IV

Vinteren kom tidlig det Aar. Allerede paa Karls (fjortenaars) Fødselsdag, den 16. December, var Grundene tillagte lige ud til Strømmen. Kun den store Vaage imellem Langholmen og Grønholmen, hvor egentlig en Arm af selve Sejldybet skar sig ind, og hvor der altid gik en rivende Strøm, var – som sædvanlig, selv i meget strænge Vintre – aaben. Stedet kaldtes gjerne »Høllet«; det kunde se saa ondskabsfuldt ud, dette lange, aabne Øje paa den store, tillukte Isflade. Dets Blik skiftede uafladelig, eftersom Vindens Kast foer hen over det, og eftersom Strømmen gik.

Dagen efter at Karl havde fyldt Aar – Søndag før Jul – var han en Tur ude paa Isen straks over Middag. Skøjter havde han ikke paa, for Isen var lagt daarligt; det havde været saa meget Blæsevejr, lige til Frosten kom, saa nu gik man og knasede i Skraag-Is over det hele. – Han vilde blot ud at dyrke sin Julestemning i Ensomhed. Han havde altid regnet den 17. December for en ligesaa mærkelig Dag som sin Fødselsdag. For paa den 17de da var man »i Uge« med Julen; man kunde sige »i Dag otte Dage« om den 24. December.

De havde faaet Kjødsuppe og Pandekager til Middag hjemme, han havde spist meget og var vel tilpas, dog ogsaa noget urolig i Sindet. Den 17. December var en Dag, der ifølge sin Tradition var anlagt paa saare megen Lykke, og han havde i det sidste Par Aaringer ofte haft en Følelse af Ængstelse paa slige Dage, for det var jo ikke sagt, at Sindet vilde slaa til overfor disse Fordringer paa Glæde.

Saa var der jo ogsaa en anden Ting, der endnu laa og dæmrede eller lurede i Baggrunden af hans Bevidsthed, men han havde i længere Tid sletikke villet spørge til den Sag, hvordan det havde sig mellem den og hans Samvittighed, han vidste det ikke og vilde ikke vide det. – Og han gik da ret tryg og fortrøstningsfuld ned over Engtoften, ud paa Engene, der var helt tildækkede med Skraag- eller Sne-Is.

Solen var ikke synlig, men fyldte en stor Port-Aabning i Skyerne mod Sydvest med rødgul Glans. Ellers hang Skyerne bag hinanden i Rækker, ligesom Tøj paa Tørre-Snore; dybt frostblaat var Stoffet i dem, men med hvidblaa Rande, og det var Randene, man mest saae.

Der kom en Knagen i Isen, der bredte sig, ligesom naar Ænder siger Rap-Rap i en Dam, blot at Lyden her vistnok spændte over en halv Mil til alle Sider. Det kjendte Karl saa saare godt, men han havde ikke hørt det efter den Historie om »Strømmanden« eller »Færgekarlen«, der raabte paa Mennesker.

Der gik en gysende Fornemmelse igjennem ham af, at hans sjælelige Velbefindende ikke var saa paalideligt, som det kunde være. – Hvor Dagene dog ogsaa var korte nu. Klokken var halvtre, og det skumrede jo allerede.

Der laa Sne-Is over hele Yderholmen. Han vilde udenfor den, hvor der var rigtig Is, om end ujævn. – Idet han vilde gaa ud paa denne Is, saae han paa Yderkanten af Holmen noget ligge, der kunde ligne baade det ene og det andet, det var dækket af Sne – maaske en død Hest? – Han gik hen til det. – Nej, det var ikke noget Aadsel. – Han tog ned i det og fik fat paa en Haandfuld almindeligt, brunt Holmhø. Det var altsaa Lars Nielsens, der ikke havde faaet revet ordentlig rent her ude – – –

Men for Karl var det, som om han var bleven bidt af en Hugorm. Hér var det! – Aa ja, han vidste jo godt, det kunde ikke være langt borte; men han vidste ikke, at Angsten sad ham saadan i Kroppen endnu, Angsten for – – Skyld. For, at det var noget grueligt noget, der var hændt ham, – som han havde gjort.

Han følte sig ganske raadløs. Det var dog forfærdeligt, naar det, man var angst for, sad fast i Sindet. Saa kunde man jo ikke flygte for det.

Han havde hurtig forladt Hødyngen og var gaaet ud over Isen. Han blev ved at gaa, uden at tænke derpaa. Hvor saae det dog hjerteløst ud, dette hvide og hvidblaa, blaalige og mørkeblaa til alle Sider. Og Isens hvide, endeløse Flade – een Ligegyldighed, een uendelig Ligegyldighed for ham og alt, hvad der kom ham ved. – Aa, denne hule Gungren, der af og til blev som en skrattende Bragen. Det lo ad ham altsammen, fordi han nu vist var i dets Magt. – Hvad var det, Meyer havde sagt om at være i Tilfældets Magt, naar man ikke var i Guds Vold – Han var kommen saa langt ud, at han kunde se over »Høllet«. Det lignede Øjet paa et Firbeen eller en Snog eller paa en syg Fugl; det var ligesom det trak en Hinde over sig, naar Blæsten krusede dets Flade.

Og pludselig blev han greben af Rædsel for dette Syn og løb ind efter. Og det varede ikke længe, saa syntes han, det var ligefrem Fanden, han havde i Hælene. Det var ondt, men det var ogsaa godt, for den Onde selv havde man da Raad imod. Han bad sit Fadervor og slog Kors for sig, og blev ogsaa roligere. Tilsidst vendte han sig om, stod stille og bad, – og gik saa videre hjemad, op i Engtoften.

