X

Det blev en særdeles tarvelig og indholdsløs Tid, de første Maaneder, Karl var i Kjøbenhavn. Det var ham ikke muligt at slaa Rod nogetsteds eller i nogen Ting. Han mærkede, at han var langt mere Hjemmefødning, end han havde troet. – Han boede i et Pensionat, hvor de talte paa den taabeligst mulige Maade om alt, hvad de talte om. – Han aflagde Geheimeraad Woltersien et Besøg, men saa spydig en gammel Herre syntes han da aldrig, han havde truffet før. Han tog sig slet intet andet for overfor sin Gjæst end at gjøre Nar ad ham. – Professorens Forelæsninger kunde han, at begynde med, sletikke forstaa, og hans filosofiske Manuduktør talte aldrig om Filosofi med sine Elever.

Arbejdet var alligevel det, som først blev ham nogenlunde hjemligt, – og da han havde faaet gjort en Begyndelse med at forstaa, blev han snart meget stærkt optagen af det filosofiske Studium. – Han var derfor noget bedre tilpas, da han anden Gang begav sig paa Visit hos Geheimeraaden – et Par Dage før Juleaften – i det Haab at træffe Frøken Rebekka hjemme. – Det var hun virkelig. Men han havde ikke meget ud af Besøget. Det var morsomt nok at høre hende og Onkelen spøge og drille hinanden, men hun gav ikke Karl mindste Lejlighed til Samtale under fire Øjne.

Da hun og Geheimeraaden fulgte ham ud i Entreen tilsidst, bad hun ham hilse i Holting og i Glenstrup. – »Og saa venter jeg bestemt, at De er forlovet med Frøken Henriette Lind, naar De kommer tilbage efter Juleferien.« – –

»Naa, saadan!« sagde Karl ved sig selv, da han gik ned ad Trapperne.

Anna tilbragte Julen i Vendsyssel. Det var Karl glad ved. Det var saa hyggeligt at gaa ene hjemme hos den Gamle – snakke med ham, og for Resten læse og løbe paa Skøjter.

Holting Præstegaard stod næsten tom. Onkel Jørgens var flyttet i Slutningen af November – hen i den nye Frimenighedspræstebolig. - I Holting Præstegaard boede kun den nye Præst og hans Husholderske. – Karl var flere Gange i de maanelyse Aftner inde i Hegnet, hvor Uglerne, som sædvanlig, tudede i denne sneløse, milde Juletid. – Hvor det lugtede hjemlig muldet derinde, trøsket og ramt af de raadnende Blade, og hvor var Luften dog bedøvende tung af Minder. – Han følte saa tydelig, at denne Luft vilde have været ham for stærk, den vilde have gjort ham syg i Sindet, hvis ikke han havde kunnet kalde paa Tankerne om Rebekka; – men naar de kom sprængende som Valkyrier paa vilde Heste med Foraarsblæst og Solskin i Følge, da var det saa underligt, ganske ene derinde i Hegnet, at føle sig forvandlet til en helt anden. – Altid disse hvide, farende Skyer! – Rebekka selv en hvid, solbeskinnet Foraarssky! – Saa kom rigtignok tillige altid Uroen, Ængstelsen for, at han aldrig skulde kunne vinde hende. Men ogsaa Ængstelsen for Rebekka var frisk og fremtidig.

Han var en Dag ovre i den nye Frimenighedspræstegaard, som i Sommerens Løb var bleven opført omtrent midt imellem Holting og Lundborg.

Det gjorde ham meget ondt at se, at Henriette var bleven baade bleg og mager. Det var jo for hans Skyld; skjønt hun næsten ikke saae paa ham, kunde hendes Øjne dog ikke skjule det for ham. Hvor de vare gode og dybe og ærlige og – hvad der pinte ham mest og lod ham føle sin Uret stærkest – de var forskræmte, ligesom ydmyg bange. Den Følelse kunde pludselig komme over ham, at det var jo selvfølgeligt: det eneste rette for ham var Henriette; det andet var rent at komme paa Siden af sig selv. – Men straks efter stod denne Følelse for ham som blot en Stemning, eller maaske en Frygt, en Angst, der ligesom snyltede paa hans stærke Higen imod Rebekka.

Han kjørte hjem til Holtinggaard med Sindet i fuldstændig Opløsning – uden mindste Beslutningsevne, endogsaa blot i Tanken. Men næste Morgen havde Sindet rigtignok taget sig sammen igjen, saa det havde Skik. Det stejlede af Iver efter at komme frem, efter at bedyre for sig selv, at nu skulde det staa til – hellere alt, hellere Død og Undergang end opgive Rebekka Woltersien! Og bag Iveren laa en stille Følelse af, at det Uafvendelige maatte jo dog ske.

Han kunde ikke holde det ud længere hjemme. Han tænkte sig Muligheden af, at Frøken Woltersien endnu kunde være i Kjøbenhavn. – Dagen efter Helligtrekonger var han oppe og aflagde Visit hos Geheimeraaden. Men hun var borte. – Geheimeraaden sagde som Afslutning paa den Pavse, der desværre var opstaaet i Anledning af denne Meddelelse: »Ja, det bliver mig selvfølgeligt meget vanskeligt at styre min Utaalmodighed, men hvis jeg ellers kan overleve Ventetiden, saa vil jeg kunne aflægge hende en Visit – Snak! saa vil hun være hjemme hos mig igjen henimod Midten af Maj.«

Karl kom der et Par Gange i Løbet af Vinteren for dog at holde Forbindelsen med Geheimeraadens Hus vedlige, til hun kom hjem. – Men hans Længsel var saa pinlig og tærende, saa Frodigheden atter var borte af hans Tilværelse de næste Maaneder. Han havde, som før Julen, kun Arbejdet. – Til Gjengjæld fik han ogsaa en Mængde læst og kom henimod Foraaret i Tvivl, om han ikke hellere skulde vælge det filosofiske end det historiske Studium. – –

En Dag i Midten af Maj kom Frøken Woltersien og Karl spadserende i Pilealleen. – Hun havde ved Frokosten i Dag maattet tilstaa, at hun ikke havde været i Søndermarken, siden hun var 6 Aar, og det laa nu 14 Aar tilbage i Tiden. Og Karl havde saa sat denne usædvanlig lange Tur igjennem. Det højeste, han hidtil havde kunnet drive det til, var Langelinie. – De havde kjørt i Sporvogn til Runddelen.

