X

Nogle Dage efter at Karl var kommen tilbage til Kjøbenhavn, modtog han følgende Brev:

Jeg vil blot fortælle Dig, hvordan det gik med dette Menighedsmøde i Onsdags. Ellen var derovre og har berettet mig det hele. – Først kom Poul Smidt op og begyndte at snakke om Dig og mig (ja, det er dog forskrækkeligt!), og om, hvad Onkel Jørgen og Esby og Ellen havde sagt. Og alle de Moderate klappede og raabte »hør!« til det, han sagde. Men saa kom Lærer Madsen, og han holdt nok saadan en Tordentale, saa de andre ligefrem blev bange, – og han viste, at det var ikke andet end moderat Politik, det hele.

Saa var der nogle oppe, der beklagede og beklagede, at det nu skulde være Frimenighed igjen. Dér kom saamænd Morten Hejlgaard frem bagefter dem, og sagde, at han holdt ogsaa uhyre meget paa Valgmenighed, men hvis han for dens Skyld skulde miste Onkel Jørgen, saa vilde han hellere ansees ikke blot for at staa udenfor Folkekirken, men ogsaa – med Urette – for en Methodist eller en Araber. – Han var nok voldsom ivrig og græd tilsidst. Og der var mange, der takkede ham, da han havde talt.

Saa var Meyer oppe. Ham har Ellen nu et Horn i Siden paa og kalder ham en falsk, fejg Kryster. Men Lærer Madsen siger, at Meyer ikke tør svigte Onkel Jørgen for sin Kones Skyld. Hun ligger for Resten for Døden, men det veed Du maaske. Hun er nu en rar Een. – Ellen fortalte, at hun aldrig havde seet Meyers Pande saa fuld af Huller, som da han dér skulde til at tale. – Han var oppe to Gange. Først holdt han med de Moderate og talte om, hvor sørgeligt det var at være en Frimenighed. Men næste Gang da havde han mærket, sagde hun, at Lærer Madsen og Morten Hejlgaard havde alligevel ogsaa mange Tilhængere, – aa, da var han nok saa elendig, og talte blot om at holde sammen og holde sammen. Ellen sagde, at ellers gik hans Sparekasse vel ogsaa i Stykker. – Han fik nu alligevel sat igjennem tilsidst, at det skulde afgjøres ved simpel Flertalsafstemning, om det skulde være Frimenighed med Onkel Jørgen eller Valgmenighed uden ham. De, der var ved Mødet, stemte saa straks, og det gav Flertal for Frimenighed Og igaar og iforgaars har der været skriftlig Afstemning i hele Kredsen, og det har ogsaa givet Flertal for Frimenighed Saa nu gaar det da ikke i Stykker for denne Gang.

Nu vilde jeg blot ønske, at Onkel Jørgen ikke mere vil blande sig i det Politik, og at den Snak om Dig og mig da maa holde op.

Kjære Karl! Jeg har spurgt Esby og Ellen og Onkel Jørgen derom. Det syntes jeg godt jeg kunde, – og jeg kunde hellerikke lade være. For jeg spurgte dem jo ikke, om jeg holder af Dig, men blot, om de syntes, vi engang maatte faa hinanden.

Onkel Jørgen siger, at han hverken kan eller vil svare derpaa. Esby og Ellen syntes det godt, men sagde, at det maatte jo da endelig ikke komme ud før Tiden.

En halv Snes Dage efter dette Brev modtog Karl et andet Brev fra Holting. Det var fra Lærer Madsen:

Ja – bliv nu ikke altfor forskrækket, fordi Du faar Brev fra den Holting Degn. Derimod kan Du godt blive forskrækket over Indholdet af mit Brev, for det er der stor Grund til. Men Du har maaske hørt derom. Eller har de holdt det skjult for Henriette?

See kuns nu: alt var gaaet i Orden her paa Stedet. Jeg og Morten Hejlgaard og Kjærligheden til vores gamle Præst (ja, det maa vi ikke glæmme) og fremfor alt: den almægtige Gud og Fader selv var alligevel for stærk for Jætterne, saa de maatte bøje sig og lade Aanden raade.–

Men nu er der den Vanskelighed ved godt Folk, og den er des større, jo bedre Mennesker de er: de kan ikke holde tæt med, hvad de skulde tie, for de er for godtroende. Hvordan det nu er gaaet til, men Fakta er denne, at de snakker rundt omkring i Kredsen om, at nu er det sikkert, at Henriette og Du er ligefrem forlovede. – Kjære, unge Mand, hvordan skal man forstaa det? Kan man være gift og forlovet paa samme Gang? – Hvem har sladret af Skole? Ja, Kirstine Nordbye har sagt det til Karen (Ole's), og Karen til sin Moder – -!

Kan Du dimmentere, saa dimmenter det! Hvis ikke, – velan, saa maa vi begynde Kampen forfra med Jætterne. – For Kredsens eget Vedkommende vilde jeg ikke være saa bange; for det gik, som jeg spaaede: vi Radikalere vandt ved Valget den 26. Juli, saa nu er Jernbanesagen igjen gaaet ud af Dagsordenen. Men Præsterne her omkring truer nok med at lave noget Spektakel, hvis der ikke kommer et Dimmenti.

Karl blev rasende og skrev et meget ubetænksomt og brøsigt Brev. Underligt nok, havde han maaske ikke skrevet saaledes til Madsen, hvis han ikke hin Søndag havde truffet ham i Kirken og havde fattet en vis Godhed for ham. Brevet endte med følgende flotte Vending:

»Naar en Mand og en Kvinde erklærer at være gifte, saa er de gifte; og naar de erklærer ikke at ville være det, saa er de det ikke længer. Og hvad der er derudover, det er kun Vrøvl og næsvis Indblanding af Uvedkommende. – Derfor er jeg ikke gift længer, og derfor kan jeg forlove mig med Henriette, – hvad jeg ogsaa har gjort.

Kalder Du dette et »Dimmenti«, saa maa et saadant være meget forskjelligt fra et Dementi.

En tre Ugers Tid herefter fik Karl Brev fra Henriette:

Du skulde rigtignok ikke have skrevet saadan til Madsen. Han troede, det var en Slags offentlig Erklæring fra Dig, og har snakket om det til Alle. Det er især den forskrækkelige Sætning om, naar en Mand og Kvinde erklærer, at de ikke længer er gift. Og tænk, den har Præsterne (Onkel Jørgens »Præstevenner«) faaet fat i (for nu var Folk ellers ikke mere saa ivrige, ved det Valget er forbi), og de skrev til Onkel Jørgen, at Rygtet sagde, at Esby bifaldt denne Sætning, og at han snart vilde have Esby til Kapellan, og maaske selv bifaldt den. – Dér har saa Onkel Jørgen svaret, at selve Sætningen fandt han og Esby vanvittig og taabelig, men at baade han og Esby holder paa, at det er rigtigt, at vi med Tiden gifter os, for de kjender os beggeto saa godt, saa de kan have deres Mening derom. Tænk, det har gamle Onkel Jørgen skrevet! Og han vil ogsaa have Kristian Esby til Kapellan, skriver han. – Nu har saa Præsterne udelukket ham af deres Konvent, og de vil aldrig komme og holde Foredrag i Forsamlingshuset, og de vil skrive til alle deres Venner, at de maa endelig ikke komme og holde Foredrag i Holting-Lundborg, saalænge Onkel Jørgen og Esby er der. – Hvis virkelig deres Venner siger Ja til det, saa kan det sandelig blive meget slemt, for de er jo Venner med næsten alle Mennesker i Landet, og Folk her vil meget nødig undvære Foredrag af Fremmede. Men det kan jo være, at deres Venner alligevel synes, det er for galt.

Men det er aller, allerkjedeligst af den Grund, Karl, at nu kan Du og jeg ikke være sammen eller sees sammen, før Du er bleven helt skilt fra Rebekka, sletikke!! – for jeg kan ikke holde ud at blive saadan gloet paa og snakket om. – Hvis Du absolut skal hjem til Holting af en eller anden Grund, saa maa Du lade mig det vide i Forvejen, saadan at jeg kan være bortrejst i den Tid.

