VI

Der er gaaet tre Aar.

Karl er bleven en opløben, men alligevel kraftig bygget, ung Person. Han fylder atten til Jul. – Kathrine i Præstegaarden er atten, Henriette og Anna godt seksten Aar. – Disse fire kaldes »de Store«, og det er allerede et halvt Aar siden, de to yngste af dem holdt op med at gaa i Skole.

Proprietær Wintrup er kommen til at sætte grumme megen Pris paa sin Datter Anna. Han synes ligefrem, hun begynder at ligne lidt efter sin Faster Marie i Præstegaarden. Hun er saa pæn og fornuftig, og gaar saa stille. – Forrige Paaske var Stamherren paa Besøg i Holting; men han havde ikke meldt sig, saa de ventede ham sletikke paa den Tid. Anna var ikke hjemme; hun var en Tur i Viborg. Og da hun fik Henriettes Brev, var Stamherren allerede rejst. Han blev kun to Dage, skjønt de straks havde forstaaet paa ham, at han vilde være i Holting en Uge. – Saa nu sidste Jul var han atter kommen uanmeldt; men da laa baade Karl og Anna syge af Mæslinger, som var meget haarde ved dem. De havde kun seet grumme lidt til ham, da Lægen strængt forbød uvedkommende at besøge Patienterne.

For Proprietær Wintrup at tykke til, saae det snart ud, som om Anna tog sig dette Uheld meget nær. –

Karl læste endnu noget Sprog hos Onkel Jørgen. Og denne havde for nylig udtalt sig i høj Grad anerkjendende om det gode Sprog-Nemme, Karl besad. – Men Karl selv følte sig i det sidste Par Aar ikke saa lidt paa Kant med Onkel Jørgen. Han var meget utilfreds med at gaa og slide i Landbruget derhjemme; dels fordi han ikke duede videre til det og derfor af Forvalteren blev sat til det kjedeligste og tillige groveste Arbejde – saakaldet: Knokkelarbejde; dels fordi det hindrede ham i at tage ordenlig fat paa Læsningen. Og han vidste, at hele denne ham saa forhadte Ordning havde Onkel Jørgen til Ophavsmand.

Der var en pastor emeritus Grabow, som boede en Milsvej fra Holting – i Glenstrup – og som havde været Adjunkt i sine yngre Dage. Han kunde sikkert lære ham alt muligt, for han skulde endogsaa være meget lærd, og gjøre ham saa godt som helt færdig til Artium. Men han var nok Fritænker. Og derfor var Onkel Jørgen vistnok bange for ham, mente Karl. –

En skjøn Dag i Høstens Tid kom Løsningen af disse Vanskeligheder saa at sige afsig selv. – Forvalteren paa Holtinggaard – der forresten var en lille tynd og spinkel Person, men særdeles dygtig – havde flere Gange tilladt sig i de andre Folks Nærværelse at skjælde Karl temmelig grovt ud. Og Karl havde hver Gang advaret ham. – Saa endte det med, at Forvalteren en Dag under Høbjærgningen, da Karl rev op efter Læsset, foer ind paa ham, skjældte ham ud og gav ham tilsidst et Rap over Ryggen med Læsserebet. – Karl traadte øjeblikkelig Hovedet af sin Rive og huggede løs paa Forvalteren med Stagen. Forvalteren retirerede hen mod en Høstak, hvor der stod en Fork; men just som han havde grebet fat i denne, fik han et Slag oven i Hovedet med Rivestagen, saa han tabte Bevidstheden og styrtede til Jorden. Sin Bevidsthed fik han hurtig igjen, men under en Hagl af Slag med Riven, der først endte, da han kom paa Benene og løb sin Vej – hen til sin Ridehest.

Idet han red bort, raabte han til Karl, om han øjeblikkelig vilde komme hjem, da Sagen skulde forebringes Proprietæren.

Karl begav sig hjem, og var ikke lidet ængstelig, da han saae sin Fader og Forvalteren staa sammen oppe ved Hoveddøren, – Forvalteren holdt sin Hest ved Tøjlen.

»Naa ja, Petersen hér har fortalt mig lidt om jeres Mellemværende, Karl. – Jeg veed s'gu æt. Dømm'jer imellem det synes jeg æt jeg kan. – Men jeg kan gjern' gi'e jer et godt Raad: enten te I tærsker videre paa hverandre, eller ogsaa te I gaar Rettens Vej med'et. Jeg kan saamænd godt betal' Bøden for den af jer, som taber sin Sag.«

Dermed gik Proprietær Wintrup ind paa sit Kontor.

Forvalteren maalte Karl med et Blik, hvori der var lagt en overordenlig stor Foragt, og steg derpaa til Hest, idet han sagde: »Jeg ønsker ikke Deres Nærværelse i Marken i Dag.«

Denne Straf maatte Karl naturligvis finde sig i. Klokken var 3, og det var ganske usædvanlig varmt – lige mod Slutningen af Hundedagene. Han gik da ned til Holting Aa, klædte sig af og laa en Timestid i det klare, rindende Vand.

Da han klædte sig paa, havde han fattet sin Beslutning. Nu skulde det have en Ende med det Landvæsen, saa fik baade hans Fader og Onkel Jørgen sige, hvad de vilde.

