II

Hver Torsdag Aften læste Pastor Nordbye højt oppe i Holting Skole. Han begyndte hen paa Efteraaret, naar der var blevet noget Forslag i Aftnerne, og endte omkring ved den første April, naar Foraarsarbejdet begyndte. Det var mest Ungdommen, der kom til disse Møder, især de unge Karle og Piger, som han selv havde konfirmeret. De to sidste Vintre havde han læst Grundtvigs Oversættelse af Saxo for Folk. Nu i Aar vilde han prøve at læse en eller to af Bjørnsons Fortællinger.

Børnene fra Holting fulgte i stor Spænding med Onkel Jørgen op til Skolen. – Det var den første Aften i Aar, og saa skulde de nu faa en Fortælling af Bjørnson, som de aldrig havde hørt før. – De kjendte hidtil kun En glad Gut. Den havde Onkel Jørgen læst hjemme i Præstegaarden flere Gange. Men denne ene Fortælling havde ogsaa i Præ-stegaarden og paa Holtinggaard givet Bjørnson en saare høj Rang.

Præsten og Morten Hejlgaard, Nabomanden til Præstegaarden, gik foran. Bagefter kom Kathrine, Henriette, Karl, Anna, Karen Hejlgaard og Husmandssønnen Niels Vibro's Niels.

»Hvem synes Du bedst om af alle Digtere?« sagde Anna til Henriette.

»Ja, hvormange er der?«

»Jeg mener af de rigtige Digtere, dem, vi kjender: Grundtvig og Oehlenschläger og Ingemann og Blicher og – æh – Saxo og Snorre og Bjovulf og Iliaden og Odysseen og Shakespeare og Bjørnson, – – er der saa flere, Karl?«

»Ja: Njal og Bredahl.«

»Hvormange var det? – det var tretten. Hvem synes Du saa bedst om af dem, Henriette?«

»Jeg kan ikke saadan huske dem allesammen paa een Gang.«

»Jeg synes allerbedst om Bjørnson«, sagde Anna. »For Øjvind han er saadan, at ham maatte jeg synes om – – ham var jeg nødt til at tænke paa, enten jeg vilde eller ej. Men som nu Odysseus – ham tænker jeg da ikke paa, uden naar vi læser om ham. – Jeg synes, hvis jeg kunde blive som Marit, – det var det allerdejligste, der var til.«

»Uh, jeg er næsten bange for at høre noget, der er ligesaa kjont«, sagde Kathrine; »for saa er det jo hellerikke virkeligt.«

»Der kan da ingen Ting være saa kjønt som En glad Gut,« sagde Anna.

»Jo, Moder siger, at Synnøve Solbakken er meget dejligere,« sagde Kathrine, ligefrem sagte og ængsteligt; »hun siger, at den kan man aldrig glæmme, saalænge man lever.«

De tav alle fire. Det var dog underligt at skulle til at opleve saadant noget. –

Der var kommen en tredje Mand til og gik foran sammen med Onkel Jørgen og Morten Hejlgaard. – Det var Gaardmand Lars Nielsen fra Holting.

»Mon Lars Nielsen ogsaa vil op til Skolen?« hviskede Anna til sin Broder.

»Nej!« sagde han.

»Hvorfor troer I ikke ?« spurgte Henriette.

»Jo, for han er een af Jætterne,« sagde Karl.

- De tre Mænd foran standsede. Der gik en Vej af til højre. – Lars Nielsen havde Ordet: »Nej, aa, nej, Hr. Pastor, A har ikke det allerfjærneste at indvende imod, te der afholdes Møder. Det gjorde Djeres Formand ogsaa i sin Tid. Han holdt Bibellæsning i Skolen, saa vidt A mindes, en Gang hver fjerde Uge. – Men A kan ikke forstaa, hvad Børnene og de unge Mennesker de skal da høre saaen noget for, som det, de fortalte os om sidste Vinter, naar de kom hjem fra Møderne, – vi havde en Tjenestdreng hos vos, som var nu saa møj fortaget af det – – Ja, kan A huske, hvad det da var: om nogen Trolde, eller Troldkjællinger – hvad'et var – som gik og ragt' i Ilden med djer' lange Næser, hi, hi, hi – – Ja, A skal ikke nægte, A var saa forleet af'et – –«

»Det kan jo ogsaa være godt at komme til at le en Gang imellem,« sagde Præsten.

