[156]|X

Der gik nogle Dage efter dette politiske Møde, som Anders syntes var de bedrøveligste, han nogensinde havde oplevet. Denne Ligegyldighed, der var kommen over ham, lige da han havde hørt om Gjatrids Forlovelse, vendte nu tilbage, men i meget forstærket Grad. Han tænkte flere Gange, at den eneste Grund til, at han levede videre, var da sikkert den, at han ikke kunde komme af med Livet uden at begaa Selvmord. – Nu var Forsøget paa at faa Anstanden forkastet indstillet og ingen Ende at see paa dén Sag; dette politiske Væsen havde han opgivet som idel Gøgl og Humbug, – og saa led han af denne besynderlige Sult-Fornemmelse, som Føde ikke hjalp for, og han plagedes af Tanker om Gjatrid i den Grad, at hun sjælden var ude af hans Sind.

Siden Forlovelsen havde han sletikke seet hende. I Kirken havde de ofte tidligere faaet et Glimt af hinanden, men der var hun ikke kommen i de sidste Uger. – En Søndag Morgen hen i November, da Kirstine og Anders gik til Kirke, begyndte hun at fortælle om Gjatrid og sagde, at Niels var bange for, hans Søster skulde sørge sig en Sygdom til, hun saae ringere ud for hver Dag, der gik. – Anders sagde ingen Ting, men det gjorde dog saa godt at høre det og at føle Medlidenhed med hende.

I Kirken saae han hende, som sædvanlig, ikke. – Han blev ærgerlig paa Pastor Steffensen for hans Prædiken. Han havde ikke blot den Fornemmelse, som 157|han mange Gange i Sommer havde haft, at Prædikenen var møntet paa ham og Gjatrid; men han var helt uenig med Indholdet af den. – Præsten sagde, at vi Mennesker skal lade os nøje med det Evige, naar ikke det Timelige kommer helt af sig selv som en Gave, vi ikke gjør andre fattige ved at modtage. Det Evige var vor eneste sande Ejendom, for hvilken vi havde Lov at arbejde, dog ikke blot det Evige hinsides, men ogsaa det Evige her paa Jorden: Livet i Troen og i Kjærligheden. Hvor den jordiske Kjærlighed, som to Mennesker kunde føle for hinanden, vilde kræve Ofre af andre eller volde andre Vanskelighed eller Sorg, der skulde de to lade sig nøje med den evige Kjærlighed, som de maaske ogsaa kunde føle for hinanden; og dette var i Grunden det lykkeligste for dem begge, for dem selv.

Ja vist, tænkte Anders, det var en rar Lykke, der var bleven Cecilie til Del, og som nu maaskee ogsaa – – – Men den Tanke vilde han ikke tænke til Ende. – Uvilkaarlig saae han sig om, og fik da Øje paa Gjatrid i en Stol, hvor hun aldrig plejede at sidde. Hun saae over paa ham, men tog straks Øjnene til sig. Hendes Moder sad i en Stol tæt ved.

Anders følte sig gjennemstrømmet af dyb, varm Glæde. Han følte sig vis paa hendes Kjærlighed og paa, at hun aldrig tog nogen anden end ham. Han blev ved at see paa hende, han havde aldrig troet, hun var saa dejlig.

Hun og nogle andre fra Stavn gik straks efter Prædikenen; Anders og Kirstine vilde blive til Slutningen. – Anders sad og fik sit Mod tilbage, – men hans Tanker gik ganske vist paa lange Rejser udenom Øvrigheden og dens lovmæssige Krogveje: han tænkte paa, hvor skjønt det vilde være, at øve Retfærdighed paa første Haand og paa egen Haand.

Mens de sang Salmen efter Prædikenen, var det begyndt at regne, og Anders mærkede, at der faldt nogle Draaber fra Loftet ned paa ham. Da han saae 158|sig om, bemærkede han, at det samme var Tilfældet mange Steder i Kirken. Hans Sidemand bøjede sig hen til ham og sagde: »Det er det ny Tag, som Kren Faurholt har lagt paa Kirken; det er utæt.«

Regnen vedblev under Resten af Gudstjenesten og var i højeste Grad generende.

Da man var ved at gaa ud, sagde Anders det til Degnen, – en gammel, noget forfalden Mand. Men han henviste blot til Præsten.

Anders talte da til Præsten, som nu kom ned fra Koret.

»Ja, det er noget galt noget – hæ, hæ, hæ,« sagde denne, »det kan jo næsten it blive ved at gaa.«

»Nej, det maa da ogsaa rettes lige straks,« sagde Anders. – –

Næste Søndag var det Tørvejr; saa man kunde ikke mærke noget. – Om Eftermiddagen gik Anders ned i Præstegaarden forat spørge Præsten, om der i Ugens Løb var gjort noget ved Kirketaget.

