[35]| SOLSKIN I EN STUE
Et stille Solskin hviler
hen over Gulv og Bord –
en maalløs Drøm, der Stuen
og alle Ting besvor.
Se Orchideens Blade
i Himmelrigers Blund.
Jeg føler mig som vaagen
paa Oceanets Bund.
Der svajer Græs og Grene,
og Vinden høres hid.
Det er af alle Tider
en eller anden Tid.
og Luftens høje Sø
gaar Drømmen ind ad Ruden
for hos mit Sind at dø.
Alvidenhed forseglet
en Løndom her mig gav –
den gæster venligt Nuet
i en møbleret Grav.
Hist henne staar i Krogen
den gamle Lænestol.
Der sidder Isaac Newton,
vendt mod en Plet af Sol.
Tæt ind mod dette Vindu
staar alle Tiders Blaa.
Jeg ser det gamle Solskin,
som Isaac Newton saa'.
Og Lysets dybe Tavshed
forvirrer al min Ro.
Den døde Stue drømmer,
saa mine Planter gro.
37|Selv dæmrer jeg som Kimen
i en Gudindes Skød.
Og Verden er som Syner,
der ses i salig Død.
En Bogryg staar med falmet
tohundredaarigt Guld
og kalder med et Mæle
fra Munde under Muld.
O dyrebare Solskin,
som ingen Sjæl forstaar!
Lad denne Time dvæle
hos mig i tusind Aar.