»Ja, ja – ja, ja! Men – æh – vi skulde jo vel ikke le af, hvad vor egen Sjælesørger han fortalt' vos.«

»Hvorfor ikke?«

»Hvorfor ikke? – A mener, det er vel ikke derfor, vi har en Sjælesørger, for te vi skuld' le af ham, nej, det er det vist ikke.«

»De har vistnok en Præst, forat De skulde have Nytte af ham.«

»Jov, aa jov!«

»Men forat De skal faa Nytte af Deres Præst, saa maa De forstaa ham. Og jeg troer ikke, Lars Nielsen, De har forstaaet det, som jeg talte med de Unge om sidste Vinter.«

»Aa nej, det har Du ikke, Lars Nielsen, det kan Du være saa overtydet om, det har Du ikke,« sagde Morten Hejlgaard.

»A har jo heller aldrig været saa klog som Dig, Morten, det veed Du jo nok.«

»Aak jov, bitte Du, – paa visse Ting, paa visse Ting, møj kloger' end mig.«

»De Folk, som traf paa disse Trolde med de lange Næser,« sagde Præsten, »hvad Rejse, troer De, de var ude paa, Lars Nielsen?«

»Naa, naa, naa, Hr. Pastor, nu maa De ikke drive Narrespøg med mig. A har jo aldrig villet fornærme Dem –«

»Nej, men jeg vilde gjerne forklare Dem, hvad Betydningen var af det, som Deres Tjenestedreng dér har talt om. – De Folk var ude at lede efter en Afgud!«

»Aa ja –«

»Troer De helleringen Afguder der findes, Lars Nielsen?«

»A kjender dem ikke, Hr. Pastor, – aa, lad vos nu – –«

»Troer De for Exempel ikke, der findes en Afgud, som hedder Mammon, og en anden, der hedder Bugen, og en tredje, der hedder Dødbideriet –«

»A kjender dem ikke, Hr. Pastor –«

»Mammon kjender De dog vel fra Deres Børnelærdom?«

»Jov, Mammon, aa jov, Molok –«

»Naa, – men hvis nu en Mand, der dyrker Mammon, vilde rigtig se efter og være ved, hvordan Vejen ind til den Afgud seer ud, troer De saa ikke, han vilde støde paa mange stygge Ting undervejs –«

»A kjender'et ikke, Hr. Pastor –«

»-paa Vejen ind til sit eget Hjerte, hvad? Noget, der godt kunde ligne Trolde med lange Næser?«

»A veed s'gu ikke, hvad A skal sige til det, Hr. Pastor.«

»Aa jov, Lars Nielsen,« sagde Morten Hejlgaard, »aa jov, vi maa ikke sige andet.«

»A veed saa møj: A skuld ikke have mine Børn til at høre paa det. Nej, det skuld' A ikke. For – æh – den Slags Snak – heller Tale – den kan de faa nok af ved Lars Tækkemand; han er saa grumme villele til at fortæll' om all' den Slags Ting.«

»De skal vist ikke samme Vej som vi andre, Lars Nielsen?« sagde Præsten, der nu vilde til at gaa.

»Nej, A skal her til Vester.«

»Jeg kan tænke det. Men nu skal jeg dog fortælle Dem, hvad den Mand, der mødtes med Troldene, – hvad han sagde til dem, da han skiltes fra dem:

Godnat, Lars Nielsen!«

Lars Nielsen brummede noget og gik ned tilhøjre. De andre fortsatte Vejen lige ud ad Skolen til.

