V

En af de sidste Dage i Januar modtog Pastor Nordbye følgende Brev fra en Ungdomsven, en Herredsfoged i Vendsyssel. Han læste det højt for alle Børnene, da Undervisningstimen var til Ende:

»Kjære, højagtede Ven!

Efterat vi gjennem en Aarrække kun meget sparsomt, enten skriftligt eller mundtligt, have udvekslet Tanker, føre Forholdene det nu med sig, at jeg ved en ret udførlig, skriftlig Exposé maa forsøge at sætte Dig ind i en Sag, angaaende hvilken jeg vistnok tør forvente med det allerførste at modtage Dit ærede – og forhaabentlig gunstige – Svar.

Jeg begiver mig in medias res. – Enkefrue, Justitsraadinde Hegelund til Haldgaarden her i Vendsyssel har anmodet mig om min Assistance ved Anbringelsen af hendes attenaarige Søstersøn, Hr. Robert van Tholen, hos en Præst, i hvis Hus han kunde finde Optagelse indtil næstkommende Confirmationssøndag, og af hvem han kunde blive confirmeret paa den nævnte Dag. – Den unge Mand, der er Stamherre til et Gods i Sverig, er allerede 18 Aar. Forskjellige, særlige Grunde, hvilke her ville blive omtalte, forklare, at hans Confirmation er bleven saa længe opsat. Hans Fader, Hr. Godsejer van Tholen, døde i Delirium og under Administration, efter at hans Hustru var død, og medens deres eneste Barn Robert var ganske lille. Denne blev da sat i Pleje hos sin Moster, Fru Hegelund, som allerede dengang var Enke. Hun har ingensinde formaaet at hævde nogen virkelig moderlig Myndighed overfor det unge Menneske, der tværtimod paa næsten alle Puncter har vidst at sætte sin Villie igjennem paa Trods af hendes. Han har saaledes fra sit 13de Aar, ganske modsat hendes Ønsker, faret til Søes, først med en Skonnert af Aalborg, senere med en Brig af Kjøbenhavn. For to Aar siden kom han hjem directe fra Rio de Janeiro, og havde da, paa sin Tantes indstændige Forestillinger

desangaaende, indvilliget i at lade sig confirmere, forinden han atter forlod Hjemmet. To Dage efter foretog han imidlertid dette Skridt, uden derom forud at have underrettet enten sin Tante eller nogen anden, og har nu siden faret paa Chinakysten, hvorfra han vendte hjem i Midten af indeværende Januar Maaned. Han er nu atter gaaet ind paa at lade sig confirmere. Men da hans Tante frygter, at han anden Gang kunde forandre denne Beslutning, ønsker hun meget at faa ham anbragt i Huset hos en alvorlig og christelig Præst, der ved sin personlige Paavirkning formaaede at styrke den unge Mand i hans Forsæt, saaledes at han kunde fastholde dette indtil Foraaret. Han er ingenlunde velhavende endnu, da hans Gods stadig bestyres af Fremmede, men under 500 Kroner vil dog ikke blive givet for hans eventuelle Ophold i Dit Hus i disse tvende Maaneder.

Idet jeg nu anmoder om Dit snarlige Svar, beder jeg Dig og Din Hustru modtage de bedste Hilsner fra
Eders ærbødige og hengivne
C.F. Hansen.«

»Robert van Tholen lyder hollandsk,« sagde Pastor Nordbye efter endt Læsning af Brevet; »men Slægten kan jo have været længe i Sverig, og denneher er altsaa nærmest Vendelbo.«

»Skal han komme her, Fader?« spurgte Kathrine.

»Han skal komme her, ja, saafremt hans Tante gaar ind paa, at jeg kun konfirmerer ham, hvis jeg finder ham tjenlig dertil, naar Tiden kommer.«

»Hvad siger Faster?« spurgte Anna.

»Ja, hun siger jo, at det er en kjøn Skilling at faa for knap to Maaneder, og at Hr. van Tholen vel ikke æder Børnene, hverken her eller paa Holtinggaard.

Børnene gik ud af Skole om Eftermiddagen med den Fornemmelse, at det temmelig sikkert blev saadan, at han kom. – Der var stor Samtale i den Anledning, mens Børnene spiste Mellemmad. Karl og Anna saae sig nødsagede til at blive i Præstegaarden helt til Aften.

Det var jo saa mærkeligt, at han var Stamherre ligesom han i »Landsbybørnene«.

»Det er rigtignok dejligt,« sagde Anna, »at naar der endelig, endelig engang kommer En til os, at det saa er saadan en – rigtig – ja, en rigtig En.«

»Ja, for jeg synes da, at han er mere mærkelig end ham i »Landsbybørnene«, sagde Henriette.

»Tænk, hvis han nu er ligesom de Mennesker, vi kjender,« sagde Kathrine.

»Ja, hvor det var grueligt,« sagde Anna. –

Nu blev der læst de bedste Steder i »Landsbybørnene« om Stamherren, Grev Høg. – – Under Læsningen bemærkede Karl, at han kunde ikke lide Justitsraad Kyng.

»Jamen han fortrød jo da, at han havde kysset Dorthe,« sagde Kathrine.

»Jeg synes, at Ingemann er saa sær og ædel,« sagde Karl.

»Man kan da ikke sige, at nogen er for ædel,« sagde Anna.

»Jo, det kan man godt. Man kan ogsaa være for ædel, det siger Fader,« – Karl blev rød, og en voldsom Disput fulgte, hvor Karl tilsidst, af Frygt, fornegtede Faktum og indrømmede, at hans Fader ikke havde sagt saadan noget Snak.

Nu var det helt bestemt. Stamherren skulde komme med Damperen den 6te Februar om Morgenen. Fra ham selv havde Onkel Jørgen modtaget et Brev desangaaende, og det var meget ringere bogstaveret end noget, som Karen eller Niels eller de andre store Børn hos Onkel Jørgen skrev.

Der blev ingen Vogn sendt til Damperen efter ham. Saadan en Krabat kunde gaa selv, sagde Onkel Jørgen.