Han var bleven ganske svedt. Men han var tillige saare, saare lykkelig over Guds Naade. For den var der da ingen Grænser paa. Han vidste jo ikke, hvad det var for noget forfærdeligt noget, der var kommet over ham og havde skræmt ham saadan; men eet vidste han sikkert, at ihvor galt det saa var fat, ihvad han saa havde gjort, – selv om han var den største Forbryder, – for Guds Tilgivelse var det ene ikke mere uoverkommeligt end det andet, den kunde magte det altsammen. For det var jo for Jesu Skyld.

Han gik oppe ved Tjørnehækken paa Søndersiden af Holtinggaards Have. Der var Læ. – Han blev efterhaanden meget lykkelig i Sindet – og lidt stolt over, at han nu selv kunde bruge sin Kristendom til saadan at slaa Fanden ned med. – Uh, men hvor Fjorden saae falsk ud, saa fuldstændig ligegyldig for os arme Mennesker! – Alt det histude! – tænkte han, idet han saae ind i Haven – det var ligesom Jætternes Verden, men herinde i Haven og hjemme og i Præstegaarden, det var Mandhjem. – Han gik ind ad den søndre Laage, – og nu først kom dét ham imøde, det, som han egentlig var gaaet ud efter: Julenærhed, dette søde »i Dag otte Dage«, som de alle gik og tænkte paa i denne Tid. Det var, som der glimtede Julelys hist og her i Tusmørket mellem Træerne.

Just i det samme fik han den smukke Tanke: Jamen hvis Du nu er en Horkarl? – En Horkarl, tænkte han ganske betuttet, – – ja, det var jo ogsaa en Forbryder, og selv om han var aldrig saa stor en Forbryder, vilde Vorherre jo – – Meget rigtigt, men han var jo en Horkarl alligevel. – Er jeg virkelig? spurgte han næsten højt sig selv.

Ja, ikke sandt? Vorherre kunde jo saa frit tilgive ham, det var jo saa ganske fortræffeligt indrettet med det. Men han, Karl, havde jo da virkelig alligevel den Fornøjelse at bære det smukke Navn, han nu engang havde skaffet sig. Var han en Horkarl, ja, saa var han en Horkarl, det var jo saa klaart og saa nyddeligt, saa det kunde ække være i beddre Orden. Nu syntes han ligefrem, den Anklagende talte med Meyers Stemme. Det var en fornuftig og alvorlig, men tillige en vittig Mand, der anklagede ham.

Det kjørte helt rundt i hans Hoved, det svimlede for ham, og tillige var han dybt forbavset over sig selv – – hvor kom dog de Tanker fra?

Men straks efter følte han blot, hvor ulykkelig han var bleven, og han stod og græd hørligt, vrængede Munden, som naar Børn græder.

Ovre paa den anden Side af en forfærdelig Afgrund, og højt oppe over ham, syntes han, han saae Henriette og de Andre hjemme og i Præstegaarden, men han selv stod dybt nede sammen med – Gjertrud og Anton og en Mængde afskyelige Jætter og Thurser. Og Vorherre tilgav dem alle – – alle – – allesammen! – Nu lød dette næsten som skjærende Haan.

Jamen han var jo da hellerikke – dette gruelige! – Anders Røgterdreng havde forklaret ham, endogsaa ret omstændeligt, hvad det var: at bedrive Hor. Og det havde han da ikke gjort. Hvor kunde saa de Tanker forskrække ham saadan. Det var, som om Lynet var slaaet ned lige ved Siden af ham, og saa maatte der være sket en Ulykke. – Eller var det det, som Onkel Jørgen havde fortalt om: at bedrive Hor i sit Hjerte? Det var jo saa forfærdeligt. Og han havde dog gjort mere end at begjere. Han var jo gaaet helt derhen til hende. Hvorfor havde han dog ogsaa gjort det? –

Han nærmede sig just Indgangen til Stien gjennem Hegnet. Da kom Henriette smuttende ud derfra.

»Hvor skal Du hen?« spurgte Karl.

»Jeg vil over og besøge I andre. Uh, jeg er saa glad!« og hun slog Armene om hans Hals og knugede sin Pande ind mod hans Bryst.

Det overraskede vistnok hende selv, da hun havde gjort det; men Karl blev saa overvældet af sine Følelser, saa han grædende udbrød: »Aa, jeg er saa ulykkelig, lille Henner!«

»Men hvorfor?«

»Det kan jeg ikke sige. Og Du maa hellerikke fortælle til nogen, at jeg græd. – Du er saa rar, Henner. Jeg holder saadan af Dig!« Og han trykkede sit vaade Ansigt ind mod hendes, og kyssede hende paa Munden flere Gange. Men da de med Overraskelse mærkede, hvor det dog var underligt og dejligt, blev de begge to hede i Hovedet og holdt op. – De stod et Øjeblik og saae forbavsede paa hinanden, men saa løb Henriette videre. Hun havde rent glæmt, at Karl jo var saa ulykkelig. Han mindedes det hellerikke selv i Øjeblikket. Han tænkte blot paa, hvor Henriette dog var yndig. Og fulgte langsomt efter hende ind til de Andre.

