VIII

Der blev adskillig Bevægelse, om end just ikke Overraskelse, i Pensionatet paa Gasværksvejen, da man modtog Kort om Forlovelsen. Men da Karl allerede næste Dag, efter Mødet med Fensmark og Rebekka paa Hospitalet, kunde meddele, at Brylluppet nu var bestemt til Slutningen af Maaneden, – da blev man virkelig forbavset, og der var megen Forhandling desangaaende mellem Pensionatets Medlemmer indbyrdes.

Esby derimod gik til Karl selv, og da det, imod Esbys Forventning, viste sig vanskeligt, at faa nogen Fortrolighed i Gang angaaende Karls Affærer, betroede han denne noget, som angik Meddeleren selv: at han nemlig, saa godt som, var hemmelig forlovet med Ellen. Han havde ganske vist ikke spurgt helt ligefrem, og hun havde endnu mindre svaret ligefrem, men han var nu alligevel sikker paa, at Ellen blot vilde vente, til hun kom hjem i Julen, – saa tænkte han nok, at han fik Brev og Indbydelse fra hende, om nu at komme derover.

»Ja, saa kan man vel gjerne ønske til Lykke,« sagde Karl. »Men hvorfor fortæller Du mig det egenlig nu, da det dog ikke er helt sikkert?«

»Aa, – det er blot, fordi jeg tænkte, at een Fortrolighed maaske kunde være den anden værd, og jeg vilde gjerne have Lov at tale fortroligt med Dig om Dit Giftermaal.«

»Siig Du kun, hvad Du vil. Men Du maa ikke vente Dig videre Svar fra min Side. Jeg troer i det hele ikke, det nytter noget, hvad Du kan sige.«

»Nej, saa føler jeg ingen Trang.« – Esby begyndte at gaa hen mod Døren. Lige ved den vendte han sig om og sagde: »Jo – for min egen Skyld, maa Du give mig Lov til at sige: at jeg troer sikkert, Du vil fortryde det, Du nu har til Hensigt at gjøre.«

»Ja, – jeg troer, at Du siger det af de bedste personlige Grunde. Men jeg var i Forvejen omtrent sikker paa, at Du vilde mene netop saadan om den Sag.«

Esby blev staaende ved Døren endnu nogle Sekunder uden at sige noget; saa gik han.

Hellums Mening var ikke væsenlig forskjellig fra Esbys, og han sagde det nogle Dage efter til Karl. – –

Det var ikke megen Stemning eller Glans, der i disse Dage blev tilbage for Karl, naar han tænkte paa det Forestaaende. Saameget mere som Rebekkas Væsen hellerikke opmuntrede ham. Der blev kun tilbage denne umiddelbare Fornemmelse: at den samlede Sum af alle de Kræfter, som drev ham, alligevel gav Udslag i hin Retning; – dog denne Fornemmelse var ogsaa saa stærk, at han egentlig sletikke vaklede. – Men han syntes ofte, hans egen Tilstand maatte ligne Græssets og Urternes om Foraaret, naar de undertiden kommer op i en Uge, da der hverken er Solskin, Regn eller Varme, – blot fordi Tiden nu alligevel er der: Grøden er i Jorden, og Planten skal frem. – –

I Anledning af Vielsen opdagede Karl en ny Side af Rebekkas Væsen. Han havde aldrig været i Tvivl om, at hun var særdeles irreligiøs, men nu fik han tilfældig at mærke, at hun ikke blot var dette, men tillige saae paa alt Kirkeligt som paa en Latterlighed, følte en Ringeagt derfor af den Slags, som vanskeligt opstaar blot af Modsætningen mellem forskjellige Livsanskuelser, men i vore Dage gjerne fremkommer ved personligt Kjendskab til visse Kristne, særlig blandt den moderne Gejstlighed. – Hendes Væsen i disse Dage var i det hele præget af en vis bitter Lystighed, som bl.a. gav sig Udslag i, at hun absolut vilde have sin Morbroder, Provst Bircheroed, en meget anseet kjøbenhavnsk Gejstlig, til at forrette Vielsen. Karl var nærved at forarges over de Løjer, som hun og hendes Onkel drev med denne højærværdige Mand. Han var i det kjøbenhavnske Bourgeoisie – der følte sig behagelig retfærdiggjort i sin Vantro ved hans Væsen – bekjendt for sine to Stemmer: den saakaldte officielle Stemme (med Leje foran i Mundhulen) og den fortrolige, der mere fremgurgledes fra Svælget, – disse to Stemmer, som man efter Rebekkas Sigende med lidt Snildhed kunde faa til at »hævde« lige det modsatte om næsten alt i Løbet af en god Middag. Ved den lille men udsøgt fine Middag, som Geheimeraaden gav for Provsten nogle Dage før Brylluppet, drev han og Rebekka det unægtelig meget vidt: først foranledigede de Provsten til at paastaa, at Ægteskabet var ikke blot helligt, men guddommeligt, – og senere fik de ham til, med den kosteligste Blanding af Værdighed og Godmodighed, at love, at han ikke blot skulde vie sin kjære Søsterdatter, men ogsaa yde sin Mægling ved Separationen, om Ægteparret senere skulde ønske en saadan.

