere, hvori Jeppesens egen bog udkom.

Større grund er der nok til at tro Chr. Rimestad, når han meddeler, at »Han ville være endt ved Verdenskrigen, der kom til at betyde en ny Omvæltning, en ny Jærnets Renæssance.«¹³ Men i det hele taget behøver man jo ikke at opfatte de planlagte fire bind som en fremadskridende kronologi. I Jærnet selv omtales f eks. dronning Kristinas tid som en guldets tid, »hint gyldne Døgn mellem År af Jærn« (s. 234). Rimestad skriver også om »Guldet (repræsenteret af Wallonerne, som en Gang har behersket Värmland)«, og ligeledes om »det andet Bind, der (...) skulde have fremmanet i al dets brogede Pragt og Glans Värmlands kongelige Velmagtstid.«¹⁴ Efter dette skulde Guldet da ikke gå frem, men tilbage i historien. Tidsoplevelsen i Jærnet er af så flydende karakter, at man ikke uden videre bør opfatte de fire planlagte bind som udfoldelsen af en tidsmæssig rækkefølge, men snarere som en kortlægning af fire samfundsmæssige og psykologiske områder i indbyrdes sammenhæng. Man kan udmærket med Engelbret Pedersen hævde, at Jærnet ikke indeholder et egentligt udviklingssyn og i hvert fald ikke en udviklingsoptimisme. Den nådeløse skæbneopfattelse, der synes at kendetegne romanen (»Hjulet«, s. 363), ville passe godt til en forestilling, hvor såvel det samfundsmæssige som det individuelle liv er bundet til et mønster af gentagelser, men spørgsmålet lader sig næppe afklare entydigt.

Alfons Högers analyse af Jærnets komposition kan ses som et forsøg på at finde en antydning af planen for hele romanværket, idet forholdet mellem værkets første bind og den samlede tetralogi opfattes som en spejling. Hans bemærkninger er tankevækkende, men absolut ikke overbevisende. Måske kan romanens andet kapitel siges at handle om begrebet »hjem«, men det er langt mindre indlysende, at dette begreb atter skulle være kædet sammen med symbolet »guld«. Ligeledes synes det noget vilkårligt, at sidste kapitel just skal knyttes til »ordet«. Endelig er det i kompositionsanalysen påfaldende, at det fjerde hovedsymbol »ilden« ikke har fået en plads på linje med de øvrige.

Det ville være rigtigere at sige, at alle hovedsymboler findes i alle tre dele af Jærnet. Desuden bliver deres betydning aldrig ganske fastlagt. »Ordet« er f.eks. ikke kun »Das 'lebendmachende' Wort (...) das Wort des Dichters.« Det er også finnernes dræbende forbandelsesord. Foruden at symbolet er fuldt af Kristus-allusioner. På samme måde som tidsopfattelsen er symbolernes betydning i Jærnet ganske flydende - som malmen i de flammende smelteovne, der danner midtpunktet i romanens univers.

Hverken gennem efterladte manuskripter, refererede udsagn, gennem kompositions- og symbolanalyser af Jærnet eller på anden måde kan man altså danne sig et indtryk af planen for det samlede romanværk. Denne mangel på samlet overblik virker naturligvis tilbage på opfattelsen af det fragment, Jærnet i virkeligheden er. Med god grund slutter romanen med et spørgsmålstegn, for i mangt og meget må man lade værket stå i dets mangetydighed. Det er endog vanskeligt at tilslutte sig den forståelse, der i bogens sidste afsnit ser Steffan Choräus' valg af »Lykken og Livet, Arbejdet og Ansvaret« eller af »menneskets udadrettede drift«.¹⁵ I det mindste synes det ikke at være et lykkeligt gengældt valg. I romanens sidste linjer stødes Steffan dog ud af dansernes kreds, mens dansen fortsætter til den monotone rytme, moraklokkens rytme: »I Dag som i Går«, der indeslutter romanen. Men også opfattelsen af selve denne »udadrettede drift« forbliver jo til det sidste mangetydig. Moraklokkens rytme hører ikke kun til danseoptoget, men også til arbejdets nedslidning og til de store hærtog, der mekanisk drager mod deres egen undergang.

