VI

Karl vidste næsten ikke, hvor han skulde være i Sommerferien. Hjem havde han ikke Lyst at rejse – vist mest for Henriettes Skyld – I Kjøbenhavn var det ganske urimeligt at blive: Rebekka var rejst til sin Tante paa Voldbygaard, – og Hellum skyede ham i den senere Tid, eller i hvert Fald mere fortrolig Samtale med ham.

Karl bad saa sin Fader om Penge til at gjøre en Rejse til Sverig. Men da hans Fader sendte ham dobbelt saa stor en Sum som den, han havde bedt om, besluttede han at rejse til Paris. – Rebekka var ikke ude af hans Tanker paa hele Turen; han gjorde paa en Maade Rejsen sammen med hende. Især følte han hende nærværende, hver Gang han kom paa Concordepladsen og i Slotshaven i Versailles, – derfor gik han hen paa Concordepladsen hver Dag, og opholdt sig 4-5 Dage i Versailles. Begge de to Steder bragte ham til at tænke paa Rebekkas »uforglæmmelige Tid«. Naar man stod med Ryggen til Obelisken paa Concordepladsen, saa saae man jo ikke blot et herligt Kunstværk, men dette Kunstværk var alt, hvad man saae; det var hele Verden lige ud til Horizonten. Og ganske ligesaadan, naar man stod oppe paa Terrassen paa Vestsiden af Slottet i Versailles: det var jo som et Sogn eller et Herred af ældgammel, kongelig Have, man saae ud over, det var Alt, saalangt som Øjet kunde naa, – og alt dette var en Verden, der med en vidunderlig Kunst var indrettet til et Slags hedensk Paradis, et Himmerig for jordisk Herlighed og Majestæt. Og Frankrig havde ofret sit Liv for denne Skjønhed; kunde egenlig aldrig komme videre end til at mindes disse store, svundne Dage, hin uforglæmmelige Tid. – Han tog som Minde med en Kvist af Buksbomhækken i Haven; thi denne Duft, som han ellers kun kjendte fra Kirkegaarden hjemme, havde paavirket ham saa underlig her i Versailles; det var, som om selve Døden, i denne Havens Duft, var overvunden af eller optagen i Kunstens Herlighed; som om Mennesket selv havde taget Liv og Død i sin Haand og gjort sig dem begge underdanige. – Han stod den sidste Aften, han var i Versailles, kort før sin Hjemrejse, paa det øverste Trin af den mægtige Stentrappe, der fører fra Terrassen foran Slottet ned til den egenlige Have. Solen var lige gaaet ned, Fontænernes Damme og Kanalerne begyndte at dampe. Taagerne derfra kom trækkende paaskraa opover Marmortrappens Trin – som Tegn paa, at Naturen bøjede sig for Menneskets Majestæt og føjede sig ydmyg ind i det store Kunstværks Ramme til at forhøje dets Skjønhed, – – Karl vendte sig om mod Slottet, der laa i Aftenskumringen saa overjordisk stort og pragtfuldt – og dog ganske nær ved, saa virkeligt: Evigheden gjort til et virkeligt Øjeblik! – Himmerige hér paa dette Sted, indenfor denne Synskreds! – –

Hvis Rebekka nu havde været her! – Han søgte at skjule for sig selv den ydmygende Tvivl, som flygtig steg op i ham ved denne Tanke. – – –

En Maanedstid efter Sommerferien sad Karl og Hellum inde paa Stenhøjen i Botanisk Have. Hellum havde, til Karls Overraskelse, spurgt, efter Timen hos Fensmark, om de ikke skulde spadsere lidt sammen.

Hellum kunde alligevel ikke faa Munden paa Gled – – Bænken vendte den Vej mod Kongens Have, og de sad tavse og saae paa de sorte Fugle, som kredsede omkring Rosenborgs Taarne.

»Man kan da sletikke see ind i Fremtiden,« sagde Hellum pludselig, men blev ved at stirre efter Fuglene.

»Er der hændt Dig noget uventet?«

»Ja, siden vi sad her sidst. – Jeg troer, det eneste, jeg for et Aar siden var vis paa ikke kunde ske.«

»Hm.«

»Dengang jeg var i Vorbjerg Præstegaard, var jeg forelsket i en af de unge Piger, som var der i Huset. Men jeg var kommen dertil bl. a. af den Grund, at Lægen troede mine Lunger angrebne. Og det sagde Lægen derovre ogsaa. – Saa jeg skjulte helt min Kjærlighed for hende, skjønt jeg troer – – – det yndige Barn, som hun var! – – For et Aarstid siden blev hun gift, og paa samme Tid omtrent fik jeg at vide af Dr. Hammeleff her i Byen, at mit Bryst intet fejlede – andet end noget Lungehindevrøvl – og rimeligvis aldrig havde fejlet noget.«

Der var en lang Pavse.

»Og saa er Du nu alligevel bleven forelsket igjen?« sagde Karl.

Det varede noget, inden Hellum svarede: »Det er kun bedrøveligt, det er fuldkomment haabløst. Det er ikke blot, fordi hun er rig og højt stillet, – det vilde hun vist ikke tage saa nøje, – men hun er et helt andet Slags Menneske end jeg, baade af Væsen og Vaner og Tænkemaade. Hun kunde aldrig blive min, uden at jeg mistede mig selv. Og saa er jeg alligevel hendes helt og ganske. Og hendes Tanker har fortryllet mig, saa jeg ikke kan leve i mine egne. – Og naar jeg siger, at vi ikke passer sammen, saa vilde jeg dog hellere miste mig selv end undvære hende. – Aa, Karl, det er ikke engang af Trang til at aabne mit Hjerte for Dig, at jeg siger dette til Dig, men fordi jeg ikke kan holde ud – jeg maa have Dig spurgt, om du er forlovet med hende -–«

»Hun har lovet, at hun vilde sige mig, hvis hun nogensinde kom til at elske nogen anden –«

Hellum sad og grublede en Tidlang, saa foer han op: »Kunde jeg blot spørge endnu om – – men Du maa ingen Ting sige, Karl! – jeg vil ikke vide mere! – aa, jeg er jo gal, jeg er gal, jeg er gal!« – – Han drejede sig halvt om mod Bænkens Ryglæn og hulkede.

»Skal vi ikke gaa lidt, det er for koldt at sidde saa længe stille,« sagde Karl noget efter.

De rejste sig og spadserede op ad Observatoriet til.

»Jeg spurgte hende engang om det, hun sagde sidste Vinter – dette om den store, uforglæmmelige Tid, – hvordan den kom til et Menneske?«

»Hvad sagde hun?« udbrød Hellum. – Jeg har jo tænkt og tænkt paa de Ord det sidste halve Aar!« –

»Hun sagde, at ingen vandt Saligheden, uden han omvendte sig og blev troende. – Ja, hun sagde ogsaa noget om, at ingen kan tjene to Herrer.«

»Sagde hun det! – Saa veed hun det selv, – hun veed det selv, at hun forlanger alt. Man maa ikke længes efter anden Salighed, end den hun skjænker – forat Øjeblikket kan blive evigt – det eneste –«

»Hvad veed hun, siger Du?« spurgte Karl.