Rebekka var nærved at dø af den Latter, hun maatte undertrykke, og Karl kunde hellerikke lade være at smile, men samtidig var han dog ilde berørt af, at Rebekka saadan kunde more sig over noget, som jo efter hendes egen Mening maaske godt kunde blive til sørgelig Virkelighed.

Den 28. September stod Brylluppet. – Med Nattoget rejste de Nygifte til Udlandet.

I de nærmest foregaaende Dage havde Rebekka og Karl seet paa Møbler og andet Udstyr til deres Lejlighed. Denne skulde være i Nørrevoldgade, hvor Rebekka, efter sin Fader, havde en Ejendom. Det hele skulde staa færdigt, til de, om en Maaned eller to, vendte tilbage. –

De vilde lade Rejsen bestemme sig selv fra Dag til Dag, – blot vilde de undgaa de Steder, hvor de var udsat for at træffe Landsmænd. I saa Henseende var jo forøvrigt Aarstiden dem gunstig. – De gjorde dog – som Geheimeraaden havde anbefalet dem – det første Holdt i Berlin. Dels var det praktisk, dels kunde det jo ogsaa være, han havde Ret i: at man burde begynde med at beskue den stormægtigt triumferende Grimhed i Berlin for senere ret at kunne føle Kjærlighed til det Skjønne i Tydskland, som den endnu ikke havde faaet ødelagt. – De tog da hver sit Værelse paa et af de bedste Hoteller og boede et Par Dage i Berlin. Her saae de tillige af Bladene, at der skulde gives nogle Operaopførelser i Dresden med ganske extrafine Kræfter, og skjønt Dresden jo hellerikke var af de mest ensomme Steder, begav de sig dog derhen.

Straks efter Ankomsten, da de havde faaet sig skaffet Billetter til den første Forestilling, fik Rebekka en Rejse-Idee, der morede hende, og første Gang gjorde hende munter paa Turen: de skulde tage til det nordlige Bayern og rejse nogle Dage omkring i Fichtelgebirge, – dér kom vist ingen Mennesker, og Navnet havde saadan en komisk Skolebogs-Klang for hende: det var slet ikke andet end Begyndelsen til en meget vanskelig Geografi-Lektie om det mellemevropæiske Bjergsystem. Det var Karl saa behageligt en enkelt Gang hos Rebekka at møde en Fornemmelse eller en Tanke, der præcis svarede til een hos ham selv, – saaat ogsaa han blev ganske rejse-lystigt stemt ved denne Plan. – Om Aftenen var de i Theatret og hørte Wagners »Tannhäuser«, – men Karl følte sig den Aften saa forunderlig sødt beruset af Rebekkas Nærhed, saa han hverken fulgte Tekst eller Musik med stadig Opmærksomhed, – kun fik et ubestemt, men forøvrig dybt og varigt, Indtryk af denne sidste. Det var maaske mest dette at sidde som hendes eneste Selskab i denne store Forsamling af Mennesker, tilmed som den, der dog betød saa uhyre meget for hende, ihvordan saa end deres Forhold skulde blive, – der fyldte hans Sind. Saa skjød ogsaa Gang paa Gang Glæden op i ham, fordi hun ikke havde bestemt at rejse længere mod Vest eller til Italien; – thi al hans Forventning var i den sidste Tid kommen til at samle sig om dette, at hun en Dag skulde sige: lad os rejse til Wien! – Han kunde ikke glæmme hendes Ord den første Aften, hun besøgte dem paa Gasværksvejen.–

Men nu var det altsaa foreløbig Fichtelgebirge. I Bädecker læste de, at Schneeberg var disse Egnes højeste Punkt, og aflagde saa dette Bjerg et Besøg. Men skjønt det var ganske usædvanlig sommerligt efter den sene Aarstid, var der dog falden nogen Sne deroppe, og de trak skyndsomt nedad paa Sydsiden af Højlandet til et Sted, hvor de langt ude i Synskredsen mod Sydvest kunde øjne Staden Bayreuth i Kikkert. – Her var ganske afsides landligt. De boede paa Landsby-Kroen, hvor de gav sig ud for Søskende. De opholdt sig der en fire Døgn, og var hver Dag lange Ture ude i Skovene. Vejret var helt stille og sommervarmt. – Der var især eet Sted, som Karl var indtaget i, fordi det mindede saa meget om Jylland, – kun var Jordsmonnet stærkere kruset, og dets Aande mere krydret, Farverne var mere spraglede og afvekslende. Det var navnlig de mange gule Birke, der sammen med Bøgen og Naaleskoven voldte dette sidste. – Rebekka fandt ogsaa meget Behag i dette Sted. De opholdt sig der, to paa hinanden følgende Eftermiddage, i flere Timer, og spiste dér den Mad, de havde medbragt fra Kroen.

