Redsted søgte, Dagen efter, Brodersen op lige før Lukketid i Banken.

Ja, undskyld, kære Herre, men jeg vilde saa forfærdelig gerne tale med Dem lidt vidtløftigere; og trække ind i Deres Værelse hjemme, det holder jeg ikke af for min Kones Skyld; det skal jeg nærmere detaillere for Dem. Kan jeg træffe Dem, naar De har spist i Deres Middagsabonnement paa Købmagergade?

Det var der ikke det mindste i Vejen for; der blev aftalt en Tid, og Redsted var punktlig paa Pletten.

De har nok lagt Mærke til, Hr. Brodersen, at jeg var ikke rigtig Solo Kulør i Gaar Aftes.

Naa, vi havde det da ellers saa behageligt og hyggeligt.

Ja, naturligvis, man kæmper imod, man betvinger sig selv af Hensyn til Konen; jeg vilde jo Satans nødigt have, at mine Forhold skulde influere paa hende.

Hvordan Forhold? Jeg troede ikke, der var andet i Vejen, end at De havde kedet Dem lidt de sidste Dage nede paa Landet.

Naa, den troede De paa, Gud være lovet. Ja, den var jo ogsaa stukket ud for det samme. Gu' havde jeg kedet mig; der var jo lige ved at gro Græs paa Hjernen af en. Min Kone, hun skulde som Gæst være lidt til Hjælp i Huset, jeg vil nok sige, det blev til Gæsterolle i Dameskræderindefaget, de flød i Nederdele og Sypiger fra Morgen til Aften. Og saa hele Karethen fuld af Unger, der kravlede paa Ryggen af en, og naar jeg gik et lille Løb ned til min gamle Krigskammerat fra Tjenesten, Peter Jersild, som nu er etableret dér for fjerde Gang, saa sagde de, han havde et daarligt Rygte. - Naa, men det kunde man jo rejse fra, altsammen, og jeg glædede mig bare til at komme hjem og have det rart de Dage, inden man skulde ud paa Valsen igen, som de siger, Haandværkssvendene; men saa min Enke! Hende her i Byen, som Manden er stukket fra! Det er dér, den er gal.

Aa-aa!

Ja, det kan De godt sig baade Aa og Ø til. Hvad skal jeg gøre ved

hende, Hr. Brodersen? Vil De give mig et Raad, som uvillig Opmand?

De to Herrer gik ind paa en Kafé, hvor de i et Hjørne kunde snakke om Tingene ved en Kop Kaffe.

Og en Kognak! bestilte Redsted. Ser De, Hr. Brodersen, begyndte han straks igen, jeg er s'gu et ulykkeligt stillet Menneske, det ved Gud, jeg er. Naturligvis, man skyder jo Skidtet op i Livet og har løbende Kredit hos Skræderen, men det er Reklame, det hele; Humøret er lige ved at gaa sig en Tur. Véd De, hvad jeg saa tit har tænkt: det ligger i Opdragelsen. Den er forfejlet, for begge Køn, den maa reformeres. Pigebørnene, de bliver jo opdraget til, at Kærlighed, det skal de tage dem morderlig i Agt for, førend de faar Lov til det, og bagefter skal det være deres et og alt. Og saa Mændene! Der er jo nogen, som er tossede hele Livet igennem, men saa er det s'gu aldrig med én alene, undtagen de ikke kan faa hende; indenfor Ægteskabet, dér glider det successive over til et Velvære. Det er ikke dette evige Gud straffe mig, jeg elsker dig! Og det vil Fruentimmer have. Kan de ikke faa det i Virkeligheden, saa hjælper de dem med Romanerne, de anstændige af dem, naar de ikke gaar og slæber med Børnene eller ogsaa ligger paa Kliniker og bliver rundtossede. Og de andre! Hvor mange gifte Koner er der ikke nu til Dags, der har en lille Ven? I Kommisverdenen, hva', og dengang man var Soldat - saadan unge Mennesker, der er lidt Fut i, og som ingenting har, saa Kvindfolk, de kan gøre noget for dem, stikke dem et Par Kroner, forære et pænt Slips og brodere Navn paa Lommetørklæder; lidt moderlige vil jo Kvinder gerne være. Og saa er der ingen, der bliver saa forelskede, som saadanne Koner, lige til det en Dag revner med et morderligt Knald, fordi de opdager, at der er et andet Pigebarn i Landskabet; jeg skal aldrig glemme en Parasol jeg fik knækket lige paa Ryggen af mig nede paa den lille Vej, ved Vandet, De véd, der gaar bag om Dyrehavsbakken. Naa, det er sørgeligt, at saadan glade Ungdomsdage skal have saadan ubehagelige Minder som nu min Enke, der er ved at tage Livet af mig; hende sidder man tilbage med. Og hun er ikke til at styre. Min Kone kan opdage det, hvad Dag det skal være. Hvad skal jeg gribe og gøre i?

