[84]|Kasserer Jørgensen boede ude i en af Sidegaderne til Vesterbro, af dem, der gaar ned mod Kalvebodstrand. Juledag, ved Middagstide, var Brodersen paa Vej ud til ham.

Bogholderen havde, som han altid plejede det første Helligdag, været henne at høre den Præst, der havde konfirmeret ham, og i Kirken anstrengte han sig for at følge hvert Ord meget nøje og opmærksomt. Men under Bønnen for Kongehuset, og da Præsten sagde Ordene: skærme og bevare, var han igen kommen til at tænke paa Fru Redsted og alt det mærkelige, der var hændet i Gaar, og at hun dog for alt i Verden ikke maatte faa nogen Anelse om hvad Redsted havde fortalt, om saa Brodersen skulde lyve lige saa galt som Manden selv - naar de var to om det, skulde de vel nok kunne faa gjort hende tryg - og lykkelig som om Aftenen - Brodersen 85| mindedes det glade Smil, hvormed hun havde takket Manden, fordi hun skulde have en Fjerdedel af Brodersens Leje til sin egen lille private Kasse - hun havde vist gaaet meget igennem med Penge og var dog saa økonomisk og vant til at vende og dreje paa Skillingen, lige fra Barndommen af, som hun havde fortalt ham det, inden Redsted kom fra Rejse - saa hyggeligt og hjemligt for Brodersen at høre om, for saaledes var jo ogsaa hele hans Liv gaaet, fra Barndommen igennem Ungdommen og lige til nu, hvor han kunde lægge pæne Summer hen hvert Aar. -Heldigvis, hvis det skulde blive nødvendigt at hjælpe lidt til for hende, saa havde han Raad til at lægge paa Lejen ...

Salmesangen havde lydt omkring ham, velgørende og højtidelig, da han traadte ud af Kirken, var det straalende klart Vejr. Det havde ogsaa i Aar været en ualmindelig smuk December, fint, let Frostvejr, egentlig lige fra den Dag af, da han var flyttet ind til Redsteds. Hvor det dog i Grunden var mærkeligt at tænke sig, det kun var en Maaned siden! Han syntes næsten, det kunde være ligesom flere Aar..

Naa, han maatte gaa lidt raskere til.

Synd var det, at Jørgensen skulde ligge netop paa en Dag som i Dag, hvor det var ganske stille; ellers hørte Brodersen ham altid skelde

og smelde over den evin86|delige Vind ude ad Broerne, som nok endte med engang at blæse ham Lungerne ud af Livet og hen ad Brostenene. Brodersen vilde da heller ikke for alt i Verden have boet i saadan en snorlige og bred Rutchbane for Storm og Slud. Saa meget hellere inde i et af den gamle Bys mest indeklemte Kvarterer, dér var dog lunt i hele den raa Tid, krumme og smalle som Gaderne var byggede, om de ogsaa kunde blive noget trykkende og lugte lidt, Sommerdage. Voldkvartéret, hvor Brodersen selv boede, vilde han nu slet ikke tale om, saa hyggeligt som det endnu bestandig var imod disse lange Rader fire Etages Huse, allesammen lige høje og lige brede og med Gadedøren paa det samme Sted, saa man kunde gaa forkert i dem. Jørgensens Hus tog man nu for Resten ikke fejl af, fordi det laa lige overfor det eneste lille, gamle Hus i hele Gaden, en lav, rød, to Etages Bygning, der var Kontor for en Brændselsforretning, som endnu havde en aaben Plads derude. Dér voksede et Par Træer, midt imellem store Kuldynger. Det var Jørgensens Glæde, at han ikke havde fremmede Mennesker lige paa Næsen af sig, som han sagde, men fri Udsigt og lidt grønt om Sommeren ....

Paa Trappen mødte Brodersen Jørgensens ældste lille Datter.

Jeg har været paa Apotheket, Fa'er har det meget bedre.

87|Naa, men det var da dejligt!

Vi skal have Juletræet tændt inde hos ham i Aften. Det skal staa paa Bordet henne ved Sengen.

Men Fru Jørgensen tog fra den mørke Korridor Brodersen til Side og ind i Dagligstuen modsat dér, hvor Soveværelset laa. Idet de traadte fra Gangen frem i Dagslyset, slog det Brodersen, hvor Konen dog sàa lille og spidsnæset, mager og rødøjet ud.