Karl syntes, det var forfærdelig godt sagt af Onkel Jørgen. Saadan skulde netop Jætterne have det, fordi der ingen Aand var i dem.

Morten Hejlgaard vendte sig om mod Børnene: »Hvad var det, han mumlede om, da han gik? Sagde han Godnat?«

»Jeg kunde ikke høre det,« sagde Karl. »Mon han ikke var vred?«

»Ha, ha, ha, ha!« lo Onkel Jørgen. Saadan en høj, klar Latter. Det lød grangivelig, ligesom man kunde tænke sig Odin le ad Thursernes Dumhed. – Karl syntes lidt efter, at de der bagved – han selv og Pigebørnene – var Tjalfe og Røskva, der fulgte efter Thor og Loke ud paa Jættekamp. Føret var saa godt, og Luften saa tør og efteraarsfrisk, og der duftede af visne Kartoffel-Agre. Maanen skinnede klart, og i Horizonten stod Skyer som store, levende Væsner. Alting var saa betydningsfuldt, ligesom det var der, kort før noget meget stort skulde times ham selv og dem alle – hele Landet. –

De dukkede ind i Skolestuen, hvor Latteren og Snakken forstummede ved Præstens Komme. Karl lagde Mærke til Kathrine; hun saae saa højtidelig og bleg ud, og hendes Øjne var saa mørke. Saa snart hun

havde taget Plads paa en af Bænkene, vendte hun sit Ansigt op mod Kathederet, hvor hendes Fader havde lagt Bogen, som han skulde læse op af. Karl blev selv beklemt ved at tænke paa, hvad der forestod Han følte sig allerede i en fremmed Magts Vold.

Det viste sig imidlertid, at Præsten vilde sige noget, inden han begyndte at læse. Han tog den lukkede Bog i Haanden og understregede af og til sine Ord ved at smække lidt med Kanten af Bogen mod Kathedret

»Fredagen den 3die November, omtrent om tre Uger«, sagde han, »da maa ingen af jer, som her er samlede, blive hjemme; da skal I alle tage over til Lundborg, for da skal den nye Højskole indvies, og der skal være offentligt Møde derovre i den Anledning. I Aar er der, som I veed, tre Karle her fra Sognet, som vil være paa Højskolen i Vinter. Men til Sommer skal alle I unge Piger, og til næste Vinter alle I unge Karle, af Sted. – Dér gjælder ingen Undskyldninger. – Skete dét ikke

- om ikke i Løbet af eet Aar, saa i Løbet af nogle faa Aar, saa vilde jeg regne det for rent forgjæves Arbejde, at jeg har konfirmeret næsten jer allesammen, og at jeg har læst og talt for jer her i Skolen nu i snart femten Aar. – Og hvis der nu alligevel skulde være nogle af jer, som ikke rigtig forstod, hvad I skulde paa Lundborg Højskole, saa skal jeg sige jer det med et Ord af Kristen Kold, som jeg tit har fortalt jer om.

- Han traf en Dag paa en Rejse et Par Karle, der stod og gravede i en Grøft. Han kom i Snak med dem, og han fortalte dem om sin Skole, som han den Gang nylig havde faaet bygget. Og han gav dem det Raad, at de skulde komme til ham. »Ja, hvad skulde vi saa hos Dig?« sagde den ene af Karlene. »Jeg vil naturligvis trække jer op,« sagde Kold. Ja, det mente Karlene de ligesaa godt kunde blive dér, hvor de var. »Jeg vil trække jer saadan op,« sagde Kold, »saa I aldrig skal gaa i Staa mere.« »Saa maa Du have en god Uhrnøgle,« sagde den ene af Karlene. »Det kunde nok være muligt,« sagde Kold. Og næste Vinter kom Karlene paa hans Skole. – –

