IV

Karl var glad ved det Venskab med Peter Hellum, – ogsaa fordi der jo var adskilligt i hans Hidtidige, der var bleven ham temmelig vanskeligt; det var rart at kunne leve i noget Nyt. – Han vidste, at hans Søster Anna var i Vendsyssel i Julen, og han var saa sikker paa sin Fader, saa han selv maatte undres derover, – sikker paa, at denne ikke ville spørge ham om nogetsomhelst af det, – som det vilde være ham saa vanskeligt at svare paa, og det uagtet hans Fader dog ganske sikkert gik og tænkte grumme meget netop paa de Ting og gjerne vilde vide nogen Besked derom. – –

Karl og Hellum kom til Holtinggaard Kl. 3 om Eftermiddagen den 23. December. Proprietæren gik inde hos dem i Spisestuen, mens de fik Mad.

»Ja, nu er 'et æt værdt, I tager jer noget for, and't end gaar i Seng, saasnart I har spist,« sagde han. »Saa efter The i Aften kund' der jo bli' sat noget varm Vand og Sager ind i mit Kontor, saa kan vi sidd' der og passiar' lidt, imens vi har Lyst.«

Da de var færdige med Maden, begyndte Karl alligevel at fortælle noget fra Kjøbenhavn og fra Rejsen.

»Saa, saa, saa,« sagde hans Fader. »Sid nu 'æt dér og snak i Utide. Lad os nu faa'et altsammen paa en ordenlig Maad' i Aften, det har vi mer' Fornøjels' af.«

Proprietæren fulgte dem selv op i Gjæstekamret. Da han var gaaet, sagde Karl: »Hvor man kan mærke, at Fa'er er forhungret af Ensomhed og Tavshed. Jeg troer, han er rigtig fornøjet over, at jeg har en Kammerat med hjem.« –

»Ja, jeg veed æt, om man synes, vi skuld' hellere vær' i Dagligstuen,« sagde Proprietæren, da han og hans to Gjæster havde siddet og snakket en lille Stund i hans Kontor; »der er Varm' derned', for Jomfru Hyphoff skal jo ogsaa have en Sted at vær'.«

»Nej, men Fa'er, her er da meget hyggeligere!«

»Naa, ja, ja. Jeg synes saamænd ogsaa, her er hel rar. – – Nej, Din Morbro'er Jørgen hører jeg æt møj til, uden i Kirken, – »Vennerlille-Kirken«, som de kalder 'en –«

»Hvad siger Du? – Er det Menigheden selv, der kalder den – –«

»Ja, det er ingen rar Navn, synes jeg æt – – Dér er han da saa nogenledes den samme, som han altid har været. Ellers har han nok forandret sig en Del.«

»Saa.«

»Ja, – det kan saamænd godt vær', han vil sige, at han netop altid har været saaen i Grunden. Men det er da saa kommen mer' frem nu.«

»Det er saadan i Retning af – –«

»Aa ja – Storstilethed, eller hvad man skal kald 'et. – Nu er 'et jo ogsaa bleven saa galt med det Politik paa det sidst' – siden vi fik det Provisorium –«

»Jamen det er jo over halvandet Aar siden.«

»Vist er 'et saa. Men Folk her i Sognene de har jo hidtil holdt sig i Skindet for denher Jernban' sin Skyld.«

»Naa – Lundborg-Hylkjær Banen?«

»Ja, – den har jo Venstre i Rigsdagen aldrig haft noget videre godt Øje til, saa den kund' Folk jo kun vent' at faa i Stand, naar de holdt det nogenlunde gaaende med Højre i Kjøbstaden og dens Landkreds. Men nu for kort siden havde de en Deputation i Kjøbenhavn, og fik da rent ud Nej til Banen, saa nu kan de forstaa, at de ligesaa godt kan skyd' en hvid Pind efter den foreløbig. Saa nu tænker de æt paa and't end Storpolitiken.«

»Jamen det er da ogsaa rimeligt, Fa'er.«

»Nej, – det tykkes jeg æt.«

»Men mener De dog ikke, Hr. Proprietær, at Udstedelsen af den provisoriske Finanslov var et aabenlyst Grundlovsbrud.«

»Aa, saagu var 'et vel ogsaa det. Det vil Højre jo ogsaa godt vær' ved, at de har faaet givet Grundloven en Revne. – Men det er jo det kjedelig' til begge Si'er, at de gaar haardere paa, end de vild' gjør', hvis det var deres egne Sager, de handled' med. Det kan vi jo se med Jernbanen – – – Naa, der har vi nok Vandet!«

Jomfru Hyphoff kom ind med varmt Vand, Rom, Kognak og Whisky paa en Bakke.

