IX

I Julen tog Karl hjem til Holting.

Paa Grund af Danmarks Lidenhed havde man allerede hørt noget, derhjemme paa Egnen, om, at Karl og hans Kone saa godt som aldrig saaes ude sammen, og at det ogsaa var saadan en besynderlig Menage, de førte hjemme i Huset. Og nu, da han kom ene hjem i Julen fra Kjøbenhavn, kunde man jo da see, at der maatte være et eller andet i Vejen.

Karls Fader sagde ingen Ting om det passerede, men var ellers ligesaa venlig som sædvanlig. Og Karl kunde nemt mærke, at det var fuldkommen ærlig ment. Jomfru Hyphoff vidste derimod ikke, hvor sær hun vilde være. Hun syntes, at her havde hun Lov til det, ja, at det endogsaa var hendes Pligt. – De første Aftner af Julen sad Karl og hans Fader og passiarede til langt over almindelig Sengetid oppe i Kontoret. Men naar det var glædeligt, hvad Proprietæren sagde, saa handlede det næsten altid om Fortiden, – især om Karls Moder. Nutiden saae meget mere trist ud: Onkel Jørgen var stadigvæk i Kompagni med denne Lærer Petersen; og hver Gang de unge Skytter kom sammen til Fest, var Onkel Jørgen til Stede, og sagde noget om Politiken, som vilde være mere eller mindre strafbart, hvis det kom offentlig frem. – Og naar kunde dét ikke ske? Man vidste sletikke, hvad Onkel Jørgen kunde finde paa offentlig at sige eller gjøre, hvis Ministeriet paany udæskede Befolkningen paa een eller anden Maade. -Saa var der Meyer. Proprietæren troede da nok, at han var ved at være spiltaabelig. Skolen gik stadig halvskidt. Og nu var Meyer jo saa bleven Fremskridtslandmand og Bankdirektør, for om dét kunde hjælpe paa det. Og han var vistnok ogsaa Spekulant. Det snakkede Folk da om. Aak ja, og saa satte de alligevel allesammen deres Skillinger i hans Bank, dels for Venskabs Skyld, dels fordi han gav høje Renter. – Karl spurgte, hvordan det gik for Robert og Anna paa Rostruplund; hans Fader havde jo sagt sidste Sommer, at han var bange for, at Robert ikke var rigtig dygtig. Men det lod, som om Proprietæren ikke havde Lyst at komme ind paa det Emne.

»Har han ogsaa sat sine Penge i Meyers Bank?« spurgte Karl.

»Nej, jeg troer s'gu, han har laant en Snes Tusind derfra. Han paastod, han skulde ha'e noget mere Driftskapital.« – –

Anden Juledag tog Karl over til Onkel Jørgens. Da han kom, lidt over Middag, befandt man sig dér midt i Glæden over Ellens og Esby's Forlovelse. Ellen havde fortalt sin Fader Hemmeligheden Juleaften, og han havde svaret straks, at det maatte være en slem Bandit, hun havde valgt sig, hvis han ikke skulde give dem sin Velsignelse. Men nu kunde de jo da see ham først. Saa var der bleven telegraferet, og nu var han kommen anden Juledag til Morgen, og Onkel Jørgen var da bleven saa mageløs glad for ham. Der havde været en Hjertelighed, en Græden og en Leen, og – som Onkel Jørgen sagde – det var jo dog Tegn paa, at Ens Kristendom ligesom var bleven rusten, naar man ikke kunde græde og lee, frit og af Hjertensgrund, med hinanden. Og han syntes, at hans egne Børn kunde det ikke nær saa godt længere, som denne Fremmede, der hér var kommen ind ad Døren til ham. – Saa lovede nu ogsaa Esby at prædike for ham paa Søndag mellem Jul og Nyaar. –

Det glædede Karl i høj Grad at see, at Henriettes Ydre ikke længer var præget af Lidelse. Hun saae saa sund ud; og der var ganske vist noget meget alvorligt over hendes Væsen, men sørgmodigt kunde man da ikke kalde det. – Karl havde paa Vejen til Holting mindedes de Ord, som Rebekka, i Tokay, sagde om Henriette og ham, – men den Forlegenhed, han nu følte overfor hende, havde dog ene og alene sin Grund i, at han havde gjort Uret imod hende, og nu ikke længer kunde tilsløre denne for sig selv ved nogen sejrrig Tro paa sin Kjærlighed til Rebekka. – Denne Uret og det, at han nu var gift, gjorde derimod, at Henriette kom ham ganske frit og utvungent i Møde. Hun havde jo ingen Uret at gjøre god, og hun bar intet Nag til ham, og det vilde hun gjerne vise.

En ny Egenskab hos hende, som Karl ikke tidligere havde kjendt, var en vis Evne til at konversere; han mente at kunne mærke, at hun i de forløbne Aar havde talt en hel Del med Mennesker, overfor hvem hun ikke altid havde kunnet stole paa sin rent umiddelbare Lyst til at samtale. Han troede vel nok, at hun havde Lyst til at samtale med ham; men hun formaaede paa den anden Side at tale med ham om alt andet end det, som han dog mente, at baade hendes og hans Tanker alene drejede sig om, naar de var sammen.

Dette varede dog kun til næste Dags Eftermiddag. Da var Karl og Henriette først oppe paa Valgmenighedskirkegaarden, hvor Karl vilde see sin Fasters Grav. Hendes Lig var bleven flyttet derhen fra Sognekirkegaarden. – Og derefter gik de en Tur ud ad Landevejen.

»Det er uhyggeligt saadan at flytte et Lig,« sagde Henriette, »men nu, da det er gjort, er det jo alligevel saa rart for Onkel Jørgen.«

»Naar Kirken blot ikke havde det forfærdelige Navn,« sagde Karl: »Vennerlille Kirkegaard – det lyder dog græsseligt.«

»Det passer saamænd godt nok,« sagde Henriette.

»Ja – synes Du saa, at det er heldigt eller uheldigt, at det passer?«

»Det lyder baade saa ydmygt og saa vigtigt, og saa kjærligt og selvglad, – havde det endda blot været et lille Forsamlingshus med daarlig Luft, de havde kaldt saadan, – men en Kirke!« –

»Det er første Gang, jeg har hørt Dig sige saadan noget, Henriette. Men det er naturligvis ikke første Gang, Du siger det.«

»Nej, Ellen og jeg har saamænd tit talt sammen paa den Maade. – Veed Du hvad, Karl! – Det er sommetider, jeg synes, at alt det, som alle disse Mennesker her paa Egnen – og vist mange andre Steder – alt hvad de saadan snakker vidt og bredt og højt og dybt om, – det har der kun været ment noget med eet eneste Sted: i Holting Præstegaard og paa Holtinggaard. Aa, Du skulde høre især Præsterne her rundt omkring – Onkel Jørgen har faaet saa mange »Præstevenner« her paa Egnen – ja, de kan snakke saa rent utroligt: det er altid om noget, de kjæmper for – og saa er der slet ingen Ting, de kjæmper for. Men saasnart de siger noget, som man virkelig kan mærke de mener, – saa er det saadan noget rent elendigt Vrøvleri om deres Husholdninger og deres Helbred og deres Embeder og saadan noget.«

»Ja, synes Du hellerikke, der er noget ved Onkel Jørgen længere?«

»Jo, det kan Du tro jeg gjør. Jeg synes nok, han er blevet noget underlig, og det er jo kjedeligt. Men han er rigtignok rar. Og saa modig! – Men det er da alligevel sært, der er saa faa, der er noget rigtig ved. – Anna – det kan jeg nu sletikke forstaa med hende. For hun har ikke engang noget andet, hun bryder sig om – saadan som nu Du. Men alligevel er det, ligesom hun er helt kjed af alt det, Onkel Jørgen holder af.«

»Ja, hun har jo da Robert.«

»Ja – men det behøvede ikke at forhindre hende i det andet, mener jeg. – Nej, men der er det gode ved de to, at de ikke giver sig ud for mere, end de er. Jeg synes blot, at dét er forfærdeligt lidt.«

»Det glæder mig, at Onkel Jørgen ikke har skuffet Dig, Henriette. Jeg synes, det var bedrøveligt, om alt det, vi havde ejet som Børn, var blevet til ingen Ting.«

»Jeg troede for Resten, det var blevet til ingen Ting for Dig, Karl.«

»Jeg veed ikke, hvad det er. Men det, jeg søgte anden Steds, det er i hvert Fald helt bleven borte for mig.«

»Saa har I kun hinanden,« sagde Henriette.

»Det har vi hellerikke.«

Henriette gav straks ikke en Lyd til Svar paa disse Ord. De gik tavse en Tid.

»Er det da sandt, at I lever saa underligt sammen? Det siger man her paa Egnen.«

»Jeg veed ikke, hvad der siges. Men Sandheden er, at vi vil skilles.«

»Aa, Karl!« sagde hun klagende, »hvilken Ulykke for os begge to! Saa var det jo ingen Nytte til!«

Karl kunde ikke svare. Han følte sig saa skamfuld, og saa dybt rørt over det selvfølgelige i hendes Udtryksmaade.

