V

Karl tog efter Tilbagekomsten til Kjøbenhavn fat paa sit Arbejde med meget stor Iver. Han havde nu, ikke uden Raadførsel med Hellum, faaet sin Examensopgave præciseret, den skulde hedde: »Den danske Bondestand i Middelalderen« og for ham selv være den videnskabelige Forberedelse for en langt mere storartet Undersøgelse, som han efter Examen vilde tage op: Undersøgelse og Fremstilling af den danske Bondes oprindelige Præg, af Naturgrundlaget i hans Væsen. Til den positive Fremstilling skulde knytte sig en kritisk Paavisning af de ødelæggende, forfalskende Indflydelser, som havde gjort sig gjældende overfor den danske Bondestand lige indtil vore Dage. Han skimtede allerede de værste af disse: Den tydske Sprog- og Kultur-Smitte igjennem Adels-, Militær-, Haandværker- og Handelsstanden; det uendelige Prækerads i Kirkerne efter Reformationen; den tvungne Almueskole siden 1814; Latinskolen, og den franske Indflydelse siden det 18de Aarhundrede. – Hvad Højskolebevægelsen angik, da ansaae Karl den for, i sin hidtidige Skikkelse, at have gjort omtrent ligesaa megen Skade som Gavn paa dette særlige Punkt. Her saae Hellum betydelig lysere paa Forholdet. Men hvad Karl end ikke for Hellum nævnte, var hans Hensigt: naar han følte sig moden dertil, da at oprette en Højskole i Jylland, hvor Hovedvægten skulde blive lagt paa den levende, selvstændige Udvikling af Elevernes egen danske Natur, uden Forvanskning eller Forfalskning. Paavirkningen skulde naturligvis ske igjennem den danske Højskoles to gamle, undergjørende Midler: Modersmaalet og Historien. – –

Hele Januar Maaned holdt Karl sig borte fra Kronprinsessegade. Han var bleven saa bange for nye Skuffelser og for de mange arbejdsforstyrrende Spekulationer, han næsten altid var bleven overfalden af, naar han havde været der. Men han følte godt, at det kun var en Slags Galgenfrist, han derved skaffede sig.

I Slutningen af Januar modtog han følgende Brev:

Jeg troede, Du var kommen herover til Præstegaarden i Julen. Det var da ogsaa underligt, at Du ikke kom, synes jeg. Men nu maa jeg saa skrive. Du synes maaske, at der er underligt, jeg skriver. Det er, fordi jeg nu har faaet Lov til at komme til Kjøbenhavn og læse til Lærerinde hos Frøken Zahle. Det har jeg mest Lyst til. Og Fader troer hellerikke, at jeg kan blive ødelagt deraf Men saa vilde jeg spørge, om jeg kunde bo i det Pensionat, hvor Du har skrevet til Din Fader at Du boer, og som Du jo er godt fornøjet med. Og saa tillige for ikke at være mellem helt fremmede. Det er sletikke sagt, at vi er saa uenige, som Du troer, for jeg er ikke saadan, som jeg altid har været. Men det veed jeg naturligvis ikke. Hvis Du helst ikke vil bo i Hus med nogen af Dine Bekjendtere, saa maa Du endelige sige det. For jeg kan godt forstaa, at man gjærne vil være imellem bare Fremmede.

Karl var saa vant til at betragte Ellen som »een af de Smaa«, saa det var ham en helt kuriøs Fornemmelse, den, at hun nu ogsaa skulde til at gjælde for et Menneske. – »Du synes maaske, at det er underligt, jeg skriver.« – Jo! – Han kom til at tænke paa Ida Vindings Naturhistorie efter Lütken: disseher Goplepolyper, der skjød Knopper, – og saa havde Lærerinden en Dag forsnakket sig og sagt, at der ved Knopskydning dannede sig en hel Stabel af unge, selvstændige Madusser (i Stedet for Meduser). Ellen forekom ham saadan en lille Madusse, der vilde ud at sejle paa egen Haand. Han syntes nu hellerikke, det var morsomt at bo i Hus ligefrem med en Reporter hjemmefra.

Han svarede – efter at have forhørt sig hos Fru Dalsgaard – med den Meddelelse, at hun godt kunde komme til at bo i Pensionatet, hvad der naturligvis vilde være ham en Glæde.

Da han en Uges Tid derefter kom ind, lidt før The, i Dagligstuen, sad Ellen derinde og blev konverseret af Fru Dalsgaard. De unge Herrer stod eller sad henne ved Væggene under tydelig Indflydelse af, at der var en ung, fremmed Dame i Stuen. De ytrede sig kun lidet, og da med kunstigt, tildels kejtet, anbragte Bemærkninger.

Karl forundredes selv ved at føle sig lidt famlende i Valget af Ord overfor Ellen, passende for Situationen, og syntes samtidig, det var saa latterligt, at det Barn kunde frembringe Situation overhovedet!

Hun saae saa ny ud. Hun havde en mørkeblaa, ulden Kjole; men Hud og Haar var ganske lyst og næsten skinnende; – Haaret var strøget op baade fra Pande og Tindinger og slog en blank Bukkel derover. Øjnene var saa klare og saa rene baade i det Blaa og i det Hvide, som om de aldrig havde været brugt før.

»Du er ikke vokset meget siden sidste Sommer,« sagde han, da de havde snakket lidt.