Han gik hjem og aabnede med Hjertebanken Døren til sin Faders Kontor. Der var ingen derinde. Stuens sædvanlige Lugt var i Varmen stærkere end ellers: det var en Blanding af Tobak, Segl-Lak og vistnok Kalfonium (til Violinbuen). Der var for Resten noget eget befriende og stilfærdigt ved Lugten paa hans Faders Kontor.

Jomfru Hyphoff kom raslende med sine Nøgler. Hun hørte ganske vist meget daarligt, men hun kunde alligevel altid mærke, naar det gik uregelmæssigt med Dørene i Huset.

»Nej, Din Fader er ovre i Præstegaarden,« svarede hun paa Karls Spørgsmaal. – »Ja, ja, sikke Historier Du laver!«

Karl løb igjennem Haverne og havde første Gang i sit Liv denne ejendommelige Fornemmelse af at have sagt sit Hjems Jordbund op. Den sorte, glattrampede Jord i de skyggefulde Havegange fjerede under hans Fødder.

Hans Fader og Onkel Jørgen sad begge inde i Studereværelset. Det Værelse havde ikke nogen bestemt Lugt. Ja, det lugtede af Mennesker.

I sin Iver havde Karl glæmt at skaffe sig et Skinærinde eller lignende til Indledning, og han huskede først paa, hvor underligt hans Komme maatte synes, da han havde banket paa Døren.

»Ja, jeg vil sige jer, at nu vil jeg til at studere ordentligt« – anderledes kunde han i Skyndingen ikke faa det sagt.

»Naa, til Lykk' med'et da,« sagde hans Fader og smilede.

»Ja, ja, – ja, ja,« sagde Onkel Jørgen i en syngende Op-og-ned-Tone, der omtrent kunde betyde: »Ungdommen raser«. – Efter en Pavse fortsatte han: »Vil man saa paa nærmeste Latinskole eller paa Kursus i Kjøbenhavn?«

»Det veed jeg ikke,« sagde Karl, »det maa Fa'er vel afgjøre.«

»Ah,« – stønnede hans Fader, »det er vel æt værd at komm' saa langt hen straks. Det er vel bedre, han kommer op til Emeritussen her nørpaa; den lille Skimled' er jo en rar Rid'hest nok.«

»Som man vil, som man vil,« sang Onkel Jørgen i to opadgaaende Sætninger. »Jeg siger ikke noget.« Den sidste Sætning endte langt nede.

Karl kunde ikke rigtig besinde sig paa, at han allerede havde faaet sit Ærinde udrettet.

»Vil Karl saa ene tage op og tale med Pastor Grabow ?«spurgte Onkel Jørgen lidt efter, »eller vil han kjøre med mig derop i Morgen? Da skal jeg nemlig paa Herredskontoret. – Jeg henstiller det blot.«

»Ja, det vil jeg sige Dig rigtig mange Tak for,« sagde Wintrup. »Og Du veed vel eller kund' maaske undersøg', om Grabow har den fornødne Dygtighed til at forbered' saaen en ung Fyr til Artium –«

»Dygtighed har Manden vist nok af,« sagde Onkel Jørgen.

»Ja, det er jo en sær Patron ellers – men hvad – med Guds Hjælp, se saa – – Naa, hils Marie – og det er sandt: vil Du æt sig' til hend', at jeg kommer æt over og faar min sædvanlig' Mørkningspassiar med hend' i Aften, for jeg skal til Byen, og kommer først sent hjem. – Farvel, Du!«

»Vi kjører i Morgen Kl. 2, Karl,« sagde Onkel Jørgen, idet de forlod Værelset.

Karl og Onkel Jørgen havde kjørt den første Fjerdingvej, uden at der var bleven vekslet noget Ord imellem dem selv indbyrdes. Derimod havde Onkel Jørgen, der var en meget nænsom og hensynsfuld Kudsk, talt en hel Del med den brune, velnærede Hoppe, han havde for Vognen. Hun havde sin bestemte Maade at komme frem paa, og skulde der afviges fra den, maatte der snakkes med hende om det. Det var navnlig de to eller tre Standsninger opad hver Bakke, som hun nødig vilde fravige; men de kunde jo gjøres mere eller mindre langvarige, og dérom lod der sig forhandle. Pidsken brugte Onkel Jørgen stadig, men kun til at gjenne Fluerne bort fra den Brunes Ryg og Sider. –

»Ja, Du skal saamænd ikke forestille Dig, at han saadan ligefrem vil prøve paa at rokke ved den kristne Tro,« sagde endelig Onkel Jørgen – uden nogen Indledning.

»Naa –«

Saa var der atter en temmelig lang Pavse.

»Men Du vil mærke det i alt, hvad han siger og fortæller Dig.«

»Jamen er han da Fritænker, Onkel Jørgen?«

»Ja – Fritænker –«

»Troer han ikke paa ham, Brandes, som Du har talt om?« »Man troer ikke paa noget Menneske, lille Karl. Man troer ikke engang paa Fanden. Kun paa Gud.«

»Jamen troer han da ikke, at den – Brandes har Ret?«

»Tør ikke sige noget bestemt derom. Han er vist ikke sikker paa nogen Ting. Det er Folk sjælden, naar de ikke længer vil tro, hvad Vorherre siger.«

Atter Pavse.