»Det var da det eneste, jeg havde at trøste mig med: at det maatte saadan være, fordi det med hende, det var noget helt andet, – og det var Synd, at saadan noget ikke skulde faa Lov at blive til Virkelighed. Og saa er det nu ingen Ting!«

»Det er jo ikke ingen Ting. Men det var alligevel ikke det rette.«

»Nej! – dét bryder jeg mig ikke om, Karl!« sagde hun pludselig heftig og med Graad i Stemmen: »jeg har gaaet og pint mig til at blive

- – aa, – som jeg er, fordi jeg troede, at Du var lykkelig, eller at det andet var saa herligt. – Nu er jeg bange, jeg kommer til at lide det hele om igjen, fordi – Du har sagt mig dettehér, – at det var bare Dumhed af Dig, – eller at det blot var fordi, det var saa nyt og saa mærkeligt for Dig – – – Ja, Karl, Du skulde ikke have sagt mig det,

- – for nu har jeg jo ingen Ting at trøste mig med, – andet end at Du er en sølle Stakkel, og det kan jeg alligevel aldrig komme rigtig til at tro paa.«

»Du vilde jo i hvert Fald faa det hele at vide, naar vi bliver skilt.« »Jamen hvorfor vil I ogsaa skilles! Vi kan jo aldrig faa hinanden alligevel. – – – Aa, nej, Karl, lad være med det. For nu trænger jeg rigtignok til at tale med Dig og være sammen med Dig, – og naar I blev skilt, saa blev Du jo straks saadan en usædvanlig Een at være sammen med for mig – for en ung Pige.« –

»Nu har Du jo faaet det at vide,« sagde Karl modløs og ligesom fraværende. »Det vil vist hverken gjøre fra eller til, at vi skilles, tænker

jeg.«

»Onkel Jørgen vil aldrig give Dig Lov til at komme i Præstegaarden, naar I først er bleven skilt.«

»Aa, nu sætter han jo saa megen Pris paa Esby, og han vilde da sikkert faa ham bragt fra saadan en Urimelighed.« – –

De vendte om, og Samtalen førtes fra nu af med lange Mellemrum – om Esby og Ellen, og Ting, der laa endnu fjernere fra dem selv. –

Da de kom hjem i Præstegaarden, sad Onkel Jørgen og Esby – sidstnævnte med Armen om Ellens Liv – og talte om Riffelbevægelsen. – Onkel Jørgen gav en historisk Oversigt og forklarede, at der havde straks efter det første Provisorium i 1877 været en lille Smule Tale om sligt enkelte Steder; men Holting-Lundborg var det eneste Sted, hvor man ikke straks igjen havde opgivet denne Tanke. Han var vis paa, at hvis Regjeringen blev ret længe ved, som den havde begyndt, saa vilde denne Bevægelse fra Holting udbrede sig over hele Landet, og saa vilde Snakkens Tid være til Ende. – Han fortsatte med mange kriminelle Udtalelser.

Esby gjorde ham opmærksom paa, at hvis han sagde sligt offenligt, blev han i det allermindste afsat.

Han svarede halvspøgende, at Esby vidste maaske ikke, at han var noget af en Matador, som man ikke saadan rørte ved. Præsterne her paa Egnen havde nylig ved et Konvent kaldt ham »deres kjære Lærefader« – jah! – Han vidste privat, at Herredsfogden flere Gange havde været ude efter ham for hans Udtalelser, men han turde ikke gjøre noget ved ham. Præsterne – særlig naturligvis de grundtvigske – her paa Egnen, vilde rejse sig som een Mand, hvis man krummede et Haar paa hans Hoved.

Jamen Flertallet her i hans egen Menighed var jo ogsaa imod dette Riffelvæsen.

»Hvor har Du hørt det, min kjære Svigersøn ?« sagde Præsten. »Naa – det kan ogsaa være det samme. – Nej, men seer Du: naar Folk gaar imod deres egne Grundsætninger, saa er de ikke stærke. Og Folk her i Kredsen er i Virkeligheden gode Venstremænd, det er bare denne fordømte Jernbane, der nu atter er begyndt at spille dem i Hovedet og gjøre dem moderate og vaklende. De troer, de kan faa den forbi deres Døre, naar de holder sig gode Venner med Klub-Jætterne inde i Kjøbstaden. Det er bare Ynkelighed, – saadant noget maa der ikke fires for.«

»Saa er Meyer vel ogsaa bleven moderat nu? For to Aar siden i Julen, kan jeg huske, var han med de Unge,« – sagde Karl.

»Meyer? – aa, ja – siden Meyer er bleven Direktør for »Vennerlille Sparekassen«, som Klub-Jætterne kalder den, da er der ikke andet end Aanden hos ham, som duer, naar den stundom gjæster ham. Alt hans eget det synes mig saa mørt og ledeløst som Bankekjød.« – –

Karl vilde gaaet hjem om Aftenen til Holtinggaard. Men Henriette kaldte ham ind i Hjørnestuen og sagde til ham, at han maatte ikke rejse endnu. For naar han først var fraskilt, var hun vis paa, at de ikke fik noget med hinanden at gjøre. Og nu vidste hun jo, hvor ulykkelig hun vilde blive, saa vilde hun have Lov at glæde sig med ham den korte Tid, inden det skete: »For jeg elsker Dig, Karl, jeg elsker Dig – saadan som jeg altid har elsket Dig,« sagde hun, bøjede sit Hoved ind mod hans Bryst og kyssede ham. – »Aa – men kysse Dig maa jeg jo ikke nu heller!« – sagde hun straks efter, ikke forskrækket eller skamfuld, men blot bedrøvet.

»Jo, jo – aa, Henner! hvem skulde det dog skade!«

»Nej, for Du er jo gift. Det er jo da ligesaa galt, som hvis Du var fraskilt. – Hvor det dog ogsaa er unaturligt, at Du virkelig er gift!« Hun stod og tørrede sine Øjne. – – »Men Du skal blive i Morgen over. Saa vil vi sletikke tale om dét. Saa vil vi gaa over til Holtinggaard i Morgen og see paa alle de Steder. Og vi kan ogsaa godt komme ind i Præstegaarden, hvis vi har Lyst. Det er saadan en venlig Mand, og Onkel Jørgens Ven.«

»Ja, lad os det, Henriette. Det vil jeg forfærdelig gjerne.«

»Men Du skal følge med hjem igjen. Du maa ikke blive i Holting med det samme. – – Der er da vel noget til, at I skal skilles?« - –

Der kom nogen ind i Stuen, og de afbrød Samtalen.

Næste Dag gik de over til Holting, og de talte sletikke om andet end Minder hele Tiden. Henriette var den, som bedst kunde beherske sig. Hun var ivrig og optaget og fortalte – ogsaa om meget, som Karl havde glæmt. Han havde værre ved at kue sin Bevægelse. Han blev atter og atter overfalden af en Følelse, der virkede saa underlig magtstjælende: Følelsen af at være saa langt, langt borte fra det, som de gik her ganske nær ved og saae paa. Det var mest ovre i den gamle Præstegaard, han følte dette, men dog ogsaa paa Holtinggaard, og hér mærkede han tydeligst, at det maatte være Henriette, der voldte Følelsen baade af Fjærnhed og Nærhed hos ham.

De spiste til Middag paa Holtinggaard ene sammen med Karls Fader. – Da de om Eftermiddagen kom tilbage til Onkel Jørgens, var Anna der. Hendes Mand havde kjørt hende dertil fra Rostruplund og var nu i Lundborg i Brugsforeningen med Slæden.

Hun saa meget forandret ud, syntes Karl, og ikke til sin Fordel. Hun var nu ogsaa frugtsommelig og ikke saa lidt brunskjoldet i Ansigtet. Men hendes Væsen var tillige saa sær uroligt og kantet.

»Gaar I saadan og spadserer sammen?« sagde hun til Karl og Henriette lige ovenpaa sin Hilsen.

»Vi har været ovre i Holting,« sagde Henriette.

»Ja, det fortæller man mig her.«

Straks efter begyndte hun at tale om Husholdningssager, især om Pigerne paa Rostruplund. Karl kunde næsten ikke forstaa, at det var Anna. Hun var nu da ogsaa bleven saa overdreven jydsk i sin Udtale, – og saa denne raske Rappenskraldemaneer, hun havde lagt sig efter!–

Lidt efter hændte det, at han en kort Tid blev ene med hende i Dagligstuen.

»Det er nok en sær Maade, I lever paa,« sagde hun øjeblikkelig til Karl. »Naar I skal i Besøg, gaar I helst hver sit Sted, eller ogsaa bliver den ene hjemme.«

»Hvem er det, Du taler om?«

»Troede Du maaske, det var om Henriette? – Nej, det er om Dig og Din Frue. – Og saa ligger I jo altid hver i sit Værelse.«

»Hvad kommer det Dig ved? Og hvem har Du det fra?« spurgte Karl, der omtrent var blevet ligesaa overrasket som vred.