»Hun veed, at Volmer havde aldrig tilbedt Tove og Gurre, hvis det ikke havde kostet ham hans Salighed!«

»Men hvad er det dog, Du siger?«

Hellum saae et Øjeblik forbavset paa Karl, saa sagde han – og Karl syntes næsten der var noget jublende i hans Stemmes Klang -: »Det bliver ikke mig, – men jeg tror hellerikke det bliver Dig, Karl!«

»Troer Du ikke ?«

»Troer Du det selv?« »Ja,-sikkert!«

De gik endnu et lille Stykke sammen, saa sagde Hellum:

»Du vil nok undskylde mig, Karl. I Øjeblikket vil jeg hellere være ene.Farvel!« --–

Da Karl og Ellen nogen Tid efter var i Kronprinsessegade, sagde han til Rebekka, at han troede, hun vilde gjøre Hellum en meget stor Glæde ved – maaske igjennem ham (Karl) – at indbyde ham til at komme til deres Modtagelsesaftener om Onsdagen. Rebekka svarede, at det skulde være hende en meget stor Fornøjelse at see ham.

Da Karl bragte Hellum Indbydelsen, saae denne spørgende paa ham, men udbrød saa pludselig: »Nej, jeg vil ikke vide det – – Tak for Indbydelsen! Jeg vil prøve at benytte den!«

Siden da blev Hellum en ret stadig Gjæst i Nr. 37. Rebekka syntes rigtig godt om ham, og Geheimeraaden interesserede sig ganske overordenlig for at tale med ham.

Karl undrede sig over, at det sletikke faldt ham ind at blive jaloux i dette Tilfælde. Det havde han dog ellers let nok ved.

Han levede forøvrigt dette Efteraar som i en Drøm, en stedsevarende Rus. Havde han ikke samtidig passet sit Arbejde med stor Punktlighed og Energi, vilde hans Levevis næppe have været sund.

Karl kom en Dag, kort før Jul, gaaende ad Nørrevoldgade henimod Teglgaardstræde til Timen Kl. 2. Han kom hjemme fra Pensionatet. Da han naaede Teglgaardstræde, manglede Klokken endnu et Kvarter i 2. Han blev staaende udenfor Porten paa Hjørnestedet og saae udover Terrænet henimod Voldgraven. Volden udfor Teglgaardstræde var helt borte. Et halvt Hundrede Arbejdere var i Færd med Rydningen længere henne til venstre. De fleste af dem havde Trillebøre, paa hvilke de kjørte Jorden ad Bræddespor ud til Randen af det ryddede Terræn, hvor de styrtede den ned ad Skrænten mod Graven. Andre arbejdede med Hakker og Spader i den frosne Jord. Det var temmelig koldt, havde frosset i flere Dage.

Alle Voldens Træer var huggede bort med Undtagelse af fem Kastanier, der ensomt ragede op ude paa det leræltede Terræn. Karl stod netop og betragtede dem og tænkte paa, om de nu skulde faa Lov at blive staaende, og hvordan de vilde tage sig ud, naar hele Forandringen var tilendebragt, og det nye Gade- og Parkanlæg var i Orden.

I det samme saae han, at Folk begyndte at løbe over Terrænet ned mod Voldgraven; – de kom saa morsomt uanet frem af Omgivelserne, ligesom Fluer udaf Luften, naar en Ko har foranlediget Sammenstimling blandt dem paa Skovbunden en Sommerdag. Han hørte ogsaa forvirret Raaben og Larm ovre fra Graven. – Nu satte ligeledes Voldarbejderne deres Trillebøre og Redskaber fra sig, og løb derover og ned og blev usynlige for Karl under Skrænten.

Karl saae paa sit Uhr; det manglede endnu 10 Minuter. Han frøs lidt. Saa gik han hurtig henimod Skrænten for at faa Benene rørt og faa seet, hvad det var for Sjov, der gik for sig.

Der var en Mængde Mennesker forsamlet ned ad begge Voldskræntens Sider.

»Hvad er der?« spurgte Karl en frysende Gade-Kjøbenhavner, der stod med Hænderne i Lommerne og Jakken skudt op i Tværfolder om Overkroppen.

»Det er disse forbandede Drenge. De maa j'unte løve paa Isen. Saa gjør de det alligevel.«

»Er der nogen falden igjennem?«

»Der er sgu to af dem kommen ind under Isen. Det er Saten til Komedie.«

Havde det været hjemme i Holting, var Karl sikkert øjeblikkelig løben ned, ud paa Isen og havde gjort et eller andet Redningsforsøg. Her følte han sig saa uvedkommende, og var saa ganske behersket af Forestillingen om blot at være Tilskuer ved saadant noget som et Gadeopløb, saa han blev staaende vel et helt Minut uden at foretage sig noget, – og uden engang at føle videre Medynk med Drengene, som han jo ganske vist ikke havde seet falde i, men om hvis yderste Livsfare han dog næppe tvivlede, – thi Folk rundtomkring ham raabte i Munden paa hinanden om de to Drenge, som for et Øjeblik siden var forsvundne ind under Isen, efter en kort Tid at have kjæmpet for at holde sig oppe.

Da hørte han ovre fra den modsatte Voldskrænt et Skrig: »Hvor er de? Red dem!« – Det var vistnok af en Kone, og han saae Bevægelse derovre i Menneskemængden, som om nogen trængte sig igjennem den. – I samme Øjeblik sprang Karl ned ad Skrænten, men da han naaede Isen, hørte han Raab rundt omkring: »Dér kommer Politiet!« - og han saae to svære Politibetjente med Reb og lange Brædder ovre paa den modsatte Side af Graven, ganske kort fra Hullet, hvor Drengene maatte være gaaede igjennem.

Saa blev han staaende, fordi – – ja, fordi han vel syntes, at Sagen nu var i rette Vedkommendes Hænder.

Betjentene lagde de lange Brædder ud fra Land, og stod saa og forhandlede – vistnok om, hvem af dem der skulde begive sig ud paa Brædderne. Lidt efter fik den sværeste af dem Rebet om sit Liv. -»Hold nu godt ved, Madsen!« sagde han til sin Kammerat, lagde sig saa ned paa Knæ og begyndte sidelæns at flytte sig hen ad de to Brædder, der var lagte jævnsides paa Isen, ud til Hullet. Da han var kommen derud, betragtede han opmærksomt dette, men erklærede efter en lille Tids Forløb, at der intet var at see; Vandet var mudret. Derpaa smøgede han sit ene Frakkeærme op til midt imellem Haandleddet og Albuen, knappede ligeledes Skjorteærmet op og smøgede det uden over Frakkeærmet, og rakte nu sin Arm vel halvandet Kvarter ned under Vandets Overflade.

»Der er tilsyneladende ikke noget at gjøre,« sagde han derpaa. »De er inde under Isen.«

»Skulde Du ikke forsøge med en Kjæp, Christensen!« sagde Kammeraten.

»Det kunde man jo ogsaa,« svaredes der.

En Herre blandt Tilskuerne laante Betjenten sin Stok.

Christensen lagde sig først fladt ned paa Brædderne, men da Stillingen paa Grund af hans Mavesværhed, var for ubekvem, rejste han sig atter op paa Knæene, og bevægede nu Kjæppen frem og tilbage i Hullet nogle Gange.

