[30]|JØRGEN BRØNLUND
Mer ene var aldrig
en Sjæl paa en Stjerne
end du foran Døden
i Isnattens Fjerne.
Og aldrig var Røsten,
der Hjerterne rører,
mer inderlig ene
med det, der ej hører.
Og aldrig gik træt Mand
mer hjemløs til Hvile
midtvejs i de maane-
forvildede Mile.
i de isede Ørke,
laa Verdens Mund lukket
mod dig i dit Mørke.
Du kæmped dig frem
imod Gravens Munding
som fattigste Stormand
paa Jordens Runding.
Du gemte de hellige
Kort i dit Værge
med Isrigets fjerneste
Fjorde og Bjerge.
Og bar dem i Dødsmulm
og vaandefuld Færden
et Skridt mod de levende
Hjerter i Verden.
At Jorden ej raned
den Løndom tilbage,
som kostede eder
de kommende Dage.
det yderste Øde, –
du maalte det dybere,
medens du døde.
En Gru fik du bragt os
fra Kvalen, der lides,
hvor Solen og Surtur
umælende strides.
Saa smertelig nær
har du bragt os det fjerne,
hvor stanset du laa
mod din stenhaarde Stjerne.
