[30]| Jens Højby
Fuglene stige og svinde
ind under Skyernes Uld.
Ormene bore sig, blinde,
gennem den mørke Muld.
Langsomt Skæbnerne tvindes.
Øjeblikkene gaar.
Enkelte Stunder vi mindes,
spredt, i enkelte Aar.
Lys og Mørke har hersket
skiftevis i hvert Døgn.
Blev Sandhed i Langhalm tærsket,
jubled vi over en Løgn.
31|Jag af Luner og Briser.
Idelig Bølgegang ...
Efter de muntre Viser
gør vi en sørgelig Sang.
Dagen sin Rigdom naadig
mod levende Øjne vender.
Ormene higer med graadig
Blindhed i begge Ender. –
Paa de velsignede Agre
trives de frodige Køer.
Ensom ligger den magre
Bonde Jens Højby og dør.
Mager det var han saalænge,
skønt han tærede kendeligt
paa Kvæg og Marker og Enge.
Hvo æder sig fra sit Endeligt?
Han dør just ikke af Alder,
er kun et Halvhundred Aar.
Des mere kedsomt det falder,
og trægt og langsomt det gaar.
32|Han ligger i kalket Kammer,
ser med dogrende
Hjerne
ud gennem Rudernes Rammer
hen i det drivende fjerne.
Vender omsider Bagen
med et taalmodigt Besvær
til sin Kvadrat af Dagen,
mens han fordøjer et Skær.
Hvert et Skær over Himlen
vækker bestemte Minder.
Levede Timers Baggrundslys
inde i Hovedet skinner.
Han mindes den Ungdomshaaben,
der spøger i Midnatsdrøm –
en Seen Himmelen aaben
bagved en Kjolesøm.
Hun, som han højest ophøjede,
sejled for vildfar Vind.
Hun, som med ham sig nøjede,
blev en krasbørstig Kvind.
33|Lad Knægtene knubbes om Glæde,
der vindes i Tøseleg!
Han har opgivet at æde
og ligger paa Dydens Vej.
Han føler ej mange Piner.
Han følger i Ensomhed
Vinduets skiftende Miner
og Mindernes løse Skred.
Han husker ogsaa, hvorledes
hans Moder, da han var Dreng,
laa Aar igennem og sledes
af Sygdom i samme Seng.
Ja, ja. Det Liv, som man sanker
sig møjsomt sammen paa Jord,
falmer til blege Tanker,
som i Ens Hoved bor.
Edderkopperne kravle
rejsende op og ned
ad Væggens hvidtede Tavle.
En Mus ved Døren bed.
34|Fra Revnen, vidt forgrenet,
i Væggen, ved Hjørneknækket,
falder Klør-Attenbenet
ned paa Pudebetrækket.
Han husker, at da hans Mo'r laa svag
her i den samme Seng,
kaldte hun paa ham en Dag:
»Kom herhen lille Dreng!«
»Se, hvad er det, som pirker
»her paa min venstre Side.
»Det er ved at gøre mig ræd.
»Det vilde jeg gerne vide«.
Hastig til Sengestok
lille Jens Højby løb.
Det var en Tvestjært-Flok,
som paa hans Moder krøb.
Han fik ondt i sin Sjæl.
Dyrene løb paa hans Mo'r,
som naar man letter en Fjæl,
der længe har ligget mod Jord.
Kravler det lidt under Uld,
værre det er med alskens Kravl
nede i Sengen af Muld.
I Gaarden stryges en Le med Klem.
De lange Staalstrøg hvæse.
Stift krummer sig Lyden frem,
som snydt fra en næb-lang Næse.
Riven skraber mod Gavl.
Kløvren er tjenlig til Slæt.
Andre skal fælde Jens Højbys Avl.
Selv er han altfor træt.
Karlen hujer paa Pigen.
Nu skal de følges af Sted
ned for at meje ved Sigen.
Kom det Jens Højby ved?
Fluerne om ham summer.
Lydens løsagtige Spind
hilder i Slør og Slummer
Jens Højbys flakkende Sind.
36|Han drømmer om Velmagtsdage,
og det i sit Ansigts Sved.
Det rokker i Leens Knage,
saaledes mejer han ned.
Men længe sover han ikke.
Han vaagner skuffet og træt.
