I

Det var Efteraar i Holtinggaards Have. Løvet paa Elmetræerne i det sydlige Læbælte var tyndet ud af Blæsten, især for neden, saa man, som gjennem høje Porte, saae ud under Kronerne, ud over Fjorden, hvis Bølger gik mørkeblaa under den skyfri Oktoberhimmel. – Inde i Haven – i Kjøkkenhaven – var Jorden helt sort efter den megen Efteraarsvæde, med Skjærver og Potteskaar hist og her, der tindrede som Guldsmykker i Solskinnet. Der var Løglugt i Luften derinde af Purrer og Persille, og langs ad Aspargesbedene stod fine, grønne Skove med Dugperler i Toppen.

Paa Kanten af et af Bedene sad en lille tolvaars Pige og gnavede paa en Gulerod. Hun var lidt blaa i Ansigtet af Kulde, men ellers godt klædt paa: Kyse og Kaabe, og Træsko paa Fødderne. Ved Siden ad hende, paa Bedet, stod et Par sorte Sko med Læderstropper til at knappe over Vristen. Albuerne støttede hun paa sine Knæ og holdt Guleroden op mod Munden med begge Hænderne. Hun skjød Hagen frem og saae tankefuld ud, saaledes som man let kommer til det, naar man fryser lidt og samtidig tygger Gulerod Uden at dreje Ansigtet fulgte hun med Øjnene sin noget ældre Broder, som gik en halv Snes Alen fra hende langs Hasselhækken og søgte efter nedfaldne Nødder.

Der havde allerede lagt sig et tæt Lag af visne Hasselblade over den gravede Jord langs Hækken. Drengen ragede hist og her dette Lag til Side, og saa laa de tørre, brune, runde Nødder, sædvanlig faldne ud af Haserne, paa den fugtige, sorte Muld underneden.

»Det ser ud ligesom Tærningerne, de fandt i Græsset dengang – efter Ragnarok,« sagde han til sin Søster.

Hun sprang op og løb hen til ham.

»Og nu er jo ogsaa Sommeren helt til Ende,« føjede han til.

»Jamen saa passer det ikke, Karl, for saa skulde det jo være Foraar,« sagde hun og bed af Guleroden.

»Hvad?«

»Jo, for de fandt dem jo paa den nye Jord«

»Jamen jeg synes ogsaa, at Jorden er ny saadan under Bladene.«

Hun løb hen og tog sine Sko. – »Nu skal vi gaa. Kom nu, Karl!«

De løb begge langs med Aspargesbedene, hen over Mistbænkepladsen, saa fulgte de et lille Stykke den nordre Hovedgang; men dér forsvandt de lige med eet – ind i det nordre Hegn.

Der gik en lille Sti derind imellem de mørke Graner, klippet ud i Grenemassen og saa lav, at en voksen Mand ikke godt kunde gaa opret.

Herinde i det nordre Hegn havde det for Resten i den senere Tid været Tiveden. Hér var de store Skove, som spærrede Passagen mellem Venern og Vettern. Og hvad der gjorde det saa underlig uhyggeligt herinde, var dette, at det jo i Grunden var sørgelige Sejre, som Kristian den Anden dengang havde vundet. Det stockholmske Blodbad blev dog Frugten af disse Sejre. Og det stockholmske Blodbad var jo den store, skjæbnesvangre Udaad i denne Konges Liv. – Men vildt havde Kampen raset paa disse Steder, og store Hindringer havde Danskerne haft at overvinde, særlig de utallige »Braader« eller omvæltede Stammer, hvormed Svenskerne havde søgt at spærre Vejen for Fjenden, og som endnu laa i stor Mængde herinde.

