[148]|Den Forretning, som Redsted havde talt om, at han havde sammen med Brodersen, gik lettere i Orden, end egentlig nogen af dem havde ventet, og det allerede Dagen efter.

Jeg kan oprigtig talt ikke forstaa det endnu, sagde Redsted, men De maa have haft en mageløs beroligende Virkning, da De var oppe hos hende, Brodersen. Jeg har jo altid kaldt hende Madam Futrup, fordi det har været Fut og Fyr og Flamme og Spænd og Spark og op og ned og frem og tilbage med hende. Men De har forstaaet at tage hende og faa hende til at gaa ind paa det hele lige med det samme. Hvordan Pokker har De egentlig baaret Dem ad med det?

Aa, jeg talte blot saadan ganske almindeligt -

Redsted afbrød ham: Naa, nu havde jeg jo givet Dem et Par Desseiner iforvejen: bare Koldblodighed og Fornuft, for det har jeg s'gu selv aldrig kunnet med. Jeg har 149| drillet hende for meget. Og det er forkert. Man skal aldrig drille Fruentimmer. Det kan nok sætte dem saadan i Øjeblikket, men det er skidt, de bliver forfjamskede og de bliver kedelige og tør ikke sige noget rigtigt, og de bliver edderspændte indvendig, saa det ryger ud af dem alligevel, naar der kommer en Lejlighed. Det er meget rigtigt, som der staar i zoologisk Have, at man maa ikke drille Dyrene; Kvindfolk, de skal tages alvorligt, helt igennem, lige meget hvad de har fat paa.

Ja, sagde Brodersen, men det var jo da ogsaa en meget alvorlig Sag.

De er et fuldstændigt Pragteksemplar. De har det rigtige Tag paa Pigebørnene, Gud Fader bevares! Naa, tror De ikke, jeg finder, det er Alvor? I mig har De faaet en Ven for Livet, det kan De være vis paa. At De fik hende til saadan uden Vrøvl at tage over til Broderen i Amerika, det er storartet klaret, briljant med Stjerne. Og hvor det er en Lykke for hende med, naar hun først er der! Der gaar jo en Baad i næste Uge. Nu i Morgen den Dag skal jeg op til min Prokurator, det er en god Bekendt af mig omme i Krystalgade, og saa sætter vi et lille Dokument op for Livs og Døds Skyld: Dags Dato af Hr. Bogholder Brodersen o.s.v. Sum 1000, skriver et tusinde Kroner, rentefrit - det er nydeligt, det er storartet imødekommende, det er en virkelig Venskabstjeneste.

150|Nej, hør, sagde Brodersen. Hvis De vil gøre mig en Tjeneste til Gengæld, saa lad bare være med saadan noget. Og De maa heller ikke sige til Deres Kone, at jeg har laant Dem Penge, eller lignende.

Jamen det kan jeg saagu ikke lade være med, kære, for det har jeg allerede gjort. Det vil sige, jeg sagde, at De havde hjulpet mig med en gammel Gæld, som jeg havde fra Ungdommen. Det var jo heller ikke Løgn.

Brodersen tav lidt, saa spurgte han: Og hvad sagde hun til det?

Hvad hun sagde? Ja, hun sagde s'gu ikke meget, oprigtig talt; men hun er af dem, der tænker saa meget des mere. Det kan De være vis paa. -

Om Søndagen blev Jørgensen begravet, og Redsted var med at følge.

Man har jo ikke noget at forsømme med det, sagde han, og véd De hvad, det falder mig lidt kedeligt her i Byen i Længden. Nu skal jeg jo ogsaa ud at rejse om et Par Dage. Naa og saa var Kasserer Jørgensen Forretningsmand, Kollega, naar man tager det rigtigt, og en god Ven af Dem, Brodersen, det er Hovedsagen. Deres Venner, det er mine Venner.

Efter Begravelsen ude paa Vestre Kirkegaard spiste de Middag ved Tretiden hjemme hos Redsted. De fik gul Sagosuppe og Karbonade. Lille Henny spiste 151| med ved sit lille Bord og var meget stille og artig.