»Det tænker jeg snart it der er,« sagde Præsten og gjorde sit sædvanlige Kast med Hovedet, idet han stak Hagen frem.

Om det da ikke var bleven sagt til Kristen Faurholt.

»Nej, – det var vel nok nærmest mig til at – – nej, det er der vist ingen, der har sagt.«

Anders tav forundret, men Blodet skjød ham op i Tindingerne.

»Ja, det er jo en Mislighed med det Kirketag, hæ, hæ, hæ. Vi kommer jo da til at have noget gjort ved det.«

»Aa, tu det kan vel heller sletint hjælpe, at tale til ham derom.«

»Nej, – det kan saamænd godt være, vi faar ham it til det, hæ, hæ, hæ. Men,« tilføjede Præsten i en fortrøstningsfuld Tone, »nu kan vi jo da prøve ad.«

»Det er vel Provsten, der skal tvinge ham?«

159|»Jo, – men det tænker jeg snart it Provsten han nænner til. Der er jo Forbindelser, – der er jo Forbindelser dér –«

»Er han og Kren Faurholt i Familie?«

»Nej – æh – det er jo Fuldmægtigen og Herredsfogeden, og Herredsfogeden og Provsten, det er jo – – Provsten vil jo nødig volde Herredsfogeden Ufred med Fuldmægtigen – – – Jeg tænker snart, det rareste var, om vi sagde det til Niels, – det kunde godt være, Niels han kunde faa en Mand derop paa Taget med noget Kalk og saa en Murskee –«

»A mener nu, det skal siges til Provsten; og hvis De int vil gjøre det, saa skal A.«

»Jo, aa, jo, – vi kan jo godt tale med ham om det – – -Jeg synes for Resten, det var skjønt, om De og Niels Faurholt og – – ja, De og Niels kunde mødes her i Præstegaarden. Kunde De ikke komme herop næste Søndag. Saa faar De ogsaa at høre, hvad det er bleven til med Kirketaget.«

I dette Øjeblik blev Døren til Studerekamret lukket op – eller rettere revet op – og Husholdersken, Madam Balling, stak Hovedet ind i Stuen: »Værsgod, Pastor Steffensen!« – Hun havde næppe slaaet Døren i, før hun atter aabnede den og sagde: »Maden staar paa Bordet. Værsgod, Pastor Steffensen! Nu maa De skynde Dem at komme!«

»Det er Anders Hjarmsted fra Bjerregaarden,« præsenterede Præsten. – Det gjorde intet Indtryk paa hans Husholderske.

»Ja, Farvel,« sagde Anders. »Saa kan det jo godt være, te A kommer paa Søndag. Men saa skulde Kirketaget helst være godt paa Vej til at være repareret, for – æh – De vil selv blive kjed af det, hvis det ikke er.«

»Ja, ja – men nu skal vi nok see – – Og hør, tag saa Deres Søster med!«

»Tak!«

»Skal her komme Folk i Besøgelse paa Søndag?« 160|spurgte Madam Balling ivrig. Anders standsede ved Døren.

»Det er blot Niels Faurholt og de to Søskende fra Bjerregaarden, jeg vil have herop,« sagde Præsten.

»Naa! – ja, De styrter da Dem selv i Ulykke!«

»Nej, nej, bitte Madam Balling, det gjørjeg vel da ikke.«

»Kren Faurholt og hans Kone vil da gjøre Dem al den Skade, de kan, for det, – det kan De da være vis paa. – Jomfru Gjatrid skal vel ogsaa med?«

»Det veed jeg ikke, Madam Balling – –«

»De skulde ikke helt ødelægge vores Stilling her i Præstegaarden – men det bryder De Dem jo aldrig om – –«

Anders gav Præsten Haanden og gik. – Niels havde fortalt ham, at Madam Balling var som helt gal, saasnart hun troede, at Præstens Pengekasse eller hans Hjerte var i Fare. Nu kunde han da selv mærke det. – Han gispede ligefrem efter Luft, da han kom ud af Præstegaarden. Det var da ogsaa en mærkværdig lav, lummer Sky-Himmel af Uret og Fejghed, der laa her over Egnen; allevegne mødte den for Udsigten: ingen turde gjøre sin Ret gjældende mod Kristen Faurholt i Pajmosen; ingen turde stemme paa anden Rigsdagsmand end den, han holdt paa; der var naturligvis helleringen, der turde gjøre Indvendinger mod at blive gjennemblødt af Regnen fra Kristen Faurholts utætte Kirkeloft. – – Tag selv! tag selv! hviskede det i ham, hver Gang han i den sidste Tid havde denne Følelse af Indespærrethed, men saasnart han vilde tænke lidt nærmere derpaa, var det, som han ikke længer gik paa Jorden, det blev blot en Slags Trøst i Fantasien. Idag søgte hans Sjæl ogsaa Lindring i Forestillingen om engang at kunne komme til at prygle saadan en gjerrig og giftesyg Mær som denne Madam Balling igjennem: have et Reb paa hende som paa en Plag, der skal 161|røres, og en Kanepidsk i Haanden, og saa kjøre hende i Ring, til Skarnagtigheden gik af hende.