»Jamen, Karl jeg er da ogsaa atten Aar.«

Det var ham ufatteligt. Men det var nemt at mærke paa Kammeraterne. –

Det blev en helt højtidelig Handling at gaa til Bords i Aften. Thi hvor skulde den fremmede sidde? Nu blev man nemlig ulige Tal. – I den sidste Tid havde de otte Kuverter været saaledes anbragte: for den ene Bordende Fru Dalsgaard, ligeover for hende den jydske Filosof. Til højre for hende: Knausestad, Hellum, Karl, tilvenstre: Kunstneren (Frydensberg), Frøken Andersen og Esby. – Forlovelsen var nemlig gaaet i Stykker i December, og Hr. Aggerholm var straks rejst fra Pensionatet.

»Nu er det nok bedst, at de to unge Damer sidder sammen; Frøken Nordbye maa vist sidde mellem Frøken Andersen og Hr. Esby,« sagde Fru Dalsgaard; »saa bliver der jo rigtignok fire paa den Side; men Damerne er jo ikke saa forfærdelig store, og det kan jo nu ikke blive anderledes med dette Bord.«

Frøken Andersen tog undseligt indsmigrende Ellen om Livet, lo og hviskede, at det var saa morsomt, de nu var bleven to unge Piger.

Da man var ved at sætte sig, sagde Hr. Esby, idet han skjød Øjenbrynene højt til Vejrs og skulede til sin Nabo til venstre: »Ja, jeg kan jo sagtens være glad; men hvad troer man, han dér siger?« – Han satte en udstrakt Pegefinger paa den jydske Filosofs Skulder.

Denne saae forbitret til ham og blev ildrød i Hovedet. – Der var allerede udvekslet flere Repliker ved Bordet efter dette, da Filosofen opkastede det Spørgsmaal: »Hvad skal man kalde en Mand, der kommer med en Udtalelse i en saadan Situation, at man ikke kan svare derpaa uden at blive uhøflig mod en tredje Person, og det uagtet Udtalelsen er i Grunden ligesaa uforskammet i sig selv, som Svaret derpaa vilde blive?«

Selskabet saae spørgende til Hr. Jakobsen; Ellen med et ganske alvorligt og forbavset Ansigt

»Jeg kalder ham uærlig!« sagde Hr. Jakobsen harmdirrende, – og deltog ikke yderligere i Samtalen den Aften.

Efter Bordet snakkede Karl med Ellen om alting hjemme i Holting – undtagen Henriette. Det viste sig, at Ellen tilsyneladende paa egen Haand havde gaaet og var bleven kjed af Forholdene derhjemme: alt det Rykind, der stadig var. »Og jeg er ogsaa kjed af den Maade, de taler sammen paa.« – Anna var meget utilfreds med Onkel Jørgens »Fanatisme«, og Robert han var helt som Anna. Han kom nok til at staa under Tøflen, mente Ellen. – De skulde jo for Resten giftes nu til Sommer og have Rostruplund der østen for Glenstrup, men det vidste Karl vel nok. – –

En af Grundene, hvorfor Karl havde været noget betænkelig ved Ellens Komme til Gasværksvejen, var den, at det derved skulde blive ham vanskeligere at komme sammen med Rebekka. Det gik imidlertid ganske anderledes.

Ellen spurgte Karl en Søndag Eftermiddag i Februar, om der ikke var en Dam i Kjøbenhavn, hvor man kunde løbe paa Skøjter. Han meddelte hende saa, at henne paa Graven ved Tivoli var der en stor Skøjtebane, hvor alle Mennesker løb i denne Tid. – Saa var det maaske dér, Hr. Jakobsen og Hr. Esby var gaaet hen, sagde hun. For de var gaaet ud med Skøjter straks efter Frokost.

Karl havde siden Morgenstunden gaaet og vaklet frem og tilbage: om han skulde gaa paa Visit i Kronprinsessegade idag, eller han skulde lade være. Nu kom dette og bragte Afgjørelsen. Han vilde ikke gaa derhen idag. Han vilde løbe paa Skøjter sammen med Ellen og de andre. – Paa Vejen derhen slog en Tanke pludselig ned i ham, og han sagde til Ellen: »det falder mig for Resten ind, at hende – æh – Frøken Rebekka Woltersien kan være derhenne paa Isen. Jeg kan huske, hun før Jul nævnte, at hun havde løbet der sidste Vinter.«

»Ja, hvorfor det?« sagde Ellen. »Det kan da ikke gjøre mig noget?«

»Aa, jeg troede maaske, Du var vred paa hende, – ikke kunde lide at træffe hende.«

»Nej, jeg har sletikke noget imod hende, Karl. – Jeg synes nu ligesaa godt, Du kunde være noget fortrolig imod mig, for jeg taler aldrig med nogen – – ja, undtagen med Henner.«

Karl kastede et forundret Blik til hende – men tav. Ellen tilføjede: »Ja, og hun taler virkelig aldrig andet end godt om Dig, – og er hellerikke vred paa Dig.« – –

Da de havde faaet Skøjterne paa og havde taget hinanden i Hænderne med krydsede Arme, spillede netop Musiken op et Sted langt borte, og en Mængde Skøjteløbere kom ned imod dem ligesom Snefnug, der hvirvlede frem af den graa Luft foran dem.