Saasnart de vare blevne forholdsvis ene i den mindre befærdede

Sideallee, sagde Frøken Rebekka: »Det er maaske alligevel ganske godt, vi er kommen paa saadan en længere Tur. Jeg skal dog engang have talt fornuftigt med Dem. – Jeg kan ikke tro andet, end at De burde forlove Dem, jo før jo heller, med Deres Barndomsveninde Frøken Lind.«

Hun saae fra Siden paa Karl. I denne trak det op til store Ting, der dog maatte have lidt Tid til at komme frem.

»De er dog vist af samme Slags som hun. Og hun idetmindste mener ærlig sit, ihvordan De saa mener Deres –«

Karl var endnu ikke færdig til at svare.

»Jeg kan ikke glæmme hendes Stemme den Dag ved Aaen. Jeg har aldrig hørt noget komme saadan fra Hjærtet som hendes Graad.«

Karl fik stadig nyt at tænke paa ved det, hun sagde, og kunde derfor ikke fatte sig.

»De seer saa højtidelig ud, men siger ingen Ting.« – Frøken Woltersien stod et Øjeblik stille. – »Aa, Folk, der tager saa forfærdelig højtideligt paa Forlovelser og sligt, som De – de glæmmer gjerne at vise den allersimpleste Redelighed og Retfærdighed i de Forhold,« sagde hun og gav sig atter til at gaa.

»Frøken Woltersien –« begyndte Karl, der næppe kunde beherske sin Stemme –

»Ja,« sagde hun, – »De har ikke Lov til at gaa og sværme for mig, hvis De i fjærneste Maade derved narrer Frøken Lind – – det er absolut uhæderligt mod hende.«

»Henriette Lind betyder for mig ikke det mindste længere – og hun veed det selv – aa, Frøken Rebekka! – for der er intet i hele Verden, der har ringeste Værd for mig, uden De alene.«

»Ha, ha, ha, aleneste Gud i Himmerig!« lo Frøken Rebekka.

Saa blev hun alvorlig og gik tavs nogen Tid.

»Aa, jeg har saa ondt af hende, den søde lille Pige,« sagde hun endelig, »og jeg forstaar ikke, at De ikke har det. – – Naa, men jeg forstaar ikke den Slags Mennesker.«

»Aa, Frøken Rebekka, maa jeg ikke – –«

»Naa, ja, De holder altsaa af mig – det er det, De vil sige.«

»Ja, det er det. – Aa, men De –«

»Jeg holder ogsaa af Dem. Jeg er saa taabelig forelsket i Dem! – skjønt De i Øjeblikket næsten er mig ubehagelig. – Og een Ting vil jeg sige Dem: jeg vil ikke forlove mig med Dem, og jeg veed hellerikke, om jeg vil gifte mig med Dem.«

»Men, hvad mener – Du?« sagde han stammende og trykkede hendes Haand »Du – kjære –«

»Jeg mener f. Ex., at De ikke skal sige Du til mig, uden lige i de enkelte Øjeblikke, da De ikke kan lade være –«

»Jamen det kunde jeg ikke nu –«

»Naa, – ja, ja! – I Øjeblikket kan jeg godt lade være. – Jeg kan blot ikke lide denne regelmæssige Sigen Du og dette systematiske Kysseri, man jo mener med Forlovelse. – Og lige i Øjeblikket bryder jeg mig ikke engang om at være længere sammen med Dem. – Nu bliver De staaende her eller gaar videre ad Søndermarken til, og jeg gaar tilbage til Sporvognen. Farvel!« – Hun vinkede med Haanden og sendte ham et Blik – slet ikke bedaarende – men saa elskværdigt, saa godt, saa han helt oversaae den næsten uforskammede Behandling, han fik.

Han noterede den 18. Maj i sin Lommebog som Forlovelsesdagen, uagtet det baade var unyttigt og ukorrekt. Det var da heller ikke meget, han mærkede til sin nye Lykke i Tiden før Sommerferien. Hun var saare indtagende og elskværdig, naar han kom og aflagde hende og hendes spydige Onkel Besøg; men ensomme Samtaler eller Spadsereture sagde hun stadig mere eller mindre ligefrem Nej til. Sommetider erklærede hun, at hun ikke var i Stemning, sommetider beskyldte hun Kjøbenhavn og Omegn for at være stemningsløse. – Engang ytrede hun, at de kunde saamænd tidsnok blive færdige med hinanden. – I den Anledning forlangte han meget indtrængende en Forklaring, der skulde afgives paa en Tur til Tidsvilde. Men han fik hverken Forklaringen eller Turen.

Saa meget mente han dog at kunne forstaa, at det skulde blive bedre i Sommerferien; og han fik nu selv særdeles travlt med Examen, eftersom han, trods sin vidtløftige Omstrejfen i hele Filosofiens Rige, dog havde forsømt det filosofiske Examensstof temmelig meget. – Han laante et Kollegie-Hefte af en Kammerat, der ansaaes for at have fulgt meget stadig med ved Forelæsningerne. Han var ogsaa saa heldig paa Læsningen heraf at erhverve sig et Laud, medens Heftets Ejermand kom op i et Hul i sit eget Manuskript og faldt igjennem.

Situationen hjemme i Sommerferien var temmelig vanskelig for Karl. Han kunde ikke blive fra Glenstrup, hvor Frøken Rebekka opholdt sig, og dog kunde han ikke deklarere nogen Forlovelse.