Den sidste Eftermiddag havde de gaaet langt i Forvejen, de var trætte og vilde hvile længe. Vejret var afgjort efteraarsagtigt, men tillige saa paalidelig tørt og varmt, som det kun kan være, naar der sletintet Skjel er ble ven sat mellem Sommer og Høst af ondt Vejrlig; den ene Aarstid er gaaet umærkeligt over i den anden. – Men Nattefrosten, heroppe i Højlandet, havde virket tidligt paa Bladenes Farve.

De sad eller laa paa en skraanende Græsmark; – lidt til Siden for sig havde de et nys pløjet Stykke Jord; imellem Græsmarken og Pløjejorden gik en ukrudtsbevokset, lav Skjelstrimmel, der for Karl saae ud, som om den var taget af Holtinggaards Mark og lagt herned i Fichtelgebirge. – Nogle Favne fra deres Fødder endte saa Græsset og Pløjejorden, – her sænkede Terrænet sig brat, saa det nærmeste deraf blev usynligt for dem, – men saa kom Dalbunden og Dalsiderne tilhøjre og venstre, der først højnede sig mere stejlt, men derpaa strakte sig ganske jævnt helt ud til Horizonten, som var meget langt borte. -Nede i Dalbunden løb en Bæk, der i Lysskjæret saae helt hvid-blank ud. Den kom inde fra Bakkerne og blev for Øjet borte ved en Drejning imellem dem. – Men paa Siderne af Dalen var Landskabet, saa langt Øjet kunde naa, sammenhængende Skov, broget Efteraarsskov. Det allermeste, man saae udover, var et ræverødt Land af Bøgekroner, men det var spættet vidt og bredt med enligtstaaende, lysegule Birke; – henimod Baggrunden af Dalen og nedad ved Bækken var der temmelig store Flager af mørkegrøn Naaleskov. – Og over det hele hang de graa Efteraarsskyer i Række paa Række bag hinanden ganske stille. De gjorde Himlen lavthvælvet, tyst og fortrolig, og de var fuldkommen regnløse. – Under dem fløj Fuglene hen – Flokke af Stære, Solsorter og andre smaa Trækfugle. Men bag Skyerne gik Solen og legede Tit-Tit med Landskabet. Langt ude kunde dens Skin falde paa et Stykke Naaleskov, saa det pludselig kom til at see allerlysest og muntrest ud af det hele, – eller den kunde et andet Sted faa en Gruppe af Birke til ligefrem at straale af Lys, – eller dens Skin kunde brede sig over selve Græsmarken, hvor Karl og Rebekka sad, og lade dem føle det, som om det egentlig var paa denne lille Plet, Sollyset havde hjemme.

»Der er nogle, der altid finder Efteraaret saa vemodigt,« sagde Karl. »Det er i hvert Fald kun sjældent, at jeg synes dét. Efteraaret gjør i Almindelighed det samme Indtryk paa mig, som alt andet i Naturen: at det er, som det skal være.«

»Naa – det var da rart en enkelt Gang, at tænke det samme,« sagde Rebekka. »Ja, for Resten«, føjede hun til, »noget vemodigt kan man vel nok sige der er derved; men Vemodet har sletintet Forlangende om, at det skulde være eller blive anderledes. Den er saa tilfreds, Skoven, med at have haft een Sommer og med at mindes den om Efteraaret og saa dø.«

»Skoven lever jo rigtignok ogsaa op igjen til Foraaret.«

»Jo, men det bliver da ikke de samme Blade; alt denne Sommers Liv døer, og kommer ikke igjen.«

»Aa ja,« sagde Karl – »naar man levede sit Liv saa fuldt, den Stund det varer, som saadan en Skovs Sommerløv, saa vilde man vel hellerikke ønske nogen Gjentagelse.«

»Nej, men saa maatte man lige saa lidt tænke sig nogen Gjentagelse, som Bladene tænker derpaa.«

»Jeg kan kun tænke mig Livet sammen med Dig, Rebekka, – og kan det ikke gjentages, saa ønsker jeg blot at leve med Dig og evig dø med Dig, – jeg ønsker intet andet, for jeg veed jo ikke af noget andet Liv at sige!« –

De var længe tavse. Karl betragtede en Sollysning, der som et Smil gled hen over Bøgelandet og en Tid blev staaende ude ved Horizonten, og han tænkte, at det kunde jo ogsaa godt være, hun havde Ret i, at vi Mennesker, ligesom Skovens Blade, saae denne Sol – i hvis Glans han følte Guds Kjærlighed – kun een Gang, og saa skulde det være os nok. –

»Skal vi rejse til Wien i Morgen?« spurgte Rebekka.

