[1]|I.

|Jeg sad paa mit Kontor alene, som jeg plejer nogle Aftener om Ugen, da det bankede paa Døren - med et langt og to korte Slag, som Ordonnanser lærer det.

Kom!

Døren gik op, men Manden, som jeg kunde skimte udenfor, blev staaende.

Kom! - endnu højere.

Jamen jeg ka' ikke saa godt komme indenfor ...

Jeg kendte den lidt rustne Stemme og gik rask hen til Døren, det var Kristian Hansen, eller som de kaldte ham, Kresjan Vesterbro.

Naa, er det Dem?

Javel; men jeg ka' ikke godt komme ind, for jeg har maat' sat mine Læ'rsko for 4 Kr., over det at min gamle Mo'er ...

Kom nu bare ind!

2|Kresjan Vesterbro sænkede Stemmen: Jamen jeg ka' ikke godt la' Træskoerne staa paa Gangen, for Strømperne er saa simple ... jeg vil ikke saa gerne genere med dem ...

Kom med Træsko paa og hele Moleviten!

Kristian smuttede ind ad Døren, trods Træskoene, i et ærbødigt Hosesokketridt. Mig Tilladelse! føjede han til og stod dér med en blød Sjask af en gammel Hat i Haanden og saa paa mig.

Den er nok lidt gal, Kristian Hansen, bemærkede jeg med et Blik hen over hele Fyren med hans snavsede blaa Skjorte under Jakken, uden Vest og i et Par Bukser, der var ligesom ved at opløses i Lapper og Smuds.

Kristian tørrede sig med Bagen af Haanden under Næsen og vippede i Knæene. Ja, den er jo ikke go', nu, Vinteren gaar paa, sagde han og skuttede sig lidt.

Sæt Dem ned. - Hvor længe er det siden De kom ud?

3|Han saà hurtigt over mod mig og vidskede hen over Overskæget: Ja, saa behøver jeg ikke at fortælle mere, naar a' De véd, a' jeg har været dernede ... jeg ha'de et Aar ...

Gaa og hent Dem en Bajer - jeg rakte ham Penge - og lad os saa snakke om Tingene.

Maa jeg ha' den Femogtyve-Øre?

Ja, behold De bare Resten.

Jamen, saa har De ikke no'et imod, a' jeg ta'er en Bajer med til Dem.

Nej, lad dog bare være, jeg har lige spist til Middag.

Jamen De har alligevel ikke no'et imod, at jeg ta'er en Bajer med til Dem ... De véd nok, naar jeg faar noget, saa er jeg en Menneskeven, og De vil nok drikke en Bajer sammen med mig ...

Naa ja, hent saa to.

Tak for det!

Han forsvandt og kom igen med Bajerne.

Hvorfor var det saa, Kristian Hansen, at De kom derned? begyndte jeg.

4|Kristian tog en Slurk af Flasken færdig: Det er den første Bajer jeg drikker i Dag, saa sandt jeg sidder her, nu ka' De tro mig ...

Jamen jeg spurgte om hvorfor ...

Min Gæst løftede sin ene Haand kroget i Vejret og slog sig paa sine Negle: Det, som a' jeg kom paa Brasen for og fik et Aar, det ha'de jeg ikke ha't mere ud a' end som der ka' ligge her paa mine Negle. Jeg ha'de bare hjulpet en Kammerat med at bære en Kaabe og et Overstykke.

Jeg tillod mig at brumme en Smule mistvivlende.

Det er Sandhed. Jeg kom li'e fra og ha'de været inde paa Slum'ren.

Slumren?

Ja - Slummerhjemmet, ude paa Nordvestvej. Dér ha'de vi faaet to store Kopper The og varme Boller, og saa gik jeg ned og tog en lille Spids i en Kælder. Og henne ved Apelspistolkirken, li'e for Jernbanen saa mødte jeg en Kamme5|rat, vi kalder ham den forladte fra Nørrebro a'. Og han si'er, om jeg vil hjælpe ham og bære en Kaabe og et Overstykke. Ja, la' gaa med det, si'er jeg. Og saa gi'er han mig Kaaben.

Hvad Tid var det paa Dagen?

Ja, den var saadan en 1 Stykker.

Om Formiddagen?