»Ja, nu kan De selv forsyn' Dem, som De har Lyst. Jeg skal nu ha'e mig lidt af dether Byg-Brændvin. Det er jeg kommen i med, siden jeg var i Skotland.«

»Saa, har Proprietæren været – -?«

»Ja, det var som en ung Fyr – paa Landvæsnets Vegne, skuld'et da hedd' sig. – – Nu skal De ha'e Tak, Jomfru Hyphoff! Saa kan De godt lad' os skjøtt' os selv, og gaa i Seng, om De vil.« –

»Nej, men det er nu ogsaa det kjedelig af 'et,« fortsatte Proprietæren, da hun var gaaet, »te det er tit saaen nogen slemme Klumper, der kommer op og flyder ovenpaa Vællingen, naar 'et koger over paa den Maade i Politiken. Her er nu een, de kalder Lundborg-Petersen – ja, Du kjender ham nok, Karl – han var jo egentlig Snedker, men har ogsaa tegnet efter Fotografier for Folk; nu er han saa senere bleven Friskolelærer. Aak ja, det er nogen svær' Knuder, han gjør. Det er da, synes jeg, mellem os sagt, ligefrem Oprør, han laver til med. Det er noget, han kalder Riffelbevægels' eller Riffelforening. Jeg synes æt, Din Morbro'er Jørgen skuld' ha'e saa møj med ham at gjør' – – – Hør nu, – nu skal I æt skaan' de Flasker saa meget, det er noget, der ingen Skad' gjør, og vi sover bedre efter 'et, naar vi engang kan bliv' færdig til 'et.«

»Aa, Fa'er! – jeg har vist aldrig bedt Dig om det før, men jeg vilde saa gjerne høre det, – vilde Du ikke spille Prume's Melancolie for os?«

»Aa saagu – men det kan være, den fremmed' Student bryder sig æt om Musik?«

»Jo, jeg vil meget gjerne høre.«

Karl smilede umærkeligt. –

Han fik Taarer i Øjnene ved at høre og see sin Fader spille. Det var saa fuldt af Minder og saa rørende ærligt, klingende ud fra mange Maaneders Ensomhed – og stod saa langt under det, Karl havde hørt den Aften paa Gasværksvejen.

»Er det ikke længere?« spurgte Hellum, da Proprietæren endte med 3die Variation.

»Jo, det bedst' er saamænd tilbage. Men det kan jeg æt klar' mig med. – Ja, det er underligt at tænke paa med saaen En som Prume. For han kund' jo aabenbart ha'e naaet vidt. Han maa jo ha'e haft en sær Begavels'. Men han død' nok helt ung. Jeg har ladt mig fortæll', te han fik æt lavet mer' end den samm' Musikstykk'.«

»Saa – sssj – jeg synes dog, jeg har set en Air militaire og nogle Concert-Etuder af ham.«

»Maaske De spiller selv, Hr. Hellum?« sagde Proprietæren næsten lidt forskrækket.

»Det er kun lidt paa Klaver. Jeg synger nogle Smaasange.«

»Naa, ja, hvad jeg sagde om Prume, det skal De æt regn', for det kan jo vær' fejl. Men saa kommer De til at syng' en Sang for mig. Vi har Klaver herned' i Dagligstuen.«

De tog hver sit Glas og gik over Entreen derned.

Paa en Stol derinde ved Bordet sad Jomfru Hyphoff, med et meget alvorligt, ligesom formanende Ansigt, og sov.

Hellum og Karl lo dæmpet; den sidste gjorde Mine til at ville vække hende.

»Aa, lad mig hellere,« sagde hans Fader, »det er hændt et Par Gange, at hun er falden af Stolen, naar hun saa'en pludselig er vaagnet, det gammel Mennesk'!«

Han gik hen og lagde roligt en Haand paa hendes Skulder: »Jomfru Hyphoff! De sover! De skuld' hellere gaa i Djer Seng.«

Det gav et stort Skudder i hende: »Aa, Gud, Hr. Proprietær – man sidder og falder i Tanker.«

»Ja. – Nu kund' De ligesaa nær ha'e gaaet paa Gulvet igjen.«

»Nej, jeg sov saamænd ikke.« Hun tog meget ivrig fat paa sit Hækletøj.

