[105]|Helligdagene var omme, og Arbejdet begyndt igen. Hvorledes Mennesker overhovedet mere end et Par Dage kunde udholde ikke at have noget at bestille, havde altid været Brodersen en fuldkommen Gaade. At tænke sig hvis der ramte én en Ulykke, som det skete oppe i hans gamle Forretning med den yngste af Cheferne, der nu altid sad hjemme, lam i den ene Side, men for Resten tyk og fed og ustandseligt snakkende, i et underligt ligeglad Humør. Brodersen troede for sikkert om sig selv, at han i saadan et Tilfælde vilde komme til at spekulere og spekulere i det uendelige - den Bog, som Benthe i Banken havde villet laane ham angaaende dette Ægteskabforhold, vilde han dog bede om for at have til Søndag, naar han var alene, Redsteds blev jo Nytaarsdag over hos Mandens Broder i Holbæk, hvor de var taget ned lige efter Helligdagene, og Føljetongen var der netop nu saa megen Naturbeskrivelse i fra Irland. Hver Dag 106| klippede han den naturligvis ud og lagde den i Fløjelsmappen ...

I Banken var der travlt, og om Middagen gik Brodersen tillige ud at se til Jørgensen.

Paa tredje Dagen kunde han ikke komme ind, fordi den syge netop var falden lidt i Søvn efter nogle slemme Anfald af Hoste og Aandenød. Fru Jørgensen rystede endnu paa Hænderne.

Han er saa svær at holde, sagde hun, for jeg har jo ikke saa mange Kræfter.

Tror De ikke, spurgte Brodersen nølende, at De kunde tage en Sygeplejerske? - Og han tænkte i det samme, at hvis det kneb med Pengene, saa kunde han dog nok overkomme at tilbyde hende dem, i hvert Fald som et lille Laan.

Nej, Hr. Brodersen, Jørgensen fandt sig aldrig i at have fremmede omkring sig. Og det vilde da ogsaa være mig en forfærdelig Sorg.

Jamen har der nu ikke været en hel Del ekstra Udgifter i disse Dage? Ja, De maa ikke blive vred, Fru Jørgensen, men jeg mener -hvis De skulde have Brug for lidt Penge, saa forstaar De nok -

Konen satte sig et Øjeblik og lod Hænderne synke ned paa Knæene.

Nej, sagde hun og rystede paa Hovedet, det turde jeg slet ikke. For hvis han vidste det, saa véd jeg, at han ville meget hellere undværet. Og jeg har aldrig skjult noget for ham, 107| aldrig - undtagen naturligvis med Børnene, naar de havde gjort noget ....

Da Brodersen gik derfra, tænkte han, at naar han nu allerede i Morgen vilde gøre Alvor af at tale med Direktøren om hvad der kunde gøres for Jørgensens Kone og Børn, hvis han skulde falde fra, saa var det ikke, fordi han havde lovet Fru Redsted det, men det var virkelig for Jørgensens og hans stakkels Kones Skyld - Som de to Mennesker holdt sammen og følte for hinanden! Om Aftenerne, længe efter at Brodersen, saadan ved fire-fem Tiden, var gaaet derude fra, kunde han komme til at huske paa et eller andet, hun havde sagt, eller se Øjnene, hvormed Jørgensen fulgte hende - og det var rigtigt at tale til Direktøren, endnu medens Jørgensen levede, for naar Folk var væk, og der sad nye Mænd i deres Stilling, gik Medfølelsen tit saa underlig bort, nu var der desuden i Morgen Møde af den samlede Direktion - til Jonas og de andre oppe paa Kaféen om Aftenen vilde han ikke fortælle noget om det, for han vidste, de vilde allesammen finde, det var Ting, der først skulde bringes paa Tale, naar Manden var død og borte, men det var netop det, som var galt ...

Og Dagen efter Bestyrelsesmødet sagde da ogsaa den administrerende Direktør: Det glæder mig at kunne meddele Dem, Hr. Brodersen, at jeg har faaet den Jør108|gensenske Sag ordnet efter Deres Ønske; hun vil eventuelt opnaa den lille Pension og Børnene Understøttelse til det attende Aar.

Det maa De endelig selv gaa ud, Hr. Direktør, og fortælle Jørgensen.

Undskyld, Hr. Brodersen, at jeg taler saa frit, men er De egentlig rigtig vel? Man gaar da ikke til syge Folk og fortæller, hvad der skal ske, naar de er døde.