Der gik dog hele tre Aar, inden Karl atter saae sin Hjemegn.

Efter to Aars Forløb var Esby bleven Kandidat og tog straks til Holting som Kapellan hos Onkel Jørgen. Kort efter havde han og Ellen Bryllup. – Der blev vel rejst en lille Smule Modstand mod ham, men den fortog sig snart. Det hed sig nu, at Præsterne vilde have noget faktisk at holde sig til, inden de ret tog fat. De vilde see, hvorledes Pastor Nordbye og Pastor Esby vilde stille sig, hvis Karls og Henriettes Bryllup engang skulde til at blive en Virkelighed. – Det havde forøvrigt været dem umuligt at holde Foredragsholderne borte fra Holting-Lundborg i de forløbne to Aar. Ved Hjælp af rigelige Subsidier fra Henriette saae Lærer Madsen, Formand og Kasserer i Foredragsforeningen, sig altid i Stand til at betale 25 Kroner for hvert Foredrag, og med sine gode Talegaver lykkedes det ham da næsten stedse at overbevise disse Mænd, saa de kunde indsee, hvor stort et Indgreb i den personlige Frihed Præsternes Optræden betegnede, – ganske bortseet fra, hvad man forøvrigt vilde mene om Sagen.

Et Aar efter at Esby havde taget sin Examen, blev Hellum candidatus magisterii, og ernærede sig dcrpaa som Timelærer i Kjøbenhavn. De fleste Onsdagsaftner tilbragte han i Kronprinsessegade. Geheimeraaden var død, men Rebekka holdt stadig af at see Mennesker hos sig den Aften. – Og for Hellums haabløse Elskov var disse Sammenkomster, hvor han hver Gang fornam dens Haabløshed, og dog følte sig dybt beriget, en stor Husvalelse.

Karl læste meget flittigt; men han var yngre Student end Hellum, saa han kunde indsee, at han maatte bruge et Aar mere forat blive færdig. – Han havde i det sidste Par Aar stiftet mange Bekjendtskaber, og han havde meget mere Udbytte deraf nu end før, da Forelskelsen i Rebekka virkede forstyrrende og fordrejende ind paa alle andre Oplevelser.

Han gik ofte i Kirke. Og det var stadig denne mærkelige Modsætning, som han ogsaa havde fundet i Frimenighedskirken i Holting: De enkelte kunde forekomme ham saa vederstyggelige, og de enkelte syntes ham forenede til et Usselhedens Fællesskab i Madstræb, Fejghed, Hykleri, Selvgodhed, Magtbrynde, – han syntes, han kunde see det altsammen paa dem, hvordan de slæbte det med sig fra Hjemmene, – – og saa var alligevel Guds Rige midt iblandt dem, og det var de ogsaa fælles om! – Det var aldeles ubegribeligt, og dog var det fast, tung, uflyttelig Virkelighed. – Overmægtig Virkelighed var alt, hvad der kom fra Guds Side. – Rebekka og Fensmark og Hellum havde i sin Tid halvvejs faaet ham til at glæmme, hvad Tro var. De havde bildt ham ind, at den kristne Tro var blot en Forventning om noget tilkommende. – Men Tro var jo at erfare, uomstødeligt, ubevisligt, akkurat ligesom den legemlige Sansning. Dér havde han gaaet og spekuleret over, hvordan Gud maatte eller kunde være, og hvordan kan ikke kunde være, – og saa her i Menighedens Tro mødte han jo Gud Fader den Almægtige selv og med ham et evigt Liv her paa Jorden, og den samme Tro lovede ham, som en Virkelighed, han ikke skulde spekulere sig til eller fra, et kommende, evigt Liv.

Karls Fremtidsplaner holdt sig stadig meget ubestemte. Kun eet var han klar over, at han blev nødt til – hvis han overhovedet vilde bestille noget – at arbejde iblandt kristne Mennesker, ihvor hæslige saa baade de og han selv var. Thi han maatte jo dog være dér, hvor Guds Rige fandtes.

Karl og Rebekka havde for tre Aar siden aftalt, at de paa Treaarsdagen efter Separationsbevillingens Udstedelse, den 16. April, skulde mødes ved Bronceløven i Kongens Have, og kun hvis der var Hindringer for den ene eller den anden af dem, skulde der skrives. Derfra skulde de saa følges til Provst Bircheroed, forat han kunde foretage Mæglingen. –

Karl var i saa stor Spænding, da han den 16. April lidt før Kl. 2 gik og ventede hendes Komme, saa det virkede som Smerte. – Han havde i disse tre Aar kun seet et Glimt af hende sidste Sommer. Det var ude ved Broen paa Vejen, som gaar igjennem Jægersborg Hegn, – fra Eremitagen til Strandmøllen. Hun kom dengang kjørende i et elegant Selvejerkøretøj sammen med en anden Dame. Hun havde smilet saa venligt og naturligt, og dog saa dronningligt, da han hilste.

Ja – – dér kom hun jo saa henne i Gangen, – i graa Spadseredragt. Han betragtede hende vel et halvt Minut, inden de var paa Hilseafstand. – En hel Verden, dér kom gaaende! – og saa nemt det bar sig, tæt sluttet, enkelt, simpelt. Men saadan var jo alt det Ypperste, det var saa meget, og tog saa lille Plads.

Hendes Optræden var saa sikker og let, saa den ogsaa straks gjorde ham rolig. Saa snart de havde hilst, sagde hun: »Ja, saa skulde vi jo prøve, om Onkel formaar at forlige os.«

De gik ud igjennem Gartnerhaven til Østervoldgade, hvor Befordringen holdt, som Karl havde bestilt.

»Ja, Rebekka,« sagde han, da de havde sat sig overfor hinanden inde i den lukkede Vogn, »jeg veed ikke, om Du finder det underligt, men jeg siger »Du«.«

»Værs'god, men jeg siger »De«,« sagde hun smilende.

»Ja, jeg tænkte det nok. – Boer Du ene nu i Nummer 37?«

»Nej, jeg har en Selskabsdame. Og den største Del af Aaret har jeg en lille sønderjydsk Pige hos mig.«

»Saah?«

»Aa ja, – jeg har i det hele slaaet mig paa det nationale. Jeg har flere Gange været i Sønderjylland og har adskillige Venner der.«

»Nej, virkelig!«

»Ja, sandelig! – Det finder De nok meget mærkeligt.«

»Nej, men det glæder mig, at – –«

»Og jeg er bleven lidt bekjendt med en anseet Mand, som har indført mig i polske Kredse, baade i Warschau og Galizien – ja, endogsaa i selve Rusland. – Aa, det er en hel Rigdom, at leve med Mennesker, som har een, stor Sorg – og tilmed over noget, som jeg før har kjendt saa lidt til.«

»Ja, det er rigtignok sandt, det var da næsten det, jeg mindst af alt vilde have tænkt, at Du – –«

»Aa jo, der er en forunderlig Hvile i det, naar saadan alle de mange Ting er blevne til eet eneste, enten det saa er Glæde eller Sorg. – Og saa minder det mig for Resten – paa passende Afstand – om den Tid, da De holdt Foredrag for mig om det gamle Versailles og om de tungsindige Folkeviser. – Hør, siig mig,« føjede hun til med pludselig Overgang: »De boer jo endnu sammen med Kandidat Hellum?«

»Ja.«

»De har dog vel ikke det Indtryk, at han gaar og lider for min Skyld. Jeg kan godt mærke, at han er noget charmeret, – jeg bad ham jo, i sin Tid, komme, naar han havde Lyst, og besøge Onkel og mig – –«

»Nej,« sagde Karl, »jeg troer, han er meget lykkelig derved, og at den Lykke ikke gør ham andet end godt.«

»Saa, det er jo ganske brillant. – Han synger saa henrivende, og han er jo et fuldkomment Sprogtalent. Nu da jeg selv kan lidt Polsk – – og han, som aldrig har været i Landet, har en Udtale, bedre end nogen anden Fremmed, jeg har hørt.«

Der blev en lille Pavse.