Kl. fire om Eftermiddagen næste Søndag sad virkelig de to Søskendepar, fra Stavn og fra Bjerregaarden, inde i Præstegaardens Dagligstue. Præsten gik op og ned ad Gulvet. Men der vilde ingen Samtale blive af, om ikke af anden Grund, saa fordi Madam Balling havde taget Plads derinde, med sine to uopdragne Smaadrenge hængende op ad sig, og med strængt paapassende Ansigt. Hun mælede ikke et Ord. – Den eneste, der sagde noget, var Præsten; men kun de aller ligegyldigste Ting, eller ogsaa: hæ, hæ, hæ.

Dette varede næsten en Time. – Pludselig rejste Gjatrid sig, – og blev bleg i det samme; – saa sagde hun med sin noget dybe Stemme: »Jeg vilde gjerne tale med Anders Hjarmsted. Kunde vi it gaa herind?«

Hun pegede mod Døren til Præstens Stue. Anders rejste sig for at følge hende.

»Der er vist ikke rigtig i Stand derinde,« sagde Madam Balling ivrig og gik hen mod Døren.

»Aa, det gjør vist ikke noget,« sagde Præsten, »det er jo ikke –«

»Jamen hvad troer De Folk vil sige til det?« sagde hun hviskende, men hidsigt, til Præsten.

Anders og Gjatrid var smuttet forbi hende ind i Stuen, men nu gik hun selv efter. – Hun gav sig til at famle omkring imellem, »ordne« Sagerne paa Skrivebordet.

Anders lagde Hænderne paa Randen af Bordet, bøjede sig frem og stirrede paa hende. Hun gik hen til Sofaen, til Kakkelovnen, med ordnende Haandbevægelser, han fulgte stadig efter hende. Pludselig drejede hun Ansigtet imod ham og sendte ham et 162|lynende Blik, og gik saa ud ad Døren, som hun lod staa paa Klem.

Anders lukkede den. I samme Øjeblik havde Gjatrid slynget sine Arme om hans Hals og trykkede sit Ansigt ind mod hans Kind. – Han havde aldrig før haft en Kvinde i sine Arme, – hun var jo ikke stor, og dog fyldte hun saa forunderligt i Favnen, det sluttede saa tæt ind til ham, det var sletikke kantet, som naar man tog Livtag med en Karl. Og saa var hun saa urolig, hun græd, hun vendte sit forgrædte Ansigt op imod ham, og hendes Øjne var bevægede som Hav i Blæst. Han kunde i Førstningen ikke skjelne, hvad det var hun sagde, men efterhaanden hørte han: »dengang kunde jeg it lade være, for jeg syntes, det var ligesom jeg skulde miste al Ting, – men det kan Du jo it forstaa. Men nu blev jeg nødt til at sige Nej – – for jeg mærkede, at nu var det først ret bleven galt –«

»Hvad var det, Du sagde Nej til, Gjatrid?«

»Til Fuldmægtigen – – det var igaar Aftes.«

»Er Du int længer forlovet med ham?«

»Nej jeg gjorde det forbi igaar, da han var der.«

»Hvis Du vil gaa hjemmefra og gifte Dig med mig, Gjatrid, – enten de Gamle saa har Lyst til det eller ej –«

»Hvad saa?« sagde Gjatrid, »vil Du saa holde op med dehér Processer og alt det?«

»Nej, saa skal A nok vinde, – saa skal A gi'e dem! – – For nu gaar A og tænker for meget paa Dig, ved det Du er dérovre – –«

»Aa, men kan Du da it lade det fare, – Fa'er han er jo nu vant til at raade –«

»Ja, vant til at stjæle og plyndre og bedrage – – Nej, saa var Du da den værste, A kunde blive gift med, Gjatrid! – Men Du vil da have mig alligevel, vil Du int?«

»Jo, jo, -jeg vil have Dig, hvad der saa sker!« –

Døren gik op, et Øjeblik før de hørte det, og 163|de saae Madam Balling inden for den. Hun satte en ilsom Forretningsmarsch op over mod Skatollet, med Øjnene fæstede paa en Kop, hun syntes at ville hente der.