»Hvem fører den Slags Sladder ud, undtagen Ens Tjenestepiger?«

»Jeg kan da høre paa Dig, at der er ogsaa andre, som gjør det.«

»Det er ikke at sladre, at sige det til Vedkommende selv. – Men jeg vil sige Dig en anden Ting, Karl: Du skal undgaa, at der kommer Sladder om Henriette og Dig. Det var allerede kommen til Rostruplund i Formiddags, at Du igaar havde spadseret to Ture sammen med Din gamle Kjæreste, først op paa Kirkegaarden og saa langt ud ad Landevejen.«

»Nej, Anna,« sagde Karl og rejste sig. »Jeg veed, at man skal tage Hensyn til en Kvinde i Din Tilstand Men Du burde dog virkelig ogsaa selv beherske Dig en Smule. Hvis Du vil tale videre paa samme Maade, saa svarer jeg Dig ikke, for jeg troer ikke, mit Svar vil være gavnligt for Dig.«

»Værs'god! svar Du kun! Du skal saamænd ikke tage noget Hensyn til mig! – –«

Der kom nogle af de andre ind. – »Aa ja, nu skulde Robert for Resten snart være her,« sagde hun i en anden Tone. »Ellers bliver det for mørkt, inden vi kommer hjem.«

Man sad og førte Ventepassiar. Men Karl tog ingen Del deri. Han lagde Mærke til Anna, at hun øjebliksvis saae meget træt og elendig ud.

Endelig klingrede der Bjælder i Gaarden, og Befordringen fra Rostruplund svingede op for Døren.

Stamherren var trods Kulden overmaade hed og forsvedt i Hovedet. Han vilde ikke ind.

»Naa, naa, naa, der har vi jo SwawerF1!« sagde han storsmilende, og rakte Haanden frem mod Karl, der var traadt ud paa Trappestenen, – idet han næsten lagde sig sidelæns ned i Agestolen i Stedet for at flytte sig i Sædet.

»Ja, jeg gik herover i Forgaars fra Holtinggaard«

»Naa, naa, naa – og Du er saaen blewen gift, Swawer, – – ja, ja, det er s'gu noe, der er noe wed, saaen en Millionærinde, hi, hi, hi, hi, –«

Karl følte, at han blev bleg, – Manden var jo stærkt beruset. – Han kunde have kysset sin Søster, som i det samme kom rejseklædt ud ad Døren, og bedt hende om Forladelse, – og søgt at trøste hende – nej, ikke trøste – thi han følte sig ganske vis paa, at hendes Fremtid var redningsløst ødelagt.

»Kan hun saa find' ned i FodpjossiF2, min bitte Pig', hwad, kan hun det, kan hun det, saaen wa'et – – aah – der tabt' jeg sgu Pidsken ned imeir Bæsteren – –«

Gaardskarlen samlede den op og rakte den til Proprietær van Tholen, og grinede smørret i det samme.

Karl væmmedes, saa han ligefrem fik Kvalme. – Robert maatte jo være rentud forfalden, naar han ikke engang kunde gjøre en Tur til Kjøbmanden uden at drikke sig snydefuld.

Han sagde det til Henriette og bad hende være skaansom i sin Dom overfor Anna, for hun havde sikkert nok at bære. Han kunde dog forstaa paa Henriette, at det ikke maatte være helt galt endnu med Roberts Drikkeri, for Henriette vidste ikke noget videre derom.

Da han næste Dag kom hjem til Holtinggaard, spurgte han sin Fader, og denne vidste god Besked:

»Jeg har talt med Robert derom,« sagde han; »men det er ingen Nytt' til. Han tog villig nok imod de streng' Ord, jeg sagde til ham; men han tog imod dem som en Pjalt, og æt som en Mand. Aa ja, det er en stor Sorg for mig, – saa stor, saa da jeg for nogen Tid siden lagde Mærk' til, at Anna var frugtsommelig, voldt' det mig ingen Glæde.« – –

Først da Karl tog Afsked med sin Fader ude i Entreen – den Dag han rejste tilbage til Kjøbenhavn – sagde hans Fader til ham: »Ja – skeet er jo skeet, Karl. Saa hvis Du ønsker at faa noget af Din Arv udbetalt, saa kan Du godt faa. Og saa vil jeg jo da for Resten ønsk' for Dig og Rebekka, te det maa gaa jer godt.« –

De vilde vente med Separationen til Foraaret; men da Karl kom tilbage fra Jylland efter Juleferien, fik de det indrettet saadan, at de ikke var nødt til daglig at sees. Karl spiste paa Restauration, de tog sletikke mod Fremmede i Fællesskab, og Rebekka begyndte, privat men ligefrem, at betro sine Bekjendte hvad de havde i Sinde. Karl skrev det derimod ikke hjem.

Han meddelte Rebekka sin Samtale med Henriette. Rebekka sagde, at det var jo ganske urimeligt, om de to ikke fik hinanden. – »Er det ikke ogsaa Din egen Mening, Karl?« spurgte hun.

»Jeg er sletikke klar over mig selv med Hensyn til den Sag,« svarede han. »Jeg veed kun een Ting, at hvis hun og jeg faar Lyst dertil, saa er der ingen Fordomme eller sligt, der skulde holde mig tilbage fra. Derimod kan det gjerne være, at den Slags vil have stor Magt over Henriette.« –

De sad inde i Dagligstuen, som hørte til Rebekkas Part af Lejligheden, saaledes som de foreløbig havde delt den. –

»Hun gjorde Indtryk af at være saadan en sød, naturlig Pige,« sagde Rebekka, »hvor kan saa slige Dumheder have Magt over hende.«

»Hvis jeg vandt hende og kunde elske hende,« sagde Karl, »og hvis det samtidig kunde blive ved at være mig baade naturligt og vidunderligt at elske Dig i Mindet, Rebekka, i det Fjerne, – saa vilde jeg vist føle mig lykkelig. – Der var kun eet, som altid vilde pine mig, det, om Du aldrig mødte nogen, som Du kunde kalde Din.«

»Elske mig paa Afstand!« sagde Rebekka og lo. »Ja, jeg forstaar Dig for Resten nok. Jeg vil ogsaa elske Dig paa Afstand. – Men det andet – jeg troer aldrig, jeg vil kunne det. Det er naturligvis ikke, fordi jeg har været gift med Dig. Men jeg har alligevel sammen med Dig været for nær ved det, som man kun oplever een Gang, – – jeg har ikke længere Mod til – noget andet.«

Hen i Marts Maaned blev Karl pludselig afbrudt i sit Examensarbejde ved et Brev fra Jomfru Hyphoff, hvori hun meddelte ham, at hans Fader laa for Døden. – Han havde aldrig seet den Haandskrift undtagen paa Julepakkerne hjemme til Børnene i Præstegaarden eller til Anna og ham. Han blev greben af en saa voldsom Spænding og Iver forat komme hjem tidsnok, saa han først rigtig følte, hvad det var der forestod, da han laa paa Knæ ved sin Faders Seng, hulkende – ikke blot af smertelig Sindsbevægelse, men ogsaa af Taknemmelighed, fordi den Syge endnu var ved sin fulde Bevidsthed. – Han havde atter haft Influenza, og pludselig havde han faaet meget stærk Blodstyrtning. Han havde forlangt ren Besked af Lægen, og denne havde da ogsaa sagt ham, at han kun havde ganske kort Tid tilbage.

»Det er da ikke, fordi jeg har gjort Dig imod, Fa'er, at Du er bleven syg?«

»Nej, aa, nej. Gjør mig nu æt ærgerlig med saaen noget Snak. – Jeg kan æt hold' mer' af nogen, end jeg gjør af Dig. Og Du holder vist mer' af Din Fa'er, end Børn plejer van. Saa er det jo nok om den Ting.

- Men lad os nu tal' om det nødvendige – – – men nu maa jeg vent' lidt, for jeg bliver straks træt – –«

»Kan den Blodstyrtning komme, uden at Du mærker dertil i Forvejen?«

Proprietæren nikkede. -- »Det er bedst, Du ta'er Holtinggaard, Karl. – Den er for stor for Robert. – Du maa jo saa sælge den – – Kan Du tage mig – henn' i Hængeskabet – ja, det Papir der foran.«

Karl bragte ham Testamentet og bredte det ud paa Dynen.