Grantykningen endte; der kom en Lysning inde i Hegnet; der var aabent og solbeskinnet. Børnene stod og lyttede til en Solsorts Skvætten ovre i Rønnebærtræet. Nu kom den neden ud af Træets Krone, fløj skraat nedad mod Jorden og smuttede ind under en Busk. – Hér havde netop ogsaa Sigurd Fofnersbane staaet og lyttet efter Fuglestemmer, dengang han havde dræbt Ormen, og havde stegt dens Hjerte og smagt paa Blodet deraf. Der havde altid været saa fuldt af Fugle herinde i Rønnebærrene om Efteraaret, og ud paa Eftermiddagen, naar det begyndte at skumre, saa tudede og galede Uglerne og fløj lydløst over den aabne Plads.

Stien gik atter ind i Grantykning; og herinde, hvor Jorden var fugtig, selv i langvarigt Tørvejr, imellem de nøgne Granstammer, her løb Diget, som skilte Holtinggaards Have fra Præstegaardens Have; og hvor Stien løb over Diget, var dette helt traadt ned af Børnene fra de to Gaarde. – Men det var jo en betydningsfuld Grænse, denne, selv om man ikke lige straks mærkede Forskjellen, idet man gik over den. Det var dog ligesom to Riger, der her stødte sammen. – Her paa det te mørke, ensomme Sted var nu ogsaa Grænsen mellem Evropa og Asien, disse to uhyre Verdensdele. Og dette Pas havde i lang Tid Napoleon Bonaparte gaaet over paa sit store Krigstog mod Moskva, indtil det opdagedes, at man havde misforstaaet noget i den historiske Beretning.

Fra dette Dige skraanede Jordsmonnet opad, bevokset med Træer ligesom paa Holtinggaardsiden; det var Præstegaardshavens Læbælte, som paa dette Sted var meget bredt. Men straks paa hin Side af Diget kom man over en Gang, som løb hele Præstegaardshaven rundt lige indenfor dens Grænser. – Den fulgte de to Børn dog ikke; de havde en lille fodtraadt Sti op tværs igjennem Læbæltets Træer.

»Hvor mon nu alle de grønne Blade af Vintergjækker og Paaskeliljer og Skvalderkaal er henne, som stod her i Foraaret,« sagde Anna, mens hun og Karl løb op imellem Træerne. »Mon de nu er visnet og raadnet?«

»Ja, de er helt væk,« sagde han; »men veed Du, at Løgene sidder nede i Jorden; de er ligesaa friske og hele; de sidder saa langt nede, at Frosten ikke kan gjøre dem noget om Vinteren.«

»Har Du set dem, Karl?«

»Ja, jeg fandt nogle sidste Aar dérhenne. Det var vistnok Vintergjækkeløg. De var ligesaa pæne som Lærkeæg. Saadan nogle kan Tropperne leve af om Vinteren, naar de lider Strabadser.«

»De er vist ved at lege oppe paa den store Plæne,« sagde Anna.

»Hør, hvor de raaber.«

Straks efter kom de to Søskende ind i rigtige Havegange med Stikkelsbærbuske paa Siderne, og saa varede det ikke længe, inden de var paa Plænen i Præstegaardshaven.

Her legede man netop Erik Ejegod. Præstens fjortenaarige Datter Kathrine, der, som Barnepige for sin yngste lille Broder, uafladelig blev kaldt bort fra Legen med sine Kammerater, skulde just igjen paa en Pilgrimsfærd, – og da var det Skik, at hun stillede sig op paa en Bænk paa Plænen, og blev omlejret af de andre Børn, som holdt hende fast i Kjolen og tryglede og bad hende, at hun ikke maatte forlade sit Fædreland, – eller blot raabte: »Aa!« – Naturligvis kunde andre end Kathrine godt være Erik Ejegod, men det var dog næsten altid hende; paa ingen af de andre hvilede der saa tunge Pligter, og det gik altid bedst, naar hun var det.

»Nej, jeg maa af Sted, for jeg har slet ikke Lov til at blive,« raabte Kathrine og sprang ned af Bænken. – I det samme saae hun Karl og Anna komme frem fra Midtergangen og gaa ind paa Plænen.

»Har I hørt, hvor vi skal hen?« raabte hun til dem.