Efter et Par Dages Forløb fortalte han sin Fader det hele. Hans Fader var saa nem at snakke med, og han vilde ham jo da ikke andet end godt.

Karl fremhævede gjentagende for sin Fader det aldeles enestaaende i al Rebekkas Optræden, hele hendes Væsen.

»Aa ja, saamænd,« sagde Proprietær Wintrup, »jeg troer s'gu alligevel, jeg har kjendt en Pige engang, som lignede hende noget. De er paa en Maade saa sær fin' i'et den Slags; man skal pass' paa at vær' skaansom mod dem; de kan saa let komm' til at gi' møj mer', end de faar. Jeg vil for Resten sig': de trænger til, at Mandspersonen han skal vær' ridderlig overfor dem.« – Dermed sluttede Samtalen.

Karl syntes, det var overordentlig kjønt og rigtigt sagt af hans Fader. Man kunde dog se, hvor lidt egentlig Læsning var nødvendig til Dannelse. Han søgte i Løbet af Dagen at fastslaa for sig selv sin Faders Plads i Tilværelsen i det hele, og fik ham tilsidst stillet meget højt.

Dog nærede han en beskeden Tvivl om, at hans Fader virkelig skulde have kjendt en Kvinde af Rebekka Woltersiens Art.

De Unge paa Holtinggaard og hos Pastor Nordbyes havde paa denne Tid en stor Sorg, idet Morten Hejlgaards – navnlig hans Kone, Ane – var gaaet hen og havde saa godt som tvunget deres Datter Karen til at forlove sig med Jættemanden Lars Nielsens Søn, den ikke mindre jætteagtige Ole.

Ellen og Kirstine Nordbye græd deres modige Taarer sammen med den stakkels Karen selv. – Hos Henriette havde denne Tildragelse forøget en vis Angst for Menneskene og Livet i det hele, som hun i Forvejen led under. Anna og hendes Kjæreste var nærmest indignerede over det skete.

»Hwa', saa er der jo int noe ved det altsammen, naar de kan gjør' saa'en noe,« sagde Stamherren.

Karl kunde væsentlig bifalde disse Ord. Hos ham bestyrkede Begivenheden den Mistillid, som han i det hele havde faaet til alle disse -»bevidste« Mennesker.

Pastor Nordbye tog Morten Hejlgaard og Ane ordentlig i Skole. Og Morten fortrød det ogsaa inderlig, og Ane græd og græd stride Taarer, og jamrede virkelig oprigtig over, saa ussel hun var, og saa usselt alting var. Men nu var de jo forlovede, se saa fik det jo nu være saadan. Det stod hun dog urokkelig fast paa.

Niels Vibro's Niels havde taget Hyre paa en Skonnert, saasnart Forlovelsen var bleven bekjendt, og foer nu paa Norge.

Karl sad oppe paa Midterhøjen i Glenstrupgaards Have sammen med Frøken Rebekka og fortalte hende om alle disse Bedrøveligheder. Han fortalte senere om Meyers Pengebegjærlighed, der nær i sidste Øjeblik havde gjort ham til en Modstander af Frimenigheden. Og han talte i det hele nedsættende om – alt det, som han drejede Ryggen til, naar han vendte sit Ansigt imod Frøken Rebekka.

»Jamen hvad er det da, der har gjort Henriette Lind til det udmærkede Menneske, hun er?« sagde Frøken Woltersien pludselig; »og hvad er det – jeg mener: hvor er det kommen fra, det, som jeg er indtaget i hos Dem selv, Karl? – For De maa endelig ikke tro, det er Deres Kritiskhed, jeg er forgabet i.«

»Aa, hvor kan jeg vide det,« sagde han. »Gud ske Lov, at Du er indtaget i mig!« – Han slog pludselig sine Arme om hende og kyssede hende paa Munden.

»Aa nej!« sagde hun, »jeg kan ikke godt med dette Klemmeri og disse Trykkys.«

»Maa jeg ikke kysse Dig?«

»Jeg sagde: Trykkys. – Et Elskovs-Tegn er eet, og noget andet er disse Forsøg paa at æde sin Kjæreste. Det er mig sanseligt paa en uskjøn Maade –«

»Nej! Jeg forstaar ikke –«

»Vi kan jo dog ikke give os virkelig hen til hinanden heroppe paa Højen.«

»Men kjæreste Rebekka, hvad mener Du dog?«

»Jeg mener næsten altid det, jeg siger.«

De sad et Øjeblik tavse. Saa sagde hun: »Kan De nu gaa ned ad Højen og hente mig de to gule Roser der. Saa synes jeg, vi skal gaa over at besøge Pastor Grabows. Jeg kan saa godt lide at komme der. Jeg har virkelig en Følelse af, at det hele forskjønnes dér ved min Nærværelse. Baade han og Fruen og det altsammen begynder at lyse og faa Glans, saasnart jeg er derinde. Det er noget af det dejligste, jeg veed, at frembringe en saadan Virkning.«

Frøken Rebekka forlangte, at Karl skulde tage hende med til Frimenighedskirken en Søndag. Saa skulde de bagefter besøge den nye Præstegaard. Han var lidt kjed af det, men havde ingen Lyst til at diskutere Grunden.

Han hentede hende da i Enspændervognen paa Glenstrupgaarden, og de naaede til Frimenighedens Præstegaard, lidt efter at Gudstjenesten var begyndt. – Der var ingen til at tage mod Befordringen i

Præstegaarden. Karl maatte selv sætte Hesten paa Stald. Frøken

Woltersien stod i Gaarden og ventede. – Da Karl vendte tilbage fra Stalden, saae han Henriette komme løbende henne fra Kirken over Gaarden. Hun skulde lige forbi Rebekka. Hun hilste og gav Haanden: »Jeg skulde hente et Lommetørklæde til Onkel Jørgen. Han havde glemt at tage et med. – Goddag, Karl!« – Hun nikkede til Karl og løb ind i Huset.

