[98]|VI

Den 15. Juni holdtes Markedet i Stigum, en halv Mil Syd for Stavn.

Anders og hans Søster Kirstine, der nu var flyttet over til Bjerregaarden som Husholderske for sin Broder, kom kjørende ad Hulvejen, der fører over Lyngbakkerne bag Stavn til Markedet.

Anders havde ikke faaet aflagt noget Besøg der paa Gaarden. Han havde tænkt, det skulde være, naar hans Søster var kommen til ham; men nu havde hun været paa Bjerregaarden i over en Maaned. – Han havde derimod flere Gange været lige paa Nippet til at sende Proprietær Faurholt en skriftlig Krigserklæring i Anledning af den Mosepløjning, – thi den vilde han ikke taale! – Først havde han opgivet at tale til Karlen, som gik og pløjede dernede, fordi han syntes, det var bedre at skrive. Men nu havde han saa hellerikke faaet skrevet, og det var vel for detteher Besøgs Skyld, – skjønt, hvad vilde han der paa Besøg efter. – Han kunde da ikke godt komme paa et venskabeligt Besøg og saa give sig til at kives med Proprietæren om den Pløjning ved samme Lejlighed. – Han blev ikke blot vred, naar han nu tænkte paa hele det Væsen, men ogsaa utilfreds med sig selv, ilde tilpas i Hovedet, fordi hans Tanker løb rundt, der var ingen Mening deri, – han baade vilde og vilde ikke – –

Han var kommen til at tænke paa det altsammen igjen, nu da de kjørte op forbi Stavn. Og det pinte 99| ham under hele Opkjørslen ad Bjerget. – – Usædvanlig pludseligt og vidt udstrakt kom Skuet af Landet hinsides Bakkekammen; – og midt i dette nye Landskab, paa en Hedeflade, der havde grønne Skrænter ned til et mindre Engdrag, – laa Stigum Markeds Teltby.

»Aa, sikke dejlig det seer ud!« sagde Kirstine, – der ellers havde siddet og tiet, lige siden de kjørte fra Bjerregaarden.

Anders svarede ikke, – men Synet af den hvide By, der netop laa i Sol paa denne kolde, klare Junidag, – det spredte Smerten inde i hans Pande, og et Væld af lyse, lystige, fine Tanker overrislede hans Sind. – For det var jo ganske, som man kunde see Markedet hjemme, hvor han havde været hvert Aar som Barn.

Ad tre Veje saae de Folk komme kjørende eller gaaende eller trækkende med Kreaturer til Markedet. De selv indhentede stadig Folk og kjørte dem forbi ad Markedet til. Men det gjorde jo ingen Ting – hellerikke for de Gaaende – for de vidste jo dog, at om en lidt kortere eller længere Tid saa naaede de allesammen derhen. – De kjørte om ved en Mand, som trak med en enlig Ko. Det gik meget langsomt for disse to, thi de var gamle begge. Men det var jo dog en hel Fest for Koen at skulle til Salg paa den Maade, næsten som at blive konfirmeret; og Manden kunde godt forstaa det, thi det var kun een Gang om Aaret, han kom til Stigum Marked. Der var noget sært ved at kjøre forbi to saa lykkelige; det var jo som endnu et Forspring i Lykke. – De kjørte igjennem Engdalen med sin Aa og sin Bro, – og over Randen af Dalen saae de det øverste af Telte, Vogne, Mennesker, Dyr, som bevægede sig mellem hinanden. – Nu var de deroppe og drejede ind paa Markedspladsen. Her myldrede det over Vejen; her løb der mange, som allerede flere Timer havde været i Himmerig, og hvis Glæde vel ikke var bleven mindre, men 100|havde faaet noget husvant, ja, kaadt ved sig. Men de, som lige kjørte ind paa Pladsen, de blev næsten kolde i Kinderne af den nye Lykke. – Anders og Kirstine kjørte frem gjennem Markedstumlen. De skulde om paa Grønningen bagved, hvor Vognene blev sat hen. – De kom dér forbi, hvor Markedsglæden sydede og hvæsede allerhedest, næsten som Dampen ombord paa »Fylla«, naar man naaede helt hen til selve Maskinrummet med Stempelslaget og de blanke Staalkjedler, dér, hyor det egentlig gik for sig. Her laa fire store Beværtningstelte paa Rad; her gungrede og klingrede Karrusellen rundt; her var et Telt med indespærrede, vilde Dyr; her var Forestillings-Teltet, hvor der stod en Pige og raabte, som var saa lidt klædt paa, saa man fik Solen i Øjnene, naar man saae om efter hende; og fra alle Sider fraadede og rasede Lirekasserne, saa man sletikke kunde høre, hvad Mennesker sagde. – – Da Anders og Kirstine var kjørte igjennem dette Markedets Centrum, kom de ud i Egne, hvor der var mere stille, men ikke mindre lykkeligt. Her skinnede Solen paa røde og gule Æbler i mægtige Kister, hvis Laag stod vidt opslaaet, og paa blanke Skalotter og Rødløg, der var fæstet som store Perler paa Halmbaand, og her var de røde Kagemænd og -koner, som ikke blev spist paa Markedet, men blev bragt hjem til de tusinde ventende Børn, for hvem de var det eneste Tegn paa, at der virkelig havde været holdt Stigum-Marked. – Og derefter kom det Sted, hvor Heste blev foreviste til Salg og travede, mens Tarmene gylpede i Livet paa dem for hvert dundrende Skridt, de tog, – og hvor Prangere, i Gliskjoler og med bredskyggede Kaskjetter, pralende eller kritiserende, kjøbslaaende eller afslaaende Handel, syntes rent at glæmme, hvilken stor og mærkelig Fest dette Stigum-Sommermarked var. – Saa kom endelig Vognpladsen med sit tørre, korte Græs, der ikke kunde blive længer fra den ene Markedsdag til den anden, trods Pladsens rigelige Bestrø101|ning med Hestegjødning. Der fik Anders Befordringen anbragt, og da det var besørget, glattede Kirstine sit Haar med Hænderne og rettede paa sit sorte Silkehovedklæde, skjønt det ikke kunde sidde bedre, – Anders børstede sig med Haanden, hvor alle Bønderkarle børster sig, enten der er noget at komme efter eller ej: paa Benklæderne nedenfor Knæet, – og saa gik de tilbage til det store, halvt ængstende Folkemylder, forat see, hvad Livet og Dagen vilde bringe dem, – og forat gjøre forskjelligt Indkøb og Handel.

