1. Sjæl og jord

Om Anders, den iltre og kompromisløse hovedperson i Sind, siger den magtfulde madam Faurholt, at der nok er 'mere Sind i den Karl, end det er til Gavn for ham selv'. Og Jakob Knudsen forklarer: 'Sind, i særlig jydsk Betydning = Heftighed, hastigt Sind; ogsaa: egensindig Vilje.'

Karakteregenskaben sind opfattes i romanen både negativt og positivt: har man sind i betydningen 'heftighed', kan man forløbe sig, begå voldelige, hensynsløse og uretfærdige handlinger og skade sig selv. Men temperamentet giver også brændstof til at handle frygtløst og på egen hånd gå imod uret. Sind i betydningen 'egensindig Vilje' kan, som romanen fortæller, føre til stædig og rethaverisk fanatisme, men også give mod til at følge sin natur og derved ramme ind i andres sind ved at gøre, hvad de selv ikke tør.

Interessen for sindets energier var ikke enestående for Jakob Knudsen (1858-1917). En særlig sans for fysisk og psykisk 'kraft' er med en vis ret blevet tillagt forfattergenerationen fra århundredskiftet, der kom til at stå som formidlerne af overgangen fra det 19. århundrede til det 20.

Det har heddet sig, at generationen reagerede på, hvad der er blevet kaldt 90'er-dekadencen med dens påståede negativitet, kraftesløshed og narcissistiske introversion; opmærksomheden på sindets irgange var imidlertid betydelig hos adskillige af 90'er-generationens forfattere, som århundredskiftefolkene da også nødvendigvis måtte have som forudsætning; for flere af dem – Nexø, Hjortø og Johannes V. Jensen – gjaldt det, at de selv som yngre havde gennemlevet en nødvendig indadvendthedens alder. Man har så diskuteret, hvorvidt den udadvendthed, til fordel for hvilken de – fx Johannes V. Jensen – forlod den 'negative' fase, lå på et højere niveau eller et lavere, hvad indsigt angår. – Hos Knudsen, der først fik sit gennembrud som 40-årig i 1898, er der ingen tydelige faser i forfatterskabet at se; hvad sjæleindsigt angår, har han øjensynlig haft den med sig som bagage fra starten.

Omkring århundredskiftet eksisterede der således, side om side med tidens dyrkelse af psykologi som positivistisk videnskab, et engagement og en indsigt – ikke mindst hos forfattere – i det irrationelle og ubevidste, som altså hovedsagelig ytrede sig i fiktiv form og ikke i videnskabelig-faglig. Man var samtidig med Freud, hvis Die Traumdeutung udkom i 1900, men i Danmark blev Freuds tanker dog først i 1920'rne dannelsesgods for intellektuelle med Otto Gelsteds oversættelse fra 1920 af Das Unbewusste (1915).

Den nye digtergeneration, hvis væsentligste produktion ligger mellem århundredskiftet og ca. 1920, kendetegnes gerne ved overvejende at komme fra landet og provinsen og skrive herom med stor fortrolighed. Hvorimod de forudgående årtiers forfattere mere havde interesseret sig for byens borgerskab, boheme og akademikerstand og kom fra disse miljøer.

Stoffet kendte forfatterne indefra, ikke mindst når det gjaldt de befolkningslag, man selv havde rod i: bønder, husmænd, landarbejdere, fiskere, småhåndværkere eller arbejdere; men ikke alle stammede direkte fra de miljøer, de beskrev. Jakob Knudsen, som havde et tæt kendskab til landboere, kom selv fra en præste- og højskoleverden.

Foruden Knudsen er de skrivende folk, der nu markerer sig, ifølge Sven Møller Kristensen¹ navne som Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg, Thøger Larsen, Knud Hjortø, Marie Bregendahl og endelig Martin Andersen Nexø, som både havde rødder i storbyen og provinsen. Man har givet denne litterære retning flere navne; den er blevet kaldt den jyske bevægelse (selv om den også omfattede ikke-jyder); man har benævnt den nyrealismen, det stoflige eller folkelige gennembrud. Forsøgsvis har man begrundet dens opståen med en bevidstgørelse og øget selvtillid hos tidligere tavse befolkningsgrupper, forårsaget af bedre folkeoplysning, fx højskolernes, og hjulpet frem ved demokratiseringen af det politiske liv. Afgørende har det nok også været, at disse forfattere stod med ét ben i en svindende verden af gammel, stabil, men også statisk landbokultur og det andet i en kaotisk moderne verden, der hurtigt forandrede sig, og som krævede en nyvurdering af gamle værdiers holdbarhed.

Generationens fortrolighed med stoffet giver sig naturligvis til kende i behandlingen af det. Der er forskel på Henrik Pontoppidans genrebilledagtige, næsten turistede – omend langtfra idylliserende – skildring af et bondebryllup i romanen Muld² fra 1891 og så Knudsens 12 år yngre, indefra sete beretning i Sind om Cecilies og løjtnantens bryllup på Stavn; de to bryllupper foregår omtrent samtidig, sidst i 1870'rne.

Den barnlige oplevelsesverden, som Jakob Knudsen forstod sig på og værdsatte, var desuden nyt land. Hos ham, men også hos andre af periodens forfattere, meddeles ikke mindst en viden om det ubevidste, om uendelighedsoplevelser, ofte netop medbragt fra barndommen, og om en usentimentalt jordforbunden evighedslængsel, der står i modsætning til både naturalismens henvisning til det dennesidige og til den mere ekstreme symbolismes længsel 'anywhere out of the world'.

Længslen finder forskellige svar: Thøger Larsen finder sit i kosmos og livskredsløbet, Nexø i menneskeslægtens historie og fællesskab, for nu at tage to solide eksempler. Jakob Knudsen på sin side søger at fastholde svaret i gudsforholdet, uden at det afholder ham fra at udforske en uvejsom instinktverden.

2. Det tidlige forfatterskab

Sind, som Jakob Knudsen udgav 45 år gammel, er af mange blevet udnævnt til at være et kunstnerisk højdepunkt i forfatterskabet. Da liv og skrift hænger nøje sammen hos denne forfatter, er der grund til at give et rids af hans biografi og digtning op til Sind.

Jakob Knudsens far var højskolemand, men blev 1864 præst i Aggersborg ved Limfjorden, på egnen hvor Sind udspiller sig, og hvor drengen modtog sine væsentligste barndomsindtryk. I 1872 fik faderen præsteembede i Lejrskov nær Askov Højskole, hvor hans ven Ludvig Schrøder dengang var forstander. Efter sin studentereksamen begyndte Jakob Knudsen efter faderens råd og uden lidenskab at studere teologi i håb om siden at komme i gang med det filosofiske studium og måske derigennem få svar på de samvittighedsspørgsmål, han grublede så tungt over. Håbet skuffedes, blandt andet fordi hans teologiske embedseksamen ikke blev høj nok til at muliggøre den filosofiske doktordisputats, han drømte om. Ikke længe efter brast desuden en forfatterdrøm, da en besværlig allegorisk komedie, han havde forfattet, blev gennemkritiseret af vennen Holger Begtrup. Det kan, som Poul Schmidt formoder,³ være begge disse nederlag, der i 1881 drev ham hjem fra København til Lejrskov. Kort efter blev han ved faderens mellemkomst lærer ved Askov Højskole, som han var tilknyttet indtil 1890, da han blev valgmenighedspræst i Mellerup ved Randers.

Jakob Knudsen havde altså ikke held med sit tidligste forsøg på at skrive. Men i 1891 udkom, med et rosende forord af Holger Drachmann, skuespillet Cromwells Datter, et tungt stykke, ikke netop egnet for scenen, men, som Harald Nielsen siden fremhævede,⁴ med intensitet i skildringen både af Oliver Cromwell som 'den store Troende' og af det menneskelige behov for at tro som 'en dyb og umistelig Trang'. Stykket kredser om et centralt Jakob Knudsen-motiv, som også har vægt i Sind: kærligheden som forløsningsmiddel, og det har som orienteringspunkt for troen på sammenhæng en intens og skrøbelig oplevelse fra barndommen – af forår, anemoner og skovbund. En religiøs grundoplevelse af samme karakter som det naturindtryk, der vender tilbage til den 14-årige Anders Hjarmsted, da han hører Brorson-salmelinjen 'Hele Himlen staar i Sang'.

Inden skuespillet var de to salmer blevet til, som Jørgen Elbek har sagt er 'de sidste ordentlige salmer, der er skrevet i Danmark', nemlig »Se, nu stiger Solen« og »Tunge, mørke Natteskyer« (hhv. 1890 og 1891). Den første udtrykker igen en af de befriende, totale naturoplevelser.

I 1893 blev Jakob Knudsen under stor opmærksomhed skilt fra sin hustru, hovedstadspigen Sofie Plockross, med hvem han havde giftet sig i 1883. Værre blev skandalen, da han i 1896 giftede sig med den nittenårige Helga Bek, datter af forstanderen for Mellerup Højskole Jens Bek. Forargelsen over, at en fraskilt præst giftede sig igen, var så stor, at han måtte fratræde sin stilling ved valgmenigheden. Nu måtte han ernære sig selv og to familier som omrejsende foredragsholder og ved at skrive. Kravet om det sidste satte gang i produktionen.