Det gav pludselig et Sæt i Karl. Ellen saae op til ham.

»Ja, der er Frøken Woltersien,« sagde han i det samme og pegede frem imod en Dame med graa, opkrampet Hat og blaat Slør, der løb i Række sammen med en anden Herre og Dame. – De kom lige forbi Karl og Ellen. Han hilste. Da saae Frøken Rebekka op og raabte: »Nej – det var morsomt!«

Hun gjorde Holdt og kom med sine to Ledsagere ved Haanden hen til dem. Damen var Frøken Abrahamson, Herren kjendte Karl ikke.

Rebekka præsenterede, idet hun tilføjede: »men Frøken Nordbyes Fornavn er jeg ikke helt sikker paa. – Er det ikke Ellen?«

Lidt efter foreslog hun, at de alle skulde løbe med hinanden i Haanden.

»Nej,« sagde den fremmede Herre, »fem i Række er for mange, Frøken Woltersien, nu giver vi Afkald paa at høre til Is-Dronningens Hofétat og overlader Æren til Deres andre Bekjendte.« –

Karl spurgte sig selv, om Rebekka mon viste saa megen Venlighed mod Ellen for at bøde paa, at hun i Vinter havde været saa tilbageholdende overfor ham. Han var i hvert Fald glad derved. Og Ellen syntes erobret fra første Øjeblik af sin nye Veninde. Ellen var saa morsomt aabenlyst beundrende og taknemmelig.

Karl fik Øje paa de Herrer Jakobsen og Esby, som i behørig Afstand kom skøjtende forbi. Efter Præsentationen for Rebekka trak Esby Karl til Side og hviskede, dog saaledes at Kammeraten maatte høre det: »De kan tænke Dem: han dér har sværmet rundt om den fine Dame, lige siden vi kom herned, rigtignok hele Tiden paa halvtredsindstyve Alens Afstand, – men nu blev han jo alligevel rædsomt tilmode, da han pludselig ser, at De kjender hende, – jeg er ligefrem bange, at der skal være sprunget noget i ham ved Præsentationen – –«

»Ja, det er bare lige det omvendte af, hvad Esby siger,« sagde Hr. Jakobsen. »Han har ikke talt om andet end om Frøken Woltersien, imens vi har været hernede.« – –

Inden Rebekka forlod Skøjtebanen, havde hun sagt til Ellen: »Deres Fætter kommer af og til hos os i Kronprinsessegade. Nu maa De da endelig følge med, næste Gang han viser sig. Og kom snart! – laften er jeg desværre ikke hjemme. Ellers vilde jeg have prøvet af faa Dem begge med lige straks.« –

Karl var overordenlig venlig stemt mod sin Kusine, da de gik hjem om Aftenen. Hun kunde jo være ham til saa megen Nytte. Bringe nye Muligheder ind i hans Forhold til Rebekka, – og tillige skaffe ham nogen Underretning om Henriette. Det vilde være ham saa stor en Lettelse, om han turde tro, at hun var kommen over sin Sorg; – imidlertid, det var meget vanskeligt at komme til Klarhed herover, efter hvad Ellen sagde, saa meget mere, som han ikke turde eller vilde spørge direkte. – –

Da Karl og Ellen et Par Uger efter var oppe hos Geheimeraadens, fik han dog saa lidt ud af Besøget, saa det Haab, han havde sat til sin Kusine, næsten helt var ved at glippe. Ellen derimod var ganske henrykt, da de gik hjem. Ikke blot var Rebekka nu saa smuk og morsom og forunderlig – ja, rentud vidunderlig, paastod Ellen. Men den gamle Geheimeraad havde været saa mageløs elskværdig mod hende og sagt, at hun var da lidt forskjellig fra dem, man saae hver Dag. – Det eneste, der bragte Karl nogen Trøst, var den Meddelelse, Ellen kunde gjøre ham, at nu kom Frøken Rebekka ogsaa snart op og besøgte dem paa Gasværksvejen. – Ellen snakkede ustandselig paa Hjemvejen – de gik ad Nørrevoldgade. – Karl vilde saa gjerne komme efter, hvorfra Ellens Forhaands-Velvilje – der nu altsaa var bleven til stormende Beundring – mod Rebekka kunde stamme. Fra Anna kunde hun i hvert Fald umulig have den. Ellen fortalte med den uskyldigste Ivrighed og Interesse for Sagen, at Anna var bleven saa forfærdelig stræng med al Ting, fordi hun var jaloux paa Robert; og det kom af, at han havde nok engang for mange Aar siden været noget vild af sig, og saa var hun jo bange for, at det skulde komme igjen. Og saa snart der saa var en ung Pige, der saae kjøn ud og var glad, saa kunde Anna ikke lide hende. Og det var nok derfor, hun ogsaa var vred paa Rebekka.

»Jamen Du kunde jo hellerikke lide Rebekka den Sommer,« sagde Karl.

»Nej – – men jeg kunde jo hellerikke forstaa andet, end at det var en forfærdelig Synd og Uret, Du gjorde mod Henner.«

»Ja – synes Du da ikke det nu?« spurgte Karl sagte.