»Ja!« – – – Karl rejste sig i det samme. Det var, som han skulde overvældes. Hans Tanker, hans Sjæl, hans Blod stormede hende i Møde.

Der var et Øjeblik paa Begyndelsen af Vejen hjem til Kroen, da han følte en pludselig Vrede imod hende, fordi han ikke turde favne og kjærtegne hende, som han vilde, i sin Glæde over det, hun havde sagt, – og straks efter brød der ud i ham et rasende, vildt Begjær, og han tænkte, om det i Grunden ikke var det, hun hemmeligt længtes efter, at han hensynsløst skulde følge sit Begjær. Men han skammede sig straks efter ved disse Tanker. Det var jo vel muligt, at hendes Legeme begjærede og længtes som hans, – men hun vilde aldrig kunne tilgive ham en Krænkelse af hendes Vilje, fordi hun ikke vilde kunne tilgive sig selv den. –

Da hun om Aftenen var gaaet ind paa sit Værelse, syntes han endnu sletikke, han kunde falde i Søvn. Han gik ud paa Vejen, og skjønt det var bælgmørkt, kunde han nok følge denne ned til Broen over Bækken, som løb igjennem Landsbyen. – Da han sad dernede paa Rækværket og hørte paa Vandets Klukken og Rislen, faldt det ham ind, at det sikkert maatte være det samme Vandløb, som de havde ligget og seet paa i Dag oppe ved Skoven. Og han takkede i sin store Glæde Gud for al den Lykke, som Livet dog rummede.

Næste Dags Middag passerede de paa Toget den østrigske Grænse ikke langt fra Eger.

»Jeg troer ikke, der er saa hyggeligt et Rige i hele Verden som Østrig,« sagde Rebekka, da den nye Konduktør kom ind i Toget forat billettere. »Saadant et ældgammelt, nobelt Regimente, og alt i et baade højfornemt og elskværdigt Forfald. Det er den rene Modsætning til dette stramme, flunkende nye Prøjsseri.«

Konduktøren kom hen til dem. Han havde komplet Franz-Josefs-Skjæg, kroget, rødlig Næse, og store, buskede Øjenbryn.

»Seer Du,« sagde Rebekka, »han billetterer med sorte, hullede Handsker paa. Det er dog en dejlig Idee! – Det er jo sletikke en Jernbanekonduktør. Han er Herskabskudsk paa et meget stort og fattigt Grevesæde.« –

De kjørte over Pilsen, Prag og Brünn, – og de var begge i straalende Humør hele Vejen. Nu var det ogsaa blevet klart Solskinsvejr, og de kjørte paa første Klasse. – For Karl stod senere denne Dag som en af de allerskjønneste, han havde oplevet sammen med Rebekka. Der var formodenlig virkelig Forventning over dem begge den Dag, og paa den anden Side krævede den jo endnu ingen Afgjørelse. Stemningen hos dem begge var ligesaa let og luftig som det klare Efteraarsvejr, hvori de rejste, og Karl syntes i Dag, at Rebekka egentlig havde saa fuldkommen Ret i, at dette Slikkeri imellem Kjærestefolk var noget uskjønt og vammelt noget, – i Øjeblikket glæmte han endogsaa, at de nu var Ægtefolk.

Sent om Aftenen ankom de til Wien. – Næste Dag var, at begynde med, ikke nær saa let og lys i Stemningen for Karl som den foregaaende. Nu var de jo paa Stedet, og hvorfor gik de saa omkring og saae paa Byen, – – han turde sletikke spørge, om de skulde tage op paa Leopoldsberg, og paa den anden Side: forsømte han ikke noget ved ikke at spørge ? – – Rebekka havde snakket om paa Rejsen, at det kunde more hende i en af de store Byers Konfektions-Forretninger at faa en Kjole syet, rigtig som hun vilde have den, for det var alligevel saa sjældent, man fik det hjemme. Mon hun vilde have den her i Wien?–

Rebekka kunde, paa deres Spadseretur, ikke løsrive sig fra det gamle Kejserslot. Hun sagde, at Hofburg mindede hende om saadan en ældgammel, uhyre stor Amtmandsbolig eller Bispegaard, der havde faaet sin embedsmæssige Pasning, og for Resten knap nok det, igjennem mange Hundrede Aar: Hvidtning, Kalkberapning og Mur-Udspækning, og Tilbygning af og til af en ny Fløj, der sletikke passede til det øvrige, – og med Beboere, der var saa umindeligt-højfornemme, saa de selv helt havde glemt det, og saa der – for de flestes Vedkommende – ikke var blevet andet tilbage af dem end fint elskværdige, tungsindige Mennesker. Særlig indtaget var hun i den indre Borggaard, den saakaldte Franzens-Platz. Hun morede sig kostelig ved at snakke med Vagtsoldaterne derinde i Borggaarden. De sad ned og var i hvide Bajstrøjer.

