[165]|VII

Mathematik var et Fag, hvori Pastor Grabow hverken kunde eller vilde give Undervisning. Derimod skulde Højskoleforstander Meyer være en stor Mathematiker. Det hed sig blandt Eleverne paa Skolen – som havde det fra ham selv – at naar han trængte til at udhvile sig aandelig, saa sad han og løste mathematiske Opgaver – altsaa ligefrem som en Adspredelse.

Nu holdt Pastor Grabow paa, at Karl skulde tage første Del af Artium allerede om et Aar, og Karl var selv meget ivrigt derfor. Der var en dygtig Lærer i Mathematik ved Latinskolen i Kjøbstaden, som laa 2^1/2 Mil fra Holting, og Pastor Grabow skrev til Proprietær Wintrup om Ønskeligheden af, at Karl kom derud de tre Dage om Ugen, da han ikke var i Glenstrup.

Proprietæren viste Brevet til sin Svoger – hvad der vistnok slet ikke havde været Meningen med at sende det. – Men denne havde hørt Meyer tale om sine mathematiske Evner og fandt, at her var en Lejlighed til at skaffe en Modvægt mod den 166| uaandelige Indflydelse, som han frygtede Pastor Grabow skulde have paa Karls Udvikling. – Han sagde dog ikke dette til Wintrup, men fremhævede blot den længere Vej til Kjøbstaden. Til Lundborg var der jo kun fem Fjerdingvej.

»Ja, snak med ham om 'et; jeg vil æt gjern' befal' ham noget længer',« sagde Wintrup, »jeg tror æt, det er godt, naar de først er i den Alder.«

– – – – – – – – – – – – –

»Jeg spørger, siger jeg, – jeg spørger blot,« sagde Onkel Jørgen til Karl en Aften, da denne kom ridende forbi Præstegaarden paa Hjemturen fra Glenstrup, – »jeg har jo ikke nogetsomhelst at sige over Din Undervisning mere, – men jeg veed jo, det har Hast med Mathematiken: Kunde Du have Lyst at prøve, hvad Peter Meyer i Lundborg duer til?«

»Jamen jeg skal jo ud til Latinskolen og læse Mathematik med Adjunkt Jensen.«

»Du troer, Du vil være bedre oplagt for Mathematiken, naar Du har redet halvtredie Mil, end naar Du har nøjedes med een – ja, ja! – men noget mere Tid tager de jo dog, de tre Mil.«

»Men Onkel, – kan han noget Mathematik, denne Meyer?«

»Peter Meyer regner Mathematik for sin Fornøjelses Skyld!« sagde Onkel Jørgen. »Der er vist ikke mange, der gjør det.«

»Jamen har han lært noget videre Mathematik?«

167| »Han løser mathematiske Opgaver bare til sin Adspredelse.«

»Men hvis han nu ikke kan lære det fra sig?«

»Seer Du, lille Karl – Mathematik det er ikke som andre Ting. - Jeg kan det aldeles ikke. – Men: eet af to: enten forstaar man Mathematik, eller ogsaa forstaar man det sletikke. Og, som sagt: Meyer regner Mathematik for sin Fornøjelses Skyld.«

Karl tav forlegen.

»Tag derover! – rid derover! – Om han kan Mathematik, det kan Du mærke paa en Time. For: enten forstaar han det, – eller ogsaa forstaar han det sletikke.«

Der var for Karl noget rørende i den Tone af Ligestillethed og af skjult Bekymrethed, hvori Onkel Jørgen i Dag talte til ham, som gjorde, at han var nødt til at sige Ja. Han lovede sig selv, at han straks skulde forlade Meyer, hvis han ikke duede.

Men Meyer duede. – Han var underrettet i Forvejen af Onkel Jørgen. Og han fortryllede lige straks Karl – ikke ved Elskværdighed eller Livlighed, men ved selve Mathematiken, dens Klarhed, – ved denne nye Oplevelse: at komme til at forstaa en Ting til Bunds. – Karl vidste ikke og forstod ikke i Øjeblikket, at denne Mathematikens Klarhed alene 168| beroer paa, at den i Virkeligheden kun udtaler Selvfølgeligheder; – han sammenlignede den udenvidere med de Lærdomme, som Pastor Grabow bibragte ham, – og tillagde, som Følge deraf, Meyer en Forstandsoverlegenhed over Grabow, som han aldeles ikke var i Besiddelse af

Han kom hjem, fuld af Roes over Meyer, og da hans Fader ikke blev begejstret nok, gik han straks over i Præstegaarden til Onkel Jørgen, hvem han gjorde meget lykkelig. – Sagen var Samtaleemne mellem Præsten og hans Kone, da de gik i Seng den Aften; og det var kun betydeligere Sager, der nød den Ære.

