[139]|Brodersen gik ikke i Banken efter at være skiltes fra Redsted. For anden Gang i tolv Aar og for anden Gang i samme Uge kom han ikke til Eftermiddagstjenesten. Han drejede af i den modsatte Retning, gik op over Torvet og hjem i sin Gade. Hos Spækhøkerenken, hvor han købte Paalæg, var der en lille Dreng, som gerne løb et Ærinde i Byen, og han blev sendt af Sted med den Besked, at Brodersen var forhindret, men han var ikke syg.

Fra Kælderbutiken traadte Brodersen saa op paa Gaden og stod lige overfor sit Hus. Der var mørkt i hendes lille Værelse, og det var jo ogsaa netop paa den Tid, hvor hun sad i sin Tænkekrog med lille Henny, der saa plejede at falde lidt i Søvn.

Brodersen vilde ikke hjem; der blev jo ogsaa først tændt i hans Kakkelovn Klokken seks, og den manglede endnu nogle Minutter i fem; han vilde gaa en Tur, lang Tur, saadan ganske ene ....

140|Nu sad hun vel, lykkelig og glad, og tænkte paa Manden, der var hos Enken. I Gaar Aftes havde hun været saa tilfreds, da hans Trevenhed efterhaanden fortog sig, naa, saa kunde han jo ogsaa være elskværdig og munter! - Livet var dog egent141|lig en besynderlig Ting, og denne norske Bog af Benthes noget gyseligt Præk, i den skulde saadan en stakkels lille Kone lære sin Ulykke til Bunds at kende, for at kunne blive til et rigtigt Menneske, stod der. Og saa havde han netop Ret, Redsted, at det vilde bare slaa hende ihjel. Men nu kunde Brodersen maaske hjælpe, forhaabentlig, med Guds Hjælp. Det havde man da ud af at have pint og sparet og knebet hele Livet igennem, at man nu sad med en Smule Midler. Og Penge kunde nok gøre det, naar nu Redsted og han fik talt rigtigt sammen - saa vilde han forlange af Redsted, som Ven af Ven, at han ikke vilde finde paa nye Dumheder, andet end hvad der saadan flygtigt kom for paa Rejser, det kunde man jo ikke forhindre med den Slags Mennesker, og det kunde hun jo heller aldrig faa noget at vide om ....

Brodersen var kommen et langt Stykke ned ad Bulevarden. Han

gik midt ude i Alleerne. Der var temmelig mørkt, og i det milde Vintervejr sad paa en af Bænkene et Par, trykket tæt ind til hinanden.

Unge Mennesker; naturligvis! - Selv havde han egentlig ingen Sinde været ung - kun kendt Kvinder saa flygtigt og ubetydeligt; der havde jo egentlig aldrig været Tid til det og Penge til det, hverken paa den ene eller anden Maade - Gifte sig! Ja, naar han ikke vilde have gjort Dumheder, saa havde det jo været utænkeligt 142| for ham førend nu i de seneste Aar, og det var dog det, alle ordentlige Fruentimmer vilde - han havde ogsaa altid haft en vis Ængstelighed for at tage sig Pligter paa med Børneopdragelse og lignende, som han maaske ikke kunde magte. Men det nu, det kunde han magte. Fru Redsted, hende kunde han være noget for, hende kunde han hjælpe. Og det var hans Pligt. Redsted tog det let med sine Pligter. Ja, han brød sine Pligter. Pøj! Man kunde egentlig spytte ad saadant et Menneske, som bedrog en uskyldig - narrede hende, der kunde staa og se saa tryg paa ham. Kunde man stole paa hans Ord, selv om han nu lovede at gøre en Forandring og virkelig maaske en Tid blev forsigtigere? Vilde han ikke narre dem igen, Brodersen og hende, til de stod overfor noget lignende en Gang til? Egentlig havde den norske Bog maaske alligevel Ret i, at man maatte gaa til Bunds i saadan et Løgneværk - ellers blev det kun en stakket Frist, der saa blot havde gjort en selv ligesom til medskyldig.

Brodersen standsede: Vel! Saa maatte han blive medskyldig, Redsteds medskyldige. - For han kunde ikke risikere at miste hende ...

Han var kommen helt langt ud paa Østerbro, men vendte nu om for at gaa hjem. Klokken var bleven godt syv.

Brodersen steg op ad denne Trappe med 143| jernbeslaaede Trin, gult malede Vægge og svagt lysende, smaa Gasblus. Det var blevet ham kært alt sammen. Herfra hverken vilde eller kunde han flytte.

Han stod stille udenfor sin Dør. Nationaltidende stak i Kassen. Han tog den med ind, men tændte ikke straks Lys. Den sædvanlige, behagelige, vel passede Varme slog ham i Møde. Stilfærdigt kom han i Hjemmefrakken og satte sig hen i Mørke. Han kunde spore Duften af hendes Liljekonvaller paa Bordet. Og han følte, at hun sad derinde, i Stuen ved Siden af

Jeg elsker den Kvinde, sagde han til sig selv, uden at tale; men han havde dog bevæget Læberne.

Og saa blev han siddende i Lænestolen, længe og meget stille - de Ord var ligesom bleven fødte paa hans Tunge uden hans egen Vilje -

Han turde ikke gaa ind til hende endnu. Det var ogsaa harmeligt, at Redsted skulde til den Enke netop i Aften, bare han dog havde været hjemme! Brodersen kunde dog ikke blive herinde hos sig selv alene.

Naa, nu vilde det vel hjælpe noget, naar han fik tændt Lys!

