Da Brodersen næste Morgen gik til Banken, var det fint Vejr med høj, blaa Himmel og Blæst. Der var mange Mennesker paa Grønttorvet og nyligt vandede Brosten, som glinsede i Solen. Paa det øverste Trin til en Beværtningskælder stod Opvarteren, barhovedet, med flagrende Haar og i kort Jakke, og talte med et Bud, der holdt en tyk, gul Stok i Haanden. Husene kastede ulige lange Skygger ned paa Fliserne og til midt ud paa Gaden; hos en Herreekviperingshandler paa Hjørnet nærmest Banken var Kommisen og en Lærling ved at bytte kulørte Slips om i Vinduet.

Brodersen havde sovet ganske ualmindelig godt om Natten, var udhvilet og befandt sig overordentlig vel.

Det er dog et velsignet Vejr i Dag, sagde han til Kassereren, Jørgensen, der kom den modsatte Vej fra.

Ja, De mener vel for Brystsygelægerne.

Aa, men Jørgensen, De skal da ogsaa altid -!

Ja, undskyld, men med mine stakkels halvanden Lunge er jeg desværre Fagmand i alt hvad der hedder Blæsevejr. For Resten maa det jo ogsaa være ganske briljant for Øjenlægerne: værre Støv og Skidt end det, der ryger omkring os her, findes der da vist ikke i hele den gamle Verden. Og om det saa har regnet ti Gange, jeg véd Pokker ikke, for støve og svine, det kan det alligevel. - For Resten, Barometeret falder, vi kan saamænd godt have baade Sne og Regn inden Middag.

Jamen, foreløbig er det da dejligt - med Solen!

Jo, Tak; faareløbig - som det burde hedde paa dansk.

De traadte sammen ind i Banklokalet, der endnu laa hen ganske tomt.

Det finder De maaske ogsaa dejligt - faareløbig, kære Brodersen, at de Herrer Bude har fyret i, som om det var en halv Snes Graders Kulde udenfor.

Ja, jeg véd ikke; er her egentlig for varmt? Det er jo dog ikke Sommer.

Nej, men vent De, til et højtæret Publikum har stormet ud og ind her et Par Timer igennem. Saa faar vi Sommer, kan De tro.

Brodersen kunde ikke lade være at le.

Ja, saa bliver her saagu Sommer, gentog den anden tilfreds.

Men i det samme var Brodersen lige ved at sige, at det var slet ikke den lille Vittighed, han havde let af, men den høje, magre Jørgensen var paa engang forekommet ham saa morsomt forblæst og arrig.

Herregud, lad os tage den med Ro, Jørgensen, sagde han, medens han hængte Overtøjet i Garderoben.

Ja, lad os tage den med Ro! Ta'en med Ro, skulde der være slaaet op ved Indsejlingen til Byen i Stedet for Søforter, og det skulde males paa alle Grænsepælene: Ta'en med Ro, Peddersen, for nu er du i Danmark! - Saa, der har vi hele Drengeskolen!

Det var Assistenterne, der kom og i livlig Passiar gik hen til deres Pladser. Jørgensen gav sig til at ordne sine Penne og se efter, om Svampene til Seddeltællingen var fugtige nok.

De holder af at dvæle i det forbigangne, henkastede han til et af Budene, med Blikket op mod Væggekalenderen, hvor Bladet fra Gaarsdagen endnu ikke var revet af ....

Et Øjeblik efter kom den første Kunde.

Det var en Læredreng, der styrede lige hen til Kassen med sin Anvisning.

Jørgensen gloede paa ham med begge Hænderne i Siden. En af Assistenterne dunkede med Haanden i Skranken: De skal først herhen og have den noteret.

Ja, det er rigtigt, Frydensberg, vi skulde bare have et Par unge Mennesker til her nede - vi har saa faa af dem - for at lære Folk at læse.

Se her, sagde han, højt, ud imod Drengen, der saa ud, som om han ventede en Lussing, her staar paa dit danske Modersmaal, i Bankudgave, med store Bogstaver: Anvisninger noteres, førend de præsenteres ved Kassen. Forstaar Du?

Der undslap Drengen et forskræmt Ja vel!

