[31]|Udarbejdelsen af den statistiske Opgørelse blev opsat til Dagen efter at Brodersen, allerede den tyvende i Maaneden, var flyttet. Men saa tog Jørgensen og han fat, og det gik rask fra Haanden. De sad alene, ved to enkelte Blus, i det store, varme, ellers mørke Rum.

Det er svært, saa det Arbejde fortner sig, sagde Jørgensen, da de gjorde et Øjebliks Pavse.

Jamen jeg er ogsaa i rigtig Arbejdshumør i Dag, og saa er jeg saa glad over, at min Flytning er overstaaet.

Ja, det var s'gu noget at tale Om over32|staaet, med at flytte et Par Værelsers Møbler hen i en anden Lejlighed. - Aa, sagde Jørgensen pludseligt og lod Pennen synke, medens han strakte Benene langt fra sig, De aner ikke, hvor jeg er lykkelig, over at det ikke blev til noget med min ældste Datters Feber; der er jo en hel lille Tyfusepidemi for Tiden, og de smitter hinanden i Skolerne, det er det meste, de bringer hjem fra dem. - Andet end Hospital, med at den ene blev syg, naar den anden var bleven rask, det har vi ikke kendt til, fra vi fik den første lille.

Han greb Pennen igen: Naa, videre fort! Vi maa skam være glade, over vi slap saa naadigt denne Gang; den mindste er der naturligvis altid noget med ...

De besluttede at holde op, da Klokken var ti.

Egentlig er det jo knusende fjollet af Direktøren, at han vilde have denne Opgørelse paa denne Tid af Aaret, i Stedet for at vente til Januar. Men det var - i en Anledning, som han sagde, Sprællemanden. Der ryger s'gu saadan et Stykke forloren Udenrigsminister i alle Danske, naar bare de faar en Smule mere end Konen hjemme at dominere med. Naa, men han sagde det jo ellers meget nydeligt med denne Aftensmad. Det skal saamænd blive helt morsomt engang igen at komme paa Kafé. Det har man ikke haft Raad til i de sidste tolv Aar.

33|Paa Vejen hen til Vimmelskaftet nævnede Jørgensen, at han havde kendt den gamle Jonas' Søn.

Lauritz? Ham, som Hunden er opkaldt efter.

Ja. Det var en Døgenigt.

Jo, men det tror nu gamle Jonas ikke.

Den gamle Mand kan takke Vorherre, fordi han sparede ham for at tigge forgæves hos den Dreng.

Brodersen tænkte paa det, de havde talt om paa Kaféen forleden, at Jørgensens gamle Forældre nok havde kostet ham saa store Ofre, inden de nu omsider var døde paa Sygehjemmet.

Børn, sagde Jørgensen, der ikke gør alt for deres gamle Forældre, det er ikke Mennesker. Og de er værre end Dyr.

Han stod stille et Øjeblik under en Lygte: Naar man nu ogsaa selv har prøvet, hvordan man elsker saadan Børn ....

De to Herrer fik Plads ved Stambordet, efter at Jørgensen var bleven forestillet rundt.

Stor Ære, sagde han forbindtlig og skrabede med Fødderne. Han saa sig om, da de havde taget Plads: Her er hyggeligt. Det er virkelig helt oplivende. Ja, nu er det, Brodersen, om hvor meget, vi kan være bekendt at lade Aktionærerne betale. Der maa jo ikke ske for stort et Afdrag i 34| Dividenden. Men jeg er for Resten bleven sulten.

Ja, det tror Pokker, sagde gamle Jonas vægtigt, naar man kommer til at spise to Timer senere end sædvanligt. De skulde begynde med kold Gaas; den er udmærket.

Jørgensen saa et Øjeblik over mod Brodersen, men Bogholderen sagde: Nej, det er der ingen Mening i, synes jeg, lad os tage os noget ordentlig godt Smørrebrød og Ø1. Det vil sige, naturligvis, hvis De ønsker, Jørgensen -

Næ, det giver jeg Dem ogsaa Ret i, kære Kollega, som Tyskerne skriver til de største Kæltringer, det skal jo ikke være Skoleskovtur. Men jeg kunde dog for Resten lide at lapse mig med et Stykke med Laks jeg har - i tidligere Tider altid holdt meget af Laks.

Jørgensen saa igen engang omkring sig: Det er virkelig en hyggelig, lille Bule.

Ja, og saa et pænt Publikum, tilføjede Hilker med megen Styrke. Her skraas overfor, paa Hjørnet, den nye Kafé, Gudbevares, den skal være forgyldt paa alle Leder og Kanter, og Spejle, man kan tage fejl af og løbe lige lurk ind i! Men har De hørt om Skandalen derovre fra forleden? Der kom Stamgæster derfra herover og fortalte det.