»Mon han nu vil holde en højtidelig Tale for os igjen, Din Onkel?« sagde Karl.

»Nej, jeg troer, sletingen Tale han vil holde. Og begynder han paa det, saa holder jeg ham for Munden. Nej, for jeg har skrevet til ham og bedt ham hjem med mig til en Middag, som jeg er vis paa, han aldrig har oplevet Mage til. Den er ikke blot udsøgt, men alene udsøgt efter hans Smag. Jeg gav ham i Brevet en vidtløftig Beskrivelse af den. Min Vogn kommer derud og henter ham og mig, saasnart De er kjørt. Og jeg har sagt ham, at jeg ikke vilde have, at min Kudsk skulde see den anden Befordring. – Nu er vi der jo for Resten.«

Et Øjeblik efter stod de i Provstens Dagligstue.

Saasnart han havde hilst, sagde han, henvendt til Karl: »Jeg er ved Læsningen af et Brev fra min Niece bleven overtydet om det efter menneskelig Sandsynlighed unyttige i atter at forsøge en Mægling, saaat jeg straks kan overrække Dem Deres Papirer. – Vær saa god! – Jeg veed, De ønsker det saaledes.«

Karl bukkede og gik.

Da Karl kom hjem paa Gasværksvejen, sad hans Svoger Robert van Tholen inde i hans Værelse.

Karl blev helt forbavset ved at mærke, hvor han dog følte Uvilje mod det Menneske. Det var som Ild i Blaar, saaledes blussede Vreden op i ham, saasnart han saae Robert. Men han tvang sig.

»Ja, see kuns nu Swawer,« sagde Robert, da de første Repliker var vekslede, »det er de Penge, som Swigerfader betroede Dig, førend han døde – det er dem om at gjør' – hwa' – ja, det er dem, det hele drejer sig om igjen. For – æh – se, for halvtredje Aar siden – det, som Henriette skrev til Dig om – da klared' jeg den jo lig'godt med min' swensk' Penge – men nu gaar den int længer' efter den Skala –«

Han er ikke ædru, tænkte Karl. Hvor hans Træk var slappe, og hans Dragt var saa underlig uordenlig, skjønt Tøjet ellers var nyt nok.

»Ja, jeg fik dem jo af Fader paa den Maade, at jeg skulde bruge dem til Fordel for jer, naar jeg fandt det rimeligt eller nødvendigt.«

»Wel saa, wel saa. Men troer Du nu int ogsaa, Swawer,« – han saae Karl uhyre alvorligt ind i Øjnene, »te Ti'en kund' wær' der, saadânt – at te det kund' wær' baade rimmeligt og nødwendigt nok?«

»Kan det ikke vente, til jeg kommer hjem i Sommerferien om et Par Maaneder; jeg veed jo sletikke, om det kan hjælpe med de 20,000.«

»Det kan baade hjælp' og int hjælp' – – det kan hjælp' til en Tid – – saaen er' et jo med al Ting, Swawer – –«

»Hvem skal have dem?«

»Det skal s'gu Peter Meyer – ja – han længes woldsom ætter Kuntanter. De mumler om ham paa Egnen, de mumler, ja, de gjør, de mumler – –«

Karl følte, at hans Vrede mod Svogeren vilde være forbi, i det Øjeblik han fik Ret til at sætte ham paa en Arbejdsanstalt – saa kunde han endogsaa ynke ham af hele sit Hjerte, – – men at saadan Een skulde have Lov at gaa løs – og øde alting for Anna – og avle Sønner, der blev Drukkenbolte som han selv! – at man ikke kunde slaa saadan Een ihjel paa Stedet og faa ham puttet i Jorden! – –

»Og Du skylder ham de Penge?«

»Ja, det weed da den sødeste Worherre jeg gjør – her skal Du lig' see Papirerne – de er i Orden –« Han tog et krøllet Dokument op af sin Inderlomme, hvor det havde ligget ganske løst. 22,000 Kroner. – Men de 2000 – dem skaffer – dem seer jeg Udwej til paa anden Maade.«

Karl tog Papiret. »Ja, saa skal jeg skrive til Meyer og ordne det med de 20,000.«

»Tak, tak – det var prægtig, det var prægtig!«

Robert rejste sig noget usikkert; de stod et Øjeblik uden at sige noget.

Det dirrede i Karl. »Ja, jeg vil ikke byde Dig med ind til Kaffe, Robert, – for Du er beruset.«

»Dét er forfærdelig lidt, jeg har faaet, det kan jeg sige, – jeg drak – – jeg fik to lille Kunjaker til mit Kaffe paa Skibet – to bitte, smaa nogen – de war s'gu spinkel – –«

»Ja, farvel, Robert!«

»Farwel, Swawer, – ja, sees wi int tidligere, saa sees wi jo i Hjemmet –«

»Ja, vi sees tids nok.«

Saa gik Robert ned ad Trappen. Sikken Krop dog ogsaa – til ingen Nytte! – saadant et rigtigt, stort Landbæst af en Proprietær. Han tog og lagde Hænderne paa begge den ret brede Trappes Gelændere og fyldte hele Mellemrummet med sin Skikkelse. – – Herregud! det var ham, de engang havde fundet saa vidunderlig hjemme i Holting.

Karl syntes, alle hans egne Sager og Sorger var næsten som en Leg, naar han tænkte paa, hvad hans Søster Anna havde faaet at drages med – Han følte Væmmelse, hver Gang det ret blev levende for ham. – Straks efter Kaffen gik han en lang Tur ud ad den gamle Jernbanevold, igjennem Viadukten ved Ny Carlsberg, saa op igjennem Valby og ind i Søndermarken. – Og han havde jo alligevel snart glemt Anna og hendes Sager over sit Møde med Rebekka i Dag. – Det var mærkeligt med den Glans, der laa over alt dette til den Side, hvor Rebekka var. Og den udgik jo vel nok til Dels fra hende, men det kunde dog paa ingen Maade være det alene. Det maatte vel være saadan, at baade Henriette, – som han følte saa tydeligt, for ham var den eneste og altid vilde være det, – og ligesaadan det Guds Rige, som han havde fundet paa samme Side som hende, – det var Kilder, der mere udstraalede Varme end egentlig Glans, – ellers maatte jo baade Rebekka og alt hendes forsvinde i Mørke. – Ja, – men der var nu sikkert tillige noget fordunklet ved Højskolen eller Grundtvigianismen, eller hvad man skulde kalde dét derhjemme i Holting. Han kunde jo da ogsaa huske, at Onkel Jørgen selv saa tit havde sagt, at i hans unge Dage da var der ganske anderledes Begejstring indenfor den grundtvigske Lejr. Han mente jo, det var Grundtvig, de savnede.

- – Ja, det kunde saamænd gjerne være. De andre havde jo Georg Brandes endnu. – Det var dog ellers forunderligt, om en enkelt Mand skulde kunde gjøre saa meget. – Det var da ikke, fordi Brandes havde Ret. For det havde han jo ikke. Grunden var vist ikke heller hans sjældne, mægtige Begavelse alene. – Hans Frisind var det i hvert Fald ikke, for det havde han vist ikke meget af. – Det maatte vel saa være dette, at han var en sejrrig Helt, en Mand, der havde vovet Livet for en Idee og samlet en Hær om sin Fane. – For det var ikke hans Følgesvende i dem selv, der laa Glans over. Der var naturligvis udmærket skjønne Undtagelser, ligesaavel i dén Lejr som hjemme, men Gjennemsnittet stod vist endogsaa langt under Gjennemsnittet i Holting,

- Karl maatte med et Smil indrømme, at det var ikke store Sager, der blev til dem paa den Maade. – Nej, men det var nok det: det var altfor længe siden, at Grundtvigianernes store Aandskjæmpe havde levet, han, hvis Gjerning var en Heltedaad, og som en Tid havde gjort det hele til et Vovestykke. Nu vandt de aldrig andre Sejre end dem, der ingen Helte behøvedes til. – – Og kom der saa en enkelt Vovehals, som Onkel Jørgen jo paa en Maade var bleven det, saa var der ingen Stil eller Natur i det. Han var kommen op at ride paa et Bibelsprog eller en anden Sentents og røg saa til Hekkenfeldt paa den. – - Ja, Naturen – den havde de grundtvigske Folk jo i det hele for liden Sans for, baade Naturens mægtige Stemning og Naturens Lovmæssighed. Det kunde jo ogsaa frembringe Glansløshed. – –

Han sad længe, henimod Aften, paa en Bænk ved Vandbassinet i Søndermarken og hørte paa Fugletrækket højt oppe i Luften.

