Rejseselskab

Det var paa en Station imellem Korsør og København, at han en Sommerdag kom ind i Kupéen.

Han var høj og lysskægget med en Shagpibe i Munden og tatoveret paa Hænderne. Efter et hurtigt Blik smed han behændig en lille Byldt med Arbejdstøj op over et tomt Sæde, tog Plads lige overfor mig og gav sig til at tørre Panden grundigt.

Det er dog en farlig Hede, vi har i disse Dage, begyndte han straks; b'i'er det saadan' ved, saa kan vi her i Danmark ligefrem komme til at spille Brasilien!

Jeg spurgte med et Blik mod de tatoverede Hænder, om han maaske havde været derovre.

Jeg har lagt i Varmen i fem Aar, sagde han med et stort lyst Smil, og mest i Brasilien; engang desenterede jeg i Rio fra en Hollænder, der kom fra Java, saa b'e' jeg derovre et helt Par Aar i en Overgang. Jeg skal sige Dem, jeg er Tømrer af Profession, men jeg har sejlet meget. Det er et dejligt Land, Brasilien! Der sku' bare ikke være saa mange Slanger. Man vaagnede mange Gange om Morningen, saa ku' saadan en Kammerat staa et helt Par Alen i Vejret foran Sengen. Det vil jeg nok sige, de var værre end Hugormene i Lejren ved Hald! Jeg traf for Resten en Landsmand derovre, en Murer fra København a', og man b'i'er jo nemt kendt saadan i det fremmede, saa vi gik fire hundrede Mil op i Landet sammen; dér havde han hørt for ganske sikkert, der var briljant Arbejde og Matrialer i Guds Velsignelse; men det var bare Løgn, da vi kom derop. Naa, der var jo ikke no'et at gøre ved det, Mureren fik sig en Gang Klø for den Arbejdsanvisning, saa fægtede jeg mig en hundrede Mil alene op mod Kysten. Dér fik jeg det godt: en briljant Mand, der sku' ha' bygget en Villa, storartet Akkordarbejde og behagelige Forhold: to Negerpiger til Haandlangere, Kosten bong, og for Resten - der var pæne, lysere Damer, hvad man kalder, ikke mange Mile borte. Jo, det var min egen Skyld, naar jeg døjede ondt i Brasilien; men De forstaar nok: i Ungdommen, det kommer let, og det gaar let, og det ka' ikke nytte at græde over de

Penge, der er gaaet dem en Tur, saa maa man se at lave no'en nye. Gal var 'en, efter at jeg havde haft den gule Feber; de sku' for Resten hellere kalde den den blaa Feber, for man b'i'er blaa over hele Kroppen li'som i Pesten, og det er Kinin de fylder paa en, bare paa, immer paa, lige til et Punkt; naar det saa ikke hjælper - færdig! Havde der ikke været en ung tysk Doktor derovre, saa havde jeg nu ligget paa Øen Bella vista; dér sendte Overlægen alle dem over, som bare skulde krepere i Rolighed og ikke ta' Pladsen op for andre; jeg hørte godt, han sagde det. Din brasilianske Satan! tænkte jeg, men saa kunde jeg ikke mere, og da jeg vaagnede op igen, saa sa' den tyske Doktor: Ja, ja, Dansker, nu er De over det, og det ka' De takke mig for, for jeg holdt paa, at det ikke var værd at sende Dem til Bella vista. Det var briljant, Doktor, sa'e jeg, og hvis jeg bare ha'de noget at sige herovre, saa sku' De b'i'e Professor over hele Brasilien lige med det samme, men nu maa jeg rigtignok be' Dem om at hjælpe mig lidt, for de vil ikke ha' mig her paa Hospitalet længere, og det er ikke saadan' for en fattig Haandværker og saa videre, han fik jo hele Remsen; det kostede ham 4 brasilianske Dollars; det var den Betaling, han fik. Saadan gaar det! Havde det været i de Tider, hvor man tjente no'et, saa ku' man maaske vist saadan et Menneske en lille Opmærksomhed; men dengang fejlede man jo ikke no'et!

Der blev en lille Pavse, hvor jeg indskød et Par Ord, om at jeg netop var paa Hjemrejsen fra en Tur nede i Spanien.

Spanien! tog han øjeblikkelig fat igen og vendte den venstre Haandflade imod mig. Dér sidder en spansk Kniv! - og han pegede paa et bredt Ar indvendigt i Haanden. Det var i Malaga, vi kom fra Madeira, og jeg sku' lige danse ud med et lille Pigebarn, saa var han der med Kniven, forstaar De; jeg parerede med den venstre Haandflade, men han pyntede mig for Resten temmelig meget, jeg maatte la' Kammeraterne ta' dem af ham. De gav ham et Par regulerte danske Skaller at ligge og lege med. -Ja, man ka' nu sige, hva' man vil, men det er no'et a' det, man lærer i Udlandet, at den danske Skalle, hvor den kommer frem, der er ingen Nation, der kommer op imod den! Jeg har set det mange Gange i det fremmede: naar de faar den første Gang, de b'i'er ligefrem helt vilde. Den kan de ikke regne ud. Hva' er den a'? Og de kommer aldrig rigtig efter det, Spanierne nu slet ikke. De kittede mig for Resten lidt lovlig meget til en Gang i deres sorte Rødvin dernede, jeg drak den som Vand, jeg vidste ikke

bedre; ellers kender jeg ikke no'et til Landet. Men der skal være flere briljante Pladser dernede, efter hvad jeg har hørt; i det hele taget, naar man er ung, véd De hva', det er li'emeget, hvor man kommer hen, der er altid Tjans!