Ellen lod vist, som hun ikke hørte det. – Hun tog noget op af Kaabelommen: »Jeg har aldrig smagt saa fin Chocolade som den, vi fik til Vinen i Aften. Frøken Rebekka gav mig en hel Posefuld med.«

»Hvad – Ellen? synes Du det ikke nu?«

»Det maa jeg vist ikke fortælle Dig noget om, Karl. – – Vil Du have et Stykke ?«

Da Ellen ved Thebordet fortalte sin Sidemand, Hr. Esby, at de med det første fik Besøg af Frøken Woltersien i Pensionatet, sagde han straks, at saa skulde Jakobsen bekoste et Gilde for hende, for han burde ikke have saa stor en Glæde for ingen Ting.

Hr. Jakobsen sagde meget alvorlig, at hvis der skulde laves et Sammenskudsgilde i Anledning af Frøken Woltersiens Besøg, saa vilde han give ligesaa meget, som hver af de andre gav. Det, Esby sagde, var blot en Maade – og en simpel Maade – han havde at dække over sin egen Forelskelse i hende paa.

Karl mente, det var rimeligst, han bar Bekostningen, hvis der skulde gjøres noget extra, da det jo nærmest var Ellen og ham, Frøken Woltersien besøgte.

»Men er det mere end en Eftermiddagsvisit, Frøkenen vil beære os med?« spurgte Fru Dalsgaard.

»Hvis vi alle skal give Bidrag til det Gilde for hende,« sagde nu Hr. Jakobsen, – »og det finder jeg er det rimeligste, for enten vi er forelskede eller ej, saa har vi dog allesammen Fornøjelse af, at hun kommer, – saa skal hun komme om Aftenen, for før kan jeg ikke være hjemme – – og Esby og Frydensberg de kan jo hellerikke, vi er jo næsten allesammen paa Kursus lige efter Kaffetid.«

»Ja,« raabte Ellen, »saa gaar jeg ind og siger til hende, at hun straks skal bestemme Dagen, for at vi kan forberede os, og at vi gjør et stort Gilde for hende, naar hun kommer!«

Omgivelserne var saa uvante, saaat Karl ogsaa saae nyt paa Rebekka selv, da hun en Ugestid efter sad inde i Dagligstuen paa Gasværksvejen i den store Lænestol. Han maatte atter og atter bøje sin Sjæl i Beundring for den festlige, Stuen fyldende Skjønhed, der hvilede over – det lille Menneske! som hun jo dog, naar alt kom til alt, var: ikke over Middelhøjde, en Snes Aar gammel. Og denne Sikkerhed, denne magtfulde og dog saa trygge, ubevæbnede Ro, hun havde! – al Verden kunde jo ikke overvælde hende! – Det var ikke sært, tænkte han, at Husets Kavalerer traadte af paa en lidt kejtet Maade, naar de var kommen ind ad Døren og havde gjort deres Skrabud. For den Maade, hvorpaa hun halvt rejste sig og med et Nik gjengjældte deres Hilsen, den maatte netop gjøre En skjønhedssvimmel lige i Øjeblikket. – Under Bevægelsen samvirkede ligesom tre Sæt af Linier i den skjønneste Harmoni: hendes ranke Legemes levende, svajede, slanke Linier, hendes folderige Kjoles bløde, uldne Stof-Konturer, og dertil nogle ganske lige, lodret nedfaldende Linier i de lange Læg paa Kjolens Skjørt og i et Par Livbaand – der mindede ganske fjernt om Militærets Sabelgehæng og stemmede saa forunderligt med hele det Indtryk af Uovervindelighed, som hendes Skikkelse og Væsen altid frembragte.

Nordmanden traadte ind ad Døren: »Mit Navn er Knausestad,« sagde han. – Hun nikkede. Han stod tavs og betragtede hende med en Mine, som hun kunde være et Lig, der havde ligget paa hans Vej.

»De er Nordmand,« sagde hun i en lidt irriteret Tone.

»»Dit Mæle røber Dig«, – jaha, saa sa' hun Pigen til Apostlen.« – Saa gik han hen og lagde sig i Hi paa Stolen ved Vinduet

Straks efter kom dog Fru Dalsgaard ind og bød Selskabet til Bords i den anden Stue.

Frøken Woltersien fik Plads paa venstre Side af Ellen. Trods bitter men dæmpet Modstand fra Jakobsens Side, kom Esby dog til at sidde paa Frøken Woltersiens venstre Haand. Jakobsen paastod, at dette aldeles uomtvisteligt var hans Plads, da Frøken Woltersien i Virkeligheden sad paa Esbys.

Karl lagde pludselig Mærke til Hellum: at hans sprællemandsagtige Dukken og den øvrige pudseerlige Livlighed i hans Væsen var forsvunden, som han sad der ved Bordet; han var stiv, alvorlig og blev, uden synlig Grund, af og til rød i Ansigtet. – »Men kan hun da ogsaa slaa Ild af saadan en Sten!« tænkte Karl. – Han, denne resignerede, nøjsomme Person, der ellers ikke syntes at skylde Livet ret meget, han sad her med en Mine, netop som om han havde stjaalet baade Strømper og Sko og var i Gjæld til Alverden. – Det var dog mærkeligt!

»Hm – mja?« sagde nu Hr. Esby, skjød Øjenbrynene til Vejrs og skelede til højre, »naar vi nu har spist, saa kommer det store Nummer paa Programmet. Saa skal Hr. Hellum til at synge spanske og italienske Folkesange for Frøken Woltersien.«

»Jeg kan desværre sletikke Spansk – blot en Smule Italiensk,« sagde denne over til Hr. Hellum.

