Efter at Brodersen havde boet en otte Dages Tid hos Fru Redsted, spurgte han hende, om hun ikke brød sig om at læse hans Nationaltidende, saa kunde han jo saa godt give den ind om Aftenen, inden han gik hen paa sin Kafé; det var aldeles ikke nogen Ulejlighed.

Fruen takkede venligt: det kunde jo være rigtig rart, især i denne Tid, da hendes Mand desværre stadig var paa Rejse.

Hver Aften, Klokken ni, bankede Brodersen nu paa og kom ind med Bladet. Han sàa hende da sidde alene, ved Hængelampen, medens der var ganske mørkt i den øvrige Del af Stuen, og hun arbejdede paa sit Broderi. Men naar han traadte ind, lagde hun det i Skødet, saa op og smilede: Tak! Saa kan vi holde op med at slide for i Aften.

Og han vidste, at nu vilde hun indtil Sengetide sidde og læse i hans Avis og i nogle af de laante Bøger med lidt fedtede Bind, som laa paa den nederste Hylde af Etageren.

Der var noget ved den Kone, syntes Brodersen altid, der mindede ham om hans Moder, som havde været Enke og lige saadan siddet alene i en smal Et-Fags Stue - eller om hans ugifte Tante senere i Bedstefaderens Hjem, hvor han var kommen hen efter sin Moders Død. Naar han nu, saa mange Aar efter, faldt paa at tænke over det, kunde han egentlig godt huske, hvor han som Dreng havde holdt forfærdelig meget af den Tante. Og det havde været saa besynderligt Dagen efter at hans gamle Bedstefader var død og de stod ved Sengen og sàa ham ligge, klædt og stille, med et Smil i de sammensunkne Mundkroge; men Tanten stod med Frandsen, som var kommen der saa meget, i Haanden. Og da hun lagde Mærke til det forbavsede Blik hos Drengen, som dengang var en tretten Aar, saa sagde hun: Ja, Frandsen, det maa vi jo dog sige Frederik dér, at vi to skal gifte os med hinanden; men saa længe gamle Fader levede, kunde der jo ikke være Tale om det - Den Tante boede nu med sin Mand ovre i Varde, hvor han havde overtaget en Forretning, og af hele Slægten havde Brodersen kun hendes ældste Søster tilbage, der var en meget gammel Enke ude på Kristianshavn .... Om Søndagen gik Fru Redsted i

Kirke, og paa den Dag indeholdt Morgennumret af Nationaltidende netop saa megen Læsning. Saa snart Brodersen kunde høre hendes Skridt igen inde i Værelset, tog han Bladet og ringede paa Døren ud til Gangen. Hun takkede mange Gange for Venligheden og spurgte, om han ikke vilde komme ind og sidde lidt ned.

Lille Henny stormede straks lige op i Skødet paa Brodersen.

Nej, men nu skal du være artig, Henny, og ikke saadan genere. De véd ikke, Hr. Brodersen, hvor hun er utidig om Søndagen. Det er virkelig helt til at fortvivle over.

Moderen tog den lille Pige rask i Armen.

Aa, det er Synd, sagde Brodersen.

Nej, det er saamænd slet ikke. Det er bare, fordi om Søndagen, efter Frokost, kan hun ikke komme ned til Eslöfs og lege, for de er altid ude saa, hele Dagen. Men hun maa virkelig ogsaa være lidt hjemme hos mig og vænne sig til at lege i Ro, med sig selv. Tag nu din store Dukke. Hører du, Henny! Uh, sikken du har smidt den paa Gulvet! Fy, skamme dig!

Brodersen blev helt bange, for at den lille skulde give sig til at græde, saa haardt, fandt han, der blev talt. Og han syntes heller ikke, det klædte Moderen rigtigt.

Hør! sagde han pludselig, jeg kunde som Dreng lave og klippe saadan nogle Ting ud af Papir; lad mig se, om jeg ikke kunde more dig med det ....

Fra da af maatte Brodersen hver Søndag klippe ud Haner og Katte og noget, der skulde forestille Kjoler med Bælte og frynsede Skørter, af hvidt Papir og kulørte Papirer, som han købte i de forskelligste Farver. Og Barnet sad, eftertænksomt og stille, og legede med sine fine Sager, som hun stillede foran sig og byttede om med og købte hos sig selv og solgte igen.

