[95]|Anden Juledag skulde Redsteds i Kirke for at høre Fruens Yndlingspræst, og Brodersen fulgte med. Efter Gudstjenesten var de allesammen højtidelig stemte. De gik hen over den stille Kirkeplads, hvor deres egen Gade mundede ud. Hun holdt sin Mand under Armen, Brodersen bar hendes Salmebog sammen med sin egen.

Ja, det maa man indrømme, Øsse, din nye Præst, det er en dygtig Mand i sit Fag.

Han har ogsaa et dejligt Organ, sagde Brodersen.

Aa, sagde hun med straalende Øjne, som han talte om det, naar der ikke længer er Tvivl i ens Sjæl, men kun Kærlighed! - Jeg er saa lykkelig, føjede hun til lidt efter.

Gud ske Lov for det, Øsse, sagde Redsted og tjattede hende venskabeligt hen over Haanden.

Hun sàa op paa ham med et langt og kærligt Blik, Brodersen kom til at tænke, 96| hvor uendelig meget smukkere hun var end Jørgensens Kone.

Det var for Resten ogsaa storartet, sagde Redsted, dengang han talte om disse falske Vidner imod Stefanus og i det hele taget om Vidnesbyrd mod Næsten. Der var mange, der kunde haft godt af den Trøster. Folk, de skal stikke deres Næse ind i alt det, der ikke kommer dem ved.

Ja, man har bragt noget med hjem fra Kirken i Dag, sagde Fruen og sàa glad 97| frem for sig. Du synger ogsaa Salmerne saa pænt, Kristian.

Takker ærbødigst. Ja man har jo endnu et Restparti af en lille Smørtenor.

Min Mand sang så kønt, da vi blev forlovede, forklarede hun Brodersen.

De var nu komne saa vidt, at de øjnede deres Gadedør med Klasselotteriskiltet. Jeg er saa glad, sagde hun, over at vi har Sol paa om Formiddagen. Det vilde ikke være nær saa yndigt at komme hjem fra Kirken, og saa at Solen ikke skinnede ind til os.

Hjemme var der lyst og stille. Den lille Formiddagspige, som tjente hos Familjen, var paa Tur med Henny, efter at de havde faaet Mad, inden Forældrene gik i Kirke. Nu dækkede Fru Redsted selv Frokostbord. Mændene sad henne ved Vinduet og sàa til; hun vilde heller ikke have Hjælp af dem med noget.

Det gaar allerbedst, naar jeg blot maa gaa ganske roligt med det selv.

Ja, vi kan vente, sagde Brodersen, med Øjnene ved hende. Over sin nye Kjole havde hun taget et skinnende hvidt Smækforklæde paa med røde Rande. Brodersen havde ofte lagt Mærke til, hvor stilfærdigt hun gik, næsten lydløst; ogsaa nu, med alt det, der skulde paa Bordet, gled hun saa stille ud og ind ad Døren paa Klem.

Hør, Øsse, lad os nu hjælpe dig lidt, blot med at stille saadan rundt paa - Gulvet, om Forladelse Bordet, mener jeg naturligvis.

98|Nej, men naar jeg nu netop saa forfærdelig gerne vil gøre det altsammen selv.

Det er Huslighed, sagde Redsted beundrende, da hun var vel ude i Køkkenet igen. Det ligefrem morer en at sidde og se paa. Ellers var vi s'gu ogsaa gaaet ind i Deres Stue og havde taget en halv Cigar først, det kunde vi godt have behøvet ovenpaa Kirken -

Samtalen kom nu ind paa, om man burde ryge Tobak før Frokost eller ikke.

Som yngre Menneske, sagde Redsted, dengang jeg røg mange Cigarrør til, saa havde jeg Dampen paa straks om Morgenen. Børstet Tænder, vadsket Ansigt, værsaaartig Blus paa Kvalmepinden! Jeg har da ellers ogsaa en ganske pæn, bitte Samling Cigarrør, som de siger i Jylland. Men jeg maatte holde op. Det blev for dyrt. Nu skal De dog se ligegodt.

