III

Det var i Middagsstunden, et Par Dage efter Meyers Besøg. Karl var ude ved Fjorden for i Ensomhed at sunde sig paa en stor Nyhed, som han havde faaet at vide i Præstegaarden om Formiddagen. Der havde længe været Tale om, at Fru Nordbye, Karls Faster, skulde en Tur til Kjøbenhavn i Anledning af hendes Søskendebarns Sølvbryllup den 19. Oktober. Og som en fjærn Mulighed havde det ogsaa været nævnt, at nogle af Børnene skulde med Men dette sidste havde været saa ubestemt, saaat det kun enkelte Øjeblikke havde paavirket Karls Bevidsthed og blandet sig med hans Efteraarsfornemmelser i de sidste Uger. – Og nu staar det pludselig som en sikker Virkelighed, gribende Sindet saa stærkt, at det næsten gjør ondt, – for det skal ske allerede i Overmorgen. Han og Anna og Kathrine skal afsted med Faster Marie. For nu er det blevet lavet saadan, at Børnene kan bo hos nogle andre Slægtninge i Kjøbenhavn, da der ikke er Plads i Bryllupshuset.

Karl var saa betagen, at han havde en lille bitte Smule ondt i Maven. Han løb og gjennemfornam med Sind og Sanser det Nye, det Forestaaende, ved at betragte alt det Gamle herude paa Holmene, – for det saae i Dag helt anderledes ud end ellers. – Han havde aldrig været længere hjemmefra end i nærmeste Kjøbstad. Men han havde saa tit og saa længe tilbage, han kunde huske, set ud mod Øst paa den Horizont-Stribe, Fjorden dér dannede, set Skibenes Sejl forsvinde der bagved, set Skyer og Dampskibsrøg dukke op derover, og havde da altid tænkt paa det vide Fjærne, og i dette Fjærne laa altid Kjøbenhavn.

Han gik langs en Grøft, hvor der stod Saltvand ind. Naar han traadte paa den grønne Grøfterand, kom Hundestejlerne frem under Græsbrinken. Deres Bevægelse lignede Fluers, der forstyrres paa en solbeskinnet Væg, flyver ud i en hastig Bue og straks sætter sig et andet Sted paa Væggen. Hundestejlens Bevægelse var blot endnu hurtigere, den var som et Glimt. – Dér kom en Krabbe frem af sit Skjul og løb sidelæns over Grøftens jernbrune Bund. – Det var, som han skulde briste af Rejse-Forventning og Længsel efter det Nye ved at se disse gammelkjendte Ting, som han kunde udenad.

Det var nu ogsaa saadan et underlig ængstende, spændende Vejr i Dag. Ligefrem Sommervarme saa sent paa Aaret, lummert, det blæste Varme ned. Og det blæste ikke saa lidt. – Han havde allerede udseet sig et Sted, hvor han vilde ende sin Spadseretur, inden han skulde i Skole Kl. 2 – hvor han vilde ligge og hvile og spekulere og se op i Luften. Det var ude paa den yderste af de Holme, som man i Dag kunde naa uden at vade. Der stod en lang Høstak af Søgræs. Den stod lige ud til Vandet, saa naar man lagde sig paa Søndersiden af den, saa havde man Solen paa sig, og ingen Mennesker kunde se Een, og man selv saae ikke andet end Bankerne hinsides Fjorden og saa Vand og Himmel.

Det var Lars Nielsens Høstak. Det var dog egentlig noget forfærdeligt Svineri, at de ikke havde faaet den Høstak taget ind endnu.

Han stod og saae ud over Fjorden. Det var diset i Synskredsen. Det var Fralandsvind, saa naar Bølgerne gik ind mod Land, røg det af Kammene. Det skvulpede og klukkede, naar de naaede ind under Holmbrinken. – Hvor den egentlig saae ond og falsk ud, Fjorden, skjønt Vandet skinnede og glitrede i Solen. Det havde vist været meget hyggeligere oppe i en Roemark i Dag. – Han gav sig til at løbe langs Holmens yderste Rand henimod Lars Nielsens Høstak.

Hvad, der sad nogen ved Høstakken! – Der var vist to. – Nu var der noget hvidt, der flagrede i Vinden. Det var maaske to Drenge, der vilde ud at bade. – Han bøjede Hovedet og løb, saa stærkt han kunde, derhen ad Det var ellers sent paa Aaret at gaa i Vandet. Han havde ikke maattet bade efter den første Oktober. – Han saae op; da havde den ene rejst sig – en Pige – hun stod og bandt et grønt Skjørt orn sig. I det samme sprang den anden op. Det var Morten Hejlgaards Anton. Han stak Hænderne i Lommerne og vraltede med lange, hurtige Skridt ind over Holmen, hjemad.

Karl løb, uden at tænke ved det, et lille Stykke endnu. Saa standsede han pludselig. Hun havde vist ikke andet end sin Særk og saa det grønne Skjørt paa. Det var jo Lars Nielsens Gjertrud! – Han blev blussende rød, fik Hjertebanken og vilde vistnok til at løbe ind over Holmen.