»Nej,« sagde Karl. »Skal vi andre med?«

»Ja, det skal I da nok.«

»Er det i Dag?« spurgte Anna.

»Nej, det er først den 3die November. Saa skal vi kjøre hen til Lundborg, til Højskolens Indvielsesmøde.«

Kathrine skyndte sig ind til sine Pligter.

Karl gjorde i Tavshed et Slag rundt paa Plænen med denne Nyhed

»Saa skal Du nok have Din blaa, uldne paa, Anna,« sagde Henriette Lind, der var Plejedatter og Kusine i Præstegaarden.

»Skal vi kjøre i to Vogne?« spurgte Karl strængt.

»Det veed jeg ikke,« sagde Henriette. Anna tog hende netop under Armen, og de to gav sig til at løbe rundt om Plænen, alt hvad de kunde, for bedre at tale sammen.

Tilbage efter den opløste Leg stod henne ved Bænken Præstens tre yngre Børn, den elleveaarige Ellen og Kirstine og Hans; desuden Morten Hejlgaards Karen og Niels Vibro's Niels, som gik i Skole sammen med Præstens Børn og dem fra Holtinggaard. De følte sig alle fem noget tilovers lige i Øjeblikket; thi de tre af Præstens vidste bestemt, at de ikke skulde med til Lundborg; de to fremmede havde endnu ikke faaet spurgt deres Forældre.

»Kom saa ind!« lød Præstens Stemme omme fra Gaarden. Og et Øjeblik efter laa den store Plæne ensom og forladt i Oktober-Solskinnet.

»Hvad har I saa haft med Ida Vinding i Formiddags?« spurgte Pastor Nordbye Børnene, da de var komne til Sæde paa Stole rundtomkring i hans Stue.

»Ja, jeg var ikke med,« sagde Kathrine, der nu atter havde vist sig.

»For jeg skulde passe Mot, ved det Moder bager i Dag.«

»Naa, men saa skal lille Kathrine hellere lade en anden svare,« sagde Præsten.

»Vi har regnet og skrevet og tegnet,« sagde Henriette, »og saa har Frøken Vinding fortalt os Jordbeskrivelse.«

»Og det var om?«

»Det var om Norge.«

»Det var om Norge, naa, det var om Norge. – – Aa ja,« sagde Præsten, og hans Stemme fik pludselig en saa usædvanlig Klang, at alle Børnene saae op paa ham, – »kunde jeg blot have været fri for at fortælle jer det, som vi skal høre om i Dag, for det er egentlig altfor tungt for unge Børn at faa Besked om. Men det er desværre sandt, saa I vil lære det at kjende alligevel. – Ja: da det var skeet, som jeg fortalte om sidst, at Tyskernes jættestore Overmagt havde kvalt den sidste Modstand paa Dybbøl i Strømme af Blod; da Danmark laa blødende, døende, – da var der ikke eet Folk i hele Verden, som kom os til Hjælp; der var ikke eet levende Folk paa den Jord, som dog Gud har skabt, der brød sig om, at Retfærdigheden blev myrdet. Se – det er det, som gjør Aaret 1864 til det store, forfærdelige Aar i Verdens Historie: at da viste det sig, at hele Verden var bleven en anden; alle Steder var det de Onde, det var Jætterne, der havde faaet Magten.«

»Men, Onkel Jørgen, hvad sagde da Nordmændene?« spurgte Anna.

»Ja, det er jo det, der gjør saa ondt, saa ondt at tænke paa, at vor Tvillingbroder handlede som alle de andre; Nordmændene glæmte deres Kjærlighed, deres Ære og deres Tro, og de glæmte, at naar Magten skal raade over Retten, saa er de selv dødsdømte.«

»Jamen det var da ikke dem allesammen? Var det, Onkel Jørgen? Var det ogsaa Bjørnson ?«

»Nej, Menneskene er ikke paa een Gang blevne til Jætter allesammen. Men Mandhjem er alligevel bleven til Jættehjem, for det er Jætterne, der regjerer overalt; det er dem, der bestemmer, hvad der skal ske. Det er det, der er det nye og forfærdelige. Tænk, at Gustav Adolfs Sverige og Shakespeares England er sunket saa dybt, – og at Morten Luthers Tyskere er blevne til Forbrydere, Røvere, Mordere!«

»Men kan de Gode ikke komme til at regjere igjen?« spurgte Karl.