»Ham – æh – Brandes, han har vel saa en forfærdelig Mængde Børn?« spurgte Karl, lidt usikker i Stemmen.

»Hvorfor dog det?«

»Jo – naar han bedriver – –«

»Bedriver hvilket?«

»Ja, denher – frie Kjærlighed.«

»Hvem har sagt, at Brandes dyrkede den frie Kjærlighed?« spurgte Onkel Jørgen.

»Men det sagde Du jo selv i Forgaars.«

»Sagde jeg dét ? – – Hm, det er saamænd godt, vi kommer til at tale om dette. – – Seer Du: Eet er, hvad man med Sikkerhed kan slutte sig til ud af en Mands Skrifter; et andet er, hvad man veed om ham. Og jeg veed ikke nogetsomhelst om Brandes, jeg slutter blot ud af hans Skrifter.«

»Jamen Du sagde jo, at Du vilde ikke læse og havde aldrig læst noget af hans Skrifter.«

»Det har jeg ikke, nej; for jeg veed, hvad de indeholder. – Men saa meget mindre bør man da tale om sligt til Fremmede. Det var blot det, jeg vilde indprente Dig: pas dog paa, at Du ikke siger saadant noget til en fremmed Mand som Pastor Grabow. Det vil Du i det hele faa at mærke mer og mer, at man kan sletikke tale saadan med fremmede Folk, som man kan med sine egne. Overfor Fremmede skal man kunne bevise alting, ellers ler de kun ad En.«

»Men Pastor Grabow dyrker da ikke den frie Kjærlighed?«

»Nej, nej, nej, nej! – pas dog paa, Dreng, hvad Du siger. Man kan jo ligefrem være bange for at slippe Dig ud mellem Fremmede.«

»Jamen hvis han nu er Fritænker?«

»Det har ikke noget med den Ting at gjøre.«

»Jo, for Du sagde i Forgaars – –«

»Ja, ja – vist saa, vist saa. Men een Ting er sikker, og det er den: at vi ikke har Lov til at tro eller sige noget ondt om Folk, uden vi kan bevise det. Og om Pastor Grabow troer jeg nu sletikke saadant noget.«

»Hellerikke, at han er Fritænker?«

»Jo, – men det andet.«

Onkel Jørgen nynnede i længere Tid –

»Og een god Ting er der ved Pastor Grabow,« sagde han pludselig: »og det er hans Mod til at kjæmpe mod Lægerne her paa Egnen. De vil jo i deres autoriserede Examens-Hovmod være ene om det. Men han tager ganske rolig Arbejdet fra dem, – de kan ikke bevise, at han tager nogetsomhelst for sine Kure. Saa nu er de helt holdt op med deres Processer imod ham. Og han har ligefrem udhungret den autoriserede Læge her i Distriktet. Dér er der noget fornøjeligt, noget friskt ved ham. – – Naa, og jeg haaber, Du skal have Forstand til at skjelne og dømme om, hvad Du kan bruge af hans Lærdom, og hvad ikke. – Kom saa Brune!«

De drejede fra Landevejen ind mod Herredsfogedboligen, Glenstrupgaard, – lidt længere henne ad samme Vej laa Pastor Grabows smukke, lille Ejendom.

Herredsfoged Bircheroed selv kom ud paa Stentrappen, da de holdt for Døren paa Glenstrupgaard.

»Goddag, kjære Pastor Nordbye. Hvod'n har De det. Hm, glæder mig ret at se Dem. – Min Kone er desværre ikke hjemme. – Værsgod, kom indenfor!«

Herredsfogdens Tone lød altid, syntes Karl, som om han kunde sige: »Kjære Venner! – i denne skrækkelige Tilværelse – saa lad os dog ta'e den Smule gode, der er at faa – –«

»Peter!« raabte han paa Karlen, – »aa, De skal ikke sætte Hesten i Toften; der er jo ingen Ting til den. Sæt den dog ind paa Stalden, og lad den faa lidt saftigt Grønfoder! – – Ja, ikke sandt, det har den meget bedre af, Hr. Pastor!« vendte han sig til Præsten.

Karl, der først var sprungen af Vognen – ned paa Trappestenen, blev af Herredsfogden, idet han gav ham Haanden, venligt draget op imod Entréedøren, ad hvilken han, lidt fremmed-ængstelig, gik ind i Forstuen. Lige idet han kom ind ad Døren, mente han at være ene derinde; i næste Secund saae han en ung Pige staa henne ved Trappegelænderet, som førte op til Loftet. Hun lænede sig imod det med den ene Skulder, skydende Hoften en Smule frem, og hun smilede – – vistnok ad ham.

Han gik hen og gav hende pligtskyldigst Haanden. Hun rakte ham vel ogsaa sin, men smilede lidt mere i det samme.

Aldrig før havde han hilst paa en ung Pige, der i det første Mødes Øjeblik ikke havde været ligesaa forlegen som han selv, – ja, som øjensynlig sletikke var forlegen.