Da kaldte hun paa ham: »Karl! Karl!«

Han stod stille, saa besynderlig raadvild

»Karl, kom herhen, A vil snakk' med Dig!« Hun satte sig ned igjen bag Stakken.

Hvorfor løb han dog derhen? Det kunde han aldrig senere begribe.

»Sikken Knejt, Du er! Hvad løber Du herude paa Holmen efter?« sagde hun, da han stod bag Stakken, ganske forvirret – og uden at turde se paa hende, for hun havde vist sletikke bundet sin Særk i Halsen.

»Sæt Dig ned, saa skal A knytt' Dit Halsklæde,« sagde hun og lo.

Han lagde sig paa Knæ – det var for ham, som om noget tyngede ham ned med Magt – og hun tog fat i hans lille Silketørklæde. Men i næste Øjeblik slap hun det, slog Armene om ham og knugede hans Ansigt ind mod sit nøgne Bryst.

Han strittede imod, det bedste han kunde, og fik ogsaa i et Nu revet sig løs. Men det svimlede for ham og han rystede over hele Kroppen. Han vaklede af Sted – bort – og han hørte hende raabe efter sig: »Naa, Du er saaen Een, bitte Karl! Forvaer Du Dig, A skal it sej' dét til min Husbond!«

Saa var al hans Forvirring forbi. En ublandet Rædsel greb ham, og han foer som en Besat ind over Yderholmen, sprang over en Vandrende, som han aldrig før i sit Liv havde kunnet tage, og løb op i Holtinggaards Have. Der smed han sig ned i det høje Græs mellem Elmene i det sydlige Læbælte.

Han kiggede bange ud gjennem Tjørnehækken. Han kunde godt se ned til Høstakken ude paa Holmen. Nu kom Gjertrud frem fra den. Hun havde blaa Kjole og ternet Forklæde paa og Klæde over Hovedet. Hun gik hen til en Trillebør, som stod paa Indersiden af Holmen, og som Karl først nu lagde Mærke til. Den fyldte hun med Gulvsand, som hun gravede op af Strandkanten. Og saa kjørte hun hjemefter over Dæmningen der vester henne.

»Men hvad skulde hun fortælle orn ham ? Han havde jo da ingen Ting gjort,« – kom han med eet til at tænke, og det gjorde ham saa let om Hjertet, saa han rejste sig op og hurtig saae sig om, med den Følelse, at naar blot ingen havde set noget mistænkeligt, saa var jo Gud ske Lov alting dermed til Ende. – Han saae paa sit Uhr. Det manglede et Kvarter i to. Han gik hen og gav sig til at søge efter Nødder ved Hasselhækken.

Men det skulde han ikke have gjort! Det kom over ham: en pludselig, jammerfuld Fornemmelse af, at der maatte alligevel være hændt ham noget ganske forfærdeligt – siden forleden Dag, da han gik her paa det samme Sted og søgte efter Nødder. Han havde aldrig før prøvet denne Angst for, at Livet med eet Slag skal være bleven ødelagt for En i Tid og Evighed Han ligefrem snappede efter Vejret under den druknende Fornemmelse af at synke under Laag, bort fra al Lykke og alt Lys.

Han saae som i et Glimt Rejsen til Kjøbenhavn. Saa gik ogsaa dén under i Jammer. Al hans Fremtidsudsigt flimrede for ham som efter et voldsomt Slag i Ansigtet – og forsvandt.

»Jamen hvad havde han da gjort? Hvad havde han da gjort?«

Der kom nogen! – –

Anna kom løbende ad Gangen, der gaar igjennem Hasselhækken. Og saa fortsatte hun langs med Aspargesbedene. Hvor hun havde travlt. Hun havde sine sorte Stue-Sko og en Strikkepose og nogle Bøger i Hænderne. Og dér snublede hun ved Mistbænken, og tabte Skoene og lo og samlede dem op – – og saae Karl staa henne ved Hasselhækken.

»Skynd Dig, Karl, den er lige straks to,« raabte hun.

»Ja,« sagde han og løb efter hende med en Følelse af at flygte fra sine egne Tanker, eller som om han var et lille Barn, der løb efter Een af dem hjemmefra af Frygt for de Fremmede.

»Baade Kathrine og jeg skal have en ny Kjole,« sagde Anna og smuttede ind i Aabningen til Stien gjennem Hegnet. Karl fulgte efter. Kl. 5 i Eftermiddag kjører Faster Marie og hun og jeg til Byen og kjøber Tøj, og i Morgen skal vi prøve, og saa bliver det sendt efter os til Kjøbenhavn.

De kom ind i Lysningen i Hegnet, hvor det var blikstille, og Solen skinnede paa det brogede Løv.

»Synes Du ikke, det er dejligt, at vi skal af Sted!« sagde Anna; hun svingede sin Strikkepose rundt og gav ham, i sin Glæde, et let Slag med den i Ansigtet.