Anders var i et Spring henne hos hende, greb hende fast i Skuldren, drejede hende og førte hende henimod Døren: »Kan De gaa Djer Vej,« hvæsede han i Øret paa hende, »for helles skal A vise Dem den!« Hun kom i saa stor Skynding ud ad Døren, saa det næppe kunde undgaa at bemærkes inde i Dagligstuen.

Anders blev helt oprømt ved denne lille Forsmag paa at tage selv, og han grebes af en overstrømmende Lykkefølelse, da han saae Gjatrid staa henne ved Vinduet, forlegen og ligesom bange; – han løb hen til hende, tog hende i sine Arme igjen og knugede hende ind til sig, – saa satte han sig ned i Sofaen med hende paa sit Skjød og kyssede hende, blev ved at kysse hende – –

»Vil Du saa int det, Gjatrid – en af de første Dage, – vi kan vel nok faa Præsten til at vie os hjemme paa Bjerregaarden?« hviskede han.

»It nu lige i den første Tid,« sagde hun; »det er ligesom jeg ingen Hoved havde, siden jeg sagde det til Mo'er igaar Aftes, og jeg veed hellerit, hvad der kunde skee med Mo'er, hvis jeg gjorde det nu. – – Men det bliver jo vist it anderledes tilsidst.« – – –

Inde fra Dagligstuen hørtes en temmelig højrøstet og ivrig Samtale, der syntes ikke at ville faa Ende; det beroligede dem, saa de gav sig god Tid, – men da de endelig gik derind, viste det sig, at kun Præsten og Madam Balling befandt sig i Stuen; de kunde da begribe, hvem der havde præsteret de højrøstede Ord.

»Hvor er Kirstine henne?« spurgte Gjatrid.

»Jeg tænker, hun er samme Steds henne, som Deres Broder er,« sagde Madam Balling. »Ja, jeg siger rigtignok: hvis det kommer ud, hvordan De bruger Præstegaarden, – saa kan Pastor Steffensen 164|nok ligesaa godt tage sin Afsked, – og saa staar vi der – –«

»Men kunde De ikke gaa ud og see at finde dem, og faa dem herind igjen, Madam Balling,« sagde Præsten.

»Og saa skal man oven i Kjøbet taale at blive behandlet af de Fremmede, som om – – –«

Hellerikke ved Aftensbordet blev der i Begyndelsen sagt ret meget. Men Stemningen var dog overmaade forskjellig fra tidligere. Det var nemt at mærke, at de fleste af Deltagerne i dette Maaltid havde i Mellemtiden oplevet Ting, der for dem selv var af den største Betydning. – –

Gjatrid spurgte sin Broder: »Troer Du it, te Du kunde faa Fa'er til at gjøre det Kirketag i Stand, – helles saa bliver der jo ogsaa Strid ud af det?« »Det kan snar it gjøres i Stand,« svarede Niels, »for – æh – Sparreværket i Taget det er sletit indrettet til Teglsten, – det skulde jo have været Bly, – – og det er det allerværste af det, for Blyet har Fa'er jo solgt.«

»Jamen havde han da Lov til det?« spurgte Anders.

»Aahe nej, – men der tjente han jo it saa faa Penge, for Tegltag er jo meget billigere end Bly.«

»Men hvordant kunde da Provsten finde sig i, te han gjorde saaen en Handel?«

»Jah, – det er jo ligesom saa meget andet. Det er it saa nemt at komme om ved Fa'er. – Herredsfogden er jo i Lommen paa Fuldmægtigen, og Provsten vil it gjøre Herredsfogden imod – – og saaen – der er saa meget – –Jeg er saa kjed af, hvis Du skal blive vrøvlet ind i alt det, Anders. Præsten sagde jo, at Du maaskee vilde til at blande Dig i det ogsaa – –«

Anders sagde ingen Ting, men saae hvast til Niels.

»Jeg troer nu da sletit, det kan nytte,« blev denne ved, »uden Du vil gaa til Biskoppen med det. Og det – –«

165|»Lad os vente med at snakke om dethér, til vi bliver mere ene,« sagde Anders. – Madam Balling knejsede med Nakken, men sagde intet.

Efter Bordet begav Selskabet sig ind i Dagligstuen igjen. Madammen lod Kokkepigen tage af Bordet – hvad der ellers ikke var dennes Bestilling – og fulgte med. Hun satte sig tavs og lurende med sit Strikketøj ved et Vindue, – hendes to Drenge hang som sædvanlig op ad hende, een paa hver Side.

Man snakkede om ligegyldige Ting, og da Selskabet ikke havde nogen Øvelse i den Slags Samtale, gik denne efterhaanden helt i Staa.