Henne ved een af Portene paa Hovedfløjen ind mod Slotsgaarden stod en Trillebør med Fejeskarn. Den var der ingen, der tænkte paa at fjærne, lod det til.

»Sie haben einen guten und einen milden Herrn,« sagde hun til Soldaterne.

»Gewiss, gewiss, Fräulein! – der thut kein' Menschen kein Böses, nit,« blev der svaret.

Soldaterne viste sig dog snart saa oplivede af Samtalen, saa hun med en venlig Hilsen netop vilde vende sig for at gaa, – da var der een af dem, som uhyre ivrig og interesseret plukkede Karl i Ærmet og hviskede: »jetzt kommt der Kaiser!«

Soldaterne havde rejst sig og taget deres Geværer.

Karl kunde ingen Ting see.

»Dort!« hviskede Soldaten og pegede hen mod Porten, hvor Trillebøren stod.

Ud af Porten kom en lukket, meget tarvelig Karosse, men med to vidunderlig dejlige Graaskimler for. – Kejser Franz Josef sad krumbøjet og smaadukkende og stirrede ud af Vognvinduet, paa hvis nederste Rand hans Haand laa. Karl syntes, han lignede grangivelig en gammel, højærværdig og dybt beskeden Biskop Balslev fra Ribe, der kjørte ud paa Visitats. – Ved en lille Drejning til Siden kom Karossen heldig udenom Trillebøren. –

»Ja, da jeg ikke kan kysse ham,« sagde Rebekka, »saa vil jeg kysse Dig, Karl!« – og udførte det med det samme. – »Og nu vil jeg ud og have mig bestilt en ny Kjole!«

Hun dansede baglæns foran ham ind i Skyggen under Udgangsporten af Slottet. – Det tog sig saa nydeligt ud, saa Karl med Skam maatte indrømme for sig selv, at han kom til at tænke paa Graaskimlerne. Og henne fra Vagtholdet lod der et dæmpet »Bravo!«

»Vi skal ogsaa een af Dagene op paa Leopoldsberg,« sagde Rebekka, da de gik ad Graben hen til Zwieback & Bruder i Kärnthnerstrasse. – Fra det Øjeblik kunde Karl see, at Mage til Oktober-Vejr, som det i Dag, kunde ikke tænkes: det var jo Oktober-Sommer, det var Sommer paa Trods af alt, paa Trods af Vinteren selv! – og hans Hjerte bævede af Fryd, af en Sejrsfolelse, der tvivlede og skjælvede – og dog jublede.

I de næste to Dage, mens Kjolen blev syet, morede de sig som to Mennesker, der har skaffet sig Udsættelse, og dog fornemmer, at den kommer, den store Afgjørelse, som de ønsker, og som de frygter.

Den første Aften var de i Prateren og dansede under aaben Himmel. Der var i Orkestret en Sanger, som med Mellemrum rejste sig og sang nogle Takter af Strausser-Valsen med:

Og hele det dansende Publikum sang det samme.

Rebekka lo, saa hun et Øjeblik under Dansen lagde sin Pande mod Karls Bryst; – disse Ord blev gjentaget mange Gange, – ligeledes:

Ud paa Aftenen blev der afbrændt et mægtigt Fyrværkeri. – Karl havde altid kjedet sig, naar han havde seet Fyrværkeri hjemme i Tivoli. Her blev han sært greben ved at see denne Verden af Stjerner og Sole, af Lys og Farver forsvinde i den mørke Efteraarsnat.

Om Formiddagen, et Par Dage efter, da Rebekka kom ned til Frokosten i Hotellets Sal, hvor Karl allerede sad og ventede, var hun klædt i sin ny Kjole, og den var ganske af Façon og Stof som den, hvori hun for tre Aar siden kom gaaende Karl i Møde paa Vejen mellem Pastor Grabows og Glenstrupgaard. – Kun Farven var en anden: dybt mørkegrøn som Egeblade, lige før de visner.

