[122]|VIII

Det var en Aften ikke længe efter, at Anders kom kjørende til Mølle med et Par Tønder Korn paa en Fjællevogn. Møllen tilhørte Stavn og laa paa Bakkerne ovenfor Gaarden. – Det var egenlig langt at kjøre fra Bjerregaarden, – over Engene var godt en halv Mil, og saa skulde man endda saa højt til Vejrs bagefter. – Han sad og tænkte paa, om det ikke kunde betale sig at bygge en Mølle ude ved Bjerregaarden; saa var man da ikke afhængig med det; og fra Vejrum Sogn, vestenfor Engene, kunde der vist godt blive en Del Søgning til den. – Efterhaanden som han nærmede sig Stavn, og Stuehusets to hvide Længer dukkede frem mellem Træerne, forøgedes hos ham den pinlige Følelse, som han nu havde gaaet med i lang Tid: Følelsen af Underkuethed og Ufrihed. Og han syntes aldrig, denne Følelse havde været ham saa særegen bitter som her, – ikke i Soldatertiden i Aalborg; han syntes hellerikke overfor hans Fader, mens han var hjemme.

Han kjørte ad en Markvej vest for Stavn. Da han var kommen over en Bakkerunding, saae han, ganske nær ved Vejen, alle Folkene fra Stavn i Rugen. – Niels gik med den forreste Lee, der var vist en halv Snes i det hele. – Naa, – og derhenne gik Proprietæren selv og førte Opsigt. – Niels hilste, og Anders hilste igjen, – nu lettede ogsaa Faurholt paa Hatten og raabte noget, som Anders ikke kunde høre, – han kjørte stadig videre i Skridtgang. – Da han var 123|kommen saa langt frem, at han atter følte sig ene, drejede han Ansigtet mod Gaarden. Vestlængen laa med Solen i alle Vinduerne. – Vest for Bygningen er der en Dam eller en lille Sø med lave Brinker, – over Brinken ragede en ung Pigeskikkelse op, belyst af Solen, – medens Dammens Flade laa i Skygge. Man kunde ikke see Fødderne og det nederste af Kjolen, – hun bevægede sig saa underligt, syntes Anders, hverken gaaende eller løbende, – – nu indsaae han, at hun maatte staa paa Toften i en Baad og vugge, og han saae med det samme, at det ingen anden kunde være end Gjatrid, – hun var i en blaa Kjole, der lyste stærkt i Solen. – Hun lagde vist sletikke Mærke til ham, kjendte ham i hvert Fald ikke, – hun maatte jo ogsaa faa Solen i Øjnene ved at see den Vej.

Straks han saae hende, og følte Elskoven flamme heftig op i sit Hjerte, vidste han klart, hvad det var, der gjorde ham hin Ufrihedsfølelse saa pinlig nu, – men samtidig var han ogsaa sikker paa, hvad han vilde gjøre. –

Da han kom kjørende samme Vej tilbage fra Møllen et Par Timer senere, var Solen nede, – der stod Eng-Damp mellem Bygningerne dernede og over Dammen, i hvis blanke Flade hele Vestlængen spejlede sig.

Han var saa sikker paa hendes Kjærlighed, som om han allerede havde friet og faaet Ja, – og nu i Morgen skulde Krigen med hendes Fader begynde! – Det var jo dog vanvittigt, at den Kjæltring skulde kunne tvinge alle Mennesker til at holde deres Kreaturer tøjrede i Pajmosen, blot forat han i Fred kunde tage den Jord fra dem, som han aldeles ingen Ret havde til! – – Og han var sikker paa Gjatrid, ihvad saa Niels sagde!

124|Næste Morgen tidlig gik Anders ene ned i Pajmosen forat tage Tøjrene af en Snes Unghøveder, han havde staaende dernede.

Der var allerede et Par Karle henne at grave Tørv i den østlige Del af Mosen, kunde han skimte gjennem Morgen-Taagen.

Da han havde taget Tøjret af den første Stud, kom han i Tanker om, at det i Grunden var meget bedre – og meget tydeligere – ligefrem at tøjre Unghøvederne i Byggen. – Det tog lidt længere Tid, men snart havde han dem dog næsten alle anbragt i Kornet, ganske som man tøjrer Kreaturer i en Kløvermark, – omtrent et halvt Tøjrslag inde deri.