I dette Øjeblik sprang Karl ud paa Isen ovre fra den modsatte Side. Han havde kastet Frakken og raabte: »Lad mig faa Rebet om Livet, saa stikker jeg ned efter dem!«

»Vil den Herre øjeblikkelig gaa i Land!« sagde Christensen i en meget myndig og bestemt Tone.

»Drengene drukner jo!« raabte Karl, »De gjør jo ikke det mindste for at redde dem!«

Det gav et stærkt Brag i Isen.

»Vil De øjeblikkelig gaa i Land!« brølte Christensen. »Ellers droner vi beggeto! – Madsen, vil De notere den Herre!«

Karl gik tilbage og trak sin Frakke paa.

Christensen laa atter og stagede med Kjæppen i Hullet.

Karl var bleven stærkt ophidset; ikke ret meget af Vrede mod Betjenten, men af Angst for at have paadraget sig Skyld ved sin Nølen. Han havde lige besluttet at gaa ud igjen, tage Rebet fra Betjenten med Magt og dukke ned efter Drengene, – da saae han tre nye Betjente komme til paa den Side, hvor han stod. Saa opgav han det. Han vilde jo straks blive overmandet. Ovre paa den anden Side var der en Kvinde, der besvimede – formodentlig hende, der før havde skreget – og blev baaren bort

Karl skyndte sig op igjennem Folkemængden, og stod atter ved Porten i Teglgaardstræde. – Det var dette besynderlige Faktum: at to Mennesker var druknede, og at han muligvis kunde have reddet dem, og havde sletintet gjort forat redde dem. Han følte sig ikke normal derefter. – Klokken var ti Minuter over 2. Hellum var formodentlig kommen. –

Da han aabnede Døren, var Stuen fuld af Fensmarks sunde og kraftige Gentlemans-Stemme, der lød indigneret og ædel paa den selvfølgelige Maade, som Fensmark ofte brugte.

Hellum sad og hørte til.

»Veed De det?« sagde Fensmark til den Indtrædende.

»Hvilket?«

»Om de to Drenge, der er druknet her lige udenfor.«

»Ja.«

»Jeg hørte det af en Forbipasserende, lige før Hr. Hellum kom, at de begge var omkomne, og det mens Folk staar i Hundredvis og gloer derpaa. Jamen det er jo bestialsk! Det er jo Mord – som Folkeforlystelse! Det er jo, Gud hjælpe mig, som paa den romerske Arena, hvor Tilskuerne sidder i Tusindvis og seer paa, at deres Medmennesker dræbes. Og saa taler man om, at Kristendommen har humaniseret Menneskeslægten. Jeg siger: tag Straffen bort, saa gjør man værre Ting i vore Dage end paa Neros Tid«

»Hvis Drengene var komne ind under Isen,« sagde Hellum, »saa behøvede det ikke blot at være for sin Fornøjelses Skyld, at man lod dem blive der. Det kunde ogsaa være for selv at undgaa den visse Død«

»Skulde der virkelig ikke have været en rask, ung Mand, der med Tov om Livet kunde have gaaet ned – –«

»Jeg var til Stede,« sagde Karl, »jeg kommer henne fra Voldgraven.«

»Var De til Stede!« sagde Fensmark. »Naa. Ja, jeg haaber, De troer mig, naar jeg siger, at det havde jeg ikke Anelse om.« – Han gik hen og tog i sin Reol Bøgerne, han i Dag skulde bruge, og satte sig ved Bordet. – »Det var Njála, 17. Kapitel – vil De begynde, Hr. Hellum – –« Inden Hellum fik begyndt paa Oversættelsen, sagde Fensmark til Karl: »Jeg vil naturligvis gjerne indrømme, at der kan have været særlige Omstændigheder, der har umuliggjort Redningen. Graven er jo dyndet, og Isen er naturligvis en stor Hindring.«

Lidt efter var de midt inde i vidtløftige, sproglige Udviklinger.

Men Karl hørte grumme lidt efter og deltog næsten sletikke. – Han sad og undrede sig over sig selv. Han kunde ikke forstaa, at der virkelig var gaaet otte Aar, siden han sad i Skolen hos Ida Vinding og gruede for at skulle ansee sig selv for Gjertruds Morder. – Fornemmelsen i Sindet og i Kroppen var ganske den samme – det vil sige: det var ligesom ikke over ham endnu; men han følte, at Uvejret, der truede ham nu, var akkurat af samme Art som den Gang. Og Selvbebrejdelsens eller Anklagens Form var saa præcist den samme som sidst: det var egenlig sletikke Medynk med Drengene eller deres Moder, der pinte ham, ligesaa lidt som det dengang havde været et godt Hjertes Medlidenhed overfor en ulykkelig Medskabning, – nej, det var alene Tanken om: hvad han nu var nødt til at kalde sig selv, – om han maatte ansee sig selv for en Slags Morder, der i Grunden fortjente samme Straf som den, hvem Lovens Arm rammer, og som derfor ingen Ret havde til at føle Livsglæde eller god Samvittighed mere. – Dette kolde, hjerteløse Juristeri overfor sig selv, der meget snarere kvalte Kjærlighed til Næsten, end ansporede den, denne fanatiske Iver for at slippe for Skyld, der i Virkeligheden var ganske egoistisk – han saae det selv saa klart altsammen, men kunde aldeles ikke befri sig fra dets frygtelige Magt.

Da Timen var til Ende, spurgte han Fensmark, om denne ikke skulde ud at spadsere, for han vilde gjerne tale med ham under fire Øjne.

»Med Fornøjelse,« sagde Doktoren og kastede et hastigt udforskende Blik til Karl; derpaa udbrød han leende: »De vil da ikke udfordre og skyde mig med det samme ?«

»Hvad mener De?« spurgte Karl.

Fensmark lo overdaadigen: »Kjære Hr. Wintrup! – jeg tænkte blot paa det, De fortalte forleden, at De og Deres Kammerater øvede Dem i Pistolskydning ude ved den gamle Jernbanevold.« – –

De gik ad Halmtorvet, Filosofgangen og ud paa Terrænet ved Kalvebodstrand, som dengang laa i et stort Kaos.

»Jeg vil bede Dem sige mig alvorligt, uden Overdrivelse men ogsaa uden Afdæmpning,« sagde Karl, »hvordan De seer paa det, at jeg ikke kom de Drenge til Hjælp, skjønt jeg stod dernede sammen med alle de andre Mennesker.«

»Jamen, bedste Hr. Wintrup! jeg indrømmer, at Æresfølelse er en god Ting. Men De maa dog kunne forstaa, at man i Uvidenhed kan komme til at sige Ting, hvormed det aldrig i Verden var Ens Hensigt at støde nogen – –«

»De misforstaar mig helt. Jeg maatte jo være vanvittig, om jeg følte mig stødt paa Dem. – Nej, men jeg beder Dem sige mig, som Menneske, som Gentleman, hvad De dømmer om min Optræden ved den Lejlighed.« – Karl fortalte klart og udførligt, hvad der var foregaaet.