Men ved Davren (Øllebrød) omme i Præstegaarden sad alle Børnene i stor Spænding, thi de vidste, at Skibet var kommet til Holting Brohoved (en Fjerdingvej fra Byen), og den Fremmede kunde derfor ventes hvert Øjeblik. – Man ynkede Karl og Anna, der ikke kunde være til Stede ved den forestaaende første Modtagelse af ham i Holting.

Man vidste ikke, at Karl og Anna var gaaet ned ad Vejen til Brohovedet for at være de allerførste, der saae ham.

»Du maa endelig ikke sige Goddag til ham, Anna,« sagde Karl, »naar han gaar forbi; for naar man ikke veed, hvem man er, saa hilser man aldrig.«

Det kunde nemlig ikke være nogen anden end ham, den Person, der kom histhenne paa Vejen, thi der saaes ellers aldrig fremmede paa denne Egn.

Børnene havde en Fornemmelse, som naar man gaar langs Banelinien og venter et forbisusende Tog.

Nu var han der. De turde ikke se til hinanden. – Lige som han var paa Siden af dem, gjorde han pludselig Front mod dem og stod stille.

»Godda'! – Er det Wajen til Holting Præstegaard?«

»Ja,« sagde Karl.

»Naa, Fa'wel og Tak!«

Straks efter saae de ham fra Ryggen. Og nu kunde de rigtig skjønne, hvor hurtig han gik. Han blev meget snart utydelig.

Han bar sin Overfrakke over Skulderen med en Finger gjennem Stroppen paa den. Han havde Handsker paa og høj Cylinderhat.

Noget efter saae de ham dreje ind i Præstegaarden. Det var næsten, som at se et Lyn slaa ned langt borte uden at høre Skraldet. – –

Man havde i Spisestuen ventet hans Komme fra højre (ude fra Entreen). – Pludselig gaar Døren op til venstre – og ind kommer det igjennem Sovekamret, ude fra Kjøkkenet, ind i Spisestuen. – Dér stod han, lige bag Faster Maries Stol:

»Godda'! – Er Præsten hjemme?«

Hele Bordet rundt var det, som om der blev strakt Gevær. Skeerne sank ned i Øllebrødet, sagte klirrende mod Tallerkenranden.

Fru Nordbye vendte sig om mod den Fremmede: »»Godmorgen! – Naa, det er Hr. van Tholen. – Vil De gjerne tale med min Mand straks, saa skal jeg følge Dem op til ham.«

»Tak! – ja, jeg wild' godt ha'e talt med ham.«

Hans Sprog lød nærmest som Folks fra Hjørring, naar de paa en eller anden Maade har faaet det let kjøbenhavniseret.

Fru Nordbye rejste sig og gik i Forvejen.

»Jeg er blevven saa skammelig beski..... smudsket paa Taaje,« sagde den Fremmede, smed sin højre Handske paa Bordet og slog sig med Haanden ned over sine Benklæder.

Saa gik han hastig efter Fru Nordbye ud af Stuen.

Kathrine havde faaet Taarer i Øjnene af Bevægelse og Skuffelse.

»Hvad syntes I om ham ?« sagde Henriette, »jeg synes, han saae godt ud.«

»Det var dog et mærkeligt Menneske. Er han adelig?« spurgte Lærerinden, som havde sit Øllebrød for Enden af Bordet.

»Ja, han er Stamherre,« sagde Henriette, »det er jo Stamherren, som skulde komme.«

»Ja, jeg veed det,« sagde Ida Vinding lidt overlegent. Hun var jo dog den eneste tilstedeværende Voksne.

Men nu samlede hele Bordets Interesse sig om den Handske, som var bleven liggende tilbage efter den Fremmede. Den var indeni hvid og lodden, og Fingrene paa den var saa runde og tykke.

»Han har smaa Hænder,« sagde Lærerinden, idet hun trak Handsken paa og af igjen og lugtede til den.

Lidt efter tabte Kirstine den i Smørret, og ligesom man havde faaet den tørret pænt af, hørtes Stemmer i Storstuen af Præsten og den Fremmede, og straks derpaa fyldtes Spisestuen atter af Forbavselse og Forventning, da de kom ind, og Onkel Jørgen bød Gjæsten sætte sig ved Bordet paa Hans's Plads, mellem Henriette og Kathrine.

»Giv saa vor Ven Robert van Tholen en Tallerken Øllebrød,« sagde Præsten til Kathrine.

»Dét er De nok ikke vant til at spise om Morgenen,« sagde Fru Nordbye, som atter havde taget Plads ved Bordet.

»Oh jo – naar vi skaffed' ombord paa Briggen,« svarede Robert.

»Naa, saa De maatte selv hente det i Byen?« sagde Fru Nordbye.

»Oh ja,« svarede den Fremmede uden at forstaa.

Han fik sin Tallerken Øllebrød og gav sig straks med stor Iver i Lag dermed. Han bøjede Ansigtet langt ned mod Øllebrødets Overflade.

»Kan Du række den Fremmede Mellemmadderne,« sagde Fru Nordbye til Ellen, som sad lige overfor ham.

Ellen tog Tallerkenen med skaaret Rugbrødssmørrebrød, og rakte den, højtstablet som den var, over mod Hr. van Tholen. Men da hun samtidig søgte at dække sit Ansigts Rødme bag Mellemmadderne, kom hun til at vælte dem alle ned over Bordet, ned i den Fremmedes Øllebrød og i hans Skjød.

»Hæ, hæ, hæ, hæ,« sagde denne, men fortsatte ellers uden Afbrydelse sin Spisning, kun bøjede han Ansigtet endnu dybere end før ned mod sin Tallerken.

Da Smørrebrødet var blevet samlet op af de unge Piger, og der var bleven leet lidt ad Ellen, sagde Præsten:

»Naar nu Robert er færdig med at spise, saa gaar han i Seng og sover indtil Middag. Efter Middag viser Karl og de unge Damer ham rundt i Gaarden og Haven og paa Holtinggaard, og saa følger han med dem ind til mig Klokken 2, naar Skolen begynder.«

»Jamen jeg har ikke faaet læst paa mit Religion endnu,« sagde den Fremmede.

»Nej, det gjør hellerikke noget,« sagde Præsten og smilede.