Han vidste instinktmæssig, at han burde sige et eller andet til hende – og det skjønt han sikkert ellers ikke under lignende Omstændigheder vilde have anset dette for en Nødvendighed – men han kunde ikke finde paa noget, gik hen mod Knagerækken for at hænge sin Hat op, og følte sig under denne Vandring som en rent umulig Hjemmefødning. Han trak ogsaa sin Overfrakke af og hængte den op. – Og nu skulde han da have sagt noget – men han saae blot, at hun vedblivende smilte, og med sin Haand skjød Kjolen, som var gleden lidt ned, ind over Skulderen. Hun havde nemlig helt bare Arme, og den gule Kjole var udskaaren i Halsen.

»Og dét er?« – spurgte nu Pastor Nordbye, idet han traadte ind i Forstuen og saae hen paa den unge Pige.

»Jeg hedder Rebekka Woltersien,« sagde hun muntert – og saa naturligt! – Karl følte sig ligefrem ængstet ved hendes Uforlegenhed.

»Goddag!« sagde Pastor Nordbye og gav hende Haanden.

Hvor hendes Arm var hvid og rund, og idet hun strakte den ud, kom der en lille Fordybning i Albuen, der sletikke syntes ru.

»Naa, Du har hængt Dit Tøj fra Dig,« sagde Præsten til Karl. Derpaa gik han nær hen til ham og hviskede:»Aa, tag det heller paa igjen og gaa ned til Pastor Grabows, saa kommer jeg om lidt. Jeg vil saa nødig volde mere Ulejlighed hér end nødvendigt.«

Karl adlød, rød i Hovedet og følende sig dum som et Fæ.

Nu kom Bircheroed ind: »Hvad, den unge Herre tager Tøjet paa igjen?«

»Ja, det var en Fejltagelse. Han skulde ned til Pastor Grabows.«

»Aa, nej, lad ham nu dog blive! Det vil han gjerne. Her er min Niece fra Kjøbenhavn. De unge Mennesker gaar jo og kjeder sig i Sommerferien. Lad dem nu dog more sig -- hvad? Ikke sandt, Rebekka?«

»Aa, nej, jeg troer, han vil helst – – Og jeg kommer straks derned,« sagde Pastor Nordbye.

»Hvad behager! – jamen der er ikke Spor af unge Dam .... der er disse to gamle, kjære Mennesker –« »Nej, Onkel, lad nu dog Hr. Nordbye være, hvor han vil,« sagde Frøken Woltersien og stak sin Arm ind under Herredsfogdens.

Karl bukkede og sagde Farvel, imedens han hørte Onkel Jørgen begynde at forklare, at han ikke hed Nordbye men Wintrup og var en Brodersøn af – – –

Karl havde kun været i Pastor Grabows Hus en eneste Gang for syv Aar siden. Hans Forestilling om denne Mand havde dannet sig over et Barndomsindtryk, der – som det saa ofte er Tilfældet med slige Indtryk – paa een Gang var meget levende og stemningsfyldt, men tillige ganske forkeert og tilfældigt Han var bleven sendt derop i et Ærinde for sin Onkel – det var en af hans allerførste længere Rideture – efter noget homøopathisk Medicin, som Pastor Grabow uddelte til Venner og Bekjendte. Han kom der dengang under Indtryk af det ædle og vovede i denne homøopathiske Kamp imod Egnens Læger, og da han kom hjem i Præstegaarden om Aftenen, blev der tilfældig sungen den Sang af Grundtvig, hvori det hedder: »Saa lad derpaa os Syn da fæste, hvad Ædle kalde Livets Lyst, ja, lad os kjærnpe med de Bedste og vove kjækt mod Død en Dyst.« Derved var der kommen til at hvile et endnu stærkere Skjær af Heroisme saavel over Homøopathien som over Pastor Grabow. – Med den stigende Oplysning havde dette Skjær i Aarenes Løb forvandlet sig til en Del graa Skuffelse for Karl, især da han fik at vide, at Pastor Grabow sletingen Aandskjæmpe var, men snarere det modsatte. I det sidste Par Aar var dog atter Grabows Aktier steget betydelig. Onkel Jørgen havde selv voldt det ved sin Holden tilbage overfor Karls Studere-Lyster. Grabow stod nu for Karl som Lærdommens Repræsentant; Onkel Jørgen derimod som – – – Det vilde have været Karl selv ganske umuligt at sige, som hvad.

Karl og Pastor Grabow var kommen til Sæde i sidstnævntes Studerekammer. Der lugtede syrligt af de mange underlige Bløddyr, som stod i Spiritus derinde.

»De vil studere, De vil studere. Naa! – Ja, det er jo ogsaa --. Siig mig, hvad har De læst?«

Det var saa dejligt for Karl hurtigt at komme bort fra den selskabelige Indledning og i Lag med selve Sagen. Han havde læst flittigt – for saa vidt han havde haft Tid for Landvæsnet – og huskede fortræffeligt. Stuen blev lys og venlig og interessant, efterhånden som der kom mere og mere glad Velvilje i den gamle Mands Stemme.

»Og hvilken Embedsexamen har De saa tænkt at tage ?« spurgte Pastor Grabow, efter at han havde faaet et flygtigt Overblik over sin Elevs Forkundskaber.