Paa Panden Fluerne prikke.
Han blev ej færdig med Slæt.
Han ligger i Afmagts Hede
og drejer sig lidt omkring.
Solen er ikke nede.
Alt lader som ingenting.
Han giver sin vaade Pande
et Strøg af sin haarde Haand.
Han pirker ved Livets Tande
og strækker et Senebaand.
Han ønsker, mens andre jage
mod kommende Tiders Svøb,
at skrue Jorden tilbage
en tredive Solomløb.
37|Dog hvad ... Den vilde jo rende
igen som før af Sted.
Og naar de Aar var til Ende,
hvad var da vundet derved?
Saa kunde En atter ligge
her i den samme Seng
og rundt i Krogene kigge
og huske paa noget iflæng.
Langsomt fremad der vindes,
men naar En Dødslejet naar,
kan i et Nu man mindes
hele det Slæb af Aar .....
Alt, hvad der blev tilbage,
er kun en Eftersmag.
Den er lidt flov at smage.
Jens Højby gaber i Dag.
Andre gøde og grave
og vente paa Frugt og Frø.
Hele hans Livs-Opgave
er nu at ligge og dø.
38|– Med Skrue bag i Skuden
styrer et Spyfluejærn
hovedkulds imod Ruden.
Stop! Du slog nok din Stjern.
Bagved sit stille Garn
haaber Edderkoppen:
»Bare jeg havde det Skarn.
Den Satan har Sul paa Kroppen.« –
Vinduet falmer omsider.
Tusmørkekvidder høres.
Nu er det nok ved de Tider,
Sol over Havet føres. –
Konen kommer at spørge
til, hvorledes det gaar.
Hun bliver fed af at sørge.
Hun har lidt færre af Aar.
Jens Højby faar Mælk at drikke.
Hun sidder paa Sengestok.
Meget taler de ikke.
De har jo talt mer end nok.
39|»Aaja. Nu tænker jeg, Karen,
du snart skal blive mig kvit.
Du kan, naar du skynder dig lidt,
nok lokke en anden i Snaren.«
Igen dette Vrøvl. Jo Tak.
Hun tager sin Kande ved Tud.
I Tavshed vrikker hun ud.
Det svier ej mere, det Hak.
Saa angrer Jens Højby. Hun var
dog den af Menneskeskaren,
der flest af hans Byrder bar.
Han stønner: »Karen! – Aa Karen!«
Men hun er jo gaaet sin Vej.
Der er kun den tætte Dør.
Den hører og svarer ej.
Han skulde betænkt sig før.
Sommernatsmørket er blødt.
Følsomt forer det Rummet,
hvor han ensom, forstummet,
ligger og stirrer forknyt.
40|Det skjuler Smaadyr i Spræk
og dem, som kravler i Krogen.
Om Huset gaar Nattens Træk,
en evig Konkyliekogen.
Himlen mod Ruderne klemmer
sin duggede Drømmehinde.
Saa varsomt Alverden glemmer
Jens Højby i Mørket inde.
Det grønneste Træ staar for Truen
af Ormen og Øksen og Saven.
Jens Højby, som visner i Stuen,
faar Haab om lidt Hygge i Graven.
Om Englekaar i det høje
har han kun lidtvorn drømt.
Han lader sig gerne nøje
med ej at blive fordømt.
Lad bare et Hul i Grønningen
sluge det hele til Slut. – –
Uglen sidder paa Mønningen.
Hør! Den hujer: Herut! –
41|Jens Højby veed paa en Prik,
hvorledes han nu er faren.
Mod Døren søger hans Blik.
Han stønner: »Karen! – Aa Karen!«
Den røde Maane saa nabo-nær
nu ses for Vinduet stige,
den arrede Sten i sit stille Skær,
de dødes rejsende Rige.
Bag Laden stryges en rusten Le
med slappe, slæbende Skrab.
Det gør Jens Højby saa søvnig.
Hans Mund staar en Smule paa Gab.
Gud, som er ensom og naadig,
sin Fred til Jens Højby sender.
Ormene higer med graadig
Blindhed i begge Ender.
Ormene de er hellige Dyr.
De stopper sig Hulningen fuld.
Ved deres hungrige Stræben
dannes den gode Muld.
1905