»Der er Indboet – – det skal I del' – det kan I jo nok komm' ud af. – Men jeg tænker, Anna kund' tilkomm' endnu en Snes Tusind, – dem har jeg tilskrevet Dig. Det er bedre, end at Robert faar Raadighed over dem. Saa vil Du hjælp' dem med de Peng', naar Du synes, de kan træng' for dem. Jeg er bang', det vil æt var' saa møj læng'. – Ja – at man aldrig kan bliv' kloger'. Jeg vidst' jo, hans Fa'er var Delirist. – Vær god imod Din Søster, Karl, det har Du selv bedst af.«

»Jeg har været uvenlig mod hende, men det var, fordi jeg ikke vidste – –«

»Ja. – – Og saa – det gaar vel i Stykker med Dig og Rebekka? –«

»Ja.«

»Efter hvad de fortæller, kan jeg jo nu forstaa – Ja. Saa skal Du gift' Dig med Henriette –«

»Det kan godt være, at det bliver saadan. Jeg veed det ikke. Jeg veed jo hellerikke, om hun tør – –«

»Aa – Folk vil æt gjør' jer stort for 'et. De kan jo æt ret komm' til, – ved det I har Peng'.«

»Derfor kan de jo nok skade os.«

»Ja, ja – de vil gjør', hvad de kan. Det er altid en Morskab. – Naa. Men det behøver I jo æt at bryd' jer om.«

Han laa en lille Tid stille hen med lukkede Øjne.

»Nu er jeg jo for saa vidt færdig,« sagde han og saae atter paa Karl. »Jeg længes ogsaa efter det andet Mest forat mødes med nogen, der ret er gode. Saa vil jeg sletæt tænk' paa, hvordan jeg selv er – –«

Lægen kom og saae til den Syge. Karl spurgte ham inde i Dagligstuen, om han troede, hans Fader vilde faa nye Anfald af Blodstyrtning. Det kunde Lægen ikke sige noget bestemt om; men Proprietærens Svækkelse ved det sidste Blodtab var saa stor, saa der sletikke behøvedes noget nyt Anfald, forat Døden kunde indtræde.

Der kom naturligvis stadig Mennesker forat høre, hvordan det gik.

De nærmeste blev ført ind i Sygeværelset, men hvis ikke Proprietæren gjorde Tegn, at de skulde komme hen til ham, blev de straks, efter Lægens Ordre, lukket ud i Dagligstuen igjen.

Et Par Dage efter Karls Hjemkomst var Onkel Jørgen indenfor Døren. Karl kunde see paa sin Faders Øjne, at han havde gjenkjendt Præsten; han nikkede ogsaa ganske svagt. – Da Onkel Jørgen stod henne ved Hovedgjærdet, hviskede den Syge: »Kund' Du æt skaan' Dig selv lidt, Jørgen?«

Onkel Jørgen smilede og lod sin Haand sagte glide over sin Svogers Pande.

»Ellers veed jeg godt, at Du er meget bedre Mand end jeg, Jørgen. Det har jeg altid vidst. – Ja – – – nu sees vi æt mer' her. Men jeg skal hils' hend' – –«

»Troer Du ikke, Du overlever Natten?« spurgte Onkel Jørgen.

»Aa nej – det gjør jeg vist æt,« – sagde den Syge, og syntes, næsten lige i det samme, at falde i Søvn.

Karl blev ængstelig og sendte Bud efter Anna, skjønt hun netop fornylig var taget bort fra Holtinggaard. Onkel Jørgen kjørte hjem, efter at have ventet nogen Tid.

Mens Karl stod og ventede paa sin Søster, kom Henriette lydløst ind ad Døren. – Hun og Karl havde talt en hel Del sammen i disse to Dage, men kun om hans Faders Sygdom og om gamle Dage.

Proprietæren gjorde en lille Bevægelse med Hovedet, da hun stod for Fodenden af Sengen. Hun gik saa hen og knælede ned paa Gulvet ved hans Hovedgjærde. Han tog om hendes Haand, og det syntes, som om han vilde flytte den – maaske nærmere til sit Ansigt – men hans Haand var ganske kraftløs og blev liggende.

»Det skal nok blyv' godt, hvor Du kommer, lille Henn' – – ja – Farvel, min lille Pig' –«

Kort efter at Henriette var gaaet ud, kom Anna.

Hun og Karl gik begge hen til deres Fader og knælede ned ved hinandens Side.

»Kan I hold' sammen. Kan I hjælp' hverandre, lille Børn. – – Aa, min lille, stakkels Anna – kund' jeg ha'e taget Dig med mig, saa var Du bedre forvaret – –«

Ganske kort efter at Proprietær Wintrup havde sagt disse Ord, faldt han hen i Bevidstløshed eller Søvn, og slog først Øjnene op, umiddelbart før han døde – ved Midnatstid.

Karl blev nogle Dage hjemme ogsaa efter Begravelsen forat faa truffet Forberedelser til Testamentets Udførelse – og til Gaardens Salg. Forvalteren og Jomfru Hyphoff kunde nok besørge det daglige, men Morten Hejlgaard og Henriette fik han til at hjælpe sig med det extraordinære, som Forandringen gav Anledning til baade ude og inde.

- Han prøvede først med Robert og Anna, men Robert voldte ham kun Ulejlighed, og Anna blev saa upasselig, at hun maatte gaa til Sengs; ellers havde han maaske alligevel ikke sluppet for deres Hjælp.

- Derfor kunde det dog ikke undgaaes, at Anna blev fornærmet, – og Folk gjorde sig mange Betænkninger over, at Henriette saaledes færdedes derhenne paa Gaarden sammen med Karl. – Han fortalte hende endnu ikke, hvad hans Fader havde sagt angaaende deres Fremtid. – -Straks efter at Karl var kommen tilbage til Kjøbenhavn, fandt Separationen mellem ham og Rebekka Sted. Hun tog atter Ophold hos sin Onkel i Kronprinsessegade; – Karl flyttede tilbage til Pensionatet paa Gasværksvejen.

I Begyndelsen af Juli Maaned fik Esby Brev fra Ellen, som nu var hjemme i Holting, – at hendes Fader var bleven arresteret og suspenderet fra sit Embede paa Grund af en Vidneforklaring, han havde afgivet for Retten, og ved hvilken han nok havde prædiket det rene Oprør i selve Retslokalet. – Ellen bad sin Kjæreste, at han straks maatte komme hjem til Holting, og da han rejste samme Aften, fulgte Karl med ham. –

Anledningen til Onkel Jørgens lovstridige Vidneforklaring var Lærer Lundborg-Petersens Arrestation for oprørsk Tale ved et Skyttemøde. Og Anledningen til Begges politiske Harme var to Opløsninger af Folketinget, som Regjeringen den Sommer havde foretaget med kun to Maaneders Mellemrum. – Det varede kun nogle Dage, saa blev Onkel Jørgen sat paa fri Fod igjen, og der blev nu berammet et Møde af Valgmenighedens Medlemmer, paa hvilket der skulde tages Bestemmelse om, hvorvidt man sammen med Præsten, hvis hans Statsanerkjendelse blev taget fra ham, skulde træde ud af Folkekirken og atter danne Frimenighed, eller man i saa Tilfælde skulde søge sig en anden Præst.

Onkel Jørgen selv var ved godt Mod. Dels havde han en meget stærk Tro saadan i al Almindelighed paa, at en retfærdig Sag nok skulde sejre. Dels stolede han sikkert paa sine Præstevenners paalidelige Støtte og Indflydelse hos Myndighederne, og frem for alt paa sin Menigheds Hengivenhed.

Fra Præstevennerne fik han en Fællesudtalelse allerede inden dette Møde i Menigheden, hvori de foreslog i hvert Fald at vente med en Henvendelse til Myndighederne, indtil man saae, hvad Provsteretten og eventuelt Højesteret vilde dømme. Onkel Jørgen var imidlertid bleven saa opsat paa at vide sig sikret fra denne Side; syntes maaske ogsaa, at deres Svar havde lydt lidt valent, – saa han pr. Omgaaende skrev til dem alle, hver især, nogle ganske kortfattede Breve, hvori han forlangte i hvert Fald sikkert Løfte om deres kraftigste Hjælp, naar Tiden kom.

Samme Dag fik han privat, men meget paalidelig, Underretning om, at Provsterettens Dom sikkert vilde komme til at lyde paa Afsættelse. Yderligere Straf vilde der næppe blive Tale om.

I næste Uge afholdtes saa Mødet i Valgmenigheden, hvilket beredte Onkel Jørgen adskillige og alvorlige Overraskelser.

Der var nemlig i Mellemtiden bleven stillet et meget mærkeligt Forlangende til Menighedsbestyrelsen baade fra Højreklubben i Byen og fra Agitations-Komiteen for Jernbanesagen, der nu atter var stærkt oppe i Anledning af det nær forestaaende Rigsdagsvalg, – gaaende ud paa: at man i Holting-Lundborg ikke maatte danne Frimenighed med den forbryderisk-radikale Pastor Nordbye som Præst, – hvis man vilde gjøre Regning paa Højrepartiets Støtte for en Linje gennem Holting-Lundborg Sogne. Det var den bekjendte, fanatiske Højrepolitiker og Provst, Tæbring, i Kjøbstaden, der havde faaet dette sat igjennem baade i Klubben og i Komiteen. Nu bestod Højrepartiets »Støtte« i at stemme, sammen med Venstre, paa en moderat Kandidat; men da man i Holting-Lundborg, siden Provisoriet i 1877, den meste Tid havde været radikal, var det lidt vanskeligt ved Menighedsmødet at bruge hint Højre-Ultimatum aabenlyst imod Pastor Nordbye, og man kom da ind paa, til Hjælp, at anvende Sidemotiver, som saae noget underlige ud. Desuden var Ulysten til Frimenighedsdannelse og Misfornøjelsen med Onkel Jørgens oprørske Fanatisme virkelig stærk og almindelig hos de Fleste i Menigheden.

