IV.

Det varede temmelig mange Dage, inden jeg saà Kresjan Vesterbro igen, og da han atter traadte ind ad min Dør, havde han Blus paa en Cigar og var fuld.

Han opfattede mit første Blik hen over ham meget rigtigt.

Jeg har alt Tøjet paa, Herre jeg har faaet heroppe.

Stemmen var dygtigt tyk, og han stod foran mig med en unaturligt god Holdning, der hurtigt gav sig til at vakle.

Sæt Dem ned!

Hans: Javel! faldt sammen med det lille Bums, da han noget brat kom ned paa Stolen.

Han famlede lidt med at faa Cigaren lagt fra sig, saa fortsatte han en Kende besværligt: Jeg er ikke af dem, for det de faar en lille Hjælp med Tøj, saa: der er straks en Daler a' lave paa den og la' os gaa hen og stampe det, la' os drikke hele Sværten op; nej holdt, det er forkert, det er bar' Løgn, si' er jeg, og Træskoerne, jeg fik heroppe, de er paa paalidelige Steder, de staar hjemme hos min gamle Mo'er. Jeg tog bare disse herne Listesko paa i Aften, det er saa snildt at smide dem paa Benene, saa løber man lidt lettere, jeg har købt dem for mine egne Penge, dengang jeg fik Afregning a' Mursvenden.

Ja, det er godt, sagde jeg i en streng Tone.

Jeg sprank a' Sted, li'saa hastig jeg kunde ... De ha'de jo ha't Bud efter mig hjemme hos min gamle Mo'er ...

Der indtraadte en pinlig Pavse.

De længtes nok efter mig, kom det derpaa, dygtig usikkert.

Kresjan Vesterbro saà fra mig over mod Vinduerne og tilbage til mig igen, bestandig lige hed i Ansigtet og med betydeligt opspærrede Øjne, der skulde klare baade for Synet og Forstanden.

Jeg be'r meget undskylde, sagde han omsider, med rigelige Mellemrum imellem Ordene, hvis at jeg ... i Aften maaske ... er en ... ganske lille Smule beskænket ...

Jeg maatte le højt. Øjeblikkelig lo han med, uvilkaarligt, uimodstaaeligt. Det klukkede helt i ham, og han gav sig til at slaa med Fingrene, som om han havde brændt dem. Uh, uh, pustede han og krogede sig helt lille, den har været gal, min gamle Mo'er i Gaar Aftes: Se nu og skrub hen i Re'en, dit Spektakel!

Javel Mutter, jeg har naturligvis faaet en lille en for meget, men jeg ka' da ordne mig.

Ja, du er rigtignok en køn Soldat, se du nu og skrub i Seng, dit fulde Svin!

Saa turde jeg ikke si'e mere, jeg ku' nær faaet no'en ned a'Nakken, for hun er 69 Aar, den gamle, men det er en rap lille Kælling; hun er stramsnudet, naar hun begynder; hun er ikke bange for a' ta' Gulvskruppen, og saa sla'r hun ... Jeg ska' gi' dig, din Laband; hvis du ikke gaar hen og lægger dig, saa ska' jeg konfirmere dig!

La' vær' a' sla', Mutter, min Ryg, jeg har saa ondt i Ryggen, aa la' vær' ...

Uh, hvor du sku' ha' Tæ'sk! -

Men i Morges saa var hun go' igen: Naa Kresjan, hvordan staar det til med dit Humør? Ka' jeg tigge 25 Øre hos dig til Kaffe? Du var fuld i Gaar, saa du har vel ikke no'et.

Men jeg ha'de 28 Øre, og jeg har aldrig ku' li'et, at den gamle sku' gaa paa Arbejde med et Stykke bart Smørrebrød, det ka' hun ikke være bekendt for de andre Fruentimmer. Saa køb du dig osse et lille Stykke kogt Menisterpølse, sa' jeg.

Kresjan Vesterbro vidskede engang imellem hen over Panden for Varme, men ellers begyndte hans Tale at blive noget mindre tyk og gik helt flydende.

Selv spiser jeg ikke no'et i denne Tid, blev han ved, jeg har spist et halvt Stykke Mad i Dag; der var nær trekvart Tomme tykt med Smør paa, og jeg ha'de endda travlt med a' faa'et ned. Alt hva' der hedder varmt, det ka' jeg faa ned, men ikke hva' der hedder kold Mad - saa længe jeg bi'er her i Landet.

De skulde hellere sige: saa længe jeg drikker Brændevin fra Morgen til Aften. For det er jo det, De er begyndt med igen.