»A vilde godt have snakket med Præsten og dem fra Stavn og min Søster om – æh – det med Kirketaget og kanskeesig ogsaa andre Ting,« sagde Anders. Han rejste sig.

»Ja, det kan vi jo godt, – hæ, hæ, hæ.«

De gik ind i Præstens Stue. Madam Balling syntes at betænke sig lidt, men trak saa ogsaa derind, fulgt af sine Drenge. Disse havde forlængst lugtet Lunten, sparkede i Gulvet og gjorde støjende Krumspring i barnlig Glæde over at kunne drille under Beskyttelse.

»Kunde I nu it gaa ned, bitte Knægte!« sagde Præsten, og purrede Drengene i Haaret, »I skal vist i jeres Seng, hvad, skal I it det, – hæ, hæ, hæ?«

Madam Balling satte sig ned i højtidelig Tavshed, rød i Kinderne. Drengene hængte sig i hendes Skjørter og sparkede bagud med Benene.

Da vendte Anders sig til Præsten og sagde: »Hvis De int har det saaen, te De kan vise den Kjælling og hendes Bøvl ud af Stuen, saa gaar A min Vej! – – A skal hverken have hende eller dem til at snage i mine Sager!«

Madam Balling foer op og løb hen til Døren. Drengene skreg. Ved Døren standsede hun og raabte: »Er det mig, der skal gaa, Pastor Steffensen!«

166|»De veed jo godt, bitte Madam Balling jeg vil ikke kommandere med Dem eller med nogen; men jeg kan jo da hellerikke vise mine Gjæster Døren, hæ, hæ –«

»Nej, for De vil ingen Ting gjøre! – det er det, De altid vil!« raabte hun og hug Døren i efter sig.

»Hm – hæ, hæ.« – Præsten stod og tog sig om Hagen. »Det var endda kjedeligt, det var da saa meget kjedeligt.« – Han stod en Stund uden at sige noget. – Anders gik hen imod ham med fremstrakt Haand, som om han vilde sige Farvel. – – »Aa, jamen nu maa I da i hvert Fald ikke gaa jeres Vej!« sagde Præsten. »Hun er jo noget særsindet. Og hun har jo saaen ligesom for lidt Kultur. Men hun mener det da ellers godt. – Sæt Dem nu ned, Anders, det er saa sjældent, der er rigtig Lejlighed til at snakke sammen.« –

»Du raadede mig til at gaa til Biskoppen med min Klage, Niels,« sagde Anders og satte sig igjen. »Men det vil A int.«

»Ja, hvadfor it det?« spurgte Niels.

»Nej – –« sagde Anders, men standsede. Der blev en Pavse.

Saa sagde Niels lidt nølende: »Poul Vinding – ham, Du veed, Fa'ers Fætter – han havde jo hørt Dig sige der ved det de, te Du vilde aldrig appellere en Sag eller gaa til Overøvrigheden med den, fordi – – ja, nu kan jeg it huske, hvadfor Du it vilde. Det fortalte han for nogen Tid siden paa Stavn for Fader og Fuldmægtig Fischer. Det troer jeg nu nok, de skrev sig bag Øret. De morede sig i hvert Fald meget over det –«

»Ja, lad Dem det!«

»Jamen saa kommer Du sletingen Vej med dem, naar Du vil blive staaende ved den Underret, vi hér har.«

»Troer Du int. – A troer nu hellere, A vil selv til at være baade Overret og Højesteret for dem.«

167|»Det forstaar jeg ikke noget af, hæ, hæ, hæ,« sagde Præsten. Hans Ansigt havde et forpint Udtryk. Han gav sig til at gaa frem og tilbage paa Gulvet.

»Ja, A kan nu hellerint forstaa,« sagde Anders, »te De int tager Dem af den Sag med Kirketaget, Pastor Steffensen. De er da nærmere til det. Saa kunde De jo gaa til Biskoppen, hvis De tykkes, det var det bedste.«

»Aa, jeg vil saa nødig ind paa saaen noget – – det er – æh -jeg troer ikke rigtig, det er noget godt. – Ja, ja, andre kan jo gjøre det, og de bør vel ogsaa gjøre det, – men vi Kristne vi skulde jo helst komme frem med det gode – – Men – ja, jeg troede for Resten ogsaa, De var et troende Menneske, Anders, – Deres Fader var jo da – –«

»Ja, Fa'er og mig – det kan vist blive Hip som Hap i det Stykke. Men saaen noget Snak er han da aldrig kommen med.«

