Efterretningen om Jørgensens Død gjorde et overordentlig stærkt Indtryk paa Brodersen, hvor meget han end havde ventet, at den vilde komme. Det var dog saa uhyggeligt, at han aldrig mere skulde se den lange, magre Mand staa der henne og ekspedere eller sidde i Buret, som de kaldte hans lille, ophøjede Plads, der var omgivet af et grønt Gardin paa Messingstænger. Og, først og sidst, saa havde jo Brodersen og han været sammen Dag ud og Dag ind, lige fra Banken blev oprettet. Jørgensen her og Jonas oppe fra Brodersens gamle Forretning, det var dog egentlig de eneste Mennesker, der havde fulgt Brodersen og hans Gerning, fra dengang Barneaarene var omme. Med dem havde der altid været noget at tale om, eller man behøvede egentlig slet ikke at tale, men bare saadan at følges ad eller sidde sammen -

Det berørte Brodersen ubehageligt, at Assistenterne, da der var gaaet en halv Times Tid, snakkede ganske ligesom om der ingenting var sket; naa det var jo unge Mennesker uden Forstand paa hvad Livet betød - men Livet var vel egentlig netop det, at der ingen maatte savnes. Naar Brodersen tænkte efter, havde han vist oven i Købet engang læst det i en Prædiken - nej, det var i en Tale, da der var død en eller anden stor Mand - og saa end sige Smaafolk som Jørgensen og ham selv. Det vilde naturligvis være ganske det samme, naar han, Brodersen, engang laa der, kold og stiv ....

I Frokostpavsen talte Benthe kun om den Læsekreds, som han købte Bøger ind til.

Mest for ikke at høre mere om det Pjank, gjorde Brodersen Undskyldning, fordi han endnu ikke havde leveret den Bog tilbage, han havde laant af Benthe.

Naa, den norske, ja, det har jo slet ikke noget at sige. Men vil Bogholderen ikke laane en her, som lige er gaaet ud af Cirkulation?

Tak, men jeg læser jo ikke mere end én Bog ad Gangen. Og saa er det vel ligesaadan noget som den norske om Livet og Løgnen.

Synes Bogholderen ikke om den Bog?

Naa, jeg er jo ikke helt færdig med den endnu; jeg tror nu ikke rigtig, det gaar saadan til i Virkeligheden. Men det er jo ogsaa bare en Roman, saa det skal jo heller ikke være sandt.

Benthe sàa ud, som om han vilde have sagt noget, men opgav det.

Velbekomme, sagde Brodersen.

Og han traadte fra den lille Frokoststue ud i Banklokalet.

Her gik alting sin vante, hverdagsagtige Gang, og henne ved Pulten var det ikke Brodersen muligt at faa Tankerne fra den afdøde, saa tit som Jørgensen saadan havde kunnet standse i Forbifarten et Øjeblik og sagt et Par Bemærkninger.

Brodersen tog en ny Pen og sàa op mod Kirkeuhret: Kun tolv endnu. Der var tre lange Timer tilbage! Han var midt i en Sammentælling kommen til at tænke og var kommen ud af det hele. Det var nu ogsaa uheldigt, at Direktøren netop i Dag var fraværende i en Forretning, ellers havde han nok bedt Brodersen komme ind for at tale noget om Jørgensen.

Men det var ens Pligt at bekæmpe sig og passe sin Gerning, et Menneske maatte ikke give efter for Grublerier og Minder og den Slags undtagen om Aftenen, naar man havde Dagen bag sig, og saa var man jo træt ....

Klokken tre sagde Brodersen, at han, paa Grund af Dødsfaldet, ikke sàa sig i Stand til at møde om Eftermiddagen.

Han spiste for en Gangs Skyld hurtigt en Smule Mad i den nærmeste Restauration, fordi det vilde blive for sent i Middagsabonnementet, og gik saa ud til Jørgensens.