Måske kan Kiddes lille novelle »Jærnet« ses som en art sammenfatning af den problemkreds, forfatteren har ønsket at bearbejde. Novellen er henlagt til tiden under Første Verdenskrig og kan således støtte Rimestads udsagn om, at Kidde ønskede at føre det samlede romanværk op til dette tidspunkt. Novellens centrale person er den 70-årige Jacob Gammal Ehrencrona, gennem hvis fortælling man følger jernets og Värmlands historie gennem et lille hundrede år. Han har engang været officer i Värmlands Jægerkorps, men tog sin afsked for at blive præst, da dels industrialiseringen, dels den fransk-tyske krig afslørede for ham, hvad der egentlig var grundlaget for det lykkelige liv i det gamle Värmland. Om jernet siges det, at
»Det gav os en Fred, en Fred, de mange troede på, en Fred, der lod dem glemme, på hvad Grund de byggede - til Freden var omme, og den glemsomme Slægt mødte Jærnets, sin Fosterfaders Ansigt igen: Industrialismen, hvis Tempo, hastigere endnu end Jössepolskaens, fik dem danset fra Hjem og Arv, fra Lykke og Tro, ja fra Livet selv ...
Vi glemte, at vi fødtes i Järnbäraland, mons ferri, - men vågnede og kendte vor Fader. Som han kendes nu derude af hver levende Sjæl - nu hans næste Ansigt modnes: Imperialismen, Krigen.«

Siden har Ehrencrona i mange år levet som en udstødt, fordi han har svigtet »»Jærnets hellige Sag««, men »»De gamle har nu tilgivet mig, de af min egen Slægt (...) Men de unge, Børnene af Jærnets »Renaissance«, af 1914 ...««:
Han pegede ud ad Vinduet. Og dér, foran Fyrreskoven, hvor Nattens Rim endnu lå hvid, stod hans yngste Søn, den unge Indkaldte, og svang med lysende Øjne sin dragne Klinge, og hans tvende unge Søstre fulgte, klynget Arm i Arm, med hede Kinder, dens Hug. Og langs dens Stål flammede Bålet dernede, Mars'es atter rejste Alter.
Jacob Gammal Ehrencrona bøjede sit Hoved og mumlede:
»Børn af Järnbäraland -« Men novellens fortæller, der lytter til den gamle Ehrencronas beretning, vender sig imidlertid fra vinduet og ind mod stuen:
Ti inde fra Stuen ved Siden af klang en Tone, varsomt, prøvende - klang og løftede sig og fløj ... en Violins. Hans anden Søn, der svag af Legeme ej duede til Udskrivning, men nævntes bedst af »Musikaliska akademien«s unge Hær, spillede sin første Komposition: Stagnelii Hymne til Anima, Menneskesjælen, fanget i Demiurgens, Jærnmenneskets, Lænker - dens Suk mod Pieromas Himmelsale, Skønhedens, den evige Freds...
»Børn af Värmland,« smilte jeg, »Sangens Land, Geijers, Tegnérs - ej ene Mars'es, men Apollons.«
Jacob Gammal Ehrencrona pegede mod Ruden og sagde:
»Men - hvad er de Våben mod hans derude?«
Men jeg smilte og svarede:
»Også det af Stål, af Jærn: den fjerde Streng, Instrumentets dybeste - Apollons, uforgængeligt som Mars'es.«

Her er der således ingen tanke om en forsoning med »Jærnmenneskets« verden, men tværtimod om en forløsning fra den - endog omtalt med begreber hentet i gnosticismen (»Anima«, »Demiurgen«, »Pleroma«). Men samtidig er også denne forløsnings middel - kunsten, violinens dybeste streng - af jern. I en sådan dobbelttone klinger novellen ud, som også symbolerne i Jærnet selv bliver stående i en flakkende mangetydighed Formodentlig ville denne mangetydighed fortsat have præget det fuldførte romanværk, og formodentlig er det også af mangetydigheden, at Jærnets fascinationskraft i virkeligheden udspringer.

Kan man ikke sige noget afgjort om den sammenhæng, Jærnet skulle have indgået i, kan man imidlertid få en ramme for værkets fortolkning ved at betragte dets forbindelse tilbage til Kiddes tidligere forfatterskab.

Det er velkendt, hvorledes Kidde er tilbøjelig til at gentage de samme problemstillinger i værk efter værk. Det viser sig således i de gennemgående personkombinationer med en pige omgivet af en mand, der er følsom, men lidet livskraftig, og en anden mandlig person, der har et anderledes greb om livets muligheder. Det er f eks.