»Men jeg har alle Bøgerne med.«

»Ja, det er godt.«

»Men de staar paa Brohovedet i min Kuffert.«

»Saa henter vi dem i Aften.«

»Ja, hvis De har en bitte Trill'wogn, saa kan jeg selv hent' Kufferten.«

»Det kommer vi nok ud af«

»Tak for Mad!« sagde den Fremmede. Han rejste sig, bukkede og stillede sig derpaa hen ved Væggen.

»Sæt Dig kun ned igjen, lille Robert,« sagde Præsten, »saa rejser vi os alle paa een Gang, naar vi alle er færdige.«

For hvert Øjeblik, der gik, dannede Børnene sig nye Meninger om Hr. Robert; de fik Indtryk paa Indtryk af underlige Skikke, som maatte være i Brug i fremmede Lande, – eller dog i Vendsyssel.

Kun Ida Vinding, som var opdraget i Aarhus, tillod sig at kritisere i sit stille Sind. – Men Hr. Robert van Tholen var smuk, det vilde hun indrømme, naar nu Debatten skulde begynde i Tegnetimen efter 9.

Da Robert sammen med Præsten og hans Kone var vel ude af Døren, saae de Tilbageblevne et Øjeblik paa hinanden i Tavshed; derpaa lød det næsten ordret eens fra Kathrine, Henriette og Ellen: »Hvad mon Karl og Anna vil sige, naar de ser ham.«

Henriette fortsatte: »Nu faar de ham ikke at se før efter Middag. Jeg vil bilde Anna ind, at han er skaldet og har en rød Næse.«

I det samme saae de Karl og Anna gaa lige forbi Vinduerne. Anna kiggede flygtig ind ad Ruderne.

Da de to kom ind i Spisestuen, var der ingen, som sagde noget til dem. Det var saa interessant at høre dem spørge.

»Vi har talt med Stamherren,« sagde Anna, »han spurgte os om Vej til Holting.«

»Aah!« raabte Henriette i en Tone, som om hun havde tabt et Par Kopper paa Gulvet.

»Synes I ikke alle sammen godt om Stamherren?« blev Anna ved. »Først syntes Karl og jeg, at han saae saa sær ud, men nu synes vi saa voldsom godt om ham.«

»Har I da seet ham siden ?« spurgte Henriette.

»Nej,« sagde Anna. – »Er Stamherren henne at sove nu?« »Ja,« svarede Henriette meget sagtmodig. – Naar Anna sagde »Stamherren«, lød det, som om hun havde kjendt ham længe, syntes Henriette. Men Navnet var slaaet fast med det samme.

Og Børnene i Præstegaarden fik i det Øjeblik overfor Stamherren den Fornemmelse, som aldrig senere forlod dem: at han havde været længst kjendt med dem paa Holtinggaard, og egentlig hørte til derovre.

»Naa, Robert er kommen i andet Tøj allerede,« var det første, Præsten bemærkede, da man samledes ved Middagsbordet.

»Ja, for Tante sagde, jeg skuld' lig'strags skifte, saa saare jeg kom til Stedet, og hold' mig pæn og ordenlig, saalæng'jeg war der.«

»Jamen det var jo udmærket,« sagde Præsten.

Under Maaltidet var det mest Præsten, der talte; han spurgte Stamherren ud, og denne svarede, gjennemgaaende med Enstavelsesord.

Et meget spændende Øjeblik indtraf, da Børnene fra Præstegaarden samt Karl, Anna, Karen Hejlgaard og Niels Vibro's Niels befandt sig, efter Middag, ude paa den store Plæne ene sammen med Stamherren. De følte sig nogle Minutter ganske hjælpeløse overfor den Fremmede; de mærkede, hvor utrolig lidt de hele deres Liv havde haft med andre end dem selv at gjøre. De blev saa flove, fordi de ikke kunde finde paa et Ord at sige til ham, men stod der som en Flok Fire-Femaarige, der faar Besøg af et fremmed Barn.

Det varede dog ganske kort; thi Stamherren sagde pludselig: »Skal vi int leg' So i Hul; det har jeg int legt de sidst' fir' Aar.«

De kjendte ikke Legen.

»Vi skal skjær' wos nogen Kjæpper; vi skal ha'e en Kjæp hver at rag' med.«

Han talte saa underlig brat og forskrækkende; det var, ligesom der fløj en Hare op for hver Sætning, han sagde.

»Vi kan ta'e dem her i Hasselhækken.«

»Jamen det maa vi ikke,« sagde Kathrine.

»Det ska'er int Træeren; de wokser bedre efter'et«

Det kunde ingen af Børnene svare noget til. – Men Stamherren var allerede henne i Hækken og skar de kjønneste runde, brune Stokke ud, med en Hurtighed og Kraft i Hænderne, der bragte Karl til at tænke paa, at Stamherren var jo ogsaa 18 Aar.

»Det war s'gu Dem, jeg saae paa Wajen,« sagde Stamherren, da han rakte Anna hendes Stok. – »Nu snoer vi os rundt om os selv og skriver et Hjul paa Jorden for hver af os,« – han udførte dette samtidig for sit eget Vedkommende, og de andre efterlignede ham straks.

»Oh, men nu har vi ingen Bold! – – – Vi kan li'saa snar ta'e en rund Sten.«

Alle spredte sig, søgende efter runde Stene med fanatisk Iver.

»Saa stor som et bitte Ævvel!« raabte Stamherren oppe fra Havemøddingen, hvor han søgte.

Snart var Stenen fundet, og Legen begyndte.

Saadan var der aldrig før leget i Holting Præstegaards Have. Aldrig med den legemlige Hidsighed – Sveden drev af dem allesammen – men heller aldrig den Slags Leg. Holtingbørnenes Lege var altid Fantasi-Lege, historiske eller eventyrlige; enhver Handling, enhver lille Bevægelse i deres Lege betød noget andet og mere end det, den i Virkeligheden var.

Det var saa forunderlig betagende og saa aldeles nyt, her at løbe og tumle og slaa til denne Sten som rasende, – denne Sten, som ikke betød andet end det, den var, og med hvilken man ikke havde andet Maal end dette simple og virkelige, at faa den dreven ind i en Medspillendes »Hjul« – som Stamherren kaldte det.