Hun tog undskyldende med Haanden op til Haaret: Ja, Hr. Brodersen, jeg har jo daarlig haft Tid til at gøre mig rigtig i Stand, jeg har haft saa travlt til Morgen med Børnene, de havde jo faaet noget Legetøj i Gaar, og saa var det at faa dem klædt paa og ud af Huset, for min Mand kan ikke nære sig for deres Spektakel. Det kan virkelig ogsaa gøre helt ondt i Hovedet.

Fru Jørgensen tog sig atter, træt, op til Panden: Aa, Hr. Brodersen, bare jeg faar Lov til at beholde ham denne Gang!

Stemmen var ganske sagte, Øjnene blev røde af Vand: Jeg er saa bange.

Lommetørklædet kom frem, medens hun talte videre, besværligt

og klumpet: Og saa dette her med Direktøren! Aa, naar jeg tænker paa, at det var min Familje, der fik Jørgensen hjem fra Tyskland, saa han kom ind i Banken!

Ja, hvad vil det sige med Direktøren?

88|Direktøren har jo sagt min Mand op iforgaars.

Hvad for noget?

Ja, det vil sige, hvis min Mand ikke Dagen efter gjorde ham en ligefrem Undskyldning. Men det gør Jørgensen aldrig, for han har Ret med den Skranke, det har han.

Brodersen stod lidt og betænkte sig. Fru Jørgensen, sagde han saa, det kan Direktøren ikke have ment noget med. Det skal jeg garantere Dem. Jeg har ogsaa netop en Hilsen fra ham til Deres Mand.

Nej, men er det sandt? Er det virkelig sandt?

Hun sàa helt tvivlende op paa ham, medens Taarerne løb stærkere og stærkere ned ad hendes Kinder: Aa, saa kan jeg dog maaske faa Lov at beholde ham! For De véd ikke, Hr. Brodersen, han siger ingenting, og han er saa god, alt for god; og det er ikke godt, siger Lægerne, naar syge de bliver saa gode.

Brodersen vilde have sagt noget, men Fru Jørgensen blev hastigt og uroligt ved: Jo, jeg kender ham. Jeg ved nok, hvad han gaar igennem indvendig - han, som er saa ærekær - og saa véd han jo ikke, hvad der skal blive af os andre - og han holder saa meget af os. -

Fru Jørgensen kom til at hulke og var lige ved at støtte sig op til Brodersen, men satte sig saa paa den nærmeste Stol.

89|Brodersen bøjede sig ned og klappede hende paa Skuldren: Lille Fru Jørgensen, De skal ikke græde saa meget. Deres Mand, han baade beholder sin Stilling, og han kommer sig. Det skal De se.

Hun blev ved at græde og tørre og pudse Næsen: Det var ogsaa en ren Ulykke for 90| ham, at han skulde komme hjem fra Tyskland i den Ferie og lære mig at kende! Jo, det var. Det var ikke noget for saadan en Mand at tage hjem fra Tyskland. Det havde passet meget bedre for ham dér. Aa, De véd ikke, hvor det piner mig.

Men Fru Jørgensen, hvor kan De nu sige saadan noget?

Jo, og saa har de heller ikke al den Blæst i Tyskland. -

Fru Jørgensen rejste sig pludselig op: Aa, jeg syntes, der var nogen; men det var vist ikke andet end Barnet ude i Køkkenet. Der maa hun for Resten ikke være. Hør, Hr. Brodersen, vil De bare vente et lille Øjeblik berinde, min Mand har ikke hørt, De er kommen, fordi

Gangdøren stod aaben for den lille, og jeg vilde jo saa gerne snakke lidt med Dem først. Men nu er det rigtignok bedst, at jeg følger Dem ind til ham, for at han ikkeskal mærke noget, og jeg maa jo ogsaa passe saa meget paa, at han ikke ser, jeg gaar og græder; men med koldt Vand, naar man bader Øjnene, det hjælper ...

Da de stilfærdigt traadte sammen ind til Jørgensen, laa han i Sengen med store, aabne Øjne og sàa ud paa sin frie Udsigt gennem Ruden, hvor Gardinet var trukket fra for Solen.

Tak, kære Kollega! - Han trykkede Brodersen i Haanden; Stemmen lød tilsløret og svag. - Jeg maa ikke snakke 91| noget videre, men saa maa De fortælle mig saa meget desto mere.