»Ssssj – sssj – he, he, he – det er paa ingen Maade noget stort Nummer – – det er –«

»Hr. Hellum mener, at han snarere selv er et stort Nummer,« sagde Esby.

Frøken Woltersien svarede paa denne Opfordring til at deltage i kammeratlig Ondskabsfuldhed med et lille afvisende Smil, – og sagde til Hellum: »de lyder saa brillant, disse Sange, naar man hører dem i Italien, – men det maa jo være en langt større Kunst at kunne faa dem til at virke under ganske andre Forhold.«

»Ja, da kan De tro, de gjør Virkning!« sagde Jakobsen, der følte sig stærkere efter Esbys Nederlag.

Det indbragte ham kun et Blik som til den, hvem man først nu opdager, – saa vendte Frøken Woltersien sig til Ellen.

Det slog Karl, at de fleste her i Pensionatet havde en langt fortroligere Klang i Stemmen end Rebekka; det var slet ikke umuligt, at den kunde forekomme hende ligesom nærgaaende.

Hellum gjorde et Forsøg paa at protestere mod Jakobsens Ord, men blev overhørt, og opgav det.

Da man var kommen ind i Dagligstuen igjen, blev der en Pavse. Det vil sige: Rebekka førte privat Smaapassiar med Ellen; men Herrerne gik tavse og ulykkelige omkring. De fleste af dem havde faaet Lejlighed til at godtgjøre Mangel paa selskabelig Evne overfor Hædersgjæsten, og ingen syntes, det endnu kunde gaa an at begynde paa Musiken. Denne Tomhed kaldte, ganske af sig selv, den svagelige Kunstner Hr. Frydensberg frem. Han kunde være særdeles interessant i gemytligt Lag; i Selskab derimod leverede han stedse det allerværste Konversations-Pjat. Men han var fra et selskabeligt Hjem og havde derfor en øvet Frækhed i at kjede sine Medmennesker. Og det morede Karl at see, hvorledes Rebekka bøjede sig for denne Form, aldeles som en Dragonhest lystrer Trompeet-Signalet. Hr. Frydensberg gjennemgik med hende en Udstilling i Kunstforeningen, en Concert i Musikforeningen og to Forestillinger paa det kongelige Theater. –

I Førstningen var de unge Herrer taknemmelige for den Hjælp, Frydensberg saaledes bragte dem, men efterhaanden blev de dog baade vrede og misundelige paa ham.

»Nu skal vi vel saa til det egentlige,« sagde Esby og spændte venstre Haands Tommel- og Pegefinger omkring sit Underansigt.

»Naa, skal vi ha'e lidt Musik,« sagde Frydensberg i den velvillige Konversationstone, som han nu var kommen i Gang med, men som han ellers aldrig brugte overfor sine Kammerater.

»Jeg vil saa forfærdelig nødig,« sagde Hellum, »jeg er i hvert Fald saa bange for det,« – og han kunde ikke have sagt de Ord anderledes, hvis det havde været en stor Skjæbneafgjørelse, der forestod ham.

»De maa ikke sige Nej, Hr. Hellum,« sagde Frøken Woltersien; »det øvrige Selskab har maaske ofte Lejlighed til at høre Dem, men det har jeg ikke.«

Han var uheldig med et Par engelske Smaasange. Men saa havde Karl Indtrykket af, at han lod staa til tværsigjennem Forlegenhed og selskabelige Hensyn: han sang den spanske Melodi, som Heiberg har benyttet til Ordene: »I Dansen jeg Dig møder« – – og man syntes at se Sydens Kvinde, Barmen bølgende under det tæt-rynkede Lin af stormende Jubel, af fortærende Længsel – hun gav sig hen i en Smerte, hvorfra man aldrig vender tilbage! – – Og nu sang han længe: polske, russiske Sange, og endte med den skotske: »For auld lang syne«. Denne sidste blev sunget med en Vemod saa dyb og ensom, som sad man og stirrede ud over Højskotlands moors, og dog med en Rusens Gyldenglands over sig, som lagde man sig tilbage i det samme og saae Solen gjennem en Flaske Old Scotch Whisky.

Baade Jakobsen, Esby og Karl maatte rent uvilkaarligt give deres Beundring Luft, og Hellum var saa glad og saa sikker paa sin Sejr, saa han selv sagde: »jamen jeg troer ogsaa, jeg sang den godt; jeg troer, Burns selv vilde have været tilfreds med den.«

»Hvordan har De dog lært Dem den Masse Sprog?« sagde Frøken Woltersien.

»Ssssj – af Russisk og Polsk kan jeg ikke stort mere end Udtalen,« sagde Hellum ganske sagte – og i Virkeligheden ganske sønderknust.

Naar hun sletikke var blevet greben, saa havde han jo givet altfor meget af sig selv, og han maatte jo staa for hende som en Nar.

»Men synes De da ikke forfærdelig godt om Melodien, Frøken Woltersien?« sagde Jakobsen bebrejdende.

»Jo, – det var virkelig nydeligt.«

»Virkelig nydeligt! – Jeg synes, det er det vidunderligste, der er til!«

»Jeg synes dog nok, de gode Folkedigtere og Folkekomponister ofte giver En et for tarveligt Indtryk af det, de har villet skildre.«

»Nej, hør, Reb ... Frøken Rebekka! det maa De virkelig give os en nærmere Forklaring af,« sagde Karl i en næsten irriteret Tone.