Der var dette frie, svævende ved Fritænkeriet.

Men Kristendommen var Virkelighed. – Virkeligheden var vel ogsaa altid mindre glansfuld end Drømmene. Og den frie Tankes Verden var jo en Drøm, – deraf kom maaske ogsaa det svævende – –

I Juli Maaned tog Karl hjem paa Besøg i Frimenigheds Præstegaarden; i tre Aar havde der jo nu boet fremmede Folk paa Holtinggaard.

Da han og Hellum, som i Aar vilde tilbringe sin Ferie i Holting, paa Vejen til Kjøbenhavns Banegaard passerede Vesterbro's Torv, saae de et Syn, som virkede ret overraskende og opmuntrende paa dem begge. I en nydelig Ekvipage, der absolut ikke saae ud til at være lejet, og ved Siden af en elegant Dame af sat Alder, der ligeledes gjorde et meget stabilt Indtryk, sad Dr. Fensmark. Han levede altsaa – det vidste Karl for Resten nok – og han var, efter alt at dømme, bleven rigt gift, og kjørte her til Frederiksberg med sin velnærede Ægtehalvdel.

»Det kan man da kalde Himmerig paa Jorden – sssj,« sagde Hellum og dukkede med Hovedet. – –

Karl var ængstelig og spændt paa Reisen hjem, og blev det desmere, jo nærmere de kom Holting. Han var bange, at den lange Tid, i hvilken Henriette og han ikke havde seet hinanden, skulde have forandret hende eller forandret noget i deres Forhold, naar de nu mødtes. – Men han følte ret, da han og hun havde været nogle Minuter sammen, hvor det Forhold dog var skabt for den lange Tid, – thi det var, som om de tre Aar havde kunnet gaa hen over det blot som en Dag.

Paa sine yngre Fættere og Kusiner i Præstegaarden kunde han derimod see megen Forskjel. Den yngste af dem, Morten, var bleven konfirmeret nu i Foraaret.

Ellen og Esby havde faaet sig en Dreng, – der naturligvis hed Jørgen.

Karl spurgte Henriette, om hun troede, der nu vilde blive gjort Mudder, fordi hun og han atter saaes sammen. Hun svarede, at hun tænkte det ikke; »Præstevennerne«, der havde slaaet sig sammen med Onkel Jørgens og Esbys Modstandere i Menigheden, havde nok besluttet, sletintet at gjøre, før man saae, om Onkel Jørgen vilde vie dem, eller holde deres Bryllup i Præstegaarden, eller paa anden forargelig Maade give sit Bifald til Kjende.

»Ha, ha! – de har nok trukket sig tilbage til den allersidste Skanse,« sagde Karl. »Ja, kan Præsterne bare faa Folk med sig, saa sætter de saamænd Himmel og Jord i Bevægelse. De vil vist forfærdelig gjerne være modige, naar de ingen Ting vover derved. Ellers, skal Du see, de slaar Knips i Lommen!« – –

Aftenen efter de Fremmedes Ankomst om Formiddagen, da Selskabet sad inde i Dagligstuen i Præstegaarden – Onkel Jørgen var gaaet i Seng – sagde Karl: »Hør Ellen, er Din Mand da virkelig paa Sygebesøg ogsaa paa denne Tid af Døgnet?« Karl havde endnu sletikke set Esby.

»Nej,« svarede Ellen og trak lidt paa det, »nu tænker jeg snarere, han er paa Rostruplund.«

»Det er da vel ikke galt fat der igjen – med Pengene?«

»Jo, det er det vel ogsaa nok. – Men Kristian sagde, han vilde hellere selv fortælle om Robert –«

»Hvem er det nu, der kræver ham for Penge?«

»Aa, der er vist mange. Jeg veed da, han har ogsaa laant Jomfru Hyphoffs Penge, – Din Fader havde jo sikret hende 800 om Aaret –«

Karl foer rasende op: »Ja, hvorfor kan man dog ikke hænge saadan Een – ligesom man hænger Hunde og Katte! – Puh! det er, ligesom jeg fik noget ækelt snavset noget langt ned i Halsen, naar jeg tænker paa ham. Og han er Annas Mand og hendes Børns Fader! – Ja, jeg blev gal, hvis jeg ret længe ad Gangen tænkte paa den Jammer!«

»Saa lad os hellere see lidt mere theoretisk paa Sagen,« sagde Hellum, der sad med en lang Pibe henne i Gyngestolen. »Vilde Du have en Lov, der tillod eller paabød Hængning af fordrukne Ægtemænd?«

»Nej, – den vilde jo blive forfærdelig misbrugt!« svarede Karl i en ærgerlig Tone.

»Ja, jeg frygter det.«

»Nej, men jeg skulde have saa solid en Samvittighed og saa inderlig en Gudsfrygt, saa jeg ganske stille, uden Øvrighedens Vidende, gik hen og gjorde det af med ham.«

»Det var den stiveste – sssj -!« lo Hellum. »Siig mig, hvor megen Gudsfrygt maatte man have forat kunne gjøre dét?«

»Jeg mener, at Ens Gudsfrygt var større, hvis man kunde ofre hele sit Liv paa at redde ham fra Drikkeriet. Men naar man nu ikke ejer den Kjærlighed og Fromhed, saa meget hellere see Tingen, som den naturnødvendig er: at han dræber sig selv, ødelægger Hustru, Børn, alt – i Løbet af nogle Aar. – Og saa siger jeg: hellere expedere ham straks.«

»Den gaar aber bare ikke. Du kunde simpelthen ikke gjøre det.«

»Jamen Herregud, Menneske! – det er jo det, jeg selv staar og siger. Jeg er hverken god eller from nok til at tage den Byrde paa mine Skuldre. Mit Liv vilde være fuldstændig ødelagt, hvis jeg gjorde sligt. – Nej, men det er det, Du selv saa tit har anklaget de Kristne for, at de ikke har Respekt nok for Naturlovens Magt – –«

»Det er meget sandt – sssj. Men Sammenhængen med det foregaaende er mig ikke klar.«

»Jeg mener: forsaavidt vi ikke kan leve efter den ideale, kristelige Lov, da skulde vi leve efter Naturloven – og ikke derimod, som vi gjør, efter Skik og Brug og Pænhed og egenkjærlig Konvenients.«

»Jamen jeg troer, Karl, – sssj – at det ikke blot vilde være meget upænt af Dig, om Du hængte Din Svoger, men naturstridigt Skik og Brug er jo ofte blot et andet Navn for den menneskelige, folkelige Naturlov.«

»Naa, det er vist ikke ofte. – Jeg mener ligesaadan, at Fejlen ved Onkel Jørgens Radikalisme er den, at den mangler Natur, den er naturløs –«

»Ligesaadan?« indskjød Hellum leende.

»Ja, jeg mener, at han i Grunden havde Ret i det, han engang talte saa meget om, at hvad vi ikke lægger i Guds Haand, det forbliver i Skjæbnens, Naturens Vold. – Men fordi vi opdager den Sandhed, kan vi ikke pludselig tage alt bort fra Skjæbnen og overgive det til Gud. Det maa skee naturligt, det vil sige saadan, at vor egen personlige, naturmæssige Sammenhæng ikke sønderrives derved, – for saa kommer der straks dette Uvirkelighedspræg derover, som der alligevel er saa meget af hos Onkel Jørgen. – Jeg mener i det hele, at vi maa krydse os frem mod den kristelige Fuldkommenhed, med store Slag, saa store, at vi faar hele Naturalismen med ombord – men selvfølgelig uden at tilbede Naturen, – vi maa jo da ikke føre Afguder med os paa Rejsen.«

»Ja, saadan! var der Een, der sagde ind ad Døren fra Entreen. »Men ikke ligesaadan!«

»Det er Kristian!« raabte Ellen og sprang op.