Tue, Lull og Sigurd (Aage og Else), Bent, Helene og direktør Pavels (De Blinde), Clemens, Dorete og Adam (Helten) og endelig - i Jærnet -Steffan, Susanna og Brynte. Imidlertid må man ikke tro, at disse gennemgående kombinationer kun udtrykker en kredsende gentagelsestvang. Kiddes forfatterskab bygger ikke kun på en gentagelse, men også på en udvikling, som uddyber og omformulerer problemstillingerne fra værk til værk. Denne indbyrdes sammenhæng kan endog vise sig derved, at han lader en ny roman udvikle sig af et symbolsk kompleks eller et tema i den foregående. Som i en intens fordybelse lader han det ene værk begynde, hvor det andet slutter. Når Loven fra 1908 slutter i en efterårsskov, begynder Den Anden fra 1909 ligefrem samme sted. I De Salige (1910) opsøger faderen et bordel, da han forstødes af sin alt for moralske hustru - og følgelig fødes Clemens Bek, hovedpersonen i den efterfølgende roman Helten (1912), netop i et bordel. Et lignende afhængighedsforhold findes mellem Helten og Jærnet, der skulle komme til at efterfølge den.

I Helten udtrykkes afslutningen på Clemens Beks dannelseshistorie, idet han stiger op ad trappen til et fyrtårn, fra hvis top han ser lyset forene de fire farver, der hver for sig symboliserer ét af de fire livsområder, hans udvikling har ført ham igennem: religionen, naturen, poesien og kærligheden.¹⁶ Modsvarende begynder Jærnets historie, idet Steffan Choräus af Susanna skubbes ned ad trappen til et tårn og bliver slået til vanfør. Hvor Helten slutter - eller rettere lukker sin problemstilling, thi slutningen er lidet overbevisende og fungerer kun på det symbolske niveau -, dér begynder Jærnet at bearbejde sit problem. Søger man i Jærnet en fortsættelse af Clemens Bek og hans budskab om resignation over for verden, da finder man det snarest i den gale Zegoel (s.41ff.).

I overensstemmelse med sin afhandlings anlæg forstår Villy Sørensen udelukkende Steffans fald fra tårntrappen i psykologiske og seksuelle termer, om end hans tolkning synes at være noget vaklende. Snart hedder det, at »faldet« består i den ufuldbyrdede seksualitet: »Steffans »fald« skyldes altså at pigen stødte ham fra sig« - men straks derefter er det seksualiteten selv, der er »faldet«: »I Steffans tilfælde er der således direkte tale om før og efter faldet; han erindrer selv »hint Barn før Faldet i Tårnet«, der levede i harmoni med Susanna før Brynte og det sexuelle dukkede frem.« Hvordan det nu end måtte forholde sig, så er Villy Sørensens analyse trods alt sit skarpsind ikke bred nok til at tolke den symbolik, der omgiver opstigning og fald i både Helten og Jærnet. Hvad det er, der hævdes at ske for demens Beks vedkommende, men så tragisk mislykkes for Steffan Choräus, vil træde tydeligere frem, hvis man betragter Heltens komposition og dens stilling i romantraditionen.

Helten er en art dannelsesroman - dog således, at den, som også Jærnet, strækker sig over flere slægtled og desuden spejler hovedpersonens dannelse ind i en større historisk og samfundsmæssig udvikling. Bogen er delt i to store dele. Førstedelen foregår dels i Tyskland ved Napoleonskrigenes slutning, hvor repræsentanten for romanens første slægtled bryder op fra sin hjemstavn, og dels i København, hvor hovedpersonen Clemens Bek bliver født i et bordel. Under ét er førstedelens miljø kulturen, men en kultur i opløsning - det ødelagte Europa efter krigene, og bordellet, hvor det fordærv blot træder åbent frem, som mere skjult også trives blandt samfundets højere klasser.

Romanens andendel er henlagt til en fjerntliggende og forblæst ø, hvortil Clemens Bck flygter fra livet i storbyen. Han forestiller sig til en begyndelse øen som stedet for en mere asketisk og enkel tilværelse. Denne forventning skuffes imidlertid - Helten forfalder ikke til en moralsk roman spændt ud over en simpel modsætning mellem den fordærvede kultur og den renfærdige natur. Tværtimod genfindes de laster, Clemens har kendt fra byen, på øen i en forstærket form. Liderlighed, grusomhed, forbryderiskhed, grådighed og drukkenskab går i svang. Til øen er alt det liv blevet forvist, som - trods alt - ikke kan accepteres på fastlandet, og øen fremtræder således som stedet for det kulturelt fortrængte. Hvor romanens førstedel handler om de halvt opløste sociale masker, viser dens andendel åbent det fortrængte liv, som maskerne dækker over.

