Om Onsdagen, da Brodersen kom hjem, sàa han til sin Forbau-selse, at hans Nationaltidende ikke stak i Kassen, og idet han traadte ind i Stuen, kunde han inde fra Lejligheden skelne en mandlig Stemme. Saa var det sikkert Hr. Redsted, der allerede var kommen. Det forekom ham egentlig saa underligt, skønt det var helt naturligt og ikke andet, end hvad han havde vidst, der vilde hænde.

Brodersen spiste til Aften. Men endnu inden han havde faaet sat Tingene hen igen, bankede det paa hans Dør.

Hr. Redsted traadte ind med Nationaltidende i Haanden.

Det slog Brodersen, at saa ungdommelig havde han egentlig ikke tænkt sig Manden, med stort, blondt, kruset Haar, røde Kinder og tykt, hængende Overskæg, som han med lange Haandbevægelser strøg nedad. Han maatte jo være mere end en halv Snes Aar yngre end Brodersen.

Maa jeg tillade mig at forestille mig som Manden i Huset! Min Kone gav mig en slem Overhaling, fordi jeg var saa fræk at snuppe Deres Avis ud af Kassen, hojstærede. Men De var jo ikke hjemme, og der var noget, jeg saa Pokkers gerne vilde se i Bladet, saa -

Ja, Gudbevares, sagde Brodersen, det spiller saamænd ikke mindste Rolle. Vil De ikke træde nærmere - og han strakte Haanden frem.

Tak, tacker saa mycket; maa jeg trykke Deres meget ærede af Dags Dato, som en af vores gamle Rejseonkler plejer at sige. Naa, et Spøg, et andet Sludder; jeg haaber, De befinder Dem vel her i Familjen?

Ja, det gør jeg rigt -

Saa bankede det igen paa Døren, men sagte. Det var Fru Redsted.

Ja, De undskylder, Hr. Brodersen, sagde hun, men sàa straks hen paa Manden og gik over til ham. Min Mand er saa utaalmodig og vil aldrig vente - hun tog Redsted under Armen og blev staaende saale-des, tæt op ad ham. Broderen lagde Mærke til, hun havde saadan et pænt, nyt, broderet Forklæde paa over Kjolen.

Og jeg vilde jo netop sammen med dig gøre Besøg hos Hr. Brodersen,

sagde hun op imod Manden. Synes du ellers ikke, Kristian, der er bleven pænt herinde?

Havde De egentlig tænkt Dem, min Mand sàa saadan ud? vendte hun sig uden at oppebie Svar og pludseligt mod Brodersen.

Han var noget i Forlegenhed med, hvad han skulde svare.

Nej, De havde naturligvis ikke tænkt Dem, min Kone havde taget saadan en Røver. Jeg har ellers været godt nok underrettet om, hvordan De sàa ud, Hr. Brodersen, for min Kone skrev -

Nej, véd du hvad - Fy, det vil jeg virkelig ikke have, du skal fortælle.

Diskretion, Ehrensache! Færdig med fire og fyrre. De ser, Hr. Brodersen, naar en Kone tager Kommandoen, har vi stakkels Ægtepetere ikke andet at gøre end at lystre, træde af paa Tælling, ligesom i Tjenesten.

Ja, du har det vist rigtig drøjt, du, stygge Mand - hun lænede sig let ind til ham - du skulde hellere huske, hvad det var, du kom og skulde sige.

Ja, Død og Pine. Jo, min Kone og jeg vilde gerne spørge, om De ikke vilde gøre os den Ære og Fornøjelse m. m. p. p. at drikke deres Toddy i Aften inde hos os i Stedet for paa Deres Stambule.

Aa, du bruger saadan rædsomme Ord, Kristian! Stryg det Haar lidt bort fra Panden, det ser saa grimt ud, umandigt - Og saa vil De nok, Hr. Brodersen, drikke Deres Toddy i Aften sammen med min Mand. Det vilde jeg saa gerne have - og min Mand naturligvis ogsaa ....

De gik alle tre ind til Redsteds.

