[177]| Tolderen i det Hellige Land

179| Nær ved en af de danske Strande ligger der et lille Hus med Flagstang og rødt kongeligt Skilt. Der har den gamle Strandkontrollør Jansen nu boet i de sidste seks-syv Aar.

En Helligdag i Foraaret tog Erik Holst og jeg ned for at besøge ham, jeg havde endnu ikke været paa hans nye Egn, og begge to trængte vi stærkt til at se den gamle engang igen.

Og saa stod Kontrolløren da ogsaa paa Perronen med Hænderne i Lommen paa det tykke blaa Sæt, Uldtørklædet viklet om Halsen og Søndagshatten en Kende bag i Nak180|ken. Han kneb Øjnene lidt sammen og spejdede frem imod Toget; lige før det standsede, udsendte han, med fuldkommen urokkelig Holdning, et af sine velbekendte lange Sømandsspyt, der naar ud i Søen selv fra det fjerneste Sted paa en første Klasses Orlogsmand.

Saa svingede vi med Hattene.

Der gled et bredt, mut Smil frem under det tykke, graa Underofficersmundskæg: God Morgen, de Herrer! Og Velkommen! raabte han med en mægtig, hul Røst, der fik alle Passagerer i Toget til Vinduerne.

Tak for det, Kontrollør! Tak for det! Og den lille, spinkle Erik Holst dansede hen imod ham med Hatten svunget rundt paa Stokken.

Aa, Gud hjælpe og styrke os, brummede den gamle med et inderlig tilfreds Glimt i Øjnene, je olier, je doller, som de siger i det plattyske, - og han gav mig et forstaaende Puf med Albuen: Hvor mange Piger har han nu faaet gjort ulykkelige inde i København siden sidst?

Vi foreslog et passende rundt Tal.

Forslaar ikke, forslaar ikke; han er værre end hele det gamle Testamente tilsammen! -

181| Erik lindede en Smule for Rejsetasken og lod en lang, smækker Flaskehals glide frem: Hvad mener De om saadan en lille Torpedo, Kontrollør? Skulde det ikke være noget for en gammel Søkriger som Dem fra 64? Og han dér har ogsaa en til Dem i Tasken. Irish Whisky!

Velbekomme! I vil nok lave mig et helt lille Gomorrha til hernede! Naa, det er ikke for det, og Kontrolløren bøjede sig ned imod Erik og hviskede, saa det kunde høres paa den anden Side Banelinjen, her kan godt trænges til lidt Gemytlighed paa denne Slavekyst; det er ikke andet end Helligdom, bare Helligdom, altsammen. Men lad os ikke tale højt om det!

En Bondemand kom gaaende ad den Marksti, vi netop bevægede os henimod. Bonden hilste.

God Dag, Kristen Hansen, God Dag, hilste Tolderen igen grumme velvillig: Hvordan staar det til hjemme? Men da vi vel var kommen ind paa Stien og gik videre med den gamle i Spidsen, spyttede han sin Skraa ud: Pøj! sagde han lige ud i Luften, Bondetamp! Katholik! - Det er osse en af disse 182| Missionskavelerer; i Gaar solgte han mig 3 Snese Æg og tog 62 Øre for Snesen, Husmændene nede i Tørup ta'er kun 60; det er Helligdom, hva'? - Hva'? gentog han nogle Øjeblikke efter med forstærket Røst, da ingen af os sagde noget.

Javel, Kontrollør! raabte Erik med et svagt Forsøg paa at efterligne Tolderens mægtige Stemme, vi gaar og ryster paa Hovedet begge to; men det kan De ikke se, fordi De ser bedst for ud.

Kontrolløren vendte sig og stod 183| stille med det veltilfredse Glimt i Øjet: Sikken han svarer bedre Folk! Saadan et Eksempel! Og den Slags gaar man hen og la'er vaje Splitflag for; se der! Han pegede over mod Huset med det kongelig danske Flag: Se, hvor det smækker i Vinden! Det er en anden Komedie end disse sløje, firkantede Bondeflag her rundt omkring; det er dog li'som helt kildent for Luften, saadan et Splitflag! Men spørg Bønderne om det! De kan s'gu ikke kende Forskel paa det og en Nattrøje paa en Humlestang. Men vis dem en Tikroneseddel eller helst en Hundredekroner, saa skinner Øjnene paa dem, li'som jeg vil ikke sige hvad i Maaneskin.

Han tradskede videre, og vi fulgte efter. Erik udstødte indianske Hyl af Livsglæde: Aa, hvor her er storartet! Sikken et Vejr, Kontrollør, og sikken en Vintersæd, for at være Landmand! Det er rigtignok no'et med no'et paa.