Kresjan Vesterbro gav et kort Snøft fra sig: Javel! - Jeg har drukket ikke saa ganske lidt med Brændevin i den sidste Tid, det har jeg. Men det ka' ikke b'ie anderledes - saalænge jeg b'ier her i Landet.

Hvad er det for noget Snak med saa længe De bliver her i Landet! ... Brug Deres Penge til Mad i Stedet for til Brændevin, og saa naar De ikke har Arbejde ...

Kristian afbrød mig med en lidt belærende Røst, der øjensynlig blev noget højere og stærkere end beregnet: ... saa ka' man altid bedre

faa en Hivert; men kommer De til en Kammerat og be'r om Mad, saa si'er de, det er Luksus.

Han tav et Øjeblik og rejste sig op, endnu med nogen Besvær, men Rusen var dog aabenbart ved at fortage sig noget; han stod nu ret sikkert paa Benene og strakte den ene Haand, med Fingrene krogede op efter, frem imod mig. Jeg saà ned mod nogle tykke, underligt teglrøde Fingerspidser.

Jeg vilde bare vise Dem, at jeg har Arbejde. Jeg har slidt Blommen i Stykker paa alle fire Fingre, men det er naar man har saadan Kuske og de forstaar ikke at ta' rigtig mod Stenene, de trækker dem for meget. Jeg har været med a' losse over 40,000 Mursten i Dag; der kom lige en Vogn til Fyraften og skulde ha' Læs. Det var osse derfor, jeg kom saa sent herop; saa ska' vi først køre Brokkerne sammen, og saa ska' der splejses til Brændevin og Ø1 ...

Nu mente jeg, at jeg kunde slaa moraliserende ned paa Kristian: Ja, der har vi det: saa ska' der splejses til Brændevin og Øl.

Den anden saà en Smule paa mig: Jo, men naar a' nu man ska' ha' sit Forskud hos Formanden. Og det er inde paa en Beværtning, sagde han med en Fagmands Sikkerhed.

Ja, hvad saa?

Man ka' ikke komme paa en Beværtning uden at nyde no'et, og naar a' den ene kommer, saa kommer den anden, og saa si'er de: Naa, Kresjan, hvordan staar 'et til med din Godgørenhed, jeg har ikke set, din Skorsten har røget paa en længere Tid.

Ja, jeg har 5 Øre.

Det har jeg osse, saa det ka' b'ie til en Pægl.

Men saa ska' vi ha' en Flaske Ø1, ka' Du gi' en Flaske Ø1?

Det er en Umulighed, for jeg ska' ha' begravet min Datter.

Naa, la' mig saa ta' og skrive mig a' for 50 Øre, det er til Hjælp til din Begravelse. - Jeg har la't mig skrive a' for 50 Øre til en Krans, og Folkene, som der har arbejdet derude Aar ud og Aar ind, de rev dem for a' gi' 25 Øre. Men jeg har Lyst til a' gi' hva jeg vil, jeg er ikke a' den Slags Folk. Jeg si'er: Skriv mig a' for 50 Øre! og dermed saa er det Bal forbi. De andre, de staar i fast Arbejde og saa spyt mig li'e i Øjnene, om de ikke si'er til mig: Ka' du klare for en Flaske Øl? Jeg har nu for Resten aldrig holdt mig tilbage med saadan no'et, derfor er man en Smule letsindig, og naar man saa har ventet en Time og mer, og

Formanden kommer med Pengene, saa er de klodset op iforvejen hos Beværtningsmanden. -

Hør nu engang et fornuftigt Ord, Kristian Hansen, hvad kunde det egentligt gavne, om man hjalp Dem til at komme over til Tyskland! Paa otte Dage fik De Dem jo Kammerater dernede ligesom her.

I Tyskland - næ, det ka' jeg aldrig faa, for De maa huske paa, jeg er født paa Vesterbro, og alle de Bøller, der er til paa hele Vesterbro og Nørrebro med, dem kender jeg, og Beværtningerne. Og dér kommer Kresjan Vesterbro! Nu ska'et være en lille gemytlig én; der er altid Humør! Saa skidt være me'et, si'er jeg, la' os faa en lille en for Kongen og Fædrelandet! Men saadan ka'et aldrig gaa i Tyskland. Dér ka' jeg bedder sidde og spare mine Penge, for jeg ka' heller ikke saa rigtig udtale min Mening paa tysk, ska' jeg si'e Dem, som paa dansk, saa er'et ikke saa opfordrende ... Jamen er det ikke sandt?