»Ja, ja, ja,« sagde Pastor Nordbye, »saadan kan Aanden bruge selv noget saa usselt, saa jammerligt som Mathematiken til at fremme sin Sag. – Gud ske Lov! nu faar vi nok fat i ham igjen; jeg har været saa bange for ham.« –

Pastor Grabow sagde næste Dag, Karl kom op til ham: »Naa, saa Hr. Kandidat Meyer kan virkelig Mathematik. – Det er kuriøst med denne mathematiske Evne; den kan findes hos Personer, som forøvrigt mangler – -. Naa, hvorlangt kom vi saa i Anabasis?« –

Da Meyer havde befæstet sin Stilling hos Karl igjennem en Maaneds Undervisning, sagde han en Dag til ham: »Troer Du, vi naaer Maalet i rette Tid?«

Karl lagde ikke længer Mærke til, at Meyer 169| sagde »Malet« eller »Tidd«. Han oversaae allerede de fleste af hans mange Særheder.

»Ja, det gør vi da vel,« svarede Karl næsten forskrækket.

»Jeg veed d'ække,« sagde Meyer, med Panden fuld af Huller, »jeg veed d'ække. – Kan Du ække komme til at læse det dobbelte Antal Timer hos mig fra November og til Examen næste Sommer?«

»Det dobbelte Antal Timer?«

»Ja! – – Det forstaar Du nok ække rigtig, hvad?«

Meyer sad og legede med en Bogkniv paa en Maade, der bragte Karl til at tænke paa et skarpt, tveægget Sværd.

»Kan Du ække komme tidlig om Morgenen hver Dag, være her henne hele Dagen og saa ride hjem om Aftenen?« – Meyer rejste sig smaaleende fra disse sine Ord, som om han vilde sige: Nu har jeg givet Dyret Harpunen. Lad ham nu løbe med den!

»Jamen saa kan jeg jo ikke læse hos Pastor Grabow?«

»Næ – – det kan Du vel ække. – Ja, tænk nu over det. – Men jeg troer ække, vi naaer Maalet paa anden Maadde.«

Derpaa læste de nogen Tid. Og der blev bragt Kaffe ind til dem af Fru Meyer. – Hun var en høj, svær Kone. Tidligere Modehandlerinde. Oprindelig Gaardmandsdatter fra Thy.

170| »Aa, I læser og læser ogsaa all'tider – ikke andet end de døde Tal fra Morgen til Aften.«

»Dæ er ække Tal, dæ er Bogstaver, Mo'er.«

»Hwa er'et ?« »Nu skal jeg kyse min Kone, Karl. Se nu bare efter. Dæ er Allgebrra, Mo'er!«

»Aa, er'et det forfærdelige, Du altid sidder og spiller Dam med Dig selv om. – Jamen troer De ikke ogsaa, lille Wintrup, at naar Bogstaverne bliver til Tal, saa er de aller dødest?«

»He, he, he,« lo Karl, forlegen og uforstaaende.

Fru Meyer satte sig halvt paa Sofaens Sidelæn med Kaffebakken over sine Knæ: »Jo, jeg mener: Bogstaverne er jo all'tider det døde, der ihjelslaar. Men saalænge de dog er som et Skyggebillede af Ordet, der taler og meddeler os noget, – – men naar de skal være som Skyggen af et Tal, saa synes jeg, de bliver saa ganske usigelig døde.«

»Ja, ja – ja, ja, Mo'er. Dæ er ække helt galt, dæ, Du der siger. – Du er i det hele taget ække helt gal.«

»Er det nu noget at sige til sin Kone? Synes De det, bitte Wintrup?«

»He, he, he.«

»Aa, ja! – Saa skal vi nok til at have fat paa Talbogstaverne igjen. -Tak for Kaffe, Mo'er!«

Fruen gik. Meyer stoppede sin Pibe.

»Naa, hvad siger Du saa om det dobbelte Timeantal fra November af?«

171| »Ja, Onkel Jørgen vil vist gjerne have det, for jeg troer nok, at han er noget bange for Pastor Grabow. Men jeg veed ikke, om Fader vil synes om det.«

»Haa, haa! – tænkte jeg det ække nok, tænkte jeg det ække nok: Din Fader vilde ække synes om det.«

»Ja, jeg veed det jo sletikke bestemt, men – æh – Fa'er – –«

»Jeg holder saa meget af Din Fader, jeg sætter saa gaanske overordenlig stor Pris paa Din Fader.«

Meyer satte sig ned ved Bordet og tog Bogen med Opgaver.

»Du troede nok, sagde Du, at Onkel Jørgen var bange for Pastor Grabow.«

»Ja.«

»Veed Du, hvad det kommer af, Karl? – Det kommer af, at Aandslivet det er et Kraftliv. Naturlivet det er en Stemning. Og Pastor Grabow det er egentlig et gammelt Stamnings-Manneske. Men Din Onkel Jørgen det er ingen Kraftkarl.«

Der dæmrede en vigtig Sandhed for Karl i disse Ord, men han forstod dog ikke rigtig Meningen.

»Aanderne aner et glimtende Gran, – hvad Karl? – naar det lyner. Haa, haa, haa, haa.« Meyer kunde undertiden slingre saa underligt med Hovedet, naar han lo, ligesom de mekaniske Papmaché-Dyr, der kan nikke. – »Gamle Grabow – 172| saa underlig han kan være – han lever alligevel efter sit eget Ideal, det er Hammeligheden ved ham; – det gjør Din Onkel Jørgen ække gaanske.«

»O, Visdoms Dyb!« var Karl lige ved at tænke. Meyer havde i det hele i den sidste Tid grebet ham ikke blot ved sin Klarhed, men ogsaa ved sin Dybde. Og Pastor Grabow sagde aldrig noget mere.