Døren til Gangen stod paa Klem. Brodersen lagde Mærke til, at Ringeklokken var taget af Fru Jørgensen kom hurtigt ud ved at høre hans Skridt. Paa den anden Side af Korridoren var der aabent ud til Køkkenet, og Børnene legede, den ældste lille Pige slæbte netop en af de mindste væk fra Vandposten, som hun vilde krybe op til, den alleryngste laa og sov i en Barnevogn.

Moderen tog uvilkaarligt et Tag i Barnevognen for at se om den lille ogsaa virkelig sov.

Det var rigtigt, Inger, sagde hun, pas paa, de ikke kommer til noget, og Tallerkenerne i Rækken!

Saa trykkede hun Brodersen i Haanden: Jeg har ikke faaet Sørgetøj til Børnene endnu, selv havde jeg en Nederdel, og Livet her, det passer.

Og hun gav sig til at græde, stod stille op og græd. Brodersen vidste ikke, hvad han skulde sige, kunde blot klappe hende på Skulderen.

De kom ind i Dagligstuen. Der sad to sørgeklædte Damer med Kaaber paa og Paraplyer i Hænderne, en midaldrende Herre i opknappet Vinterfrakke gik op og ned ad Gulvet. De fremmede blev forestillede som en Søster til Fru Jørgensen med Mand og Svigerinde.

Det er saa heldigt, sagde den midaldrende Herre fortroligt til Brodersen, at jeg netop for Øjeblikket ikke har saa meget at gøre - jeg er ellers Pladsagent for forskellige Selskaber - saa jeg kan hjælpe min Svigerinde med Begravelsen.

Han tog hen paa et Knippe Nøgler, der laa i en lille flettet Kurv. Jeg har jo allerede undersøgt alting, alle Skuffer, nøjagtigt. Der er ikke noget, føjede han til i en lav Tone. Heldigvis saa er jeg jo Agent for Selskabet Fælles Hjælp, det fik jeg ham ind i et Par Aar efter Bryllupet paa en temlig høj Forsikring, det dækker Begravelsen og til Sørgetøjet og der bliver en Smule tilovers, saa maa vi jo siden se, hvordan -De forstaar nok. Naa, det er ikke værd at tale om det i Dag.

Fru Jørgensen havde sat sig paa den nærmeste Stol og sagde ingenting.

Jeg siger, hun maa hæve Hovedet lidt i Vejret, sagde Svogeren.

Hans Kone rejste sig op, og den anden Dame øjeblikkelig derefter, de glattede paa de sorte Handsker.

Skal vi saa tage Børnene med, Thora? sagde Fru Jørgensens Søster.

Ja, Tak; nu skal jeg gaa ud og gøre dem i Stand.

Vil du ikke beholde den store, at hun kan være dig lidt til Hjælp?

Nej, sagde hun, næsten haardt, lad mig være alene med ham!

Brodersen tænkte, at det var vist ogsaa bedst, han trak sig tilbage, og da Børnene havde faaet Tøjet paa, og de andre skulde gaa, vilde Brodersen følges med dem.

Jamen De maa da se ham, sagde Fru Jørgensen, helt heftigt.

Damerne gik stilfærdigt med Børnene; Herren vendte sig i Døren og sagde højt: Skulde der komme noget paa, Svigerinde, saa véd du, hvor vi bor. For Resten ser jeg naturligvis herop i Morgen. Det kan du stole paa.

Fru Jørgensen nikkede frem for sig, og da de var borte, sank hun ned i Lænestolen, der stod: Gud ske Lov! - Hun gemte Hovedet mod Stolens Ryg.

Det var den, sagde hun pludselig og rettede sig, som han vilde have, jeg skulde sidde i inde ved hans Seng den sidste Nat, for den er jo magelig, og saa har han altid holdt saa meget af den. Aa, jeg havde nær aldrig faaet den slæbt ind!

Sov han roligt hen? vovede Brodersen at spørge, sagte.

Hun nikkede: Men -

Taarerne strømmede hende ned ad Kinderne, medens hun fortsatte: - han vilde saa nødig dø.

Hun sank fuldkommen sammen i Stolen og hulkede, saa det lød som haarde, pibende Ryk. Hele hendes lille Legeme rystede.