Jeg sagde endnu ikke noget.

Og saa det tyske Brændevin, det er Kartoffelbrændevin, man ka' drikke en hel Spand fuld a'et; det er dette Sukkerbrændevin, det er no'et a' det værste, jeg ka' faa fat i, det holder jeg slet ikke a' ...

Han saà afventende over paa mig, men saa blev han ved: Jeg holder mig til en Slags, en regulért dansk Kornsnaps, som holder 8 Grader; fuselfrit og saadan no'et, Akkevit, det drikker jeg slet ikke. Naar man drikker saadan en Snaps, det er li'som med det tyske Brændevin, saa puster'et helt ud igennem Næsen, Dunsterne ...

Jeg tav vedblivende.

Saa tav han ogsaa; men lidt efter sagde han bestemt: Jeg ka' ikke b'ie her i Landet, og med et begyndte Manden at snøfte og græde.

Lad nu være med det Tuderi. Det er jo Brændevinsgraad.

Vandet blev ved at løbe ham ned ad Kinderne: Javel! Det ka' jo godt være. - Men jeg ka 'ikke b'ie her i Landet.

Aa, De er jo tosset; saa maa der være et og andet særligt i Vejen. Har De lavet noget?

Lavet? Ikke mere end bag paa min Haand.

Ja, hvad er der da?

Kristian sad vedblivende og græd. Han tørrede slet ikke Vandet af Kinderne: Naa, der var saamænd ikke no'et videre ... Han snøftede stærkt og efter et lille Ophold kom det: Jeg ska' si'e Dem no'et, jeg har ha't en Tøs, og hun har svigtet mig; det var endda en Gaardmandsdatter.

Uh, hvor De er fuld i Aften, Kristian Hansen!

Kristian blev ganske roligt ved at smaagræde og snøfte: Ja, det ka' godt være; jeg véd dog ellers alt, hva' jeg si'er. Men saa er'et jo fulde Folk, man ska' høre Sandheden a', si'er man for et gammelt Ord. Det sa' jeg osse til hende i Gaar Aftes igen ...

Det er da vel ikke hende, De kendte ude fra Ledøje?

Jo, det er'et, nu tjener hun i Stegeforretningen omme i Svendsgade, jeg har da kendt hende snart i 4 Aar ...

Det var hende, som stak Dem de 10 Kroner ude paa Constantia?

Kristian holdt lige paa en Gang op med at græde, han vendte sig lige om imod mig: Javel. Men hun har ikke ha't no'en Rettigheder over mig efter den Tid med Penge udentagen meget sjeldent ... meget lidt ... men jeg har elsket Pigen, saa ka'et vel være nok. Men der er naturligvis en og anden og har faaet smidt sig ind dér, mens jeg var ude a' afsondre de Par Bøder ...

Naa, det har De ogsaa været!

Jo, det var den fra Rejsegildet i Valby og saa 10 Kroner fra en Dag, jeg faldt og fordrejede min Fod omme i Istedgade; jeg var li'saa ædru, som jeg sidder her.

Dog ikke mere.

Jamenjeg er ikke fuld mer nu; den er gaaet over, fra jeg kom.

I mit stille Sind maatte jeg give Manden Ret, han var ubetinget bleven ædru.

Den Dag kom jeg bare fra mit Arbejde med en lille Byrde Brænde, jeg ha'de jo nok drukket no'et, men til jeg faldt og fordrejede min Fod, saa gik jeg rigtig godt og regulért, men saa ku' jeg ikke klare mig op igen selv. Og Assessoren han sa', at naar jeg ikke ha'de no'en Lægeattest, saa ku' han ikke lav'et, uden at det kom sig til en beruset Tilstand paa offentlig Gade. Den fattige Mand han faar aldrig Ret, naar at han først har været straffet en Gang. Hvis jeg bare til et lille Eksempel har gaaet hen til en bedre Mand og har betiet paa Gaden, og han melder mig, og der er ingen Vidner, for én Mand kan ikke afgøre sin Ed, der ska' helst være to, men det ka' alligevel ikke nytte, om jeg si'er, det er Løgn 10 Gange, jeg b'ier straffet. Jeg er for godt kendt. Det sa' jeg osse til hende forleden, da hun blæste op med at jeg be' anholdt og straffet og alt det, at det er fordi jeg er for godt kendt; man er b'een for populær.

Ja, Kristian Hansen, det kan vistnok være meget rigtigt, men det er da heller ikke behageligt for saadan et stakkels Pigebarn.