»Men gamle Grabows Ideal det er nu alligevel til syvende og sidst Jætteidealet. Det har Haar over hele Kroppen, og saa har det vistnok – – kløftede Fødder.«

Karl følte, at dét Ord vilde han komme til at tænke paa, hele Vejen naar han red hjem i Aften.

»Saa tager vi fat igjen,« sagde Meyer.

Et Par Dage senere, da Karl atter sad inde i Meyers Studereværelse og læste Mathematik, blev de afbrudte ved, at to Mænd fra Holting traadte ind ad Døren.

Det var Morten Hejlgaard og Skolelæreren i Molting, Madsen.

»Goddaa!« sagde Meyer og slingrede med Hovedet, – »I to Tamppe! haa, haa, haa!«

Morten Hejlgaard grinte paa sin elskværdige Maade med hele Ansigtet. Madsen brød sit Hovede med at finde paa en lige saa ejendommelig Gjen173|hilsen, – men det blev kun til: »Hvad er det for noget, Du kalder os?«

»Kom og sæt jer ned,« sagde Meyer, »lad os snakke om 'et.«

»Jeg kan gaa ind i Dagligstuen,« sagde Karl.

»Du forstyrrer ække, Karl. Bliv Du og hør paa,« sagde Meyer.

»Ja, gjør han nu alligevel ikke det?« sagde Madsen, der havde en Evne til at sige alt, ved at sige det ligefrem.

»Næ!« sagde Meyer. »Er det om Frimenighedden, I vil tale?« spurgte han dæmpet.

»Ja.«

»Det vil jeg netop gjerne have, at Karl hører paa, hvis han selv har Lyst og Tid.«

Han gjorde en Pavse, som baade var ment og af de Fremmede blev opfattet som en Opfordring til dem, om at komme frem med, hvad de havde paa Hjerte.

»Ja, – han er stiv, han er sejg i'et, vores gammel Dreng, – jeg er bange for, vi faar ham aldrig til at gaa i Tøjet,« sagde Madsen.

»Det er Din Onkel, sin egen Sognepræst, han taler om, Karl,« sagde Meyer med en fortvivlet Latter over Madsens Frækhed.

»Er han ikke vores gammel Dreng?« sagde Læreren.

»Aa, Madsen, Madsen!« sagde Morten Hejlgaard og rystede paa Hovedet.

174| »Det kan jeg ikke forstaa,« vedblev Madsen. »Jeg kan vel nok have Lov til at bruge lidt kjælle Snak om ham, for der er vist ikke noget Menneske, der har været dét for mig, som Jørgen Nordbye har.«

»Det er blot Din Maade, der er lidt underlig,« sagde Meyer og klukkede indvendig.

»Hæjah! – hver har sin Maade. Men han har fornøjet mig aandelig, den Mand, han har leget liflig for mig, og det ikke een Gang, men hundrede og atter hundrede Gange nu igjennem snart to halve Snese Aar.« – Madsens Stemme fik ved denne Tidsangivelse noget bristende i Klangen. »Men derfor siger jeg alligevel: han er sejg, den Gamle; han er nærved at gøre mig forsagt med sin Sejghed ogsaa.«

»Veed Du, hvad vi taler om, Karl ?«sagde Meyer.

»Nej,« svarede han, virkelig forundret og spændt.

»Du kan slet ikke tænke Dig, hvad det er?«

»Nej.«

»Næh!« sagde Meyer; »han taler vist om dén Sag saa lidt som muligt. – Folk vil have Frimenighed her paa Egnen, og de vil have Din Onkel Jørgen til Præst. Men han vil ække – – – fordi han tør ække!« føjede han dæmpet til, bøjende sig over mod Karl.

»Naah – jah,« sagde Morten Hejlgaard, »det er vel ikke sagt, at – –«

175| »Jo, jo, jo!« sagde Meyer, som om han svuppede en Tøjrpæl ned i blød Bund for hvert »jo«. »Det er dét, det er dét, det kan ække hjalpe. – Det var det, jeg talte til Dig om forleden, Karl: han er en aandsbevæget Mand, men han er uden Kraft. Ja, ja, – vi haaber jo endnu. Men faar han sig ække taget sammen, saa øder han sig selv, og saa bliver det til ingen Ting med Livet her paa Egnen. Slet ingen Ting! Jeg maa opgive mit Arbejde her ogsaa. Man kan ække drive en sjælelig Mølle, naar der intet aandelig Vejr blæser over Egnen.«

Meyer slingrede længe med Hovedet efter denne Ytring, og saae fra den ene til den anden.