»Jeg vil tage Magistergraden med Danmarks Historie som Hovedfag,« sagde Karl. Det var, ligesom det svimlede for ham, idet han sagde det, – og det var som at føre et stort, indviklet Apparat, der havde staaet gjemt i Bælgmørke, ud i stærkt Dagslys.

»Saa vil De være Adjunkt – Overlærer – Rektor ved en Latinskole?«

»Nej, jeg vil have en Højskole.«

Det havde han ikke vovet at sige oppe i Forstuen paa Glenstrupgaard, tænkte Karl ved sig selv. Men Luften her i Stuen var ligesom saa let at tale i.

»Ja,« sagde Pastor Grabow og skjød sine bevægelige Øjenbryn højt op paa Panden. »De har jo formodentlig Penge. Saa kan et ungt Menneske gjøre, hvad han vil. Ellers vilde den Stilling, synes mig, ikke

- – – naa, nok sagt. – Var jeg ikke saa gammel, som jeg er, saa vilde Virksomheden som Læge – – – Ja, nu skal vi se mine Samlinger,« brød han helt af, – – »jeg kan godt lide dét ved Deres Øjne, at de er nysgjerrige. Hvad er saa det, De har siddet og skottet efter?«

Det var i Virkeligheden nærmest et Maleri inde i Dagligstuen, til hvilken Døren stod aaben, som Karl af og til havde set hen paa. Men da der blandt dets Figurer var en halvnøgen Kvindeskikkelse, generede han sig ved at nævne Maleriet, og sagde, at det var det store, skjællede, som laa der ovenpaa Skabet.

»Det er min Boaslange-Hud. Ja, nu skal De bare se!« sagde Pastor Grabow og hentede en Træstol ude fra Gangen. »Nu skal De bare se.

- Ja, – det er meget støvet –«

Det var et mægtigt Slangeskind. Grabow rullede det ud over Gulvet og bad Karl tage i den anden Ende af det. Karl maatte gaa ind i Dagligstuen, saa langt var Skindet. – Han kom derved til at staa lige ved Siden af det førnævnte Maleri, og idet han nu nærved kastede Blikket derpaa, saae han, at Kvindefigurens Ansigt lignede Frøken Rebekkas; – i dette Øjeblik, syntes han, det lignede hende, som om det kunde være hendes Portræt.

Det gjorde et mærkværdigt Indtryk paa ham. Havde han ikke i det samme kunnet beskjæftige sig med atter at rulle det store Slangeskind sammen, vilde maaske endogsaa Pastor Grabow have iagttaget en vis Forvirring hos ham. – De lagde Skindet ved fælles Hjælp op ovenpaa Skabet.

»Hvad forestiller det Maleri der?« sagde Karl straks efter, med en underlig Følelse af at handle mod sin Vilje.

»Dette Maleri,« sagde Pastor Grabow, pustende og hostende lidt efter Anstrengelsen, »er en Perle. – Det er forresten en Kopie, som jeg har faaet een af vore bekjendte Malere til at gjøre efter Arnold Bøcklins: Frühling. Kjender De noget til Bøcklin?«

»Aa nej« – sagde Karl ængstelig over sin Uvidenhed.

»Nej, det gjør ingen her til Lands.«

»Er det en udenlandsk Maler?«

»Han er Schweitzer, ja.«

»Saa har han vel aldrig været her i Danmark?«

»Hvem? Bøcklin?« sagde Pastor Grabow forundret. »Nej, det har han sikkert aldrig.«

Karl vovede sig lidt længere ud: »Men han, der har malet denne Kopie, har han hcllcrikke – – jo, han var jo en Dansker –«

»Ja, det er den danske Maler Rudolf Petersen.«

»Har han været her paa Egnen?« spurgte Karl halvt sagte, – han gruede for et Kontraspørgsmaal. Enhver maatte jo kunne se Ligheden, syntes han.

Men Præsten sagde blot: »Forstaar De Billedet?«

»Nej, det gjør jeg vist ikke.«

»Ser De, det fortræffelige ved denne gamle, brunhaarede Pan, som ligger der paa Klippestykket – det er hans Tankeløshed, han er ganske fri for alle Tanker, hvad? – han ligger og spiller og triller paa sin Syrinxfløjte uden at tænke derved, ligesaa ubevidst og fortabt, som disse Stjerneblomster der foran ham staar og dufter i Aftenluften. – Og han er dog en tænksom Fyr, en snu Rad – hvad? – disse Rynker ved Øjnene og omkring Munden – han er ellers til Stadighed fuld af List og Snedighed og mange Planer – og maaske Bekymringer; – men her spiller og fløjter han lige saa sorgløst og tankeløst som Hjorddrengen, der undertiden ligger herude paa Diget med sin Harmonika. – Det er det vederkvægende ved dette Billede, – det var det, der gjorde, at jeg maatte have Rudolf Petersen til at kopiere det for mig. Det kostede mig ellers 2000 Kroner.«

»For et Billede!« udbrød Karl.

»Ja,« – sagde Pastor Grabow og smilede.

Men Karl kunde egentlig saa godt forstaa det. Og som i et Glimt – der straks forsvandt igjen – fløj den Tanke igjennem ham, at hans hidtidige Følelse overfor Naturen var ikke hans egen, at det var Onkel Jørgens.