Han kom netop trækkende med de to sidste Stude, da han tilfældig fik vendt Ansigtet mod den Kant, hvor Tørvegravene var, – og saae en høj Karl komme gaaende derovre fra hen imod ham.

Han trak videre, men just som han stod og rammede den sidste Tøjrpæl ned i Jorden med Træskoen, hørte han En sige noget borte: »Troer Du it, de Høveder kunde komme for nær til Byggen, saaen som Du sætter dem?«

»Nej, de kan gaa et halvt Tøjrslag ind i den, det er int for meget,« svarede Anders og vendte sig mod den Kommende. – Han vidste ikke af at have seet ham før.

»A troer alligevel, Du gjorde rettere i at flytte dem lige et halvt Tøjrslag tilbage igjen.«

»A troer, det nemmeste var, om Du kunde holde Din Kjæft i selv,« sagde Anders. »For ellers skal A til at lukke den for Dig.«

»Det er min Husbonds Byg, Du har sat Dine Høveder i!« raabte nu Karlen og svingede med Tørvespaden, som han holdt i Haanden.

Anders saae nøje til Karlen, som forat kunne kjende ham igjen, og sagde: »Dengang Din Husbond havde Byggen i Saa-Sækken, da var den hans; men 125|nu er den det int længere.« – Derpaa gik han op ad Bjerregaarden til.

Da han var kommen halvvejs hjem, vendte han sig om, og saae ned mod Kreaturerne. De stod der godt nok. Men Karlen var ikke vendt tilbage til Tørvegraven. Han var allerede ude paa Engvejen over til Stavn.

Dagen derefter saae Anders atter Karlen – Erik Skindtoft havde nu sagt ham, at det var Mads Horsens – ovre i Tørvegraven, da han var nede at flytte Høvederne i Pajmosen. Mads stod en Tid og saae hen imod Anders; men han blev dog, hvor han var. – Saa gik der igjen et Par Dage. Høvederne aad sig længere og længere ind i Byggen. – Anders var i Færd med at kjøre noget Grus paa Vejen mellem Bjerregaardsholmen og »Land« – som alt det paa den anden Side af Engene endnu kaldtes. – Der kom En gaaende ad Vejen indefra; men det var langt borte, og han var ikke let at skjelne mod den fjærne, brogede Baggrund af Eng, Træer, Lyngbakker. Men saa var det alligevel Niels, – og Anders's Hjerte tog til at banke, saasnart han havde gjort Opdagelsen. – Han kjørte ind til det sydligste af sit Vej skifte, forat Niels ikke skulde have nødig at fjærne sig ret meget fra Stavns Grund. – Niels talte meget hurtigere, end han plejede, da de endelig mødtes, for han var ikke sikker paa, om de ikke blev iagttagne.

»Mo'er har talt til Gjatrid,« sagde han; »hun sagde ligefrem til hende, at det kunde it blive til noget, det, med hende og Dig. Mo'er havde altid været imod det; men nu troede hun ogsaa sikkert, te Fa'er havde opgivet det.«

»Hvad sagde saa Gjatrid?«

126|»Ja, hun kunde da ingen Ting svare. Det var ogsaa første Gang, hun saaen fik at vide, te hun holdt af Dig. – – Men Mo'er sagde ogsaa til hende, te de havde tiltænkt hende Herredsfuldmægtigen. Det havde hele Tiden været Meningen; det var blot Fa'er, der en bitte Tid i Sommer havde været kjed af det. – »Vil I da ogsaa tvinge mig?« sagde saa Gjatrid. »Tvinge Dig,« sagde Mo'er, »det var vist it godt at komme til at tvinge sine Børn. Men hun gjorde det vel nok, naar hendes Forældre ønskede det.««

Anders stod og tog i Vej gruset paa Vognen med Fingrene, men sagde ingen Ting.

»Kunde vi it træffes en Aften i Præstegaarden, Anders? Naar jeg skrev en Dags Tid i Forvejen. – For -jeg maa have Besked. Og Du vil jo ingen Ting sige mig.«

»Det veed A int. – – A kan int forstaa, te Gjatrid int svarer anderledes. – Farvel!«

Dermed kjørte Anders tilbage.