»Gud, hvor det ligner Kjøbenhavns Politi!« raabte Fensmark. -»Dette Mavemenneske, der lægger sig ned paa Isen og roder med en Kjæp! – – Ja, hvad er det dog for en Sump, vi ligger og lumrer i herhjemme! Det revner – det revner, skal De see, inden man veed et Ord af det! – alle disse Maver!«

»Jamen nu maa De ikke glæmme det, jeg spurgte om.«

»Mener De, om De har forsømt Deres Pligt? – Kjære Wintrup, jeg maa sige Dem een Gang for alle: jeg kjender ikke det Begreb Pligt som saadant.«

»Nej, det gjør jeg maaske hellerikke. Men jeg mener: i Virkeligheden – – eller hvad vilde et almindeligt Menneske dømme om min Optræden?«

»Det er sgu lidt vanskeligt for mig at sætte mig ind i et almindeligt Menneskes Tankegang. Men, oprigtig talt, jeg troer, enhver vilde sige, De havde handlet brillant.«

»Nej, – det kan man da umulig kalde det –«

»Naa, ja – forsvarligt – hvad vil De? – pænt, korrekt – – Herregud, De vil endogsaa paanøde Politiet Deres Assistance. Der maa dog, for Fanden, være noget nobelt i Deres Handlemaade, naar vort kjøbenhavnske Politi finder Anledning til at notere Dem.«

»Men saa før Politiet kom?« »Naa – at De da nølede? – Ja, hvad – der skal jo Tid til al Ting.« –

De var komne hen i Nærheden af det nye Kvægtorv. Pludselig gav det sig til at snee voldsomt, og da det blæste stærkt, blev det med det samme Snefog.

Karl bad Fensmark følge med sig op i Pensionatet, til Uvejret havde bedaget sig. Nu var de jo lige ved Gasværksvejen. –

Da de obligate Indtrædelsesbemærkninger var faldne, oppe paa Karls Værelse, gik Samtalen istaa, thi Karl var stadig optagen af sit, og vilde dog ikke tale mere derom, dels for ikke at gjøre Indtryk paa Fensmark af en Særling, dels fordi han nødig vilde have nye Udtalelser af denne, som maaske kunde forstaas paa to Maader og derved volde ham nye Spekulationer.

I det samme kom Pigen ind og meldte: Kaffe, samt – maaske for egen Regning – at der var Fremmede inde.

»Hvem ?«spurgte Karl.

»Hende – æh – den fornemme Dame.«

»Frøken Woltersien ?«

»Ja.«

»Vil De sige Fru Dalsgaard, at jeg ogsaa kommer med en Gjæst. – Det vil De nok?« vendte han sig til Fensmark. Pigen gik.

»Frøken Woltersien?« sagde Fensmark, idet han rejste sig og med et Buk takkede for Indbydelsen. »Mon det er Frøken Rebekka Woltersien ?«

»Kjender De hende ?«

»Kun af Udseende – og af et fortryllet Hjertes frie Fantasier.«

»Saa.«

»Hun hørte Georg Brandes' Forelæsninger paa Universitetet over Shelley og Byron. Det er vel en 4-5 Aar siden. Hun var ganske pur ung. – Men jeg forsikrer: hvem der hørte de Forelæsninger og saa vidste eller følte med sig selv, at hun var i Auditoriet! – – Naa, men det eneste, hendes mange, flammende Beundrere opnaaede, var – ikke af hende selv, men ad lange, besværlige Omveje – at erfare hendes Navn: Rebekka Woltersien. Det skulde undre mig, om ikke dette Navn fandtes som Marginal-Note i adskillige af Tilhørernes Kollegiehefter fra hin Forelæsning.«

»Ha, ha, ha, det var morsomt!«

»Hun kommer her?« »Meget sjældent. Men hun kjender min Kusine, som er her i Pensionatet, og mig – fra Ferieophold i Jylland.«

»Ja, De maa præsentere, Hr. Wintrup – De forstaar – for Frøknen har sikkert ikke Anelse om, hvem jeg er,« sagde Fensmark, umiddelbart før de traadte ind i Dagligstuen. – –

»Jeg fortalte netop Hr. Wintrup,« sagde Fensmark, der nu havde taget Plads ved Kaffebordet, hvor de fleste af Pensionatets Beboere var til Stede, »at jeg havde været en af Frøknens mange, tavse Beundrere ved Dr. Brandes' Forelæsning over Naturalismen i England.«

»Saa –« sagde Frøken Rebekka, »syntes jeg ikke nok, jeg havde seet Deres Ansigt før.«

»Kan Frøknen virkelig huske – – Ja, vi var naturligvis tavse, saalænge vi befandt os i Auditoriet, men ude paa Frue Plads var Frøknens Navn til Gjengjæld paa Alles Læber, – vi havde nemlig ved udholdende Spionage faaet Deres Navn at vide.«

»Men havde det saa ikke været langt mere ophøjet, om de saarede Hjerter havde lukket sig om Navnet og gjemt det i vedvarende Tavshed.«

»Frøknen maa huske, at vor Følelse var saa ung, saa spirende, og fik jo aldrig Lov at blive mere.«

»Jeg troede netop, den spirende Følelse var særlig sart og bly.«

»Ganske vist – æh – naar den spirende Følelse dog har Haab, – men naar den, som vor, var haabløs fortvivlet – – det er dog maaske noget andet –«

»Ja, jeg maa indrømme, at jeg husker ikke Reglerne for en spirende, fortvivlet Følelse.«

»Nu var jo selve Situationen paa disse Forelæsninger gjennemgaaende fortvivlet for os Herrer, for alle Damerne var naturligvis i Øjeblikket – og maaske længe efter – forelskede i Taleren.«

»Jeg syntes hver Gang, at jeg maatte blive det; men jeg blev det alligevel ikke.«

»Og Grunden?«

»Nej, mange Tak, Fru Dalsgaard! – De maa huske, det er anden Gang, jeg drikker Kaffe i Dag,« sagde Frøken Woltersien. – »Nu troer jeg dog, det er holdt op at snee, nu kan vi saamænd godt vove os ud, Frøken Ellen,« fortsatte hun, idet hun kastede et Blik hen til Vinduet.

Da Karl og Fensmark straks efter forlod Stuen, bukkede denne overdrevent dybt og sirligt for Rebekka Woltersien: »Farvel Frøken, maatte Skjæbnen føre mig saaledes, at det endnu engang i dette Liv forundtes mig at see et Glimt af Dem.«

»Skal det absolut være Skjæbnen?« sagde hun. »De kunde jo ogsaa en Onsdag Aften paa Deres egne Ben spadsere op ad Trappen til Geheimeraad Woltersien i Kronprinsessegade, saa opnaaede De det samme, og jeg kan næppe tro om Skjæbnen, at den ligefrem vilde søge at forhindre det.«

»Selv om saa var, Frøken, saa vilde jeg heltemæssigt trodse Skjæbnen. Jeg takker ærbødigst.«