Da Karl og Rebekka gik over til Kirken, sagde hun til ham: »Nu kunde jeg intet bestemt se. Men een Ting skal De vide: At jeg ikke et eneste Øjeblik vil taale at staa imellem hende og Dem, hvis Deres gamle Følelse for hende en Gang vaagner.«

»Du veed ikke, hvor Du saarer mig ved at sige saadant noget,« sagde Karl. Men da gik de netop ind ad Kirkedøren.

Hvor Kirkesangen var bleven mægtig og brusende, tænkte Karl, og saa syntes han, den havde faaet en egen kvindelig-skjøn Myndighed. Der maatte dog være sket noget med de Mennesker. Ellers kunde de da ikke komme til at synge saadan.

Der var en ung Karl, der rejste sig, saa Rebekka kunde faa Plads. Karl blev staaende udenfor Stolen.

Han følte sig meget greben af hele Gudstjenesten. Han glæmte helt, hvad han havde imod de Menneskers Væsen, som var herinde, – ikke saaledes, at han tilgav dem noget, eller oversaae noget hos dem, – men han følte, at der var en Magt herinde, som betog ham, og som aldeles ikke var dem, en Magt, han umulig kunde have noget imod, ja, som det var formasteligt ikke at bøje sig for. En rig, skjøn, gavmild Magt, – og som han havde kjendt fra sin tidligste Barndom. – Han skottede om til Rebekka. Hun saae ogsaa ud til at være ivrig optagen af det, hun hørte. Karl tænkte, at hvis Onkel Jørgen opdagede de Øjne, hvormed hun saae op paa ham, saa maatte han da komme til at synes udmærket godt om hende.

I samme Øjeblik faldt det ham ind, at det jo i Dag var Onkel Jørgens Fødselsdag, den 14. August – saa kom der da formodentlig mange Fremmede i Præstegaarden i den Anledning. –

Heri havde han gjættet ganske rigtigt. Efter Gudstjenesten gik næsten Halvdelen af Menigheden over i Præstegaarden, hvor de trakteredes med Kaffe. – Meyer var der, og Lærer Madsen og Morten Hejlgaard med Datter og Svigersøn – og mange andre af Karls gamle Bekjendte. Alle betragtede med Nysgjerrighed Frøken Woltersien i hendes elegante og, som sædvanlig, noget udfordrende Dragt. Hun ansaaes almindelig for Karls Kjæreste, men det var jo da en underlig Maade, de gik paa, syntes man. – Pastor Nordbye kom hen og hilste meget venlig paa hende og bød hende velkommen i Præstegaarden. - Oppe i Nærheden af hans Plads, hvor Ole ikke turde vove sig hen, stod Karen Hejlgaard med Ellen Nordbye om Livet. Hun saae bleg og forgræmmet ud, men lo og hviskede i Øjeblikket meget fornøjet sammen med sin lille Veninde. Ole stod som tøjret med Ryggen til Dørstolpen imellem Dagligstuen og Entreen. Han drejede omkring denne, frem og tilbage, med sin Pibe i Munden, eftersom Trængselen i Døraabningen førte ham hid eller did.

Henriette viste sig saa godt som sletikke. Hun havde jo ogsaa meget travlt i Kjøkkenet saadan en Dag. Men Kvinderne var ofte i smaa Partier ude hos hende og stod hende i Vejen. Hun var meget afholdt af alle i Menigheden. Hun var da saa god af sig, – og saa var hun jo en rig Pige og gavmild med det meget, hun havde. Og saa at slide saadan i det hver evige Dag, skjønt hun sletikke havde haft det nødig! –

De blev for mange inde i Stuerne efterhaanden. Saa trak de ud i Haven og lejrede sig paa Plænen omkring Flagstangen. Op imod denne tog Lærer Madsen Plads, og det kunde nok se ud til, at han med det første vilde give noget til bedste. Han flyttede saa uroligt paa Benene og snakkede sletikke med de Omkringstaaende.

Meyer gjorde i humoristiske Vendinger Karl opmærksom herpaa. Han sagde det vistnok ligesaa meget, for at Frøken Woltersien skulde høre ham. Hun stod i Nærheden, men Meyer syntes ikke at have Mod til at bede om at blive præsenteret for hende.

»Kan der saa blive Ørenlyd og Hjerterum for en lille Festtale ?« lød det henne fra Flagstangen. »Hm, Hmmm. – Ja, – for hvis I nu vil laane mig jere Øren nogle faa Minuter, saa vil jeg laane jer Kjæften min, som jeg engang hørte en Nordmand sige. – He-jah, det skal ikke tage lang Tid. For jeg vil blot have Lov til at sige et lille Gudskelov. – Jeg siger: Gudskelov, for det vi har vores gamle Jørgen imellem os, og for det han i Dag fylder sine 64 Aar. Gudskelov, for det vi har Sandheden og Kjærligheden imellem os, som er husvild alle andre Steder end i Menigheden. Gudskelov, for det at vi saadan midt i den store Jætteverden har faaet Lykke til at lave os saadan et lille frit Mandhjem, et lille Fristed, saadan at vi skal ikke her være nødt til at blande os med hele eller halve Fritænkere og ugudelige Kropper, hele eller halve ligegyldige eller urene Kjødkropper, hele eller halve Jætter, Nisser og Trolde, og hvad de allesammen hedder, – men vi kan sige til dem, hvis der tilfældigvis skulde komme nogen: far heden! – eller – æh – far hid! – jeg mener: far did, hvor I hører hjemme! – Tak, gamle Jørgen-Mand, gamle Præste-Mand, for det Du har ført os ud i det Fri! Tak for det, siger vi. Gudskelov for det!« – –

»Han har rigtignok efterhaanden lagt sig en værre »Kjæft« til, den gode Mand,« hviskede Meyer til Karl, dog saadan, at Frøken

Woltersien kunde høre det; »jeg troer ogsaa, Folk er ved at være slemt

kjedde af hans Festtaler. Men Din Onkel holder jo paa ham. Jeg forstaar det ække.«

»Tak for Talen, Rasmus Madsen!« hørte man i det samme Præsten raabe. »Mange Streger for højt, – men dét er Maalet!«

»Arrrh! – det er for galt!« hviskede Meyer.