Brodersen havde faaet drukket sin Kaffe, medens han lyttede til den andens Fortælling og bare tænkte og tænkte om igen, at det vilde jo give en frygtelig Forstyrrelse, hvis virkelig Fru Redsted skulde opdage

noget. Han sàa hende ude af sig selv og fortvivlet, men helt anderledes end Fru Jørgensen forleden. Mon han vilde kunne trøste hende ogsaa - faa hende gjort rolig - og mild -

Han hørte den anden sige: Der kan ligge Brev til min Kone om hele Redeligheden lige saa godt i Dag som i Morgen -

Ja, det maa ikke ske, sagde Brodersen bestemt. - I hans Erindring var der pludselig kommen en Historie op henne fra Kaféen om et Pigebarn, som Fuldmægtig Enevold havde faaet bragt af Vejen for en Familje.

Der maa jo kunne gøres noget med Penge, sagde han.

Redsted for hen over Skæget og sàa overrasket, men uhyre oplivet paa Brodersen: Død og Pine. De er et sjældent Menneske! De er der, førend jeg er der. Det er s'gu aldrig arriveret mig før i mit forholdsvis temmelig mærkelige Levnetsløb. Andre Mennesker, man kan vende og vride og dreje dem; men Penge, det Ord kender de slet ikke, det er gaaet ud af Ordbogen. Det er jo et ganske storartet Tilbud, De gør mig.

Ja, det vil sige, sagde Brodersen, vi smider jo ikke Pengene ud ad Vinduet.

Akkurat mine Ord. Der er gaaet for mange den Vej; hun vil have Forretning nu her i Byen, men jeg siger, det er blødt. Barnet tog jo hans Forældre i Bogense, dengang han stak fra hende, men de vil selv opdrage det, hun maa bare komme ned at besøge det; nu har jeg givet hende et Kørekort til Banen, saa kan hun jolle derned, saa tit hun vil; dér bor hun frit og faar altid lidt med hjem; og saa for Resten en to Værelsers Lejlighed og det nødvendige til at leve for, det har jeg givet hende; hun kan jo da ogsaa tjene lidt selv ved Haandarbejde. Hun har sin Broder i Amerika, han vil gerne have hende derover, der er kommet det ene Brev efter det andet, de har Børn i Huset, og Tjenestefolk skal de have saa lidt af som muligt i Amerika. Men tror De hun vil det? Hun siger, hun har ingen Garderobe, hverken foruden eller forinden, hun skal være baade til at kunne vende og krænge og have i Overflødighed, naar hun kommer derover, for ellers vil Svigerinden se ned paa hende. Naa, noget kan der maaske være om det.

Aa, brød han pludselig af, kære Brodersen, det er en Lænke om Bagbenet, forfærdelig! Dengang man var ugift Menneske, saa skulde man sagtens klaret sig. Men som gift Mand, det er til at blive skrupskør over. Nu har jeg faaet hende vænnet af med at sende Breve til