Knudsen fik først sit gennembrud med mesternovellen Et Gjensyn (1898), hvis hovedperson med sin fordring om at nå ind til 'det Egentlige' og sin prægning af dem, der står ham nær, er en – mildere, mere selvkritisk – slægtning til Anders Hjarmsted. I Et Gjensyn møder man desuden et tema, som er centralt ikke bare i Sind, men igen og igen hos Knudsen, nemlig barnets afhængighed af faderen som guddommelig instans. Romanen Den gamle Præst (1899) vakte desuden opmærksomhed. Også denne roman gennemspiller et tema, der er væsentligt i Sind (og senere i romanen Lærer Urup fra 1909): samvittighedens lov over for samfundets. I grundtvigianske kredse blev Den gamle Præst angrebet for sin moral, mens den brandesianske Sven Lange til Knudsens overraskelse roste bogen i Politiken (22.10.1899): Den gamle Præst 'er en Bog, der bæres af en Mand', værd at høre på i 'en Tid, hvor Literaturen mere og mere synes at blive en ligegyldig Leg med Ord'. – Endelig dobbeltromanen Gjæring-Afklaring (1902), en af periodens store dannelsesromaner, svarende i vægtklasse til Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) og Andersen Nexøs Pelle Erobreren (1906-1910). Gjæring – Afklaring lægger sig ret tæt op ad Jakob Knudsens biografi og beretter om helingen – eller forsøg på heling – af et ungt menneskes splittelse mellem en jordisk kærlighedslængsel og en religiøs. Karl giver afkald på den underdejlige og erotisk ligefremme Rebecca og vælger – måske i erkendelse af sin afmagt over for hende, men ikke helt overbevisende – en barndomsvenindes trofasthed og kyske sødme, idet Rebecca bliver en figuration af den frit og hedensk fremstormende Brandes-radikalisme. Igen i Gjæring-Afklaring berøres flere tilbagevendende Knudsen-temaer, der er væsentlige i Sind: den unges oprør mod faderen, her den åndelige faderskikkelse i en grundtvigiansk præsts skikkelse; også temaet selvtægt bliver berørt, som en fanatisk trang hos hovedpersonen Karl; han optændes i provisorieårene af ønsket om at gøre det af med de i hans øjne skurkagtige højreministre, ligesom han begærer at likvidere sin svoger Robert, som han opfatter som et utyske, der kun volder sin familie skade. Karl døjer ligesom Anders med en fuldkommenheds- og renhedslængsel, som nærmer sig det tvangsbetonede; men Karls nidkærhed synes belyst mere tydeligt kritisk, som vildfaren idealitet, end Anders Hjarmsteds: Om Karls trang til at udrydde ministrene ved snigmord hedder det med et vist forbehold: 'Denne Fremgangsmaade ansaae han nemlig for fuldt berettiget overfor »slige Skadedyr«'.

Den lille fortælling Adelbrand og Malfred fra 1900 kan godt betragtes som en forstudie til Sind. Det er en folkevise- og sagapastiche, som er udstyret med fermt eftergjorte kæmpeviser, et kunststykke, Jakob Knudsen havde lært sig i højskoletiden. Man må glæde sig over, at han siden har fravalgt pastichen og har udformet Sind i en nutidig, knap, dramatisk stil med økonomisk brug af den teknik, han selv har kaldt 'spejling', idet omverden og begivenheder bliver opfattet, 'spejlet', af en persons, fx et barns, bevidsthed.

Det er især på grund af ydre træk, Adelbrand og Malfred er beslægtet med Sind: den foregår på Aggersborgegnen, og handlingen sættes i gang af en ulykkesvanger strid mellem herremænd om græsningsretten til nogle engdrag i Øster-Han herred. Men bogens beslægtethed med Sind ligger ifølge Holger Begtrup⁵ også i, at den viser, hvordan Jakob Knudsen 'gennem sin egen Jydskhed [havde] et Kendskab til Folkestammens Natur og Tankegang, der kun behøvede at forlænges i lige Linje fra Nutidens Bønder til Fortidens Herremænd.' Adelbrand, den stolte og stejle mandlige hovedperson, som i kampen kaster sig leende i døden, peger fremad mod Anders-figuren.

Der er således adskillige træk i det tidligere forfatterskab, der korresponderer med Sind, næppe fordi Knudsen har arbejdet sig hen mod denne bog, men snarere fordi han forfatterskabet igennem kredser om de samme afgørende motiver. I Sind er nogle centrale temaer bragt på en enkel, sluttet form. De skal belyses i fortolkningen nedenfor.

3. Udkastet

Det har ikke været muligt at finde omtaler af Knudsens planer om Sind i hans korrespondance med fx venner og forlag. Derimod findes der et udkast til romanen, påbegyndt 17.3.1903 (NkS 3358 X 4°). Her har han skitseret en del pointer, han vil have frem, karakteristik af personer m.m. I det følgende vil der blive bragt kursiverede citater fra udkastet (forkortet: udk.), når de skønnes at kunne støtte fortolkningen – naturligvis med det forbehold, at ét er de forestillinger, Knudsen på forhånd måtte have haft om bogen; noget andet er det endelige værk.

I håndskriftet hedder det om Anders (i udk. tit kaldt Jens Brogaard), at Knudsen tænker sig ham som puritansk kristen, men idealistisk-hedensk af tanke- og handlesæt; han får desuden følgende (foreløbige) signalement: uenig med Livet, trodsig mod dets Ufuldkommenhed, særlig dets Uretfærdighed, ærbødig mod det Evige. Heroverfor familien Faurholt (i udk.: Nørgaard), som tilsvarende får signalementet: enig med Livet, føjelig mod Livet, erbødig [ærbødig?] overfor det Evige. Samtidig får den slette fuldmægtig sin bekomst: Kjeltring overfor Livet, Trods mod det Evige.

Det fremgår af udk., at Knudsen først har overvejet titlen »To Slægter« og tilsyneladende – som det sker i romanen fra 1910, der får denne titel – har ønsket at give et billede af to familier, der er væsensforskellige fra hinanden, men måske også er komplementære; i hvert fald bliver i begge romaner de to jævnaldrende søskendepar gensidigt forelsket i hinanden. – Ifølge Holger Begtrups Jakob Knudsen (1918) var To Slægter inspireret af forskellene mellem Jakob Knudsens fædrene og mødrene slægt, hvor faderens familie repræsenterede loven, alvoren og strengheden i tilværelsen, mens moderens familie havde en lettere gang på jorden, med sans for kunst og leg.

4. Talesprogets markeringer

Af afgørende betydning for autenticiteten og den kunstneriske koncentration i Sind er Knudsens gehør for jyske dialekter og især det æstetiske mådehold, hvormed han benytter sig af det. Med hensyn til det sidste overgår han de andre samtidige jyske dialektforfattere, også Aakjær. – Her skal kun nævnes, hvordan brugen af jysk og rigsdansk understøtter visse strukturer i fortællingen.

Idet Knudsen udnytter forskellene i udtalen af adverbiet 'ikke' i 208| Vendsyssel, Thy, Hanherrederne og Himmerland (jf. fodnote s. 13), signaleres lavmælt – på samme måde som farverne på et landkort gør det – sprogforskelle mellem de forskellige egnes beboere, uligheder, som så yderligere ytrer sig i deres væsen, adfærd og holdninger, uden at årsagerne til disse skel analyseres nærmere.

En enkelt dialektforskel gør altså sit til at markere grænsen mellem folkene nordenfjords og søndenfjords, som også betyder en mental afstand; det gælder især det tydelige svælg mellem de stejle og strenge, tilknappede og retskafne vendelboere, og så de sydligere egnes lettere, muntrere, mere hedonistiske og mindre fordømmende, i nogle tilfælde også mindre hæderlige gemytter.

Også standsforskellene i det lille samfund søndenfjords træder diskret frem i sprogforskelle. Den selvbevidste storbonde Faurholt og hans familie taler et halvt urbaniseret himmerland-jysk; de benævner sig selv med 'Jeg' og ikke 'A', til forskel fra resten af den 'u'brej Famille' og folk på egnen i øvrigt; desuden bruger manden på Stavn fremmedord, med vekslende held. Bønder er og bliver Faurholterne dog, til madammens fortrydelse og til forskel fra embedsstanden; dér taler man naturligvis 'fint'. Det samme gør de to skidte karle, toldembedsmandssønnerne Fischer, af hvem vi hører mest på herredsfuldmægtigen. Hans hovne vulgaritet, dækket af et nødtørftigt lag kulturfernis, kommer frem i hans idelige sigen 'sgu', der signalerer en afstumpet provinsiel verdensmandsmæssighed, som skal lægge distance til de bønder, han omgås, men i virkeligheden taler ned til og foragter. En anden grumset karakter, husmanden Mads Horsens, snobber til gengæld sprogligt opad, når han citerer fra samtaler med sin fine ven herredsfuldmægtigen, hjemmestrikket-sirlige fraser som 'Djeres Hr. Fuldmægtig' og helt bibelske formuleringer: 'Men saa svarede han og sagde: Nej, Mads Horsens (...)'. – Endelig er der pastor Steffensen, bondestudenten med hans blanding af dialekt og rigsmål, iblandet gejstlige talemåder og afbrudt af hans evindelige, selvusikre 'hæ-hæ'.