Som de trængte sig frem igjennem Menneskemængden, standsede Anders paa een Gang. Kirstine saae, han blev rød i Hovedet: »Hvad er det, Anders?« spurgte hun.

»Aa, lad os bie lidt,« sagde han.

Noget foran havde han seet Gjatrid Faurholt og saa en ung Karl, der lignede hende meget; det maatte da vist være hendes Broder. Jomfru Gjatrid stod og hilste paa nogle Personer paa saadan en lyksalig og aandsfraværende Maade, omtrent som man i Himmerig kunde tænke sig at hilse paa adskillige Venner og Bekjendte, uden just at bryde sig videre om dem, i Sammenligning med den Lykke, at man overhovedet var der.

Anders havde ventet, at de to skulde fortsætte deres Vej tilhøjre; men pludselig gjorde de en Drejning tilvenstre og kom derved et Øjeblik efter til at staa Ansigt til Ansigt med Anders og hans Søster.

»Aa, er det Dem, Goddag!« sagde Jomfru Gjatrid. – »Det er den nye Mand paa Bjerregaarden,« tilføjede hun, vendt mod sin Ledsager.

Det var dog forskrækkeligt, som de Børn lignede deres Fader, tænkte Anders. Det var jo egentlig et kjønt, klogt Ansigt, ogsaa Broderen havde.

»Det var morsomt, vi traf sammen her,« sagde denne. »Min Farbro'er Jerrik har fortalt mig om 102| Dem. Ja, Fa'er har jo da ogsaa, og Gjatrid. – Det er vel saa Deres Søster, kan jeg tænke?«

Der præsenteredes og hilstes.

»Maa jeg it byde Dem en Karrusel-Tur?« spurgte Niels Faurholt de to Fremmede. – Han vil gjerne i Lav med os, tænkte Anders. – Ellers var Tilbudet, mellem Bekjendte, den gængse, selskabelige Opmærksomhed paa et Marked.

Da Karrusel-Turen var forbi, – Gjatrid og Anders havde siddet paa et Par Heste, Kirstine og Niels paa et Par Løver, – indbød Anders til en Kop Kaffe. – Endnu var der dog kun vekslet nogle faa Ord; men nu spurgte Niels, om de ikke skulde gaa hen og hvile lidt paa Skrænten ned til Engen, hvad man saa ogsaa gjorde. – Her sad man med en lignende Fornemmelse, som naar man ved et Bal gaar ud under aaben Himmel et Øjeblik for at svale sig. Og Talen faldt lettere under disse foreløbige Forhold.

»De kjender jo vor Præst, Pastor Steffensen?« sagde Niels til Anders.

»Aa nej – –«

»Jo, han har fortalt om Dem og Deres Fader, – han har jo været paa Tanggaard.«

»Naa ja, – A snakkede int med ham. Tu det er da ogsaa mange Aar siden.«

»Der skulde I komme op til Præstegaarden, – det er en skjøn Mand at snakke med,« sagde Niels.

»Aa, ru det kan være, han er ligesaa gal ved*, te der er kommen fremmede Folk til at bo paa Bjerregaarden, som alle I andre – – alle de andre i Sognet.«

* gal ved = kjed af.