Hvergang der hos Holtingbørnene opstod Tanker om, at Stenen var en Trold, – var Grendel, der vilde ind paa Kong Hrodgars Borg, – saa kom Legen straks over dem med sin Hidsighed, sin Spænding, sit haandgribelige Angreb og Forsvar, og kvalte Fantasierne.

Det henrivende ved Legen var selve denne rasende Iver i hele Kroppen, Lystigheden var selve Blodets Jubel, det at le af fuld Hals, fordi man ikke kunde andet, – og saa var Stamherren saa smuk, syntes Pigebørnene, og saa fremmed, og han snakkede saa forskrækkelig sært.

Nej! – hvad var dét derhenne ved Hus-Enden? – dér kom Stamherrens Kaskjet frem meget højere end han selv, helt oppe ved Tagskjægget! – – Da det opdagedes, at det var Stamherren, som havde anbragt sin Kaskjet paa Enden af sin Kjæp, og nu lod den titte frem ved Hushjørnet, medens han selv stod skjult paa den anden Side, – da følte vistnok alle Holtingbørnene – uden at tænke det – at dette var tarvelige Løjer i Sammenligning med det, de selv kunde finde paa; men samtidig gjorde det dem ellevilde af Henrykkelse, fordi det var saa guddommelig simpelt og virkeligt. – Hvor kunde han dog være saa morsom, og det paa egne Vegne, ikke i en Rolle.

Det var for Karl, som om han for første Gang saae en virkelig Sten, virkelige Hasselkjæppe, virkelig sort, glattrampet Jord, – den virkelige, store Plæne i Holting Præstegaards Have. Og det var dejligt, men tillige noget ængstende. Han fik undertiden denne besynderlige Ulydighedsfølelse derved, som han aldrig kunde forstaa, naar den kom. – –

Næste Dag var det Himmel-Rendfog, og det blev ved i fire Døgn uden Afladelse, saa knap en Hund kunde komme udenfor en Dør. – End ikke Børnene fra Holtinggaard kunde slippe over til Præstegaarden i Skole. Derimod gjorde Stamherren en eventyrlig Fart den tredje Dag igjennem Hegnet om paa Herregaarden – som han kaldte den – og bragte Efterretninger fra Karl og Anna med tilbage.

Og saa: Fastelavnssøndags Morgen var det blikstille Solskinsvejr. Snefoget havde været saa voldsomt, at der sletikke fandtes andet end Driver og bar Jord, og Driverne var føgne aldeles faste. – Om Formiddagen var alle Børnene i Kirke, Stamherren i sin Egenskab af Konfirmand, Karl maaske som hans Kammerat, og Pigebørnene, fordi de altid plejede at gaa i Kirke. Men efter Middagen begyndte Legen, – den kom over dem, berusende, ædende gal, som en rasende Lyst til at løbe og løbe og raabe og tumle i Sneen – men ganske fri for Tanker og Fantasier. – De legede Røver – en Sammensætning af Tik og Skjul En var Røver, og de andre løb for ham og skjulte sig for ham, og de, han rørte ved, blev Røver sammen med ham, indtil alle var bleven Røvere. Saa begyndte Legen forfra, og dén blev Ene-Røver, som først var bleven fanget.

En Gang var Stamherren og Karl ene tilbage; alle de andre var bleven Røvere. Stamherren blev indespærret oppe i Hønsehuset; Anna, Henriette og Kathrine, hvilken sidste af og til havde fri den Eftermiddag, stormede det, for at komme ind og røre ved ham og derved gjøre ham til Røver, og han forsvarede sig rasende med tør Hønsegjødning. Han sad derinde i een Taage. Den Kamp glæmtes aldrig, saalidt som Sejren.

Og da nu Stamherren selv var bleven Røver sammen med Pigebørnene, gik den vilde Jagt efter Karl. Han var løben ned til Fjorden for at være godt til Side, da han skjønnede, at Kampen i Hønsehuset vilde ende med Stamherrens Nederlag.

Og dernede ved Fjorden kom han i sin Ensomhed pludselig helt ud af Legen – og blev overfalden af Natur-Rædsel og denne sære Ulydighedsfølelse. Han syntes, Fjorden laa helt aabenlys og afdækket som en raa, hjerteløs Jættekrop med »Høllet« som et lurende Øje der langt ude. – Han troede egentlig, det var dette med Gjertrud, der en Tid havde gjort Fjorden saa uhyggelig, jætteagtig for ham; men det kunde det ikke være nu, thi hin Ængstelse havde hans Faders Ord befriet ham fra. – Monstro da altid den virkelige, utilhyllede, vilde Natur var ham afskrækkende – for han syntes nok, at han saae paa alting paa en anden Maade, siden Stamherren var kommen; det var, ligesom han saae Tingene mere, som de var i sig selv, – ellers var de jo altid med i en Leg, der gjorde dem historiske eller eventyrlige eller i det hele mere menneskelige. Det kunde jo ogsaa godt være, at Naturen, naar den saadan ingen Ting havde paa, at saa var den i sig selv en forfærdelig Jætte. – Den samme Følelse af umenneskelig, hjerteløs Ligegyldighed hos Fjorden, som havde forfærdet ham hin Dag i December, greb ham i hvert Fald nu paany, – og han var lige i Færd med at flygte op mod Holtinggaards Have. – Da brød pludselig alle Røverne ud af den søndre Havelaage. Stamherren brølede som en besat, de andre hvinede bag ham, og Karl stod ene nede ved Fjorden og lo af Glæde, fordi de kom. – De fik ham fanget med overraskende lidet Besvær.

Saa satte de sig allesammen ned paa den frosne Jord forat hvile sig.

»Men hvad Tid paa Morgenen begynder I at pidsk' op?« spurgte Stamherren.

»Det maa I ikke sige ham!« raabte Henriette.

»Aa, la' wos nu bare wær' fri, bitte Henriette! – ellers kund'jeg jo gjern' træff til at komm' læng' førri Dav.«*

De andre brast i Latter; man havde nemlig Lov i Holting til at begynde Fastelavns-Oppidskningen, saa snart man var ovre Midnat mellem Søndag og Mandag.