Ved stilfærdigt at fastholde personerne i deres talesprog har Knudsen profileret billedet af en samfundsorden – eller uorden -som en fremmed og ukorrumperet kraft bryder ind i og forsøger at ændre, idet Anders' sprog foruden at adskille sig fra himmerlændingenes karakteriseres ved at være ublandet, ubrudt i forhold til sine dialektale forudsætninger.

5. Idealiteten

Når Madam Faurholt håner Anders for hans væsen, er det nok fordi hun hemmeligt frygter hans stædige retfærdighedssans og mod til at starte et oprør, der kan brede sig; han er 'trodsig' mod livets ufuldkommenhed og ikke 'føjelig', hvad hun foragteligt kalder 'Nykker'. Pastor Steffensen, der er en forsigtig og veg mand, er mere delt i sin vurdering af Anders. Han er tiltrukket af ægtheden hos ham, men betænkelig ved hans kompromisløshed. Han siger efter Anders' voldsomme død: 'Det er snart ligesom med at komme ind i Himmerig, det er en snæver Vej; man kan saa let kjøre Stjerten af Vognen, naar man skal ind ad den Port (...). Og Anders – han var ogsaa kommen galt af sted. Han var saaen bleven en Idealist af det (...) eller ogsaa kom han derind – saaen ind i det Dybeste – fordi han var Idealist i Forvejen.' Men, tilføjer præsten over for Anders' tre jævnaldrende efterladte, 'det kan godt være, te hvis I ikke havde lært Anders at kjende – og alt dét var ikke skeet, saa var I alligevel aldrig kommen ind saaen til det Dybeste hos jer selv, det Evige, – saaen ind til at mødes med Gud.'

Figuren Anders sættes i et kritisk lys, men lyser også af den livsild, der brænder sig ind i de efterladtes erindring, fordi han har tydeliggjort skjulte eller glemte indre krav i dem selv. I foredraget »Om Idealitet«, holdt i Studenterforeningen i 1905, to år efter at Sind blev udgivet, analyserer Knudsen den grænsesprængende længsel, idet han stiller sin opfattelse af begrebet 'Idealitet' og karakteregenskaben 'Sind' synonymt. I foredraget, der i essayform indgår i samlingen Livsfilosofi (1908), hævder Knudsen om den fuldkommenhedslængsel, der er nedlagt i de fleste mennesker, at den, hvis den ikke finder svar hos Gud, bliver 'vildfaren', slår sig på et jordisk område, hvis betydning øges urimeligt; idealiteten kan da udvikle sig til en destruktiv fanatisme, fikse ideer, perfektionisme.

Som sådan kan man se Anders' retfærdigheds trang i det øjeblik, den får ham til at holde halsstarrigt på sin ret også i småting, fx i skærmydslen med den nye nabo Poul Vinding om deres respektive hestes placering (s.78). Det er mere usikkert, om Anders' idealitet af Knudsen betragtes som vildfaren, når retsfølelsen får ham til uden skrupler at ekspedere sine modstandere ind i det hinsidige -idet jo beslutningen herom netop forbindes med en religiøs oplevelse, der befrier ham fra rethaveriet (jf. ndf. s. 216). Alt andet lige: Det hedder videre i essayet »Om Idealitet«, 'uden Idealitet eksisterer hverken Kunst eller Stordaad. Ja, man kan sige: uden Idealitet er alt Kedsommelighed.' Og det er det forløsende – eller forløste -i idealiteten, de nærtstående husker Anders for efter hans død. Bogen fokuserer på både heroen og fanatikeren.

Jakob Knudsen er berygtet for sine yderliggående, 'reaktionære' meninger. Og dog er det radikalt utraditionelle forsøg på udforskning af menneskesindet, der optager ham. I essayets form og i de mere forkyndende af sine romaner kan han gennemdiskutere et dilemma, tage klart stilling til det – tit så bombastisk og yderliggående, at man stejler – og anvise mere eller mindre håndfaste løsninger på problemet, i essayet »Om Idealitet« altså hengivelsen i gudstro. Anderledes i de bedste af romanerne. 'Kunst er Lovbundethed inden for Fantasien', siger han i essayet »Noget om at digte« (1904). Og når han følger en sådan lovmæssighed konsekvent, kan han i en nuancerende, tit dæmpet-humoristisk form trænge ind i uvejsomme områder af sjælelivet, fremlægge menneskelige forhold i deres sammensathed og konflikter i deres uløselighed.

Knudsen har måske med Sind ønsket én gang, så simpelt, solidarisk og samtidig kritisk, det har været ham muligt, at gennemspille den kompromisløse idealitets tema og vise det befriende, men også dødbringende i dens væsen. Vise at idealitetens kår i verden er umulige og dens væsen problematisk, men at den har sit efterliv hos dem, den har haft indflydelse på. Fortællingen er på én gang en myte om 'den unge døde' og en kritisk studie i idealitet.

Tit hedder det om Anders, at han ikke forstår sine egne reaktioner (fx s. 128 om en tomhedsfølelse, der ytrer sig som sult). Det er måske af hensyn til den myteagtige enkelhed, at Knudsen som hovedperson har valgt en ung bonde, der er tænksom, men ureflekteret, og ikke en af de omhyggeligt humant opdragede, reflekterede middelklassesønner, der optræder i andre af hans romaner, og som er tættere på den unge Knudsens selvbiografiske jeg, fjernere fra jorden og de elementære livsvilkår. For Anders som for dem er ét forhold afgørende: udviklingen i relationen til en faderskikkelse.

6. Fadervælde og sønneoprør

Fortællingen er omhyggeligt komponeret, med en nøjagtighed i tidsfølgen, der også bemærkes i udkastets præcise dateringer af begivenhederne umiddelbart forud for drabene. Handlingen strækker sig over 7-8 år, fra Anders' konfirmationsalder – han er i 1. kapitel nykonfirmeret, dvs. 14-15 år – og til han er 22 år. Ved slutningen af kapitel 3 er han 21 år gammel. Resten af bogens tolv kapitler fortæller om Anders' voksenliv som 21-22-årig. Med historisk holdepunkt i omtalen af politikeren C. C. Hall og af folketingsvalget 1872 må man antage, at handlingen strækker sig over årene 1872-1880 (se Noter I).

I 1872 var Jakob Knudsen selv 14 år, altså i puberteten, og gik måske med spirende, forskrækkede tanker om oprør mod faderen som dem, den 14-15-årige Anders er begyndt at nære – det hævdes af Begtrup (s. 68), at den gamle Knudsen på det tidspunkt følte, hvordan hans myndighed over for den halvvoksne var ved at glippe. Barnealderen var også på anden måde slut for Jakob, eftersom 1872 var året, da familien forlod barndomsparadiset Aggersborg.

Den frigørelse fra faderskikkelsen, som Anders tidligt drømmer om, og som lykkes med større eller mindre held for andre af Knudsens romanpersoner, bringer siden Anders ud i voksenverdenen som en selvstændig viderefører af den halsstarrige, men handlekraftige retfærdighedssans, som Vendsyssel-traditionen har plantet i ham med faderen, den stridige Per Hjarmsted, som formidler.⁶

For den unge Jakob Knudsen selv spillede faderen en betydelig formynderrolle; det har han givet udtryk for både uden for og i forfatterskabet, hvor myndige faderskikkelser i adskillige tilfælde har en fremtrædende betydning. Det var faderen, der med sin strenge, men dybt engagerede opdragelse af drengen og den halvvoksne repræsenterede loven, ja Gud, idet faderen både var højeste moralske instans og velsign ende magt. Et sådant far-søn-forhold optræder foruden i Sind som nævnt også i Et Gjensyn, yderligere i To Slægter (1910) og i fortællingen om Martin Luther Angst og Mod (1912-1914). Af faderen afhænger det, om man befinder sig i himmel eller helvede. Man er som halvstort barn nok angst for faderens straf, men mere angst for hans fordømmelse. Og et oprør ville – endnu værre – føre til, at man mistede den tryghed, den fædrene orden indgiver én.

I 2. kapitel er Anders 16-17 år og i fuldt oprør, men under store ængstelser, da et oprør mod faderen stadigvæk vil medføre følelsen af at være forladt af Gud: faderen og Gud er endnu ét. Mod slutningen af kapitlet kommer vendepunktet: faderen viser i en samtale med den anfægtede Anders sin afmagt som autoritet i trosspørgsmål, sin Ydmyghed over for det Evige, sin Tjenerstilling dertil (udk.). Herefter indser Anders, at faderen kun er et stakkels Menneske'; i udk. hedder det, at Anders nu kan skjelne mellem Faderen og Gud, og at faderens ret til at dominere fra nu af virker forringet.

