Af Hans Peter Egskovs Iliade

Dengang Hans Peter Egskov tjente for Tjener

[37]|Dengang Hans Peter Egskov handlede med
Prinsen

41| Det er nu li'emeget, sagde Hans Peter Egskov, men gu' har jeg handlet med Prinsen. Det var angaaende et gammelt Stykke, lignende til dem, der var paa Kammerherre Bentzens A'ktion, men meget mere udarbejdet og syet med Silke i forgyldt Ramme. Det var en Overgang som ungt Menneske, at jeg ingen Plads [42]| ha'de, saa var jeg halvforlovet med en lille Pige, der tjente nede i Nyhavn. Og dér kom man jo engang imellem op om Aftenen og fik et Stykke Smørrebrød og lidt Kræs, og dér tjente osse en anden lille Pige, som var forlovet med en Maskinarbejder. Saa sku' hun ha' forsaalet et Par Støvler engang midt i Maaneden. Ta' og laan mig de 2 Kroner, sa' hun. Gu' gør jeg ikke nej, sa'jeg; men om jeg saa ska' mase hele København igennem efter dem, saa ska' De faa 2 Kroner for det gamle Stykke, som hænger over Kommoden. Naa, det ha'de tilhørt hendes Oldemo'er og hist op og her ned; men hun sku'jo ud med Maskinarbejderen, saa jeg fik Stykket.

Nu var 'et jo at faa no'et ud a'et, og saa vidste jeg fra dengang jeg tjente Baronen, at Prinsen, han sku' interessere sig saa meget for Antik, saa jeg gik først op til en Ven af mig, eller Herre rettere sagt, som 43| at der var Journalist, og saa sa' jeg til ham: La' os faa et Par Bajere paa Bordet med det samme, og vil De saa bare skrive, som jeg dikterer, at jeg er kommen i Besiddelse af et gammelt Stykke, syet med Silke i udskaaren, forgyldt Ramme, og jeg véd, at Hans kongelige Højhed er en Ynder og Velynder af alt, hvad som der er antikt og tiltalende. Og saa ska' der bare til Sidstningen være indflettet et Par Ord, om at Stykket tilhører en fattig, nødlidende Enke, som at jeg har i Kommission og ska' sælge det for.

Jamen det er jo Løgn, sa' han.

Det ska'jeg nok ordne, sa'jeg li'saadan.

Saa overrakte jeg selv Prinsen Brevet paa den Tid, jeg vidste, han red hver Dag en Morgentur. Og han sa' til mig: Det er godt, min gode Mand, det er briljant; og De kan komme paa Palæet til den og den Tid og melde Dem med det gamle Stykke.

Javel, Deres kongelige Højhed, sa' jeg og stod li' saa ret med samlede Hæle og saà ham frit ind i Øjnene.

De har været Soldat?

Javel, Deres kongelige Højhed!

44| Det er et rask Liv, sa' han.

Det er et briljant Liv, sa' jeg. Man sku' bare ha' et Par Daler mere om Dagen! Saa grinte han. -

Om Eftermiddagen spændte jeg over til en Kone, jeg kendte omme i Snaregade, og forklarede hende, hvordan det var med det gamle Stykke. Og hvis jeg faar no'et ordentlig ud a' et, sa' jeg, saa ska' De faa 10 Kroner, og Prinsen har modtaget mig saa nydeligt og humant, saa jeg vil ikke staa som en Løgner for den Mand - det holder jeg mig for god til, og hvis at der sku' komme nogen Forespørgsel og lignende, saa er det Dem, der er den 45| nødlidende Enke, der har det gamle Stykke, at De véd det. Og det ku' hun jo osse godt indse, saa den næste Morgen stillede jeg paa Palæet og spurgte, om Prinsen var disponibel.

Javel, sa' Adjudanten; det er maaske Dem med det smukke, gamle Stykke ?

46| Det er 'et, Hr. Kammerherre, sa'jeg; jeg vidste s'gu ikke, om han var Kammerherre; men det var briljant, sa' han, og værsaaartig, saa gik han hen over Gulvet og slog et Par Fløjdøre op, der stod Prinsen lige midt ude paa Gulvet ganske ligefrem og beskeden.

God Dag, Egskov, sa' han; hvordan gaar 'et med det gamle Stykke ?

Det gaar briljant, sa'jeg, og her, er det!

Det er jo et smukt, gammelt Stykke, sa' han, og hvad hedder saa den Kone, som ejer det?

47| Saa stak jeg Madam Hansen ud med Bopæl og det hele.

Hva' ska' det saa koste?

Ja, det vil Enken, som tilhører Stykket, overlade til Deres kongelige Højheds egen Raadighed; og hun ta'er, hva' hun ka' faa!

Tror De, hun vilde være tilfreds med 200 Kroner?

Ja, det tror jeg, hun vilde være meget tilfreds med, sa' jeg, som sandt var.

Saa fik jeg de 200 Kroner, og han ga' sig til at sludre med mig: om hvad jeg ellers var, og hvor jeg ha'de tjent, og nu ha'de jeg jo ingen Plads for Tiden. Og jeg gik paa med krum Hals jeg fortalte ham baade det ene og det andet om Herskaberne, jeg ha'de tjent, og det morede

ham, og nu ska' De ha' en lille Hjælp, til De kan faa en Plads igen, sa' han. Saa stak han mig 50 Kroner til mig selv. Det var et nydeligt Træk; det ka' man ikke sige andet!

Farvel, Egskov, sa' han.

Farvel, Deres kongelige Højhed; og jeg ned a' Trapperne li'saa glad, som om jeg var b'een smidt ind i den anden Himmel! Omme i Fredericiagade sad der jo en 3-4 Styk48|ker af mine Venner og ventede nede i en Beværtning, saa vi ud i Sølvgade til Granat-Petersen og drak Portvin. Og bagefter spiste vi til Middag med to Bøfstejer til Mands, og den ene fik Spir til Kravetøj, og den anden fik en ny Hat, og vi kørte allesammen i Droske hen til Madam Hansen og stak hende de 10 Kroner, og den lille Pige fik en Tokrone ekstra til et Cigarfuderal til Maskinarbejderen. Jo, det gik briljant; vi endte paa Alleenberg.