Atter – som i et Glimt – følte han, hvor glad han nu kunde have været. Men Øjeblikket efter mindedes han, med en kvælende Fornemmelse, dette bløde, glidende Tryk mod sit Ansigt ude paa Holmen, – han saae det hele for sig, – og Angsten var der straks: hele dit Liv er forspildt! – baade Rejsen i Overmorgen, og Turen til Lundborg og Julen – alt! –

Men Anna lagde ikke Mærke til hans fortvivlede Ansigt. Hun snurrede sig rundt og løb videre, ind mellem de store Graner, over Diget, og snart var de mellem de andre Børn paa Plænen.

Karl vilde prøve paa at styrke sig til Mødet med dette glade Selskab ved rigtig at slaa den Tanke fast for sig selv: at han var jo da alligevel helt uskyldig! – I Stedet for kom han pludselig til at tænke paa, at da hun sagde til ham, at hun vilde binde hans Halsklæde, da førte han uvilkaarlig Haanden op til det og følte, at det var bundet. Men hvorfor havde han saa da knælet ned ved Siden af hende i det samme ? – – Aa, havde der dog været nogen, han kunde sige det hele til, og som kunde trøste og frikjende ham! – Han løb bort fra Plænen, forat de andre ikke skulde snakke til ham og mærke noget – for han vidste ikke, om han havde Magt over sin Sindsbevægelse. Og naar de først var inde i Skolen, saa talte de vel ikke til ham. – –

Onkel Jørgen fortalte i Dag om Sønderjydernes Besøg i Kjøbenhavn i 1866 og om Grundtvig og Højskolerne, – og Karl syntes aldrig før han ret havde vidst, hvilken uhyre Rigdom hans Liv dog havde rummet – før nu, da han vist skulde miste det altsammen. Hele den store, dejlige Kamp mellem Folkeaanden og Jætterne, den skulde han aldrig komme med i, – for han var jo styrtet ned i Jætteverdnen og laa lænket dér – ja, det var jo netop Gerd, der havde haft fat i ham!

Nu fortalte Onkel Jørgen saa dejligt om Kampen, som Grundtvig og Tscherning havde haft med de Jætter, som vilde ødelægge Grundloven. – – – Og ret ligesom man ved Kvælning tvinger en Hest, der er gaaet i Bløde, til en sidste Kraftanstrængelse for at komme op, – saaledes gjorde i dette Øjeblik Karls Lykke-Trang et Spring op af det kvælende Hængedynd, hvori han var sunken, – han hviskede ligefrem ved sig selv: nej, jeg vil ikke være ulykkelig, jeg vil ingen Jætte være! – Det hjalp ham meget, at han aldrig endnu havde lært noget om, at Lykken hovedsagelig afhænger af vort eget Sind. Han syntes tværtimod, det var saa meningsløst urimeligt, at han ikke skulde være glad, naar Livet var saa overvældende rigt. – Og: midt under Valget til Ja-eller-Nej-Rigsdagen dalede virkelig Glæden ned over ham paany; han ønskede blot, at han straks havde kunnet komme ud at

kjæmpe mod I.A. Hansen, Geert Winther, Grev Frijs og de andre slemme Mennesker, – eller i hvert Fald: brydes med Niels Vibro's Niels, der da maatte finde sig i at være en Jætte. –

Det ellers saa bøjelige Barnesind kan eje en mærkelig Fasthed i en saadan Beslutning om at være glad. Bortset fra enkelte smaa Tilbagefald af Ængstelse, levede Karl det næste Par Uger fuldstændig optagen af Rejsen og af alle Livets gyldne Forjættelser.

Saasnart Dampskibet var kommet vel i Gang og sejlede bort fra Holting Brohoved, – begyndte alle de gamle Huse og Høje og Steder at flytte sig og bytte Plads. – Det saae ud, som om Nørrebakkerne laa tilhøjre for Færgehusene, og som om Kirken var gaaet sønden for Møllen, det skjød sig afsted sidelæns altsammen, ind imellem hverandet, – og lidt efter begyndte det hele at synke, – aa, det blev saa fjærnt og lavt, det var for Karl, som hans egen Fortid randt bort, – og han saae sig uvilkaarligt om paa Dækket efter de Andre. – Lidt til Siden for ham, paa en Bunke Tov, sad godt nok Faster Marie og Kathrine. Faster Marie saae saa vemodig og saa lykkelig ud, og hverken hun eller Kathrine havde noget at bestille. De sad helt løse og ledige. – Anna stod med Armene over en Bom og saae efter Maagerne. Da syntes Karl, det var rigtignok noget underligt, at Henriette ikke var med

»Hvorfor kom Henner ikke med, Faster?«

»Jamen, lille Karl, saa skulde jo hele Verden have været med«

»Du gjør da ingen Forskjel paa hende og Kathrine.«

»Tante Line veed jo slet ikke om hende at sige.«

Karl havde en af disse afsvalende Fornemmelser, man kan faa som Barn, af, at Verden er meget ældre end En selv, – specielt, at Faster Marie havde levet længere end han, og sammen med Mennesker, der stod helt udenfor hans bevidste Livs Horizont.