Proprietæren saae ærgerlig til hende. »Vil De blive oppe, saa forlanger jeg bestemt, De skal sætt' Dem i Sofaen.«

»Men hvorfor dog, Hr. Proprietær?«

»For nu vil jeg æt forstyrres.«

»Haa! – det er ogsaa de underligste Ting, han kan forlange!« mumlede hun, idet hun gik derhen.

»Naa, vil De saa gi'e vos lidt,« sagde Proprietæren til Hellum.

»Lad os faa »Claros soles«,« sagde Karl.

Hans Opmærksomhed var noget delt under Sangen. Han var saa nysgjerrig efter at see, hvad Virkning den vilde gjøre paa hans Fader.–

»En Gang til, lille De,« sagde Wintrup ganske sagte, da det første Vers var til Ende. Karl kunde ikke rigtig tyde Stemmeklangen, hvormed de Ord blev sagt.

Hellum sang det samme Vers. Da han standsede, bøjede Proprietæren sig forover og lo med en ligesom hviskende, ganske tonløs Latter. Karl opfattede straks, at det var Hulken.

Wintrup holdt Haanden for Øjnene og sagde: »Skal En da æt ha'e Lov til at vær' gammel endnu!« – Han lo ligesom før. – »Aa ja, det var en stor Synd at kald'et ubehagelig. Men det er da saa møj mer' end behagelig.« – Han aandede dybt ud. – »Det løser saa møj i En, som har ligget fast saa mange, mange Aar. – – De kommer til at syng' den igjen,« føjede han til i en næsten barsk Tone.

Karl kunde tydeligt høre, at hans Faders Bevægelse nu drev Hellum ud i det rent usædvanlige af musikalsk Ydelse.

»Aa ja,« sukkede Wintrup, »det er især een Ton' tilsidst, som er saa forfærdelig. Jeg troer, jeg maatte græd' over'en, om jeg saa hørt'en aldrig saa tit – Tjen mig engang i at oversætt' de Ord, hvis De kan.«

»Ja – sssj – det er jo altsaa en Kjærlighedssang –«

»Aa ja –«

»Ja, jeg kan give Dem den danske Oversættelse hos Berggreen –«

»Er Sangen af Andreas Peter Berggreen?«

»Nej – sssj – det er jo en spansk Folkevise. Men han har altsaa samlet dem:

»Ja, det er sandt,« sagde Wintrup, »Melodiens Magt, – den er stor, den er stor.«

»Det er jo disse Folkeviser – he, he, sssj – saadan ligesom et helt Folks Stemning – den er saa mægtig.«

»Aaja, aaja – det er lig' dét. De er for mange om en Enkelt. Den kan jo sletæt staa sig. – – Aa, lille Karl,« sagde Proprietæren, idet han tømte sit Glas, »spring lig' op i Kontoret og hent vos den Anretning herned i Vinterstuen.«

»Nu skal jeg gaa,« sagde Jomfru Hyphoff med en helt fordrejet og ukjendelig Opvaagnelses-Stemme.

»Nu skal De blive siddend', eller ogsaa skal De gaa i Seng!« sagde Proprietæren.

Karl gik ud ad Døren til Entreen. Jomfru Hyphoff rejste sig med en meget fornærmet Mine, og gik ud ad den modsatte Dør uden at sige Godnat. – Proprietæren sad en Stund tavs og saae fortrædelig efter hende. – »Er 'et æt sær med saa'en en gammel Een,« sagde han saa, »hun vil mig saamænd ingen ondt, men hun kan æt la'e være at drill'. Hun har vidst 'et hele Tiden, at jeg ønsked', hun skuld gaa i Seng, – og saa sidder hun her og falder af Stolene af bar' Søvnighed.«

Karl kom ind med Anretningen.