Hvad der maaske mere end noget andet gjorde, at Proprietær Wintrups Børn følte sig ligesaa godt hjemme i Præstegaarden som paa Holtinggaard, var det, at Juleaften af begge Familier altid var bleven fejret i Præstegaarden, lige siden Fru Wintrup døde, og det var dengang Anna blev født, saa hende og hendes Tid kunde ingen af Børnene huske. Juletræet, og hvad der var af »fine« eller »rigtige« Julegaver, kom altid fra Holtinggaard I Præstegaarden lavede Børnene selv deres Gaver til hinanden eller til Karl og Anna, og de kunde derfor aldrig blive videre anseelige eller overraskende: Papæsker, Tøjdukker, Muffediser, Lommetørklæder med Navn syet paa eller lign.; mere kunde det ikke blive til. Men fra Holtinggaard var der altid en »rigtig« Ting til hvert af Børnene i Præstegaarden. I disse Dage ind imod Jul var der meget, der beroede paa Jomfru Hyphoffs Valg. Det kunde være: en Skrigedukke eller en Eventyrbog eller Tinsoldater, eller – i de senere Aar – større eller dog fornuftigere Gaver: en Kjole f. Ex. til Kathrine, »En glad Gut« til Ellen o.s.v. – »Det er for galt, det er for galt!« var det stadige Udraab fra Onkel Jørgen, naar Holtinggaardsgaverne kom frem Juleaften. Og næsten ligesaa regelmæssigt svarede Proprietæren: »Hør, jeg kan æt engang lid', Du si'er 'et; Du har saamænd ærlig fortjent 'et til dem hver en Stump, og mer' til.« – Herved tænktes paa Onkel Jørgens Undervisning af Karl og Anna, som han dog ogsaa fik rundelig godtgjort i rede Penge.

Juletræet kom, som sagt, ogsaa fra Holtinggaard; inde i Lysningen stod der nogle unge Graner, som var særdeles tjenlige.

Karl begav sig Lillejuleaften i Aar herind med Økse og Sav for efter sin Faders Ordre at fælde et af disse Træer og bære det over i Præstegaarden. Det var stille Frostvejr, enkelte Snefnug kom dalende ned gjennem Luften, og kunde frembringe en næppe hørlig Hvislen eller Klingren, naar de stødte an mod Træernes Grene.

Karl vilde saa gjerne have sine Sager gjort op, inden han gik ind i Præstegaarden med dette Træ. For med dét Øjeblik begyndte egentlig Julen her. Han og Anna blev altid derovre den Aften og var med til at klippe Net og Stjerner og andet Stads til Træet. Og naar de vaagnede næste Morgen – Juleaftens Dag – ja, da var det jo ligefrem Jul. – Han vilde saa gjerne have en Erklæring fra Vorherre eller sin Samvittighed om, at han var fuldkommen værdig til Julen. Skjønt nej, -Vorherre, det kunde vist ikke hjælpe. Nej fra hans Samvittighed – eller egentlig fra Julen selv. – Aa, men Julen var nok endnu strengere end Samvittigheden, – Julen laa endnu højere oppe end Mandhjem, – dér kunde vist kun de, som var helt pletfrie, komme. – Det var da egentlig underligt, saa lidt Vorherre kunde hjælpe En i saadan noget, skjønt han saa gjerne vilde. For hvis man nu var en Jætte – eller en Horkarl, saa var man det jo; den Skjændsel kunde Vorherre ikke udslette.

Karl turde foreløbig sletikke tænke paa det – han gav sig ivrig i Lag med Træet; – og dog følte han, at han maatte have Vished – høre sin Dom, – før han gik med Træet ind i Præstegaarden.

Han havde faaet det fældet, og kvistet forneden. Nu stod han oprejst ved Siden af Træet, med Haanden om dets Stamme.

Og saa var det, som om han indvendig bøjede Hovedet og holdt Armene op foran sig – for i en Fart at løbe de frygtelige Tanker igjennem, ihvad Udfald det saa skulde faa for ham. – –

Et Øjeblik efter stod han domfældt af sine egne Tanker, fortvivlet. Han havde begjeret i sit Hjerte – det var Dommen – og han havde ogsaa handlet efter sin Begjering, for han var dog gaaet hen til Gjertrud, det kunde han have ladet være med.

»Aldrig Jul mere! aldrig Jul mere! aldrig Jul mere!« blev det ved at sige inden i ham, medens han gik med Træet ind i Præstegaarden, – snublende og ravende, for han saae sig slet ikke for.

Kunde han blot glæmme! men der var jo intet saa stort i hele Verden, at han kunde glæmme dette Tab derover. Han søgte i Pine sin egen Verden igjennem, og da hans Tanke strejfede Henriette, kom der en Varmebølge fra hans Hjerte, der føltes saa dulmende i Angsten, som havde gjennemtrængt ham; saa greb han med hele sit Sind efter hende – aa, det gjorde dog saa godt, skjønt hun kunde jo ikke redde ham, den søde, lille Henner, – og nu gik han og mumlede hendes Navn og søgte at holde sin Bevidsthed borte fra alt andet end hende. Men hvert Øjeblik var det, som han skulde synke ned i det bundløse Hav af Tanker og Angst, hvorpaa han syntes at han drev omkring.