Det var en rigtig Forretning! Saadan no'en sku' man gøre en halv Snes Stykker a' om Da'en nu for Tiden! Og saa saadan en nydelig Behandling! Det er ligefrem et Minde, som at man aldrig glemmer! -Siden efter har jeg ogsaa hørt fra en Dame, som jeg har handlet med, og hun gør rent oppe paa Palæet; og hun har fortalt mig, at Stykket ska' nok hænge over Prinsens Skrivebord eller jeg véd Fa'en ikke, men det er da et Sted, hvor man kan se, at han hæver det højt, og sætter Pris paa det. Saa den Fornøjelse har man da osse ha't ud a' 'et, at saadan et gammelt Stykke er ikke kommet til et almindeligt [50]| Mæ-Fæ, men det er kommet paa Hænder, som forstaar sig paa 'et, og har Dannelse og holder det i Ære.

[51]|Dengang Hans Peter Egskov traadte ud i
Forretningslivet

53| Mine første Skridt i Forretningslivet, sagde Hans Peter Egskov, de har ikke været lette. Det har været en haard Kamp, man 54| kalder, for at naa frem til det, jeg er naaet til.

Jeg var kommen hjem fra Amerika; dér ha'de den været gruelig gal, ikke Slag Arbejde, ikke Tjans, hvor man saà hen, for jeg ska' s'ie dem, jeg var b'een for sløj i Klæ'erne. Dengang man ha'de lidt, ha'de man brugt det og mere til, og nu stod jeg der.

Saa ka' 'et jo li'e akkurat gaa, saa længe man har Tag over Ho'det eller osse i større Byer, hvor at de bygger noget. Som i disse svære Rør ovre i Amerika, de lægger Kloaker med, der ku' mange Gange ligge et helt Sjok derinde. Det var fine Kavelerer, ka' De tro, som stillede til Morgenkaffe a' Vandposten, naar at der var no'en! Gud Fader bevares! Der er megen ubehagelig Sorg og Elendighed .. og Ulykke til i Verden, det er ingen Løgn! Men det tænker de fleste ikke paa af dem, der ligger og bader dem i Fjerene.

Naa, hjem kom jeg jo for at stuve i Lasten paa en russisk Bark; Skipperen sad og aad raa Agurker med Honning paa, da vi stak i Søen, og for Resten var han pjaskdrukken det meste af Tiden, men Styrman55|den klarede den. Det var en rigtig Bøddel .. Vampyr .. russisk Stykke! Kokken var s'gu meget skikkelig, men jeg ka' tælle de Gange, han ku' komme til at stikke no'et til en for den sorte Skyskraber; høj var han som General Satan selv, og Kræfter ha'de han. En anden en var saa forhungret af deres Ærtekaffe, saa Lemmerne ku' ligefrem slaa Sludder paa en. Men det vil de ha', slide fra Morgen til Aften, til man falder rundt ved det, saa ka' de dominere en. Det er over hele Verden internasjonalt for dem allesammen.

Dengang da jeg kom til København, stod jeg paa Gaden med fem russiske Rubler, det er saa meget som daarligt ti Kroner; men saa træffer jeg nede ved Havnen en gammel Mand, der gaar rundt med no'en Uhrkæder. Jeg saa' straks med et halvt Øje: De er gode! For det var no'et, der gloede i Øjnene, af dette franske Guldsprøjt eller hva' de kalder det. Og hva' vil de ha' for hele Kommersen? - Der var et helt Dusin. -Ja, han sku'jo ha' halvtreds Øre for Stykket, og det var meget billigt. Det var 'et s'gu osse; jeg spurgte ikke, hvor 56| han ha'de dem fra; det kom jo ikke mig ved; jeg betalte dem ærlig og redelig; vi b'e enige om fem Kroner og to sorte, og saa spændte jeg fra ham ned i en af disse rigtige Sømandssjopper.

Lidt ha'de jeg jo drukket først med denne gamle Grandonkel, og lidt b'e der jo osse fyret paa bagefter, og jeg taalte ikke meget i den Tid, for jeg var for udhungret, 57| men jeg b'e ikke mere fuld, end jeg vidste, hvad jeg gjorde. Jeg smældede alle Kæderne fra mig paa Bordet. Det er Guf, dette her, sa' jeg, og la' mig faa no'et Brændevin!

De begyndte jo at skule derinde til disse Kæder. Og det var da inte Guld?

For mig ka' det være baade Guld og Sølv paa en Gang! Og jeg Kæderne i Lommen igen. - Det var et gammelt Tag ovre fra Amerika; men det er jo ikke alle Træskoskipperne i Danmark og svenske Jævler, der er med paa den.

Saa varede det jo ikke længe, før der en af dem sku' gi' en Omgang. Og jeg drak, det gjorde jeg, men jeg holdt Ørerne stive.

Lidt efter begyndte der en anden en: Om de ikke ku' faa de Kæder at se engang til ?

Nej, de er til min Forlovede, sa'jeg.

Ja, hun ku' s'gu da ikke gaa og smække sig med et helt Dusin Kæder baade for og bag.

Jamen jeg har en tre-fire Stykker a' dem, sa' jeg, saa der maa være no'en til dem allesammen.

Det ku' de jo forstaa, men allige58|vel: det ku' da ikke skade, at de saa en af Kæderne.

Nej, ikke, om de saa baade ler og græder, og nu vil jeg ta' og betale og gaa!

Ja, der var da en, han vilde gi' en Krone for saadan en Kæde.

En Krone, sa'jeg; ka' De skaffe mig af den Sort Kæder til en Krone, saa vil jeg aldrig bestille andet hele Livet igennem end købe af Dem.

Og jeg vilde ud af Døren, men saa var de fær'ig ved at rive baade Arme og Ben af mig, for at jeg sku' b'ie. Og den første Kæde, jeg solgte, den fik jeg fire Kroner for, og inden de ha'de faaet dem alle sammen fra mig, saa ha'de de gi'et baade seks og syv Kroner for Stykket, og saa troede de endda, de ha'de snydt mig. Naa, de ku' godt staa dem ved de Kæder, det er ikke for det, for det ka' godt være, det var meget fine Kæder; man véd aldrig, hvor saadan en gammel Methusalem har faaet dem fra, han ka' mageligt ha' en Søn paa et bedre Lager og lignende, og naar jeg betaler ham, hvad han forlanger for det, i min gode Tro, saa er der ingen, der ka' beklage sig over no'et, naar Kæderne til59|med sidder paa Ærø og i Landskrona og rundtomkring. Og i hvert Fald, Søfolkene, de var glade ved dem, og det ska' jo ikke være ligefrem Fagmænd, de ska' stikke dem i Næsen. Jeg lavede over tresindstyve Kroner, den Aften; saa ku' man jo faa sig lidt Klæ'er paa Raden.