Det er det samme, der skal gjøres ved jer, naar I kommer paa Lundborg Højskole. I skal sættes i Gang saadan, at I aldrig gaar i Staa igjen. – Og den Nøgle, som skal udrette det Vidunder, er det levende Ord, hvori der er Aand. Dén Aand – Danmarks Vætte, Folkeaanden – han levede med vore Fædre, han skal leve i vore Børn, han gjør jer delagtige i et Liv, som bærer langt ud over jer selv; som derfor ikke gaar i Staa, fordi I gaar i Graven; et Liv, der skal vinde og vare, saalænge Danskerne er et Folk. – Faa Deel i dét Liv, I unge Holting-Karle og -Piger! da skal I faa at se, at:

om og Haaret graaner, bli'er Sindet aldrig tungt, men Hjertet gløder evig, lyksaligt og ungt.

- – – Se, – det, vi hér skal høre i Aften« – han holdt Bogen i Vejret -»det er en Fortælling af en Nordmand, der tydelig nok lever og er mere end sig selv; en Mand, hvem Aanden har gjort delagtig i hans Folks, det norske Folks Liv; hvis Navn derfor ogsaa vil leve, saalænge der er noget, som hedder Norge. Navnet, han bærer, er Bjørnson. – Han nævner sletikke Norges Navn i den Fortælling, jeg nu vil læse, men han afmaler for os i den en ung Karl og en ung Pige, Thorbjørn og Synnøve, som begge to er gjennemnorske af Væsen, og lever med hinanden saadan, at det er til Glæde for de Gamle, til Ære for dem selv og til Gavn og et godt Exempel for Efterslægten; men deres Liv er da ogsaa til Glæde, Ære og Gavn for Folkets Aand, for Folkets Liv i det hele. – Hør nu her:

»I en stor Dal kan der være et til alle Sider fritliggende, højt Sted, som Solen bærer Straaler paa, fra det den gaar op, til den falder – –««

Han læste med en lille Smule norsk Betoning, hvor Udtrykkene faldt særlig norske, og han læste i det hele saare godt.

Der var udmærket Ro i Forsamlingen. Det var tydeligt, at alle var vante til at høre. Flere af de Unge var øjensynlig ogsaa stærkt bevægede. Børnene, der fulgte med Præsten derhen, var dog mest medtagne. Dem kunde man have grebet med de bare Hænder. De vidste ikke, hvor de var. Øjnene var blevne drømmende og stod ganske stille i Hovederne paa dem. Selv sad de uden at røre sig, i tilfældige, ubekvemme Stillinger, som de netop havde indtaget, da det kom over dem. Niels Vibro's Niels skjød Ryg som en Kat.

Det var ogsaa ligesom Bjerg over Bjerg af Herlighed i den Fortælling. For det første at være saa aandeløst med i Beretningen om den lille Dreng paa Granliden med det underlige Sind og i de farefulde Omgivelser, – og saa endda at have noget endnu større i Forventningen: hin Verden derovre paa Solbakken, hvor hun gik, den lille Pige, som havde det dejlige Navn, og som smilede, naar hun talte. – Og bag ved dét igjen, over det altsammen: Norges Himmel, Norges Fjelde, og igjennem Sproget en hemmelighedsfuld Hvisken, en dæmpet Kalden af Norges, ja, af det ældgamle Nordens Kjæmpeaand.