Han kom ind i Forstuen i Præstegaarden med Træet, og alle Børnene – ogsaa Anna og Karen Hejlgaard og Niels Vibro's Niels – kom ud og tog imod det – Og da var det for Karl, som Træet forvandledes i hans Hænder og blev til denne dunkle, underfulde Gjæst, som han kjendte saa godt, – Engletræet, som endnu var ubeboet, Himmerigstræet, Juletræet, som endnu ikke var tændt. Og Følelsen af Julen, hvis Strenghed han havde været saa bange for, blev pludselig saa stærk hos ham, at den jog alle de pinlige Tanker bort og bragte Glæmsel! – Hvilken Lindring! at befries ud af denne sælsomme, ham selv halvvejs ufattelige Vaande! – Han vilde saa gjerne i sin Taknemmelighed have favnet og kjærtegnet nogen; men da det ikke kunde lade sig gjøre, stak han Hovedet ind imellem Juletræets Grene og græd, ladende som om han vilde danne noget tilrette ved Stammen forneden. – Glæmme! glæmme! – og han havde jo Lov dertil, for det var jo Julen selv, der havde bragt ham Glæmselen. – –

Men han sad alligevel hele Aftenen, mens de klippede og klistrede og skar ud til Juletræet, med en Fornemmelse af, at nu levede han af Julens Naade, næsten paa samme Maade som hele Danmark levede af Guds Naade efter 64, saadan som Morbro'er Jørgen havde fortalt. Og han ønskede, at Julen aldrig maatte faa Ende, samtidig med at det forekom ham, at dette maatte vist blive den sidste rigtige Jul, som han oplevede.

Han var overvældende træt om Aftenen, da han gik i Seng, og sov derfor straks; og om Morgenen, da han vaagnede, mærkede han, at det holdt, – det kunde stadig bære ham, han kunde blive ved at glæmme, skjønt han ingen Rede havde faaet paa Sagerne. Han kunde lade dem ligge.

Det var jo Søndag, og han gik i Kirke om Eftermiddagen sammen med de Andre; det havde han næppe gjort noget andet Aar paa Juleaftens Dag, men han syntes, det passede med, som han havde det. Af og til kunde der komme en Ængstelse over ham, fordi han syntes, han var bleven saa forfærdelig afhængig af Gud. Vilde han med sin Følelse vige blot et Øjeblik bort fra Gud, saa sad han vist lige straks midt inde i de vildsomme Tanker og Rædsler igjen. –

Han blev aldeles forbavset over, som Onkel Jørgens Prædiken passede paa ham. Eller da en Del af den. Han talte noget om Farisæerne, og sagde, at det var galt, naar man altid fremstillede dem som Hyklere, der brugte Loven til et Skalkeskjul. Der var ogsaa ærlige Farisæere, som brugte Loven, ikke som et Skalkeskjul, men dog til deres egen Fordærvelse. Det var de Mennesker, som ikke blev tilfredse, før de kunde bevise for sig selv, at hele deres Liv og hver enkelt af deres Handlinger stemmede med de og de og de Love. Det var galt, sagde Onkel Jørgen. Naar man blot kunde være i Fred for sine Handlinger, saa skulde man være fornøjet. Naar man blot kunde eje Guds Fred, saa skulde det altid være En nok. –

Da de allesammen gik ind til Juletræet om Aftenen, da var det akkurat som i gamle Dage, syntes Karl. Det aandede ud af Træet af Lys og af Varme, – og Tiden stod helt stille. Eller det Øjeblik stod helt udenfor den øvrige Tid. Men da følte Karl sig tillige ganske sikker paa, at han oplevede aldrig et saadant Øjeblik mere.

Og denne Aften drog hen med sin underfulde Blanding af Himmelsk og Jordisk, og Himlens Nærhed mærkedes just paa, at man uden alle Omstændigheder, med et enkelt lille Trin kom fra Jord til Himmel og tilbage igjen; fra at se paa Julegaver til at bede og synge, fra Himmerigsfryd til at spille om Pebernødder.

Der var i Aar en Gave, som vakte almindelig Forbavselse og Beundring. Det var Henriettes gamle Onkel og Formynder, Justitsraad Lind i Kjøbenhavn, der sendte hende en fin Kaabe tilligemed Peltshue og elegante, høje Snørestøvler. Han angav som Grund, at hendes Penge havde forrentet sig særlig godt iaar.

»Det har knebet ham, den Gamle,« sagde Proprietær Wintrup og lo, »at afsee een Hundredkroneseddel af de tredive, han vel ellers havde kunnet lægg' hen for hende i Aar.«

Henriette følte sig saa voksen og saa lykkelig i den dejlige Kaabe, saa hun beholdt den paa næsten hele Aftenen. Karl syntes, hun lignede en lille, flot Officer med dén og Støvlerne og Huen paa. – –

Helligtrekongers Aftens Dag var alle de store Børn ude at spadsere. Det brugte de ellers ikke meget om Vinteren, men Kathrine havde faaet Lov at være fri den Eftermiddag, og hun holdt meget af at gaa Ture. Morten Hejlgaards Karen og Niels Vibro's Niels var ogsaa med. – Sollyset var saa gult som Skjæret af en Stuelampe og saa skraat - og saa vemodigt, syntes de allesammen, fordi Julen jo var til Ende i Overmorgen.

Men Karl var ikke blot vemodig stemt, han var ængstelig tilmode. Denne meget gudfrygtige Julestemning, han nu havde gaaet i næsten et Par Uger, den kunde umulig blive ved at holde sig altid, – og uden at ane det mindste om, at der i Virkeligheden var noget halvt sindssygt i hans Grublerier angaaende Gjertrud, havde han godt nok en instinktmæssig Rædsel for dem, ja, blot for Muligheden af, at de kunde overfalde ham igjen. Og han følte tydelig, at de laa og lurede i Sindet, uafgjorte, spørgende, forvirrende. – –

Henriette saae saa elegant ud i sin nye Spadseredragt; hun var saa overflødigen sikret imod alt Slags Føre i disse flunkende nye, tætte Støvler, som hun kunde have gaaet tør gjennem Vand med, og hvormed hun nu trippede og hoppede i den fine Frostsne.