En otte Dages Tid efter kom der Bud med Brev til Anders fra Proprietær Faurholt: om Anders og hans Søster ikke havde Lyst til at komme til Stavn i Morgen til Kaffetid. Der var noget med de Høveder fra Bjerregaarden, der var gaaede i Byggen i Pajmosen, som han troede, de allerbedst kunde snakke sig til Rette om ved en Taar Kaffe. – –

Da Anders og Kirstine stod og hængte deres Tøj fra sig i Forstuen paa Stavn, kom Kristen Faurholt ud fra sit Kontor og hilste paa dem med sit sædvanlige venlige og lune Smil. Han førte dem ind i Dagligstuen, hvor Kaffebordet stod dækket, og hvor Madam Faurholt sad ved Vinduet og syede. Hun 127|sagde lige akkurat Goddag, men lod ellers saa temmelig, som om de Fremmede ikke var tilstede.

Jomfru Gjatrid kom ind med Kaffen, – og gav Virkeligheden og sig selv overfor Kirstine i et hurtigt, varmt Øjekast, da hun hilste; men ellers var hun ogsaa stum og bortvendt. Niels ligesaa.

Kristen Faurholt var da den eneste, der sørgede for Underholdningen, thi fra sine Gjæster fik han hellerikke megen Hjælp. Han talte om Landbrug, Sogneraadsforhandlinger og mange andre uvedkommende Ting med en Livlighed og Interesse, saa Anders helt maatte forundre sig.

Saasnart Kaffen var drukken, sagde Faurholt, at nu skulde de Unge gaa ud i Haven sammen og fordrive Tiden, til de skulde spise til Aften. »For det er dog saaen, de helst vil have det. – – Men pas nu paa, te I faar noget ud af Besøget, for det er jo muligt, te det er sidste Gang, vi sees paa den Maade. – Ja, ja, – det kommer jo an paa, hvordan vi nu kan faa snakket om Pajmosen i Aften.« – –

Da de fire unge Mennesker – thi Sara og Drengene havde selv den Takt at holde sig tilbage – havde gaaet en lille Tid og spist Stikkelsbær i Tavshed, sagde Niels: »Jeg troer virkelig, de Gamle er uenige om, hvordan det skal være. Hvordan var det, Mo'er hun sad? – Og Fa'er snakkede ene hele Tiden.«

»Aa, det er vist it store Sager, de er uenige om,« sagde Gjatrid. »Fa'er han vilde vist blot have Lov til at prøve – –«

»Aa ja,« udbrød Kirstine: »om int Anders kunde blive tilsinds at holde Fred, naar han først havde faaet talt – – naar vi havde været herude –«

»Nej, det var da it det, jeg mente –« sagde Gjatrid.

Begge de unge Piger fordybede sig ivrig i Plukningen.

»Det kunde jo ogsaa gjøre det samme, hvad de 128|Gamle vilde,« sagde Anders noget efter. »Det behøvede vi jo int at tage efter.«

»Jeg troer da it, Niels kunde komme af Sted med at gjøre sine Forældre imod,« sagde Gjatrid.

»End saa Du selv – De selv?« spurgte Anders. Han vilde vist have sagt mere, men blev standset af den lille Fortalelse.

»Jeg veed it. – – Aa, dersom jeg bare vidste, hvordan Mo'er vilde være, hvad hun vilde gjøre, hvis jeg –« »Aa, hun vilde rende og hoppe, vilde hun!« raabte Anders. »Hvad skulde hun gjøre! – Var det mig, A skulde give hende andet at tænke paa!«

»Nej, nej – hun gjør det jo altsammen for det bedste,« sagde Niels. »Der er jo da ingen, der har holdt mere af os, end vore Forældre.«

»Der er helleringen, der gjør os mere Skade end dem,« sagde Anders, »hvis vi da int hindrer dem i det!«

»Jeg synes for Resten godt, at Du og Gjatrid kunde sige Du til hinanden,« sagde Niels til Anders.

»Ja,« sagde han.

»Hvad, Gjatrid?« spurgte hendes Broder.

»Ja, det kan vi jo godt,« svarede hun.

Man plukkede nu Bær i længere Tid. Niels saae flere Gange ligesom spørgende eller opfordrende til Anders, men uden Resultat.

Da sagde Gjatrid til Kirstine: »Jeg synes, Du og Niels skulde ogsaa sige Du til hinanden.«

De to paagjældende stod og plukkede ved samme Busk, – og gav i Selvforglemmelse hinanden Haanden, uden at nogen af dem vidste, hvem der havde taget Initiativet til denne Handling.