»Du er li'godt en bas Karl til og kan si'et,« sagde Madsen. »Men hvad den Gamle i Holting angaar, saa giver vi ikke tabt endnu. Jeg troer alligevel, han gaar med dygtig Lus i Skindpelsen. Og dem har Du skaffet ham, Meyer. – Ja, jeg troer nu egenlig, han føler sig meget ulykkelig, ogsaa dybt ulykkelig, den kjære Mand, for han veed alligevel saa godt, at det er til den Kant, det skal ud, – og han hører det nu fra alle Sider. Aah, vi er saa mange, saa mange nu i selve Holting Sogn. Det er helt fornøjeligt –«

I dette Øjeblik kom Fru Meyer ind, og Samtalen tog foreløbig en anden Vending. –

Da Karl om Aftenen skulde hjem, spurgte Meyer: »Naa, troer Du saa, Du kan slippe løs fra Emeritusen til Novamber?«

176| »Fader har da sagt Ja. Og Pastor Grabow sagde, at naar De bare var tilstrækkelig dygtig, saa var det vist nok nødvendigt for Examens Skyld.«

»Ha, ha! – Saa kan Du høre mine Foredrag paa Skolen med det samme. – Og saa skal Du sige »Du« til mig, Din Dromedar, fra nu af. Jeg vil ække have det »De«.«

Fra November kom Karl altsaa ligefrem paa Højskole, blot at han logerede hjemme. Kun en Gang om Ugen tog han op til Glenstrup og fik lidt Vejledning i de andre Fag. – Og han sagde »Du« til Meyer og Fru Meyer og hele Skolen.

Da Julen stundede til, skrev Henriette et Brev til Stamherren, hvori hun oplyste ham om, at de var hjemme hele Julen og raske allesammen i Holting, og nu maatte han endelig komme og være der til efter Nyaar. – Anna havde nemlig betroet Henriette, hvordan hun elskede Stamherren og længtes efter ham, og at hun ikke kunde holde den Tanke ud, at Tilfældigheder, som han vist ansaae for noget andet, maaske skulde komme til at ødelægge baade hans og hendes hele Fremtid. – Henriette viste Anna Brevet, da det var færdigt, – og sagde til hende, at hun syntes, det maatte være saa dejligt for dem, at de ikke havde kjendt hinanden fra de var Børn; for hvem der havde det, 177| de havde vist saa vanskeligt ved at faa rigtig talt ud med hinanden. Anna takkede hende for Brevet, og kyssede hende mange Gange, og sagde, at hun syntes netop, det maatte være saa nemt for dem, der var Barndomsbekjendte.

»Nej, som nu Niels Vibro's Niels og Karen Hejlgaard. De holder da vist ogsaa forfærdelig meget af hinanden, men de tør nok heller ikke sige noget om det.«

»Jamen de er vist ogsaa bange for Karens Forældre, fordi Niels kun er Husmandssøn. Det er Du og Karl da ikke.«

Det var saa dejligt at høre sig nævnt sammen med ham. Henriette og Anna blev meget bedre Veninder fra den Aften, end de nogensinde før syntes de havde været.

Fra Stamherren indløb der Skrivelse Søndag før Jul:

Jeg kommer Lillejulleaftensdags Maaren med Damberen. Jeg kan sel bære mit Taaj op. Vovnen behøves ikke.

Baade Anna og Stamherren var saa forbiede og længselsfulde efter hinanden, og syntes selv, at de var blevne saa mishandlede af Skjæbnens Luner i 178| de tre sidste Aar, saa – skjønt de aldeles ikke havde haft dét til Hensigt, skete det dog – næsten imod deres Vidende og Vilje – at de grædende faldt hinanden om Halsen, allerede Lille Juleaften, da de et Øjeblik var blevne ene ude i Forstuen paa Holtinggaard.

Stamherren kom ikke lidt for sent til Theen i Præstegaarden, hvor han selvfølgelig boede; men det var bleven aftalt, at han og Henriette, hvis det kunde lade sig ordne, skulde efter Theen gaa ned i Lysningen i Hegnet, og vente paa Anna, hvis hun ikke var kommen før dem. For Henriette hun fortjente rigtignok at vide Besked straks, – det fandt Stamherren ogsaa. – Sammenkomsten lod sig heldigvis bringe i Stand, men til fælles Overraskelse kunde de tre næsten ikke finde paa, hvad de skulde sige til hinanden. – Det blev blot aftalt, at Karl, som ventedes hjem fra Lundborg i Morgen Middag, skulde ikke have det at vide. Anna syntes, at han var bleven saa forskrækkelig optaget af alt dette Højskolevæsen. – For Resten sad de og hørte paa Uglerne, saa længe det paa nogen Maade kunde gaa an for dem inde.

Stamherren sov ikke for bare Glæde før Kl. 4 den Nat, og efter Kl. 4 sov han hellerikke, thi da kom han midt i sin Glæde til at tænke paa nogle Synder fra Sømandstiden.

Det havde vistnok ikke været Meningen saadan ligestraks at tale til Proprietær Wintrup om For179|lovelsen. Anna havde tænkt at begynde med Faster Marie. – Men da Klokken var 7, stillede Stamherren omme paa Holtinggaard i Proprietærens Kontor, og han lignede ikke saa lidt mere en gal Mand end en Frier.

Han var i Løbet af de tre Timer bleven aldeles ude af sig selv af Rædsel for, at Anna og hendes Fader skulde foragte ham og jage ham bort, hvis de vidste – – – For de var jo som Engle, de Mennesker i Holting, og det var jo netop derfor, han elskede dem saa højt.

Han maatte have sin Skjæbne afgjort lige straks.

Forlovelsen blev derfor meddelt paa en saa hovedkulds Maade, saa at Wintrup sletikke fik Tid til at sige hverken Ja eller Nej til dén, før Bekjendelsen med Jammer og Taarer blev væltet ind over ham.