Hva' rager mine Straffe hende? Jeg har aldrig lavet no'et med hende. Jeg har elsket hende, det maa vel ka' være nok. Men jeg har heller aldrig drukket saa meget Brændevin som efter det, at hun sa' til mig, at nu sku' jeg ikke komme mer. For det er saa harmfuldt a' b'ie stukket i Næsen a' saadan en. Naar man ikke ka' b'ie ekstemeret for go' nok a' et Pigebarn! Men b'i fra mig a', det sa' jeg osse, jeg vil ikke se dig for mine Øjne, det var i Gaar Aftes, saa mødte jeg hende paa Gaden, og hun vilde si'e Godaften, men hvis du taler til mig igen, saa la'r jeg dig anholde. Saa begyndte hun at flæbe. Gaa væk med dig, sa' jeg, og der er Piger nok i Byen. Og om osse jeg har saa mange Straffe, som du si'er, saa ka' jeg maaske nok komme saa meget op, at jeg ka' faa en Daler i Lommen og gaa ned paa Vesterbrogade og faa mig saadan en Skøjte fat, lignende som dig. Og naar du smækker dig rundt i Gaderne, baade ved Nat og ved Dag, naar bare du ka' komme til'et, saa ka' jeg vel osse nok faa mig en anden Pige. - Det var nu mere saadan en Formular, det var bare no'et, jeg sa', for a' gøre hende gal, for hun er ellers en ordentlig Pige, men uh, hvor b'e hun gal! Vi stod li'e paa Flisen foran Stegeforretningen, og Fraaden den stod hende ud a' Munden a' Galle, Haarene, de rejste dem li'e paa Ho'det, hun faldt om for mig paa Gaden, hun fik Krampe. Men saa da hun kom til sig selv: Din Løgner, din Laband, dit fulde Dyr! Uh, hvor var hun gal! Og gaa du bare hen og ta' dig en anden, sa' jeg, med no'en fler' Knapper, men i hvert Tilfælde, nu har jeg hjulpet dig, over det at du ikke skulde ligge her paa Gaden og flyde. -Jeg ha'de ellers nok med at komme fra hende a', for hun begyndte at rive i Trøjen paa mig, der b'e et helt offentligt Gadeopløb, men jeg stak a' og om i Istedgade. Dér gik jeg ned i en lille Beværtning. Manden og Konen, de sad selv dernede, saa fik vi en lille en.

Jeg ha'de nær gjort Kællingen helt skruptosset, for nu var jeg kommet i det rigtige Sludrehumør. Jeg forklarede hende en hel Scene paa Røvermanér, jeg ha'de rejst og været Sømand og Fyrbøder, og hun ku' godt faa a' vide alt hva' som gik for sig i Australien, og jeg ha'de været Taarnespidserforgylder, jeg ha'de været 1700 Alen oppe og forgylde et Taarn.

Gud, b'e De ikke svimmel? sa' hun.

Svimmel, naar man er Taarnespidserforgylder, og naar man har rejst saa meget som mig. De maatte være tilfreds, om de ha'de en Mand, der ha'de rejst saa meget som mig.

Ja, saa maa vi jo ha' en Genstand til.

Det maa vi, og jeg ka' heller ikke taale a' se, I to ska' sidde dér og kæbe den alene.

Saa gik den videre, jeg ha'de været med en Skonnertbrig, og den forliste med Mand og Mus, og jeg ha'de faaet klamret mig til en Petroleumstønde, og jeg laa 17 Døgn i Søen og svømmede paa den, og jeg var næsten li'e ved og sku' ha' naglet Fingrene fast til Tønden for at ku' udholde det.

Nej, men hvor har De osse kunnet udholde det! Ha'de det været min Mand, saa ha'de han saamænd været død for lang Tid siden.

Jamen det er naar man er a' de rigtige Kærner.

Men saa sa' Manden: Du sidder jo her og gør min Kælling helt skruptosset.

Ja, sa' jeg, man er jo skaaren for Tungebaandet for og ka' tale me'et, men jeg kommer ikke længere, end som jeg ska'. Og hvis det ha'de været dig, og du var gaaet hen og kradset a', saa ha'de jeg købt 3 grønne Kranse til en Skilling, saa ha'de du dog faaet Krans.

Ja, han syntes nu nok, jeg holdt tem'lig meget a' a' sidde og holde Grin med andre, fremmede Kvinder.