»Veed det ikke! veed det ikke! Gud se i Naade dertil! Saa skal der vist først ske saa stor en Forandring, som vi sletikke kan tænke os. For det er sletikke blevet bedre i de Aar, der er gaaet siden 1864, tværtimod: værre og værre!«

»Men her i Danmark er det da de Gode, der regjerer, Onkel Jørgen, hvad, er det ikke ?« blev Karl ved

Pastor Nordbye stod og saae ned for sig med Hænderne paa Ryggen: »Det haaber vi, det beder vi Gud om, at det maa vise sig. For vi veed det endnu ikke; vi veed egentlig sletikke, hvad det er for nogle Mennesker, de, der regjerer over os nu. Kun eet veed vi: at siden 1864 lever vi af Guds Naade alene; Han maa gjøre det, – og Han har gjort meget, Han har gjort store og underlige Ting; ellers var vi allerede forblødt af det forfærdelige Saar, vi fik, da vi tabte Sønderjylland.«

»Men kan vi da ikke gjøre noget selv ogsaa?«

»Gud gjør altid sit Storværk med et Folk ved Folket selv. Han har vakt den danske Folkeaand, men Folkeaanden virker altid gjennem Folkets egne Mænd. – Og dog – og dog: det er sletikke paa almindelig Maade, det her er gaaet til siden 64. Han føder os tydelig nok af Haanden, som man gjør med de Kyllinger, der ikke kan bjerge Føden selv. – Alt her i Danmark beroer nu paa den ene Mand Grundtvig; men han er ikke en almindelig Folkehøvding; han er en Guds Mand, som man ikke har set Magen siden Luthers og Apostlenes og de gamle Profeters Dage. Siden 1864 er Danmark i mangt og meget kommet til at ligne det gamle Israel, saadant et lille kunstigt Folk, et Guds Dæggelam, som Han selv opfostrer. – Ja, lille Børn, det er vor Trøst – det er min hemmelige Oplivelse og Fortrøstning – at naar der er kun Een, som er bleven os tro, saa er det da ogsaa Gud selv, den Almægtige, imod hvem Alverden er det samme som ingen Ting. Ham være Pris og Tak!«

Børnene var blevne baade ængstede og bevægede af den Maade, hvorpaa Præsten fortalte dem i Dag. Baade Kathrine, Henriette og Anna bøjede Hovederne ned mod deres Kjolelommer, af hvilke de halvt fremdrog deres Lommetørklæder. Karl sad og glippede med Øjnene.

Saa sagde Præsten, at nu skulde de synge: »Fædreneland ved den bølgende Strand.«

Under Sangen kom Karl til at tænke paa, hvor skammeligt det var af Herredsfoged Bircheroeds, at de sagde, at Grundtvig havde ment sig selv med den Gamle af Dage. Karl troede ganske vist ogsaa, at dette var Grundtvigs Mening, men syntes, at han maatte da have Lov til at kalde sig »den Gamle af Dage«, saadan en Mand, som han var, og tilmed saa gammel. Men Herredsfogdens skulde ikke snakke om saadant noget, for de forstod det jo slet ikke.

Da de havde sunget Sangen til Ende, fortsatte Præsten sin Fortælling om Krigen i 64, og fortalte dem blandt andet om General Baglæns, og om, at de Ingeniører og Dragoner, som dengang havde ligget i Indkvartering i Præstegaarden og paa Holtinggaard, og som de ældste af Børnene godt kunde huske, – at de havde hørt til hans Tropper, og at nogle af dem havde været saa forbitrede over, at de saadan skulde vige for Fjenden.