Brodersen nærmede sig forsigtigt og bøjede sig imod hende.

Fru Jørgensen, sagde han sagte, De maa ikke tage deres Sorg saa fortvivlet. Det véd vi jo, at vi skal bekæmpe os. Det forlanger Vorherre af os. Vi maa aldrig saadan give efter her i Livet. Det er vores Pligt. Hører De, det er Deres Pligt, ogsaa overfor Børnene.

Hun sprang op, som om noget ubehageligt havde rørt ved hende; Brodersen traadte helt et Skridt tilbage.

Min Pligt, sagde hun - og Brodersen blev ganske underlig ved at se det fortrukne Udtryk i hendes Miner - min Pligt! Aa, Pligt, det har jeg gaaet i fra Morgen til Aften, jeg ser ikke andet, Dag og Nat, men min Mand, min Mand, han var ikke nogen Pligt!

Brodersen tav overfor det helt vilde Udtryk i det lille Menneskes Holdning: han mindedes, ham ganske uforklarligt, paa en Gang nogle rasende Skrig, han engang, som ungt Menneske, havde hørt sin Værtinde udstøde, medens hun fødte - som om hun havde været et vildt Dyr; og det var netop ogsaa saadan en lille skikkelig, lidt opslidt Kone!

Brodersen følte nu, ligesom dengang, som om han stod over for noget uforklarligt og uhyggeligt, særegen kvindeligt, han nødigt vilde komme paa nærmere Hold. - Var det ikke bedst at gaa! Men han havde vist en Pligt til at blive og se at faa hende beroliget.

Det faldt ham ind som en Redning at sige: Ja, Fru Jørgensen, det forstaar jeg jo meget godt; men jeg har noget at sige Dem fra Deres Mand.

Fra min Mand? spurgte hun spændt og tørrede Øjnene, som om der skulde komme nogen.

I faa Ord meddelte Brodersen, hvad der vilde blive ydet hende og Børnene fra Bankens Side.

Aa, sagde hun skuffet, var det ikke andet?

Det synes jeg da rigtignok ikke er saa ganske lidt. De kan dog sidde og klare Dem igennem saa.

Hun slog trodsigt med Nakken. Hm, sagde hun højt, næsten haanligt, kunde De skaffe mig ham igen, saa gik jeg hellere paa Fattigvæsenet med ham og Børnene.

Brodersen slog ud med Haanden: Ja, Fru Jørgensen, jeg kan indse, at det er vist bedst jeg gaar.

Aa nej, De maa ikke gaa fra mig, han kunde saa godt lide Dem.

Brodersen satte sig ned igen. Det var jo ogsaa uforsvarligt at gaa, førend hun var bleven en Smule beroliget. Han vilde forsøge at snakke godt for hende.

Da kan De dog tro, Fru Jørgensen, sagde han, at Deres Mand, han ventede ogsaa, det skulde blive Dem en stor Trøst.

Hun sàa op.

Ja, blev Brodersen ved, og det var ham den største Glæde her paa Jorden, at Banken gjorde det for Dem og Børnene.

Vidste han det? Ja, det er sandt, det sagde De jo.

Han fik det at vide netop iforgaars, den sidste Gang, jeg talte med ham.

Aa, saa var det derfor, han absolut vilde give mig den Blomst! Lille Inger maatte løbe ned at købe den.

Hun rejste sig op: Kom, Hr. Brodersen, og lad os gaa ind til ham. Nu skal jeg nok være fornuftig.

Den døde laa, dækket til med Lagenet. Paa det lille Bord, nærmest Sengen, stod en Liljekonval i Potte.

Fru Jørgensen tog forsigtig Dækket bort fra hans Ansigt.

De lige til Benene afmagrede Træk var fredeligt stille.

Ikke sandt, han ligger saa kønt roligt. Jeg holdt ham ogsaa i Haanden til det sidste.

Hun bøjede sig ned og kyssede den dødes Pande, saa følte hun uden paa Lagenet, om Hænderne ogsaa laa godt sammenfoldede, og dækkede til igen.