Hvis det ikke havde været for Barnets og Madens Skyld, saa kunde Fru Redsted godt have lidt at være taget med til Begravelsen. Brodersen havde fortalt saa meget kønt om Fru Jørgensen, at hun ligefrem syntes, at hun kendte hende og holdt af hende.

Redsted fik sig en god Tallerken Sagosuppe til: Den varmer storartet oven paa saadan en Ligtur. Ja, Gud, hvor jeg havde ondt af den lille forsørgede, Kone! Hun holdt sig stiv, lige til han kastede Jorden ned paa Kisten. Det er ogsaa en nederdrægtig Lyd, det altid giver.

Uh, lad være at tale om det, Kristian, man bliver helt uhyggelig. Og husk paa Barnet!

Henny! Hun skovler jo løs af alle Kræfter i Sødsuppen med Gudfaders Sølvske, baade i og udenfor Tallerkenen; tror du, hun hører noget?

Henny vilde have en Taar Vand.

Man vil ikke have. Man beder pænt.

Barnet skyllede Vandet i sig.

Hun har spist for meget allerede, bemærkede Redsted med Kenderblik. Under Karbonaden falder hun i Søvn for dig. Men saa er hun jo stille. Skal du have en lille en paa Øjet, Henny, hva' min Tøs. Men lad mig se, din Serviet er gleden ned for dig; lad Fa'er binde!

152|Imidlertid havde Brodersen sagt til Fru Redsted: Jeg havde netop tænkt paa, jeg vilde bede Dem, om De ikke vilde lære Fru Jørgensen at kende.

Det vil jeg forfærdelig gerne, Brodersen.

Saa kunde De maaske engang gaa ud at se til hende sammen med mig.

Ja, det skal du gøre, Øsse, sagde Redsted, naar nu jeg er rejst paa Tirsdag. Man skal aldrig opsætte saadan noget. Det var en skikkelig lille Kone, Gud Fader bevares, det kunde man se paa hende. Saadan smaa, stille Kvindfolk, der græder, som om de skulde græde Sjælen ud af Kroppen, det er gode Mennesker.

Og saa skal vi se at gøre noget for hende, sagde Fru Redsted, ikke sandt, Brodersen, at hun ikke saa meget skal føle Tabet af sin Mand

Hun vendte sig mod Redsted: Du tænker slet ikke paa, Kristian, hvad det egentlig vil sige for en Kone at miste sin Mand!

Hun greb ham om Haandledet: Jeg kan slet ikke engang taale at tænke det.

Redsted gryntede lidt og klappede hendes Haand.

Lidt efter var Barnet ganske rigtigt faldet i Søvn ved Resterne af Karbonaden. Hun sad sunken sammen i sin Stol.

Min egen yndige Unge! sagde Fru Redsted ...

Saa ønskede de voksne Velbekomne, og Moderen bar den lille ind i Soveværelset.

153|Nu skal vi have os en lille Sut af Røikjærs prima, sagde Redsted, da de var blevet alene.

Aa Gud ja, vendte han sig mod Brodersen, sikken en Lettelse, man føler, nu det hele er i Orden! Er det ikke mærkeligt, at hun tager til Amerika paa Tirsdag, samme Dag som jeg skal ud at rejse igen. Det er et Tilfælde og en Tanke, hva'? Saa er man tryg og rolig i Fremtiden, kan være sine Dage hos Familjen her i København, naar man ikke er ude og rejser. Og naar Tøsen bliver større, saa har man jo meget mere ud af hende med, saa skal vi gaa paa Museerne med hende og