»Har Du staaet og luret?« sagde Karl. »Godaften! – – Naa, hvordan staar det saa til derhenne?«

»Paa Rostruplund?« sagde Esby. »Naa, det staar jo ikke saa slemt til – –«

»Drikker han stadig lige galt?«

»Han har da ikke smagt Spiritus de sidste to Maaneder.«

»Saa! – Men hvorfor har I da ikke sagt mig det?«

»Nej jeg vidste jo ikke, om jeg maatte fortælle – –«sagde Ellen.

»Esby er kommen der næsten hver Dag i de sidste to Maaneder,« sagde Henriette, »siden Robert kom fra Kjøbenhavn. Jeg fortalte jo Esby, hvad Du havde skrevet til mig derom. Og Esby har faaet ham ind i Totalforeningen her paa Egnen. Og nu er Robert bleven Formand i den. Og det er han meget vigtig af. Han holder Taler ved deres Møder saa uendelig lange, saa de allesammen er bange for ham. – Morten er hans mest trofaste Tilhører.«

»Aa ja – gid det da maatte holde med ham,« sagde Karl dæmpet. – -»Det maa da være noget skrækkeligt Vrøvl, han disker op med –«

»Morten kan tale efter ham,« sagde Henriette leende.

»Aa ja – Morten – lad os høre!« sagde Ellen.

Morten var en, af sin Alder, lille Person, i graat, laadent Vadmelstøj og Hosesokker.

»Naar han er ved at gaa i Staa i Talen,« sagde Morten noget undseeligt, »saa siger han: »Er der ingen, der vil spøre? er der ingen, der vil spøre? Jeg former bedst min Tale i en Beswarelse.««

Der blev almindelig Latter over det fortrinlige Wendelbojydsk. – – »Er der saa nogen, der vil spøre?« sagde Karl.

»Aak ja. De spørger om meget. Og saa siger Robert: »Wel saa, wel saa!«« -–

Lidt efter sagde Karl: »Men hvordan staar det med hans Pengesager, Esby?«

»Hans Pengesager! – nej, det er uendeligt. Lad os vente med det til i Morgen!«

Et Aar efter tog Karl sin Examen. Det var hans og Henriettes Bestemmelse at holde Bryllup i det paafølgende Efteraar. Saa vilde de bo i Holting. Nu, da han ikke længer havde noget Udestaaende med sin Barndom, sagde Karl, saa vilde han ogsaa leve i sin Barndomsegn. Udkommet behøvede de ikke at tage noget Hensyn til, saameget mere som Henriette havde arvet sin gamle Onkel, hendes tidligere Formynder, og derved havde faaet sin Formue mere end fordoblet. – Det var Karls Hensigt at fortsætte sine Studier over den danske Bondestand, og udgive en stor Bog derom. For Resten vilde han bygge sig et Hus og plante en Have omkring det paa en halv Snes Tønder Land, saaledes at Træerne deri kunde være store og gamle, naar Henriettes og hans Børn blev store, og de selv var bleven gamle. – Om det saa nogensinde blev en Højskole, maatte Tiden vise. Nu skulde Folk jo da i hvert Fald have Tid til først at more sig med, og bagefter blive kjede af, at forarge sig over hans og Henriettes Giftermaal. –

I det sidst forgangne Aar havde hans Svoger haft et slemt Tilbagefald til Drikkeriet, – men det havde da kun varet en Maanedstid; nu var han igjen i Totalforeningen, og det var gaaet rigtig pænt det sidste halve Aar, men Formand var han ikke længer. – Rostruplund havde Karl og Esby faaet ham til at sælge. Karl havde derefter skaffet ham en Bondegaard i Holting. Der kunde han i hvert Fald ikke gjøre saa stor Ulykke som paa Rostruplund, og den Gjæld, han dér havde gjort, kunde nok forrentes og afdrages af hans Indtægt fra Godset i Sverig. Baade Robert og Anna var bleven meget nærmere knyttet til Frimenigheden i den senere Tid paa Grund af deres store Kjærlighed til Esby og Ellen. –

Karl tænkte for Resten mere paa de politiske Begivenheder og Forhold end paa sin egen Fremtid i disse Sommerdage, efterat han var kommen hjem til Holting. Det havde tilsidst været ham en ren Lidelse i Kjøbenhavn at skulde gaa og være optaget af den Examenslæsning, medens saa store og vigtige Ting foregik i det offentlige Liv. –

I Foraaret var den anden provisoriske Finanslov bleven udstedt. Straks var Riffelforeningerne myldret op allevegne i Landet. Onkel Jørgen havde været Fyr og Flamme, og denne Gang Lærer Madsen ikke mindre. Henriette havde skrevet til Karl, at hun gik hver Dag i Frygt for, hvad Onkel Jørgen kunde finde paa at gjøre eller sige. – Saa var i Slutningen af April det ministerielle Cirkulære kommet imod Lærernes Deltagelse i den politiske Agitation. Rasmus Madsen havde haft al sin Fantasi og Veltalenhed behov forat redde sin Sjæl levende igjennem den Følelse af brændende Skam, der faldt over ham, da han saaledes for Fremtiden skulde gaa med Mundkurv. – I Begyndelsen af Maj var det forsmædelige Forbud bleven udstedt mod Anskaffelsen af Vaaben.

Esby var ofte helt bange ved at høre Karl og Onkel Jørgen i denne Sommerferie tale om Politik. De var begge enige om, at de syv Ministre ikke fortjente bedre end at miste Livet. Karl ansaae det for blot og bar Fejghed hos sig selv, naar han ikke, i Ledtog med et Par andre Trofaste, snigmyrdede dem. Denne Fremgangsmaade ansaae han nemlig for fuldt berettiget overfor »slige Skadedyr«. Onkel Jørgen vilde derimod hellere, som den Hædersmand han altid var, gaa ærligt til Værks, træde aabenlyst frem for Statsraadet og meddele, at det var hans Hensigt at udrydde de syv af dets Medlemmer.

Esby var meget glad ved, at Onkel Jørgen stedse havde en urokkelig Tillid til Kongen. Thi Frygt skulde ikke have afholdt hans Svigerfader fra de groveste Majestætsfornærmelser. – Men Onkel Jørgen havde hørt gamle Grundtvig sige i en Prædiken i Vartov, kort efter Danevirkes Rømning, at Kristian den Niende sikkerlig inden sin Død skulde blive ligesaa elsket som Frederik den Syvende havde været. Og disse Ord fæstede han megen Lid og meget Haab til. – –

Saa kom, den 21. Oktober, Attentatet paa Konseilspræsidenten. – Dagen efter blev der holdt et Møde i Vennerlille Forsamlingshus, hvor Onkel Jørgen ganske ligefrem lovpriste Julius Rasmussen, – han henfaldt blot i Slutningen af sin Tale til skrupuløse Betragtninger over, hvorvidt den unge Mand havde baaret sig ærligt nok ad. – Heldigvis var den provisoriske Lov mod Forsamlingsfriheden endnu ikke kommen. Der var derfor intet Politi i Huset. Og de andre Tilstedeværende røbede ikke noget.

Hos Karl voksede i disse Dage Lysten til at holde Højskole – og allerhelst her paa denne Egn – stærkt. Der var et vidunderligt Liv over Folk. – Han opsatte foreløbig at bygge Hus. –

Den 23. Oktober blev Rigsdagen hjemsendt, – forat de Onde, Jætterne, kunde raade alene, som Onkel Jørgen sagde.