Han bankede Shagpiben ud mod Vinduesrammen og tændte sig en frisk, saa snusede han lidt til Røgen og sagde:

Hør for Resten, hvordan er det, nej i Spanien, dér har de vist ikke saa meget med Ananas, for det si'er jeg ellers saa tit til min Kone, at det ku'jeg nok ha' Lyst til at spise en Gang igen: friske Ananas i Rødvin; det faar man saa meget i Brasilien. Men om osse jeg ha'de Raad til at købe dem herhjemme, jeg si'er, jeg rejser mig daarligt op for de Sydfrugter, som der staar paa Kongens Taffel paa Amalienborg; jeg har selv været med til at ta' Bananer bare til Hamborg, vi ladede dem li'saa pjadskgrønne - de havde dog lidt af det brune i Spidsen, naar vi kom med dem. Men det forstaar Folk dem jo ikke paa, som har siddet hele deres Liv med et dansk Kydben i Haanden! -Ja, nu er en anden jo lagt op, som man siger, for jeg er gift og har tre Børn, saa jeg kommer vel rimeligvis aldrig ud mere, men saa kan man dog sige, at man har set et og andet, og det er ikke enhver Bondekarl, der gi'er en no'et at rende med! Som nu, jeg véd ikke, om De saà ham med Tatoveringen, de foreviste i København i Efteraaret. De kaldte ham Kaptajn; det var nu vist mest for den fly'ende Hollænder, at han var Kaptajn; men Svensker var han, og der stod ogsaa paa Plakaten, at han sku' være tatoveret af de Indfødte paa Stillehavsøerne. Nu arbejder jeg for mig selv som Tømrer ude i Brøndshøj, men det er jo tit, jeg kommer til København, osse med min Kone, og saa sa' jeg til hende: La' os gaa ind og se lidt paa den Tatovering, for jeg er selv b'e'en tatoveret her paa Hænderne af en gammel Indfødt nede paa Sundaøerne, og Stillehavet er jeg dog osse lidt med paa. - Naa, vi kommer jo derind, og der var baade ham og en Foreviser, og den ene galede højere end den anden, om at denne Kaptajn, han var b'e'en holdt i Fangenskab, og der ha'de de pint ham med at tatovere ham baade forpaa og bagpaa og saa videre. Men saa tillod jeg mig at ta' Ordet og sa': Ja, tatoveret, det er De jo; men skal jeg sige Dem, hvor De er tatoveret, og det er ikke paa Sydhavsøerne, men det er hos Smith brothers ovre i New York, og aldrig i sine Levedage har det været den rigtige, gamle Haandtatovering, men det er gjort paa Maskine, li'som at man trykker paa Lærred, og De maa i det hele taget lidt længere ud ad

Landet til med den, for der er osse Folk i København, der har været udenfor Valby!

Ja, jeg ha'de vist set meget?

Det ku' maaske være, at jeg ha'de set det, som De aldrig faar at se i levende Live, og jeg har osse set en svensk Bagersvend i Vedbæk, sa' jeg, der blev vist frem som lyssky Indfødt fra Madagaskar, og det var i 1885, da jeg arbejdede for Tømmermester Halland ...

Saa vilde de jo til at smide mig ud.

Det tror jeg hellere, de sku' betro til en anden, sa' jeg, og jeg har betalt mine Penge, og jeg har Lov til at udtale mig!

Og der var en tre-fire Herrer med Sølvstokke og høje Hatte; de holdt med mig, og Damerne med; de vilde høre, hvad han ku' svare mig.

Saa begyndte han jo paa en frisk om Stillehavet og de Indfødte, men saa sa' jeg bare:

Nu skal jeg si'e Dem endnu en Ting, at De kalder Dem Kaptajn og fortæller, De har lagt i Stillehavet; men hvis De kender noget til de Indfødte, saa véd De, at det at blive tatoveret af dem, det holder de for en stor Ære. Og det kan De vist nok indse, mine Herrer og Damer, naar De ser paa det Stykke Gerüst dér, at der er vist ikke no'en, hverken tamme eller vilde, der finder paa at vise ham nogen Ære.

Saa gik jeg godvillig. -

Nogle Øjeblikke efter rullede vi op for Frederiksberg Station. Min Genbo langede sin Bylt ned fra Hylden og rakte mig en stor, brun Næve. Farvel, sagde han, og Tak for behageligt Selskab! Tiden gaar immer saa briljant, naar at man underholder hinanden. -