Den gamle maatte vende sig endnu en Gang og ryste paa Hovedet af Erik: No'et med no'et paa, - hvor gaar det unge Menneske hen og lærer saadan' Ord? Vintersæden, udbrød han med pludselig Overgang 184| og et Tonefald, som om han foredrog Theori for Mandskabet om Bord, den staar godt nok til de Vomme, den skal puttes i, og de har ha't et Aalefiskeri i Fjorden, som de ikke kan huske det bedre i Mandsminde, men lige edder og forgiftede er den hele Svovlbande alligevel, forstaar De. -

Lige udenfor Kontrollørens lille Enkemandsbolig kom hans store, sorte, langhaarede Vandhund farende frem imod os og krogede og krummede sig af Kælenskab for sin Herre, saa sprang den henrykt op af Erik, der værgede for sine fine Søndagsklæder efter bedste Evne; men Hunden blev ved at springe og pibe af Glæde.

Tyras, her, Svinebæst, vil du komme her ... din sorte Sjæl, Lommetyv, Skurk og Bedrager, brølede Kontrolløren og kylede et Stykke Brænde efter den, hvorpaa Hunden øjeblikkelig sprang af Sted, saa langt bort den kunde komme.

Dens Ejermand blev staaende midt ude i Gaarden: Dorthee! tordnede han med Kommandostemme.

Der slog en stor, svær, ophedet 185| Kvindeskikkelse et Øjeblik Køkkendøren op: Jo!

Vi er her, saa du ka' bakke op, naar Bøfstegene ere klare.

Erik pilede over mod Køkkenet: Jeg maa over at hilse paa min gamle Veninde, Dorthee. - Der kommer Forbryderen tilbage, raabte han paa Vejen.

Tyras luskede forsigtig hen imod os.

Vil du hit, Bandit! Hen foran Huset med dig, din Lommeprokurator! Og Tyras sneg sig hastigt forbi og ud imod Landevejen.

Lydighed maa der til, sagde Kontrolløren, og Orden; naar jeg ikke ta'r den med, skal den ligge foran Huset. Derfor har jeg anskaffet den, fordi jeg vil ha' Fred i mit Hus og vil ku' spise et Stykke Smørrebrød med en Dram til uden at ha' hele den hellige Menighed staaende og glo paa Landevejen, for det gjorde de. Naar jeg sad med min gamle Ven, Skipper Ortved, som Vorherre gemte i Vinter, i al Gemytlighed og vi fik os vores Aftensmad og en Romtoddy, saa var der et helt Menighedsmøde her udenfor paa Vejen li' saa tæt til Vinduerne, som de komme kunde. 186| Der stod de og mistede Appetiten af bar' Misundelse. Saa ha'de de spar't den Nadver! Nærigt Pak! Misundeligt Skab! - Men nu ska' De værs'go' at gaa indenfor; der ser ud omtrent li'som paa min gamle Plads.

Der var i Virkeligheden heller ikke megen Forskel fra i tidligere Dage, alting var lige saa skinnende rent og blankt, som jeg kendte det fra før, og Møblerne stod omtrent paa samme Maade, den lille fine, beslaaede Kamfertræs Kiste frit ud under Spejlet.

Jeg maatte hen at glæde mig over den.

Det er ogsaa gammelt ostindisk Arbejde, sagde Kontrolløren, den er over 300 Kr. værd; Toldinspektøren bød mig 225 for den her forleden, ifjor var det kun 200; han gaar fremad gør han; men han faar den ikke for den Pris; det er et Arvestykke fra min salig Fa'er a', og den Sort Ting skal man holde højt og i Ære. Det er ikke som Bønderne her omkring: de solgte gærne deres Bedstemo'er, om no'en vilde betale Penge for andet end at blive fri for hende.

Den gamle gik trippende frem 187| og tilbage og inspicerede Frokostbordet, der var dækket foran Sofaen; af og til flyttede han en Kniv eller Gaffel, der ikke laa tilstrækkelig pillent.

Jeg synes ikke, jeg kender de vældige Portrætter her paa Væggen, Kontrollør, den gamle Herre med Ridderbaandet og hans Kone.

Det gør jeg heller ikke.

Hvad for no'et? Kender De Dem ikke?

Nej,jeg er aldrig ble ven præsenteret for dem. De er fra en A'ktion efter en enlig gammel Dame, li'som jeg var kommen her, inde i Byen. Det er pæne Folk, rigtig pæne Folk, og saa syntes jeg, det var Synd, de sku' komme til saadan at vandre om efter Døden; hos mig skal de hænge med Fred.

De fylder jo ogsaa ganske godt med de enorme polerede Rammer, indskød jeg.