»De maa jo ikke kalde det Snak. Det staar jo da i Biblen.«

»Ja, det veed A int – – det kjender A int noget til.«

»Hæ, hæ, hæ – Det er forunderligt, det er helt mærkværdigt – te det skal vise sig saaen nu. Det er fem Aar siden, da jeg var ovre hos Deres Fa'er i Hanherred, De kan nok huske, dengang Larsen var der. Da foreholdt vi netop Deres Fa'er, te han skulde have læst i Bibelen noget mere, – men han sagde, te Troen det var nok. Og det sagde vi til ham, te det vilde blive til umoralsk, eller da ukristelig, Vandel. Og nu kan vi see, hæ, hæ, hæ, – ja, jeg veed jo ikke rigtig, hvad det er, De mener med selv at være Overret og Højesteret, – men jeg synes, det tegner til at blive helt galt. – – Aah ja. Deres Fa'er han talte saa meget om sine Drømme og saa om Livet med Gud i Troen – –«

»Hans Drømme! – han var jo ogsaa noget Korn 168| taabelig. Det er han vel for saa vidt endnu. Men A har ingen Drømme – A drømmer aldrig saaen noget.«

»Nej – men æh –«

»Men A tykkes, det maa være godt at hindre Uretfærdighed, hvor man kan komme efter det –«

»Jo – men æh – – Hævnen hører Gud til, jeg vil betale, hæ, hæ, hæ. – Men De stræber naturligvis efter Fuldkommenhed – det er der jo nok ingen Tvivl om – paa Deres Maade, – men – æh – det skulde jo gaa indefter, De skulde overvinde Dem selv. Og overfor Verden der skulde De jo saa overvinde ondt med godt – – De Sejre, der skulde vindes, det er indad, og det er i Kjærlighed. Det andet det er – saaen udefter – det er – det hører saaen ligesom Dommen, det hører det hinsidige til.«

»Ja, hvad, – i Himmerig dér er jo ingen Uret at overvinde.«

»Nej, for da har Vorherre overvundet al Uret.«

»A forstaar det int. Men A mener, te man skal, som man kan, – det er da vist ogsaa et Skriftsted. Er det saa int det?«

»Nej, det tager De saamænd fejl i –«

»A mener, man kan int gjøre mere, end man kan –«

»Nej, det er sandt nok; men jeg mener jo, De gaar i en helt gal Retning med Deres Virksomhed.«

»De er saamænd da ogsaa en sølle Karl nok, te De kan int engang holde Styr paa saaen en Kjælling som hende Madam Balling her.«

Præsten aabnede hurtig Døren til Dagligstuen, gik ind og hentede en Spyttebakke, som der dog ingen Brug var for, lukkede Døren og rykkede lidt i den: »ja, jeg har sletikke i Sinde at rose mig selv, men jeg synes dog, det gaar saadan i den rigtige Retning. – –Jeg har jo nu lovet hendes Mand det, – hvad skulde hun blive til, hvis jeg ikke – – Jeg mener, det er da ikke just for min Fornøjelses Skyld jeg 169|har Madam Balling og hendes Børn gaaende her i Præstegaarden –«

»Og saa har De gjort Dem selv og Cecilie ulykkelig, fordi De int kunde faa hende sagt op.« »Aa, De er nu stræng ved mig! – – Men det passer hellerikke. Det var tilvisse ligesaa meget, fordi jeg troede ikke, Cecilie brød sig om mig, -jeg kan jo forstaa, De kjender det hele – – – Og det var nok ogsaa det bedste, at det blev saadan. Cecilie faar jo stor Magt over sin Mand, og kan maaskee gjøre ham til et godt Menneske. Det er ogsaa en Lykke for hende.«

»Det troer jeg it, hun regner det for,« sagde Gjatrid.

»Hvor kan De vide det?« spurgte Præsten sagte.

»For hun siger, te hendes Mand maaskee nok bliver skikkeligere, fordi han maa bøje sig for hende. Men han bliver ogsaa ulykkelig, -ligesom hun selv.«

»Ligesom hun selv? – Er det, fordi hun er bleven gift med – –«

»Det er, fordi hun it fik Dem.«

Præsten bøjede Hovedet, saa man ikke kunde see hans Ansigt.

»Det var ogsaa hende, der sagde, at jeg skulde endelig gjøre det forbi med Fuldmægtigen og tage Anders, ihvad saa Fa'er og Mo'er sagde dertil.«

»Hvornaar sagde hun det, Gjatrid?« spurgte Anders.

»Igaar Aftes, da hun var hjemme. Aa ja, det var endda godt, hun sagde det; ellers veed jeg it, om jeg havde faaet Mod til det saa tidligt.«

»Veed Deres Moder det, at Cecilie har raadet Dem saadan?« spurgte Præsten.