Grabow betragtede vedblivende Billedet: »Det er det bedste,« sagde han uden at se paa Karl, »saaledes at fyldes af Skjønheden som denne gamle Fyr, – ikke betragte den, langt mindre spekulere over den, det volder blot Uro, men fyldes af den. – Han ser egentlig sletikke dette dejlige Aftensollys, denne Aftenblaanen udover Sletten imod de fjerne, lave Bjerge. Og han veed ikke, at disse to skjønne Dryader staar og lytter bag Grenene til hans Spil. Saae han dem, saa blev han straks en helt anden – – naa, ja. – Men altsaa han seer dem ikke, ligesaa lidt som alt det andet skjønne; men det gjennemstrømmer ham, deres Nærhed gjennemstrømmer hans Sjæl ubevidst. Han smelter ganske sammen med det Liv, der omgiver ham. Det er – det er – ja, det er ganske vidunderligt!«

Det lød saa nyt, og dog tillige dunkelt kjendt for Karl, – men atter dukkede Onkel Jørgens Ansigt frem, og det var, ligesom der hér blev gjort Oprør imod ham. – Der var ingen Angst i denne nye Naturfølelse, og intet Had mod Jætteverdenen, og der var hverken Følelse af Synd eller af Skam i den hvide Glans, som lyste ud fra dette skjønne Kvindelegeme paa Maleriet.

»Bøcklin levede i Florens, da han malede dette Billede,« sagde Pastor Grabow, – »han havde uden Afbrydelse boet der i fem Aar, og blev der endnu i seks Aar efter Maleriets Fuldendelse, – de bedste, lykkeligste Aar af hans Liv. Men det har De ikke noget Begreb om, hvad elleve Aar i Florens vil sige. Jeg har været der eet Aar, jeg kan tænke mig det. – Hovedsagen er dette: at alt dér er lyst og fast og tørt – ikke sjadsket og udflydende og taaget og mørkt – pfui! – – Naa, der kommer Deres – Deres Onkel? ikke sandt?« – han pegede ud ad Vinduet, hvor Pastor Nordbye gik forbi, – »Faders Søsters Mand. Ja, vist saa.«

Det slog Karl, saasnart hans Onkel var kommen ind i Stuen, at han optraadte mistænksomt og reservert Det var Kristenmanden, der kom ind i Troldens Hule. Onkel Jørgen talte dæmpet- – men alligevel saa underlig klodset- – ironisk, syntes Karl. Onkel Jørgen vilde vist tillige tale som den fornuftige Mand overfor Entusiasten.

Det varede forbavsende kort Tid, inden Pastor Grabow fik sagt: »Har De set de sidste to Hefter af Jacobsens Darwin-Oversættelse?«

»Jeg har ingen Hefter af Jacobsens Darwin-Oversættelse set, saa jeg har heller ikke set de to sidste,« svarede Onkel Jørgen i en Tone, der ligesom markerede den logiske Stringens af denne Sætning.

»Og har De set i »Nyt dansk Maanedsskrift«, at flere højtstaaende, engelske Gejstlige har udtalt deres Tilslutning til Darwin med Hensyn til Skabelseslæren? – Ærkebispen af Canterbury har –«

»Har han slugt Abekattene?« spurgte Onkel Jørgen smilende.

»Han har anerkjendt Continuiteten i Naturen –«

»Continuiteten det er Sammenhængen,« sagde Onkel Jørgen, henvendt til Karl, »Slægtssammenhængen. Saaat, ligesom Islænderne opregner og siger: Olaf, Ketils Søn, Regnars Søn, Høskulds Søn o.s.v. Haralds Søn Haarfagers, saadan skal vi for Fremtiden alle kunne ende vore Slægtregistre med at sige: Orangutangs Søn den Haleløses. – Aa, lad os dog nu være Mennesker! lad os dog nu være Mennesker!«

Pastor Grabow stod og kradsede sin Pibe ud henne ved Tobaksbordet og smilede ganske lunt. Men han var saa rød i Tindingerne. Karl var ikke sikker paa, om han ikke i Virkeligheden var vred.

»Som sagt, Ærkebispen af Canterbury har ikke fundet Anledning til at lave daarlige Vittigheder over Darwins Udviklingstheorie; han ser tværtimod Skaberens Tanker skjønnere udtrykt derigjennem, end gjennem Fremstillingen i Genesis.«

»Genesis, det er første Mosebog, Karl. – Aa, lad os dog nu være Mennesker!«

Karl kunde ikke lade være med at tænke paa, at i Fabelen var det Papegøjen, der kom med denne Opfordring om at være Mennesker til Fjerkræet i Hønsegaarden.

»Selve Ordet Enhed, Helhed – hvilken herlig Klang har det ikke i vort Øre,« sagde Pastor Grabow næsten i Prædiketone, »selv anvendt paa de mindste Forhold. Og saa at føle Enheden gjennem al Skabningen! – Ingen Unatur, ingen bratte Spring, ingen uoverstigelige Afgrunde, – alt i en jævn, rolig Udvikling!« »Ingen uoverstigelige Afgrunde« – det Udtryk virkede saa forunderlig behageligt paa Karls Følelse.