»Skal vi tage til Leopoldsberg i Dag?« sagde Karl, og blev i det samme blussende rød, for det var ham helt, som om han havde sagt: »skal vi følges ind i vort Brudekammer?«

»Ja, lad os det,« sagde Rebekka rask, – men da hun saae Karls Ansigt, maatte hun dog slaa Blikket ned. – –

De gik op ad Bjerget fra Nussdorff ad den Sti, hvor Beethoven holdt saa meget af at spadsere; – de spiste til Middag i Hotellet paa Kahlenberg, hvor Karl bestilte Nattelogi, – og gik saa et kort Stykke gjennem Skoven. Rebekka viste Vej her; hun huskede den tydelig fra sidst, hun var her. De kom ud af Skoven et Sted, hvor man har Udsigt over nogle store, stærktbølgede Bakkerundinger, begroede med kort Græs. Disse Bakkers Konturer tegner sig mod Landskab, der ligger langt borte, saa man kan straks see, at de maa ende i meget høje Skrænter.

»Det er Leopoldsberg,« sagde Rebekka.

De blev ved at gaa frem over Grønningen. Karl havde en underlig Fornemmelse en kort Tid: som om han saae Jordsmonnet nærmere ved end ellers.

Der maatte være en Sky, der skyggede for Forgrunden, thi selve Leopoldsberg var i Øjeblikket solløst, men hele det fjærnere Landskab, som man saae udenfor det, eller bag det, laa i den mest skinnende Eftermiddagsbelysning.

»Hvad er det for en Bygning heroppe tilvenstre?« sagde Karl, »det ligner en Kirke.«

»Ja, hvad er det nu for een?« sagde Rebekka – de gik ud over Bakkerne mod Skrænten, »jeg har læst noget derom, – jeg troer, det var en polsk Konge, som reddede Wien fra Tyrkerne, – han og hans Hær holdt nok Bøn i den Kirke før Slaget, – eller saadan noget.«

»Det har været Johann Sobiesky – i – 1683.«

»Ja, rigtig.« –

Næsten saa brat som en Mur gik Skrænten lige ned i Donau, – dog var det ikke Klippeside, kun lyng- og græsgroede Brinker paa en 7-8 Hundrede Fods Højde.

De satte sig ned i en lille Lavning, der var i Randen af Brinken.

»Er det saa ikke kjønt?« sagde Rebekka.

Her laa Wien: i Randen, ved Foden, af de tyske Bjerge, hvorfra Karl og Rebekka saae ned over Staden, – og lige udenfor dén begyndte det uendelige Sletteland – Ungarns Stepper, Donaudalens Sletter helt ned til Sortehavet – Ude paa den store Flade – der endte ikke i Diis, men i Luftspejlinger, dukkede Leitha-Højderne op, og som Punkter paa dens nordlige Kyst saae man Toppene af de smaa Karpather.

Det var næsten ængstende at se Wien blot som en rød Plet paa dette uhyre Landskabsbillede, og alting dog saa tydeligt, saaledes som de saae det: f r a Solen, – Stefanskirkens Taarne og Tage klart fremtrædende i den øvrige Husmasse. – Og hvor var det underlig forjættende: den uhyre, solhvide Havbugt af Sletteland, som gik herind mellem Tysklands Bjerge med en Luftning, en Hilsen fra fjerne, fjerne Lande.

»»Østerlide! Østerlide! – det var vore Drømmes Land!«« sagde Karl. »Er det dog ikke ogsaa, som om Wien laa ved Verdens Ende, og saa kom Indgangen til Paradiset histude ?«

Det varede noget, inden Rebekka svarede. – »Jeg tænkte virkelig ogsaa paa noget langt borte.«

»Var det Orienten?«

»Aa nej, det var Grækenland. Jeg tænkte for Resten paa det, vi talte om den Dag oppe ved Skoven. – Grækerne de har vist netop haft det ligesom Naturen, at de var glade ved at mindes den Sommer, de havde levet, og saa at dø.«

»Men de troede dog paa Lykken for hele Livet, og ikke blot for et Øjeblik.«

»Det er ingen Forskjel. Livet er jo ikke mere end et Øjeblik.«

De var længe tavse. Rebekka laa støttet paa Albuen og saae ud over den bratte Skrænt. Vinden kom viftende nede fra Floden og løb op igjennem det solbeskinnede men afblegede Græs, der bølgede og blinkede imellem Lyngen opad Bjergsiden.