Da Præsten sluttede – dér, hvor Thorbjørn har plantet Blomsterne i Synnøves Have – sad Karl som en fuld Mand, med et Smil om Munden, som nu havde staaet der i en halv Time og næsten var blevet fjollet, – og han følte sig ganske overvældet af – ja, af en Taknemmelighed, som han dog ikke rigtig vidste hvor han skulde gjøre af: over at han var født i Danmark, og Broder til Nordmændene, og med i dette Liv, som Onkel Jørgen talte om – denne Aandens store, herlige Livsstrøm, som kom helt fra de gamle, gamle Dage, – aa, Gud! de var jo allesammen med derude: baade Valdemar Sejr og Olav Tryggesøn og Grundtvig og han selv og Bjørnson og Henriette og de Andre. – Ja, han skulde sandelig slaa et Slag mod Jætterne, det vilde han love Gud Fader i Himlene – siden han ikke kunde komme til at tale med nogen af de andre herlige Kjæmper! – Og da han gik ud ad Skoledøren, var han kommen sig saa vidt af sin Taknemmelighed, at han med stolt og glad Selvfølelse kunde tage det altsammen i Besiddelse, hele sin Arv, han var jo født til det, han, Danmarks Søn! – Aa, Gud alligevel! at man fik saa meget for ingen Ting!

Han løb af alle Livsens Kræfter et langt Stykke foran de andre ned ad Holting-Vejen. Saa stod han stille og pustede, og ventede paa dem. – Aa, det dejlige Maaneskin, det dog var!

De kom i en hel Klump ud af Halvmørket hen imod ham. Hvilken Snakken og Summen! Nu havde de rigtignok faaet Munden paa Gled. Han hørte, at Anna og Henriette og Karen var ogsaa komne saa vidt, at de kunde tale om det. Kathrine derimod gik ganske stille ude ved Grøftekanten.

Der lød pludselig et Pige-Hvin tilhøjre i Flokken, og straks derefter en raa Karlelatter. I det samme kom Gjertrud, der tjente hos Lars Nielsens, farende frem ad Vejen, forbi Karl. Morten Hejlgaards Tjenestekarl Anton efter hende. Hun løb med en Tobakspibe i Haanden.

Karl blev ikke just vred; men hvor følte han levende, hvad det vilde sige, at være uden for det hele, uden for det herlige, at være nedstyrtet i Jætteverdenen. – Han tænkte sletikke paa Helvede. Gud var jo ogsaa saa naadig. Han tilgav jo alting. – Men den frygtelige Afgrund, hvoraf Guds Tilgivelse sletikke kunde hente et Menneske op, det var jo netop Jætteverdenen. Og dér var de to nede. – Se, nu stod de og tumlede ovre ved Diget, hun hvinede, han bandede. Og det paa saadan en Aften!

»Aa, Anton!« raabte Morten Hejlgaard henne bag Flokken – i sin fredelige Husbond-Tone.

Saa kom Anton drivende frem over Vejen: »Hun vild' ta'e min Pib' fra mig, Tøsen!«

»Ja, hvad er 'et saa, Du har taget fra mig i Forvejen?« sagde Gjertrud.

»Saa, lad nu dét være godt!« sagde Morten Hejlgaard.

Det var mærkeligt, tænkte Karl, at dog Gjertrud kunde se saa nydelig ud Hun havde et Par Øjne! – og saa det sværeste, gule Haar. – Men det var nok ligesom Gerd og Skade og de andre Jættekvinder.-–

»Aa – hvad var da dét?« sagde Morten Hejlgaard – maaske afledende – et Øjeblik efter og stod stille. – De havde allesammen hørt det, – det lød i den stille Aften som et stærkt, kort Raab, eller maaske som et Skrald i et stort Rum med Gjenlyd.

»Mon det ikke har været noget, der er faldet ned eller er styrtet om inde i Kirken,« sagde Præsten. Man gik netop forbi Kirkegaarden.

»For mig at tykke til,« sagde Morten Hejlgaard, »var det, ligesom det kom ude fra Fjorden.«

»Saa var 'et nok Færgekaa'len,« lød det midt inde fra Flokken, med en halvt forlegen, halvt kaad Drengestemme.

»Der er jo ingen Færgekarl her,« sagde Karl.

»Jov, ham, der færger over, naar Fjorden er frossen.«

»Saa kan han da ingen sætte over?«

»Jov, han sejler neden om og hjem med dem,« lød Stemmen derinde fra Flokken og brast i Latter.