Brodersen kom altid bestemt Klokken halv tolv, naar Fruen var vel hjemme fra Kirken og havde faaet sat sig hen med et Arbejde. Der var Sol paa i den lille Dagligstue netop paa den Tid af Dagen, Henny faldt hurtigt til Ro med alle sine brogede Papirsting, og saa var der heller ikke den Vogntummel fra Gaden, som ellers kunne genere Fru Redsted en hel Del. Al Kirkegangens Stilhed og Højtidelighed syntes hun svævede endnu omkring hende, lige til Orgelbruset og Menighedens Skridt imod Stenfliserne, og altsammen gled det ligesom saa underligt med ind i Hyggen her i hendes egen, lille, lyse

Stue, hvor Barnet smaapludrede, og denne Mand sad ved Vinduet, glad over at kunne glæde hendes lille Pige, medens han fortalte et og andet nyt fra Banken eller Kaféen, eller ogsaa snakkede om gamle Dage. Han var vokset op som lille Dreng her i Voldkvarteret lige tæt oppe ved Gammeltorv, og efter Bedstefaderens Død var han kommen i Huset hos en Kommunelærer, der boede i Larslejstræde, hvor Stiftelsen med de smaa Ruder sprang frem midt ud paa Fortovet og den høje, grønne Vold laa lige for Enden af Gaden. Men siden hen i Livet havde det jo ikke altid været ham muligt at finde noget, der passede med hans Midler, netop her i Kvarteret, derfor var han nu saa glad, det var næsten, ligesom han var kommen hjem igen!

Som hun sad dér, Fru Redsted, med sit Helligdagshaandarbejde og lyttede til hans Stemme og Barnets Smaapludren, kunde hun helt blive opfyldt af Taknemmelighed over, at denne fremmede Mand befandt sig saa vel hos hende, ganske alene i Verden som han var; men i det samme kunde der gribe hende en saa pinagtig Længsel efter hendes egen Mand, saa at Øjnene løb i Vand. Det forstod hun dog altid at skjule for Brodersen, og hun pudsede blot sin Næse. Han sad saa veltilfreds dér og skulde jo da heller ikke have noget at vide om, hvad der saadan kunde falde hende ind at tænke. Og saa desuden, lidt efter kom denne milde, hyggelige Fred med Mindelser fra Kirkegangen atter over hende ....

Det er en dejlig Roman, sagde hun saadan en Søndag, den, der staar nu i Nationaltidende.

Brodersen læste den ikke. Det var det eneste, han ikke læste i hele Bladet.

Nej, Herrer, de læser vel ikke saadan Romaner. Fader havde aldrig Tid til det, og min Mand, han har saa tit gjort Nar ad mig for det.

Naa, hvorfor skulde man nu gøre Nar ad det? Jeg vil for Resten gerne læse den Roman, det er jo hurtig gjort om Aftenen.

Ja, saa kunde vi tale sammen om den - Aa nej, afbrød hun sig selv, De bryder Dem vist slet ikke om at læse Romaner.

Jo, jeg har da læst flere.

Brodersen anstrengte sig forgæves for at huske, hvad det var for nogle; men flere var det da.

Og det er naturligvis ogsaa meget rigtigt, sagde hun, man skal læse, hvad der er sandt; det er det bedste. Men De kan nok forstaa, naar jeg saadan sidder med mit Arbejde til daglig for Broderimagasinet, og lille

Henny er hos Eslöfs, saa tænker man saa meget, og saa fortsætter jeg altid Romanerne, jeg læser; De forstaar nok, inden de er sluttede. Det gjorde jeg ogsaa hjemme, som ung Pige, og det var tit meget bedre, syntes jeg, saadan som jeg lavede det, end som det virkelig blev i Romanen. Aa, det er saa dejligt, naar man sidder alene, at lade Tankerne saadan rigtig fantasere. - Men det forstaar De vist slet ikke?

Jo, sagde Brodersen hurtigt, det gør jeg dog nok. Det forstaar jeg meget godt. Det gør jeg virkelig. Jeg skal skam læse den Roman.

Ja, De kan faa den hos mig. Jeg fik jo Lov til at klippe dem ud og har gemt dem allesammen. Men hør, saa lover De mig, at De ikke siger det til min Mand, naar han kommer, for han har gjort saa forfærdelig Nar ad mig med mine Romaner.

Nej, det skulde Brodersen ganske sikkert love.

Hvornaar kommer for Resten Hr. Redsted?

Aa - hun rejste sig op og gik et Par Skridt hen over Gulvet - Gud ske Lov og Tak, han kommer paa Onsdag eller Torsdag i denne Uge og bliver Julen over til ind i Januar.

Som jeg har længtes efter min Mand! sagde hun stærkt.