Her opløste Fortællingen sig helt til Samtale, thi baade Kathrine og Karl og selv Anna havde forskjellige Træk, som de kunde erindre, og som de gjerne vilde fortælle og have Forklaring over. Henriette kunde sletikke være med her. Hun var først kommen til Holting Præstegaard flere Aar senere. Dengang levede begge hendes Forældre, og hun var hos dem ovre paa Fyn.

»Hvad var det, som Soldaterne gjorde ude i Enghaven, Fader?« spurgte Kathrine. »De havde et Telt, som jeg synes de spillede Komedie indeni: der var een, der smed en Støvle ud af Teltet paa dem, der stod udenfor, og saa lo de saa voldsomt. Og bagefter fyrede de Fyrværkeri af, og Du var bange for, at de skulde stikke Ild i Præstegaarden.«

»Ja, det er vist rigtig nok,« sagde Præsten. »Aa, jeg veed saamænd ikke, hvad Komedien forestillede. Noget dumt Tøjeri var det. Aa, der var saa faa af dem, der havde nogen virkelig dyb Forstaaelse af, hvad de selv oplevede, eller hvad det var for en Sag, de tjente. Det var smaat med de Menige, men det var endnu ringere med Officererne. Ingen Tro og intet Haab – derfor var Kjærligheden saa ufrejdig. Derimod en jætteagtig Forstaaelse af, at vi var faa, og Tyskerne var mange. Officererne ønskede, at vi bare kunde faa Ende paa denne haabløse Krig, – og fordrev saa Tiden imens med Komedie og Narrestreger, som de bedst kunde. Nej, da kom jeg til at forstaa, at det var ikke den Slags Folk, der skulde redde Danmark; det kunde kun ske ved Guds Hjælp, ved Aandens usynlige Magt Gud ske Lov: den Magt har vundet store Sejre her til Lands siden de Dage.«

»Men hvordan skal vi andre gjøre, naar vi vil sejre med Aanden?« spurgte Henriette.

»Henner! Henner!« sagde Præsten og smilede.

»Jeg kan huske, da saa Prøjserne kom,« sagde Kathrine. »Jeg og saa Inger Johanne stod nede i Jordbærstykket, og saa lige med eet kom der to i lange, graa Kapper og Spidser paa Hjelmene, og saa holdt de Bajonetterne skraat ud for sig, – jeg blev saa bange, saa jeg sank lige ned i Jordbærrene, jeg holdt Inger Johanne i Haanden; men jeg vidste godt, at det var Prøjsere.«

»Ja, det var jo, som alle Djævle var sluppen løs den Dag. Det var ikke til at begribe, at det var Mennesker,« sagde Præsten, – han stod ligesom i Tanker og saae ud ad Vinduet. »Det er den eneste Gang jeg er bleven uhyggelig ved at være ene oppe i Kirken. Jeg gik derop henimod Aften forat tænke paa en Ligtale, jeg skulde holde næste Dag. Men jeg maatte gaa hjem igjen. Jeg syntes, jeg kunde høre den Onde grine.«

»Men hvorfor lod Vorherre dog ogsaa alt det ske ?« spurgte Henriette halvgrædende; »jeg synes, det er saa forfærdelig sørgeligt!«

»Lille Henner maa ikke spørge mig paa den Maade,« sagde Præsten, »saa faar hun intet Svar.«

De andre Børn saae forundrede paa Henriette; men de syntes for Resten, hun blev baade saa fremmed og saa sød, naar hun kom med den Slags underlige Spørgsmaal. Hun var jo heller ikke født her i Holting. –

»Nu kan I saa gaa,« sagde Præsten, da han havde fortalt om Erobringen af Als og om Freden i Wien. »Det, I har hørt i Dag, det vil Livet selv minde jer om, for hvert Aar, I lever. I vil faa at mærke, at Jætterne er komne ovenpaa i Verden, de har faaet Magten. Og I vil faa at mærke, at hvem der vil kjæmpe for Aandens Sag, han vinder ikke Magt og Anseelse, han faar hele den store Verden imod sig. Og vælg saa selv engang, Børnlille, at kjæmpe i Aandens Kraft for det, som »Ædle kalde Livets Lyst«.«

