[1]|Da Bogholder Brodersen gik ud ad Bankporten, sàa han op imod Kirkeuhret. Det manglede næsten fire Minuter i tre, og Sparekassens store Uhr lige over for var mere end ti Minuter over ...

Han slog sin Paraply op, fordi det ligesom smaaregnede, og drejede om Hjørnet. I den indvendige Lomme laa de syv Billetter, der var kommen angaaende Værelser; den fra Fiolstræde vilde han først gaa efter, fordi det var nærmest ved Banken.

Bogholderen skraaede over Graabrødretorv og slog Paraplyen ned igen, da der ingen andre Mennesker var, som gik med Paraply oppe. Det var heller ikke rigtig Regn, men blot en tyk, hvid Novemberluft, som var ved at tætte sig sammen over Plads 2| og Gader til Taage, man ligesom smagte Fugtigheden, og Skæget kunde blive ganske vaadt - Folk sagde, det var usundt, men det gjorde dog vist ikke noget, naar bare man ikke havde det alt for tit.

Det var Aar siden han var kommen den Vej fra Banken op igennem Byen, for nu boede han i Admiralgade; en Gang havde der hængt et stort, kulørt Avertissement om Hoffs Maltekstrakt her i en høj Stue! En stærk, bidende Lugt trængte fra Kejsergade ud over hele Torvet; den blev endnu strammere og med en sveden Stank som af fugtigt Brænde. Den maatte komme fra det gamle Kaffebrænderi i Lille Kannikestræde.

Brodersen stod stille for en Arbejdsvogn, der kørte over Gaden: her var det, fire Gadehjørner laa skraat overfor hverandre, men nu kun med Boghandel paa det ene - Røgen fra Brænderiet vældede, lige og tyk, op af Skorstenen, bredte sig ud efter og sank ned over Tagene. Porten derind til var lukket - som Drenge havde de staaet og stirret, naar den engang imellem var aaben, og en Karl midt i Gaarden læssede Pakker paa en Vogn, som kun var forspændt med én Hest ...

Brodersen var kommen til Frueplads og tog for en Sikkerheds Skyld en Billet op af Lommen, for at se, om det nu ogsaa var det rigtige Nummer, han gik efter. Foran Universitetet havde de faaet en

ny 3| Buste til, man kunde se, at Hovedet endnu var mere lyst end paa de gamle; han gik det lille Sving Pladsen rundt og læste Japetus Steenstrup og paa den anden Side Trappen Johan Nicolai Madvig og Henrik Nicolai Clausen, født 1793, de to havde han dog vist set engang for nogle Aar tilbage. Clausen havde ogsaa været Professor. For Enden af Pladsen laa Latinskolen med den Indskrift, som han den Dag i Dag ikke forstod.

Saa gik han om i Fiolstræde og gav sig til at kige paa Husnumrene.

Stedet, han skulde op i, var paa tre Etager og havde fem Fag. Det var graat og ældre, Gadedøren høj, en Klasselotterikollektion havde sit Skilt paa Muren. Inde 4| i Gangen lugtede der ligesom lidt gammelt eller indelukket, Trapperne kunde man ikke kalde daarlige. De var ikke alt for stejle at gaa op ad og havde Trinene beslaaede med Jern, noget, Brodersen egentlig godt kunde lide.

Han lukkede et Gangvindue op: det var 5| den sædvanlige, lille Gaard i det gamle Voldkvartér, med høje Baghuse helt rundt om, og en Post op ad Muren; Køkkentrappe var der ikke paa Ejendommen. Gaarden mindede om hans Bedsteforældres i sin Tid omme i Klædeboderne, dér havde de ogsaa haft Jernbeslag paa Trapperne.

Ud for første Sal lød der flere Barnestemmer inde fra Lejligheden: J. Eslöf, Skrædermester, stod der paa Døren.

Det var ellers tydeligt at lægge Mærke til, at baade Trappetrin og Vægge var bedre vadskede og holdte, naar man kom højere op, Gangvinduet paa anden Sal var der rigtignok faaet anderledes Bund i end nedenunder, og Døre og Dørkarme var, ligesom de havde været malet med en hel anden Farve. Dobbeltdøren midt for Trappen var lukket helt i, paa den til højre stod Navnet paa en Porcelænsplade: Kristian H. Redsted.

Brodersen følte til Billetten i Lommen, 6| tørrede Fødderne af paa Maatten og ringede.

Da han Klokken et Kvartér til fem stod ude paa Gangen igen, havde han dog glemt at spørge om Brænderum. Det havde ellers passet saa godt altsammen derinde, og de var faldet i Snak - nu kunde han dog ikke lide at forstyrre den pæne, unge Kone igen, som hun lige havde faaet sat sig. Der maatte vel nok være et Brænderum, eller man kunde skille af til et. Og desuden var det ikke af Vejen at skynde sig lidt hen

til Middagsabonnementet, for at Maden ikke skulle staa og snærre alt for længe.