»Hør – æh – det er snar for møj paa een Gang dethér,« sagde Proprietæren. – »Hvordan? – æh – holder De af hend'? – saaen 'et duer noget, for det er sgu da det vigtigst'?«

Robert van Tholen bejaede dette, saa godt han kunde.

»Naa – ja – det andet, der kan Du vel vær' noget undskyldt paa Grund af dethér Sømandsliv. Det er jo vel de færrest', der kan sig' sig helt fri for at have begaaet noget af den Slags. Det er jo godt, det nu er forbi da. – Men – æh – Anna skal Du lad' vær' at bekjend' alt dethér for, før I er bleven gift. En veed sgu aldrig, hvad den Slags 180| Passiar kan føre med sig mell' unge Folk. – Naa, gaa nu ind og meld Forlovelsen til Jomfru Hyphoff, saa faar hun noget at tænk' paa. Og lad hende saa kalde paa Anna. – Jeg vil da se jer sammen.«

Da Præsentationen en Times Tid efter var til Ende, sagde Proprietæren: »Glædelig Jul!« til Kjærestefolkene, og de to gik ud igjennem Haven, hvor alt var hvidt og blinkende af Sne og Sol, igjennem Hegnet, over i Præstegaarden, for at fortælle Nyheden. Hun var sytten, han enogtyve Aar.

Karl kom hjem opad Formiddagen. At han blev meget overrasket, kunde Anna jo sagtens forstaa; derimod var hun ikke tilfreds med hans Glæde over Nyheden; den var ikke nær stor nok. Hun troede først, at han af en eller anden Grund havde noget imod Partiet. Men om Aftenen, da de sad og ventede paa at komme ind til Juletræet, hvilket Kathrine og Faster Marie, som sædvanlig, ene pyntede, – da kom det frem, at det var ikke ordinær Utilfredshed med hans Søsters Valg, der var i Vejen, men at Karls Misstemning havde sin Aarsag i noget langt dybere og mere filosofisk.

Han sagde gjentagende, mens de sad derinde i Mørket, som hørte sig til ved denne Lejlighed: at man maatte ikke drive og dovne sit Liv bort. – Dette var der vel ingen, der vilde negte; men da der var noget vist angribende eller udfordrende i Tonen, hvori det hver Gang blev sagt, følte Stamherren sig stødt og spurgte ligefrem, om Karl da 181| mente sig saa meget flittigere end ham. For det vilde Stamherren ikke taale at han sagde.

Karl svarede hertil, at han talte ikke om almindelig Arbejds-Flid; han ansaae kun dét for at være en virkelig Gjærning, det, som fremmede Livets Sejr. At arbejde for noget andet, det var ikke bedre end Dovenskab, for det var unyttigt Arbejde.

Henriette sad og hørte med Forundring den besynderlig alvorlige Maade, som Karl talte paa.

»Livvet?« sagde Stamherren. »Jamen hvad mener Du saa med Livvet?«

»Aandslivet,« sagde Karl. »Det har Du da engang kunnet forstaa, Robert.«

»Troer Du da int, at jeg og Anna er nogen aandelige Mennesker, naar vi lever sammel. Jeg vil aldrig leve anderledes.«

»Jamen det er jo intet Kampliv for nogen Ting.«

»Du er saamænd bleven helt højskolegal,« sagde Anna.

»Saa, troer Du det, Anna. Jeg kan lade Dig vide, at Peter Meyer er den eneste Højskolemand jeg bryder mig om. – Men ganske vist, jeg skal ogsaa indrømme, at jeg troer, han er det eneste virkelige Højskolemenneske, som existerer. Alle de andre snakker og morer sig; han er den eneste, som vil leve et Kampliv.«

»Da vil vi saamænd ogsaa kjæmpe,« sagde Stamherren.

»Nej, – for I vil blot leve for Idyllen, men ikke 182| for Historien. Anna hun skulde være Din Valkyrie. Hun skulde vinke Dig.«

»Jamen det vil hun ogsaa gjøre,« sagde Stamherren.

»Saadan som I vil have det, det er blot at leve for at fede sig.«

»Det er wirkeligen Løgn i Din Hals, Karl,« sagde Svogeren.

»Jamen I skal sletikke tage jer det nær; jeg troer, at alle Eleverne henne paa Lundborg, de vil ogsaa blot leve for at fede sig. Men det kan Meyer nu ikke se.«

»Uh, I skulde da ikke snakke paa den Maade med hinanden, lige før vi skal ind til Juletræet,« sagde Anna.

»Juletræet det skal ogsaa vinke os,« sagde Karl. »Det skulde I have hørt Meyer tale om i Formiddags, da Eleverne rejste hjem til Julen. For hvis det bliver ved at staa i Fortids-Barnemindet, saa hverken gavner eller glæder det, men det skal omplantes i Fremtidens Jordbund, saa vinker det os fremad. Og ellers mister vi det ogsaa helt Man maa ikke alene hygge sig i Mindet. Og det er netop det farlige for os Danske, for vi vil saa gjerne hygge os. Og andet troer jeg heller ikke, at Du og Anna vil.«

»Aah nej, vi vil slet ikke hygge os,« sagde Stamherren. »Det er Du helt fejl paa.« –

I det samme gik Døren til Juletræet op.