Akkurat s'gu, tilmed, nikkede Kontrolløren. Der hænger mine to afdøde Koner, pegede han, paa den søndre Væg. De hænger godt, saa man kan se dem klart og tydeligt. Det var et Par gode fredsommelige Koner, begge to. Der gaar ikke no188|gen Dag, undtagen jeg savner dem, - en af dem.

I det samme kom Dorthea ind med Bøfferne, som vi skulde have til det forskellige kolde, der stod dækket op med. Erik fulgte hende i Hælene; hun var et stort, kraftigt Bondekvindemenneske op i Tyverne.

Kontrolløren anbragte Bøfstegene nøjagtig midt paa Bordet:

Det var Ret, Dorthe, du kom med lidt til at sætte Tanden i. Saa De ham, sagde han, da Pigen var vel ude igen, Holst med Pigebarnet! Li'som en Flue paa et Høstlæs! - Naa spis nu og drik nu, lige til I ikke kan knappe Frakkerne; Mad skal der til paa Landet!

- Vi bænkede os, og Værten sendte rundt. Her har vi Sennop, Peber og en rigtig genuin engelsk Sauce; man maa ha' lidt Ingredienser til Maden; den skal dog smage anderledes end som en vaad Klud; ellers ku' man li' saa godt sidde og tygge paa sit Frakkeærme ... Nej, nu har jeg, Gud Herren mane mig, aldrig set saa galt ...

Kontrolløren stoppede paa en Gang op midt i sin Udvikling: Erik 189| sad lige overfor ham i Sofaen og nikkede med en fyldt skænket Snaps i Haanden.

Han byder sig selv, li'som Slagterhundene - den gamle skænkede -Brændevin er han snart li'saa tosset efter som Pigerne efter Høstbal. Skaal!

Erik nedsvælgede Snapsen med rivende Hast og lod et højt Tungesmæk følge efter.

Kontrolløren gryntede med mut Henrykkelse: Gud være lovet; der var Luft endnu! Saa ka' der gaa flere bagefter. Ja, ja, Holst, det er rigtigt; man skal ta' Livet med Gemytlighed, ellers ku' man li'saa gerne ligge med sit Kistelaag paa Næsen.

Skal jeg betro Dem noget, Kontrollør? spurgte Erik, medens han skænkede Snaps nr. 2.

Det bi'er vist ikke mange Penge.

Sludder, Kontrollør, De tænker aldrig paa andet end Penge. Dette her er noget med Kærlighed.

Tolderen lagde Kniv og Gaffel fra sig med et dybt Suk: Aa, Herre Gudheden, at én Snaps kan gøre saa megen Ulykke! Vi maa be' Dorthe rede til ham efter Frokosten.

Nej, for en Gangs Skyld er det nu li'egodt Alvor: jeg er bleven 190| forlovet - og skal giftes til Efteraaret.

Det er virkelig sandt, bekræftede jeg, da Tolderen saa lidt usikker fra den ene til den anden. Saa slog han Hænderne sammen: Ork! Ork! kom det med talrige Blink i Øjnene hen til mig, det stakkels ulykkelige Pigebarn! Hun maatte da ha' ku' bestilt sig en bedre ude paa Opfostringshuset, om galt sku' været. Ska' han giftes? Nu har jeg hørt det med, sagde Ræven, han faldt død i Knaldet. Det b'er da det ene Barn til at passe paa det andet. - Er der lidt til fælles Bedste? faldt det et Øjeblik efter.

Der snuppede vi Kontrolløren i Flanken, raabte Erik, ikke en rød dansk Øre! Bare brændendes Kærlighed! Her skal De se hende; er hun ikke dejlig? Og han trak et Fotografi op af Tegnebogen og rakte det frem tværs over Bordet.

Ta' det til Dem igen, put det i Lommen og spild ikke paa det! Jeg har ikke mine Briller her; for mig ka' det li'saa gerne være en Kat i en Møllersæk. Spiller heller ingen Rolle; kan hun være god nok til Dem, saa kan hun altid være god nok til mig; og kan De 191| ikke leve af det, De faar med hende, saa kan De heller ikke dø af det. Til Lykke med hende!