Herefter var Situationen bleven saa indholdsrig, og Hjerterne saa fulde, – og de havde dog saa ringe Evne til at give dette Udtryk, naar de ikke maatte kysses og favnes efter deres Hjerters Længsel, – saa de uvilkaarlig trak sig bort fra hinanden; – men da de 129|to unge Piger lidt efter lidt var komne saa langt bort, saa de ikke kunde sees, kastede de sig til hinandens Bryst og græd baade af Glæde og af Ængstelse for Fremtiden. – –

Noget efter blev de alle kaldt ind til The.

Herredsfuldmaegtig Fischer sad i Sofaen i Dagligstuen. Han rejste sig og hilste flygtig paa de andre Unge. Jomfru Gjatrid gav han sig derimod ivrig til at underholde med en Beretning om et Besøg paa Østergaard, som han fornylig havde aflagt.

Ved Bordet talte Kristen Faurholt hyppigt og venligt til Anders. Men om lige saa ligegyldige Ting, som i Eftermiddags.

Noget efterat man havde rejst sig fra Bordet, sagde Faurholt: »Ja, Anders Hjarmsted, jeg har faaet Herredsfuldmægtigen herned, fordi vi skulde jo have talt sammen om dethér Pajmose-Væsen, og saa tyktes jeg, te vi kunde maaskee komme hurtigere til et Resultat, naar vi førte vor Samtale i Øvrighedens Nærværelse. Nu vil jeg saa foreslaa, te vi tre gaar ind paa Kontoret, – saa kan vi bedre – – –«

Proprietæren fortsatte, da de var komne derind: »Se, bitte Anders Hjarmsted, det bliver jo noget rent galt noget med det, De saaen har sat Djer Høveder ned i mit Byg. Det er galt, og det kan aldrig blive rigtigt, hvordan det nu siden kan gaa med Sagen.«

»Aa, det er vist rigtigt nok,« sagde Anders. »Bygget er jo int Djert. Kan der rejses Sag om det, saa kan der ligesaa godt rejses Sag imod mig, fordi A sætter mine Høveder oppe paa min egen Kløvermark.«

»Imorgen Formiddag vil der blive nedlagt retsligt Forbud imod Deres Selvtægt,« sagde Herredsfuldmægtigen, – Anders havde halvvejs vendt Ryggen til ham -, »og hvis De er dette Forbud overhørig, vil De ifalde daglige Bøder, der i kort Tid vil kunne stige til flere Hundrede Rigsdaler.«

Anders talte kun til Proprietær Faurholt: »De har 130|int mere Ret til at pløje i Pajmosen, end De har til at pløje i Bjerregaardens Have! – Her kan De see; A har taget mit Udskiftningskort med, her staar det: Pajmosen er fælles Ejendom for alle Parthaverne i samme, og kan ingen enkelt af disse tilegne sig Dele deraf; dog at ingen graver i anden Mands Tørvegrav.«

»Ja, seer De det. Men saa har vel helleringen Lov til at græsse i anden Mands Byg, bitte Anders?«

»Det staar der ingen Ting om.«

»De kan søge Hr. Proprietær Faurholt saavel i Anledning af Forbudet som i Anledning af Mosepløjningen. Men indtil Dom foreligger, har De at rette Dem efter Forbudet,« sagde Fuldmægtigen.

»Saa maa Faurholt hellerint høste sit Byg heller kjøre det hjem, til dét er afgjort,« raabte Anders.

»Jo, det staar ham frit for!« –

Hvor havde hans Fader dog Ret, tænkte Anders, at Verden er en Skarndynge af Løgn og Uret! –

»Men det var jo meget nemmere,« sagde Faurholt, »hvis De godvillig vilde tage Djere Høveder væk af Bygget; saa sparede vi baade Forbudsforretningen, og De sparede at søge mig. Og saa kunde vi ovenikjøbet blive ved med at være Venner. Det er der vist flere end mig, der ønsker.«

»Nej, det vil A int.«

»Ja, se saa behøver vi it at føre længere Passiar; saa vil De jo have Krig, og saa skal De ogsaa faa den!«

Man rejste sig. Fuldmægtigen bøjede sig frem forat slaa Cigar-Asken af paa Kakkelovnspladen, og stødte under denne Bevægelse temmelig haardt til Anders med sine kantede Skuldre, – uden at gjøre Undskyldning. Og da Anders i dette Øjeblik kun var eet eneste mægtig: at slaa ham ned, slaa ham fordærvet, – maatte han tie stille dertil. –

Havde blot ikke Gjatrid været! – Men nu kunde han ikke gaa hjem straks. – De to andre begav sig ind i Dagligstuen. Han blev staaende et Øjeblik ude 131|i Entreen. Lidt efter gik han ud i Gaarden og drev omkring bagved Sydgavlen, hvor man ikke kunde sees fra Vinduerne. Her fandt Niels ham.