Naar Onkel Jørgen sagde saadant noget, saa havde Karl paa Fornemmelsen, at det var egentlig ham, Onkelen nærmest talte til. For Pigebørnene, tænkte Karl, kunde vel ikke saadan selv føre Aandens Kampe, – men derfor kunde de jo godt være voldsomt meget med deri, og det var de da ogsaa; og det allerrareste var jo, om de engang blev gift med nogle rigtige Aandskjæmper. Saa skulde Aandskjæmpen rigtignok elske saadan en Kvinde, som nu f. Eks. Henriette, og de kunde jo forstaa hinanden bedre end alle andre Mennesker. –

Frøken Ida Vinding havde den Eftermiddag sit Døje med Børnene. For de sad hele Tiden og faldt i Staver og tænkte paa andre Ting, og vilde tilmed fortælle hende om alt det gruelige, de den Dag havde hørt af Præsten.

Da de var færdige hos hende Kl. 4, sagde Karl og Anna til Henriette, om hun ikke vilde med dem ned til Fjorden, naar de havde spist Mellemmad; saa vilde de mødes med hende ved Diget. – Kathrine taltes der næsten aldrig til om den Slags. Hun skulde jo passe de Smaa, naar Skolen var til Ende.

Karl og Anna kom først til Mødestedet ved Diget mellem Haverne. Solen var lige gaaet ned, men Maanen stod allerede højt oppe paa Himlen. – Henriette kaldte paa dem fra den store Plæne; det var jo saa uhyggeligt at gaa ene midt ind i Hegnet, hvis man saa ingen traf. De svarede. Lidt efter viste hun sig inde mellem Træstammerne. Hun kunde se saa godt ud, naar hun saadan kom gaaende med laaden Hue paa Hovedet og i Kaabe og Snørestøvler. Karl syntes, at hun gik bedre paa sine Ben end baade hans Søster og hans Kusine Kathrine. – Og nu tudede og skogrede Uglen. Der var helt stille herinde mellem Granerne, med Maanestrimer henover den naaledækte Bund. – Saa gik de ud i Lysningen paa Holtinggaards-Siden af Diget. Hele den store, aabne Sænkning i Løvmassen stod fuld af Maanelys. – Og hvor der var stor, bred Plads til Maanen mellem de hvide, drivende Skyer deroppe paa Himlen. – Naar det var saa dejligt altsammen, kunde Karl undertiden faa en Fornemmelse, som nu maatte der ske noget, eller som han selv helt skulde forsvinde i det, – men han syntes altid, at det, han saadan følte, var ligesom en Ulydighed, skjønt han vidste ikke mod hvem. Og saa gik det over.

»Skal vi gaa lige ned til Fjorden?« sagde Karl.

Ja, det var det bedste, mente Pigebørnene.

»Der er alligevel kjønnere her nede ved jer,« sagde Henriette, »end oppe i Præstegaardshaven.« De var komne ud af Hegnet. De stod ved Hasselhækken og saae, gjennem Elmetræerne mod Syd, den brede, levende Maanestribe over Fjorden.

»Aa, her er meget kjønnere!« sagde Karl. »Det var morsomt, hvis Du havde boet hernede paa Holtinggaard, Henriette.«

»Ja, det kunde hun da lige saa godt. For hun er jo akkurat lige saa nær i Slægt med os som med dem i Præstegaarden,« sagde Anna.

»Nej, det er jeg da vist ikke.«

»Hvad er det for noget Snak, Anna,« raabte Karl. »Hun er sletikke i Slægt med os. Ikke det allermindste!« »Hvad! – naar hendes Moder var Morbroder Jørgens Søster?« sagde Anna.