Vi skaalede og drak, og Kontrolløren tørrede sig om Munden: Spis, Holst, spis, om De vil tænke paa at holde Bryllup til Efteraaret, at der kan komme no'et Sul paa Raden; De kan saagu ikke møde i Ægtestanden i den Udhaling. Naa, et Spøg et andet Alvor, en flink Kone, mine Herrer, kan De være rolig paa, bliver der ingen narret med. Jeg kan tale med som praktisk. Dorthee, jeg har her, hun kan gøre sin Gerning, der sidder ikke ti Tommelfingre paa hende, paa det Lag! Men hun vilde ha' været væk til Maj, og nu skal hun rejse til November. Man faar ikke Lov til at beholde dem; de keder dem, si'er de. Hele Vinteren igennem gik hun her og remsede op for mig, at hun kedede sig. Og hvad skal man finde paa, Vinterdage paa Landet. Jeg ku' jo fortælle hende et og andet og gjorde lidt Sjov med hende, naar det passede, og læse havde hun jo, men det blev hun ogsaa ked af med de samme Bøger om igen mange Gange, saa fyrede jeg i Kakkelovnen for hende, 192| lige til det bralrede efter - hun kedede sig lige tosset. Sov! sagde jeg til hende, sov, man kan aldrig sove for meget. I min Ungdom, til Søs, jeg vilde ha' ønsket, jeg kunde faaet lidt af den Søvn, du kan ligge her og samle sammen. Saa kom hun med visnæsede Svar: Hun kunde ikke more sig med den Søvn, som Kontrolløren ikke fik i sin Ungdom. Stille med din Mund, sagde jeg li'saadanne, du har faaet den til at spise og drikke med og sige det nødvendige i Huset, men ikke til at gi' Uhumskheder fra dig a'. Men hun bare slog med Agteren. - De er ikke til at have at gøre med, Piger, Husholdersker og den Slags Skab. En Kone, der er knyttet til en, det bliver noget ganske andet.

Jamen hør, Kontrollør, sagde Erik og vinkede med Ostesnapsen, saa véd jeg virkelig ikke bedre, end at vi to gamle, De og jeg, slaar os sammen og holder Bryllup, begge to, til Efteraaret. Alle gode Gange er jo tre, si'er man.

Aa, ska' vi nu ikke la' være at raabe med Ribs i Rejetiden; jeg fylder 65 til Set. Hansdag. - For Resten, det var nu ikke for det; jeg véd godt, hvad der var i Vejen 193| med Dorthe og at hun kedede sig: hun vilde giftes.

Med Dem, Kontroller?

Ja, hun vilde s'gu ikke ha' Hunden. - De véd, hvad de vil, de Bønder; nu har man været gift to Gange, saa tænker de, der er altid faldet lidt af hver Gang, og Børnene er voksne og klarer dem selv for længe siden, og man har sit visse hver Maaned ... men skal jeg si'e Jer no'et, hvad jeg si'er ...

Sig væk, Kontrollør!

Jeg si'er, jeg skal ikke ha' no'et af Bondemad. - Velbekomme!

Efter Frokosten vilde vi have Kontrolløren til at gaa en lille Tur med udenfor Huset, med han rystede paa Hovedet: Der er ikke et Sejl paa Vandet i Dag.

Jamen Markerne og Landet i det hele taget!

Ja, det er li'som det altid er, naar Solen skinner. - Saa maa vi da før gaa de Skridt ned til Stranden og se Skandserne, som de kastede op mod Engelskmanden i 1807.

Skandserne laa ganske nær ved Havnen, hvor der for Resten ikke var saa meget som en Sildebaad, 194| og da vor Vært havde vist os de halvt nedskredne grønne Jordvolde og peget nogle Pynter og Kirketaarne ud i Kikkerten, begyndte han at trække saa smaat paa Benene.

Der er koldt hernede, sagde han og gabede, det er der altid ved Stranden. Her er ligefrem en hel Vadmelsfrakke koldere end oppe hos dem i Bondebyen; de kan spare meget paa Klæderne fremfor en anden. Det er no'et, der hover dem! - Skal vi ikke før gaa hjem? Saa sidder vi paa Bænken i Solskinnet og sludrer lidt! Hvad skal vi egentlig løbe og træ' Landevejen flad for? -

Den omtalte Bænk stod inde i Gaarden lige op ad Gærdet til Haven.

Her holder jeg meget af at sidde, sagde han, og være ugenert. Jeg generer ingen, og jeg bryder mig ikke om at genere nogen, her kan jeg se dem allesammen komme paa Vejen, og der er ingen, som kan se mig. - Nu begynder det at blive paa Tiden, at de kommer trækkende til Bedehuset; det er li'saa godt at se paa som et helt Dyrskue.

Vi satte os alle tre paa Bænken med Benene strakt langt ud og Cigarer i Munden; en halv Snes 195| Minuter efter begyndte der ogsaa ganske rigtigt at komme Bønderfolk trækkende ned ad Vejen, Mand og Kone og Børn, eller stundom et Par Familier i Følge.