»Jeg synes, det er saa kjedeligt at blive ved at gaa saadan og spadsere,« sagde Karl pludselig opvaagnende. »Skal vi ikke tage os noget rigtigt for. Ellers er det ogsaa saa kjedeligt, at Julen er forbi.«

»Skal vi ikke lege Dødningespring?« sagde Anna.

Dette syntes straks at være enstemmig vedtaget, thi alle Børnene gjorde omkring og gav sig til at smaatrave hjemefter.

»Mon vi nogensinde virkelig faar det gjort?« sagde Anna under Løbet.

»Ja, i Dag gjør jeg det,« sagde Karl.

»Det veed Du jo sletikke selv.«

»Nej,« indrømmede han; »men jeg troer det næsten.« – – Tidligere havde man leget Asa-Tyr, men nu var det blevet til Dødningespring, og det var ogsaa bedre. For Asa-Tyr var efterhaanden blevet til bare Løjer. – Asa-Tyr bestod i, at Een drejede rundt paa den tomme Hakkelsemaskine ; det var saa Fenrisulven. Og hvem der nu vilde være Asa-Tyr, han skulde saa stikke sin Haand ind i Fenrisulvens Gab. Men saa blev den jo hugget af. Der havde ingen haft Mod til det endnu; men det værste var, at der sletikke længer var mindste Spænding ved Legen, fordi alle Børnene nu var sikre paa, at ingen af dem turde. De første Gange da havde det været en mærkelig Leg, hvor endogsaa Henriette og Morten Hejlgaards Karen havde grædt af Spænding over, hvad det kunde blive til med Karl og Anna og Kathrine. Og hver af disse havde ogsaa til en vis Grad – Legens Grad – følt sig som een af de mange Helte, Onkel Jørgen fortalte om, der satte Livet ind paa den Sag, de havde kjær. Det var jo nemlig det eneste, der var noget ved For man vandt jo kun sit Liv ved at vove det Og alle vore Ulykker – havde Onkel Jørgen sagt – kom jo i Virkeligheden af, at vi gik og fidtede og døsede, og aldrig vovede noget alvorligt for Aandens Sag imod Jætterne. – – Men naar de saa een for een var kommen hen til Hakkelsemaskinen – som Niels Vibro's Niels ufortrøden drejede, mod helt at være fritagen for det andet med Haanden – saa var de jo alligevel vegne tilbage med et Gisp i Struben. – Og nu var denne i Virkeligheden saa højtidelige Leg, som sagt, bleven til det rene Grin, idet enhver svigtende Asa-Tyr skulde have saa og saa mange Dukkerter med Hovedet i Vandtruget. Det duede jo egentlig sletikke – tilmed nu om Vinteren, det var koldt. – Nej, men Dødningespringet, det kunde gaa, – thi dér var endnu stadig hos hver af de Agerende en lille Halv-Tro paa, at det kunde blive til Virkelighed.

Børnene gik ind i den store Lade paa Holtinggaard, op i Høgulvet, som i længere Tid havde haft samme Højde, da man var begyndt at tage Hø til Kreaturerne et andet Sted i Laden. Fra de »store Bjælker« ned til Høet var der maaske en fem Alen; og kom man op paa de nedre Hanebjælker, hvad der nok lod sig gjøre paa den lange Stige, saa var Ens Fødder ganske sikkert i en Højde af ti Alen over Høgulvet. Dette Ti-Alens Hop i Dybden var det, der havde faaet Navn af Dødningespringet, men det kunde ogsaa godt kaldes: at springe ned fra Gjallarbroen; der var blot den Ting at bemærke, at ingen havde gjort Springet endnu; men man kunde jo aldrig vide, naar nogen fik Mod dertil. Der vilde ikke være lidet vundet ved det Vovestykke, thi Vedkommende vilde efter dette uden Hinder kunne hente Balder hjem fra Hel, hvad jo i sin Tid var mislykkedes for Hermod.

Det var allerede et temmelig halsbrækkende Foretagende – naar man ikke netop var Murer eller Skifertækker – at gaa op ad den lange Stige og fra Toppen af denne at stige ind og staa oprejst paa Hanebjælken, tilmed da der altid var halvmørkt saa højt oppe under Taget. Imellem den øvre og den nedre Hanebjælke gik der en Bjælke paaskraa. Den kunde man faa fat i og støtte sig til, naar man var naaet langt nok ind.

Her stod nu Karl og Niels Vibro's Niels oppe, og de forhandlede netop med dem, der sad nede i Høgulvet, om, hvem af disse der skulde tælle til tre; men hverken Kathrine eller Anna eller Karen vilde; maaske var de blevne ængstelige for, at Karl virkelig vilde gjøre det i Dag, for han havde været saa sær alvorlig.

»Er Henner gaaet hjem ?« spurgte Karl ned

»Nu kommer jeg,« var der een, der svarede lige ved; og da Drengene forundrede saae sig om, var hun allerede nær ved det øverste af den lange Stige.

»Henner dog! -- har Du Dine Støvler paa?« spurgte Karl forskrækket.

»Ja.«

»Aa – men er de da ikke glatte af Sne?«

»Nej.« – Nu gik hun, med Armene ud fra sig, sidelæns hen ad Hanebjælken saa langt, at hun kunde faa Støtte med den ene Haand mod Tværbjælken. Hun stod ved Siden af Karl.

»Der er jo helt mørkt, naar man ser derned,« sagde hun med lidt gispende Stemme. I det samme følte Karl et lille fast Tryk om sin højre Haand, og i næste Øjeblik sprang hun. – Karl saae i et Glimt Ryggen af hendes Kaabe og en Flig af hendes Kjole, der blafrede i Lufttrækket, saa hørte han et: »Aa!« nede fra de andre, – men da var han allerede selv sprungen ud fra Bjælken, – og det var, som han skulde miste Vejret, og i næste Sekund slog han sit Hoved mod sine Knæ, saa Blodet strømmede ud af hans Næse.