Et Øjeblik efter sagde Frøken Woltersien, ikke stærkt, men udmærket tydeligt, saa alle hørte det: »Jeg antager, Taleren mener at have forvisset sig om, at der ingen Fritænkere er til Stede her?«

»Er det mig?« sagde Madsen og drejede sig, forskrækket-vigtig, med en saadan Fart, saaat hans Frakkeskjøder svingede. »Jah -- det troer jeg – Ellers skulde det da vær' Frøkenen selv, – der var'en, ha, ha, ha!«

»Ja, jeg er Fritænker. Derfor maa jeg forlange en Undskyldning af Dem for det, De tillod Dem at sige om os Fritænkere.«

»Eet er Aandens Verden, lille Frøken Woltersien,« sagde nu Pastor Nordbye, »et andet det personlige. Personlig har Lærer Madsen aldrig tænkt paa at fornærme Dem.«

»Nej, nej, nej!« raabte Madsen.

»De maa skjelne mellem disse to Ting, lille Frøken, jeg kan ikke sige andet til Deres Trøst,« sagde Præsten.

»Jeg har netop en Følelse af, at det er Dem, der blander dem sammen, og derved bl.a. ødelægger noget, som jeg ellers i Dag har syntes rigtig godt om,« sagde Frøken Woltersien. »Men da De ikke vil yde mig den Beskyttelse, jeg har Krav paa som Deres Gjæst, saa tager jeg hellerikke de Hensyn, som en Gjæst skylder, og saa vil jeg sige hele Forsamlingen, at Hr. Lærer – – Larsens Ord var simpelthen Usandhed: Et Samfund, i hvis Midte en ung, uskyldig Pige kan tvinges til at give sig selv til Pris i et Ægteskab for Penges Skyld; et Samfund, som af et af sine betydeligste Medlemmer kunde forraades for Pengenes Skyld, – det har virkelig ikke noget særlig at rose sig af overfor andre, almindelige Mennesker!«

Hun vendte sig og gik ud af Kredsen. Karl fulgte, bukkede for hende og bød hende Armen. Og idet de saaledes gik bort, ud ad Havelaagen, med Ryggen mod alle de mange Menneskeøjne, havde han en Fornemmelse: at nu slog Porten i bag ham for noget, som han dog sikkert ikke for bestandig kunde undvære.

Han hjalp med at spænde for. Præstens Karl, som naturligvis var et levende Menneske, sagde ingen Ting til ham, men saae paa ham med bedrøvede Øjne.

De kjørte en halv Mils Vej ad Glenstrup til, uden at de næsten vekslede et Ord

Endelig aandede Frøken Rebekka ud og sagde i en glad og afgjort Tone: »Nej, – nu er jeg sikker: de Mennesker vender Du aldrig tilbage til!«

»Hun sagde Du, og hun saae dybt forelsket – og han syntes, halv forlegen, op paa ham.

»Saa er Du virkelig min!« jublede han og slog Armene om hende.

»Ja, snart vil jeg være Din,« hviskede hun og rødmede.

Han vilde vende for Døren og kjøre lige tilbage til Holting, men Herredsfogden og hans Frue bad ham dog endelig at blive til i Morgen, – hvad han ikke fandtes meget uvillig til. Bircheroeds og Frøken Rebekka skulde ganske vist i Morgen tidlig af Sted til en Herregaard en tre Mil borte, hvor de var budne til Fødselsdag; men saa havde man jo dog hele Aftenen, og Gjæstekamret, hvor han før havde ligget, stod parat. – Bircheroeds protegerede aabenbart Partiet. Karl var jo en velhavende Mands Søn og anseet for at være et flittigt, begavet og pænt, ungt Menneske. Og Rebekka var det ogsaa rart at faa anbragt i en rolig Havn. – Hun var for Resten ganske Herskerinde paa Glenstrupgaard den Maanedstid, hun af og til opholdt sig der om Sommeren.

Frøken Rebekka sagde usædvanlig tidlig Godnat og gik op paa sit Værelse. – Karl hengav sig straks til Spekulationer over, hvad det kunde betyde, – gjennemgik i Erindringen Samtalen, der var ført: om han i denne havde sagt noget, der kunde støde hende. Hun blev jo for Resten aldrig stødt, syntes han. – Hans Konversation med Fruen og Herredsfogden tabte herved adskilligt i Livlighed, og det varede ikke længe, inden denne tilbød ham at følge ham op, hvor han skulde logere.

Hele den østlige Ende af det meget store Hus bestod af Gjæstekamre, der i Almindelighed stod tomme, – en 4-6 Stykker, med en lang, smal Korridor imellem. Herredsfogden og Karl gik forbi Døren til Frøken Rebekkas Værelse hen til et af de østlige Gavlværelser.

»Ja, vi kjører allerede Kl. 6 i Morgen. Men hvis Rebekka synes, at De alligevel skal op og sige Farvel, saa skal der nok blive kaldt paa Dem,« sagde Herredsfogden.

»Ja, det maatte de da endelig huske.«

Karl satte sig, uden at tænde Lys, ved Vinduet, der vendte mod Øst og saae ud. Der var stor, glansfuld Oversvømmelse af Maaneskin i Haven, med dybe, sorte Skygger, med stødvis, vidtstrakt Susen i Træerne og Raslen af alle Havens Blade paa een Gang. – Karl kunde aldrig se Maaneskin, der rigtig var, som det skulde være, uden at tænke paa Lysningen inde i Hegnet paa Holtinggaard.