Der gaar Jens Povlsen med Kællingen, sagde Tolderen, det er et af disse smaa Fruentimmere, I véd, li'som Edderkopperne, jo mindre, jo arrigere; jeg sku' da nok ha' dyet mig for at ha' giftet hende, om hun saa ha'de siddet i Guld til langs op ad Halsen.

Er det ham dér med den nye, graa Hat?

Akkurat s'gu, det maa være en ganske ny Hat; jeg har da aldrig set den for mine Øjne før; men 196| Gud bevares, det ka' han godt ha' Raad til, han har mange Penge staaende i Sparekassen inde i Byen. Men hans Høns de har aldrig set Byg hjemme end sige mere, saa de skal jo ligefrem løbe og skrabe og kradse inde i en andens Have. Det er osse Helligdom, hva'! - Forgangen Aar havde de en Præsteenke boende i deres bedste Stue om Sommeren, saa kommer hun over til mig og beder, om hun ikke maa gaa paa min - rent ud sagt, forstaar I. Ikke engang det Par Brædder vilde han slaa sammen til saadan en ældre Frue, hun skulde ud og tegne Friluftstegninger paa Marken! Værsaaartig, Frue, sagde jeg, værsaaartig, den staar til Tjeneste lige saa tidt som De behøver. Saa havde jeg hende gaaende til Ulejlighed hele Sommeren igennem til ind i Oktober; ikke saa meget som en Krone gav hun Dorthe i Drikkepenge; jeg maatte selv give Pigen fem og tredive Øre af min egen gode Vilje.

Erik lo, saa han var ved at faa et helt Hikkeanfald.

Dunk ham i Ryggen, den Synder; men at ikke hele Sildesjælen ryger fra ham! Han har ikke me197|get af den - Naa, saa, bliv nu færdig! Og glæd Dem ved Herr Slikkepotten, Skolelærer Grønberg. Der kommer han; den Herre skulde De se krumme sig lige tværs overfor vores unge Baron her paa Godset; de tager Fejl af ham og en Høvlspaan ...

Er den unge Baron ogsaa hellig?

Han er meget snarere overhellig. Det er jo deraf, vi har al den megen Helligdom hos Fæsterne; i den gamle Barons Tid skulde det altsammen være Kaninavl ... -

Strømmen af Fodgængere begyndte meget hurtigt at sagtne; der fulgte snart kun nogle enkelte, der kom spredte, og som Kontrolløren bare ofrede et Par Grynt. Saa var det hele forbi.

Den gamle tog sig en frisk Skraa af Daasen og sad lidt, ganske stille, saa rejste han sig og rettede Lemmerne.

Man ku' nemt sidde og falde helt hen. Og Hesten skal ha' sit Fo'er nu. I maa da ogsaa se Vognen; den er vadsket og i Orden. I Morgen skal jeg paa Inspektionskørsel.

198| Jeg troede egentlig, De skulde ride som Strandkontrollør?

Det skulde jeg ogsaa, men jeg har faaet Inspektørens Tilladelse til at holde Hest og Vogn i Stedet.

Erik lo højt op.

Hva' griner han nu a', Sprællemand?

Aa, det er Tanken om Kontrolløren som Rytter ...

Rytter! Jeg har saagu' redet mange Gange.

Ja, paa Æsler i Havnestæderne.

Kontrolløren hævede Røsten: Det ku' være, jeg havde redet paa det med, som han aldrig engang har set for sine Øjne. Jeg har siddet paa Ryggen af den største Elefant, som der har været i England; Sambo hed den, vi ha'de ha't den med fra Bombay, den stod nede paa Bunden af en meget stor Steamer, og Ryggen ravede helt op til Dækket, og saa havde han et lille Hul, som han puttede Snablen op igennem og brølte ud over hele Londons By, li'som Madam Petersen herhenne, naar hun har Sommergæster. - La' os saa komme hen og gi' Lotte det Pulver? -

Vi var med ovre at give Hesten Havre og saà paa Vognen, der 199| var trukket halvt frem af Vognporten for at blive beundret, saa fandt vi igen, alle tre, vore Pladser paa Bænken op ad Gærdet.

Den koster mange Penge, saadan en Vogn, sagde den gamle, og den skal passes stadig væk. Og saa kommer Hesten til, der skal sørges for ...

Ja, og det kan Dorthe ikke gøre ...

Kontrolløren tav et lille Øjeblik, saa sagde han fortroligt: Jo, hun kan saagu baade spænde for og spænde fra, det kan hun, og hun kan osse smøre Hjulene og vadske hele Karethen, naar det gælder, for jeg skal si'e Jer, hun har tjent to Aar hos en Slagter. Der havde hun det ikke saadan som her; her har hun det som Blommen i et Æg, naar bare hun vil bestille noget ...

