Dagen før Juleaften vilde Jørgensen gøre et sidste Forsøg paa at faa den unge, administrerende Direktør i Banken til at gaa ind paa en Forandring af Skranken, som Kassereren længe havde foreslaaet, men stadig mødt Indvendinger imod.

Skal det gøres, skulde det jo være nu i Helligdagene, sagde han, og hva', Herregud, det unge Menneskes Forstand lader jo snarere til at tage af med Aarene end omvendt, saa det kan saamænd ikke nytte at opsætte det længere ....

Efter et langt Ophold inde i Direktionsværelset, kom Jørgensen ud, meget varm, kunde hele Personalet se, uagtet han var ganske bleg, kun med nogle stærke, røde Pletter i Kinderne. Han sagde slet ingenting, gik blot straks til sit Arbejde.

Brodersen tænkte, at der blev vist dygtigt at skælde ud paa, naar de gik fra Banken; han undrede sig blot over, at Jørgensen ikke allerede forinden kom hen til Bogholderens Pult for at give lidt ondt af sig.

Men Kassereren sagde ikke det mindste, blev kun, med hver Time der gik, mere og mere blussende ophedet og tilsidst helt rød i Ansigtet; han tørrede sin Pande, den ene Gang efter den anden.

Da Klokken var tre, og der blev lukket, sagde han blot til Brodersen: Jeg føler mig ikke vel.

Lad nu være at ærgre Dem saa meget, mente den anden, hvad der saa er bleven sagt eller ikke sagt. Det har De ikke godt af Husk paa, De er ikke stærk.

Næ, naturligvis. Sprællemænd og Vigtigpraase, de forstaar sig jo paa Sagerne, og en anden, der gør Arbejdet, man har naturligvis ikke Begreb om, hvordan det skal ordnes paa en praktisk Maade. Det er jo nemlig ikke efter System Ebeltoft, det, man foreslaar, eller ogsaa à la Kancelibygningen med Etatsraadskasserere og et ærbødigt ventende Publikum. - Gud Fader bevares, Brodersen, at man nogen Sinde tog fra sin Plads i Tyskland, hvor man dog levede imellem Forretningsfolk!

...Den næste Morgen mødte Brodersen, paa Vejen til Banken Jørgensens tiaarige Datter. Hun kom med Sygemelding fra Faderen.

Bogholderen trak Øjenbrynene lidt til Vejrs: Hm! Ligger han? Er han bleven rigtig syg?

Ja, Fa'er har spyttet Blod igen; han ligger med Is i Munden. Det er Mo'er, der har skrevet Brevet. For Fa'er vilde have, det skulde være skriftligt.

Hør, min lille Pige, gaa et Øjeblik med ind i Banken, jeg vil bare give dig et Par Linjer hjem til Mo'er.

Og han skrev:

Højstærede Fru Jørgensen! I Besiddelse af Deres ærede Sygemelding af Dags Dato, som jeg skal overgive Direktøren, tillader jeg mig at udtale min levende Beklagelse af Deres Mands Sygdom. Forhaabentlig vil den sikkert vise sig at være af rent forbigaaende Natur. Jeg beder ham hilset mange Gange, samtidig med at jeg overfor Dem udtrykker Ønsket om en efter Omstændighederne dog velsignet Fest. I Morgen, første Helligdag, vil jeg tillade mig at se ud til ham.

Deres med Højagtelse ærbødige
Brodersen.

Gud skal vide, om det ikke bliver farligt, denne Gang, tænkte han, da han gav Pigebarnet Brevet; Terminen havde taget saa stærkt paa Jørgensen i Aar.

Det samme sagde han til Direktøren.