Kort efter, i begyndelsen af kap. 3, kommer det endelige oprør med dødskørslen ned ad Kjeldbakken. Her føler Anders første gang den forbigående fulde salighed ('Guds blaa Himmel') ved friheden, men også den dødsfare, der er forbundet med den. Mod slutningen af bogen, da Anders har besluttet at dræbe fuldmægtigen, opleves det samme uhindrede sjælelige 'ligeløb' – for nu at bruge et udtryk fra den af Knudsen værdsatte livsfilosof Ludvig Feilbergs (1849-1912) afhandling »Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet« (1896).

Anders har nu tilsyneladende besejret faderen og går ud i verden, men stiv af ensomhed og mistænksomhed, ikke netop lykkelig i sin frihed, og med en bevidsthed om, at han i en vis forstand fortsat er ufri – han har arvet sin fars hidsighed, hans 'sind'. Det er han ikke stolt af, da han ønsker at føre en renere, ædlere kamp end faderen for retfærd i overensstemmelse med Guds vilje (jf. s. 39). Han vil altså overbyde faderen – endnu et udtryk for, at han i grunden stadig er ufri.

Som voksen (efter scenen med tjenestedrengen s. 96) indser han, at faderen med sin nidkære retfærdighedstrang og moderen med sin ordenssans tilsammen har udstyret ham med en næsten tvangsbetonet, puritansk ordensiver, der nok gør ham ilde til mode, men også får ham til at betragte sig som noget nær en udvalgt, der skal redde verden. Næsten alle mennesker er jo 'Sluskehoveder', og hvis ikke man standser al uvornhed i tide, 'saa kunde Verden jo sletikke bestaa', ligesom verden ville blive 'een Mødding af Uretfærdighed', hvis Anders gav sig i mosestriden.

I de sidste faser før dennes afgørelse befinder han sig da også omtrent som en religiøs martyr (s. 156). Han står foran at opfylde sin bestemmelse, men fordi han har besluttet at følge sin inderste trang, og på grund af Gjatrids kærlighed og solidaritet, er han nu befriet for det golde stivsind; han har 'Guds blaa Himmel' over sig, idet Gud i Sind ikke betyder underkastelse, men ligeløb, frihed til at være sig selv, hvad der for Anders vil sige: frihed til at følge sit instinkt og sin ideale stræben. Det er i frihed, han nu kan følge den opfattelse af ret og rigtigt, som faderen i sin tid som Guds stedfortræder har gjort ham rodfæstet i.

Udtrykket 'rodfæstet' bruger Knudsen i 1911 som titel på en roman, og det betegner den personligt tilegnede oplevelse, som forældre kan give deres børn af, hvad der er godt og ondt, og som mennesker i det hele taget kan give hinanden. Sandheden erkender man ikke alene, siger Knudsen; den er, som præsten i Rodfæstet siger til sin søn, 'en Tomands-Sag', et forhold, som også kan gælde et menneske og Gud. Men udtrykket rodfæstethed bruges af Knudsen om en kategori, der er psykologisk-eksistentiel snarere end moralsk.

7. Retsindighed og rethaveri

Anders er altså skildret som et rodfæstet menneske. Men skal han opfattes mere som en egocentrisk fanatiker end en helt, der kæmper for det gode på alles vegne? Det svarer fortællingen ikke på. Hans handlinger kan vurderes som heltegerninger eller det modsatte, men unddrager sig egentlig moralsk vurdering fra bogens side. Alligevel kan man dårligt lade være med at undersøge, om Knudsens eget standpunkt kan aflæses af Sind:

Ligesom faderen kæmper Anders for en retfærdig sag, nemlig den at bryde en magtstruktur, som andre bøjer sig for. Den frygtløse oprørstrang er da også en af de kvaliteter hos faderen, som han er stolt af og bliver bekræftet af. Det fremgår af scenen, hvor Per og den 14-årige Anders fragter to magelige gårdmænd hjem fra rigsdagsvalget. Per håner dem til drengens tilfredshed for deres følgagtighed, da de indrømmer, at de, selvom de på udturen har bedyret, at de ville stemme som gode venstrevælgere, alligevel har støttet højrekandidaten, fordi de ikke tør kriges med egnens storbonde.

Men hvordan er Anders afbildet som socialt væsen? Knudsen fortæller, at han udover retfærdighedstrangen har overtaget en vildfaren idealitet fra Per, den der hos faderen især viser sig i et tyrannisk væsen (som Knudsen nævner i udk.), og som hos sønnen viser sig i stivhed og fanatisme, en mangel på skønsomhed over for andre. Anders har yderligere overtaget den overbevisning fra faderen, at han er et af verdens få retfærdige mennesker, da jo hele verden ligger i det onde. Alle øvrighedspersoner, i særdeleshed overøvrigheden, er kæltringer, som han derfor, til skade for sig selv, ikke vil appellere til i juridiske spørgsmål. Og hvor Per i mosestriden trods alt kæmper for retfærdighed med en vis snusfornuft, fører Anders hellig krig med en selvmordsaktivists religiøse lidenskab.

At hans omverdenssans er forstyrret gør ham desuden – foruden at han er blevet stiv, rethaverisk osv. – ligesom faderen urimeligt uopmærksom og hensynsløs over for de andre. I diskret behaviouristisk eller scenisk form – hvor teknikken ellers mest er den alvidende fortællers eller den nævnte 'spejling' – fortælles det, hvordan vennen Niels nogle gange forsigtigt prøver at få lidt vished om Anders' søster Kirstines følelser for ham, men det opfattes slet ikke af Anders, dybt optaget som han er af sin egen problemverden. Desuden tager han i sin retfærdighedskamp mod Niels' og Gjatrids far aldrig diplomatiske hensyn til de tre andre unge. Det kan tilskrives fuldkommenhedstrangen, som ikke tillader, at man 'hykler' et sekund. Trangen til total renhed optræder hyppigt hos Knudsens personer og var en personligt gennemlevet tilstand hos ham. Den er belyst i forfatterskabet som en rastløs samvittighedsuro, hvad enten det gælder uopfyldte pligter eller fantasier om hypotetiske fadæser – den optræder fx hos den unge oversamvittighedsfulde jurist Hammer i Et Gjensyn, som selvanklager hos Karl i Gjæring, og som absurde tvangsforestillinger hos Martin i det første bind af Angst og Mod; og den indfinder sig med forkærlighed i lykkelige øjeblikke og forstyrrer dem, i Sind fx den gyldne stund, de to søskendepar oplever sammen på markedet.

8. Det 'retfærdige' drab

Yderligere problematiske er drabene; vurderer bogen dem moralsk?

Anders' motiver er beskrevet som ikke rent idealistiske. Jalousien, som er nævnt af Knudsen i udk., er, hvad Anders knapt er sig bevidst, et medvirkende motiv ved det første drab, ligesom drabet på arrestforvareren er et hævnmord. Men i alle tilfælde er der lagt op til en diskussion om et alvorligt og vel uløseligt etisk problem, der dukker op i tilspidsede historiske situationer – man kan erindre sig diskussionen under og efter besættelsen om berettigelsen af modstandsfolkenes stikkerlikvidationer, der i nogles øjne var at betragte som simple mord. Debatten dengang førte for visse af de implicerede til menneskelig tragedie eller til alvorlige samvittighedskriser; det sidste gjaldt Martin A. Hansen, der havde talt for likvidationerne.

Men i Sind er der ikke tale om at anvise løsninger på etiske konflikter, snarere vil fortællingen med kunstnerisk konsekvens følge et temperament, en person, der i al enkelhed følger sit instinkt, sit 'hedenske Tanke- og Handlesæt', ud i dets konsekvens, uforstyrret af noget civiliseret overjegs formaninger, og parat til at tage samfundets straf herfor. Fra tid til anden har forfattere fortalt, at de i skriveprocessen kan vælge at lægge deres forskellige indre muligheder ud i fiktive skikkelser og lade disse handle i overensstemmelse med fantasiens 'lovbundethed'. Hvis det er tilfældet med figuren Anders, er det overbevisende, at han må handle, som han gør.

Knudsen skjulte ikke sin tilbøjelighed for blodige afstraffelser. At han må have slidt i det for at komme til rette med denne hedenskprimitive trang, synes romanerne at fortælle, men i hver sit sprog. Mens fortælleren i Gjæring – Afklaring tilsyneladende tager nogen afstand fra Karls blodtørst, er der tilgivelse i Den gamle Præst for Grev Trolles hævnmord på skurken Magnus, og i Lærer Urup retfærdiggøres gårdmanden Niels Bentsen, der gør kort proces med en anden sjuft ved at skyde ham. Sind retfærdiggør ikke på samme måde eksplicit hovedpersonens drabshandlinger; romanens flertydighed ytrer sig blandt andet ved, at den sympatiske pastor Steffensen modsat pastor Castbierg i Den gamle Præst tager forbehold over for Anders (jf. ovf. s. 209), men til gengæld er fremstillet som en noget valen person. Klart positivt fremhævet er derimod det mentalt befriende først i Anders' beslutning om at dræbe med sit eget liv som indsats, og dernæst selve handlingerne, idet valget heraf siges at udfri ham af hans pinagtige og smålige retfærdighedsiver. Der tales om 'fødende' kræfter i hans sind, der iværksætter handlingerne skridt for skridt, og det forløsende i beslutningen markeres ved en tilsvarende forløsning i naturen umiddelbart efter: '(...) om Morgenen – var det Foraar. Det kom ganske pludseligt, efter en lang, vedholdende Kulde' (s. 174).