Brodersen havde begyndt at tælle sammen i sin Hovedbog.

Gennem hans Bevidsthed var der af det lille Optrin gledet et Indtryk, som dog ikke naaede indenfor Talrækkerne, der fortsatte sig og fortsatte sig ned ad de store Blade ....

Et Par Timers Tid efter talte Bogholderen endnu stadig sammen

ned efter og ned efter, regnede ud og skrev op henne ved sin Pult. De andre Funktionærers Trin hen over Linoleumstæpperne, i forskellige Ærinder, Kundernes Kommen og Gaaen, den dæmpede Lyd af Vogne og Mennesker ude fra Gaden, var ham altsammen lige saa hyggeligt og jævnt som det store Uhrs regelmæssige Tikken fra den anden Ende af Lokalet.

Et Øjeblik, imellem to Indførelser, faldt hans Blik hen imod Skranken, hvor Kassereren netop udbetalte en enkelt Tikroneseddel til et Bud. Jørgensen krøllede den i Farten lidt med Fingrene for at føle, om der ikke skulde være to Sedler, der hang sammen.

For et Sekund var det Brodersen, som om hans Pult og den store Bog og Talkolonnerne og Mennesker og Lyde omkring ham sank i Jorden. Og medens der endnu gennem hans Hoved svævede Erindringen om Jørgensen og Budet, der fjernede sig, hver paa sin Side af Skranken, følte han sig omgivet af en stille, indelukket Luft uden Lyde, i det lille Et-Fags Værelse, sammen med den trediveaarige unge Kone, der netop i Gaar havde taget saadan en enkelt Tikroneseddel af Brodersens Haand. Og det var rigtigt, at han, helt uvilkaarligt, havde krøllet den lidt dengang, ligesom Jørgensen gjorde før - Barnet havde set helt nysgerrigt paa ham derfor ....

Brodersen tog fat igen paa sine Talrækker. Han var næsten kommen til at smile, Øjnene havde uvilkaarligt set et Øjeblik ned imod Uhret derhenne: efter Klokken tre kunde han godt gaa derhen i Fiolstræde for at tale om dette Brænderum, som han havde glemt i Gaar.

Men da Klokken var tre, sagde Kassereren: Hør, Brodersen, det er egentlig stadigvæk et ganske godt Vejr, jeg mener efter Omstændighederne, saa De følger mig vel et Stykke paa Vej i Dag, ud ad Vestre.

Brodersen undsaa sig ved at sige Nej, det behøvede jo heller ikke at være saa langt, at han fulgte den anden ...

Se, nu er min store Pige kommen hjem fra Skolen i Dag med Feber, sagde Jørgensen medens de vandrede afsted, og Lægen sagde, han kunde ikke sige noget; han skulde komme hjem igen nu til Middag. Den mindste er heller ikke rigtig rask og urolig om Natten ogsaa. Min stakkels Kone véd snart slet ikke mere hvad Søvn er. Gift Dem aldrig, Brodersen!

Nej, det har jeg saamænd heller aldrig tænkt paa.

Jo, De har.

Nej, jeg har virkelig ikke. For dengang man var yngre, havde man ikke Raad.

Jamen man giftede sig saagu alligevel. Jeg i alt Fald. Men det er skidt, jo, det er. Naar man ikke kan bære saadan en Kone lidt paa Hænderne - forkæle hende lidt! Nej, Brodersen, naar Kvinder de skal slide, det duer ikke. Det er de ikke skabt til. Det er Synd at se paa -min Salighed, tilføjede han med megen Vægt og kom i det samme til at hoste.

Man sluger for megen kold Luft, blev han ved, da han fik Vejret igen, naar man gaar og taler mod den Blæst! Det er ogsaa aldeles utroligt; nu levede jeg i Tyskland i femten Aar, lige til jeg fik Stillingen her i Banken, men jeg har ikke oplevet saa megen Blæst dér, som her i fjorten Dage. Doktoren siger ogsaa, jeg maa passe ganske anderledes paa. Men Herregud, naar man ikke en Gang tør give lidt ondt af sig, saa er det da slet ikke til at udholde. Hvordan gik det Dem for Resten i Gaar? Fik De noget ud af Deres Billetter? Det har De slet ikke talt om.