Saa var 'et at faa fat i min nuværende Kone. Der ha'de jo været lidt imellem os før i Tiden, men Familjen ha'de danset paa Bagbenene, saa jeg b'e smidt fra det hele, og Pigebarnet maatte ikke se mig mere, hende fik de ambligeret nede i Præstø, og det ku' jo ikke nytte no'et, om jeg vilde gaa paa mine Ben ned til saadan en lille By; dér var man b'een smidt ud li'saa hurtigt. Men saa var 'et, jeg gik hen til en Opvaskningskone, vi ha'de ha't hos den gamle Grevinde, dér fik jeg at vide, at Pigebarnet, hun var her i Byen, og hun var ikke b'een forlovet endnu. Og til denne gamle Maduse ha'de hun sagt, at Hans Peter, det var nu alligevel den, hun elskede, og saadan som Fruentimmer udtaler dem, og de ha'de været hos en Spaakælling henne paa Nørregade, og hun ha'de da 60|fortalt, at jeg gik og tænkte paa hende med Kærlighed over Land og Sø. - Det ka' s'gu osse godt være, man har gjort det mange Gange, naar man gik omkring, og den var sløj! Det ka' være meget rigtigt, som jeg osse sa' til min Forlovede bagefter, at den Spaakælling, hun har ikke været saa helt ovenud endda.

Det var jo et Svineheld, at jeg saa gesvindt fik fat i Pigebarnet, det ka' vi være enige om. Familjen, den har altid været lidt bedre, og nu gik hun for at lære Skræddersyning af den fine, saa vilde de etablere hende i Provinsen, for København ha'de hun ikke godt af til Sta61|dighed, den var for livlig; det ku' jeg ta' mig af.

Gud, hun græd, da hun saa mig, ligefrem græd, som om jeg ku' ha' kløet hende. Nej, hvor du ser ud, Hans Peter, ikke Pille af Fedt paa Kroppen; og sikken Øjnene ligger i Ho'det ...

Ja, men den har osse været gal, sa' jeg, men jeg har stridt paa det bedste ...

Og hun op med Spaakællingen og det hele; hun ha'de altid troet, jeg kom nok igen.

Og det er jo osse Tilfældet, sa' jeg, og jeg vilde ikke komme straks, førend jeg ha'de lidt Klæ'er paa Kroppen, men ka' du ikke laane mig lidt Penge, til at jeg ka' komme i Gang med no'et; for tjene vil jeg ikke og være Slave hele Livet, det stræber jeg ikke efter.

62| Vi b'e jo meget hurtigt enige; hva' hun ha'de, det fik jeg; det var ikke meget, men hun ku' jo altid klemme paa Familjen. Naa jeg tog i Førstningen smaa Slag ud paa Landet og købte hos Bønderne, saa gik det i Marskandiserne i Byen bagefter. Men det ka' jeg ikke li', lille Hans, sa' hun, for du har ingen stærk Karaktér - man kom jo naturligvis osse somme Tider hjem med no'en fæle Ansigter. Engang var der en Murer fra Grønovre og vi var kommen sammen ind paa hans lille Vogn med et Par af de smaa russiske Heste. Ude paa Nørrebro fik vi et Par Pigebørn med op paa Vognen, og det var Klokken syv om Aftenen, men vi b'e ved til tre om Morgenen, a' den ene Beværtning og i den anden, og tilsidst bestilte vi ikke andet end køre bare op og ned ad Købmagergade og Østergade og til63|bage igen, li'saa fort vi kunde, og Pigebørnene sad med Hatten i Haanden og raabte Længe leve! og jeg har aldrig grint, som jeg grinede den Aften.

Jeg tror, de maa ha' kommet os no'et i Drikkevarerne, som vi ikke har tænkt over; det sa' jeg osse til min Forlovede, for vi b'e jo skrevet a' Politiet, og det var en farlig Re'lighed; men da det var overstaaet, saa indsaa jeg, at det ku' jo ikke b'ie ved at gaa paa den Maade, og vi maatte giftes og ha' en fast Forretning, hvor at min Kone ku' passe Butiken og handle, saa det ku' b'ie til no'et. For Handel har altid lagt ved hende. Og paa den Maade, som det gaar nu, sa' jeg, saa ka' jeg stride og stræbe li'saa meget det ska' være, det ka' dog aldrig b'ie til noget rigtigt, og det maa din Familje ka' indse, saa de viser dem med lidt Imødekommenhed, og for en Pige i din Stilling maa det dog vel være bedst at være gift; saa meget er de vel osse med paa i Provinserne.

Saa fik hun jo en af Onklerne til at gaa paa 'en med Lejen forud og no'et til at sætte i Gang med. Og nu ka' de være vis paa dernede, 64| sa' hun, at om jeg saa ska' staa i Kælderen fra Morgen til Aften, saa ska' de ikke komme til at ynke mig, fordi vi ikke ka' klare os.

Det er briljant, min Pige, svarte jeg og sa', la' dem bide Spids paa den, det ska' de vist ha' ondt ved! -

Og det ka' jeg ikke si'e andet, at naturligvis har den været gnaven flere Gange, og de er b'een blokket lidt dernede, især i Begyndelsen, for der gaar no'en Tid alligevel, før et Fruentimmer faar sat sig rigtig ind i at handle. Og det er alt dette Bras, de kommer med inde i Byen og sælger og vil købe, det ska' der stadig være no'en over, som er rigtig med paa 'en. Det ku' man heller ikke forlange, at min Kone sku' være lige straks, men nu er den god. Mange Gange, naar jeg har været paa Landet og gjort en Forretning, eller man ellers har været hele Dagen ude i Byen og lignende, saa ka' hun ha' staaet og solgt for en Fortjeneste af baade tredive og fyrretyve Kroner. Hun har en udmærket Maade at ta' Kunderne paa. Det er en Gave. Jeg har den ikke. B'e de mig for langvarige i Begyndelsen, jeg smed dem ud: Om 65| de troede, jeg gik omkring og stjal Tingene ... og Vejen var lige lang ind ad Døren og ud ad Døren ...