Ja, den var køn, indskød Jonas.

Det var et Par af disse unge Overrets35|sagførere, De véd, Kasserer, som der er saa mange af

Jo, Tak; Overretssagførere! Det er jo snart alle Gadedrengene i København. Det bliver ikke bedre, førend de faar ædt hinanden op i Konkurrencen, ligesom Halenegrene.

Ja, og se, saadan et Par Stykker, de tog en Aften ligefrem Pigebørn med derop.

Det er jo Værtens Skyld, sagde Fuldmægtig Enevold.

Nej, det kan en Vært saagu ikke gøre ved.

Det er enhver Vært udsat for.

Det mente Jonas ogsaa.

Nej, siger jeg. Tror De, nogen bød Hansen her det?

Man samtalede en Stund endnu om dette Emne, indtil Maden kom til de to Bankmænd Der var bleven stillet et lille Marmorbord sammen med de andre Herrers.

Skaal, kære Brodersen, i denne Ø1 fra Fad. Det danske Ø1, det er nu ikke som Tyskernes, det kan ikke nytte at sige det; men ned gaar det jo meget godt. Ja, i Leipzig, der spiste jeg saamænd paa Restaurant hver Aften hele Aaret rundt, lige saa længe jeg var der; det ved Gud, jeg gjorde ....

Senere hen paa Aftenen, da Toddyerne stod paa Bordet, bad Jørgensen Opvarteren om lige at bringe de tyske Aviser, han kunde lide at kige bare et Øjeblik i dem.

36|Naa, der har vi gamle illustrirte. Den ligner sig selv. Og naturligvis Berliner Tageblatt. Nej, det er mig for platbenet. Har De ikke Norddeutsche eller Tante Voss?

Hvad er det for en Dame? spurgte Jonas gemytlig.

Det er Berliner Vossische, saadan noget lignende som Berlingske her, meget søvndyssende til Tider, men ogsaa med udmærkede Artikler, brillante Beilagen og ikke med alle de mange Ørkenben i Redaktionen.

Mener De Jøder? spurgte Fuldmægtig Enevold.

Ja, de Herrer kender da nok den gamle Vittighed

Ørkenben! gryntede Jonas.

Jo, det siger Tyskerne, at disse kære Herrer Landsmænd af den anden Race, de har deres smukke Ben, fra dengang de vandrede de mange Aar i Ørkenen, saa var det jo om at træde godt bredt ned og

stikke Tæerne højt til Vejrs for ikke at faa for meget Sand imellem dem; det fik de den kønne Façon af

De andre lo, undtagen Fuldmægtig Enevold.

Jørgensen blev ved: Ach, die Beene, die Beene - Benene, kære! De røber dem altid, og dem faar de aldrig Bugt med, oin det saa er Muljøder i flere Generationer.

37|Gamle Jonas brast ud i en mægtig Latter: Mulj .... Muljø .... nej, den er for go'!

Ja, hvad Pokker, Faderen Kristen og Moderen Jøde eller omvendt, det kan da ikke blive til andet end Muljøde.

Hm! sagde Enevold, lidt alvorlig, jeg vil nu sige Dem, Hr. Jørgensen, at De har jo levet i Tyskland; men det vilde ikke være heldigt at faa dette tyske Jødehad overført her til Landet.

Nej, Død og Pine, jeg glemte, jeg var i Danmark. Her er jo Jøderne hellige, ligesom Kattene i Rusland.

Nu kunde de allesammen ikke lade være at le.

Jørgensen er helt kaad i Aften, sagde Brodersen.

Jamen jeg er ogsaa i udmærket Humør. Vi har det saa hyggeligt, saa maa man da kunne skælde lidt ud.

Han kaldte paa Opvarteren.

Jeg er saa fræk, Brodersen, og lader Aktionærerne give en Ekstratoddy.

Jonas og Tømmermesteren stemte i med: Ja, det er da meget rigtigt, og Brodersen skal sandelig ogsaa have en. Han sidder altid her saa peder anstændigt og nøjes med en eneste, mens vi andre kvæler to. Lad ham nu komme med paa Grisen for en Gangs Skyld ...