Ja, kære Hr. Brodersen, sagde den unge elegant paaklædte Herre, det vilde selvfølgelig gøre mig ondt. Hr. Jørgensen har jo nok af og til maattet forsømme paa Grund af Svagelighed; paa den anden Side har han virket i Banken fra dens Stiftelse og er en omhyggelig og paalidelig Kasserer. Men jeg tilstaar, at hans Optræden hyppigt er forekommet mig mindre behagelig. I Gaar, i Anledning af dette forlængst uddebatterede Spørgsmaal om Forandring af Skranken, optraadte han paa en baade højst uelskværdig og - jeg tør sige - tillige upassende Maade. -

Jo, Hr. Direktør, det vil jeg saa gerne tro, men -Jørgensen er værst mod sig selv. Hans Helbred kan heller ikke taale al den Ærgrelse - ja,

det vil sige - naturligvis ogsaa hans Opfarenhed Men han mener ikke noget med det; han er et retskaffent Menneske.

Jo, bevares, det anerkender jeg i fuldt Maal; men lidt, om jeg saa maa sige, Kultur, Hr. Brodersen, det er noget, jeg - ogsaa for Bankens Skyld - sætter megen Pris paa hos vore Funktionærer, og da ganske særlig de overordnede. Lidt Kultur, gentog Direktøren og lod en spinkel Blyant, som han havde siddet og vippet med imellem Fingrene, falde ned paa Klatpapiret. - De skal tilbringe Juleaften hos Deres Familje?

Ja, sagde Brodersen. Men jeg haaber nok, jeg kan komme tidligt hjem, føjede han til, uvilkaarligt.

Direktøren betragtede ham lidt forbavset: Jamen hvordan? De er jo ugift.

Jo, men jeg bor hos saadan rare Folk.

Naa, saaledes. Og som De har boet hos længe, kan jeg tænkte.

Ja, sagde Brodersen bare.

Direktøren rejste sig: Saa vil jeg ønske Dem, Hr. Brodersen, en rigtig glædelig Jul.

Tak, Hr. Direktør, i lige Maade.

Der var en lille Pavse, saa sagde Brodersen, mens han var ved at trække sig tilbage imod Døren: Maatte jeg ogsaa tillade mig i Morgen, naar jeg gaar ud til Jørgensen, at bringe ham en Hilsen fra Direktøren?

Ja, det véd jeg s'gu ikke rigtig hvad jeg skal sige til. - Men enfin, meinetwegen, jeg lader ikke Solen gaa ned over min Vrede. Vil De ønske ham en god Bedring!

Da Brodersen kom hjem fra Banken, stod Juletræet, halvt pyntet, inde i hans Stue, men Fru Redsted var der ikke. Det havde han egentlig sikkert ventet, for det var jo ikke saa meget længe endnu, man kunde se ved Dagens Lys; og gaa omkring ved Lampe og pynte, det var dog ikke saa rart.

Han gav sig imidlertid roligt til at gøre nogle kulørte Smaating færdige, som skulde hænges op med, men standsede midt i Arbejdet, for det var dog besynderligt, at han ikke hørte en Lyd fra hele Lejligheden.

Brodersen bankede paa Døren derind til. Ikke noget Svar. Endnu en Gang. Heller ikke noget.

Omsider lød der Skridt paa Trappen. Han kunde ikke bare sig, men lukkede op fra sin Stue ud til Gangen.

Det var Fru Redsted i Hat og Kaabe og lidt forpustet.

Ja, det er sandt, Træet! sagde hun straks uden egentlig at sige God Dag. Jeg kommer lige paa Øjeblikket ind til Dem, Hr. Brodersen.

Men det varede noget, og da hun endelig kom og tog fat, kunde Brodersen godt mærke, at hun ikke var saadan glad som i Gaar, da de, alle tre, Manden og hun og Brodersen, havde rejst Træet og begyndt at lave det til.

Er Deres Mand ude? spurgte han venligt.

Ja, Redsted hjalp mig noget med Træet, men saa maatte han gaa. Der var en Ven, han havde lovet at komme et Øjeblik op til. Og saa gik jeg en lille Tur - jeg mener, der var jo naturligvis ogsaa noget, som jeg havde at besørge. -

Lidt efter spurgte hun: Har De mange Venner, Hr. Brodersen?

Nej, jeg har saamænd ikke nogen. Det vil sige, naturligvis Jørgensen, ham holder jeg jo meget af, og Jonas og de andre, vi er jo ogsaa rigtig gode Venner, men saadan -

Ja, mener De rigtige Venner, Venner for Livet, spurgte hun hurtigt, det har min Mand saamænd heller ikke, men De forstaar nok, min Mand, som Rejsende, han lærer jo saa forfærdelig mange Mennesker at kende -

Deres Mand kommer nok snart hjem igen, sagde Brodersen beroligende.