Jo, jeg tror, jeg har faaet noget rigtig udmærket. Det er en yngre Kone. -

Naa, Enke. -

Nej, det vil sige, Manden rejser. Det er for Resten her omme i Fiolstræde, jeg havde netop tænkt paa at gaa derhen for at tale om et Brænderum.

Ja, det er rigtigt, Brodersen, se Dem bare for. Har De undersøgt, om der i Lejligheden nedenunder skulde være Stuer, hvor der ikke bliver lagt i?

Nej, det har jeg for Resten ikke. Men det er vel heller ikke saa let.

Jamen De maa skam forhøre, undersøge, skaffe Dem det at vide. Hvis De faar Fodkulde, kære Ven, det kan jage Dem ud af den bedste Lejlighed i Verden. Glem det ikke. Hører De! Det er en Venskabstjeneste, jeg gør Dem ...

Brodersen drejede ned ad Bulevarden, over imod Fiolstræde. Klokken var ikke bleven saa mange endda, men det ærgrede ham lidt, at han ikke havde kunnet gaa lige derhen fra Banken for allerede i Dag at faa konstateret, hvormange Minuter Vejen tog.

Gadedøren kunde han paa Afstand skelne fra de andre. Da Fru Redsted lukkede op, kendte hun ham straks igen og bad ham venligt komme ind

Brodersen sàa sig et Øjeblik omkring, inden han tog Plads.

Ja, min lille Pige er ikke hjemme, fortsatte Fruen hans Tankegang, hun er saa meget nedenunder hos Eslöfs, de har Tvillinger i samme Alder omtrent.

Jamen det er godt for Børn, sagde Brodersen, de maa ikke være alene.

De har maaske selv været gift og haft Børn? spurgte hun, lidt forsigtigt.

Brodersen følte sig et Øjeblik helt underlig, men saa sagde han stilfærdigt: Nej, jeg har saamænd aldrig. Og der har ikke været Børn, hvor jeg har boet, i mange Aar. Lad mig se, ja, nu er jeg bleven fem og fyrre, det er seksten Aar siden, jeg boede et Sted, hvor der var Børn; men det var saadan en kedelig Del af Byen. Jeg har altid holdt mest af, som her, i det gamle Voldkvartér.

Jeg har altid holdt saa meget af Nørrebro, sagde hun. Min Fader havde Manufakturforretningen i Blaagaardsgade Nummer en og tyve. Kan De huske, hvor der var romantisk smukt ved Søerne dengang! Og længere ude, med alle de mange Haver! Min Mand og jeg lærte ogsaa hinanden at kende ude paa Nørrebro. - Men er De nu ganske alene i Verden? slog hun pludselig om.

Ja, sagde Brodersen, nu er jeg ganske ene.

Mine Forældre er ogsaa døde, sagde Fru Redsted og fik med det samme Vand i Øjnene.

Brodersen havde allerede bestemt, han vilde ikke spørge om det Brænderum, fordi det maaske kunde blive hende ubehageligt, hvis der ikke skulde være noget; og det ordnede sig jo sagtens, naar han først kom til at bo der. Nu, da han saa hende blive saa bevæget, spurgte han hastigt, om de ikke kunde gaa ind i hans tilkommende Værelse, der var noget, han gerne vilde se.

De blev længe derinde og talte meget om, hvorledes hans Ting og Sager skulde staa. Hun hjalp ham med at skridte af

Min Mand vil jo saa sælge Chaiselonguen og Etageren og nogle af Stolene og Spillebordet.

Jamen det passer netop ganske udmærket, for jeg har fra mit Barndomshjem og efter min Søster, der døde, en hel Del Møbler selv; jeg har altid bot saadan delvis møbleret.

Ja, vi har jo aldrig før haft logerende. Det er bare, fordi min Mand

han rejser saa meget og saadan. - Saa bare De nu maa blive rigtig tilfreds!

Brodersen gav hende Haanden til Farvel.

Jo, det lover jeg Dem, Fru Redsted, sagde han troskyldigt.

Han kom meget for sent hen i Middagsabonnementet og maatte spise hurtigt for at være tidsnok til Eftermiddagstjenesten i Banken Klokken fem.