»Og naar I saa bliver pidsket op, saa springer I vel ud af Sengen og løber efter os med jer' Gran-Ris.«

»Nej«, sagde Henriette og lo tilligemed alle de andre, »saa skal vi jo give Boller, som vi kjøber hos Kjøbmanden.«

»Aa, nej, dér skuld' I ha'e set i Yokkehame!« udbrød Stamherren. »Saa kom vi forbi saa'en en Shop –«

»Hvad for en een?« spurgte Pigebørnene.

»Aah, saaen en Butik eller Knajpe – heller da en Bule, og dér sad saa mange Tøser – saa kom de springend' ud efter os i djer bareste Særker, og vi løb for dem, det vi kund', ned til Skibet.«

Hverken Fortælleren eller Tilhørerne tænkte paa eller forstod, hvor upassende Sammenligningen var. Kun Karl blev blussende rød.

»Kom I saa først til Skibet?« spurgte Henriette.

Oh ja, de flest' af os. Men det er ellers int' noe at snakke om.«

Karl kunde ikke lide, at Henriette saa tit var den, der svarede Stamherren eller spurgte ham. Og det var saa sært at se disse bløde Bevægelser, hun altid havde, f. Ex. med at lægge Hovedet lidt tilbage, naar hun spurgte eller lo, – se dem brugt i Samtale med Stamherren. Han kunde bedre lide Annas Væsen overfor Stamherren. Hun saae saa fast paa ham, men sagde ikke ret meget.

»Du siger »Yokkehame«, men i Erslevs Geografi staar der »hama«,« bemærkede Henriette.

»Yokkehame ?« raabte Stamherren paa sin forskrækkende Maade.

»Og saa lyder det, ligesom naar Du siger »Goddag!« Det er, ligesom Du sagde: Nu ta'er jeg Dig!«

»Aa Fanden! sikke noe Sludder, Du kan finde paa!«

»Det maa da være rigtigst, saadan som Stamherren kalder Byen,« sagde Anna, »for saadan siger de vel paa selve Stedet.«

»Yokkehame – ja, saaen siger di all'tider paa Stedet. – Hvem blev først taget? Det blev Ellen. Saa skal Du vær' Røver, Ellen!«

I næste Øjeblik var Selskabet spredt for alle Vinde. –

Paasken kom lige i Begyndelsen af April. – Det var nogle stille og dog sært bevægede Dage. Stamherren skulde jo konfirmeres Søndagen efter Paaske, og om Mandagen skulde han rejse hjem.

I de Uger, der var gaaet siden hans Ankomst, var Stamherren helt blevet entret og erobret af Livet i Holting. Han syntes ubetinget, at det var de første egentlige Mennesker, han i sit Liv her havde truffet paa. – Pastor Nordbye havde lært ham noget Danmarkshistorie og noget Bibelhistorie, men ellers havde denne Vinters Konfirmander siden Fastelavn mest hørt tale om Aandens Verden og Jætternes Verden, og Stamherren var ikke blot bleven ivrig optaget af disse Præstens Tanker, men havde tillige faaet temmelig megen Øvelse i at skjelne i det virkelige Liv mellem Aandsmennesker og Jættemennesker. Aandsmennesker – det vilde altsaa sige Folkene i Præstegaarden og paa Holtinggaard og Morten Hejlgaards og Niels Vibro's Niels – desforuden Peter Meyer og Hustru, og saa var der nok en Del Aandsmennesker i Holting Sogn, som han ikke kjendte, og en hel Mængde i Lundborg. Jættemennesker, det var kort sagt egentlig alle dem, han tidligere havde kjendt – hans Tante ikke undtagen; tværtimod, han saae nu klart, at det, hun var, det var netop en Jættekvinde. – – Men saa havde Stamherren tillige faaet at mærke, at han var dog, trods Alt, atten Aar. Der var een af de unge Piger her i Holting, – naar han tænkte paa, at han om en Ugestid skulde rejse bort fra hendes Nærhed og maaske (saaledes som de tunge Anelser kunde tilhviske ham) aldrig skulde se hende tiere, saa følte han noget, der lignede den Hjemvee, som greb ham, da han som trettenaars Dreng var kommen bort fra Skibets Mandskab og i fem Dage løb ene omkring i Rio de Janeiro.

Og hun var jo saa ung. Det kunde ikke nytte, han talte til hende om saadant noget nu.

Anden Paaskedags Eftermiddag sad de alle inde i Lysningen i Hegnet Det var Solskinsvejr, og Stærene fløjtede saa vemodigt.

Stamherren var i Færd med at skrive alle de Tilstedeværendes Fødselsdage op i en Bog, han havde kjøbt til det samme. Henriette og Anna viste sig begge at være fyldt tretten Aar, henholdsvis den 5. Novbr. og den 7. Januar, Kathrine var 15 Aar. Karls og de andres Fødselsdage glæmte han at skrive.

Saa sad de og saae paa den ranke Top af en ung Kastanie. Den ragede lige op i den blaa Luft; de blanke, store Bladknopper glindsede i Eftermiddagssolen. Og dens Grene var helt besatte af Stærene, som baskede med Vingerne og sang og sang.

De unge Mennesker sagde ingen Ting. Men Stamherren begyndte at nynne Melodien til en skotsk Sømandssang, som han stadig havde sunget i de sidste Uger, – men nu tog han ikke mere Ordene med. Han kunde ellers ogsaa kun de første fem Linier af disse, der lød:

»Nu har vi fundet ud af, hvad den første Linie betyder af den Sang,« sagde Henriette.

»Aa, det er jo int noe, der er noe wed,« sagde Stamherren.

»Jo, det betyder: Min Kærlighed er kun en Ungmø endnu.«

»Nej – a lassie that's no – en lassie det er saaen en bitte ung Pige – –« Idet Stamherren drog Blikket ned fra Stærene, kom det til at strejfe Anna's Ansigt. Da standsede han i sin Oversættelse og blev meget rød

De andre saae det og blev ogsaa forlegne, og da Tilfældet var dem ganske nyt, huskede de sletikke paa at dække derover. De sad og tav nogle Minutter og følte sig meget ilde tilmode.

Saa rejste Stamherren sig, gik først nogle langsomme og tilfældige Skridt ind mellem Granerne, og saasnart han var nogenlunde dækket, satte han Fart paa og løb ud paa Vejen.