Næ, det var jo om Natten, jeg kom jo fra Slum'ren. Men det gik ellers meget godt ned imod Søen, og paa Dronning Lovises Bro dér brændte Lygterne ovre paa den ene Side, saa vi gik jo over paa den

anden, vi vilde jo ikke vække Opsigt. Saa si'er min Kammerat: Hør, det er li'egodt noget Slæberi, dette her og trække med, og ka' du ikke før ta' og ta' Kaaben paa, si'er han. Jo, det er s vart, si'er jeg igen, for den er tung, denne her, saa jeg faar 'en jo paa, henne hvor det er, at Damperne sejler under Broen, og faa den godt stoppet ned i Bukserne! si'er han. Nu ha'de jeg a' disse herre Susebukser, de kalder, meget vide, saa det 6| gik rigtig godt med at faa Kaaben ned i dem, men naar man saa ska' ha' knappet til igen, forstaar De, saa kravler 'et op i den ene Side, naar man stopper ned i den anden, og saa li'e med et staar Betjenten der. Saa ku' jeg ikke faa Kaaben a' i en Fart med de snevre Ærmer, og min Kammerat, han stak a', saa jeg ha'de ikke no'et ud a', at jeg raabte efter ham, han sku' ta' sit Skidt og Klos a' Helvede til og jeg vilde ikke bære det længer for ham - jeg var skudt lige med det samme. Min Kammerat, han b'e a'e med Overstykket henne paa Hjørnet af Blaagaardsgade, dér laa det paa Gaden, men de fik ham Dagen efter, og han ku' ikke ordne det til mindre end Tyveri for hans vedkommende, det var listet ud a' en Trækrude fra en Marskandiser. Vi fik et Aar, begge to.

Det var en højst mærkelig Historie, Kristian Hansen, men det kan jo være ligemeget; De fik et Aar i hvert Fald.

Kresjan Vesterbro nikkede indrømmende 7| et Par Gange: Det fik jeg. Naa, man ka' nu ikke si'e no'et om'et, jeg stod til et Aar dengang, saa jeg sku' jo ha'et, men det var no'et fint at faa'et for. - Li'emeget, jeg var nu ikke bange for at ta' et Aar til, om det saa sku' være; det er rigtig flinke Mennesker dernede, allesammen. Assistenten, det er en herlig Mand ... og et smukt Menneske, jeg haaber osse nok, det vil gaa ham temlig godt. Det er hans Jakke, jeg har paa her, han ga' mig den forleden, jeg var gaaet derned, og jeg var jo bange for, at Jakken sku' være for god og man var gaaet hen og sat den, saa jeg smed den anden Las væk, jeg ha'de, lige med det samme, paa Marken. Og Assistentens Jakke, den ska' ikke komme a' min Krop; i det hele ta'et Tøj, jeg har faaet a' Herrer, det kommer ikke fra mig a' uden trævgevis, med min gode Vilje ...

Jamen hør, afbrød jeg, De maa virkelig fortælle mig lidt om Vridsløse, hvordan der var dernede.

8|Javel. Det ska jeg. Jeg har altid godt ku' lidt at tale med Dem, og jeg si'er Tingene li'som de er; jeg er et Verdensmenneske. Det ka' ikke nytte no'et, a' jeg vil komme til Dem og fortælle, at jeg ikke drikker

Brændevin, for saa si'er De bare, at det er Løgn; saadan no'et laver jeg aldrig med Folk, som at der er med paa'en, og De har vistnok set det, som De har Lyst til, det ser jeg Dem an for. Og jeg er livsbefaren, det ka'jeg si'e; jeg har maattet lagt gar i tyve Graders Kulde paa Cementgulver, men véd De hvad jeg altid har gjort! Det ska' jeg lære Dem ...

Kristian rejste sig og tog Assistentens Jakke af: Mig Tilladelse! Ser De, altid naar jeg har lagt og tællet den ude, saa har jeg ta'et Trøjen a' og viklet rundt om Ho'det - Kristian foretog den omtalte Handling med fuldkommen Naturtroskab, saa at hans Stemme lød ganske tildækket, medens han fortsatte -: trillet helt omkring. Saa planter der sig en 9| Varme fra Ho'det a' ned igennem hele Kroppen - hans Ansigt kom atter til Syne, og han svuppede i Jakken - jeg har lagt Vinternætter og været li'saa svedt som jeg er nu.

Jeg kunde ikke lade være at le. Kristian lo med.

De er jo en Kærnesvend alligevel, Kristian Hansen.

Det ka' De osse gøre, sagde han ivrig, bare med Trøjen om Ho'det, det er ikke for det. Men jeg har et godt Helbred, det har jeg. Naar jeg er indespærret, jeg ka' godt taale a' la' vær' a' faa Brændevin, det geneer mig ikke; saa sover jeg som en Stud og spiser alt det, de ka' vælte i mig.

Jamen Vridsløse, det var Vridsløse; hvorledes havde De det dernede?