Lidt efter bestilte Faster Marie en Flaske Seltersvand hos Kahytsjomfruen, og fik ganske rigtig denne brusende Drik, som Børnene aldrig før havde set, – og drak uden videre et Glas deraf Det var, som om der dukkede helt nye Lande op af Faster Maries Væsen, – ligesom der nu forude over Horizontlinien kom Øer og Skove og Bakker frem, som var ganske nye og ukjendte. – Men hvor Faster Marie blev nydelig med dette lykkelige og ligesom fjærne Smil, hun hele Tiden havde om Munden. – Og de to andre følte, at Kathrine var hendes eget Barn – det havde de ellers ikke saadan tænkt paa. – Karl syntes for Resten et Øjeblik, at Anna ligesom var kjedelig, eller ikke interessant. – Det gik dog over, da de kom ned at spise til Middag i Kahytten. Ogsaa her viste Faster Marie, at hun havde levet længere og kjendte mange flere Ting end de andre. Saadan som hun kunde tale til den Herre i Spidskjole, der kom med Maden! Og det, at hun slet ikke tænkte derpaa, gjorde hende naturligvis endnu mere overlegen i Karls Øjne.

Ude paa Kattegat, om Aftenen, var der saa dryssende fuldt af Stjerner over den kulsorte Havflade, saa man ret følte Vorherres store Naade, at han havde gjort alting saa skjønt for os Mennesker.

Karl var saa optagen, da de om Morgenen sejlede ind til Kjøbenhavn, af at faa sikker Oplysning om, hvor Kongedybet var – hvilket faldt meget vanskeligt – saa han ikke sansede stort andet, før de laa ved Kvæsthusbroen.

Selve Sølvbryllupet var Børnene ganske ligegyldigt. Men hellerikke Kjøbenhavns Seværdigheder gjorde noget videre Indtryk paa dem. Det hele laa deres daglige Liv for fjærnt. En Undtagelse var dog de historiske Billeder paa Maleri-Samlingen, særlig Krigsbillederne fra Treaars-Krigen. Ethnografisk Musæum gik de til med meget store Forventninger. Det var nemlig blevet dem udtrykkelig, sagt, at her var alle Verdens Mærkeligheder samlede. Følgen var dog kun, at Verden et Øjeblik ligesom syntes dem mindre, efterat de havde gaaet det hele igjennem.

Der var kun een Ting fra Rejseopholdet i Kjøbenhavn, som Børnene, særlig Karl, aldrig glæmte.

En Dag sagde Faster Marie til dem, at hun vilde ud at besøge Biskop Grundtvigs, og de kunde godt komme med. Hun havde ikke villet tale til dem derom før, for hun havde ikke vidst, om det kunde lade sig gjøre.

De kjørte i Droske, hun og de tre Børn, og saa snart de var komne godt norden for Kjøbenhavn, og de saae Sundet, mørkeblaat, skummende, saa ungt i sin friske Heftighed, og saa ældgammelt, fortællende Landets Historie med Farver saa klare som dem i et Orlogsflag, – da blev for Karl det hele til Danmark: Fædreneland ved den bølgende Strand! – Og han følte, at ingen havde vist nogen Sinde elsket dette Land med saa vældig og saa rig en Kjærlighed som den Mand, de virkelig nu skulde se, – og at ingen kunde elske det med en inderligere, en mere ydmyg Kjærlighed end han, Drengen selv.

»Naar jeg ser Øresund,« sagde i det samme Faster Marie, »saa har jeg altid tænkt paa de Ord af Grundtvig:

Karl syntes, det var mærkeligt, at Faster Marie netop ogsaa tænkte paa saadant noget; men han sagde blot: »Har Du været her tit, Faster?«

»Aa ja,« svarede hun.

Det var nok ogsaa før hans Tid.

»Nej, jeg tænkte paa Nornegjæst,« sagde Anna: »»der gynged en Vugge i Øresund.««

Kathrine sagde ingen Ting; men Karl fik paany en Fornemmelse af, at hun vist var meget fortrolig med sin Moder. Det var flere Gange paa Kjøreturen, at hun saadan tog sin Moder i Haanden, mens de sad sammen. Det havde Karl i Grunden aldrig vidst af før, men det var vel saa, fordi Kathrine og Faster Marie gik saa meget sammen i Huset hjemme.

Han sad for Resten og blev efter Haanden mindre glad ved den Tur ud til Grundtvig. Baade var han noget bange, og saa kunde han hellerikke forlige sig med alle disse almindelige Huse og Haver og Skjærvedynger og Vogne med Mennesker, som de kom forbi, og som jo sletingen Ting havde at gjøre med – – hans egne Forestillinger, med Grundtvig. Og samtidig maatte han dog indrømme, at her boede Grundtvig jo virkelig, ligesom et andet Menneske; saa maatte der jo ogsaa være alle den Slags almindelige Ting i hans Nærhed.