De andre sagde vedblivende intet til hinanden, men spredte sig efterhaanden. – Og da der nu ikke var blevet talt et eneste Ord, var det en Times Tid efter for dem allesammen, som om der ingen Ting var skeet. Det var der jo egenlig heller ikke; de vidste paa en Maade sletikke, hvad de var blevne forlegne over. Det hele gik saa i eet med Afskedsvemoden, der hvilede over dem alle i disse Dage.

Fra Kristian den Andens Død – det vil sige: lidt efter det Tidspunkt, hvor Ludv. Chr. Müllers Danmarkshistorie endte – indtil N.F.S. Grundtvigs Fødsel 1783 rugede der et Jættemørke over Danmark. Ludvig Holbergs kolde Dværge-Vid formaaede paa ingen Maade at sprede dette Mørke, tværtimod: i hans Dage indførtes i den danske Kirke det aandløseste af alt aandløst (næstefter evangelisk-kristelig Salmebog og Balles Lærebog): Konfirmationen. »Denne taabelige Komedie«, sagde Pastor Nordbye, »som man vovede at opføre i Guds Hus.« – Noget andet var, tilføjede han gjernc, at man kunde jo godt paa denne Dag ligesom tilfældig mødes med hinanden mellem Mands- og Kvindestolene i Kirken, de Gamle med de Unge, og glæde sig over, at vi alle hørte Menigheden til og var Guds Børn.

Denne noget blandede Betragtning af Konfirmationshandlingen gjorde egentlig ikke denne mindre højtidelig hverken for Unge eller Gamle i Holting. Hint »tilfældige Møde imellem Mands- og Kvindestolene« blev nemlig altid saa glædelig-alvorligt i Holting Kirke, saa de, som var med dertil, i Almindelighed aldrig glæmte det. Men mange i Menigheden var stolte af, at de formaaede at holde de to Synspunkter saa skarpt ud fra hinanden: den forordnede Konfirmationshandling og saa dette Møde paa Kirkegulvet. Ogsaa Karl skjelnede med en Fornemmelse af aandelig Snildhed. Han forstod det saa godt, naar hans Onkel efter Hjemkomsten fra Kirken Konfirmationssøndag undertiden sagde for Spøg:

Provsten var nemlig en Jætte og holdt ivrig paa Konfirmationen. – – Da man paa denne Konfirmationssøndag kom hjem i Præstegaarden efter Robert van Tholens Konfirmation, da var for de Unge alt lyst og glædeligt forbi; saa langt ud i Fremtiden, som Blikket kunde naa, var der kun Vemod, Længsel og Savn at øjne. Dette gjaldt i lige høj Grad Stamherren og Børnene fra Holting. Et ganske svagt Lyspunkt for disse sidste var det vel, at man til Middag skulde nyde den berømte Konfirmationssuppe, en Sødsuppe med en Overdaadighed af Brombærsyltetøj i og Flødeskum paa; men dels var dette jo dog en saare utilstrækkelig, og saa flygtig Trøst, dels kjendte Stamherren jo ikke engang Suppen.

Fra Vendsyssel var Fru Justitsraadinde Hegelund, Stamherrens Tante, ankommen. Hun var nok egentlig af temmelig fornem Slægt, men af Fornemheden havde hun nu sletintet andet tilbage end Stivheden. Sort Silkekjole med stivt, fiskebenet Liv og en Mængde blanke Kulperler. To Ørenringe som lange Draaber og paa Haaret noget Kniplingsværk som det, hvormed man dækker fine Stolesæder. Langt, magert, blegt Ansigt med mange, dybe Rynker, i hvilke Huden havde en lidt blaalig-rød Farve. – Hun sagde »Aak ja« til Pastor Nordbyes kaade Konfirmationskritik ved Middagsbordet, og lo misbilligende ad Proprietær Wintrups Bemærkning: »Ja, det er noget sær Snak, min Svoger kan sidd' og komm' med« – Hun var saa glad ved, at alting hidtil var gaaet saa ordenligt og pænt med hendes Søsterson, og nu skulde det da endelig ogsaa gaa saadan lige til det sidste. –

Anna Wintrup bar om ved Bordet. Hun kom med den anden Tallerken til Stamherren, – varm og ligesom mere voksen af det husmoderlige Arbejde. – Aldrig glæmte han hendes morke Øjnes faste, rolige Blik, aldrig den dybt-røde, festlige Farve, som Suppen havde under det kridhvide Flødeskum, aldrig denne underlige, smertelig-søde Rus af Uro og Længsel, som voldte, at han ikke turde tale, ikke engang sige Tak, da hun rakte ham Tallerkenen.

Nu rejste Onkel Jørgen sig, saa vilde han nok sige noget til Stamherren, nu til Afsked.

»Se, lille Børn,« sagde han, »vi er vistnok alle glade ved at sidde her sammen; vi holder af at se paa hinanden og snakke saa smaat med hverandre, og vi kan godt lide Mo'ers Konfirmationssuppe og Mo'er selv, – og denne gamle Præstegaard, hvor flere af os er født, og hvor vi næsten alle har levet gode Dage af Guds Naade. Vi er ligefrem kjede af at skilles fra hinanden. – Og det skal vi alligevel – allesammen. Robert han rejser nu fra os i Morgen, og vi andre rejser om nogle Aar, hver sin Vej – allesammen, lille Børn. – – Se, naar I nu engang sidder rundtomkring, anden Steds, og tænker paa de Dage, I levede sammen her, da vil I mærke, at der er noget af alt dette, som er helt forbi; I har intet Ord, hvormed I kan trylle det tilbage. – Det kommer af, at hvad I levede her, jo kun for en lille Part rummedes i Ordet alene, men for en meget stor Del bestod i jer selv, jert eget; og alt vort eget det er smaat, det er forgængeligt; alt vort er kun en Stemning, der bliver til et Minde, som falmer mer og mer.

Men der er noget, som er større end os selv og alt vort, noget, som lever i Ordet alene, og som derfor bliver levende Virkelighed for os paany, hver Gang Ordet nævnes. Det ene er vor Danskhed, som aandelig lever med os i Modersmaalet fra Slægt til Slægt; det andet er vor Kristelighed, som Aanden levendegjør i vore Hjerter ved Guddomsordet fra Evighed til Evighed.