»Mo'er hørte selv paa det.«

»Aaja,« sagde Præsten. »Naar Cecilie tager det paa den Maade, saa er der megen Grund til det. Hun gjør aldrig andet, end hvad der er nødvendigt. Jeg bliver saa usikker og bange ved at høre det.«

»Hvorfor det?«

170|»For det kunde jo saa alligevel være fejl, som jeg har seet paa det. Jeg har jo ikke andet at gaa efter, end om jeg kan fornægte mig selv. Men Cecilie har hele sin Natur at gaa efter, – aa, det har alle I Faurholter – –«

»Hvadfor kan A saa int ogsaa gaa efter min Natur?« spurgte Anders heftig. »Hvadfor skal det altsammen være galt, hvad A gjør?«

»Efter Deres Natur? – – De gaar mere saaen efter Deres Ideer, De er en Fanatiker, – De løber løbsk.«

»Hvad gjør De saa? Kryber De int i et Musehul?« »Jo – ja – hæ, hæ, hæ -jeg vilde jo gaa i mig selvjeg vilde fornægte mig selv, saa godt jeg kunde.«

»Jamen saa kunde De da hellerit tage fejl, Pastor Steffensen,« sagde Niels. »Jeg mener, hvordan kan De saa tro, det er fejl, De har baaret Dem ad overfor Cecilie?«

»Det vilde jeg jo ogsaa meget nødig tro det var –«

»Jamen var det it det, De sagde før, te der maatte være Grund til det, naar Cecilie hun sagde saaen.«

»Jo – aajo – – Det var dér, straks efter Vielsen, paa Bryllupsdagen, da vi mødtes ude i Haven – – Aa, jeg kan blive saa bange, – jeg kan sommetider blive saa ulykkelig. Men det er jo it for det, te Vorherre skulde have Uret – –«

»Nej, for det maa jo da alletider være ret, at fornægte sig selv?« sagde Niels.

»Ja, ja, det er ret, det er ret nok. Men – æh -jeg har ingen Maalestok, jeg har ingen Naturlighed, hvordan det er, – som Guds Kraft kunde virke igjennem, – jeg kan it rigtig føle mig for, saaen som I andre paa Stavn kan. – – Aa, som jeg har elsket Cecilie!« – Præsten maatte standse en Tid paa Grund af Bevægelse. – »Der er saaen en dejlig Natur i hende, – hun kunde have sagt mig, hvordan 171|alting skulde være. – – Aa, der er jo alt for meget i Stykker hos mig, det er ligesom knækket altsammen, saa det kan snart it bruges til nogen Ting.«

»Ih, men hvordant er De da bleven saaen?« spurgte Anders.

»Naa, – der har været saa meget. Jeg har nu ogsaa faaet altfor lidt at spise ligefrem, mens jeg var Barn. Min Fader han var en fattig Husmand, og Mo'er var syg, og vi var elleve Børn.«

»A tykkes, det er sært,« sagde Anders, »te De er saa ydmyg og gjør Dem selv saa ringe, og saa vil De alligevel dømme om mig og sige, det er galt, alt hvad A gjør. Tu A mener da ogsaa, A vil udrette Guds Vilje.«

»Aa, bitte Anders, De og jeg, vi har beggeto den Fejl, te vi kan it rigtig see os for, – saaen føle os frem, vi gaar for meget blindt paa, – men De gaar tillige i en gal Retning. – Det er saaen, som jeg sagde før: De er en Fanatiker, – eller hvad er det, Madam Faurholt siger om Dem: te der er for meget Sind i Dem. -Jeg er da kun en Stakkel.« »Ja, det er saa meget nogen stakkels Meninger, De har,« sagde Anders.

»Nej – æh – de er vist gode nok, hæ, hæ, hæ« – – – –

Da Gjæsterne seent om Aftenen forlod Præstegaarden, sagde Anders til Præsten: »Vil De saa ingen Ting gjøre ved det med Kirketaget? For saa tager A fat.«

»Jeg vil tale med Faurholt om det. Men klage over det vil jeg ikke. Enten kommer der ingen Ting ud af det, eller ogsaa kommer der saa meget ondt. Og naar vi kunde give lidt Tid, saa veed man aldrig, om ikke nok Faurholt – –«

Anders svarede ingen Ting, men sagde Godnat.