Paa een Gang rejste Faster Marie sig halvt op i Vognen og sagde til Kudsken: »Det var til Store Tuborg; vil De holde her. – De skal ikke kjøre ind. Men vil De saa være her igjen om en Time præcis.«

De stod af Vognen, og kom ind ad en Laage ud mod Vejen. Karl syntes jo nok, det var et kjønt Hus og en stor, smuk Have; men det var alligevel saa trykkende, og det var ikke, som han havde tænkt sig det. – De gik ind ad Nordenden paa Huset, og der kom en meget venlig Dame ud og tog imod dem. Karl blev ikke klog paa, om det var Bispinden. – Hun lukkede dem ind i et andet Værelse med en Mængde Bøger i høje Reoler, og sagde noget om, at hun kom snart igjen.

Aa, Herre Gud – men dér sad han da vist! – Der sad en gammel Mand i Stuen, i en Lænestol, og vendte Ryggen til Døren; men man kunde se noget af hans hvide Haar, og hans højre Skulder og Arm. Det var vist sort Fløjl, han var klædt i. – Karl kom til at ryste. Han havde nok alligevel ikke tænkt sig ham saa gammel. Han rørte sig sletikke, skjønt han dog vist maatte kunne mærke, at der var kommen nogen i Stuen. – Men hér passede ellers det hele meget bedre med Karls Forventninger. Det var ham saa helt usædvanligt og fremmed.

Faster Marie gik frem foran Stolen sammen med Kathrine. Hun stod et Øjeblik foran Biskoppen, saa saae han op og sagde: »Det er Fru Marie Nordbye, ja.«

Hun satte sig i en stor, højrygget Stol, der stod lige ved – uden at Karl hørte, at Biskoppen bad hende sætte sig, og han syntes hellerikke, han sagde enten Goddag eller Velkommen.

Men det var nu altsammen godt nok, for det var saa underligt, det hele var saa underligt hérinde.

Kathrine stod ved Siden af sin Moders Stol og lænede sig op til hende. Karl selv og Anna stod paa Gulvet saa langt henne mod Døren, saa han vidste sletikke, om Grundtvig havde set dem.

»Hvordan har Biskoppen det?« sagde Faster Marie.

»Aa – hvordan kan det staa til i min Alder,« svarede han. – »Og Deres Mand?«

»Jo Tak, han har det godt. Jeg skulde jo bringe hans Hilsen og sige Dem Tak endnu en Gang – »for alt, alt, alt!« sagde han.«

»Hm.«

»Og fra min Broder, Proprietær Wintrup paa Holtinggaard, skulde jeg hilse.«

»Han lever endnu.«

»Ja. – Det er hans to Børn dér staar.«

»Han er en god Mand, men han er lad, han er lad.«

»Er han ?« Faster Marie smilede.

Biskoppen hævede atter Blikket og sagde: »Er dét den lille Pige, som De og Deres Mand skrev saa meget om til mig, da hun var en 4-5 Aar?« »Det er Kathrine. – Kan Biskoppen virkelig huske saa godt endnu?«

»Somme Ting kan jeg godt huske.«

Karl syntes ikke, at Biskoppen gjorde noget Tegn; men Kathrine gik hen til hans Stol, bøjede sig over mod ham og kyssede ham paa Kinden, og gik saa tilbage til sin Plads hos Faster Marie.

Kort efter kom der en lille Pige ind ad Døren, og tillige med hende den Dame, som havde taget imod dem for lidt siden.

»Vil Børnene ikke ud at lege?« sagde hun.

Og ligesaa selvfølgeligt som forunderligt var det for Karl, at han og Anna straks gik ud med den lille Pige, mens Kathrine blev inde hos de Voksne.

Han følte sig saa besynderlig tilmode – og tillige saa ydmyget. Fa'er var en god Mand, men han var lad, det havde Grundtvig selv sagt. Og saa kjendte Karl ikke engang det Ord lad.

Det blev sletikke bedre af at komme ud at lege. Den lille fremmede Pige havde gravet et Hul i Sandet nede ved Stranden. Det vilde hun vise dem, for naar de havde faaet gjort det lidt større, saa skulde der graves en Kanal ind deri fra Havet, saa kunde det blive en Indsø.

Karl maatte indrømme, at Legen i sig selv var god. Han undredes endogsaa i sit stille Sind over, at han aldrig havde leget den hjemme ved Fjorden. Men den fremmede Pige tog dem sletikke med i Legen, syntes han; hun gravede selv, og hun snakkede med sig selv. Og han brød sig hellerikke det mindste om det hele! – Tilsidst gik han ene et Stykke langs med Strandbredden. Men det var ogsaa kjedeligt. Nu var Stemningen gaaet af Sundet, det var ikke andet end Vand. – Pludselig følte han i sin Tristhed, at Mindet om det derude paa Holmen vilde til at gribe fat i ham. Og straks kom der Angst over ham. – Da blev der kaldt paa ham og de andre oppe fra Vejen.

Vognen holdt der allerede ved Indkjørslen, og Faster Marie og Kathrine kom ud af Leddet, fulgt af den fremmede Dame og fuldt rejseklædte. Faster Marie bar et Overstykke over Armen, som var Annas, og som hun kom i. Og saa kjørte de. Karl spurgte Faster Marie, hvorfor han og Anna ikke skulde sige Farvel til Grundtvig.

»Aa, han var saa træt, lille Karl,« svarede hun.