Og derfor, lille Børn, hvad vi har delt med hinanden af Danskhed og Kristelighed i disse korte Dage, det skal ikke forgaa som en Stemning, et Minde; det skal blive Virkelighed for jer paany, hver Gang I synger en ægte dansk Sang; det skal fylde jer med evig Glæde, hver Gang Gudsordet gjenlyder i jert Hjerte.

Vort Liv i Aanden – det vil sige: i Ordet – det er større end alt vort eget; for det er evigt. Og derfor: lad os aldrig glæmme, at kun i Aanden er det værd at leve. Og derfor: lad os sætte et uendelig dybt Skjel, en uoverstigelig Afgrund imellem det og dem, der hører Aandens Verden til, – og saa alt det andet – Jætteverdenen. Bryd jer ikke om – hør det, Du lille Stamherre! – enten Mennesker er rige eller fattige, fornemme eller ringe, Vise eller Taaber, – men spørg ene og alene: er Du af Aand, eller er Du en Jætte! – – Og lev saa selv et Liv i Aanden; thi jeg siger: hellere være ufødt end leve i Jætternes Land! –

Kom saa her om, lille Robert, og klink med mig!«

Stamherren rejste sig, men kunde ikke bære sit Glas uden at spilde, saadan hulkede det i ham.

»Jeg har været rigtig fornøjet med Dig og har et godt Haab til Dig. – Gud velsigne Dig!« sagde Præsten og klinkede med det store Menneske, idet han saae ham ind i hans vaade Ansigt og taarefyldte Øjne.

Alle Pigebørnene sad med Ansigterne bøjet ned mod deres Kjolelommer og de derværende Lommetørklæder. Karl kunde kun ved at blinke meget stærkt holde Taarerne tilbage. – Men alle var i Grunden glade, thi de følte sig jo i gode og mægtige Aanders Værge.

Det gjorde derfor et meget pinligt Indtryk, da Proprietær Wintrup sagde – ikke ret højt og ligesom hen for sig selv: »Jeg troer s'gu, han gjør de Børn tumped' tilsidst.«

Karl saae paa Onkel Jørgens Ansigt. Det saae ikke formørket eller vredt ud; men Karl mente, det kom af, at han lod Faderens Ord gaa forbi sig – videre – vel op til Vorherre. Det var dog ogsaa sært, at hans Fader kunde sige saadant noget. Men han var jo lad!

Stamherren havde ikke hørt Proprietærens Ord. Han var kommen om til sin Plads, men stod endnu op med Glasset i Haanden. »Uha, nu vil han vist takke Onkel Jørgen,« tænkte Anna, og slog Øjnene ned.

Han vilde ogsaa til at sige noget, men under Anstrængelsen for at faa det første Ord udtalt, gav det ligesom et Kvæk – en uartikuleret Lyd – i Halsen paa ham, og han satte sig forvirret ned.

»Det er Ord nok,« sagde Onkel Jørgen og lo – lidt tvungent, syntes Karl alligevel. »Jeg kan om Robert sige, som det hedder om Messingjens: Te aalt hwa A saae, saa enten kronnied han, eller hwinnied han, eller rimmed han, og A forstod aalti, hwa han minnt. – Ja, ja, lille Robert, vi forstaar godt nok hinanden.«

»Min Søstersøn faar saa let Hikke, naar han drikker Vin,« sagde Fru Hegelund. »For han nyder saa sjælden Spiritus.«

»Ja, han er en rar Een,« sagde Fru Nordbye.

»Gjør jeg Børnene tumpede, Wintrup? hvad mener Du med det?« spurgte Onkel Jørgen.

»Aah – jeg mener jo for Resten æt noet – da – saaen,« sagde Proprietæren langsomt og under megen Udaanding. – »Skal vi saa« – føjede han til i en helt anden Tone, men standsede øjeblikkelig; det var tydeligt, at han nær i Distraktion havde bedt Selskabet tage til Takke.

Lidt efter rejste man sig. Wintrup kom til at sige Farvel straks, for -æh – der var noget nyt med Kreaturerne, som – æh – Røgteren havde fundet paa, ja – en ny saaen Fodringsmethode, som han gjern' vild' vær' til Stede ved, første Gang det blev prøvet. – –

De Unge gik saa underlig hjælpeløse omkring den Eftermiddag; lege kunde de ikke paa Grund af Afskedsbedrøvelsen, og de var for mange til saadan at snakke sammen. De havde det bedst, da Onkel Jørgen kaldte dem ind for at synge Viser og Salmer sammen med ham for den fremmede Dame.

Men om Aftenen, da de fra Holtinggaard var gaaet hjem, og da alle i Præstegaarden var i Seng, listede Stamherren sig ud af sit Vindue og gik ned i Hegnet, hen til Diget med den nedtraadte Overgang, hvor han var kommen saa tit nu i de sidste – ja, tænk dog! – det var kun 7-8 Uger.

Det var stille herinde i Hegnet, skjønt det blæste ikke saa lidt udenfor og jog hvide Skyer forbi Maanen. – Han var saa længselssyg og saa bespændt og urolig for Annas Skyld, for naar fik han vel hende at se igjen, og var hun da den samme? – Men han vilde ikke være fortvivlet, for saa meget skjønt som de dog havde lært ham paa dette dejlige Sted! –

Han kom ind i Lysningen paa Holtinggaardssiden – og dér stod Karl og Anna.

»Aa, Gud skje Low og Tak endda, sødeste Wenner!« sagde Stamherren, overvældet af Glæde.

De gik ind i Holtinggaards Have. »I wild' da int over til os?«

»Nej,« sagde Karl, »vi vilde blot gaa og tale om Dig, fordi Du nu skal rejse.«

De Ord maatte Stamherren lade ubesvarede. – De gik tavse ned langs Hasselhækken. Anna havde bart Haar: Vinden tog lidt i det, og det var blankt i Maanelyset.

»Aa, Du fryser wist, Anna. Tag min Kaskjet paa. Wil Du int det ?«

Nej, det gjorde ingen Ting, sagde hun.

Snakke kunde de ikke noget videre; men de stod en Tid og saae ud under Elmene i Søndersiden af Haven. Det saae alligevel saa foraarsagtigt ud: disse store, frie, vuggende Bølger paa Fjorden med

skumløse Kamme, som blinkede.