Der var en Gang, man ha'de jo været ude i Forretninger og faaet et Par Bajere for meget, saa tog jeg lidt for stærkt paa en Mand, der b'e ved at file om Prisen. Men det lovede jeg osse min Kone fra den Tid a', højt og helligt, og det har jeg holdt, at saa lidt i Butiken som muligt! Hun klarer den meget bedre, og det vil hun meget hellere; nu har vi jo osse Karlen med; ham fik vi fra Nytaar. -

Men der ska' arbejdes, førend man kommer saa vidt, ka' De tro. Nu har de faaet alle Pengene i Ho'det nede i Ringsted; min Kone helmede ikke, førend de fik dem, og det vilde jeg heller ikke sætte mig imod. De ku' s'gu godt ha' undværet dem til Dommedag, de sidder fedt i det, men den Glæde syntes jeg, hun sku' ha', min Kone.

Og saa var 'et jo osse behageligt at vise de Herrer og Damer, hvordan man ha'de kæmpet sig frem, og ikke lagt paa Sofaen med en lang Pibe i Munden, som han, 66| Cancelliraaden, hun ha'de laant de fleste a'.

Den stak jeg ham osse ud engang, vi var paa Besøg dernede; og det har enhver godt af at høre, som er Storkapitalist og ikke véd, hvad det er, at arbejde.

[67]| Dengang Anna tjente hos Hans Peter Egskov

69| Ja, sagde Hans Peter Egskov, dengang man var ungt Menneske, naturligvis gik man paa Vildmænd, men det ka' jeg roligt sige, jeg ar aldrig hørt til dem, der ga' Penge ud paa Pigebørn, det holdt jeg mig dog for god til. Der sku' man nok lagt og fyldt Knapper i den Slags, saa ha'de man da været godt tosset; jeg har aldrig haft med andet end ordentlige Piger at gøre.

Men saa er'et jo osse, man har denne Re'lighed bagefter med at man ska' ud med Bidrag. Og det er en slem Pukkel, ka' De tro, at slæbe paa siden hen i Livet, naar man vil 70| tænke paa at gifte sig og stifte et Familjeliv; der ku' s'gu osse Staten godt træde lidt Undrende til, mange Gange ......

Det er heller ikke no'en Behagelighed overfor en Kone og ska' op med at man har saadan en tre fire Stykker gaaende paa Græs rundtomkring i Landet og trække baade ti og tyve Kroner ud a' en om Maaneden, det ved Gud, det ikke er. Som nu med min Kone, jeg véd ikke rigtig, men det ka' godt være engang i en Kæfer, dengang vi var forlovede, at jeg har fortalt hende jeg ha'de saadan en, for no'et forberedt paa den første, det var hun, eller osse har det været en af disse Løgnekællinger, der render rundt med al den Sludder, der er til i København, men ligemeget, det gik nu temmelig godt! Men dengang jeg maatte op med den anden, var den allerede gal, og saa, da vi ha'de været gift et Par Aar, revnede den med den tredje. - Det ha'de nok undret mig, der ha'de været saadan en Stilhed over det hele, jeg skyldte for en 9-10 Maaneder eller mere, men nu var'et i det hele taget et mere respektabelt, skikkeligt Pigebarn, saa jeg tænkte, 71| hun er b'een ked a' at være til Nar med Sludder fra den ene Gang til den anden, saa nu klarer hun den selv. Men saa er'et, jeg ha'de været ude paa Landet for at sætte en Mand ind i en Marskandiserforretning oppe ved Helsinge, og den var jo b'een noget høj derude, saa det varede et Par Dage. Og da jeg kommer hjem, ligger der et Brev, som min Kone har brukket, og hun ha'de uden videre været henne hos Pigen og faaet Forklaring paa hele Re'ligheden; selv ha'de vi to Børn dengang, og lidt sløjt gik det med Forretningen, saa vi sku' netop se at faa fat i min Svoger nede fra Ringsted for at stampe lidt Penge ud a' ham, - jo, jeg si'er renok, Tak for Seven!

Jeg b'e jo lynende gal og gik osse hen til Pigebarnet, hun var flyttet om til saadan en Laanekælling nede i Regnegade: Og det var renok en god Trøster, du lavede mig dér, jeg begriber heller ikke, hvordan at det ka' indfalde dig at skrive saadan no'et i stedet for at du ku' snuppet mig paa Gaden; det er I ellers dygtige nok til, Pigebørn, uden at man be'r Jer om det.

Ja, hun tudede og græd li'som den [72]| anden derhjemme, og nu var der jo no'et tiltalende ved Pigebarnet som sagt, meget beskeden, lidt fra Landet a' - som hun jo osse var -: Hun ha'de jo vidst, at jeg var gift, og at den ku' b'ie gal, saa hun ha'de holdt sig tilbage; men nu ku' hun ingen Kondition faa for Barnet, som sku' passes, og Plejepenge ha'de hun ingen a' at komme op med, og denne Kælling ha'de jo faaet den Smule fra hende, som a' hun ha'de haft ..... Det var beklageligt at høre paa, det ved Gud, det var.

Men nu er'et jo i det hele ta'et 73| mærkeligt med Fruentimmer, for li'som de er mest ædende gale, saa ka' de b'ie til en hel Modsætning, og nu min Kone, da jeg fortalte hende no'et om det hele, saa ga' hun sig til at tude over det lille, stakkels Barn, for hun har altid haft megen Eftertanke for Børn. Og det ka' jo osse være meget rigtigt, for saadan en lille Orm, den vandrer jo uskyldigt rundt i Verden. Det er en stor Uretfærdighed i Livet, 74| at de ska' undgælde for no'et; det ved Gud, det er.

Saa sidder vi saadan og snakker, og Anna, Pigebarnet, jeg kendte hende jo, fra jeg ha'de tjent sammen med hende, og det var en Kærne til at ta' fat, ku' arbejde fra Morgen til Aften, lille, støt Pige, saa jeg si'er til min Kone: Nu har vi spændt fire Piger ned a' Trapperne i de sidste tre Maaneder, og der er ingen a' dem, der har ku' kogt en Skefuld Grød og duet i Forretningslivet nu slet ikke, hvor at vi har Brug for dem; og naar at vi ta'er Anna og Barnet med i Huset, saa gør vi en Velgerning, og hun tjener for en meget lille Løn, naar at bare hun har Barnet dækket. Saa Herregudheden, enten man har to Børn eller tre Børn, det er omtrent det ene røget som det andet speget, og gaar det ikke, saa ka' vi jo altid gøre en Forandring.