Den 27. Oktober kom Gensdarmeri-Loven, og den 2. November Loven mod Presse- og Forsamlingsfriheden. –

Der blev straks indvarslet til et offentligt Møde i Vennerlille-Forsamlingshuset den 10. November, hvor Pastor Nordbye og Meyer vilde tale om de sidste Dages Begivenheder. – Esby og Ellen gruede for, hvad det skulde føre til.

Men inden den 10. November oprandt, var der skeet noget i Holting, som berørte alle saa stærkt, og for de flestes Vedkommende tillige saa personligt, at det hos grumme mange stillede de politiske Begivenheder rent i Skygge.

Det begyndte i det skjulte. –

Om Eftermiddagen den 2. November kom Meyer til Præstegaarden. Han traf tilfældig Henriette (og de Yngre) ene hjemme. Han syntes først at blive skuffet ved ikke at kunne faa Karl i Tale. Men pludselig sagde han: »Det er maaske bedst saaledes. Maa jeg faa en Samtaale med Dig, Henriette?«

»Vi kan vel nok være heri Dagligstuen?« sagde Henriette, foranlediget ved hans urolige Bevægelser, som om han vilde anden Steds hen.

»Der er vel ingen, der hører? – – Naa, ja, ja. – – – Vil Du laane mig 100,000 Kroner, Henriette? – Jeg mener: betro mig dem. Jeg har Brug faaddem.«

»Nej, det troer jeg virkelig ikke jeg vil. Hvad Grund har Du dog ogsaa til at vente det, Meyer?«

»Men saa vil jeg sige Dig en aanden Ting, Henriette: dette er ække vanlige Forhold,« – han kom uvilkaarlig til at mindes Bjørnsons og Ibsens Fallitdramaer, – »jeg staar saadan, at enten sejrer jeg og kan bringe Velsignelse til maange, eller ogsaa er jeg i dette Øjeblik en ruineret Maand.«

»Men det er dog forfærdeligt. Men hvordan er det da kommet?«

»Ja, – det er altsaa Mannesker, eller tildels Foretagender, der ikke kan udredde deres Gjæld til Spaarekassen. Foretagender, som Spaarekassen har sat Penge i, – og disse Penge vil nu ække komme ind igjen i en Faart.«

»Vilde Du saa have mine Penge, indtil de andre Penge kom ind, eller vilde Du beholde dem længere?«

»Kun – Kun til de andre kommer tilbaage. – – Særligt gaalt er det jo,« sagde han og fik en forfærdelig Masse Huller i Panden, »med nogle Penge – 30,000 Kroner – der staar som Spaarekassens Tilgodehavende hos mig, – og jeg kan ække undvære de Penge for Øjeblikket.«

»Og Du kan hellerikke beholde dem?«

»Umuligt! – Sagen er den: de er ække opførte som Laan, som saadant; de er blot direkte overførte fra Spaarekassen til min Kasse; det er saakaldte kriminelle Penge, idet Loven ække anerkjender Laanet som saadant. – Ja, lille Henriette, jeg kan faa en Forbrydders Navn paa mig, jeg kan komme i Tugthuset, hvis jeg ække i hvert Fald faar 30,000 Kroner.«

»Aa, jeg veed ikke, Meyer, – havde Din Kone levet, saa kunde jeg maaske have gjort det. Hende holdt jeg saa meget af – Men hvad kjender vi egentlig til hinanden?«

»Det er underligt, Henriette. Men veed Du, hvad der var noget af det sidste, min Kone sagde, før hun dødde ? – Seer Du: hun havde jo ingen Tro til, at Karl og Du fik hinanden, – hun troede ække, I fik Lov for Folk. Og jeg maa sige, lille Henriette, jeg troer det hellerække.«

»Jamen det vil Du faa at see. – Men hvad sagde hun da?«

»Hun sagde: Gift Dig aldrig, Peter, medmindre Du skulde kunne vinde Henriette Lind. – Er det for Resten ikke underligt?«

»Jo, – men hun har saa ment, at Du aldrig skulde gifte Dig.«

»Kan være! – Men hvad skal vi gjaare, hvad skal vi gjaare, lille Henriette, med de taavlige Penge?«

»Ja, jeg vil tale med Karl om det. Før kan jeg da sletingen Ting sige. Det haster vel hellerikke saa stærkt?«

»Det haster meget stærkt! – I Morgen er der Bestyrelsesmøde i Spaarekassen, og Forholdene har uddviklet sig saadan – – ja, at jeg ligesaa godt kan sige det hele, – det værste er jeg nødt til at komme frem med alligevel.«

»Ja, Karl og Onkel Jørgen kommer hjem i Eftermiddag en Gang, – hvis Du vil vente til den Tid – –«

»Jeg kommer igjen i Aften.«

Karl kunde ikke holde op med at lee, da Henriette fortalte om sin Samtale med Meyer. – Men han raadede hende bestemt til at afslaa Pengelaanet.

Meyer kom om Aftenen og tilbød – blot som et Forslag – at overdrage Karl Lundborg Højskole; Karl havde jo dog altid tænkt paa den Gjerning. – Men ogsaa hos Karl fik han rent Nej.

Allerede næste Dags Aften hørte Karl Rygter om den truende Sparekassefallit. Men kun hviskende og gjennem forholdsvis betroede Personer. Det maatte endelig forhindres, at Folk tog deres Penge ud af Sparekassen, thi den taalte kun meget smaa Udbetalinger. I de nærmest følgende Dage var der stadig et eller flere Bestyrelsesmedlemmer til Stede i Sparekassen, som, med Folk, der kom og præsenterede deres Kontrabøger, havde lange Samtaler, hvori de indtrængende opfordrede dem til at lade deres Penge blive staaende forat undgaa Fallit, ved hvilken Folk kun vilde faa meget faa Procent. Det blev dem sagt, at man haabede paa en Udvej, – skjønt Sandheden var, at man for Tiden slet ingen øjnede. – Sparekassens Penge stod ganske vist tildels i meget gode Foretagender, der med Tiden nok vilde betale sig, men for Øjeblikket krævede de megen Kapital, og nu kunde man ikke længere henvende sig til eller gjøre Bankens Status op for en hvilken som helst Pengemand, – det skulde frem for alt være en Person, der vilde tie, foruden at han havde den tilstrækkelige Sum at raade over. – Flere og flere anede, og hele Bestyrelsen havde Vished for, at Meyer havde taget af Kassen; men fik Retten fat i ham, var en Opgjørelse af Sparekassens Status og dens deraf følgende Fallit en sikker Sag.

Karl undrede sig i de nærmeste Dage over, at en Sag, som optog Folk saa stærkt, og som efterhaanden saa mange vidste Besked om, kunde undgaa Offentligheden. Folk syntes virkelig at kunne tie, naar det gjaldt Pengene. – Men nu meldtes der tillige om en Bevægelse blandt de ledende Mænd forat faa Onkel Jørgen bort og helt slippe for alt Frimenighedsvæsen. Det vilde blive Folk over Magten, hed det sig, hvis en saadan Pengekrise brød ind over Egnen. Og Pastor Nordbye var jo altfor radikal, sagde de Moderate, og han bragte sin Kreds i Miskredit ved sit oprørske Væsen. Og hvis han nu viede Karl og Henriette – var der andre der sagde – saa fik man jo Præsterne over sig og kunde blive isoleret fra de øvrige levende Kredse i Landet.–

Det var en saare trykket, raadvild Stemning, en Følelse af Afmagt og Opløsning, der hvilede over den Menneskemasse, som kom til politisk Møde i Vennerlille Forsamlingshus Mortensaftens Dag. - Og mens Folk forsamledes, traadte to Gensdarmer i Blaat og Hvidt, med Karabiner og lange Ryttersabler, ind i Salen og stillede sig ved Døren. –

De kom ganske uventet for alle. Kun enkelte af Forsamlingen havde Dagen i Forvejen seet Gensdarmer i Kjøbstaden. De frembragte ved deres Komme maaske ikke saa megen Vrede, som de vilde have gjort, hvis Folk ikke havde været saa optagne af noget andet, – men de udbredte en Uhygge, en Rædsel for Ulykke i Forsamlingen, saa stærk, at de fleste vistnok blev sammen i Huset, mere forat være mange samlede, end for at høre paa Talerne.