Ja, det er saamænd ikke derfor - det mente jeg heller ikke, vi faar ogsaa Træet gjort meget hurtigere færdigt, naar han ikke er med, for han skal prøve alting saa mange Gange og lave om paa det.

Hun gjorde det lille, raske Tag med Hovedet op efter, som Brodersen allerede kendte godt, og benede op paa den korte Trappestige: Vil De række mig!

Brodersen stod og rakte, og hun hængte ud paa Grenene; han maatte somme Tider gaa til højre eller venstre for at se, om Tingene var kommen til at hænge pænt.

Paa en Gang lagde han Mærke til, at der løb Taarer ned ad hendes Kinder, men han hørte hende ikke græde, og havde heller ikke kunnet sporet noget i hendes Stemme.

Han stod ganske stille. Øjnene omsluttede hele hendes Skikkelse, som hun stod deroppe paa Trappestigens øverste Trin, saa spinkel og lille, syntes han paa en Gang.

Ræk mig mere! sagde hun. Men forinden havde Brodersen set hendes hastige Bevægelse, deroppe imellem de grønne Grene, med Bagen af Hænderne mod Kinderne, for at tørre Taarerne af.

Og i Stedet for at række hende noget, kom han til at gribe hendes udstrakte højre Haand, som virkelig føltes fugtig.

De maa ikke græde, sagde han. - Kære Fru Redsted, varede det lidt, inden han fik frem.

En Smule vaklende stod hun endnu et Øjeblik deroppe paa Stigen, saa gik hun ned ad Trinene, lige over til Brodersens store Lænestol og satte sig. Dér brast hun i Graad, med Hænderne for sine Øjne.

Han stod midt ude paa Gulvet, forvirret, halvt ulykkelig. Røre ved hende turde han ikke, og syntes han ogsaa var saa underligt. Og tale til hende - hvad skulde han sige? Hvad skulde han i det hele taget gøre?

Han stod noget, gav sig raadløs til at gaa nogle Skridt og kom hen til det lille Bord. Dér stod Lampen - det var ogsaa næsten ved at blive mørkt. Han tændte den omhyggeligt og rullede Gardinerne ned for alle Vinduerne.

Da han kom tilbage fra det sidste Fag, havde hun rejst sig. Øjnene missede lidt mod Lyset, hun førte endnu engang Lommetørklædet op til dem.

Undskyld, Hr. Brodersen, sagde hun, at jeg har baaret mig saadan ad. Det, som er gaaet mig imod i Dag, er Ting, som jeg, sidst af alt i Verden, skal lade nogen anden mærke noget om.

Brodersen fik ved hendes Ord en underlig Følelse af at være tilovers.

De maa ikke være vred paa mig.

Han rystede blot paa Hovedet, med Øjnene stadig ved hende.

Og De hjælper mig nok med at faa pyntet Træet færdigt.

Brodersen følte sig helt lettet, da Fruen lidt efter lyttede og sagde: Der kommer min Mand.

Redsted traadte ind, med en stor Pakke under Armen. Brodersen kunde mærke, han lugtede let af Portvin, men trykkede glad hans Haand.

Det var da rart, at De kom, udbrød han oprigtigt.

Den anden var i godt Lune over den venlige Modtagelse: Hr. Brodersen, jeg har tilladt mig at købe en ganske beskeden Gave til Dem, naar vi har den Fornøjelse at se Dem siden, efter at De har gæstet Familjens

Kødgryder. Her kommer jeg i det hele taget med det sidste Pulver - og han viste sin Pakke frem - kære, lille Øsse, der er ogsaa en sidste Bagatel til dig, min Ven, og til lille Henny. Nu gør vi Træet færdig i en Gesvindighed og faar et rigtig godt Humør paa. Herregud, det er jo da kun Juleaften én Gang om Aaret. Ikke sandt, lille Øsse! -