Mødet holdtes i Vennerlille-Forsamlingshuset, som laa ved Siden ad Kirken og Præstegaarden af samme Navn. Karl, Esby og Ellen gik derover sammen med Onkel Jørgen. Henriette var derimod ovre paa Holtingaard, som netop i disse Dage var bleven solgt, og hvor der derfor var meget at gjøre.

Til Ordstyrer blev valgt en Gaardmand fra Lundborg.

- Onkel Jørgen indledede Forhandlingen, idet han meddelte, at hans Afsættelse var ikke blot en sandsynlig, men en sikker Sag. Vilde man beholde ham som Præst, maatte man altsaa være klar over, at det blev nødvendigt at træde ud af Folkekirken og danne Frimenighed. Han sluttede med en spøgende Bemærkning om, at dér havde man jo staaet før, saa det kunde vel ikke forskrække nogen ret meget.

Derefter tog en Gaardmand fra Lundborg, Hans Jensen, Ordet. Han havde altid, siden han ophørte at være Højremand, sluttet sig til det moderate Parti, og kunde derfor, med fortræffelig Samvittighed, tale Besindighedens Sag. Han ansaae det for et glædeligt Tidens Tegn, at hvormeget end Kredsen navnlig havde elsket sin gamle, kjære Præst, – see saa alligevel, nu da han ikke havde veget tilbage for at gjøre sig til Talsmand for den politiske Forbrydelse, saa kunde den dog ikke mere følge ham, endsige af denne Grund overhugge det Baand, som bandt den sammen med den øvrige levende Menighed i Landet.

Men nu sprang Lærer Madsen fra Holting op paa Talerstolen, rød i Kammen, med hastige Hovedkast tilhøjre og venstre: »Lad os nu være ærlige, hvad, skal vi ikke først og fremmest være ærlige,« sagde han. »Og lad os saa gaa til Bunds i Sagen og see efter, hvad det er, som har voldt den stygge Tone, som vi har hørt summe i Ørerne paa vos de sidste Dage. Jeg har snart ikke kunnet nære mig for den Musik, for jeg er lidt musikalsk, og den klinger ikke godt. – Og lad os saa sige det rent ud: at det hele det er Politik, og det endda en Humbugs-Politik, en elendig, moderat Jernbane-Rummel. Skal vi aldrig komme saa vidt engang her i vort kjære Fædreland, saa vi kan holde de forskjellige Faktorer ud fra hinanden. Jeg vil sige een Ting: at om de saa vilde slaa en hel – hvad skal jeg kalde den – en hel Cirkel-Pukkel paa Jernbanelinjen ligefrem udtrykkelig forat komme udenom Holting-Lundborg Sogne, saa siger jeg: lad dem slaa den, – jeg giver ikke slip paa vores gamle Jørgen, dertil har jeg lyttet formeget til hans Musik, der har en renere og dybere Klang end den, vi har hørt her i de sidste Dage. – Og er der nu nogen – og det veed jeg der er mange – som er enige med mig i, hvad jeg her har sagt, saa rejs jer ligesaagodt op med det samme og siig det højt og tydeligt, forat Jætterne straks kan vide, hvem de faar at slaas med.«

Morten Hejlgaard rejste sig straks, smilende, men med Taarer i Øjnene, idet han ængstelig saae sig om i Kredsen, om der ikke kom flere. Niels Vibro og Kristen Iversen, den gamle, gjæstfri Aftægtsmand fra Holting, og adskillige flere var ogsaa komne op. Men i det samme sagde Ordstyreren, at slige Afstemninger kunde den Enkelte ikke lade foretage, og han vilde frabede sig alle Demonstrationer.

Skjønt man saaledes ikke kunde slutte sig til noget med Bestemthed, var Onkel Jørgen dog bleven bleg; – saa maatte der dog sikkert være adskillige, som ønskede ham bort.

Gamle Kristen Iversen blev staaende, krumbøjet over sin Kjæp: »A har alletider glædet mig til Apostelens Ord: Glæmmer ikke Gjæstfriheden, thi dermed have nogle, uafvidende, herberget Engle. – Men nu seer A med Smerte, te A har i Aarenes Løb herberget mange, som ikke var Engle – aa nej, aa nej – –«

»A skal gjøre Kristen Iversen opmærksom paa, te han ikke har Ordet,« sagde Ordstyreren. – »Værs'god, Poul Smidt!«

Poul Smidt var en yngre Gaardmand med Fuldskjæg og hvid Flip: »Det, som Lærer Madsen før var ved, det var det, at han var ved at lede efter Motiverne. Men det troer A, vi alle kan være enige om, te det er den første parlamentarisk' Regel, te Motiverne lader man ligge. Man berører dem ikke, fordi de er individuelle. – Den Splittelse, som her synes at foreligge, den er af ældre Dato, – den har andre vidtforgrenede Rødder, end dem, som Lærer Madsen her vilde forelægge for os. – Hm. – Vi har vist alle med Beklagelse erfaret, te at Hr – æh – Karls Ægteskab – Karl Wintrups Ægteskab er bleven separeret. Det skal A ikke komm' nærmere ind paa, vi har jo alle kjendt Karl fra Barndommen af, saa det har smertet os alle dybt. Men æh – – og det hører Privatlivet til. – Men det bliver en Menigheds-Sag, som vi alle er med i, naar at saa den unge Pige, som han tidligere har været forlovet med – hvad A ikke her skal fordybe mig i – men det var jo da den almindelige Opfattelse, at de var Kjærestefolk den Gang – naar dér saa sker en umiskjendelig Tilnærmelse igjen nu i det sidste halve Aar, og naar tilmed vores gamle Præst synes at fraternisere denne paany opkommende Følelse imellem de Unge eller ligesom tildele den sit Privilegium, saa rejser Spørgsmaalet sig: kan dette taales? - hvad A for mit Vedkommende maa besvare med et lydeligt og fuldtonende Nej!«

Pastor Nordbye rejste sig og vilde tale, men Ordstyreren vinkede af.

Poul Smidt fortsatte: »Dertil kommer en politisk Betragtning, som ikke er af Døgnets Art, som det, Lærer Madsen talte om med Jernbanen, men som er en Grundpille i al Fremskridtspolitik, og det er dette: Fremskridtets værste Fjende er Oprøret, Selvtægten, af hvad Art nævnes kan. Lad vore Modstandere bruge den Fremgangsmaade, det vil tilsidst falde tilbage paa deres Isse; men lad os ikke af noget privat Hensyn, af hvor hjertelig en Beskaffenhed det saa kan være, – lad os ikke komme ind paa den Vej, lad os holde os paa Lovens Grund.«

Talrige »Hør« og Bravoraab fulgte paa denne Tale, hvilket gjorde, at Pastor Nordbye nogle Øjeblikke maatte staa tavs oppe paa Talerstolen, inden han kunde faa Magt over sin Sindsbevægelse og sin Stemme.

»Det eneste, jeg kjender noget til, af alle de dybt private Ting, som Poul Smidt her saa uberettiget, saa skammeligt har draget frem, er dette, at Karl Wintrup er bleven separeret fra sin Kone. Det er jeg meget kjed af; men hverken det eller noget af det andet, Poul Smidt talte om, kommer i mindste Maade den Sag ved, som her skal forhandles. Her skal det blot afgjøres, om vort Menighedsliv skal leves efter sine egne Love, eller det skal bestemmes af politiske Hensyn. Det vil jeg bede jer see at faa afgjort, saa hurtigt som muligt, – helst i Dag allerede.«

Poul Smidt kom atter op: »Det skal ikke afgjøres i Dag, efter min Mening. A mener, te de forskjellige Synspunkter skal have Lov til at gjennemsyre Befolkningen en Uges Tid, forinden Afgjørelsen træffes. Og A bliver nu nødt til, paa Grund af Pastor Nordbyes egen ejendommelige Holdning, at komme stærkere ind paa disse Synspunkter, end A før troede mig foranlediget til. – Pastor Nordbyes egen Datter Ellen har overfor sin Veninde, Ole Nielsens Karen, ytret sig med, at hun godt vilde ønske en Forbindelse tilvejebragt imellem Karl Wintrup og Henriette. Og – hvad mere er – hendes Kjæreste Hr. Esby bifaldt til en temmelig vis Grad sin Forlovedes Udtalelser, og udlod sig endyderligere med, te hans eventuelle Svigerfader, Pastor Nordbye selv, havde paa given Foranledning erklæret, at han vilde ikke dømme i den Slags Sager. Hvordan stemmer det saa med, at Pastor Nordbye nu erklærer, te han veed ingen Ting om det hele. -Og dertil kommer, at denne Hr. Esby, som har fremkommet med de nys refererede Udtalelser, ham har vores Præst, efter sikkert Forlydende, udseet sig til sin Fremtids-Kapellan. – A ønsker, at alle disse Synspunkter skal sprede sig imellem Folk, og det kan vel nok skee, naar vi nu berammer Afgjørelsen til i Dag otte Dage.«