Jamen jeg synes, hun maa bestille noget rigeligt, Kontrollør, sagde Erik.

Naa, saa det synes Mosjø. Ja, det var der jo osse et Par af mine hellige

Naboer, der havde faaet sat i hende her forgangen, men der fik hun at vide, hvad hun hed. Saa daarlig en Skolegang, sagde jeg, har du vel ikke haft, at du ikke véd, du er sat her i Ver200|den for at bestille noget, og hvad tror du saa tilmed, at det blev til, det hele, hvis jeg ikke gik over dig? Saa begyndte hun jo og skulde svare. Stille, sagde jeg, naar du staar overfor mig, det er ikke nogen hellig Forsamling her! -Men nogle Dage efter kom jeg gaaende nede ved Stranden med min Hund, og der gik min Nabo, Herr Jens Povlsen, Bondehøvl, og flyttede nogle Faar, hellige Faar. Naa, det var jo et fint Vejr og han hilste og begyndte med, at Vejret var da saa ganske behageligt og dejligt at spasere i, at sige for hvem der havde Tid til det, og Kontrolløren havde maaske ikke saa meget at ta' Vare netop nu for Tiden ... Saa svarte jeg og sa': Nu skal jeg sige Dem en Ting, Jens Povlsen, at jeg gi'er mig ikke af med at hekse Skibe frem af Søen, naar der ingen er; men maaske De kan sige mig no'et andet, og det er hvem der har sat de beskidte Næver paa min nymalede Baad i Morges, baade for og agter. -Det vidste jeg godt var hans to konfirmerede Labander af Drenge, og det vidste han li'saa godt som jeg. Men nu bliver jeg nødt til at male 201| hele Baaden om, sagde jeg, og det er et Arbejde, jeg ikke kan sætte Dorthe til, den Ko, som De gaar og har saa ondt af, fordi hun bestiller for meget, og jeg skal fortælle Dem noget, Jens Povlsen, at de har en Svaghed hernede paa Egnen, allesammen, at de vil ikke gerne bestille no'et, men Vorherre han sku' føde dem helst for ingenting. Og saa har de en Sygdom til, at de vil ha' alle de Penge, der eksisterer, og vente med at betale, hvor de skylder, til det bliver trukket dem ud af Sidebenene, og det er no'et misundeligt Skab og holder af at rungenere andre Folks Sager. Men lad mig bare falde over de to Lømler engang med min Baad, saa skal jeg gi' dem den Opdragelse, som deres Forældre ikke har ta'et sig af, og det, om de saa sku' være gaaen hen og bleven Lægprædikanter, begge to, i Mellemtiden! - Saa ku' han putte den i Næsen. -

Solen var begyndt at gaa væk fra Bænken, og Tolderen gav sig til at glippe lidt med Øjnene: Ved I hvad, jeg ku' ha' Lyst til at gaa ind og dreje den til et Øjeblik. Det er ellers den Tid, jeg ta'er 202| min Middagslur, naar jeg ikke har saadan' et Par Kammerherrer fra København, til at vende op og ned paa hele Redeligheden. - I ka' jo gaa ud og samle lidt Appetit til Maden saa længe.

Fem Minuter efter kastede Erik og jeg, førend vi gik, et Blik ind ad Ruden og saa ham ligge i Skjorteærmer paa Sengen med de hvide Uldsokker stikkende stift i Vejret og et rødt Tørklæde over Ansigtet, til Trods for at der ikke var en Flue i Stuen. Paa Servantelaaget ved Sengen laa Uhr, Flip og Søndagsslipset omhyggeligt arrangerede.

Det var bleven meget sent paa Aftenen, og Dorthea var for længst 203| sendt i Seng. Naar vi nu skulde have mere varmt Vand til flere Whiskytoddyer, maatte vi selv ud i Køkkenet og have det kogt paa et Spritapparat, som Kontrollørens afdøde Ven, den gamle Skipper Ortved, engang havde foræret ham til det samme.

Tolderen var bleven ustandseligt talende og glødende rød i Hovedet; vore Cigarer vilde han ikke ryge mere, men bakkede løs på sin Yndlingspibe.

Den har jeg ogsaa faaet af min gamle kære Ortved, det er et Pibetøj, som kan tale med: ægte Merskum og Sølvdæksel, her skal I se. Og han viste frem. Laaget var en gammel Sølvmedaille med ganske ulæselige Bogstaver og et dygtig medtaget Mandehoved: Det er Niels Juel, dér sidder.

Det er Fanden, er det, Kontrollør.