9. 'Straf Bøllerne paa Livet'

Den offentlige person og debattør Jakob Knudsen udtrykte sig i de år anderledes kontant end Sinds forfatter om sin holdning til udryddelsen af skadelige elementer. Knudsen angreb ved en grundlovstale i 1904 den gældende og i hans øjne alt for blødsødne straffelovgivning og udtalte blandt andet: 'Overfor Nutidens voksne Bøller tillader jeg mig (...) at anbefale: skyd dem ned.' Han kalder sig senere en i princippet 'ivrig Beundrer af den amerikanske Lynchjustits', hvis udøvere dog bør straffes, for at den ikke skal udarte.⁷ Denne holdning til samfundets straf møder man også hos Anders, der finder det nødvendigt, at han for lov og ordens skyld bliver dødsdømt – et synspunkt, der desuden fremsættes i blandt andet Den gamle Præst, Rodfæstet og Lærer Urup.

Historikeren og pacifisten P. Munch (1870-1948), som i 1905 var medstifter af Det Radikale Venstre, angreb juli 1904 Knudsens retsopfattelse i sit tidsskrift Det ny Aarhundrede (s. 498). Han anklager udtalelserne i grundlovstalen for at gå imod det kristne kærlighedsbud, som han mener, at Knudsen som kristen er forpligtet på, og som burde medføre vilje til at forstå 'Bøllerne' som sociale tilfælde. Knudsen svarer herpå i en artikel i samme tidsskrift: »Statskirkelige Forfalskninger i den moderne, humane Betragtning af Samfundet«⁸. Her fastholder han, at bøller bør straffes på livet, og gør gældende, at han nok tror på kristendommen, men at han stadigvæk sandsynligvis er 'mere end halvvejs Hedning af Væsen, ja, maaske 90 pCt Hedning'. Samfundet kan ikke i sin lovgivning se bort fra menneskets 'hedenske' natur; mennesket er et væsen, der i høj grad er styret af – og bør stole på – sine instinkter, ikke mindst kampinstinktet. I øvrigt kritiserer han Munch for en forkludret opfattelse af kristendommen, som fejlagtigt tillægges naturalismens eliminering af skyld.

Artiklen indeholder et hårdt angreb på den socialstat, der var under opbygning. Munchs artikel i det følgende nummer⁹ indeholder et tilsvarende engageret forsvar for socialstaten, og – mere generelt – for et menneskesyn, der bygger på humanitet og solidaritet. Munch kommer til at stå som talsmand for tidens optimistiske kulturradikale humanisme; heroverfor står Knudsens skrappe antidemokratiske individualisme, baseret på en overbevisning om betydningen af instinkt og natur, kræfternes ligeløb.

Dialogen mellem Knudsen og Munch repræsenterer en kulturkamp, der peger langt frem i århundredet, og hvis to parter dengang endnu ikke var belært af det ny århundredes erfaringer om verdenskrige, om instinkttroens vildveje og ideernes fallit.

Også Henrik Pontoppidan udtrykte som ældre (især gennem centrale personer i romanen De Dødes Rige, 1912-1916) skepsis over for demokratisering og velfærd, men gjorde dette ud fra en civilisationskritisk holdning, som var af en anden art end Knudsens. Pontoppidan iagttog og frygtede en afhumanisering, der havde med en voksende afstand til naturen at gøre, men hans holdning var uden den knudsenske insisteren på instinktets og kraftens ret.

10. Kærlighed, drøm, befrielse

Skal man ud af Sind læse en vision af en højere moralsk orden end den, Faurholt-dynastiet og dernæst Hjarmsted'ernes retfærdighedssamfund repræsenterer, kunne den ses som en mulighed nedlagt i de tre efterladte unge, der er belært af Anders' kompromisløse retfærdighedstrang, men måske kan tilføje den en større mildhed, bevægelighed og humanitet, end Anders besidder.

Forskellen i livsindstilling mellem Anders og Faurholtbørnene har ligesom søskendeparret i To Slægter med opvækst at gøre. Modsat Per Hjarmsted er proprietær Faurholt – ved siden af at være en rævelun magtperson – et muntert gemyt, der ikke tager livet alt for tungt, en kærlig sjæl over for familien og ganske svag over for den. Hvorimod der ikke er megen synlig faderkærlighed endsige glæde og lystighed i Anders' barndom og tidlige ungdom. Det puritanske rethaveri, der hersker over ham, og efterhånden også i ham, tåler ingen letsindigheder, og vejen til hans fantasiliv, til barnet i ham, bliver spærret i de unge år. Da han i starten af bogen har forglemt sig i en beskeden udskejelse hos købmanden, der har vist ham drømmeagtigt fine nipsting i butikken, falder pligtkravets hammerslag straks; han kommer for sent hjemad og gruer for faderens fordømmende vrede.

En enkelt gang er det dog faderen selv, der foranlediger en animeret stund i hjemmet. Til Anders' fornøjelse bliver Per helt overstadig, da han får besøg af sine troende venner, hvis åndelige leder han til Anders' forbløffelse lader sig omfavne af. Faderens lukkede, rigide væsen ændrer sig momentant; man taler åbent og personligt og med godmodigt drilleri om trossager, og Per fremsætter den kontroversielle påstand, at det i troslivet er ydmyghed og ikke lovlydighed, der er afgørende.

At glæden og bevægeligheden i øvrigt er stivnet i Anders skyldes vel især faderrelationen, men kan også hænge sammen med hans begrænsede adgang som barn til det kvindelige. Han har aldrig rigtig lært sin fortrykte mor at kende, men efter hendes død, som han ikke er i stand til at sørge over, nærmer han sig sin blide søster, der ligner moderen. Glæde over og anelse om forløsning ved det kvindelige kan han dog først opleve, da han forelsker sig i Gjatrid; pigen fra de mildere himmelstrøg lukker en dør i ham op: 'det var ligesom at see ud over en stor, aaben Egn henimod Aften', ligesom hans sind udvider sig på barnlig vis, og han sanser, som der står i udk., med forelsket Klarsyn i den livlige markedsscene.

At kærligheden kan gøre ufri, erfarer han dog også, idet den i stilhed presser ham til underkastelse i mosestriden. Først da han ved, at Gjatrid også gør oprør og har erklæret, at hun vil følge ham under alle forhold, indfinder sig den fulde følelse af frihed og åbenhed. Salmelinjen 'Hele Himlen staar i Sang' dukker igen op i bevidstheden sammen med indtrykket af fjord og søfugleskrig, hele det blå og hvidtlysende Limfjordslandskab, der forbinder ham med tidlige barndomsindtryk. Kærlighed og frihed til at være i overensstemmelse med sig selv – og frihed vil jo for Anders sige Gud – er blevet ét, så han siden, efter foreningen med Gjatrid og udførelsen af den for ham nødvendige drabshandling, kan dø med et lykkeligt udtryk. Han er blevet sig selv ved at blive 'eet med et andet Selv', en kendt Knudsen-formulering fra essayet »At være sig selv« (1907), som også Svend Norrild citerer fra i forbindelse med omtalen af Anders' drabshandling og død (Jakob Knudsen, s.115).

11. Homo religiosus

Efter besøget af faderens venner i den 15-årige Anders' hjem bliver den magiske salmelinje siddende i drengen som en religiøs oplevelse.

Jakob Knudsen forkyndte kristentro i traditionel forstand, men med den personlige, autentiske religiøse erfaring som udgangspunkt. Troen bør være 'natur' og ikke tillært. Den menneskeligt genkendelige universelle oplevelse – eller fraværet af den – har status i hans digtning som et afgørende element i tilblivelsen af det enkelte menneskes livsforståelse, således også i Sind. Knudsens førstehånds viden om sindets potentialer plus et skarpt blik for det påtagede og søgte ruster ham desuden til at være kritisk over for religiøse og andre eksaltationer, over for konventionelt trosliv og over for 'fromhed' eller ideologisk liv, der har forfængelighed eller magtlyst som mere eller mindre skjult drivkraft.

Romanens Per Hjarmsted er en antiautoritær kristen. Han er en from mand, men anerkender ingen andre religiøse overinstanser end sin indre erfaring – sit liv med 'Or-det', dvs. trosbekendelsen – og afviser derfor både Luthers Katekismus og Bibelen som moralsk rettesnor. Pers trosliv svarer til den venstregrundtvigianske – og Knudsens – trosopfattelse. Venstregrundtvigianerne betragtede ligesom Grundtvig selv trosbekendelsen som kirkens bærende element og afviste den højregrundtvigianske insisteren på bibellæsning som udvendighed (jf. s. 36 og 145). – Per lader sig vejlede af Hjertets af Gud betingede Indskydelser (udk.) og opfatter desuden, til almindelig morskab for sognet og beskæmmelse for Anders, sine drømme som handlingsanvisende: 'Naar man lever Dag og Nat med Or-det, saa skal man lægge Mærke til, hvad der skyder sig op i Sindet baade Nat og Dag'.