»Jeg vidste it, hvor Du blev af. Saa vilde jeg ud at søge efter Dig, skjønt jeg troer it, Fa' saae rigtig mildt til det.«

»Ja, hvis I vil tage efter, hvad jere Forældre seer mildt eller surt til, – saa faar A nu int Gjatrid, og Du faar int Kirstine.«

»Aa, hvis jeg blot var hel sikker paa Kirstine selv,« sagde Niels, »saa –«

»Imorgen kommer Øvrigheden til Bjerregaarden og vil forbyde mig at hindre Din Fader i hans Kjæltringestreger –«

Niels stod og saae meget betænkelig ud, men sagde ingen Ting.-

I det samme hørte de Fuldmægtigens snerrende Stemme omme fra Gaarden, og umiddelbart derefter kom han, Gjatrid og Kirstine frem omkring Hjørnet af Gavlen.

»Nej, vi skal see at faa Baaden igjennem Kanalen ud i Aaen, – der maa jo være meget Vand efter Regnen,« sagde Fuldmægtigen -vistnok til Gjatrid.

Næsten i det samme stod Kirstine foran Anders og sagde hurtigt og hviskende: »Skal vi int gaa hjem, Anders, skal vi int gaa hjem? Han vil have os ud at sejle med sig.«

Fuldmægtigen og Gjatrid var allerede ved Dammen, hvor Baaden laa. Anders saae de to sejlende derude, – sig selv og Kirstine gaaende langt borte ad Engvejen til Bjerregaarden, – uden at kunne hjælpe, uden at vide, hvad det betød, – hvad det blev til.

Han kunde have skreget, – men sagde roligt og tvært: »Tu Du kan jo godt gaa ud og sejle med Fuldmægtigen. Han gjør vel int noget.«

Hun blev staaende.

»Gaa nu, Kirstine! – ellers naaer Du int at komme med!«

132|Hun kunde høre paa sin Broders Stemme, at han virkelig ønskede det, og løb ned til Baaden, som Fuldmægtigen allerede var ved at skyde i Vandet. –

»Behøver da ogsaa Gjatrid at gjøre det?«

Niels kunde nok høre, at dette var alt andet end et roligt henkastet Spørgsmaal. Men han kunde blot svare: »Kan Du sletit forstaa det?«

»Nej! – A kan sletint forstaa jer!« –

De saae Baaden ude paa Dammen, og hørte Fuldmægtigen le højt. – Han roede Baaden over imod »Kanalen«, en smal Rende, som sagdes at være noget af en gammel Voldgrav, hvorved Dammen stod i Forbindelse med Stavn-Aa, som løber forbi Gaarden ud i Fjorden.

Anders ærgrede sig over, at Fuldmægtigen skulde see ham staa her og glo, – men han kunde ikke tabe dem af Syne.

»Er det ogsaa for int at gjøre sin Moder imod, te Gjatrid gjør det?« spurgte han.

»Jah –«

»Sikke nogle Mennesker I er!«

»Jamen, Anders, Du vil jo hellere opgive Gjatrid, end Du skulde miste den Græsning i Pajmosen.«

Anders kunde ikke svare herpaa. Han maatte indrømme det faktiske, og kunde sletikke begribe det, – og følte, at han paa ingen Maade kunde opgive sin Ret – –

Langt om længe saae de de to unge Piger komme gaaende temmelig hurtigt ad Stien nede fra Kanalen. Det var Kirstine, der havde faaet Turen afbrudt ved at paastaa, at hun nu absolut skulde hjem. Gjatrid kunde saa benytte sig af sin Værtindepligt til at følge hende op. – Fuldmægtigen gav sig god Tid med at fortøje Baaden.