Han gik hen og lukkede Chatolklappen op: Saadan et Rør som dette her gaar De alligevel ikke hen og køber, jævnt, fint tilrøget, ravbrunt i Merskumen! Der hører Kunst til at faa det saadan, og det koster. Jeg tør slet ikke give mig til at tænke paa hvad det koster, men saa er det ogsaa et synligt Minde om det svundne. Der er en af P. K. Hansens rejsende, han har mange flere, han har haft Raad til at blive ved, men de er ikke saa smukt tilrøgne, det er Humlen. Se her, hva'? Farve! Jævnhed!

Han lukkede op og i for Fuderalerne, 99| mens Fruen blev ved at gaa frem og tilbage.

Her - Redsted ragede langt ind i en af Skufferne - her er et fra Geheimearkivet.

Han sàa med et hurtigt Blik hen imod Døren paa Klem og viste Brodersen et Rør, der var formet som et nøgent Dameben.

I det samme kom Fru Redsted ind fra Køkkenet med det sidste, og Manden knipsede hurtigt Cigarrøretuiet i og skubbede det ind i Skuffen.

Hun tog sit Forklæde af, foldede det sammen paa Stolen henne ved Symaskinen og stod foran dem, lidt varm i Kinderne, med Haaret ved Ørerne ligesom i et lidt fugtigt Purr.

Og du har vist alle dine Cigarrør frem, sagde hun kærligt, saa er du fornøjet.

Hun smilede til ham.

Da hændte der noget, som Brodersen aldrig havde kunnet tænke sig Muligheden af, han blev greben af et pludseligt og fuldkomment Raseri overfor Redsted, der lige havde faaet sit pikante Cigarrør til Side og nu stod dér, smilede igen og sagde: Er du færdig, søde Øsse! -han klappede hende oven i Købet paa Haaret.

Brodersen kunde have grebet hendes Haand, revet hende fra ham og raabt, at den anden ikke gjorde andet end bedrage hende. Det var ham et Øjeblik, som naar man vil tale højt i Søvne, men ikke kan faa Ordene frem.

100|Men, Hr. Brodersen, vil De slet ikke tage Plads? lød hendes Stemme.

Brodersen blev rød; Redsted sad allerede med Servietten stukket fast i Flippen: Der er jo varmt, kære!

Hurtigt og ivrigt begyndte Brodersen under Maaltidet at fortælle om sit Besøg hos Jørgensens i Gaar. Redsteds var meget interesserede. Fruen havde saa ondt af Konen: Man véd jo slet ikke, hvor godt man har det! Redsted spurgte, om der nu var noget eller blev sikret hende noget fra Banken, hvis Jørgensen skulde falde fra.

Jamen det sørger De nok for, at der bliver, sagde Fru Redsted og nikkede fortrøstningsfuldt over til Brodersen.

Ja, jeg skal gøre alt hvad der paa nogen Maade staar i min Magt, sagde han og følte sig flov. Han ønskede blot, den Frokost snart var forbi ....

Redsted og Kone skulde ud til Familje af sig paa Østerbro, hvor

Formiddagspigen allerede havde bragt lille Henny hen, saa det varede ikke længe efter Kaffen, før de begav sig på Vej.

Da Brodersen blev alene, pustede han Cigarstumpen ud af sit Gaasebensrør og ønskede bare, det havde været Aften og han skulde til at klæde sig af og gaa i Seng og sove. Paa Bordet laa de sidste Hefter af det populære Ottendedagsskrift med mange Afbildninger, som han holdt. Der var jo 101| netop noget deri, som han havde glædet sig meget til at læse, en Fremstilling af Kemiens Grundsætninger. Han havde i Skolen holdt saa meget af Kemi. Men havde han nogen Sinde faaet Lov til at lære noget rigtigt deraf? Et halvt Aars Tid havde han læst en Smule, men saa skulde han konfirmeres og kom paa Kontor om Dagen og Handelsskole om Aftenen.