Karl havde i flere Timer en Følelse, som om han og Anna var af en ringere Race end Faster Marie og Kathrine. Han var dog vant til at regne sig selv og de andre fra Holtinggaard for at staa over dem i Præstegaarden. – Og der var noget i denne Underlegenhedsfølelse, som holdt sig meget længere hos ham. –

De Slægtninge, som Børnene logerede hos, boede paa Gammeltorv. Kudsken kjørte dem ad Nørregade ned forbi Frue Plads. Idet de passerede Pladsen, saae Karl ned ad dette brede Stræde imellem de to store Bygninger. Da opdagede han, ved Bygningen til Venstre, en myldrende Masse Mennesker, der stod tæt sammenpakkede op ad en Forhøjning, – det var formodentlig en Trappe, men den var ganske skjult, – de øverste af dem stod trykkede ind imod Muren, det hele lignede en vældig Myretue, der af Muren var delt tværsigjennem.

»Men hvad er da det?« spurgte Karl.

»Det er Undervissitetet,« svarede Kudsken.

»Jamen alle de Mennesker?«

»Ja – det er altsaa nogen, som vil derind.«

Karl var endnu stærkt optagen af dette Syn, da han kom hjem i Børnenes Logis, og spurgte sin »Onkel« – Manden i Huset – hvad det dog kunde have været for noget.

Manden var lidt tavs af sig. Men hans Kone svarede: »Gud, det har nok været denne Georg Brandes, ham løber de jo saadanne og hører i denne Tid.«

»Hvem er det?« spurgte Karl.

»Det er En, som fortæller dem, at de er Avekatte allesammen,« sagde nu Manden, »men det er jo noget, som Kjøbenhavnerne ka' li' og høre noget om.«

Karl saae yderst forbavset paa ham.

»Ja,« sagde Manden, »der er nogen, der holder paa, at han er meget større end Grundtvig.«

Næste Morgen gik Rejsen atter hjem. Det var grimt Vejr, og de var søsyge allesammen.

Stemninger udgjør næsten hele Barndommen. Og der er intet, Børn forstaar sig saa lidt paa som Stemninger. Netop paa Grund af denne deres Ukyndighed faar Stemningen saa stor en Magt i deres Liv. De troer, at Tingene selv er og vil vedblive at være saadan, som Stemningen i et givet Øjeblik viser dem.

Karl gik længe og kunde sletikke fordøje Indtrykkene fra den Kjøbenhavnsrejse. Snart saae han Forholdene derhjemme i Belysning af det Nye, han havde oplevet; i næste Øjeblik saae han paa det hele som før Rejsen. Og lige tilforladelige syntes ham skiftevis begge Synsmaader.

Noget af det første, han gjorde efter Hjemkomsten, var at spørge sin Fader om, hvad det vilde sige at være lad.

»Ja, det er vel det samm' som at vær' doven,« sagde hans Fader, »saaen træg i'et. Er der nogen, der har kaldt Dig lad?«

»Nej,« sagde Karl.

»Det kan s'gu godt vær', Du er'et, min Dreng. Jeg veed helleræt, hvordan det er, I gaar og nusler mcd'et derovr' i Præstegaarden. Jeg synes, ingen Ting rigtig I faar lært.«

»Jo-h,« sagde Karl noget tvivlraadig.

»Ja, regn' kan I da æt, saa veed jeg æt, hvordan 'et gaar med det and't.«

Det var nu ikke Proprietærens Mening at indlade sig dybere paa den Ting. Han yndede virkelig i høj Grad, at lade Tingene gaa deres Gang.

Men hvor det dog var trykkende for Karl, at han saadan var kommen til at se ned paa sin Fader; og han ventede ikke, det vilde blive anderledes.

At ogsaa han selv – og Anna – var bleven degraderede, holdt han saa vidt muligt nede i sin Bevidsthed; det var ham for pinligt at tænke paa. – Det var da godt, at Henriette ikke var bleven ophøjet over ham; hun havde jo ikke engang været værdig til at komme med paa Rejsen. – –

Og saa kom – efter at han næsten helt havde glæmt, at den forestod – den 3die November med smukt Vejr og Turen til Lundborg. I sidste Øjeblik viste det sig, at en Begravelse ikke kunde opsættes, og Pastor Nordbye maatte blive hjemme. Saa var Turen nær helt bleven opgivet, men Præsten bad tilsidst ligefrem sin Svoger om, at han vilde tage derhen; det vilde gjøre Præsten saa ondt, om ikke Holting var godt repræsenteret ved den Lejlighed. Proprietær Wintrup lod da – efter nogen Protesteren – sin viden om bekjendte Wienervogn forspænde og tog af Sted: med sine to Børn og Henriette, Kathrine og Karen Hejlgaard hos sig i den nedslaaede Kalesche; Jens Kudsk – i graat Livree – og Niels Vibro's Niels paa Bukken.