183| »Jo, – I er dovne og lade,« hviskede Karl, idet de allesammen gik derind – Han var ganske vist ikke videre opfyldt af Julestemning, men til Gjengjæld følte han sig forvisset om, at han havde gjenoptaget og fortsatte Barndommens Juleliv paa den eneste Maade, som nu i den voksne Alder kunde blive sand for ham. Derimod kunde han ikke skjule for sig selv, at der var noget underlig øjebliksmættet, i Nuet fortabt, i den Maade, hvorpaa de andre nød Juleaftens Glæde. Han gik derfor temmelig tavs og mørk omkring.

Meyer havde netop igaar talt saa forunderligt om den store Mand, som Tiden ventede paa og længtes efter saa saare. Den Mand, som ganske anderledes skulde forstaa Grundtvig, end man hidtil havde formaaet, og som i stor Stil, efter Ravnegalderets Anvisning, skulde virkeliggjøre hans Tanker. Og Meyer havde seet paa Karl, mens han talte herom; det var ikke sig selv, Meyer tænkte paa, naar han talte om denne store Mand, det kunde Karl tydelig se. Karl syntes snarere, at Meyer ligesom gjorde sig til eet med Tiden, der manede og kaldte. – Men naar hin store Mand – Fremtidens Mand – forlovede sig, da maatte hans Elskede absolut blive hans Valkyrie. Ellers blev det at elske jo kun som en ussel Tidsfordriv for ham, der sinkede ham, – skjønt han burde have saa umaadelig travlt. Og det var det, man maatte harmes over hos Anna og Stamherren, at de øjensynlig ganske gladelig gik 184| og elskede hinanden uden at skjænke den Opgave, som Elskoven, ifølge Meyers Foredrag, havde i Menneskelivet, en Tanke. Og Stamherrens Snak om at kjæmpe og den Slags – hvor lød den uægte, gjorde egentlig kun ondt værre. – – Nej, der var noget i Henriettes Maade at lytte paa, som han rigtig godt kunde lide. Hende var der vist nogen virkelig og sand Valkyrie-Natur i. – –

Karl var dog den eneste i Holting, som ikke var fuldtud glad ved Forlovelsen. Baade Kathrine og de andre Børn i Præstegaarden, ligesom ogsaa Karen Hejlgaard og Niels Vibro's Niels glædede sig af Hjertet med de to glade. – Disse syntes til Gjengjæld ivrig at protegere Karens og Niels's Kjærlighed, der mer og mer blev til en offentlig Hemmelighed.

Det var en Trøst for Karl, at Henriette var saa sød at tale med og forstod saa udmærket, hvad han havde at sige. – De var saaledes sammen paa en Skøjtetur paa Fjorden, og han fortalte hende, at han var vendt tilbage til sig selv, til sin egen Barndom. Og det var netop et godt Tegn. For i Barndommen rummedes alt, hvad man senere blev til, og derfor skulde man vende tilbage til den. Nu saae han atter paa Naturmagterne som i sin Barndom, som paa raa Jættekræfter. Men han syntes, at det var stolt at trodse dem; han var ikke længer bange for dem, som mens han var Barn. Ja, hvor havde han dengang været bange for Fjorden, sagde 185| han, især om Vinteren, og især for Høllet – derhenne!

Der gik lange, smalle Vaager ud for det aabne Sted paa Isen, som bar dette Navn. – Pludselig tog Karl Fart, bort fra Henriette, og satte tværs paa en saadan Arm. – Isen bugnede saa stærkt under Løbet, saa der blev en flyttende Isbue foran Karl, der sinkede hans Fart og derved forøgede Faren meget. – Men han slap over og løb tilbage til Henriette. – Hun sagde ingen Ting, men var bleven ganske bleg, det saae han tydelig. Han syntes i det hele overmaade godt om den Maade, hun tog det paa. –

Der var noget højtideligt over dem, da de gik hjem, noget, han med Glæde følte som ganske forskjelligt fra den lumre Forlovelses-Idyl i Præstegaarden. Da de var komne ind i Holtinggaards Have, kyssede han hende paa Munden. Men de forstod begge saa godt, at dette ikke var noget almindeligt Kjærestekys, men et Kys, hvorved de altsaa i det hele indviede sig til noget Stort og Herligt. Og dog havde Karl nær glemt alt det Store, han var optagen af, over den varme, dybe Glans i hendes mørke Øjne, over den søsterlige Fortrolighed i hendes kjære, søde Ansigt, der hvert Øjeblik forsvandt bag en undseelig Rødmen. – Men da han saa kom ind, saae han jo Kjærestefolkene igjen, og han syntes, det var saa frækt, saaledes som de kunde sætte sig ud over dette: at vi maa og skal altid 186| være i Virksomhed for noget Stort og Ædelt, – denne Maade, de havde at nyde Velværet paa som noget fuldkommen berettiget.