Jo, til Jørgensen gør man det, sagde Bogholderen bestemt, jeg kender ham. De véd ikke, Hr. Direktør, hvor det har pint ham hvad der skulde blive af Familjen, hvis han faldt væk; han har slet ikke engang turdet tale om det. Og naar han faar at vide, der er sørget for den; det er det eneste, kan jeg sige, som maaske kunde gøre ham rask.

Den unge Direktør smed sin lille, lette Blyant hen ad Klatpapiret. Nej sagde han bestemt, det gør jeg ikke. De maa ikke tro, jeg er uvidende om, hvorledes Kasserer Jørgensen har bedømt mig, der, som ung Overretssagfører, fik den administrerende Direktion her i Banken. Hvis jeg gik ud til ham, som De nu tænkte Dem, saa vilde han -ja, jeg betænker mig ikke paa at udtale det overfor Dem - opfatte det som Vigtigmageri.

Ikke, faldt det ud af Brodersen, hvis Direktøren for Eksempel vilde følges derud med mig. Det er jo Gagedag i Dag, og jeg 109| skal bringe ham hans Penge. Saa kunde Direktøren sige det saadan ganske ligefrem.

Kære Hr. Brodersen, det vilde end yderligere kunne udlægges, som at jeg ønskede mig et Publikum i Dem.

Nej, Hr. Direktør, saa ondt tror jeg ikke om Jørgensen. -

Hr. Brodersen, De vil tillade, at ogsaa jeg har min Stolthed; se ud til ham vil jeg gøre. Men iøvrigt overlader jeg til Dem, at meddele hvad De maatte finde formaalstjenligt ....

Da Brodersen om Eftermiddagen kom ud til Jørgensens, fortalte Konen, at det var det bedste med ham, som det endnu havde været. Han havde sovet godt om Natten og spist Hønsekødsuppe med Æg, Doktoren sagde for Resten, han maatte gerne spise alt, hvad han fik Lyst til nu. Og hun havde siddet en hel Times Tid inde hos ham efter Middag, og de store Børn maatte fortælle ham Historier fra Skolen, men nu var de allesammen bragt af Vejen, de smaa ogsaa, og hun havde for Resten ventet paa Hr. Brodersen, for engang at kunne komme til noget, det stod og flød, altsammen, ude i Køkkenet.

Brodersen vilde tage i Døren ind til Soveværelset, men hun standsede ham: Aa ja, saa har jo Direktøren været her! Men heldigvis laa Jørgensen og blundede dengang. Jeg havde ikke turdet lukke ham ind, og jeg havde heller ikke turdet lade ham 110| blive ude. Men Gud ske Lov gik det jo godt ....

Jørgensen sad op i Sengen, med Puder bagved sig. Brodersen sàa straks, da han traadte ind, Direktørens Kort ligge paa det lille Bord nærmest Sengen.

Først bragte Bogholderen jo Gagen.

Den anden tog hen over Sedlerne med de tynde Fingre. Ja, sagde han lidt vemodigt, nu faar man jo lige Lov til at kige paa dem et Øjeblik, og saa er de væk. Naa, Schwamm d'rüber! Jeg har det saa mærkelig godt i Dag; fredeligt! Véd De, Brodersen, jeg tror alligevel, jeg klarer mig.

Han fik Vand i Øjnene, og Stemmen blev utydelig.

Brodersen bøjede sig lidt forover, nikkede tavs og klappede ham let paa Skulderen. Jørgensen var overmaade bleg, med en smal og mager Nakke.

Det er Svagelighed, Brodersen, med det Tuderi; men det kommer jo nok, med Guds Hjælp. Det er bare Kræfterne, der mangler.

Han maatte puste lidt, inden han kunde tale videre, Brodersens Blik hvilede paa Direktørens Kort. Men den syge sagde ingenting.

Brodersen kunde høre, at der blev skuret noget ude i Køkkenet, saa viste Kassereren hen paa det lille Bord. Brodersen nikkede.

Ja, han har været her, sagde Jørgensen, Opdragelse har jo Fyren. Men jeg var dog 111| glad over, at jeg ikke var nødt til at takke ham. Det vilde have faldet mig saa svært.

Han holdt atter inde lidt.