Værsaaartig, højstærede; skal vi ta' og flytte Bordet lige hen under Hængelampen; ja, vi har jo Hængelampe for Barnets Skyld. Det er nu for Resten storartet, men tror De, jeg gør Nar ad Dem, naar jeg siger, jeg har købt den Lampe for to Kroner og fem og halvfjerdsindstyve Øre fra ny af? Den koster tolv Kroner i Forretningen, men forstaar De, alle Stykkerne bliver forskrevet fra Tyskland, og saa samler min gamle Ven, Jakob B. C. Hansen, dem henne paa Graabrødretorv og sælger videre til alle de store handlende. Det er snildt, hva'? Saadan, op med Frederik!

Redsted skubbede Hængelampen saa højt op, den kunde komme. Vi skal jo ikke føre ind i Hovedbøger, Gud være lovet! En Cigar, værsaaartig! Brasilindlæg, Havannadæks. Gør mig den Tjeneste og læg

Mærke til, hvordan den Cigar smager Dem. Det er en Cigar, som Røikjær & Co. er ved at arbejde ind i hele Jylland, lidt dyb i Smagen, fyldig paa Tungen, saadan som Jyderne skal have det, dette Københavnerhalm, det er ikke noget for de Folk. Han kan levere den til fem og halvtreds, et tusinde. Det er det glade Vanvid! Saadan en Kvalitet til den Pris! Det er ligefrem Synd for den Cigar, at den skal sælges til den Pris.

Fruen kom ind og bar en Bakke med varmt Vand og Sukker og Glas. Brodersen tænkte, at det var da en nydelig Sølvkande, Vandet var i, saa køn og stor.

Det var briljant, lille Øsse, sagde Redsted, du viser Stykket frem, Husets Stykke.

Hun smilede, tilfreds og glad: Min Mand mener Kanden her, pegede hun.

Jamen, den er jo ogsaa dejlig.

Ja, det har De s'gu Ret i, højstærede, den er dejlig med d. Gammelt, fint Prøvesølv! Nu kan jeg ikke vise Dem Stemplerne for Vandet, men min Kones Bedstefader har haft den og Oldefader med, ikke sandt? Det skal have været en gammel Kande til at hjemmedøbe Børn i. Vorherre maa vide, hvor de gamle Røvere har stjaalet den fra i Fortiden.

Fy, Kristian, det kan jeg ikke lide, du siger. Du skulde hellere spørge Hr. Brodersen, om han vil have Rom eller Kognak, for jeg vilde ikke tage ind, før jeg vidste det.

Uh ja, lille Pigebarn, nu sidder vi vist nydeligt i det, Hr. Brodersen vil naturligvis have Whisky.

Nej, Tak, jeg kan ikke udstaa Whisky.

Hør, véd De hvad, det er mig, der skal takke. Maa jeg trykke Deres meget ærede. De siger, som jeg, Spiritus for sig og Tørvefims for sig. Men for Resten er det jo kolossalt som Whiskyen arbejder sig ind! Ovre i Sverrig slaar den Punchen; der er tjent Formuer her i Skandinavien paa det Sprøjt. - Det var rigtigt, Øsse; det er en Kognak fra Potin i Paris; den er overladt mig af en Kollega. Kom nu her, Hr. Brodersen, og lad mig hjemmedøbe Dem en lille Toddy. De har Sukker?

Redsted hældte Vand af Kanden og Kognak til.

Brodersen fandt, det blev næsten lidt for rigeligt med Kognak.

Nej, bare rolig med de smaa Heste, den bliver ikke for stærk, for vi

skal begynde med at drikke min Kones Skaal. Hun foretrækker nu Hækletøjet for Drikkevarerne. Velgaaende, Øsse!

Herrerne drak.

Det er dejligt at komme hjem til dig, Øsse. Det ved Gud, det er. Ja, De véd nok, Hr. Brodersen, kært Barn har mange Navne, og Fanden har de fleste. Øsse, hun hedder egentlig Eugénie; det er efter Kejserinden af Frankrig. Men der var ingen Lykke ved det, for to Maaneder efter jog de hende væk, det Rak derovre.

Brodersen nippede igen til Toddyen; den var meget god: Jeg har for Resten tit tænkt paa, hvad Fru Redsted egentlig hed til Fornavn.

Og De har naturligvis troet noget helt andet, sagde hun.

Ja, jeg véd ikke; det er saa underligt, men jeg tænkte en Dag maaske Klara.

Redsted lo: Klara, ha, ha! Oh, Klara, hvorfor rødmer du bag Folkets Avis, eller Berlingeren, hvad det nu var i de Dage. Nej, véd De hvad: Klara -

Ja, det synes jeg da ellers er saadan et kønt Navn, sagde Brodersen.