»Grækerne tænkte dog, at deres Guder havde evigt Liv.«

»Aa, det med deres Guder, det gjorde ikke det mindste!«sagde Rebekka i en underlig heftig Tone, »de fantaserede jo blot og lavede Eventyr om dem, men de gav dem ikke deres Hjerte; Guderne tog ikke noget af deres Livslyst fra dem.«

»Mener Du da, at Gudsfrygt tager noget bort fra – –« »Ja!«

»At den formindsker – –«

»Du tænker jo paa andet end mig – nu! Paa Paradis og Gud – –« »Rebekka! – hvis Du vil være min nu – – saa vilde jeg gjerne dø, tilintetgjøres, fordi jeg har levet een Gang –«

»Og jeg skal ikke dele med nogen? – ikke med Gud heller?«

»Hvad mener Du?«

»Du troer ikke paa Gud?«

»Jo! – – jo, jeg troer paa Gud. Det er jeg ikke Herre over, Rebekka

- – jeg veed jo, at jeg sad ikke her, hvis ikke Gud selv havde været hos mig den Gang – og reddet mig fra at gaa under – i Vanvid –«

»Nej, Karl – jeg vil ikke dele – jeg vil være Din – Din Gud, og Du skal være min Gud. Hér skal være Himmerig og ingen andre Steder!-–«

»Men Du er jo Fru Venus selv, Rebekka! – Du forlanger – –«

»Det kan godt være, at Du er en Tannhäuser, Karl, men jeg er ikke Fru Venus! – Troer Du ikke sagtens, jeg kunde have forlokket og forført Dig, hvis jeg vilde, og saa hørt Dig klage og jamre og angre bagefter. Nej, jeg aabner aldrig min Favn for Dig, før Du kommer frivillig og frejdig – før Du kommer som min Gud – og ikke som en forskræmt og skamfuld Synder.«

»Jeg kan jo ikke – jeg kjender – jeg har jo mødt ham selv – om jeg ogsaa vilde, Rebekka – – Vi er jo ingen Ting imod Gud!« –

Der gik en lang Tid, – de var langt borte, hver i sine egne Tanker.

- Tabet var saa stort for Karl, saa han ikke turde give sig hen i sin Følelse, men Tankerne kunde han jo ikke hindre: Saa stor en Magt havde det altsaa over ham, hans Tro, dette med Gud, saa det kunde tvinge ham til at frasige sig Lykken, naar den endelig kom. Han kunde jo ikke – – han kunde maaske styrte sig ud i noget, som han siden maatte angre, men han kunde ikke give sig hen angerløst og uigjenkaldeligt, som Rebekka forlangte. – – Naar Troen havde en saadan Magt over ham, saa var det jo Daarskab, Jammerlighed ikke at leve helt derefter – alt andet blev jo kun Halvhed for ham – aa ja: Stumper og Stykker, sjælelig Undergang! – – – Men hvordan skulde han nogensinde glemme hende! – – naar nu alt det, der hidtil havde været Fryd eller dog Haab, naar det forvandlede sig til Smerte, til et fortærende Savn, der aldrig maatte blive stillet! – – –

»Nu er jeg Din?« hørte han ganske sagte med Rebekkas Stemme.

Han foer sammen – opskræmt – – og under Fornemmelsen af vildt frembrusende Jubel.

Men hun laa som før, støttet paa Albuen, bleg, men med ganske rolige Træk. – Hun saae hans Bevægelse: »Nej,« sagde hun, »jeg vilde blot høre de Ord her paa dette Sted.« –

I det samme steg Blodet hende til Kinderne, hendes Øjne blev saa mørke og straalende, og hun hviskede endnu engang, men med Hulken i Stemmen: »Nu er jeg Din, Karl!«

Da forstod han det, som det var – og han blev selv greben af den vaagne Drøm – og alt Sollyset vidt og bredt over Landet fik et Rosenskjær, – de sad paa et halvdunkelt Forbjerg, der skjød sig frem i et Hav, en Luft, en Himmel af Guld og Roser.

Men Rebekka havde bøjet sit Ansigt ned mod Grønsværet: »Nu bliver jeg det aldrig!« sagde hun. – –

Henne i Kirken begyndte det at ringe med Klokken. Det kunde vist næppe være til Solnedgang, – saa var det i hvert Fald for tidligt, der var vistnok en Time til, at Solen skulde gaa ned – Det lød blot rustent og klirrende – uden mindste Rungen i Klangen.

Rebekka rettede sig op og saae derhen imod.

»Aa ja – derovre var det, han sad og sang, denne Hyrdedreng, sidst – da Onkel og jeg var heroppe.«

»Det lyder, som det var gamle, rustne Sværd og Harnisker, der klirrede,« sagde Karl – men turde ikke see om mod Rebekka; han kunde ikke blive Herre over sin Bevægelse.

»Aa, Karl – jeg tænker paa denne møjsommelige, langsommelige Verdenshistorie, Du holder saa meget af. Dér har de nu ogsaa kjæmpet og stridt og slidt og slæbt fremad mod et eller andet Maal – langt borte, vel helt oppe i Himlen tilsidst, som de sletikke kan naa. – Og saa maa Du nu sige Nej til Lykken her paa det samme Sted, – forspilde Livets Lykke for os beggeto. – Men jeg bebrejder Dig ikke noget, Du kan ikke gjøre anderledes, det føler jeg godt. – Men lad os skilles straks – saa snart som muligt!«

Hun rejste sig og begyndte at gaa tilbage, den Vej de vare komne.