Jeg; jeg ha'de det ubeklageligt. Naar bare man holder Humøret! Min Kammerat, da vi kom i Charabancen fra Glostrup a' og hen a' Landevejen, saa sang han, li'saa højt han kunde, men jeg tænkte, at 10| Cellefængsel, det er dog altid no'et, man har hørt meget tale om, og jeg var ikke glad og sku' paa Brasen og ikke ha'de været der før; men det gik meget godt.

Hvad hedder du, sa' Assistenten li'e den første Dag, for han si'er du til alle Mennesker.

Jeg var li'e ved at si'e: Hva' Fa'en rager det dig? men saa tænkte jeg, at det er vist bedst hernede, du holder din Kæft: Jeg hedder Hans Kristian Hansen, sa' jeg.

Hvor mange Penge har du?

Jeg har 52 Øre, - det husker jeg li'saa bestemt.

Saa har du jo været doven i Varetægten.

Javel, sa' jeg, for man tør jo ikke svare.

Saa sku' jeg i varmt Bad og saa ned til Barberen og ha' Overskæget a' og klippes.

Hvor meget har saa De? sa' Barberen.

Jeg har et Aar.

11|Aa, ikke mer, sa' han, det er jo kuns en Middagssøvn.

Jamen den er vist no'et lang.

Gud Fader bevares, 1 Aar, det sku' da være no'et at tale om. Saadan et ungt Menneske i Deres Alder, hvor gammel er De?

Jeg, jeg er lige fyldt 31 Aar, og ku' De ikke ta' og la' lidt a' Haaret staa her forand, for jeg holder ikke a' a' b'ie' klippet li'som en Hund.

Næ, det ku' han ikke ta' sig a', det sku' gaa med Maskine, rundklippet over det hele, men det var jo meget pænt a' Manden, a' han vilde trøste mig.

Saa kom Betjenten: Og hvor meget Skraa har saa du i Munden? Det er vel ikke ud over et Fjerdingspund.

Nej jeg ha'de ikke no'et.

Ja, det er jo Løgn, men det vil jeg si'e dig, at jeg vil ikke ha' no'en Vrøvl ud a' din Skraatobak ...

Den Betjent, ham har jeg lært at kende for en rigtig respe'tant lille Mand, men 12| han ka' jo ikke staa sig ved at miste Frakken. - I det hele ta'et, paa Vridsløse, man ska' vide, hvor man er, men saa ka' man ha'et rigtig godt, naar man ikke taber Humøret. Min Kammerat, da jeg kom tilbage den første Dag i Desentionslokalet, saa sad han inde ved Siden a' og græd som et Barn, der b'e født, og det var no'et andet end paa Vognen! Han var nu a' dem, der sidder med et langt Ansigt i Cellerne og spekelerer, og saa spekelerer de alle Tider over Kongens Naade. Men jeg si'er meget før, man véd, hvor a' man er, og hva' man har gjort og man ska' ha' sin Tid, og man ska' aldrig spekelere over Kongens Naade.

Bravo, Kristian Hansen, det maa være rigtigt.

Javel. Det mener jeg med. Jeg gjorde mit Arbejde, jeg bandt Flaskehylstre, skar dem a' og pakkede dem ind, og jeg masede paa og b'e færdig; saa gik jeg og valsede op og ned i Cellen og spiste min Mad, naar jeg fik den, og 13| man ka' ikke klage paa Maden, man véd jo, hvor man er. Og Sommeraftener, naar a' det var lyst, saa har jeg helt spoleret mine Øjne med at læse nede paa Vridsløse, jeg sad mange Gange op i Kanen og læste til langt ud paa Natten; de har alle de Bøger dernede,

der er til. De ka' faa tyske Bøger og engelske Bøger og franske Bøger, bare De ka' læse dem. Det gaar nu efter saadan en Række, det véd De maaske, de første tre Maaneder, saa faar man bare disse Præstebøger. Der ka' godt være saadan smaa gudelige Historier i dem, at man kan læse, meget nydelige; men naar saa det er overstaaet, faar man rigtig gode Romaner. Den første, jeg fik, den handlede om Krokonens Penge; det var Steddatteren, hun brændte hende a' for dem allesammen; den er nu temlig god; men jeg véd ikke, om De kender Dødssejleren eller den fly'ende Hollænder.

Kristian bøjede sig lidt frem, ind over mit Skrivebord: Det er en Bog, som jeg 14| vil si'e paa Størrelse med den brede Æske dér, en 5-6 Tommer i Længden og meget tyk, i 2 Dele. Det vil sige, der ska' nok være en tredje Del med, efter hva' jeg har hørt, men den behøver man ikke at læse; naar man har læst de to, saa ka' man regne sig ud til Resten. Det er en spændig Roman. Det er no'et, der rigtig ka' bryde Hjernen. Haarene, de ku' helt rejse sig i Ho'det paa en, jo, véd De hva', naar man saadan sidder ganske normal i Cellen og læser alene om Aftenen, nu ka' De tro mig, at jeg sov ikke fire Nætter paa den Roman, det er Sandhed. Har De læst den?

