Nekrolog.Nekrolog.
Han ha'de fundet i Berlings Port
et stort Stykke hvidt Papir og smurt
et Brev til Søsteren sammen.
Hvordan han har faaet Frimærker fat,
begriber jeg ikke, men véd kun, at
han sendte det ud til Madammen.
Og hun skikker ind fra sin Bondegaard
et rigtig godt Stykke Spegelaar
af et Svin, der var dygtig mæsket.
Naa, Peter ha'de jo ikke Raad
til at købe Brød, men han bare aad
sig stoppende mæt i Flæsket.
Saa gaar han til Ro. Men den næste Da'
hører de inde fra Loftet a',
hvordanne han gi'er sig i'et
der ligger han ganske bevidstløs hen
og af Liv var der ikke meget igen,
da de hentede Politiet.
Nu kommer jeg lige derude fra,
og Klokken elleve traadte han a'
for at stille til Herrens Glæde.
De to Ting følges naturligt ad:
naar man ikke længer kan taale Mad,
saa maa man jo dø af Æde.
Ære Være ...!Ære Være ...!
Jo, gamle Ven, jeg er tyk i Dag,
for der er hændet mig no'et,
saa ha'de jeg ikke haft Syn for Sag,
vilde jeg slet ikke tro'et.
Jeg ligger hjemme og glor og har
ikke en Øre tilsammen,
saa hører jeg no'en, der banker og ta'er i Døren, saa det ryster i Rammen.
Jeg ser mig omkring. Ja, Herregud,
det er Rest af en fornem Vane,
for nu er der ikke en Lommeklud,
som Fogedens Folk ku' rane.
Jeg aabner Døren. Der staar en Mand. -
Den Mand han har vist mig Ære!
Og over det hele Danmarks Land
jeg vil ham min Tak frembære.
Meget beskidt, med Hat uden Rand,
kunde næppe tale for Hikke ...
Hvad tror du, han vilde, den danske Mand,
hos mig? - Han vilde s'gu tigge.
Idyl.Idyl.
Det er dog li'som lidt Sommer endnu,
om ogsaa Luften er kold;
saa lad os sidde en Kende, du,
oppe paa Christianshavns Vold.
Jeg har en Pibe Tobak igen
a' den fra min Fødselsda',
den tænder jeg mig, og min lille Ven,
hun nøjes med Lugten der a'
Men siden, hos mig, skal vi begge to
drikke Kaffe, af samme Kop.
Og saa er det Mørkning og Søndagsro,
og du løser Haaret op.
Marie! Det skal du nu love mig,
at hvor sløjt det saa ogsaa gaar,
og hvor meget Frisøren, han plager dig:
du maa aldrig sælge det Haar.
Naturligvis -!Naturligvis -!
De fandt ham liggende paa en Bænk
en Nat, det var meget koldt. Og tænk,
li'som at Kulden skal til at ha' ham,
kommer en Herre og ta'er sig a' ham.
Nu gi'er han den flot som Gentlemand
paa Hospitalet. Jeg saa hvordan:
han ligger paa Fjere og sover, og bare
han slaar Øjnene op, staar der Fødevare'.
Jeg spurgte naturligt, hvordan det gik;
men han svarede ikke. Ja vel, den Strik -
naar man véd saa godt, hvad der følger efter,
saa skal det nok knibe med at komme til Kræfter.
Paa Langebro.Paa Langebro.
Jeg gaar i Kulde over Langebro ...
Det maatte være stolt med Vinterfrakke;
jeg kendte en Gang En, som ha'de to! - -
Paa Vandet ser jeg Lygteskæret flakke
ud efter i en sagte, gylden Svømmen ...
De si'er, der driver ofte Lig med Strømmen!
Betjenten ser mig an - en Gang igen:
»Der er dog ikke no'et her at hugge;
jeg gaar blot Aftentur, min gamle Ven,
paa Langebro og hører Vandet sukke;
jeg véd godt: Livets Kalk - vi ska' jo tømmen ...«
Mon der i Aften driver Lig med Strømmen?!
Hvorfor?Hvorfor?
Hvorfor skal vi Mennesker ikke kunne
lægge os hen som andre Hunde
og dø af Sorg? - saadan ganske stille
uden hverken at ville eller ikke ville.
Nej, Sulten lægger sig ved vor Side
og tirrer os op til at leve og lide.
- Er det derfor, vi kaldes Skabningens første,
fordi vi alle Tider kan sulte og tørste? -