»Nej, men hun veed, jeg kan æt nænn' til at skill' mig af med hende. Hun var god Ven med den bedst' Ven, jeg har haft –«

»Men hvem var da det, Fa'er?«

»Det var Din Mo'er, lille Karl. – – Ja Andreas Peter Berggreen, ham har jeg kjendt helt godt,« sagde han til Hellum. »Jeg har endda sunget adskillige dansk' Viser for ham, som han vistnok vild' udgi'e. Han var en rigtig Musikmand.«

»Ja, han har jo samlet Folkemelodier fra de fleste evropæiske Lande.«

»Jeg troer 'et nok. Jeg kunde ogsaa nogen, jeg havde lært i Skotland, men han kjendt' dem alle i Forvejen. Han skrev nogen af dem op til min Kone og min Søster Marie – – ja, det er læng' siden.«

Der blev en betydelig Pavse.

»Aa, bland jer nu noget i jere Glas,« sagde Proprietæren og tog sig sammen.

»Kjender De denne?« spurgte Hellum. Han sang og spillede:

Proprietæren stirrede lyttende paa ham med et overvældet, næsten smerteligt Udtryk i sit Ansigt. »Aa nej, jeg kan æt godt taal' dét,« sagde han.

Hellum standsede og saae sig forskrækket om.

»Aa ja, lille De, – det er jo æt saaen, at det – gjør ondt, men det er – for sød, det er for stærk. Det var den, min Kone sang allermest. Ja, det var den. – Se, se. – Kan De ogsaa den om Molly Charrane ?«

»Ja.«

»Nej, vi vil æt hør' mer i Aften. – – Aa, Hellum, maa jeg sig' Du til Dem, for De veed æt, hvor nær De er gaaen mig, det kan De æt forstaa.«

»Tak, tak!« mumlede Hellum ned mod Tangenterne.

»Ja, det er jo æt at sige Tak for.«

»Jo,« sagde Hellum uden at vende sig. Karl syntes, han bevægede Ryg og Skuldre lidt mistænkeligt. – »Men jeg maa nok blive ved at sige De til Dem, Hr. Proprietær,« sagde han saa med en Stemme, som ingen kunde tage fejl ad.

Atter lang Tavshed.

»Aa ja, det er s'gu ligegodt saaen noget, man trænger til,« sagde Wintrup for sig. – »Nu bliver I her jo hele Julen, lille Venner, saa faar jeg mig jo nok mandet saa møj op, saa vi kan ta'e vos en Skotsk tilsidst. – Kom nu herhen, lille Hellum, og lad os drikke Halv-Dus, – og drikk' helt ud.«

Man klinkede og drak. Derpaa gav Hellum sig til at spadsere op og ned ad Gulvet henne ved Vinduerne, hvor Lampelyset kun sparsomt naaede hen.

Efter en lille Tid sagde han: »Det maa jo være noget af det herligste ved Højskolerne, at de vækker saadant noget til Live igjen hos Bønderne.«

»Hvad for noget?« sagde Wintrup.

»Ja, – Folkesang og Folkedigtning, hele det folkelige Tankesæt og Følelsesliv, som saa let ellers tager Skade i vore Dage, ved Avislæsning og – alle de andre moderne Paavirkninger.«

»Naah! – ja, gid det var saa vel,« sagde Wintrup. »Men det mangler der s'gu møj i.«

»Ja – sssj – enhver Stræben er jo ufuldkommen, men det var dog sikkert Hensigten og Maalet for Grundtvig – efter hvad jeg har – nærmest hørt derom, dette, at gjøre den sjælelige Naturgrund i Folket levende og frodig, saa den atter kunde komme til at bære sin oprindelige og ejendommelige danske Afgrøde –«

»Naturgrund! – nej, det troer jeg æt, der gjøres møj ved paa Højskolen. Jeg synes, det er all'tider Folkeaanden, de taler om. Og er der noget, de æt bliver af at vær' paa Højskole, saa er 'et da naturlig'.«

»Jeg har af en grundtvigsk Præst hørt netop denne Beskyldning for Unaturlighed rettet mod Indre Mission.«

»Det er s'gu Hip som Hap. De faar det ene Sted ligesaagodt som det andet en hel Del Talemaader og Sentenser, som de lærer udenad og snakker og sludrer efter, – og naar de gjør det, saa er de fuldkommen, og saa gi'er de Fanden i baade Naturlighed og hele Resten.«