Anders er ikke begejstret for den gamles drømmetydning, men kan tilslutte sig den autoritetsløse tro, som kun overbevises af det personligt erfarede. For Anders bliver Gud den magt i ham, der giver ham energi til at følge et indre krav – inspiration med andre ord. Gud er også nærværende i de oplevelser af åbenhed og klarsyn, som erotisk kærlighed og fællesskab formidler i ham. Den Gud, der er tale om i Sind, synes mere og mere at blive en instans i Anders end uden for ham – fromhedslivet er i færd med at løsne sig fra den kirkelige konvention, men ikke nødvendigvis fra den religiøse tradition i dybere og mere rummelig forstand.

Som 14-årig har han en samtale med en skråsikker seminarist om asiatiske religioner, idet Anders anfægtes af, at 'der var saadan en urimelig Masse Mennesker paa Jorden, der ikke var Kristne. Og nu var han stærkt religiøst ængstet i Forvejen.' Seminaristen bliver forfjamsket og kan ikke give Anders noget tilfredsstillende svar, da Anders spørger ham om, hvordan man kan vide, at kristendommen er den rette religion. Manglen på bevis herfor gør Anders endnu mere forpint af tvivl.¹⁰ Men i udk. omtaler Knudsen drengens identifikation af den uretfærdige fader med Gud som hans egentlige vanskelighed (jf. ovf. s. 212).

Det, der af troen i længden synes at blive tilbage og har vægt for Anders, er troen på den religiøse grundoplevelse. Gud må erfares som en nødvendig tilstand i ham selv og ikke som en øvrighedsinstans, samfundet kan påberåbe sig over for ham. Gud bliver for Anders frihed, ikke underkastelse, ja der er end ikke tale om et faderbarn forhold længere. Og Gud må opleves i det jordiske, hvorfor Anders kun har irritation til overs for pastor Steffensens resignerede sagtmodighedsbudskab om, at Vi Mennesker skal lade os nøje med det Evige, naar ikke det timelige kommer helt af sig selv som en Gave, vi ikke gjør andre fattige ved at modtage.'

Anders, som er bekendt med Steffensens bedrøvelige kærlighedsskuffelse, der til dels skyldes præstens egen svaghed, har siden en samtale med Steffensen, som siger:

'(...) Men De stræber naturligvis efter Fuldkommenhed (...) paa Deres Maade, men – æh – det skulde jo gaa indefter, De skulde overvinde Dem selv. Og overfor Verden der skulde De jo saa overvinde ondt med godt (...)'. Hvorimod Anders hævder, måske med henvisning til lignelsen om de betroede talenter: '(...) man skal, som man kan. Det er da vist ogsaa et Skriftsted'(s. 146).

I udk. kaldes Steffensens kristendom tolstoysk. Den ældre Leo Tolstoys levelære og kristne forkyndelse, som gik ud på afkald, tilgivelse og pacifisme, var kommet på moden blandt intellektuelle i 1880'rne og 1890'rne, og Knudsen var ingen beundrer af denne mode, som han hudfletter i Den gamle Præst. Aversionen hænger nok især sammen med, at Knudsen betragtede mennesket som grundlæggende egoistisk og derfor uegnet til at gennemføre al denne selvfornægtelse uden hykleri.

Sind er måske den af Knudsens romaner, der forholder sig mest 'hedensk' spørgende over for den religiøse dimension i mennesket. Den søger at fastholde kristendommen som den tradition, man nu en gang er rodfæstet i som en ramme om den religiøse følelse, men synes at interessere sig mere for en helt konfessionsløs fromhed, som den siden er søgt beskrevet hos fx Thorkild Bjørnvigs 'homo religiosus'.¹¹

12. Fuldkommenhedslængselens tema

Sind indgår i en lang række litterære tematiseringer af idealismen, menneskets problematiske, men uomgængelige længsel efter det absolutte. I europæisk litteratur vil man uvilkårlig nævne Cervantes som den, der indleder traditionen – Don Quijote er (ifølge den tjekkiske forfatter Milan Kundera) i sin flertydighed den første moderne europæiske roman. Herhjemme starter tematiseringen vel med Holbergs veloplagte gennemheglinger af sine fantaster; en af de berømteste er Erasmus Montanus, måske netop fordi han er sat i et tvetydigt lys. Temaet markerer sig tydeligst fra og med romantikkens sene fase med Schacks Phantasterne (1857) og i den tidlige naturalismes år, først med Brandes' tordentale mod Vor Literaturs stærkt abstracte Idealisme', siden adskilligt mere flertydigt i J.P. Jacobsens Niels Lyhne (1880) og med Pontoppidans Emanuel Hansted i Det forjættede Land – i romanen kaldes Emanuel netop 'Don Quixotes Genganger'.

Tematiseringen af idealiteten er fortsat op gennem det 20. århundrede, hvor vi får en romanfigur som Martin A. Hansens bevægende Lykkelige Kristoffer (1945) – andre eksempler kunne nævnes. Inden for de senere år er fuldkommenhedslængselen beskrevet i besk og ekstrem form af Tage Skou-Hansen hos Aksel i Det andet slag, tredje del af hans 4-binds romanværk Fortællinger fra det runde bord (1986-1991). Aksel er en mand, som brænder op i sin tørst efter et væsentligt liv, og hvis længsel ligesom Anders' længsel i Sind gør et uafrysteligt indtryk på ungdomsvennerne, fordi den med Skou-Hansens egne ord 'på radikal vis tilspidser en længsel som alle personer bærer i sig, en søgen (...) ind til en væsenskerne.'¹² Hvor Anders kæmper, opfyldt af en retfærdighedsfølelse, der ham selv uafvidende efterhånden blander sig med jalousi, tvinger idealiteten Aksel til at 'begå en handling, som kun var imod alting'. Han forkaster vennernes demokratisk-humanistiske idealer og melder sig ind i den tyske hær på et tidspunkt, da alt tyder på, at Tyskland vil tabe krigen; det kan altså ikke være flokfællesskabets ideologiske begejstring, han søger. Snarere søger han ud over grænserne mod det tomme, mod sindsbevægelsen som sådan. Han skriver hjem: 'Hele landsbyen brændte (...). Men jeg så en stor fugl, der fløj gennem ilden. Dens vinger blev svedet og dens øjne sprængt, tænker jeg. Men den fløj. (...) Jeg huskede den ene linje og intet ellers: »Alt er unyttigt undtagen vor skælven«'.

Det er fra »Imperia«, der citeres, digtet fra 1915 af Jakob Knudsens samtidige Sophus Claussen. For de to digtere, Claussen og Knudsen, gjaldt det som for Skou-Hansens Aksel, at de brændte af energier, der var større end dem selv. Begge agtede de traditionen. Og deres sunde sans gav dem respekt for hverdagsvirkeligheden; som ræsonnable intellektuelle med tidlige forudsætninger i det moderne gennembrud havde de desuden respekt for den naturvidenskabelige kendsgerning. Det fremgår imidlertid af begge forfatterskaber, at de, samtidig med, at de undersøgte det holdbare i traditionen, søgte ud over de grænser for erkendelse, som den samtidige naturvidenskabs biologiske menneskebillede og den kritisknøgterne humanisme satte. Hvor Claussens forfatterskab tyder på en vaklen mellem længsel efter mening i verden og længsel efter den rene inspiration, så er længslerne hos Jakob Knudsens hovedpersoner ved første øjekast styret af traditionelle, stabile værdiforestillinger: troen på retfærdighed, sandhed, kærlighed, Gud. Men adskillige af dem – og deres forfatter med – er på et dybere plan optaget af den uendelighedslængsel, som kan få et menneske til at styrte sig i et flammehav. Det gælder frem for alt Anders i Sind og en anden himmelstormer: Søren i To Slægter.

Man kan forklare Anders' uanfægtethed, ja henrykkelse i døden med, at døden bliver opfattet som en nødvendig del af livet – liv og død er ét og underlagt et større princip. Anders' energi er totalt frisat til at fuldbyrde hans liv, fordi han ikke frygter sin død, men finder den rimelig. Det er formentlig en sådan 'hedensk' accept af døden, og ikke forventningen om et bedre liv i det hinsidige – som Anders jo afviste over for Steffensen – der skal sandsynliggøre hans glæde.

Sådan kan Sind læses som et dybtgående psykologisk værk og et flertydigt, problematisk, provokerende og vægtigt bidrag til den danske filosofiske og litterære tradition for overvejelser om det eksistentielle valg. Knudsen opnår her ad æstetisk vej en nuanceret refleksion, han som debattør, i sin sagprosa, ikke besidder. Romanen er moderne derved, at den sætter spørgsmålstegn ved den kompromisløse idealitets uangribelighed, en problematisering, der udfordrer det 19. århundredes filosofiske idealisme og udvider dens rum. Nutidig er Sind desuden ved den radikalitet, hvormed den udforsker den religiøse længsels mere ufarbare veje.