Det b'e vi jo osse enige om, og det gik briljant. Jeg vilde ønske, De ha'de set Pigebarnet staa paa Ho'det med en af disse svære Kommoder ned a' Kældertrappen li'som en anden Clown; Kræfter som en lille Hest, det ha'de hun; jeg faar 75| aldrig no'en Karl, der gør et bedre Arbejde. Og hun kom sig jo svært, Sul fik hun paa Kroppen og Klæ'er; der falder jo altid meget a' i saadan en Forretning.

Men saa er'et, at de begynder at snakke i Gaden, om at hun brændte den a' om Aftenen.

Jeg fik fat i min Kone og sku' ha' Klaring paa den Historie. Ja, hun ha'de ingenting turdet sagt til mig, men det var da et ungt Menneske, som stod i en Cigarforretning til langt ud paa Aftenen, og hun tro'de nok, at Anna og han var forlovede.

Forlovet, sagde jeg, forlovet! Hvis hun er forlovet med ham, saa er jeg osse forlovet med ham. Men det er vel det, at hun allerede har faaet samlet sig et Par Skilling sammen, som han ku' li' at faa Fingre i. Tror 76| du ikke, jeg kender den Sort Labander? Men nu ska' jeg gi' hende saadan en Generaldonnerpræken, saa hun nok ska' b'ie hjemme de første Par Nætter. -

Jeg maa nu si'e, jeg tro'de, det ha'de hjulpet, for om Dagen, man ku' heller ikke se no'et paa hende, li'e frisk og godt Humør; naa, hun aad som en Tærsker, men en Arbejder er jo sin Løn værd. Der gaar saadan et halvt Aar og tre Fjerdingaar, saa en Formiddag, hun var netop gaaet et Par Ærinder i Byen, kommer der to Betjente fra Sædeligheden.

77| Og det var nok en rask lille Pigejeg ha'de og tjente mig?

Tak, er vi nu kommen op paa det Nummer? sa' jeg li'saadan.

Ja, om Aftenen, ude i Nansensgadekvarteret, der smækkede hun sig rundt i lille Overstykke og med hvid Fjer paa Hatten, og nu var der baade en Dyrlægeelev og en anden Løjser, som ha'de meldt hende, de var nok b'een lidt uenige om'et bagefter .....

Naa, jeg fik jo disse to Sæde78|ligheder smækket over paa et Par Bajere hos Peter Jensen, og saa sa' jeg til dem: Ja, hva' vil De ha', jeg skal gøre? Ska' jeg stikke hende et Par Stykker, saa hun ligger flad hen a' Gulvet, for det ta'r hun imod af mig, det gør hun. Men om det hjælper no'et?

Ja, de vidste s'gu ikke rigtig.

Det gør jeg heller ikke. Men naar et Fruentimmer er i det Tilfælde og vil gaa paa Livet, saa er'et det eneste, at jeg ka' tænke mig. For 79| om de saa trak alle Københavns Præster paa en Snor og lod dundre for hende, saa rendte hun om Hjørnerne med dem alligevel.

Saa snakkede vi jo no'et frem og tilbage om 'et, og mærkeligt er'et jo med Pigebørn, at de aldrig ka' b'ie klogere. Jeg regner ikke som Anna her, li'e i Ungdommen, da jeg lærte hende at kende ovre i Jylland; men saa gik hun hen og fik Barnet, det sku' man dog tro ku' hjulpet hende lidt til Eftertanke. Men det sa' jeg til disse to Menneskeædere, at nu ska' De alli'evel la' vær' a' gaa paa hende for denne Gang og snuppe hende, for det er Synd for Pigen, og det er en dygtig Pige; men sig de bare til Overbetjenten, at jeg ska' som Husfa'er gi' hende saadan et Pulver, saa de ska' komme til at undvære hende i Skønhedskonkurrencen baade i Nansensgade og de andre Gader.

Se nu min Kone, hun ha'de ganske stilfærdigt vidst Besked om alt dette herne, men hun ha'de jo igen ikke turdet sagt det til mig, og hun var bange for, jeg sku' køre Anna ud a' Huset. Og saa er'et jo det med Fruentimmer, at de ka' nok 80| li' at b'ie tisket og disket lidt op med Historier om saadan bedre Herrer, enten det saa er Løgn eller sandt. Men du driver din Indskrænkethed og Godhed for vidt, sa' jeg til hende, og nu er Pigebarnet b'een ligefrem hva' man kalder for en falden Kvinde, og ska' vi beholde hende i Huset, saa gaar 'et ikke an, hun b'ier liggende paa Kvisten. Men nu rydder vi ud i det lille, mørke Hul bag ved vores Sovekammer; og flyve hen over Ho'derne paa os, det ka' hun vel heller ikke!

Hvorlænge det gik godt paa den Manér, det husker jeg nu ikke, og det ka' jeg sige, jeg ikke véd. For bagefter kom der hele Re'ligheder op, som jeg slet ikke ha'de været med paa. En Nat engang, jeg var ikke hjemme, og min Kone laa alene, saa ha'de hun begyndt at klage sig, Anna, og hun var saa daarlig og maatte bare et Øjeblik ned i Gaarden, hun sku' ikke ta' andet end sit Sjal om sig. Det gjorde hun heller ikke, hverken Strømper eller Sko eller no'et. Men der gaar en Time og to og tre og fire, og hun kommer ikke igen; først om Morgenen, Klokken syv, førend jeg var kommen 81| hjem, saa er hun der, li'som min Kone ska' til at lukke Forretningen op, og hun ha'de været paa Præmiemaskerade i Fuglen, fransk Husarpige! Alt hendes Klos og Pjus ha'de hun haft liggende nede i en af Barnevognene, der stod i Gaarden; og dér var hun stukket ned og krøbet i'et.