Da Gjatrid og Kirstine var komne op til Sydgavlen af Stuehuset,

- hvor de alle fire vidste, at Fuldmægtigen, og maaskee andre ogsaa, kunde iagttage dem – saae de usikkert og flakkende til hinanden, fordi 133|de ydre Forhold passede saa daarligt til det Sind, de var i. Men idet Anders rakte Gjatrid Haanden som til Farvel, sagde han dæmpet og hurtigt: »Gjatrid, holder Du af mig?«

»Ja.«

»Skal vi saa sige det til Dine Forældre?«

»Nej, det kan jeg it. Aa, jeg veed sletit, Anders, om vi nogentider kan faa hinanden.« –

Niels syntes, det var saa sært at fri saadan samtidig med de andre;

- han havde allerede sluppet Kirstines Haand, og de unge Piger var begyndt at gaa igjen, da sagde han: »Kirstine! – – vil Du ogsaa – vil Du være min Kjæreste?«

»Ja,« – sagde hun, lige idet hun og Gjatrid gik om Hushjørnet, og dermed befandt sig, saa at sige, inde paa Scenen, – det vil sige: paa Gaardspladsen.

Niels stod tilbage, saa lykkelig, og saa flov over sin Kejtethed, saa han sletikke turde see paa Anders. – –

Madam Faurholt var fuldstændig koldt afvisende ved Afskeden. Kristen Faurholt derimod var, som altid, venlig: »Ja, ja, bitte Anders,« sagde han, »saa seer De os i Morgen Formiddag engang, Fuldmægtigen og mig.« – – –

Paa hele Vejen hjem blev der, mellem Anders og hans Søster, kun vekslet to Repliker. Da de havde gaaet omtrent Halvvejen, sagde Kirstine: »Det var jo da det, han spurgte om: om A vilde være hans Kjæreste?«

»Tu, Du sagde jo selv Ja til det,« svarede Anders.

Hellerikke da de var komne hjem, talte de sammen; thi Anders kunde mærke, at hans Søster var lige saa overstrømmende glad, som han selv var tung og forpint i Sindet.

134|Anders gik ude i Gaarden, da Vognen næste Formiddag kjørte indad Porten. Foruden Fuldmægtigen, som kjørte, og Kristen Faurholt, sad der – bagi – en lang, knoklet Person i blaat Vadmelstøj, hvilende de korslagte Hænder paa en meget svær Egetræs-Stok, – man kunde næsten kalde det en Knippel. Det var Arrestforvareren fra Thinggaarden. Fuldmægtigen tog ham undertiden med til Steder, hvor han ikke var helt sikker paa den Behandling, han vilde faa. Arrestforvarer Nielsen nød omtrent samme Berømmelse paa Egnen som Fuldmægtigen. Hvem der kaldte Fuldmægtigen Sorte-Per, benævnede altid Nielsen: hans Broder.

Saa snart Vognen holdt stille, raabte Kristen Faurholt: »Goddag, bitte Anders, ja, her har De os saa.« – Han sprang ned af Vognen og rakte Anders Haanden. Denne og Fuldmægtigen saae derimod ikke til hinanden.

»Det er Arrestforvarer Nielsen,« sagde Faurholt. »Vi har taget ham med som Vidne.«

Fuldmægtigen havde taget Forbudsdekretet frem, nu stod han med skrævende Ben, af og til gyngende en Smule til Siderne, og læste det op.

»Hvis De altsaa fortsætter med Græsningen af Deres Kreaturer paa det nævnte Areal i Pajmosen,« fortsatte han efter Læsningen, men uden at see paa Anders, »vil De ifalde Bøder efter den almindelige Takst, og hvis disse ikke er erlagte paa Herredskontoret inden 14 Dage, vil de ikke blive opkrævede, men De vil selv blive afhentet og indsat i Thinggaardens Arresthus.«

Han foldede Papiret sammen og lavede sig til at stige op paa Vognen.

»A skal tage mine Høveder af Bygget for i Aar,« sagde Anders, »hvis saa Faurholt vil forpligte sig til int at kjøre Kornet hjem, men lade Fattiggaarden faa det.«

»Nej, nej, – nej, nej,« sagde Faurholt i sin ven135|ligste Tone. »Søg De nu mig, bitte Anders, og see, hvad De kan faa ud af det. Det kan jo være, te De baade kan faa Forbudet hævet, og Erstatning for Bygget og Bøder for Selvtægt fra min Side. Men De skal først have et Retsgrundlag at arbejde paa, bitte Anders, – ja, De skal først have et Retsgrundlag. Det skal De see, det siger Deres Fa'er ogsaa nok.«

Dermed kjørte Vognen.