Det er således med rette, at Helten som motto bærer en linje fra Brorsons salme: »Ak, søger de ydmyge Steder« - citatet bringes også i romanen i sin originale form: »de nedrige Steder«. Clemens Beks udvikling går virkelig gennem »ydmyge« eller »nedrige« erfaringer, der ikke udskilles af personligheden gennem en moralsk voldsakt, men sluttelig opløses og indarbejdes i den. I dette ligner Helten den klassiske dannelsesroman, der bygger på en enhedstænkning, hvor målet ikke er at bortskære nogen del af personligheden, men at omforme dens mere dunkle og driftsprægede sider, så også de kan opnå en fyldestgørende tilfredsstillelse.

Som dannelsesroman adskiller Helten sig imidlertid fra den klassiske tradition derved, at Clemens Beks personlighedsudvikling forløber i et samfundsmæssigt tomrum. I den klassiske dannelsesroman sker formningen af personligheden gennem sammenstødet mellem driftens og lidenskabens begæringer og omverdenens forbud og krav. At blive sig selv er også at finde sin plads i verden. I Helten derimod har omverdenen ingen opdragende virkning, men kun en opløsende og nedslående. Først da omverdenen falder bort, kan Clemens Bek gennemgå den afsluttende personlighedsdannelse, der symboliseres ved tårnopstigningen og er forstået som en rent indre, psykisk proces. At blive sig selv er især at blive ensom. Herefter er Clemens Bek også, som det jo hedder, »død for verden«, og romanen har ikke stort at fortælle om sidste halvdel af hans liv. Indadtil er Clemens Bek da nok »Helten«, men udadtil - i samlivet med sin omverden - er han »en Stakkel«. Som romanens sidste ord lyder: »»Ja, hvad vilde Verden, hvad vilde vi alle blive, om ikke der gaves Stakler som han?««

Hvad der mislykkes for Steffan Choräus - symboliseret ved hans fald på tårntrappen - er da en sådan individuel og rent indre dannelse. Den, der støder ham ned ad trappen, er følgerigtigt Susanna, som netop billedgør livets udadvendte drift mod seksualitet og ernæring. Hun er romanens seksualitetssymbol, og i bogens sidste del er hun midtpunktet i den Sankta Lucia-fest, der efter värmlandsk skik tænkes som en afglans af et himmelsk ædeorgie.

Blandt Jærnets fortolkere har adskillige bemærket, at Kidde med denne roman vendte tilbage til en skrivemåde, han ellers havde forladt tidligere i forfatterskabet. I virkeligheden søger Kidde med Jærnet helt tilbage til de forestillinger, der var bærende i den klassiske dannelsesroman. Hvorledes man end må forestille sig det samlede romanværks udgang, er Jærnet selv anlagt, så den kompositorisk stræber hen imod en opfyldelse af den klassiske dannelsesforestillings krav -at inder- og yderverden skal gennemtrænge hinanden. Synet på omverdenen er ikke just lysere end i Helten. Det er en omverden præget af vold og undertrykkelse og begær - med de lemlæstede og forkrøblede jernværksarbejdere som grundlaget for kulturens hus (»Morgongåfva«), hvor højt det end hvælver sig mod himlen. Man kan til en vis grad betragte Jærnet som et modbillede til Selma Lagerlöfs forelskede skildring af Värmland i Gösta Berlings saga (1891). Men trods alt er det denne voldens verden, der bliver stillet Steffan som opgave. I Helten tror Clemens Bek på sin ø at kunne vælge denne del af tilværelsen fra, der til gengæld overlades til den anderledes driftige og livsduelige Adam i København - i Jærnet hedder netop det jernbrug, som Steffan Choräus skal arve, oprindelig Adamshyttan. Af denne bundethed til omverdenen, som romanens anlæg pålægger personerne, udspringer også en voldsomhed og lidenskabelighed i sproget, der er langt heftigere end Heltens sprøde og resignerede tone.