Karl havde altid syntes, at hans Fader saae saa godt ud, naar han saadan kom i Overtøj, og der var Rejsemildhed over ham. Der var da noget eget nemt ved ham, og dog kunde man godt mærke, at han ejede en Gaard paa fyrretyve Tønder Hartkorn. – Hans Ansigtshud var saa fin og dog vejrbidt, saa septemberagtig klar og tør. Der var saa mange fine Rynker deri, især skjød der sig et Straalebundt af Rynker ud fra hver Øjenkrog hen over Tindingen. Det lyse Fuldskjæg var tyndt, men naturlig kruset; især krusede Knebelsbarten. – Men i Dag gabte han da saa uafladelig paa Henturen, og skjønt han, efter Karls Mening, ogsaa gabte pænt, saa var det dog umuligt at lade være med at tænke paa Grundtvigs Ord om ham.

Mon Anna og Kathrine havde talt sammen om dét? Og mon Kathrine havde sagt det til Henriette ?

Henriette var øjensynlig mest optagen af denne Tur. De andre tre syntes ligesom lidt rejsemætte efter den store Fart. Men Henriette og Karen Hejlgaard sad og spurgte ud og spurgte ud – som saa mange Gange i de sidste fjorten Dage – om Kjøbenhavn, uagtet de andre for længe siden havde fortalt den Smule, de kunde huske. Der blev ogsaa talt om Opholdet i Grundtvigs Hus, men hans Ord om Proprietæren blev da ikke nævnt.

Snart var man i Lundborg. Der var kun fem Fjerdingvej dertil fra Holting, og Proprietær Wintrups store Rødskimler var berømte.

Højskoleforstander Meyer kom ud til Vognen og tog imod sin notable Gjæst, og saa snart Børnene saae ham, tænkte de ikke paa andet, for han var dog det mærkeligste af alle Mennesker.

»G'daa!« sagde han og rakte Haanden ind i Vognen; han sagde det saa kort og hemmelighedsfuldt, som om de alle var Medlemmer af en Sammensværgelse, og »d«et i dette Ord var saa haardt og knaldende, saa Karl maatte tænke paa, naar Onkel Jørgen vilde vise dem, hvor det haarde »d« laa i Munden, og han til den Ende smældede Tungespidsen saa brat ud fra Ganen, saa der fløj smaa Spytperler i Ansigtet paa hans Elever.

»Jørgen er ikke med?« sagde Meyer og satte Øjenbrynene paa Kant.

»Nej – der kom en Begravels'. Saa kund' han æt,« sagde Proprietæren. »Det skal jo ogsaa passes.«

»Dæ sk'osse passes,« sagde den anden.

Wintrup gik op imod Indgangsdøren, fulgt af Meyer. Børnene blev staaende ved Vognen.

»Dæ var ellers keddeligt, ja, det var, dæ var keddeligt. Jeg hadde glæddet mig til Jørgen.«

»Ja, saagu',« sagde Proprietæren og gik ind i Forstuen.

Meyer vendte sig paa Trappen: »Kom ind, Børnlille, og faa nodd i Skrutten!«

»Nej Tak, vi har Mad med i Vognen,« sagde Kathrine, »og vi spiste, lige før vi kjørte hjemmefra.«

»Ja, ja – ja, ja!« sagde Meyer, og tog i det samme hendes Horoskop med Øjnene.

Sikken Masse Mennesker der gik i Gaarden! Kvinderne var optagne af at finde sig til Rette i det hele taget, Mændene havde travlt med deres Piber. – Man gik og trykkedes saa smaat og snakkede med hinanden, indtil der blev ringet paa en Klokke, og Mødet begyndte i Forsamlingssalen. – Derinde havde allerede Skolens nysankomne Elever taget Plads. Der var hele otteogfyrre. Man kunde godt se paa dem, at de var lidt ude i det Uvante. De var lidt forpjudskede endnu af Rejsen ligesom Hanekyllinger, der har siddet længe i en Kurv.

Da alle var komne til Sæde derinde i Salen, og hele denne Mængde Mennesker gav sig til at synge: »Hvad Solskin er for det sorte Muld,«

- da brast Kathrine i Graad og maatte holde Lommetørklædet for Øjnene, og Karl syntes ogsaa, at højere op kunde man vist ikke naa, det var »hvad Ædle kalde Livets Lyst;« det var dét, Onkel Jørgen havde ment og havde opdraget dem til: fuldtud at kunne føle og forstaa og deltage i det, som hér foregik:

»Som Urter blomstre, og Kornet groer

»I varme Dage og lyse Nætter –

Ja, – hvor det løftede sig stille over Agrene, hvor det steg og steg! -Og nu havde han selv set den Mand, som havde sunget disse dejlige Ord.

Saa kom Meyer op paa Talerstolen. Først stod han og plirrede, ligesom han havde Solen i Øjnene, saa begyndte han at tale. Og efterhaanden som der ikke blot strømmede Blod til Pande og Kinder, men selve hans Aasyn ligesom fyldtes af Talens Indhold, – holdt de nervøse Trækninger op, hans Ansigt blev roligt, men meget livfuldt.

- Nej, hvor han talte! – Karl saae sletikke efter, hvordan de andre havde det, for han var selv helt hentagen.