»Ja – men, kjære Hr. Proprietær – hm – sssj – det er jo den næsten uundgaaelige Fare, som truer en hvilkensomhelst Retning, at Flertallet af dens Tilhængere tidlig og silde gaar og udraaber dens Program i Stedet for at udføre det, leve derefter. Men det er jo dog en Omstændighed, som ikke gjør Programmet mindre sandt og værdifuldt.«

»Hvorfor skal vi ha'e de Programmer og de Retninger ? jeg synes ingen Ting der er mig saa hæslig!«

Hellum dukkede, lo og hvislede: »Retninger – de er jo dog nødvendige, Hr. Proprietær. Og særlig i vor Tid er de fuldkommen uundgaaelige; – fremmer man ikke den bedste Retning, ja, saa faar blot en anden men ringere Retning Magten.«

»Det kan s'gu godt vær'? Men Du kommer nu til at sig' mig, hvorfor det er nødvendig med de Retninger alligevel.«

»Fordi – at – æh – saasnart man overhovedet gaar, saa maa man nødvendig gaa i en Retning, ellers staar man stille, det vil, uden Billede, sige: man døer.«

»Jeg synes da æt, jeg gaar i nogen Retning.«

»Proprietæren er jo ogsaa en meget stille Mand. Men selvfølgelig gaar De i en Retning. Alt det, Proprietæren lever i, har jo engang været en meget udpræget og omstridt Retning.«

»Hvad mener De? – hvad er det, jeg lever i?«

Hellum lo: »Ja – sssj – Proprietæren er jo vist f. Eks. baade en kristelig og en dansk Mand.«

»Jeg vild' da godt vær'et – Kristelig – naa ja – – Men dansk – det er sgu da ingen Retning.« –

»Jo, undskyld – Dansk har i sin Tid, maaske under megen Kamp, skilt sig ud som en særlig national og sproglig Retning fra den store gothiske Stamme – og endnu saa sent som i 1848 og 1864 er Striden bleven meget bitter mellem den danske og den tydske Retning af denne Stamme.«

»Nej, nej! – Nej, det er s'gu noget and't. Nej, det er æt Retninger. For det er jo Naturen selv. Det er æt –«

»Jamen en Retning kan jo saa udmærket godt være naturlig. Og en gammel Retning synes ofte helt Natur.«

Karl sad og skammede sig over sig selv. Thi skjønt han sletingen Ting havde sagt, følte han det dog, som om han totalt havde tabt i en Disput. Han havde for et Par Minuter siden helt givet sin Fader Ret, og nu syntes han ligesaa afgjort, den var paa Hellums Side.

»Ja, Du er nu Optimist, Hellum, det kan jeg nok mærk',« sagde Wintrup.

»Saa troer jeg ikke, Proprietæren rigtig har forstaaet mig. Er det just saa optimistisk, at mene, at det store Flertal af en hvilkensomhelst Retning bliver til Programslugere, der først af alt mister deres Naturlighed, fordi de stirrer sig blinde paa Programmet og sletikke kan see Livet«

»Naa, nej, det forstaar jeg vistnok æt. – Men nu drikker vi ud. Og saa tager vi den spansk' lige een Gang endnu, inden vi gaar til Ro.«

Da Hellum havde sunget, sagde Proprietæren, der sad med Haanden for Øjnene: »Det er en Skam, det er en Skam! – men det er ligesaa umulig at staa imod, som om En blev pidsket. Aa ja – Godnat! I to Svend'! Nu skal vi sov'!«

Hellum var meget ivrig efter at lære en Folkehøjskole at kjende ved Selvsyn. Den nedsættende Dom om Højskolen, han havde hørt af Proprietær Wintrup – hvem han var kommen til at sætte mere og mere Pris paa i de forløbne Dage – havde ikke gjort ham mindre nysgjerrig.

Tredje Juledag maatte Karl saa kjøre med ham over til Lundborg, skjønt han selv ikke havde videre stærk Lyst til det Besøg.