Fru Redsted sàa fra sit lille Hækletøj over paa Brodersen: Ja, det finder jeg med, sagde hun. Nu skulde du drikke med Hr. Brodersen, Kristian, og takke ham, fordi han er saadan en rar logerende.

Du griber hele Tiden paa en meget ubehagelig Maade ind i min Næringsvej, Øsse; det skulde jeg jo lige til at have sagt.

Han løftede Glasset: Maa jeg tillade mig at udtrykke min Glæde, Hr. Brodersen, over gjorte ærede Bekendtskab og paa Hustrus og egne Vegne takke for behagelig Imødekommenhed, som vil blive besvaret efter bedste Evne.

Ja, det vil den, tilføjede Fruen.

Der blev skaalet.

Lad mig nippe lidt med af dit Glas, for at jeg ogsaa kan drikke med Hr. Brodersen.

Du kunde saamænd godt lave dig en lille Gibernakker ogsaa, Øsse.

Nej, véd du hvad, det vil jeg virkelig ikke.

Jamen saa tag og spis nogen af de Chokoladerjeg havde til dig; jeg kan skam ikke lide, du sidder saadan med tør Mund, naar vi andre er gemytlige. De var jo saa rare, sagde du, de Chokolader, da du smagte paa dem.

Jo, men de skal gemmes.

Redsted strøg sig, helt ærgerlig, flere Gange ned ad det lange

Mundskæg; men saa rejste Fruen sig hurtig, gik hen og tog den hele Æske med Chokoladegodterne.

Det var for Resten ikke rigtigt heller, at jeg ikke vilde spise af dem. For det er jo saa pænt af dig, at du har tænkt paa mig med dem - kære Kristian!

Hun gav ham et let Kys paa Kinden: Jeg vilde blot gemme de fleste af dem til Julegodterne. Saa skal baade du og Henny og jeg spise af dem.

Talen kom nu ind paa den forestaaende Jul. Det var Fru Redsteds Mening at faa Lov til at pynte et lille Juletræ til Henny oppe hos Familjen ovenpaa, som de jo ellers ikke omgikkes, for nede hos Eslöfs var Barnet selv evig og altid; om Aftenen skulde Træet da hentes i sin Potte og staa paa Bordet henne foran Spejlet, saa Lyset kunde skinne ind deri.

Javel, sagde Redsted, det kan blive storartet. Reklamespejl! Gammelt Butiksfif!

Men Brodersen fandt da rigtignok, at Henny skulde have et ordentligt, stort Juletræ, fra Gulvet til Loftet, og det skulde pyntes og staa inde i hans Stue; dér kunde Fru Redsted saa roligt gaa og lave det altsammen i Orden.

Hvor det var pænt tænkt af ham, mente Fru Redsted, forfærdelig pænt; om det virkelig ikke generede? Men saa var jo ogsaa et stort Juletræ meget dyrere, ikke saa meget for Træet, men for alt det, der skulde paa.

Naa, lille Øsse; nu, vi tjener svært paa vores kære Lejer, saa la' rulle Marie! Vi gaar ned ved Havnen, jeg har en Forbindelse; der kommer flere og flere svenske Juletræer hvert Aar. Det er ligefrem bleven en stor Artikel.

Fru Redsted var forfærdelig glad, over at de virkelig skulde have et rigtig stort, smukt Juletræ, med en Mængde Lys.

Ja, og jeg skal klippe Masser af kulørte Ting, sagde Brodersen. Desværre kan jeg ikke selv være med om Aftenen, for saa er jeg altid hos min eneste Familje nu her i Byen, min gamle Tante.

Jamen det var dog kedeligt. Forfærdelig kedeligt, gentog Fru Redsted flere Gange.

Jo, men De kan jo nok, Hr. Brodersen, komme lidt tidlig hjem, naar De har faaet lagt den gamle Dame ned til Varmedunken. Vi kan

skam ikke undvære Dem; vi regner Dem allerede helt med til Familjen. Det ender med, at Øsse og jeg gaar hen og adopterer Dem.

Aa, du er for gal, Kristian, med alt det du siger; du skulde skamme dig!

Hun sàa beundrende op paa Manden. Brodersen rystede paa Hovedet og slog ud for sig med Haanden. Og de lo, alle tre.