Karl havde været meget stærkt – maaske lidt pinligt – optaget af at høre Fensmark og Rebekka snakke sammen; Spørgsmaalet om hans Skyld eller Ikke-Skyld var et Øjeblik traadt i Baggrunden i hans Sind, og Heden var tilsyneladende gaaet af det. Han vovede sig derfor til – da Fensmark var borte – at tage Sagen frem for i en Fart at komme til Ende med den. Men det viste sig, at den var spillevende endnu, og kunde bide, saa det havde Klem. Følgende Ræsonnement drog sejrrigt ødelæggende gjennem hans Hjerne: at volde et andet Menneskes Død var i og for sig intet. Det kunde ske ved et rent Uheld, som man sletikke selv var Herre over – man var da juridisk, moralsk og for sin egen Følelse fuldstændig fri for Skyld. Alt kom an paa Sindets Forhold til den dræbende Handling. – Men: nu var det jo ene og alene hans eget Sind, der havde holdt ham fra at bringe Hjælp, før Politibetjentene indtraf. Og hans indre Motiv havde da ikke engang været Frygt, det havde været denne taabelige Forestilling om, at han blot var Tilskuer. Ja, og havde han ikke som Tilskuer været interesseret i det, der foregik; havde han ikke moret sig; havde han ikke moret sig saa godt over Drengenes Livsfare, at han af den Grund – den værste af alle mulige Grunde! – havde undladt at hjælpe. Han syntes endnu, han kunde mærke i Kroppen dette Jo-galere-des-bedre-Ønske, som han kjendte saa godt fra Ildebrande og Folkeopløb og lignende Lejligheder, hvor han virkelig havde været uvedkommende. Han syntes bestemt nu, at han en kort Tid havde følt det samme henne ved Voldgraven, inden det rigtig gik op for ham, at han her sletikke var uvedkommende. – Ja, – men saa var der jo intet videre at forhandle om. Det var jo vel muligt, at han delte denne Skyld med nogle Hundrede Mennesker, men Faktum var jo ligefuldt, at han af Lyst til Sjov – det vil sige: Lyst til at see to Mennesker dø – havde undladt at redde dem.

Han forundrede sig over, hvor de Tanker kom fra, ganske ligesom han havde forundret sig, da Beskyldningen angaaende Gjertrud styrtede sig over ham, men samtidig kunde han dog ikke slippe bort fra, at de nuværende Beskyldninger var ganske anderledes vel begrundede, end hin havde været.

Hvad mon Øvrigheden vilde sige, hvis han fremstillede for den Sagens sande Sammenhæng: at han altsaa virkelig en kortere eller længere Tid havde ønsket Drengenes Død og derfor undladt at hjælpe.

Han saae pludselig Vanviddets uendelige Ødemark foran sig, og i et humoristisk Lysglimt, der straks forsvandt igjen, saae han sig selv fremstille Sagen for en Kriminalrets-Assessor, der stod derude paa Ødemarken ganske hjælpeløs, uden Bøger og Lovsamlinger, men med Uniformsfrakken over den bare Skjorte.

Ved Idee-Association kom han til at tænke paa Betjentene, – det var underligt, at de ikke hentede ham, da de dog havde noteret ham, – de fandt rimeligvis deres egen Optræden saa uforsvarlig, saa de helst lod Sagen uomtalt. Ja, hvor kunde deres Uniform fritage ham for Ansvar. Han burde jo have handlet efter sit Forsæt paa Trods af den Tykke derude paa Isen, mens det endnu var Tid. – – Først af unaturlig Mordlyst og dernæst af jammerlig Fejghed havde han ladet de to Mennesker dø.

Og saasnart denne tankemæssige Udredning af Sagen var til Ende, skete der – hvad han godt nok havde anet der vilde ske: Angst faldt over ham som et Mulm – som Askeregnen under et Jordskjælv.

Inden Thetid var han naaet til fuldstændig Hjerne-Bankerot. Men da rejste Selvopholdelsesdriften sig, stærkere i Øjeblikket end baade Angsten og Tankerne, og gjorde Holdt. Den suspenderede ligestraks al Samvittighed og Moral, alt Forlangende om Lykke og Fremtidsudsigt, jog brutalt de anklagende Tanker paa Døren og satte Vreden paa Vagt imod dem. – Derpaa befalede den Karl at stoppe sin Pibe, samt at gaa ind og foreslaa Fru Dalsgaard en Bezique efter The, skjønt han visselig ingen Lyst følte dertil.

Da Karl gik i Seng, maatte han erkjende, at denne Evne til Selvbeherskelse var det eneste, han havde vundet i Løbet af otte Aar; ellers syntes hans Sind indrettet paa ganske samme Maade, som da han led Samvittighedskvaler i Anledning af Gjertrud.

Da han næste Dag gik ind til Teglgaardstræde, var han klar over to Ting, den ene: at han vedblivende havde Magten over sig selv, den anden: at Livet var ham fuldkommen værdiløst, saalænge han skulde leve det paa de forhaandenværende Vilkaar, d.v.s.: med dette Spørgsmaal uafgjort.

Han vilde saa gjerne tale med nogen, fordi han følte, hvor farligt det var for ham selv at tænke paa Sagen. Og da han efter Timen var bleven af med Hellum, gik han ind til Kronprinsessegade. Det kunde dog være, at et Ord af Rebekka vilde vise sig at have nogen Magt over hans Sind. I hvert Fald vilde han gjerne se hende og være hos hende en lille Tid.

Da hun havde faaet Beretningen – det vil sige: dens ydre Træk – sagde hun: »ja, hvor det er ubehageligt at være til Stede ved saadant noget. Man kan gaa i lang Tid og ikke kunne glæmme det.«

»Jamen, mener Du, jeg har Skyld?«

Hun saae et Øjeblik forbavset paa ham, saa brast hun i Latter: »Det var dog et besynderligt Skoledrengespørgsmaal!«

»Et Skoledrengespørgsmaal?«

»Ja! – Skal Du stille til Prygl nogen Steds, hvis Du har Skyld? – Er der nogen, Du skal aflægge Regnskab for!«

»Nej, – men min Samvittighed –«

»Din Samvittighed? – er der da noget, Du forsømmer? – er der noget, Du kunde hjælpe paa endnu?«

»Nej, – ja, jeg kunde jo –«

»Ja, det er virkelig en anden Sag, – hvis Du kan gjøre noget, som – –«

»Jeg mener, jeg kunde melde det til Øvrigheden.«

»Og saa?«

»Ja, – den kunde jo saa straffe mig, hvis der var noget at straffe.«

»Kjære Karl! – og Din Fader er Herremand! Man skulde jo tro, han var Livegen.«

»Hvorfor det?«

»Din Ryg kløer i den Grad efter Pryglene, saa Du maa ud at hente dem, naar de ikke vil komme af sig selv.«

»Jamen Rebekka, det vilde jo da ogsaa være forfærdeligt for Dig, hvis Du maatte ansee Dig selv for en Forbryder.«

»Maatte ansee mig selv! – – Men hvem skulde dog tvinge mig til at gaa og ansee mig selv!«

»Jamen hvis Du nu var det«

»Ja, Herre Gud! saa var jeg det – det var vist ikke morsomt. Men jeg vilde virkelig ikke føre Regnskab over min Forbrydelse. Jeg har ingen at aflægge det for.«

»Vil Du ikke blot sige mig een Ting, Rebekka: Hvad synes Du om min Optræden ved den Lejlighed?«