»Jeg gjentager,« sagde Pastor Nordbye uden at træde op paa Talerstolen, »at jeg ikke veed det mindste om Henriette Linds eller om Karl Wintrups Fremtidsplaner. Jeg kan ikke tro, at deres Fremtidsplaner har noget med hinanden at gjøre. – Det er ganske rigtigt, at jeg forleden sagde til Ellen, at jeg ikke kunde dømme om et saadant Tilfælde som det, hun da opstillede. Men hun nævnte ingen bestemte Personer. – Og endelig maa jeg erklære, at jeg anseer det for en saa grov Fornærmelse fra Ordstyrerens Side mod mig og mine, naar han ikke har frataget Poul Smidt Ordet, saa at jeg vil forlade Salen straks.«

Pastor Nordbye tilligemed Ellen og Esby banede sig langsomt Vej henimod Udgangen under almindelig Forvirring. Ordstyreren vidste øjensynlig ikke, hvad han skulde gjøre, og der opstod en voldsom Ordstrid mellem alle Deltagerne i Mødet. Under denne forsvandt Præsten, Ellen og Esby. – Karl derimod blev siddende uden at fortrække en Mine og hørte Forhandlingen til Ende. – Forslaget om et afgjørende Møde otte Dage efter blev vedtaget.

Karl havde i det sidste Halvaarstid tænkt med større og større Kjærlighed paa sin Højskoleplan, som han aldrig helt havde tabt af Sigte. – Dette Møde, han her havde overværet, stødte ham stærkt tilbage. Han spurgte sig selv i allerstørste Alvorlighed, hvorledes der overhovedet kunde komme noget ud af et Arbejde mellem saadanne Mennesker. – Men paa den anden Side: hvad skulde han saa leve for? Han havde egentlig aldrig haft andet Maal, saalænge han kunde huske. – – Det var en Onsdag, Mødet blev holdt. Om Fredagen var Onkel Jørgen til Forhør for Provsteretten. Stemningen var saare trykket i Præstegaarden. Lærer Madsen kom stadig med Efterretninger om Agitationen rundt i Kredsen imod Onkel Jørgen. Samtidig kunde han ganske vist melde om trofast Hengivenhed hos mange af Menighedens Medlemmer; men det var dog maaske ikke Flertallet, og Onkel Jørgen følte det derfor med større og større Sandsynlighed, at han nu ikke blot vilde blive afskediget af Staten, men tillige maatte skilles fra sin Menighed.

Om Løverdagen forstyrredes han i sine Studeringer ved Modtagelsen af to Breve fra Præstevennerne der paa Egnen. De havde ogsaa denne Gang konfereret, men havde fundet det rimeligst at sende to Meningstilkjendegivelser, een fra de ældre og een fra de yngre Præster; thi vel var Enderesultatet for begge Grupper blevet det samme, men Begrundelsen var saa forskjellig, saaat de tvende Synspunkter vare formente bedst at kunne gjøre sig gjældende eller komme til deres Ret i to særskilte Skrivelser.

De Ældre henviste i deres Skrivelse til, at en Henvendelse til Myndighederne som den af deres kjære Kollega og Broder i Herren begjerede maatte betegnes som et temmelig dristigt og usædvanligt Skridt. Men de vare nu alle ældre Mænd, deres egentlige Kamptid var forbi, den Tid, da de vovede alt, forat vinde alt, mistede Livet for at eje det. De maatte nu have Ret til Hvile efter Striden og kunde blot ønske for deres gamle Broder og Ven, at Kampens Tid ogsaa for ham ret snart maatte være til Ende. – Brevet havde seks Underskrifter. –

De yngre Præster havde derimod faaet en enkelt Mand af deres Midte til at svare i samtliges Navn. Denne Præst hed Julius Larsen, men paa Grund af sin Hjertelighed og Elskværdighed blev han næsten aldrig kaldt hverken Pastor eller Larsen, blot Julius; hans jævnaldrende Præstevenner kaldte ham dog, i kjærlig Beundring eller Misundelse, undertiden Julius Cæsar, fordi han erobrede Sognebaandsløsere fra sine Naboer vidt og bredt.

Pastor Julius Larsen skrev:

Jeg har fåt det hværv at skrive til dig på alle vi unge præste-menneskers vegne. Å hvor det dog er skammeligt af myndighederne, hade jeg nær sagt, at de vil berøve dig din anerkændelse, fordi du har talt hjertelig-frit og åbent. Ja, hvor det er en forfærdelig tid, vi lever i, det mærker man bedst paa, at man ligefrem kan føle ængstelse ved at skrive et djærvt og oprigtigt ord blot i et privat brev (som dette er, det forstår du nok). – Kære, kære far! vi har alle så ondt af dig, og ber daglig til vores kære gud og far, at han vil gøre det sådan for dig, så du ikke må tabe modet. – Hær skal rigtignok de gamle, som har gode, solide embeder, komme og hjælpe, og alle, som står privat og i fri stillinger. Vi stakkels unge præster kan jo ikke, ihvor gjærne vi vilde. Vi sidder jo hær næsten alle sammen i vores første embede med hustru og vore kære, mange, små børn. Ja, det kænder du sælv så godt, du, som sælv har hat en så mageløs hustru og mange, kære børn. Ja, det er de ømme strænge, som det gud ske lov altid gør godt at røre ved. – Men de gamle må ikke undskylde sig med, at de er gamle. På den måde kunde vi jo få undskyldninger allesammen. Det har jeg sagt til dem. – Men vi vil allesammen be vorherre om, at din menighed vil beholde dig; og det gør den nok, for det, vi mindst af alt er, det er dog djævle; vi har ikke lyst til at gøre hinanden fortræd. – Å, hvor det er syndigt, sådan som man ogsaa snakker om vores kære Henriette, som vi alle har været så glade for på konventerne. Hils hende fra os allesammen, og sig hende, at vi ikke uden tvingende grund vil tro noget ondt om hende (dette om hende og Karl Wintrup, forstår du nok). –

Kære, kære far! å, vi vil så gærne atter få sidde i flok ved dine fødder og lytte til dit erfarne, kærlige ord som så ofte før. – Vi unge har jo så meget at kæmpe med, både med disse vældige, stormende kræfter i vort eget indre, og med den store, vrede verden, som ser på os med onde, kolde blikke. Men når vi trøstig lægger alle vore sorger på gud, så vil han jo føre os igænnem alle farerne, som truer os i denne onde verden på så mange måder, og give os en rolig og stille alderdoms stund efter striden og møjen.

Og det vil han også gøre for dig, kære, kære far! – Derom ber vi alle.

Pastor Nordbye sagde ingen Ting, da han havde læst disse Breve, men lagde dem stille, næsten ligesom forsigtig, ned paa sit Bord Saa skyndte han sig over i Kirken, hvor han plejede at studere paa sin Prædiken.

Henimod Aften gik Esby over til Holtinggaard. Han traf Jomfru Hyphoff, Henriette og Karl siddende ved Aftensmaden. Det saae nok saa hyggeligt ud.

Da de havde spist, og Jomfru Hyphoff var gaaet ud, sagde han til Henriette og Karl: »Jeg gik for Resten herover forat sige jer, at Folk, efter hvad Lærer Madsen fortæller, har saa forfærdelig travlt med, at I er hele Dagen sammen herovre paa Holtinggaard. Han paastaar, at det bruges som det allerbedste Agitationsmiddel mod Onkel Jørgen i disse Dage.«

Karl sprang, aldeles rasende, op fra sin Stol: »Men hvad Fanden i hede Helvede kommer det de Æsler ved!« raabte han.

Der indtraadte billigvis en Heltepavse efter disse Ord, i hvilken Karl gik heftig frem og tilbage paa Gulvet.

»Men hvad siger de dog?« raabte han.

»Ja, det vilde Madsen saa nødig fortælle.«

»Naa, han er da ellers ikke saa bly af sig!«

»Nej, – men jeg kunde ogsaa see af et Brev fra Pastor Julius Larsen, som Onkel Jørgen viste mig, at man snakker ondt om Dig og Henriette videre omkring paa Egnen, – og alt det onde, man tillægger jer, det skal jo saa Onkel Jørgen vide Besked om og billige!«

»Aa ja,« – sagde Henriette, »saasnart de siger noget, saa siger de straks alt muligt, saa er der sletingen Grænser for, hvad de kan finde paa. – Men jeg kan jo da ikke tage fra Holtinggaard. Anna ligger stadig til Sengs, og nu har hun lige sat mig ind i, hvad der skal blive staaende paa Holtinggaard til den nye Ejer, og hvad der skal paa Auktionen, hvad der skal til Rostruplund, og hvad Karl skal have – –«

»Jamen hvad er det dog for nogle Djævle!« brølede Karl, der stadig var lige forbitret.