»Er det et Sagn?« spurgte Præsten, der var bleven opmærksom.

»Aa, det er vel ham, de ogsaa kalder Strømmanden,« sagde Morten Hejlgaard »De siger jo, han raaber efter dem, der skal gaa igjennem til Vinteren.«

»Se, se,« sagde Præsten.

»Men det plejer ellers at være senere paa Aaret, man kan høre den Lyd Saadan hen ad Jul, naar Grundene er bleven tillagt, og det saa giver Lavvande.«

»Jo, det kan man nok forstaa,« sagde Præsten.

»Aa, men hvordan det, Fa'er?« sagde Kathrine ængsteligt og ligesom opvaagnende.

»Kan det gjøre Dig bange, hvad?«

»Aa ja, baade Fjorden og – oppe i det store Kjær. For det har jo ingen Ting med os Mennesker at gjøre, og heller ikke med Vorherre, synes jeg.«

»Ih se, ih se! – Men kan Du nu lade mig være i Ro, lille Kathrine, med Dine Spørgsmaal; jeg gaar og tænker saa smaat paa min Prædiken.«

Ikke ret længe efter delte Vejen sig. Vejen til Morten Hejlgaards, Holtinggaard og Præstegaarden gik tilhøjre. Og de, som hørte hjemme paa disse Gaarde, var da ene. Resten af Flokken fortsatte ligeud ned til Byen.

Saa sagde ogsaa Karen og hendes Fader og Niels Vibro's Niels Godnat. – Men straks efter, da man kun havde et Par Skridt til Alleen ind til Holtinggaard, kom der to Herrer spadserende imod Præsten og Børnene.

Karl syntes ingen Ende det vilde tage med Oplevelser i Dag. – Hvem mon det dog kunde være? – Jo, den ene var jo hans Fader! Men den anden – den lille, brede Mand, der talte saa ivrig med en helt fremmed Stemme?

»Nu troer jeg virkelig, selveste Peter Meyer kommer gaaende imod os,« sagde i det samme Onkel Jørgen saa højt, at ogsaa de to Herrer maatte kunne høre det.

»God Aften, Deres Velærværdighed!« lød det med den fremmede Stemme.

»Nej se, nej se, nej se!« sagde Præsten, »hvad skal man tro og tænke. Kommer selve Højskoleforstanderen dér. Det var ingen ringe Overraskelse !«

Man gav hinanden Haanden.

»Du har været oppe i Holting Skole – at læse?« sagde Hr. Meyer – i en forunderlig hemmelighedsfuld eller betydningsfuld Tone. Karl blev saa spændt; – man kunde jo vente sig det utroligste af den Stemme.

»Ja, vi fusker i Faget, saa godt vi kan,« sagde Præsten.

»Hvad læser Du ?«

»Sidste Vinter læste vi Saxo, nu i Aften har vi taget fat paa Synnøve Solbakken.«

»Vil det bide paa?«

Han sagde »bidde« med to saa voldsom bløde »d«er, saa de blev næsten hvislende, ligesom naar Onkel Jørgen lærte dem at sige »other« i Engelsk. Og saa: »paa«, – han sagde næsten »pa«, saa aabent var »aa«et

»Hvor han da taler sært,« hviskede Anna til Karl.

»Jeg synes, han taler kjønt,« sagde Karl. »Saa mærkeligt.«

»Aa,« svarede Onkel Jørgen lidt efter, »jeg har jo nu nappedes med dem i næsten 15 Aar. Saa lidt Bid faar man jo da tilsidst.«

»Ja-ja, ja-ja,« sagde Meyer. Det kunde rigtignok betyde, hvad det skulde være, saadan som dét blev sagt.

»Naa, har I saa moret jer noget, Børn?« – Karl vaagnede op ved sin Faders uhyre velkjendte Stemme.