Da har Ortved og jeg da altid holdt ham for Niels Juel, men det kan jo være, det ikke ligner ham, han tjente ikke i Marinen i vores Tid. Lad ham hvile med Fred! - og den gamle klappede Pibelaaget til. Nu var jeg blot tilfreds, min kære Ortved kunde se i Vejret, som 204| han ligger dernede med Muld om Tanden; saadan et lille Gilde, det var noget for ham!

Erik bryggede sig en frisk Toddy: Skal vi saa ikke drikke paa den gamle Hæderskaptajn Ortveds Minde?

Jo, det er jeg med til, Børn. Whisky var nu ikke hans Yndlingedrik, det var det ikke; men han har givet mig mangen en god Flaske gammel Jamaica-Rom. Gudbevares, naturligvis, jeg gav ham noget igen, mange Gange maaske meget mere - derfor bliver det lige vel ment, er det ikke sandt?

Jo, Kontrollør, Skaal paa det! Og skal vi sige: Gud bevare vore Venner, og en vis Mand, han ærlig anamme alle vore Uvenner!

Vi havde alle rejst os med løftede Glas.

Gud bevare Kongen! sagde Kontrolløren.

Sludder, Kontrollør, det var jo ikke det, De skulde sige.

Jeg siger: Gud bevare Kongen, for det er gammel Orlogsskik, saa kommer vores Venner bagefter.

Ja ja; men saa er de der nu ... og Erik fortsatte i en dyb, højtidelig Tone: Og den visse 205| Mand, han ærlig og redelig anamme alle vore Uvenner ...

... og de hellige med, supplerede Tolderen.

Bravo, Kontrollør, bravo! Altid rammer De lige i Pletten.

Kontrolløren satte sig, og vi andre fulgte efter. Han nikkede inderlig veltilfreds: Han skal nok nuppe dem! Vær I bare rolige for det! Han snapper dem og hænger dem op li'som Flæskeskinker, hvor der er allerbedst Blus under: Der kan I hænge, I Skab, fordi I var saa hellige fremfor andre Medmennesker, og ikke kunde unde Jeres Næster en glad Time ...

... Og jer selv en Whiskytoddy, indskød Erik.

Dem selv - en Whiskytoddy, gentog Kontrolløren. Skal jeg si'e Jer, hvordan' det har sig med dem: naar de selv skal betale for det -og han hævede Røsten til en vældig Højde - saa er de totale; men naar de kan faa det til gi'endes, saa drikker de gerne Blanksværte. -Tror I, det er Løgn jeg si'er, kom det med yderligere hævet Røst, da vi begge to trimlede os lidt i Sofaen af Latter.

Nej, Kontrollør, nu er vi knu206|sende alvorlige igen, som De ser; vi tror mere paa Dem end paa Bibelen.

Bibelen, brummede den gamle, al Ære og Respekt for Bibelen! Den er god nok - at sige i de rigtige Hænder, men ikke til enhver Bondekarl at staa og torske i og fortælle os andre hvad der skal være Meningen. En Præst, det er dog altid en studeret Mand, og han maa vel vide lidt Besked med hvad han taler om, men saadan et Stykke Bonde, hvor har han 'et fra? Fra sin Naboes Kat, naar det kommer højt.

Kontrolløren tændte sig en ny Pibe og bakkede løs: Jeg kan nu heller ikke faa det i mit Ho'de, sagde han og tog sig op til den varme Pande, naturligvis: Bønder, det har der været alle Dage, og det vil der blive ved med at være lige til Verdens Ende, for der maa jo være nogen til at sidde paa Gumpekassen, men hellige Bønder, det har man da aldrig hørt om før i Tiden. De ha'de ligefrem ikke faaet Lov at eksistere i gamle Dage; der var bleven sagt til dem fra oven a, at naturligvis vil vi ha' Religion i Landet, selvfølgelig, men 207| vi vil ha' Religion med Maade. Og vi holder ikke Landet fuldt af Præster, for at hver anden Bondekarl skal rende omkring og spille Komedie med dem ...

Det er nu storartet, sagde Erik henvendt til mig, som Kontrolløren har en levende Interesse for Religionen. - Det er vist noget, De er født med, Kontrollør?

Født med? Sludder! - Det har jeg aldrig taget mig af før; ikke Spor! Men man skal nok blive nødt til det her i dette Slaveland; det er jo ikke andet end Religion og Religion rundt omkring en. Gud bevares, jeg holder paa Religion og Orden, og vores Præster, de skal lønnes og de skal leve, og de skal leve godt, det under jeg alle Embedsmænd. Men jeg vil ikke være med til at føde enhver Bondekarl, som kan la' Munden løbe og ikke gider bestille noget. Det er ikke min Religion.