»Skal vi straks afbryde Rejsen?« sagde Karl.

»Aa nej – hvis Du synes det, Karl – saa vil jeg for Resten gjerne være lidt sammen med Dig endnu. Nu har jeg jo alligevel ikke andet tilbage, – og nu, da jeg saa afgjort har opgivet – – den egenlige – Lykke, – – det kan gjerne være, at vi kan fornøje os helt godt sammen – - en lille Tid endnu,« – hun greb om Karl og lagde et Øjeblik sit Hoved ind til ham, og brast i Graad. – – –

Saa rejste de et Par Uger i Ungarn, og havde stadig godt Vejr. Rebekka sagde, at de maatte hellere faa disse Drømme om Orienten og Grækenland ud af Hovedet, og see, hvordan det store Steppeland virkelig saae ud. – De rejste, blot for Navnets Skyld, til Tokay, og befandt sig der som i et Glæmselens Elysium. Til den ene Side de uendelige Stepper, hvor intet dukkede op over Horizonten, men Fladen var ligesaa hel og ubrudt mod Himlen, som Havets Flade. Og bag sig de solbeskinnede Skraaninger af Tokay's og Hegyalja's Vinbjerge. De blev til store Vinkjendere og prøvede med Omhu alle Sorterne: Mászláser, Szamorodner, Muskateller og den vidunderlige Tokayer-Essens. – Den Aften, da de med stor Bekostning nød denne sidstnævnte Drik, var Rebekka helt vidunderlig. Saa vemodig og saa overstadig-lystig. – Hun fantaserede om at bygge sig en Villa her ved Tokay, oppe paa Bjergsiden, med Udsigt over Slettelandet. For hvis de nu havde levet Lykken med hinanden, saa vilde hun have mindedes den Resten af sit Liv i stille Højtidelighed. Men nu, da hun ikke skulde have andet at mindes, end at Lykken var gaaet hende forbi, nu troede hun nok, at hun burde bestænke Mindet med Mászláser, Szamorodner og med denne Essens, »den duftigsten, geistigsten, wohlschmeckendsten aller Weine«, som Gjæstgiveren, Hr. Gödöllö, kaldte

den. – Og saa vilde hun hvert Aar sende Karl og Henriette en Kurv med Vin hernede fra til Minde om – om Dagen paa Leopoldsberg, den 9de Oktober, den Dag, det var Sommer endnu, saalænge efter at – – – den Dag – Holger Drachmanns Fødselsdag! – ja, for det var det da i hvert Fald! – og hun nynnede:

Den sidste Dag af deres Ophold i Tokay var de draget op i Vinbjergene, sad og saae ned over deres smilende Skraaninger.

Da sagde Karl: »Hvorfor er det nu egentlig nødvendigt, forat være gift, at være enige om andet end – – at man vil være gift?« Rebekka lo og sagde: »Nej, det kan jeg heller ikke forstaa.«

»Nej, jeg mener, Rebekka – – blot det, at Du ingen Børn faar, jeg synes det er saa skammeligt – – at Dit dejlige Billed skal forsvinde med Dig selv fra Jorden, – aa, var der endda en Broncestøtte af Dig, som kunde staa i tusind Aar – jeg synes, det er til at fortvivle over, at Du skal blive gammel, og forsvinde og dø –«

»Ja, det er ogsaa kjedeligt, – ikke for min Skjønheds Skyld – men det er, ligesom det gjør ondt i mig selv at tænke derpaa – – Det maa være min Opdragelses Skyld, – hvorfor jeg ikke kan gjøre som alle de andre, baade de offentlige og de gifte, – men jeg kan nu engang ikke give mit Legeme hen, uden jeg – i hvert Fald kan tro, at jeg med det samme giver min Sjæl.«

I Slutningen af Oktober vendte de tilbage til Kjøbenhavn. – Rebekka sagde straks til sin Onkel, at hun vilde, de skulde separeres, – dels for Ordens og Klarheds Skyld, dels fordi hun var vis paa, at Karl vilde kunne blive lykkelig med en anden, naar der var gaaet nogle Aar. – Hendes Onkel raadede dog til, at de skulde vente nogle Maaneder. Ellers vilde Folk jo ikke kunne forstaa, hvorledes de blot havde faaet Tid til at blive kjede af hinanden. – Det gik hun saa ind paa, og de opslog deres Bolig i Nørrevoldgade i en særdeles nydelig Lejlighed, hvor de daglig spiste til Middag sammen. – Karl tog atter ivrig fat paa sin Examenslæsning; dog undgik han, efter Rebekkas Ønske, at bruge Manuduktør eller frekventere Forelæsningerne i disse Maaneder.