Tilsidst kom hun selv en Dag og sa', vi maatte ikke være vrede, og vi ha'de jo været gode imod hende og Barnet, og hun holdt saa meget af min Kone, og de hylede og tudede, begge to; men Enden paa det hele var'et da, at nu rejste hun, for hun var b'eet prøvet ude paa Vesterbro, og nu sku' hun være 82| Sangerinde. Sunget alle de Melodier, hun hørte, det ha'de hun nu altid kun't, det var meget rigtigt.

Naa, Drengen, ham b'e hun godt a'e med paa Landet i en god Pleje; han har siden efter været inde at besøge os, og vi ha'de saadan et Sjov med ham, han grinede li'som en flækket Træsko til alt, hva' vi sa' til ham, og bondsk sludrede han, værre end de gamle Tørvebønder.

Hende selv gik det for Resten tem'lig godt, hun var i Finland, og de trak hende helt igennem Tyskland, og nu er der virkelig no'et om'et med en finere Herre, en ung Herre; hun har Ring med Navnet skrevet ind i, og min Kone har læst Breve paa sejsten Sider fra ham a'; han venter bare paa, der ska' falde lidt Ro over Familjen, saa gifter han hende. Han har ta'et hende ud a' al denne her Komedie, og hun faar Musiktimer til en Krone Timen, og der kommer osse en Frøken og læser jeg véd ikke, hva' det er, med hende.

Han er ligefrem, ka' man si'e, af disse mærkelige Mennesker, der ofrer dem helt igennem for saadan et Pigebarn; men det er et smukt Menneske at se paa og 83| sidder i en Bank og skriver, og han har Penge, saa hva' Fa'en, det er jo osse meget nydeligt, at han vil hæve hende i Vejret. - Og Anna b'ier han ikke narret med, som Kone betragtet, det gør han ikke. Det er et dygtigt Pigebarn, er'et, og naar der no'en vil holde sig til hende, holder hun sig til ham. Og Resten, den kommer jo ingen ved, det ka' vi være enige om. -

[85]| Dengang Hans Peter Egskov mistede det
kønneste af sine Børn

87| Jeg synes, De ser mig noget klatøjet ud, sagde jeg en Morgenstund til Hans Peter Egskov; jeg kom gaaende igennem Gaden, hvor an nu som Ægtemand og Borger havde sin Marskandiserforretning.

Egskov stod i Kælderhalsen, barhovedet, i Skjorteærmer, med begge Hænderne dybt ned i Bukselommerne; nu sàa han i Vejret op paa mig. Han var yderst lidt soigneret, med lange Skægstubbe, uden Flip, malproper i Ansigtet; det var tydeligt at se, han ikke havde været i Seng, den Nat.

Naa, De har nok været lidt ude at more Dem, Egskov!

Nej, sagde han med et surt Udtryk i Ansigtet og glippede med de fugtige Øjne imod mig, men jeg har 88| lige mistet det kønneste af mine Børn.

Hva' har De ?

For to Timer siden! En dejlig Dreng; Johannes Evald hed han, paa seks Aar ....

Herre Gud, da!

Egskov fik Bagen af Haanden op til Øjnene. Det ku' maaske interessere Dem at se ham?

Jeg nikkede.

Fa'en ska' osse b'ie staaende her og gabe efter alle de Bønder, der ikke kommer alligevel! - Jeg ka' heller ingen Forretninger gøre i Dag, saalænge den lille Sjæl ligger deroppe; det manglede s'gu bare.

Han snøftede lidt igen. Nu ska' vi gaa op at se ham; han ligger li'som han sov, brændt op indvendig af dette Dokterdjævelskab, de har pensiet ham med for Difteritis. Han laa, og Mo'ren holdt ham, og han op med Halsen! Vandet, det ku' rende ham ned a' Kinderne, men vi ha'de lovet ham af de store Chokolader med Krem i, naar han bare vilde gabe godt op. Dem stak vi osse til ham bagefter; nu ka' De tro mig, om De vil, men jeg har lagt nær de ti Kroner hos denne vindøjede Konditorsnude henne paa 89| Hjørnet, for det sku' være af de bedste; han var durkdreven, Evald. Naar vi ku' prøve paa at stikke ham no'en ud a' Bagerjomfruens, tror De, han gik paa dem? Han var altfor klog, den Dreng. - Dokteren ha'de strengt forbudt, han maatte ikke faa disse herre Chokolader, men vi maatte jo troste ham. Og du ska' nok faa, lille Evald, naar bare du vil la' være at græde og være beskeden og hoflig mod Dokteren. - Det behøvede man ellers slet ikke at sige til det Barn, det var ikke saadan en Bølle som den lille Charles, vi mistede for to Aar siden; han, naar Doktoren kom: Vil du gaa, din Pukkel, dit Skaar ... naa, det var i Uskyldighed bemærket, 90| kan man sige, det var blot som Barn betragtet, han ha'de hørt det i Gaarden; han vilde jo ikke fornærme Manden; men det var Skræk for at b'ie pensiet! Aa, de sku' s'gu selv stille til Pensling engang imellem med saadan en rigtig Djosis Helvedessten i Halsen, saa ku' de b'ie lidt mere bløde a' dem, mange af Lægerne ... men Evald, han sa' aldrig et uartigt Ord, altid dannet, behagelig; det laa ved ham!

- Vi var imidlertid kommen op i Stueetagen, hvor Egskov boede. Alting inde i et ret stort Værelse stod temmelig hulter til bulter; der laa Skeer og stod Medicinflasker foran Pillespejlene, paa Sofaen havde der været redt, og den lille, tomme Barneseng stod endnu ude paa Gulvet.

Egskov gik hen til et Bord, der var skubbet op ad Væggen.

Her ska' De se ham!

Han tog Lagenet fra det lille Barnelig, som laa derhenne paa sin Pude.

Han ligger hengiven i Hvilen, ka' man sige; det er li'som han ku' være levende; jeg véd ikke, om De ku' ha' Lyst til at føle paa hans lille Mave, den er li'efrem varm endnu.