13. Modtagelsen

Sind udkom o. 20. oktober 1903 på Det Nordiske Forlag og blev overordentlig positivt modtaget. Den fremhæves af de nedenfor citerede anmeldere navnlig for sin jyskhed. Den såkaldte jyske bevægelse, for hvis eksistens og betydning især Johannes V.Jensen havde plæderet, har vind i sejlene, dog er ikke alle lige overtydet om bevægelsens lødighed og autenticitet. Men Knudsens jyskhed overbeviser ved sin oprigtighed og sin fortrolighed med jydernes sindelag og dets udtryk.

Mange kritikere fremhæver historien for dens kraftfulde 'sagaagtige' enkelhed. I almindelighed tager man ikke moralsk afstand fra bogen; derimod tolkes bogens opfattelse af Anders' retsfølelse og selvtægt forskelligt, hvad der vel siger noget om dens flertydighed. Desuden er der delte meninger om slutningens kunstneriske berettigelse. Nogle anmeldere mener, at den ikke overbeviser, men udgør et stilbrud; andre finder tværtimod slutningen kunstnerisk konsekvent.

Sven Lange (Politiken 1. 11. 1903) hører til dem, der finder Sinds slutscener mislykkede, 'uvirkelige'; desuden savner han forfatterens sansende nærvær i kærlighedsscenerne. Til gengæld priser han Sin d for dens sandfærdighed som kulturskildring i romanform: 'Alt er her set og gennemlevet', figurer og optrin stiger frem 'tunge af Virkelighed, klare og levende.' Bondens kærlighed til sin jord er overbevisende skildret: 'Zola har i La Terre ikke givet den bedre'. Den ny bog af Knudsen er 'Vidnesbyrd om, hvilken Kraft der lidt efter lidt stamper sig op af vor gamle, sorte Muld'.

Lange mener om Anders' impuls til drabene, at den beror på en 'Galskab', der flammer op af det langsomt stigende had til livets onde magter. Johannes Jørgensen (i det konservative Vort Land 26.10.1903) idealiserer derimod Anders' selvtægt som en ytring af hans sunde 'Instinkt for Ret'. – Anders er den sande bonde, det vil sige 'en from, retsindig og retfærdig Hedning'. JJ har kun lovord om bogens episke kvaliteter, dens menneskesyn og naturskildring. Og efter JJs mening overgår Knudsen i jyskhed de 'professionelle Jyder' (dvs. Johannes V. Jensen, Aakjær m.fl., som anmeldelsen siger hvasse ord om) ved sit talent, sin fortrolighed og hæderlighed over for stoffet, og så i kraft af den 'absolut ureflekterede Natur', JJ tillægger Knudsen. Anmeldelsen er en hyldest til Det Hele Menneske, repræsenteret af bonden, og til det 'tragisk Store'.

I Berlingske Tidende (11.11.1903) ærgrer J.C. (Julius Clausen?) sig ganske vist over nogle af Knudsens fortælletekniske greb, som han finder klodsede og bondske, især Faurholts og herredsfuldmægtigens skabelonagtige intrige; men anmelderen tager alligevel hatten af for forfatteren som 'Digter af Guds Naade'. 'Mellem sine store robuste Næver knuger han Menneskesjælene, saa al Poesien flyder ud af dem' og skaber herudaf uforglemmelige situationer. Knudsen fremhæves for sandfærdigheden, dybden og intensiteten i menneskeskildringen og for den store kærlighed, hvormed han forstår og tilgiver personerne med deres voldsomme lidenskaber, når blot de, som Anders med den umættelige retfærdighedsfølelse, 'ere rigtige Mennesker'.

Den konservative Nationaltidendes A.G. (Albert Gnudtzmann? 29.10. 1903) nævner, svarende til J.C., visse fortælletekniske kneb som mindre vellykkede. I sin rosende fremhævning af det 'gennemjyske' i Sind lægger han vægt på, at Andersskikkelsen repræsenterer den stridige vendelbos tradition og derved giver bogen dens eksotiske 'Nyhed og Mærkelighed'. Også det radikale tidsskrift Det ny Aarhundrede (nov. 1903, s. 249-250) lægger i sin korte, usignerede anmeldelse vægt på Sind som en fortælling om de fjerne nørrejyder og deres særprægede stride væsen.

Ligesom A.G. og flere andre sammenligner den moderate avis Dannebrogs unavngivne anmelder (2. 11. 1903) fortællingen med Heinrich von Kleists novelle fra 1808 Michael Kohlhaas. Anmelderen, måske bladets litterære hovedmedarbejder Otto Borchsenius, bliver af Andersfiguren mindet om Kohlhaas, 'Hestehandleren, hvis Retsfølelse gør ham til Samfundshævner og Morder'. Slutningens kunstneriske nødvendighed fremhæves. – Anmelderen synes at mene, at bogen lægger en vis moralsk afstand til Anders: 'Han mener, han gør en retfærdig Gerning i at rydde en Slyngel af Vejen. Til al Lykke dræbes han selv under Sammenstødet med Politiet, der skal hente Morderen.'

Et af bladene fra Jakob Knudsens egn, Randers Dagblad (M.J., 24.10.1903), hvis anmeldelse går igen i Lolland-Falsters Folketidende og måske andre venstreblade, finder derimod den voldsomme slutning helt urimelig og antyder, at den kan være valgt under indflydelse af 'Sensations-Sukcessen fra »Den gamle Præst«'. Formen kritiseres generelt for at være tung; til gengæld er bogen vederhæftig som sjælestudie. Anmelderen mener om Anders' retsfølelse, at den er beskrevet som vrang; han finder ikke, at den skal ses som udtryk for en bondes særlig velbevarede sunde instinkter.

Det mener imidlertid Jakob Knudsens ven, højskolemanden Thomas Bredsdorff i Højskolebladet (4.12.1903). Han lægger vægt på, at Anders hører til de modige enegængere, der i Danmarkshistoriens løb har kæmpet med et 'oprindeligt, som usvækket Naturkraft virkende Retsinstinkt' for opretholdelsen af et retssamfund. Bredsdorff bruger bogen som afsæt for udvikling af en højskolepædagogisk tankegang: 'Hvor stærkt og ejendommeligt Livet kunde arte sig iblandt os, om vi i Slægtens Opdragelse fandt ned til den gamle Folkegrund', som Anders er en forbilledlig figuration af. – En anmeldelse af omtrent samme holdning, men ret ukarakteristisk, finder man 30. 11. 1903 i det tidligere radikale København, som i 1903 var blevet en venstreavis. Anmeldelsen er signeret h-g, men kan, blandt andet af sprogligt-stilistiske grunde, dårligt skyldes bladets litterære medarbejder Herman Bang.

Sind ses ikke anmeldt i Social-Demokraten. Heller ikke i det tidligere radikale tidsskrift Tilskueren, som i de år blev redigeret af den mere borgerligt-moderate Valdemar Vedel. Men i et brev til Jakob Knudsen 25.2.1904 (NkS 4993^I 4°) roser Vedel – uden at bringe en hyldest til instinkternes verden – bogen for dens 'dybsindige Psykologi, Skildringen af Naturbunden i Mennesket, det irrationelle, ukontrollable, uvilkaarlige, instinktmæssige'. Vedel mener, Knudsen her kan måle sig med Strindberg, 'en Forfatter, som De maaske ikke selv bryder Dem om at sammenlignes med!' Niels Møller (i Nordisk Tidskrift för Vetenskab, Konst och Industri 1904, s. 252-255) finder Sinds bondeskildringer fremragende, men handlingen usandsynlig. 'Nutidslæsere, hvis sind er kommet noget bort fra de massive urfølelser, må have en så vild og voldsom handling sandsynliggjort og omhyggeligt motiveret', hvad der især kunne være opnået ved et bedre indblik hos Knudsen i retslige forhold, end bogen vidner om. En sådan kyndighed i procesregler, siger Møller, havde de gamle bønder i blodet, hvad der blandt andet fremgår af sagaerne, som også han sammenligner Sind med.

14. Senere kritikhistorie

15. Tekstforhold

Teksten til den nærværende udgave af Sind er sat efter førsteudgaven og sammenholdt med trykmanuskriptet, der sammen med en kladde findes på Det Kongelige Bibliotek (NkS 3358 X, 4°). Enkelte mindre væsentlige rettelser ses i manuskriptet; i øvrigt tyder en række stilistiske og formelle småforskelle mellem trykmanuskript og førsteudgave på, at Knudsen har rettet en del i korrekturen – denne er ikke bevaret. De tre senere udgaver eller oplag fra Knudsens levetid har småjusteringer, fx senere > senere (genere) og normaliseringer som ved Siden ad > ved Siden af, holde ad > holde af. Efter 1917 er der indtil nu udkommet yderligere 5 udgaver/oplag, senest i Gyldendals Bibliotek 1980.