Karl blev saa greben, saa han atter næsten følte som en Slags Ulydighed derved

Stamherren syntes, det hele lignede en ung Pige med bart Haar, som Vinden tog lidt i.

Næste Morgen rejste han saa sammen med sin Tante.

Om Aftenen gik Pastor Nordbye om paa Holtinggaard og udbad sig en Samtale med sin Svoger oppe i Kontoret

»Jeg vil spørge Dig ligefrem,« sagde han til Proprietæren, »om det blot var en Spøg, et flygtigt Stemningsudbrud, det, Du sagde igaar ved Middagen: at jeg gjorde Børnene tumpede, eller Du virkelig mente noget med de Ord.«

»Nej, nej!« raabte Wintrup, ligesom forskrækket, – »har Du tænkt paa det – –«

»Ja, vi er jo ikke saa lidt forskjellige, Du og jeg; det var jo sletikke umuligt, at Du kunde have noget imod min Maade at undervise – og man kan jo gjerne sige: at opdrage – Dine Børn paa.«

»Jeg vil saa nødig bland' mig i'et; jeg kan jo sletæt selv gjøre noget –«

»Du kan gjøre saa meget, at Du kan lade mig høre Dine Indvendinger; saa kan jeg jo ganske selv om, hvorvidt jeg vil rette mig efter dem.«

»Aa – jeg kan jo nu helleræt udtrykke mig – – – Men – æh – er'et æt for eensidig, kan de æt gjern' blive lidt sær' a'et? – Og saa den forfærdelige Skjel, Du sætter – dér. Du taler om Aandsmennesker og Jætter – jeg blev ligefrem lidt undseelig paa Fru Hegelunds Vegne - hvad skuld' hun tænk', stakkels Kone – – Mig selv, det kan nu gjør' ligemeget, om Du regner mig for en Jætte –«

»Det er jo ikke en Forskjel paa Mennesker i sig selv, – det er blot dét: om de vil lade sig hjælpe af Aanden eller ikke.«

»Jamen hvorfor skal der saa gjores saaen en Forskjel paa Folken' selv indbyrdes, li'som nogen var Engler og andre Djævle – havde jeg nær sagt – –«

»Det er Skjellet, – det store Skjel!«

»Og naar'et saa endda var Forskjellen paa dem, der virkelig vild' vær' med og saa all' Sludderhovederne –«

»Vi kan ikke dømme Hjerter og Nyrer. Ja eller Nej til Aandens Verden – det er det store Skjel.«

»Ja – »en uendelig Afgrund«! – aak, aak! lille Du! – er det da noget at sige til Børn! – Tænk, om vi havde en uendelig Afgrund herud' i Marken – vi vild' jo all' gaa og vær' helt tosset af Angst for'en – især naar vi æt vidst' bestemt, hvor'en var. Vi kund' jo gaa i'en, inden vi vidst' en Bitt' a'et.«

»Skjellet mellem Aandens Verden og Jætternes Verden kan et aandeligt oplyst Barn kjende,« sagde Præsten noget affærdigende. Saa tilføjede han i en anden Tone: »Men det var ikke dét, jeg vilde tale om. Jeg vilde blot spørge, om Du ikke ønskede Dine Børn – eller i hvert Fald Karl – undervist anden Steds.«

»Jeg troer nu ogsaa, det var godt, om han fik noget mer' saaen egentlig med Kundskaber. Jeg kund' godt ha'e Lyst til at hold' et Menneske, der kund' gjør' ham i Stand til Studenterexamen, saa kund' han jo endda gaa og – –«

»Gaa og høre paa, hvad jeg havde at fortælle?« afbrød Præsten. »Nej, enten – eller! – Han kan gaa og regne og tegne og sligt hos en lille Pige som Ida Vinding, – det tager han ingen Skade af Men han skal ikke have to selvstændige Lærere. I hvert Fald vil jeg ikke være den ene.«

»Jamen saa bliver'et, som'et har været,« sagde Proprietæren. »Din Undervisning skal han æt undvær'.«

»Ja, ja.« –

Der var en lang Pavse.

»Hvad er Du utilfreds med hos ham ?« spurgte saa Præsten. »Jeg har ikke mærket andet end godt hos Drengen.«

»Aa, jeg veed æt, jeg synes sommetider, der er noget sygeligt ved ham.«

»Sygeligt?«

»Ja,« -- Og nu kom, under mange Vanskeligheder og megen Trækken-paa'et, Historien med Gjertrud.

»Det er saa forskrækkeligt, saa det næsten klinger utroligt,« sagde Præsten.

»Naar jeg siger'et, saa er'et vist troligt nok,« sagde Proprietæren. »Og det forskrækkelig' det er jo hans vanvittig' Angst bagefter. – Men naar enhver menneskelig Skrøbelighed bliver gjort til saaen et uopretteligt Fald lig' ned i Helvede – eller Jætte verdenen, Du kalder'-et – saa bliver den stakkels Dreng jo saa forkyst og forskræmmet, saa han troer, han sidder midt ud' i saaen et eller and't, blot han engang har været i Sogn sammen med'et – –«

»Der er intet andet at sige om sligt,« afbrød Præsten, »end at han trænger til legemligt Arbejde, og det saa det forslaar noget. Lad ham stryge alle Timerne hos Ida Vinding, og lad ham gaa i Marken i Stedet for. – Student bliver han tidsnok.«

»Ja, – jeg veed s'gu æt, om han har Lyst til det Landvæsen. Jeg skuld' snart tro, det var bedre for ham, om han kund' blive rigtig optaget af sit Arbejde og sin egen Fremtid –«

»Det maa Du helt selv om,« sagde Præsten. »Men skal jeg have noget med hans Opdragelse at gjøre, saa forlanger jeg, at det bliver, som jeg har sagt. Det er Fantasiens Styrke og Renhed og saa Kroppens Udvikling, det gjælder om i den Alder. Sletintet andet.«

Overfor saa bestemte og energiske Udtalelser kunde Proprietær Wintrup ingen Ting sige.

Karls Timer hos Ida Vinding blev strøgne. I Stedet for kom han til at deltage i alt forefaldende Arbejde paa Holtinggaard.