De kom dumpende midt ind i en stor Venneforhandling paa Meyers Kontor. Karl saae her Morten Hejlgaards med Datter og Svigersøn, Lars Nielsen og hans Kone – dem havde Karl aldrig før truffet paa Højskolen – Lærer Madsen, Friskolelærer Lundborg-Petersen og mange andre, – ogsaa et Par Elever, som ikke var rejst hjem i Juleferien (saakaldte »Smertensbørn«). – En Mængde brændende Spørgsmaal blev behandlede, men ikke just de, Hellum havde tænkt sig. Man kom endogsaa under denne Forhandling til en Slags Ening og Overenskomst mellem de Gamle og de Unge i Kredsen – de sidste med Hr. Lundborg-Petersen til Talsmand. – Pastor Nordbye var ikke til Stede, men omtaltes som den, der stod paa de Unges Side.

De Gamle vilde have Valgmenighed i Stedet for Frimenighed, og de Unge forlangte Støtte af de Gamle til Riffelforeningen, Brugsforeningen og den nye Sparekasse, hvilke to sidste Institutioner skulde gjøre Folk uafhængige af Højres Kjøbmænd og Diskontobank i Kjøbstaden. Sparekassens Bestyrer var Meyer; han optraadte mæglende ved denne Lejlighed, men var dog tydelig nok de Unges Mand for Øjeblikket –

»Hør, nu maa jeg ha'e Lov at sørge lidt for min egen Nysgjerrighed,« sagde Meyer, da denne Forhandling syntes foreløbig tilendebragt, »og faa lidt nærmere Besked om min nye Gjæst. – De vil tage Magistergraden i Dansk Sproghistorie og hedder Hellum, – men hvad er De ellers for en Karl?« – Han saae lyst spørgende paa Hellum, omtrent som en af Nordens gamle Konger kunde have seet til en islandsk Farmand, der var trinet ind i Hallen.

»Jeg er en Person – sssj, der f. Eks. har megen Lyst til at lære Højskolerne at kjende. Samtalen her har interesseret mig meget, fordi den sletikke lignede det, jeg havde tænkt mig!«

»Naa, seer man det, seer man det! Og hvad havde De saa tænkt Dem at Samtalen skulde have drejet sig om?«

»Jeg havde tænkt mig, at Talen paa Højskolen, naar den ikke angik det ganske hverdagslige og ligegyldige, altid var som en folkelig Overrisling, hvor Historiens, Sangens, Sagnets, Eventyrets, Ordsprogenes, Folkevittighedens og Folkevemodets Kilder overstrømmede Sjælens Jordbund og gjorde den frugtbar. – Men det kan naturligvis være tilfældigt, at – –«

»Se, se, – det lød jo som et helt Kildevæld – Faar vi mere af den Tønde?«

»Hvad mener De?«

»Jeg mener, det er ække helt galt, det, De der siger. Hvordan har De faaet de Tanker om Højskolen, for De har ække spundet dem udd af Deres egen indre Bevidsthedd. Er De barnefødt Højskolemanneske?«

»Det kan jeg vist ikke kaldes – sssj! Jeg er Husmandssøn fra Nordsjælland. Men jeg har levet flere Aar i Vorbjerg Præstegaard ved Holstebro.«

»Naa – har De været der. Og saa har De endda ække Forlovelsesring paa Fingren ?«

Hellum dukkede og hvislede.

»De maa jo ha'e været ene Hane i Kurven der imellem – jeg veed ække hvor maange unge Herredsfoged- og Præste- og Proprietær-Døtre. – – Ja, ja – De kunde haft en værre Lærer i Grundtvigianisme end Præsten i Vorbjerg. – Men det, De kalder den folkelige Overrisling, er dog kun den ene Sidde af Sagen, – en aanden Sidde af Sagen er den praktiske, som De sad og forargedes over, at vi havde fremme for lidt siden – –«

»Jeg forargedes ikke, men –«

»Men vil De vidde, hvad der er det centrale, det tilgrundliggende i alt Højskoleliv – ja, da er det den folkelige Tro, Troen paa Folkeaanden, paa Holger Daanske, som ham, der ledder og fører det daanske Folk mod det af Gud satte Maal. Den Tro, kan De nok forstaa, den kan vi føre med os overalt, hvor vi færdes, i Skolen, i det praktiske Liv, hvad vi saa tager os for – –«

»Ja, og den Tro – undskyld, jeg afbryder – kan antages af en Person, som i Virkeligheden staar aldeles fremmed for dansk Folkeliv, en Person f. Eks., som er ganske steriliseret af Avislæsning og brændende Spørgsmaal og andet Døgnets Gøgl, – den Tro er altsaa ganske uvedkommende det ejendommelig danske Folkeliv.«