Ikke blot Esby men ogsaa Karl blev bange for den Virkning, dette Syn skulde have paa Onkel Jørgen. De fortalte ham om de to Gensdarmer og spurgte ham, om han ikke var kjed af at tale under disse Forhold. Men han syntes kun at blive mere opsat derpaa. Han var ganske fattet, lod det til, men meget harmfuld.

Meyer talte først. Karl hørte i Begyndelsen sletikke efter. Han havde mere end nok i at tænke paa Politiken i det hele og paa Onkel Jørgen i Særdeleshed. Men under en tilfældig Pavse i denne Optagethed kom han til at lytte, – og da blev han ganske forundret, helt reven med. Det var jo, som om han sad i Lundborg Højskoles Forsamlingssal – fjorten Aar siden. Ja, netop i disse Novemberdage for fjorten Aar siden! –

Det var Øjeblikkets politiske Strid, Meyer talte om, – men de to kjæmpende Partier blev ligesom trængt tilside, med deres Krav, deres gjensidige Forbitrelse, deres Egenkjærlighed, – og noget andet, noget helt andet, skjød sig frem, noget, der mindede Karl om dette for fjorten Aar siden og om Onkel Jørgens Undervisning hele hans Barndom igjennem, – noget, der ogsaa dækkede over Meyers Gjæld og øvrige Elendighed, noget – ja, det vilde ikke tage Form for Karl: en Frodighed, et Levende, et Groende, – et blomstrende Land, en Kvinde, der sang og strøede Gaver ud, en gylden Strøm fra Hedenold ned til vor Tid, – en dansk, rig, lys Sommerdag, fuld af Naade og Gavmildhed, som vilde tilgive alle, fordi den havde nok at uddele af, – tilgive endogsaa den Samling af Misdædere mod Folket, som nu sad ved Roret i Danmark – – Hvilken Magt! hvilken Magt! hvilken Herlighed! at vi Mennesker ikke gik alene hver for sig her paa Jorden i vor private Usseldom, men at slige store Kræfter virkede iblandt os og kunde nøjes med en Stakkel som Meyer forat bryde frem og komme til Orde. – Ja, for det maatte jo være Sprogets Magt, vort danske Modersmaals Vælde, som udrettede det Hele.

Det var Kjæmpevisens Toner, der hele Tiden ledsagede Meyers Tale og gav den sin Magt og sin Klang. – Det begyndte mørkt og fuldt af Kvide, med Smaafuglenes Klage, fordi den kongelige Ørn, som skjærmede dem, han maatte fly for Høgene:

og der var Toner fra Marstigs Viserne om Herremændenes Voldsfærd:

og:

Men saa kom den glade Fortrøstning, det sikre Sejrshaab med den brede, jydske tone i Visen om Niels Ebbesøn:

Der var i hans Tale noget af den samme Manen, som da han for fjorten Aar siden fortalte om Willemoes, og det var sandelig ikke Meyer, der manede – hvad Myndighed havde han vel ogsaa til det – det var Folkets Aand, det var Modersmaalets Myndighed, der talte igjennem ham.

Og der var det underlige ved det for Karl, at skjønt Talen – som Følge af sit Emne – for en stor Del var mørk og trist, saa virkede det altsammen paa ham som Rigdom, Glæde, Kraft, – fordi Talen selv aabenbarede for Karl en Magt, der levede trods al nærværende Bedrøvelighed og Ulykke.

En Magt, der ikke blot greb ham, men som kunde sige ham, hvad han skulde gjøre: han rejste sig straks, gik hen til Henriette og hviskede hende i Øret: »jeg vil kjøbe Lundborg Højskole, Henriette, – jeg vil redde Meyer og hans Sparekasse, ellers gaar det hele i Stykker her paa Egnen, og det maa det ikke.«

Hun saa op paa ham, forbavset over hans Ord og over hans straalende Ansigt.

»Vil Du, Karl! – – Aa, men hør Onkel Jørgen!« føjede hun til i en meget bekymret Tone.

Karl saae op og lyttede. Onkel Jørgen stod og talte, – og Karl maatte hurtig indrømme, at det ikke var nogen Tale, som var indrettet paa Gensdarmers Nærværelse: »----jeg vil ikke tale saameget om Estrup; han er Herremand og vant til at leve i Kredse, hvor man fra Arildstid har seet paa Lov og Ret som noget, man kun holdt overfor sine Ligemænd. Men Nellemann er Jurist, han vced og føler, at han gjør Uret paa Uret, atter og atter misbruger sin Myndighed. – Jeg har i mange Aar været i Tvivl om, hvad det egentlig var for Folk, som regjerede over os her i Danmark, men desværre: nu er det bleven klart, det er og har i mange Aar været Jætterne. Aa – vi burde jo have kunnet see det, om ikke paa andet, saa paa dette Tyrkeansigt, som Estrup gaar med, og paa Nellemanns Ansigt, der jo seer grangivelig ud, saaledes som vores gamle Lars Glad har alletider aftegnet Jætternes for os –«

Begge Gensdarmerne forlod deres Pladser ved Døren, og sagde nogle Ord, som Karl dog ikke forstod, – idet de langsomt banede sig Vej op mod Talerstolen. Men Onkel Jørgen blev ved: »Og alle de, som driver den Jætte-Politik, som nu raader, er Landsforrædere, Højforrædere mod Konge og Folk; de turde aldrig – denne lille Klat Mennesker – byde det danske Folk en Forhaanelse som den, at sende disse Blaamænd, disse Slavefogeder ud iblandt os, hvis de ikke regnede paa at have alt, hvad der er af Tyranni i Evropa, bag sig. – – I kan ikke være danske Mænd, I lyseblaa Jættekroppe!« raabte han til de to

Lars Glad, grundtvigiansk-studentikos Oversættelse fra Fyrrerne af Lorens Frølichs Navn.

Politimænd, der nu var ganske kort fra ham, – »I maa enten være forklædte, prøjsiske Gensdarmer eller russiske Kosakker eller tyrkiske Baschibozukker – – –«

I dette Øjeblik lagde de to saaledes Tiltalte Haand paa Onkel Jørgen, – der opstod en stor Forvirring omkring Talerstolen, Karl kunde en Tid hverken see Onkel Jørgen eller Gensdarmerne, – men lidt efter kom de frem, førende Præsten med sig ned mod Udgangsdøren. – Der blev lejet en Vogn; fra Præstegaarden kom de løbende med hans Rejseklæder, og med en Gensdarm ridende paa hver Side af Vognen, blev Onkel Jørgen kjørt af Sted til Glenstrup. – – –

Næste Dag til Morgen hørte Karl, at der om Eftermiddagen skulde være Møde i Sparekassen i Lundborg. Han gik derover, og kom – paa Meyers og Fleres Anbefaling – ind i Forsamlingen, til hvilken ellers kun Indbudne havde Adgang. Her var c. 70 Mennesker til Stede, de ledende Mænd, især af Frimenighedens Medlemmer, i Holting, Lundborg og omliggende Sogne. – Karl fik nu at vide, at man just havde besluttet at overgive saavel Sparekasse som Meyer til Øvrigheden, da ingen af dem stod til at redde. Sparekassens Aktionærer vilde sletintet faa; de Indskydende maaske 40 Procent af deres Penge. – Det var et stort Tab, som vilde ramme hele Egnen. – Meyers Ansigt var fuldt af Grimacer, hele Forsamlingen meget nedslaaet. Der taltes om flere Falliter, som maatte blive Følgen af denne.

Da Karl stod op og meddelte, at han vilde sætte indtil 200,000 Kroner ind paa denne Affære, forat redde Sparekassen fra Fallit og Meyer fra Tugthuset, og at han desforuden havde i Sinde at kjøbe Højskolen, – blev Ansigterne paa alle hans halvfjerdsindstyve Tilhørere ganske hvide. – Karl blev vist ogsaa selv bleg, saa forunderlig virkede Tilbageslaget af al den Sindsbevægelse. – Derefter strømmede Blodet til samtlige Hoveder og Hjerter, og de skjønneste Taksigelses-Scener fandt Sted. – – –

Onkel Jørgen blev idømt tre Maaneders simpelt Fængsel.