Jamen saa ka' du jo gaa, sa' jeg, og smide dig ind til min, den gamle derhjemme, saa b'ier jeg her, og naar du er paa Arbejde om Formidda'en, saa ska' jeg nok gaa op her lidt til din Kælling.

Ja, han holdt ikke a' mit Besøg, og om jeg ikke vilde se a' ta' og gaa min Vej me' det samme.

Naa, ka' man nu ikke bruge et Plasérord! Men saa gaar jeg. Jeg skylder Dem vist ikke no'et.

Nej Gudbevares, al Ære og Respekt for det! De skylder mig rigtignok ikke no'et.

Naa, men la' os saa faa en lille en til, for vi ka' jo ikke halte paa ét Ben.

Saa satte vi os ned igen, og saa fik vi en lille en til, og saa b'e jeg smækfuld. -

Kristian lo først lidt, men saa sagde han paa en Gang: Men det ka' ikke b'ie ved at gaa, saa længe jeg b'ier her i Landet ... Nu ska' jeg ikke komme igen i Morgen, sa' Formanden, for der be' ikke no'et, og

jeg er nu a' den Tanke, at der b'ier ikke no'et Arbejde for mig mere ...

Han sad lidt og tyggede paa det, jeg vilde netop til at gøre et Spørgsmaal; men inden jeg fik begyndt, kom det: Ja, Dem ka' jeg jo godt si'e det til, for man ska' jo aldrig være hemmelighedsfuld, men det er snart li'emeget, hvor a' jeg gaar hen og vil ha' lidt ordentligt Arbejde og som man ku' komme hjem med Pengene fra, saa si'er de li'som hende, Tøsen, ... man har været for meget straffet. Og min gamle Kammerat jeg har arbejdet sammen med ham i tre Aar, og jeg har hjulpet ham mange Gange med et Stykke Mad, men nu er han Formand ved den nye Jernbanestation, de laver.

Og det ka' ikke nytte, du kommer mere, Kresjan, sa' han, for jeg ka' ikke være dig bekendt.

Ja, naar du ikke ka' være mig bekendt, Hans Jensen, saa maa jeg jo gaa min Vej igen, men jeg har da ellers udstaaet min Straf, og saa maa de ikke si'e det til en, det er der Straf for ...

Ja, det ka' jo godt ha' sin Rimelighed, sa' han, al Ære og Respekt for det, men du ka' komme til at hør'et alligevel, og de vil nu ikke arbejde sammen med dig. Saa ga' han mig 10 Øre til en Pægl Brændevin. ... Men derfor er'et osse, at jeg har tænkt saa meget over, at i Tyskland, dér har jeg aldrig forset mig ... naar bare jeg ku' faa fat i de Lærsko .... ...............................................................................................................

Kristian Hansen, De er et stort Bæst i mange Maader, men nu skal jeg give Dem den Tjans; jeg skal sende Dem til Tyskland; der gaar en Baad til Lybæk i over Morgen ...

Det er de svenske Baade, faldt han øjeblikkelig ind, det er 6 Kroner ...

Naa, og Læ'rskoene, dem skal jeg nok klare.

Ja, de staar for 4, nu er'et jo nok løbet paa til 5, men jeg har Sedlen ...

Saa maa De jo ogsaa ha' lidt Penge til at komme ind i Tyskland med.

Ja, og saa ska' jeg ha' en Vandrebog, den ska' jeg selv klare, den koster 25 Øre. De har mig i Akterne deroppe, jeg har jo ha't Vandrebog før fra dem a'. Jeg ha'de Vandrebog, dengang a' vi fik Gendarmerne i Landet, la' mig se, det var i 84, og de gik a' igen - det var dengang der var Pest i Svinene ude paa Lossepladserne, ka' De nok huske ...

Godt, saa stiller De udenfor Dampskibskontoret i Amaliegade Klokken 4 præcise med hvad De kan samle til Rejsen af Klæder og Penge, ædru ...

Javel!

Og barberet.

Der gled et stort Smil hen over Kristians Ansigt: Den har jeg sat og ventet paa, hele Aftenen, med Barberingen, for det ser jo ud, som om man ikke var renvasket. Men det er jeg ...

...det er jo det, sagde han, da han stod og skulde ud ad Døren, at naar jeg først er i Tyskland, saa er jeg en fri Mand, det er bestemt. Saa er jeg li'saa fri som hele Kejseren af Tyskland, ka' jeg godt si'e; nu ska' jeg bare huske a' melde Afgang til Protokollen oppe paa Kam'ret i Morgen Formiddag Klokken halv ti.