»Jeg siger Dem – og jeg vil bedde Dem lægge Mærke til mine Ord – denne Tro er Kjærnen i al dansk Folkelighed.«

»Hvor kan De dog sige sligt, bedste Hr. Forstander; i saa Fald havde det danske Folkeliv jo været uden Kjærne lige til Grundtvigs – eller, rettere sagt, Ingemanns Dage –«

»Troen har været der, om end den har været fordunklet –«

»Hør, Meyer, nu vil jeg fortælle Dig een Ting,« sagde Friskolelærer Petersen, »for nu vil jeg ogsaa snakke lidt med; jeg har aldrig troet paa den personlige Folkeaand, og alle vi yngre her i Kredsen – f. Eks. Riffelforeningens Medlemmer – vi synes, det er noget godt Gammelmandssludder, dette om Holger Danske. Hvad siger Du saa til den?«

»Jeg siger, det gjør mig ondt at høre. Men jeg siger ogsaa: Folkeaanden styrer og ledder ække blot dem, som troer paa ham, men ogsaa dem, som vel fornægter ham i Ord, – blot de ække fornægter ham i Haandling.«

»Jeg begriber ikke,« sagde Hellum, »at den grundtvigske Folkeopdragelse nu ogsaa skal gjøres til en Troessag. Det behøver den dog virkelig ikke, da den er baseret paa en saa uomtvistelig og betydningsfuld Opdagelse som den: at Modersmaalet og Folkeminderne er i sig selv en vældig, en uimodstaaelig Magt i Folkeopdragelsen, som kan forvandle og oprejse et Folk, blot de bruges paa levende Maade, og ikke, som jeg naturligvis kjender altfor godt, behandles paa akademisk-vissen, magistralsk Maneer.« –

»Der er en Modsætning, som vi i folkelige Kredse har talt meget om,« sagde Meyer, idet han skar de besynderligste Grimacer, »det er Modsætningen mellem Aandsmannesker og Jættemannesker. Troer De nu ogsaa den Modsatning er saa gaanske betydningsløs?«

Hellum smilte: »Ja, er det ikke nærmest saadan en – sssj – Agitations-Modsætning ?«

»En Agitations-Modsætning?«

»Naa, ja, jeg veed ikke, hvad de Navne betyder, saa jeg kan ikke dømme derom. Men jeg veed, at det eneste, der i folkelig Henseende har Betydning, er dette, om en Mand har et virkelig dansk Væsen og elsker Danskhed, eller han ikke har det. Det er noget, man kan høre og fornemme hos ham; det andet har jo sletikke noget med sjælelig Virkelighed at gjøre.«

Lærer Madsen havde længe siddet ligesom paa Spring med en Bemærkning, men havde hidtil ikke kunnet komme til; nu slap han endelig ind med den: »Maa jeg sige lidt om det saadan at fornemme eller mærke – for det har jeg netop siddet og brygget paa en Tid – Naar jeg gaar ind i min Stald, saa kan jeg ta'e og fornemme paa en Ko, om der er Kalv i hende eller ej. Men jeg kan ogsaa ligesom ta'e og fornemme paa et Menneske – den være nu Mand eller Kvinde – om den troer paa Folkeaanden, eller den ikke gjør det. – Naa, er dét saa ikke underligt, hvad? – Og er det ikke endnu mere underligt at sige, at saadan noget ikke er en sjælelig Virkelighed?« Madsen saae sig om og samlede ikke saa faa bifaldende Nik og Smil sammen.

»Man kan naturligvis nemt mærke paa en Mand,« svarede Hellum, »om han er enig med En eller ikke, allermest naar det er en Partisag, det drejer sig om; men derfor kan Sagen saa saare godt være ganske betydningsløs. – Nej, men jeg vil gjerne nævne et Eksempel. – Jeg haaber ikke, Du tager det fortrydeligt op, Karl. – Jeg vil nævne Proprietær Wintrup – –«

»Jeg holder saa overordenlig meget af Karls Fader,« afbrød Meyer, »men hans Folkelighed i den Betydning, hvori jeg tager Ordet –«

»Nej, netop,« sagde Hellum, »folkelig i den Betydning er han vist sletikke, han hører heller ikke til det folkelige Parti, – men det viser jo saa tydeligt – – jeg mener: De vil dog vist alligevel ikke nægte, Hr.