»Nej, saae Du: de fløj en Tid! de dalede ligefrem ned igjennem Luften!« hørte han Anna raabe.

»Henner, har Du stødt Dig?« spurgte Kathrine.

»Nej, – jeg kom ned paa alle Fire! – Men se, hvor hans Næse bløder!« – Og i det samme følte Karl et Lommetørklæde blive trykket mod sit Ansigt. Det var Anna, der stod hos ham: »Der er da ikke noget i Stykker i Dig?«

»Nej – men jeg har vist forstuvet Halsen, for jeg kan næsten ikke løfte Hovedet. – Men hvor blev Niels af?«

»Aa, han ligger deroppe og græder,« sagde Karen Hejlgaard klynkende.

»Niels!« raabte Karl.

»A kan ikke komm' ned!« lød det deroppe fra; og virkelig saae de Niels ligge, saa lang han var, hen ad Hanebjælken, knugende sig til den med Armene. »A er svingelsk. A skal kast' op.«

Dette gjorde han ligestraks, idet han stønnede og gav sig ynkelig.

Da løb Karen Hejlgaard hen til Stigen og skyndte sig op ad den. »Hold Dig bare fast, bitte, søde Niels,« sagde hun, »saa skal A komm' og hjælp' Dig.«

Hun havde aldrig før været oppe ad Stigen, men nu stod hun paa dens øverste Trin. »Bliv liggend', som Du ligger, bitte Niels,« sagde hun, »men skub Dig li'saa langsom henad Bjælken, saa skal A tage imod Dig.«

Det tog Tid, men det gik. Nedefra havde man fulgt med i stor Spænding. Og da nu alle Børnene igjen var forsamlede nede i Høgulvet – ja, da aandede man op efter en Begivenhed, – nu havde man da alligevel endelig engang virkelig oplevet noget. – Men den Leg skulde aldrig gjentages. Det blev sagt, – og det blev glæmt, at det var sagt, – og det blev sagt igjen – flere Gange.

Med eet kom Karl til at mindes den lille, faste Haand, der havde trykket hans, lige før Springet. Og der skjød igjennem ham en Fornemmelse af Fremtid, – saa varm og saa gylden. – –

»Niels!« blev der raabt ind ad en Ladeluge langt henne.

»Ja!«

»Aa, skynd Dig! kom hjem til vort!«

»Men hvad er det, Line?« raabte Niels.

Det var Morten Hejlgaards Tjenestepige. – Alle Børnene foer op og af Sted efter Lyden.

»Hvad er 'et da?« – Nu kunde de se hende; hun stod ganske rigtig udenfor og stak Hovedet ind ad Ladelugen.

»Aa Jøsses, bitte Børn! De er her jo efter Anton. Han skal arresteres. Morten Hejlgaard skal kjøre ham til Glenstrup. – Du skulde komme om til vort og spænde Øgene for, bitte Niels!«

Pigen løb. Børnene efter.

»Men hvad har han da gjort?« raabte de i Munden paa hverandre, og greb fat i hende under fortsat Løben.

»Men veed I det da ikke ? – Gjertrud hos Lars Nielsens har faaet en Bitte og har kvalt den med det samme, og saa har hun sat ondt for Anton ved hendes Madmoer, og nu kommer de og tager ham, den arme Karl!«

Børnene slap lige straks Pigen, undtagen Karen og Niels, der fulgte med hende hjem. – Karl blev staaende ene. – Kathrine, Anna og Henriette drev en lille Stund til een Side, tydelig nok, uden at vide hvorhen; men straks efter forlod Kathrine de to og løb hjem efter. Ingen af dem sagde noget.

Karl saae først efter, hvad Retning Anna og Henriette tog. Saa gik han til modsat Side. – Han forsikrede gjentagende sig selv, at dette kom jo ikke ham det allerfjerneste ved, og dog følte han et Sinds-Uvejr over sit Hoved, – langt frygteligere end før, – som han slet ikke turde tænke paa. –

Om Aftenen, da Karl, hans Fader og Jomfru Hyphoff sad ved Thebordet – Anna var omme i Præstegaarden – sagde Karl: »Hvad Straf troer Du Anton faar, Fader ?«

»Naa, har Du nu faaet dét at vide! – Der kom Ilbud i Formiddags fra Præstegaarden, at vi skulde se at holde det skjult for Børnene.«

»Jo, de andre veed det ogsaa.«

»Ja, det kan jeg s'gu da nok tænk'. – Aa, hvad, han kommer vel løs igjen om et Par Dage. Det skulde jo sært være, om det var and't end Løgn, hvad Gjertrud sagde.«

»Jamen hvad er det, hun siger?«

»Aa, det er jo æt noget at snakk' om i Jomfru Hyphoffs Nærværelse.«

»Aak, Gud, Hr. Propprietær, jeg hører jo ikke.«

»Nej, da æt mer', end De selv vil,« mumlede Wintrup. – »Velbekomme!«

Dermed gik han ind paa sit Kontor, og lidt efter hørtes Violintonerne af Prume's Melancolie derinde fra. – Karl turde ikke spørge ham mere. –