»Aa, jeg kan ikke forklare, – det er saa græsseligt ubehageligt med de Forklaringer! – Men jeg skal fortælle Dem et Exempel: Onkel og jeg var i Wien for – – fire Aar siden, og saa var vi oppe paa Leopoldsberg, den Skrænt, hvor Alperne ender saadan lige udenfor Byen – og der var ganske dejligt, aldeles henrivende, forsikrer jeg. – Man saae ud over Wien og Stefanskirken og Donau – helt ind i Ungarn – og Karpatherne langt, langt borte – – det var saadan, at jeg syntes, man kunde vælge netop dét Sted til at leve det Øjeblik – – ja, som man engang vilde sætte alt ind paa.« – Det varede et Par Sekunder, inden hun fortsatte. – »Og saa kan De tænke Dem: saa sad der en halvvoksen Hyrdedreng deroppe paa Bjerget og sang – sletikke saa galt – men saa klagende, saa ynkelig vemodigt! – det var alt, hvad han fik ud af den Herlighed. – Saadan en Natur! – det er jo som en Dronning, der kun har nogle smaa stakkels Svinedrenge til at besynge sig.«

»Der er jo ogsaa muntre Folkesange,« sagde Hellum, »glade, livlige–«

»Jo, – men saa beskedne. Jeg synes, man kan høre, at Sangerne har faaet saa mange Prygl i deres Dage –«

»Jeg er ikke enig med Dem, Frøken,« sagde Hellum i en altfor højtidelig og tillige underdanig Tone, »men Deres Synspunkt er jo ejendommeligt –«

»Aa, Gud fri mig, skal jeg virkelig have Synspunkter! – – Jeg husker ogsaa en Dag nede i den romerske Kampagne – en Foraarsdag, hvor det var, som om alt skulde forgaa i Solen af lutter Henrykkelse – og der kom en Mand med sit Æsel forbi, hvor vi sad. Veed De, hvad han sang den ene Gang efter den anden, mens han gik forbi, og længe efter: »Jeg vandrer langsomt, langsomt, langsomt og møjsommeligt. Men hvis jeg træffer min Nina hjemme, saa vil vi sætte os ned og holde Maaltid sammen.« – Tænk, det samme og det samme og det samme, – det var alt, hvad han fik ud af denne vidunderlige Foraarsdag.«

»Jamen kan der tænkes noget dejligere!« sagde Hellum og havde det Uheld, at hans Stemme brast. Han vendte sig hurtig om paa Stolen mod Klaveret, og sad og klimprede.

Der var en lidt trykkende Tavshed i Stuen.

»Jamen der er jo Melodien!« sagde pludselig Frøken Woltersien. »Det er jo den, De spiller. – De maa jo være en ganske usædvanlig Kjender af de italienske canti popolari.«

»Jeg ejer ikke stort andet end Berggreens Samling,« sagde Hellum med nogenlunde restitueret Stemme. Han maatte spille og synge Visen:

»Ja, den er jo virkelig yndefuld,« sagde Frøken Woltersien, da Sangen var til Ende, »og den er jo ogsaa Udtryk for, at Manden er glad. Men det maa dog i Sandhed være fattigt ikke at kunne finde rigere Udtryk for sin Glæde. Det vil vel for Resten sige, at han ikke kjender rigere Glæde.«

»Jo, – men jeg maa tilstaa, jeg finder, at Graderne paa det Omraade er uvæsenlige. For De kan jo dog ikke forlange, Frøken, at Glæden skulde forvandle Jord til Himmel – –«

»Jo – netop!« afbrød Frøken Rebekka – overraskende stærkt og med noget jublende i Stemmen.

»Saa er Glæden jo ikke sand,« sagde Hellum dæmpet og ligesom undskyldende sin Dristighed.

»Troer De, man vilde spekulere over dét, naar man var fuldkommen glad!«

»Jamen den vilde hellerikke være fuldkommen.«

»Et Øjeblik, en kort Tid – en uforglæmmelig Tid, – naar man satte alt ind derpaa! – – Hør, men De maa undskylde, jeg er ganske uvant med saadan at forhandle og drøfte Spørgsmaal, – jeg kan ligefrem ikke holde det ud Skulde vi ikke hellere danse. – Maa vi, Fru Dalsgaard, – improvisere et Bal?«

»Ja, saa gjerne, kjære Frøken Woltersien – men Musik?«

»Naar Hr. Hellum spiller sine Folkesange i lidt hurtigere Tempo – –«

Frøken Rebekka havde været nærved at paadrage sig Uvilje hos flere af de unge Herrer ved sin Ufølsomhed overfor Hellums Sang – hun kunde vanskeligt have valgt noget virksommere Middel til at fordrive den med end dette. Særlig Hr. Jakobsen var ivrig; sammen med Esby og Frydensberg fik han i en Fart Stolene sat tilside, – og Hellum lod en flot, polsk Mazurka bruse hen over Tangenterne.

Det saae et Øjeblik ud, som om Frøken Woltersien ingen Kavaler skulde have faaet til den første Dans – alle havde bestemt sig til at naa hende ad en Omvej. Saa bukkede Karl for hende.