Vendtheden mod verden er imidlertid ikke resultatet af et valg, men langt snarere en påtvungen skæbne. Man er på forhånd - lykkeligt eller ulykkeligt - bundet til verden, før der overhovedet kan tales om valg eller bevidsthed. Symbolet på denne binding er netop jernet, der ikke blot er indeholdt i de malme, som jernbrugene udnytter, men også i menneskets eget blod: »(...) hver Dråbe i hans Blod, som hver Sten i Morgongåfvas Jord var rød af Jærn« (s. 51). Man kan bruge jernet eller rase imod det, men man kan ikke tænke eller vælge det bort.

Idet Kidde netop ser jernet som det symbol, der sammenknytter inder- og yderverden, viser der sig samtidig en afgørende forskel til den traditionelle dannelsesroman. Forskellen består deri, at jernet symboliserer noget ubevidst - dels menneskets umiddelbare drift mod magt, ernæring og seksualitet, dels den ikke-bevidste natur. Der gives således ikke noget erkendelses- eller bevidsthedsrum, hvori omverdenen og individets bevidsthed kan forenes - det erkendelsesrum, som i den klassiske dannelsestradition var fortællerens plads. Hvad der i Jærnet styrer personernes og samfundets liv, er ikke den bevidste vilje, men derimod blinde og ubevidste kræfter. I den ydre sociale verden drejer det sig om selvberoende, økonomiske love, der i kraft af deres egen logik omstyrter såvel verdensriger som Värmlands traditionelle bjergværksdrift. Og i det indre liv drejer det sig om ubevidste instinkter, der styrer bevidsthedsstrømmens rablende associationsforløb.

Man kunne også sige, at forskellen fra den traditionelle dannelsesforestilling består i det bevidste jegs manglende udvikling eller myndighed. Alfons Höger ser det som et borgerligt træk ved den »kommunistiske ekspressionisme« - og dermed altså også ved Kidde - at »det afgørende kernepunkt i den borgerlige ideologi, homo-mensura-sætningen, dvs. menneskets autonomi, bliver ikke opgivet.«¹⁷ Imidlertid er det dog netop denne menneskets og bevidsthedens autonomi, som man i Jærnet ser gå i opløsning og erstattes af en blind økonomi og et blindt driftsliv. Som tidligere nævnt kunne det endog overvejes, om man ikke med fordel kunne opgive forestillingen om Steffan Choräus som et individ i betydningen en afgrænset psykologisk størrelse. Hvorledes skulle man næsten skildre ham i en traditionel litterær karakteristik? Forskellen mellem drøm og vågen, bevidst og ubevidst, er mere eller mindre opløst i bogens associationsstrøm. Ligeledes er hans afgrænsning mod andre personer diffus, da store partier af romanen må ses som gengivelser af andres fortællen eller fantasier. Steffan kunne da mere betragtes som et organ for sprogets selvberoende forløb - den stadige strøm af billeder, citater, drømme og forestillinger i en civilisationstilstand, hvor samfundets åndelige univers ikke længere er samlet omkring en organiserende midte.

I romanens skrivemåde viser den samme midtpunktflyende tendens sig i bogens genreblanding og collage-teknik, hvor lange afsnit i teksten er direkte klip fra andre tekster. Det er en lignende opløst psykologisk og kulturel tilstand og en lignende kunstnerisk teknik, som i de senere år er blevet kendt under betegnelsen »det post-moderne«.

Skønt Jærnet i sit kompositoriske anlæg lægger sig op af den klassiske dannelsesroman, afspejler værket da en helt moderne erkendelse. Netop i kraft af sin heroiske enhedsvilje skriver den en moderne opløsningserfaring frem. Idet Kidde i sin menneske- og samfundsbeskrivelse forskyder interessen fra bevidste til ubevidste motiver, kommer han på linie med to andre kritikere af troen på bevidsthedens ophøjethed - »de to store mistænksomme«, nemlig Marx og Freud.

Litteratur er mærket af sin tid - litteraturkritik ligeså. Ser man tilbage på de fortolkninger, der gennem årene er givet af Kiddes forfatterskab og af Jærnet, vil man se, hvorledes fortolkningerne afspejler bærende anskuelser i deres egen samtid.