»Ja«, sagde Esby, »Pastor Larsen skrev netop i sit Brev, at det var det, man mindst af alt kunde kalde Folk – –«

»Jamen det er de da virkelig hellerikke!« sagde Henriette. »Men de er rigtig nogle slemme, uartige Børn – – til at plukke Vinger og Ben af alle de stakkels Fluer, de kan faa fat paa. Saalænge de kan gjøre et Menneske mere ulykkeligt, end det er, saa holder de ikke op med at pine det. – Uh! – det er jo saa interessant!«

»Men kjære, lille Henriette!« sagde Esby ganske forbavset, »hvordan har Du dog kunnet gjøre saadanne, frygtelige Erfaringer?«

»Dem kan saamænd enhver gjøre,« svarede hun og tørrede sine Øjne, – »Aa, der var for et Aarstid siden en lille svagelig og halt Pige her i Kredsen, der arvede nogle Penge, som de ikke syntes skulde være tilfaldet hende. Saa gav de sig til at sladre om en Kjærestehistorie, hun nok havde haft. Nej, hvor de forfulgte hende med Snak! – Hun maatte rejse bort og døde et halvt Aar efter. Og de troede vistnok selv, det var af Bagtalelse, hun døde. For de var saa mageløs rørende ved Begravelsen.«

»Det er mig saa underlig nyt, saadan noget,« sagde Esby. »Jeg synes sletikke jeg kjender det.«

»Aa – er vi ikke allesammen saadan,« sagde Henriette og brast nu i lydelig Graad, »naar vi ikke passer paa og tænker os om: at vi synes, det er morsomt at gjøre ondt mod andre – – – Uh! – men de tænker sig ogsaa saa sjælden om, de Folk her!« tilføjede hun heftig og stampede i Gulvet. – –

»Jeg maa vel hellere følge med Dig til Præstegaarden og blive der de nærmeste Par Dage,« sagde Karl til Esby, da han gik. »Saa kan Henriette jo bo paa Holtinggaard saalænge, – forat Folk ikke skal have os to at skade Onkel Jørgen med.«

»Der kommer nok ikke mange til Kirke i Morgen,« havde Onkel Jørgen sagt Løverdag Aften, da han forlod de Unge i Dagligstuen og gik ind i sit Soveværelse. Men heri spaaede han fejl. Et Kvarter før den almindelige Tid begyndte Folk at strømme til Kirke, saa da Præsten kom derind, var den overfyldt. – Grundene var naturligvis forskjellige. Der var ganske vist ikke faa, der havde tænkt paa at demonstrere ved at blive borte. Men saa havde alligevel Nysgjerrigheden vundet Overhaand hos dem: der kunde jo træffe til at hænde et eller andet mærkeligt under den spændte Situation, som man vilde fortryde ikke at have været Øjenvidne til. Nogle havde tillige faaet den Idee, at da Præsten var afsat, eller dog suspenderet, og Kirken formentlig endnu anerkjendt af Staten, saa kunde det blive regnet for ulovligt, at Præsten prædikede i den fremdeles, – og Gud veed: der kunde maaske komme Politi midt under Prædikenen. Det vilde jo virkelig være noget extraordinært.

Henriette var ikke til Stede. Men de andre Unge fra Præstegaarden og Karl. Det var flere Aar siden, han havde været i Kirke, og det var ogsaa for hans Vedkommende en Slags Nysgjerrighed, der i Dag førte ham herind, om end ikke af rent udvortes Art. Han vilde see, om Onkel Jørgens Personlighed kunde slaa til under disse særlige Forhold. Han syntes selv, det maatte være overmaade vanskeligt at tale af et aabent, saa at sige, ubeskyttet Hjerte til Mennesker, af hvilke mange sad hjertelig tillukkede, lurende bag deres Forskansninger paa ondt. Og hvis Onkel Jørgen overhovedet naaede at give sig hen i sin Stemning, hvor let kunde denne da ikke bringe ham til at sige Ting, som han bagefter maatte fortryde.

Han kom under Indgangssalmen til at tænke paa sig selv for tre Aar siden, da han var her i Kirken sammen med Rebekka. Salmesangen greb ham paa en lignende Maade som den Gang; men endnu mere maatte han i Dag dog undres over, at et Menneskekor, han personlig yndede saa lidet som dette, kunde frembringe en Sang, for hvilken han var nødt til at aabne – ikke blot sit Øre – men ogsaa sit Hjerte.-–

Først da Onkel Jørgen havde talt i en ti Minuter, opdagede Karl, at den Vanskelighed, der havde interesseret ham, og for hvis Skyld han egenlig var kommen i Kirken i Dag, allerede var overvunden. Onkel Jørgen talte frit og uhindret. Men i det samme slog det Karl, at denne Frihed og Uhindrethed sletikke havde sin Grund i nogen særlig, ejendommelig Maade, hvorpaa Onkel Jørgen vidste at møde eller omgaa eller falde i Flanken paa Forsamlingens Stilling til ham, – den havde simpelthen sin Aarsag i, at han talte udaf, talte til noget ganske andet end sit eget Personlige eller denne Forsamlings særlige, øjeblikkelige Stemning.

Karl fik atter denne samme Følelse som for tre Aar siden af en Magt herinde, som var noget helt andet end disse Mennesker omkring ham, – men Følelsen var stærkere nu, fordi Modsætningen var større, – og det var, som han under Prædikenen saae dette andet for sig: en anden Verden, et højt Land, der dukkede frem over Horizonten langt borte, og dog var ganske nær. – – Hans Interesserthed var pludselig vegen for en Følelse af, at det truede med en Afgjørelse for ham selv, – truede, forsaavidt som det Overmægtige, man ikke selv kan bestemme, har noget ængstende ved sig. – Hvad kom de Mennesker længer ham ved! og dog maatte han indrømme, de var nødvendige, saa nødvendige, som Instrumentet, forat Musiken kan lyde. – Der var efter Prædiken baade Daab og Altergang, – og Indtrykket hos Karl blev ikke just mere overvældende, men mere virkeligt; han mindedes, første Gang han paa Rejser saae de blaa Bjerge langt borte nærme sig og miste det skylignende; faa Naaleskove, mørke Kløfter, grønne Lier opover de stejle Skrænter. Hin anden Verden var et virkeligt Land, mere virkeligt end alle de Stemninger, som skilte ham derfra, – de fremmede Stemninger, thi Bjerglandet histovre var vist Grundvolden i hans eget Liv, fra langt, langt, maaske allerlængst tilbage – og dog allernærmest ved – –

Der blev sunget en meget lang Salme af Grundtvig tilsidst, men Karl talte ikke Versene, dertil var de ham altfor kjendte og altfor underligt ny:

Karl kunde ikke begribe, at han aldrig var kommen til at tænke paa disse Vers, som han kjendte saa godt, naar han havde været sammen med Rebekka. Hun stod i det samme saa levende for ham! – – Men straks efter svandt disse Minder bort, thi nu var det, som om Salmen gjentog for ham det, han selv for kort siden havde følt og seet:

Karl havde passet paa i Tide, mens han endnu havde Magten over sin Bevægelse, at bøje sig forover i Stolen, saa hans Ansigt var skjult. Men nu, da Gudstjenesten var til Ende, kunde han ikke forandre denne Stilling, – han vilde ikke vise sig for alle de Mennesker, og de havde vel forhaabentlig ogsaa andet at see efter end det, at han blev siddende. – – Nu vidste han godt, hvorfor Salmen havde gjentaget hans egne Tanker. Det var simpelt hen, fordi Billedet af det fjerne Højland, der dukkede op over Synskredsen, fra allerførst var et Laan fra Salmen, som hans Sind i mange Aar havde gjemt paa. Men Virkeligheden selv var intet Laan, – det var jo den Magt, som i Grunden ejede hans Sjæl, en Magt, som han vel kunde undfly, men kun ved at gaa bort fra sig selv; – at bæres af den Magt var det eneste vaagne, virkelige Liv, han kunde leve. Og nu vilde han ikke drømme og sværme længer, han vilde leve, han vilde leve i Gud og være sig selv!

Han hørte, i sin bøjede Stilling, hvorledes Lyden af Fodtrin, af Snakken og Mumlen aftog og samlede sig, ligesom Vand i en Tragt, nede omkring Udgangsdøren. Og han hørte den udæmpede Samtale udenfor Kirken aftage og tiltage, eftersom Vinden bar fra eller paa. –

Aa, men hvor skulde han værne om sin Kristendom, at den ikke blev besmittet af disse Menneskers Væsen. Hvor skulde han altid huske den uendelige Forskjel, som han ogsaa i Dag saa stærkt havde følt: Forskjellen imellem deres eget, ækle Væsen og saa den Guds Kraft, som boede iblandt dem. For det var jo det gruelige ved det, at man ikke kunde løbe bort med sin Kristendom og have den for sig selv alene. Det kom jo altid stærkest over ham, naar han var midt iblandt dem – aa ja, maaske det altsammen tilsidst kunde svinde bort for Een, hvis man helt vilde skille sig fra dem. –

Nu hørte han ingen i Kirken mere. Han rejste sig, gik hen ved Døbefonten og stod og saae op mod Altertavlen, der var helt kjøn og forestillede Julenatten.