Han havde staaet fortabt i Tanker over disse besynderlige Ord om den store, uforglæmmelige Tid, som hun nylig havde sagt. – Nu vaagnede han op, idet han holdt hende i sine Arme. – Ja, han kunde jo vide i Forvejen, at hun maatte danse godt, saadan som hun var bygget, – alligevel var der ligesom Overraskelse blandet i Skjønhedsglæden ved at see og fornemme det. Det havde gjort saadan et pinlig sjælsfattigt, overkultiveret Indtryk paa Karl, det, at hun ikke brød sig mere om Folkesangene, hun var blevet saa fremmed for ham; – men denne Dans var rigtignok Kunst, som der var Natur i, den skjønneste sanselig-sjælelige Virkelighed.

»Du danser jo storartet,« hviskede hun pludselig ganske nær ved hans Kind.

- Han blev et Øjeblik svimmel af Lykke. Det var, som han skulde føre hende midt ud paa Gulvet og raabe: hun er min, – hun, hun er min!

Var det nu Fejghed, at han ikke gjorde det? tænkte han.

Nu dansede Esby og derefter Hr. Frydensberg med Rebekka. Jakobsen kom lige efter Frydensberg, men hun bad om Opsættelse og gik hen til det Vindu, Karl stod ved.

»Kunde vi ikke aabne det en lille bitte Smule,« sagde hun, »det bliver straks for varmt herinde.« Han aabnede det paa Klem, og hun traadte hen foran ham og lod Kjøligheden strømme ind over sit Ansigt. – Der var dunkelt derhenne ved Vinduet; han stod imellem hende og de Andre med Ryggen til Selskabet. Hun bøjede Hovedet tilbage og trykkede sin hede Tinding imod hans Kind – »Hvor jeg elsker Dig! hvor jeg elsker Dig!« hviskede han uden at turde bøje sit Hoved ned imod hendes for ikke at røbe hende.

Hun gik hen til Ellen og sagde noget til hende. Straks efter nærmede de sig begge Hellum, som stadig spillede.

»Jeg har bedt Frøken Nordbye om at afløse Dem et Øjeblik, Hr. Hellum, og maa jeg saa ikke udbede mig min sidste Dans med Dem – inden jeg gaar.«

Hellum dansede ganske forunderligt; – hans uforholdsmæssig lange Overkrop kontrasterede særlig i Dansen paa den besynderligste Maade til de korte Ben. Men det saae virkelig ud, som han ikke førte saa daarligt.

Da de sluttede, sagde Frøken Woltersien: »maa jeg nu sige Dem Farvel med det samme, Hr. Hellum, og mange Tak for Deres Sang. Jeg er saa kjed af, at jeg ikke har mere Sans for den Slags Musik, – jeg har blot paa Fornemmelsen, at Deres Sang var en Præstation af meget høj Rang.«

»Vi følger alle Frøken Woltersien hjem, ikke sandt?« sagde Hr. Frydensberg.

Det var straks enstemmig vedtaget.

Først paa Gaden opdagede man, at Hr. Jakobsen ikke var med.

»Han er nok gaaet i Seng uden at sige Godnat,« sagde hans Ven Esby og skjød Øjenbrynene højt i Vejret, »fordi han sletikke fik danset med Frøken Woltersien.«

Et Par Dage efter Rebekkas Besøg sagde Karl til Hellum, da de gik hjem fra Teglgaardstræde: »Mon det nu er, fordi Frøken Woltersien er for moderne i sin Maade at føle paa, at hun ikke har Sans for Folkesangene – for den folkelige Digtning.«

»Hvorfor det?« spurgte Hellum ganske kort.

»Ja, hvad, hendes Tankegang er jo vel ogsaa pantheistisk, selv om det er paa en helt anden Maade end Dr. Fensmarks.«

Men Hellum var stum. Han vilde sletikke ind paa det Spørgsmaal. Og det uagtet Modsætningen mellem den naturligt-folkelige og den naturalistisk-pantheistiske Livsfølelse var et Emne, han ellers aldrig kunde blive træt af at tale om. - Det kunde forsaavidt ogsaa være Karl det samme, thi han var ikke i Tvivl om, siden hint Besøg, at han, efter alle Theorier eller paa Trods af alle Theorier, vilde elske Rebekka og bie paa hendes Vilje, ventende, at den store Tid skulde komme, den, som hun vilde sætte alt ind paa, – den uforglæmmelige Tid! – Han gik med et stille Sværmeri for Byen Wien, og fik et stort Fotografi af Stefanskirken hængt op paa Væggen i sin Stue.

Naar Karl og Ellen gik til Kronprinsessegade – og han vilde ligefrem helst have hende med, bl. a. fordi han havde paa Fornemmelsen, at Rebekka syntes bedst om det saaledes – førte han hende altid ind igjennem Haven fra Østervoldgade. Der var saa dejligt derinden for Porten, nu Foraaret begyndte at mærkes, saa fuldt af Vintergjækker og Crocus i Gartnerhaven. Og saa det Syn af den lange, stejle Husrække bag Træerne.