91| Vandet kom igen Egskov i Øjnene. Ja, sagde han, som han ligger dér, hvad tror De, han staar mig i i Moskus alene? Over 24 Kroner! Man sku' undre paa, at det ku' være tænkeligt, men om det ha'de været et Grevebarn, der ku' ikke være b'eet ofret mere, det ka' jeg sige med en støt Samvittighed, en Nat ha'de vi to Doktere ... og saa Hjælp i Butiken for min Kone af hendes Familje .. I Dag ska' der osse komme saadan en Sidsken, naar bare hun er der, førend hun ka' lugte Maden paa Bordet, for saa ska' hun nok melde sig. Min Kone er ude at rende om det altsammen angaaende Barnet; jeg ku' ikke gøre det, om De saa stak mig ti Kroner i Timen, nej, jeg ku' ikke, jeg er altfor blød til det ... Fredrik! brølede han paa en Gang ud ad det aabne Vindue til Gaarden.

Javel, hørte man en Stemme, der svarede.

Det er Karlen jeg har til Hjælp i Forretningen, forklarede Egskov, han er ved at stænke en gammel Chaiselongue godt igennem, de sku' ha' ud paa Amager til en af disse 92| smækfede Amagerbønder .. Fredrik! brølede han igen.

Javel, nu kommer jeg!

Ta' og stik over efter et Par Bajere, og saa maa du høre efter Butiken, naar Klokken ringer; jeg duer ikke til og ka' trække Penge ud af Folk i Dag.

Bajerne kom.

Fredrik behøver vel ikke at hente Glas, hva'?

Nej, Gudbevares!

Vi klinkede med Flaskehalsene.

Puh! sagde Egskov, efter at han næsten havde tømt sin Bajer, det er en af Hans Jensens Bajere; jeg tror s'gu, han ligger med dem i Sengen i Stedet for at ha' dem i Iskælder. Fredrik!! -

Javel!

Hva' Fa'en er det for no'en Toddyer, du har hentet til os? Ta' og spænd hen til Peter Andersen paa 93| Hjørnet og la' os faa dem, saa Tænderne klaprer i Munden paa dig, naar du løber med dem. Du ka' ta' en seks-otte Stykker, det er godt at ha' i Huset, saa stiller vi dem i Vadsken, og la'r .Vandet rende. Varmt Ø1, sagde han over imod mig, det er usundt. Skaal!

Han tømte Flasken og stillede den fra sig paa Bordet. Saa gik han hen og dækkede det lille, døde Barn til igen.

Fluerne ka' godt begynde at b'ie næsvise, det Skab, sagde han. -

Det er nu li'egodt mærkeligt, kom det lidt efter, men som bajersk Ø1, tror de nogen Sinde jeg har ku' faaet ham til og smagt bajersk Ø1, som ligger der? Gaa, Fa'er, nej ... Jeg vil ikke ha', Mo'er ... det var en hel Komedie,.. og vores andre Børn, de har maset dem over bajersk Ø1 li'som Bjørne. Men Evald, her i Sygdommen, der fik han af denne fine, ungarske Vin fra Apotheket a' til to Kroner Flasken, den ku' han ligge og smadske i, dér ha'de han Tonarten! - Det var en fin Dreng, en meget fin Dreng! ... Tak for det, Fredrik! ... Det var Karlen, som kom med et Par af de isafkølede.

94| Egskov tog omkring de kolde Flasker: Ja, saadan et Par Svende, det er no'et andet. Skaal! Det styrkner, naar man ikke har faaet udsovet. Og her har ikke været megen Søvn i Øjnene i den sidste Tid, ka' De tro, undtagen jeg smed mig midt paa Dagen, bag i Kælderen, oppe paa en af Chaiselongerne. Men saa sa' jeg osse til min Kone, at det er li'emeget, om det saa er en Forretning paa flere hundrede Kroner, saa vækker du mig ikke, for en Mand maa ha' Søvn. Og hun var paa Benene baadé Nat og Dag, det var lige, at hun ku' sidde og nikke en Smule i Lænestolen henne ved Sengen hos Evald, for det var hendes et og alt, den Dreng, og hun er meget moderkærlig, i det hele taget opofrende; brilljant Kone! Det kan vi roligt drikke paa. Drik ud! Ellers staar den og b'ier varm. Vi har jo fler i Vadsken.

Egskov pustede et Øjeblik, saa sagde han: I Morges, da var hun jo lidt lille ved det, da hun ha'de mistet ham, saa jeg maatte træde til paa bedste Maade. Og det ka' jo ikke nytte at græde sig Øjnene ud a' Hovedet, for vi faar ham ikke [95]| igen for det, men det sa' jeg ogsaa, at det er ingen Løgn, at Vorherre, han ska' altid ta' og gemme de bedste, og det var Synd for det Barn, at han sku' gaa den Vej, det ved Gud, det var. For jeg skal si'e Dem, han var saa klog, saa klog, som De ikke sku' tænke Dem. Ikke mere end han var halvfjerde Aar gammel, saa, naar Mo'ren, hun klagede over, at man ikke var kommen hjem og lignende, saa ha'de han regnet den ud: Fa'er er gaaet med Sadelmager Hansen, og de sku' ud til den og den, og du ka' tro, Mo'er, de sidder nok nede i Peter Jensens Kælder og drikker Bajere, 96| og nu ska' jeg gaa hen og hugge ham, jeg kender Vejen. Og tror De ikke, han stod der, lige paa en Gang: God Dag, Fa'er! - Men at han sku' si'e no'et, om at det var Mo'ren, der ville ha' mig hjem; han var altfor durkdreven! Nej, der var no'en hjemme og vilde købe af de store Møbler og hvad han ellers saadan ha'de hørt, at Mo'ren, hun stak ud, naar der var no'en, der spurgte efter mig. Jeg ku' b'ie saa lynende gal, mange Gange, naar vi kom hjem, og skælde ud paa Mo'ren, men det var jo morderlig klogt af Barnet fundet paa, det kan man ikke sige andet; han ku' faa Folk til at rende med noget, allerede i den Alder! - Og saa altid en pæn Optræden, og ærlig, naar man forstod at pille det ud af ham; han kom med det hele, der var ikke noget Fileri ved ham. Som der var en Gang, da ha'de han hugget en Krone af hans Sparebøsse, naturligvis durkdreven! Han ha'de 97| regnet ud, at man ku' stikke et Knivsblad ind og saa faa Kronen danderet ud paa Bladet. De var jo saa en tre-fire lignende Kavelerer her fra Gaden a' og de var gaaet om i Fiolstræde, og de ha'de lejet dem en Trækkevogn, og den ene ha'de trukket den anden, og de ha'de 98| maset det halve København rundt; men da han kom hjem om Aftenen saa ha'de han jo blot været omme paa Bulevarden, li'saa skinhellig. Saa kommer der hverken værre eller bedre end en Kone og besøger min Kone: og hun ha'de jo set disse Herrer med Køretøiet, og Gud véd, hvor de har faaet Pengene fra, man hørte jo saa meget nu til Dags og hist op og her ned, saa min Kone hun faar jo en Tanke og ser efter. Der manglede en Krone i Sparebøssen! Saa sku' jeg jo ta' ham for.

