[40]| VIRKELIGHEDEN
Kantate ved Studentersamfundets Rusfest den 23. September
1911
KVINDEKOR
Solglimt fra de gamle Floder,
der i Sagnets Eden flød,
ejed Moder efter Moder
i sit Øjes Ungdomsglød.
Af den Drøm, vort Køn har arvet,
blev vort eget Øje farvet.
Smilets Glar og Graadens Vande
dølger de fortabte Lande.
MANDSKOR
Muld og Hav vort Væsen drage
med en større Klodes Skær.
Jord, vi kalder: Kom os nær,
og vær vor i vore Dage!
41|Løndom, som i Græsset gror,
Løndom, som i Bølgen bor!
Fyld med Liv vor Længsels Skaaler!
Giv os Sjæl af dine Straaler!
RECITATIV (Mandsstemme)
Ud af Elementerne strømmer Sjælenes Kræfter,
Sønner og Døtre følger Fader og Moder efter.
Øjne, som Skummets Øjne ved Havets Bred,
aabnes i Nuet og blændes af Evighed;
de stirrer mod Jorden i Tørst efter Tingenes Sandhed,
den slaar dem med Solskinsdagens syvfarvede Blindhed.
Virkelighed! Finder vi aldrig dig?
Ved blaa Søer gaar de blaaøjede Piger.
Lyshaarede Børn plukker Blomster paa Danmarks Diger.
Bakkerne spejler Agrenes Farver i Fjordene.
Duggede Brøl stiger i Dalen paa Hjordene.
Hvor det er fjernt og nær! En Dag af tusinde Aar –
en Dag, i hvis Frugtbarhed alt det forgangne staar.
Virkelighed! Finder vi aldrig dig?
42|Enge med dette Græs! Bølger ved disse Strande!
Eders Hemmelighed er de fortabte Lande.
Aarmillioners Lyst skinner i Kvindernes Sang,
naar de ved Barnets Søvn holder dets Vugge i Gang.
Unge Mænd og Kvinder! Grib Nuet! Se og hør.
Virkeligheden synes nær – som ingen Sinde før.
SOLO (Mandsstemme)
Jeg staar i Dag paa Stjernens Hvælv.
I mig dens Kræfter strømmer.
Jeg føler Stjernen i mig selv,
hvor alle Farver drømmer.
De Drifter, som i Ungdoms Sang
mod Himlens Vidder tindre,
af dybe dulgte Kilder sprang
i Jordens eget Indre.
Af Muld og Hav sprang Livet frem
i fjernt forglemte Tider.
Til Muld og Hav gaar Livet hjem
hver Gang det Døden lider.
43|Og alle Ting, jeg kommer nær,
har Dyb, jeg aldrig maaler.
Ej røber Solen, hvad de er,
men kun, hvordan de straaler.
Dog nærmer Verden sig saa øm.
Og Maanen over Haven
er som fortabte Sjæles Drøm
om Solens Skin – i Graven.
Det er, som Sø i Sommervind
og Danmarks grønne Dale
staar spændt som Sluser mod mit Sind,
vil briste ud i Tale.
Det er, som Jordens Hav og Muld
med alle deres Døde
er med en Viden underfuld
mig gaaet stumt i Møde.
Det uudsigelige Land
som Genfærd søger Sjæle.
Og Stjerners Mulm og Stjerners Brand
i mig vil have Mæle.
44|RECITATIV (Mandsstemme)
Unge Mænd og Kvinder! Grib Nuet! Se og hør!
Virkeligheden synes nær – som ingen Sinde før.
Hver ny Ungdom sætter Virkeligheden Stævne.
Gav den aldrig sig helt, gav den dog Kraft og Evne.
Hver ny Ungdom maa vinde sit Jorderige.
Derved nye Muligheder af Mørket stige.
SOLO (Kvindestemme)
Vejen hjem til Jorden bar
stundom om ad andre Kloder.
Da Copernicus blev va'r
Jordens Dans omkring dens Moder,
sprang af Sindet andre Floder.
RECITATIV (Mandsstemme)
Den, der søger i Nuet efter den sande
Virkelighed, aner Fortids og Fremtids Lande.
Blodets Jernsang jubler mod bundløst Blaa
om Lykkens Nærhed. Eden vil genopstaa.
Æbletræet frister med Sommergaven.
Endnu gaar Eva stundom nøgen i Haven.
45|SOLO (Kvindestemme)
Darwin øjned Livets Træ.
Stammen stod bag Dødens Trone.
Fra de tabte Landes Læ
lød en overskygget Tone.
Men i Nuet staar dets Krone.
RECITATIV (Mandsstemme)
Virkelighed! Paa Vejen til dig vi naaede
rundt om Jord gennem Tvivl og Storme og Fraade.
Afstand lærte du os ved Damp og Hjul at besværge.
Vort Blik har dvælet i Skyggen af Maanens Bjerge.
I dit Navn letter Mennesket nu fra Muld,
og Luften vil mørkne og surre af de kommende Kuld.
Unge Mænd og Kvinder! Grib Nuet! Se og hør!
Virkeligheden giver Evner – som ingen Sinde før,
Virkeligheden, Gaaden, hvori vi lever og dør!
KOR
Muld og Hav vort Væsen drage
med en større Klodes Skær.
Jord, vi kalder: Kom os nær,
og vær vor i vore Dage!
46|Løndom, som i Græsset gror,
Løndom, som i Bølgen bor!
Fyld med Liv vor Længsels Skaaler!
Giv os Sjæl af dine Straaler!