Saa var det dog bedre, om end mere ynkværdigt, saadan som Onkel Jørgen gik. For paa ham kunde man da se, at han følte sig uhyre trykket af sin egen Fejghed og Usseldom. – Han prædikede hver Julehelligdag om Guds Naade. Men det kunde jo ikke hjælpe, for Meyer havde netop sagt, at Guds Naade skulde gjøre et Menneske til en Helt, ellers blev det let til, at man syndede paa Naaden. – Her kom de jo til Onkel Jørgen baade fra Holting Sogn og fra Lundborg og vidt omkring og bad ham om at blive Frimenighedspræst for dem. Men Onkel Jørgen turde ikke. Og Meyer sagde, at nu troede han sletikke det var andet end den usleste Fejghed, der hindrede Onkel Jørgen i at tage Skridtet. Det var jo saa jammerligt at tænke paa. Og Onkel Jørgen havde dér opdraget dem saa kjæmpemæssigt – imod alt Jættevæsenet. Karl syntes hellerikke, at Onkel Jørgen rigtig turde se ham i Øjnene, og tænkte for Resten paa at tale med Onkel Jørgen om, hvor forkeert han syntes det hele var.

Nyaarsaftens Dag til Frokost, hvor de fra Holtinggaard altid var med i Præstegaarden, talte Onkel Jørgen imidlertid saa rørende ydmygt om sin egen Stilling, saa Karl opgav at dadle ham.

Han sagde: »Jeg har altid følt mig ængstet og bange ved Nyaarstid, fordi jeg fører mit Liv altfor 187| meget paa egen Haand og stoler saa forfærdelig lidt paa Guds Almagt og Kjærlighed. Men det er værre i Aar end nogensinde, fordi jeg aldrig saa tydelig har følt, at min Fejghed og Mistillid til Gud hindrer mig i at kaste mig ud paa det menneskeligt talt uvisse og gjøre Guds Vilje. Jeg vil bekjende det her for jer, mine Nærmeste, at det er Angst for Udkommet, det er Angst for at falde i Menneskers Hænder – som David siger – der gjør, at jeg bliver siddende i Holting Præstegaard og ikke bliver Præst for den Frimenighed, som saa mange her paa Egnen længes efter. – Og derfor kommer saa Angsten fra Vorherre over mig, Angsten for, at jeg, timelig talt, ikke er i Herrens Haand, fordi jeg, timelig talt, ingen Ting vil lægge i hans Haand. Jeg føler mig utryg, fordi min timelige Velfærd, for min Vantroes Skyld, ikke er i Guds men i Skjæbnens Vold. – Er jeg ude at kjøre, saa synes jeg, det beroer bare paa Hest og Vogn og Seletøj, om jeg skal komme velholden hjem – at Gud vil ikke have med det at gjøre, fordi jeg færdes ikke i hans Ærinde. Ja, det er baade Sky og Land og Fjord, der ængster mig, fordi jeg synes, jeg er i disse hjerteløse Magters Vold med alt, hvad der hører mit og mines Legeme til.«

Onkel Jørgen sad, da han sluttede, og holdt Haanden for Øjnene.

»Aak, Du, hvor det er sygeligt, ja, hvor er'et 188| endda sygeligt!« sagde Proprietær Wintrup helt bekymret og betragtede sin Svoger.

»Kan gjerne være,« sagde Onkel Jørgen, »men det er jo alligevel sandt, jeg siger.« Han tog Haanden fra Øjnene og saae hen paa Faster Marie: »Naar Straffen dog blot maatte ramme mig selv, at det ikke skulde gaa ud over mine Nærmeste.«

Saa sad han en lille Tid og stirrede frem for sig.

Karl tænkte paa, hvor ulykkelige de Mennesker dog er, der mangler det rette Heltemod og derfor lever i Halvhed. Det havde netop ogsaa Meyer talt om i et af sine sidste Foredrag. Men paa den anden Side kunde Karl dog ikke andet end føle oprigtig Medlidenhed med Onkel Jørgen.

Karl spurgte anden Nyaarsdag Henriette, om hun og han ikke skulde kjøre hen til Lundborg Højskole og besøge Meyers. Han syntes ikke, han havde noget rigtigt Udbytte af at være hele Julen hjemme i Holting, for de gik jo bare og var forlovede og tænkte for Resten paa sletingen Ting. Henriette blev saa lykkelig over, at han vilde have hende med; saa vidste hun da, han ikke regnede hende lige med de andre.

De kom af Sted i Enspænderkjøretøjet fra Holtinggaard. Men de snakkede ikke ret meget paa Kjøreturen. Hun forekom ham i Dag saa jomfruelig189|-yndefuld og saa undseelig-voksen, saa han kunde ikke mere under fire Øjne udvikle sine Ideer for hende saadan, som naar de andre var til Stede. – Kysse hende turde han nu sletikke, for hun var saa alvorlig, og fik af og til Taarer i Øjnene.

