[24]| AARET I DANMARK
Paa Danmarks Mulde
Sne og Vinterkulde
og lange Nætter længe skjuler Skatten.
Og onde Vinde vifter
ved Maaneskifter.
Og Hundestjernens Ild gaar gennem Natten.
Hør Blæsten tuder:
»Der er ingen Guder!«
Men Himlen tynger Hytten, truer Borgen.
Og Barnet ser fra Puder
de frosne Ruder,
et Dødens Eden i den røde Morgen.
staar en Dag i Vejret,
det alle Vaarens Farver vildt forjætter.
Og Sang fra Fugletunger –
og Fugleunger
og Korn velsigner Danmarks lyse Nætter.
De klare Kilder
sig i Græs forvilder,
og Kvæget staar i Tøjr til alle Sider.
Mens Barnet gaar ved Grøfter
og grønne Kløfter
og plukker Blomsterne i Lykkens Tider.
Fra svungne Leer
suser svage Veer,
men Slæt og Høst af Døden dufter sødligt.
Og hjem langs Hegn og Dige
gaar Karl og Pige,
mens alt i Solnedgangen smægter rødligt.
Somrene er fulde
af Solens og af Jordens Gudegaver.
Og Mand og Hustru hviler
en Stund og smiler,
hvor Æblet hænger tungt i Bondehaver.
Mod Danmarks Rige
Bølgens Buer stige.
Det mumler ind fra Verdens frie Vande.
De styrket har saa mangen
med Vuggesangen
imellem Danmarks Land og alle Lande.