I tyverne fandt man en individualistisk, moralsk idealisme - som man atter i trediverne tog afstand fra. På baggrund af efterkrigstidens bekymrede eksistentialisme fandt Jørgen Helger et »moralsk tomrum«, »åndelige krisetilstande, ladede konfliktsituationer, hvor personernes etiske erkendelsesevner spændes til bristepunktet og sjælene vånder sig i samvittighedsvalgets pine.« Med sin skelnen mellem »det private« og »det personlige« er Villy Sørensens analyser præget af de saglige halvtredsere - og af denne sagligheds litteraturteoretiske udtryk, nemlig nykritikken. Samtidig føler man i hans analyser også halvtredsernes indelukkethed: frigørelse ses alene som en indre opløsning af psykologiske traumer. Det er næppe heller uden grund, at Alfons Höger i Kidde finder en art utopisk, individualistisk socialist. Hans bog kom i 1969. Christian Koch endelig ser på baggrund af halvfjerdsernes økonomiske og økologiske krise et varsel om en tid, hvor »»jernets lov« har bragt industrisamfundene ud i en tvivl og selvransagelse uden fortilfælde.« Jeg selv endelig har i den foregående skitse lagt op til en fortolkning, der i Jærnet vil se et billede af social og psykologisk opløsning - træk, der er velkendte i firsernes postmodernisme.

I stedet for at laste litteraturfortolkningen for dens vægelsind og subjektivisme kunne man da beundre Kidde for, at han faktisk i sit vældige ordkunstværk har kunnet optegne mønstre, hvori det tyvende århundrede sidenhen har været i stand til at genkende sig selv.

Halvfjerds år er der gået siden Kiddes død og Jærnets udgivelse. I mellemtiden synes i det mindste dele af Kiddes forfatterskab, og ikke mindst Jærnet, at have fået en mere central plads i den danske litteratur. Dette ses ikke så meget af den hyppighed, hvormed forfatterskabet omtales, men mere af den intensitet, hvormed det læses og tolkes. Den første bølge af Kidde-interesse blev især båret frem af forfatterens personlige venner, og hvad der interesserede, var Kidde som den sære og isolerede, hvori man ikke kunne genfinde sig selv. Hvad der i dag interesserer ved et værk som Jærnet, er derimod det kun alt for genkendelige. Måske er vort århundrede først nu begyndt at indhente det signalement, der blev givet af det i Jærnet.

Teksten

I sin efterskrift til Vandringer anfører Chr. Rimestad om Kiddes efterladte manuskripter, at »af de tre Bind, som skulde følge efter, eksisterer der blot en uhyre Samling Noter, som kun han selv kunde høste Gavn af« I sin mindeartikel i Ord och Bild (1929) taler han ikke om noter, men om et bibliotek »af et imponerende Omfang, det dækkede Borde og Stole, alle Steder hvor der var en Stump Plads, og aabnede man saa et Par af Bindene, saa man, at de var indstregede paa mange forskellige Maader, og forsynede med Kommentarer i Marginen - ganske som et trykkende Eksamenspensum.«

Hvori Harald Kiddes arkivmateriale nu end har bestået, så synes det i det mindste ikke længere at eksistere. Jørgen Helger vil vide, at »Hele det store ubearbejdede materiale til næste bind blev tilintetgjort efter digterens død.« Hvad der måtte have ligget tilbage efter Astrid Ehrencron-Kiddes død i 1960 blev, efter udsagn fra Skifteretten, under alle omstændigheder destrueret.

Derimod findes der blandt Harald Kiddes papirer i Det kongelige Biblioteks håndskriftsamling et færdigt trykmanuskript til Jærnet. Dette manuskript følger den trykte udgave nøje. I forhold til romanens førsteudgave er der i denne udgivelse kun foretaget enkelte rettelser. Trykfejl er rettet, der er gennemført en konsekvent brug af å og Å, og der er i reglen foretaget rettelser, hvor der åbenlyst er tale om mangelfuld tegnsætning eller om fejlagtige eller misforståede stavemåder, f. eks.

Arkwrigths > Arkwrights

Engel > Engels

Revoloutionens > Revolutionens

decologus > decalogus

Hundrede > Hundreder

Dnpjers > Dnjeprs

Akturus > Arkturus

Foruden i den danske udgave foreligger Jærnet i en svensk oversættelse: Järnbäraland (1921) fra C.W.K. Gleerups Forlag.

Noter til efterskriften

Alfons Höger: Form und Gehalt der Romane und kleineren Erzählungen Harald Kiddes (1969) s.12.

