Dagbrisen gaar som en Aande af Korn
moderlig hen over Bakker og Bølger.
Høvderne vandrer med rokkende Horn
fra deres Lejer, som Dalene dølger.
Solen kom hjem nu til Ager og Eng,
manede Livet af Søvne og Seng
ud over Bakker og Bølger.
Landet blev virkeligt, Solen blev varm,
Skorstenen ryger fra Dalen og Bjerget,
Sognene drømmer i Fjordenes Arm,
Natten i Kløfterne ligger besværget.
Dørene aabnes til Lade og Hus,
Modenhed slaar gennem Karme sit Sus,
svangert, i Glemsel besværget.
18|Dagen, som ejer al Himmelens Hvælv,
synes dog mødig af evige Somre,
synes at grunde saa blindt paa sig selv;
Vognenes Hjul over Vejene domre,
Dønning af Glemslernes Rigdom tilforn –
Menneskeslægter og Køer og Korn
gennem de evige Somre.
Højere stiger den tyngede Sol.
Rugmarkens Aks er en duvende Trængsel –
ak, mon de hørte, at Leerne gol?
Hvisker de sammen i Angst eller Længsel?
Leen og Riven langs Jordryggen gaar,
Ungdom og Latter slaar ud mellem Skaar,
blandet med Angst eller Længsel.
Børnene bader ved Middagens Brand,
ligger i Sandet og varmer sig Bugen, –
se, mod det blinkende mulmblaa Vand
Legemer nøgne og lyse som Rugen!
Faderen mejed, og Moderen bandt,
Børnene fulgte langs Agerens Kant,
nappede Kerner af Rugen.
19|Grønningens Lys er saa svimmelt og ømt,
fyldt af en stille Fortabelsens Styrke,
Dagen er halvt som et Solskin paa Skrømt,
som var dens inderste Væsen et Mørke.
Jernene skriger saa grumt gennem Luft.
Jorderig nærmer i Høstdagens Duft
sig med Fortabelsens Styrke.