Ja, sagde Brodersen, en glædelig Jul, det er jo det første.

Som jeg naturligvis glemte at bemærke, sagde Jørgensen med et lille Smil, imedens han sàa op paa Konen og tog hendes Haand, som han beholdt i sin.

Hun havde stillet sig hen ved Hovedgærdet, medens Brodersen sad paa Stolen.

Ja, sagde Bogholderen, saa har jeg naturligvis Hilsener fra os allesammen dernede, først og fremmest fra Direktøren.

92|Den syge var lige ved at rejse sig op i Sengen, men Konen trykkede ham blødt tilbage i Puderne igen: Ikke bevæge dig, min egen Ven.

Sprællem - var han begyndt. Den administrerende? fortsatte han, og blev ved at se paa Brodersen.

Hør, Thora - der var skudt en hastig Rødme op i Mandens Kinder - gaa ud, blot et Øjeblik; det er Forretninger.

Saasnart Døren havde lukket sig efter Konen, sagde han meget hurtigt: Talte han til Dem om en Undskyldning, jeg skulde gøre ham? For jeg vil sige Dem, jeg kan ikke gøre den; det er umuligt. Og saa er det gement, forstaar De, simpelt hen gement, at true mig med Afsked. Er det mig, han afskediger? Nej, det er dem derinde, min Kone og Børnene.

Stemmen slog over.

Brodersen fik ham til at tie lidt: Vær nu rolig. De bliver helt hed i Kinderne og Øjnene. Direktøren talte slet ikke noget om Afsked. Og det var da pænt af ham at bede mig hilse.

Jørgensen laa lidt med lukkede Øjne og bævende Læber, saa sagde han langsomt og sagte, men med Blikket fast paa Brodersen: Ja, De har Ret. Det var vel nok pænt. Jeg blev heftig. Men jeg skal sige

Dem, den Mand har alligevel slaaet mig ihjel - og gjort det med min Kone og mine Børn. - Naa, lad os ikke tale mere 93| om det. Vær saa god, Brodersen, og bed min Kone komme; hun har ingen Anelse om, at det er saa alvorligt med mig, jeg gør jo alt, for at hun ikke skal blive ængstelig, og hun skal heller ikke mærke noget. Men hvis vi to snakker for meget alene, kan hun faa en Mistanke ...

De blev siddende lidt, omkring Sengen, Brodersen, Konen og det ældste Pigebarn, der var fulgt med Moderen ind og havde en Morskabsbog i Haanden.

Det er jo ikke den store jeg gav dig i Gaar, sagde Faderen.

Nej, det er den danske.

Jeg giver altid Børnene tyske Billedbøger med Tekst til Illustrationerne. Den store her er nu allerede saa vidt, at hun fik Campes Robinson.

Ja, og min Mand, han leger paa tysk med Børnene og snakker tysk til dem om Aftenen, og det er jo saa rart, for det er jo et Verdenssprog.

Der gled et glad Smil hen over Jørgensens Ansigt: Min lille Tøs her, hun faar maadelig i tysk Grammatik i Skolen, men hun taler bare ti Gange saa meget tysk som hele Lærerindekollegiet derhenne tilsammen. De skulde høre hende klare rigtig pænt for sig i Sommer, da min gamle Kollega, Kuhne, var heroppe med et Rejseselskab og kom ud til os -

Saadan lærer Børnene tysk, afbrød Konen ham, ængstelig for at Jørgensen 94| skulde begynde at tale for meget og blive ivrig.

Ja, Brodersen, man kan jo ikke gøre stort for dem; men det var da Meningen, de skulde lære i hvert Fald at tale ét Sprog, der gælder udenfor Valby, om Gud vil -

Han vilde have sagt noget mere, men tav.

Jeg tror, De kunde have godt af lidt Ro, sagde Brodersen og rejste sig.

Aa ja, maaske. Tak, fordi De kom.

Nu skal du sove lidt, Henrik Jeg kan godt have Tid til at tage et Haandarbejde og sidde hos dig. Og lille Inger sætter sig saa ogsaa med herinde og læser i sin Robinson. Gaa ind og tag din tyske Robinson, sagde hun til Barnet og gav hende med Albuen et lille Puf i Siden.