Brodersen betænkte sig nogle Øjeblikke, men saa sagde han stilfærdigt: Nu føler De Dem jo saa meget bedre, som De sagde før, men i Begyndelsen troede De jo selv, at der var Fare. Og det var blot det, jeg vilde sige, at den administrerende, han fik da udvirket hos Direktionen, at Deres Kone og Børn vilde blive sikrede for det Tilfælde, at -

Jørgensen rødmede til helt op i de indsunkne Tindinger, og han kunde slet ikke faa noget Ord frem, spilede blot Munden underligt op og stirrede. Brodersen rejste sig helt ængstelig fra Stolen, saa lukkede den syge Øjnene, og store, klare Taarer løb og løb ned ad hans Kinder.

Brodersen var nogle Øjeblikke ved sagte at gaa ud og hente Konen, men saa slog Jørgensen igen Øjnene op og laa noget, tavs, og sàa frem for sig. Han tørrede slet ikke Kinderne af

Vil De ikke have Deres Lommetørklæde, det er gledet ned paa Gulvet, sagde den anden og tog det op, glad for at kunne gøre noget.

Men Jørgensen nikkede bare og lod Lommetørklædet roligt blive liggende foran sig paa Sengetæppet.

Brodersen - kom det omsider - vil De bede min Kone tage et Ark Brevpapir og 112| Konvolut. Jeg kan ikke skrive selv endnu for Ryggen, det stikker - men De vil nok skrive for mig ....

Ude i Køkkenet tog Fru Jørgensen Brodersen forskrækket om Armen: Det er da ikke noget Testamente eller saadan, han vil ligge og skrive?

Brodersen maatte næsten smile ved Tanken om, hvor overflødigt

det sikkert var for Jørgensen at skrive Testamente; men han sagde bare roligt: Nej, han har det jo saa godt i Dag.

Aa, Gud ske Lov, at De ogsaa synes det! Ja, for jeg gaar og er saa underlig rolig. Og nu, den mindste sover saa dejligt, saa hun slet ikke kan forstyrre ham, og de andre er af Vejen! Nu skal De straks faa Papiret; men maa jeg bare tage en Taar Vand, for jeg har faaet saadan et Sting af Skræk ...

Brodersen fik hvad han skulde have og satte sig til Rette henne ved Sygesengen.

Hør, sagde Jørgensen, meget langsomt, har De nogen Sinde følt, kære Ven, hvad det vil sige, at have gjort et andet Menneske Uret, forstaar De, blodig Uret - og saa gøre ham Deres Undskyldning. Jeg havde aldrig troet, det var saa dejligt. Men det er, ligesom da vi var smaa Drenge, og vi bad vores Moder rigtig om Forladelse uden at Fader fik noget at vide om det.

Husk nu paa, at De taaler ikke at tale alt for meget.

113|Jørgensen nikkede: Nej. Og vi skal have skrevet.

Han dikterede en kort Tak til Direktøren.

Men saa, Brodersen, skal der et Par Ord endnu: Ny Linje. Hr. Direktør! Maa det være mig tilladt til denne min ærbødige Tak at knytte den dybeste - har De dybeste, Brodersen - Beklagelse af at have misforstaaet Dem og Deres Karakter, som oftere gjort. Vil De vise mig den Ære at modtage min Undskyldning derfor -

Han standsede: Ja, Brodersen, føj til: som Mand overfor Mand - -for det er netop det, det er.

Brodersen sàa op fra Papiret for at vente paa, om der skulde komme mere; den syge strakte Haanden frem imod ham: Aa, kære Brodersen, at jeg nu ikke kan fortælle min Kone det! Det er en haard Straf Men hun maa jo ikke ane, at der har været Fare paa Færde. -Naa, vi maa slutte: Deres taknemmelige og med Højagtelse ærbødige ~

Der gled hen over hans Ansigt et lille Smil, som blev borte i Alvor: Egentlig skulde der staa ligesom i Romanerne: Deres indtil Døden taknemmelige. - For det vilde ikke være Løgn! - Ja, nu fik han alligevel sin Undskyldning. Men den kom jo rigtignok paa en anden Maade. Lad mig saa skrive under.

Og støttet oppe af Brodersen skrev han med øvet Sving: H. V.Jørgensen.

115|Det blev Kasserer Jørgensens sidste Underskrift. Den næste Dag kom Brodersen aldeles ikke ind og sàa ikke engang Konen; Jørgensen havde i Løbet af Natten faaet heftige Blodstyrtninger, og paa den første Arbejdsdag i det nye Aar indtraf der i Banken Meddelelse om, at han var død Klokken halv ti om Morgenen.

Det var netop samtidig med at Redsteds vendte tilbage til Fiolstræde fra deres Ferietur.