Chr. Rimestad: »Harald Kidde«, Ord och Bild (1929) s. 214.

Niels Jeppesen: Harald Kidde og hans Digtning (1934) s. 123.

Der citeres af breve fra Harald Kidde til Chr. Rimcstad (Ny Kgl. Saml. 5161,4°) og til Valdemar Vedel (Ny Kgl. Saml. 4465,4°).

Se f.eks. Niels Jeppesen s. 14, 16, 23, og 27.

»Jærnet«, Tilskueren, 1. april 1917, s. 360-72.

»Sværdet«, Pressens Magasin, 15. oktober 1918, nr. 20, s. 24-39. Optrykt i Harald Kidde: Vandringer (1920) s. 149-65.

Georg Christensen: »Harald Kiddes sidste bog«, Litteraturen. Nordens kritiske Revue (1918) s. 700-706. Nekrologen, trykt samme år s. 671-76, er af Carl Gad, der også sidenhen behandlede Harald Kidde i sin bog Omkring Kulturkrisen (1929).

Kiddes standpunkt til kristendommen var velkendt i samtiden. I de utrykte breve til Chr. Rimestad skriver Harald Kidde den 5. januar 1913 om Helten: »At du synes, du efter Læsningen kender Kristendommens Ånd og Magt bedre, er mig til en stor Glæde. Det var det egentligste, jeg vilde med Bogen. Jeg vilde forklare og forsvare en Elsket - der ikke er min.«

Carl Behrens: »Pseudonymer«, Den nye Litteratur, 7. årg. (1929) s. 53. Ligeledes: Dansk skønlitterært Forfatterleksikon II (1954).

Alfons Höger s. 79.

»Krigen og Litteraturen. En Enquéte«, Litteraturen. Nordens kritiske Revue, 1. august 1918, s. 287-88.

Politiken, 27. november 1918.

Sst. samt Ord och Bild (1929) s. 214.

Niels Jeppesen s. 134 og Chr. Koch s. 273.

Om tolkningen af Heltens slutning, se f.eks. Jørgen Egebak: »Studier i Harald Kiddes »Helten««, Danske Studier (1966).

Alfons Höger s. 80.

Litteratur

Breve til Chr. Rimestad i Ny Kgl. Saml. 5161,4°.

Breve til Vald. Vedel i Ny Kgl. Saml. 4465,4°.

Georg Christensen: »Harald Kiddes sidste bog«, Litteraturen. Nordens kritiske Revue (1918).

Erik Dahlerup-Petersen: »Harald Kidde« i: Richard Andersen m.fl.: Kapitler af dansk digtning fra Herman Bang til Kaj Munk (1951).

Astrid Ehrencron-Kidde: Hvem kalder - Fra mine erindringers lønkammer (1960).

Carl Gad: Omkring Kulturkrisen (1929).

Oscar Geismar: »Harald Kidde« i: Ejnar Skovrup (red.): Hovedtræk af Nordisk Digtning i Nytiden. Danmark (1920).

Jørgen Helger: »Harald Kidde« i: Danske digtere i det 20. århundrede bd. I (1951).

Alfons Höger: Form und Gehalt der Romane und kleineren Erzählungen Harald Kiddes (1969).

Jens Marinus Jensen: Harald Kidde. Bidrag til hans Biografi (1924).

Jens Marinus Jensen: Harald Kidde. Artikler og Breve (1928).

Niels Jeppesen: Harald Kidde og hans Digtning (1934).

Christian Koch: »Harald Kidde« i: Danske digtere i det 20. århundrede bd. I (1980).

Johannes Møllehave: »Harald Kidde« i: Danske digtere i det 20. århundrede bd. I (1965).

Harald Nielsen: Litterære Mirakler (1933).

Jacob Paludan: Litterært Selskab (1956).

P. Engelbret Pedersen: »Harald Kiddes Digtning«, Dansk Udsyn (1926).

Chr. Rimestad: »Efterskrift« til Harald Kidde: Vandringer (1920).

Chr. Rimestad: »Harald Kidde«, Ord och Bild (1929).

Villy Sørensen: Digtere og dæmoner. Fortolkninger og vurderinger (1959).

Cai M. Woel: Arbejder af Harald Kidde. Bibliografisk Fortegnelse (1925).

Cai M. Woel: Dansk Literaturhistorie 1900-1950 (1956).

Noter I
Træk af Sveriges krigshistorie. Ved Thomas Riis