Det har jeg sikkert, men jeg tror ikke rigtig jeg kan huske ...

Jo, det er Sønnen Fillip, det er jo ham, som at der ska' redde Fa'ren, og saa er der den enøjede Lods; det er et ondskabsfuldt Utuske, med Grævlingekasketten. Det er jo ikke et Menneske, det er en Aand, og han har dette svedne Grin og gaar omkring med. Forliser der et 15| Skib, og Mandskabet gaar underneden, saa griner han bare. Og han vil berøve denne Medalje fra Sønnen a', og en Gang er han li'e ved at negle den ud, ved Skjortelinningen, men Fillip han lurer sin Middagssøvn a' med et halvt Øje, og hva' vil Du med den, min Ven? og han et Nap i ham! Men saa griner han bare. Saa kommer Dødssejleren, og den enøjede Lods, han raaber: Det er den flyvende Hollænder, Vanderdekken! og saa gaar de nedenom og hjem, og Fillip kommer til en Konges Land, og hans Kone b'ier brændt ... Det er noget ganske hen i Vejret, storartet, spændende, man ka' ikke holde op igen, naar man er begyndt paa den. - Det er li'som nu, jeg bor hjemme hos min gamle Mo'er, saa naar hun kommer hjem om Aftenen, og jeg har faaet fat i en a' Revyerne, a' disse spændende Romaner, saa si'er hun altid: Nu ska' du vel ha' brændt en halv Pot Petroleum i Aften! Og det ka' jeg godt gøre, naar jeg først har faaet fat i 16| dem, jeg vil frem, frem i Tiden' og se, hva' det b'ier til ... jeg er nu b'eet meget værre til at læse nede paa Vridsløse. Dér ha'de vi osse Fængslet i Edinborg, det er ikke andet end Mord og Tyveri og røverisk Overfald; det er en med de allerbedste a' dem. Den er paa 764 Sider. Den ku' jeg jo ikke faa læst ud paa 14 Dage; siden efter bad jeg Overlæreren, om jeg maatte laane den igen, saa efterlæste jeg den rigtig. Det er en Røverroman, storartet!

Kresjan Vesterbro glippede en ganske lille Smule med Øjnene over imod mig: Saa ka' man jo heller ikke la' vær' a' tænke paa, a' de gi'er en jo saadan no'et dernede, for at man ska' b'ie bange; for de b'ier baade hængt og henrettet og halshugget i Bogen. Men man b'ier ikke bange ve'et; det er meget før, at man tænker, at saadan ska' man lave det, naar man kommer ud. Men jeg har nu for Resten lovet Assistenten, at naar jeg kom paa Gaden igen, sku' jeg ikke mer be17|smitte mig med saadan no'et, det er ikke heldigt.

Nej, Død og Pine, Kristian Hansen, det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade ...

Næ, det kommer for højt til Vejrs, det gør 'et. Det har jeg osse lovet Assistenten. Og jeg vil gerne la' enhver beholde sit og arbejde, men ... der var no'et, jeg saa gerne vilde be' Dem om: De sku' da ikke ha' et Par Bukser og vil gi' mig?

Jo, det kunde maaske nok være.

For de stikker for meget i Øjnene, disse her, naar at man gaar efter Arbejde. Jeg har jo Assistentens Jakke og den klarer for en Vest med ...

Jeg drejede lidt omkring, frem og tilbage, paa Kristians høje, lidt duvede Skikkelse: Naa, det forekommer mig, at en Vest kunde dog ikke skade.

Nej, det ska' De nok ha' Ret i; den ku' rigtignok ikke skade ...

18|De skal nok faa baade Benklæder og Vest af mig.

Kristian havde rejst sig og gik lige tæt hen til mig: Ja, det er jeg meget godt fornøjet med ... men sku' der saa ikke osse ku' b'ie til et Par Strømper med ...

Den stiger, Kristian Hansen, men det kunde jo maaske være ...

Og et Par Træsko, hva' ... Kapsko ... de koster 2 Kroner, saa beslaar jeg dem selv med Læ'r paa Siderne ...

Jeg lovede ham tilsidst alle fire Dele og sagde, at nu maatte han gaa. Han rakte en stor, haard Haand frem, der var at føle paa lidt som en Mursten. Saa fik han nogle Smaapenge og gik for at komme igen nogle Dage efter.