Hvor det var underligt, syntes han, at han ikke var ældre, og saa var der alligevel saa meget forbi, afsluttet i hans Liv. Hidtil havde han egentlig altid troet, at han saadan kunde overse sit Liv, og havde Rede derpaa, paa Sammenhængen deri, – og at han ogsaa selv var Herre derover; – den Følelse havde han sletikke mere. Nu var det snarere, som om han skulde gaa og spørge til sig selv, forhøre sig om sin Livsskjæbne – aa ja, hos hvem? – hos Livet vel sagtens. Det syntes ham rent urimeligt, at det virkelig kunde være forbi, alt det, han havde forladt, – og det maatte det dog vist være, for Rebekka var ham ganske overmægtig, hende maatte han lyde, tjene, elske, tilbede! – -Rebekka! – Men han var saa ilde tilfreds med sig selv, saadan som han var sammen med hende. Det var, som om han da blev skudt op i de øverste Lag, det overfladiske af sig selv, syntes han.

Der faldt enkelte Dugdraaber ned fra Taget og prikkede saa lydeligt i Havegangen udenfor Vinduet.

Jo, – for enten blev han saa underlig gammelklog, naar han var sammen med hende, beundrende hendes Friskhed, eller ogsaa sad han og kritiserede sin egen Fortid, alt, hvad han før havde haft kjær. Han var ogsaa vis paa, hun kunde hverken lide den ene eller den anden af de to Maader. Men den dybe, stærke Strøm af Henrykkelse, der gik igjennem ham, naar han tænkte paa hende, eller saae paa hende uden at sige noget, – den kunde han aldrig lade hende mærke. – Kunde han have talt til Skovene og Skyerne og hele den vidunderlige Verden og derved sige det til hende i det samme! – for hun var saa forunderlig eet med al Herlighed, med den Vidunderverden, hun selv skabte. – Hun, som forvandlede Jord og Himmel! – – – – Rebekka! –

Der gik en langvarig Hvislen igjennem Haven. – Han sad og lyttede, til alle Bladene blev stille. –

Derfor hørte han ogsaa straks, at Døren til hans Værelse gik op; han vendte sig – og kjendte Rebekka – staaende henne ved Døren – skjønt hun helt var klædt i hvidt.

I næste Øjeblik løb hun over Gulvet, ikke helt lydløst, men med en ligesom sagte klappende Lyd, som han aldrig senere glæmte, – og kastede sig ind til ham.

»Nu er jeg Din!« hviskede hun.

Han slog Armene om hende – og mærkede da, at hendes Dragt gled ganske løst under hans Haand mod hendes faste, glatte Legeme, – og først da forstod han, at hun var natklædt, og at Lyden fra før var af hendes nøgne Fødder.

I samme Nu blev han overfalden af en voldsom Rysten, – der næsten ene var Angst, en Svimmelhed som paa Randen af en Afgrund – en ubetvingelig Rædsel for det næste Øjeblik.

»Hvad er det?« sagde hun og saae op mod hans fordrejede Ansigt.

Han vidste egentlig ikke, hvad han sagde, men i næste Secund hørte han sine egne Ord: »Det er jo Synd!«

»Synd!«

Resten af Natten tilbragte Karl med Gang paa Gang at kalde dette Udraab frem i sin Erindring. – Straks derefter var hun nemlig flygtet bort fra ham uden at sige et Ord mere. Han havde hørt Nøglen blive drejet om i hendes Dør. –

Det havde vist lydt baade forundret, foragteligt og bedrøvet. Alt eftersom han gjentog og overvejede det samme frem og tilbage, frem og tilbage, skiftede Udraabet Klang, – undertiden syntes han, det lød som kold Foragt, undertiden som Fortvivlelse, undertiden som vred Forundring. Tilsidst indsaae han, at det sletikke længer var Rebekkas Udraab, der gjenlød i hans Erindring; at han selv havde givet det ny Klang. – Flere Gange tænkte han paa at gaa over til hendes Dør og kalde hendes Navn, men hver Gang syntes han, hint Ord pludselig blev ham saa tydeligt, og da lød det som Foragt. – Henad Morgenstunden lagde han sig i Klæderne paa sin Seng, og han maatte vel et Øjeblik være falden i Søvn, thi han hørte ikke noget til, at Herredsfogdens tog af Sted – Han stod op og gik i lang Tid og lyttede, men alt var ganske stille i Huset og Gaarden.

Kl. 10 gik han ned i Stuerne og traf der den gamle Husjomfru, som sagde ham, at Fruen havde sagt til hende, lige før Herskabet og Frøkenen kjørte ud, at Hr. Wintrup endelig maatte spise til Middag paa Glenstrup, inden han tog hjem. – Karl sagde Tak, blot fordi han ingen Lyst havde til at komme til Holting, drak sin The og gik saa ud i Glenstrupgaards Have. Her fandt han hurtig op paa Midterhøjen, hvor han saa ofte i denne Sommer havde siddet sammen med Rebekka.

En hed, kvælende Skamfølelse havde bemægtiget sig ham. Hvad maatte hun tænke om ham, hvordan maatte han ikke staa for hende! Han saae hende for sig i al hendes friske, trodsige Dejlighed – og svedte ved Tanken om sin egen lumre, indestængte Frygt, thi saaledes forekom den ham nu. Indestængthed, Beklumrethed – det var jo ogsaa det, han alle sine Dage havde levet i! Ja, Indestængthed! – og saa var de saa glade ved sig selv i deres Sneverhed. Han syntes pludselig, han saae saa klart: Indsnevrethed og Selvgodhed – det var de to store Laster, som ødelagde alting i Holting og Lundborg. Rebekka havde vist sletingen Mening om sig selv, saae sletikke paa sit eget – men Alverdens Herlighed laa for hendes Øjne, Jord og Himmel aabnede sig for hende uden Grænser, uden Skranker, og hun fyldte det alt med sin Skjønhed! –