Brodersen sàa paa hende.

Nej, nu græder jeg ikke. Jeg tror næsten heller ikke, jeg kan græde mere.

Se, nu forstaar jeg, kom det lidt efter, hvorfor han sagde, jeg skulde

have den Blomst, fordi det havde været saadan en glædelig Dag. Det har han naturligvis ikke villet fortælle mig rigtigt.

Det sitrede stærkt i Fru Jørgensens Øjne og Stemme: Jeg trode jo, det var, fordi han havde haft det saa godt den Dag; vi var jo allesammen saa glade over ham.

Hun bøjede sig frem og plukkede en Blomst af Liljekonvallen.

De skal have en af hans Blomster, Hr. Brodersen. Og den skal De gemme i Deres Salmebog, ved den Salme, som De holder allermest af Vil De love mig det? ....

Da Brodersen gik hjem, var han saa besynderlig fortumlet og havde en Fornemmelse af, at han havde været baade forlegen og noget forskrækket og tillige ligesom havde grædt indvendig uden at kunne faa Luft. Idet han hjemme i sin Stue tændte Lampen, gav det et Ryk i ham. Lige for, midt paa Bordet, stod der i et Blomsterglas Liljekonvaller.

Han følte uvilkaarlig et Øjeblik til sin Lomme, hvor Jørgensens Blomst laa, men saa stod han stille og lyttede. Fru Redsted var hjemme derinde, og det var naturligvis hende, som havde faaet Blomster med fra Svogerens; nogle Stykker af dem havde hun saa villet give ham.

Paa en Gang greb der ham en ubetvingelig Længsel efter at se hende igen, og det straks.

Han bankede paa Døren.

Værsaagod!

Og han traadte ind.

Hun sad ved Bordet, som sædvanlig, lille, spinkel, og med det milde Smil. Hun havde intet Broderi i Aften, men en Roman, som hun lagde fra sig, da hun nikkede op til ham.

Fru Redsted! sagde han, saa højt, at det undrede ham selv; men han havde allerede grebet begge hendes Hænder og kyssede dem heftigt.

Hun lod ham et Øjeblik beholde dem, tog dem saa, stille, til sig igen.

Undskyld, Fru Redsted - han saa ikke paa hende.

Der blev en Stilhed, som han syntes varede meget længe, saa sagde hun ganske roligt: Det skal De ikke gøre Undskyldning for, Hr. Brodersen. Det var rart, De blev saa glad ved at se mig.

Jeg er saa nervøs, sagde han, Jørgensen er død.

Men Gud! - hun havde rejst sig - det maa De dog fortælle mig om. Sæt Dem ned. Den stakkels, lille Kone! Jeg tænkte saamænd saa tit paa Jørgensens, naar jeg tænkte paa Dem.

Og Brodersen satte sig ned hos hende og begyndte at fortælle. Hun tog lydløst et Haandarbejde og hørte stadig efter, indskød kun af og til et Par Ord.

Efterhaanden forekom det Brodersen, som om det blev til noget fjernt og fremmed, eller af en Bog, alt det, han her sad og talte om til denne Kvinde, under Lampen og i en stille Hygge, som gjorde ham saa glad. Han blev hende saa inderlig taknemlig, blot fordi han havde Lov til at sidde her og tale, medens hun hørte til.

Hvorledes hun selv havde haft det i den Tid, hun havde været borte? Det var en Skam i Grunden, at han ikke havde spurgt om det straks.

Jo, baade hun og hendes Mand havde jo haft det meget rart hos Familjen, og for lille Henny var det saa morsomt med alle de mange Børn og sundt med den friske Luft i den lille By. Nu maatte Brodersen blive og spise til Aften sammen med hende og Redsted, der blot var henne hos sit Firma for at høre, hvornaar han skulde rejse igen. For Resten havde han været saa glad over at være kommen hjem fra sin Broder. Det var jo i Længden ikke noget for Redsted med det stille Liv i disse smaa Byer.