»Det kan jeg virkelig ikke dømme om. Hvad Du har fortalt mig, har sletikke forringet min Mening om Dig i det hele. Meget snarere de jammerlige Grublerier, Du nu gaar og har bagefter. – Jeg vil ligefrem bede Dig, ikke tale mere derom. Det virker frastødende paa mig.«

»Ja, saa vil jeg sige dig Farvel. For i Øjeblikket er det mig umuligt at tænke paa andet.«

»Farvel, Karl!« – Hun stod og saae forundret paa ham, mens han trak sin Overfrakke paa, tog Hat og Stok og gik ud paa Trappegangen. Saa lukkede hun Døren efter ham uden at sige noget. – –

I to Dage gik Karl og passede sit Arbejde, strængt vaagende over, at hans Tanker ikke beskjæftigede sig med det farlige Emne. – Men han kunde ikke forhindre, at Bevidstheden af og til strejfede Sagen, saa at sige med et enkelt Blik, – og det var nok til, at der hver Gang nedfældedes en Øjebliks-Dom i Sindet, som efterhaanden blev til en dump, tyngende Følelse af Skyld, der stadig tiltog. – Denne Følelse var efter et Par Dages Forløb bleven saa stærk, saa han i dyb Lede ved det hele opgav Selvbeherskelsen og paany styrtede sig ud i en pinefuld, vidtløftig Undersøgelse af Sagen, der endte med fuldstændig, nervøs Oprevethed. Saa blev jo atter Selvbeherskelsen tilkaldt, – men han laa denne Gang en hel Nat, aldeles i sine løsslupne Tankers Vold, inden han kunde faa dem viist paa Døren og faa Ro i Hjernen – atter paa Betingelse af Sagens absolute Uafgjorthed.

Han var saa forpint, saa han tænkte paa straks at rejse hjem og tale med sin Fader. Paa den anden Side følte han ogsaa Ængstelse derfor; thi han vidste ikke, om hans Faders Autoritet længere vilde være stærk nok hos ham til, at hans Sind kunde lade Sagen bero ved dennes Afgjørelse. Han syntes, han vidste i Forvejen saa tydelig, hvad hans Fader vilde sige, – og denne Bevidsthed hjalp i hvert Fald ingen Ting. Men vilde det saa blive bedre, om han virkelig hørte sin Faders Ord?

Uden at gjøre sig Rede for, af hvad Grund han netop valgte ham, gik han ind til Esby paa hans Værelse og fortalte ham det hele.

»Jeg troede sletikke, Du kjendte til saadant noget,« sagde Esby og skjød Øjenbrynene til Vejrs.

»Gjør Du da det ?«spurgte Karl overrasket.

»Det er jo noget elendig sygeligt og gudsforladt og ukristeligt noget; men det er da bedre end sletingen Samvittighed at have.«

»Det er en frygtelig Lidelse, – saa meget er vist,« sagde Karl.

»Du maa endelig blive ved at lade selve Sagen være uafgjort,« sagde Esby. »Jeg kunde godt sige Dig min Mening om den. Men dels er min Mening jo ikke ufejlbar, og navnlig kan den ingen videre Magt have over Dig. Og saa staar Du der igjen.«

»Det er dejligt, Du forstaar mig saadan,« sagde Karl. »Men jeg kan vist ikke holde ud at lade Sagen være uafgjort. Jeg er bange, den saa tilsidst styrter sig over mig uforvarende. Jeg maa hellere vende Ansigtet imod den og kjæmpe med den.«

»Du veed jo godt, at det er den lige Vej til at blive gal.«

»Aa ja. Men det er det andet ogsaa. Jeg kan ikke have den Mord-Anklage hvilende paa mig, uden at faa det afgjort, om den er sand eller falsk.«

»Jo, Du kan. Men saa –«

De tav begge en Tid.

»Saa er der vist ikke andet for end at bede,« sagde Karl.

»Nej, – men jeg vidste ikke, om Du kunde lide, at jeg sagde det.«

Karl rejste sig, gik hen og tog Esby om Halsen og kyssede ham.

Saa skyndte han sig ud af Stuen. Hele hans Barndom var pludselig brudt ind over ham.

Hellum fulgte atter denne Jul hjem med Karl. – En Aften, de sad ene oppe paa Karls Værelse, sagde denne: »Dengang Du fortalte mig, at Du var forelsket i Rebekka, da sagde Du, at hendes Væsen og Tanker havde fortryllet Dig, men stred tillige helt imod Dine. Jeg vilde gjerne vide, hvad det er, Du har at indvende imod hendes Tro paa det eneste store Øjeblik, som alt andet skal ofres for.«

»For det første er det Hedenskab, Afgudsdyrkelse.«

»Nej!« »Jo, – hun gjør jo ligefrem dette Øjeblik til sin Gud.«

»Maaske det er saadan for hende. Men det behøver ikke at være Hedenskab.«

»Saa?«

»Nej jeg veed det, Hellum, – man kan tro paa Gud og kjende Gud, – og saa kan man alligevel – opgive al Evighed for det ene Øjebliks Skyld! – Det kan man!«

»Ja, jeg forstaar det ikke.«

»Jo, – det kan jeg da ogsaa huske Onkel Jørgen fortalte om de gamle Israeliter, at de troede fuldt og fast paa Gud og levede med ham – og saa havde de alligevel kun en meget svag Forestilling om et evigt Liv, – endogsaa David –«

»Hverken Du eller jeg hører jo til de gamle Israeliter, Karl. – Men det er for Resten sletikke hendes Hedenskab, der strider mod min Tankegang – for jeg veed jo hellerikke, hvad jeg saadan troer – Nej, men denne Tale om den uforglæmmelige, salige Tid, den er simpelthen usand. Selve det Materiale, hvoraf Lykken skulde opbygges i hint korte, store Øjeblik, – det er selv mærket af Tid og Savn. Man maatte leve dette salige Nu i ren, skjær Indbildning, for ikke at fornemme dét. Og jeg kan ikke leve i Indbildning. – Men jeg vil gjerne tro, at hun vilde kunne det, – den højfornemme Dame, vi taler om.«

»Hun kan bedre bevare Illusionen, mener Du?«

»Den Slags Folk er jo saa højt hævede over al Virkelighed paa en Maade.«

»Er det deres Rigdom, der volder –«

»Mest paa Grund af deres forfinede, ufolkelige Dannelse. Ja, Du fik jo selv en Anelse derom, da Du var i Frankrig. Deres Dannelse stammer direkte fra den store, uforglæmmelige Tid i Versailles, da en hel Klasse Mennesker første Gang blev opdraget, fjærnet ved fuldkommen Isolering fra al Virkelighed, baade materiel og aandelig. De Mennesker anede intet om, hverken hvor Pengene kom fra, som de bortødslede, eller hvordan Glæde og Sorg blev til, dem de nød som Kunst, eller legede med i deres Konversation.«

»Saadan en ung Pige som Rebekka Woltersien har nu vist ellers faaet en meget udpræget Real-Dannelse, – hun har f. Ex. rigtig gode Kundskaber baade i Fysik og Kemi – –«