Meyer, at Proprietæren har et sjælden udpræget dansk Væsen og Sindelag – –«

»Lad mig – – nej, det vil jeg naturligvis ække nægte – naa, men det er nu alligevel ække saa godt med navngivne Eksampler. Men lad mig spørge Dem, Hr. Hellum, vil De sletækk' vidde af en Forskjel, der kunde udtrykkes ved de to Betegnelser: et naturligt, dansk Væsen – og et aandelig vakt, dansk Væsen ?«

»Aa jo, – men det aandelige bestaar saa ikke i, at vedkommende er kommen til at tro paa Folkeaanden, men deri, at Manden med det naturlig danske Væsen er kommen til at elske denne sin naturlige Danskhed, ikke paa selvisk Vis, men saaledes, at han gjennem denne sin naturlige Danskhed seer og føler sig forbunden til eet med sit Folk, dets Sprog, dets Historie, og har faaet Sind til at ofre netop sit eget personlige for denne Danskheds Bestaaen gjennem de kommende Tider. Og jeg mener, det netop er paa dette Punkt, den folkelige Opdragelse har sin uvurderlig store Betydning; for hér er virkelig noget, man ikke faar som en ren Naturgave, men hvor det aandsbaarne Ord maa træde befriende til. – Og da jeg nu har nævnt Proprietær Wintrup, maa jeg indrømme, at han vistnok ikke tilfulde har erkjendt Højskolens store Fortjenester i denne Henseende.«

»»Aandsbaarent« – ja, hvad mon dét saa vil sige i Deres Mund?« sagde Meyer.

»Det Aandelige er det, som rækker ud over den Enkelte; som kommer fra det Hele og forener ham med det Hele.«

»Og jeg mener, at det Aandelige er det, som kommer fra oven og drager os opad.«

»Den Definition fører os vistnok ind paa det religiøse.«

»Hm, hm, hm, hm,« sagde Meyer.

Hellum og Karl maatte paa Meyers indstændige Opfordring blive paa Lundborg om Natten. – Næste Formiddag læste Meyer for dem et Foredrag om Bjovulf og Grendel, som han havde skrevet til et Ugeblad. Hellum takkede og komplimenterede ham stærkt derfor, hvorover Meyer blev baade overrasket og henrykt. – Han viste sine Gjæster om paa den store Landejendom, han for ikke længe siden havde kjøbt – en større Bondegaard paa henved ti Td. Hartkorn.

»Ja, de fleste af mine Venner er paa Nakken af mig for det,« sagde Meyer og klappede, paa en usigelig kejtet Maade, en af sine Heste paa Boven, – Bevægelsen lignede nærmest en Dames, der slaar Haanden mod Væggen for at dræbe et Møl, – »de siger, at det er Vaanvidd for mig med saa stor en Ejendom. – Men – nu troer jeg nok, det gaar i Orden med, at vores nye Sparekasse, som de jo har sat mig til at styre, tager en dygtig 2den Prioritet i Gaarden. Saa klaarer vi den nok.«

Han førte dem ogsaa op paa en Bakke og viste dem Spiret af Vennerlille-Kirken. – –

Hen paa Eftermiddagen kørte de tilbage til Holtinggaard.

»Naa, hvad syntes Du saa om det?« sagde Karl i en just ikke begejstret Tone.

»Nej jeg blev ikke skuffet,« sagde Hellum.

»Af Meyer?«

»Nej, heller ikke af de andre. – Husk dog paa Karl: Naturmennesker træffer man ikke mere i vore Dage, hellerikke Naturbønder. Nogen Skade og nogen Gavn har de alle faaet af Kulturen og vil faa mere. – Og hvor er saa ikke denne Højskole-Dannelse levende og dansk, hyggelig og lun for en forfrossen Person som mig, der har lidt en Del ondt i mine Dage – – Aa! naar jeg tænker paa Fensmark f. Eks. med alle hans Kundskaber, – hvilket raat Fabriksprodukt i Virkeligheden! Det eneste levende hos ham er Sanserne. – Nej jeg skal sige Dig noget, Karl,« tilføjede han lidt efter og lo: »Du har haft det altfor godt ligefra først til sidst, derfor er Du bleven saa daarlig og saa kritisk!«