Brodersen lod Bladet synke, som han stod med i Haanden: Kunde man ikke ogsaa blive bitter, eller meget værre, oprørt, rasende, naar man tænkte paa sin Barndom og Ungdom med al dens Sparen og Kniben og Pinen og Holden igen og Passen paa og Arbejden den ene Dag som den anden, til man nu omsider havde faaet det godt og saa var begyndt at blive gammel, snart seks og fyrretyve Aar, elleve Aar ældre end han her, hendes Mand - til hende havde Brodersen netop for nylig, førend Manden var kommen hjem, talt saa godt om sin Barndom her i det gamle Kvarter med de lange Bakker og de høje Trapper op til de grønne Volde; og der havde været saa meget fælles i den Maade, de var opdraget paa, og altid havde de maattet spare, begge to, og - ja, men saa blev hun en ung Pige, og blev gjort af, og kom paa Baller, og hun kunde leve i sine Romaner, som hun sagde, og hun blev gift og - Jørgensen i Banken, som nu laa der 102| og skulde dø, han havde ogsaa Kone og Børn omkring sig, og han havde været ude, i store Forhold ....

Brodersen gik urolig op og ned ad Gulvet, saa tog han pludselig i Døren ind til Redsteds lille Stue; nu lukkede de slet ikke engang mere af mellem hverandre.

Han traadte derind!

Hun havde dækket den pænt betrukne Lænestol til, inden hun gik, ellers stod den endnu, som dengang hun havde siddet i den for lidt siden, det Plydses Tæppe var bredt over Bordet, og midt derpaa stod en Bladplante, som Brodersen havde foræret hende til Julen, Kanariefuglen krattede svagt i smaa Hop fra Stængerne ned til Bunden af Buret og op igen. Væggeuhret fra Schwarzwald tikkede jævnt.

Brodersen tog forsigtig Dækket af Lænestolen og satte sig i den. Det Schwarzwalderuhr, med to Gøge, der ved fuldt Slag sprang frem og kukkede, holdt hun saa meget af, hendes Fader havde givet hende det, dengang hun skulde sætte Bo, og om Schwarzwald kunde hun en lang og spændende Roman - Brodersen tænkte paa Nationaltidendes Føljetong, som de jo læste sammen, og skulde snakke om, naar Manden var rejst! Hvis hun saa ikke vilde give sig til at blive bedrøvet, over at Redsted tog bort - sørge! Over ham! Som bedrog hende!

Brodersen rejste sig: Assistent Benthe i 103| Banken havde engang villet laane ham en af disse norske Bøger, de havde skrevet saa meget om i Bladene; den hed vist et Liv i Løgn eller saadan noget lignende, det var nok ogsaa om en Kvinde, der var bleven bedraget, og saa var det gaaet op for hende, eller der var nogen, som havde fortalt hende det - nej, saa infamt nederdrægtigt kunde da vel ikke noget Menneske være!

Han gik nogle Skridt hen imod Vinduet og vendte om igen: Alting herinde i Stuen havde hun ordnet, stillet paa sin Plads, passet -hvis hun nogen Sinde fik det med Manden at vide, ikke et Øjeblik, troede Brodersen, at hun blev her længere. Hun flygtede, som der stod i Romanerne, bort fra Manden og fra ham. Jamen -

Brodersen var standset: Jamen, saa kunde han maaske netop - du gode Gud!

Han fik helt Hjertebanken: Hun kunde blive skilt fra den anden, det hørte man jo saa meget om nu til Dags, og gift med ham ....

Der stormede en hel Række Tanker saa hovedkulds gennem Brodersens Hjerne, at han næsten ikke kunde samle dem. At hendes lille Pige ogsaa holdt saa meget af ham, var den sidste af dem.

Men saa dækkede han forsigtig Lænestolen til og gik ind til sig selv. Han maatte gaa, vilde ogsaa gaa, en lang Tur, rask Tur, hurtig Tur, for at blive af med alle saadanne Tanker, ud ad Frihavnen til, hvor 104| de byggede saa meget og anlagde Gader, som Brodersen endnu slet ikke havde set. Dér var jo ogsaa det Monument for Øredoktoren, som de havde skrevet saa meget om i Bladene.