»Naa, er det den lille Guldfugl fra Holting Prastegaard,« sagde Meyer, da de var komne ind i Dagligstuen, og han hilste paa Henriette. – Senere, da han og Karl var ene inde paa hans Kontor, sagde han om hende: »Der er Sjæl i det Ansigt, Du!«

»Hun er ogsaa den eneste af dem hjemme, der saadan er nogen rigtig aandelig Kraft i.«

»Ja, det er kjeddeligt med Onkel Jørgen,« sagde Meyer, »han bliver mig mere og mere gaaddefuld. Han skulde jo være baade Guds og Folkets Mand, og saa gaar han der og er sin egen lille Mand. Det er jo Taavli'hed. Hvad skal vi gjaare ved ham, Karl? – Det gaar rent galt, hvis vi ække faar den Frimenighed i Stand. Vi har jo ække noget ordentligt Sted at byde Vorherre velkommen paa, naar vi ække faar saadan en Kirke. – Har lille Henriette Sans for saadan noget ?«

»Aak ja, det har hun rigtignok.«

»Kunde hun ække sætte sine mange Penge i den Sag, saa var vi maaske ovre et af de vaanskeligste Punkter i den?«

»Jamen hun er kun sytten Aar. Og hendes Formynder er saa forsigtig.«

190| »Ja, naar man ække vil ha'e Vorherre til Formynder, saa kommer Faanden altid og sætter en »forsigtig« Formynder i Stedden. Og saa bliver saadan et lille kjækt og offervilligt Pigebarn lige saa pernitten at have med at gjaare som den værste, gamle Gnier. – Naa, skal vi gaa ind til de andre igjen?«

Idet de gik igjennem Forstuen, greb Meyer Karls Haand og sagde: »Jeg kan sletække sige Dig, hvor jeg er gladd ved jer to kjære, unge Mennesker, der saadan kommer sammen her hen. – Naa, bliv nu ække for vigtig af det.« – – –

»Synes Du ikke forfærdelig godt om Meyer?« sagde Karl til Henriette, da de kørte hjem.

»Jeg veed ikke rigtig,« svarede Henriette; »men hans Kone synes jeg var saa yndig.«

I de Dage af Juleferien, som var tilbage, fordelte man sig gjerne saaledes i de to Holtingfamilier: Stamherren og Anna holdt sig naturligvis til een Side; men da Karen Hejlgaard nu fuldt og aabent havde betroet dem sin og Niels's Kjærlighed, tog de ofte disse to med ind i deres lykkelige og tilbagetrukne Kompagnie. – Karl og Henriette allierede sig noget med Kathrine og Faster Marie. Kathrine var nemlig saa glad ved, at Karl var bleven optagen af Højskolevæsnet, for det var jo da noget 191| godt; men hun kunde ikke videre lide Meyer, og hun syntes, det var saa unaturligt, at Henriette skulde komme til at bryde sig om dem derhenne. Denne Enighed og Uenighed gjorde, at disse tre havde meget at snakke om; naar Faster Marie tog Del i disse Samtaler, gjorde hun gjerne Nar af Karl paa en elskværdig Maade, som ærgrede ham meget. – – –

Saasnart Julen var til Ende, tog Karl atter fat paa Læsningen hos Meyer med største Kraft. – Kort før Examen, i Juni, fik han noget, som Lægen kaldte Mavekatarrh; det voldte ham megen Lidelse, men han vilde ikke bøje sig derfor. Han var netop glad ved saadan at faa en virkelig Fjende at kjæmpe mod. Sygdom er hver Mands Herre, sagde man jo, men han vilde altsaa ikke lade sig kue af denne rigtig moderne Jætte.

Han red ud til Latinskolen i Kjøbstaden, og tog her sin Examen, første Del af Artium, med Glans.

To Dage efter Examens Slutning blev hans »Mavekatarrh« til Typhus. Pastor Grabow jubilerede over Lægernes Uvidenhed; Karl triumferede, saavidt hans Tilstand tillod det, for nu kunde man da se, han havde haft noget at kjæmpe med. Faster Marie satte dog igjennem, at en almindelig Læge kom til at behandle ham. – Karl laa under sin Sygdom og fantaserede om Onkel Jørgen og sin Fader, der begge sagdes at gaa krumbøjede under Aaget, trækkende Verdensploven uden at kunne 192| stampe imod Brodden, fordi nemlig begge havde Næserne nede i Jorden.

Henriette paatog sig at pleje ham og var stadig hos ham. Og jo mattere han blev, des dejligere syntes han hun saae ud Hun blev til Sundheden, Friskheden, Dagen, Solen – til Livet selv, efterhaanden som han nærmede sig Døden. – Og da det saa endelig vendte sig, den Eftermiddag midt i August! Hun stod og holdt en Kop med Vand til hans Mund, og da han havde drukket, hviskede han noget, men saa sagte – dels af Mathed, dels fordi det var saa dejligt, naar hun bøjede sit Ansigt ned imod ham – saa hun ikke kunde høre det og næsten lagde sin Kind imod hans Mund. Da kyssede han hende og hviskede: »vil Du ikke altid være min?« – men saa sagte, at hun længe ikke kunde høre det alligevel, saa han maatte sige det flere Gange, – indtil hun lagde sig paa Knæ ved Sengen, tog om ham og gjemte sit Ansigt ved hans Bryst.

Saa blid hun var – og saa dog denne kjække, krumme Næse hun havde! – –

De var begge lige bestemt imod at tale om det til de andre. Det vilde jo være saa forfærdelig sært. – Karl syntes nu hellerikke, at de andre havde Forudsætninger til at forstaa Henriettes og hans Kjærlighed. Den var jo dog noget for sig selv; ikke som Annas og Stamherrens.