»Jamen Onkel Jørgen er jo sletikke vores Morbroder; han er jo blot gift med vores Faster.«

»Jeg mener,« sagde Anna, for nu at indskrænke sig til det sikre, »at Henriette er ligesaa meget i Slægt med os, som vi er i Slægt med Kathrine.«

»Nej, Anna!« sagde Henriette og lo.

»Hm. Saa kan jeg ikke forstaa det.«

Karl fik nu en ligefrem belærende Tone: »Vores Fa'er og Kathrines Mo'er de er Søskende. Ikke, Anna?«

»Jo.«

»Saa er vi blodsbeslægtede med Kathrine.«

»Det er da et underligt Udtryk,« sagde Anna noget stødt.

»Jamen saadan kaldes det, – eller kjødelig beslægtede. – Men der er ingen af vore Forældre, der er Broder eller Søster til nogen af Henriettes Forældre. Saa vi er sletikke blodsbeslægtede med hende.«

De gik nu ud ad den hvide Sønderlaage og løb over Engtoften.

»Veed I hvad?« sagde Karl, imens de løb. »I Middelalderen maatte ingen gifte sig med hinanden, naar de bare havde staaet Fadder sammen.«

»Det maatte være forfærdeligt,« pustede Anna.

»Og blodsbeslægtede Mennesker de maatte nu sletikke gifte sig sammen. Heller ikke Søskendebørn.«

»Maa de da nok det nu ?« spurgte Henriette.

»Aak ja. Men de siger, at de faar saadan nogen daarlige Børn. Og Anders Jensen og Stine – det er da ogsaa nogen af de ækleste Unger, de har.«

De var naaet til Randen af Engtoften. Her var en lille lav Skrænt ned mod Fjordengen og Holmene. – Det var Højvande. Hvor Sandbunden ellers ofte kunde ligge tør, kom Fjorden vandrende med hurtige Bølger tværsover Maanevejen. – Det var, for Børnene, ligesom noget var spændt saa højt; som naar man gyngede, og Brystet blev fuldt og hævede sig.

Højvandet havde halvvejs dækket et Stykke af Engen, som var meget ujævn med Knotter og Huller. Alle de lave Steder var dækkede af Vandet, det øvrige udgjorde en Mængde smaabitte Øer og Holme, Halvøer og Landtunger. Her gav Børnene sig til at løbe og hoppe over de smalle Stræder og Sunde, fra Ø til Ø, mellem Holme og Tanger. Det var som at springe over Afgrunde, for Himlen med Maane og Skyer stod omvendt i Vandet herinde ved Land, hvor Fladen imellem Græstuerne var ganske spejlblank.

»Det er da grueligt,« sagde Henriette og stod stille paa en Ø, »at vi Danske ikke har andre end Grundtvig, – for er han ikke saa gammel?«

»Jamen vi har ogsaa flere end ham – – – uh, dér fik jeg min ene Fod i Vandet!«

»Blev Du meget vaad, Karl?« spurgte Anna.

»Ja, jeg blev skam noget. – – For der er saamange, der har lært af ham. Det har Morbro'er Jørgen ogsaa; han er ogsaa en Aandskjæmpe.«

»Hm.«

»Ja, en lille Aandskjæmpe. – Ja, det kan man da ogsaa mærke paa ham. – Det vil jeg virkelig ogsaa være engang, Henriette. Det kan man blive, naar man blot rigtig for Alvor vil.«

»Aak, kan man det ?«

»Ja, det er ligesom med at være et godt Menneske.«

»Men faar vi saa Sønderjylland tilbage?«

»Ja, det faar vi naturligvis tilsidst. Men vi skal ligestraks begynde at kjæmpe med alle Jætterne, hvor vi saa træffer dem. Morbro'er Jørgen han kjæmper med alle Jætterne her i Sognet – og med Provsten –«

»Jeg synes, det allerværste er, at hele Verden er bleven saa slem,« sagde Anna; »og hvordan er den bleven saadan, for den har jo da været meget bedre engang.«

»Det er vist, fordi alle Mennesker er blevet saa kjedelige,« sagde Karl. »Det troer jeg nok, Onkel Jørgen har sagt engang. Og Jætterne de er jo netop saa kjedelige. De bestiller ikke andet end at sidde og gabe.«

»Hvorfor hørte vi ikke længer end til Kristian den Andens Død?« spurgte Henriette.