»Aa – det kan gjerne være. Det kan man jo for Resten sige om al Nutidens Opdragelse, at den er bleven stærkt realistisk. Men det er blot i Retning af den materielle Virkelighed. Hvad angaar sjælelig, aandelig Virkelighed er vor Tids Dannelse akkurat ligesaa tom og fjærn og kundskabsfattig som Versailles-Dannelsen, hvorfra den stammer. Den seer paa Glæde og Sorg, aldeles som Versailles-Folkene saae paa Pengene. Den veed sletikke, hvor de kommer fra. Den seer og hører ikke Glæden og Sorgen rinde frem af Sprogets Kilder, hvorigjennem dog hver Enkelt har modtaget, hvad han ejer af Glæde og Sorg, – ligesaa lidt som den seer Poesien fremvælde af Folkets Sang og dets Historie. – Kjendte vor Tids Dannelse noget til Glædens folkelige Oprindelse, da kunde den aldrig bruge Glæden til deraf at bygge pantheistiske Babelstaarne, – pantheistisk Salighed, om det saa kun var for en Dag.«

»Men Du kan da ikke nægte den Slags Mennesker en overvældende, en berusende Glæde over Naturen, – ja, ellers passer Din Beskrivelse i hvert Fald sletikke paa Rebekka.«

»De kjender Naturglæde som pantheistisk Fortabelse eller Henrykkelse i Naturstemning – ja, det er sandt. Men den egentlige, virkelige Naturglæde, den med de tusinde, krydrede Dufte, med de utallige fine og dog saa forskjellige Nuancer – hvor skulde de kjende den? – de kjender jo i Virkeligheden Naturen saa lidt.«

Hellum sad længe og stirrede frem for sig.

»Aa, men det hele er jo kun et forgjæves Selvforsvar fra min Side,« sagde han saa. »For Tanken om hende er mig lige overmægtig; – fortryllende, daarende og dog saa underlig nærværende, virkelig. Alle mine Meninger og Theorier er mig saa ligegyldige, saasnart jeg tænker paa hende. For der vilde jo dog være mere Indhold i hendes kortvarige, fantastiske, verdslig-guddommelige Lykke end i alle Tiders – »folkelige«, virkelige Savn og Længsel. – Aa, blot Forventningen derom – og Mindet derom – –«

»Hvordan mon det kan være,« sagde Karl, »at skjønt Du nu omtaler Din Forelskelse i hende saa uforbeholdent til mig, og skjønt jeg veed, Du kommer hos Geheimeraaden, saa kunde det dog aldrig falde mig ind at blive jaloux paa Dig, – derimod Fensmark! jeg er vis paa, at jeg uden Spor af Grund kunde blive vild af Skinsyge paa ham – – er det, fordi han er Kjøbenhavner ligesom Rebekka – eller hvad er det?« –

»Det maa vel nok være, fordi der er en Slags Lighed imellem dem, som Du staar udenfor. Ja – – ja, han er ogsaa – sjæleligt – virkelighedsfjærn, – Ballon er han! – Men det er saamænd ikke Versailles-Dannelsen, der trykker ham, – han har jo overhovedet ingen Dannelse trods alle sine Kundskaber. Nej, han er saadan en moderne Brostens-Gevækst – helt gold, sjælelig naturløs – det er det, han er Pantheist paa. – Han forsømte da ikke at benytte Indbydelsen hurtigst muligt – han var der jo allerede Dagen efter –«

»Dagen efter?« foer Karl op, »-Dagen efter, at han og Rebekka talte sammen paa Gasværksvejen?«

»Ja – Dagen efter var jo en Onsdag; jeg var deroppe forat hilse paa Frøken Rebekka og Geheimeraaden nu inden Juleferien.«

»Det er da mærkeligt, at Rebekka ikke nævnte det til mig, at Fensmark havde været der.«

»Naa-ja, Du synes rigtignok at kunne blive jaloux uden Grund!«

»Ja, hvad kommer det dog af! det er jo Vanvid! ha, ha, ha!«

»Ja, dét er Vanvid!«

»Aa, Gud ske Lov! – Tak, Hellum, fordi Du siger dét!«

De sad en lang Tid, hver med sine Tanker.

»Hør, Karl« – sagde Hellum, »mon Du har noget imod at sige mig det: har I – kysset hinanden?«

»Ja! – det har vi rigtignok!« raabte Karl næsten jublende. – Det var, ligesom Hellum sank lidt sammen i Stolen.

»Ja, jeg kan ligesaa godt sige Dig det, Hellum: der var een Gang: havde jeg da haft Mod, saa havde Rebekka været min nu!«

Karl gik med stormende, hastige Skridt op og ned ad Gulvet.

Hellum fik lidt efter lidt Hænderne op for sit Ansigt. Endelig sagde han: »Det er jo bedst saadan, det er jo bedst – men jeg vil tilbede hende – – jeg vil aldrig, aldrig kunne glæmme hende!«

Karl forkortede sin Juleferie og gik, straks efter at han var kommet til Kjøbenhavn, ind til Kronprinsessegade. Og det var hans Hensigt, at spørge Rebekka, hvorfor hun ikke havde fortalt ham, at Dr. Fensmark havde været hos dem før Julen, – han vilde naturligvis tillige indrømme sin Skinsyges fuldstændige Urimelighed, men bede hende ikke fremtidig lade ham i Uvidenhed om den Slags Ting. Alt dette var hans Hensigt, – indtil han stod overfor Rebekka inde i Dagligstuen, da indsaae han, med lammende Vished, at det var ham ganske umuligt at gjøre hende nogetsomhelst Spørgsmaal i den Retning.

Han forundrede sig blot over, at han ikke straks havde indseet dette, – han følte med Rædsel Muligheden af hendes Foragt.

Hun var for Resten saa mild og elskværdig og saa nem og munter at snakke med, – og da han gik, kyssede hun ham, helt af sig selv, paa Munden. – Hvor han elskede hende! – men han følte selv, at hans Lidenskab var noget sygelig i denne Tid, dels paa Grund af den nervøse Ophidselse, han havde været i før Julen, dels fordi Skinsygen, ihvor meget han kunde indsee dens Urimelighed, dog hvert Øjeblik lurede paa ham.

Han var hos Geheimeraadens mindst een Gang om Ugen, men først i Slutningen af Februar kom Rebekka, rent tilfældigt, til at nævne, at Dr. Fensmark havde været der.

»Har han været her mere end een Gang?« spurgte Karl – og havde den største Møje med at beherske sin Stemme.

»Han har vist været her en 3-4 Gange efter Jul.«

»Og een Gang før Jul?«

»Ja.« – Hun saae paa ham med et smilende, spørgende Blik, som dog gjorde, at han ønskede sig langt borte. »Interesserer det Dig?«

»Nej – Ja, det morer mig, at han er saa ivrig.« – – –

Hele denne Periode fra Julen til Sommerferien var for Karl en Tid af den Slags, man ikke udholder at leve i Længden. Dertil var den altfor heftigt og dybt bevæget. – Den religiøse Forandring, der var foregaaet med ham, gav ham ganske vist en Følelse af Hjemlighed hos sig selv, som han længe havde savnet; han følte sig meget tryggere hjemme i sit eget Indre end før. Men hans Elskov var dog som en Storm eller et Hav, der helt havde ham i sin Magt; og naar dertil med Mellemrum kom Skinsygen, var det sommetider for ham, som han rent skulde gaa under.