Han rejste sig, traadte fast i Gulvet, tændte Lampen og gjorde sin Aftensmad i Stand. Brodersen var bleven sulten og spiste meget, tændte saa Cigaren, men kunde ikke komme over at læse Nationaltidende. 144| Det eneste skulde da være lige at løbe hen over Føljetongen, som de læste sammen, hun og han - de havde slet ikke faaet talt om den endnu, efter at hun var kommen tilbage ....

Han bankede dog paa.

Kom ind!

Dér sad hun, som sædvanlig, og i Aften med Broderiet; men der laa to tykke Bøger, af dem med de slidte Bind, foran hende paa Bordet.

De er kommen meget sent hjem i Aften, sagde hun og sænkede Haandarbejdet.

Hun havde øjensynlig ikke hørt ham, medens han sad derinde i Mørket - og tænkte paa hende hele Tiden -

Min Mand er ude i Aften, hos en Ven af sin Broder, blev hun ved.

Maa jeg give Dem Nationaltidende? faldt Brodersen meget hurtigt ind.

Tænk, jeg har ikke faaet læst vore Føljetonger i Mappen endnu. For jeg skal sige Dem, i Gaar og i Dag, saa har jeg haft den Roman her -hun pegede paa de to tykke Bøger - og jeg blev først færdig nu til Aften. Jeg læste den første Gang som ung Pige, og en Gang senere. Men dengang forstod jeg den ikke rigtig. Den hedder Hengivenhed til Døden. Den skal De læse, Brodersen. Jeg har egentlig laant den til Dem.

Han syntes, hendes Stemme lød saa blødt, og hendes Blik var dette kære, milde 145| - hun havde ogsaa sagt Brodersen, uden noget Hr.

Læs den - for min Skyld, sagde hun.

Han greb de to tykke Bøger. Men saa maatte hun le: Aa, hvor De tog den morsomt! Det var jo ikke Meningen straks i Aften. - Hvor det for Resten var pænt! Som om De slet ikke vilde vente med at

gøre, hvad jeg bad Dem om. De er min Ven, Hr. Brodersen, min trofaste Ven, ikke sandt?

Ja, jeg er Deres trofaste Ven. Det kan De være sikker paa.

Og De holder af mig med en ædel Kærlighed?

Brodersen syntes et Øjeblik, det var, ligesom der blev læst op af en Bog, men saa sàa han hende sidde dér saa ærlig og oprigtig, med et alvorligt Udtryk i sine Øjne, og række Haanden frem imod ham.

Han greb den og trykkede den.

De maa gerne kysse den, sagde hun, ligesom ham, De skal læse om i Romanen. - En Gang og saa ikke mere.

Hun havde holdt sine Øjne et Øjeblik tillukkede, tog saa sin Haand igen.

Nu siger jeg aldrig mere Hr. Brodersen til Dem.

Han sàa blot paa hende.

Og saa havde jeg noget, jeg vilde bede Dem om. Maa jeg?

Han nikkede tavs.

Behøver De at gaa paa Kaféen til Hr. 146| Jonas og de andre? Maa jeg ikke lave Deres Toddy til Dem her hjemme?

Han nikkede igen.

Tak, kære Brodersen. Og saa skal De tænde Deres Cigar og læse hele Avisen højt for mig ....

Hun kom ind med Sølvkande, Kognak og det altsammen, og han satte sig til at læse højt, medens han nippede til Toddyen og holdt Ild paa Cigaren. Da Avisen var færdig, tog de fat paa de udklippede Føljetonger fra den Fløjels Mappe ....

Klokken henad halv elleve allerede kom Redsted hjem.

Nej, hør dette her er min Salighed den mest briljante lille Smutkro, jeg endnu har været paa. Opvarter, en Toddy til, inden Betjenten ser det!

Det var da dejligt, at Du kom saa tidligt, Kristian. Det var pænt af dig. Nu skal jeg straks tage Glas i Skabet. Og varmt Vand staar der henne i Kakkelovnen.

Ja, det er en af de gode, gamle Kakkelovne fra den gode, gamle Tid, da Folk var rigtig fordrukne og altid skulde have en lille Kedel parat i Hjørnet.

Og du har faaet talt med den Mand for din Broder?

Det har jeg ogsaa, all right, der er ikke noget i Vejen. Men véd De

hvad, Brodersen, den lille Forretning, vi to har sammen, den har jeg ogsaa følt lidt paa Kindtænderne i Aften, og jeg tror alligevel, med lidt Durkdrevenhed, kan den gaa i Orden.

147|Redsted blinkede paa en saa energisk Maade, at Brodersen blev helt bange for, at Fruen skulde fatte Mistanke.

Men hun sagde bare forbavset: Men har du Forretninger med Brodersen?

Det er hvad jeg har. Og, oprigtig talt, - han greb sit fyldte Glas -jeg vil hilse paa Dem, Hr. Brodersen, i Alvor, mellem Venner, og takke Dem hjerteligt for den Forretning, som vi forhaabentlig skal gøre sammen, til Held og Ære!

Bare det nu ikke - husk paa, Kristian, du har somme Tider været uheldig med Forretninger, og hvis du nu faar Hr. Brodersen med -

Fru Redsted, sagde Brodersen alvorlig, den Forretning, som Deres Mand hentyder til, den er fremkommen efter mit Forslag, og den vil jeg ogsaa alene have Æren for.

Det er rigtigt. Ære den, som æres bør, ellers smager Frikadellerne ikke. Skaal!

Skaal! Og Fru Redsted ogsaa - sagde Brodersen.

Jeg slutter mig til den sidste temmelig ærede Taler, sagde Redsted.

Tak!

Glassene blev stødt sammen.

Kristian, er du ikke forfærdelig glad, over at vi har faaet saadan en god Ven i Hr. Brodersen; begge to.

Glad! Meget mere end du aner, lille Øsse. Oprigtig talt. -