I det samme hørte han Lyd inde i Præstens Stol, og straks efter traadte Lærer Madsen ud i Koret.

»Bliv bare ikke forskrækket!« sagde han til Karl, der vistnok var faret lidt sammen af Overraskelse. »Jeg skulde blot ordne den Gamles Sager derinde, det har han bedt mig om.«

Karl havde vendt sig bort, men ikke hurtigt nok, til at Madsen ikke skulde have lagt Mærke til hans Øjne.

»Ja, det var godt i Dag, det var godt, det var godt,« sagde Madsen og klappede ham virkelig paa Skulderen. »Det er det, vi trænger til – noget saadan af en helt anden Verden. Vos selv er der ikke meget ved.« – Saa hilste han til Afsked med en udslaaende Haandbevægelse, som han for Resten havde efter Onkel Jørgen, – idet han fjernede sig ned ad Kirkegulvet.

Karl var kommen saadan i med at græde, saaat Vandet, til hans Ærgrelse, ogsaa steg ham til Øjnene ved disse Ord. Og samtidig tænkte han, at det maatte dog vist være mere end et Tilfælde, at saadant et Vrøvlehoved kunde komme til at sige noget, der var saa sandt.

Han skyndte sig ned og ud ad Kirkedøren, forat Læreren skulde see, at han ikke var bleven derinde; – han naaede netop at see Madsen gaa ud gjennem Kirkegaardslaagen, og Karl kom til at tænke paa det Skriftsted: »Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle profetere.«

Paa den Maade kunde Madsen jo ogsaa blive Sandsiger. Karl saae ham gaa bort ad Stien udenfor Kirkegaardshegnet. Han var ikke saa lidt kalveknæet, og svandsede derfor, naar han gik. Frakkeskjøderne slingrede snart til højre, snart til venstre.

Det Syn hagede sig fast i Karls Erindring, thi medens hans Øjne, egentlig uden hans Vidende, endnu fulgte det, skete der en Forandring hos ham selv; hans Sind gled pludselig ind i et nyt Spor, hvori det forblev hele den Dag – ja, man kunde gjerne sige: som det aldrig siden helt forlod. – Det slog ham paa een Gang, at han selv jo var meget ringere end Lærer Rasmus Madsen. Han havde jo Gang paa Gang og i lange Tider sveget og svigtet dét, som han nu dog følte altid havde været hans Egentlige. Det havde Madsen aldrig gjort. Han havde vist alle sine Dage været tro ikke blot overfor Gud, men endogsaa imod Mennesker. Han havde vist altid elsket Onkel Jørgen højere end sig selv. Det var naturligvis derfor, Onkel Jørgen altid havde haft denne ubegribelige Kjærlighed til ham, de som Børn ikke havde kunnet forstaa. – Og han, Karl, han havde sveget alt – sin Barndom, Henriette, – og han havde sveget Gud, endskjønt han vist altid dunkelt havde følt, at det for ham var det samme som at svige sig selv.

Han var kommen ud paa den store, aabne Plads foran Kirken, medens disse Tanker med rivende Hast blussede op i ham. Han saae sig om, men der var ingen Steder, hvor – ja, hvad var det egentlig, han vilde ? – – hvor han kunde skjule sig. Saa tog han sig sammen med en verdensmandig Promenade-Bevægelse, – han drev det endogsaa til at svinge med sin Stok. Og saa begyndte han at gaa – hurtigere og hurtigere – ad Vejen til Holtinggaard. Han vilde hjem, han vilde ud i Haven – hen til det Sted paa Diget, der stod aabent i gamle Dage, fordi det var helt traadt ned ved den megen Færdsel af Børnene fra Hjem til Hjem, – kunde han blot komme ind til dette ensomme, dunkle Sted – ubemærket, ubemærket – nu, inden Gaard og Have og det hele kom paa fremmede Hænder – – –

Først da han drejede ind paa den særlige Vej til Holtinggaard, huskede han, at Henriette var der. Ja, mødte han hende, saa vilde han tale med hende, og saa vilde han sige hende alt. Men han vilde vist helst ikke møde hende nu. – –

Han gik ned ved Fjorden og ind ad den søndre Havelaage. Men inde i Buskadset til venstre for Laagen – stod hun og plukkede Jasmingrene ned. En Krukke eller Vase til at sætte dem i havde hun stillet ude paa Havegangen.

»Er Du ene?«sagde han.

»Ja.«

»Følg med mig ind i Hegnet, Henriette; der er noget, jeg vil sige Dig.«

Hun gik straks med ham, – op langs Hasselhækken, hen forbi Aspargesbedene og over Mistbænkepladsen.

»Er Du gaaet herover til Holtinggaard blot forat fortælle mig det, Karl?«

»Nej, men – – nej, lad os nu vente, til vi er komne derind.«

De bukkede sig og gik ind i den udklippede Gang i det nordre Hegn. Der var nær ved at være ufremkommeligt, da den længe ikke havde været brugt som Vej mellem Haverne. I Lysningen var Stisporet helt forsvundet, og flere af Buskene paa dets Sider vare blevne ukjendelig store; men Lysningen selv var kjendelig nok, thi dens Rand mod Himlen var de samme gamle Trækroner, – den var som en stor Løv-Skaal, fuld af Juli-Solskin. Der duftede af vilde Jordbær.

- – De naaede Diget og vilde sætte sig ned, men maatte flytte sig et Par Gange, inden de fandt et helt tørt Sted, – akkurat som i deres Barndom, – og det var for dem, som om de havde været herinde for nogle Dage siden.

»Jeg rejser i Morgen, Henriette, – – og jeg veed jo ikke, om vi nogensinde faar hinanden, men jeg vilde blot sige Dig, at jeg elsker Dig, og at jeg vist i Grunden aldrig har elsket nogen anden – –« Han lagde sine Arme om hende og sin Kind mod hendes, og hun tænkte sletikke paa at forhindre det

Men hendes Ansigt fik et uroligt og smerteligt Udtryk: »Nej, det kan vist ikke nytte, Du siger saadan, Karl, for jeg kan vist ikke tro det – –«

»Jo – for jeg har jo ogsaa været borte fra Gud, og jeg har dog vist alligevel altid troet paa ham – – og paa samme Maade, Henriette! – – Men jeg veed jo ligesaa godt som Du, at jeg har været langt borte fra Dig, og været helt fortryllet af Rebekka – aa, af hele hendes vidunderlige Væsen – men jeg har aldrig helt været mig selv hos hende

- – – Men nu skal Du sige – ihvad der saa kommer ud af det – at Du elsker mig ligesom før – –«

Henriette bøjede sig ind til ham og kyssede ham: »Ja, ja – det gjør jeg – hvis jeg blot har Lov til at sige det – ja, det gjør jeg, Karl –« De sad ganske stille, uden at sige noget til hinanden. – Han hørte, hun gjentagende hviskede Guds Navn.

»Hvis Du troer, der er saa meget, vi er uenige om, Henriette, – – – saa er – der ikke det. Og Du skal ikke forandre Dig. Det er mig, der – –«

Noget efter sagde Henriette: »Nu vil jeg gaa, Karl. Nu veed vi jo, hvordan det er med os. Det var godt, vi fik det sagt. Det gjør ikke noget. Men jeg veed jo sletikke, om vi maa faa hinanden for det. Det er jo saa nyt – jeg veed det ikke. Farvel Karl! – Jeg veed hellerikke, om jeg maa kysse Dig.« Hun gav ham Haanden og stod et Øjeblik og saae paa ham. – »Aa, jo! – lige nu maa jeg!« – Hun kastede sig ind til ham. – Derpaa vendte hun sig om og løb, dukkende og bøjende sig, tilbage mellem Granerne. Han saae det sidste Glimt af hendes Haar ude i den solbeskinnede Lysning. – Han stod og lyttede, indtil han langt borte hørte Havedøren oppe paa Hovedbygningen blive lukket op og slaaet i.

Saa gik han selv ind i Lysningen og satte sig paa en omvæltet Granstamme. – Store Flokke af nye, graasorte Stæreunger fra iaar kom flyvende over den aabne Plads fra den ene høje Løv-Kyst, der nu var i Skygge, over til den anden, der laa i Sol. De snurrede saa stærkt med Vingerne under Flugten, fordi de ikke ret var øvede endnu.

Han sad og fortrød saa meget alt det onde, han havde tænkt om sine Medmennesker i Kirken i Dag, ikke just fordi han syntes det var saa uretfærdigt, men fordi han selv jo var ligesaa ringe eller maaske meget ringere, og fordi de alle havde faaet saa megen Glæde uforskyldt. – Thi han var saare glad; han vidste ikke netop, hvad Fremtiden vilde bringe; men han var opfyldt af stort, ubestemt Haab.