Han gik ned ad Trapperne - det skumrede allerede stærkt. Gassen var ikke tændt endnu; det vidste man jo, Værterne alle Vegne var lidt trevne med. Gangvinduet paa første Sal stod endnu aabent, fra da han havde lukket det op. Han trak det til og satte omhyggeligt Hasperne paa.

Hun havde haft det hyggeligt i den smalle Et-Fags Stue, hvor den lille Pige blev sat hen til sit eget Bord, da de voksne skulde sidde og tale ved det store - Gløderne lyste bag Risten helt langt ud i Stuen -det maatte være gode Kakkelovne, og til Kokes. Hun havde rejst sig og kradset op med Ildrageren; der laa et Tæppe paa Gulvet temmelig langt hen mod Ovnen; 7| den lille gik helt hen til for at se paa Ilden ....

Nede i Stuen kom der en Mand paa Træsko haardt op ad Trappen.

Han spurgte Brodersen høfligt, om der ikke boede en Skrædermester Eslöf her i Ejendommen.

Jo, sagde Brodersen, det er oppe paa første Sal.

De maa ringe paa Døren til venstre, tilføjede han, da Manden allerede var halvt oppe.

Mange Tak, Herre. Ja, for jeg er slet ikke kendt her i Ejendommen.

Brodersen svarede ikke videre. Han var gaaet de Par Skridt ned mod Gaarden og lettede lige paa Døren for at se paa nært Hold: der var at skimte alt, hvad der skal være i en Gaard.

Saa kom han igen ud paa Gaden. Taagen havde faaet samlet sig rigtig tæt. Alle Lygterne stod saa tykke inde i den, hovne, som Jørgensen i Banken en Gang havde sagt. De kunde daarligt sprede Lys. Urtekræmmerens mange Vinduer paa Hjørnet skinnede næsten ikke ud i Gaden.

Der kom en enlig Arbejdsvogn rumlende og splittede en Klynge Smaabørn ad, saa de løb til forskellige Sider over paa modsatte Fortove. Dér stod de saa og raabte og skreg til hverandre om at komme over, mens Lyden af Vognen tabte sig op ad Torvet til. I Vinduet hos en Bager kom 8| pludselig en kridhvid Svend til Syne imellem Gasblussene og raslede en Mængde haarde Tvebakker fra en sort Pande ned i den store, flade Kurv. Saa raabte der en Dreng Varsko for en Trækvogn, der kom ud af Gæstgivergaardens Mørke med Brædder paa, som laa og klaprede.

Brodersen skraaede over Gaden og hjalp med det samme en lille Pige op paa Flisen, saa hun ikke kom i Vejen for de lange Brædder.

Det store Uhr midt i Vinduet hos Uhrmageren viste fem Minutter i halv fem, han gik lidt til og var snart paa Købmagergade imellem mange Mennesker, der alle gik hurtigt. Der kom han i Fart og forsvandt i Sværmen ....

Paa samme Tid satte Fru Redsted sig til Rette i Mørket dybest inde i sin smalle Stue, lige overfor Kakkelovnen. Den lille Pige vilde op paa Moderens Skød.

Jamen saadan en stor Pige skal jo slet ikke mere sidde paa Skødet; du har jo din lille Stol.

Aa jo, Mo'er, hva' Mo'er!

Naar man snart er fem Aar, saa maa man ikke være saa kælen længer.

Jo, Mo'er, jeg vil osse sidde med i din Tantekrog.

Det hedder ikke nogen Tantekrog, det hedder en Tænkekrog.

Jamen hva' er det, en Tænkekrog?

Det er noget, Mo'er har læst om i saadan 9| en dejlig Bog, at der var en yndig, fin Dame, hun havde en Tænkekrog; der sad hun og tænkte, naar hendes Mand var ude.

Var han da aldrig hjemme?

Jo, han var nok hjemme, somme Tider; men han var saa meget ude, lille Henny, meget ude.

Li'som Fa'er er ude, naar han rejser?

Ja, min lille Pige. -

Baade Moder og Barn tav en lille Stund. Der var ikke rullet ned for Vinduet; den duggede Rude havde et svagt Skær fra Gaslygten nedenunder.

Fru Redsted sàa Glasset begynde at blive mørkt og vaadt; der gav sig til at rinde fine Draaber ned ad det. Den tykke Luft maatte være bleven til en stille Regn.

Hun bøjede sig ned mod Barnet: Fa'er er saa god, Henny, han er saa god. Han er den bedste af alle Mennesker.

Jamen hvorfor skal den fremmede Mand bo inde i Fa'ers Stue?

Jo, for saa faar Fa'er saa mange Penge. Og dem trænger han til, den kære Fa'er. Saa køber han Stads og Godter til Mo'er og Henny, og Juletræ. Det bliver saa godt, saa godt. ....

Mo'er, hvorfor græder du?

Fru Redsted trykkede Barnet tæt ind til sig: Nej, hvorfor skulde jeg ogsaa græde, naar jeg har dig, min egen, søde, dejlige, lille Unge! -