mig under Firmaets Adresse, for at de skulde have det at grine a', og jeg risikerede en skønne Dag, at en af de yngre Kontorister, han sendte et Bud hjem med Dokumenterne; men Luft skal hun have for sine Følelser, saa faar jeg dem mundtligt: at hun foragter sig selv, og hvorfor jeg ikke tager Livet af hende straks og lader være at pine hende langsomt og det er hendes største Skam, at vi aldrig spadserer en Tur sammen, og hun kunde dog vel være god nok til engang imellem at blive taget med i det kongelige Teater. Jeg har siddet med hende paa bageste Række i Parterret i ravende Mørke og med Livet i Hænderne; det skal jo blive opdaget, saadan noget; og hun har været en dejlig Pige, Gudbevares, men altid meget nervøs og det er blevet værre; hun er jo ogsaa bleven ældre. Og saa som sagt, man er gift og har Pligter. Hvis min Kone fik det at vide; jeg forsikrer Dem for, Hr. Brodersen, hendes Liv var spoleret.

Ja, - det har De vist Ret i, sagde Brodersen meget langsomt.

Vist Ret i! Det kan De bande paa, jeg har. Jeg kender hende; hun var pjaskfærdig. Hun har aldrig holdt af andre end af mig. Hun har jo set et helt Afgudsbillede i en i sin Tid. Det har jo nok tabt sig noget i Tiderne, men Kvinder, i det hele taget, de undskylder af et godt Hjerte, og de kan godt græde og være fortvivlede, men de glemmer det bagefter, og de vil heller ikke være bekendt for sig selv, at det ikke er saadan et halvt Vidunder, de har taget i sin Tid.

Saa De tror maaske, at hun ogsaa tilgav Dem dette her? spurgte Brodersen.

Det kan s'gu godt være; det er meget rimeligt. Men det betyder ikke noget, for hun kunde bare ikke klare den. Disse smaa, spinkle, med store Øjne, de faar en Sorg, en stor Modgang, saa bliver de ligesom Hunde, der har Hjemve. Det er ikke Fornuft, kære Brodersen, som med Mandfolk. De sover ikke om Natten, de spiser ikke om Dagen, de gaar og ærgrer sig lige ind i Marven af Knoglerne, der støder altid noget til ved Uforsigtighed, Forkølelse og lignende, paa et halvt Aar er de færdige.

Redsted tog sig meget stærkt ned over det lange Mundskæg: Jeg vil sige Dem en Ting, Hr. Brodersen, det kunde jeg ikke udholde. Jeg har baaret mig meget urigtigt ad med hende, men det maa ikke ende paa den Maade. Naar jeg tænker paa, da hun blev forelsket i mig i sin Tid paa et Bal ude i Nørrebros selskabelige, De véd nok. Det var en storartet Forening, vi skillingede sammen og forærede Værten et

Parketgulv; det var lykkelige Dage. Og hun er saamænd forelsket i mig endnu, Gud være lovet og takket, og hun lever jo meget i Minder og i Bøger. Det har De set, De læser jo selv Føljetong med hende, jeg kan ikke udholde det. Det er naturligvis ogsaa en Fejl; man skulde gaa noget mere ind paa hendes Interesser. Men De er nu saadan et rigtig Hjemmemenneske; jeg er Dem forfærdelig taknemlig; der er kommen meget mere Ro over hende, forsikrer jeg Dem for, end da hun sad alene hjemme. En anden, jeg skal sige Dem, man har været Rejsende i femten Aar, man kommer s'gu tilsidst paa Ruller selv. Det er dejligt at komme hjem for nogle Dage, men saa begynder det at trække i Benene igen. -

Brodersen rejste sig: Ja, Klokken er saa mange, at jeg maa ned i Banken. Men nu skal jeg tænke lidt over Tingene, saa kan vi tales ved -

- i Morgen, fortsatte Redsted, for i Aften vil jeg netop ned til hende, Enken, og styre lidt tilfreds paa hende. Det passer med, at jeg skal alligevel for min Broder søge en Mand op, som min Kone har hørt tale om. Tusind Tak, Hr. Brodersen, jeg har været forfærdelig nervøs, det har De ogsaa nok mærket, jeg sveder ligefrem i Haaret, Munden staar ikke paa en, man er urolig, man maa ligefrem stramme sig lidt op ellers holder man den ikke gaaende. Det skal ogsaa nok kunne slaa Benene fra en Mand, saadan Kvaler.