172|Da Anders næste Dags Formiddag gik og pløjede, stod det paa een Gang for ham som ganske taabeligt at kjøre til Provsten, hvad han ellers havde bestemt at gjøre om Eftermiddagen. Der kom naturligvis intet ud deraf! – Hans Fader holdt dog bestemt derpaa. Han havde vistnok den Forestilling, at naar man bare samlede mere og mere Anklagestof sammen imod Kren Faurholt, saa maatte han tilsidst falde. – Anders selv havde for Resten ogsaa en meget stærk Følelse af, at det trak sammen til noget; men det var ikke just juridiske Sejrvindinger. Tværtimod blev han, den Eftermiddag, mens han kjørte ad Landevejen hen til Provsten, saa forunderlig festlig tilmode, ved at tænke paa, at han engang skulde bryde igjennem hele dette Væv af retslig Løgn og lovlig Nederdrægtighed. Skjønt han kjørte paa ganske jævn Vej, syntes han flere Gange, det var ligesom han nærmede sig Kjeldbakken, – en lignende Befrielse, som han der havde oplevet, – denne Følelse af kun at have Guds blaa Himmel over sig. –

Da han gik ud fra Provsten, maatte han ligefrem tvinge sig for ikke at lee højt. Det var ham saa nyt, hvad han havde oplevet, han kjendte sletikke den Behandlingsmaade, han dér havde faaet. – Den havde jo nu sletingen Lighed med Behandlingen paa Herredskontoret eller i Kongens Tjeneste. – Han havde siddet i en Lænestol saa blød som en Dyne, og det havde hele Tiden været, som om Provsten vilde lægge ham en uhyre Dyne over Hovedet – af salvelsesfuld Højærværdighed og bedstefaderlig Velvilje, af overøvrighedsk Forsigtighed og altoverskuende Tagen-under-Overvejelse – alt netop saa ubestemt og ufatteligt som en stor, blød Dyne. – Da han sad paa Vognen, lo han frit og trak Vejret dybt. – Men medens han kjørte, havde han atter den Fornemmelse, som om han nærmede sig Kjeldbakken. – – Han kunde hellerikke lade være at more sig ved at tænke paa den hemmelighedsfulde, faamælte Maade, hvorpaa hans 173|Fader sikkert vilde tage imod denne nye Skuffelse. Gamle Per Hjarmsted plejede altid at see ud, som om han bag alle den .sidste Tids Vanskeligheder øjnede den endelige Sejr. – –

Denne Gang var det dog, som om han et Øjeblik tabte Fatningen: »Tu, hvad skal det tilsidst blive til!« sagde han. Lidt efter var han dog atter i Besiddelse af sin vante Gammelmands-Selvsikkerhed.

Den 20. Januar var Anders paa Thinggaarden paa Grund af Anstandens Udløben. – Han blev grumme lidt overrasket, da Fuldmægtig Fischer, der ogsaa denne Dag var konstitueret af Herredsfogden, meddelte ham i Retslokalet, at Faurholt ved sin Sagfører havde forlangt og faaet Anstand i nye tre Maarieder, af samme Aarsag som forhen.

»De lovede mig og min Fa'er den 30. Oktober, te naar denhér Anstand var udløben, saa skulde Sagen straks blive optagen til Doms. Hvordan kan det saa være, te De nu giver Faurholt tre Maaneders Anstand igjen?« sagde Anders.

»Det er af den angivne Aarsag,« svarede Fuldmægtigen uden at fortrække en Mine. »Hr. Proprietær Faurholt søger at skaffe flere Vidner i Sagen.«

»I de fem Maaneder, der er gaaet,« sagde Anders i samme rolige Tone som før, »har han int forhørt sig ved en eneste af de Mænd, som kunde være Vidne i Sagen.«

Fuldmægtigen trak paa Skuldrene og smilte: »De kan jo indgive Klage til Overøvrigheden, til Amtmanden, hvis De har Lyst.« Han vendte sig i det samme bort fra Anders og gav sig til at tale med anden Fuldmægtig.

Anders blev staaende ved Skranken.

Fuldmægtig Fischer gik atter hen paa sin Plads. 174|Han slog ud med Haanden, idet hans Blik strejfede Anders: »Ja, jeg har ikke mere at sige Dem.«

»Nej, – men A troer lige, A skal have Dem sagt en Ting. De tænker nok, te naar Amtmanden ingen Ting faar at vide, saa er De hyttet. Men det skal nu alligevel blive værst for Dem selv tilsidst dethér.«

»Truer De?«

»A siger Dem blot, hvordant det rimeligvis vil komme til at gaa. Der skal komme den Dag, te De int skal have noget andet Ønske, end te De aldrig havde haft med denher Sag at bestille.«

Anders lagde Mærke til, at Fuldmægtig Fischer blinkede et Par Gange, mens disse Ord blev ham sagt, ligesom om noget kom hans Ansigt for nær; – saa saae Anders ikke mere til ham. Han vendte sig straks og gik ud af Retslokalet, ud til sin Vogn.