Han søgte at slippe ud fra denne Følelse af Indespærring, der knugede ham, ved af al Kraft at tænke paa, hvorledes han skulde vinde hende tilbage, – han vilde jo sætte alt ind derpaa, han vilde sprænge alle de Baand, som bandt ham, – han vilde for stedse rive sig løs fra det, der voldte hos ham denne forsmædelige Frygt! – – Havde han dog kunnet gjøre noget straks – for den var saa uudholdelig, denne Uro – – ogsaa Uroen for Udfaldet – tænk, hvis hun uigjenkaldelig foragtede ham. Men det syntes han dog hellerikke han havde fortjent. –

Havde han i det mindste haft nogen at tale med! – – – – –

Han rejste sig, han vilde ned til Pastor Grabow. Han vilde – – han vilde paany leve sig ind i hin store, stille Ligegyldighed, han vilde se Böcklins Billeder og høre den Gamle tale om dem, – høre ham tale om Goethe. - Husjomfruen kom lidt efter ud i Havedøren og kaldte paa ham. Straks efter Middag gik han ned til sin gamle Lærer.

»Er De godt tilpas, Pastor Grabow, maa jeg besøge Dem, maa jeg sidde og snakke lidt med Dem ?«

»Jeg vil altid gjerne modtage Deres Besøg, min unge Ven. – Godt tilpas kan jeg egentlig ikke sige jeg er. Jeg befinder mig snarere i en lidt deprimeret Sindsstemning.«

»Nej virkelig! – Jeg havde nær sagt: det var da rart. – – Kan De ikke lære mig lidt Levevisdom, Pastor Grabow?«

»Hvad er det dog for kuriøse Spørgsmaal, De gjør mig i Dag! – De kommer ude fra – eller inde fra Egne, som jeg sletikke kjender, og dukker op her i min Stue. Hvor skulde jeg kunne vide, hvad Levevisdom De netop trænger til at høre. Tilmed er det saare slet bevendt med min Visdom –«

»Lad os gaa ind i Dagligstuen og se paa Frühling og paa Spiel der Wellen!«

»Saamænd,« sagde Pastor Grabow, og rejste sig besværligt, »der ligger megen Visdom gjemt i slige Kunstværker.«

De gik derind, satte sig begge ned og saae paa Frühling.

Det varede ikke ret længe, inden Dryaden helt havde fanget Karls Opmærksomhed. Han havde ikke husket, at hendes levende Billede jo havde forandret sig for ham, siden han sidst saae hendes Afbildning her. – Det var den vage, blide Længsel, som dette Maleri engang rummede for ham, han havde ønsket at sænke sig i; nu var det en urolig Higen, et pinefuldt Savn og en Angst for at det aldrig skulde blive stillet, der gjenvaktes og forøgedes hos ham ved Synet af Billedet.

»Veed De, hvad der for mig er det egentlig dragende ved den idylliske Hvile og Fred, som ligger udbredt over dette Billede?« hørte han Pastor Grabow sige.

Han vaagnede op af sine egne Tanker. – »Nej,« sagde han.

»Det er vistnok det, at denne Fred ikke er ganske virkelig. Der ligger Uro og Angst under den.«

»Saa?« sagde Karl forundret og næsten i Spænding.

»Böcklin havde ikke hørt vor Tid til, og jeg vilde ikke have forstaaet Böcklin, hvis han virkelig havde kunnet fremstille den solide – jeg kunde næsten sige: bundfrosne, antike Ro.«

»Bundfrosne?«

»Ja, det er selvfølgelig et meget forkeert Udtryk. Uomskiftelig, evig sommerlig, skulde jeg langt snarere sige. Men for os vilde den være bundfrossen, dødlignende.«

»Ja, mener De, at vi ikke kan naa til en saadan Ro?«

»Nej, ikke før i Graven. Da naar vi den forhaabentlig.«

»Troer De dog ikke, Goethe var rolig? Ja, det er jo mest igjennem Dem, jeg kjender –«

»Hm, hm, hm,« – Pastor Grabow saae selvforglærnmende frem for sig med et stillestaaende Smil om Munden. »Goethe anerkjendte ikke Tilværelsens Angst, Almeen-Angsten, nej, den anerkjendte han ikke. Og naar man ikke vil anerkjende den, saa mærker man den hellerikke som saadan. Men han skal sikkerlig nok have haft sin Angstknude et eller andet Sted. Hvor den sad hos ham, har jeg ikke kunnet opdage. Men den har været der, – utvivlsomt har den været der. Han narrer mig ikke. Der er noget i hans Skrivemaade, der overtyder mig.« –

Karl følte sig ganske besynderlig uhyggeligt berørt – gammel Angst – og Frygt for Jordskjælv i hans nye Verden: »Tror De da, alle Mennesker gaar med saadan en skjult Angst,« sagde han. – »Nu Brandes f. Eks.? – Jeg synes – –«

»Jøder tør jeg ikke dømme om – paa Grund af deres særegne Stilling til ham, som bragte Angsten ind i Verden. – De har jo aldrig bøjet sig for ham – har aldrig anraabt ham om Pardon –«

»Jamen vi andre – Kristne –«

»Vi Kristne – ja, lad os nu sige: de Kristne –«

»Jeg mente blot –«

»For ikke ligesom at foregribe noget. – De Kristne paastaar jo, at han skjænker dem netop Fred – Naa. – Formoder, det beroer paa en Misforstaaelse. – Angsten derimod er ingen Misforstaaelse. Men det er med den som med Gigt. Den kan sidde i hele Kroppen – den kan ogsaa blive som en Knude, slaa sig paa et enkelt Lem.«

»Aa, Pastor Grabow – det er ikke Nysgjerrighed – men jeg er selv saa – og jeg har som Barn lidt saa meget af Angst – men jeg synes rigtignok sletikke, Angsten kom fra Kristendommen. – – Har De saadan noget – saadan en – –« »En Gigtknude? – bedste, unge Mand! har De aldrig lagt Mærke til det: min højre Haand er jo ganske fortrukken, vanskabt – ja, det er en Gigtknude – –«