Omme i Præstegaarden – de nærmest følgende Dage – taltes der grumme lidt om Begivenheden, skjønt Niels og Karen naturligvis var frygtelig optagne af Antons Skjæbne. Det lidet, der blev talt, vidnede paa den ene Side om oprigtig Medynk med de Paagjældende, men paa den anden Side sagdes det, med næsten ingen Ord, hvilket uoverstigeligt Svælg, hvilken bundløs Afgrund af Skjændsel og Synd der skilte imellem de Mennesker i Præstegaarden og saa slige Væsner som Gjertrud og Anton. – Onkel Jørgen fortalte, i en af sine Undervisningstimer, for Børnene den evangeliske Fortælling om Kvinden, greben i Hor. »Vorherre fordømmer hende ikke,« sagde han derpaa, »han fordømmer heller ikke Gjertrud. – Tilmed er Gjertrud maaske ikke den egentlig skyldige. Ham kjender vi formodentlig sletikke. Men det er den Mand, som første Gang har bragt urene Tanker ind i Gjertruds Sind. – Hellerikke ham fordømmer Vorherre; men menneskelig talt vilde jeg sige om ham: det var ham bedre, at han aldrig var født Menneskeligt, folkeligt talt, er baade han og Gjertrud og Anton fordømte Væsner. De boer i den Sal, hvorom det hedder i den gamle Sang, at den staar

Kan ingen af Jer huske, hvordan det hedder videre i Vølvens Spaadom?«

Kathrine sagde:

»Rigtigt!« sagde Onkel Jørgen fornøjet. »Kan Du fortsætte?«

»Rigtigt!« sagde Onkel Jørgen, »dér har vi vore nordiske Fædres Dom om dén Ting. – Saa skal vi nu høre videre om de danske Højskoler efter 64.«

Karl hørte ikke mere den Dag. – Han tænkte paa de Fordømtes Afgrund – ikke paa Helvede, ikke paa nogen, Vorherre fordømte – men paa den Afgrund, hvori disse menneskelig talt Fordømte, Jætterne var nedstyrtede. Og han følte ganske tydeligt – uden at dette dog kunde blive til en reddende Tanke for ham – at den ubestemte Frygt for Skyld, der tyngede paa ham, var ligefrem Afgrunds-Svimmelhed, det var den sugende Rædsel, som Afgrundens blotte Nærhed havde voldt hos ham. »Den Mand, som første Gang havde bragt urene Tanker ind i Gjertruds Sind?« – – Nej, han turde ikke tænke derover – han blev gal, det følte han. Han maatte finde sig i denne dumpe, navnløse Frygt, – hvorlænge, vidste han ikke. –

Det viste sig nogle faa Dage efter, at Karls Fader fik Ret: Anton kom hjem fra Arresthuset paa Gienstrupgaard. Hans Arrestation havde beroet paa en ren Fejltagelse. Gjertrud kunde umulig have kvalt noget Barn – hellerikke efter Antons Opfordring – da hun var kommen flere Maaneder for tidlig. Hele Snakken beroede paa, at Lars Nielsens meget indskrænkede Kone havde misforstaaet en Udtalelse af Gjertrud, kort før dennes Nedkomst – –

Karl følte sig forunderlig lettet i Sindet den Morgen, da disse Nyheder blev fortalt paa Holtinggaard. – Men det varede kun til om Eftermiddagen ; da blev det meddelt, at nu var Gjertrud bleven pludselig syg og levede næppe til Aften.

Gang paa Gang tænkte han: det kommer mig jo ikke det mindste ved Men Afgrunden sugede ham alligevel til sig, det var, ligesom han skulde ned i den uoprettelige Jammer. – Han kunde næsten ikke holde sine Tanker samlede den Eftermiddag i Skolen hos Frøken Vinding.

Og saa skal det netop træffe sig hverken værre eller bedre, end at de den Eftermiddag er naaet til 2den Dels 4de Kapitel i Ingemanns »Landsbybørnene«, hvor der fortælles om Justitsraad Kyngs Møde med den smukke Dorthes Moder ved Galgebakken: Han havde for 28 Aar siden i ungdommelig Overgivenhed kysset Dorthe; otte Aar efter maatte han som Herredsfoged dømme hende til Døden for Barnemord Og nu tyve Aar efter dette møder han hendes halvt vanvittige Moder, der raaber til ham: »Hvem var Skyld i alle hendes Synder? over hvis Hoved kommer de smaa Børns Blod? Hvem tændte Helvedbranden i det unge Blod? Hvem forraadte hendes Sjæl og gav hende Djævelen i Vold med Judas-Kysset? ---- Hans Navn var, saamænd, hendes sidste Ord i Fangehullet, den Dag de agede hende til Galgebakken. – Kyng! Kyng! lille Henrik Kyng! sukkede hun, skal Du nu dømme den smukke Dorthe fra Livet?«« Karl følte, at han blev drivvaad af Sved, og dog kunde han næppe holde sine Tænder fra at klapre.

Hér havde han det jo klart og tydeligt: Hvem var den Mand, som første Gang havde bragt urene Tanker ind i Gjertruds Sind? – Den Mand var jo den egentlig skyldige. Det var ham bedre, at han aldrig var født.

Resten af Timen maatte han anvende al sin Tanke og Energi for blot ikke at bryde ud i Krampegraad. Han mærkede, den sad ham i Halsen.

Da Timen var til Ende, og Børnene, som sædvanlig, gik igjennem Dagligstuen for at komme ud i Entreen efter deres Tøj, – saae Karl Kathrine, der sad med sin lille Broder Morten paa Skjødet

»Nu er Gjertrud død,« sagde hun, nærmest henvendt til Anna og Karen. – –

Karl gik, uden at se til højre eller venstre, som een, der faar ondt og vil hen i Skjul, – ud i Entreen, ud af Præstegaarden, – og saa løb han – alt hvad han kunde – om i den store Lade hjemme, gik langt ind paa Høgulvet, og borede sig ned et Sted henne ved Taget.