Du har neglet en Krone af din Sparebøsse, din Laband, rammede jeg ham ud, li'som han var kommen hjem.

Der sku' De set ham, han b'e helt hvid, for han var saa stolt, jeg har aldrig set saa stolt et Barn, men han sa' ingenting.

Har jeg ikke sagt dig, at Vorherre i Himlen, han ser alting. - For den b'e altid stukken ham ud, som jo osse rigtig var, af Mo'ren, naar hun sku' gaa et Sted, og hun ikke ku' være over ham, at Vorherre i Himlen, han ser alting.

Han staar og tygger lidt paa 'en, men saa si'er han li' saadanne: Det er meget før Sofus, der har fortalt 99| dig 'et, den lille Rod. - Det var saadan en Hopsaka'l paa en 3-4 Aar, som daarligt ku' tale endnu, som de ha'de haft med paa Turen.

Det ku' jeg jo med Sandhed sige, det ikke var, og saa fik han 'en: Om han ikke trode, Vorherre ku' opdage saadan et Bagatel, han ku' opdage det, som meget værre var, og i det hele taget alting, hvad han tog sig til, Vorherre han saà det, han ku' li'saa gerne komme med det med det samme. Saa fik jeg jo hele Re'ligheden fra først til sidst, og blød var han jo, saa han gav sig til at græde, og Mo'ren maatte op med no'en af de store Chokolader for at faa ham til at tie stille. -

Egskov skyllede det meste af en ny Bajer ned: Det ka' ikke nytte at sidde og sørge med en tør Mund, saa bi'er det altfor melankolsk! - Saadan en dejlig Dreng! Og saa 100| var 'et det kønneste af vores Børn. De sku' set ham, førend han b'e pillet af, sikken han var skabt. Der var Lægge paa ham, saa lille han var, og Fod med Højvrist; og køn i Ansigtet var han s'gu osse, nydelig! Og véd De hva', det ka' vi være enige om, naar man er lidt med paa Livet, at det er en stor Støtte og en Velgerning her i Verden at se lidt godt ud, og at Tøj, det ka' sidde paa en og ikke hænger som Raker. Det er ikke, fordi jeg vil prale, for det er jeg en stor Hader af, men mange Gange i Ungdommen, naar den har været sløj, ha'de man ikke set en Smule godt ud og ku' gjort lidt Indtryk, man kalder, baade paa den ene og den anden Maade, saa ha'de den s'gu været gnaven. Og det var det med Evald ...

Undskyld jeg afbryder Dem, men hvorfor hed Barnet egentlig Evald?

Egskov slog ud med Haanden: Jo, det var et Løfte, jeg ha'de lovet mig selv engang, at naar jeg giftede mig og fik en Søn, saa sku' han hedde Johannes Evald, for dengang jeg tjente for Karl paa Trykkeriet i Aarhus, saa læste jeg Bogen om Johannes Evald. Den kender De nok, 101| den er gul og med hans Billede foran i ... nydelig, store, blaa Øine, krøllet Haar; det ha'de Evald her ogsaa. Men ser De, allerede dengang, saa syntes jeg, den Levnetsbeskrivelse, den var saa storartet med disse fede Hørkræmmere henne fra Vestergade, som han maatte ligge og kvæles med, og Pigebarnet vilde ikke ha' ham, fordi han var lidt for meget med paa 'en, og Familjen, de fik ham saa smidt ud paa Landet, nede ved Rungsted. Men der laa han og digtede li'saa støt, i Sengen fra Morgen til Aften, lige op i Næsen paa dem. Det var s'gu brillant! Det er ham 102| der har skrevet: Vift stolt paa Codans Bølge! -Skaal!

Vi stødte atter Flaskehalsene sammen.

Saa megen Tanke var der dog allerede ved en i Ungdommen, at jeg sa' til mig selv, at det er lige meget, men faar du en Søn engang, og det er et kønt Barn med Guds Hjælp, saa ska' han hedde Johannes Evald, for det er en Mand, som ska' holdes i Ære, for han har fortjent det. Det har været en rask Mand og en fin Mand, om de saa smed ham paa Bondelandet ti Gange.

- I det samme hørte vi Klokken ringe nogle Gange nede i Kælderen, og lidt efter kom Fredrik op: Der ha'de været en lille Pige henne fra Fru Egskovs Søster, og Fruen kom om en halv Time, Herren maatte endelig ikke gaa ud saa længe, Fruens Familje kom med derhenne fra ...

Tak for det blaa Øie, Frederik; den var nydelig! De kan tro, det er s'gu et støt Persjonale, min Kones Familje her i Byen. De kan godt sidde og stirre fire Timer efter en Kop Kaffe, og ikke de flytter dem, om De saa sved Stolene af 103| under dem. Nu b'ier de her til Aften, og helst ska' de ha' alle de Sulevarer, der er til i hele Kvarteret, og saa ræsennerer de dog bagefter! - Saa ska' man osse høre paa al deres Elendighed angaaende Evald ...

Frederik! brølede han ned efter Karlen, der var gaaet tilbage til Kælderen igen, ta' og stik hen til Sadelmager Hansen og be' ham om

at sende Bud efter mig, forstaar du, saa ka' vi gaa ud og se paa noget Mobelbetræk, det ka' godt være nødigt...

Egskov vendte sig atter mod mig:... for jeg ska' si'e Dem, alt dette Fruentimmerreferat og Sørgmodighed og Vrævl, hvor den ene si'er Sparto til den anden, det er ikke no'et jeg ka' være med paa, det ka' jeg ikke. Med Sorgen og Glæden hold Maade, som vi lærte det i Skolen, det er ingen Løgn! Jeg gad nok set, hvis en anden en osse ga' sig til at henfalde i Sørgmodighed, saa b'e der slet ingen til at holde den oppe herhjemme.

Skaal! - -