Det varede lidt, inden nogen fandt paa at svare under disse usædvanlige Omstændigheder. »Ja, saa voldsomt,« sagde endelig Henriette.

»Da var'et s'gu da godt,« sagde Proprietæren. – »Hør, vil I æt gaa lidt med ind, all'samrnen? Hr. Meyer dér skal rejs' i Morgen igjen, – da før jeg faar Sko paa. Og Du vil vel godt tal' lidt med ham, Jørgen?«

»Naa, Du boer paa Holtinggaard, Peter Meyer; jeg troede næsten, I kom hjemme fra os,« sagde Præsten.

»Denne Gaang, ja. – Der var noget jeg vilde forhandle med – Proprietariussen om.«

»Ja, De fik jo for lidt ud a'et,« sagde denne i en lidt undskyldende Tone.

»Jeg fik talt en Del med Dem. Det var jeg glad ved.«

Hvad mon dog det kunde være? tænkte Karl. Nu blev ogsaa hans Fader mærkelig for ham. – Men hvor den fremmede dog sagde »glad« forunderligt. Saa bredt og rullende og blødt, ligesom det kunde være: »glllaadd.«

Hele Selskabet kom nu ind under de store Linde i Borggaarden. Der var ganske dunkelt, skjønt Blæsten havde taget næsten alle Bladene allerede.

Jomfru Hyphoff kom straks ud i Forstuen med Lys. Hun maatte have staaet og ventet paa Proprietæren og den Fremmede.

»Ja, Gjæstekammeret er gjort i Stand,« sagde hun højt, saa man kunde mærke, hun var tunghør. – »Ih, men Gud fri os – jeg mener: sikken Masse Mennesker!«

»Ja, Jomfru Hyphoff,« raabte Proprietæren til hende, »ingen Aftensmad! – nej – men sæt nogen Æbler og Pærer ned i Vinterstuen.«

»Evier og Perer?«

»Ja.«

»Nu skal jeg tænd' Lampen i Vinterstuen.« – Hun gik og tog Lyset med sig.

»Nej, lad os beholde dét!« sagde Proprietæren.

»Oh, sikkene noget!« sagde hun undskyldende, satte Lyset fra sig og

gik

»Ja, det er somm'tider lidt træls at vær' Enkemand,« sagde Proprietæren, da hun var borte.

»Det er tralls, ja – det maa være tralls,« sagde Meyer, saadan at Ordene ligesom blev rummeligere.

Hvor den Fremmede dog ogsaa havde en underlig Pande. Nu, da der var Lys, kunde alle Børnene rigtig se ham, og de benyttede sig af Lejligheden. – Hans Pandehud var saa bevægelig. Han kunde krølle Øjenbrynene ligesom to liggende Spørgsmaalstegn, og saa blev Panden helt fuld af smaa Gruber eller Huller, der vist kunde betyde saa meget. Men han kunde ogsaa skyde det ene Øjenbryn skraat til Vejrs og det andet skraat nedad, saa de begge laa i en skraa Linie over Øjnene; det saae saa kjækt ud; det lignede en Soldaterkaskjet med lige Skygge, der sidder paa Snur. – Saa var han nu ogsaa lidt hjulbenet, og skrævede noget, naar han gik, – som nu, da han passerede Tærskelen fra Forstuen ind i Vinterstuen. Børnene fulgte tæt i Hælene paa ham, tog straks Plads rundt omkring ved Væggen og iagttog ham opmærksomt fra deres Stole.

»Hørte I dette underlige Raab – eller ligesom et Skrrrald ude over Fjorden for en Timinuter siden?«

Han tog undertiden sine »r«er saa dybt, at det gav et Slags Kvæk nede i Halsen.

»Det var vist inde i Kirken; – vi hørte det, da vi gik forbi,« sagde Præsten.