Det blev bælgmørkt derude i Laden, og det blev langt over Thetid, og Karl frøs, saa han rystede. Men han var langt paa den anden Side af alle den Slags Ting.

Saa blev der endelig raabt paa ham inde i Laden. Det var Forvalterens Stemme. Og Karl havde allerede svaret: Ja, inden han fik tænkt paa, om han vilde eller ej.

»Hvor er Du?« lød det nu ganske nær ved. Og han maatte frem. – »Din Fader er vred paa Dig, Karl; han har været nede ved Fjorden og set efter Dig.« –

Karl maatte gaa lige ind paa sin Faders Kontor.

»Men hvad Fanden er'et, Du finder paa!« sagde denne, – men holdt i det samme forundret inde et Øjeblik, – »og hvordan Pokker er'et, Du ser ud?«

Karl kunde ikke svare noget.

»Er Du syg, Dreng?«

»Fa'er! Fa'er!« raabte Karl, brast ud i voldsom Hulken og greb sin Fader om Livet, hvad han aldrig før i sine Dage havde gjort.

»Nej, hør nu – hvad, hvad er dethér!« sagde Proprietær Wintrup og førte Drengen hen til Sofaen. »Lad os sidde ned til'et.«

»Aa, det er Gjertrud!«

»Er'et Gjertrud? – Da har hun da vel æt haft Fingre i Dig?«

Nu kom hele Historien ude fra Yderholmen.

»Er det nu det altsammen?« sagde Wintrup, da Karl havde udøst sit Hjerte.

»Ja. – Men Fa'er, er jeg saa en Horkarl?«

»Om Du er en – –« Proprietæren var lige ved at briste i Latter, men blev ærgerlig og sagde: »Er Du sær, Dreng? hvad er det for noget forbandet Sludder?«

»Jamen er jeg det sletikke?«

»Nu brast det: »Ha, ha, ha, ha – en Horkarl! – haa, Gud naad' vos – ha, ha, ha – Du er jo æt en Karl engang, – and't endsom Du hedder'et. Haa, haa, haa, – jeg troer sgu æt, jeg vil kald' Dig andet endsom Horkarl for Fremtiden – aaja, aaja, aaja – jeg kan sgu æt hold' til at grin' saaen.«

Det var længe siden, Proprietæren havde faaet sig en saa hjertelig Latter, – den forvoldtes tildels vel ogsaa af Glæde over, at hans Søn var saa uskyldig; men for Karl var det at se og høre paa som Solskin og Tøvejr. – Og Angsten, der havde stivnet ham, smeltede og tøede og blev borte. –

Proprietær Wintrup tog sin Violin ned fra Væggen og gav sig i Lag med Prume's Melancolie. Han kunde spille Themaet samt første, anden og tredje Variation, men paa Dobbeltgrebene i fjerde gik han altid i Staa.

Karl sad imidlertid og mærkede med Forfærdelse, at han havde jo sletikke faaet talt ud alligevel; det, der sidst havde tynget hans Sind, havde han sletikke faaet spurgt om.

»Fa'er!« sagde han – midt i 3die Variation.

»Ja, hvad er der nu?« – Hans Fader tog Violinen under Armen og klimprede med Tommelfingeren.

Proprietær Wintrup maatte høre hele den lange Historie om Justitsraad Kyng, som de læste om i Præstegaarden. Tilsidst græd Drengen – egentlig ikke af Smerte, men under Følelsen af Udløsning fra disse Tanker, som havde pint ham saa frygteligt, og som han nu fik udtalt. Han spurgte tilsidst, om han nu var ligesom Justitsraad Kyng?

Proprietæren saae meget betænkelig ud, da han havde hørt Sagen til Ende: »Det er sgu noget galt noget dethér,« sagde han. »Jeg troer virkelig, han gaar og gjør jer saa sær' og saa ædle, jeres Morbro'er Jørgen, saa I bliver helt spiltaabelig' tilsidst.«

»Jamen er jeg da fri for Skyld paa alle, alle Maader ?«sagde Karl.

»Jeg havde sgu mest Lyst til at give Dig een paa Siden af Hovedet, min Dreng; men hvad, det kan jo æt nytt'. Det er æt Din egen Skyld, Du er bleven saaen. – Hm. – Naar var'et, Du var derude paa Yderholmen?«

»Den 17. Oktober.«

»Naa, og den 5te Januar var det mindst 4½ Maaned siden, at Gjertrud var bleven frugtsommelig, – det er bevist for Retten. Saa jeg troer nok, der skulde mer' Begavels' til, end Du har, for at skad' hendes Uskyldighed i Oktober. – Men nu vil jeg sige Dig een Ting: at hvis Du nogen Sinde tiere kommer med saaen noget forbandede Sludder og Vrøvl – – – Naa, nej, – det er vel bedst, Du kommer med'et til mig alligevel! – Hm. – Naa, gaa nu Din Vej! Paa Hovedet i Seng med Dig!«

Karl var først nede hos Jomfru Hyphoff for at faa nogle forsvarlige Mellemmadder sat til Livs. – Saa gik han i Seng, men faldt ikke i Søvn før Kl. 3 – blot for at tænke paa sin vidunderlige Lykke, paa, hvor ren og skjær og klar og lys han selv og hans Fremtid var. – Og saa paa Henriette, der havde trykket hans Haand saa fast, før hun sprang fra Gjallarbroen ned i Høgulvet.