Skaal, de Herrer, Skaal! - Jørgensen hævede sin frisk ankomne Toddy. Og det skulde gøre mig ondt, om jeg havde stødt 38| Deres Følelser ved mine Bemærkninger før. Herregud, jeg hader ikke nogen, men vi er da skikkelige Kartoffelnæser og Braksnuder allesammen, saa vi kan rolig grine lidt ad Krumsnablerne og Fladbenene, de griner saamænd nok af os iforvejen. Jeg kender dem godt fra Tyskland, de ligger med Skindforretningen over hele Landet, mit gamle Firma var snart det eneste store kristne Firma i Branchen. Nej, det er ikke mine Folk. Og som de kan holde sammen paa Penge! Det er ligefrem væmmeligt. Og de drikker ikke. Det er ikke, fordi jeg drikker, men den Maade, en Jøde, han kan lade være at drikke paa, det er noget ganske for sig selv. Jeg har altid tænkt i mit stille Sind, at det var vel

ogsaa noget, de havde fra Ørkenen og alt det Vand, han slog ud til dem af Klippen; det kan de ikke glemme, saa dejligt det smagte. -

Hyss! sagde Brodersen, og de andre blinkede over mod Jørgensen, der et hurtigt Øjeblik vendte sig paa sin Stol. Der var en ældre, jødisk Herre, som gik langsomt over Gulvet hen imod sin Stamplads.

Jørgensen gav sig øjeblikkelig til at spørge Jonas om noget angaaende Kasserervirksomheden oppe i hans store Kulforretning. Den anden gav tilfældigt nogle Oplysninger, der interesserede Jørgensen, saa de kom hurtigt i en livlig Samtale, som ogsaa Brodersen tog Del i, medens Fuldmægtig Enevold sàa paa sit Lomme39|uhr, og endelig Tømmermester Hilker strakte paa sig: Nu skal vi skam hjem, Enevold. Mine Herrer! Det er blevet en halv Time over Tiden. De maa jo da ogsaa hjem engang, Brodersen!

Ja - i min nye Lejlighed, sagde Bogholderen.

Det er sandt, til Lykke med den!

Naar bare De ikke bliver skuffet.

Nej, det er jeg denne Gang næsten sikker paa, jeg ikke bliver.

Ja, sagde Enevold, der ogsaa var Ungkarl, det er Nummer et af alting, hvordan man bor ...

Stamgæsterne fik hurtigt deres faste Beløb afgjorte; det varede noget længere med Jørgensen og Brodersen, der vilde have Regningen skrevet op.

Medens de andre tog deres Frakker og Hatte paa, stod Jørgensen lidt og spurgte saa Opvarteren: Sig mig en Ting, har De nogen Kager, det vil sige gode Kager, paa denne Tid af Aftenen?

Ja, der er et Par Linsekager i Aften tilovers.

Linsekager? Ja de maa vel være gode.

Jonas og de andre blev utaalmodige. Den gamle stødte med Stokken i Gulvet.

Skal vi sige Farvel til dem! sagde Jørgensen dæmpet til sin Kollega. Godnat, de Herrer - han gik hen og trykkede deres Hænder med oprigtig Venlighed - og tusind Tak for i Aften; det har været mig 40| overordentlig behageligt! Ja, Brodersen følger mig lidt paa Vej.

Nej, ser De, vendte han sig mod Brodersen, medens de tre andre drev ud af Lokalet, jeg vilde gerne have et Par Kager.

Ja, hvorfor ikke?

41|Og de er virkelig ikke tørre? spurgte Jørgensen Opvarteren, der stadig ventede.

Nej, de staar under Glasklokke.

Ja, naar de staar under Glasklokke, saa maa de jo kunne holde sig. Vil De lade mig faa to, men rigtig gode. - - Jeg skal sige Dem, Brodersen, det vil nu glæde min Kone saa meget at høre, at vi har haft det saa gemytligt. Og saa vilde man jo ogsaa gerne gøre hende en lille Glæde, en ganske lille Glæde. Nu ligger hun naturligvis vaagen, naar jeg kommer hjem, for den lille, som De véd. Og tit og mange Gange om Natten, af al den Uro og Vaagen, føler hun sig saa flov og mat, og jeg er gaaet ud og har smurt hende bare saadan en lille Skive Franskbrød, det synes hun, hjælper. Men se, naar man nu kunde komme hjem med et Par Kager, det var jo dog altid noget andet.

Kagerne blev bragt.

Det bliver altsaa de to Kager til paa Regningen, sagde Bogholderen.

Nej, hør, dem vil jeg s'gu selv betale. Ellers har jeg slet ingen rigtig Fornøjelse af det .....

Da Brodersen klædte sig af hjemme, svævede for et Øjeblik Jørgensens Kone, der maaske netop nu fik Kagerne, og saa Fru Redsted, som altsaa laa ind til Gaarden og sov, sammen til én Person.