»Aa, lad os dog være Mennesker, kjæreste Pastor Grabow!« blev Onkel Jørgen ved »Kan De da føle Dem opbygget af et System, der bringer Dem selv i Slægt med alle disse Snegle og Orme og Bløddyr og Krabber, som staar her rundt omkring i Glassene paa Deres Reoler?«

»Jeg opbygges ikke ved at betragte et System,« sagde Pastor Grabow, »men jeg opbygges ved at føle Naturens Enhed og Uendelighed gjennemstrømme mit Hjerte. Og jeg ynder ikke de Systemer, som hindrer en saadan Opbyggelse.«

Gjennemstrømme – det Ord brugte Pastor Grabow ogsaa før. Karl saae betagen og ængstet op til den gamle Pan paa Maleriet.

»Aa, lad os dog være Mennesker!« sagde Onkel Jørgen endnu en Gang. – Saa vendte han sig til Karl: »Nu kunde Du forresten gaa op paa Glenstrupgaard og bede Karlen spænde vores Vogn for. Saa skal jeg nok aftale det fornødne om Undervisningen med Pastor Grabow.«

Karl sagde Farvel og gik. –

Han stod lidt efter i Gaarden paa Glenstrup og saae Karlen spænde for. Han havde tilbudt sin Hjælp, hvilken Karlen, for Drikkepengenes Skyld, bestemt havde afslaaet.

»Ja, Herredsfogden er ikke hjemme,« bemærkede Karlen konverserende, »han er kjørt ud efter Fruen. Hun er paa Tanggaard i Besøgels'.«

I det samme aabnedes Gangdøren paa Stuehuset, og Frøken Woltersien viste sig ude paa Stentrappen.

»Hr. Wintrup!« kaldte hun.

Erindringen om Maleriet gjorde, at Karl lagde mere Mærke til hendes Klædedragt. Han saae, at den gule Kjole havde en Besætning af sort Fløjl.

»Vil De ikke med ud i Haven i denne Varme – der er saadan en dejlig, skyggefuld Bænk?«

»Tak!« sagde Karl og nærmede sig langsomt. Han tænkte sig lige-straks Bænken, uden dog at lægge Mærke til, at han i Tankerne anbragte den i en helt anden Verden end den virkelige. – Hendes Haar, set forfra, sad aldeles som Dryadens; det var mørkeblond, tykt, laa glat redt over Tindingerne, men krusede sig lidt af Naturen. Da hun vendte sig, saae han, at det var flettet i to Pidske paa Ryggen – det havde han sletikke forestillet sig. – Men hun var vel forresten hellerikke mere end sytten Aar omtrent.

»Naa, det er dejligt, at Vognen er færdig,« hørte han Onkel Jørgens Stemme fra Gaardsleddet, just som han vilde følge efter Frøken Woltersien ind ad Gangdøren.

»Vil Deres Onkel straks kjøre?« sagde hun, idet hun vendte sig om mod ham inde i Gangen.

»Ja, det vil han vistnok.«

»Kan De ikke godt blive ?«

»N-e-j, det – –«

Det trak saa kjøligt, trods Sommervarmen, over de mørkt ferniserede Gulve i Stuerne. Dørene stod alle aabne, – man hørte Summen af Bier udenfor Vinduerne i Haven.

»Jeg satte Pidsken herinde i Entreen,« lød den skinbarlige Onkel Jørgens Stemme ind ad Gangdøren. »Dér staar den! – Naa, saa siger vi Farvel. – Ser den lille Frøken ikke ned til vore Smaapiger, inden hun rejser?«

»Tak!« sagde Frøken Woltersien; hun lagde sit ene Knæ op over Skaftet paa en Kroket-Kølle, som hun holdt ned foran sig med begge Hænder. – Idet samme saae hun smilende hen mod Karl. Men han turde ikke sige til Onkel Jørgen, at han – vilde blive her ene sammen med – – Nej, hendes strakte Armes Dejlighed lod ham føle det som noget ganske umuligt at spørge Onkel Jørgen derom.

Han var dybt mismodig; misfornøjet med sig selv, vred paa Onkel Jørgen, da de kjørte ud ad Gaardsleddet. – Uden at han klart tænkte paa Onkel Jørgen derved, gik de Ord dog igjennem ham: »Saadan en Jætte!« Men da han blev sig Sammenhængen tydelig bevidst, indsaae han, at det sikkert ikke passede, og han undredes ved Tanken om, at det vist snarere var Jætteverdenen, alt det, han i Dag var bleven saa sært optagen af – i hvert Fald noget, han hidtil havde kaldt jætteagtigt. – Lidt efter blev han overfalden af en almen og total Ulykkeligheds Fornemmelse. Han syntes, at han vist havde forsømt saa uhyre meget hele sit Liv igjennem, som han nok aldrig fik oprettet. Især hans Naturfølelse! – Nu forekom det ham, at naar der undertiden havde været noget i den, han sky var vegen tilbage for, som for en Ulydighed, da havde den netop været aller stærkest og rigest hos ham, – og det var vist Onkel Jørgen, der havde kyst ham, saa han saadan var bleven bange for sine egne Følelser.

