[159]| En Udvej

161| Jens Hansen klagede sin Nød for mig. Efter Konens Død havde han faaet Husholderske i sin Frokoststue og Beværtning, og det var jo ikke som før i Tiden.

Nej, det maa rigtignok være tungt, naturligvis, saadan at miste ...

Ikke for det, sagde Jens Hansen, det er saamænd blevet meget bedre, baade med varmt og med koldt, end den Gang min Kone levede; men der er andre Sider ved hende ...

Ved Husholdersken?

Jens nikkede.

Hun har maaske Kærester?

162| Ikke, saa at det kan genere nogen.

Jamen, hva' saa?

Hun stjæler som en Ravn. -

Au!

Hele halve Skinkestege gaar der ud af Huset, og hvis De saa min Kulregning ...

Nej, Gud fri mig! Men saa maa De jo skifte hende.

Jens Hansen rystede paa Hovedet: Aa, de er ikke andet end til at køre ned ad Trapperne med det samme, alle dem, som kommer!

Kan De da ikke tale Donner til hende ?

Jens sænkede Stemmen en Smule: Jeg prøvede jo forleden Dag paa at holde en lille Appel for hende; men saa skulde De hørt en Udtale! -Jeg gik min Vej for ikke at genere Husbeboerne.

Ja, det gør mig ondt, Jens Hansen; men saa véd jeg virkelig ikke, hvad jeg skal raade Dem til.

Enkemanden tav og sad lidt og nippede til sin Bajer.

Se, man kunde jo naturligvis gifte hende, sagde han saa.

Hva' beha'er?

Jo, jeg siger, at der var jo altid den Udvej, at man ku' gifte hende, [163]| mener jeg, - for saa stjæler hun da ikke til fremmede!

Skaal paa det, Jens Hansen! Det synes jeg, De skulde gøre.

- Og det gjorde Jens Hansen. -