»Er Du sletikke forelsket, Ellen!«

»Ja, mener Du – om ogsaa jeg er forelsket i Rebekka?«

Karl blev rød. Han havde ikke ventet at blive saa klart gjennemskuet »Nej jeg mener ellers.«

»Aa, jeg er altid lidt forelsket om Foraaret, men jeg veed da ikke saadan i hvem.«

»Veed Du, hvem der er forelsket i Dig?«

»Nej, det troer jeg sletikke han er,« sagde hun i en Tone, som om det var en stor Uret at tænke sligt om Vedkommende. – –

Karl syntes, han kunde leve længe, om det skulde være, blot paa denne Forventning af det store Øjeblik. – Det var altsaa paa dén Maade, Jorden kunde blive til Himmerig: et Øjeblik, en kort Tid, en uforglæmmelig Tid, naar man saa vilde sætte hele sit Liv ind derpaa. Ja, det kunde man da forstaa. Det var noget andet end det, Fensmark dengang snakkede om: at hele Livet var guddommeligt. – Dette var jo ingen Tro, det var en vidunderlig Oplevelse, det var jo noget, der sikkert kunde ske, og som man kunde gaa og vente paa – og som afhang ene og alene af hende – Herlighedens Dronning!

Han gik i flere Uger og vilde ikke tænke Tanken igjennem, bare hvile i den Bevidsthed, at hans Liv skulde blive saa rigt; at det skulde komme til at rumme en virkelig Tid, virkelige Dage og Uger, der var det, som Rebekka mente med: uforglæmmelig.

Tilsidst kunde han dog ikke lade være at spørge sig selv, hvilken Betingelsen vel var for, at alt dette kunde komme. Dengang paa Glenstrupgaard – da havde den store Tid vel været ham ganske nær, men da havde han jo ikke været den værdig. – Men hvordan skulde han nogensinde blive det? – Han gik i lang Tid og formede og formede paa det Spørgsmaal, han engang i Ensomhed vilde gjøre Rebekka derom; men han kunde hverken faa det dunkelt eller klart nok. – Indtil det pludselig faldt ham ind, at det allerbedste var ganske ligefrem – og i Ellens Nærværelse – at spørge Rebekka om Meningen af det, hun havde sagt den Aften paa Gasværksvejen, saa kunde hun jo selv forme sit Svar saa dunkelt eller saa klart, som hun havde Sind til.

Men han og Ellen var mange Gange oppe hos hende, og Tiden var gaaet helt hen mod Sommerferien, uden at han havde faaet blot dette Spørgsmaal gjort. – Saa var det en Aften, de alle tre var gaaet ud paa Balkonen imod Gaden og Kongens Have, og Karl havde lige faaet at vide, at Rebekka kom ikke til Glenstrup i Somrens Løb, – og han var bleven temmelig skuffet. – Saa spurgte Ellen, om Rebekka var født her i Kronprinsessegade. – Nej, hun var født i Bredgade, men hun havde boet her hos sin Onkel omtrent fra sit fjerde Aar.

»Ja,« sagde Ellen, »saa er det da ligesaa godt som Deres Barndomshjem. – Men jeg gad vidst, om man nogensinde kunde komme til at holde ligesaa meget af et andet Sted, som af det, hvor man har levet sine første fjorten Aar.«

»Det tænker jeg,« sagde Rebekka, »hvis man blev lige saa lykkelig et andet Sted – Det vilde jeg nu have temmelig let ved at opnaa.«

»Jeg kan alligevel sletikke tænke mig, hvordan noget andet Sted rigtig kunde blive Ens Hjem nogensinde.«

»Jo, søde Frøken Ellen, – hvis man nu kun een Gang i sit Liv blev rigtig lykkelig, og saadan at man vidste midt i sin Lykke, at den vendte aldrig tilbage, – saa man aldrig senere glæmte den Tid, fordi det virkelig var og blev den eneste, – saa vilde man naturligvis føle, at det Sted var Ens egentlige Hjem, hvor man havde oplevet denne store Lykke, selv om det Sted saa var langt borte i fremmede Lande.«

»Maa jeg ikke spørge Dem, Frøken Rebekka,« sagde Karl ligestraks – alvorligere end det var hans Hensigt, men egentlig glad nok ved, at han fik det sagt saa alvorligt – »hvad skal et Menneske gjøre eller være, forat han nogensinde kan opleve – –«

»Forat blive salig? mener De,« sagde Frøken Rebekka. »Det har Deres Onkel Jørgen sikkert tit nok sagt Dem: man skal omvende sig og blive troende.«

»Omvende sig og – –«

»Ja, ingen kan tjene to Herrer, – det veed De jo ogsaa godt.«

»Hvorfor vil De nu sige det saa utydeligt?«

»Ja, – hvorfor er Mennesker nu saa dumme ? – Men jeg antager egentlig næppe, at De nogensinde bliver troende. Og saa kommer Lykken under ingen Omstændigheder til En, – det har De fuldkommen Ret i.«

»Men hvad er det dog for noget Snak, I begge staar og siger?« spurgte Ellen. »Gjør I Nar ad hinanden ?«

»Det bliver vist Enden paa det, kjære Frøken Ellen, – og ad os selv med, tænker jeg.«

»Aa – nej, nej! – for jeg er troende, jeg er troende!« hviskede Karl til Rebekka, der havde taget Ellen om Livet og gik ind i Stuen. – –

Karl syntes, det var saa kjønt og saa fint af Ellen, at hun aldrig siden med et Ord hentydede til denne Samtale.