Han og Onkel Jørgen talte sletikke sammen. Da de havde kjørt en Fjerdingvej, fik de Avlskarlen fra Holting Præstegaard, Johan, op at age. Han havde været hjemme paa Besøg hos sine Forældre, og det var aftalt, at han skulde støde til sin Husbond her. Han fik Plads paa en Agefjæl bag i Vognen. – Han havde været paa Højskole, og var en rar, godmodig Karl.

Det varede ikke ret længe, saa begyndte Onkel Jørgen, idet han drejede Hovedet tilvcnstre og derved kom til at raabe Ordene ind i Øret paa Karl, – at fortælle Johan om det nye Jættevæsen: Abekattene, den frie Kjærlighed, Gudsfornægtelse, Fædrelandsforræderi; han ytrede ogsaa, at Jættevæsen egentlig var for mildt et Udtryk om sligt; man kom snart til at bruge igjen det gamle Ord: Djævelskab.

Johan svarede flere Gange med et forbavset: »Haah!« – Sommetider sagde han: »Si! si!«

Karl sad og ærgrede sig over sin Onkel, hvis Raab han stadig havde ind i Øret. Nu kunde han, Onkel Jørgen, nu han var paa sin egen Mødding, og kun havde Johan at tale til, – nu kunde han kjæmpe mod Jætterne! Oppe hos Pastor Grabow derimod havde han bare dette: »Aa, lad os dog være Mennesker!« at værge sig med –

Da de kom ind i Fjorddalen, var Solen lige nede ved Kimingen; det lifligste, gule Sollys laa over Rand-Bakkerne, og ude over Engene og Fjorden stod der en blaa Dis, der fortonede sig mod de fjerne, lave Skrænter paa den søndre Side.

Karl syntes, det hele gjennemstrømmede ham, Stilheden, Sollyset, Luftningen fra Fjorden, den fjerne Blaanen; og det var, ligesom der stod nogen og lyttede et Steds, og ventede og saae paa ham.

Først da de stod af Vognen hjemme i Præstegaarden, fortalte Onkel Jørgen ham, at det saa var bleven aftalt, at han hver Tirsdag, Torsdag og Løverdag Eftermiddag skulde have tre Timers Undervisning hos Pastor Grabow. – Næste Dag red Karl derop, og allerede da der var gaaet en Uge, havde han, med Fryd og som noget ganske nyt, lært at kjende den fortrinlige Appel, som Pastor Grabow vidste at bringe ind i Arbejdet. Appel og Afmaalthed havde der aldrig været i Undervisningen hos Onkel Jørgen. – Men det var mærkeligt med Pastor Grabow: han talte aldrig til Karl saadan som den første Gang. Det var altid Arbejdet – Sprogene, Naturhistorie – Samtalen drejede sig om. – Karl mistænkte Onkel Jørgen for, at han havde forbudt Pastor Grabow at tale med ham om – alt dette andet. Det, syntes han, var meget forkeert og dumt og vigtigt gjort af Onkel Jørgen. – Men – der var jo da den samme Lugt i Værelset som hin første Eftermiddag, – og sommetider stod Døren aaben ind til Dagligstuen. – Hvor hun var dejlig! – –

En Løverdag Aften, da Karl red hjem, forbi Glenstrupgaard, saae han noget gult ude i Haven, nede ved det sydlige Dige. Det bevægede sig af og til lidt frem og tilbage, men forblev ellers paa samme Sted – Der gik en Markvej ind til Haven og langs med dette Dige. Karl foregreb den Lystighed, hvormed han tænkte sig at kunne møde Eventualiteterne, og red lystig ind paa Markvejen. Men allerede midtvejs paa denne var Munterheden forbi, og da han dog syntes, at han havde vovet sig for langt frem, til at han kunde vende om, ønskede han, at det Gule ikke maatte være det, han tænkte – og nu frygtede. Det viste det sig saa heller ikke at være, da han kom derhen. Det var et Bordtæppe, der var hængt til Soling nede ved Havediget, og Karl red tilbage til Landevejen, ønskende, at det ikke havde været et Bordtæppe.

Men Løverdagen derefter, da han kom hjem fra Pastor Grabows, da havde Frøken Woltersien været om Eftermiddagen i Holting Præstegaard. Anna havde ogsaa været derovre, fortalte Jomfru Hyphoff ham. Samme Dame meddelte ham, at Frøken Woltersien var kjørt for en halv Time siden, da hun i Nat skulde sejle med Damperen tilbage til Kjøbenhavn.

Karl begav sig stille om i Præstegaarden, hvor hun altsaa – havde været. – Kathrine vidste ikke, hvad hun skulde sige om Frøken Woltersien. Henriette sagde højt og ivrigt, at hun syntes rigtig godt om hende, – og fik i det samme Taarer i Øjnene. Anna derimod ytrede, at hun troede sletikke, Stamherren vilde have kunnet lide Frøken Rebekka. Derefter blev Anna rød, for hun syntes selv, hun havde faaet det sagt saa underligt.

Om Aftenen gik Karl og Henriette en lang Tur sammen nede ved Fjorden. Karl forklarede hende saa meget om Fjorden og om Naturen – at dét var noget helt andet end Jætteverdenen. Han talte ogsaa noget om sin Søster Anna, som han syntes var bleven saa vigtig i den allersidste Tid.