»Nej, han er it,« sagde Niels leende. »De maa hellerit tro, te min Søster og jeg er gale ved det. Det er jo ingen Nytte til, te der er nogle faa i Sognet, som skal have hele Magten. Og saa tilmed, naar de it alletider bruger den godt.«

103|Anders undrede sig: om han saadan allerede skulde være anseet for en Oprører. Mon det var Erik Skindtoft, der snakkede om ham?

»Ja, hvad, det er vel Deres egen Fader, der har Magten,« plumpede det ud af ham.

»Fa'er er jo en af dem. Men – æh –« Saa brød Niels af: »Nej, men De skulde komme op til Pastor Steffensen. Der kom vi saa tit, mens min ældste Søster var hjemme, – ja, vi kommer der da ogsaa endnu.«

»Er hun kanskee forlovet med Præsten?« spurgte Anders.

»Aa, nej – – det var it saa vel,« sagde Jomfru Gjatrid. »Nej, hun blev gift med Manden paa Østergaard, Løjtnant Fischer.«

»Er det saa en Broder til Herredsfuldmægtigen?« spurgte Anders.

»Ja.«

Der blev en lille Pause.

»Men I skulde ogsaa komme over til Stavn,« sagde Niels.

»Aa ja, gjør det!« sagde Jomfru Gjatrid og lagde sin Haand paa Kirstines Arm.

»Fa'er sagde, han havde indbudt Dem til at komme,« fortsatte Niels.

»Ja, – A har ogsaa været betænkt paa det,« sagde Anders nølende, »men – æh – A er ræd, der kunde komme Uenighed ud af det Besøg, for A skulde have snakket med Deres Fa'er om dét, te han pløjer i Pajmosen. – Det har han jo ingen Ret til – –«

»Aa, nej, det troer jeg it, De skal gjøre,« sagde Niels. »Fa'er han er it til at spøge med, naar der bliver Snak om Pajmosen.«

Anders svarede ikke, men blev ganske ildrød i Hovedet.

»Farbro'er Jerrik han stod ham længe imod; men han kom ogsaa til at betale den Spøg dyrt nok.«

»Ja, – men naarenstid Deres Fa'er kan int taale, 104|te der spøges med ham om Pajmosen, saa skal A nok sige ham det saaen, han kan forstaa, det er Alvor, te han skal holde sig paa sit eget.« Anders begyndte denne Udtalelse meget roligt; men det sidste blev sagt ubehersket stærkt og med dirrende Stemme.

Niels tav ganske stille, men saae sletikke vred, snarere ligesom forlegen ud.

»Sikke dejlige Blomster dernede i Engen!« sagde Jomfru Gjatrid til Kirstine. »Skal vi it løbe ned og plukke nogle af dem!« – Hun rejste sig, bøjede sig lidt tilbage og strakte Armene ud til Siden, og løb med denne Holdning ned ad Skrænten. Kirstine fulgte hende, men hun bøjede sig forover og løb noget sidelæns for Stejlhedens Skyld.

Anders skammede sig over sin Heftighed paa Grund af den Maade, hvorpaa de to Søskende tog derimod.

»A maa nok hellere holde mig hjemme paa Bjerregaarden,« sagde han; »for kommer A til Stavn, saa kan A int lade være at snakke om det med Mosen.«

»Jamen saa skal I komme derover, hvordan det saa gaar,« sagde Niels.

Det var da en forunderlig Venlighed og Tillid, det Menneske viste ham, tænkte Anders.

»Aa, men A kommer vist til at trækkes med Deres Fa'er om Mosen, selv om A holder mig hjemme,« sagde han, med en Følelse af, at der ligefrem var en Tvang over ham, – som han gjerne vilde have unddraget sig, hvis det havde været muligt.

»Naar blot De og Fa'er it bliver altfor meget Uvenner, saa – –Min Søster og mig skal I da i hvert Fald it faa til Fjender. – Og det er vist sletit umuligt, te naar nogen blot tog Mod til sig og sagde ham imod lige i hans aabne Øjne, saa var Fa'er it saa vanskelig at komme af Sted med. – Han har jo da egentlig fundet sig pænt nok i det, at De fik Bjerregaarden, da det nu it kunde blive anderledes.«

Anders følte sig meget lykkelig over, at han ikke skulde miste disse to Søskendes Venskab for Mose105|stridens Skyld, – thi gaa uden om den – i hvert Fald: frafalde sin Ret – det følte han tydelig, han ikke kunde.

»Aa, skal vi int tage en Karrusel-Tur til?« sagde han med en Stemme, der paa een Gang var bleven helt lystig.

Han raabte til de unge Piger; – de kom lidt efter op ad Skrænten, smykkede paa Hoved og Bryst med hvide og gule Blomster, og med Blomster i Hænderne.

De begav sig alle fire hen til Karrusellen og drejede svævende rundt, under Lirekassernes heftige, skingrende Musik, – Anders og Jomfru Gjatrid paa to Svaner, Niels og Kirstine paa to Kameler.