V

To Dage efter kom Kresjan Vesterbro til den fastsatte Tid ganske rigtigt vandrende paa Træskoene ned ad Amaliegades Fliser. Han var klædt som sædvanlig, i Tøjet, jeg havde givet ham, og med den gamle, bløde Hat paa Hovedet. Kun havde han i Anledning af Rejsen faaet sig et strikket blaat Tørklæde, der var viklet om Halsen og hang frem med lange Ender nedenunder Vesten. Over Skuldren bar han en almindelig Kaffesæk, der var snøret til med et Stykke tykt Sejlgarn.

Han viste mig først omhyggelig Tørklædet: Det har min Søster strukket og foræret mig engang til Julen, ikke sidste Jul, men forrige Jul; den holdt jeg mig jo udenfor. Det har staaet ude for no'en Øre. Og her ska' De se - vi var kommen ind i Dampskibsselskabets Port, og han lukkede op for Kaffesækken - jeg har da et Par Arbejdsbukser osse, og der er en gammel Jakke efter en Herre til Arbejdstrøje og fire Skjorter med den, jeg har paa, og nu gi'er De mig en Uldtrøje og et Par Strømper ...og mine Læ'rsko ...

Saa De er jo godt dækket, Kristian Hansen.

Ja, det er da temmelig godt, synes jeg nok ...

Og saa er De saa fint barberet!

Ellers ha'de jeg jo slet ikke tur't kommet! Men jeg er da osse ædru. Jeg har været ædru hele i Gaar med.

Vi begyndte at vandre langsomt ned mod Skibet.

Naar jeg nu kommer til Tyskland, sagde han, saa har jeg tænkt paa, det var da Meningen, at jeg vilde sætte en Stopper for alt dette her Drikkeri; véd De hva' der er den eneste Maade, man ka' lave sig en Snaps dernede: De ka' købe for 5 Pfennig Brændevin a' det, de kalder Brændevin dernede, og saa for 5 Pfennig Rom og det blander De sammen, saa ka' der komme en regulért Snaps ud a'et.

Jo, men det Kunststykke synes jeg ikke, De skulde gøre for tidt.

Næ, det ka' Midlerne jo heller aldrig b'ie til, og deres Sukkervand dernede, det ka' man drikke en Spand a', førend man ka' begynde at b'ie lidt svirende. Men for Resten, saa har jeg ikke Tanke for det, men jeg ska' si'e Dem, at det har jeg nu bestemt, at jeg gaar i Lybæk ned til Fæstemand Schmidt, ham har jeg været hos før, jeg vilde ride Heste ind i Landet til Bønderne, men det b'e nu ikke til no'et dengang, men jeg er en dansk Haandværkssvend og jeg har mine Papirer i Orden, og i det hele ta'et, hvem at der ka' bruge en Fil, en Mejsel ...

...og en Hammer, kunde jeg ikke bare mig for at indskyde.

Javel, fortsatte han, helt troskyldig, han ka' osse altid faa Arbejde -naar der ellers ikke er no'et i Vejen, og i Tyskland, dér kan jeg slaa enhver Mand i Grunden, som at der vil fornærme mig.

Ja, Kristian Hansen, det med at slaa i Grunden, det skulde De nu være lidt forsigtig med; husk paa Historierne her hjemme i gamle Dage.

Jamen det har jo bare været Politierne; den sidste Gang, saa fik jeg 500 Kroner Bøde, Panseren, han røg ned i Grunden, men han ha'de sparket til mig først, og jeg ha'de Lov til at ligge og sove, hvor jeg laa, for det var en Arbejdsplads ...

Vi var imidlertid kommen ud til Skibet.

Her om Bord har jeg nu tænkt mig, sagde Kristian, saa vil jeg straks se a' komme ned paa Fyrpladsen, jeg ku' maaske ta' et lille Nap med dernede og tjene et Par Øre, og jeg ska'jo ikke gi' no'et ud paa Skibet, jeg har to halve Surbrødder med og et Par Æbleskiver henne fra Stegeforretningen ...

De var maaske alligevel omme at tage Afsked med Pigebarnet?

Næ, dertil har hun sat mig for mange Knuder i Hovedet, men jeg

sa' Farvel til min gamle Mo'er, og hun var rigtig fornøjet. Og jeg sa' til hende, at hvis jeg ikke ka' faa no'et a' gøre i Tyskland, saa gaar jeg bare op til Bremerhafen. I Bremerhafen, naar man er Smed og ka' taale Varmen, saa ka' man altid gaa som Fyrbøder over til Ny York, og derfra, saa maa der alle Tider være Ram paa'et.

Ja, Kristian Hansenjeg har nu her en Konvolut med min Adresse, for jeg vil nok ved Lejlighed høre, hvorledes det gaar Dem.

Jamen saa maa jeg rigtignok be' meget undskylde, for jeg skriver jo saa daarligt.

Skriv De bare løs!

Ja, jeg ska' jo nok skrive hjem til den gamle, - men som nu jeg vil si'e et Brev til Dem, hvordan' ska' man egentlig indlede saadan et Brev? ... Gode Ven? - kom det noget nølende.

Ja, skriv De bare: Gode Ven! - Det kan De rolig gøre.

Javel. - Saa sku' De egentlig osse ha' et Prost Nujohr! til Nytaar, men der ska' jeg nok faa skrevet Konfeluten a' hos Fæstemanden, saa sender jeg et Prost Nujohr! og bare Kresjan nedenunder, saa gaar'et mig godt ...

Nu ringede det for anden Gang.

De maa se at komme om Bord!

Farvel! sagde Kresjan Vesterbro og gav mig Haanden, ganske ligesom naar han gik fra mig ellers. Og maa jeg takke Dem saa mange Gange! Hvis jeg nu ikke ka' klare mig, saa ka' jeg aldrig klare mig, men det tænker jeg da nok, jeg kan - med Guds Hjælp naturligvis; den ska' vi jo altid ta' med i Verden ...

Han gik over Landgangsbrættet med Sækken på Nakken. Brættet blev halet væk, Losseporten slaaet i. Endnu en Gang hilste han derude fra, med Hatten i Haanden, og i en svag Mindelse om Soldatertidens samlede Hæle. Saa drejede det store Skib og gik ud efter under den graa Novemberhimmel, i et graat Vand og for en Damp, der ogsaa blev graa, blot den havde været nogle Øjeblikke ude over Skorstensranden.

Og der fulgte Lybækkerbaaden et stille Ønske for denne ægte danske, erkekøbenhavnske Proletar, i hvis graa Tilværelse der dog for Øjeblikket lyste nogle Blink af Energi og Haab.