Et samarbejde med Sven Lange førte til en dramatisering af Sind i 4 akter, opført på Folketeatret 22. jan.-26. marts 1910. Stykket bygger på centrale scener i romanen; det indledes med auktionen, hvor Anders køber Bjerregaarden, og slutter med drabsscenen.¹³

Alle oplagte trykfejl i førsteudgaven er rettet, i tvivlstilfælde på grundlag af sammenligning med trykmanuskriptet, fx Jeg troer da int >Jeg troer da it (s. 112, jf. fodnote s. 13). Disse rettelser er ikke opført i rettelseslisten, som kun omfatter rettelser af nogle formodede skrivefejl i manuskriptet, der går igen i førsteudgaven; sådanne rettelser er i nogle tilfælde foretaget med støtte i senere udgaver af Sind fra Jakob Knudsens levetid.

Inkonsekvenser i ortografi er ikke ændret, med mindre de kun forekommer i enkelttilfælde (fx Povl > Poul). Enkelte inkonsekvenser mht. 230| brug af de, dem, deres/ De, Dem, Deres i 3. person flertal er således bevaret. Det samme gælder inkonsekvenser i interpunktion.

Visse ejendommelige ordformer, fx konstituteret (s. 106), en dejlige Natur (s. 197, 1. 7), er i overensstemmelse med trykmanuskriptet ikke rettet, trods rettelser i senere udgaver.

I forbindelse med forfatterens fodnoter er der i denne udgave indføjet asterisk i teksten.

Rettelsesliste:

s. 85: A kan see > Jeg kan see

s. 85: imod Gammel-Jerrik > imod, Gammel-Jerrik.

s. 89: næsten Dampen > næsten som Dampen

s. 132: at vilde > at ville

s. 141: helles A > helles skal A

s. 182: Anders til at betale > Anders, der kom til at betale

16. Litteratur

Litteratur om Sind:

Holger Begtrup: Jakob Knudsen. En Levnedstegning. 1918.

Carl Roos: Jakob Knudsen. En Studie over en Aandspersonlighed. 1918.

Søren Vasegaard: »Vendelboer« i: Gads danske Magasin, 1927, s. 385-401. Heri om Sind s. 388-391.

C.S. Nygaard: »Sind« i: Tilskueren II, 1928, s. 427-430.

Svend Norrild: Jakob Knudsen. En psykologisk Analyse. 1936.

August F. Schmidt: Jakob Knudsen. Randbemærkninger til nogle af hans Arbejder samt et bibliografisk Tillæg. 1936.

Palle Nielsen: »Jakob Knudsen« i Dansk Udsyn, 1943, s. 51-56.

Svend Norrild: »Sind«. Efterskrift til Dansklærerforeningens udgave af Sind. 1948.

Carl Roos: Jakob Knudsen. Et forfatterskab. 1954.

Richard Andersen: Jakob Knudsen. 1958.

Villy Sørensen: »Det forgudede traume« i Hverken – eller. Kritiske betragtninger. 1961. S. 158-168.

Richardt Gandrup: Efterskrift til Jakob Knudsen: Sind. 1971, 3. opl. 1980 (Gyldendals Bibliotek, 23).

Svend Bjerg: Jakob Knudsen. Erfaring og fortælling. 1982.

Kjeld Holm: »Et motiv hos Jakob Knudsen – mellem Grundtvig og Kierkegaard. Sind og ret« i: Vartovbogen. 1982. S. 71-87 (om Sind s. 81-87).

Rolf Højmark Jensen: »Når man rager i en myretue. Bemærkninger til læsninger af Jakob Knudsens roman Sind« i festskrift til Poul Schmidt Lys og Blade. Red. af Johs. Nørregaard Frandsen, Jørgen Gleerup, Inger-Lise Hjordt-Vetlesen, Anne-Marie Mai. 1995. S. 203-214.

Anden anvendt litteratur om Jakob Knudsen:

Harald Nielsen: »Jakob Knudsen« i: Moderne Litteratur. Kritiske Skitser. 1904.

Jørgen Elbek: »Jakob Knudsen« i: Danske Digtere i det 20. århundrede. 3. udg. 1981-1985. Bd. 1, 1981. S. 149-168.

Dansk litteraturhistorie. Gyldendal 1983-1985. Bd. 7, 1984. S. 46-50.

Poul Schmidt: Drømmens dør. Læsninger i Jakob Knudsens forfatterskab. 1984.

Jørgen I. Jensen: »Jakob Knudsens Rodfæstet« i: Lys og blade. 1995. S. 87-100.

17. Noter til efterskrift

1. Den store Generation (1974).

2. 1. bind af romanværket Det forjættede Land, der opr. kom i 3 bind: Muld, Det forjættede Land og Dommens Dag (1891-1895).

3. Drømmens dør (1984), s. 66.

4. Tilskueren 1902, s. 1004-1005.

5. Jakob Knudsen (1918), s. 213.

6. Om de historiske realiteter bag myten om vendelboernes særlige retfærdighedssans og deres tradition for selvtægt, når øvrigheden svigtede, se Søren Vasegaards artikel »Vendelboer« i Gads danske Magasin, 1927.

7. Se Knudsens replik i en dialog herom i Højskolebladet 17. og 24.6. 1904, s. 798-799 og 818-819.

8. Det ny Aarhundrede, jan. 1905, s. 518-530, siden optrykt i essaysamlingen Livsfilosofi (1908).

9. »Jakob Knudsen og den humane Livsopfattelse«, s. 602-608.

10. Det hedder i udk.: Det er en Blanding af Begrebs- eller Livsfors.-Forvirring [Livsforstaaelses-Forvirring?] og virkelig Tilværelses-Angst hos Karl [altså Anders] (han har hidtil ikke anet Modsætn. subj.-obj., derfor skræmmer bare den tilsyneladende Nødv. af et Bevis for Mu.'s [Muhammedanismens] og Co.'s [Confucianismens] Usandhed og Chr.s [Christendommens] Sandhed.

11. Det religiøse menneskes ansigter (1976).

12. »Som skyernes flugt«, interview af Erik Skyum-Nielsen i Bogens Verden 2, 1993.

13. Skuespilleren Johannes Nielsen var instruktør og havde hovedrollen. Stykket blev smukt anmeldt i Politiken som 'et Folkeskuespil af usædvanlig Dybde og tvingende Magt'.

Det politiske tidsbillede

Bag ved fortællingen om Anders' énmandskorstog mod uretten ligger 1870'rnes politiske historie, som er præget af Venstres hårde kampe for at få reel indflydelse efter grundlovsændringen 1866, der begunstigede godsejerklassen. Den almindelige valgret, der ved junigrundloven 1849 gjaldt både landsting og folketing, er kun bevaret i folketinget, mens valgret til landstinget er gjort afhængig af indtægt og formue. Kongen vælger desuden 12 landstingsmænd. Hermed er der skabt grundlag for splid mellem et Venstre-orienteret folketing og et Højre-domineret landsting, uden at det på forhånd er afklaret, hvordan opståede konflikter skal løses. – Parlamentarismen (se n.t.s. 134) indføres først 1901.

Konservatismens sejlivethed i landet er med til at sandsynliggøre lidenskaben og målbevidstheden i Anders' oprør, og før ham Per Hjarmsteds, idet Pers handeler med store gårde går ud på at få jorden bedre fordelt og de fas magt brudt. Som nævnt begynder handlingen i 1872. Ved 1872-valget til folketinget sejrede Venstre, men sejren blev gjort uanvendelig af regeringen, og ved valget i 1873 gik Venstre tilbage på grund af regeringens skræmmekampagne, dog uden at miste flertallet. I de følgende år tilspidsedes modsætningsforholdet i rigsdagen mellem Højre og Venstre. På landet øgedes modsætningen mellem de mange mindre bønder, som stemte på Venstre, og de konservative storbønder. I Sind lader Jakob Knudsen dog folkene i Harreby sogn, som stadig – i 1879 – tilhører en Højrekreds, støtte Faurholt-dynastiet af frygt og gammel vane.

I 1877 udstedte Højreministeriets konsejlspræsident (statsminister) J.B.S. Estrup den første provisoriske finanslov uden om folketinget; den beroede på udnyttelsen af en paragraf i grundloven, der tillod, at kongen 'i særdeles paatrængende Tilfælde' kunne udstede provisoriske love, en bestemmelse, som man med belæg i en spidsfindig juridisk argumentation hævdede frit kunne fortolkes af kongens ministre. Herved var Venstre indtil videre sat ud af spillet og måtte i de følgende år indgå flere kompromis'er med Højre.

Ude i landet samledes Venstrevælgerne siden, i 1880'rne, til modstand, idet der dannedes riffelforeninger og blev afholdt politiske møder; mange Venstrebønder nægtede at betale skat. Brugsforeninger og andelsmejerier opstår, de sidste for at skabe uafhængighed mod godsejerne, jf. Anders' tidlige overvejelser om at bygge en mølle på sin gård for at bryde storbonden Faurholts magt.