»Næ, det var d'ække. Saa kunde vi sikkert ække have hørt det.«

»Nej, det var saamænd nok noget ovre paa Søndersiden af Fjorden,« sagde Proprietæren.

»Næ, det troer jeg ække,« sagde Meyer og saae vist paa denne og Præsten.

Nu kunde Børnene næsten ikke holde det ud Det var underligt i sig selv med det Raab, og nu, da den Fremmede nævnte det, blev det endnu mere sært og ængstende. Og saa sagde han »ække«.

»Proprietær Wintrup fortalte mig om »Strøm-Manden«. Hvordan vil Du forklaare saadan noget, Jørgen Nordbye?« »Om Vinteren vil jeg forklare Lyden som Bulder af Isen, naar den slaar Revner.«

»Men Sagnet, Du? – Frøgten i Manneskesindet? – Det er jo ække Bulder i Isen.«

Han sagde: »Manneskesindet«. Karl syntes, at Onkel Jørgen blev saa underlig tør og lille overfor den Mand.

»Frygten kommer vel af Vantro.«

»Af Vantro? – Den Fremmedes Øjenbryn stod paaskraa.

»Jeg mener, kjære Peter Meyer, at hvis vi fuldkommen stolede paa Guds Faderlighed i alle Dele og Stykker, saa vi lagde ikke blot os selv, men al vor Velfærd i hans Haand, saa havde vi ingen Grund til at frygte for Skjæbnen eller for Naturens Gang, hellerikke for Fjordens Graadighed efter Menneskeliv – altsaa hellerikke for »Strømmanden« eller »Færgekarlen.««

»Det var en underlig Taanke! – Har vi Kræstne noget med Skjæbnen at gjøre – som saadan?«

(Han sagde »Skabnen«).

»Hvad mener Du? »som saadan?«« spurgte Præsten.

»Ja-ja. Har vi Kræstne som saadanne noget at gjøre med Skabnen som saadan?«

»Vort Hjerte har vel ikke, hvis vi ellers har givet det til Gud.Men alt, hvad vi ikke selv virkelig har lagt i Guds Haand, det er sikkert i Skjæbnens Vold.«

»Den er vist ække go', den Taanke. Den er vist ække go'. Jeg troer, Du skulde tage Dig iagt faadden.«

»I vores Alder er vi vist nødte til at beholde de Tanker, vi engang har faaet,« sagde Præsten.

Jomfru Hyphoff kom ind og satte Frugt paa Bordet.

»Ah ja,« sagde Meyer. »Skal vi prøve et Æble? – Har De et, De vil anbefale, Proprietær Wintrup ?«

»Naar De tager den Gravenstener der, saa troer jeg æt, De tager fejl.«

Anna blev pludselig rød, og sagde saa: »Nej, Fader, Pigeonerne er de bedste.«

»Er de det, er de det?« sagde Meyer. »Naa – og hvad er saa Du?«

»Jeg hedder Anna Wintrup.«

»Det er liden Anna. – Ja, man maa ha'e Rede paadde engang. – Og ham dér – det er vel Karolus – – Magnus, hvad? – – Er dét saa Din, Nordbye? – den lille alvaarlige Frøken dér?«

»Det er Kathrine, ja,« sagde hendes Fader og strøg hende venlig over Haaret.

»Men De troer da ikke paa Strømmanden ?« busede det ud af Kathrine.

»Jah,« sagde Meyer, og hans Pande blev fuld af Gruber, hvor man ret kunde tænke sig at Viddet legte Skjul, »dæ veed j'ække rigtig hvad jeg skal sige tæ; – men jeg troer ække, han har Magt over krastne Mannesker, – dæ troer j'ække.«

»Aa jo, desværre, altfor meget,« sagde Præsten. »Men nu vil vi sige Godnat, troer jeg. Mo'er venter os. – Og sees vi saa ikke i Morgen tidlig, saa træffes vi i hvert Fald den 3die November.«