paa Rundetaarn, og vi gamle tager ud, allesammen. Og en anden Gang, Brodersen, naar der ikke er saa megen Bedrøvelse og Begravelse, saa skal vi virkelig more Mutter lidt. - Tak endnu engang for den Støtte, De har været mig her hjemme. Min Kone, hun aner jo ikke noget, men hun holder meget af Dem, det kan jeg garantere, og hun vil berede Dem et hyggeligt Hjem, propert og behageligt i enhver Henseende, hun er en dygtig lille Kone, uden at prale. Og nu er jeg vis paa, det bliver ikke al den usunde Sørgmodighed mere, naar man er borte, De har jo mange fælles Interesser sammen med hende. De er en Hædersmand, og De er en Ven, en Menneskeven. Jeg vilde s'gu ikke sige noget ved Bordet, for man skal ikke drikke en Mands Skaal i den Cliquot de 154| Vandværket, som vi serverede, men det kunde jo være engang, naar Tiderne vedvarende bedrer sig, at der blev Raad til ved Lejlighed at lade en Flaske Skum knalde. Under alle Omstændigheder, De har reddet et Familjeliv, og jeg tror, De selv har fundet Dem en Familje. Det er dobbelt Avance ....

Om Eftermiddagen gik de alle tre en Tur langt ud ad Nørrebro.

Jeg vilde have, vi skulde gaa med Brodersen nogle af vore smukke Ture fra gamle Dage, Kristian, sagde Fru Redsted. Hun holdt Manden under Armen.

Ja, de fleste af dem er jo blevet til Rhabarberkvarterer, men nogle af dem holder sig da endnu, om ogsaa vi er begyndt at blive lidt ældre. Men det er Hovedsagen, at man føler sig ung. - Og at Forholdet er godt, tilføjede han.

Ja, Gud ske Lov, sagde hun.

Brodersen holdt meget af at spadsere lange Ture, naar man kunde have godt Selskab, og nu smagte tilmed disse Røikjærs prima ham saa ganske fortræffeligt.

Efter Aftensmaden hjemme vilde Redsted egentlig have været ud paa en Varieté; men det syntes hverken Brodersen eller Fru Redsted om efter Begravelsen i Formiddags.

Nej, det er s'gu sandt, det kan jo være 155| meget rigtigt. Ja, det er saamænd ikke, fordi jeg vilde høre disse Smaapiger synge. De Tider er forbi med denne her:

eller kan De huske den, Brodersen:

Nej jeg kunde haft Lyst til at drikke et Glas Øl fra Fad og saa se denne her, Kosmografen, med levende Billeder fra hele Verden, den skal være meget interessant og lærerig.

Men de blev dog hjemme, og morede sig med, at Fru Redsted og Manden prøvede paa at lære Brodersen at spille Gnav.

Det var min Faders Yndlingsspil, sagde hun, nu spiller de det ingen Steder mere. Men jeg holder saa meget af det.

Ja, det skal De s'gu lægge Dem efter, Brodersen. Det er noget gammelt, der kommer op igen engang, læg Mærke til hvad jeg siger. Og det kan spilles Tomands, naar jeg nu er borte. Véd du hvad, Øsse, sagde han pludseligt, hvad der falder mig ind, Jonas og de andre gamle Stamgæster henne 156| paa Brodersens Kafé, de er vist ikke rigtig tilfredse, med at han er kommen til at bo hos os.

Jamen jeg har givet Brodersen Lov til at gaa derhen en Gang om Ugen, sagde hun og smilede.

Den er s'gu storartet, en Gang om Ugen Nattegn til elleve!

Brodersen lo med. Det er saamænd heller ikke nødvendigt tiere, sagde han, for det er jo mest saadan det samme hver Aften.

Jo; men det er det alle Vegne. Det er det over hele Verden. Det er det da s'gu ogsaa her hjemme.

Ja, men der er rigtignok Forskel.

Ja, Gudbevares, paa et Familjeliv og en Stamknejpe. Den er svart. -

Om Tirsdagen rejste Redsted. Og Søndagen efter, da Vejret var smukt, kørte Fru Redsted, lille Henny og Brodersen i Sporvogn ud paa Vestre Kirkegaard for at se til Jørgensens Grav. Paa Vejen hjem kigede de ovenfor hos Enken, og om Aftenen skrev Fru Redsted til sin Mand, medens Brodersen sad inde hos hende og læste videre i den tykke Roman. Deri forekom en fornem, midaldrende, engelsk Forretningsherre, som var en gift Kones uegennyttige Ven og Tilbeder. Hendes Mand var en højtstaaende Officer i Indien, 157| om hvis Eventyr under Ekspeditioner i det indre der gik dunkle og mærkelige Frasagn. -