»Jeg har hørt fortælle,« begyndte Meyer, »at Kristen Kold en Dag traf to Karle, der stod og gravede en Grøft,« – - Naa, det kjendte Karl nu i Forvejen. Mon Meyer havde hørt det af Onkel Jørgen? – Nej, men saa lidt efter begyndte han paa det, som han vist egentlig vilde fortælle om, og det var om Willemoes paa Prøvestenen. – Paa en Maade fortalte han sletikke bedre end Onkel Jørgen, ikke engang saa godt: man kom ikke til at holde mere af Willemoes, og man saae ikke Slaget paa Kongedybet saa tydeligt for sig, – men det var saa forfærdeligt, hvor man selv kom med: det var, som man selv skulde ud paa Prøvestenen om et Øjeblik; det var hele Tiden, som om han maatte slutte sit Foredrag med at sige: »saa rejs jer nu alle, og lad os holde sammen, at vi kan bestaa den store Prøve med Ære!«

Der var det samme til Stede, naar Morbro'er Jørgen fortalte, men det laa fjærnere; uagtet Meyer sletikke udtrykte sig bestemtere end han om, hvori Prøven skulde bestaa.

Og saa sagde Meyer i Talens Løb noget, der passede saa voldsomt paa hans eget Foredrag: »Der er Aand i en Tale, naar den ikke blot fortæller det, som fordom er hændt, men driver til Daad paany; der er Aand i et Ord, naar det ikke blot afmaler en Begivenhed, men gjenskaber denne Begivenhed i dem, som hører; saa de ikke blot seer og føler, nej, men vil og er lyslevende dét, hvorom Ordet lød til dem.«

Karl følte det saa tydeligt: nu var han lyslevende og skinbarlig færdig til at gjøre hvadsomhelst. Det var de vist ogsaa allesammen. Hvor de stirrede paa Taleren, og hvor de var hede i Kinderne! –

Saa endte Talen. Karl blev aldeles overrasket. Han syntes næsten ingen Tid det havde taget. –

Muligvis syntes Taleren ogsaa selv, at det havde varet for kort Han stod deroppe og saae paa sit Uhr. – Lidt efter begyndte han virkelig igjen, men det var i en anden Tone, og han hakkede ikke saa lidt i det.

»Der er et lille Ord, som De gjerne kan tage med Dem hjem. Det er en Tang-ke (han tog Næselyden meget dybt, som om den gungrende stødte mod Mellemgulvet i ham), som har gaaet i mig i den senere Tidd. Det er dette: Skabnen (hans Ansigt var atter fuldt af Grimacer) har – vi kun – med – at gaare, forsaavidt vi ikke har med Gud at gaare. Alt hvad vi værkelig, i Sandhed, kan lægge i Guds Haand, det har Skabnen ingen Magt over, men hvad vi selv vil magte, det er undergivet Naturens, Skabnens, Tilfældighedens Love. Derfor kan vi nok sønge med Ingemann:

for vor Sjæl har vi jo dog ved Troen lagt i Guds Haand; men vi kan ække sige det samme om alt det yddre, vi har med at gaare; dér har Lykkens lunefulde Spil – desværre – et altfor stort Spillerum. – Ja, jeg troer, det er en sund og saand Tang-ke. Tag den med hjem og tænk paa den – og søg at have saa lidt som muligt med Skabnen at gaare. – Saa maa I allesammen ha'e Godnat«

Der blev endnu sunget en Sang, og saa brød Folk op. Der var megen Iver for at komme hen til Udgangsdøren, men saa snart Folk havde naaet dette Maal, blev de gjerne staaende og spærrede Vejen, saa det tog alligevel lang Tid med at komme ud af Salen.

Den kolde Oktoberaftens Luft kom viftende ind – Henriette stod og smaastampede, med de knyttede Hænder opløftet foran sit Bryst, foroverbøjet af Utaalmodighed efter at komme frem.

»Hvor det var dejligt, synes Du ikke, Anna?« sagde hun. »Uh, jeg synes, det var saa udmærket. Og nu skal vi have Mellemmad, naar vi kommer ud i Vognen. Karl og Anna og jeg vil kjøre baglæns i Aften, ikke, Karl?«

»Jo.« –

»Saa kan Kathrine og Karen sidde ovenpaa hinanden hos Morbro'er Wintrup paa Bagsædet.«

Tænderne klaprede lidt i Munden paa hende, eftersom man nærmede sig Døren, – noget af Kulde, noget af Glæde og Forventning.

»Ja, saa er vi vist færdig' til'et, Jens,« sagde Proprietæren, da de havde faaet Plads i Vognen. – Et mægtigt Skrald! – og Befordringen fra Holtinggaard rullede ud af Højskolens Gaardsled. –

»Nu var han alligevel kommen i Tanker om, at det kund' vær' rigtigt, det, som jeres Morbro'er Jørgen sagde den anden Dag,« – Proprietæren aabnede Vogndøren og slog den haardt i. »Nej, – jeg troer s'gu æt, der er møj ved ham.«

»Fa'er er lad, Fa'er er lad,« tænkte Karl, men forstod for Resten ikke, hvad hans Fader mente.