»Nej – jeg mente – det – andet.«

»Det andet – aa ja. Jeg forstod Dem jo endelig nok.« Karl saae, at Pastor Grabow paa een Gang blev bleg. »Jeg er jo en ret vel belæst Mand, har ogsaa oplevet en Del. Min »Verden«, min Bevidsthedskreds er forholdsvis omfattende. Og over det hele – tænker jeg – vil det have forekommet Dem, at der laa udbredt en vis stille, lys Ro. – Ja, vist saa. – Og saa er der dog et enkelt lille Sted – Angst-Stedet – i denne min Verden, hvortil jeg kan være lænket, fængslet igjennem Uger – ak, ja – meget længere, saa at alt, hvad jeg ellers foretager mig i – disse Tidsrum, er blot et Skin, noget udvortes; i Virkeligheden er mit Sind fængslet til og pinefuldt optaget paa dette ene, lille Sted, hvorfra der saa breder sig Angst og Smerte ud over hele min øvrige Verden.«

Karl saae spørgende og bekymret paa sin Lærer.

»Ja,« sagde denne i en anden – halvvejs flot Tone, med ledsagende Skuldertræk: »før jeg blev gift – det var det Par Aar, jeg var Præst i min Ungdom – for Udkommets Skyld – bevidst vantro – mere end jeg er nu – jeg forrettede Daab – tog til Alters. – Har jeg narret de Mennesker for deres Salighed – hvad? Ha, ha, ha! – Ja, man siger, det beroer ikke paa Præstens Tro. – Men er det ikke vantro Præster, der har fundet paa den Lære? Ha, ha, ha, ha!« Pastor Grabow skjulte Ansigtet i sine Hænder, leende og hulkende samtidig. – »Se, i saadanne Perioder da er jeg troende, kan De være forvisset om, uden dog at have nogen Glæde deraf, ha, ha, ha, – vist nærmest paa samme Vis, som de Fordømte siges at være troende.«

Der gik maaske ti Minuter, inden han tog Hænderne fra sit Ansigt. –

»Naa, altsaa, der sidder nu min Angst. Den har indkapslet sig i et Slags Vanvid, hvad vist forøvrigt ikke er sjældent. Om jeg er troende eller vantro, er det mig ofte vanskeligt at sige. – Alligevel – i normal Tilstand – elsker jeg Goethe og Böcklin, – fordi de to kjære Mennesker veed saa herlig at skjule deres Angst. – Og saa kan jeg alligevel opdage dem, he, he, he. Det har selvfølgelig sit Pikanteri. – Ja, det var vel ikke den Levevisdom, De havde ventet Dem, kjære unge Ven, – men man maa se at uddrage Kundskab og Visdom af alt, hvad man hører og oplever – selv af Galskaben. – Var jeg ung og smuk som De, saa vilde jeg utvivlsomt tilbede Frøken Rebekka Woltersien og dyrke hende alene, – for at De dog skal se, at det ikke blot er Dem, som nu kjender mine Hemmeligheder. – Der er noget forkristeligt ved hende. – Hun synes ikke blot at ligne, men at være en Slags – Dryade.«

Ogsaa dét, tænkte Karl. – Han ønskede blot, at han sad i Enspænderkjøretøjet ude paa Landevejen. Han kunde næsten ikke lade være at tale om sig selv, og dog vilde han saa nødig – det var saa stygt at faa en Fremmed ind i sine Tvivl og Ængstelser, hele sit indre Væsen. -Og saa rejste han sig da med eet og sagde: »Farvel, Pastor Grabow – jeg kan ikke fortælle Dem noget om mit – eget, for jeg er saa uklar – jeg synes, det forandrer sig hvert Øjeblik. Men jeg vil takke Dem for alt, hvad De har lært mig. Tak og Farvel!«

Han maatte endnu ind og hilse paa Fruen; saa gik han om til Vognen paa Glenstrupgaard.

Han havde det paa Hjemturen paa en ganske lignende Maade, som da han sidste Jul kjørte hjem fra den nye Præstegaard, efter at have seet Henriette. Hans Sind var helt i Opløsning, det var ham, som om al Sammenhæng var ophævet i hans indre Verden. Men som et stadigt Pulsslag inde i Hjernen hamrede det: »Er han ogsaa usikker og bange ? er dér helleringen Glæde og Ro? – Mon Rebekka i Virkeligheden ogsaa er tvivlende og raadvild? – Og de gamle Grækere – hvad var saa de ? – – Hvordan skal jeg nogensinde komme tilbage ? Og hvordan kan jeg komme frem?« – – Og han turde sletikke rigtig beskjæftige sine Tanker med alt det, som laa og tumlede derinde i Sindet, – han syntes, det kunde blive til saa meget, og han følte Angst for, hvad det kunde blive til.

Arbejde! arbejde! arbejde! tænkte han. Han havde gaaet ledig længe nok i Sommer! – Han kunde endnu naa at komme med Damperen, som i Eftermiddag gik til Kjøbenhavn. –

Han pakkede sit Tøj, saa snart han var kommen hjem. Gik saa ind til sin Fader paa hans Kontor, og bad om, at Karlen straks maatte kjøre ham og hans Kuffert ned til Dampskibet.

»Naa, vil Du rejs' nu,« sagde hans Fader. »Ja, Du skal selv vid'et. – Hm. – Skuld' der komm' noget paa, saa veed Du jo altid, hvor Du har mig, – hvis jeg da lever til den Tid Farvel!« – –

Det var ved at være Aften, da Damperen, efter en langsommelig Lossen og Laden, svingede ud fra Broen. Karl stod i Agterenden og saae mod Holtinggaard. Han kunde tydelig skjelne de portlignende Aabninger under Elmetræernes Kroner mod Syd. Han tænkte paa alle de Minder, som laa skjulte i Havemørket derindenfor.