Der pibler Vand og Sang, Frimodighed,
mens Sommersolen ødsler alt i Møde
sin Selvfortærings Straalefrodighed.
De levende har næsten glemt de døde.
De gaar i gylden Søvn og Salighed,
som tror de, denne Dag har altid været.
Og Fjorden har en Drøm om Kølighed
fra Evighed, af Dybets Kilder næret.
Jeg føler Lyst til god og gavmild Sang:
»Ak veed du vel, du stygge blinde Larve,
at du skal være Sommerfugl engang,
naar Farve staar og drømmer over Farve?«
10|Hvor underfuldt, at denne Dag er
vor og ikke een af de utalte Dage,
da vi er Fremtidssyner eller Jord!
Min Sjæl – se ikke frem og ej tilbage!
Dog jo. Min Morgen mellem Jordens Siv
blev stærk af Søvnen i de svundne Tider.
Den lange Drøm i Natten før mit Liv
som Glimt og Glemsel under Evnen glider.
Og hvad var Kraftens Lykke under Sol,
om ej den følte Væksten ud af Stunden –
blandt Slummergrøde: Stenbræk, Strandviol –
sprang ud som Fuglesangens Træ i Lunden?
En solhvid Pige svømmer i min Fjord.
Hun salter i dens Blaa sit Legems Grøde.
Og Gys af Søen om den vide Jord
gaar gennem den, der fødtes for at føde.
Hun bæres af et Afgrundsspejl af Dag –
er frigjort, sluppen løs fra alle Strande.
Det kviddrer ned fra hvide Skyers Drag,
fra Sjæl, der svirred over mange Lande.