Han var en enkelt Gang om Onsdagen i Kronprinsessegade og traf da sammen med Fensmark, – men han turde ikke spørge Rebekka, om dette var tilfældigt, eller Fensmark kom der regelmæssigt om Onsdagen. – Paa den anden Side syntes han aldrig, han havde haft det saa godt hos hende som i dette halve Aar, naar han kom der ene eller sammen med Ellen. – Der var en Tid, under et stærkt Anfald af Skinsyge, at han tænkte paa at spørge Rebekka, om de ikke skulde gifte sig. Men han var bange for, hun skulde le ad ham, og der var jo da ogsaa saa mange praktiske Hindringer. – –

Paa samme Tid som Karl saaledes med hele sin Lidenskab tilhørte Rebekka, bevægede, uden at han i mindste Maade lagde Mærke dertil, ikke blot hans Tro, men ogsaa hans Tanke sig bort fra hende.

Baade naar han talte med Hellum, og naar han i Ensomhed arbejdede paa sit Verdensbillede – og det havde de begge to altid meget travlt med – kjæmpede han for den folkeligt-naturlige Livsfølelse imod det Pantheistiske. Men selvfølgelig: den Modstander, han da tænkte paa, var aldeles ikke Rebekka, – altid Fensmark, der jo ogsaa paa saa mange Maader var en Modsætning til hende. – –

En meget stor Glæde var det for Karl, da Rebekka en Dag i Juni sagde til ham, at hun kom i Besøg paa Glenstrupgaard en fjorten Dages Tid i Sommerferien. – Han havde sjælden nydt Sommerferien saadan, som han nød den iaar. Det var saa stor en Vederkvægelse at komme bort fra Kjøbenhavn. Han syntes, alting hérovre gik af sig selv, – det med Rebekka gik vel ogsaa nok i Lave engang. Det kunde jo gjerne være, at der var noget, som blev galt tilsidst, men det var saa dejligt at leve og gro, og man fik jo saa bøde for sine Fejl. – Nu var Luften ogsaa saa herlig den Sommer, hverken for varm eller for kold. –

Det var meget sørgeligt, at gamle Pastor Grabow efter al Sandsynlighed laa for Døden. Han havde stærk Gigtfeber, og den havde slaaet sig paa Hjertet. Baade Rebekka og Karl var derhenne forat besøge ham, men han vilde ingen Mennesker see.

Men det var snart mere kjedeligt med Karls Fader, for han var nok rask nu – det vil sige: han gik og hostede noget – men han havde i Foraaret haft et Anfald af Influenza, der bagefter var bleven til Lungebetændelse. Denne havde rigtignok efter alles Sigende været meget let, men det virkede alligevel saa uhyggeligt paa Karl, at hans Fader saadan havde haft en rigtig Sygdom – af dem, man jo dog plejede at regne for farlige – uden at han havde vidst det mindste derom. Han syntes ogsaa, han kunde see, at hans Fader var bleven gammel i den senere Tid.

Anna og Stamherren skulde have Bryllup nu imellem Slæt og Høst, den 12. Juli.

»Jeg troer sgu æt, han er ret dygtig, Robert, hvordan 'et er,« sagde Wintrup en Dag, Karl fulgte med ham ud i Marken forat see paa Rugen. »Han er vist saaen lidt slap i'et. Naah – men det kommer maaske, naar han nu faar noget selv at styre.«

»Er dennehér Ejendom i Sverig stadig under Administration?« spurgte Karl.

»Aak ja, der er lang' Udsigter. De la'er sig jo betal' godt for at administrer' saaen Gods, dehér Slægtninger. Naa, et større Laan faar han jo da rejst paa sine Fremtidsudsigter, og saa kommer jeg jo til at udbetal' det meste af Annas Arv. Men alligevel, De kommer sgu sletæt til at sidd' for rundelig ved'et. Rostruplund er jo en ret stor Gaard, og den er æt af de nemmest'.«

Hvem i Alverden – undtagen hans Fader, tænkte Karl – kunde dog maale sig i Skjønhed med disse aabne, jydske Marker med deres Sommerblæst og Lærkesang. Og Skjønheden var saa helt af samme Art. Som han stod dér og saae ud over den brunviolette Rugmark, hvor enkelte blaa Kornblomster gjorde den svajende Bevægelse med nede i Straa-Havet, – havde hans Øjne, syntes Karl, ganske samme Udtryk som Marken – lyst, aabent og dog tungsindigt.

»Det kan saamænd hænd', det havde været bedre at lade dem faa Holtinggaard,« føjede Wintrup til. »For Du ta'er 'en jo æt. Og saa kan det jo æt var' læng', inden den kommer i fremmed' – – – Havde han bare været lidt ivrigere til sin' Sager! –«

De kom op paa et Højdedrag, hvorfra man kunde se Vennerlille-Kirken.

»Ja, nu er det jo æt længer' Frimenighedskirke,« sagde Proprietæren.

»Er det ikke?« spurgte Karl forbavset

»Naa, veed Du æt det. Jo, nu er'et Valgmenighed Din Onkel Jørgen han kan nu baade konfirmer' og vie og begrav' dem all' sammen. Aa, det var jo de gamle, der vild' ha'et. Morten Hejlgaard og mange andre.«

»Ja, nu veed jeg det for Resten godt – – Var det da ikke ogsaa det rareste ?«

»Nej, det var sgu' æt. – Ja, i og for sig selv saa kund'et vel vær' Hip som Hap. Men nu er han jo igjen kongelig Embedsmand, Din Onkel.«

»Ja, er det saa slemt?«

»Aa – det ligger æt rigtig for ham, nu paa det sidst' – jeg mener, saaen som han nu er.«

»Men, hvad vil det sige, Fa'er?«

»Aak ja, Du skal æt blyv' forundret, hvis det ender med en Forskrækkels' derovre. For det gaar æt i Længden med det Riffelvæsen. Herredsfogden vil meget nødig gjør' noget ved 'et, maaske mest for min Skyld, men han har to Gange været ved mig privat, for om jeg æt kund' tal' min Svoger til Rett'. Og jeg har prøvet, det bedst' jeg kund', men det nytter jo æt mer' end at slaa Vand paa en Gaas.«

Proprietæren fortalte flere Træk om Pastor Nordbyes Deltagelse i Friskolelærer Petersens Riffelagitation. – –

Karl havde samme Eftermiddag en lidt irriteret Samtale med sin Søster.

Han spurgte hende, hvorfor hun dog sletikke havde skrevet til ham i Foraaret, at deres Fader var syg.

»Fa'er forbød det,« svarede hun. »Det var vel Grund nok. – Men desuden var Du vel ogsaa optaget af saa meget andet.«

»Naar det første var Grund nok, hvorfor nævner Du saa det andet? – Tilmed da det ingen Grund er.«

Det svarede Anna ikke paa.

Karl var først meget vred paa sin Søster; senere anstillede han psykologiske Betragtninger over, hvor forunderlig dog Søskende, mest stiltiende, kan fjærne sig fra hinanden. – – –

Ved Brylluppet paa Holtinggaard var Henriette ikke til Stede. Hun var en Tur paa Fyen.