»Jo, for Ludvig Müllers Danmarkshistorie gaar ikke længere, og lidt efter begyndte nok ogsaa Jættetiden i Danmark. – Og den blev ved, lige til Grundtvig kom. Og ham kan Onkel Jørgen jo selv fortælle om, for han har set ham – mange Gange.«

»Saae Du, at Onkel Jørgen kom ogsaa til at græde?« sagde Anna. – –

»Jamen jeg synes da alligevel, det havde været meget værre,« – sagde Karl, der havde staaet og spekuleret lidt, »hvis det var alle de andre Lande, der havde været gode, og Danmark daarligt. – Det er da godt, at det er vores Folkeaand, der er vaagnet, og Vorherre han vil jo ogsaa beskytte os. Og jeg har engang hørt Morbro'er Jørgen tale om, hvordan det er gaaet for os nu efter 1864. Det kan I tro er ikke sørgeligt. Han sagde, at Folkeaanden var vaagnet saa mange Steder, og de var saa glade paa Fyn, og paa Koldingegnen var de ogsaa begyndt. Det vil han nok fortælle os om en anden Dag.«

»Hvad skal jeg gjøre ?« raabte Henriette leende, »jeg kan ikke komme fra denhér Ø!«

»Men hvordan er Du da kommen derover?« spurgte Anna.

»Jo, for da kunde jeg faa Tilløb til at springe. Men nu kan jeg sletikke, den er saa lille –«

Karl og Anna fik fat i hendes Hænder og hjalp hende over.

De stod alle tre og saae ud over Fjorden mod Maanen. »Hvor det er underligt!« sagde Karl.

»Kathrine siger, at hun synes altid, der gaar noget og hælder og svajer og flytter sig der længst ude lige under Maanen, hvor Striben ender,« sagde Henriette. »Og Gammel-Mariane har fortalt hende, dengang Kathrine var lille, at det er alle dem, der er druknede i Fjorden om Vinteren.«

»Uh, det er ikke noget at snakke om,« sagde Anna; »-jeg turde da sletikke være hernede, hvis I andre ikke var med«

»Det er ogsaa, fordi vi aldrig maa komme ud at sejle og lege paa Fjorden,« sagde Karl, »saa bliver den saa sær tom og uhyggelig – og saa ensom.«

»Er Du ogsaa bange, Karl?« spurgte Anna.

»Jeg kan ikke lide, naar jeg er ene hernede om Aftenen, og saa der kommer Bølger, der giver Lyd af sig, saadan ind under Bredden. Saa synes jeg, de hvisker og hvisler saa grimt; det er, ligesom de stak Hovedet op af det mørke og rakte Tunge, og saa er de væk igjen.«

»Skal vi ikke gaa hjem,« sagde Henriette.

De tog hinanden i Haanden alle tre og løb. Og da de først var komne i Fart, blev de ved med at løbe, indtil de stod ved Indgangen til Stien mellem Haverne.

»Vi skal da følge Henner over Diget,« sagde Karl.

De gik ind i Hegnet, igjennem Lysningen, hvor Uglen stadig skogrede, ind imellem Granerne.

»Nu sidder nok stakkels Kathrine og vugger lille Mot,« sagde Anna.

»Jeg synes egenlig, Kathrine er saa kjedelig,« sagde Karl.

»Nej, det er virkelig Synd, at Du siger dét, Karl.«

»Jo, hun er saa alvorlig.«

»Hun er saamænd meget bedre end nogen af os andre.« –

»Jeg er nu ogsaa glad ved,« sagde Karl noget umotiveret, »at Henriette sletikke er det mindste i Slægt med os to.«

»Nu behøver I ikke at følge mig længer,« sagde Henriette, »nu kan jeg se Maanen skinne paa den store Plæne.«