Al Tale om, at man ikke vilde have ham til Frimenighedspræst var pludselig forstummet, efterat den truende Fare for Sparekassen saa lykkelig var overstaaet. Omtrent 30 nye Medlemmer indmeldte sig i Menigheden efter den glædelige Begivenhed, og paa et stort Møde, som blev afholdt i Slutningen af November i Vennerlille-Forsamlingshus, blev tre Ting vedtagne: at man ikke blot vedblivende vilde have Esby til Kapellan i Frimenigheden, men at han skulde afløse Pastor Nordbye, naar denne en Gang blev for gammel; at man paa hele Egnen vilde støtte Lundborg Højskole under Karl Wintrups Ledelse af al Kraft; samt endelig – efter Karls og Esby's Forslag – at Navnet »Vennerlille« helt skulde udryddes, og overalt afløses simpelthen af »Holting-Lundborg«.

Kort før Jul blev Karl og Henriette borgerlig viet, og derefter, ved Arrestforvarernes særlige Gunst, kirkelig stueviet af Onkel Jørgen i hans Residens paa Glenstrupgaard. – De fik en særdeles festlig Modtagelse af Egnens Beboere ved deres Indtog paa Lundborg Højskole.–

Onkel Jørgens Præstevenner havde kort efter en privat Sammenkomst i Bollebølle Præstegaard hos Pastor Julius Larsen. Det blev her besluttet, paa Grund af den Strid og Bitterhed i Befolkningen, som en Agitation mod Præsterne Nordbye og Esby under de nærværende Forhold paa Egnen vilde volde, intet at foretage i denne Retning. Motiveringen var forøvrigt paa flere Punkter den samme som i de to Breve, Pastor Nordbye i sin Tid modtog fra sine Venner: Strid og Kiv var aldrig til Gavn for Menigheden, erklærede de ældre Præster, og for dem selv kunde derved den Ro og Hvile forskjertses, hvorpaa de efter Livets Kampe havde billigt Krav. Strid og Kiv var en Ødelæggelse for Menigheden, udtalte de yngre Præster, og hvad dem selv angik, da sad de i deres første Embeder o.s.v., – nogle af dem havde desuden Smaabørn, der netop befandt sig i Tandperioden, denne, ogsaa for Forældrene, saa kvalfuldt ængstelige Tid, der ligesom lammede hos En alt Mod og al Handlekraft. – –

Allerede før Bryllupet var Karl begyndt at deltage i Undervisningen paa Højskolen, der i Vinter havde 30 Elever. Han havde skrevet til Hellum om at komme og være hans Medhjælper fra Sommerskolens Begyndelse og fremdeles, og havde straks faaet Ja. – Desuden skulde Meyer blive paa Skolen og holde frie Foredrag. Karl ærgrede sig ikke mere ved at see paa hans Væsen, men følte sig derved ofte opbygget i den Følelse, at vi Mennesker ikke er ene, men at der er mægtige Kræfter over os og iblandt os. –

I Julen kom Hellum i Besøg paa Lundborg Højskole. Samme Aften som han var indtruffen, kom Esby og Ellen kjørende derover. - Efter Aftensmaden sad Karl, Hellum og Esby og røg Tobak inde paa Kontoret. Meyer, som ellers boede ovenpaa, kom ogsaa derind. Hans Gang havde faaet noget vist sjokkende ved sig paa Grund af de mange Ulykker og Gjenvordigheder, han havde gaaet igjennem.

»Nu er jo hele det fremtidige Lærer-Personale samlet,« sagde Karl. »Det er bedst, vi prøver paa at fordele Fagene til Sommer mellem os straks.«

»Ja, jeg taler frit,« sagde Meyer.

»Du taler frit, ja.«

»Jeg flyver ud paa Tang-kens Vinger og samler Honning ind af alle Danmarks Blomster. Saa kommer jeg hjem til Eleverne og gjør dem gllaade medde.«

»Jeg kan ikke fortælle andet end Bibelhistorie,« sagde Esby.

»Det var de to af Lærerne,« sagde Karl. »De tager selv.«

»Det gjør jeg virkelig ogsaa,« sagde Hellum. – »Naa, ja, – de egentlige Elementær-Fag taler vi vel ikke om i Aften. – Men hvad det øvrige angaar, – saa meddelte jeg Dig jo straks, at skulde jeg tage mod Pladsen, da maatte det blive som Lærer i dansk Sprog, Litteratur og Historie.«

»Ja, veed I hvad, – naar I saadan tilraner jer det hele, saa maa jeg virkelig have Lov at plukke noget hos jer hist og her.«

»Du har jo hele Verdenshistorien – og Geografien,« sagde Hellum. »Kan Du huske Kjærestefolkene paa Gasværksvejen, der paastod, at alt var Geografi? – Og saa Din egen indre Bevidsthed. Det er jo Dig, der skal give Skolen sit Præg. Du har da vel Dit Program færdigt?«

»Mit Program? – Ja, nu skal Du og Esby ikke gjøre Nar ad mig, fordi I begge har været mine Lærere og Opdragere. I maa huske paa, at nu er det mig, der er Forstanderen.«

»Ja, vist saa. Men netop derfor,« sagde Esby. – »Hvad vil Du saa tale om?«

»Ja, for det første – – nej, det vil jeg ikke holde Foredrag om, bl.a. fordi Hellum har taget baade Fædrelandshistorien og Modersmaalet, men det skulde Eleverne mærke gjennem alt, hvad jeg har med dem at gjøre: at der er to store, usynlige Magter, den ene aandelig Virkelighed og den anden væsenlig Poesi, nemlig: Kristendom og Folkelighed; og at de er rentud to Gaver, to store Rigdomme, som den Enkelte faar fra Gud og fra det Folk, hvoraf han er født, – to Gaver, der altid bringer Velsignelse, ihvor de kommer, selv til den Ringeste, den Usleste, - – ja, to mægtige Kræfter, uden hvilke man kan spare sig Ulejligheden med al Folkeopdragelse, -- jeg mener: man maa i hvert Fald have den ene af dem til sin Hjælp« – tilføjede han og saae til Hellum -–

»Ja, det var jo udmærket,« sagde Esby, »men det vilde Du altsaa ikke tale om.«

»Saa vil jeg tale om, at man skal dyrke Gud og tjene ham alene, og hverken forgude Menneskelivet og dets Love, saadan som Onkel Jørgen paa en Maade gjorde overfor os Børn i gamle Dage, – eller forgude Naturen, som Rebekka vilde have mig dertil. Dernæst vil jeg vise dem meget udførligt, at alt det menneskelige, ogsaa Menneske-Historien, er gjennemvævet af Naturens Love og for saa vidt selv Natur, – og endelig vil jeg prædike for dem Aanden i Naturen, – jeg vil gjøre dem betagne af Naturens mægtige Stemning, hvis jeg blot formaaer det.«

»Det gjør Du nok,« sagde Hellum. – »Veed Du for Resten, at den Dame, Du nævnte, hun har faaet meget mere Sans for det folkelige nu, end dengang jeg sang for hende paa Gasværksvejen?«

»Ja, jeg veed det, hun har selv fortalt mig det,« sagde Karl.

»Sidst jeg var sammen med hende – det er godt en Maaned siden, – jeg har aldrig følt mig saa – – Du veed, der kan være saadan en Stemning over hende, – da var hun nylig kommen hjem fra en tomaaneders Udenlandsrejse – –«

»Til Polen eller Rusland?« spurgte Karl.

»Nej, – hvor var det, hun havde været, – Fichtelgebirge – Wien -Ungarn, synes jeg hun sagde.«

»Saa,« sagde Karl. Han rejste sig hurtig og saae ud ad Vinduet. – -»Hun staar for mig som en vidunderlig Drøm. – Men dette er Sandhed og Virkelighed.«