O Jylland, mod dine Sande
den dunkle evige Mumlen gaar
af Jordens rejsende Vande,
af slørede Røster fra Tidens Vaar.
Om Skibe, der kommer med Fangster,
gaar Skyggernes Jag under Havets Skyer,
som Tog af ilende Angster,
der flygter ind mellem Gaarde og Byer.
Mit Land med solgrønne Marker,
hvor Ko efter Ko slog Mulen i Græs,
hvor Solen og Vejret barker
den Haand, der strør Korn fra Aas til Næs.
50|Min Barndoms Fjordland, hvor Lærker
har kvidret sig ind i de saliges Blaa,
hvor Sejlenes solhvide Mærker
i Sværmerdrift mellem Kysterne gaa.
Hvor Tyrene brøler mod Østen,
naar Gryet lufter fra Jordens Rand, –
hvor Rugen helder mod Høsten
og Blomsten mod Natten. Min Barndoms Land.
Her gik mig de hellige Stjerner
forbi med hver sit evige Liv.
Da bøjed sig Aks og Kerner.
Da lagde sig Viddernes
Larm og Kiv.