Nej, det kan vi tænke ...

Det kan I rolig tænke to Gange, for det skal ikke være nogen lille Pengepung, der kan holde Stand med dem: 25 Øre ved det ene Møde og 25 Øre ved det andet og saa Indsamlinger til dit og til 208| dat; den sku' ikke hedde Helligdom, deres Religion, den sku' hedde den hellige Pengeafpresning, det er nu min Mening. I Kirke kommer jeg heller ikke mere, nu vi har faaet den nye Præst; han holder sig jo med dem, han tør ikke andet, ellers render de nu til Dags bare over til en anden. Men jeg gaar ikke i Kirke for at høre, at Satan skal brænde og lyne og gale, det har jeg hørt andre Steder i mit Liv. I den gamle Præsts Tid, der kunde man faa et mildt og trøstende Guds Ord, saa at man ku' gaa hjem til sin Middag saadan som man skal gaa fra en Kirke.

Den gamle brummede lidt og tog en Slurk af Glasset. Man skal være human og ikke chikanere sine Medmennesker, sagde han, det er en Hovedting ved Religionen efter min Mening. Da jeg var paa Toldboden i København, saa gjorde jeg min Skyldighed, men jeg var ikke nogen Posekigger, og det sagde de fremmede Skippere altid: De er en Mand, man kan komme ud af det med, Jansen! Og jeg stod mig ved det; vi levede godt, min sidste Kone og jeg, inde i København; hvad har vi ikke faaet af disse 209| hermetiske Sager af Kaptajnerne lige op til hele Harer, henkogte, og Delikatessesager og ægte italiensk Maccaroni, og vi har haft mange gemytlige Ture, baade Styrmænd og Kaptajner og jeg. Og hvorfor? Fordi man var forekommende overfor sin Næste. - Men det estemerer de for ingenting hernede. Her er det bare, at den ene hyler værre end den anden, saa bi'er de frelst, si'er de. Tak for Mad! - Har jeg aldrig fortalt Jer, hvad den gamle Orlogskaptajn Holm, han sagde om Religionen.

Nej, Kontrollør, ikke det vi husker.

Saa ska' I faa den, førend vi gaar til Køjs i Aften, for Klokken gaar ellers til to nu, og det er meget imod Reglementet her i Huset, men den Historie er god at sove ind paa. - Ser I, det var Tømmermanden om Bord, han havde faaet sig noget af dette Helligdom ovre paa en Plads i England, og det var jo osse med Psalmer og Syndefuldhed, og en Dag havde han sagt til en af Koksmatherne, et Svinebæst, at hvis han gjorde, som han ha'de fortjent til, saa gik han en Nat paa Ho'det i Ballen og lige lukt ind i Helvede. Saa var 210| det, at Fatter fik fat i ham, og det gik ikke stille a', vi var baade en og flere Stykker, der hørte det. Og nu har jeg tjent i Marinen i 40 Aar, sagde den gamle til ham, men at en af de faste Folk er gaaet hen og faaet Religionsskruplerier, det har jeg, saa bandte han, endnu ikke været med til. Og nu skal jeg si'e dig et Ord, og det er din Chef, der taler til dig, forstaar du: Gør hvad du er sat til her i Verden og hold dig til den gamle deroppe, som har dig i sin Haand; men hvad der er ud over ham, det skal du glide let hen over. For begynder du først at spekulere over det, saa kan du spekulere dig et lille Vandho'de til, og du bliver dog ikke klogere. Har du forstaaet mig? Saa kan du træde af - Og gamle Orlogskaptajn Holm, det var en Gut fra den Tid, da Bedstemo'er var ældst. Og han havde været med baade i dansk og i fransk Tjeneste, hvor at det ikke var Bondeblaabær, der smak dem om Ørerne! Og hans Ord dem holder jeg mig til. - Nu har man jo gaaet baade her paa Pladsen og før i Tiden med og passet paa og lagt lidt til Side ...

[211]| Ho, ho, ho, Kontrollør, der slap det ud ...

Ja, naturligvis; tror I, jeg vil blive siddende Resten af de Dage, Vorherre under mig, i dette hellige Land, nu tilmed gamle Ortved ikke er mere. Nej, jeg tænker om en Vinter eller to, saa kan jeg flytte over til Svendborg, hvor der boer et Par gamle Venner af mig udenfor Byen. Der bi'er jeg saa liggende, til den gamle deroppe, som han sa'e, Orlogskaptajn Holm, til han mønstrer mig a'. Og jeg skal si'e Jer no'et, ham - er jeg ikke bange for. For han har sin Børnelærdom, fra før der blev hellige i Landet. - Saa gaar vi til Køjs!